Det ligger saa klart for Dagen, at endel af de saaledes ved kongelige Resolutioner efter Ministeriets Indstilling afgjortevigtige Sager, navnlig om Sorø Akademis og Slagelse og Rønne Skolers Nedlæggelse og om de lærde Skolers Undervisningsplan, under almindelige Forhold vilde have krævet Rigsdagens Medvirkning og Afgjørelse ved Lov, at det ikke paa nogen Maade kunde undgaae min eller Statsraadets Opmærksomhed, i hvilket naturligvis Sagerne forhandledes, førend de forelagdes Kongen. Det var saaledes ganske i sin Orden, at Grundtvig i Rigsdagens 1ste Session 1850 den 27de Juni stillede en Forespørgsel til mig om den Berettigelse, hvormed Ministeriet havde handlet. Naar jeg imidlertid havde paataget mig Ansvaret for den valgte Afgjørelsesmaade og derfor vandt Rigsdagens stiltiende Anerkjendelse, idet ingen videre Anke eller Forslag fremkom og selv Grundtvig beroligede sig ved de af mig givne Erklæringer, hvorved Rigsdagens Kompetence under almindelige Forhold ganske indrømmedes, da laae Grunden hertil i den hele anomale Stilling, hvori disse Anliggender vare komne ved, hvad der var sket og foretaget før Regjeringsforandringen og endvidere før Grundlovens Vedtagelse, og i den stærke Nødvendighed af at komme til en Afslutning af de svævende Spørgsmaal, medens Rigsdagen, da den først i 1850 sammentraadte, selv uden Hensyn til Vanskeligheden ved samtlige disse Gjenstandes Behandling i den Skikkelse, i hvilken de stykkevis og betinget af mange Slags Forudsætninger forelaae, var fuldt optagen af Lovudkast om materielle Sager, der ikke taalte Opsættelse, samt endelig deri, at den i de enkelte Sager trufne Afgjørelse i det Hele havde den offentlige Mening for sig og derfor ogsaa grundlagde en Tilstand, der længe holdt sig med ringe Modifikationer.
Ligeoverfor denne omfattende Række af større Foranstaltninger angaaende det høiere Undervisningsvæsen tog unegtelig min Virksomhed paa Almueskolevæsenets Omraade sig fattig ud, forsaavidt den maales efter enkelte, særligen fremtrædende Ytringer; thi baade en lille Lovom Ophævelsen af en Afgift, der under Navnet "Degnepension" hvilede paa enkelte Skolelærerembeder, og et andet, desuden af et Medlem af Folkethinget (Frølund) indbragt, men af mig understøttet Lovforslag, hvorved Skolelærerne fritoges for en dem fra gammel Tid paahvilende, men praktisk allerede for en Del ophørt Forpligtelse til Befordring af visse Breve imellem Provster og Præster, angik kun ubetydelige Gjenstande, og samme ringe Vigtighed havde den Forandring, der administrativt gjennemførtes i Kaldsretten til visse Skolelærerembeder som Følge af Grundlovens Bestemmelse om Ophævelsen af Forrettigheder, der vare knyttede til Adel. Der forelaae imidlertid paa hele dette Omraade ingen Forarbeider eller indledende Skridt til enkelte særlige Foranstaltninger og Anordninger, og der lod sig, just paa Grund af Sammenhængen imellem alle Led af det for hele Landet ensartede Almueskolevæsen, Intet af nogen Betydning for det Hele udrette uden ved at søge at vinde et nyt Grundlag istedetfor den efter sin Aand og Bestræbelse saare fortjenstlige, men under uheldige og fattige Forhold fremkomne, i Redaktionen ofte mangelfulde og i Virkeligheden kun ufuldstændig gjennemførte og i flere Punkter ikke længer til de ved Grundloven givne Forudsætninger passende Anordning af 1814. Indtil dette nye Grundlag skabtes, maatte Bestræbelserne derfor gaae ud paa saavidt muligt ad administrativ Vei paa de enkelte Steder fuldstændigen eller dog fuldstændigere end hidtil at gjennemføre den gjældende Anordnings Bestemmelser om Skolernes Antal og Indretning og Lærernes Kaar, og i denne Retning arbeidedes der af Ministeriet troligen igjennem Amtsskoledirektionerne under besindig Lempelse imellem Strenghed ligeoverfor Kommunerne og billigt Hensyn til Omstændighederne. En almindelig ny Lov om Almueskolevæsenet var en Opgave, der krævede de vanskeligste og omhyggeligste Overveielser baade med Hensyn til Undervisningens Fastsættelse og Begrændsning ogmed Hensyn til alle de ydre Midler og Betingelser i Forhold til Almuens mangfoldig nuancerede Livsvilkaar, og den forudsatte derhos et Kjendskab til det virkelig, ikke blot paa Papiret Bestaaende, som ikke var let at opnaae. Det var derfor naturligt, at jeg, da Folkethingsmand Gleerup i Rigsdagens første Session i 1850, efter Forudskikkelse af adskillige Bemærkninger om Kultusministeriets ringe Virksomhed paa Lovarbeidernes Omraade i Sammenligning med de øvrige Ministerier, rettede den Forespørgsel til mig, om jeg snart vilde forelægge Udkast til en fuldstændig Lov om Almueskolevæsenet, svarede, at jeg hverken i denne eller den næste Session (i Efteraaret 1850) tænkte paa at forelægge et saadant Udkast, idet jeg derhos under Henvisning til, hvad jeg allerede strax efter Begyndelsen af Sessionen ved Forelæggelsen af det lille Lovudkast om de saakaldte Degnepensioner havde ytret om den ringe Opfordring, der for Øieblikket var for Kultusministeren til at besvære Rigsdagen og afdrage dens Opmærksomhed fra de af de øvrige Ministerier forelagte paatrængende Udkast om materielle Gjenstande, gav en saadan Fremstilling af, hvad der krævedes til at frembringe et forsvarligt Udkast til en Almueskolelov, at det kunde skønnes, at jeg allerede alvorligen havde gjennemtænkt Opgavens Beskaffenhed og forberedt mig paa den[65].Derimod lovede jeg, hvis jeg vedblev i min Stilling indtil den ordentlige Rigsdagssamling i 1851, at forelægge et saadant Udkast; men selv dette Løfte blev jeg hindret fra at opfylde baade ved Arbeidets Omfang og Vanskelighed og ved de almindelige politiske Forhandlinger, der i 1850 og 1851 optog en stor Del af min Tid og Opmærksomhed og iblandt Andet i Sommeren 1851 pludselig kaldte mig tilbage fra en Reise, som jeg havde tiltraadt til Jylland for med egne Øine at se Almueskoleforholdene der i forskjellige Egne, efterat jeg iforveien i Stilhed havde gjort nogle lignende Iagttagelser i Sjælland. Da jeg altsaa i November 1851 paa en Tid, hvor det var mig klart, at jeg meget snart vilde træde ud af Ministeriet, ved en Interpellation mindedes om mit Løfte, maatte jeg (den 10de November, se Folkethingstidenden for 1851 Sp. 748 ff{}.{–}) nøies med at forklare, hvorledes jeg havde søgt at fremme Sagen, og hvorvidt jeg var naaet. Efterat jeg ved Begyndelsen af 1852 atter havde overtaget min Universitetsvirksomhed og Inspektionen ved de lærde Skoler, optoges min Tid og mine Kræfter saa stærkt af Embedsgjerningen og Fornyelsen af de i tre Aar tilsidelagte Studier, at jeg først mod Slutningen af Aaret kunde lægge sidste Haand paa det i Ministeriet begyndte Arbeide og udgive det under Titlen: "Udkast til Lov om Almueskolevæsenet udenfor Kjøbenhavn" (det blev omdelt i Rigsdagen den 10de Januar 1853). Jeg betragter endnu dette Udkast med Tilfredshed, idet hele Opgaven deri er søgt løst i fuldstændig og klar Sammenhæng; ikke Lidet af, hvad der deri er foreslaaet om hele den økonomiske Side (om Skolelærernes Løn, Alderstillæg og Pensionering og om Fordelingenaf Skoleudgifterne paa større Kredse), er mere eller mindredirektbenyttet i den af Monrad i 1856 tilveiebragte Lov, medens der destoværre, til Skolernes og Skolelærernes Skade, i denne blev fulgt et helt andet Princip for Lærernes Kaldelse. At jeg strengt fastholdt Grændsen imellem Almueskolen, ɔ: Skolen for den Undervisning, som skal ydes Alle, og som Alle skulle modtage, og den høiere Skole, hvis Undervisning frit vælges og modtages med Offer af større Kraft, Tid og Vederlag, men dog anviste Veien til en naturlig Fortsættelse og fyldigere Afslutning af Almueskolen paa Landet i Analogi med Kjøbstadsskolen, regner jeg mig ikke til særlig Fortjeneste, da man endnu ikke dengang var kommen ind paa Forsøget paa at forkvakle baade den obligatoriske og den friere høiere Skole ved kunstige Forbindelser og Lempninger.
