FODNOTER

FODNOTER[1]De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til Anna Brahe?) er dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til Anna Brahe) 5. Januar 1692, det tredie (til Otto Sperling den Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme) 4. Oktober 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt GehejmeraadBülowtil Sanderumgaard og ere trykte iNyt Aftenblad1826 S. 228—30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er henført til det urigtige Brev.[2]Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at der er nogen Forskjel paa Aftrykkenes Godhed.[3]Som et Exempelinstar omniumskal jeg anføre, at Forf. lader Leonora Christina fortælle, at hun blev hensat "i det elendige Fangehus ved den lange Bro(!!), som kaldes Blaataarn". Midt i alt det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat (nemlig de a. St. S. 143—46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget Fabrikat, men han har herved ganske overset, at næsten alle de historiske Angivelser i dette Stykke (alene med Undtagelse af Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv har tilsat) ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige Skildring. Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt Hele for sig. Jeg er oftere stødt paa det og har det i dette Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra Karen Brahes Bibliothek (jvfr.Vogelsang, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B. Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende Haandskrift for en Original).[4]Den første findes iNy kgl. SamlingNr. 2146,4. Afskrifterne af den latinske Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte, i samme Samling under Numrene 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3 Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at være "ex ipsius(ɔ: Leonora Christinas)autographo", men, som allerede antydet, maa dette dog — idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen — kun forstaaes saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er gjort efter selve Originalen.[5]Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme maa man endog antage, at det er Høyer selv, som har besørget den latinske Oversættelse, der gaar igjen i de mange Afskrifter.[6]At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig, som Ligheden mellem dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan hidrøre fra, at det førstnævnte Værk er udskrevet efter det sidste, derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som det dog her, hvor Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for vidtløftigt at opregne.[7]Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges derved, at Forf. paa flere Steder, før hun naar ned til det angivne Tidspunkt, taler i den nærværende Tid, saaledes fremforaltS. 220. De Forhold og Begivenheder, som her skildres, henhøre til Aaret 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint Aar. Men for ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6 Dele af hele Værket være udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid, medens Forf. til den tilbagestaaende Aars Begivenheder ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette afS. 224, hvor hun omtaler Noget, der foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer Begivenheder fra 1678 eller 1679. Hvad angaar de Grunde, der kunne have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere en Samtidighed mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil det maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar, med hvilket hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin Skildring, idet nemlig hendesFremgangsmaadei det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig Analogi til den, hun fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at den til den 19. Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag, skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med Sandheden (seS. 265 Anm. 2ogS. 16 Anm. 2).[8]Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at sammensmelte den oprindelige Fortale med det senere Tillæg til samme (S. 13 Anm.). Her foreligger et meget iøjnefaldende Exempel paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede Synspunkt.[9]Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har tryktalleSubstantiver med store Begyndelsesbogstaver ogalleIkke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at specificere her.[10]Senere rettet til: »haffwer mine Liidelser worren stoere oc mange, tunge oc vtallige«.[11]I Randen er senere tilføjet: »efftersom ieg nu er i Haab, att miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße trende sidste Aaringer meget er lættet.«[12]Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er bleven opmærksom paa dem.[13]De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder Anledning til at udtale mig nærmere om dem.[14]I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger, »udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres Uskyldighed at demonstrere.« Hun kom imidlertid ikke længere end til Korsør, hvorUlr. Chr. Gyldenløveforeviste hende en kongelig Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg, hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes Bortvisning fra Danmark. Den er trykt iBecker's Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441—47.[15]Om Processen i Malmø se isærMolbech, Et Bidrag til Corfitz Ulfeldts Levnetshistorie (Nyt hist. Tidsskrift4 Bd. S. 1 flg.); jvfr. Indledningen.[16]Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December 1661.[17]En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes Liv haves iMolbech's Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts Levnetshistorie (Nyt hist. Tidsskrift4 Bd. S. 369—441.) Af enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes: GeneralmajorFuchs's Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Flugtforsøg fra Bornholm iWolff's Journal f. Politik 1816, 1, 71—78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni 1661, smstds. 1, 193—98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts Flugtforsøg, smstds. 1, 198—214 og 2, 42—47;Fuchs's Svar paa Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227—35; Memorial angaaende Korf. Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3, 135—40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte Reverser hosPaus, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208—14.[18]Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge, samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter; seNyt histor. Tidsskrift4 Bd. S. 423 og 435—38; jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til GrevChr. RantzovogGabel, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den havde fundet Sted (seBecker's Saml. til Danm. Hist. under Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste forGabelsVedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf. siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.[19]Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se isærDanske Magazin3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den danske Resident i England,Simon de Petkum; jvfr. Indledningen. —DreiersNavn giver mig Anledning til at bemærke, at de allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller passende at supplere Forf.s Beretning.[20]Med hvad RetJørgen Skrøderbetegnes paa denne Maade, kan ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, seNye danske Magazin2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han — efter en Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand.H. C. A. Lund— Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at trænge til hende.[21]Hele dette Stykke er senere overstreget.[22]Slutningen af Fortalen fra Ordene:Vdi midler TiidindtilV. E. G.incler — paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en Uagtsomhed synes at være blevne skaanede — senere overstreget. Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685. Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt. Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere Tilskrevne, men med mindre Typer for endnu tydeligere at betegne Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian IV.s Skrivkalendere (Schlegel,Samml. zur dän. Geschichte2 Bd. 1, 61 ogNyt histor. Tidsskrift4 Bd. S. 338) født den8. Juli 1621, gammel Stil. Dette svarer nu rigtignok til den18. Juli, ny Stil, men for det Første bruger Leonora Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve hin Tidsangivelse 18.Julifremkommet ved en Rettelse af en ældre Dato, 11.Juni, som endnu ganske tydelig læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra Leonora Christina selv — og der er ikke Noget, som modsiger, at hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv — bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11.Juni, tilbage, og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende, forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en Anden en anden. Den yngreSperling, som, selv om han ikke var den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng. 2110 a-b, 4) den 11.Juni, ganske som vort Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den foregivne Selvbiografi (Bang's Samlinger 2, 126) har ligesom ogsaaHolberg(Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572),Paus(Corf. Uhlefeld 1, 25) ogSchønau(Lærde Fruentimmer S. 319) den 22.Juli.Hofman(Portraits historiquesP. 5 pag. 83 og Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22.Juni.[23]I Randen er tilføjet: »udi hwilcken er antegnet adskillige Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud gaff Styrcke«.[24]Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet, før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne Afslutning — skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet — notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen af Fortalen.[25]Det er: Fr. v.Ahlefeldt.[26]Det er:Arnfeldt.[27]Der har først staaet: »Anno1674 den 11.Iuni« (jvfr.S. 13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med Leonora Christinas egen Haand: »Anno1685 den 19.Maj.« Derefter er saa igjen — og, som det synes, endnu med samme Haand — 11.Iuniforandret til 18.Iuli(Blækket, hvormed denne Rettelse er foretaget, sees tydeligtovenpaaden Streg, der er draget hen over de udslettede Ord).[28]EpictetiEnchiridioncap. 43.[29]Peter Dreiervar egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten ganske opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende Tid var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager ved tre adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog derefter igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664. Paa den Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at have været Sekretær hosPetkum, og denne var det, som overdrog ham at ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning afKall-RasmusseniDanske Magazin3. R. 2 Bd. S. 78, hvor der ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere Skjæbne).[30]Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666 forlod han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i Commerce-Collegiet.