Den 12.Augustigick forbi, foruden att noget synderligt paßerte, anded end att Anna mig wille bedrøffue med ded, hun sagde, att nest op til bleff ett Kammers giort ferdig; til huem, wiste hun icke, de wentede wist nogen der vdi. Ieg kunde selffuer høre Murmestere arbeide. Samme Dag talte Cathrina om att haffue kiendt mig vdi Welstanden, welsignede mig tusinde Gange for ded goede, ieg hender haffde bewiist. Ieg mintist ey nogen Tiid att haffue seet hender. Hun sagde vdi PrinceßeMagdalenæ Sybillæ[68]Fadburstue att haffue tient, oc der ieg der Princeßen haffde opwartet oc ligget paa Slottet, haffde ieg dennem i Fadburstuen med en rund Drickepenge foræret, huor aff hun en Part haffde nøt, som hun nu tacknemmeligen ihuekom. Ieg roeste henders Nøysomhed oc Tacknemmelighed. Anna war med den Tale icke tilfritz, hun førte trende Gange anded i Snack, menCathrinasuarte hender icke, bleff wed sin Tale, intil hunhaffde vdtalt. Slozfogden war den Dag ey heller i goedHumeur, saa att huercken til Middag eller til Afften nogen skiidenHistorieforrefalt.
Den 13.Augusti, effter att Quinderne haffde werret i Byen oc ware igienkomne, lucte Slozf. op Klocken 9 oc huißkede noget til dennem. Der effter bar hand endnu en liden Stoel ind. Ieg forstoed deraff, att en meere end som førige Gang mig wille besøge. Klocken 10 kom til mig ind G. Rantzow, Feldtherren Skack, Canzeler Retz, Rentemester Gabel ocSecretererKrag. De helste mig alle høffligen, de 4 satte sig paa lawe Stoele for min Seng, oc Krag med sit Skriffuertøy wed Borded. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongl. Majt., min allernaadigste Herre oc Arffue Konge, lader Eder,Madame, wide, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, oc att hand haffuersusspitionpaa Eders Persohn, att I skulle were en Medwidre vdi Eders Mands forrehaffte Forræderi, oc haffde Hands kl. Mt. wel haabtist, att I med goede skulle haffue bekiendt, huem som der vdi warinteresseret, oc huorledis ded sig ret med den Sag haffde.« DerCanzelerophørte att tale, suarte ieg, att ieg icke wiste noget att haffue begaaet, som mig kunde giøresuspect, oc raabte ieg Gud til Widne, att mig om ingen Forræderi war witterlig, huor for ieg oc ingen kunde naffngiffue. G. Rantzow sagde: »Eders Mand haffuer icke duult ded for Eder, derfor wed I ded wel.« Ieg suarte: »Haffde min Mand hafft saa ont ett Forset, da troer ieg wist, hand haffde sagt mig ded, men ieg kand med en goed Samwittighed suære for Gud i Himmelen, att ieg aldrig hørte hannem tale om noget sligt. Ia, ieg kand sige, atthand aldrig ynskede ont offuer Kongen, ded ieg hørte, huorfor ieg fuldkommen troer, att hannem dette aff hands Fiinder vskyldeligen tilleggis.« G. Rantzow oc Canzeler bøyede Hoffuetderne tilsammen, Feldtherren forbi, oc huißkede lenge med huer andre. Endeligen spurte Canzeler mig ad, om min Mand fantist skyllig, om ieg da wille wære vdi hands Dom deelactig. Ded war ett besynderligt Spørßmaal, huorfor ieg mig ett lided betenckte; sagde: »Maa ieg faa att wiide, paa huadFundamenthand beskyllis, saa wil ieg suare dertil, saa wit som mig witterligt er, oc saa meget ieg kand«.Canzelersagde: »Betencker Eder wel, om I wil!« Ieg suarte som før, att ieg wille suare for hannem i alt ded, mig witterligt war, om ieg maatte faa att see, huor paa hand beskyltist. G. Rantzow huißkede til Krag, oc Krag gick vd, kom strax ind igien. Lided der effter kom en affCancelietind (som ieg ey kiender), haffuende stoere Papirer i Hænderne. G. Rantzov oc Canzeler huißkedis atter igien. Der paa sagdeCanzeler: »Her er nu icke widre att giøre end lade Eder wide, huad for en Mand I haffuer, oc lade Eder høre hands Dom.« G. Rantzow befalede den, som med Papirene indkom, att oplæße. Bleff saa først ett Papir oplæst vdi den Meening, att Corfitz, fordum Greffue aff Vlfelt, haffde tilbøden en fremmet Herre Dannemarckis Rige oc sagt for samme Herre, att hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, saa ded war hannem let att giøre samme Herre Dannemarckis Crone att forskaffe. Der paa bleff ett Papir oplæst, som Geistlighedens Forsuar skulle were, huor vdi deprotesterede, att Corfitz G. aff Vlfelt aldrignogenCommunicationmed nogen aff dennem hafft haffde, anseende, att hand ey nogen Tiid sig haffde erwiist Geistlighedens Wen att were, mindre giffuen dennem Part aff hands onde Forset; forsickrendis Hs. kongl. Majt. derris Troskab oc Vnderdanighedetc.Der effter bleff ett Papir oplæst, aff Borgemester oc Raad i Kiøbenhaffn skreffuen, fast aff samme Indhold, att de med G. Corfitz Vlfelt ingenCorrespondentzhaffde hafft oc vdi lige Maader Hs. kl. Mt. derris vnderdanigste Troskab forsickrede. Der paa fulte den v-hørte oc v-lowlige Doms Oplæßning, huilcken v-forhørter Sag offuer min Herre war fællet. Den war mig saa v-formodentlig oc bedrøffuelig som skammelig oc for Gud oc alle Ret ælskende Mennisker v-forsuarligen. Der war eyDocumenterindført, paa huilcke Dommen war affsagt. Der meltist ey om Tiltale oc Giensuar, der war ey andenFundamentend blotte Ord: att hand war befunden encriminelatt were, hand haffde tilbøden en fremmet HerreDannemarkisCrone oc giort hannem wiiß, att hand geistlige oc werßlige haffde til sin Haand, huilcke ded med derris vnderskreffneProtesstationeranderledis haffde bewiist, huor for hand som encrimineldømmis. Der Dommen med alle vnderskreffne Naffne war oplæst, bar Læßeren mig den oc lagde den for mig paa Sengen. Et huert Menniske kand let betencke, huorledis mit Hierte war til Moede, men faa eller ingen kand begriibe, att ded muligt war, ieg icke aff den v-formodentlige Vlycke qualtis, eller oc, att mig icke Sind oc Santz betogis. Ieg kunde for Hylen oc Graad ingen Ord fremføre. Saa oplæstist en Bøn, aff Predicke-Stoelen wargaaen[69], vdi huilcken de Corfitz forbandede, bade Gud, att hands graa Haar icke med Fred vdi Graffuen skulle komme. Men Gud, som er retferdig, hørte icke de v-retferdige derris v-guddelige Bønner, hands Naffn wære æret ewindelig! Der alt war oplæst, beklagede ieg med Hiertens Suck oc weemodige Taarer, att ieg den bedrøffuede Dag skulle leffue, bad dennem for Iesu Retferdigheds Skyld, att ieg maatte see, huor paa den haarde Dom warfunderet. G. Rantzow suarte: »Ded kand I wel tencke,Madame, att der erreDocumenter, huor effter wii erre gaaen; der sidder aff Eders Wenner i Raaded.« »Ia Gud bedre ded!« (sagde ieg). »Maatte ieg faa deDocumenteratt see, der beder ieg om for Guds Skyld.Les apparences sont bien souuant trompeuses.Huad maatte min Mand icke liide hoes de suenske i Skaane vdi den langeArrest, fordi desusspicerede, att hand med Hands kl. Mt. aff Dannemarck oc Hands Mts.Ministrihaffdecorresponderet! Nu wed ded ingen bedre, end Hs. kl. Mt. oc I goede Herrer, huor v-skyllig hand derfor liide, saa kand dette oc til Syne were troelig oc dog icke sig saaledis i Sandhed befinde. Maatte ieg faa deDocumenteratt see?« Der bleff intet suaret. Ieg foer widre fort oc sagde: »Huor er ded mugligt, att en Mand, som selffuer kand kiende, att handgaar med Døden i Hænderne, skulle sig saadan Werck paatage oc lade sig fra sin Plict forleede, der hand ded icke giorde, den Tiid hand til ingen Herre warobligeret, oc hannem saa stoere Løffter aff Fürsten aff Holstein bleff giort, som Fürstens Breffue vdwiißer, huilcke nu erre vdi Hs. kl. Mts. Hænder.« G. Rantzow falt mig i Orded oc sagde: »De Breffue fant wii icke.« »Io Mend!« (suarte ieg) »de ware der iblant, der er ieg wiß paa«. Sagde widre: »Paa de Tiider kunde hand haffue giort en fremmet Herre noget til Willie, da haffde hand Mact oc Myndighed oc fast all Regieringen vdi sine Hænder; ansaae dog ingen egen Profit, men vdsatte sin egen Formue Hands kl. Mts. Crøning hastig att fortsette, paa ded ingen Hindring skulle imellem komme[70]. Ded er nu hands Løn! I goede Herrer, speiler Eder nu paa mig, som haffuer før seet mig vdi Welstanden, oc haffuer dog Medlidenhed med mig! Beder Hs. kl. Mt. sig att formilde oc icke saa streng att fortfare.« Canzeler oc Rentemestermovertisder wed, saa att Taarene dennem kom vdi Øynene. G. Rantzow sagde til Feldtherren oc til Canzeler: »Mig synnis,att ded er 14 Dage siden, att Dommen bleffpubliceret.« Canzeler suarte: »Ded er 17 Dage siden[71].« Ieg sagde: »Paa de Tiider war ieg endnu vdi Engeland, oc nu spørgis mig effter Kundskab i Sagen! O, betencker ded for Guds Skyld, oc att ingen paa min Mands Wegne haffuer werret til Weddermæle!« G. Rantzow spurte, om ieg wille tale der paa. Ieg suarte: »Huad skal ieg tale paa en Dom? Ieg beder alleeneste for Iesu Skyld, att ded, ieg siger, maaconsidereris, oc ieg maa haffuedenFornøyelse att see deDocumenter, huor paa Dommen er affsagt.