Held og Lykke ledsage Deres Reise til vort Fædrelands Bedste!
Deres ærbødigst hengivneJ. N. Madvig.
Hr. Finantsminister, Grev Sponneck, R. af D.
Kjøbenhavn, den 23de December 1863, Aften.
Deres Excellence
véd, at jeg siden Hans Majestæts Thronbestigelse to Gange, foruden de officielle Leiligheder, har havt den Ære at tale med Hans Majestæt om offentlige Anliggender: Mandagen den 14de dennes og i Løverdags. Den første Gang dreiede Samtalen sig væsentlig kun om Muligheden af at bevirke Forfatningsloven af 18de November tagen tilbage ved det da endnu samlede Rigsraad, hvilken Mulighed jeg efter min Overbevisning maatte saagodtsom bestemt benegte; i Løverdags havde jeg at meddele Hans Majestæt Resultatløsheden af den imellem de dengang samlede Mænd førte Forhandling, et Udfald, jeg iforveien anede, især efterat have mærket Stemningen hos de Enkelte, medens vi samledes og nogle Øieblikke ventede Hans Majestæt. Der foresvævede, frygter jeg, Allerhøistsamme en Tanke, som ikke lader sig realisere: Dannelsen af et moderat Koalitionsministerium uden en forudgaaende Fastsættelse af og Enighed om de Hovedpunkter, der, medens Andet lades tilside og henstaaer aabent, ikke noget Øieblik kunne være uafgjorte, fordi der strax skal handles med Hensyn til dem. Jeg var ikke berettiget til i det sildige Øieblik, da jeg bragte Meddelelsen, medens de øvrige Herrer endnu ventede, at gaae ind paa en almindeligere Udtalelse om Situationen, hvortil jeg ikke var opfordret af HansMajestæt, og jeg indskrænkede mig altsaa til væsentlig at berette, at de Forsamlede med ringe Nuancer og én Afvigelse, som jeg nævnte, havde udtalt sig for Bibeholdelsen i det Hele af det hidtilværende Ministerium. Tillad nu, Deres Excellence, at jeg, dreven af Øieblikkets Alvor og Vigtighed, forelægger Dem et Par Bemærkninger, som jeg vilde ønske, jeg havde havt Ret til at udtale for Hans Majestæt Kongen i Løverdags, og som i den Tid af to Dage, der siden er hengaaet, have paatrængt sig mig stedse stærkere. Det er en overordentlig bekymringsfuld og farefuld Stilling, at vi endnu intet Ministerium have. Ikke blot lide øieblikkelig de største og vigtigste Interesser og Anliggender, men der tilføies os ved den blotte Udsættelse stor og varig Skade. Jeg vil antage, at Krigsministeriets Virksomhed fortsættes, at Hæren med hvert Øieblik bliver kampdygtigere for det Tilfælde, at der skal kæmpes, at vi ikke overraskes halv-organiserede; og dog maa Krigsministeren nødvendig savne fuld Autoritet og sikker Ledelse fra den almindelige Politiks Synspunkt med Hensyn til Anordningen af Forsvaret; men dernæst forsømmes Alt, hvad der skulde foretages fra Udenrigsministeriets Side til kraftig Protest, til Indsigelse og Bearbeidelse; et Anarki, lig det i Holsten (hvor man har været utilgivelig svag ved Hesteudredningen og meget andet), kan begynde i enkelte Dele af det sydligste Slesvig; men fremfor Alt vor hele Stilling ligeoverfor Udlandet svækkes; vi faae Udseendet af at være i en Opløsningstilstand, tvivlende om vor egen Ret, den Regjering, der endelig dannes, betragtes som revolutionær, og her hjemme lammes ethvert Opsving. Gud bevare mig nu fra at give Kongen Skyld herfor; jeg véd, siden jeg igaar (Søndags) om Morgenen Kl. 11 forlod Geheimeraad Hall ved Hans Majestæts Palais, ikke et Ord om, hvad der senere er forhandlet; men jeg frygter én Ting: at Hans Majestæt ikke med tilstrækkelig indtrængende Aabenhed af Hall er opklaret omden absolute Nødvendighed af en decideret Politik, etfast System, der maa være tilstede før og med Mændene, og at maaske det personlige Spørgsmaal heller ikke opfattes ganske klart, hvortil selve Udtalelsen i Løverdags kan have for en Del bidraget. Hans Majestæt vil ikke uden yderste Nødvendighed styrte sig og Landet i en Krig fuld af Farer og