Smyrna.
Forholdene havde medført Overanstrengelse for „Conquérant“’s Besætning; det franske Armeecorpses Landsætning og senere de ægyptiske Troppers Indskibning havde medført haardt og vedvarende Arbeide. Usundt Klima om Efteraaret kom hertil, og Sygelighed udbrød blandt Mandskabet. En ondartet typhoid Feber greb om sig, de Syges Antal steg efterhaanden til imellem 250 og 300 Mand, og det velorganiserede Skib blev et sandt Hospital. Under disse Omstændigheder maatte der gribes til kraftige Forholdsregler for at skaffe Mandskabet den nødvendige Pleie og Ro, og Admiral Rigny besluttede at afgaae til Smyrna.
Vi løb østenom Scios, hvorfra Duften af Oranger førtes os imøde, om Natten krydsede vi igjennem det snevre Løb imellem Scios og Pompes-Øerne, en Seilads saa dristig, at jeg tilbragte den større Deel af Natten paa Dækket for at være Vidne dertil, vi passerede det mægtigeCap Carabournou, stode paa Bøsseskuds Afstand forbi Smyrnas Castel, der forsvarer Indløbet til Bugten, og saae her for os de Kæmpekanoner, bestemte til at udskyde Steenkugler, der som affældige Redskaber gabede os imøde. Ved Slutningen af November ankrede vi paa Smyrnas Rhed imellem en Stimmel af Orlogs- og Koffardimænd af alle Nationer.
Vort første Foretagende var at indrette et Hospital iland, til hvilket de haardest angrebne af vore Syge bleve indbragte. Læger bleve afgivne fra Skibet, og det Hele stilledes under Tilsyn af en af Skibets Officerer. Med de Syges Bedring gik det imidlertid kun langsomt fremad, og henved tre Maaneder tilbragte vi ved Smyrna, førend Mandskabets Helbred atter var fuldkommen gjenoprettet.
Smyrna er et interessant Punct. Man behøver blot at ankre paa Rheden for at komme til Erkjendelse heraf. Den Forskjellighed af Flag, der vaie fra de Hundreder af Skibe, som altid her findes samlede, giver strax det Hele et livligt og kosmopolitisk Præg. Forunderlig klædte Skikkelser trænge sig ombord, Sprogforvirringen antager en ukjendt Højde, nye Skikke og Sædvaner gjøre sig gjældende i alle Retninger, man fængsles af de uvante Omgivelser og føler, at man befinder sig i en anden Verdensdeel.
Fra Rheden afgiver Smyrna et eiendommeligt Skue. Amphitheatralsk reiser Staden sig i en jævn Skraaning opad de omgivende høie Bjerge, Skove af Cypresser omgive Byen, og paa denne mørke Baggrund fremtræde Minareter og Kupler, som for at minde om, at Islam her har plantet sit Banner; de røde Tage danne en forunderligModsætning til hine gracieuse og elegante Bygninger, men det Hele gjør et tiltalende Indtryk. Den store By i sin mørke Ramme har noget Mystisk ved sig; man aner en hidtil ukjendt Vegetation og sporer noget Nyt ved Alt, hvad der fremstiller sig for Øiet.
