-Det er over Ringsgaard, sagde Konferensraaden, der kendte hver Plet og hver Afstand i Egnen.
-Ja, Hr. Konferensraad.
De fik ikke talt ud, før det lynede igen. Glimtene kom fra to Sider, som brudte, lysende Straaler, og de saá Sletten, hvor Kvæget flygtede i store Kredse, og hele Himlen, hvor de sortrandede Skyer ligesom Stridsvogne rullede op imod dem.
Ingen talte mer; kun Frøken Rosenfeld, der sad med opmærksomt fremstraktHoved, hviskede stille:
-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt …
Mens Madam Madsen uafladelig sad og bevægede Læberne og Ida havde boret sit Hoved ind under Moderens Arm, og det lynede igen.
De saá en Rytter sætte ind ad Avlsporten og en Mand i Kappe kom løbende over Pladsen. Det var Skovrideren, der kom fra "Fruens Skov" og ikke turde ride videre for Dyret….
Tordenen tog hans Stemme, og det var saa mørkt, at man knap saá hansAnsigt, mens han sagde:
-Det brænder Vesten for Bræstrup—det var en svær Flamme….
-Var det hos Christen Nielsen? sagde Konferensraaden. Og de sagde halvhøjt nogle Ord om, hvor højt han havde assureret.
-Det er dog ikke hyggeligt, hviskede Frøken Adlerberg til Kandidaten og havde foldet Hænderne om sin Havehat.
Men Schrøder slap Karl von Eichbaum, Drengen, og løb pludselig ind til Fru von Eichbaums Dør. Gennem Nøglehullet saá hun hende sidde ubevægelig og bleg foran sine Lys.
Frøken With havde ikke sluppet Falkenstjernes Skuldre og han mærkede hendes Haand iskold ved Siden af sin Kind. Naar Lynene kom, saá han hendes Ansigt, lighvidt, og hendes Øjne, der saá ud, som var de grønne.
-Frøken With, Frøken With, sagde han.
Der kom et nyt Lyn og et nyt Brag, som blev et uhyre Jernlegeme slynget til Jorden ved deres Fødder:
-Nu gaar der vel igen en Eg, sagde Skovrideren, der uafladelig sad og tænkte paa sine Skove.
Ingen talte og ingen vilde kunnet høre. Naar Drønet døde hen et Minut, hørte de Kvæget, der brølte paa Marken, og Faarene, der brægede klagende.
-Det er hos Christen Nielsen, sagde Brandt. Et Nu saá de Brandskæret, bag Laderne, i Mørket.
-Pas Avlsgaarden, sagde Konferensraaden til Forvalteren.
Et Lyn brød frem som et hvidlysende Vridbor foran deres Øjne, og Forvalteren løb og slog ud med begge Arme som en Mand, der blændes, og løb igen, mens Braget lød, et Brag som af tusinde Ting, der søndres og knuses; mens Ida, der rev sig løs fra sin Moder og sanseløs styrtede sig hen mod sin Fader, med en alt gennemskærende Stemme skreg:
-Fa'r, Fa'r; og hun gemte sig ind ved hans Ben.
Falkenstjerne havde taget Frøken Withs Hænder: Frøken Emmy, sagde han, det var første Gang, han nævnte hende ved Fornavn.
-Frøken Emmy.
-Ja, ja, hviskede hun og vidste ikke, hvad hun svarede, mens han beholdt hendes Hænder.
Der var ganske stille nogle Øjeblikke, og man hørte kun Regnens tungeFald.
Saa sagde Frøken Rosenfeld til Kandidat Feddersen, til hvem hun ellers næsten aldrig talte, med en sagte, ligesom ærbødig Stemme, og tog sig langsomt hen over Panden:
-Hvor det dog var skønt.