Hvad Kirkevæsenet angik, var det fra det første Øieblik af, da jeg fik dermed at gjøre, min Overbevisning, at Staten og dens Tjener: Ministeren skulde yde Folkekirken den Understøttelse og det Værn, der i Grundloven tilsagdes den, men saa lidet som muligt og allerhelst slet ikke befatte sig med dens indre Anliggender, hvilke Kirken imidlertid da maatte sættes istand til selv at varetage. Dette skulde skee ved den kirkelige Forfatningslov, som Grundlovens § 80 stillede i Udsigt. Men, medens det stod mig fast, at Staten kun kunde staae i et Understøttelsesforhold til en virkelig ordnet og paa et bestemt, omend ikke i alle Enkeltheder fastslaaet og uforanderligt Læregrundlag bygget Kirke, og jeg derfor var en ligesaa bestemt Modstander af den Grundtvigske Præstefrihed, der lod Kirkesamfundet forsvinde, som af Retninger, der frygtede alt Kirkeligt og Præsteligt, kunde jeg ikke være blind for den Vanskelighed, der laae deri, at den hidtil i sine Anliggenders Styrelse aldeles uselvstændige Kirke skulde modtage sin Forfatning ved en borgerlig Lov. Der maatte altsaa efter min Mening arbeideshen til, at denne Forfatningslovs Indhold saavidt muligt fremgik af Kirkens egen Trang og Overbevisning og kun fik sin ved Tilsagnet om Understøttelse betingede Sanktion af Statslovgivningen.Jegmaatte derfor uden Hensyn til, at den ved Forhandlingen og Vedtagelsen af Grundlovsparagrafen i Forslag bragte udtrykkelige Bestemmelse om et forberedende Kirkemøde var udgaaet, fastholde den af min Formand i Ministeriet, Monrad, opstillede Tanke om et saadant Kirkemøde som nødvendigt til Forberedelsen af en Kirkeforfatning og forlangte i det første Udkast til en Finantslov, der forelagdes (i den første Rigsdagssession 1850), en Sum af 10,000 Rdl. til Afholdelse af et saadant Møde. Efterat jeg baade ved første og anden Behandling havde udtalt mig i den her antydede Retning, især ligeoverfor Grundtvig og Tscherning, mod hvilken sidste jeg gjorde gjældende, at den danske Kirke hidtil i sin Styrelse slet ikke var, hvad han kaldte den, en Menighedskirke, bevilgedes der 5000 Rdl. Jeg modtog denne Bevilling med en dyb Tvivl om, hvorvidt jeg enten i det Aar eller i det næste vilde være istand til at benytte den og til alvorlig at fremme Sagen, og derfor med stor Bekymring. Jeg saae ikke blot, hvilke stærke og skærende Modsætninger der i det Øieblik fandt Sted imellem de fremragende Ordførere i den danske protestantiske Kirke, saasom J. P. Mynster, Clausen og Grundtvig, men jeg nærede derhos Tvivl om, at der da overhovedet var et saadant Menighedsliv og en saadan hengiven Tilslutning til Kirken tilstede hos Folket, at Bygningen lod sig opføre paa denne Grundvold, og, hvad der for mig personlig var det Tungeste og maaske bestyrkede og skærpede hin Tvivl om Andre: jeg følte, at jeg selv, skjøndt paa min Maade inderlig religiøs stemt, dog ikke stod saaledes paa hele Aabenbaringstroens Standpunkt, at jeg tillidsfuld, med Fasthed og uskrømtet Alvor kunde deltage i, endsige lede Forhandlingen om en Forfatning for den evangelisk-lutherskeKirke i Danmark; jeg vilde ikke nedrive eller svække, men skyldte at befæste og opbygge; jeg frygtede for at vakle eller at hykle; jeg led derved stærkt og lod derfor Sagen, som heller ingen Anden dengang ytrede ret Mod eller Lyst til at tage fat paa, hvile. — Men udenfor Hovedspørgsmaalet om Folkekirkens egen Forfatning paatrængte der sig efter Grundlovens Vedtagelse forskjellige særlige Spørgsmaal, der angik Berøringen imellem Folkekirken og Personer, der befandt sig udenfor den, og den disse Personer nu tilkommende Uafhængighed af Folkekirkens Forskrifter og Former. Efterat jeg allerede i Rigsdagens første Session 1850 i Anledning af et Andragende fra den mosaiske Menighed i Kjøbenhavn og en derved fremkaldt Forespørgsel i Folkethinget havde forelagt et Udkast til Lov om den religiøse Opdragelse af Børn, der vare fødte i Ægteskab mellem Personer af forskjellig Trosbekjendelse, og, da Udkastet paa Grund af dets Fremkomst mod Sessionens Slutning ikke var kommet til Behandling, havde forelagt det paany i anden Session samme Aar, fremkom der i denne fra et Medlem af Folkethinget: Overretsassessor Spandet et Forslag til "Lov om Trosfrihed", der meget mindre handlede om, hvad Titlen angav, end om alle de Forhold, i hvilke hidtil kirkelige Handlinger og Former vare satte i Forbindelse med borgerlige Rettigheder, og som gik ud paa overalt at ophæve denne Forbindelse paa en Maade, der baade unødvendig og forstyrrende greb ind i Folkekirkens Opfattelse og Vedtægt og lidet tilfredsstillede den borgerlige Ordens og Retssikkerheds Krav. Idet jeg nu under første Behandling af dette Lovforslag paaviste og bekæmpede denne dobbelte Mangel ligeoverfor den selv meget alvorlig religiøse Forslagsstiller og hans to fra høist forskjellige Standpunkter udgaaende Kampfæller: Grundtvig og Tscherning, erkjendte og udtalte jeg ligefremt og aabent, at der var Punkter og Tilfælde, for hvilke der nødvendig maatte skaffes nyere og friereFormer og Bestemmelser, navnlig med Hensyn til Ægteskabs Indgaaelse imellem Medlemmer af forskjellige Trossamfund eller Personer udenfor ethvert anerkjendt Trossamfund og med Hensyn til Opdragelsen af Børn fødte i slige Ægteskaber, og, da et Udvalg var nedsat efter første Behandling, meddelte jeg dette et Udkast til Lov om den saaledes begrændsede Gjenstand, hvori da ogsaa Indholdet af det af mig forinden forelagte Forslag om Børneopdragelsen indgik, hvorfor dette bortfaldt som særskilt. Det nævnte Udkast tiltraadtes i alt Væsentligt af Udvalget og førtes derpaa til endelig Vedtagelse gjennem en Forhandling, som jeg saameget mere maatte lede baade med Kraft og Forsigtighed, som den i Udkastet ligefrem foreskrevne Form af rent borgerligt Ægteskab fandt ringe Sympathi hos Justitsministeren og aabenbart bekæmpedes af min Kollega Clausen, idet han sluttede sig til et Forslag, der søgte at bevare et tomt Skin af præstelig Medvirkning. Medens jeg i Folkethinget havde maattet kæmpe for Lovens Indskrænkning til det Nødvendige og for Skaansel af det Bestaaende, hvor ingen Forandring var fuldt nødvendig, maatte jeg omvendt i Landsthinget føre en meget skarp Kamp imod Ørsted og Blechingberg, der stædigen afviste enhver Reform. Erfaringen har vist, at den aabnede Udvei, som jeg siden administrativt maatte supplere ved en af mig selv affattet Formular for den borgerlige Vielse, da var aldeles tilstrækkelig for Formaalet og ikke har beredet nogensomhelst Vanskelighed eller Uorden. Den heftige Bevægelse, som det Spandetske Lovforslag havde fremkaldt i og udenfor Geistligheden, lagde sig ogsaa snart[66].Et af Pastor (senere Biskop) Kirkegaard i Landsthinget i første Session 1850 indbragt Forslag om Menighedernes Ret til Indførelse af nye Psalmebøger bortfaldt ved anden Behandling i Henhold til en af mig afgiven Erklæring om, hvilken Myndighed jeg troede, at Administrationen i denne Retning havde, og om hvorledes jeg for min Del vilde benytte denne Ret. Hele Forhandlingen var ført i velvillige Former[67].
