Efter Redegjørelsen for min Skribentvirksomhed i denne Periode — et Par Brochurer kommer jeg siden til at nævne — maa jeg et Øieblik vende mig til det Embede, som jeg ved Siden af Professoratet beklædte, nemlig som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor sagt, søgt dette Embede af økonomiske Grunde, ikke af Lyst til den bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig bevidst at have besørget det med samvittighedsfuld Troskab og deri at have gjort nogenlunde Fyldest. For Bogvæsenet i Almindelighed med dets Krav paa Opmærksomhed for Rækker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. harjeg aldrig havt Interesse: Bøgerne vare mig altid kun Redskaber for det videnskabelige Studium eller den æsthetiske Nydelse. Men jeg medbragte ved Siden af Pligtfølelsen et uundværligt Hjælpemiddel i en let og tro Hukommelse, og, ligesom jeg selv glædede mig ved som Bibliothekar at have til fri Raadighed et rigt Apparat i mit eget Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i samtlige til Universitetsundervisningen hørende Fag, understøttet af fagkyndig Bistand, at anskaffe saa Meget af det Bedste i Litteraturen, som Midlerne tillod, og at gjøre det Anskaffede saa tilgængeligt for Ældre og Yngre, som god Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et betydeligt Arbeide ved at orientere mig fuldstændig i Bibliothekets Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod ved saaledes daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke fra mine specielle og alvorlige Studier, at sysle overfladisk med alle Videnskabers Apparat, og jeg ombyttede derfor i 1848 gjerne Tilsynet over de stille og lydige Bogrækker med noget mindre fredelige Sysler, dog uden at opgive Interessen for den for Universitetet, dets Lærere og Studerende saa overordentlig vigtige Institution. Under min Styrelse blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet udarbeidet og gjennemført og et særeget Læseværelse blev indrettet, medens der hidtil ingen anden Plads havde været for dem, der paa Bibliotheket benyttede Bøger eller Manuskripter, end selve Udlaansværelset med dets Sneverhed, Uro og uhyggelige Trækvind. Manuskriptsamlingen, der i et fugtigt Rum havde været udsat for at beskadiges, fik derhos en bedre og rummeligere Plads, idet det i Bibliothekslokalet (dengang, som bekjendt, Loftsetagen over Trinitatis Kirke) opstillede og da unegtelig indskrænkede Museum for nordiske Oldsager, hvis Besøgere i ikke ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden, flyttedes ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket ved betimelig og med al Kraft at trænge paa Tilveiebringelsen af et nyt Lokale istedetfor det ikke blotved sin Beliggenhed ubekvemme, men efterhaanden aldeles utilstrækkelige, hvori Ordenen næsten ikke mere lod sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11). Da endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet var vendt tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny Bibliotheksbygning søgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig og ivrig i alle om dette Anliggende og om Bygningens Indretning førte Forhandlinger, ligesom jeg ogsaa, da min tidligere mangeaarige, trofaste Medhjælper, der var bleven min Efterfølger ved Bibliotheket, var nær ved aldeles at tabe Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den vistnok saare besværlige Flytning og nye Opstilling, maatte træde til for at støtte hans driftigere og mere energiske Medhjælpere: afdøde Bibliothekar Gundorph, der da bar Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar Hannover. Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i Bibliotheket havde modtaget det saakaldte Classenske Lægeselskabs Bogsamling, tør jeg vel ogsaa sige, at det senere efter Bibliothekets Flytning var mig, der som Konsistoriums Delegerede med Geheimeraad Tillisch paa det Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede den derefter af Kultusministeriet bekræftede Overenskomst om det i flere Retninger vigtige og kostbare ClassenskeBibliotheksSammensmeltning med Universitetsbibliotheket; thi ogsaa da svigtede praktisk Handlekraft den brave Mand, der nærmest skulde repræsentere dette sidste. Endnu før denne Forhandling havde jeg havt en mærkelig Leilighed til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lærde Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslægtede, omend mere fremragende, mod mig altid saare velvillige Werlauff, der styrede det kongelige Bibliothek, den frygtsomme Fredsommelighed og Angsten for enhver alvorlig Kamp lammede selv den varme Kjærlighed, hvormed begge Mænd omfattede de dem betroede Bogsamlinger[49].
Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er, at det ved det ringe Maal af personlige Kræfter, der da havdes til Raadighed ligeoverfor det bestandig stigende Udlaan og Benyttelsen af Læseværelset (foruden Bibliothekaren kun en Underbibliothekar og en yderst ringe lønnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig fat paa Tilveiebringelsen af et høist nødvendigt Realkatalog (en ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller at føre en Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob uordnede Breve og Dokumenter.
I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nævne, at jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab i 1834 (den 21de November) blev valgt til Medlem af dets Ordbogskommission, hvori jeg sad indtil Udgangen af November 1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.
Den her kortelig skildrede Embedsgjerning og Forfattervirksomhed i Forening med den stadige Bearbeidelse af min egen videnskabelige Personlighed gjorde saadanne Fordringer til mine Kræfter, at der i lang Tid ikke blev Plads for nogen Trang eller Evne til en videre gaaende Deltagelse i offentlige Anliggender. Kun ved Universitetet selv tog jeg Del i visse Reformbestræbelser, især med Hensyn til Sammensætningen af Konsistorium, og i Marts 1837 indgav jeg et Andragende om en Forandring i saa Henseende, foreløbig uden Resultat[50]. Og dog er det allerede af Hensyn til det paafølgende Tidsafsnit ikke muligt her ganske at forbigaae mit Forhold da til Politiken, saa beskedent dette end stillede sig. Fra min første Indtræden paa Embedsbanen havde jeg sluttet mig til det Flertal imellem mine Kolleger, navnlig af de yngre, som ikke troede det overleverede absolute Monarki, baaret af Frederik VI's jævne og elskværdige, men ogsaa Jævnheden hos Andre foretrækkende Person, istand til at fyldestgjøre Tidens Krav, ligesaalidtsom det havde gjort Fyldesti Aarhundredets to første Decennier, og som heldede til konstitutionelle Tanker og Forhaabninger, men vistnok temmelig spagfærdige. En stærkere Bevægelse med ikke lyse Udsigter begyndte i 1830 med Schleswigholsteinismens aabenlyse Optræden (Uve Lornsen), hvorefter fulgte Oprettelsen af den slesvigholstenske Fællesregjering paa Gottorp og af de fire Provinsialstænders Forsamlinger. En endnu alvorligere Skikkelse antog Bevægelsen under Christian VIII, der, uden som Forgængeren at omgives af en tilvant Pietetsfølelse, ikke kunde unddrage sig Indflydelsen af visse Erindringer fra Norge og derpaa byggede Krav. Udsigten til den kongelige Mandslinies Uddøen rykkede nærmere; Kongens Svogers, Prindsen af Augustenborgs, Udnævnelse til Statholder i Hertugdømmerne og Regjeringens vaklende og svage Optræden ligeoverfor den aabenbare Tilsidesættelse og Krænkelse af den danske Nationalitet i Slesvig vakte en dyb Misstemning, der ogsaa omfattede den hidtil populæreste af Regjeringsmændene: A. S. Ørsted. Medens Arvefølgepatentet af 1846 stødte paa stærk Modstand fra Slesvigholstenerne og deres Tilhæng i Udlandet, gav det, selv om dets Opfattelse opretholdtes, ingen Sikkerhed for, at den danske Nationalitet kom til sin fulde Ret indenfor Monarkiets Grændser. Jeg var imellem dem, der dybt følte Krænkelsen og Faren, men der var i al den Tid, hvorom der her er Tale, Intet, der kunde bevæge mig til at ombytte en bekymret Tilskuers Rolle med en aktiv Deltagelse. Jeg havde intet fuldt gjennemtænkt og mig selv tilfredsstillende Raad at give, ingen Plads og Stemme, der kunde give Advarsler, som allerede udtaltes af Andre, forøget Vægt. Havde jeg Noget forud for ikke faa af dem, der da førte Ordet, var det en efterhaanden (jeg kan ikke nu sige, i hvilken Orden og med hvilke Mellemrum) modnet Indsigt i og Følelse af de Opgavers Vanskelighed, der skulde løses; jeg saae, at Bestræbelserne for Monarkiets Bevarelse i dets Helhed og for en konstitutionelRegjeringsform idelig krydsede hinanden, og jeg følte, at der hos dem, hvem jeg i det Hele stod nærmest, baade med Hensyn til Holsten og med Hensyn til Slesvig lagdes en større Vægt paa det folkeretlige og traktatmæssige Grundlag og en mindre paa det da virkelig bestaaende folkelige Statsgrundlag, end jeg kunde billige. Jeg følte at det maatte komme til en grundig Opgjørelse imellem Dansk og Tydsk, selv med Fare for at tabe det Tydske, men tillige, at ingen dansk Regjering kunde stille sig denne Opgave uden at tvinges dertil ved en voldsom Rystelse[51]. Jeg lededes ogsaa derved, selv om jeg havde havt friere Raadighed over en større Kraft, til Afholdenhed. Jeg har altid havt en afgjort Uvillie imod uden et klart og bestemt Maal at deltage i "Røre" (en dengang og siden fra en vis Side meget brugt og yndet Kategori) og en stundom maaske for ængstelig Ulyst til at deltage i Forbindelser, der kunde hindre mig i med Selvstændighed at følge min Overbevisning i forekommende Spørgsmaal. Jeg var derfor uden nærmere Forbindelse med nogen af de Grupper, for ikke at sige Partier, der dengang