De sad alle tavse, som om de endnu ventede. Men Lynene blev blegere over Markerne og Drønene døde hen. Det var som en kvægende Kølighed slog op af al Jorden, og Regnen stilnede. Saa saá de, vest paa Himlen, Stjernerne igen. Madam Madsen sad og fortalte Kandidaten om Madsens Hug og Konferensraaden og Skovrideren gik ned ad Vejen for at se efter Branden hos Christen Nielsens.
Regnen var mild og lind. De hørte dens Fald mod Taget som en sagteRislen, og dens Draaber fyldte Natten som med et lysende Støv.
Saa begyndte Frøken Rosenfeld, der sad med Hovedet i sine Hænder, at synge sagte.
Falkenstjerne sad endnu med Frøken Withs Hænder i sine:
-Syng med, sagde Frøken Rosenfeld og vendte Hovedet om imod dem. Og halvsagte, næsten nynnende, sang de unge Piger:
Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove, snart kommer Natten saa sort. Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove, Dagen har listet sig bort. Flyv Du kun hjem til din elskede Mage, til de gulnæbbede Smaa; og naar imorgen Du kommer tilbage, sig mig saá alt, hvad Du saá.
-Se, sagde Brandt. Ida var falden i Søvn i hans Arm, med Hovedet ind mod hans Skulder:
-Se Barnet, hviskede han og bøjede sig ned mod Frøken With. Han saá saa lykkelig ud, mens de sang igen og Skovrideren faldt ind med, nede fra Indkørselen med sin dæmpede Bas:
Flyv Fugl, flyv over Furesøens Bølge, stræk dine Vinger nu vel. Ser Du to Elskende, dem skal Du følge, dybt skal Du spejde deres Sjæl. Er jeg en Sanger, saa maa jeg og vide Kærligheds jublende Lyst. Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide, burde jo tolke min Røst.
Sangen døde hen.
Ude i Natten var Regnen ophørt, og de gik alle ned ad Trinnene (Falkenstjerne og Frøken With gik ved Siden af hinanden) og stod og aandede langt ud i den svale Luft.
Saa kom Schrøder med en vældig Bakke. De maatte sandelig ha'e noget, sagde hun, ovenpaa den Forskrækkelse.
Men de blev ved at gaa ude i Gangene en Tid. Saa blev der lét og skreget nede paa Vejen. Det var Konferensraaden, der havde taget et Kys hos Frøken Adlerberg.
Lidt efter skiltes de.
Brandt bar stadig Ida. Han listede paa de lange Ben for ikke at vækkeBarnet.
Da alle var til Ro, gik Frøken Rosenfeld ud ad sin Dør og sagte op adTrappen. Hun aabnede et Vindu i Gavlen og satte sig i Karmen medHænderne om sine Knæ.
Dér saá hun Dagen bryde frem.
—Det var den nittende August, og hele "Ludvigsbakke" var i Bevægelse.Det var Konferensraadens Fødselsdag imorgen og han fyldte halvfjerds.
Schrøder lagde Vandkringler og bagte. Hun stod i én Damp. Køkkendøren, havde hun laaset af med en vældig rusten gammel Nøgle:
-Idag ka' vi ikke ha' Køkkenskrivere, sagde hun.
Nøglen hang i Lommen paa den Sirtses og slaskede hende om Benene.
De unge Piger bandt Guirlander i en Krog af Lunden og løb forbiGodsforvalterens Høj med Klædekurve med Grønt. Fru Brandt, der lignedeen Skildvagt med Geværet i Hvil, sad paa Højen med Ida, indtil FrøkenRosenfeld gik op ad Højskrænten og løftede Ida ud over Stakittet:
-Hende ta'er vi med os, Fru Brandt, sagde hun.
Nede i Lunden lo og snakkede de, saa man hørte dem langt bort, mens de surrede Egeløv og Asters om Klædesnorene.
Frøken Adlerberg bandt med Handsker paa:
"For det frygtelige Stads snærer Ens Fingre, sagde hun og trak hvert tiende Minut Handskerne af for at vise Feddersen, om hun ikke fik røde Mærker.