« G. Rantzow suarte som før, att der wareDocumenter, oc att der saed aff mine Wenner i Raaded, føyede ded der til, att alle haffde offuereens stemmet, icke en haffde hafft der imod att sige. Ded, ieg tenckte, torde ieg icke sige. Ieg wiste wel, huorledis i saadanneabsoluteRegieringer tilgaar; der tør intet imod sigis, ded hedder: Skriff vnder, Kongen wil ded saa haffue, oc spør icke huor for, ellers est du vdi lige Fordømmelse[72]. Ieg taw oc begræd min Vlycke, som wariremediable. Der KragProtocolletoplæste, haffde hand skreffuen, att der ieg bleff tilspurt, om ieg vdi minMands-Domdeelactig wille were, haffde ieg suaret, att ieg mig der paa wille betencke. Ieg spurte: »Huordant war ded?« Strax suarteCanzeler: »Ney,hun sagde icke saa, men hun begierte att wide henders Mands Beskyllinger.« Iegrepetertemine Ord igien[73], wed dog icke, om Krag dennem skreff eller icke; thi en stoer Deel aff ded, ieg sagde, bleff intet skreffuen. Krag loed for megetAffecternekiige oc wille gierne haffue giort ont wærre. Hand er nu der, huor ingen falske Skriffter gielder. Gud ryckte hannem hastig bort paa ett v-reent Sted, kallede hannem til Doms foruden Warsel. Oc G. Rantzow, som war Hoffuit Mand ocInventoraff den v-lowlig oc vdi Dannemarck v-sædwanlig Dom, hand leffuede icke den Dag sin Lyst att see: ett Træ-Billede attexcequeris[74]. — Der dette war forrettet, stoede de op oc gaffue mig Haand. Denne haarde Besøgelse warede offuer 4 Tiimer. De ginge bort, effterladende mig vdi Suck, Sorrig oc Graad, en høyt bedrøffuede elendige fangen Quinde, aff alle forlat, som saae sig ingen Redning imod Mact oc Wold, som huert Øyeblick fryctede, att Manden dennem vdi Hænderne skulle komme, oc at de derris Ondskab paa hannem skulle øffue. Gud giorde den Dag ett stoert Mirackel oc Hiertegn, i ded hand sin Krafft vdi mig suage bewiiste oc min Hierne fra Willelße oc min Tunge, att den icke aff V-taalmodighed offuerløb, bewarte. Gud wære tusinde Gange derfor æret! Din Loff wil ieg siunge, saa lenge sig min Tunge kand røre, thi du warst da oc stetze altiid min Wærn, Klippe oc Skiold. Der Herrerne warebortgangne, kom Slozf. oc Quinderne ind, oc bleff decket paa en Stoel for min Seng. Slozf. sagde til mig: »Eßet,Leonora! Wollet Ihr nicht eßen?« I ded hand saa sagde, kaste hand en Kniiff til mig paa Sengen. Ieg tog Kniiffuen med wree Hue oc kaste den paa Golffuet. Hand tog Kniiffuen op oc sagde: »Ihr seit wol nicht hungrig? Nein, nein! Ihr habet heute ein Früstück bekommen, da habet Ihr heute genung an; nicht? Gelt! Ia, ia, kommet Ihr lieben Weiberlein« (sagde hand til Quinderne) »laßet vns etwas eßen! Euch wird woll hungern, das fühle ich an meinem Magen wol.« Der de haffde sat sig til Bordz, begynte hand strax att stocke sig selffuer, stack feyl aff sin Mund oc haffde saa mange Putzer, att ded war Skam att see, att den gammel Mand sin Glæde offuer min Vlycke icke kundesimulere. Der Maaltiided haffde Ende, oc Slozf. war bortgangen, satte sig Anna for min Seng oc begynte att predicke om den Sorrig oc Bedrøffuelse, man vdi denne Werden haffuer, oc om Himmerigis Glæde oc Herlighed: huorledis den Piine, wii her liider, ickun warer stacket imod den ewige Fryd oc Glæde, huor for wii icke burte Piinen att acte, men tencke paa, att wii kunde døe med en goed Samwittighed oc den icke med noget besmitte, men sige vd alt ded, Hiertet kunde besuære, for ded wille dog icke anded were. »Gud giffue« (sagde hun), »ingen plage sit Legeme for en andens Skyld!« Effter att hun den Snack nogle Gange haffderepeteret, sagde hun til mig: »Er ded icke sant, Frue?« »Io wist er ded sant« (suarte ieg), »I taler meget christligen oc effter Skrifften.« »Huor for wil I da« (sagde hun widre) »lade Eder plage for andre oc icke sige ded, I om dennemwed?« Ieg spurte, huem hun meente. Hun suarte: »Ieg kiender dennem icke.« Ieg suarte: »Icke heller ieg.« Hun bleff alt wed oc sagde, att hun sig icke wille lade piine oc plage for andris Skyld, i huem de endoc ware; dersom de ware skyllige, saa maatte de liide, hun wille icke lide for dennem; ett Quindis-Menniske war snart forført; man burte att haffue sin Salighed kiærere end alle siine Slect oc Wenner. Der hun icke kunde høre op igien med den Snack, wille ieg den nogetdiuertere, spurte hender, om hun war en Præste-Daatter, oc efftersom hun mig tilforne sin Herkomst haffde sagt, saa tog hun saa meget diß wære imod mit Spørßmaal oc bleff heel fortørnet; sagde: »Alt er ieg icke en Præste Daatter, saa er ieg en goed ærlig Borger-Daatter oc icke aff de ringste. Ieg haffde lided tenckt vdi mine Dage, der ieg war en Iomfrue, att ieg skulle faa en Skomager.« Ieg sagde: »Eders første Mand war io oc en Skomager.« »Ded er wel sant« (suarte hun) »men ded kom sig saa galt til med ded Gifftermaal«; begynte der med en heel Rimße der om att fortelle, huor offuer ieg bekom Fred for hender.Cathrinagick op oc neder aff Gulffuet, oc der Anna teeg noget lided, sagde hun med sammen lagde Hænder: »O Gud! du, som est allmectig oc alting formaar, du beware den Mand, de leeder effter, oc lad hannem aldrig komme i hands Fiinders Hænder! O Gud bønhøre mig!« Anna sagde wreedeligen til hende: »Cathr., weet Ii ock, wat Ii seggen? Wo snack Ii so?« Cathr. suarte: »Ia, ick weet wol, wat ick segge. Gott bewar em vnd lat em nimmer siine Fiinde toe Deel werden! Iesus, wäß du sin Gleidsman!« De Ord førte hun frem med grædende Taarer.Anna sagde: »Ick denck, de Frue is nicht klog.« Cathrinæ goede Ynske forøgede mine Taarer, oc sagde ieg: »Cathr. lader see, att hun er en ret Christinne oc haffuer Medlidenhed med mig; Gud belønne hender ded oc bønhøre hender oc mig!« Anna bleff taws der effter oc siden icke saa meget snacksom. Gud, som est en Wedderlegger aff alt gott, tenck du paa Cathr. til ded beste, oc du, som hender da bønhørte, bønhør hender fremdelis, i huad hun dig ombeder! Oc I, mine kiere Børn, wider, att dersom Lycken sig saa wil føye, att I hender eller henders eeneste Søn nogen behagelig Tienneste kand giøre, att I ded for min Skyld erre plictige, thi hun war mig en Trøst vdi min største Nød oc offte sneeg sig til att sige mig ett Ord, ded hun meente, mig kunde were til Lettelse. Slozf. kom effter Sædwaane effter 4 Slet oc lucte Quinderne vd, satte sig paa Quindernis Slagbenck, oc den høye Stoel med Liuß paa for sig, haffde en Bog med sig, læste høyt Bønner om ett saligt Endeligt, Bønner vdi Døds Nød, oc naar man skulle vdstaa den tiimelige Straff for sine Mißgierningers Skyld. Hand glemte icke en Bøn for en, som skulle brendis; den suckede hand wed, saa hand paa en stacket Tiid war bleffuen meget aandelig. Effter att hand alle de Bønner haffde læst, stoed hand op, gick oc sang Liig-Psalmer; naar hand kunde icke fleere, begynte hand paa den første igien, indtil Quinderne hannem affløste. Cathri. beklagede sig, att henders Søn war bleffuen syg, war meget derfor bekümret. Ieg tog mig henders Sorrig an oc sagde, att hun skulle lade Dronningen wide henders Søns Suaghed, saa bleff der wel en anden i henders Stedordineret; bad hender giffue sig til Fritz, Barnet fick welbedre igien. Offuer Afftens-Maaltiid war Slozf. meget lystig, fortelte allehaande plompe Galskaber. Effter att hand war borte, læste Anna Afften Bønnen. Ieg war den Natt meget ille til Paß, kaste mig offte omkring i Sengen, oc war der en Synaal i Dun Dynen, huor paa ieg reff mig; ieg fick den vd oc haffuer den endnu[75].
Den 14.Augusti, der Slozf. tilig oplucte, sagde Quinderne hannem, att ieg den Natt haffde werret meget syg. »Ia, ia« (suarte hand), »es wird wol wieder beßer.« Oc der Quinderne sig giorde reede for att gaa op til Dronningen (som de stetze maatte giøre), sagde Anna til Cathrina vden Døren: »Huad skal wii sige til Dronningen?« Cathr. suarte: »Huad kand wii sige anded, end att hun tier stille oc siger intet?« »Ded wed I wel« (sagde Anna), »att Dronningen icke nøyes med.« »Da kand wii icke heller lyffue hender paa« (suarteCathrina), »hun siger io intet, thi ded war Synd[76].« Til Middags-Maaltiid kom Cathr. igien, sagde, att Dronningen haffde loffuet att forordne en anden vdi henders Sted; sneeg sig til om Effter-Middagen at sige mig ett Ord om neste Kammers, huilcket hun wist trode, bleff giort ferdig til mig oc til ingen anden, bød mig Goede Natt oc loffuede mig flittig i sine Bønner att ihuekomme. Ieg tackede hender for goed Tienneste oc for sit goede Hierte imod mig. Wed Klocken 4 lucte Slozf. hender oc Anna vd. Hand sang en Psalme effter anden, gick i Trappen oc lengtist wed Tiiden indtilKlocken imod 6, da kom Anna oc Maren Blocks. Offuer Afftens-Maaltiid fortelte Slozf. atter om sit Gifftermaal, vden Tuiffuel for Marens Skyld. Anna loed mig Fred, oc laa ieg saa stille for mig hen. Maren kunde den Afften icke komme til att tale med mig for Anna.
