Chapter 11

[141]I Randen er bemærket: »Ded war den Præst, som berettede Fangerne, oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte hwert Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte.«[142]I Randen er tilføjet: »Hinders Barn!« Jvfr.S. 100.[143]I Randen er bemærket: »Hun war i alle Maader en skarneworn Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte ieg der paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded? Hand gaff mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I giffwer intet bort aff Eders!« — Samme Degn saed for att haffwe tagen sin egenHøstigien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke betalte ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa som en Præst for Alteret oc swarte etc.«[144]I Randen er bemærket: »Hun haffde saa beded Chresten snacke for Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun gik med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit Tørklæd, der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i Stycker (ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan Kugle). Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden erfoer.«[145]I Randen er bemærket: »De Knappenaale haffde ieg staallen fra den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig dem med nogle Syenaale, tenckte attskyffledem for mig, haffde lagt dem i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun loed falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet. Aff Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om dem.«[146]I Randen er bemærket: »Der kom offte siden Twistighed imellem Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant anded sagde ieg engang (for att komme hender i bædreHomeur): »Nu er I wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders Fingre effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde hun: »Fü, æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg meente. Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed kiøbe for hender.«[147]I Randen er bemærket: »Ieg sagde til Quinden en Dag: »War icke Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men ieg want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere holden.««[148]I Randen er bemærket: »I Førstningen, der denne Karen icke kiente Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den Mørcke Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer saa paa mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer stifft paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand kømrer sig om intet.«[149]I Randen er bemærket: »Hengselerne paa min vderste Dør erre saa lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred, saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg naae offwen til, men Quinden icke.«[150]I Randen er bemærket: »Hun haffwer en synderlig Skik med att staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer hun,deaff 4 Staffwelser læs hun.«[151]I Randen er bemærket: »Een Gang spurte hun mig ad, om hun icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade den trycke.«[152]I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er overstreget: »Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded, maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til.«[153]I Randen er tilføjet: »Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som bleff stønnem sat i min Seng wed Sidenetc.Den brugte ieg til Knøtte Block.« — Den anførte Yttring tillæggesDiogeneshosCicero, Tuscul. dispp. 1, XLIII.[154]Jvfr.S. 22 Anm. 2.[155]Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette Land; jvfr.Fryxell,Handlingar rör. Sverges Historia1 D. S. 119, 121, 126, 133, 176—77;Becker's Samlinger 2 D. S. 25 og 34;Danske Magazin3 R. 1 Bd.S. 287.[156]I Randen er bemærket: »Den Piige war en Hoere, hand haffde loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem sammen.«[157]Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre SøsterHedvig(f. 1626), som var gift medEbbe Ulfeldt, en fjernere Slægtning af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig, hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid mod sit eget Fædreland.[158]I Randen er bemærket: »Hand haffde i siine goede Luners Dage flyed mig for Penge ocLyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden med. Ded fortrød hannem siden.«[159]Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere ogPræster. »Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.[160]I Randen er bemærket: »Stacket effter ded Quindfolk haffde wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden, som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel.«[161]I Randen er bemærket: »Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen, att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen swarte: »Ia saae! Ia saae!««[162]Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser, hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen, maa man vistnok nærmest tænke paatydskeAviser. Den førsteugentlige danskeAvis var Jørgen Gøde'sOrdinarie Posttidende, der begyndte 1673. Bording'sDanske Mercurius, som begyndte at udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar tidligere var der i Kjøbenhavn udgivetugentlige tydskeAviser, ja en af disse, Henrik Gøde'sEuropäische wochentliche Zeitung, udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr.Nyerup, Om de ældste danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228 flg.)[163]I Randen er tilføjet: »Ded war høyligen att forundre, att Slosf. icke hørte denAllarm, Christian giorde. Samme Gang mindis ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske.«[164]I Randen er bemærket: »Hand kom Slosfogden til att kaste en Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed mig icke mercke, at ded for trød mig.«[165]Eftersætningen er glemt.[166]I Randen er bemærket: »1666. I midler Tiid Karen Nelß Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget wel. Hand sang den Psalme:Herr, deine Ohren neige zu mihr!langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen, sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen, att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen.«[167]I Randen er bemærket: »Samme Dict war siden Aarsage, att Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er).«[168]I Randen er bemærket: »Hwad hand meente dermed, wed ieg icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse, saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl[jvfr.S. 18]. Om Gud giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene bekiendt.«[169]I Randen er bemærket: »Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til ham vden Døren.«[170]I Randen er bemærket: »Bruden haffde beded for mig til Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc Riiger.«[171]Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det, atCharlotte Amalieankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den svenske ResidentLilliecronasIndberetning,Becker's Samlinger 2 D. S. 192, men først Dagen efter, seOve JuelsDagbog iHist. Tidsskrift, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den 25., seHistor. Tidsskrifta. St. S. 612.[172]I Randen er bemærket: »Ded war en Søndag; ded war den Ære, hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12 Slet kom hand vd.«[173]Efternavnet staarin blanco. Formodentlig er det dog det Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath.Wolff; jvfr.S. 10.[174]I Randen er bemærket: »En Par Maaneder effter, hun war kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre, skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun fik oc strax tycke Been.«[175]Som bekjendt havdeWalter1651, paa Grund af sit Forhold til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, seHofman, Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar efter; seBecker's Samlinger 2 D. S. 236—37.[176]Jvfr. foranS. 4 Anm. 2.[177]Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til Danmark i November 1656, seBecker's Samlinger 2 D. S. 443.[178]Jvfr.S. 4 Anm. 1.[179]I Randen er bemærket: »Der Præsten gik fra mig, talte hand med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der wille følge paa.Walterloe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock.«NB.ImensWaltersaed i Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom.«[180]Forf. sigter naturligvis herved til DronningSophie Amalie.[181]I Randen er bemærket: »Ieg saae igiennem et Huul paa min vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff Skarn, stoere Klatzer.«[182]I Randen er tilføjet: »aff Bøger, som bleffue mig himmeligen laante, oc ded med betePen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg kunde bekomme.«[183]I Randen er bemærket: »Chresten war icke wel tilfritz med den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig. Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden for saadan Gierning tilforne.«[184]I Randen er bemærket: »Paa de Tiider war 6 Fanger miine Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen, oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang mestenDorotheeWiiße.« — En tydsk Redaktion af Folkesangen om den hellige Dorothea finder man iDes Knaben Wunderhorn2 Th. S. 325—27. Paa Dansk haves Visen iNyerup's ogRasmussen's Udv. af danske Viser fra det 16—18 Aarh. 1 D. S. 29—34.