Ida gik rundt og bukkede sig og samlede alle de glemte Asters op fraJorden og lagde dem i Skødet paa Frøken Rosenfeld.
-Tak, lille Ven, sagde Frøken Rosenfeld.
Apotekerfruen, der var fuld af Garneringer og sad ved Siden af FrøkenAdlerberg, sagde:
-Ja, det er frygteligt med Hænderne. Franz (det var Apotekeren) taaler heller aldrig, at jeg rører mig for mine Hænder.
-Det gaar bort med lidt Glycerin, sagde Frøken Rosenfeld:
-Tak, min Ven.
Det var Ida, som blev ved at samle Blomster med altfor korte Stilke.
Brandt kom til, han gik til og fra, med alle ti Fingre ravnsorte afKrudt: han lavede Raketter og farvede Lys nede i Kontoret.
-Jo, sidste Aar, sagde han, var de rigtig gode—de gik alle af undtagen én. Men da Etatsraaden blev Konferensraad, havde Eriksen, min Fuldmægtig, lavet en Sol … det var kønt.
Brandt stod foran Frøken Rosenfeld:
-Naa, De har Barnet, sagde han og smilte og klappede Ida henover Haaret med de sorte Fingre.
-Men De skulde passe paa Deres Hoste, Hr. Godsforvalter, sagde FrøkenRosenfeld.
Brandt gik og hostede slemt paa det sidste.
-Puh, de unge Piger pustede og rystede deres Skørter:
-Hvor mange Alen har vi nu!
Og den ene svang Guirlanden som et Sjippetov, mens den anden tog fat og begyndte at synge:
I Skov, hvor Bøssen knalder, hvor Jægerhornet gjalder og Hundekoblet gøer. Hvor Fugl med knækket Vinge og Dyr med saaret Bringe forbløder sig og døer—
Halloh, Halloh, Halloh, Halloh, hvor Hundekoblet gøer.
Oppe paa Højen hos Fru Brandt var Skovriderens komne.
Fru Lund var gaaet herop: hun maatte dog give en Buket.
-Og mine Roser, sagde hun: Gud véd, hvordan det gaar til—jeg synes dog, de stod saa godt, og der bli'er ikke andet end Knopper af dem … Og de paa Kirkegaarden, som staar saa rigt, dem vilde jeg dog nødig bruge i saadan en Anledning …
Fru Lund kunde saa godt faa, hvad Fru Brandt havde. Men det var jo ikke meget.
-Aa, Gud, sagde Fru Lund ganske lettet: Konferensraaden ser nok mest paaViljen.
Skovrideren slog Benene mod hinanden og sagde:
-Ja, jeg er en sober Mand, Mo'r, men den tyvende bli'er jeg fuld.
-Ja, ja, Lund, sagde Fruen: naar Du blot ikke vil holde Taler.
Madam Madsen arriverede nede i Stikkelsbærgangen. Hun vidste ikke, hvad hun skulde gribe til: Madsens høje Hat maatte stryges, og hun vidste ikke sine levende Raad for et Jern …
-Da er det s'gu galt, sagde Skovrideren: Madsen, der repræsentererKrigsmagten.
Vaabenbrødrene skulde rykke op Klokken tolv.
De unge Piger kom fra Lunden i en stor Flok, og Apotekerens Frue hilste op til Højen bag en hvid Parasol. Ida tog alle i Haanden, før hun gik op.
Madam Madsen vilde gaa lidt ned over Engene, som stødte op til Lunden, og Skovriderens slog Følge. De gik ind over Stenten og saá paa Kransene og Guirlanderne, der laa paa Jorden.
-Det er rigtig kønt, det er rigtig kønt, sagde Fru Lund, der sad paa enBænk, hun vilde altid gerne sidde.
