Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold foreløbig ordnede, idet jeg paa den førnævnte Velgjørerindes Bekostning og ved fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder, saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald — jeg opnaaede Udmærkelse — tilfredsstillede ikke blot særdeles min Velgjørerinde, til hvem jeg fra nu af fik en nærmere stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af hvis Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt samme Held, og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glæden var desto større, da tilfældigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev udmærket[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovstenind at se en Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (— jeg troer dog, at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som Provsten indlagde paa det mig anviste Værelse —), hvad der var fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling, at Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understøttelse, idet daværende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og opfordrede mig til med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V. Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes endog med en overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom, og jeg modtog de Understøttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ eller ivrig Bestræbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres Bekostning[27]. DeSavn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket mig, vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste af en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade ved Bogkjøb og ved at hjælpe mine Brødre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte mine Finantser i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende, at jeg i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Fornødenheder.
Mine Studenteraar faldt i en Tid, i hvilken Erindringen om nær forudgaaede tunge Tilskikkelser hvilede over Landet og i Hovedstaden stærkt paatrængte sig igjennem Ruiner, derimellem Universitetsbygningens, eller gjennem ufuldendte Nybygninger, og med denne Erindring forbandt sig den endnu tilstedeværende, paa alle Sider sig aabenbarende økonomiske Nød og Fattigdom. Heller ikke Landets høieste Undervisningsanstalt:Universitetet befandt sig i nogen blomstrende eller tilfredsstillende Tilstand. Naar et isoleret og fra livlig Udvexling af Kræfter og ansporende Væddekamp afskaaret Universitet altid kan have Vanskelighed ved i alle Retninger at holde sig paa det tilbørlige Standpunkt, maatte denne Vanskelighed særlig gjøre sig gjældende, naar som dengang de materielle Betingelser i en længere Aarrække svigtede ikke blot ved det ydre Apparat af Bygninger, Samlinger og deslige, men ogsaa ligeoverfor Lærerpersonalet, idet ikke faa Medlemmer af dette levede i meget trange Vilkaar, medens baade Landets økonomiske Forhold og nedarvet Vedtægt hindrede Udsondringen af de ikke længer brugbare Kræfter og disses Erstatning med nye. Dertil kom, at de i Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede tildels under Hertugen af Augustenborgs ikke altid sikre og selvstændige Ledelse antydede og paabegyndte Reformer og Indretninger under den efter 1807følgende Ulykkesperiode, da ogsaa Hertugen selv fjernedes, gik istaa, hvorpaa i den Retning, i hvilken mine Studier førte mig, det i den spædeste Alder henvisnede pædagogiske Seminarium frembød et Exempel. Gammelt og Nyt blandede sig stundom paa en besynderlig Maade, der for mig afprægede sig i et lille Træk. Hver Student skulde efter Immatrikulationen vælge sig et Medlem af Konsistorium til saakaldet Privatpræceptor. Denne skulde efter de ældre Bestemmelser have et særligt Tilsyn med de til ham paa denne Maade knyttede Studenter og støtte dem; men af en saadan nærmere Forbindelse var end ikke det allerringeste Spor blevet tilbage; to Dage efter Immatrikulationen havde Studenten ofte glemt, hvem der var hans Privatpræceptor, og Præceptoren, hvilke Studenter der havde valgt ham. Men, naar Studenten efter fuldendt akademisk Kursus og ved Ansættelse i et Embede løste det saakaldte Testimonium publicum, tilfaldt af Betalingen derfor 2 Rigsdaler Privatpræceptoren. Jeg valgte til Privatpræceptor Historikeren Abraham Kall, tidligere ogsaa Professor i Græsk, dels af Respekt for Mandens Ry for udbredt Lærdom, dels fordi andre mig maaske mere tiltalende Navne vare optagne, da Touren kom til mig at vælge; thi Studenterne skulde ligelig fordeles imellem samtlige Konsistoriales. Mandens videnskabelige og akademiske Virksomhed var imidlertid ophørt længe iforveien, og jeg har aldrig set ham, da han ikke længer gik ud. Medens i flere Retninger hæderlige Navne indgød Agtelse og enkelte kastede en særlig Glands over Universitetet (— Ørsted havde i 1819 gjort sin Opdagelse af Elektromagnetismen —), fremtraadte paa andre Punkter Svaghederne stærkt, vistnok fornemmelig, men dog ikke udelukkende, i det philosophiskeFakultet(der dengang tillige omfattede det mathematisk-naturvidenskabelige); selv raa Mangel paa al sømmelig Holdning og Anstand savnede ikke en enkelt, oprindelig ikke ubegavet Repræsentant. — I det almindelige, navnlig æsthetiske Litteraturlivstod endnu Rahbek med nogle mindre betydelige Veteraner som Repræsentant for eller Minde om Tiden før Øhlenschlæger, og, uagtet det sagdes at høre til de Formaninger, som min Privatpræceptor A. Kall, medens han endnu saae Studenter, i sin gammeldags Strenghed pleiede at give disse: ikke at drikke Dus med Rahbek, fandt jeg mig selv hædret ved i mit 17de Aar at indtræde i Dusbroderskab med den elskværdige gamle Mand; Bakkehuset selv var derimod allerede dengang lukket for nye Gæster, endsige saa unge. Efter den heftige Kamp imellem Øhlenschlæger og Baggesen og den Sidstes Bortdragen var der indtraadt en Art mat Stilstand, og, skjøndt Værket: Nordens Guder var udkommet i det nærmest forudgaaende Aar, mærkedes dog Pieteten imod Digteren ikke saaledes, som man skulde have ventet, da der i 1820 skete et raat Angreb paa ham i Anledning af et af ham affattet Universitetsprogram[28]. Det var Skade, at man ikke havde fundet noget andet Middel til at sikre Digterens Existens end et Professorembede, hvortil han hverken ved Aandsretning eller Uddannelse egnede sig. Grundtvigs første Kampperiode var afsluttet, og den anden skulde først aabnes med Angrebet paa Clausens Rationalisme. Ingemanns sentimental-romantiske Digtervirksomhed var ikke trængt videre igjennem, I. L. Heiberg havde som Lektor i Kiel foreløbig standset sin digteriske Produktion, Poul Møller var paa sin Kinareise, og Henrik Hertz, Christian Winther og Christian Wilster fandt saaledes en temmelig fri Plads ved deres da begyndende Optræden, der knyttede sig nær til Studenterverdenen. — I Studenterlivet var der kommet en mærkelig og følgerig Bevægelse ved Dannelsen af Studenterforeningen, Formen for et før ukjendt friere og alsidigere Samliv, i Sommeren 1820. I denne indtraadte jeg i Løbet af den førsteVinter og deltog med Iver i Livet indenfor samme i hele min Studentertid; jeg bragtes derved strax i nærmere Bekjendtskabs- og Venskabsforhold til en hel Række ansete og dygtige Studenter udenfor mit eget Specialfag, der vare adskillige Aar ældre end jeg, derimellem f. Ex. Juristen og Historikeren J. V. Jacobsen (død som Etatsraad og Kommitteret i Rentekammeret), den philologisk dannede Æsthetiker C. A. Thortsen, der for faa Aar siden er død som afskediget fra Rektoratet ved Randers Skole, og Digteren Henrik Hertz, ikke at glemme den i flere Retninger begavede og elskværdige, men ved en tidlig begyndt Tunghørighed i sine Livsforhold endel tilbagetrængte Frederik Fabricius, der i Alder stod mig langt fjernere, — Forbindelser, der virkede vækkende paa mig i