[185]Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde oversendtPeder Vibeet Exemplar af sit Skrift »Høytrengende Æris Forsuar« etc. med følgende »Devise«:Chaque pourceau a son St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien; seHistor. Tidsskrift3. Bd. S. 410 Anm.[186]I Randen er tilføjet: »Der ieg skulle haffwe Klæder, begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt, so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax.«[187]I Randen er tilføjet: »Chresten bar mig engang et Brøe att see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!«[188]Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke, seBecker's Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af April Maaned 1670.[189]I Randen er tilføjet: »Slo[s]f. tog oc Quinden skarp tilExamen, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk.«[190]Hans Sørensen Lethvar født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde 1688.[191]I Randen er bemærket: »Iblant hands gruelige Eeder war oc denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem medLæhmelsepaa Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en anden Prest betiente mig.«[192]Jvfr.S. 7 Anm.[193]I Randen er tilføjet: »Fornam da, att ded war Aarsagen, huorfor Balcke kom bort.« — Jvfr.S. 135 Anm. 2.[194]D. e.Adam Levin v. Knuth, Christian V's bekjendte Yndling.[195]I Randen er bemærket: »Christen, som war ille tilfritz med Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«.«[196]Augustaaf Glücksborg (f. 1633,† 1701), gift med HertugErnst Gyntheraf Sønderborg.[197]Jvfr.S. 95.[198]Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13. September 1666.[199]Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede mod Hannibal Sehested; seBecker, Samlinger 1 D. S. 51.[200]Søn af LivlægenPovl Moth, og saaledes Broder til den senere Gehejmeraad og OversekretairMatthias Mothog tilSophie Amalie Moth, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662 Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672 Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds; døde 1675.[201]Hermed menes naturligvis JesperBrochmandsbekjendte Værk.[202]I Randen er bemærket: »Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik affM.Buks Bøger (der de bleffueauctionerete) adskillige, oc iblant andre den stoereFoillant Martilegium, som hand icke wille laane mig. Vdskreff ocverterteaff adskilligeMaterieraff spanske,italienscke, franzøske oc tydskeAuthores. Fornemmeligen udskreff ieg oc offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig ihuekommis somstriidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde.«—Martilegiumer uden Tvivl en Skrivfejl forMartilogium, hvilket atter maa forstaaes somMartirologium. EfterHain(Repertorium bibliographicumVol. 2 pag. 371) fører det ældste tryktetydskeMartyrologium Titelen:Martilogiumder heiligen(Strassburg, 1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske og engelske Martyrologier Titelen:MartillogeellerMartiloge. — Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende oftere omtalte Værk:Heltinders Pryd.[203]Marie Amalie, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift) med LandgrevindeHedvig Sophiesnæstældste SønCarl.[204]Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand) om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt iMolbech's Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.[205]Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der — fra 1667 af — flere Udgaver af denne Bog, ja et Uddrag af den vedChr. Østergaarder endog i den nyeste Tid (1846—56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.[206]I Randen er bemærket: »Samme Hund war en aff ißlandsk Art, icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den icke igien.«[207]I Randen er bemærket: »An. 1672 den 4.Majbleff en aff Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tageDucateraff Kongens Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe, kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin Tienneste.«[208]I Randen er bemærket: »Hun giorde sig saa til aff ded, hun kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc talte Ord, huoroffuer hun bleff wree.«[209]I Randen er bemærket: »Paa den anden Strømpe war ingen Raed omkring. Slosf. talte aldrig derom.«[210]I Randen er bemærket: »Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit wed mig selff, men sagde intet.«[211]Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere Sjælesørger, Mag.Matthias Foss, indviedes til Biskop over Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. SeJ. BircherodsDagbøger, ved Molbech, S. 141.[212]Han kaldes ellers (Zwergius, Siellandske Clerisie 1, 674 ogRørdam, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar S. 166)Emmike Nedergaard. 1676 blev han, som det ogsaa siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde 1692.[213]Jvfr.S. 42 Anm. 3.[214]Datoen er senere udslettet.[215]Jvfr.S. 200 Anm. 3.[216]Uden TvivlPeder Jensen Tøtzløff; jvfr.S. 246 Anm. 1.[217]I Randen er bemærket: »Ieg haffde effter Begiæring faaet en Røtte aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg i et Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den Tiidsfordriff wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i ded anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa Skarnet kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med Lyßet. Ded war læt att see, men hun nectede ded.«[218]Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst sandsynligt, at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.[219]Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A.Petersenfindes anført i vedkommende Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar 1672 er bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger til hendes Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr., den 5. November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab, men der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse to Aar er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar hun desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det først var 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr.S. 200), kan dette næppe forklares paa anden Maade end ved at antage, at nogle af de til hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre Lommer. — Nogle Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning af Leonora Christinas Fangenskab haves iWolff's Journal f. Politik 1815, 4, 283—84.[220]Peder Brandt(fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland) var Rentemester i Aarene 1676—82. 1679 blev han adlet, 1684 udnævntes han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han døde 1701.[221]I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er udslettet: »I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med en Quinde, som oc haffde hafft twende Mænd.An.1677 den 9.Aug.døde min SøsterElisabet Augusta.«[222]Johan Adolf Bornemann(f. 1643,d. 1698) var Slotsprædikant fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.[223]Henrik Bornemann, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f. 1646), blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674 tilligeProfessor logices et metaphysices, 1675 Sognepræst til vor Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693 Biskop over Sjællands Stift. Han døde 1710.[224]Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende Bemærkninger, der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »Samme 1678. Aar, den 4.Marti, bleff min Naboeske en Quinde weed NaffnLucia, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff IomfrueAgneta Sophia Budde, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F. Birrete Skeel, oc atLuciahaffde bragt hender Gifftet. Der warWindisbyrd, aff hwemLuciahaffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war en standhafftig troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender paalagdis, med allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke Fengsel. Haffde twende Mand[s]-Persohner tilCammerader, som baade skreeg, suckede oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle spiiße hender) bleff hender sendt Kiød, som krøb fuld aff Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede mig offwer hender (icke for henders Fruis Skyld, thi den haffwer intet gott forskylt aff mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger, men aff Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til att formildeGertmed, som war hender for haard. Hun bleff piinet, wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist, forswarede altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen.« — Med Hensyn til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare anklagede for at have — uvist, af hvilken Grund — staaet en tredie (Birthe Skeel, Enke efter GrevChristopher Parsberg) efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen, der afsagdes den 25. August, blevAgnete Buddedømt til at halshugges,Regitse Grubbe(Enke efter Christian IV.s naturlige SønHans Ulrik Gyldenløve) forvist for Livstid til Bornholm, og PigenLuciedømt til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted den 6. September paa Slotspladsen. Jvfr.Extraord. maanedl. Relationer1678 S. 709, 736, 740;Ordinaire Post-Tidinger1678 Nr. 14, 25, 34, 35, 36;Pontoppidan,Annales ecclesiæ Dan.4 Th. S. 590; Uddrag afBircherodsDagbøger, ved Molbech, S. 194.