Under Kultusministeriet henhører som bekjendt dels den egentlige Bestyrelse, dels Tilsynet med Brugen og Benyttelsen af store Indtægter og Eiendomme, der ere henlagte til Kirkens og Geistlighedens og til de høiere Undervisningsanstalters Underhold. At jeg med Hensyn til den store Kapital- og Godsformue, som tilhørte Universitetet, Kommunitetet, Sorø Akademi og den almindelige Skolefond, strax og fuldstændig anerkjendte den samme Ret til Kontrol og Bevilling hos Rigsdagen, som denne udøvede med Hensyn til den almindelige Statsformue, finder vel nu Enhver naturligt og nødvendigt; i 1849 og 1850 fandtes der ikke ganske faa eller ubetydelige Mænd, der troede, at jeg deri gik for vidt. Desto bestemtere hævdede jeg navnlig under den første Finantslovs Behandling og kunde jeg hævde Berettigelsen og Hensigtsmæssigheden af at respektere og beholde Fortidens Overlevering i denne Henseende og forsvare de enkelte Stiftelsers Ret og Krav. Jeg henviser herom til Folkethingstidenden for 1ste Session 1850 Sp. 636 om Universitetet, Sp. 539 om polyteknisk Institut, Sp. 4088om Sorø, navnlig om Skolen ligeoverfor Akademiet, og om den lærde Skoledannelse, jvf. Sp. 4097[68]. Den samme Betragtning førte mig da ogsaa til den Overtydning, at den Lov, der for Statsdomænernes Vedkommende vedtoges om Fæstegodsets Overdragelse til Brugerne som Eiendom i Henhold til tidligere Antydninger og Tilsagn, ogsaa maatte finde Anvendelse paa det Fæstegods, der tilhørte de under Kultusministeriet henlagte Stiftelser, navnlig Sorø Akademi, og jeg forelagde henimod Slutningen af den anden Rigsdagssession i 1850 det hertil sigtende Lovudkast og gjentog det, da det dengang ikke kunde komme til Forhandling, i 1851, hvor det dog først blev endelig vedtaget efter min Udtrædelse af Ministeriet efter en temmelig udførlig Forhandling om en særskilt Afdeling af det soranske Fæstegods, det saakaldte Kalkreutzske Gods. At jeg som Udøver af Godseierretten gjorde mig den største Umage for at forbinde Billighed og Humanitet med Agtelse for en Eiendomsret, der ikke var min egen, er jeg mig bevidst, og den eneste Klage, der i Folkethinget fremdroges over et ganske enkelt Tilfælde, var det mig let fuldkommen at afvise. Den Vanskelighed i Kreditforholdene, som Begivenhederne i 1848 og den fortsatte Krig medførte, gav mig Anledning til i Forvaltningen af Stiftelsernes, navnlig Sorøs, Kapitaler at bevilge Lempelser, der uden Skade for Stiftelserne lettede Privates Forlegenhed. — Hvad angaaer de til de geistlige Embeder henlagte Eiendomme, gjorde der sig i Tilslutning til den almindelige Opfattelse af Landboforholdene en noget større Tilbøielighed end tidligere gjældendetil at afhænde til Selveiendom eller Arvefæste Annex- og Mensalgods eller overflødige eller ubekvemme Præstegaardsjorder, men med streng Omhu for Kaldenes Interesse. Paa et gjentaget og indstændigt Andragende fra Grev Knuth til Knuthenborg om at afhænde ham Tienderne til Kirkerne paa hans Grevskab, forat han kunde bortsælge Bøndergaardene frie for Kirketiende, ansaae jeg mig slet ikke berettiget til at gaae ind uden Lovhjemmel og fandt heller ikke Afhændelsen økonomisk forsvarlig, uagtet Greven tilbød en efter de daværende Sædpriser tilsyneladende uforkastelig Kjøbesum. Erfaringen har vist, at min Betænkelighed var vel grundet.
En saare vigtig Gjenstand for Kultusministeriets Omhu er den tilbørlige Besættelse af de derunder henhørende Embeder, især de saare talrige geistlige. Jeg gjorde mig med Hensyn til de sidste al Umage for — med Benyttelse af Biskoppernes Erklæringer, forsaavidt jeg fandt disse bestemte og paalidelige, — at forene Hensynet til Dygtighed og til visse Embeders særlige Krav med Aldershensynet; medens jeg rigtignok troer, at det var uberettiget, naar en Præst ytrede, at han vilde være bleven befordret hurtigere og bedre, hvis han ikke havde været en personlig Ven af Madvig, er jeg dog temmelig vis paa, at Ingen er bleven befordret,fordihan var en Ven af mig. Et Misgreb vedkjender jeg mig at have begaaet ved i Begyndelsen for strengt at opstille og gjennemføre den Regel ikke at befordre Præster til nye Embeder udover det tresindstyvende Aldersaar, skjøndt en rigtig Tanke laae til Grund, nemlig at den Præst, hos hvem Alderen begynder at gjøre sin Indflydelse gjældende, helst bør blive der, hvor han før har virket med fuld Kraft. — En særlig og ikke let Opgave stilledes mig ved i sidste Del af 1850 og i 1851 at skulle understøtte den slesvigske Bestyrelse i Valget af de bedste Kræfter til at reorganisere den geistlige Embedsstand og Lærerpersonalet ved de høiere Skoler iHertugdømmet; jeg troer, at der i saa Henseende udrettedes omtrent Alt, hvad der under de givne Forhold kunde udrettes, og at den hele Række af geistlige og Skoleembedsmænd i Slesvig har givet et godt Vidnesbyrd om Tillisch's,Regensburgsog min samvittighedsfulde Omhu. — Det tilfaldt mig i tre Aar at foreslaae Kongen Udnævnelsen af fire Biskopper, nemlig i Lolland-Falsters, Fyens, Aalborgs og Als og Ærøs Stifter. Besættelsen af Lolland-Falsters Bispestol med Monrad skete dog ikke efter ganske frit Valg, da han før sin Udtrædelse af Ministeriet af Konseilpræsidenten, Grev Moltke, havde ladet sig give et Tilsagn om dette Embede, som jeg, da han fastholdt det, troede at maatte respektere; for min egen Del havde jeg ønsket, at den begavede Mand havde oppebiet en anden Leilighed. At ved Indstillingen af Engelstoft og Bindesbøll til Bispeembederne i Odense og Aalborg mit eget Valg fuldkommen faldt sammen med Biskop J. P. Mynsters, da jeg hensynsfuldt overlagde Sagen med ham, bemærker jeg blot, fordi Mynster, da begge Biskopper indviedes efter min Udtrædelse af Ministeriet, paa en noget paafaldende Maade tilsidesatte Hensynet til mig ved ikke at lade mig indbyde til at være tilstede derved. Denne høitbegavede, men myndige Mand havde ondt ved at forsone sig med den nye Forfatning og med den Stilling, hvori denne satte ham til en Minister, som før havde været hans Underordnede ved Universitetet, — og den hele Forhandling om Grundloven og siden Loven om borgerligt Ægteskab havde ikke virket formildende[69].