flere Retninger. Jeg deltog fra Begyndelsen lige ivrigt i Foreningens litterære Forhandlinger (— jeg erindrer, at jeg i mit andet eller tredie Studenteraar i Foreningen oplæste en Afhandling af mig om Hertug Henrik Løve og opponerede stærkt imod en af Historikeren, siden Kunstlæreren L. N. Høyen da opstillet Thesis om Kardinal Fleurys udmærkede politiske Dygtighed —), i dens smaae parlamentariske Kamplege og i dens selskabelige Fornøielser, iblandt Andet, medens Foreningen i et Par Aar havde nogle smaae Sommerværelser med Have paa Vesterbro, navnlig som Keglespiller. Ogsaa med Mange af dem, der kom til Universitetet samme Aar som jeg uden at vælge samme Fag, stod jeg i et livligt, ikke med det første Aar afsluttet Samkvem. Tidlig knyttedes jeg saaledes til Juristen F. U. Timm, først noget senere derimod til den baade videnskabelig og kunstnerisk (i Musik) saare begavede Ernst Bojesen, begge mine trofaste Venner indtil deres Død; fra den sidste var jeg i det første Par Studenteraar bleven holdt borte dels ved en vis Skinsyge imellem de navnlig ved Bekjendtskab med den nyere Litteratur mere udviklede Studenter fra Kjøbenhavn paa den ene Side og paa den anden Provindsskolernes Dimittender,hvis stiltiende Repræsentant jeg var bleven ved den akademiske Anseelse, som den første Examens Udfald havde skaffet mig, dels dog ogsaa ved en noget forskjellig Individualitet. — Min Aandsretning og de tidligere modtagne Indtryk lode mig ved Tanken paa et Embedsstudium kun Valget imellem Retsvidenskaben og Philologien, der, efterat den ved Universitetsfundatsen af 1788 indrettede philologiske Skoleembedsexamen i en lang Række af Aar var gaaet i Forglemmelse, atter havde faaet en Plads imellem Embedsexamensfagene ved Anordningen af 24de Oktober 1818, rigtignok i en noget broget Skikkelse. Ved Siden af klassisk Philologi, Hebraisk og Historie examineredes der saaledes dengang, for at omfatte alle eller dog de fleste og vigtigste Skolefag, ogsaa i Philosophi, Theologi og Mathematik, naturligvis dog saare elementært og overfladisk, saaat Philologien med Historie ikke blot gav Examen det almindelig vedtagne Navn: "store Philologicum", men ogsaa dens væsentlige Indhold. Den i Frederiksborg vakte og til Anelse om Videnskab og Lærdom hos mig udviklede Interesse overveiede, dengang jeg blev Student, afgjort den fra Bornholm medbragte og derfra kun paa det Elementære og Praktiske henvisende Retning; jeg valgte derfor Philologien, et Studium, hvorom allerede, ogsaa ved en vis Nyhedens Tiltrækning, en omend ikke talrig, saa dog virkelig ivrig og alvorlig stræbende Kreds havde begyndt at danne sig. Et Par af denne Kreds: de tidligere theologiske Kandidater Flemmer, død som Rektor i Frederiksborg, og J. Hage, siden Overlærer i Roskilde, død som Journalist, samt B. Borgen, død som afskediget fra Rektoratet ved Metropolitanskolen, stode mig dog i Alder temmelig fjernt og deltog ikke i min Tid i de philologiske Forelæsninger og Øvelser, hvorimod Henrichsen (Student fra 1818), Olsen (fra 1819) og Elberling (fra 1819), der døde som Rektorer eller afskedigede fra Rektoraterne i Odense, Viborg og Roskilde, samt Rasmussen, der blevStudent med mig, men var nogle Aar ældre (død ung), og jeg selv dannede en igjennem vor hele Studietid bestaaende inderlig Forening, en fast Stok (af os selv i Spøg paa Latin benævntbaculus fixus), der imidlertid først fuldstændig knyttedes 1821, efterat jeg og Rasmussen havde tilendebragt "anden Examen". — Paa denne philologisk-philosophiske Examen — som den officielt kaldtes — rettede jeg senere, nemlig i 1832, efter i nogle Aar som Docent at have medvirket ved den, i en Afhandling i Maanedsskrift for Litteratur, hvorom siden vil blive at tale, et stærkt Angreb og udtalte tilsidst i 1849 som Minister den endelige Dødsdom over dens hele Indretning, efterat allerede Universitetsdirektionen i 1845 havde udvirket en kongelig Resolution, der forudsagde dens Ophævelse. Jeg har, saalænge denne Examen og Forberedelsen dertil bestod, som Professor for min Del redelig søgt at udrette det Bedste, der efter Omstændighederne lod sig udrette ved den, og jeg har under mine Forelæsninger til samme kunnet glæde mig ved de Studerendes Velvillie og Imødekommen, men jeg har hverken i de mellemliggende Aar eller ved nu at opfriske det hele Billede og ved at gjennemgaae min som Student og Professor gjorte Erfaring fundet Anledning til at forandre min Dom om den. Vistnok havde Examens anden Del, der omfattede dels Logik og Psychologi under Et som theoretisk Philosophi og Moral som praktisk Philosophi, dels Astronomi og Physik, forsaavidt en større Berettigelse end de løsrevne og tilfældige Stumper og Stykker, der ved første Del føiedes til Skolekurset, idet den, dog med Undtagelse af Moralen, virkelig bød de unge Studenter noget Nyt; men Forelæsninger i et halvt Aar for et meget talrigt, til at høre Forelæsningerne vel nominelt forpligtet, men i Virkeligheden meget løst sammenhængende Auditorium var en saare uheldig Form for Meddelelsen og Befæstelsen af positiv Elementærkundskab, især naar den derved forudsatte mathematiske Kundskabvar meget forskjellig og ikke samtidig øvedes, hvortil kom, at man i et Hovedfag: Physiken ikke naaede til den for Aandens Vækkelse vigtigste Del, den chemiske Physik; Ingen hørte i Forelæsningerne til anden Examen af Ørsted et Ord om Elektricitet eller Magnetisme. En kjær Ven, imellem hvem og mig Uenigheden om anden Examen og Forhandlinger derom langt senere endog fremkaldte nogen Kulde, nemlig Mathematikeren Christian Jürgensen, fremhævede gjerne den Indflydelse, som Berøringen med betydelige Videnskabsmænd og deres levende Fremstilling maatte have paa de Unge; men selv for den baade dygtige og aandrige Docent var det vanskeligt at lægge fuld Kraft og Liv i dette hvert Aar under de givne Vilkaar gjentagne Kursus. Det er hermed ingenlunde sagt, at jeg er tilfreds med den Maade, hvorpaa der senere af Philosophien alene skabtes en Art anden Examen, og hvorpaa det derhenhørende Kursus en Tidlang behandledes. — Hvad mig selv angaaer, modtog jeg ved den nævnte Examens første Del i flere Fag meget ugunstige Indtryk: i Latin saaledes ved Indholdets Fattigdom og Overfladiskhed, i Historie (om det østgothiske Rige) ved Foredragets Tørhed og Mathed, i Mathematik ved den uden Tvivl dygtige og skarpsindige Professors (Degens) totale Mangel paa Plan og paa Forelæsningernes Anlæg efter nogetsomhelst bestemt Maal[29]. Fra at yde Forelæsningernetil den anden Del af anden Examen den tilbørlige Opmærksomhed, med Undtagelse af Sibberns, som allerede vare begyndte og havde fængslet mig i det første Semester, tilstaaer jeg, at jeg aflededes ved en ensidig Hengivelse til en philologisk Interesse. Imellem de i Januar 1821 (ved Frederik VI's Fødselsdag) udsatte akademiske Prisopgaver havde nemlig den philologiske, der omhandlede Ciceros i de verrinske Taler og andetsteds adspredte Notitser og Domme om Værker af den bildende Kunst og hans deri for Dagen lagte Indsigt og Smag, vakt min Opmærksomhed, og over denne Opgave kastede jeg mig derfor, skjøndt ganske uforberedt, hvad Anskuelse af Kunstværker og Bekjendtskab med Kunsthistorie angik, og frembragte, idet jeg helligede min meste Tid til en vistnok overfladisk, men dog foreløbig for mig ikke unyttig Læsning af Cicero, da ogsaa en latinsk Afhandling, der uden Tvivl bar det stærkeste Præg af Umodenhed, men som dog belønnedes med et Accessit, medens Præmien tilkjendtes den ældre og vistnok med Hensyn til noget Kunstkjendskab langt bedre forberedte Olsen. Men herved og ved samtidig Læsning af Græsk skete et saa stort Indgreb i Forberedelsen til anden Examen, at jeg kun opnaaede en af de sidste Pladser imellem de temmelig talrige Udmærkede, og endda er det mig næsten uforklarligt, hvorledes jeg i Historie og maaske endnu i et Fag til opnaaede Laud.