rig paa Offre og Byrder; Hans Majestæt vil, selv naar Krigen tages, have antydet sit til Forsoning villige Sindelag, og han troer, at Personerne kunne bidrage til at betegne denne Forsonlighed, ikke at tale om, at der kan være Personer, med hvilke det kan falde Hans Majestæt mindre let at forhandle, naar han nødtvungen maa gaae den haardere Vei, fordi han troer, at de ikke vurdere og føle, hvad han maa overvinde. Men, Deres Excellence, der gives i dette Øieblik ingen Koncession (— uden Henvisning til en Forhandling og Afgjørelse af Alt under fremmed Medvirkning og Mægling —), som Kongen med Nytte kan gjøre, uden saadanne, der ligge aldeles udenfor Muligheden ligeoverfor Indlandet og Folket (Folket i bedste Forstand). Preussen og Østerrig vilde ikke standse Exekutionen uden Opfyldelse af Forpligtelserne fra 1852. Men hvorledes skulle disse, om vi end nok saameget gaae ind paa Østerrigs og Preussens Fortolkning, kunne udfindes og formuleres, da begge Magter aldrig have villet formulere dem? Men sæt, at vi fandt, hvad man tidligere vilde, og indrømmede det, om det end var det mest Ydmygende og Umulige! Kunde Østerrig og Preussennuhæve Exekutionen i Henhold dertil? Lad Kongen erklære — hvad han aldrig uden at sætte sin Throne og sit Hus i den øiensynligste Fare herhjemme kunde erklære —, at han indrømmer Slesvigs og Holstens administrative og i det Indre lovgivende Forening, at han i Fællesstaten giver Slesvig og Holsten ligesaamange Repræsentanter som Kongeriget! — Vil det hjælpe Noget? Vil ikke det frankfurtske Tydskland og ville ikke de tydske Stormagter, drevne af uimodstaaelig Magt, nu fordre i ethvert Tilfælde Afgjørelsen af Arveretten baade i Holstenog Slesvig, altsaa en Supremati over Slesvig, der er lig med dets Inddragen i Forbundet, men dernæst Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark? Er ikke Scheel-Plessen bleven afvist med Personalunion og Slesvigs Deling? Alt Andet, hvad Hans Majestæt kan og vil indrømme, og som muligvis tilsidst maa indrømmes med Hensyn til Finantsforhold, Sprogforhold osv., vil til at standse Stormen fra Tydskland i dette Øieblik være aldeles magtesløst. En anden Sag er det, at Hans Majestæt ligeoverfor de andre Magter kan antyde vid Frihed for Underhandlinger om disse Anliggenders Ordning; men Kampen kan ikke afvendes uden ved den Art af Indrømmelser, der gjøre Underhandlingerne overflødige, men tillige — jeg siger det aabent — Dynastiets Bestaaen i Danmark tvivlsom.Efteren Kamp, ja da kan og maa man finde sig i store Opoffrelser, hvis Kampen er endelig afgjort og ulykkelig uden Hjælp, og den Konge, med hvem man har kæmpet og ligget under, vil være Folket en kjær Ulykkesfælle, til hvem det vil være stærkere bundet; menførKampen — det gaaer ikke an. Men, er dette nu saaledes, da maa Hans Majestæt se at finde et Ministerium, der uden Overmod, uden Trods, men med Kraft og Enighed optager Kampen, leder den og Landets Anliggender under den og under de, om muligt, samtidige Underhandlinger andetsteds. Det kan kun skade i Ministeriet at optage Mænd, der enten slet ikke ville Kampen under nogensomhelst Betingelse, eller som dogenehave Øiet heftet paa de Mangler, der kunne hefte ved den hidtilværende indre og ydre Politik, og ville begynde medenkelteKoncessioner før Underhandlingerne. Og det er dette Forsøg, jeg er bange for, man gjør, idet man stræber efter etved Blandingmodereret Ministerium; et saadant faaer man langsomt, sandsynligvisslet ikkeistand; faaer man det, vil det hverken vække stor Tiltro eller handle med Kraft, og om føie Tid vil det opløses ved Splid. Systemet:Modstand for at hævde Danmarks og Slesvigs Uafhængighed af Tydskland og Holsten og Lauenburgs Forening med Monarkietenteni en Fællesforfatning, hvorom man er villig til at forhandle under Mægling,elleri