deltoge i den offentlige Forhandling fra et halvt eller helt oppositionelt Standpunkt, saavel de Ældres (hvortil hørte P. G. Bang, Neergaard, Tutein og som mere fremrykkede David, Clausen og Schouw) som deYngres (Lehmann, Monrad, Ploug osv.). Og dog var min Stilling med Hensyn til de offentlige Anliggender en noget forskjellig under Frederik VI, medens jeg fra det første Trin paa Embedsbanen arbeidede mig fremad, og under Kristian VIII, ved hvis Regjeringstiltrædelse jeg regnedes imellem de for Fagdygtighed anerkjendte og hos de Studerende vel ansete og populære Professorer, og med hvem jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab var bleven bekjendt, da han i nogle Aar som Prinds var Selskabets Præsident, skjønt vistnok kun paa Afstand og uden nogensomhelst Adgang til personlig Tilnærmelse, endsige til at give politiske Raad[52]. — Kristian VIII's første Regjeringsdag kaldte mig endog til en gjentagen offentlig Optræden, men som ganske svarede til den her betegnede Tilbageholdenhed, idet den gik ud paa Paamindelser til Andre om Besindighed. Da jeg den 3die December 1839 henimod Middagstid fra det Indre af Byen, hvorhen Bevægelsen i Anledning af Thronskiftet havde kaldt mig, vendte tilbage til min Bolig paa Nørregade, mødte jeg ved Metropolitanskolen daværende Lektor, senere Konferentsraad og Notarius publicus Abrahams, der med stor Uro og Bekymring fortalte mig, at et stort Antal Studenter var samlet i Universitetsbygningens Vestibule og Korridorer, hvorfra de vilde drage ud til Amalienborg for at bringe den nye Konge en Hilsen og et Leveraab, uden Tvivl med Antydning af politiske Ønsker og Fordringer. Jeg gik da ind i Vestibulen og op paa Rummet over Trappen, bad om Ordet og forestillede de Studerende kort, men alvorlig, at det i sig selv ikke var sømmeligt udenfor det Palais, hvori Frederik den VI's Lig laae og hans Enke sad i Sorg, at bringe den nye Konge en nyog særlig Hyldest efter den, der naturligen var ydet ham ved selve Udraabelsen til Konge, og at i ethvert Tilfælde et saadant improviseret og uanmeldt Tog, for hvis gode Orden og Iagttagelse af tilbørlige Grændser Ingen havde Ansvaret, kun vilde fremkalde uhyggelige Sammenstød med Politi og Vagter. Man hørte mig villig og det Hele blev opgivet. Men til samme Dags Aften havde de yngre Ledere af Oppositionspressen: Lehmann, Monrad, Ploug og Andre stævnet de Studerende til et Møde i Hôtel d'Angleterre's store Sal for at vedtage en Adresse til den nye Konge om i Tilslutning til sin Fortid i Norge at give Danmark en Grundlov efter den norskes Forbillede. Jeg gik da hen til dette Møde og fraraadede det hele Foretagende, om hvis Ubetimelighed jeg havde en inderlig Overbevisning, idet jeg dels lagde dem, der virkelig kunde betragtes som Studenter ved Universitetet, paa Hjertet, at Studenterstanden ikke havde nogen Ret og Kald til at stille sig i Spidsen for Folket og at tale paa dettes Vegne, dels forestillede dem, at de uden Tvivl for den allerstørste Del savnede ethvert Bekjendtskab med den Grundlov, de opstillede som Mønster, dels udviklede, hvor vanskeligt det under det danske Monarkis indviklede Sammensætning og Forhold var for den ny tiltrædende Konge at give nogetsomhelst Tilsagn om en Grundlov, især i bestemt Retning. Mit Foredrag blev hørt med Opmærksomhed; det kunde naturligvis i den blandede Forsamling, hvoraf maaske Flertallet slet ikke i egentlig Forstand udgjordes af Studenter, og hvor ingen Regel var given for Deltagelse og Stemmeret, ikke forhindre Adressens Vedtagelse, men det bevægede en stor Mængde til at holde sig tilbage og svækkede i væsentlig Grad Betydningen af det Hele. Adressen blev indsendt, lagt til Side og glemt; men, da mine Ytringer om Studenterstandens ubestemte Grændser og det Misbrug, der derfor kunde drives med Studenternavnet, havde givet Anledning til en i Møder og Blade fortsat Forhandling om en Organisationog Repræsentation af Studenterstanden, bragtes jeg derved til at udgive en Brochure: "Et Par Ord om Studenteranliggender", hvori jeg ved Siden af stærk Hævdelse af Studenternes aandelige Frihed ligesaa bestemt fremhævede den Begrændsning af deres Ret til aktiv politisk Optræden, navnlig korporativt, der fulgte af deres juridiske og økonomiske Uselvstændighed og af deres Mangel paa en i Livets Gjerning vunden Erfaring. Den lille Piece fandt ikke ringe Indgang og formindskede ikke paa nogen Maade det velvillige Forhold imellem Studenterne og mig. Min hele Optræden havde været absolut individuel, men fandt Tilslutning hos mine Kolleger. Med Regjeringsmænd, endsige med Kongen, havde jeg i de Dage og Uger end ikke den fjerneste Berørelse, og min Udnævnelse til Ridder af Dannebrog den 28de Juni 1840 i Anledning af Kroningen skete kun efter sædvanlig Orden.
I 1843 fandt det første skandinaviske Studentertog til Upsala Sted. Kongen, der betragtede Sagen ugunstig og frygtede for Ubesindigheder, troede, at det vilde være hensigtsmæssigt at formaae en indflydelsesrig og populær Professor til at følge med Toget som modererende Iagttager og Raadgiver, og lod H. N. Clausen, der jo ellers ingenlunde varpersona grata, opfordre til at paatage sig dette Hverv; men Clausen indsaae meget vel, at han af Studenterne vilde blive betragtet med mistænksom Uvillie som en ubeleilig Paapasser og af Kongen faae Utak, hvis der indtraf noget Ubehageligt, som han ikke havde kunnet hindre, og han bad sig derfor fritagen. Opfordringen rettedes da mundtlig igjennem Universitetsdirektionens Medlem, den bekjendte Jurist J. O. Hansen, der altid viste mig stor Velvillie, til mig, men med samme Udfald, just ikke til Hansens Forundring. — Aaret efter oprettedes af endel Mænd, der livlig interesserede sig for aandeligt Samkvem og gjensidig Velvillie og Tilnærmelse mellem de tre nordiske Folk, i Kjøbenhavn det skandinaviskeSelskab. Jeg var med varm Interesse for Formaalet, omend med nogen Tvivl om Rigtigheden af Formen for og Udstrækningen af de paatænkte Sammenkomster og om Foredragenes Virkning, imellem Stifterne og holdt i et af Selskabets første Møder den 27de Januar 1844 et Foredrag, som kort efter blev udgivet under Titlen: "Om Skandinavismens Forhold til den almindelige Kultur". I Overensstemmelse med den Betragtning, som jeg stedse har fastholdt og forsvaret, hævdede jeg deri paa den ene Side de skandinaviske Folks Ret og Pligt til at gjøre sig selvstændig gjældende efter deres Eiendommelighed og Kræfter i det almindelige Kulturarbeide og vindicere sig deres særlige Nutids og Fortids Andel deri, men afviste paa den anden Side skarpt en selvgod, sig afsondrende og overvurderende Nordiskhed med tydeligt Henblik ikke blot til den grundtvigske Retning, men ogsaa til "Fædrelandets" og Andres daværende ungdommelige Overdrivelser. Foredraget vandt stærkt Bifald; men, da jeg havde berørt Ensidigheder, der dengang indenfor den egentlige Oppositions Rækker skulde skaanes, udbragte Orla Lehmann, der førte Forsædet ved det paafølgende Selskabsmaaltid, en Skaal for "Moderation i Moderationen". Jeg var for maadeholden; derved var min Stilling til Oppositionen, som den da og stundom siden førtes, forsaavidt ret klart betegnet; men jeg vandt ligesaalidt særlig Gunst paa den anden Side. Det skandinaviske Selskab selv udfoldede jo iøvrigt paa Grund af Forholdenes Udvikling kun en ringe og kortvarig Virksomhed[53].
Under denne Afholdenhed fra politisk Optræden faldtdet i min Lod temmelig pludselig at kaldes til Deltagelse i et meget vigtigt administrativt Anliggende. Den Forhandling, der fra 1829 af var ført om det lærde Skolevæsen, havde efterhaanden ledet Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler til den Overbevisning, at en omfattende Reform var nødvendig, og, efterat Direktionen — hvis kraftigste og indflydelsesrigeste Medlem dengang, efter J. P. Mynsters Udtrædelse og den svage og forhen afskedigede Engelstofts Gjenindsættelse som første Medlem, aabenbart var den ovenfor nævnte Etatsraad Hansen — i Almindelighed havde sikret sig Kongens Samtykke, anmodedes uden nogetsomhelst kongeligt Kommissorium med kort Varsel H. C. Ørsted, J. F. Schouw og jeg om at sammentræde med Direktionens Medlemmer til en fortrolig Forhandling om det hele Anliggende, saaledes at altsaa Ørsted og Schouw skulde repræsentere den mathematisk-naturvidenskabelige Side af Dannelsen, jeg den historisk-philologiske. Forhandlingerne førtes i Hansens private Bolig paa Grundlag af et Udkast, hvori jeg vel tør sige, at de af mig i 1832 udtalte Anskuelser i det Hele vare optagne, navnlig hvad angik Ophævelsen af den saakaldte anden Examen og Inddragelsen af dens Stof med Undtagelse af Philosophien i Skolen og Henlæggelsen af Afgangsprøven til Skolerne selv, hvis Undervisningstid udvidedes med ét Aar[54]. Med en Anstrengelse, der navnlig for Engelstoft var aldeles overvældende, førtes det Hele tilende i et Par Dage, og Resultatet fremtraadte i den af Kongen approberede provisoriske Undervisningsplan for nogle af de lærde Skoler af 1844, idet der først skulde gjøres en Prøve med Planen i Metropolitanskolenog Skolerne i Odense og Kolding. Til at kontrolere denne Prøve ved at overvære Afgangsexamen i disse tre Skoler og deltage i Censuren bestemtes Ørsted, jeg, der strax efter i "Dansk Folkeblad" gav en Fremstilling af, hvad der ved den nye Skoleform tilsigtedes, og Professor Velschow. De ifølge heraf i Aarene 1845—1848 foretagne Skolereiser, der bragte mig i endnu nærmere Forhold til Ørsted, og som for første Gang førte mig til Fyen og Jylland, ydede mig ved Siden af Hovedopgaven en kjærkommen Forfriskelse, medens de forberedede min senere mangeaarige og kjære Virksomhed ved de lærde Skoler.