Den 15. oc 16.Augustipaßerede intet merckeligt. Naar Slozf. lucte Anna vd om Morgenen oc Effter-Middagen, bleff Maren Blocks hoes mig, oc Slozf. gick sin Wey oc lucte, saa Maren haffde da Friihed eene med mig att tale; fortelte adskilligt, iblant anded, huorledis Dronningen haffde giffuen mit Smaatøy de tre Quinder til att bytte imellem sig, som mig vdklæde. Hun spurte mig, om ieg wille haffue Bud til min Søster Elisabet. Ieg tackede hender, ieg haffde intet gott att lade hender sige. Ieg begierte Sye-Naal oc Traa aff Maren, hender att prøffue. Hun suarte hiertelig gierne att wille fly mig ded, om hun torde; ded kostede all henders Welfart, om Dronningen fick ded att wide, thi hun haffde saa høyt forbøden, att ingen skulle lade mig faa Naale, huercken Knappenaale eller Syenaale. Ieg spurte: »Aff huad Aarsage?« »Fordi,« sagde hun, »att I icke skalmyreEder selffuer.« Ieg forsickrede hender, att Gud haffde bedre opliust mig, end att ieg skulle were min egen Mordere. Ieg kiendte, att Kaarßet kom fra Herrens Haand, att hand mig ræffsede som sit Barn; hand hialp mig ded oc att bære, der trode ieg hannem til. »Saa haabis ieg da, mit Hierte« (sagde Maren), »att I icke wil myrde Eder selffuer, saa skal I faa Naal oc Traa; men huad wil I sye?« Ieg gaff for att wille sye nogle Knapper i min huiide Nattrøye, wree oc ett Par aff for att lade hender siden see, att ieg sydedennem i. Men Sagen war, att ieg haffde nogle Ducater i Lær indsyet om mit Knæ; dennem haffde ieg beholt, efftersom ieg strøg selff Strømpen neder, der de klæde mig vd[77], oc Anna haffde effter min Begiæring flyet mig en Klud effterForregijffuende, att ieg haffde en Skade paa Beenet. Den Klud syde ieg om Læret. De ware alle i den Meening, att ieg haffde nogen himlig Breck, thi ieg laa vdi ded linnen Skiørt, de gaff mig, oc vdi mine Strømper. Maren meente, ieg haffde enFuntanelepaa ded eene Been, fortrode mig, att en Iomfrue til Hoffue, hun Naffn gaff, som war henders meget goede Wen, haffde enFuntanele, som ingen vden hun wiste, icke engang Iomfruens Sengenettere. Ieg tenckte wed mig: da tier du wel med din Wen; giorde hender icke wiißere, loed hender i ded Fald troe, huad hun wille. Ieg war meget suag vdi de toe Dage, oc efftersom ieg intet fortærede vden Zitron oc Øll, bleff Maffuen der offuer swæcket oc kaste ded fra sig omsider. Naar Maren talte derom til Slozf., suarte hand: »Daß ist guth, so kombt das bøße vom Hertzen ab.« Anna war icke meer saa beskæfftig, men Slozf. war lige lystig.
Den 17.Augustilucte Slozf. icke op førend imod 8 Slet, oc spurte Anna hannem, huor ded gick til, att hand haffde soffuet saa lenge. Hand skiemtede noget; siden drog hand hender hen til Døren oc huißkede med hender. Hun gick intet hiem den Morgen. Hand gick saa vd oc ind, oc sagde Anna saa høyt til Maren, att ieg ded kunde høre (i huor wel hun loed saa, som hun wille huißke): »Ieger saa bange, att min Krop rister, endog ded gaar mig icke an. Iesus beware mig! Ieg wille, ieg war neere!« Maren saae bedrøffuet vd, men huercken suarte eller talte ett Ord. Maren sneeg sig til Sengen oc sagde: »Der kommer wist nogen til Eder.« Ieg suarte: »Lad dennem komme i Guds Naffn!« Der war en Løben oppe oc neder vdi den Trappe oc offuen offuer, thi der kom alltiidCommissarierneneer igiennem Gemeckerne for icke att gaa offuer Platzen. Miine Døre ware da lucte igien. For huer den Gang, att der løb nogen i Trappen, da skuddrede Anna oc sagde: »Ick bäwe recht!« Den Løben warede indtil imod ellffue. Der Slozf. lucte op, sagde hand til mig: »Leonora, Ihr sollet auffstehen vnd zu die Herren gehen!« Gud wed, att ieg ille kunde gaae, oc Anna forfærdede mig, sagde til Maren: »O, dat arme Mensch!« Marens Hænder rystede, der hun satte mig Tøfflerne paa. Ieg kunde icke anded forstaa, end att ieg skulle piinis, trøstede mig wed intet anded, end att ieg haabtist, min Piine ey lenge kunde ware, thi mit Legeme war saa vdmattet, att ded syntist, lige som huert Øyeblick Aanden wille vdfare. Der Maren bant Forklæded om min lange Kiortel, sagde ieg: »Nu, de forsynder sig høyligen paa mig; Gud wære min Styrcke!« Slzf. hastede, oc der ieg war ferdig, tog hand mig wed Armen oc leedde mig. Ieg haffde gierne werret hands Hielp foruden, men ieg kunde icke gaa eene. Hand leedde mig ind nest op til, der saed G. Rantzow, Skack, Retz, Gabel oc Krag om Borded. De reyste sig alle op imod mig, der ieg kom ind, oc ieg giorde enReverentz, saadan som ieg kunde. Til mig bleff satt en liden law Stoel mit for Borded. Cantzelertilspurte mig, om ieg ingen fleere Breffue hafft haffde, end de mig fra toge i Engeland. Ieg suarte ney, ieg haffde ingen fleere, der toge de alle mine Breffue. Hand spurte widre, om ieg ingen Breffue haffde forkommen paa de Tiider. »Io« (suarte ieg), »ett reeff ieg i Stycker oc kaste ded i ett Hyßken.« »Hui giorde I ded?« spurte G. Rantzow. »Fordi« (suarte ieg) »att der wareZiffrervdi, oc ihuor wel ded icke war aff nogenimportence, saa fryctede ieg alligewel, att ded skulle giffue Mißtancke.« G. Rantzow sagde: »Huad om de Stycker ware endnu vdi Behold?« »Ded war att ynske« (sagde ieg), »thi saa kunde man see, att der intet mißtenckeligt war vdi, oc fortrød ieg ded siden, att ieg ded haffde synder reffuen.« Der paa tog Cantzeler ett Arck Papir frem, huor paa hid oc did war Stycker klint aff samme Breff, oc racte hand Krag ded, som mig ded flyde. G. Ranzow spurte mig, om ded icke war min Mands Haand. Ieg suarte ia, ded war hands Haand. Hand sagde: »En Deel aff Styckerne, I reeff i tue, erre fundne, oc en Deel erre borte. Ded, som er funden, er samlet oc affskreffuen«; fodderde dermed Affskrifften aff Canzeler, som gaff G. Rantzow den, oc hand racte mig den, sigende: »Seer der, huad der fattis, oc siger oß, huad ded haffuer werret, som fattis.« Ieg tog ded oc saae noget der paa oc sagde: »Paa somme Steder, huor icke for mange Ord erre borte, kand ieg wel giette ded, som fattis, men huor en gandske Meening er borte, ded kand ieg icke wide att sige.« Ded meeste aff Breffuet war sancket, oc intet imellem borte, oc bestoed ded altsammen vdi Lystighed oc Skiemt. Hand loed mig wide att haffue faaet Breffue aff Dannemarck,att Cur-Printzen aff Saxen war forwentendis, som Princeßen aff Dannemarck skulle troloffuis[78]; der skiemtede hand om, huorledis de wille smøre derris Halße oc blæße derris Kinder op, paa ded de med en goedgraceoc Stemme en huers Titteler tilbørligen kunde fremføre, oc meere dißlige, huilcket hand witløfftig vdstrøget haffde, oc indførte den Maade, som G. Rantzow brugte for att lade Folck wide hands Titteler, som war offuer Maaltiided, da en skulle staa oc hands Tittel for Giesterne oplæße, spurte dog først en huer i sær, om hand wiste hands Tittel; war der en iblant, som den icke wiste, skulleSecreterenstrax frem oc den oplæße. Saa ded syntist, att G. Rantzow sig ded til tog, thi hand spurte mig, huad min Mand der med meente. Ieg suarte icke att kunde wide, att hands Meening anderledis kunde were, end som hand skreff; hand meente vden Tuiffuel dennem, som saa giorde. Canzeler wente Ansictet fra G. Ranzow oc drog lided paa Smilebaanded; dißligeste giorde oc Gabel. Oc war iblant anded saaledis skreffuen om Cur-Printzen, att hand nu maaskee giorde sig Haab att arffue Dannemarckis Crone: »mais j'espère — — — — — — cela ne se fera point.« Effter de Ord, der imellem fattedis, spurte G. Rantzow, huad ded war. Ieg sagde, dersom ieg mintist rett, da haffde der wist staaet:qu'en 300 ans. Hand spurte widre, huor hid oc did noget fattedis, huilcket ieg icke alt saa egentlig kunde mindis, oc dog intet paa sig haffde. Iegmeente, att aff forregaaende eller effterfølgende Ord let kunde giettis ded, som borte war; saaes derforuden nocksom, att ded meeste war Skiemt, huilcket Gabel sandede oc sagde: »Ce n'est que raillerie.« Men G. Rantzow oc Feldtherren wille ded icke lade for Skiemt paßere. Skack sagde: »Man meener tit anded vnder Skiemt oc bruger Naffne, huor vnder anded forstaaes.« Thi der vdi Breffuet bleff melded om att dricke vd, war talt om de Schwitzere derris Manner, de offuer Borde haffuer, oc alle deCantonsHerrers Tittel opregnet, huor for Skack formeente, att de Byers Naffn haffde anded att sige. Ieg suarte intet Skack, men der G. Rantzow trengte immerfort, att ieg skulle sige, huad min Mand dermed meente, suarte ieg icke att kunde wide, om hand haffde anden Meening der med end den, som skreffuen stoed. Skackwirredemed Hoffueded oc meente io, huorfor ieg sagde: »Ieg wed ingenstetz, huor de haffuer den Skick offuer Maaltiiderne, som de vdi Schwitzerland haffuer; er der andre Steder, huor de haffuer samme Skick, saa haffuer hand maaskee oc meent dennem der med, thi her talis ickun om Dricken.