Det er mig kjært endnu at tilføie et Par Ord om den af mig gjennemførte Ordning af det kongelige Theaters Bestyrelse, fordi jeg kan udtale, at Overhofmarskalk Levetzau med en Ro og Anstand, der siden gik over til virkelig Velvillie imod mig, fandt sig i Ophævelsen af Theaterdirektionen, hvis første Medlem han var, og at Geheimeraad Collin, hvem jeg ikke blot agtede høit, men hvem jeg skyldte Taknemmelighed fra tidligere Dage, baade erkjendte Forandringens Nødvendighed og fuldstændig billigede det Valg, jeg havde truffet ved at indstille Digteren I. L. Heiberg til at udnævnes til Theaterdirektør. Theatret har ikke havt og vil, hvad den paafølgende Tid noksom har vist, ikke let faae nogen Direktør, der staaer ved Siden af Heiberg, og det ingenlunde blot i æsthetisk Henseende, men ogsaa fra Karakterens Side; jeg siger dette saameget heller, som underordnede Intriguer senere forenede sig med politisk Misgunst til en ubillig Forfølgelse og et usømmeligt Drilleri imod Heiberg. — De Forhandlinger, hvortil Theatrets Budget, saaledes som det var forelagt i de to første Finantslovudkast, havde givet Anledning, og en ligefrem Beslutning af Folkethinget foranledigede mig til at nedsætte en Kommission til Overveielse af hele Theatrets Stilling til Staten og af dets Økonomi og til Udarbeidelse af et Lovudkast derom. I denne Kommission, der bestod af Theaterdirektøren,Finantsbogholder Schiern, Departementschef Weis og Professor, Folkethingsmand Fenger, delte Meningerne sig imidlertid saaledes (Heiberg og Schiern mod Weis og Fenger), at jeg selv, efter først mod Slutningen af September 1851 at have modtaget Betænkningen, maatte formulere et nyt Lovudkast, som jeg forelagde faa Dage før min Udtrædelse af Ministeriet. Men, efterat atter det efter første Behandling nedsatte Udvalg, hvori David og Fenger havde Plads, havde foreslaaet indgribende Forandringer i Udkastet, viste det sig strax ved Begyndelsen af anden Behandling langt hen i Februar 1852, at der, selv uden Hensyn til Rigsdagens ikke fjerne Slutning, kun var ringe Tro paa idetmindste for Øieblikket at kunne ved Lov hensigtsmæssigen ordne Theatrets Anliggender i det Enkelte og liden Interesse for det hele Anliggende baade hos Folkethinget og den nye Kultusminister; anden Behandling var derfor slæbende og mat, og, skjøndt Overgangen til tredie Behandling vedtoges med et temmelig stort Flertal, naaede Udkastet dog ikke til denne Behandling.
For Statens Kunstsamlinger kunde der i de trange Krigsaar ikke let tænkes paa at udrette Mere end at bringe Bevillingerne til dem i en fastere og regelmæssigere Form, end de havde havt tidligere, og at afvende Indskrænkninger paa svævende Punkter, hvilket i det Hele lykkedes. Da Kongen i 1851 ønskede et extraordinært Tilskud til Civillisten og der fra Førerne for Bondevennepartiet underhaanden gjordes ham Tilbud i denne Retning, besluttedes det i Statsraadet efter Samraad imellem Finantsministeren og mig at afkjøbe Kongen de af Christian den VIII efterladte naturhistoriske (conchyliologiske) og archæologiske Samlinger for 200,000 Rd., idet tillige nogle ved Overdragelsen foranledigede Udgifter, især Pensioner, overtoges af Statskassen ifølge et af mig derom forelagt Lovudkast.
Det sidste Lovforslag, jeg som Minister indbragtemeget faa Dage før min Udtrædelse, gik ud paa ved en maadeholden Forhøielse af Pensionen for den kort forud afdøde H. C. Ørsteds Enke at yde den udmærkede Videnskabsmands Fortjenester en Anerkjendelse. Kun et enkelt Medlem af Folkethinget reiste en Indvending, som jeg, da som Medlem, let gjendrev. Det havde været mig en Glæde Aaret iforveien at udvirke Ørsteds Udnævnelse til Geheimeraad ved hans Afsked fra det Lærerembede, i hvilket det var lykkedes ham at kaste en saa stor Glands over vort Land. Et Aar tidligere (i 1849) var det faldet i min Lod ved Øhlenschlægers 70aarige Fødselsdag at bringe ham Udnævnelsen til Storkors af Dannebrog. Ved Finantsloven for 1851—52 var det endelig lykkedes mig at skaffe Digterne H. Hertz og Paludan-Müller (for H. C. Andersen var der sørget) et livsvarigt Honorar af 1000 Rd. for hver. At der ved Siden deraf kun tildeltes Chr. Winther 500 Rd. aarlig, havde sin Grund i den Forudsætning, at der af Civillisten var sikret ham 500 Rd. aarlig for at have undervist Frederik VII's anden Gemalinde, en Forudsætning, der destoværre viste sig urigtig, idet dette Honorar ophørte; for Forfatteren St. Aubain (Carl Bernhard) blev der sørget gjennem Anvendelsen af de almindelige Midler under Kultusministeriet.