Men Madam Madsen, som gik rundt og tog Maal af hver enkelt Del, sagde:
-Ved salig Konferensraadindens Begravelse havde vi to hundrede Alen …
… Klokken elve gik Konferensraaden rundt med et Lys og lukkede alleDøre. Det var Husets Skik. Han havde Kalot paa (om Dagen havde han rødParyk, der var ganske ligesom Godsforvalterens) og tog i hver Laas.
De unge Piger, der var gemte inde i Frøken Adlerbergs Stue, sad og fniste i Halvmørket, da han gik forbi.
Saa slog Falkenstjerne paa Vinduet ude fra Haven, og det blev aabnet:
-Vi har reddet Vinen, hviskede han.
De unge Piger sprang ud, sagte og leende, én efter én, mens de holdt om deres Skørter.
-Og Lamperne? hviskede En.
-Har dem, blev der hvisket tilbage.
De listede alle, langs Huset, ganske stille, til de pludselig løb ned over Plænen som en Vind, for Hundene begyndte at gø.
-Det er Hektor, hviskede Frøken Adlerberg og greb Feddersen om Armen.
-Hys.
De naaede Træerne. Frøken Rosenfeld gik langsomt bagved alle de andre.
Nede under Bøgene brændte der fem Lamper. Dér satte de sig ved Bordet og bandt. Frøken Falkenberg sad paa Stenten lidt borte og saá ud i Natten, der laa over Engene som et stort Mørke.
-Emmy, kaldte det ganske sagte. Det var Falkenstjerne.
-Ja.
Og der var to, som, tæt til hinanden, saá ud i Mulmet.
… Om Morgenen stod Falkenstjerne og Gartneren og slog Guirlander paa Facaden og fløjtede begge to. Gamle Brandt, der havde faaet Flaget hejst, var i Lag med Vimplerne. Men klejn var han og gik og hostede.
Han blev staaende og saá ned mod Bræstrup, hvor Flagene kom op foranGaardene; Morgenvinden tog saa friskt i de røde Duge:
-Hvor er 'et kønt, sagde han: Og saa Stakkene—ja, her er en dejligPlet.
Han begyndte at gaa over mod Godsforvalterlængen; han vilde se at faa noget Varmt. Men da han var kommen derover, sagde han:
-Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde næppe staa paa sine Ben.
-Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op for at overrække Stagerne.
-Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen.
Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, ogSofie løb til og fra for at melde, hvem det var. Fru Brandt var iUndertøj og satte Haaret, hele Sovekamret flød af hendes hvide Skørter.Hun fik Nederdelen paa og Livet knappet, mens Brandt i sin Seng blundedeog vaagnede og blundede igen.
De hørte fler og fler Vogne og mange Fodtrin paa Grusgangen.
-Dér har vi Musikken fra Horsens, raabte Sofie og satte afsted ud tilGærdet paa Sokker.
-Og dér ligger Brandt, sagde Fruen, der fik Kniplingsærmer og Hovedpynt paa i Havestuen.
Hornene lød højt og lystigt, og de hørte mange Stemmer:
-Ja, Brandt, dér har vi Vaabenbrødrene, sagde Fru Brandt, som havde Brandts Tøj paa sin Arm og som hele Tiden talte, som skulde hun ruske i ham.
-Hvor er Barnet? sagde Brandt kun.
Ida, der havde grædt, fordi Papilotterne havde siddet for stramt, kom ind i hvid Kjole.
-Nu ikke for tæt til Sengen, sagde Fru Brandt og glattede Idas Skørt; men Faderen tog Spidsen af hendes Livbaand og holdt det mellem sine Hænder:
-Ja, nu skulde jeg vel op, sagde han og blev ved at smile til Barnet, saa mat.
De blev ved at høre Fodtrin og Hornene og en Stemme, der kommanderede: det var Madsen. Saa igen Hornene. Brandt syntes, det var saa underlig langt borte:
-Der er Kammerherren, raabte Sofie; hun slog Døren op paa vid Gab, medBomuldsforklædet i Haanden, som hun havde løst af sig i Forskrækkelsen.