Forbindelser med alle Verdens Dele gjøre Smyrna til en Stad, der er egen i sit Slags. Den Forskjellighed af Dragter, blandt hvilke man uden særlig at gjøre sig Rede derfor kommer til at udgjøre et Led, er i høieste Grad paafaldende for Enhver, der betræder denne Deel af den asiatiske Jordbund. Armenieren, der iført sin røde Kofte og sin firkantede sorte Hue i Bazaren udsælger sin Rosenolie eller stiller sine Chaillis og persiske Tæpper tilskue, staaer i en lige saa stor Modsætning til Europæeren med sin snevre Klædning og sin cylindriske Hat, som Tyrken med sin Turban og sin brogede Paaklædning til Paschaen med den høie, sorte, pyramideagtige Lammeskinds Hue, der bedækker hans Hoved. Grækere, Russere, Jøder, Tatarer og Ægyptere have hver sin særskilte Dragt og Hovedbedækning, og hertil kommer endnu, at der selv hos de forskjellige Nationaliteter gives Afskygninger, der saa at sige altid adskille sig fra hinanden ved Hovedtøiets Form eller Farve, saa at man af disse tilnærmelsesviis kan slutte sig til Bærerens Stilling eller Biographi. Levantineren, der har opnaaet et eller andet Consulats Beskyttelse, bærer saaledes en stor, hvid, firkantet Ballon paa Hovedet, saa at han ikke vil kunne forvexles med andre Dødelige; en grøn Turban bæres af enhver Muselmand, der gjør sig til af at henhøre til Prophetens Slægt, kort, Hovedtøiernes Farver, Form og Betydningdanner et særskilt Studium for Enhver, der nogensinde vil sætte sig ind i Forholdene. I Smyrna overgaaer man altsaa sig selv i Retning af Hovedbedækninger.
Tyrken vandrer omkring, bevæbnet til Tænderne; han fører et heelt Arsenal med sig: Sabel, Pistoler, Dolk, Patrontasker, undertiden dertil Yatagan og Gevær. Han værdiger næppe en forbigaaende Giaur noget Blik, endmindre viger han afveien for ham i de smalle, smudsige Gader. Jøden lusker omkring i sin sorte Kutte og er oppe til Alt, hvorved der kan fortjenes Penge; han er Commissionair, Veiviser, Tolk, og sees ned paa af Alle. Vi havde engang paa Veien til Bazaren engageret en Jøde, der fulgte os i Hælene. Underveis mødte vi en Tyrk med en vældig Byrde paa Nakken, og Øieblikket efter hørte vi et forfærdeligt Spectakel: det var Jøden, der fik Stokkeprygl, og som Tyrken paa denne Maade tvang til at lette ham den Byrde, der var ham for tung at bære. Om Jøden skraalte for Stokkepryglene, eller fordi han gik glip af den Fortjeneste, han ved os havde lovet sig, vil jeg lade usagt; men den Stærkeres Ret maatte han underkaste sig. Alene at spadsere om i Smyrnas Gader uden noget særligt Maal eller Bestemmelse er for den Nyankomne en Nydelse, der næsten kan sættes ved Siden af enhver anden Morskab, som Smyrna er istand til at yde.
Bazaren er naturligviis det Sted, der her som i alle tyrkiske Byer fremfor Alt drager den Fremmede til sig. Man maa imidlertid ikke ved Bazar tænke sig Noget, der i fjerneste Maade kan sammenlignes med, hvad vi Europæere betegne som Samling af elegante Boutikgader. Fortløbende Træskure af stor Udstrækning, gjennemskaarnepaa Kryds og tværs af snavsede, smalle, uregelmæssige Gyder eller Stræder, over hvilke der hist og her er udbredt Seil for at bryde den brændende Sols Straaler: dette er Smyrnas Bazar, eller var det, da jeg besøgte disse Egne. Hvert Haandværk eller Art Varer har i denne sit særskilte Qvarteer, saa at man i en Gyde finder lutter Skomagere, i en anden lutter Kobbersmede og tæt derved, naar man dreier om et Hjørne, Boutiker, der ved Kostbarheden