« Gabel sagde atter: »Ded er ickun Skiemt.« DeZiffrer, for huis Skyld ieg Breffuet synder reeff, ware til Lyckis fuldkommen, oc intet aff borte. G. Rantzow gaff mig ded Arck Papir, huor Styckerne aff min Herris Breff war paa klint, oc spurte mig, huad deZiffrerbetyde. Ieg suarte: »Ieg haffuer ey Nøglen oc kand dennem vden ad icke opløße.« Hand meente, ieg kunde wel. Ieg sagde icke att kunde. »Da erre de opløste« (sagde hand), »oc wii wed, huad ded er.« »Saa meget diß bedre« (suarte ieg). Derpaa flyde hand mig Vdlegningen att læße, oc war den aff den Meening,att worre Sønner haffde skreffuen fra Rom oc begierte Penge, huortil war onde Raad, thi Iunkeren war icke hiemme. Ieg gaff G. Ranzow Papiret igien foruden noget att sige. G. Rantzow begierte aff Rentemestern, att hand wille læße Breffuet, oc begynte Ranzow atter med sine Spørßmaal, huor hid oc did noget fattedis, att ieg ded skulle sige. Ieg gaff hannem samme Suar som før; men efftersom hand paa ett Sted, huor nogle Ord fattedis, hart trengte dennem att wide, oc aff Texten kunde sees, de haffde werret noget spotsk (efftersom ett spotsk Ord fantis skreffuen), sagde ieg: »I kand sette aff samme Slags saa mange der til, som Eder lyster, om icke ett er nock; ieg wed dennem icke.« Gabel sagde atter: »Ce n'est que raillerie.« Dermed spurtis icke meere om Breffuet; men G. Ranzowinquirerteom mineIuëler, spurte, huor den stoere Demant war, min Mand fick i Franckeriige.[79]Ieg suarte den lenge siden att were solt. Widre spurte hand, huor mine stoere Heng-Perler ware, som ieg haffde borren som en Feder paa min Hatt, oc huor min stoere Tour Perler war. »Alt ded«, suarte ieg, »er lenge siden solt.« Hand spurte ydermere, om ieg da ingenIuëlermeere haffde. Ieg suarte: »Nu haffuer ieg ingen.« »Ieg meener« (sagde hand) »anden Stez.« Ieg suarte: »Nogle loed ieg effter.« »Huor der?« (spurte hand). »Til Bryg,« suarte ieg. Der paa sagde hand: »Nu faar ieg att spørge Eder,Madame, om noget, mig selffuer wedkommer: HaffuerI besøgt min Søster vdiParisnu sidst, I war der?«[80]Ieg suarte: »Ia«. Hand spurte, om ieg war inde hoeß hender i Klosteret, oc huad Klosteret heede. Ieg berettede hannem att haffue werret i Klosteret, oc att ded heedeCouvent des Filles Bleues. Der nickede hand wed som att sande ded. Hand wille oc wide, om ieg haffde seet hender. Ieg sagde, att ingen i ded Kloster sig aff nogen vden aff derris Forældre lader see, derris Søskinde maa icke engang faa dennem att see. »Ded er sant,« suarte hand, stoed dermed op oc gaff mig Haanden. Ieg bad hannem, att hand Hs. kl. Mt. til Mildhed imod mig wille bewege, men hand suarte mig intet. Der Rentemester Gabel mig gaff Haanden, bad ieg hannem om ded samme. Hand suarte: »Ia, dersom I wille bekiende«; gick dermed vd foruden nogenReplicqueatt høre. Oc haffde de sig offuer tre Tiimer med de Spørßmaal opholt. Der effter kom Slzf. ind oc sagde til mig: »Nu skal I bliffue her inden for, der er ett smuckt Kammers, er nyßen kalcket oc giort smuck huiid; giffuer Eder nu til Fritz.« Anna oc Maren kom oc ind. Gud wed, ieg war sorgefuld, mødig oc træt,haffde en v-liidelig Hoffuit Piine; maatte dog sidde saa lenge, førend ieg kom til Huiile, indtil Sengesteded war tagen vd aff den Mørcke Kircke oc hid ind fløt. Anna bemødede sig vdi midler Tiid alle Huller i den Mørcke Kircke att vdkratze, meenendis enda noget att finde, men til forgieffuis. Den Quinde, som eene hoeß mig skulle were, kom oc da ind. Hinder war loffuet 2 Rdr. om Vgen; henders Naffn er Karen Ollis Daatter. Effter Slozf. med Quinderne oc Maren haffde spiiset, bød Anna oc Maren Blocks mig Goede Natt; den sidste teede stoerAffection. Slozf. lucte tuende Døre for mit inderste Fengsel. Paa den inderste Dør er ett fiirkantet Huul, som med Iern Rigler er forwaret. Ded Huul wille Slozf. oc henge Laas for, men effterloed ded for Karens Forbøn[s] Skyld, thi hun sagde icke att kunde faa sin Aande, om ded skulle were luct. Saa hengte hand Laas for ded yderste Kammers Dør oc for Døren til Trappen; haffde saa fiire Laaße oc Døre toe Gange om Dagen att op- oc ilucke. Her wil ieg mit Fengsels Sted beskriffue. Ded er ett Kammers, som er 7 aff mine Skrit lang oc 6 breed; der vdi staar tuende Senge, ett Bord oc toe Stoele. Ded war nyß kalcket, huilcket gaff en stoer Stanck; ellers war Gulffuet saa tyck med Skarn, att ieg meente, ded war aff Leer, der ded dog er lagt med Muursteen. Ded er 9 Allen høyt, hualt, oc allerhøyest sidder ett Windue, som er en Allen i Fiirkant. Der er dobbelt tycke Ierntraller for, derforuden ett Sprinckelwerck, som er saa tet, att icke en liden Finger kand stickis i Hullerne. DedSprinkelwerckhaffde G. Rantzow med stoerForsictighedsaaledis bestilt (som Slozf. mig siden sagde), paa ded att ingen Due skullenoget Breff indføre, som hand wel før i enRomanshaffde læst att were skeed. Ieg war suag oc aff Hiertet høyt bedrøffuet, wentende en naadig Forløßning oc Ende paa min Iammer, taw stille oc klagede mig intet, suarte lided, naar Quinden mig tiltalte. Stønem i Tancker kratzede ieg paa Weggen, huor vd offuer Quinden kom i de Tancker, att ieg war forstørret i Hoffueded, sagde ded for Slozfogden, oc hand ded igien for Dronningen, som flittig huer Maaltiid, naar Døren war aaben, sendte Bud for att lade fornemme, huorledis med mig til stoed, huad ieg sagde, huad ieg giorde. Quinden haffde da icke meget att sige, sin Eed med Fyllist att giøre, huilcken hun (effter egen Sien) for Slozfogden haffde afflagt. Men siden fick hun noget att giøre sig goed med. Oc effter som Styrcken mig dagligen betogis, glædde ieg mig imod Enden, loed den 21.AugustiSlozf. indfordre, begierendis aff hannem, att hand om en Prest wille anholde, som mig kunde berette. Ded bleff strax bewilliget, oc Kl. Mts. Hoff-Predicanter,Magister MathiasFoß[81], befalet mig att betienne, huilcken paa sit Embedis Wegne saawel som formedelst Befaling mig forreholt, att ieg icke min Samwittighed med noget skulle beswære; ieg maatte were forsickret, att ieg aldrig her i Werden fick min Mand meere att see; bad mig dog sige, huad ieg om ded Forræderi wiste. Ieg kunde for Graad neppe Ordene vdføre, sagde, att ieg want[82]for Gud vdi Himmelen, for huilcken intet er skiult, att migom ded Forræderi intet war witterligt; ieg wiste wel, att ieg aldrig i mine Dage fick min Mand meere att see; ieg befalede hannem den Allerhøyeste, som wiste min V-skyllighed; bad eeneste Gud om ett saligt Endeligt oc Skilßmiße fra denne onde Werden; begierte intet aff Presten, vden att hand mig vdi sine Bønner til Gud wille ihuekomme, att Gud wille wed Døden giøre en Ende paa min Iammer. Presten loffuede ded troeligen att effterkomme. Gud haffuer icke behaget oß der vdi att bønhøre, haffuer wilt widre min Troe prøffue, i ded hand mig megen Sorrig, Bedrøffuelse oc Widerwertighed siden den Tiid haffuer tilskicket. Hand haffuer oc hiolpen mig Kaarßet att bære oc hafft fatt wed den tyngeste Ende; hands Naffn wære ewindeligen æret! Der ieg war bleffuen berettet, trøstede migM.Foß oc bød mig fare wel.
Ieg laa saa stille hen vdi tre Dage, nød lided eller intet. Slozf. spurte offte, om ieg noget begierte enten att æde eller dricke, eller om hand skulle sige Kongen noget. Ieg tackede hannem, ieg begierte intet.
Den 25.Aug.importunerteSlozf. mig flux med sindiscours, meente, ieg haffde ond Troe til Dronningen. Hand tog ded der aff: thi Dagen til forne haffde hand sagt mig, att Hs. kl. Mt. haffde befalet, att huis ieg aff Køckenet oc Kelderen begierte, skulle de mig lade følgactig were; huor til ieg da suarte: »Gud beware Hs. Mt.! hand er en goed Herre, maatte hand were goed for onde Mennisker.« Oc sagde hand da: »Dronningen er ocsaa goed«, huortil ieg intet suarte, huor for hand nu Dronningen wille føre paa Tale oc høre, om hand kunde drage nogen Ord aff mig; sagde: »Dronningen beklager Eder,att I saa haffuer laded Eder forføre. I haffuer wult Eder selffuer den Vlycke, ded giør hender ont; hun er Eder icke wree, hun haffuer Medliidenhed med Eder.« Oc saa som ieg intet suarte,repetertehand ded igien, oc alt imellem sagde hand: »Ia, ia, mein liebes Frewlein! es ist so, wie ich sage.« Ieg war meget fortreedden offuer den Snack, sagde: »Dieu vous punisse!« »Ho, ho!« (sagde hand) »sie wil pißen!« kalte paa Karen, gick vd oc lucte Dørene. Dermed fick ieg v-formodendis Roelighed for hannem. Latterligt war ded, att Quinden endelig wille nøde mig til att lade mit Wand, fordi Slozf. saa sagde. Ieg bad hender komme ihue, att hun nu icke togwarepaa ett Barn (hun haffde werret Waag-Quinde før hoeß Børn). Hun kunde icke saa snart komme aff den Waane att omgaaes mig som ett Barn, brugte lenge den Manner, indtil ieg hender loed anded forstaa.