[141]I Randen er bemærket: »Ded war den Præst, som berettede Fangerne, oc hun bleff skrifftet i ded vderste Rom, saa ieg hørte hwert Ord, Præsten sagde, men icke, hwad hun swarte.«

[142]I Randen er tilføjet: »Hinders Barn!« Jvfr.S. 100.

[143]I Randen er bemærket: »Hun war i alle Maader en skarneworn Quinde, vnte icke en Fange ett Stycke Maed. En stackels Degn war min Naboe i den Mørcke Kircke; ieg gaff hender et Stycke Maed til ham. Hun wille icke bær[e] ham ded, der hun dog let kunde, foruden nogen skulle see ded. Der ieg saae siden Madden, fortyckte ieg der paa. Da sagde hun: »Huorfor skulle ieg giffwe ham ded? Hand gaff mig aldriig noget; ieg faar intet der for.« Ieg sagde: »I giffwer intet bort aff Eders!« — Samme Degn saed for att haffwe tagen sin egenHøstigien, efftersom den, hand haffde saalt den, icke betalte ham den. Hand sang huer Dag flittig, oc om Søndagen saa som en Præst for Alteret oc swarte etc.«

[144]I Randen er bemærket: »Hun haffde saa beded Chresten snacke for Slosf. alt offwer et halff Aar, førend hun kom bort, huor hun gik med sit Liiff i sin Haand: ieg haffde en Leer Kugle i mit Tørklæd, der haffde ieg truet hender med att slaa henders Hoffwet i Stycker (ieg sagde en Dag, att man kunde slaa een ihiæl med saadan Kugle). Dißlige Løgn ware mange, hun dictede, oc ieg siden erfoer.«

[145]I Randen er bemærket: »De Knappenaale haffde ieg staallen fra den første Quinde for nogen Tiid siden. Hun haffde skaffet sig dem med nogle Syenaale, tenckte attskyffledem for mig, haffde lagt dem i et Papir i sin Barm, haffde glæmt ded. Om Afftenen, hun loed falde sit Skiørt for at gaa i Seng, falt Papiret paa Gulffwet. Aff Klangen hørte ieg, hwad ded war. En Løffwerdag, hun gik op med Nat-Keylen, tog ieg dem aff henders Æske, oc hun torde icke spørge der effter; saae mig siden bruge dem oc sagde aldrig noget om dem.«

[146]I Randen er bemærket: »Der kom offte siden Twistighed imellem Karen oc Christian, som noget om meldis skal. Da iblant anded sagde ieg engang (for att komme hender i bædreHomeur): »Nu er I wree paa Christian, men I haffwer mangen Gang slicket Eders Fingre effter ded, hand haffwer hafft i siine Boxer.« Først sagde hun: »Fü, æwi!« siden loe offwermaade, der hun forstoed, hwad ieg meente. Thi hand haffde skylfft Hørret i siine Boxer, hand loed kiøbe for hender.«

[147]I Randen er bemærket: »Ieg sagde til Quinden en Dag: »War icke Dronningen, som giør Kongen wree paa mig, da skulle ieg betale Slosf., for hand lurte Doctor Sperling. Ieg skulle tage Nøglene fra ham, naar hand soffwer, oc paße paa, naar Chresten kommer med Begerne, løbe da vd lige op aff Kongens Trappe oc bære Kongen Nøglerne, saa som en Lacquei giorde wed den gamle Slosf:. Men ieg want intet dermed hoes denne Konge, maaskee bleff haardere holden.««

[148]I Randen er bemærket: »I Førstningen, der denne Karen icke kiente Slosf., torde hun icke gaa saa dristig vd til Fangerne i den Mørcke Kircke oc giffue dennem noget, thi hun sagde: »Slosf. gloer saa paa mig.« Ieg sagde: »Ded gaar ham som smaa Børn, der gloer stifft paa en Ting oc wed icke, hwad ded er.« Ded er oc saa; hand kømrer sig om intet.«

[149]I Randen er bemærket: »Hengselerne paa min vderste Dør erre saa lange fra Weggen, att ded er aaben meer end en stoer Handsbred, saa ieg haffwer faaet adskilligt stoert ind der i mellem, oc er den offwen til meere aaben, saa naar ieg sticker min Arm igiennem Laagen aff min inderste Dør oc ræcker den opad, saa kand ieg naae offwen til, men Quinden icke.«