Om mine private og huslige Forhold i denne Aarrække skal jeg fatte mig kort, thi Erindringerne derom tilhøre og vedkomme i det Væsentlige kun mine Nærmeste. Med min trofaste og hengivne Hustru, der to Aar før vort Bryllup med mig havde besøgt min Moder paa Bornholm,[55]førte jeg et stille og beskedent Liv i en snever Kreds, snart omgiven af en Børneflok, idet der indtil 1839 fødtes mig to Døtre, to Sønner og atter to Døtre, af hvilke den ene dog døde ganske spæd og den anden berøvedes os i en Alder af 9 Aar til bitter Sorg den 8de Marts 1848. Ved Siden af Opdragelsen af mine egne Børn var det selvfølgelig min ueftergivelige Pligt at fritage min Moder, der havde gjort saa store Opofrelser for mig, for Omsorgen for mine to yngste Brødre, af hvilke den næstyngste oplærtes til Snedker her i Byen og den yngste opholdt sig i mit Hus i de nærmeste Aar, efterat jeg var bleven gift, medens han gik i Skole og efterat han i 1835 var bleven Student, indtil han som saadan blev Regentsalumnus. Jeg havde for at gifte mig stiftet en i Forhold til mine aarlige Indtægter betydelig Gjæld, og denne var, inden mine Indtægter forbedredesnoget ved Bibliotheksembedet, forøget saaledes, at det heller ikke senere lykkedes mig at tilveiebringe Ligevægt, selv med Tillæg af nogen Indtægt af litterære Arbeider, der imidlertid dengang betaltes efter en meget lavere Maalestok end nu. Finantsielt Talent har jeg, i det Ringeste i mine egne Anliggender, aldrig udviklet. Jeg har i en Række Aar følt daarlige Kaars Sorg, Ydmygelse og forstyrrende og lammende Tryk i en ikke ringe Grad, og jeg søgte i den Tid gjentagende forbigaaende Lettelse af dette Tryk ved økonomiske Udveie, der gjorde Ondet værre. Omtrent i 1843 indtraadte der dog en Forbedring og Orden; men jeg gik ikke destomindre det paafølgende Livsafsnit imøde med en ikke ringe Byrde, for hvilken det heller ikke nogensinde senere er lykkedes mig at gjøre mig ganske fri[56]. At dette uheldige Forhold ogsaa medførte en vis selskabelig Isolation, er naturligt. Manden drages, naar han finder en vis Anerkjendelse, stundom ud af denne og har i selve Anerkjendelsen en Trøst og Opreisning; paa Hjemmet hviler Byrden helt. Med stor Glæde erindrer jeg derfor den Vederkvægelse, som i en Række af Aar i den dengang korte Sommerferie Opholdet i Frederikssund hos en Slægtning af min Hustru bragte os alle, og jeg betragtede det som en Triumph, da jeg i Sommeren 1845 selv gik til at leie et Par Værelser for min Familie og mig paa den saakaldte gamle Bakkegaard, hvormed der, da Stedets Eier var Enkedronning Marie Sophies Hofchef, fulgte Adgang til den dengang for Publikum utilgængelige Søndermark. Mine philologiske Tilhørere gik ind paa, at jeg i den Sommer læste over Cicerode natura deorumom Morgenen fraKl. 7 til 8, hvorefter jeg kunde dele hele Dagen mellem Mark og Skov og den græske Syntax, der udarbeidedes derude. — Til tidligere smaae Sommervandringer tilfods med nogle kjære Venner (Bojesen, Mathematikeren Chr. Jürgensen og Astronomen P. Pedersen) (derunder en lille Udflugt til Kullen i 1839) sluttede sig nu en hyppigere Omgang med et Par kjære Familier (derimellem min endnu levende Ven, Etatsraad Møhls og den ikke ubekjendte bornholmske Pastor Marckmanns, hvis Hustru var en Datter af Notarius publicus H. G. Olsen). Den største Opmuntring berededes mig imidlertid, da der i 1846 af Universitetsdirektionen udvirkedes mig en Understøttelse af 400 Rdl. til i Sommerferien at foretage en kort Reise i Tydskland. Naar det i Resolutionen betegnedes som min Reiseopgave at gjøre mig bekjendt med det tydske høiere Undervisningsvæsen, var dette et temmelig let gjennemsigtigt Skin, idet Reisen maatte gjøres paa en Tid, da ogsaa i Tydskland Ferierne indtraadte. Det virkelige Øiemed saae Direktionen ligesaavel som jeg i en efter mange Aars uafbrudte og strenge Arbeide saare ønskelig Forfriskelse, forbunden med Adgang til i visse Retninger at udvide Blikket og til at stifte et, omend indskrænket, personligt Bekjendtskab med tydske Videnskabsmænd, og dette Øiemed opnaaedes. I Forening med to Venner (de nævnte E. Bojesen og P. Pedersen) tiltraadte jeg Reisen den 31te Juli — efter midlertidig at have bosat min Familie i et lille Hus i Øverød ved Søllerød — og ilede i en deilig og varm Sommer med mine Reisefæller hurtig, men med livlig Opmærksomhed for alt det Nye, som Natur, Kunst og Folkeliv tilbød, over Berlin, Dresden, Prag, Wien, München, Heidelberg, Frankfurt og Göttingen og tilbage over Hamburg og Kiel, hvorfra jeg den 3die September igjen naaede til Kjøbenhavn. Ved at lægge Veien fra Wien til München over Semmering gjennem Steiermark, over Ischl og Salzburg fik jeget foreløbigt Indtryk af Bjergnaturen. I Berlin[57]fandt jeg den venligste Modtagelse hos Böckh, Savigny og Zumpt ligesom i Göttingen hos C. F. Hermann og H. Ritter (Forfatter af "Geschichte der Philosophie"); det har glædet mig mange Aar efter at se, at Böckh udtrykkelig engang paaberaabte sig Ytringer af mig i den Samtale, vi en Timestid førte med hinanden. Paa flere Steder var der derimod enten ikke Tid til at opsøge de Mænd, jeg kunde have ønsket at tale med, eller de vare paa Ferieudflugter. Paa den sidste Del af Reisen, omtrent fra Heidelberg af, havde jeg Leilighed til at bemærke den heftige Bevægelse, som det kort forinden udkomne aabne Brev om Thronfølgen i det danske Monarki havde fremkaldt, og den stærke Sympathi, som det var lykkedes Slesvigholstenerne at vække for sig, allermest i Universitetsbyerne, ligesom jeg ogsaa i det vestlige Tydskland modtog et levende Indtryk af den i sig selv naturlige Længsel efter Tydsklands Enhed og denne Længsels Retning henimod Preussen. Jeg kom til Kiel samme Dag, som Advokat Olshausen, en af Slesvigholstenernes ivrigste Ledere, var ført som Arrestant til Rendsborg, og maatte i Hotellet, hvori jeg overnattede, høre paa den Kattemusik, der bragtes den da fra Kjøbenhavn ankomne nye Chef for det i Kiel garnisonerende Jægerkorps, for hvilket Slesvigholstenerne havde ønsket en til deres Parti hørende Officier sat i Spidsen. — Reisen havde i al sin Korthed for mig været ikke blot oplivende, men frugtbringende.