[31]I Randen er senere tilføjet: »Ieg haffde en Ring med en Taffuel Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet i St[r]anden oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa min Tale, att der war noget i Munden«.[32]Hvilken RolleBratenspillede ved Leonora Christinas Anholdelse i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i Indledningen (Fremstillingen her støtter sig især til Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi) samtS. 9.[33]GeneralmajorAdolf Fuchs, hvis Strenghed og Brutalitet ikke lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var, endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt, hvad de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr.S. 7; ogsaa Korfits Ulfeldts ældste Søn,Christian U., kalder Fuchs en »Bonde og en Skræder af sit Haandværk«, seWolff's Journal f. Politik 1816, 2, 93—94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar han af Nogle antages at have været en Søn af General i ArtillerietHans Philip v. Fuchs, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret 1662 kom Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By Ulfeldt netop havde taget Ophold med sin Familie, og en Dag, daChristian Ulfeldt— der af Nogle siges kort i Forvejen at have været i Paris, men som i saa Tilfælde rimeligvis er kommen til Brygge i Følge med Forældrene, der nylig vare vendte hjem fra en Udflugt til denne By — møder Fuchs kjørende i Brygges Gader, springer han hen til hans Vogn og støder ham en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten. En Missive, som Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af dette Mord, er trykt — i Oversættelse — iWolff's Journal f. Politik 1816, 2, 90—96; jvfr.Paus, Corf. Uhlefeld 2, 216—17;Becker, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315;Danske Magazin3 R. 1 Bd. S. 280—81. HosPausa. St. er ogsaa aftrykt et Brev fra GrevChristian Rantzovtil Korf. Ulfeldt, hvori den Første lover at gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos Frederik III.[34]Niels Rosenkrandstil Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658 af — det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, seLøvenskjold, Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2 flg. — været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig udmærket sig i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter den nedenfor omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for Livregimentet og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til Generallieutenant. Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.[35]Steen Andersen Bille, en naturlig Søn af RigsmarskAnders Bille, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som Major ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget i den danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér og Vicekommandant i Kjøbenhavn.[36]Maaske den Samme, som iO. H. Moller'sNachr. von d. Geschlecht derer von AhlefeldtS. 306 nævnes som Ritmester 1661, og som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads Erobring; seExtraord. maanedl. Relationer1677, S. 502.[37]ɔ:Ahlefeldt. Han maa ikke forvexles med Fætteren af samme Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler o. s. v. Den her nævnteFr. v. Ahlefeldttil Maasleben og Hald var allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods (han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant i Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant. Han døde den 4. Januar 1672.[38]Hendes Navn varAugusta von der Wisch.[39]Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe)Frants Eberhard v. Speckhan's Kone. Hun havde tidligere været gift med en Borgmester i Kjøbenhavn,Reinholdt Hansen, og (efter dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina. Hun var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus toge Korf. Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra Malmø, og medens de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede hun en Del af deres rørlige Gods for dem. Jvfr.Suhm, Nye Saml. til d. dan. Historie 1 Bd. S. 99;Histor. Tidsskrift3 Bd. S. 386 og 471;Nyt histor. Tidsskr.4 Bd. S. 383—84 og 391;For Literatur og Kritik1 Bd. S. 171—72.[40]Birgitte Ulfeldtvar en yngre Søster til Korfits U. Hun var født den 9. November 1614 og blev 1630 gift medOtte Krafsetil Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun 2 Gange løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste til Holland og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end dette forholder sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling (trykt — i Oversættelse — iWolff's Journ. f. Politik 1816, 1, 121—27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende. Han kalder hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt ham og hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen til Hamborg (der opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at udspionere hans Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og forbyder Sperling at lade hende komme i sit Hus eller at lade hende se Sønnen, Leon Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling. Han vil ikke hjælpe hende med en Skilling, om hun end skulde styrte død om af Sult eller blive nødt til at gaa i Fattighus.[41]I Randen er senere tilføjet: »Mig skulle snarere haffue mange derris Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade Mænd oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte.«[42]Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; seS. 17.[43]SlotsfogedJochum WaldburgellerJochim Waltpurger, om hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i Dinas Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; seHøytrengende Æris ForsuarS. 90.[44]Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt iDanske Magazin3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr.Becker, Saml. til Danm. Hist. und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289;Bircherod's Dagbøger ved Molbech S. 89.[45]Christian Rantzovtil Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve, 1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa Bornholm (jvfr. dogS. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge Forbøn hos Kongen for hans Søn; seS. 22 Anm.2. Naar desuagtet Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. —Christoffer GabelogPeder Reedtzspillede begge en saa fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det et enkelt Sted (Danske Magazin3 R. 1 Bd. S. 286—87) hedder, at Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist fuldstændig opdigtet. —Erik Kragtil Bramminge (f. omtr. 1620, omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672) vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk, nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over Leonora Christina.[46]Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt iHofman's Danske Adelsmænd 2 D. S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr.Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter1806, S. 193—94 og 1808, S. 158.[47]D. e.Joseph Frants Borro(ellerBurrhus), den bekjendte Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.[48]Jan Marcus Cassettavar en flamsk Adelsmand, som efter Alt, hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en trofast Støtte i Nøden; se bl.A. Suhm, Nye Samlinger 3 Bd. S. 250;Wolff, Journ. f.Politik 1815, 4, 279;Danske Magazin3 R. 1 Bd. S. 286—87 og 292—93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen. Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de Forholdsregler, som den danske Udsending, GeneraladjudantMikkel Skov, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene,Anne Cathrine, den samme, som senere — efter Mandens Død — levede sammen med Moderen paa Maribo Kloster.[49]Familiend'Arandavar en af de mest ansete Slægter i Brygge; i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,Bernard d'Aranda, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene (François?) var Borgmester i Brygge, den anden,Emanuel, Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662—63 opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede endog en Tidlang hos den ene af dem. Se isærBiographie nationale publ. par l'acad. royale des sciencesetc.de BelgiqueT. 1. pag. 356—61; jvfr.Paus2, 286;Wolff, Journ. f. Polit. 1815, 4, 272 og 279;Danske Magazin3 R. 1 Bd. S. 286.[50]Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen yderligere Oplysning.[51]RigsadmiralHenrik Bjelke(f. 1615, 1649 Befalingsmand paa Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift medEdel Ulfeldt, en Søster til Korfits Ulfeldts SvogerEbbe Ulfeldt. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A. ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at forlade Landet, seHistor. Tidsskrift3 Bd. S. 449), og skjønt man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt efter GeneralmajorSpansBeretning skal have sagt, nemlig atRigensAdmiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod Kongen og Landet Hindringer i Vejen (Paus2, 238), fatter man dog let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over Ulfeldt.[52]Oluf Brokkenhuustil Hjulebjerg (Befalingsmand paa Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot, 1665—68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf. Ulfeldt,Karen U.(f. 1611).Ogsaa han var en Ven af Korfits, og af et Brev fra denne (Wolff's Journ. f. Politik 1816, 1, 132) fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det Sidste.[53]ElisabethellerElse Parsberg, en Datter af RigsraadOluf Parsbergtil Jernit, havde været gift medLaurids Ulfeldttil Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale, var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes Brevvexling med denne Mand, som er trykt hosWolff, Griffenfelds Levnet S. 169—80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.[54]Marie Ulfeldtvar en Søster til Korfits U. Hun var født 1619 og blev 1634 gift medAxel Arnfeldttil Basnæs. Nogle Optegnelser af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte iDanske Magazin, 3 Bd.S. 362—65.[55]Charles de Gontaut, Hertug afBiron, en af sin Tids første Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.[56]Senere er tilføjet: »oc der bleff luct«.[57]Det beror paa en Forvexling, naarT. Hofman, Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder HovmesterindenAbel Cathrine von der Wisch. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens Kvinde«. Hun var gift medHans Hansen Osten, Proviantskriver paa Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en Stiftelse, de efter hende opkaldteAbel Cathrines Boder; jvfr. Indskriften paa hendes Epitaphium iThurah'sHafnia hodiernapag. 291 samtH. Hofman's Saml. af Fundationer T. 10 S. 368—70. (Om iøvrigt v. d.Wischvar hendes Pigenavn, eller om det ikke snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal, bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun iPontoppidan'sAnnales ecclesiæ Dan.4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr.Mesing, thi efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) OberstSchaffshausen(se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind i Landet med Dronning Sophie Amalie.[58]Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er tilskrevet i Randen: »Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at noget war indsyet om mit Knæ.« — Jvfr.S. 21 Anm. 3.