Der ieg fornam, att min Maffue begierte Maed, oc ieg Spießen hoes mig kunde beholde, bleff ieg v-taalmodig, att ieg icke kunde døe, men att ieg vdi saa stoer Elendighed skulle leffue; begynte med Gud attdisputereoc wille med hannem gaa i Rette. Mig syntist ey att haffue ded fortient; ieg meente att were for groffue Synder langt reenere end somDauid, der dog torde sige: »Skal ded da were til forgieffuis, att mit Hierte wandeler v-straffelig, oc ieg toer mine Hænder vdi V-skyllighed, oc ieg er dagligen plaget, oc min Straff huer Morgen der?« Ieg meente icke att haffue saa offuerstoer en Straff forskylt, som ieg med bleff straffet; sagde aff Iob: »Lad mig wide, huorom du trætter med mig! Behager ded dig att giøre Wold? Bortkaster du dine Hænders Gierninger?« Ieg glemte intetaff alt ded, Iob sig med wille retferdig giøre, att fremføre, oc syntist mig, att ieg ded billigen paa migapplicerekunde. Ieg forbandede med hannem oc med Ieremia min Fødsels-Dag oc war meget v-taalmodig, haffde ded dog hoeß mig selffuer oc talte icke høyt; slap stønnem v-forwarendis ett Ord vd, war ded dog paa tydsk (efftersom ieg meest Bibelen paa tydsk haffuer læst), saa att Quinden ey forstoed, huad ieg sagde. Meget v-roelig war ieg med Huiisten oc Kasten i Sengen hid oc did. Quinden spurte mig offte, huor ded war fat. Ieg bad hender lade mig haffue Fred oc intet tale til mig. Mig war aldrig bedre end om Natten, naar ieg formerckede, att hun soff; saa kunde ieg med Friihed lade mine Taarer flyde oc giffue mine Tancker derris friiLob. Da gick ded an paa en Rettergang. Ieg opregnede alt ded, ieg v-skyldeligen vdi mine Dage haffde liid oc vdstaaet, holte Gud forre: Om ieg war wegen fra min Plict? Om ieg skulle haffue giort mindre imod min Ectefælle, end som ieg haffde giort? Om ded skulle were min Løn, att ieg hannem vdi Moedgangs Tiid icke wille forlade? Om ieg nu derfor skulle piinis, plagis oc bespottis? Om saa mange v-udsiigelige Vlycker, ieg med hannem haffde vdstaaet, icke ware nock, att ieg endeligen til denne v-lægelige stoere Vlycke skulleconserveris? Ieg wil icke døllie min V-fornufft. Ieg wil bekiende mine Synder. Ieg spurte: Om der endnu kunde were noget wærre tilbage, huor effter ieg skulle leffue? Om der oc war nogen Iammer til i Werden, som wed min kunde lignis? Bad Gud att giøre der paa en Ende, thi hand haffde ingen Ære der aff mig saaledis att lade leffue oc stetze plagis; ieg war dog icke aff Iern oc Staal, men,aff Kiød oc Blod. Ieg bad, att mig maatte indskydis eller i Drømme forstendigis, huad ieg skulle giøre, att ieg min Iammer kunde forkorte. Naar ieg lenge haffdedisputeretoc trættet min Hierne, mig oc saa forgræt, att ded syntist ey Taarer meere att were forhaanden, falt ieg i Søffn, men waagnede med Forskreckelse, thi ieg vdi Drømme haffde v-hørte gruelige Fantasier; saa ieg gruede for att soffue, begynte saa atter igien min Elendighed att beklage. Endeligen saae Gud til mig med sine Naadsens Øygne, saa att ieg den 31.Augustifick en roelig Søffn om Natten, oc ret vdi Dagningen wognede ieg med effterfølgende Ord vdi Munden: »Mein Kind, verzage nicht, wan du von Gott gestraffet wirst; dan welchen der Herr lieb hatt, den züchtiget er. Er steupet aber einen ieglichen Sohn, den er auffnimt«. Ieg talte de sidste Ord høyt vd, tenckte, att Quinden soff; maaskee att hun i ded samme wognede, oc spurte hun mig, om ieg noget begierte. Ieg suarte: »Ney«. »Da talte I« (sagde hun), »oc neffnte Eders Strømper; ded anded kunde ieg icke forstaa.« Ieg suarte: »Da haffuer ded werret i Søffne; ieg begierer intet.« Laa saa stille hen oc besinnede mig; kiendte oc bekiente min Daarlighed, att ieg, som ickun war Muld oc Iord, Støff oc Aske, ia skiendelig Møg, med den allerhøyeste vbegriibelige Gud wille gaa vdi Rette, trætte med min Skabere oc hands sluttede Raad, mestere oc imod sige. Ieg falt vdi stoer Graad, bad inderligen oc hierteligen om Naade oc Forladelse. Haffde ieg før giort mig reen med Dauid oc stoelet paa min V-skyllighed, saa bekiendte ieg da med hannem, att ingen findis retferdig for Gud, ia icke end en. Haffde ieg med Iob talt daarligen, sagde ieg oc med hannem,att ieg haffde giort v-wiißeligen oc talt om Ting, som ware mig for høye, oc ieg icke forstoed. Ieg indflyde til Guds Naade, forlod mig paa hands stoere Barmhiertighed, forreholdende hannem Moßen, Iosua, Dauid, Ieremia, Iob, Ionas oc andre, huilcke ware høytbegaffuede Mænd oc dog saa skrøbelige, att de vdi Nødens Tiid imod Gud knurrede oc murrede; bad, hand mig, som ded allerskrøbeligste Leerkar, aff Naade ded wille forlade, ieg kunde dog icke anderledis were, end hand mig haffde giort. Alle Ting ware vdi hands Mact; ded war hannem let at giffue mig Taalmodighed, saa som hand mig tilforne Styrcke oc Moed haffde giffuen saa haarde Pust oc Stød att vdstaa. Oc bad ieg Gud (nest mine Synders Forladelse) om intet anded end om en goed Taalmodighed min Forløßnings-Tiime til att affwarte. Gud bønhørte mig naadeligen, hand tilgaff mig icke alleeneste mine daarlige rasende Synder, men hand gaff mig endoc ded, ieg hannem om bad, thi daglig Dags tiltog min Taalmodighed. Sagde ieg stønnem med Dauid: »Wil da Gud forskyde ewindeligen oc ingen Naade meere betee? Er ded da slet vde med hands Naade, oc haffuer Løffterne en Ende? Haffuer da Gud forglemt att were naadig oc sin Barmhiertighed for Wreede tilluct?« saa sagde ieg oc widre med hannem: »Men dog, ieg maa liide ded altsammen, den Høyestis Haand kand allting endre.« Ieg sagde aff den 119. Psalme: »Ded er mig gaffnligt, Herre, att du ydmyger mig, paa ded att ieg kunde lære din Ræt.« Guds Krafft giorde vdi mig sin Wirkning. Mig rant vdi Sinde mange trøstligeSentenzeraff den hellige Skrifft, fornemmeligen diße: »Saa fremt wii liide med Christo, skulle wii oc ærefuld giøris med hannem«.Item: »Alle Ting skal tienne dennemtil beste, som frycter Gud«.Item: »Min Naade er dig nock, thi min Krafft fuldkommis i Skrøbelighed«. I Synderlighed war offte i mine Tancker Christi Ord hoeßLucam: »Skulle Gud icke rædde sine vdwalde, som raabe til hannem Dag oc Nat, endog hand haffuer Taalmodighed der offuer? Ieg siger Eder, hand skal snart redde dennem!« Ieg fornam i min Bedrøffuelse, huad Nytte man der aff haffuer i Vngdommen Psalmer ocBibelske-Sprogatt haffue lært. Troer mig, mine Børn, ded haffuer vdi min Elendighed werret mig en stoer Trøst. Derfor øffuer Eder nu i Vngdommen vdi ded, som Eders Forældre Eder vdi Barndommen haffuer laded lære, nu! (siger ieg) nu, Bedrøffuelsen Eder icke saa hart giester, paa ded, naar hun kommer, I da kand were bereed att tage imod hender oc Eder med Guds Ord att trøste.