Af det hidtil skildrede stille Studie- og Embedsliv og af den tilbageholdende Iagttagerstilling udreves jeg i Omvæltningsaaret 1848 først til en enkelt energisk Fremtræden i den politiske Forhandling og dernæst til en politisk og administrativ Virksomhed, der for nogle Aar ganske løsrev mig fra mine tidligere Beskæftigelser og gav mine Kræfter og Bestræbelser en anden Retning. Faa Dage efter Christian VIII's Død den 20de Januar 1848 offentliggjordes Reskriptet af 28de Januar, indeholdende de naturligvis ialtfald i det Væsentlige før Thronskiftet fastsatte Grundtræk af en paatænkt Fællesforfatning for hele Monarkiet. Det var mig ikke noget Øieblik tvivlsomt, at istedetfor den Svaghed og Vaklen, over hvilken der hidtil kunde klages, forelaae der nu det afgjørende Valg af et System, ved hvilket det danske Monarkis Karakter fra Grunden af forvanskedes og det danske Folks Ret opofredes for en endda meget usikker Bevarelse af den ydre løse Sammenhæng imellem de Landsdele, der vare blevne samlede under det danske Kongehus, i Form af en ligedelt dansk-tydsk Stat, i hvilken, forsaavidt den vedblev at bestaae, det tydske Element vilde underkue det fra Begyndelsen af nedværdigede danske, og at man derfor var kommen til et Punkt, hvor en bestemt Indsigelse maatte reises, en Afvisning udtales. Grundtrækkene gik, som bekjendt, ud paa en fællesStænderforsamling med ligemange Deputerede fra Kongeriget [c. 1,300000 Indbyggere] og fra de forenede Hertugdømmer [c. 800000 Indbyggere], hvis Forbindelse udtrykkelig bekræftedes, med afvexlende Møde i Kongeriget og i Hertugdømmerne. I Hovedsagen bedømtes vistnok Reskriptets Indhold paa samme Maade af alle udenfor Regjeringskredsen staaende, over vore offentlige Forhold tænkende Mænd; men Ordførerne for Oppositionen havde hidtil saa ensidigen lagt Vægt paa en konstitutionel Forfatning for hele Monarkiet, at de bragtes ud af Fatning og ligefrem forbløffedes ved denne eiendommelige Imødekommen. Et Par Dage efter Reskriptets Offentliggjørelse traf jeg i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen med Clausen, L. N. Hvidt, L. Høyen, Lehmann, Monrad, Ploug og Tscherning til en Samtale derom, uden at jeg nu kan gjøre Rede for, hvorledes eller af hvem jeg, der ellers slet ikke hørte til denne Kredses Fortrolige, var bleven indbudt til Mødet. Stemningen var saare trykket, og L. N. Hvidt udtalte tilsidst, at Folket var mat og modløst og ikke kunde sættes i en kraftig Bevægelse, hvorpaa man efter nogen Indsigelse af mig og Høyen skiltes ad. Inderlig utilfreds og misfornøiet gik jeg hjem og skrev samme Aften og næste Formiddag den Artikel, der, efter at være gjennemlæst af en eneste Ven (den ovenfor nævnte Magister P. Pedersen), sendtes til "Fædrelandet"s Redaktion og optoges i "Fædrelandet" for 4de Februar: "Et Par Ord om det i Hans Majestæts Reskript af 28de Januar 1848 antydede Grundlag for en Forfatning i dets Betydning for den danske Nationalitet." Artiklen, der var skreven med den stærkeste Overbevisning og varmeste Følelse, vakte, tildels just derved, at den kom fra en navngiven Mand, der hidtil havde holdt sig ganske udenfor den politiske Polemik, en ualmindelig Opsigt og fremkaldte i vide Kredse den Stemning og den tillidsfulde Tilslutning, som man havde tvivlet om at kunne fremkalde. Pressen tog tilorde, og i en hos ProfessorClausen den 23de Februar holdt Forsamling af 45 Mænd med mere eller mindre indflydelsesrige Navne, hvoriblandt ogsaa jeg var, vedtoges den Erklæring imod Forfatningsreskriptet, som derefter trykkedes i "Fædrelandet" for 28de Februar. Men med dette Møde ophørte foreløbigen min Deltagelse i Bevægelsen,[58]og jeg blev i det Hele udenfor de Begivenheder, der nu paafulgte, og som vel ikke vare uden Paavirkning af den fra Februarrevolutionen i Paris udgaaede almindelige Bevægelse, men især bleve drevne frem ved de ogsaa af hin Bevægelse paavirkede Optrin i Holsten og Sydslesvig, der endte med aabenbart Oprør og Brud af Statsforbindelsen. Grunden til denne Afholdenhed fra min Side var aldeles overveiende den dybe Sorg, der rammede mig, idet mit yngste elskelige Barn i de sidste Dage af Februar angrebes af en Hjernebetændelse og efter haarde Lidelser bukkede under for Sygdommen den 8de Marts. Men desforuden havde Andre baade ved Anlæg og Evner og ved tidligere Virksomhed ikke blot et langt nærmere Kald til at gribe ledende ind i Folkebevægelsen, men ogsaa en almindelig anerkjendt Berettigelse og Forpligtelse til en aktiv Deltagelse i Dannelsen af en ny Statsform og i Sagernes Styrelse under denne. Om den hele Situation viljeg iøvrigt nedenfor komme til at udtale mig nærmere; men om Nødvendigheden af at ombytte den alderssvage Absolutisme og dens Bærere med en friere og folkeligere Regjeringsform og med nye og yngre personlige Kræfter var der, hvad jeg strax bør nævne, for mig ingen Tvivl. Jeg sluttede mig forsaavidt gjerne til Martsministeriet og ønskede det oprigtigen Held til Løsningen af dets ligesaa vanskelige som for Fædrelandet vigtige Opgaver, om der end hos enkelte af de nye Ministre var Adskilligt i Anskuelser og Optræden, som ikke havde min fulde Sympathi, eller som endog vakte Betænkelighed hos mig; med ingen af dem stod jeg i noget nærmere Forhold eller endog blot i almindelig Omgangsberørelse. I Løbet af Foraaret og Sommeren fulgte jeg, medens jeg troligen øvede min Embedsgjerning, med den inderligste Deltagelse Kampen i Slesvig og med Spænding Forberedelserne til den nye Forfatning[59]. Da modtog jeg ved Midsommerstid fra Monrad som Kultusminister en Opfordring til at paatage mig et nyt Embede, som han agtede at oprettefor en Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, idet jeg samtidig opgav Embedet som Universitetsbibliothekar. Jeg havde selv i de tidligere omtalte Artikler fra 1832 udtalt mig for, at der maatte skabes en livligere Forbindelse imellem Undervisningsvæsenets Overbestyrelse (dengang Universitetsdirektionen) og Skolerne og tilveiebringes et nærmere og stadig sig fornyende Bekjendtskab med Skolernes Personale og dettes Arbeide, Anskuelser og Ønsker gjennem en regelmæssig Inspektion. Jeg gik derfor gjerne ind paa Ministerens Forslag, saamegetmere som de i de nærmest forudgaaende Aar i Forening med Ørsted og Velschow foretagne Skolereiser baade havde bestyrket min Overbevisning om Ønskeligheden af et saadant Forbindelsesled og skaffet mig en vis Forberedelse. Sagen blev hurtig ordnet, og under 22de Juli udnævntes jeg til Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler i Henhold til en Instrux, hvortil jeg selv havde gjort Udkastet. Om den Virksomhed, jeg i dette Embede udøvede, vil det, da den foreløbig snart afbrødes, være naturligere at tale ved dens Gjenoptagelse i 1852 og de følgende Aar.
Den første Reise, som jeg i mit nye Embedes Medfør gjorde, førte mig efter Afslutningen af Skolearbeidet sammen med en Del af Hæren og med dens Hovedkvarter, der, efter Felttogets Ende i 1848 med Vaabenstilstanden i Malmø, i Slutningen af September var i Horsens. Derfra ilede jeg over Aarhus og Kjøbenhavn til Bornholm for i dettes 2den Valgkreds at søge Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling, hvilket jeg med Lethed opnaaede (den 5te Oktober) uden at imødekomme det fremsatte Ønske, at jeg skulde forpligte mig til at arbeide for Bevarelsen af Bornholmernes Særstilling med Hensyn til Værnepligten. Jeg havde, idet jeg søgte dette Valg, ikke den fjerneste Tanke paa at ombytte min videnskabelige Gjerning og mit Universitetsembede med en politisk Stilling og Hovedvirksomhed; jeg dreves kun af Lyst til efter Evne at gjøre de efterhaanden hos migmodnede Anskuelser gjældende ved den forestaaende Afgjørelse af vore ydre og indre Anliggenders Ordning.