[1]De ere alle skrevne paa Maribo Kloster. Det ældste af dem (til Anna Brahe?) er dateret 13. Januar 1689, det næste i Tiden (til Anna Brahe) 5. Januar 1692, det tredie (til Otto Sperling den Yngre) 27. September 1692 og det sidste (til Samme) 4. Oktober 1692. Idetmindste de 2 første af disse Breve have tidligere tilhørt GehejmeraadBülowtil Sanderumgaard og ere trykte iNyt Aftenblad1826 S. 228—30, hvor dog Udskriften til Anna Brahe er henført til det urigtige Brev.

[2]Det turde dog maaske være rigtigt at gjøre opmærksom paa, at der er nogen Forskjel paa Aftrykkenes Godhed.

[3]Som et Exempelinstar omniumskal jeg anføre, at Forf. lader Leonora Christina fortælle, at hun blev hensat "i det elendige Fangehus ved den lange Bro(!!), som kaldes Blaataarn". Midt i alt det Uægte er dog et virkelig authentisk Stykke indsat (nemlig de a. St. S. 143—46 aftrykte Vers med tilhørende Anmærkninger), som Forfatteren da ogsaa har forsøgt at smelte sammen med sit eget Fabrikat, men han har herved ganske overset, at næsten alle de historiske Angivelser i dette Stykke (alene med Undtagelse af Datoen for Leonora Christinas Fødselsdag, som han selv har tilsat) ere helt forskjellige fra dem, der forekomme i den egentlige Skildring. Det paagjældende Stykke danner ellers altid et særskilt Hele for sig. Jeg er oftere stødt paa det og har det i dette Øjeblik liggende for mig i en Afskrift fra Karen Brahes Bibliothek (jvfr.Vogelsang, Fortegn. over Haandskrifterne i K. B. Bibliothek Nr. 313,2. V. antager med Urette det paagjældende Haandskrift for en Original).

[4]Den første findes iNy kgl. SamlingNr. 2146,4. Afskrifterne af den latinske Oversættelse findes, saavidt de ere mig bekjendte, i samme Samling under Numrene 2141b,4; 2143,4; 2144,4; 2145,4 (3 Exemplarer); 2146c,4. De angive sig alle at være "ex ipsius(ɔ: Leonora Christinas)autographo", men, som allerede antydet, maa dette dog — idetmindste saavidt jeg har undersøgt Sagen — kun forstaaes saaledes, at de ere Kopier af en Oversættelse, som er gjort efter selve Originalen.

[5]Efter en Paaskrift paa 2 af de nævnte Haandskrifter at dømme maa man endog antage, at det er Høyer selv, som har besørget den latinske Oversættelse, der gaar igjen i de mange Afskrifter.

[6]At Selvbiografiens Datering i alt Fald for saavidt er rigtig, som Ligheden mellem dens og "Jammers-Mindets" Fremstilling ikke kan hidrøre fra, at det førstnævnte Værk er udskrevet efter det sidste, derfor borge tilstrækkelig indre Grunde, som det dog her, hvor Selvbiografien kun i Forbigaaende omtales, vilde være for vidtløftigt at opregne.

[7]Denne Paastand kunde ved første Øjekast synes at modsiges derved, at Forf. paa flere Steder, før hun naar ned til det angivne Tidspunkt, taler i den nærværende Tid, saaledes fremforaltS. 220. De Forhold og Begivenheder, som her skildres, henhøre til Aaret 1674, og efter den Maade, hvorpaa Forf. skildrer dem, skulde man virkelig tro, at Beretningen om dem var nedskrevet i selve hint Aar. Men for ikke at tale om, at i saa Tilfælde maatte omtrent 5/6 Dele af hele Værket være udarbejdet i Løbet af et halvt Aars Tid, medens Forf. til den tilbagestaaende Aars Begivenheder ere fortalte, at Forf. endnu ikke er naaet op til en egentlig samtidig Skildring. Navnlig fremgaar dette afS. 224, hvor hun omtaler Noget, der foregik i 1676, og i samme Pennestrøg skildrer Begivenheder fra 1678 eller 1679. Hvad angaar de Grunde, der kunne have bevæget Forf. til saaledes at ville fingere en Samtidighed mellem de forefaldne Begivenheder og sin Beretning om dem, vil det maaske være tilstrækkeligt at minde om, at 1674 netop var det Aar, med hvilket hun fra Begyndelsen af havde tænkt at afslutte sin Skildring, idet nemlig hendesFremgangsmaadei det nævnte Tilfælde herved kommer til at frembyde en fuldstændig Analogi til den, hun fulgte, da hun forsøgte at give det Udseende af, at den til den 19. Maj 1685 fortsatte Skildring var afsluttet paa selve denne Dag, skjønt dette, strengt taget, heller ikke ganske stemmer med Sandheden (seS. 265 Anm. 2ogS. 16 Anm. 2).

[8]Jvfr. ogsaa den Maade, hvorpaa Forf. har forsøgt at sammensmelte den oprindelige Fortale med det senere Tillæg til samme (S. 13 Anm.). Her foreligger et meget iøjnefaldende Exempel paa en formel Rettelse, som er foretaget under det antydede Synspunkt.