[150]I Randen er bemærket: »Hun haffwer en synderlig Skik med att staffwe. Et Ord aff tre Staffwelser kand hun icke staffwe; thi naar hun skal legge de toe Staffwelser til den tredie, saa haffwer hun glemt den første; men maa hun, saa kand hun læße Orded ret, naar hun staffwer første Staffwelse. De Ord aff toe Staffwelser staffwer hun,deaff 4 Staffwelser læs hun.«

[151]I Randen er bemærket: »Een Gang spurte hun mig ad, om hun icke kunde faa en Bog, huor q oc x icke war i, thi de Bogstaffwer kunde hun icke beholde. Ieg suarte: Ia, dersom hun selff wille lade den trycke.«

[152]I Randen staar følgende Anmærkning, der dog senere er overstreget: »Der denne Karen kom til mig, loed hun mig ingen Fred, førend hun maatte rinße Gulffwet; thi ieg befryctede ded, som skede, att den Stanck wille foraarsage oß Sygdom. Der laa allenhøyt Menniske oc Golff Skarn paa et Sted. Der hun haffde løßnet ded, maatte ded ligge, indtil Døren bleff opluct. Ieg lagde mig i Sengen, slog Klæderne offwer Hoffweded oc stoppede Næßen til.«

[153]I Randen er tilføjet: »Den Kiæp saed en Blik Stage paa, som bleff stønnem sat i min Seng wed Sidenetc.Den brugte ieg til Knøtte Block.« — Den anførte Yttring tillæggesDiogeneshosCicero, Tuscul. dispp. 1, XLIII.

[154]Jvfr.S. 22 Anm. 2.

[155]Siden Korf. Ulfeldts Død havde idetmindste nogle af hans Børn jævnlig opholdt sig i Sverig, og først 1668 satte den danske Regering igjennem, at det nægtedes Sønnerne at opholde sig i dette Land; jvfr.Fryxell,Handlingar rör. Sverges Historia1 D. S. 119, 121, 126, 133, 176—77;Becker's Samlinger 2 D. S. 25 og 34;Danske Magazin3 R. 1 Bd.S. 287.

[156]I Randen er bemærket: »Den Piige war en Hoere, hand haffde loffwet Ecteskab, oc den lucte Taarengiæmmeren, den forrige saa wel som Christen, ind til Christian, gick selff vd oc loed dem sammen.«

[157]Hermed sigtes til Leonora Christinas yngre SøsterHedvig(f. 1626), som var gift medEbbe Ulfeldt, en fjernere Slægtning af Rigshovmesteren. Ebbe Ulfeldt havde i sin Tid haft Øsel og derefter Bornholm i Forlening, men paa Grund af mislig Embedsførelse havde han 1651 set sig nødt til at rømme til Sverig, hvor han fik Ansættelse i Hæren som Generalmajor. Han blev senere svensk Rigsraad og Generallieutenant og kæmpede i Christian V.s Tid mod sit eget Fædreland.

[158]I Randen er bemærket: »Hand haffde i siine goede Luners Dage flyed mig for Penge ocLyß, hwad ieg begierte, saa ieg haffde baade Kniiff oc Sax, Silcke, Traa oc adskilligt att fordriffwe Tiiden med. Ded fortrød hannem siden.«

[159]Med »Herr« tituleredes i hin Tid kun Riddere ogPræster. »Mester« var, som bekjendt, den danske Form for »Magister«.

[160]I Randen er bemærket: »Stacket effter ded Quindfolk haffde wærret i Skaane, gaff hand mig en Æske med Stycker Wox vdi, hwor alle Taarn Nøglerne ware tryckte vdi oc skreffwen der hoes: Dem skal min Pige lade giøre i Skaane. Ieg skylffte ded for Quinden, som da bar Natkedelen op, oc neste Løffwerdag der effter flyde ham dem igien med Tacksigelse, att ieg traade intet effter att komme vd paa den Maade. Ded behagede ham ey, ded saae ieg wel.«

[161]I Randen er bemærket: »Paa samme Tiid saed en Bunde fangen i den Myrck[e] Kircke for en skiiden Mund, hand haffde hafft imod Ridefogden; ieg loed giffwe ham Maed. Den war en swar Schelm. Om hand war udsat aff andre, weed ieg ey, men hand sagde til Karen, att dersom ieg wille skriffwe miine Børn til, saa wille hand fly ded bort. Ieg loed sware, att ieg tackede ham; ieg haffde intet att skriffue dem, icke heller noget att sk[r]iffue med. Schelmen swarte: »Ia saae! Ia saae!««

[162]Forsaavidt man af Sammenhængen maa slutte, at de Aviser, hvorom Talen er, udkom ugentlig eller endog flere Gange om Ugen, maa man vistnok nærmest tænke paatydskeAviser. Den førsteugentlige danskeAvis var Jørgen Gøde'sOrdinarie Posttidende, der begyndte 1673. Bording'sDanske Mercurius, som begyndte at udkomme 1666, var en maanedlig Avis. Men allerede flere Aar tidligere var der i Kjøbenhavn udgivetugentlige tydskeAviser, ja en af disse, Henrik Gøde'sEuropäische wochentliche Zeitung, udkom endog fra 1664 af 2 Gange om Ugen. Maaske er det netop den Avis, Leonora Christina har haft. Jvfr.Nyerup, Om de ældste danske Aviser (Skandinav. Litteraturselsk. Skr. 1805 1 Bd. S. 228 flg.)