-Nu har vi Amtsraadet, Brandt, sagde Fruen, der var blevet ved at gaa rundt tungere og tungere i Gulvet, og hun lagde Klæderne paa en Stol.
-Ja, Mariane, sagde Brandt og satte sig op i Sengen.
Men Fru Brandt var løbet ud at tage imod: de skulde samles her.
-Ida, Ida, raabte hun.
Ida, der stadig stod et bitte Stykke fra Sengen, sagde, ligesom hun vilde vække ham:
-Fa'r, nu skal Du op.
-Ja, Barn, nu kommer jeg.
Han hørte Kammerherrens Stemme inde i Havestuen, og han kom op paaSengekanten at sidde. Det brændte saadan i hans Side.
Saa blev Døren lukket op. Det var Skovrideren i fuld Puds:
-Hvad Satan, Brandt, sagde han, men han blev pludselig staaende: Hvordan er 'et, Du ser ud?
-Ja, sagde Brandt, jeg har det daarligt.
-Det ser jeg s'gu. Og din Kone sagde, det var det sædvanlige.
Brandt sad lidt:
-Nej, sagde han saa, og Hovedet faldt ned paa hans Bryst, jeg kan ikke gaa derover.
Skovrideren gik ud og hentede Doktoren, der kom i Kjole og med Dannebrogskorset: Hvad er det, gamle Ven, gaar De i Reden paa Festdagen, sagde han, men blev pludselig alvorlig, da han saa Brandt: Løft ham, sagde han til Skovrideren og begyndte hastigt at høre Brandt paa Bryst og Ryg.
Udenfor holdt Musikken op, og man hørte Madsens Stemme gennem Støjen:
-Nu er Madsen der med Fanen, sagde Brandt og smilte.
Doktoren blev ved at høre paa Brandts Ryg, mens Skovrideren stod vedFodenden bøjet frem, som vilde ogsaa han lytte: Der skal Bud tilBræstrup, sagde Doktoren blot og gik ud.
Han satte sig til at skrive Recept ude i Stuen midt mellem Gæsterne, mens Fru Brandt stod hos, og Amtsraadmedlemmerne talte højt i Munden paa hinanden om Dagen og om Talerne og om Festen:
-Brandt faar det jo altid saa voldsomt, sagde Fru Brandt.
Doktoren svarede ikke: inde i Sengen sagde Brandt, der var blevet ligesom noget roligere efter at have set Doktoren:
-Og hvordan skal det saa gaa iaften? Han tænkte paa Fyrværkeriet.
De hørte Amtsraadmedlemmerne gaa ud gennem Haven. De var pludselig bleven ganske tavse:
-Men nu skal Ingen tænke paa mig, sagde Brandt. Det er ogsaa bedre nu.
-Ja, sagde Skovrideren.
Han gik ind i Stuen, hvor hans Kone endnu sad paa en Stol:
-Lad os gaa, sagde han sagte: vi kan jo ikke forskrække Konferensraaden.
De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres Skridt dø hen paa Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede:
-Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i MandensPuder.
Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme:
-Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.
Den Syge virrede kun med Hovedet—maaske var det en Flue—og han sagde:
-Skal I ikke over med Blomsterne …
-Det maa vi jo, sagde Fruen.
Men Ida begyndte at græde inde i Stuen, fordi hendes Fader ikke skulde med:
-Naa, sagde Fru Brandt og tørrede hendes Ansigt; men Barnet blev ved at smaagræde hen gennem Haven.
Saa blev der fuldkommen tyst, mens Sofie sad og strikkede bag Døren. Man hørte kun Fluerne summe og Bornholmeren, der paa én Gang lød saa sejgt og haardt.
Den Syge laa og flyttede sig i Sengen. Der kom saadan en Uro medFeberen….