Efter Tilendebringelsen af det første akademiske Aar, i hvilket jeg ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder ved et Besøg hos min Moder og derhos i Sommerferien ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa hendes Gods Aastrup imellem Roskilde og Holbæk havde gjort et senere aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv, kastede jeg mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi.Deri vare dengang fire Professorer ansatte, af hvilke dog den ene: Brøndsted i hele min Studietid og i flere Aar derefter var fraværende i Udlandet. B. Thorlacius, Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn og selv i sin Ungdom faaet et vist Ry for Lærdom; i Virkeligheden havde han imidlertid kun en temmelig udbredt, men overfladisk og aandløs Læsning i klassisk, især latinsk og islandsk, Litteratur uden nogensomhelst sikker og ved skarpere Tænkning ordnet enten sproglig eller historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevægelse i Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske uberørt, og selv Heynes Indflydelse havde kun i ringe Grad paavirket ham. Hans skriftlige Behandling af det latinske Sprog havde aldrig været streng korrekt og var efterhaanden bleven i høi Grad skjødesløs; dertil kom, at der meget tidlig (— han var i 1820 kun 45 Aar gammel —) var indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der fremtraadte stærkt i de to eneste Forelæsninger, som jeg og mine fire nævnte Studiefæller hørte hos ham efter anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys delvis gjenfundne Skriftde republica; af de øvrige af ham i hine Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte Forelæsninger og Øvelser er neppe nogen kommen istand. Hos N. Schow, Professor i Græsk og Archæologi, var der tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af hans Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig Forstyrrelse og Forvirring i den hele Kundskabskreds, der ved Siden af et besynderligt Væsen i mange Aar gjorde den ulykkelige Mand til en Gjenstand for de unge Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg selv ved at examineres af ham ved Examen artium i Pauli Brev til Galaterne gjorde, afkræftede ikke de næsten utrolige Historier, der fortaltes om hans Feiltagelser. Jeg foreslog mine philologiske Venner, at vi, da den gamle Mand dogskulde examinere os, burde vise ham den Opmærksomhed at høre Noget hos ham, og vi bad ham da at give os en Oversigt over græsk Palæographi og paa Bibliothekerne øve os i at læse græske Haandskrifter, hvormed han i sin Ungdom havde givet sig meget af, men Udfaldet var et saadant, at det kun efterlod en Blanding af Forundring, Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun tilbage min senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C. Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstændig Philolog, især ikke i exakt grammatisk Retning, men en flittig, den tydske philologiske Litteratur omhyggelig benyttende Mand med stor Imødekommen mod os Yngre, der, foruden at høre hans mythologiske og archæologiske Forelæsninger, hvert Semester samledes hos ham til Fortolkningsøvelser over græske Forfattere og dér tumlede os med stor Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min Opgave ved disse Øvelser, istedetfor Excerperen af Scholier og nyere Commentarer over Pindar og Tragikerne med tilføiede lidet begrundede Meninger, at trænge paa Uddannelsen af en selvstændig Sprogindsigt og Sprogtakt, bygget paa mere omfattende Læsning og egen grammatisk Iagttagelse og ved Siden deraf paa historisk Opfatning, hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere inddroges i Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang mine Venner til at følge mig igjennem den græske Syntax og ikke sparede vor taalmodige Præses for Forlegenheder med den ulykkelige Partikelἄν. Til Øvelserne hos Petersen føiedes Disputerøvelser paa Latin i Sammenkomster paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke Sammenkomster ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterært Foretagende, men som dog har sin Betydning som Minde om den ungdommelige Iver og den fælles Aand, der besjælede os, nemlig detper quinque juvenes Hauniensespaabegyndte Aftryk med enkelte Tilføielser af Italieneren C. Garatonis Anmærkninger til Ciceros Taler, et dengang Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig tilgængeligtArbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis Anmærkninger vare for tilfældige og usammenhængende i deres Form til saaledes særskilt at udgives, og, da Touren kom til mig at besørge et Afsnit, var det mig meget kjært, at Forlæggeren ikke viste Lyst til Fortsættelse. Af græske og latinske Forfattere gjennemarbeidede jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis ikke Alt lige grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til Examen med Haabet om, at Totalindsigten skulde opveie Manglerne i Memorering af det Enkelte. Ved Siden af denne Forfatterlæsning fik jeg Tid til et temmelig omfattende historisk Studium og gjennemgik navnlig for Middelalderens Vedkommende meget omhyggelig Raumers da nye og meget anerkjendte Arbeide over Hohenstauferperioden, hvoraf dog de to sidste, Forfatningen skildrende Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg selv læste betydelige Stykker af et Par didhørende middelalderlige Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lübeck). Hertil kom et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk (3 Mosebøger, Josva, Ruth, Salomons Ordsprog og Jesaias). Endda beholdt jeg, understøttet af en let Opfattelse og sikker Hukommelse og ved at være fri for ethvert Biarbeide, Tid til en ikke ganske ringe Læsning af dansk og tydsk Skjønlitteratur tilligemed Oversættelser af Walter Scotts Romaner. Det er maaske her Pladsen at indskyde den ogsaa for hele den følgende Tid gjældende Bemærkning, at min æsthetiske Nydelse og Dannelse, hvis Extensitet jeg altid har underordnet Intensiteten, i original Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet Dansk, Tydsk og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi har jeg kun kunnet nyde i Oversættelser og derfor ogsaa i indskrænket Maal; den franske har ikke tiltrukket mig.
Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821—1824, omend ikke aldeles uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte nemlig en Begivenhed, som maatte faae en væsentlig Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang. Jegforlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med Datteren af den Familie, hos hvilken jeg boede, og som levede i trange og usikre Kaar. Da hun derhos var nogle Aar ældre end jeg, var jeg mig fuldt bevidst, at jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre regelmæssig og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansættelse med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers kunde synes berettigede og naturlige. Det var ikke let, men Beslutningen toges og fastholdtes, og det Offer, som jeg derved bragte, blev gjengjældt og opveiet ved en til Livets Ende trofast, inderlig Kjærlighed og Overbærelse med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier havde stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse af den rigelig ydede private Understøttelse havde kunnet synes en Misbrug, maatte derfor selve det saaledes stiftede Forhold, især da det noget maatte overraske min Velgjørerinde, paaminde om og opfordre til Afslutning af Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December 1824 til den indtil da kun med én Kandidat (Flemmer) i sin nye Form afholdte Examen. Den mundtlige Prøve fandt Sted den 7de Februar 1825, og der tilkjendtes mig KarakterenLaudabilisunanimi consensu, den ved nævnte Examen vedtagne Form for Udmærkelse[30]. VedPrøven havde jeg den tilfældige Ære, at E. G. Gejer og endnu en anset Svensk — vistnok Atterbom — paa en Gjennemreise vare tilstede en kort Tid. Den næstfølgende 26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen den foreskrevne praktiske Prøve med Karakteren Laudabilis.