I Rigsforsamlingen, der aabnedes den 23de Oktober, blev det, medens man endnu ikke var rykket langt frem i Forhandlingerne om en Forretningsorden, snart bekjendt, at der var indtraadt Uenighed i Ministeriet, og at en Krisis var udbrudt. Uden Anelse om, at denne kunde komme til at berøre mig selv, fandt jeg kun Anledning til ikke uden Virkning at bekæmpe en hos en Del af Forsamlingen fremtrædende Tilbøielighed til ubetimelig at gribe ind i Krisens Gang og Udvikling. Pludselig anmodedes jeg af Grev A. V. Moltke, hvem det af Kongen var overdraget at danne et nyt Ministerium, om en Samtale i hans Palais og kunde vel, efter hvad der forlød om det Clausen gjorte Tilbud om at overtage Kultusministeriet og hans Vægring derved, formode Samtalens Hensigt. Greven, med hvem jeg ikke siden 1830 havde havt den mindste Berørelse, trængte med den ham eiendommelige elskværdige Godmodighed ind paa mig for at bevæge mig til at hjælpe ham til at afslutte den besværlige Opgave og hindre de Ubehageligheder, som en Forhaling let kunde fremkalde i Rigsforsamlingen og andetsteds. Efter en Dags Betænkning gav jeg mit Tilsagn, og Ministeriet udnævntes den 16de November, idet Clausen indtraadte som Minister uden Portefeuille med Bibehold af sit Professorembede. Jeg har siden forelagt mig og forelægger mig i dette Øieblik paany med Alvor det Spørgsmaal, om jeg handlede rigtig i dengang at ombytte min hidtilværende Virksomhed med Ministerstillingen, og om jeg ved at gjøre det lededes af rene Bevæggrunde. Jeg kjender for godt den menneskelige Svaghed og min Delagtighed i den til at turde paastaae, at ingensomhelst Lyst til Indflydelse og Anseelse hin Dag ubevidst eller halvbevidst har rørt sig i min Sjæl, men jeg tør med frelst Samvittighed erklære, at jeg aldeles overveiende lod mig bestemme af Hensyn til Pligt, maaske skjærpet ved en Trang til selvat vinde en alsidigere Livsuddannelse og en fyldigere Beskuelse end den, som den uafbrudte Færden mellem Bøger og Studenter ydede. Jeg kunde heller ikke troe, at jeg fortrængte Nogen, som med Hensyn til de stillede Hovedformaal kunde og vilde gjøre Forsøget med bedre Evne, eller som medbragte bedre Forudsætninger. Til Forklaring af min Beslutning skal jeg iøvrigt endnu kun gjøre en kort Bemærkning om den daværende Situation og min egen politiske Anskuelses Forhold til den. Det var, skjøndt ingen officiel Bekræftelse fremkom, ingen Hemmelighed, at Martsministeriets Opløsning, bortset fra andre Disharmonier imellem Personer og Karakterer, var fremkaldt derved, at Udenrigsministeren: Grev Knuth tilligemed tre andre Ministre: Lehmann, Monrad og Tscherning havde, da de danske Befuldmægtigede ved de i London forestaaende Underhandlinger om Monarkiets Anliggender skulde forsynes med Instruxer, forlangt, at der for det overveiende sandsynlige Tilfælde, at det saakaldte Eiderprogram, der gik ud paa, at Slesvig med Bibehold af særlige provindsielle Institutioner skulde konstitutionelt forbindes med Kongeriget til at danne den egentlige danske Stat, hvortil det tydske Hertugdømme Holsten skulde staae i et friere og løsere Forhold, ikke helt lod sig gjennemføre, skulde optages som subsidiært Grundlag en Beføielse til at gaae ind paa en Udskillelse af en Del af det sydlige Slesvig, der da skulde forbindes med Holsten, medens Resten forbandtes med Kongeriget (Slesvigs Deling), men at Kongen, støttende sig til de øvrige Ministre, havde afslaaet dette. Da hele Ministeriet var enigt om den principale Paastand, der skulde opstilles, og da det var aldeles urimeligt at antage, at de tre, den ældre Regjering tilhørende og dens Anskuelser nærmere staaende Ministre: Moltke, Bluhme og Bardenfleth skulde have villet sætte alt ind derpaa med Afvisning af enhver anden Udvei, laae det nær at antage, at der, medens Eiderprogrammet tilsyneladende fastholdtes, bagved Afslagetskjulte sig Tanken paa at opnaae en Ordning ved saadanne Lempelser med Hensyn til Slesvigs Stilling, hvorved det kom til at danne et fælles Mellemled imellem Kongeriget og Holsten og derved ogsaa bandt dette nærmere til det øvrige Monarki (den saakaldte Helstatstanke). Til denne Side heldede da ogsaa rimeligvis i det Hele det fremmede Diplomati, der helst regnede med den bekjendte gamle Størrelse: det danske Monarki, uden at bryde sig om dets indre Forhold og de store Betænkeligheder, som en saadan kunstig Ordning indeholdt, men ganske vist og fremfor Alt den Magt, til hvem vi nærmest støttede os i Kampen mod "Oprøret" og Tydsklands Indblanding, nemlig Rusland, der hverken i og for sig sympathiserede med en efter nationale Hensyn beregnet, klar og bestemt Afgjørelse eller med milde Øine saae paa, hvad der fremkom fra den demokratiske Side af Ministeriet. Naar nu jeg, der stedse har betragtet Nationaliteten som den sande og eneste faste Grundvold for Staterne, og som heller ikke i mere end én Henseende kunde undgaae Betegnelsen som Demokrat, indtraadte i det Ministerium, som Grev Moltke i November 1848 dannede, var det med den bestemte Hensigt at vogte paa, at der ikke ved de fremtidige Underhandlinger vedtoges Noget, der tilføiede det danske Folks og dets Nationalitets berettigede Krav Skade eller fremkaldte Fare for samme, og saaledes opfattedes ogsaa af Almenheden min og Clausens Stilling og Opgave, og denne Opfattelse omgav os med en vis Popularitet, om end ikke hos de egentlige "Bondevenner"; men jeg var ogsaa temmelig sikker paa, at denne Gunst ikke fulgte mig, naar jeg aabenlyst vedkjendte mig, at jeg betragtede en Afstaaelse af en Del af Sydslesvig ikke blot som det, hvortil vi efter forgjæves Forsøg i andre Retninger maatte komme tilbage, men som det, hvorpaa vi egentlig direkte burde styre løs, og som i og for sig selv var billigt og rigtigt. I det første Statsraadsmøde, i hvilket jeg deltog, udtalte jeg klart ogtydelig, at jeg, villig til at underkastemig den da givne Situation og de deraf følgende Forsøg, men overbevist om disses Frugtesløshed, forbeholdt mig i sin Tid at komme tilbage til den Udvei, der for Øieblikket ikke turde betrædes.
Under den heftige indre Bevægelse og overhængende Fare udenfra var der i Marts 1848 ved en Forbindelse imellem Repræsentanter for det Overleverede og de nye, hidtil udenfor Administrationen staaende Mænd, der bares frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art foreløbig ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvægt. Da nu just Ministrene af denne Side i November traadte ud, fordi de hverken hos Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen turde regne paa Understøttelse for den Modifikation i deres oprindelige Program, som de erkjendte for nødvendig, i det Ringeste som subsidiær Udvei, var det naturligt, at den til den anden Side hørende Ministerpræsident, hvem det overdroges at danne det nye Ministerium, vel ikke paa Grundlag af en vedtagen Forfatningslov, men dog ligeoverfor en allerede til Vedtagelsen af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og et denne forelagt Udkast, søgte sine Medarbeidere overveiende imellem Mænd, der allerede før Marts Maaned havde havt Andel i Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne, men saaledes, at Frygten for et Brud med den nye Retning i Statslivet og med den nationale Stræben udelukkedes. Det nye Ministerium rykkede derved i Personer og Former lidt længere til Høire, men uden nogen Reaktion. At iøvrigt noget nærmere bestemt Hensyn paa en harmonisk Samvirken gjorde sig gjældende, vil jeg ikke sige. De Kræfter, der overhovedet vare til Raadighed, tillode ikke noget strengt Udvalg, og Gjennemførelsen af et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes Personlighed ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev Moltke var en saare elskværdig Privatmand, engrandseigneurmed fuld Følelse af denne Stillings Forpligtelser, og havde Styrke nok til den passive Opofrelse for at lette Statsmaskinens nogenlunde jævne Gang at underkaste sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mænd af meget afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer; men han besad ligesaalidt klart og omfattende Blik paa indviklede Statsforhold som streng Arbeidsomhed eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I selve sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjørelser. Uden nogensomhelst diplomatisk Øvelse eller Erfaring paatog den mere end tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen af Udenrigsministeriet, understøttet med Hensyn til det Formelle ved den diplomatiske Korrespondance af en brav, men hverken ved Begavelse eller ved i høiere Stillinger vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille. Den Karakter af ubestemt Passivitet, der herved paatryktes Regjeringen, var imidlertid under de givne Forhold maaske endog ret heldig, indtil det Tidspunkt, da det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851 gjaldt om at benytte den relativt gunstige Stilling til en selvstændig og aktiv Optræden. Af de civile Ministre medførte Bang som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og Arbeidslyst, omfattende juridisk Indsigt og, navnlig hvad Landboforholdene angik, ogsaa administrativ Erfaring, men der fattedes ham Forstaaelse af høiere politiske Spørgsmaal og Karakterfasthed; hans Betragtning havde ligesom hans ydre Væsen ofte noget Vulgært og Simpelt. Finantsminister Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere indtraadte Rosenørn med mig endnu er tilbage af dette Ministeriums Medlemmer) forenede betydeligt Talent og Fagkundskab med ungdommelig Kraft og Mod; han ledede baade sit eget Ministerium med Dygtighed og Sikkerhed og hævdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I almindeligere politiske Spørgsmaal vare hans Anskuelser imidlertid neppe meget faste, og man mærkede vel hosham en vis aristokratisk farvet Lyst til med Benyttelse af Omstændighederne at naae en overlegen Rolle og Stilling. Krigsministeren: General Hansen medbragte fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i Generalkommissariatskollegiet den ældre militære Rutine; han besad Sands for Orden og Regelmæssighed og en til Stivsind og stødende Særhed udartende Fasthed; det hele konstitutionelle Væsen var ham fremmed og imod; i Felttoget 1848 havde han havt Sammenstød med den udmærket begavede Stabschef Læssøe og kunde ikke overvinde sin Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet vanskeligt at fastholde Grændsen imellem sin Virksomhed som Krigsminister og Førelsen af den aktive Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore smaae Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare elskværdig og agtværdig Personlighed, men hverken særdeles skarpsindig Jurist eller hurtig og sikker i en Debat, og Zahrtmann, der havde tabt noget af Sømandens Energi og Djærvhed som Adjutant og Hofmand hos Christian VIII, gjorde sig ikke meget bemærkede udenfor deres Specialministerier. Moltke, skjøndt i sit Væsen og sine Følelser grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed ved at gjøre sig fortrolige med andre Forestillinger om Monarkiets og dets Deles Sammenhæng end dem, hvorunder de længe havde virket, især med Tanken om en løsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck holdt vel paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men uden at gjøre sig Nationalmodsætningens Forhold til det slesvigske Spørgsmaal ret klart. Bang gik med sine Tanker ikke meget udover Kongeriget, til hvilket hans tidligere Opgaver ganske havde indskrænket sig. Rosenørn, der i September 1849, efter at være nedkommen fra Island, hvor han var Stiftamtmand, afløste den af Ministervirksomheden trætte Bang som Indenrigsminister, var en arbeidsom og samvittighedsfuld Mand med mange Kundskaber, men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt i smaaligDetail og var i almindeligere politiske Spørgsmaal uklar og i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mænd indtraadte nu jeg aldeles blottet for administrativ Øvelse og Rutine, ubekjendt med alle Former. Det faldt mig imidlertid ikke vanskeligt temmelig hurtig at sætte mig ind heri og i den mit Specialministerium vedkommende Lovgivning, dels ved Hjælp af en vis fra min Barndom stammende Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjønnede, ved den Understøttelse, som jeg fandt hos min tidligere Foresatte, nu min Departementschef: Konferentsraad J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder berededes mig paa den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab saavel med det hele høiere Embedspersonale som med de hidtil udenfor Embedsstanden politisk virksomme Mænd (— thi med den yngre politiske Opposition og Journalistik havde jeg som anført heller ikke hidtil staaet i nogensomhelst nærmere Forbindelse —), paa den anden Side ved min Uvanthed til det høiere Selskabslivs Former og det vedvarende økonomiske Tryk, hvorunder jeg levede[60]. Adgangen til ved nogen Berørelse med de fremmede Diplomater baade at lære deres Forestillinger nærmere at kjende og maaske at indvirke berigtigende paa dem, i det Ringeste forsaavidt de i mig og Clausen blot saae radikale Demokrater, afskares mig tillige ved min med Undseelse forbundne Mangel paa Færdighed i Fransk og derhos ved den besynderlige Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede efter Opløsningen her i Landet af enhver Art af regelmæssig kongelig Repræsentation. Alle disse Forholdligesaavelsom min Mangel baade paa Evne og Lyst til at samle om mig Noget, der lignede et Parti, forbød mig at stræbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds i vor politiske Stilling og Betingelserne for dens Klaring end de fleste af mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne ikke savnede Evne til i rette Øieblik at gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det bedste Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General Hansen, der en Tidlang nærede og ytrede en dog efterhaanden forsvindende Uvillie imod mig.[61]I Statsraadet stod naturligvis Clausen mig nærmest som Repræsentant for den samme Grundanskuelse, men dels gik han meget nødigen ind paa den Indrømmelse, hvortil Nationalitetsprincipet maatte føre med Hensyn til Sydslesvig, dels fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved en under den lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod og tydske Overgreb naturligen fremkaldt Bitterhed, der navnlig fremtraadte ligeoverfor Universitetet i Kiel. I indre Spørgsmaal mærkedes det undertiden, at Clausen som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes noget formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslærer. Naar jeg nu ved i Erindringen at sammenfatte Totalbilledet af det Ministerium, om hvis enkelte Medlemmer jeg her har talt, og ved at maale den deri samlede politiske Dygtighed stundom kommer til at tænke paa de Ord, hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede sin Søn Jacob, da denne havde Betænkelighed ved at paatage sig Underhandlingerne ved Fredskongresseni Münster og Osnabrück: "Nescis, mi fili, quantilla prudentia mundus regatur," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat det hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre konstitutionelle Ministerier, hvori ikke — en sjelden Undtagelse — en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det var et Ministerium af redelige, uegennyttige Mænd, og det blev et efter de givne Omstændigheder for Landet og sig selv, saalænge det bestod, lykkeligt Ministerium; Aarene 1849 og 1850, ja Størstedelen af 1851 høre til Danmarks bedste og ærefuldeste Aar.
Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig set naturligvis noget forskjelligt før og efter Grundlovens Vedtagelse; i Virkeligheden kom Spørgsmaalet herom dog ligesaa lidt frem som om Ministeriets Stilling til Slesvig og Holsten efter Vedtagelsen af den foreløbig alene i Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat Enevoldsmagtens Tøiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af hans ikke stærke Hænder (— thi deri bestod, naar vi ville tale sandt, Gaven af Friheden —), havde Kongen trukket sig tilbage til Frederiksborg i Omgivelser efter sit Valg og ytrede ikke synderlig Deltagelse for de offentlige Anliggender eller i det Ringeste Lyst til alvorlig at sysselsætte sig med dem eller gribe ind i dem. Det laae ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den nedarvede Hengivenhed og Ærbødighed for Monarken, at fremkalde en Forandring heri ved maaske besværlige Forhandlinger og ved nøiagtige Regler og Former. Jeg erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse i sin Helhed præsenteredes for Kongen; men vist er det, at Kongen meget sjeldent deltog i Statsraadets Forhandlinger, selv ved vigtige Spørgsmaal baade om ydre og indre Anliggender, og heller ikke krævede eller modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i Sager, der berørte Kongens Sympathier og Antipathier i Forhold til Personer, stundom blot grundet i Luner, kunde enkelte Gange Vanskelighed opstaae. Var MinisterietsHandlefrihed paa Grund heraf stor, forringedes paa den anden Side (— jeg vilde krænke min Overbevisning ved ikke at sige dette —) den Understøttelse, som, navnlig i Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongeværdighed skulde yde, ved visse personlige Svagheder hos Frederik VII, derimellem en Mangel paa Herredømme over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved Ministerskiftet i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851 en diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har paavirket Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet, derom har jeg ingen Vished. Det i November 1848 af ham givne Afslag paa den af Flertallet af Martsministrene gjorte Indstilling om et subsidiært Grundlag for Forhandlingerne i London kan jeg efter mit hele Kjendskab til Frederik VII's Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning af ham selv[62].
For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed og for Bestyrelsen af det mig særlig betroede Ministerium skal jeg nu i det Følgende efter Evne søge at gjøre Rede.
Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med Dagen efter dets Udnævnelse i Rigsforsamlingen at erklære (se dens Forhandlinger Sp. 345), at det vilde fortsætte det Regjeringssystem, der var fulgt af det tidligere Ministerium, og at det vedkjendte sig det forelagte Grundlovsudkast i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling i Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den havde fastsat sin Forretningsorden, af Behandlingen af det samtidig forelagte Udkast til en Lov (Forordning) om Værnepligten, som herefter skulde være almindelig. Denne Gjenstand indeholdt direkte kun ét Punkt, der berørte mig som Kultusminister, nemlig Spørgsmaalet om den geistlige Ordinations Forhold til Værnepligten. Dette Punkt fremkaldte imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle Misforstaaelser med Hensyn til Adgangen til geistlig Ordination (Forhandlingerne Sp. 619), ikke synderlig Strid eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte Septemberlov — ɔ: Forordningen af 23de September 1848 om en extraordinær Udskrivning af hidtil ikke værnepligtige Mandspersoner, fødte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en Forordning, der ogsaa fandt Anvendelse paa et Antal Studenter, — baade ved en særlig af den bekjendte Jurist: Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation og ved at inddrages under den almindelige Forhandling om Værnepligtssagen Anledning til udførlige og heftige Forhandlinger, hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen mod Forordningens Ophavsmand: Tscherning havde sin Del. I denne Forhandling kunde jeg, da man idelig kom tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken Krigsministeren eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og hvori min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede med Angriberne, ikke undgaae at tage Ordet, og jeg gjorde det med fuld Overbevisning til Forsvar for Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fraGrundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden som almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet, men fuldtud anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og derimellem ikke mindst de Frivillige af Studenterstanden havde ydet Hæren i det foregaaende Felttog. Det lykkedes mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp. 1005) fuldstændig at afslutte Forhandlingen af det nævnte Spørgsmaal og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen, medens jeg ved denne bestemte Optræden slet Intet tabte hos de akademiske Borgere.
I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet vel forlade det Grundlag, som indeholdtes i det af det foregaaende Ministerium forelagte Udkast, men det hævdede dog i sin den 12te Februar 1849 afgivne Erklæring (Forhandlingerne Sp. 1474) Retten til og Nødvendigheden af at undergive dette, der var udarbeidet efter de dengang paa det europæiske Fastland gængse og af den engelske Forfatnings ydre Former uden Indtrængen i dens Væsen og Forudsætninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger, uden Tvivl med særlig Benyttelse af den belgiske Forfatningslov, men tillige under Indflydelse af den i 1848 baade andetsteds og her stærkt fremtraadte demokratiske Bevægelse, en indgaaende Prøvelse. Opmærksomheden maatte saavel fra Ministeriets som fra det af Forsamlingen nedsatte Udvalgs Side først og fornemmeligen rette sig paa Bestemmelserne om Folkerepræsentationens Sammensætning. Jeg nærede dengang som nu den Overbevisning, at den Forestilling, som man har hentet fra England om et Tokammersystems afgjørende Betydning for en rolig og besindig Udvikling, men som man har maattet søge at tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil i England givne og uden at kunne støtte dem ved Traditionens Magt og andre sociale Forholds Bistand, ikke var fuldt berettiget, og at det, som tilsigtes, lod sig bedre og fuldstændigere opnaae ad en simplere Vei, navnlig i en mindre Stat som vor, nemlig ved i ét Kammer at optagei passende Forhold og Styrke de særlige konservative Elementer og ved Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen mod al Overilelse (— thi i et græsk eller norsk Etkammersystem har jeg aldrig set noget Mønster —). Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning; thi, hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne Erklæring om Repræsentationsspørgsmaalet sagdes om en i Ministeriets Skjød fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst for et Etkammersystem (Forhandlingerne Sp. 2147), angik væsentlig og, saavidt jeg erindrer, næsten alene mig. Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere konservative Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde nogen Understøttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestræbelserne for at give Landstinget et bedre Grundlag end den i Udkastet som eneste Middel opstillede Diætløshed for Medlemmerne. Ved den endelige Behandling blev det, da Bang trak sig tilbage, mig, der paa Ministeriets Vegne maatte føre Kampen, først imod et Forslag af Andræ, der gik ud paa et ubrugbart Etkammersystem (27de April 1849, Forhandlingerne Sp. 2917), dernæst for det fra Udvalget efter Forhandling med Ministeriet fremkomne Forslag til Landstingets Sammensætning i de meget stærkt bevægede Møder den 30te April og 1ste Mai, i hvilke efter Afvisning af temmelig bitre Angreb og Beskyldninger mod Ministeriet Sagen gjennemførtes og Grundlovsarbeidet frelstes fra Standsning og stor Forstyrrelse (Forhandlingerne Sp. 2952, 2962, 2975, 2997 og 3014). At det saaledes i 1849 vedtagne Grundlag er blevet bedre og sikkrere i 1866, erkjender jeg; men, at det da dannede Landsthing i sin særskilte Stilling øver en bedre og kraftigere Indflydelse paa Lovgivningsarbeidet i Almindelighed, end de samme Elementer vilde have øvet i en enkelt Forsamling, derom maa jeg endnu tvivle. Derimod har jeg ingen Tvivl om, at det var et stort Misgreb og Uheld, at man i 1849 af doktrinær Respekt for Tokammersystemets Renhed opgav det Forslag, der først var gjortaf Udvalgets Flertal og betingelsesvis anbefalet og tiltraadt af Ministeriet, atFinantslovenskulde behandles i forenet Rigsdag, altsaa under lige Medvirkning af begge Things Medlemmer. Vistnok var den af Ministeriet først stillede Betingelse med Hensyn til Antallet af Landstingets Medlemmer i Forhold til Folkethingets ikke ganske bleven opfyldt, men man var dog kommen den meget nærmere: i ethvert Tilfælde burde der været underhandlet yderligere, hvorved man maaske var kommen til den endelige Afgjørelse af Finantsloven i et efter et endnu bedre Forhold dannet Fællesudvalg, istedetfor at Udvalgets Flertal, forladt eller dog ikke fastholdt og støttet af Ministeriet, trak sig tilbage og altsaa Udkastets Bestemmelse blev staaende. Denne giver vel tilsyneladende Landsthinget lige Ret med Folkethinget over Finantsloven, men berøver det i Virkeligheden Evnen til at opretholde eller indføre nogensomhelst ikke absolut bunden Bevilling mod Folkethingets Flertal, naar det ikke vil fremkalde en Konflikt, til hvis Løsning Forfatningen intet Middel byder. Min egen personlige Mening i denne Sag findes noksom antydet i Rigsdagstidenden Sp. 6367 ff., hvor jeg ogsaa tilstrækkelig efterviste, at i andre Stater med Tokammersystem det første Kammer enten slet ingen Del havde i Finantsloven eller kun en uvæsentlig[63]. Min uforandrede Betragtningsmaade af hele dette Forhold fik jeg som Landsthingsmand tidlig og flere Gange Leilighed til at udtale (man se f. Ex. Landsthingstidenden for 5te Session 1853—54Sp. 1954 og for 7de Session 1855—56 Sp. 1051 ff.) og har senere paa andre Steder gjort den gjældende, navnlig i mine i 1882 udgivne "Bemærkninger om Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede Rigsdagsforsamling" og dedertilsig sluttende "yderligere Bemærkninger". Medens jeg nedskriver disse Blade (April 1885), have vi Leilighed til atter at skjønne, til hvilke Følger og Tilstande en virkelig Konflikt imellem begge Rigsdagens Thing paa dette Omraade fører.