Personalunion, maanutages helt og decideret, men med al mulig Fjernelse af Revolutionsaand, Nationalfanatismus eller haardnakket Paastaaelighed i, hvad der er Gjenstand for Lempelse og Udjævning. Kan der nu til dette System findes brugbare Mænd (endog blot dygtige Forretningsmænd uden politisk og parlamentarisk Fortid), der ikke ere mærkede saaledes ligeoverfor Udlandet som et Par af de nuværende Ministre, nu vel, saa tage man dem; ja, gives der til at gjennemføre dette System en anden Udenrigsminister og Konseilpræsident end Hall, da tage man ham; Halls Navn har ogsaa sin Misklang, og jeg vil ingenlunde sige, at han har den Alvor, Fasthed, Forsynlighed, Energi og Utrættelighed, som kunde ønskes; men i vort lidet Land og ved den nu engang bestaaende Adskillelse af Partier og Anskuelser véd jeg ikke, hvor den bedre eller ligesaa gode Mand til begge Poster, der i dette Øieblik ikke let lade sig adskille, skal findes. Altsaa, mod at tage andre, mindre markerede, ved deres hele Opfatning, Væsen og Optræden Hans Majestæt mere tiltalende Personligheder er der ingen Indvending, jeg troer ikke engang imellem dem, der betegnes som Ministeriet Halls Venner: men Systemet kan ikke let forandres med Undtagelse af en freidigere Indgaaen paa Forhandlinger, et villigere Initiativ til atsøgeLøsning og fjerne underordnede Punkter, og, kan Systemet ikke forandres, tør der ikke dannes et Ministerium, der fra den første Dag bærer Spiren til Halvhed og Uenighed i sig. Det kan være tungt, meget tungt for Kongen at hengive sig til et System, som han ikke troer frit for Ensidighed; men hanmaa, og hans Fjender have, synes mig, gjort Valget lettere ved at afkaste enhver Bro, hvorover han kundenærme sig. Staterne af den 3die Gruppe i Tydskland (— jeg siger ikke: alle Fyrsterne personlig —) ville i dette Øieblik et fra Danmark adskilt Slesvig-Holsten, og hverken Preussen eller Østerrig har Mod og Kraft til alvorlig at vise dem tilbage. Wrangel og Prinds Friedrich Carl af Preussen ville ikke kæmpeimodSachserne og Hannoveranerne, og de ville ikke staae stille og se disse kæmpe. Men, kunne og ville Preussen og Østerrig holde igjen, da ville de det kun, naar vi med Bestemthed erklære og fastholde, at, efterat nu Exekutionen er indtraadt uden Modstand fra vor Side, have vi ikke Mulighed til nogen Indrømmelse, førend vor Konge er anerkjendt og internationale Underhandlinger aabnede om hele Anliggendet, idet vi afvise enhver tydsk Afgjørelse af noget Spørgsmaal for Slesvigs Vedkommende. Hvad Forhandlingerne ville føre til, maae vi afvente og maaske finde os i Noget, der forekommer os haardt og meget ubilligt; men vi kunne ikke begynde anderledes.
Jeg har følt mig destomere opfordret og forpligtet til at udtale dette for Deres Excellence, som jeg i det Øieblik, da jeg i Løverdags talte med Deres Excellence, førend jeg gik til Hans Majestæt, kun uden nogen egentlig Motivering ytrede Tvivl om Nytten af at forhandle om Dannelsen af et Ministerium afmoderate Mænd, førend man nogenlunde var enig om Opgaven for dem. Tillad mig endnu, hvad Hans Majestæts og hans Dynastis Interesse, forsaavidt den tænkes for sig, angaaer, ganske kort at formulere min Mening saaledes: Ved en vidtgaaende Indrømmelse i dette Øieblik er Hans Majestæt udsat for Intet at opnaae i Udlandet, men vis paa at tabe i Indlandet; ved en Optræden for, hvad Danmark anser for sin Ret, kan han muligen blive Hersker over et formindsket Land, men han bliver sikkert Hersker; thi fra Danmarks Throne vil Ingen fortrænge ham.
Undskyld, Deres Excellence, min Paatrængenhed medmin Hengivenhed for Hans Majestæt og den udmærkede Høiagtelse, hvormed jeg har den Ære at være
Deres allerærbødigsteJ. N. Madvig.
Hans Excellence,Hr. Overhofmarechal, Generalmajor Oxholm,Stork. af Dbg., Dbgsmand, pp.