Mr. Follain.
M. Follain, lieutenant de vaisseau, var tjenstgjørende Officeer ombord i Linieskibet „Conquérant“. En Dag paa hans Vagt skulde en mistænkelig Seiler opjages. Det blæste stivt, Bramseilene kunde netop føres, og Folkene stode med Fald og Skjøder i Hænderne, klare til skyndsomst at bjerge Seilene i paakommende Tilfælde. Admiralen var paa Dækket; med stigende Interesse betragtede han, hvorledes Linieskibet vandt ind paa den forfulgte Seiler. Skummet væltede op for Bougen, Bramræerne bugtede sig, læ Vant hang slappe, det knagede i Reisningen, og, da et Vindkast foer hen over os, og Skibet krængede over, meente Follain, at det yderste Øieblik var kommet og commanderede: „Lad løbe Bramseil!“ — „Lad staae!“ raabte Admiralen med heftig Stemme, og en skarp Irettesættelse paafulgte til den vagthavende Officeer for at have givet Befaling til at mindske Seil uden hans Ordre. Follain udtalte Frygt for, at Bramstængerneskulde gaae overbord. Admiralen overfusede ham med haarde Ord, og en uhyggelig Scene forefaldt paa Hytten i de tilstedeværende Officerers samt det omkringstaaende Mandskabs Overværelse.
Den næste Dag fremstillede Follain sig for Admiralen. Han beklagede sig over den haarde Medfart, der var bleven ham tildeel, og haabede, at Admiralen vilde tilbagekalde enkelte Udtryk om Uduelighed og Mangel paa Sømandsblik, som vare faldne den foregaaende Dag. Admiralens Svar gik ud paa, at, dersom han ikke var tilfreds ombord i „Conquérant“, kunde han søge om at blive afløst, det vilde staae ham frit at gaae tilbage til Frankrig.
Follain var en ærekjær Officeer. Han skjulte ikke, hvor dybt han følte sig krænket. En Tidlang hengik, vistnok en sørgelig Tid for ham; thi det var iøinefaldende, at en indre Kamp tyngede paa hans Sind. En Formiddag savnede vi ham ved Frokosten; man søgte i hans Lukaf og fandt ham badet i Blod — han havde skudt sig en Kugle for Panden.
Det oplystes, at han om Morgenen havde sendt sin Oppasser efter en af Skibets Pistoler, med denne havde han rettet det dræbende Skud lidt over den høire Tinding. Kuglen var imidlertid ikke trængt igjennem: den laa fladtrykt udenpaa Hjærneskallen, og to Dage levede Follain endnu. I første Øieblik troede Lægen at at kunne frelse hans Liv; men snart viste det sig, at Hjerneskallen var kløvet. Follains Dødskamp var gribende: han var utrøstelig ved Visheden om at skulle gaae bort herfra, han var utrøstelig ved Tanken om en kjærSøsters Fremtid, hvis eneste Støtte han hidtil havde været, og han erkjendte, at han ikke havde havt Ret til at raade over sin Tilværelse.
Follain blev begravet i Smyrna. Ifølge katholsk Skik tilfaldt det mig at bære den ene Flig af hans Ligklæde, da han blev stedet til Jorden. Som Kjætter kunde jeg have undslaaet mig herfor; men ved Graven vige Hensyn af den Art, og jeg følte Tilfredsstillelse ved at vise en Kammerat den sidste Ære og ved fra Gravens Rand at bringe ham mit sidste Farvel.