[9]Jeg kan ikke betegne min Fremgangsmaade saaledes, at jeg har tryktalleSubstantiver med store Begyndelsesbogstaver ogalleIkke-Substantiver med smaa, thi der er til begge Sider ikke faa Undtagelser, som jeg dog ikke anser det for nødvendigt at specificere her.

[10]Senere rettet til: »haffwer mine Liidelser worren stoere oc mange, tunge oc vtallige«.

[11]I Randen er senere tilføjet: »efftersom ieg nu er i Haab, att miine Skriffter Eder kand komme til Hænde, mit Fengsel oc diße trende sidste Aaringer meget er lættet.«

[12]Dette Sted kan mærkes som et Exempel paa en af de Ordstillinger, som Forf. ved den i Indledningen omtalte Revision af Haandskriftet ellers i Almindelighed har rettet, forsaavidt hun er bleven opmærksom paa dem.

[13]De Begivenheder, hvortil her sigtes, tør i deres Hovedtræk forudsættes at være saa almindelig kjendte, at jeg ikke finder Anledning til at udtale mig nærmere om dem.

[14]I November 1656 besluttede Leonora Christina, som dengang i længere Tid havde opholdt sig med sin Familie paa Slottet Barth i Pommeren, at gjøre en Rejse til Danmark, for, som hun selv siger, »udi al Underdanighed at søge Hs. kgl. Majt. min Herres Uskyldighed at demonstrere.« Hun kom imidlertid ikke længere end til Korsør, hvorUlr. Chr. Gyldenløveforeviste hende en kongelig Ordre til at vende om, og for at være saa meget mere sikker paa, at denne blev efterlevet, ledsagede Gyldenløve hende selv til Nyborg, hvorfra Rejsen gik videre gjennem Fyen, Slesvig og Holsten. Hun ankom den 15. December til Barth, og det er saaledes ikke ganske nøjagtigt, naar hun ovenfor siger, at Rejsen foregik 1657. Man har en egenhændig Beretning af Leonora Christina om denne hendes Bortvisning fra Danmark. Den er trykt iBecker's Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 2 D. S. 441—47.

[15]Om Processen i Malmø se isærMolbech, Et Bidrag til Corfitz Ulfeldts Levnetshistorie (Nyt hist. Tidsskrift4 Bd. S. 1 flg.); jvfr. Indledningen.

[16]Nemlig fra sidst i Juli 1660 til noget over Midten af December 1661.

[17]En saadan Beskrivelse er ikke kjendt, men maaske kan den endnu findes i det Waldstein'ske Familiearkiv. En kritisk Fremstilling af hele det paagjældende Afsnit af Korfits Ulfeldts og hans Gemalindes Liv haves iMolbech's Andet Bidrag til Corf. Ulfeldts Levnetshistorie (Nyt hist. Tidsskrift4 Bd. S. 369—441.) Af enkelte herhen hørende trykte Aktstykker kunne især mærkes: GeneralmajorFuchs's Indberetning om Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Flugtforsøg fra Bornholm iWolff's Journal f. Politik 1816, 1, 71—78; Sammes Indberetning om de Fangnes Tilstand i Juni 1661, smstds. 1, 193—98; Vidneforhør i Anledning af Ulfeldts Flugtforsøg, smstds. 1, 198—214 og 2, 42—47;Fuchs's Svar paa Ulfeldts Beskyldninger, smstds. 1, 227—35; Memorial angaaende Korf. Ulfeldt og Leonora Christina, skrevet i Marts 1662, smstds. 3, 135—40; Ulfeldts »Deprecations-Skrivelse« og 2 af ham udstedte Reverser hosPaus, Corf. Uhlefeld, 2 Part, S. 208—14.

[18]Blandt de mange haarde Betingelser, som Ulfeldt maatte underkaste sig for tilligemed sin Gemalinde at komme paa fri Fod igjen, var ogsaa den, at han skulde afstaa til Kongen Alt, hvad han ejede af faste Ejendomme og Jordegods i Sjælland, Jylland og Norge, samt desuden annullere en Obligation paa 63,000 Rdl. foruden paaløbne Renter, som Frederik III. 1658 havde maattet udstede til ham som Erstatning for de af hans sekvestrerede Godser oppebaarne Indtægter; seNyt histor. Tidsskrift4 Bd. S. 423 og 435—38; jvfr. Indledningen. At hans Løsladelse ogsaa havde kostet ham temmelig store Summer til andre Personer, navnlig til GrevChr. RantzovogGabel, fortaltes i Kjøbenhavn strax efter, at den havde fundet Sted (seBecker's Saml. til Danm. Hist. under Frederik III. 1 D. S. 273), og det bekræftes, idetmindste forGabelsVedkommende, længere henne i dette Skrift, idet Forf. siger, at denne som Betaling for ydet Hjælp ved hin Lejlighed havde faaet 5000 Rdlr. af hendes Mand.

[19]Den Sum, som Korfits Ulfeldt af sine egne Midler havde forstrakt Karl II. med, da denne landflygtig opholdt sig i Nederlandene, beløb sig til 18700 Rdlr. Angaaende Maaden, hvorpaa Leonora Christina søgte at inddrive denne Fordring, se isærDanske Magazin3 R. 2 Bd. S. 54 flg., hvor der ogsaa findes trykt en Del Aktstykker, som have Hensyn til hendes Anholdelse i Dover ved den danske Resident i England,Simon de Petkum; jvfr. Indledningen. —DreiersNavn giver mig Anledning til at bemærke, at de allerfleste af de her i Fortalen nævnte Personer selvfølgelig ville blive nærmere omtalte i den egentlige Skildring, og indtil da opsætter jeg ogsaa Meddelelsen af de Oplysninger, hvormed det for enkelte af disse Personers Vedkommende synes mig nødvendigt eller passende at supplere Forf.s Beretning.

[20]Med hvad RetJørgen Skrøderbetegnes paa denne Maade, kan ikke afgjøres, da han, saavidt jeg ved, ikke i noget hidtil kjendt Skrift eller Aktstykke findes omtalt i Forbindelse med den Ulfeldt'ske Familie (han nævnes 1646 som »Munster-Commissarius«, seNye danske Magazin2 Bd. S. 290 og 292; 1668 fik han — efter en Notits fra Rentekammerarkivet, meddelt mig af Cand.H. C. A. Lund— Bestalling som Legationssekretair med 300 Rd. aarlig Gage), og da nu Forf. ovenikjøbet har glemt at omtale ham i den egentlige Skildring, saaledes som hun her bebuder at ville gjøre, faar man heller ikke at vide, hvorledes det gik til, at han kom til at trænge til hende.

[21]Hele dette Stykke er senere overstreget.