Nu hørte han Kammerherrens Stemme—Sofie sprang i Sokker ud tilGærdet—og han løftede Hovedet lidt, som vilde han lytte: Nu talteKammerherren for Konferensraaden.
Men Brandt kunde ingenting høre, og der var ogsaa saa mange Billeder i hans Hoved, der kom og drog forbi og gik—Billeder fra al hans Tid og fra han kom her og da Konferensraadinden levede og fra de fik Ida.
Hvor var hun spæd og rød og bittelille … Og hun havde kendt ham, før hun kendte sin Mo'r….
Paa én Gang tog Brandt i Sengebaandet, han fik sig rejst; nu raabte deHurra for Konferensraaden….
Saa faldt han sammen igen og blundede.
Da han slog Øjnene op, sad Frøken Rosenfeld med Ida paa Skødet ved hansSeng:
-Vi vilde over og se til Dem, Hr. Brandt, sagde Frøken Rosenfeld.
-Ja, sagde han og blev ved at se paa Ida, her ligger jeg, Frøken.
Frøken Rosenfeld satte Ida ind paa Sengekanten: Ida kan sidde her, sagde hun.
-Ja.
Den Syge blev ved at smile og flyttede sine Hænder, der brændte, hen, hvor Ida sad.
-Men krøller hun ikke sin Kjole, sagde han og lukkede Øjnene.
De hørte Uhret slaa, langsomt som den, der ikke har Hast, og FrøkenRosenfeld løsnede sagte Idas Haand af den Syges. De gik ud paaTaaspidserne, mens Ida holdt saa fast i Frøkenens Kjole, og de satte sigi Sofaen. Der var ganske tyst. Kun Uhrets haarde Dikken.
-Frøken, hviskede Ida: dør Fa'r?
-Men Barn, men Barn, sagde Frøken Rosenfeld og strøg over Haaret paaIda, der begyndte at græde, uden Lyd.
De hørte Trin i Havegangen. Det var Fru Brandt, der kom ind foran Konferensraaden. Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter paa Kinderne.
-Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. OgFru Brandt, der gik iforvejen ind til Sengen, sagde, som hun vilde vækkeManden (der var ligesom Vrede i hendes Stemme hele Dagen):
-Brandt, det er Konferensraaden.
Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone:
-Kære Brandt … Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa enStol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk vedSygdom:
-Men hvad er dog det … men hvad er dog det …
-Ja … nu har vel Apotekeren overrakt Stagerne, sagde Brandt og søgte at tage hans Haand.
Ida var stille listet ud. Frøken Rosenfeld gik mellem Ribsbuskene og kaldte halvsagte paa hende, men ingen svarede. Saa fandt hun hende paa en Træbænk lige udenfor Sovekammervinduet, sammenkrøben og stille, ligesom en lille Hund. Og Frøken Rosenfeld satte sig ved Siden af hende, næsten i samme Stilling.
De hørte Konferensraaden, der vendte tilbage gennem Haven, og FruBrandt, der gik inde i Sygeværelset. Nu satte hun sig, ved Fodenden afSengen, med de brede Kappebaand frem over Brystet, som vilde hun spærre.
Der lød nogle sagte Trin inde i Dagligstuen, og Fru Brandt stod op. Det var Fru Lund, der kom listende og standsede ved hvert Skridt.
Hun blev staaende igen og tog Fru Brandt om Hofterne:
-Vi synes, det er saa slemt, Lund og jeg, sagde hun.
Og da Fru Brandt ikke sagde noget, blev hun ved: Kunde vi dog ikke hjælpe med noget?
-Tak, sagde Fru Brandt, der stadig tænkte paa Frøken Rosenfeld, som hun havde siddet før henne i Sofaen: vi kommer vel over det selv.
Fru Lund kom saa underlig hurtigt ud og hen ad Havegangen, hvorSkovrideren stod og ventede.
-Saá Du ham, spurgte han.