En særlig Opgave tilfaldt mig som Kultusminister ved Forhandlingen af det lille Afsnit af Grundlovsudkastet, der angik de kirkelige Forhold. Naar jeg paa det Punkt først kraftig understøttede den af Udvalgets Flertal foreslaaede nye Paragraf om Folkekirkens Ordning ved Lov, der med Udeladelse af den specielle Bestemmelse om et forudgaaende Kirkemøde optoges i Grundloven som § 80, da havde dette sin Grund i min inderlige Overbevisning baade om, at Kirken ikke i Længden i en konstitutionel Stat kan vedblive at staae i den Forvikling med og Afhængighed af den rent politiske Statsmagt, hvori den i de protestantiske Lande var bragt under Fyrsternes Enevælde, og om Nødvendigheden af at holde udenfor Grundloven specielle Afgjørelser, som slet ikke hørte derhen, og som slet ikke vare tilbørlig overveiede i deres Sammenhæng og Rækkevidde, f. Ex. om Sognebaandet. Medens Vanskeligheden af Tilveiebringelsen af en saadan Kirkeforfatningslov, hvilken Kirken væsentlig maatte give sig selv, ingenlunde undgik min Opmærksomhed, og medens jeg navnligen var mig vel bevidst, hvad der fattedes mig selv til ledende Medvirkning ved dens Tilblivelse, fastholdt jeg dengang og fastholder endnu, navnlig ligeoverfor den grundtvigianske Lære om Præstefriheden, at Staten kun kan træde i et særligt Beskyttelses og Understøttelses Forhold og overlade store Eiendomme og Indtægter til et paa et fast Grundlag bygget og fuldt organiseret Samfund.En lignende Betragtning bragte mig til ved Grundlovens § 81 at holde paa, at Tilstedeligheden af religiøse Samfund skulde betinges ikke blot af, hvad der i dem "foretoges", men af, hvad der i dem "lærtes", idet det religiøse Samfund ligeoverfor Staten kun karakteriseres ved sin Lære, hvoraf Handlingerne fremgaae, forsaavidt de skulle tilregnes Samfundet, ikke Individerne. Derimod kunde jeg ikke slutte mig til eller støtte den af Udvalgets Flertal foreslaaede Paragraf, som gik ud paa at sikre de til Kirken, Skolen og milde Stiftelser henlagte Midler en særlig Ukrænkelighed, fordi jeg ikke kunde anerkjende den hele Betragtning, ifølge hvilken disse efterhaanden af Staten eller dog ved Statens Medvirkning tilveiebragte og til visse Formaal henlagte Midler som en samlet og dog efter Formaalene ingenlunde ensartet Masse ganske skulde unddrages Statsmagtens Indflydelse uden nogen klar Bestemmelse om, hvem der skulde regulere og vaage over den fremtidige Anvendelse. Min Stilling syntes ved dette Punkt at ville blive saameget vanskeligere, som min Kollega Clausen med stor Iver optraadte til Forsvar for Paragrafen, men det blev mig snart klart, at Forslaget vilde falde, udenat jeg behøvede aktivt at optræde derimod; min fuldstændige Taushed var tilstrækkelig. Den samme eller næsten den samme Taushed kunde jeg da ogsaa iagttage ligeoverfor et Forslag af nogle Medlemmer udenfor Udvalget, der gik ud paa i Grundloven at indbringe nogle Bestemmelser om Almueskolevæsenet.
Efter Afslutningen af Behandlingen af selve Grundlovsudkastet forestod der mig endnu under Forhandlingen af Udkastet til Valgloven en temmelig heftig Kamp, idet Tscherning for at svække Betydningen af den for Valgbarhed til Landstinget i Grundloven vedtagne Betingelse af Udredelsen af 200 Rd. i direkte Skat til Staten eller Kommunen vilde have Tienden medregnet ved Opgjørelsen af dette Skattebeløb, medens jeg paa Regjeringens Vegne maatte hævde, at der ved Bestemmelsen i Grundlovenikke var eller kunne være tænkt paa Tienden, der aldrig var opfattet eller betegnet som Stats- eller Kommuneskat, endsige som direkte Skat, og heri fandt Medhold saavel hos de specielt Sagkyndige som hos Forsamlingens Flertal.
Efter et strengt Arbeide lykkedes det saaledes den 5te Juni med Sanktionen af Grundloven og Valgloven at bringe Rigsforsamlingens Opgave tilende. Hvilke Spirer i Grundloven selv foruden de ovenfor udtrykkelig nævnte og hvilke Tidsforhold der have havt Indflydelse paa Opfattelsen og Anvendelsen af Grundloven, er det her ikke Stedet at undersøge eller at udtale nogen Dom om.
Ligesom ingen af Martsministeriets Medlemmer havde Medlemsplads i Rigsforsamlingen (— Tscherning indtraadte først i denne efter Nedlæggelsen af Ministerposten —), havde ogsaa Clausen og jeg ved vor Indtrædelse i Ministeriet anset det for rigtigst strax at nedlægge vore Mandater som Medlemmer af Rigsforsamlingen. Ved de første Valg til Folkethinget efter Grundlovens Vedtagelse stillede jeg mig imidlertid — den 4de December 1849 — som Kandidat og valgtes paa Frederiksværk, ɔ: i Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, med hvilken Kreds jeg iøvrigt kun havde den tilfældige Forbindelse, at min yngste Broder da havde en udbredt og paaskjønnet Lægevirksomhed sammesteds.