[22]Slutningen af Fortalen fra Ordene:Vdi midler TiidindtilV. E. G.incler — paa nogle enkelte Ord nær, der kun ved en Uagtsomhed synes at være blevne skaanede — senere overstreget. Grunden hertil er let at se. Som det nemlig i Indledningen antydedes, er denne Fortale skrevet, før Forf. begyndte paa den egentlige Skildring, som hun fra først af ikke havde tænkt at føre længere ned i Tiden end til Aar 1674. Imidlertid vare hendes Trængsler meget langt fra at være til Ende med dette Aar, og ligesom hun paa Grund heraf under selve Udarbejdelsen bestemte sig til at fortsætte Skildringen udover den oprindelig paatænkte Grændse, saaledes har hun ogsaa, efterat det Hele var færdigt, ment at burde udvide Fortalen saavidt, at den kom til at omfatte Begivenhederne lige ned til hendes Udfrielse af Fangenskabet 1685. Forat imidlertid en saadan Udvidelse kunde finde Sted, var det først og fremmest nødvendigt at udslette Slutningsordene i den oprindelige Fortale, og dette er da ogsaa sket, som ovenfor sagt. Derpaa er saa Fortsættelsen i Form af 4 beskrevne Blade indheftet i Haandskriftet umiddelbart efter den første Fortale. Den er skrevet paa ganske lignende Papir og med ganske samme Skrifttræk som den sidste Del af selve Værket. Men uagtet Forf.s Bestræbelser for at sammensmelte den oprindelige Fortale og det senere Tilføjede til en Enhed, vil man let overbevise sig om, at hun har taget Sagen altfor overfladisk, til at dette skulde kunne lykkes, og jeg har derfor ikke betænkt mig paa her at gjengive den tidligere Fortale i dens første Skikkelse, idet jeg dog bagefter aftrykker det senere Tilskrevne, men med mindre Typer for endnu tydeligere at betegne Forskjellen i Tid og Affattelse mellem de to Stykker.Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian IV.s Skrivkalendere (Schlegel,Samml. zur dän. Geschichte2 Bd. 1, 61 ogNyt histor. Tidsskrift4 Bd. S. 338) født den8. Juli 1621, gammel Stil. Dette svarer nu rigtignok til den18. Juli, ny Stil, men for det Første bruger Leonora Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve hin Tidsangivelse 18.Julifremkommet ved en Rettelse af en ældre Dato, 11.Juni, som endnu ganske tydelig læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra Leonora Christina selv — og der er ikke Noget, som modsiger, at hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv — bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11.Juni, tilbage, og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende, forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en Anden en anden. Den yngreSperling, som, selv om han ikke var den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng. 2110 a-b, 4) den 11.Juni, ganske som vort Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den foregivne Selvbiografi (Bang's Samlinger 2, 126) har ligesom ogsaaHolberg(Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572),Paus(Corf. Uhlefeld 1, 25) ogSchønau(Lærde Fruentimmer S. 319) den 22.Juli.Hofman(Portraits historiquesP. 5 pag. 83 og Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22.Juni.

Endnu kan med Hensyn til Tidsangivelsen under Fortalen mærkes Følgende: Leonora Christina var efter Optegnelserne i Christian IV.s Skrivkalendere (Schlegel,Samml. zur dän. Geschichte2 Bd. 1, 61 ogNyt histor. Tidsskrift4 Bd. S. 338) født den8. Juli 1621, gammel Stil. Dette svarer nu rigtignok til den18. Juli, ny Stil, men for det Første bruger Leonora Christina ellers overalt i Haandskriftet den ældre Tidsregning, og dernæst er selve hin Tidsangivelse 18.Julifremkommet ved en Rettelse af en ældre Dato, 11.Juni, som endnu ganske tydelig læses under den anden. Selv om man altsaa antager, at Rettelsen hidrører fra Leonora Christina selv — og der er ikke Noget, som modsiger, at hun kan have foretaget den i et senere Afsnit af sit Liv — bliver dog altid Vanskeligheden med den ældre Dato: 11.Juni, tilbage, og at denne sidste ikke kan betragtes som en ligefrem Skrivfejl, skjønnes deraf, at i Leonora Christinas authentiske haandskrevne Selvbiografi (jvfr. Indledn.) angives ligeledes den 11. Juni som hendes Fødselsdag. Med andre Ord: Leonora Christina har virkelig til en Tid været uvidende om, hvad Dag hun var født. Hvorledes nu dette snarest maa forklares, om saaledes, at hun maaske har glemt sin Fødselsdag i de mange Trængselsaar, hun tilbragte dels udenfor Fædrelandet, dels i Fængslet, eller om hun maaske i sin Ungdom aldrig har kjendt den, skal jeg ikke forsøge at afgjøre. Kun skal jeg bemærke, at alle Forfattere, som have skrevet om hende, forinden Christian IV.s Kalenderoptegnelser bleve udgivne, ligeledes angive hendes Fødselsdag urigtigt (Gravskriften i Maribo Kirke har dog det Rette), men saaledes, at En angiver en Dato, en Anden en anden. Den yngreSperling, som, selv om han ikke var den, til hvem Leonora Christinas i Form af et Brev affattede Selvbiografi var stilet (hvilket er saa godt som afgjort), paa Grund af sit nære personlige Forhold til Leonora Christina maatte antages at have alle den Slags Efterretninger fra hende selv, har i sine Collectanea »de feminis eruditis« (Orig. i Gl. kgl. Smlng. 2110 a-b, 4) den 11.Juni, ganske som vort Haandskrift, og først senere er der ved Siden af tilføjet: »vel potius in Julio«. Den foregivne Selvbiografi (Bang's Samlinger 2, 126) har ligesom ogsaaHolberg(Danm. Riges Hist. T. 3 S. 572),Paus(Corf. Uhlefeld 1, 25) ogSchønau(Lærde Fruentimmer S. 319) den 22.Juli.Hofman(Portraits historiquesP. 5 pag. 83 og Danske Adelsmænd 2 D. S. 316) har 22.Juni.

[23]I Randen er tilføjet: »udi hwilcken er antegnet adskillige Widerwertigheder, mig haffwer angreben, som for mangen en skulle haffwe werret haardere att imod staa end som Fengsels Twang. Gud gaff Styrcke«.

[24]Skjønt den ovenstaaende Bemærkning og Dato kunde synes at gjøre det ganske utvivlsomt, at det her aftrykte Tillæg til den oprindelige Fortale er nedskrevet i Fængslet, er der dog paa den anden Side Meget, der taler for, at det ikke kan være skrevet, før selve den egentlige Beretning var afsluttet, og da denne Afslutning — skjønt tildels ogsaa dateret fra Fængslet — notorisk først har fundet Sted efter Løsladelsen, er det idetmindste sandsynligt, at det Samme gjælder om Afslutningen af Fortalen.

[25]Det er: Fr. v.Ahlefeldt.

[26]Det er:Arnfeldt.

[27]Der har først staaet: »Anno1674 den 11.Iuni« (jvfr.S. 13 Anm.) Dette er saa overstreget, og ved Siden af er skrevet med Leonora Christinas egen Haand: »Anno1685 den 19.Maj.« Derefter er saa igjen — og, som det synes, endnu med samme Haand — 11.Iuniforandret til 18.Iuli(Blækket, hvormed denne Rettelse er foretaget, sees tydeligtovenpaaden Streg, der er draget hen over de udslettede Ord).