-Nej, svarede hun blot, hun havde den stille Graad i Halsen. Og Lund sagde (de to forstod altid hinanden uden at have talt):
-Ja, hun er en Stivnakke. Han følte noget som en Lyst til at slaa med knyttede Hænder.
Fru Lund havde Lommetørklædet fremme:
-Aa, Lund, sagde hun: det er vel kun hendes Væsen.
Fru Brandt var blevet staaende i Dagligstuen. Fast lukkede hun alleVinduer og gik atter ind paa sin Vagt.
Det var blevet Aften, og der var mørkt i Sygestuen, hvor der brændte en lille Lampe og Doktoren kom og gik; det skinnede saa rødt paa Gardinerne.
-Det er saa lyst, sagde den Syge og drejede Hovedet.
-Det er Faklerne, sagde Doktoren.
-Ja, det er kønt, sagde Brandt.
Skovrideren sad udenfor paa Bænken. Han var ikke blevet fuld den tyvendeAugust:
-Hvordan er 'et? sagde han.
-Det er skidt, sagde Doktoren.
Da de kom hen i Alléen, mødte de Frøken Adlerberg med Hr. Feddersen fraUdenrigsministeriet.
-Vi spadserer, sagde Frøken Adlerberg,—der var noget mørkt i denAllé—: hvordan har han det?
Doktoren trak paa Skuldrene.
-Det er dog fatalt, sagde Feddersen: for Konferensraadens Skyld. Det føles jo dog paa en vis Maade over hele Huset.
Inde i Sygeværelset var det stille, og man hørte kun Lyden af Fru Brandts Pinde, regelmæssigt som Uhrets Dikken, og nu og da Musikken derovrefra, hvor de dansede.
Saa kaldte Brandt:
-Mariane, sagde han, og han tog hendes Haand:
-Det er Synd for Dig….
Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene.
-Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre.
-Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han.
-Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over Knæene. Hun blev længe staaende og saa ubevægelig paa den gamle Mand, hvis Krop tegnede sig saa tyndt under Tæpperne, før hun satte sig igen:
-Nu skulde hun altsaa til at sidde Enke.
… Løjtnanten løb rundt nede paa Haveplænen; han var ifærd med Raketterne. De skulde brændes af, nu, naar der var danset. Musikken standsede, og Falkenstjerne raabte op til Forvalteren, der stod ved et Vindu: den første Raket gik af som en mager lille Straale, der spaltede sig i to.
Gæsterne stod ved de aabne Vinduer, mens Raketterne hvislede tynde op i Luften og Herrerne fra Horsens, der røg Cigarer med Hænderne i deres Bukselommer, udstødte lange "Aah—Aa-h", mens en lille Dame, der var kortbenet og havde bundet et Lommetørklæde om sin bare Hals for Træk, sagde:
-Gud, at vi skulde holde op at danse for den lille Straale.
Ved det øverste Vindu havde Frøken Rosenfeld løftet Ida op i Armen. Ida holdt sig hos hende hele Dagen, uden at tale, kun følgende hende, med kolde Hænder, som en krank lille Skygge:
-Se dog, se, sagde hun.
Der gik en Raket op igen, da Feddersen kom forbi med Frøken Adlerberg:
-De gaar ikke højt, sagde han.
Og Frøken Adlerberg, der lo, mens hun gik med sit Slæb over Armen, sagde:
-De er fra Landet.
Frøken Rosenfeld vendte sig rask med Ida, og hun hørte Kammerherren, der sagde henne ved sit Vindu:
-Det er nydeligt, virkelig nydeligt … og han tilføjede, seende ud iLuften:
-Og han var en saa fortræffelig Mand.
Frøken Rosenfeld gik med Ida over Pladsen, da hun pludselig følte Taarer paa sin Haand:
-Men hvorfor græder Du? spurgte hun.
Barnet svarede hende ikke.