I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt anstrengt og trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form, at jeg, for en Tid løsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i hvilken jeg hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den øverste Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har givet som Lærer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit Bekjendtskab med og Læsning af de gamle, navnlig græske, Forfattere og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at fuldstændiggjøre Billedet af den semitiske Sprogform; men min Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig som videre fremadstræbende Philolog ved et Prøveskrift for Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Række Aar var adskilt fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prøveskrift tilbød sig lettest og nærmest i de kritiske og exegetiske Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til græske og latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige Bemærkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde bevæget sig, og hvori jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg deraf særligfremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den latinske Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af, at jeg paa dette Punkt var i Besiddelse af et større, om en enkelt Forfatter samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankeløshed og Hovmod sammensatte Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmænd som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider. Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826 disputerede (Emendationes in Ciceronis libros de legibus et Academica, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet Fakultetet forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfærdig, men i Formen streng og aldeles tilintetgjørende Bedømmelse af Goerenz's Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ældre og nyere Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for at have været saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det, der skulde sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa til græsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette første Ungdomsarbeide.
I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren) og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste sig philologisk Embedsexamen, foretrak at følge en til ham paa samme Tid stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi, og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet, Vikariatet for Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg først den 25de September konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig,dog i Virkeligheden i det Væsentlige bestemt ikke blot for en lang Række Aar, men i dens Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet, hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen, tilbød man mig, skjøndt man ønskede at knytte mig til Universitetet, eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, foreløbig et af de Reisestipendier, der dengang af Fondenad usus publicosnæsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd, der syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig selv alene, have grebet med Begjærlighed som svarende baade til Længsler, jeg havde næret fra de tidligste Aar, og til mit i Øieblikket tilstedeværende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed først fjerne Afgang, saa at jeg imidlertid maatte søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte paa for strax at blive fast ansat, — og der havde imidlertid dannet sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og efter strengere Methode virkende Universitetslærer i Philologi, navnlig latinsk Philologi, at mit Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de September 1828 udnævntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den 8de November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning af Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, første Formæling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i Vinteren 1828—29 ved Siden af mig holdt Forelæsninger i Latin til anden Examen, skjøndt kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde ogdøde, da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg den 17de November s. A. udnævntes til Professor extraordinarius i Philologi — ifølge Kommunikationen særlig i det latinske Sprog og dets Litteratur —, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848. Den Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd. som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu førend jeg udnævntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet mig. Da mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor det i 1832 ved R.RasksDød ledigblevne Embede som Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget bekræftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post jeg atter tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22 Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der altsaa overhovedet noget nærmere ville kjende min Færd i dette Tidsrum, maae finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise, hvorledes mit rent personlige Liv føiede sig sammen med denne Virksomhed, paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jegmaa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.
Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil 1848 var et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste, idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen, uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser i Forhold til det særlige Kald og den særlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grændser. En kort Tid kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning af denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til en dybere Begrundelse, der førte ud over Specialvidenskaben, var tilstede og gjorde sig efterhaanden gjældende med Uro og Kamp, endog tildels fremkaldt ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor Specialvidenskabens Omraade. En Forelæsning over Philologiens Encyclopædi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk Følelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning og i Sommerferien, umiddelbart efter mit første Barns Fødsel, maatte søge Ro og Ligevægt ved en kort Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos Venner i Nordsjælland. Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne med Møie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang delsefter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med ufuldkomment Herredømme over Stoffet holdt en Række ogsaa af adskillige Ældre og det ikke blot Philologer besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og forskjellige Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og efterhaanden lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en stille Sysselsættelse med almindeligere Spørgsmaal. Philologien beholdt derved sin Betydning for mig som et væsentligt Led i Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed, der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære Befrugtelsen og Stødet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel ogsaa kjært ved den virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig opnaae i Løsningen af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid lang herskende philosophiske Systems — det Hegelskes — Formler var min hele Natur imod, og først længere hen, for en Del først i den anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til et mere sammenhængende Studium af de philosophiske Systemer fra Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe Del af mit Livs Lykke, at der i en høi Alder gaves mig Ro og bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og fuldstændiggjøre mit Livs aandelige Indhold[31].
Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet, igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes, har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at virke for vigtige Interesser i anden Retning[32].
Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævneden ikke ringe Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnævnelse til Lektor, paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning ogsaa for mig var af den største Vigtighed.[33]— Ikke uden Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.
Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i hvilken jeg maatte følgeden ved Lov og Vedtægt fastsatte Form og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840 paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng, var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar ikke uden at medtage forMeget af philologiske Specialiteter, og i Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier, dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger, tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner, tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem, der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte alvorligereLeiligheder.[34]Ikke uden Betydning for det uafbrudte Velvilliesforholdmellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen, hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en tidligere noget savnet Konsekvens. — Til de behageligste Minder, jeg har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret 1827—28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere, gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar, hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om Indholdet.
Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen Udvikling) var den efter et friere og høiere videnskabeligt Maal anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maattestræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Færdighed og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen og forskjellige Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog altsaa nødvendig den almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig for dette Øiemed, idet jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et sikkert Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper, en Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den semitiske Sprogform kom mig tilgode.[35]Jeg haaber, at Mænd som Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have været mine Tilhørere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og fjernere Retninger førte Studier. — Den næste Opgave, jeg stillede mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprægningen af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig da Litteraturværkerne, til Fastsættelse af deres Plads og Form og til udtømmende Udfinden af deres Indholdog Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin maatte naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtræder dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedværker, dels i Overblik over hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet Betragtning af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til Grund, men Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Fælles og paa de karakteristiske Modsætninger imellem det Antike og Primitive og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtræk søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine Forelæsninger og Øvelser. Imellem Forelæsningerne blev mere og mere Forelæsningen over philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en muligst skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave som Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne Forelæsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for det specielle Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f. Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik over de Discipliner, i hvilke Philologien som historisk Videnskab samler og fremstiller Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling. Der var Afsnit af denne Forelæsning, som jeg beklager ikke at have fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne centrale Forelæsning sluttede sig udførlige Foredrag over de romerske Statsindretninger med en almindelig Indledning om Kilderne til den romerske historiske Oldkyndighed og over den romerske Litteraturs Historie samt enkelte Forelæsninger over speciellere Gjenstande, saasom (før Udgivelsen af min latinske Grammatik) over Afsnitaf den latinske Sproglære og over antik Metrik.[36]Af latinske Forfattere behandlede jeg hele Værker eller Stykker af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius og Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca og Tacitus dels i Forelæsninger, dels saaledes, at efter en forudskikket orienterende Indledning de Studerende øvede sig i Fortolkning af det Enkelte med ligeligt Hensyn til Indhold og Iagttagelse af den grammatiske og lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archæologiske Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede jeg alene de latinske Indskrifter i en enkelt Øvelsesrække foruden leilighedsvis i Antikviteterne. Den Adgang, som ved de tydske Universiteter de philologiske Seminarier give til at kræve skriftlige Prøvearbeider af de Studerende og til at yde et Vederlag for mere omfattende og sammenhængende Øvelsesarbeider, kunde stundom savnes. — Efter Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog jeg et Par Gange efter Anmodning græsk Syntax efter samme System, hvoraf fremgik den i 1846 trykte Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt Øvelser over græske Prosaister, i Førstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen for ikke at støde min for den græske Philologi særlig ansatte Kollega. Med særlig Tilfredshed erindrer jeg en i de Aar holdt Øvelse over Thukydid, hvori syv særdeles flinke Studerende deltog med den livligsteInteresse; destoværre døde to af dem (Schwartz og Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom, og en tredie kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af hans Embedsbane (Borries); en 4de (Fibiger) er død senere, og kun tre af dem leve saaledes endnu. Mine fleste Tilhørere fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu, efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller satte i Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode samtlige Rektorpladser ved vore Skoler og andre Lærerstillinger. — Oftere havde jeg den ved vort isolerede Universitet sjeldne Opmuntring at se en eller endog samtidig flere norske Studerende, derimellem den senere Expeditionssekretær i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig Nissen, imellem Tilhørerne eller Deltagerne i mine Øvelser, nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg, død som Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have været Statsraad for "Ekklesiastikærenderne". Med Glæde saae jeg af og til en Ikke-Philolog imellem Tilhørerne ved en Forelæsning; for særlige Forelæsninger af populærere Art over latinske Forfattere eller romerske Forhold var der neppe Modtagelighed; jeg følte i det Ringeste intet Kald dertil.