[28]EpictetiEnchiridioncap. 43.

[29]Peter Dreiervar egentlig Rektor ved Vordingborg Skole. Paa Grund af Krigen med Sverig blev imidlertid Skolen næsten ganske opløst i Slutningen af Aaret 1658, og i den nærmest følgende Tid var nu Dreier »af Hans kongelige Maj. mærkelige Sager ved tre adskillige høikongelige Ambassader forløvet.« Han overtog derefter igjen Rektoratet, som han dog definitivt nedlagde 1664. Paa den Tid, da Leonora Christina var i England, synes han at have været Sekretær hosPetkum, og denne var det, som overdrog ham at ledsage Grevinden til Kjøbenhavn. (Efter en Anmærkning afKall-RasmusseniDanske Magazin3. R. 2 Bd. S. 78, hvor der ogsaa gives nogle Oplysninger om Mandens senere Skjæbne).

[30]Han havde tidligere været dansk Konsul i Dünkirchen. 1666 forlod han England, og et Par Aar efter blev han Præsident i Commerce-Collegiet.

[31]I Randen er senere tilføjet: »Ieg haffde en Ring med en Taffuel Steen paa 200 Rdr., den beed ieg Steenen aff, kaste Gullet i St[r]anden oc beholt Steenen i Munden. Ded kunde icke merckis paa min Tale, att der war noget i Munden«.

[32]Hvilken RolleBratenspillede ved Leonora Christinas Anholdelse i Dover, er allerede i Hovedtrækkene antydet i Indledningen (Fremstillingen her støtter sig især til Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi) samtS. 9.

[33]GeneralmajorAdolf Fuchs, hvis Strenghed og Brutalitet ikke lidet havde bidraget til at forøge Korfits Ulfeldts og Leonora Christinas Kvaler under deres Fangenskab paa Hammershuus, var, endnu før de selv frigaves, bleven afløst af en Anden i sin Post som Kommandant paa Bornholm. Det blev dog derfor ikke glemt, hvad de havde maattet lide af denne »Bondesøn« (jvfr.S. 7; ogsaa Korfits Ulfeldts ældste Søn,Christian U., kalder Fuchs en »Bonde og en Skræder af sit Haandværk«, seWolff's Journal f. Politik 1816, 2, 93—94, og det er saaledes næppe rigtigt, naar han af Nogle antages at have været en Søn af General i ArtillerietHans Philip v. Fuchs, som faldt i Slaget ved Lutter.) I Efteraaret 1662 kom Fuchs med sin Kone til Brygge, i hvilken By Ulfeldt netop havde taget Ophold med sin Familie, og en Dag, daChristian Ulfeldt— der af Nogle siges kort i Forvejen at have været i Paris, men som i saa Tilfælde rimeligvis er kommen til Brygge i Følge med Forældrene, der nylig vare vendte hjem fra en Udflugt til denne By — møder Fuchs kjørende i Brygges Gader, springer han hen til hans Vogn og støder ham en Dolk i Hjertet, hvorefter han tager Flugten. En Missive, som Christian Ulfeldt selv udsendte i Anledning af dette Mord, er trykt — i Oversættelse — iWolff's Journal f. Politik 1816, 2, 90—96; jvfr.Paus, Corf. Uhlefeld 2, 216—17;Becker, Saml. til Danm. Hist. under Fredr. III. 1 D. S. 315;Danske Magazin3 R. 1 Bd. S. 280—81. HosPausa. St. er ogsaa aftrykt et Brev fra GrevChristian Rantzovtil Korf. Ulfeldt, hvori den Første lover at gaa i Forbøn for Ulfeldts Søn hos Frederik III.

[34]Niels Rosenkrandstil Stougaard (f. 1627) havde ligefra 1658 af — det Aar, da Livregimentet til Fods blev oprettet, seLøvenskjold, Efterretn. om den kongel. Livgarde til Fods S. 2 flg. — været Oberstlieutenant ved dette Regiment og højlig udmærket sig i denne Stilling under Kjøbenhavns Belejring. Efter den nedenfor omtalte Fr. v. Ahlefeldts Død 1672 blev han Chef for Livregimentet og Kommandant i Kjøbenhavn, og 1675 udnævntes han til Generallieutenant. Han faldt for Helsingborg den 2. Juli 1676.

[35]Steen Andersen Bille, en naturlig Søn af RigsmarskAnders Bille, havde under Kjøbenhavns Belejring gjort Tjeneste som Major ved Studenternes Regiment. Han blev legitimeret og optaget i den danske Adelsstand 1679 og døde 1698 som Brigadér og Vicekommandant i Kjøbenhavn.

[36]Maaske den Samme, som iO. H. Moller'sNachr. von d. Geschlecht derer von AhlefeldtS. 306 nævnes som Ritmester 1661, og som døde som Oberst 1676 af et Saar, han fik ved Christianstads Erobring; seExtraord. maanedl. Relationer1677, S. 502.

[37]ɔ:Ahlefeldt. Han maa ikke forvexles med Fætteren af samme Navn, som var Statholder i Kjøbenhavn og senere efterhaanden blev tydsk Rigsgreve, dansk Greve (til Langeland), Storkantsler o. s. v. Den her nævnteFr. v. Ahlefeldttil Maasleben og Hald var allerede under Kjøbenhavns Belejring, i hvilken han særlig udmærkede sig, Generalmajor og Oberst ved Livregimentet til Fods (han var dette Regiments første Chef). 1662 blev han Kommandant i Kjøbenhavn, og 1671 udnævntes han til Generallieutenant. Han døde den 4. Januar 1672.

[38]Hendes Navn varAugusta von der Wisch.

[39]Ceremonimester (senere Gehejmeraad og Stiftamtmand i Ribe)Frants Eberhard v. Speckhan's Kone. Hun havde tidligere været gift med en Borgmester i Kjøbenhavn,Reinholdt Hansen, og (efter dennes Død?) en Tidlang været i Tjeneste hos Leonora Christina. Hun var den Ulfeldt'ske Familie meget hengiven. I hendes Hus toge Korf. Ulfeldt og Leonora Christina ind efter Flugten fra Malmø, og medens de sade fangne paa Hammershuus, opbevarede hun en Del af deres rørlige Gods for dem. Jvfr.Suhm, Nye Saml. til d. dan. Historie 1 Bd. S. 99;Histor. Tidsskrift3 Bd. S. 386 og 471;Nyt histor. Tidsskr.4 Bd. S. 383—84 og 391;For Literatur og Kritik1 Bd. S. 171—72.