[163]I Randen er tilføjet: »Ded war høyligen att forundre, att Slosf. icke hørte denAllarm, Christian giorde. Samme Gang mindis ieg, att hand fortælte, huorledis hand haffde forfærded en aff Hoffbetienterne med en Muuß i en Æske.«

[164]I Randen er bemærket: »Hand kom Slosfogden til att kaste en Katkilling, ieg haffde, allerøffwerst need fra Taarnet oc loe mig saa sposk til, der hand haffde fortelt Quinden sin Mandoms Gierning; sagde: »Katten war fnattet, Katten war fnattet!« Ieg loed mig icke mercke, at ded for trød mig.«

[165]Eftersætningen er glemt.

[166]I Randen er bemærket: »1666. I midler Tiid Karen Nelß Daatter betiente mig, da war en Nyrrenberger min Naeboe i den Myrcke Kircke; bleff beskylt for Falsk Mynter att wære. Den bar hun Maed til hwer Dag. Hand sang oc læste fast Nat oc Dag oc sang meget wel. Hand sang den Psalme:Herr, deine Ohren neige zu mihr!langsom effter min Begiæring. Ieg skreff den oc siiden satte den ud paa danske. Oc som hand offte om Natten Tiimer lang læste høyt oc bekiendte siine Synder, bad Gud om Forladelse oc raabte mange Gange: »Du must mir helffen, Gott! Ia, Gott, du must mir helffen, sonsten bistu nicht Gott. Du must gnädig seyn!« saa den Raaben forhindrede mig att soffwe, huorfor ieg loed hannem bede med Karen, att hand wille læße sacte, som hand oc siden giorde. Hand bleff sat paa Holmen for en faa Vgers Tiid oc siden løß giffwen.«

[167]I Randen er bemærket: »Samme Dict war siden Aarsage, att Christian gandske satte sig igien, som hand der effter selffwer sagde mig; thi hand hørte mig synge den engang, oc sagde hand, att den haffde rørt hands Hierte oc trykt Taarerne aff hands Øygne (ieg haffde enda ingen anden Skriffwertøy, end som melded er).«

[168]I Randen er bemærket: »Hwad hand meente dermed, wed ieg icke; maaskee att hand mente, ieg skulle døe i Elendighed, oc hand alt leffwe i Friihed. Den Meening er feilet, thi hands vguddelig Idret i hands Friihed haffwer omsiider bragt ham i Fortuifflelse, saa hand haffwer skiøt sig selff ihiæl[jvfr.S. 18]. Om Gud giffwer mig nogen Tiid Friiheden her i Werden, er hannem alleene bekiendt.«

[169]I Randen er bemærket: »Hands Dreng wed Naffn Paaske kunde hand icke wocte saa wel, att Quinden io lagde et Stycke Maed til ham vden Døren.«

[170]I Randen er bemærket: »Bruden haffde beded for mig til Nykiøbing, mens ingen Gehør [fundet]. Ded war farligt for Lande oc Riiger.«

[171]Denne Dato er næppe ganske rigtig, thi den 11. Juni var det, atCharlotte Amalieankom til Rødby (Formælingen paa Nykjøbing Slot synes ikke at være fejret denne Dag, som det hedder i den svenske ResidentLilliecronasIndberetning,Becker's Samlinger 2 D. S. 192, men først Dagen efter, seOve JuelsDagbog iHist. Tidsskrift, 3 R. 3 Bd. S. 611). Hun kom først til Kjøbenhavn den 25., seHistor. Tidsskrifta. St. S. 612.

[172]I Randen er bemærket: »Ded war en Søndag; ded war den Ære, hand gaff Gud. Hand gik i Wiin Huuß i Steden for Kircken. Til 12 Slet kom hand vd.«

[173]Efternavnet staarin blanco. Formodentlig er det dog det Fruentimmer, som Forf. i Fortalen kalder Cath.Wolff; jvfr.S. 10.

[174]I Randen er bemærket: »En Par Maaneder effter, hun war kommen til mig, faar hun den kaalde. Hun græd oc bleff bange. Ieg war wel tilfriz med hender, tenkte at see, hwad Troen kand giøre, skreff noget paa en Seddel oc hengte hender om Halsen. Febern gik bort, oc soer hun, att alt ded onde i Kroppen ligesom paa engang skiød need i hendis Been, der ieg hengte hender ded om Halsen. Hun fik oc strax tycke Been.«

[175]Som bekjendt havdeWalter1651, paa Grund af sit Forhold til Dinas Sag, faaet Befaling til at rømme Landet og ikke oftere vise sig i Danmark eller Norge. Senere kom dog den Stemning, der rejste sig mod Ulfeldt, ham tilgode, og den 15. Oktober 1663 fik han Pardon og Tilladelse til at komme tilbage igjen, seHofman, Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 311. Han synes dog ikke at have benyttet denne Tilladelse før i September 1668, da han paa en Baad kom fra Malmø til Kjøbenhavn, men da han nu først søgte at skjule sit Navn og siden, efterat være bleven kjendt, lovede en Karl en stor Sum Penge for at skaffe ham ud af Byen ved Nattetid, fattede man Mistanke om, at han pønsede paa en eller anden slet Streg, og han blev nu anholdt og sat i Blaataarn, hvor han døde omtrent 1½ Aar efter; seBecker's Samlinger 2 D. S. 236—37.

[176]Jvfr. foranS. 4 Anm. 2.

[177]Dette berettes virkelig ganske paa samme Maade i Leonora Christinas udførlige og samtidige Skildring af hendes Rejse til Danmark i November 1656, seBecker's Samlinger 2 D. S. 443.

[178]Jvfr.S. 4 Anm. 1.

[179]I Randen er bemærket: »Der Præsten gik fra mig, talte hand med Walter for Traalhullet, sagde hannem min Begiæring, oc hwad der wille følge paa.Walterloe saa sposk oc sagde: »Ick häbbe nicht en Haar, dat dar för bange is, dat de Sake skulle gerört werden. De Königin weed dat wol, sagt Ii dat ock.«NB.ImensWaltersaed i Traalh., haffde hand skreffwen Dronningen til, som Kongen bekom.«

[180]Forf. sigter naturligvis herved til DronningSophie Amalie.