Medens Grundlovsforhandlingerne med Tilbehør varede (November 1848 til Begyndelsen af Juni 1849), havde jeg naturligvis i det mig betroede specielle Ministerium ved Siden af at besørge de løbende Forretninger begyndt paa de større Arbeider og Opgaver, der forelaae. Kultusministeriet var dannet ved Sammensmeltning af, hvad der hidtil havde hørt under Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler og under det danske Kancellis Departement for Kirkevæsenet og Almueskolevæsenet, hvorhos tillige derunder var inddraget de videnskabelige Samlinger (det store kongelige Bibliothek) og de Kunstanstalter og Kunstsamlinger (Kunstakademiet, den kongelige Malerisamlingo. s. v.), som forhen havde ligget udenfor de kongelige Regjeringskollegiers Omraade; efter min Tiltrædelse lagdes endnu det kongelige Theater som Nationaltheater og det dermed forbundne Kapel ind under dette Ministerium. Af de saaledes til Omsorg og Behandling under mig samlede Gjenstande kjendte jeg dem, der havde ligget under Universitetsdirektionen, af egen Erfaring, naturligvis Universitetsanliggenderne nøiere end det lærde Skolevæsen, med hvilket jeg dog, bortset fra mine tidligere Overveielser deraf, siden 1845 havde staaet i direkte Forretningsforbindelse; med de øvrige Gjenstande havde jeg derimod, hvad Indretning og Ordning angik, hidtil ikke havt nogen særlig Opfordring til at sysselsætte mig. Det traf sig nu saa, at der ved min Indtrædelse i Ministeriet forelaae til Afgjørelse efter flere Aars Overveielse og Forberedelse adskillige vigtige Sager vedkommende Universitetet og de lærde Skoler. Dette var paa den ene Side heldigt for mig, forsaavidt det paa engang tvang mig til at udforme mine Tanker og Meninger i bestemte Beslutninger og Forskrifter og gav mig Leilighed til at vinde en vis Anerkjendelse for Drift og Arbeidslyst, men det udsatte mig paa den anden Side for en heller ikke udebleven Mistanke om ensidig Lyst til at beskæftige mig med denne Side af det Kultusministeriet paahvilende Arbeide og ringere Iver for at fremme de andre Sider, især dem, der hidtil havde ligget under Kancelliet, og der unegtelig i en Række Aar havde været behandlede noget slendriansmæssig og uden dybere aandelig Interesse hos den dermed specielt betroede Deputerede. I Virkeligheden var denne Mistanke meget ubillig, thi jeg rettede strax mine Tanker paa de her stillede Opgaver; men, medens saavel disses egen Vanskelighed som mit personlige Savn af en tidligere Forberedelse maatte rykke Behandlingen af dem længere ud i Tiden, turde jeg ikke forsømme at fremme, hvad der paa det andet Omraade til Gavn kunde og burde fremmes, især da her den administrative Anordningskortere og lettere Vei kunde benyttes. Saaledes fremkom i 1849 og 1850 i Form af Bekjendtgjørelse af kongelige Resolutioner en Række tildels vigtige Foranstaltninger vedkommende Universitetet og de lærde Skoler. Ved Universitetet forandredes ved Bekjendtgjørelse af 13de Mai 1850 den tidligere Inddeling af det akademiske Aar — i et Sommer- og et Vintersemester med Sommerferien i Midten af det ene og Juleferien i Midten af det andet — til den endnu gjældende med et Foraars- og et Efteraarssemester, adskilte ved de imellem Semestrene faldende Ferier, af hvilke Sommerferien forlængedes endel, men saaledes at, afvigende fra Konsistorii Indstilling, ved Fjernelsen af andre Afbrydelser Forelæsningstiden nøiagtig blev ligesaa lang som før, og under 1ste September 1850 omdannedes Sammensætningen af det akademiske Raad, Konsistorium, paa den endnu bestaaende Maade, idet der med Benyttelse af de forskjellige indkomne Forslag skabtes en ny Kombination af det hidtil eneraadende Anciennitetssystem med et af Valg fremgaaet Element, og idet der oprettedes en almindelig Forsamling af de akademiske Lærere, hvilken det overdroges saavel frit imellem Konsistorii Medlemmer at vælge Universitetets Rektor for hvert Aar, hvilket Embede hidtil havde skiftet efter en fast Tour, som at besætte fem Pladser i Konsistorium og derhos at overveie og erklære sig om Anliggender af almindelig Interesse for Universitetet. Ligeledes gaves der efter Andragende fra vedkommende Fakulteter ved særlige Bekjendtgjørelser flere Bestemmelser vedkommende de akademiske Examina, f. Ex. under 23de September 1849 om Ophævelse af Brugen af det latinske Sprog ved theologisk Embedsexamen og Indførelsen af en særlig Prøve for Bekjendtskab med det kirkelige og patristiske Latin. Den vigtigste af disse Examensbestemmelser og den, ved hvilken mit eget Initiativ og min egen Anskuelse havde gjort sig mest gjældende, var Anordningen af 2den Februar 1849 om de Examina, der skulde giveAdgang til overordnede Lærerpladser ved de lærde Skoler, altsaa den historisk-philologiske Skoleembedsexamen, der afløste den i 1818 indrettede philologiske Embedsexamen, og om polyteknisk Examen eller en Magisterkonferens som Kvalifikation for Overlærerembede i de mathematiske og naturvidenskabelige Fag, en Anordning, der naturligvis var af stor Betydning for de lærde Skoler[64].
For Læreanstalten i Sorø var den kongelige Resolution af 12te April 1849 af afgjørende Vigtighed. Derved ophævedes ganske den akademiske Undervisning dersteds, hvis Nytte og Betydning aldrig havde vundet fuld Anerkjendelse, og som allerede under Christian VIII var bragt i Opløsning for istedetfor den at grunde en Art folkelig Realhøiskole, en Plan, der hverken havde kunnet vinde fast Skikkelse eller Tillid og Bifald udenfor et enkelt Parti. Den gjennemgribende Forholdsregel udgik fra min Side af en længe og ved den omhyggeligste Prøvelse modnet Overbevisning, og Grundene for den vare saa klare og stærke, at de enkelte Indsigelser baade dengang maatte forstumme og senere paany have maattet vige. Jeg har gjentagne Gange paavist, hvorledes det ridderlige Akademi i Sorø i Historien kun viser sig som et to Gange (under Christian IV og Frederik V) gjentaget og snart mislykket Forsøg paa, med Tilsidesættelse af den af Frederik II i Sorø grundlagte lærde Skole, at stifte en særlig, for vor nuværende Statsform og vor Tids Anskuelser aldeles fremmed aristokratisk Undervisningsanstalt, og at der derfor ikke fra Fortiden kan hentes nogensomhelst Støtte eller Pietetsgrund for Gjenoprettelsen eller Vedligeholdelsen af en særlig, den almindelige lærde Skoles Grændser overskridende Læreanstalt, men at ethvert Forslag til en saadan maa retfærdiggjøres ved Paavisningen af et berettiget Formaal, der ikke kan tilfredsstilles ved Landets øvrigeLæreanstalter, navnlig Universitetet, og af Byen Sorø som særlig skikket til dette Formaals Realisation, og denne Paavisning er udebleven. Sidste Gang og udførlig har jeg udtalt mig om denne Gjenstand i en Erklæring, som jeg som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler efter Ministeriets Opfordring den 11te Januar 1868 indsendte over den Betænkning, der under 9de August 1867 var afgiven af en i Anledning af et Andragende fra Soransk Samfund om en udvidet Virksomhed for Sorø Akademi nedsat Kommission. Denne Erklæring, der er trykt i Lindes Meddelelser angaaende Sorø Akademi for Aarene 1857—78 (Kjøbenhavn 1880) S. 41—58 og særskilt, er skreven noget skarpt, fordi jeg følte en vis Harme over den Maade, hvorpaa Kommissionens Medlemmer uden al Enhed og Sammenhæng havde søgt hver lidt Plads for sin Yndlingsidé og dernæst i Forening deraf havde sammensat et aldeles løst Skin af Helhed, men den er fuldt retfærdig. De rige Midler, der ere samlede i Sorø, tildels hidlagte andetstedsfra (Maribo Kloster), tildels kunstig hidlokkede (den Holbergske og den Kalkreutzske Donation), tildels opsparede i en lang Uvirksomhedsperiode, maae, forsaavidt de overskride en liberal Tilfredsstillelse af Skolens og Opdragelsesanstaltens Krav, betragtes og behandles som en almindelig Fond til Fremme af høiere Undervisnings- og Oplysningsformaal, men rigtignok efter en fastere Plan, end der hidtil viser sig.
Ved de lærde Skoler gjennemførtes under 13de Mai 1850 som almindelig Norm den Undervisningsplan, der fra 1845 af foreløbig havde været fulgt og prøvet ved tre Skoler, med de ikke store Modifikationer, som den vundne Erfaring havde givet Anledning til, og samtidig ophævedes den hidtilværende Examen artium, idet Modenhedsprøven henlagdes til Skolerne. Efterat ved denne Foranstaltning den hidtilværende anden Examens Lærestof ligeledes for Størstedelen var overgaaet til Skolerne, gaves Bestemmelserne for det ved Universitetet tilbageblivendephilosophiske Kursus og den dertil hørende Prøve ved Bekjendtgjørelsen af 7de September 1850. De Forhandlinger og Overveielser, der vare indledede angaaende Indførelsen af en særskilt Realundervisning ved de lærde Skoler, medens den videnskabelige Realskole i Aarhus nedlagdes, bragtes derimod først tilende efter min Fratrædelse fra Kultusministeriet.
En allerede før Ministeriets Oprettelse begyndt Forhandling om en Indskrænkning i de lærde Skolers Antal samtidig med Skolernes Udvidelse kom til Afslutning ved kongelig Resolution af 6te Mai 1850, hvorved Slagelse Skole nedlagdes og Rønne lærde Skole forvandledes til en høiere Realskole, dog under Forbehold af Forhandling med Rigsdagen om de dens Kontrol undergivne Pengespørgsmaal, der især ved Slagelse Skole vare af Vigtighed, et Forbehold, der opfyldtes ved det i Rigsdagens 3die Session 1851 forelagte Lovudkast om de økonomiske Forhold ved Nedlæggelsen af den lærde Skole i Slagelse og om Rønne lærde Skoles Overgang til en Realskole.
En ikke liden Vægt lagde jeg paa, at det System, der i de nærmeste Aar før min Indtrædelse i Ministeriet ved den almindelige Skolefonds forøgede Indtægter havde udviklet sig, nemlig i større Omfang end før at bøde paa den meget utilstrækkelige Løn for den yngste Lærerklasse, Adjunkterne, ved Gratialer efter vilkaarligt Skjøn, afløstes af en fast Regel for Oprykning igjennem forskjellige Lønningsklasser efter Anciennitet, hvilket skete ved kongelig Resolution af 10de Marts 1849. Denne Resolution blev en Forløber for den nogle Aar efter tilveiebragte Lønningslov for hele Lærerpersonalet ved de lærde Skoler af 28de Marts 1855, forbunden med Avancementsbestemmelser, til hvilken Lovs Tilveiebringelse jeg som Undervisningsinspektør medvirkede og gjorde Forslag, omend den endelige Lov fjernede sig endel fra Forslaget.