[40]Birgitte Ulfeldtvar en yngre Søster til Korfits U. Hun var født den 9. November 1614 og blev 1630 gift medOtte Krafsetil Egholm. Manden skal have behandlet hende saa haardt, at hun 2 Gange løb fra ham, og det hedder, at hun begge Gange rejste til Holland og levede der som Tjenestepige. Hvorledes nu end dette forholder sig, synes det afgjort, at hun var et højst nederdrægtigt Fruentimmer. Korfits Ulfeldt betegner hende i et Brev til Sperling (trykt — i Oversættelse — iWolff's Journ. f. Politik 1816, 1, 121—27) som sin og Leonora Christinas dødeligste Fjende. Han kalder hende en Slange og en forbandet Kvinde, som har forraadt ham og hans Kone for Regeringen, og som kun er kommen til Hamborg (der opholdt hun sig, da Brevet blev skrevet) for at udspionere hans Sager. Han siger, at hun er fuld af Løgn, og forbyder Sperling at lade hende komme i sit Hus eller at lade hende se Sønnen, Leon Ulfeldt, som blev opdraget af Sperling. Han vil ikke hjælpe hende med en Skilling, om hun end skulde styrte død om af Sult eller blive nødt til at gaa i Fattighus.

[41]I Randen er senere tilføjet: »Mig skulle snarere haffue mange derris Weemodighed beweget til Kleenmodighed; thi attskillige baade Mænd oc Quinder fælte Taarer, ia de, ieg icke kiendte.«

[42]Denne Parenthes er senere overstreget, og dens Indhold optaget i Tillæget til den oprindelige Fortale til Skriftet; seS. 17.

[43]SlotsfogedJochum WaldburgellerJochim Waltpurger, om hvem der ofte vil blive Tale i det Følgende, var allerede i Dinas Sag optraadt fjendtligt mod den Ulfeldt'ske Familie. Idetmindste fortæller Korfits U., at han i den Tid, Dina og hendes Moder sade fangne paa Kjøbenhavns Slot, ikke blot stræbte at gjøre den Første Fængslet saa behageligt som muligt, men at han endog, først ved gode Ord, siden ved Trudsler og Sult, søgte at overtale Moderen til at erklære, at Korfits Ulfeldt var Fader til Dinas Barn; seHøytrengende Æris ForsuarS. 90.

[44]Med den foranstaaende Beretning om Leonora Christinas Ankomst til Kjøbenhavn og Indsættelse i Blaataarn kan sammenlignes en samtidig trykt Beretning af et Øjenvidne (optrykt iDanske Magazin3 R. 2 Bd. S. 73); jvfr.Becker, Saml. til Danm. Hist. und. Fredr. III. 2 D. S. 11 flg. og S. 289;Bircherod's Dagbøger ved Molbech S. 89.

[45]Christian Rantzovtil Breitenburg (1650 tydsk Rigsgreve, 1661 Overstatholder og samme Aar Premierminister) var, som allerede i Indledningen omtalt, den, der nærmest blev Midlet til Korf. Ulfeldts og Leonora Christinas Løsladelse fra Fangenskabet paa Bornholm (jvfr. dogS. 7 Anm.). Sit venskabelige Sindelag mod den Ulfeldt'ske Familie lagde han ogsaa senere for Dagen, da han, paa Efterretningen om Fuchs's Mord, lovede Korf. Ulfeldt at indlægge Forbøn hos Kongen for hans Søn; seS. 22 Anm.2. Naar desuagtet Leonora Christina paa flere Steder i dette Værk hentyder til hans Fjendskab mod hendes Mand, da er det vel sandsynligt, at hans Stemning mod denne havde forandret sig en Del som en Følge af de under Ulfeldts sidste Ophold i Udlandet indtrufne Begivenheder. Men muligt er det dog ogsaa, at Leonora Christinas Bedømmelse af ham er bleven paavirket af den Omstændighed, at han var Præses i den Samling af Højesteret, som afsagde Dommen over hendes Mand. —Christoffer GabelogPeder Reedtzspillede begge en saa fremtrædende Rolle i hin Tids indre Historie, at jeg vel tør forudsætte det Vigtigste af deres Levnetsløb kjendt af Læseren. Den Første havde, ligesom Grev Rantzov, vist sig virksom for at skaffe det Ulfeldt'ske Ægtepar fri af Fangenskabet paa Hammershuus, men han maatte rigtignok ogsaa med Rantzov dele Beskyldningen for at være bleven kjøbt dertil. Baade han og Peder Reedtz havde, som Medlemmer af Højesteret, været med til at dømme Ulfeldt. Naar det et enkelt Sted (Danske Magazin3 R. 1 Bd. S. 286—87) hedder, at Gabel endnu efter Domfældelsen gjorde sin Indflydelse gjældende til Fordel for Ulfeldt, saa at han endog skal have givet denne Lejlighed til at undslippe sine Forfølgere, da er dette ganske vist fuldstændig opdigtet. —Erik Kragtil Bramminge (f. omtr. 1620, omtr. 1645 kongelig Sekretair, 1654 Oversekretair, senere Gehejmeraad, Assessor i Collegio Status og Højesteret, d. 1672) vides ikke paa anden Maade at være traadt i Forhold til den Ulfeldt'ske Familie, end saaledes som det berettes i dette Værk, nemlig ved at være den, der førte Protokollen ved Forhørene over Leonora Christina.

[46]Ogsaa i Leonora Christinas haandskrevne Selvbiografi hedder det, at det var Sundhedshensyn, som bevægede hendes Mand til i Sommeren 1662 at foretage en Rejse til Paris fra Brygge, hvor han ellers opholdt sig. Det er imidlertid sikkert, at Ulfeldt i Paris ikke blot stadig omgikkes de franske Ministre, men endog gjennem dem skaffede sig Adgang til Ludvig XIV.'s egen Person, og dette i Forening med nogle Yttringer af Kongen selv og en fra denne til Ulfeldt rettet Skrivelse (trykt iHofman's Danske Adelsmænd 2 D. S. 302) gjør det mere end sandsynligt, at Rejsens Formaal var politisk, ja man synes endog gjennem det Slør af Hemmelighedsfuldhed, som hviler over denne som over saa mange andre af Ulfeldts Handlinger, tydelig at skimte Omridset af ganske lignende Planer som dem, hvorfor han senere dømtes; jvfr.Skandinav. Litteraturselsk. Skrifter1806, S. 193—94 og 1808, S. 158.

[47]D. e.Joseph Frants Borro(ellerBurrhus), den bekjendte Læge og Guldmager, der nogle Aar senere (1667) ogsaa kom her ind i Landet, hvor han, støttet ved Frederik III.'s Gunst, spillede en temmelig fremtrædende Rolle lige til Kongens Død.

[48]Jan Marcus Cassettavar en flamsk Adelsmand, som efter Alt, hvad vi vide om ham, baade gjennem Leonora Christinas egne Udtalelser længere henne i dette Værk og gjennem andre Kilder, har været den Ulfeldt'ske Familie en oprigtig hengiven Ven og en trofast Støtte i Nøden; se bl.A. Suhm, Nye Samlinger 3 Bd. S. 250;Wolff, Journ. f.Politik 1815, 4, 279;Danske Magazin3 R. 1 Bd. S. 286—87 og 292—93. Som det ovenfor fortælles, fulgte han Leonora Christina til England, og han blev tilligemed hende anholdt i Dover, men fik dog som spansk Undersaat snart sin Frihed igjen. Han vendte nu tilbage til Brygge, og efterat han her havde haft Lejlighed til med Held at staa Ulfeldts Døttre bi mod de Forholdsregler, som den danske Udsending, GeneraladjudantMikkel Skov, paa sin Regerings Vegne havde ment sig forpligtet til at tage imod dem, ægtede han den ældste af Døttrene,Anne Cathrine, den samme, som senere — efter Mandens Død — levede sammen med Moderen paa Maribo Kloster.