[181]I Randen er bemærket: »Ieg saae igiennem et Huul paa min vderste Dør, den Tiid Walter bleff opleed i den Mørcke Kircke. Hand græd meget høyt. Siden saae ieg ham engang for Hullet aff hands Fengsels Dør. Hand war meget skidden, haffde et bret Skæg fuld aff Skarn, stoere Klatzer.«

[182]I Randen er tilføjet: »aff Bøger, som bleffue mig himmeligen laante, oc ded med betePen oc Bleck paa Stycker Pappir, ieg kunde bekomme.«

[183]I Randen er bemærket: »Chresten war icke wel tilfritz med den Quinde, thi hand fik i hendes Tiid aldrig en Dryk Wiin, saa hand stall engang Wiinen aff henders Kande oc gaff Piß med Wand der i igien; saa hun larmede vden Skiemt, bad mig for Guds Skyld tilstede hender att slaa Chresten i Hoffueded med Kanden. Hun fik icke den Loff; saa sagde hun ham ded, att hun icke maatte for mig. Hun haffde et stoer Ar, en Soldat haffde giffwen hender paa Kinden for saadan Gierning tilforne.«

[184]I Randen er bemærket: »Paa de Tiider war 6 Fanger miine Naboer. De 3 ware Bønner fra Femeren, som beskyltis for at haffwe ført Faaer ud, de andre 3 danske. De holte sig i toe Deele sammen, oc som de danske ware Døren næst, saa loed ieg dem spiiße; de ware oc fængselet nogen Tiid førend de andre. Naar de danske effter derris Sædwane sang derris Morgen oc Afften Psalmer, saa skraalte de tydske aff Liiff oc Styrcke anden Sang for at døffwe dem; sang mestenDorotheeWiiße.« — En tydsk Redaktion af Folkesangen om den hellige Dorothea finder man iDes Knaben Wunderhorn2 Th. S. 325—27. Paa Dansk haves Visen iNyerup's ogRasmussen's Udv. af danske Viser fra det 16—18 Aarh. 1 D. S. 29—34.

[185]Man mindes herved, hvorledes Korfits Ulfeldt i sin Tid havde oversendtPeder Vibeet Exemplar af sit Skrift »Høytrengende Æris Forsuar« etc. med følgende »Devise«:Chaque pourceau a son St. Martin; tu n'échapperas pas, mais auras le tien; seHistor. Tidsskrift3. Bd. S. 410 Anm.

[186]I Randen er tilføjet: »Der ieg skulle haffwe Klæder, begierte ieg Sørge Klæder. Da spurte Slosf. mig ad, for hwem ieg wille sørge, oc ded saa sposk. Ieg swarte: »Dat is nicht för Iu Möm; de kombt mii nicht toe för to truren. All is Iu Möm lang todt, so men ick, dat Ii doch wol Orsake hefft to truren, so wol als ick.« Hand sagde att wille berette ded; ieg bekom intet strax.«

[187]I Randen er tilføjet: »Chresten bar mig engang et Brøe att see, hworledis Walter haffde holet Krummen vd oc stoppet ded fuld aff Straa oc Skarn, ia sit eget Skarn!«

[188]Efter en anden Angivelse blev han begravet i Holmens Kirke, seBecker's Samlinger 2 D. S. 237 Anm. Han døde i Slutningen af April Maaned 1670.

[189]I Randen er tilføjet: »Slo[s]f. tog oc Quinden skarp tilExamen, att hun haffde sagt mig, att Kongen war døe: ded skulle icke gaa saa wel, som ieg troede. Hun gaff ham Styck for Styk.«

[190]Hans Sørensen Lethvar født 1625, blev 1652 Rektor ved Sorø Skole, 1656 Præst til Ringe og Herringe Menigheder, 1658 kongelig Konfessionarius og Over-Hofprædikant, 1675 Dr. theol. Han døde 1688.

[191]I Randen er bemærket: »Iblant hands gruelige Eeder war oc denne, »das er an der Zungen mögte verlähmen, wan er nicht für mich gesprochen.« Aaret effter slog Gud hannem medLæhmelsepaa Tungen, bleff rørt aff Harme, leffwede saaledis 8 Dage, haffde Santz, men icke Mæle, oc døde; dog leffwede den Dag, att der en anden Prest betiente mig.«

[192]Jvfr.S. 7 Anm.

[193]I Randen er tilføjet: »Fornam da, att ded war Aarsagen, huorfor Balcke kom bort.« — Jvfr.S. 135 Anm. 2.

[194]D. e.Adam Levin v. Knuth, Christian V's bekjendte Yndling.

[195]I Randen er bemærket: »Christen, som war ille tilfritz med Karen saa wel som med mig, tittulerte oß en Dag, der hand sagde noget til en aff Huuß-Geraads Karlerne, huor offwer hand spurte Chresten: hwem ded haffde sagt? Christen swarte: »Hun, der sidder hoes hender der oppe.« Der ded mig bleff berettet, loe ieg oc sagde: »Ded er ræt nock; wii erre begge toe Hunner«.«

[196]Augustaaf Glücksborg (f. 1633,† 1701), gift med HertugErnst Gyntheraf Sønderborg.

[197]Jvfr.S. 95.

[198]Han var død for mere end 3½ Aar siden, nemlig den 13. September 1666.

[199]Efter Sammenhængen maa man vel antage, at der herved sigtes til en tidligere Kjærlighedsforstaaelse mellem de to nævnte Personer, og heri har man da maaske Nøglen til den fjendtlige Stemning, som Hertug Ernst Gynther idetmindste til en Tid nærede mod Hannibal Sehested; seBecker, Samlinger 1 D. S. 51.

[200]Søn af LivlægenPovl Moth, og saaledes Broder til den senere Gehejmeraad og OversekretairMatthias Mothog tilSophie Amalie Moth, Christian V.s Elskede. Han var født 1642, blev 1662 Præst til Hasle og Braaby Menigheder, 1665 Hofprædikant, 1672 Vice-Biskop i Odense og Sognepræst til St. Knuds Kirke sammesteds; døde 1675.