Ieg be[g]ynte lit effter lit att giffue mig til Fritz, att tale med Quinden oc att suare Slozf., naar hand talte til mig, saa Quinden lallede[83]noget for mig, sagde, att Slozf. haffde wel befalet hender, att hun skulle sige hannem alt, huad ieg sagde oc giorde, men hun war wel wiißere, end hun ded skulle giøre; hun forstoed sig nu bedre der paa end vdi de første Dage, huorledis hun skulle bære sig ad; hand gick vd, ded war hender, som bleff hoeß mig indeluct, hun wille were mig troe. Oc der hender syntist, att ieg icke strax trode ded, hun sagde, soer hun høyt, bad Gud straffe sig den Dag, hun war mig falsk, strøg oc klappede min Haand oc lagde den til sin Kind, bad, ieg wille troe hender, brugte de Ord: »Min hierte Frue, Imaa troe mig: saa sant som ieg er ett Guds Barn, saa skal ieg aldrig suige Eder! Nu, er ded icke nock?« Ieg suarte: »Ieg wil troe Eder«; tenckte ey anded att wille sige eller giøre end ded, hun nock maattedivulgere. Hun bleff meget glad att haffue faaet Munden op, oc sagde hun: »Imens I laa saa stille hen for Eder selff, oc ieg haffde ingen att tale med, da sørgede ieg inderlig oc wille icke saa lenge [til?] haffue leffuet mit Liiff, om de end haffue wilt giffuet mig dobbelt saa meget, thi ieg haffde bleffuen gall. Ieg war ræd for Eder, men langt ræddere for mig selffuer, att Skruerne skulle haffue gaaet løß i Hoffueded.« Hun snackede saa hen oc fant paa allehaande att lee aff. Vdi Vngdommen haffde hun tient en Prest, som haffde holt sit Tynd til Guds-Fryct, der haffde hun lært Psalmer, Bønner oc bibliske Sprog vden ad; wiste oc enda Børne Lærdommen med Vdleggelsen, sang oc temmelig wel. Hun wiste nogenledis, huorledis hun burte att leffue oc sig imod Gudocsin Næste att forholde; men hun giorde twært imod, thi hun war aff en ond Natur. Hun war en Quinde til Alders, wille dog regne sig iblant de midaldrende. Ded syntist oc, att hun i sin Vngdom haffde wærret smuck oc noget rasende, efftersom hun enda icke kunde lade sin Flanewornhed, oc gantede hun sig offte med Torngiemmeren, med Slozf. Kusk wed NaffnPæroc med en Fange, som heederChristian(bemelte Fange meldis widre om); hand gick løß i Taarnet.[84]Maren Blocks loed mig offte hælße wed forteKusk oc sendte mig adskillige SlagscanticeretSucker ocZitroner, loed mig da oc da wide, huad nyt som hun wiste. Alt dette skulle wed Quinden forrettis; oc kom Quinden en Dag ind, effter Dørene ware lucte, oc helßede mig fra Maren Blocks; siger: »Frue, wil I skriffue til Skaane til Eders Børn, da er der nu en sicker Leilighed.« Ieg swarte: »Miine Børn erre icke i Skaane, men kand ieg faa Bud til Skaane, da haffuer ieg der en Wen, som wel skal lade mig wide, huor miine Børn liider«. De flyde mig et Stycke krøglet Pappir oc att skriffue med. Skreff med faa Ord F. Margrete Rantzow[85]til i den Meening, att hender war min elendig forfallen Stand wel witterlig, formodede dog, att henders Wenskab icke derfor war forminsket, bad, att hun wille lade mig wiide, huorledis miine Børn liide, oc wed huad Hændelse de skulle wære kommen til Skaane, som bleff berettet, oc ieg dog icke troede. Ded war ded, ieg skreff oc flyde Quinden; hørte intet widre derom, meener, att ded haffuer wærret saa befalet for att see, huem ieg wille skriffue tiletc.(De haffuer spøget, for att nogle aff Eder, miine kiære Børn, skulle komme i Skaane.) Ieg syede Breffuet eller Seddelen til paa en Maade, saa den icke kunde aabnis, foruden att ded io kunde synnis. Ieg spurte nogle Gange Quinden, om hun icke wiste, om ded Breff war sendt bort. Hunswarte altiid, hun wiste icke, oc ded med en suur Miine; sagde endeligen engang (der ieg atter haffde beded hender spørgePærad): »Den, der skulle haffue ded, haffuer wel faaet ded.« Ded Swar gaff mig Efftertancke, oc spurte ieg siden intet widre derom.
Ieg holte saa stetze wed Sengen, en Deel aff Aarsage, att ieg haffde intet att fordriffue Tiiden med, en Deel aff Kulle, thi der bleff icke opsat en Biilegger i mit Fengsels Kammers førend effter Nyt Aar. Ieg begiærte nogle Gange aff Quinden, att hun wille formaa saa meget hoes Pær, att ieg kunde faa noget Silcke eller Traa att sye lit for Tiids Fordriiff paa ded Stycke Klued, ieg haffde, men fick til Swar, hand icke torde. Lang Tiid der effter fick ieg att wiide, att hun aldrig haffde beded Pær derom. Der kom ont nok, som holte mig i andre Tancker end att fordriffue Tiiden med nogen Gierning. Ded hændede sig den 2.September, at ieg hørte om Morgenen nogen gaa offuer ded Rom, ieg ligger, huorfor ieg spurte Quinden, om hun wiste, om der war et Kammers (thi Quinden gaar op huer Løffuerdag med Natkeedelen). Hun swarte ia, att ded war et Fengsel som dette, oc att vdenfor stoed Piinebencken (huilcket oc saaledis er). Hun, som wel fornam, att ieg haffde Fryct, sagde: »Hielp Gud! I huem ded er, som sidder der, da skal den wist piinis.« Ieg sagde: »Spørger Pær ad, naar der luckis op, om der er nogen fangen.« Hun sagde saa att wille giøre, oc i midler Tiid spurte hun mig oc sig selffuer, huem ded dog kunde wære. Ieg kunde icke giætte ded, mindre giffue hender min Fryct tilkiende, huilcken hun dog formerckede oc derfor forøgede den; thi effter att hun haffde til Middagtalt med Pær[86], oc Dørene ware lucte, sagde hun: »Ihuem ded er, som er fangen, maa Gud wiide. Pær wille intet tale med mig«. Til Afftens Maaltiid giorde hun lige saa, men føyede ded dertil, att hun haffde spurt hannem ad, men hand wille intet sware. Ieg satte mit Sind i Roelighed, efftersom ieg hørte ingen gaa meere der oppe, oc sagde: »Der er ingen Fange oppe.«[87]»Huor aff wed I ded?« spurte hun. »Ieg dømmer ded der aff,« sagde ieg, »att ieg haffuer icke hørt nogen gaa her oppe siden i Morris; ieg meener, at om der sidder nogen, da skal de io giffue den Maed.« Att ieg war roelig i Sinded, behagede icke hender, huorfor hun med Pær oc hand med hender søgte atttroubleremig. Om anden Dagen, da effter Middags Maaltiid bleff luct (som offteste skeede wed Pær), oc hand skulle drage min inderste Dør til sig, som gaar ind ad, stack hand Hoffueded frem oc sagde: »Casset!« Hun stoed nest wed Døren, loed, som hun icke forstoed ret, huad hand sagde; siger: »Pær talte om en, der war sæt, men ieg kunde icke forstaa, huem ded er.« Ieg forstoed hannem nok, men loed oc, som ieg icke forstoed hannem. Huad Dag oc Nat ieg haffde, weed ingen vden Gud. Ieg tenckte frem oc tilbage. Stønnem syntist mig, att ded kunde wel saa wære, att de haffde greeben hannem, ihuor wel attCassettawar Kongen aff Spaniens Vndersaatte, thi naar et Forræderisuspiceris, daobseruerisicke, huis Vndersaater de erre, som erresusspecte; laae den Natoc græd saa himmelig oc beklagede, att den wackere Mand skulle komme i Fortred for min Skyld, fordi hand haffde giordt min Herre den Willighed oc fult mig i Engeland,[88]huor wii skiltis fra huer andre, ieg maa sige: huorPetconoc hands Anhang skilte os ad oc førte mig fangen hid. Ieg laae saa vden Søffn intil imod Dag, da falt ieg vdi en Drøm, som forskreckede mig. Ieg kand tencke, att miine Tancker haffde den foraarsaget. Mig syntist att seeCassettasaaledis piinis, saa som hand engang haffde fortelt mig, att en Spannier bleff piint: at der war bunden fiire Reeb om Hænder oc Fødder, oc huert Reeb giort fast i sit Hiørne aff et Kammers, oc aff en Mand snart slaget paa et Reeb oc snart paa et anded; oc efftersom mig syntist, attCassettaskreeg intet, meente ieg, att hand war døe, skreeg høyt oc waagnede selff derwed. Quinden, som lenge haffde werret waagen, sagde: »O Herre Gud, Fruelille! huad skader Eder? Haffuer I ont? I haffuer saa lenge giiet Eder, oc nu skreeg I saa høyt!« Ieg swarte: »Ded war i Søffne; mig skader intet.« Hun sagde widre: »Da haffuer I drømt noget ont.« »Ded kand wel wære«,swarteieg. »O, siger mig,« sagde hun, »hwad I drømte; ieg kand taalke Drømme.« Ieg swarte: »I ded ieg skreeg, glemte ieg min Drøm, ellers kand der ingen saa taalcke Drømme som ieg« (ieg tacker Gud, att ieg icke giffuer Act paa Drømme); oc haffde denne Drøm intet anded att betyde, end som sagt er. Der effter Middags Maaltiid Døren bleff luct, sagde Quinden aff sig selff (thi ieg spurte hender icke meere om Fanger): »Der er ingenfangen;giffPærfaa Skam for hands Sladder! Ieg spurte hannem ad, huem der war sæt; da loe hand ickun aff mig. Der er ingen, giffuer Eder til Fritz!« Ieg sagde: »Skulle min Vlycke drage andre i til sig, ded skulle giøre mig ont.« Ded stoed saa hen til mit iSept., da bleff ført fangen frem twende aff worris Tiennere, som bleffue sat i Wacten, den eene, Nels Kaiberg, som tiente for Taffeldecker, oc den anden, Frans —,[89]som tiente for Laquei. Effter nogle Vgers Forløb ocexaminationbleffue de løß giffne. Samme Tiider bleff fangen fremført tuende Fransoser: en gammel Mand wed NaffnLa Roscheoc en anden vng Karl, huis Naffn ieg icke wed.La Roschebleff ført her i Taarnet oc sat i Traalhullet. Der war kast en Dyne til hannem paa Gulffuet, der laae hand paa; war i nogle Maaneder icke aff hands Klæder. Hands Føde war Brød oc Wiin, anden Spiiße wille hand icke haffue. Hands Beskyllning war, att hand haffdecorresponderetmed Corfitz, oc hand haffde loffuet att leuere Kongen aff Franckriige Crooneborg.[90]Den Kundskab haffdeHannibalSehestedgiffuen, som paa de Tiider war i Franckriig, oc hand haffde den aff en Herre, som da warHannibaltil Wille oc haffdetilforne werretLa Roschetil Wille oc maaskee siden fortørnet sig paa hannem. Der war ingen anden Bewiiß til den Beskylling. En Mißtancke maaske hialp dertil, efftersom denneLa Roschemed den anden vnge Karl begierte at see mig, der ieg war iArrestiDovers, huilcket oc skeede, att de giorde migla révérence. Wel muligt, att hand wille haffue talt med mig oc sagt mig, huis hand haffde hørt sige i Londen, som hannem syntist paa mig, ieg icke fryctede. Men som ieg leegte Kaart med nogleDamer, som ware komne did for att beskue mig, saa kunde hand icke komme til at tale med mig i Enrom, spurte mig, om ieg haffde denCoemedieBog, Greffuinnen affPembrocghaffde laded vdgaa.[91]Ieg swarte: »Ney.« Hand loffuede att sende mig den, oc som ieg icke bekom den,meener ieg, att hand haffuer skreffuen noget der i, mig til en Adwarsel, somBratensiden haffuer giort sig goed med. I huor om alting, saa liideLa Roschevskyllig, oc kunde hand bekræffte med sin Eed, att hand aldrig talte med min Herre i siine Dage, mindrecorrespondertemed hannem.[92]In summa: effter nogle Maaneders vskyllig Liidelser bleff hand giffuen løß oc sendt til Franckriig igien. Den anden vnge Karl saed iArresti et Kammers, som er wed Borrestuen. Hand bleff fangen for Selskab[s] Skyld, men intet beskylt. I Førstningen, diße Mennisker bleffue fangne, war der en stoer Hwisken oc Tisken imellem Slosf. oc Quinden, saa wel som imellem Pær oc hender; Slosf. lucte oc selffwer min Dør. Ieg formerckede wel, att der war noget paa Færde, men ieg spurte om intet. Pær berettede omsier Quinden, att ded war twende Fransoser, oc noget om Sagen, dog icke saa, som ded war. Imod de bleffwe løß giffne, sagde Slosf.: »Ich habe zweyparle mi françogefangen; was die gethan haben, weis ich nicht.« Ieg spurte hannem icke widre derom, men hand skiæmtede oc sagde: »Nu kand ich fransk lernen.« »Da wil Zeit zu« (sagdeieg).