og Usædvanligheden af deres Indhold tildrage sig Opmærksomhed. Ud til Strædet eller Passagen er Boutikens hele Forside aaben, en bred Disk danner Grændsen imellem Boutikens Indre og Publicum, og paa denne Disk sidder almindelig Eieren selv, fordybet i sine Betragtninger, rygende af sin lange Pibe eller sin Nargileh. Dette er idetmindste Tilfældet i den fornemmere Deel af Bazaren, hvor bløde og med Guld indvirkede persiske Stoffer falbydes samtidig med tyrkiske Tæpper, ægte Shawler, Perler, Ædelstene, Chaillis, og et Udvalg af østerlandske Frembringelser, der fremkalde Beundring ved deres Rigdom og Mangfoldighed. At beskrive disse undertiden vidunderlig smukke Frembringelser kan her ikke være Tale om, kun vil jeg anføre, at det dog især var de fine, vævede Uldtøier, blødere end Silke og lette som Duun, der fremfor Alt tiltalte mig. Øiet frydes ved Synet af al denne Kunstfærdighed, man svælger i Lugt af Pastiller og duftende Essentser, indtil man med eet rives ud af den beundrende Stemning, enten ved at løbes omkuld af en Lastdrager, der segner under Byrden af en uhyre Vægt, eller ved at udsættes for at blive knuust af forbidragende Kameler, der bundne til hinanden, ti eller tolvi Række, med en Driver og et Æsel i Spidsen, majestætisk fortsætte deres Vei uden at ændse mulige Forhindringer. Varerne, hvormed disse Lastdyr ere belæssede, optage ofte hele Gydens Brede, og hyppig nødsages man til at søge Frelse i en eller anden Boutik, naar man hører Æslets varslende Klokke nærme sig.
Af egentlige Forlystelser gaves der saagodtsom ingen i Smyrna. Jævnlig nød man sin Frokost ved Karavanebroen, over hvilken Tilførselen af Varer fra det hele Østen finder Sted, og hvor altsaa Kameler i lange Rækker og Mennesker af baade kjendte og ukjendte Folkeslag daglig strømme forbi i broget Blanding. Fra Tid til anden tilbragte vi nogle Timer i tyrkisk Bad, hvor vi først grundig bleve „masserede“, hvorefter hvert enkelt Ledemod lige fra den lille Finger indtil Albue og Skulder blev bragt til at knække paa en beundringsværdig Maade. I en halv bedøvet Tilstand strakte man sig derefter hen paa et elegant indrettet Leie, hvor man snart faldt i en blid Slummer. Den Kop Kaffe og den Chibuk, hvormed man efter en halv Times Dvale blev vækket, henhører til de største Nydelser, som jeg i den Retning har kjendt.
I flere Consulers og enkelte græske Kjøbmænds Huse var man en velkommen Gjæst, og man kunde da i disses Familier finde nogle af de vidtberømte græske Skjønheder, som det i selve Grækenland aldrig er lykkedes mig at træffe paa. En egen Skik finder Sted ved slige Aftenvisiter, idet Berettigelsen til at holde Fødderne ind under det nedhængende Bordtæppe, „Tandouren“, ene og alene er Damerne forbeholdt, saa at det vilde være i høieste Grad paatrængende, om nogen mandlig Besøgende vildetillade sig denne Frihed. Ogsaa var det en Egenhed ved disse Aftenbesøg, at man altid maatte føre en Lygte med sig. Smyrnas Gader vare ikke oplyste, og ved Politianordning var det derfor paabudt, at Ingen efter et angivet Klokkeslæt maatte vise sig paa Gaden uden Lanterne. Den Vrimmel af bevægelige Lys, som dette hidførte om Aftenen, afgav et livligt og interessant Skue; men flere Gange hændtes det de Officerer fra Escadren, der ikke førte det befalede Lys med sig, at blive optagne af Politiet, og de løslodes først efter Reclamation fra den vedkommende Consul. Opholdet i en tyrkisk Vagtstue skildredes som lidet tiltrækkende.