Til min Deltagelse i Rigsdagsforhandlingerne for mit eget Ministeriums Vedkommende føiedes i anden Session 1850 en temmelig betydelig Indgriben i Forhandlinger, der angik to andre Ministerier. B. Christensen havde kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af ham i Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov, der gik ud paa en Deling af Riget i to store Kredse, Jylland og Øerne, med næsten fuldstændig Sondring i alle Anliggender, der paa nogen Maade kunde betegnes som kommunale, hver med en Landshøvding i Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besættelsesret til en Mængde Embeder, hvorved Kongemagten ogCentralregjeringen aldeles lammedes og den betænkeligste Forvirring maatte indtræde. Det var af den største Vigtighed, at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette Lovudkast, hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem, vilde føre, og at den statsopløsende Tendents, der, tildels vistnok Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev paavist og tilbagevist, saa at ingen Del af Spirerne kom til Udvikling; men denne Opgave laae udenfor den daværende Indenrigsminister Rosenørns Synskreds; han tabte sig under den første Behandling (den 1ste November) i en Række lidetsigende Detailbemærkninger, billigende, misbilligende og tvivlende, og det saae næsten ud til, at Lovudkastet vilde faae en vis Anerkjendelse ved Henvisning til anden Behandling, maaske med ikke ringe Stemmeflerhed og med Nedsættelse af Udvalg. Jeg tog da i sidste Øieblik Ordet for i et indtrængende Foredrag at belyse Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod under bestemte, skarpt fremtrædende Hovedpunkter; Følelsen af Sagens Vigtighed gav mig Kraft, og ved den umiddelbart paafølgende Afstemning ved Navneopraab negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen hilstes med mere end almindeligt Bifald[70]. Mindre iøinefaldende,men af mere positiv Betydning var min Medvirkning ved Presselovens Behandling. Da den Tilstand, der var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af 24de Marts 1848, som ophævede alle efter Trykkefrihedsforordningen af 1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var uholdbar og uklar, havde Justitsministeren Bardenfleth allerede i den første Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget indbragt et Lovforslag om Pressens Brug, der med ikke uvæsentlige Ændringer gik over til Folkethinget, men dér, efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet yderligere Forandringer, paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse fremlagde Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling 1850, men derimod indbragte syv Medlemmer af Folkethinget, derimellem Damkier, Hall, Krieger og Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og Forhandlingerne derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug. Til dette Forslag stillede Justitsministeren sig under første Behandling temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst syntes meget ringe. Da jeg imidlertid baade i Forslaget saae et i det Væsentlige brugbart Grundlag og ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nævnte Side af Folkethinget, der i det Hele støttede den, for meget uheldigt, navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af første Behandling Ordet for at anbefale Forslaget til Fremme. Ved anden Behandling syntes Forholdet imellem Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke at blive bedre, og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget heftig opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik Beskyttelsen af religiøse Trossamfund og Sædeligheden mod Krænkelser i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg i det Hele maatte tiltræde og forsvare den. Efter Slutningen af anden Behandling lykkedes det mig imidlertid at tilveiebringe en fortrolig Forhandling i Bardenfleths Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen og mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte,overtog Mæglerens Rolle. En Overenskomst kom istand ved gjensidige mindre Indrømmelser og Lempelser, og, idet de deraf følgende Ændringsforslag gik igjennem ved 3die Behandling, skjøndt Clausen endnu var misfornøiet med § 8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget med meget stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved første Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig den omstridte ottende Paragrafs Forsvar mod Ørsteds og Blechingbergs heftige Angreb; ved anden og tredie Behandling opgav de og deres Meningsfæller Kampen, og Lovudkastet gik da stille igjennem begge Behandlinger og bestaaer endnu som gjældende Lov om denne vigtige Gjenstand.
Allerede længe inden Grundlovsforhandlingen var bragt tilende og Grundloven sanktioneret, havde jeg maattet deltage i Ansvaret for en Fornyelse af Krigen, da Tilstandene i Slesvig vare utaalelige og Underhandlingerne hverken skrede frem eller kunde ventes, i hvilken Retning de end førtes, at ville give et for det egentlige Danmark endog blot taaleligt Resultat, saalænge de maatte føres paa Grundlag af den ved Vaabenstilstanden af 1848 og dens Forvanskning tilveiebragte Besiddelsesstand, hvorved hele Slesvig var i Fjendens Magt. I Krigsførelsen selv havde naturligvis jeg som de øvrige civile Ministre kun den Andel, der kunde ligge i at støtte Krigsbestyrelsens Bestræbelser ved alle Midler, hvorved dog en ganske overveiende Rolle tilfaldt og med stor Dygtighed udførtes af Finantsministeren, og maaske raadgivende at indvirke paa visse almindelige Planer for Kampens Ledelse. I sidstnævnte Henseende indtraadte strax en vigtig Overveielse, idet Krigsministeren, under Udtalelse af Mistillid til den i den danske Hær selv tilstedeværende høiere Krigserfaring og strategiske Indsigt — en Mistillid, der specielt rettedesmod Læssøe, — forlangte og, ikke med min gode Villie, fik Samtykke til at indkalde en fremmed, hvilket, da man var udelukket fra Tydskland, vilde sige en fransk, General til at overtage Overanførselen eller i det Ringeste udkaste Felttogsplanen. Efter nogen Søgen henvendte Hansen sig til den af den aktive Tjeneste udtraadte General Fabvier, der tidligere havde været Stabschef hos Marechal Marmont, og med hvem Hansen havde gjort Bekjendtskab i Grækenland, hvor Fabvier organiserede og kommanderede græske Tropper paa samme Tid, som Hansen i Forening med to andre danske Officerer (Schlegel, senere Chef for Ingeniørkorpset, og Tscherning) var nedsendt til det franske Armeekorps, der en Tidlang stod paa Morea. Fabvier gjorde ved Ankomsten til Kjøbenhavn intet gunstigt Indtryk, og den Plan, han her fremsatte for Felttogets Aabning, maatte ved nogen Eftertanke forekomme Enhver som et høist besynderligt Indfald. Den gik ud paa, at en Del af den danske Armee, der forudsattes i sin Helhed ikke at være istand til ligefrem at møde den fra Holsten over Slesvig nordefter mod Flensborg og videre fremrykkende fjendtlige Styrke og optage Kampen med den, skulde landsættes i Svandsen og der indtage en Stilling, hvor den truede Fjendens høire Flanke og derved hindrede hans Fremtrængen[71]. Det faldt ikke Fabvier ind, at Fjenden, der antoges stærkere end vor Hær, naturligvis strax vilde vende sig imod denne, som, hvis Kampen gik den imod, vilde trænges ned til Kysten og dér, hvis Infanteriet eller en Del deraf optoges paa Skibe, ialtfald efterlade Artilleri og Kavalleri som Fjendens Bytte. Medens i Kjøbenhavn baade Andre og jeg studsede over denne Plan, for hvilken Forbilledet syntes at have været Udkastet til en Landgang og et lille Streiftog af græskePalikarer, udtalte Læssøe, der endnu da var Stabschef hos den Overkommandoen over Armeen paa Als og i Sundeved førende General Krogh, da Krigsministeren med Fabvier reiste derover, en streng og skaanselløs Kritik over Fabviers Planer og Ytringer, ved hvilken Kritik Hansen, der havde indkaldt ham, ikke berørtes behagelig og hans Stemning ligeoverfor Læssøe ikke blev bedre. Han lod imidlertid Fabvier falde, og denne forsvandt uden i Danmark at efterlade sig andet Spor end Antegnelsen i Statskalenderen af det Storkors, han selv medtog, og de to Ridderkors, hvormed to saakaldte Sekretærer hos ham dekoreredes og endnu opføres i vor Statskalender. De nærmest paafølgende Begivenheder ere noksom bekjendte. Ulykken ved Ekernførde gav Anledning og Paaskud til at fjerne Krogh og Læssøe, der afløstes af den kække og kamplystne Bülow og den brave og forstandige, men ikke geniale Flensborg; den danske Hærs Hovedstyrke trak sig, efterladende en Besætning paa Als, tilbage til Nørrejylland, og efter den blodige og resultatløse Kamp ved Kolding den 23de April og nogle mindre Fægtninger ved Gudsø osv. indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller gik under Bülow over til Fyen, medens en anden Del under Rye hæderlig førtes tilbage mod Nord forbi Aarhus til Helgenæs, hvorhen den forfulgtes af Preusserne, idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthæren. Under disse Omstændigheder gjaldt det i April, Mai og Juni for Ministeriet om baade selv at beholde Mod og Fatning og at opretholde Modet hos Befolkningen. Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann kaldtes ud af Statsraadsmødet paa Kristiansborg for af sin Adjutant at modtage og bringe os andre Efterretningen om Tabet af to af Marinens bedste Skibe ved Ekernførde, og dernæst hvorledes jeg Morgenen efter Kampen ved Kolding, da jeg uden nogen Anelse om denne Begivenhed kom op i Ministerialbygningen, dér traf Indenrigsministeren Bang aldeles overvældet og ude paa Gangenhøiligen jamrende over det forfærdelige Myrderi og det store Tab. Jeg spurgte ham øieblikkelig, om der var tabt Faner eller Kanoner eller et stort Antal Fanger; da han benegtede dette, men vedblev at jamre over de 700 Døde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart, at man ikke førte Krig uden at have Døde og Saarede, og bad ham indstændig om at dæmpe og skjule sin Forsagthed; jeg bør dog tilføie, at Bang ved Modtagelsen af Efterretningen fra Ekernførde havde vist langt større Fatning og i det Væsentlige redigeret den korte og besindige Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer jeg Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen af Mai havde ganske alene og i fuld Fortrolighed med Krigsministeren om Udsigten for Fredericias Modstand, hvorom han mistrøstig udtalte, at Fæstningen for Ærens Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men da maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg vis, endnu ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort Udfald og Angreb. At Planen dertil derefter lagdes og forhandledes imellem Hansen, Bülow og Flensborg og dernæst udførtes med Ro og besindig Kløgt og holdtes saa fuldstændig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis urolige og utaalmodige, Kolleger — jeg troer ikke engang Marineministeren — havde nogen Anelse om Forehavendet, regner jeg Hansen til stor Fortjeneste. Hvem det første Initiativ tilhører, véd jeg ikke, men allerede temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af Ministeriets civile Medlemmer den Forventning gjældende, at Bülow ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias Fald. Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede for, at Bülows Handlelyst skulde lammes ved Hansens Indblanding og Flensborgs for store Betænksomhed, maaske ogsaa fordi det var os forebragt, at Bülow gjerne vilde have beholdt Læssøe til Stabschef, tillode vi os et Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paaSpil; vi skrev i Forening til Bülow, at vi forudsatte, at han var sig sin Stilling og sit Ansvar som kommanderende General, der havde at handle efter egen bedste Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt sig trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de egentlige Krigsoperationer eller ønskede nogen Forandring i Stabschefsposten, skulde finde den kraftigste og afgjørende Støtte i Statsraadet, naar han henvendte sig dertil. Bülow svarede fuldkommen korrekt, at han tog hele Ansvaret for at handle eller undlade at handle paa sig, og at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under Beleiringen af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere jævnlig Breve fra den ved Hæren ansatte Feltpræst Boisen (senere død som Stiftsprovst i Ribe), og, da disse begyndte at bære Spor af Mismod ikke blot hos Brevskriveren, men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del af Mandskabet og enkelte endog høierestaaende Officerer (derimellem dog i intet Øieblik den tapre Kommandant Lunding) samt at udtale et noget utaalmodigt Ønske om Fred, indskærpede jeg ham ved enhver Leilighed, som hans Embedsgjerning medførte, eller som iøvrigt tilbød sig, at udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen ønskede Fred, men en hæderlig og varig, og at en saadan kun kunde opnaaes, naar ved en heldig og ikke ubetydelig Vaabendaad Slesvigholstenernes øieblikkelige Overmod nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke for den danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg har Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en anden og større Publicitet, end der var tilsigtet, men de skadede i ethvert Tilfælde ikke. Udentvivl ved urigtig Opfattelse og Fremstilling af Boisen opstod en Art Mythe om, at Oberst Lunding, da han hørte om dette Brev, forlangte det af Præsten og efter Læsningen i opbrusende Heftighed besluttede at foretage et større Udfald og kun ved sin Stabschefs og Andres Forestillinger bragtes derfra. Urigtigheden af denne Fortælling er bevidnetmig af nuværende General Ernst, der dengang stod Kommandanten i Fredericia meget nær; dog formoder jeg, at mit Brev til Boisen ikke er blevet Lunding ubekjendt[72]. Den af mig ønskede Vaabendaad kom, forberedet fra anden og kompetent Side, stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa,hvorledes mit som Andres Sind i hine Dage med yderste Spænding dvælede ved Fredericia, skal jeg, hvor smaaligt det end kan synes, dog anføre, at jeg et Par Dage iforveien en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drømt, at Bülow paa Grund af en stor Seir var udnævnt til Generallieutenant. Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen ud for at have en Samtale paa Amalienborg med Overhofmarechal Levetzau om hans Udnævnelse til Overdirektør for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa Veien besøge en Barberstue. Paa mit henkastede Spørgsmaal, om der fortaltes noget Nyt i Byen — Morgenaviser udkom dengang ikke —, svarede Barberen, at han havde hørt fortælle, at der skulde have staaet et Slag, hvori vi skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel ikke var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne søge nærmere Bekræftelse maatte jeg gaae til en halv Times Konference med Levetzau, hvorefter jeg ilede hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned i Ministeriet, idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen var sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I Bredgaden (jeg boede dengang i Dronningens Tvergade) mødte jeg tre mig bekjendte Embedsmænd, derimellem den senere Stiftamtmand i Lollands Stift, Baron Holsten, der fortalte mig, at de faa Øieblikke iforveien havde talt med Marineministeren, der havde sagt dem, at der telegrafisk (naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen var forlangt Midler til at transportere 1800 tagne Fanger. Jeg ilede da tilbage for at sige til Portneren i den Gaard, hvori jeg boede, at han skulde gaae op til min Hustru og sige, at "det var sandt", og fortsatte, efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring gjentaget den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen for at søge nærmere Efterretninger. Om Eftermiddagen holdt jeg Seiersfest i Dyrehaven, hvor jeg med mig selv og mødende Venner ivrig drøftede Spørgsmaalet, om Bülow efter Seiren havde fortsat Forfølgelsen mod Veilefor at fuldende Opløsningen af den ad denne Vei flygtende Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og hvad der stod imellem Kolding og Als. Jeg erfarede snart, at min Fantasi havde taget for rask Flugt; den lange og haarde Kamp havde udtømt Kræfterne og krævet nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens og en udholdende Anstrengelse fra Kavallerikommandoens Side uden synderligt Offer kunde have forøget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.
Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger fortsatte, men deres Sæde forlagt fra London til Berlin, hvor de førte til de paa Danmarks Vegne af Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede Fredspræliminarier og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission, sammensat af et dansk, et preussisk og et engelsk Medlem, og Sydslesvig holdes besat af preussiske Tropper, Nordslesvig af et neutralt — svensk — Troppekorps. At disse Underhandlinger og deres tilsyneladende Resultat, Fredspræliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare fordømte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalænge man fra dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik, som man hverken havde Kraft til at gjennemføre eller kunde faae Understøttelse for hos Stormagterne (og som, vil jeg tilføie, hvis den en kort Tid var bleven seirrig, utvivlsomt kun vilde have ført til et fornyet slesvig-holstensk Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun ved Ruslands Tryk gik ind paa Noget, der ad Omveie maatte føre tilbage til, hvad Rusland i sig selv begunstigede, et løst sammenklistret, saakaldet dansk Monarki, indenfor hvis Grændser den kun lidet beskaarne Schlesvigholsteinisme dels beholdt, dels søgte at gjenvinde sin tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at gjentage, hvad der foreløbig ikke var lykkedes. Englandhavde fra den Tid, da den af Palmerston optagne Tanke om en Deling af Slesvig var afvist fra dansk Side, kun beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det danske Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig derfor til Rusland. Underhandlingerne førtes af Mænd (i London Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse af de nye Forholds Krav og uden nogensomhelst selvstændig Opfattelse kun bevægede sig i de overleverede Forestillinger[73]. Opgaven for den Del af Ministeriet, der stod paa et nationalt Standpunkt (og til denne Side sluttede sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var altsaa at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser og Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og Paastande paavistes og bleve imødegaaede. Til en saadan Virksomhed gav Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre forsaavidt Adgang, som den diplomatiske Korrespondance, især saalænge Kammerherre A. H. Bille var Moltkes Medhjælper, i stor Udstrækning droges ind i Statsraadet og forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min Lod at staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen af Beslutningerne. Man søgte altsaa at holde Sagen hen, indtil et Omsving herhjemme kunde tilveiebringes og Initiativet til en virkelig definitiv Løsning tages herfra. Men allerede dengang frygtede jeg, hvad der siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag, der skulde udgaae fra de Ministre, der vare stempledesom Demokrater, efterhaanden blev desto vanskeligere, jo mere de saakaldte venskabelige Magter satte sig fast i de gamle Forestillinger og bleve kjede af vor Nølen. Og dog var Øieblikket til at fremtræde med den engang forkastede Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsøg, endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu havde skaffet sig Plads nok og Beviset for den rene Eiderpolitiks Umulighed endnu ikke var ført fuldt ud, men fordi Danmarks militære Stilling, saalænge endnu ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod svigtede da. De efterFredspræliminarierneog Vaabenstilstanden af 10de Juli 1849 i Berlin under Englands Mægling fortsatte Underhandlinger, hvori fra dansk Side tilligemed Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist A. W. Scheel deltog, førte, som bekjendt, ikke til nogen virkelig og endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men kun til den ubestemte og foreløbige Fred (paix pure et simple) imellem Preussen og Danmark af 2den Juli 1850[74][75]. Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget vigtige Fordel, at Slesvig rømmedes af de fremmede Tropper, og at det tillodes Kongen af Danmark at sætte sig i Besiddelse af dette Hertugdømme, forsaavidt han saae sig istand til at gjennemføre og hævde dets Besiddelse. Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny virkelig Krig,idet den danske Hær fra Nord rykkede ind i Slesvig, samtidig med at den med betydelige Kræfter fra Tyskland understøttede slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind deri fra Syd. Det ingenlunde farefrie Foretagende kronedes med Held i det blodige, vel mere ved Hærens og dens Føreres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse vundne Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befæstedes ved Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spænding ogsaa jeg ikke blot som Dansk, men som Medlem af det Ministerium, der bar Ansvaret, fulgte disse Begivenheder, behøver ikke at siges[76].
Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog Østerrig først lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklærede Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning for at være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat,der væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik, og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en fuldkommen Løsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke udsattes for paany at sprænges, eller at, hvis en saadan Sprængning indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede mig for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig danske Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Løsning gjaldt det at benytte den vundne Stilling: denseirrig hævdede Besiddelse af saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske Bestyrelse af Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes, min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober 1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rækkes 4de Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv skulde fremtræde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og administrative Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs med Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning. Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med, men end ikke blot alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine Kolleger skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at fastholde hele Slesvig. — Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. — Det havde maaske været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra Begyndelsen af havde været ledende for mig med Hensyn til Statens Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken jeg ene havde nogen Tillid, saaledes tilbagetrængtes og opgaves, paa det Tidspunkt var traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive dels af et, omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels af Trangen til at fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede specielle Ministerium: Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa Henseende givne Løfter[77].
Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i Slutningen af Juli eller de allerførste Dage af August gik over Slotspladsen henimod Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig. Efter min Indtrædelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos mig for at spørge om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig. Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om jeg vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse, havde svaret, at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne Efterretning, som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger, den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der tilfældigvis var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger imod dette Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod sig indvende derimod, medførte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af Londonnerprotokollen skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke til Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse kunde hentydes til Muligheden af et nyt standsmæssigt Ægteskab. Konseilpræsidentens Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne foretage Videre i dette Anliggende[78].
I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske Hus fik en væsentlig Indflydelse, og at der ikke kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger, der ikke var Danmark og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medførte ligefrem tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg, der var bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Søn af den i Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den VIII's Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift med Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den tydske Stat Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier. Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af Prinds Christian af Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare hæderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til Dronning Marie Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Søster samt født og opdragen i Kjøbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde staaet i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende Bevis paa den Mangel paa en Smule Modog simpel Værdighed, der karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post han var bleven udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater vare betegnede som mulige, vægrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den danske Regjering og det danske Folk helst kunde ønske til Konge. Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede øieblikkelig at ville tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til Henstillingen til Keiseren at faae tilføiet, at, hvis der skulde tages noget Hensyn til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare disse ubetinget for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig Sagen var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det Hele var indledet og fremmet, i et egenhændigt Brev skulde bevidne Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over den Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets øvrige Medlemmer iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betænke sig. Men, da Statsraadet erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i Orden og bekræftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni 1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at burde tilføie, at jeg paa den Tid ikke havde det ringeste personlige Bekjendtskab til Prinds Christian eller hans Gemalinde og, saavidt jeg erindrer, aldrig havde vexlet noget Ord med ham, men Hensynet til, hvad Fædrelandets Vel krævede, lod mig ikke noget Øieblik væreusikker eller lunken. Navnlig betragtede jeg, hvor varmt jeg end omfattede de nordiske Folks Broderskab og Ønsket om muligst nær Sammenslutning imellem dem, den hos Andre opstaaede Tanke om en dynastisk Forbindelse med Sverrig-Norge ved Kong Oscars (eller senere Carl XV's) Kaldelse til den danske Throne som et Hjernespind; jeg vidste altfor vel, at hverken Stormagterne, navnlig Rusland, vilde finde sig i en saadan Udvidelse af Huset Bernadottes Magt eller dette Hus vove alvorlig at gribe og forfølge en saadan Plan, om den end, saalænge den blev et blot Phantasibillede, hos samme kunde vække en platonisk Kjærlighed, eller det svenske og norske Folk gjøre Opofrelser for en saadan Tanke, ligesom ved roligt Overlæg heller ikke den store Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed, kunde overses, som Opretholdelsen af et fælles Kongedømme for tre Folk med tre forskjellige Forfatninger vilde medføre.