[201]Hermed menes naturligvis JesperBrochmandsbekjendte Værk.

[202]I Randen er bemærket: »Nogle aff miine Penge anwente ieg vdi Bøger, oc er ded merckeligt, att ieg fik affM.Buks Bøger (der de bleffueauctionerete) adskillige, oc iblant andre den stoereFoillant Martilegium, som hand icke wille laane mig. Vdskreff ocverterteaff adskilligeMaterieraff spanske,italienscke, franzøske oc tydskeAuthores. Fornemmeligen udskreff ieg oc offwersatte paa ded danske S[p]rog de Quindis-Persohner aff adskillige Stand oc Byrd, hwilcke aff Authores rooßwærdig ihuekommis somstriidbare, troefaste, kyscke, forstandi[g]e Regentinner, taalmodige, stanthaftige oc lærde.«—Martilegiumer uden Tvivl en Skrivfejl forMartilogium, hvilket atter maa forstaaes somMartirologium. EfterHain(Repertorium bibliographicumVol. 2 pag. 371) fører det ældste tryktetydskeMartyrologium Titelen:Martilogiumder heiligen(Strassburg, 1484, Fol.), og det er da rimeligvis netop denne Udgave, Leonora Christina har ejet. Iøvrigt have ogsaa et Par af de ældste franske og engelske Martyrologier Titelen:MartillogeellerMartiloge. — Med Hensyn til de ovenfor omtalte Oversættelser og Uddrag af fremmede Forfattere kan det bemærkes, at vi her have at gjøre med de allerførste Forarbejder til Leonora Christinas i det Følgende oftere omtalte Værk:Heltinders Pryd.

[203]Marie Amalie, Prindsesse af Kurland, trolovet (1673 gift) med LandgrevindeHedvig Sophiesnæstældste SønCarl.

[204]Samme Aar, den 18. April, havde Leonora Christinas Døttre indgivet en Ansøgning til Kongen (skrevet paa et blaat Silkebaand) om, at Moderen maatte blive løsladt. Den er trykt iMolbech's Nordisk Tidsskrift f. Historie etc. 1 Bd. S. 574.

[205]Et i sin Tid overordentlig yndet Opbyggelsesskrift, der udkom første Gang 1664 og derefter i utallige Oplag paa Tydsk og andre Sprog. Ogsaa paa Dansk haves der — fra 1667 af — flere Udgaver af denne Bog, ja et Uddrag af den vedChr. Østergaarder endog i den nyeste Tid (1846—56) udkommet i 3 forskjellige Oplag.

[206]I Randen er bemærket: »Samme Hund war en aff ißlandsk Art, icke smuk, men meget troe oc wiiß. Hun soff hwer Efftermiddag paa Stoelen, oc naar hun saa soff, saa loed hun siine Hænder falle need. Der paßede Hunden paa oc løb hen stiltiiende oc beed hender i Fingerne, saa Bloded gik vd. Naar hun skiød siine Taaffler aff, tog hand en oc saed offwer. Vden blodige Fingre eller Been fik hun den icke igien.«

[207]I Randen er bemærket: »An. 1672 den 4.Majbleff en aff Huuß-Geraads Mændene paagreeben i Tyffweri, hwilcken Adam Knudt, da Cammer Iuncker, selffwer haffde seet tageDucateraff Kongens Boxer, som hengte paa Weggen, en Morgenstund tiilig. Først war hand nogle Tiimer min Naboe i den Myrcke Kircke, siden bleff hand sat i Traalhullet, oc saa som hand skulle piinis, bleff hand derom himmeligen adwaret (huilck[e]t dog war forbøden), saa att, der Bødelen kom, war hand hengt. Skulle heede, hand haffde [hengt] sig selffwer, som effter Øyesyn icke war muligt; oc fantis hand med et Klæde om Halsen, hand war qualt i, som war en aff Chresten Taarngiemmers Børns Bleer. De Fanger, som saed uden for, sagde oc Tiiden, naar Chresten war i Traalhullet. Chresten bleff min Naboe, kom quanswiiß for Retten, bleff frii kient oc [kom] igien i sin Tienneste.«

[208]I Randen er bemærket: »Hun giorde sig saa til aff ded, hun kunde tydsk, att naar hun sang sin Morgen Sang (som dog war siælden), saa menglet hun tydske Ord iblant. Ieg spurte hender engang, om hun wiste, hwad henders Moders Kat heede paa dansk, oc talte Ord, huoroffuer hun bleff wree.«

[209]I Randen er bemærket: »Paa den anden Strømpe war ingen Raed omkring. Slosf. talte aldrig derom.«

[210]I Randen er bemærket: »Om Karen Nelßdaatter wil ieg melde dette, att naar hender gick noget til Maade, tog hun strax sin Bog oc læste i den. Ieg spurte, om hun forstoed, hwad hun læste. »Io wist« (swarte hun), »Gud welsigne Eder saa sandt! Naar mig kommer et Ord for, ieg icke forstaar, ded gaar ieg forbi.« Ieg smeel lit wed mig selff, men sagde intet.«

[211]Dette skete ikke 1673, men 1672. Han blev indviet i Frue Kirke i Kjøbenhavn samme Dag, som Leonora Christinas tidligere Sjælesørger, Mag.Matthias Foss, indviedes til Biskop over Aalborg Stift, nemlig den 21. Juli. SeJ. BircherodsDagbøger, ved Molbech, S. 141.

[212]Han kaldes ellers (Zwergius, Siellandske Clerisie 1, 674 ogRørdam, De danske og norske Studenters Deltagelse i Kjøbenhavns Forsvar S. 166)Emmike Nedergaard. 1676 blev han, som det ogsaa siges længere henne i nærværende Skrift, Præst i Kjøge, og han døde 1692.

[213]Jvfr.S. 42 Anm. 3.