Vdi sammeSept.Maanet døde Greff Rantzow; leffwede icke den Dag att see ded Billedeexcequeris, som hand saa wist haffde haabt att see, som den, der først haffdeintroduceretden Maade aff Spott i diße Lande.[93]
Den 9.Octoberbleff holded den Fæst med worris PrinceßeAnna Sophiaoc Cur-Prinsen aff Saxsen.[94]Om Morgenen, den Høytiid skulle angaa, sagde ieg til Quinden: »I Dag skal wii faste indtil imod Afften;« thi ieg tenkte nok, att de kom icke mig ihue, eller ieg kunde faa nogen Læffninger, førend de andre ware tracterede, i ded ringste til Middag. Hun wille wiide Aarsagen, hworfor wii skulle faste. Ieg swarte: »Ded skal I faa att wiide i Afften.« Ieg laae oc tenkte paa den vstadige Lycke, att ieg, som for 28 Aar siden[95]haffde hafft lige saa stoer Statz, som nu Princeßen haffde, laae nu fangen oc nest op til den Wæg, som mit Brude Sengkammers haffde wærrit; tacker Gud, att ieg mig ickun lided der offwer bekümrede. Imod Middags Tiider, der Trommeter oc Herpucher loede sig høre, sagde ieg: »Nu gaar de offwer Platzen til den stoere Sael med Bruden.« »Huor wed I ded?« sagde Quinden. »Io, ieg wed ded«, sagde ieg; »min Geist haffwer sagt mig ded.« »Hwad er ded for en?« spurte hun. »Ded kand ieg icke sige Eder« (swarte ieg). Oc saa som Trommeterne blæste, hwer Gang ett Sæt Maed bleff opborren ocConfectet, saa sagde ieg ded. Oc førend der war anrettet, saa slogis paa Herpauckerne.Naarsaader bleff anrettet, som skeede vden for Køckenet i Platzen, saa sagde ieg effterhaanden: »Wii faar icke Maed ennu!« Der Klocken gik til 3 Slet, sagde Quinden: »Nu krümper min Maffwe slæt ind; naar skal wii haffwe Maed?« Ieg swarte: »Ded er endnu langt frem. Ded anded Sæt er icke vden for lit siiden opkommen; kand wii faa noget imod 7 Slæt, da faar wii icke føre.« Ded skeede, som ieg sagde. Klocken 7½ kom Slozf., vntskylte sig, att hand haffde nock fodret paa Madden, men Kockene haffde alle Hænderne fulle. Quinden, som altiid meente, att ieg kunde traalle, bleff staedfestet i sin Meening der om.[96]Anden Dagen bleff giort Riddere, oc ieg icke alleeneste sagde, hwær Gang Trometerne blæste: »Nu bleff der giort en Ridder« (thi ieg kunde høreHeroldenraabe vd aff Winduet, men icke forstaa, hwad hand sagde), men endoc, hwem der war bleffwen Ridder, thi ded giættede ieg, efftersom ieg wiste, att der ware de i Raaded, som icke føre ware Riddere;[97]oc efftersom ded sig saa befant, saa troede Quinden fuld oc fast, att ieg kunde traale. Ieg formerckede ded paa hender, efftersom hun offte giorde mig Spørßmaal om ded, ieg icke kunde wiide,hworpaa ieg stønnem gaff Swar aff en dobbelt Meening; tenkte, att maaskee den Fryct, hun haffde, att ieg kunde wiide, hwad som skeede, kunde forhindre, att hun icke satte Løgn sammen om mig. Hun tiskede oc icke nær saa meget siden med Sloßfogden. Hun fortelte adskilligt om en, hun holte for en Traaldquinde, som dog icke bestoed i anded end vdi Wiidenskab att læge Fransoser oc skille Hoerer wed derris Foster oc dißlige Vtilbørligheder. Med samme Quinde haffde hun meget omgaaet.
Nogen Tiid effter Cur-Prinzens Bortreiße bleff der tenckt paa att henrætte et Træ-Billede, oc bleff om Formiddagen mitvdersteKammers opluct, feyet, giort reent oc strød Sand.[98]Der til Middag bleff opluct, oc Quinden haffde wærret i Trappen oc talt med Kudsken, kom hun ind, gik til Sengen til mig, stillede sig somforbasetoc sagde med en Hast: »O Iesus, Frue! der kommer de med Eders Mand!« Den Tiiding forskræckede mig, hwilcket hun læt formerckede; thi i ded hun sagde ded, da reiste ieg mig i Sengen oc racte min høyre Arm oc Haand vd oc mæctede icke att tage den strax til mig igien. Ded haffwer maaskee fortrød hender i ded samme, thi ieg bleff saa siddendis oc talte icke et Ord, huorfor hun sagde: »Min hierte Frue, ded er Eders Mands Affwiißning.« Derpaa sagde ieg: »Gud straffe Eder!« Hun gaff mig aff en ond Mund, meente, ieg haffde fortient Straff oc icke hun, brugte mange vnyttige Ord. Ieg tav gandskestille, thi ieg war da den swageste oc wiste icke, hwilket hwilket war. Om Efftermiddagen hørte ieg en stoer Murmelen aff Folk paa den inderste Slotzplatz, da bleff Billeded ført paa en Skuuff-Karre offwer Gaden aff Bødelen oc indsat i Taarnet needen vnder mit Fengsel. Om Morgenen imod 9 Slæt[99]bleff Billeded aff Bødelen iammerligen medhandlet, gaff dog ingen Lyd fra sig. Til Middags Maaltiid fortelte Slosf. Quinden, hworledis Bødelen haffde hugget Hoffweded aff ded Billede, haffde parteret Kroppen vdi 4 Deele, hwilcke siden bleffue lagde paa fiire Hiull oc sat paa Gaallen, oc Hoffweded vdhengt aff Raadhuuset. Slosf. stoed i ded anded Kammers, raabte den Fortælling høyt vd, paa ded ieg skulle høre ded,repeterteded trende Gange. Ieg laae oc tenkte mig om, hwad ieg skulle giøre; ieg kunde icke lade mig merke med, att ieg icke dert actede ded, thi da maaskee der bleff noget anded optenkt, som kunde bedrøffwe mig, oc i en Hast kunde ieg icke hitte paa anded end att sige til Quinden med en Søe[rg]moedighed: »O, hwilcken Spott! Taler med Slosf. oc beder hannem bede Kongen, att ded, som er opsat, maatte tagis need igien oc icke bliffwe siddendis!« Quinden gik vd oc talte sacte til Slosf., men hand swarte høyt oc sagde: »Ia wol, her vnter? Dar sollen mehr her auff, ia mehr, mehr herauff!« sagde saa ett gott Tag de samme Ord. Ieg laae saa stille hen, talte intet, slog mig [hen?] med miine egne Tancker. Snart trøstede ieg migoc haabte, att ded, som war skeed wed Billeded, war et Tegn, att de icke kunde faa Manden; saa tog Frycten igien sit Stæd. Spotten actede ieg intet, thi der war alt for mangeExempleraff stoere Herrer i Frankriig, hwis Billeder ocContrafeieraff Bødelen ware forbrente, som siden igien komme til stoer Ære. Der til Afftens Maaltiid bleff opluct, war der en Hwisken med Slotsf. oc Quinden. Der bleff oc send enLacquei, som stoed vden for den vderste Dør, som loed kalde Slosf. vd til sig (min Seng staar liige for Dørene, saa naar alle tre Døre erre oplucte, saa kand ieg see til Trappe Døren, som er den fiærde Dør). Hwad Quinden kand haffwe berettet Slosf., kand ieg icke wiide, thi ieg haffde den Dag icke talt et Ord anded end begiært att fly mig, hwis ieg behøffwede; sagde oc intet widre end ded samme i mange Dage der effter, saa Slosf. bleff kee aff att spørge Quinden meere ad, thi hun haffde intet att sige hannem om mig, oc hun laae hannem siden stetze paa med Begiæring att komme vd: hun kunde icke saa leffwe sit Liiff. Men som hun fik ingen anden Trøst aff hannem, end att hand soer hender til, att hun aldrig kom vd, saa lenge hun leffte, saa giorde hun i nogle Dage icke anded end græd da oc da; oc som ieg icke wille spørge hender ad, hworfor hun græd, saa gik hun en Dag til min Seng grædendis oc sagde: »Ieg er et elendigt Menniske!« Ieg spurte hender, hworfor? hwad hender skade? »Mig skader nok« (swarte hun). »Ieg haffwer werret saa gall oc laded mig lucke inde for Penge, oc nu er I wree paa mig oc wil icke tale med mig.« Ieg sagde: »Hwad skal ieg sige? I wille maaskee haffwe noget att hwiske igien til Slosf.« Saa begynte hunatt forbande sig, den Dag hun sagde Slosf. et Ord, hwad ieg sagde, eller hwad ieg tog mig til, wille ieg ickun troe hender oc tale med hender; »hworfor skulle hun wære mig vtroe? wii skulle dog wære sammen, saa lenge wii leffte;« med mange bewæglige Ord, att ieg icke wille wære wree; ieg haffde Aarsag dertil; her effter skulle hun aldrig giffwe Aarsag, att ieg skulle bliffwe wree, thi hun skulle wære mig troe. Ieg tenkte: Du skalt intet faa meere att wiide, end behoff giøris. Ieg loed hender der effter snacke for mig oc fortelle sit Liiff oc Leffnet, hwad som stønnem paßerer hoes Bonden. Hun haffde wærret twende Gange gifft med Huußmænd oc siden effter sidste Enckesæde tient Holger Winds Frue[100]for Waa[g]kone, saa hender fattedis intet for Snak. Hun haffde hafft et Barn med henders første Mand, som icke bleff gammelt, oc skulle ieg wel kunde haffwe fattet en Mißtancke til hender aff henders egen Ord, att hun maaskee haffde hiolpen til att forkorte ded Barns Dage; thi ded kom saa paa Tale engang om Encker, som giffter sig igien; da sagde hun iblant anded: »Den, der wil giffte sig andengang, maa icke haffwe Børn, thi saa forligis aldrig Manden med Quinden«. Ieg haffde meget der imod at sige, oc der iblant ded, att ieg spurte, hwad en Quinde skulle giøre dertil, som haffde et Barn med sin første Mand. Hun swarte med en Hast: »Legge Puden paa Hoffwedet!« Ded kunde ieg icke kiende for gott, men for stoer Synd, lagde ded witlyfftig vd. »Hwad Synd« (sagde hun), »om Barnet altiid war sygt, oc Manden bleff kranteworn derfor?« Ieg swarteder til, som ded sig burte, oc hun bleff icke wel til Fritz. Den Tale lagde ingen goed Grundwold hoes mig om henders vdloffwede Troeskab.