Fra Tid til anden oplevede man et Bal i Casino, Europæernes Klub, hvor der da blev dandset med Lidenskab ofte til heelt ud paa Morgenen. Dragterne udmærkede sig ved saadanne Leiligheder ligesaameget ved Elegance som ved Forskjellighed, da ikke faa græske Damer her saaes iførte deres nationale Pynt. Uagtet al den derved udfoldede Rigdom, og hvor smukke end enkelte af dem i Virkeligheden vare, kunde de dog ikke, naar jeg saae tilbage, naae op til Sammenligning med Limanerinderne med deres graciøse Holdning, deres tiltrækkende Ydre og deres nydelige Fod. Paa disse Soiréer dannede Munderinger fra alle Europas Lande en rig Afvexling, og det var ikke alene Guldbroderierne og Costumerne, der tiltrak sig Opmærksomheden, men i endnu høiere Grad de nationale Typer, som her fandtes repræsenterede.
Dansk Consul i Smyrna var dengang Mr. de Jongh. Han var en dannet, kundskabsrig og elskværdig Personlighed;men hans Orm var Forfængelighed, og et Danebrogskors var hans Ønskers Maal. Han henvendte sig til mig med Anmodning om at interessere mig hos den høie Regjering for, at denne Naadesbeviisning kunde blive ham tildeel. Man tænke sig tilbage til de Tider, og man forestille sig en Secondlieutenant blive anmodet om Ridderkors! Jeg henviste ham til Major, senere General Hansen, som dengang var Adjutant hos Frederik VI. og nylig fra Morea ankommen til Smyrna. En Ridetour til Bournabah blev ordnet, og efter endt Frokost aabnede Mr. de Jongh sit Hjerte for ham. Det var pudsigt at høre Major Hansen, efterat vi havde forladt Selskabet, udtale sin Ærgrelse til mig over endogsaa her at blive plaget med Anmodninger af denne Beskaffenhed. Jeg søgte at stille ham tilrette, og efterat have været ombord for at gjøre Toilette mødte jeg Klokken sex hos de Jongh, der havde indbudt Major Hansen og mig til Middag.
Det vakte strax min Opmærksomhed ved min Indtrædelse i Huset, at Alt bar et sjelden festligt Præg: de to Janitscharer i Forhallen vare iførte pyntelige Dragter, Værelserne, man kom igjennem, vare pragtfuldt oplyste, og, da jeg traadte ind i Salonen, langs hvis ene Side ligeoverfor Døren der var anbragt et ophøiet Trin eller Divan, var det et fuldstændigt Theatertableau, der her viste sig for mig. Midt paa Divanen stod Mr. de Jongh omgiven af sin Familie, Kone og Datter lænede sig op til ham, de mindre Børn stode i beundrende Stilling paa Siderne, det Hele tog sig ud som Frontespicen paa en monumental Bygning. Belyst af en matbrændende Lampe under Loftet var der noget Mystisk eller Gaadefuldt veddet Hele, og endnu uforklarligere blev det mig, da Mr. de Jongh fra sit ophøiede Standpunct traadte mig imøde med et mindst en halv Alen langt, hvidt Danebrogsbaand med tilhørende Orden dinglende i Knaphullet. Under Frokosten i Bournabah var Udnævnelsen til Danebrogsridder indtruffen, og ved et besynderligt Træf af Skjæbnen fandtes de Jonghs ivrige Ønske at være opfyldt, netop medens Major Hansen, gnaven og ærgerlig, med Møie havde lagt Baand paa sin Uvillie og Utaalmodighed.
Efterhaanden gjenvandt Mandskabet sin Helbred. Opholdet i Smyrna var blevet benyttet til Forbedringer af forskjellig Art, og „Conquérant“ kneisede paa Rheden fuldkomnere end nogensinde. Det Indtryk, jeg modtog, da jeg første Gang traadte ombord, var under min Tjeneste i Skibet blevet alt mere og mere befæstet: „Conquérant“ var blevet mit Ideal, det stod og staaer bestandig for mig som Mønster for en Orlogsmand, og endnu erindrer jeg den Følelse af Stolthed, der undertiden kom over mig, naar jeg alene og overladt til egne Tanker roede ombord med det skjønne Skib for Øie. Jeg kan sige, at „Conquérant“ var min eneste Lidenskab i Smyrna.