[214]Datoen er senere udslettet.

[215]Jvfr.S. 200 Anm. 3.

[216]Uden TvivlPeder Jensen Tøtzløff; jvfr.S. 246 Anm. 1.

[217]I Randen er bemærket: »Ieg haffde effter Begiæring faaet en Røtte aff Slotzfogden, som hand klippede Haelen aff; den satte ieg i et Pappegoie-Buur oc spiisede den, saa den bleff meget tam. Den Tiidsfordriff wille Quinden icke unde mig, oc som Buuret hengte i ded anded Rom, oc ded needen [til] war med Iern Traller, saa Skarnet kunde falde ud, saa brente hun Røtten needen fra op med Lyßet. Ded war læt att see, men hun nectede ded.«

[218]Den temmelig primitive Maade, hvorpaa selve Haandskriftet til nærværende Fængselshistorie er sammenhæftet, gjør det højst sandsynligt, at Hæftningen er Leonora Christinas eget Værk.

[219]Ifølge en Meddelelse af Fuldmægtig A.Petersenfindes anført i vedkommende Skatkammerregnskaber, at der den 12. Februar 1672 er bleven tilstillet Leonora Christina »til Klæder og Bøger til hendes Fornødenhed« 250 Rdr., den 28. December s. A. 200 Rdr., den 5. November 1673 200 Rdr. og den 24. November s. A. 50 Rdr. For Aarene 1674 og 1675 findes hun ikke opført i dette Regnskab, men der er ikke mindste Grund til at antage, at der ikke i disse to Aar er anvist lignende Summer til hendes Udgifter, og naar hun desuagtet selv med saa stor Bestemthed paastaar, at det først var 1676, at hun fik 250 Rdr. om Aaret (jvfr.S. 200), kan dette næppe forklares paa anden Maade end ved at antage, at nogle af de til hende bestemte Penge hidtil vare gaaede i andre Lommer. — Nogle Optegnelser om Regeringens Udgifter i Anledning af Leonora Christinas Fangenskab haves iWolff's Journal f. Politik 1815, 4, 283—84.

[220]Peder Brandt(fra 1680 af Herre til Pederstrup paa Lolland) var Rentemester i Aarene 1676—82. 1679 blev han adlet, 1684 udnævntes han til Overrentemester og 1692 til Gehejmeraad. Han døde 1701.

[221]I Randen staar følgende Anmærkning, der dog igjen er udslettet: »I dette 1676. Aar gifftede sig Slosf. tredie Gang, med en Quinde, som oc haffde hafft twende Mænd.An.1677 den 9.Aug.døde min SøsterElisabet Augusta.«

[222]Johan Adolf Bornemann(f. 1643,d. 1698) var Slotsprædikant fra 1676 til 1683, i hvilket Aar han blev Stiftsprovst og Sognepræst til vor Frue Kirke i Kjøbenhavn.

[223]Henrik Bornemann, en yngre Broder til Johan Adolf B. (f. 1646), blev 1672 Rektor ved vor Frue Skole i Kjøbenhavn, 1674 tilligeProfessor logices et metaphysices, 1675 Sognepræst til vor Frue Kirke og Stiftsprovst, 1683 Biskop over Aalborg Stift, 1693 Biskop over Sjællands Stift. Han døde 1710.

[224]Paa en Seddel, som med en Knappenaal er fastheftet til et af Haandskriftets Blade, har Forf. endnu tilføjet følgende Bemærkninger, der staa i Forbindelse med Agnete Buddes Sag: »Samme 1678. Aar, den 4.Marti, bleff min Naboeske en Quinde weed NaffnLucia, som tiente F. Rigitze Grubbe. Hun beskyltis aff IomfrueAgneta Sophia Budde, att hun haffde werret den, som paa sin Fruis Wegne haffde offwer-talt hender att forgiffwe Greffwinnen F. Birrete Skeel, oc atLuciahaffde bragt hender Gifftet. Der warWindisbyrd, aff hwemLuciahaffde kiøbt Gifftet. Den Quinde war en standhafftig troefast Tiennerinne. Hun tog imod alt ont, hender paalagdis, med allerstørste Taalmodighed, war trøstig i ded Mørcke Fengsel. Haffde twende Mand[s]-Persohner tilCammerader, som baade skreeg, suckede oc græd. Fra Greffwinne Skeel (som skulle spiiße hender) bleff hender sendt Kiød, som krøb fuld aff Maddicker, oc mullet Brøe. Ieg forbarmede mig offwer hender (icke for henders Fruis Skyld, thi den haffwer intet gott forskylt aff mig oc ille belønt forrige Tiiders Welgierninger, men aff Medliidenhed), sendte hender Maed oc Dricke oc Penge til att formildeGertmed, som war hender for haard. Hun bleff piinet, wille dog icke bekiende ded ringste aff ded, hender beskyltist, forswarede altiid sin Frue. Hun bleff saa siddendis hen.« — Med Hensyn til den her omhandlede Sag, i hvilken to adelige Damer vare anklagede for at have — uvist, af hvilken Grund — staaet en tredie (Birthe Skeel, Enke efter GrevChristopher Parsberg) efter Livet, skal jeg endnu kun tilføje, at ved Højesteretsdommen, der afsagdes den 25. August, blevAgnete Buddedømt til at halshugges,Regitse Grubbe(Enke efter Christian IV.s naturlige SønHans Ulrik Gyldenløve) forvist for Livstid til Bornholm, og PigenLuciedømt til pinlig at forhøres, derefter kagstryges og forvises Byen og Landet. Henrettelsen fandt Sted den 6. September paa Slotspladsen. Jvfr.Extraord. maanedl. Relationer1678 S. 709, 736, 740;Ordinaire Post-Tidinger1678 Nr. 14, 25, 34, 35, 36;Pontoppidan,Annales ecclesiæ Dan.4 Th. S. 590; Uddrag afBircherodsDagbøger, ved Molbech, S. 194.

Back to Index Next