[49]Familiend'Arandavar en af de mest ansete Slægter i Brygge; i Løbet af et Par Aarhundreder havde dens Medlemmer beklædt de højeste borgerlige Værdigheder i denne By. En Mand af Familien,Bernard d'Aranda, var 1637 gaaet i dansk Tjeneste, og var, efter først at have tjent i nogen Tid i Armeen, bleven brugt af Christian IV. i forskjellige diplomatiske Sendelser. Han forlod Danmark efter Christian IV.'s Død, men kom paa en Rejse til Landet igjen 1658, og paa denne Rejse døde han, som det hedder: »i sin gamle Ven, Grev Ulfeldts Arme.« Bernard d'Aranda havde 2 Brødre, af hvilke den ene (François?) var Borgmester i Brygge, den anden,Emanuel, Auditeur i samme By. Hos disse Mænd fandt Ulfeldt, da han 1662—63 opholdt sig i Flandern, den venligste Modtagelse, ja han boede endog en Tidlang hos den ene af dem. Se isærBiographie nationale publ. par l'acad. royale des sciencesetc.de BelgiqueT. 1. pag. 356—61; jvfr.Paus2, 286;Wolff, Journ. f. Polit. 1815, 4, 272 og 279;Danske Magazin3 R. 1 Bd. S. 286.

[50]Om denne Mand ser jeg mig ikke i Stand til at give nogen yderligere Oplysning.

[51]RigsadmiralHenrik Bjelke(f. 1615, 1649 Befalingsmand paa Island, 1657 Viceadmiral, 1660 Rigsraad og Rigsadmiral) var gift medEdel Ulfeldt, en Søster til Korfits Ulfeldts SvogerEbbe Ulfeldt. Han havde altid vist sig Ulfeldt hengiven (det var bl. A. ham, der 1662 skaffede Ulfeldt Tilladelse til paa nogen Tid at forlade Landet, seHistor. Tidsskrift3 Bd. S. 449), og skjønt man just ikke behøver at tro paa Sandheden af, hvad Korf. Ulfeldt efter GeneralmajorSpansBeretning skal have sagt, nemlig atRigensAdmiral havde lovet ikke at ville lægge hans Planer mod Kongen og Landet Hindringer i Vejen (Paus2, 238), fatter man dog let, hvor smerteligt det maa have været for Bjelke, da han, som Medlem af Højesteret, maatte tage Del i Afsigelsen af Dommen over Ulfeldt.

[52]Oluf Brokkenhuustil Hjulebjerg (Befalingsmand paa Svenstrup, i Aarene omkring 1650 Slotsherre paa Kjøbenhavns Slot, 1665—68 Landsdommer i Sjælland) var gift med en Søster til Korf. Ulfeldt,Karen U.(f. 1611).Ogsaa han var en Ven af Korfits, og af et Brev fra denne (Wolff's Journ. f. Politik 1816, 1, 132) fremgaar det, at Brokkenhuus vedblev at være ham god lige til det Sidste.

[53]ElisabethellerElse Parsberg, en Datter af RigsraadOluf Parsbergtil Jernit, havde været gift medLaurids Ulfeldttil Urup og Egeskov (f. 1605, d. 1659), en ældre Broder til Rigshovmesteren. I en noget senere Tid end den, hvorom her er Tale, var hun Griffenfeldts fortrolige Veninde, men den Del af hendes Brevvexling med denne Mand, som er trykt hosWolff, Griffenfelds Levnet S. 169—80, sætter ikke hendes Karakter i det smukkeste Lys.

[54]Marie Ulfeldtvar en Søster til Korfits U. Hun var født 1619 og blev 1634 gift medAxel Arnfeldttil Basnæs. Nogle Optegnelser af hende selv om hendes egen og hendes Mands Slægt ere trykte iDanske Magazin, 3 Bd.S. 362—65.

[55]Charles de Gontaut, Hertug afBiron, en af sin Tids første Hærførere, indgik med Hertugen af Savoyen og den spanske Regering en Sammensværgelse mod Henrik IV. af Frankrig. Sammensværgelsen blev opdaget, men Kongen tilgav Biron, som tidligere havde været hans Yndling. Det varede imidlertid ikke længe, før Biron blev grebet i at ville bringe Sammensværgelsen i Stand igjen. Han blev nu arresteret, og skjønt man antager, at han igjen vilde være bleven benaadet, hvis han havde tilstaaet sig skyldig, vedblev han at nægte og blev saa halshugget den 31. Juli 1602.

[56]Senere er tilføjet: »oc der bleff luct«.

[57]Det beror paa en Forvexling, naarT. Hofman, Danske Adelsmænd 2 Bd. S. 325, kalder HovmesterindenAbel Cathrine von der Wisch. Dette var nemlig Navnet paa »Proviant-Skriverens Kvinde«. Hun var gift medHans Hansen Osten, Proviantskriver paa Kjøbenhavns Slot og Inspektør over det kongelige Gods paa Lolland og Falster. Hun døde den 1. Januar 1676 (f. 19. April 1627), og legerede i sit Testament bl. A. 7 Bygninger i Kjøbenhavn til en Stiftelse, de efter hende opkaldteAbel Cathrines Boder; jvfr. Indskriften paa hendes Epitaphium iThurah'sHafnia hodiernapag. 291 samtH. Hofman's Saml. af Fundationer T. 10 S. 368—70. (Om iøvrigt v. d.Wischvar hendes Pigenavn, eller om det ikke snarere var et Navn, hun havde faaet ved et tidligere Giftermaal, bliver idetmindste tvivlsomt derved, at hun iPontoppidan'sAnnales ecclesiæ Dan.4 Th. S. 580 kaldes Abel Cathr.Mesing, thi efter Pontoppidans eget Udsagn var hun en Søster til hans Bedstemoder.) Hvad Hovmesterindens Familienavn var, skal jeg ikke kunne sige. Hun var Enke efter en (rimeligvis tydsk) OberstSchaffshausen(se Side 39), og formodentlig er hun kommen herind i Landet med Dronning Sophie Amalie.

[58]Dette Punktum er senere overstreget, og i dets Sted er tilskrevet i Randen: »Gud forblindede derris Øyen, saa de bleffue icke war miine Ørringe, vdi huilcke sidder en stoer Rosensteen i huer, huilcke ieg nu Steenene haffuer fra bøyet. Gullet, som er slangewiiß giort, sidder endnu i Ørene. De bleffue oc icke waer, at noget war indsyet om mit Knæ.« — Jvfr.S. 21 Anm. 3.

Back to Index Next