Den ovenfor nævnte Notabelforhandling i Flensborg i 1851 fik, som man kunde forudse, det Udfald, at det forelagte Udkast blev vedtaget med nogle Ændringer af et (kongerigsk-slesvigsk) Flertal, men ubetinget forkastet af et betydeligt Mindretal. Paa at skaffe dette kun af det dansksindede Flertal vedtagne Notabelprojekt Anerkjendelse hos Stormagterne, navnlig Rusland og Østerrig, der efter Grev Sponnecks Reise til Wien mere og mere indblandede sig i vore Anliggender, var der imidlertid ikke at tænke. Den Maade, hvorpaa Slesvig efter dets Besættelse styredes af Tillisch først som Regjeringskommissær og derpaa som Minister, stred ganske mod den russiske Regjerings, som jeg ovenfor har sagt, i Grunden gottorpske og slesvigholstenske Opfattelse, mod hvilken det kun vilde have været muligt at kæmpe med Held ved Opstillingen af et nyt System: Deling efter Nationaliteterne. Selv Ruslands Vrede over Oprøret mod Souverænen og Løsrivelsen, hvorpaa dets Deltagelse for Danmark kun beroede, opveiedes af Misfornøielsen med dethele konstitutionelle Væsen i Kongeriget og dettes demokratiske Karakter. Til at bekæmpe denne Stemning og fjerne Misforstaaelser var den i Helstatens og Absolutismens Tradition uddannede, uklare og holdningsløse, kun i de overleverede diplomatiske Former indøvede Reedtz, der i Sommeren 1851 sendtes til Warschau for personlig at forhandle med Keiser Nikolai og Grev Nesselrode, saare lidet skikket, men Opgaven var ganske vist i sig selv af den omtalte Mangel paa et positivt og klart Standpunkt yderst vanskelig. Med en uhyggelig Følelse af hele Stillingens Usikkerhed havde jeg i Juni 1851, som ovenfor antydet, tiltraadt en Reise til Jylland for uanmeldt og uden al Opsigt at se Noget af Almueskolevæsenet dér, da jeg pludselig kaldtes tilbage ved Efterretningen om, at Reedtz fra Warschau havde sendt en Beretning om Keiser Nikolais yderlige Forstemning imod det danske Ministerium med særlig Betegnelse af Clausen og Madvig som Repræsentanter for den demokratiske Retning og som dem, der ved den i Tydskland mod dem herskende Forbitrelse vare til Hinder for en Udsoning, hvorfor de, hvis de vare hæderlige Mænd, burde nedlægge deres Poster. Som Følge af disse Beretninger fra Reedtz indgav hele Ministeriet Begjæring om Afsked. For Clausens Vedkommende, hvis hele Stilling som Minister uden Portefeuille havde været uden rigtig Betydning, blev Afskeden definitiv; mig derimod søgte Grev A. V. Moltke, der atter dannede det nye Ministerium, tilligemed de øvrige Medlemmer af dette, navnlig den ogsaa da som Minister uden Portefeuille indtrædende Grev Carl Moltke-Nütschau, en oprindelig helt tydsk, streng Monarkist af den gamle Skole, redelig og hæderlig, men stivsindet og kantet, ivrigen at fastholde, dels fordi man, hvis ogsaa jeg traadte ud, frygtede for et altfor stærkt Sammenstød med Rigsdagen, dels fordi man havde en Følelse af, at en fuldstændig Eftergivenhed ligeoverfor den russisk-keiserlige Indblanding i Ministeriets Sammensætningbaade var ydmygende og indeholdt en Tilstaaelse af den keiserlige Bedømmelses Rigtighed. Endnu denne Gang lod jeg mig overvinde af de samme Grunde, som havde holdt mig fast i Efteraaret 1850: det forfængelige Haab, at, naar Notabelprojektet, hvorover den officielle Betænkning endnu ikke forelaae, viste sig uigjennemførligt, Tanken om en forsonende Adskillelse imellem Nationaliteterne kunde gjøre sig gjældende, — samt Lysten til at fuldføre det begyndte Arbeide paa en Reform af Almueskolevæsenet. Men Ministeriet af 13de Juli 1851 blev uden fast System og indre Sammenhæng. Gjenoprettelsen af Kongens Myndighed i Holsten, for hvilket Land Grev Reventlow-Criminil den 28de Juli udnævntes til Minister, indtraadte under Forudsætninger, der yderligere bandt Udviklingen til en Retning, som jeg ikke kunde følge. Da Reedtz havde arbeidet sig aldeles fast og træt og derfor forlangte sin Afsked, maatte Afgjørelsen komme med Indtrædelsen af den nye Udenrigsminister. Med Statsraadets Samtykke forhandlede Ministerpræsidenten Moltke med den i 1848 af Ministeriet udtraadte, men siden som Kabinetssekretær hos Kongen forblevne Geheimeraad Bluhme om Overtagelsen af denne Post, men under den bestemte og tilsagte Forudsætning, at Bluhme efter Indtrædelsen frit og ubunden skulde konferere med Statsraadet om den Vei, der skulde følges i Underhandlingerne. Istedet herfor forelagde Bluhme, som den 18de Oktober overtog Udenrigsministeriet, imidlertid forinden uden Forhandling med Statsraadet den russiske Gesandt her: Baron Ungern-Sternberg et udførligt politisk Udkast til den danske Regjerings Fremgangsmaade og blev derom enig med ham. Derved var Grundlaget for de fremtidige Veie og Bestræbelser i, hvad der angik Monarkiets Ordning, saaledes paa Forhaand fastslaaet, at man ikke kunde komme bort derfra uden i høi Grad at støde Rusland, selv om det havde været muligt i Statsraadet at samle en Flerhed for en anden Retning, hvilketdet ikke var. For mig blev da kun tilbage at opgive en Stilling, i hvilken jeg ikke kunde hindre, hvad jeg ansaae for fordærveligt. Jeg troer heller ikke, at Bluhme ugjerne saae min Udtrædelse som et Tegn paa, at man ogsaa med Hensyn til Personligheder ganske rettede sig efter Ruslands Anskuelse. Det varede ikke længe, inden min Beslutning stod fast og blev udtalt, — men under frugtesløse Bestræbelser fra A. V. Moltkes og flere af mine andre Kollegers Side for at holde paa mig af Hensyn til Rigsdagen og under Arbeidet paa at finde min Efterfølger hengik nogen Tid, saa at min Afsked først udfærdigedes den 7de December 1851.
Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og Livsopgave, som jeg tre Aar iforveien havde forladt, og jeg vendte tilbage dertil med fuld Hengivelse. Under 23de December 1851 ansattes jeg atter som Professor i klassisk Philologi, idet der, da Professor Ussing havde indtaget min Plads, oprettedes en extraordinær Plads for mig med den samme Løn, som jeg vilde have havt, hvis jeg uafbrudt var bleven ved Universitetet, og med Rettigheder som Professor ordinarius, og samtidig udnævntes jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet den aarlige Examenskontrol var bleven besørget af den tidligere Rektor ved Vordingborg Skole, Professor F. O. Lange[79][80].
Jeg forlod Ministeriet med Følelsen af i Fædrelandets vigtigste Sag ikke at have naaet det Maal, hvorefter jeg stræbte, medens jeg i de mig specielt betroede Anliggender,uden at gjennemføre store Reformer, dog havde faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og derhos ført Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu i liberal Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos en ikke ringe Berigelse i Livserfaring og Livsanskuelse, derimellem ogsaa en skærpet Bevidsthed om min Stilling til dybe Spørgsmaal. Baade de nærmeste og langt senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa, at min Færd, hvorledes man end dømte om min politiske Dygtighed og Kraft, havde skaffet og bevaret mig Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og Undergivne i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos Rigsdagen og hos den talrige Række af Embedsmænd, paa hvis Skæbne jeg som Minister havde udøvet Indflydelse.
Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke jeg var Minister, i det Væsentlige bevaret sin tidligere stille Gang uden Forstyrrelse og uden synderlig Forandring i dets ydre Form. Til enten selv at udvikle et synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos Andre fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbøielighed. Min hjemlige Omgang indskrænkede sig idethele til den tidligere Vennekreds, om denne end ved selve Forholdenes Natur efterhaanden blev noget udvidet, hvortil ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor Marckmanns Hustru og to Børn boede hos os i nogle Maaneder i den første Vinter (1850—1851), efterat han fra Kapellaniet ved Frelserens Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland. Egentlig politiske Elementer hørte ikke til min Omgang hjemme. Mine Børn, af hvilke min yngste Søn først i Aarene umiddelbart før 1848 ved Operation var bleven befriet fra en Blindhed paa begge Øinene, der havde rammet ham i de første Barneaar, gik i Løbet af disse Aar sunde og glade fra Barndommen over til den første Ungdom; begge mine Sønner besøgte i 1850 min Moder og mine Søstre paa Bornholm, kortfør min ældste Søn blev Student. — Min økonomiske Stilling var med de forøgede Udgifter, trods al Sparsomhed og mig vist hjælpsom Imødekommen, ikke bleven forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke høie Lønning med forøget Gjæld.