Til min akademiske Virksomhed føiede sig en ganske omfattende Forfattervirksomhed, tildels i nær Sammenhæng med hin og i derved betinget Form. Endnu som konstitueret Docent udgav jeg, med Benyttelse af en i Universitetsbibliotheket opbevaret Kollation af et Pariserhaandskrift, i latinsk Brevform (Epistola critica ad Orellium af 1828) et textkritisk Arbeide over de sidste Bøger af Ciceros verrinske Taler, hvorefter endnu samme Aar fulgte min Disputats for Doktorgraden, i hvilken jeg saaledes klarede Forholdet imellem de ægte Levninger af den Midten af det første Aarhundrede efter Christus tilhørende Samling af historiske Oplysninger til Ciceros Taler af G. Asconius og de mindst tre Aarhundredersenere, men tildels med hine sammenblandede Stykker af forskjellige Skolekommentarer, at Resultaterne strax anerkjendtes og ikke senere ere betvivlede. — Fra 1829 af fulgte derefter en lang Række latinske Programmer til de akademiske Fester (det første, i Anledning af Prinds Ferdinands og Arveprindsesse Carolines Formæling, skrevet saa hurtig, at jeg nær ikke selv havde faaet Bryllup), i hvilke dels undersøgtes Spørgsmaal af de romerske Statsantikviteter eller den latinske Litteraturhistorie, dels meddeltes Bemærkninger til Textberigtigelse og Forklaring af latinske Skribenter (Lucrets og Juvenal), navnlig en gjennemgribende Textbehandling af fem hidtil i denne Henseende meget forsømte Taler af Cicero,[37]dels behandledes flere tvivlsomme eller urigtig fremstillede Punkter af den latinske Sproglære. I 1834 udgav jeg de indtil daudkomneProgrammer i en Samling under Titlen: Opuscula academica, hvortil i 1842 kom en ny Samling: Opuscula academica altera med Tilføielse af nogle Smaastykker af beslægtet Indhold. Naar jeg nu ser tilbage paa denne særlige Del af mit Forfatterskab, føler jeg vel paa den ene Side en vis Tilfredshed, idet samtlige disse Afhandlinger, fremgaaede af Undersøgelser, hvortil mine Forelæsninger førte mig, indeholdt og videnskabelig begrundede bestemte Resultater, der for den allerstørste Del ere gaaede over i den philologiske Erkjendelse, derimellem nogle af større Omfang og Rækkevidde, saasom Undersøgelsen om de romerske Kolonier, ligesom ogsaa saavel de enkelte Programmer som især Samlingerne i den philologiske Verden vandt en større Opmærksomhed og Indflydelse, end der pleier at blive sligeLeilighedsskrifter og Samlinger deraf tildel.[38][39]Men paa den anden Side følte jeg allerede dengang og udtalte i Fortalen til den første Samling en Misstemning ved denne spredte og tilfældige Meddelelse af Enkeltheder, i hvilken den samlede Anskuelse, hvortil de knyttede sig, neppe kunde antydes. Saare trykkende var mig derhos det ufortjente Skin af Pedanteri, der faldt paa mig, naar disse tildels paa Philologiens specielle Enemærker sig bevægende Undersøgelser i latinsk Indklædning i Universitetets Navn stadig udsendtes til alle Sider til Folk, hos hvem det var lige urimeligt at forudsætte Modtagelighed enten for Indholdet eller for Formen.
Naar jeg hvert Aar omtrent tre Gange skulde levere en videnskabelig Afhandling til Programmet, maatte jeg naturligvis hente Stoffet fra alle Philologiens Enemærker, ogsaa de fjernere og speciellere, saameget mere som Forholdene væsentlig indskrænkede mig til den latinske Philologi og ethvert Forsøg paa at vinde Indgang hos det ikke-philologiske Publikum ved Valget af populære Emner allerede ved den latinske Indklædning var tilstrækkelig betegnet som unyttigt. Det var mig derfor en stor Lettelse, da det i 1837 ved en ny Ordning af de akademiske Fester bestemtes, at de akademiske Programmer herefter skulde skrives dels af hvert Aars Rektor, dels af de øvrige Professorer efter Tour, saa at jeg kun personlig for min Embedstid beholdt Forpligtelsentil at skrive Programmerne ved overordentlige Leiligheder og da væsentlig paa Dansk. Jeg efterkom denne Forpligtelse ved i 1840 som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten i Anledning af Kong Christian VIII's og hans Dronnings Kroning at udgive: "Blik paa Oldtidens Statsforfatning med Hensyn til Udviklingen af Monarkiet og en omfattende Statsorganisme" — en Afhandling, der indeholder Antydninger af den Betragtning af Oldtidens, ogsaa særlig den romerskes, politiske Liv, som jeg senere har udført videre,[40]— og dernæst i 1842 ved, da Universitetets Rektor Brøndsted pludselig var død af Følgerne af et Ulykkestilfælde, i Indbydelsesskriftet til Kongens Fødselsdag den 18de September at levere første Stykke af en Afhandling om Sprogets Væsen, Udvikling og Liv. Dette ikke meget omfattende Arbeide (35 Sider i Kvart), der maatte udføres uden foregaaende Varsel i faa, endda ikke for andre Beskæftigelser frie Uger, har stedse været mig et af de kjæreste af mine Smaaskrifter, fordi det lykkedes mig deri, skjøndt i en ikke blot streng, men tung Form, kort, klart og, om jeg saa maa sige, med ædruelig Sanddruhed at fremstille indtil et vist Punkt (Ordenes Udprægning til særlige Funktioner i Sætninger) Sprogets naturlige Fremkomst af den menneskelige Forestillingsevne igjennem det sig tilbydende Stof (Lyden) og dets Befæstelse og Udvikling gjennem ubevidst Samarbeide af de i Meddelelsen Deltagende, med Afvisning af mange forvirrede, hule eller famlende og usikre Forestillinger selv hos Mænd som J. Grimm og W. Humboldt.[41]Manglen af en ydre Anledning afsamme Art og andre tildels overmaade forskjellige Opgaver, der trængte sig imellem, bevirkede, at den afbrudte Traad først gjenoptoges i 1856 og 1857 i den da af mig som Universitetets Rektor i to Programmer udgivne udførlige Afhandling: Om de grammatikalske Betegnelsers (Formers) Tilblivelse og Væsen. Jeg naaede deri frem til en for min hele Opfattelse saare vigtig Klaring af de hos Mange og derimellem hos udmærkede historiske Sprogkjendere forekommende falske og halvt overtroiske Forestillinger om Modsætningen imellem de saakaldte organiske eller Form-Sprog og de moderne, mindre formrige Sprog og til den ikke mindre vigtige Berigtigelse af visse Forestillinger om Forholdet imellem Folkenes Aandsudvikling og Sprogbygningen. Til Fremstillingen af det til grammatisk Formbygning eller anden Betegnelse fremskredne Sprogs videre Udvikling og Bevægelse har jeg for andre Arbeiders Skyld ikke kunnet naae udenfor mine encyclopædiske Forelæsninger, hvor Sprogbetragtningen gjennemførtes i sin Helhed, saaledes som jeg i en noget lettere og populærere Skikkelse foredrog den i en Række Forelæsninger, som jeg i Efteraaret 1870 efter Opfordring holdt i Kristiania. Et med disse Programmer beslægtet Arbeide havde jeg i 1835 forelagt Videnskabernes Selskab: Om Kjønnet i Sprogene, især i Sanskrit, Latin og Græsk, der er trykt i Selskabets philosophiske og historiske Afhandlingers 5te Rækkes 5te Del, i hvilket adskillige under Skinnet af Dybsind sig skjulende Fordomme ere fjernede og ved Siden af Eftervisningen af Kjønsforestillingens tilfældige og derfor saare vaklendeOptræden i Sproget tillige et Hovedpunkt af Kasuslæren: Forholdet imellem Nominativ og Akkusativ paa den ene Side og de øvrige Kasus paa den anden Side først er bragt paa det Rene, saaledes som det nu væsentlig betragtes af de Allerfleste.
