Tilbagereise til Toulon.
Vi forlode Smyrna i Februar 1829. Grækenland var befriet, Capo d’Istria havde som Præsident overtaget Regjeringen, og Admiral Rignys Hverv kunde hermed ansees for afsluttet. Man begyndte at tænke paa Hjemreisen. Vi besøgte endnu nogle græske Havne og Øer, blandt hvilke Ægina, hvis smukke Jupiters-Tempel opfyldte mig med Beundring, og i Marts 1829 tiltraadte „Conquérant“ Tilbagereisen til Toulon. I Navarino satte jeg for sidste Gang Foden paa Moreas Grund. Uden Sorg sagde jeg Grækenland Farvel. Mindeværdige Aar havde jeg vistnok tilbragt ved disse Kyster; men, hvad selve Landet og Befolkningen angaaer, da var Indtrykket, de efterlode, ingenlunde tiltalende. Jeg har alt i det Foregaaende paa flere Steder omtalt den Demoralisation og Mangel paa Fædrelandskjærlighed, som ved de Tider fremtraadte hos Grækerne under de farligste Former. Grusomhederne, der udøvedes af dem som Sørøvere, gjordeBilledet end mørkere, og den Elendighed, der overalt viste sig for Øiet, kunde saavist hverken virke opmuntrende eller paa nogen tiltalende Maade. Paa Ægina, som vi sidst besøgte, fandtes en Mængde Ipsarioter, som vare flygtede dertil, de beboede Huler, tildeels udgravede i selve Byen, og lignende Exempler paa den høieste Grad af menneskelig Elendighed fandtes saagodtsom allevegne.
Hjemad gik det, og under de hyppige Discussioner, der altid forefalde ombord, angaaende naar man vil komme i Havn, indgik jeg Væddemaal med en af Skibets Officerer om, at vi endnu ikke den 25de April vilde være i Toulon. Den 25de om Morgenen laae vi i Stille under Monaco, og Chancerne vare mig altsaa gunstige. Om Formiddagen sprang imidlertid en frisk Brise op af Syd-Ost; Farten tiltog opad Dagen til 10 eller 11 Miil, og, hvis dette vedblev, maatte Væddemaalet blive tabt. Jeg stolede imidlertid paa Landbrisen henad Aften og optog endnu forskjellige Væddemaal med Kammerater, som morede sig over min Feilregning. Landbrisen udeblev imidlertid, med strygende Fart gik vi indenom Hyères-Øerne, ethvert Haab om at vinde Væddemaalene syntes at maatte opgives, da vi, ved at staae ud igjennem det smalle Løb, der adskiller Hyères-Øerne fra Fastlandet, pludselig fandt os hensat i Blik-Stille. En stærk Dønning satte ind imod de lodrette Klipper, vi vare ikke mere end 1½ Kabellængde fra Land, og med eet maatte enhver Gisning og Forventning om inden faa Timer at komme tilankersvige for Bekymring, fremkaldt ved Skibets farefulde Stilling. Fartøier bleve satte i Vandet for at bugsere; men et 80 Kanonskib lader sig ikke let slæbe afsted, og Dønningen var desuden saa stærk, at al Anstrengelse fra Fartøiernes Side blev frugtesløs. Det var blevet mørkt, Seilene hang og klapprede mod Reisningen, ved hver Overhaling knagede og bragede det i Skodder og Forbindinger, Larmen af Brændingen overdøvedes kun nu og da af Raabene: „Vive le Roi!“ med hvilke Fartøiernes Mandskaber søgte at opmuntre hinanden; det lysnende Skjær af Brændingen omgav os — aldrig har jeg været nærmere ved at forlise end under de Timer, vi tilbragte i denne hjælpeløse Tilstand.
I min Skrivepult henlaae nogle Guldstykker; i al Stilhed gik jeg ned fra Dækket og tog dem i min Lomme. Det var ikke for at redde Pengene; thi der fandtes Gjenstande i Pulten, paa hvilke jeg satte langt større Priis; men, naar Skibet blev drevet ind paa Klipperne, der ragede høit over os, meente jeg, at Guldstykkerne kunde komme mig selv eller Kammerater til Nytte. Det er den eneste Gang, at en slig Tanke er kommen over mig. At Skibet vilde blive ført ind paa Land, var min instinctmæssige Følelse, og næppe gaves der Nogen ombord, der ikke var sig den overhængende Fare bevidst.
Taus gik Admiralen op og ned ad Hytten paa den Side, der vendte ind mod Kysten; han har ganske vist tænkt paa det Sørgelige ved, om hans heldige Virksomhed skulde ende med hans Flagskibs Forliis.
At ankre kunde der ikke tænkes paa, da vi ved at svaie op ufeilbarlig maatte tørne imod Klipperne; ikkeden mindste Vind rørte sig. Henved tre Timer forbleve vi i denne fortvivlede Stilling. Man maa have befundet sig under lignende Omstændigheder for at kunne forestille sig, under hvilken Spænding disse Timer hengik. Endelig kom der et Vindpust, netop tilstrækkeligt til at føre os nogle Kabellængder frem; havde denne Luftning været lidt mindre gunstig, vilde endda Skibet have været fortabt. „I mindre end 300 Alens Afstand“, for at bruge Skibs-Journalens Ordlyd, kom vi Forbjerget forbi, men hermed var endda ikke al Fare overstaaet; noget efter opkom der imidlertid en lille Brise, og d. 26. April, en halv Time efter Midnat ankrede vi paa Toulons Rhed.
Væddemaalene vare vundne, men næppe vil Nogen ombord glemme den høie, sorte, afskrækkende Klippe-Pynt, der bærer det provençalske Navn: „Escampe Barilo“, frit oversat: „Stedet, hvor Tønderne skvulpe over.“