Quinden lawerte saa, førte mig fremdelis Budskab ind fra Kusken, hwad nyt der paßerte. Maren Bloks sendte wed hannem en Bønnebog, oc ded himmelig, thi ieg maatte slet ingen Bøger haffwe, icke Syenaal eller Knappenaal, derpaa haffde Quinden giort Eed for Slosf. effter Dronningens Befaling. Ded Aar gleed saa hen. Nyt Aars Dag ynskede Quinden mig ett glædeligt Aar1664.. Ieg tackede hender oc sagde: »Ded kand Gud giøre«. »Ia« (sagde hun), »om hand wil.« »Wil hand icke« (swarte ieg), »saa skeer ded oc icke, oc saa giffwer hand mig oc Taalmodighed att bære mit tunge Kaars.« »Ded er dog tungt« (sagde hun) »for mig; hwad skulle ded icke wære for Eder! Maatte ded enda bliffwe derwed oc icke bliffwe wærre for Eder!« Mig syntist, att ded kunde icke bliffwe wærre for mig, men bædre; thi Døden, paa hwad Maade den kom mig, den giorde Ende paa min Elendighed. »Ia« (sagde hun), »ded er icke lige gott, hwordant man døer.« »Ded er wist nok,« swarte ieg; »den eene døer i Fortuiffwelse, den anden med et frit Moed.« Slosf. sagde icke et Ord til mig den Dag. Quindens Samtale med Kudsken war lang; vden Twiffl har hun fortelt ham worris Samtale.
VdiMartiMaanet1664.kom Slosf. ind oc giorde sig heel mild, sagde iblant anded: »Nu seyd Ihr Wittib,[101]nukönt Ihr wol sagen alle Sachen Beschaffenheit.« (Ieg swarte med et Spørßmaal): »Können Wittiben alle Sachen Beschaffenheit sagen?« Hand smeel oc sagde: »Ich meine es nicht so; ich meine diese Verrätherei!« (Ieg swarte): »Ihr köndt andre darnach fragen, die es wißen; ich weis von keineVerrähterei!« Oc som hannem syntist, att ieg icke troede, min Mand war død, tog hand enAdvisfrem oc loed mig den læße, maaskee meest fordi min Mand stoed ille der i antegnet. Ieg sagde intet meget dertil anded end: »DieAvisenSchreibers sagen nicht allezeit die Warheit.« Ded maatte hand tage saa, som hand wille. Ieg laae saa hen i Haabet, att ded saa war, att min Herre wed Døden war siine Fiinder vntgaaet, oc tenckte wed mig selff med største Forundring, att ieg skulle leffwe den Dag att ynske min Herre døe; falt atter igien vdi bedrøffwede Tancker oc gad intet talt. Quinden meente, att ieg war bedrøffwet, att min Herre war døe, trøstede mig,oc ded heel fornufftig, men offwer henders Trøst forøgede sig forbigangene Tiiders Ihuekommelse, saa ieg kunde lenge der effter icke komme til att stille Sinded i Roelighed. Eders Tilstand, miine hierte kiere Børn, bekümrede mig. I haffde mist Eders Fader, med hannem Formue oc Raad; ieg er fangen oc elendig, kand intet hielpe Eder, hwercken med Raad eller Daad; I erre landflyctige oc i ded fremmede. For miine Sønner, de tre ældste, sørgede ieg icke saa meget som for miine Døttre oc yngste Søn.[102]Ieg saed heele Nætter offwerende i min Seng, thi ieg kunde icke soffwe, oc naar ieg haffwer Hoffwet Piine, saa kand ieg icke ligge need i Puden med mit Hoffwet. Ieg bad Gud inderligen om en naadig Forløßning. Ded haffwer icke behaget Gud, men hand gaff mig Taalmodighed att bære mit tunge Kaarß.
Mit Kaarß war mig saa meget diß tyngere i ded første, efftersom saa høyligen war forbøden icke att tilstæde mig hwercken Kniiff, Sax, Traa eller noget, ieg kunde fordriffwe Tiiden med. Omsider, der Sinded kom lit i Roelighed, tenckte ieg paa noget att tage mig til, oc som ieg haffde en Syenaal, som melded er, saa løste ieg miineBaand op i min Nattrøye, som ware breede liiffarwe Tafftis Baand. Ded Silke syde ieg med paa ded Stycke Kluud, ieg haffde, adskillige Blomster med smaa Sting. Der ded haffde Ende, drog ieg Traaer vd aff miine Lagen, twant dem oc syde der med. Imod ded haffde Ende, sagde Quinden en Dag: »Hwad wil I nu faa att giøre, naar dette slipper?« Ieg swarte: »O, ieg faar nok noget att giøre; skulle end Raffnene føre mig ded til, saa faar ieg ded.« Der paa spurte hun mig, om ieg kunde giøre noget med en brøt Træskee. Ieg swarte: »Maaskee wed I en?« Der hun haffde leet et Tag, tog hun en frem, som Bladded war halff aff. »Den« (sagde ieg) »kunde ieg wel giøre noget aff, haffde ieg Reedskab att giøre med. Kunde I offwertale Slosf. eller Pær Kudsk att laane mig en Kniiff?« »Ieg wil wel bede dem derom« (sagde hun), »men ieg wed nok, ded skeer icke.« Att hun sagde noget derom til Slosf., kunde ieg fornemme paa hands Swar, thi hand swarte høyt: »Sie hat kein Meßer nötig; ich wil das Eßen für ihr schneiden. Sie köndte leichte sich Schaden damit thun.«[103]Hwad hun sagde til Kudsken, wed ieg icke (ded wed ieg, att hun saae icke gierne, att ieg fik Kniff, thi hun war ræd for mig, som ieg siden fik att wiide). Quinden bragte ded Swar fra Kudsken, att hand for sit Liiff ey torde. Ieg sagde: »Kunde ieg faa et Stycke Glas, saa wille ieg see, hwad ieg kunde giøre wed ded StyckeSkee Skafft, mig til Nytte«; bad hender leede i en Kraag, som er vden for ded vderste Rom, der all Skarnet bleff henkast, hwilcket hun oc giorde, fant icke alleeneste Stycker Glas, men endoc et Stycke aff et Tin Laag, som haffde sit paa et Kruuß. Med Glasset giorde ieg aff Skeestumpen en Pind med toe Tacker, som ieg giorde Baand paa, oc endnu er i Brug (Silcket til Baandene tog ieg aff min Nattrøye neden om.) Ded Stycke aff Tin-Laaget bøyede ieg saaledis tilsammen, att ded siden tiente mig til Blækhorn. Ded er oc end nu i min Giemme. Til et Troeskabs Tegn bar Quinden mig samme Tiid en stoer Knappenaal, hwilcken war mig et gott Reedskab til att giøre Begyndelsen aff Skillerommet med imellem Tackerne oc skaffwe ded siden med Glaßet. Hun spurte mig, om ieg icke kunde hitte paa noget att leege med, Tiiden bleff hender saa lang. Ieg sagde: »Giffuer Pær goede Ord, saa flyer hand Eder wel noget Hør for Penge oc en Haand-Teen.« »O hwad!« swarte hun, »skulle ieg nu spinde? Giff Fanden spinde! For hwem skulle ieg spinde?« Ieg sagde: »For att fordriffwe Tiiden. Ieg wille wel spinne, om ieg haffde noget att giøre med.« »Ded maa I icke, min hierte Frue« (sagde hun); »ieg woffwer mig yderlig nok med ded, ieg flyr Eder«. »Wil I haffwe noget at leege med« (sagde ieg), »saa skaffer Eder nogle Nødder, saa wil wii leege med dem.« Ded giorde hun, oc wii leegte med dem som smaa Børn. Ieg tog oc tree aff Nødderne oc giorde Tærninger aff dem, satte paa hwær toe Slags Tal, oc leegte wii oc med dem. Oc paa ded den ⊙ kunde kiendis, som ieg giorde med den stoereKnappenaal,[104]bad ieg hender fly mig et Stycke Kriide, som hun oc giorde, oc ieg gnee Kriide der i. Bemelte Tærninger kom bort, ieg wed icke hwordant; ieg er i Meening, att Kudsken fick dem, maaskee den Gang hand luurte hender aff de offwerbleffwene Lyß oc Suckeret. Thi hand kom en Middag saa hæßb[l]æsende til hender oc sagde, att hun skulle flye hannem Lyßene, Suckeret, hand haffde baarren hender fra Maren Bloks, oc hwad hun haffde, som icke maatte sees, thi der skulle randsagis i wort Quarter. Hun løb vd dermed vnder Forklædet oc sagde mig intet derom, førend Døren war luct. Ieg giæmte, ded bæste ieg kunde, paa mig min Pind, mit Silcke oc den syde Klud med Synaal oc Knappenaal. Der bleff ingen Huußsøgning aff, oc war ickun Kudskens Putzeri for att faa de offwerbleffne Lyß fra hender, for hwilcke hun tit nok siden bandede hannem, saa wel som for Suckeret.