Disse sproglige Afhandlinger (tilligemed de i 1871 som Program udgivne sprogvidenskabelige Strøbemærkninger) ere senere oversatte paa Tydsk og udgjøre den større Del af mine "kleine philologische Schriften" (Leipzig 1875). Derimod er deri ikke optaget to i Videnskabernes Selskab forelagte Afhandlinger om nogle Punkter af Sprogenes Forhold og Stilling i Kulturudviklingen (ved Selskabets Jubelfest i 1842) og om den antike Metriks Grundbegreber, hvilken sidste i Udtog er optagen i Oversigten over Selskabets Forhandlinger for 1841 og derfra uden min Medvirkning oversat paa Tydsk i "Gelehrte Anzeigen der bayerischen Academie" for 1842. Den gaaer ud paa at bevise en Sætning, som man ikke skulde troe trængte til noget Bevis, nemlig at den antike Versbygning hvilede paa Kvantiteten, ikke som vor paa Accenten, fordi i de Gamles prosaiske Udtale virkelig Kvantiteten, ikke Accenten, var det Fremherskende; her som paa andre Punkter maatte jeg baade mod Philologer og Ikke-Philologer kæmpe for den Anskuelse, at Natur, ikke Kunst og Valg, var Grundlaget for de gamle Folks Benyttelse af deres Sprog. — Jeg kom tilbage til denne Gjenstand i 1867, da jeg i et Program udgav første Stykke af en kortfattet græsk Metrik, som der destoværre dengang ikke blev Leilighed til at slutte, og som det nu vilde være mig vanskeligt at fuldende, skjøndt jeg havde stor Lyst dertil for at bringe Simpelhed og Klarhed tilveie paa et Omraade, som falsk Spekulation og Indblanding af en endda, hvad Oldtiden angaaer, meget usikker Musiklære har gjort til et af de vildsomste og mest afskrækkende i Philologien.
Til denne lange Række af monographiske Arbeider,hvortil endnu i 1830 kom en Textudgave til Skolebrug af (12) udvalgte Taler af Cicero (senere oftere udgivne paany) og i 1835 af CicerosCato majorog Lælius med ikke faa Rettelser, der retfærdiggjordes i Fortalerne og i et i mine Opuscula optaget Program, samt i 1843 af "Carmina selecta poetarum aliquot latinorum", sluttede sig endelig et større Værk, nemlig min i 1839 udkomne Bearbeidelse af Ciceros Skrift:de finibus bonorum et malorum. I denne Bearbeidelse søgte jeg paa et enkelt vigtigt og vanskeligt Skrift af den latinske Prosas Hovedforfatter strengt at gjennemføre de Grundsætninger for kritisk Textbehandling og fyldig Fortolkning, som jeg havde tilegnet mig, idet saavel enhver Særegenhed i Sprogbrugen oplystes, som Indholdet opklaredes i sig selv og i dets Sammenhæng med og Afhængighed af den græske Skolephilosophi og heller ikke Svagheden i Ciceros philosophiske Forfatterskab og de deraf fremkomne Pletter oversaaes eller tildækkedes. Idet derhos tillige til Methodens Retfærdiggjørelse og til Advarsel og Belærelse det Mangelfulde og rent Forkerte i den nærmest forudgaaende (Goerenz's) Behandling af dette Ciceros Skrift maatte paavises, voxede Kommentaren med særskilt tilføiede Excurser op til et betydeligt Omfang, men indtog tillige, som jeg vel tør sige, strax en siden ikke anfægtet Plads som veivisende Hovedarbeide paa det nærmeste philologiske Omraade. Efter en ved Omfanget betinget langsom Udbredelse fremtraadte Værket i en ny Udgave i 1869, hvorefter med kortere Mellemrum fulgte en tredie i 1876[42].
Fra dette omfattende specielle og med "Eruditionens"ydre Mærker optrædende Arbeide førtes jeg over til en almindeligere og i meget beskednere Form sig indklædende Opgave, idet jeg opfordredes til at udarbeide en latinsk Skolegrammatik, som kunde afløse Badens, der havde været benyttet i en lang Aarrække. Jeg tilstaaer oprigtig, at jeg i Begyndelsen med en vis Fornemhed afviste Tanken om at skrive en Bog, der for lang Tid uadskillelig vilde knytte mit Navn til Skolebænken og hos den opvoxende Slægt med Navnet forbinde en eiendommelig Forestilling om min Person, men jeg overvandt snart denne Modstræben ved at gjøre mig det klart, hvad der kunde udrettes ved at gyde det traditionelle Stof og de igjennem Aarhundreder forplantede løse Begrebsbestemmelser og usikre og kun halvt træffende Regler i en ny Form, i hvilken Indsigt i Sprogets Stræben og Bevægelse forenede sig med omhyggelig Iagttagelse og fik Udtryk i skarpt formulerede og begrændsede og just derved trods Skinnet af Vanskelighed lettere Begrebsbestemmelser og Regler, og hvor frugtbar Gjennemførelsen af et saadant Arbeide vilde være for mig selv. Paa denne Maade opstod min første Gang i 1841 udgivne latinske Sproglære, der ledsagedes af nogle særskilt udgivne "Bemærkninger i Anledning af Professor Madvigs latinske Sproglære". Det ikke lidet Nye i Bogens hele Anlæg og Udførelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og Professor P. Hjort i Sorø laante denne stærke Ord, som jeg maatte tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad kunde den Anke være, at jeg i Syntaxen i min Iver for at lade Systemet gjennemtrænge alle Stoffets Forgreninger havde medtaget Enkeltheder, der ikke behøvedes, og været noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes senere Bod ved en Forkortning, der dog først skete ved fjerde Udgave, en Forkortning, hvorved imidlertid Lærerne og de philologiske Studerende tabte. — Paa Tydsk udkom Bogen, forsinket ved min Oversætters Langsomhed,førsti 1844 og derefter endnu to Gange i den udførligeSkikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer) foretagen Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion udgaves først i 1867 paa Tydsk. Som egentlig Skolebog kunde min Sproglære ikke trænge igjennem eller holde sig i Tydskland; dertil var de tydske Boghandleres og Gymnasiallæreres forenede Interesse i Forbindelse med Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed Land, især det forhadte Danmark, for stærk, saameget mere som Forfatteren fra 1848 af særlig var lagt for Had som dansk Minister; men dette har ogsaa ved de philologiske Seminarier i Tydskland været tilhinder for en fuld Tilegnelse af Systemet og Begrebsbestemmelserne. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk og har saavel i England som i Amerika oplevet en Række Oplag; i Holland er den almindelig indført i Skolerne i en udførligere og en kortere Form ("der groote Madvig" og "der kleene M", som Navnet mødte mig i Leyden i 1875); hvilken Udbredelse den franske og den italienske Oversættelse have, veed jeg ikke; en portugisisk Oversættelse fremkaldte en lille Feide imellem Oversætteren og Forsvarerne af de ældre indenlandske Grammatiker[43]. — Til den latinske Grammatik sluttede sig som en naturlig og næsten nødvendig Fortsættelse min græske Syntax, der, efter at være foredragen i Forelæsninger for de philologiske Studerende, udkom i 1846 (anden Udgave i 1857), en Bog, som jeg forsaavidt tillægger en større Betydning, som der her endnu mere savnedes et naturligt og konsekvent System. Den tyske Bearbeidelse af den græske Syntax, der udkom i 1847, kunde saameget mindre i Øieblikket overvinde den samtidig udbrudte Forbitrelse imod alt Dansk, som ogsaa Forlæggeren, en yderst ivrig Forkæmper forSchleswigholsteinismen, gjerne opgav Bogen. I Stilhed skaffede den sig dog ved Universiteternes philologiske Seminarier en Plads, og det var i flere Aar næsten umuligt at opdrive et Exemplar af den fuldstændig udsolgte Bog. En ung Franskmand, som under sit Ophold ved tydske Universiteter havde lært Bogen at kjende, bad mig i 1883 samtidig om at skaffe ham et Exemplar og om Tilladelse til at oversætte Bogen paa Fransk. Dette foranledigede en ny tydsk Udgave, samtidig med at den franske Oversættelse udkom i Paris i 1884. I denne nye tydske Udgave betegnedes Bogen som bestemt "für Schulen und jüngere Philologen"; kun for de sidste er den imidlertid i Virkeligheden ligefrem beregnet; Skolerne kan den efter den Udstrækning, som den græske Undervisning der har, kun komme til Nytte igjennem forsigtig Anvisning af Læreren. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk efter den ansete Thomas Arnolds (Guizot's Vens) Foranstaltning i 1853[44].
Den lange Række af philologiske Skrifter, som her ere opregnede, og til hvilke endnu kunde føies kritiske Meddelelser til mine jævnaldrende Venners og til Disciples philologiske Arbeider, de betydeligste til Henrichsens Udgave af Ciceros Værkde oratore(i 1830) og til Tidsskriftet "Philologus" i Tyskland, havde, naturligvis med Undtagelse af den latinske Grammatik, i Danmark et meget lille Publikum udenfor hin Kreds af Venner og Disciple. Nogle heftige og gnavne Angreb i de første Aar fra den besynderlige, af J. L. Heiberg under NavnetAnas Torquillus forevigede Pedant T. Baden, hvoraf Ingen tog Notits, er det ikke værdt nærmere at omtale; derimod maa jeg vel her sige et Par Ord om mit Forhold til den tydske philologiske Verden idethele. Dette var noget eiendommeligt. Mine tre første Arbeider (de to Disputatser og Epistola ad Orellium) fandt strax meget velvillig Modtagelse og de deri nedlagte Resultater fuld Benyttelse. Ved de to Bind Opuscula med deres mangesidige Indhold og ved Udgaven afde finibusindtog jeg dernæst, det tør jeg vel sige, en anerkjendt Plads imellem de ledende Philologer paa det latinske og romerske Omraade, men ingenlunde uden en Række Anfægtelser og Angreb og uden en bestemt Uvillie fra visse Sider til at lade mine Arbeider og Anskuelser faae Indgang og Virkning. Det forekom en stor Mængde tydske Philologer af den almindelige Art som en Anmasselse, at paa dette Omraade, paa hvilket Tydskland i lang Tid havde havt en aldeles afgjort Overvægt (— "præcipua sine dubio hujus studiorum generis sedes" kaldes Tydskland af mig selv i Fortalen til første Bind af Opuscula —), en ung Mand fra et lille Land, der hidtil ikke havde frembragt nogen betydelig aktiv Deltager i den philologiske Litteratur, og i hvilket ogsaa i dette Fag en bestemt Afhængighed af Tydskland havde hersket, pludselig ikke blot optraadte selvstændig og med Fordring paa fuld Ligeberettigelse, men endog tillod sig skarpe Domme og Udtalelser om Meget, der spillede en vis Rolle i den tydske klassiske Philologi. Jeg har altid, hvad jeg ogsaa for faa Aar siden har udtalt i en lille Afhandling i det Letterstedtske nordiske Tidsskrift (for 1880, 6te Hefte "om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevægelsen") betragtet det som en Slags Erstatning for de mange Vanskeligheder, der lægges os Medlemmer af de smaae Folk iveien ved at skaffe vort Tankearbeide Indgang og Indflydelse i den store videnskabelige og litterære Bevægelseskreds, at vi kunneindtage en upartisk og af Øieblikets tilfældige Strømninger i de store Lande nogenlunde uafhængig Iagttagerstilling, og denne Stilling har jeg fra Begyndelsen af ikke blot hævdet i Stilhed ligeoverfor Philologien i Tydskland, men jeg har med Uforbeholdenhed udtalt de af mig gjorte Iagttagelser om falske Retninger og forfeilede Arbeider eller Udvæxter ved Siden af det Gode, hvor der syntes at være Opfordring dertil, selv ligeoverfor høit ansete og af mig selv i andre Henseender anerkjendte Mænd, saasom Niebuhr, W. Humboldt og den af en talrig Discipelskare altfor høit stillede G. Hermann (og nylig Th. Mommsen). Det kunde da ikke undre mig, at der fra underordnede Forfattere, navnlig de stundom altfor skrivelystne Gymnasiallærere, fremkom en Række Bebreidelser imod mig for Miskjendelse af tydsk Fortjeneste, for Overmod og Forfængelighed og for bitter Dadelsyge, af og til ikke uden Forvanskning af, hvad jeg havde sagt, hvorpaa jeg allerede i mit andet Skrift (Epistola ad Orellium p. 2) var nødt til eftertrykkelig at gjøre opmærksom[45]. Jeg trøstede mig snart ved kompetente og upartiske Medforskeres Anerkjendelse uden at forlange, at de særlig skulde tage migi Forsvar hos deres Landsmænd, og ved den efterhaanden ogsaa de mindre Velvillige aftvungne Respekt. At mangen en af mig fremsat Bemærkning vilde have virket mere, hvis jeg havde været Lærer ved et tydsk Universitet, tog jeg som et naturligt Forhold. Med det tydske Recensentvæsen har jeg aldrig indladt mig i den allermindste Forhandling. Kun gjorde det mig stundom ondt, at der hos mine egne Landsmænd opstod den Forestilling om mig, at jeg havde en særlig Tilbøielighed til at strides med Tydskere som saadanne, medens man rigtignok samtidig lagde mig en overdreven Forkjærlighed for tydsk Sprog og Litteratur i vor Skoleundervisning til Last, og at jeg, skjøndt mild og hensynsfuld i personligt Samkvem, blev haard indtil Grovhed, naar jeg i philologiske Anliggender tog den latinske Pen i Haanden. Det virkelige Forhold er dette, at jeg med en levende Nationalfølelse, der ikke tillod mig frivillig at lade mig annektere som Tydsker[46], stedse har forbundet en taknemmelig Paaskjønnelse af, hvad jeg i min almindelige og specialvidenskabelige Dannelse skylder tydsk Paavirkning, og at jeg, hvergang jeg nødtes til en bestemt og advarende Paavisning af det Urigtige og af den videregaaende Misvisning, der røbede sig i enkelte Feil, med ængstelig Omhu har overveiet, hvorvidt det var nødvendigt at gaae i Udtrykkets Strenghed for ikke at svække eller borttage det Indtryk, jeg i Sandhedens Interesse vilde frembringe; mangt et strengt Ord er kun nedskrevet med Modstræben, medens det vel kan hænde, at et kort og prægnant Udtryk ligeoverfor en overmodig eller forfængelig Forkerthed er grebet med en vis Tilfredsstillelse. Enkeltestørre Fremtoninger af sær uheldig Art har jeg anset det for min Pligt grundig og fuldstændig at forvise, og ved disse har de tydske Philologers Omdømme stiltiende ganske givet mig Ret og ladet det Hele falde i Forglemmelse (saasom ved Goerenz's Behandling af Ciceros Skrifter eller Alschefskys af Livius, ved Ramshorns "lateinische Grammatik" osv.)[47]. Adskillige tydske Philologer have givet mig Leilighed til ved Meddelelser og Bidrag til deres Arbeider at vise et Sindelag, for hvilket i Videnskaben national Antipathi var aldeles fremmed (Orelli, Zumpt, Halm, Baiter, Kiessling).
Udenfor min philologiske Forfattervirksomhed ligger den større og vigtigere Del af min Medarbeiden i Maanedsskrift for Litteratur; thi vel anmeldte jeg der (og i dansk Litteraturtidende) de fleste i hin Periode herhjemme udkomne klassisk-philologiske Skrifter, mine egne undtagne, men efter selve Skrifternes Natur har ingen af disse Anmeldelser nu Krav paa at erindres, og en lille, strax i det første Aar opstaaet Kontrovers angaaende en Anmeldelse af Rektor, Professor Blochs Udgave af Ciceros udvalgte Taler havde kun en vis Betydning, forsaavidt den betegnede Modsætningen imellem den strengere videnskabelige Form, som jeg søgte at gjøre gjældende paa det philologiske Omraade, og den ældre slappere Tradition. Heller ikke en sammesteds skreven Afhandling: "Om Betydningen af den Sætning, at man i Skolen kunskal skrive Latin for at lære at forstaae Latin" (Bind XIX) eller de i Antal kun faa, men mere omfattende Bidrag af historisk og æsthetisk Art, som jeg leverede i Maanedsskriftet, er der nu Anledning for mig til nærmere at omtale, skjøndt jeg ikke med Utilfredshed ser tilbage paa den Maade, hvorpaa jeg fremhævede det fine psychologiske Blik, den ædle Livsbetragtning og den harmoniske og skjønne Form i Fru Gyllembourgs Noveller og i Sten Stensen Blichers Arbeider drog Skjelnelinien imellem hans ypperlige og troe Billeder af hjemlig Natur og hjemlige Menneskeskikkelser og de mindre heldige Forsøg paa at overskride Grændsen for den naturlige Begavelse og dens Uddannelse, eller trods en mange Aar senere fremkommen Indsigelse fortryder i C. Baggers "Min Broders Levned" at have paavist et unegteligt Talents Udskeielse i, hvad man nu vilde kalde realistisk Retning. Langt vigtigere baade i og for sig og ved sine Virkninger var den igjennem 4 Hefter af Maanedskriftets 8de og 9de Bind (1832 og 1833) gaaende og imellem 150 og 200 Sider omfattende Anmeldelse af en Række i Aarene 1829—1832 udkomne Skrifter om det lærde Undervisningsvæsen, hvortil et Program fra Sorø havde givet det første Stød. Denne Afhandling bærer vistnok i sin hele Form mere end tilbørlig Præget af den haarde og alvorlige indre Kamp, hvorunder den er udarbeidet, men indeholder tillige, hvad jeg endnu tillidsfuldt udtaler, under den haarde Skal en ikke ringe Tankefrugt. Stillet imellem modsatte Ensidigheder lykkedes det mig, under Opgivelse af mange traditionelle Fordomme, at vinde et friere og fastere Stade, fra hvilket den historisk-philologiske Side af Skoleundervisningen viste sig i et klarere Lys og forsonede sig med de til berettigede Grændser indskrænkede Krav fra Naturkundskabens og den moderne Dannelses Side. Istedetfor den forældede Betragtning af den gamle Verden og dens Værker som en for den nyere Dannelse regelgivende, men uopnaaelig Mønsterverdensattes Henvisningen til den primitive, i en særlig Form afsluttede antike Kultur og Litteratur som det fælles Udgangspunkt og Grundlag for den moderne, i forskjellige Nationaliteter sig udfoldende Dannelse og til Nødvendigheden af Bekjendtskab med hin fælles Forudsætning for Orientering og fuldere Indsigt i Menneskekulturen i det Hele, og istedetfor Anprisningen af de gamle Sprog som de i eminent Forstand logiske sattes Nødvendigheden af Kjendskab til dem for at forstaae Sprogudviklingen, for grundig at lære de nyere Sprog og for at forfølge de i Sprogene udprægede Forestillingers Bevægelse. Derhos optoges og behandledes i speciel og praktisk Form Spørgsmaalet om de forskjellige Dannelsesmidlers rette Sammenordning i et enkelt og helt Skolekursus med rigtig Begrændsning mod Universitetet, hvortil dengang ved anden Examen en Del af det Skolen tilhørende Stof var henlagt i Brudstykker. Naturligvis tilfredsstillede denne Udvikling ikke alle mine allerede i Skolelivet virkende philologiske Venner, endsige de ældre Skolemænd. Medens saaledes Bojesen udtalte, at en saa fordomsfri og alsidig Behandling af det foreliggende Spørgsmaal hidtil ikke var fremkommen, betegnede Elberling de kun med længere Mellemrum trykte Afsnit af min Afhandling som uforstaaelige sibyllinske Blade. Ligeoverfor Naturvidenskabens og den moderne Dannelses Forkæmperes Misstemning mod Skolen i dens hidtilværende Opfattelse og Skikkelse aabnede der sig ved Afhandlingen en Udsigt til Overenskomst; hvorledes det i saa Henseende kom til praktisk Forhandling og Handling, bliver nedenfor at omtale[48]. — Endnutroer jeg at burde nævne min Andel i en Artikel i Maanedsskriftet, der bærer et andet Navn, og som i sin Tid gjorde stor Opsigt og fremkaldte en ikke ringe Bevægelse. I 1831 oplæste H. N. Clausen i et Redaktionsmøde en Artikel, hvortil Anledningen var tagen af Oberstlieutenant Abrahamsons 8de Rapport til Kongen om den indbyrdes Undervisnings Fremgang. Artiklen indeholdt en i sig selv velvalgt og morsom Anthologi af de svulstige, krybende og i det Hele smagløse Udtalelser af Rapportens Forfatter og af en stor Mængde Provster og andre Geistlige, der anbefalede sig ved Iver for den hos Frederik VI i høi Gunst bragte Methode ("denne gode Sag", som den kaldtes) og ved næsten underdanig Ærbødighed for den kongelige Adjutant, der i denne Methodes Navn beherskede Almueskolevæsenet, disponerede over Ordener og øvede Indflydelse paa Befordringer; men den savnede en Konklusion og et Maal, hvortil der styredes hen. Baade andre Redaktionsmedlemmer og især jeg bemærkede, at Artiklen i denne Form kun vilde fremkalde Latter over enkelte Personer og sætte ondt Blod uden tilsvarende Udbytte; jeg foreslog derfor, at Artiklen skulde omredigeres saaledes, at den gik ud paa at vise, at man paa Grund af hele Rapportens og de enkelte Udtalelsers Tomhed og Mangel paa ethvert virkeligt Indhold, efter at have gjennemgaaet denne og alle de foregaaende Rapporter, slet ikke havde Midler til at danne sig en Dom om den indbyrdes Undervisnings virkelige Skikkelse i Skolerne og dens Virkninger, men alene fik at vide, at Mekanismen paa Papiret sagdes indført i saa og saa mange Skoler, og at der derfor trængtes til en alvorlig Undersøgelse forat adskille løgnagtigt Skin og forfængelig Leg fra Virkeligheden. Det overdroges da mig og N. David at forhandle med Clausen om en saadan Omredaktion, paa hvilken han ogsaa villig gik ind. I den nye Skikkelse blev Artiklen modtagen med fuld Tilstemning af alle Forstandige, der længe havde anet, at der paa dette Omraade dreves et uværdigt Spil, men den vakte naturligvis ikke blot Abrahamsons og de øvrige af Satiren trufne Personers Forbitrelse, men ogsaa Harme hos Kongen, der i god Tro og med Forvisning om at fremme noget Nyttigt havde overladt hele Sagen til Abrahamson. Af Frygt for Forstemningen mod det allerede iforveien som noget oppositionelt betragtede Maanedsskrift meldte da ogsaa Engelstoft sig strax ud af Redaktionen, men Skyerne spredte sig, og den hele forkerte Indblanding af en begavet, men ærgjærrig Generalstabsofficer i Skolestyrelsen ophørte kort efter, og selve den indbyrdes Undervisnings Methode, der aldeles ikke passede til vore Skoler, trængtes tilbage til en saare beskeden Stilling, skjøndt den Bestemmelse, at enhver theologisk Kandidat, der vilde befordres til Præsteembede, iforveien skulde aflægge en Prøve i en saakaldet Normalskole for den indbyrdes Undervisning, indrettet i Sølvgadens Kaserne, først ophævedes ved en af mig som Minister udvirket kongelig Resolution.