Skovrideren stod med sin Kone oppe i Dansesalen i Krogen ved det nederste Vindu; Raketterne steg stadig op i Natten, for der var mange, men smaa var de:
-Herregud, Mo'r, sagde Lund: hvor er 'et dog sørgeligt.
Ganske sagte kom Frøken Rosenfeld med Ida ind i den Syges Stue, hvor FruBrandt sad bred paa den samme Plads.
-Vi vilde sige Godnat, hviskede hun.
Og mens Fru Brandt rejste sig, bøjede hun Ida ned over hendes Fader (Ida havde i sine Øjne det samme Udtryk som et ganske lille Barn, der er sygt). Brandt slog Øjnene op:
-Er det Barnet? sagde han: Saa hun Fyrværkeriet?
* * * * *
Ida laa hos Frøken Rosenfeld om Natten. Frøkenen sad ved sit Vindu,Gæsterne var borte, og Natten var mørk. Saa jog en Vogn ud afGodsforvalterporten ned over Vejen, gennem Mulmet, som en Skygge.
Alle Hunde fo'r halsende op …
Da de kom ned om Morgenen, gik Konferensraaden hen til Klaveret og lukkede det stille, mens han tog Nøglen til sig.
Gamle Brandt var død.
Alle Gæsterne spredtes, langt ud i Skoven og Haven. Frøken Rosenfeld sad ene med Ida paa sit Skød.
Ovre i Godsforvalterboligen gik Fru Brandt og tog mange Lagener frem af sine dybe Skabe.
* * * * *
Fru Brandt sad i sin Dagligstue, kulsort og mægtig, og ventede paaVognen med Fru Reck, den nysudnævnte Godsforvalters Frue, som skulde sesit fremtidige Hus. De broderede Tæpper var fremme paa alle Gulve, og omBrandts Portræt var der hængt Immortelkrans. Ida var ovre hos Schrøder.
Saa slog Sofie Døren ud til Gangen op:
-Dér er hun, sagde hun; det lød som et "Vagt i Gevær", og hun blev staaende, lang og sort, bag sin Madmoder, der aabnede Yderdøren:
-Ja, jeg er Fru Reck. sagde en forvirret Dame, der var lille og slank og holdt Slæbet af sin graa Kjole i sin Haand.
-Velkommen, svarte Fru Brandt og rakte langsomt Haanden frem. Hun havde altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rørte". Nu var Haanden iskold.
-Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie.
Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder.
De kom ind i Stuerne:
-Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrækket foran de lange, landlige Gulve.
-Ja, Boligen er rummelig, sagde Fru Brandt og bød Fru Reck til Sæde ligeover for sig. Fru Reck vidste ikke selv, at hun førte Lommetørklædet to Gange op til Panden, mens Fru Brandt sagde noget om Kulden og om at køre.
-Ja, sagde Fru Reck: det var lidt koldt paa Vognen.
Hun troede nok, hun ogsaa havde sagt noget om Hr. Brandt og at det sandelig ikke vilde være let for Reck (hun var ganske varm og hun tænkte jo etsteds i sit Hoved ogsaa paa Gulvene):
-Nej, det vil sandelig ikke være let, sagde hun endnu en Gang og hørteFru Brandt sige:
-Ja, Brandt og jeg er jo barnefødt paa Stedet.
Fru Reck ventede et Øjeblik:
-Ja, sagde hun saa: Reck og jeg, vi er jo Byfolk.
Fru Brandt havde utvivlsomt set det, men hun sagde kun og rejste sig:
-Hvis Fruen nu vil nyde noget.
Og de gik ind i Spisestuen.
Fru Reck troede aldrig, hun havde set saa megen Mad, og hun blev ved at spise og spise, ligesom hun ikke turde andet, mens Fru Brandt bød og bød, uden selv at spise—som barrikaderet bag al sin egen Mad.
Hun talte om Byggegælden; vi har jo maattet bære den, sagde hun, mens hun blev ved at byde, med samme kolde og tørre Stemme og Øjnene ufravigelig fæstede paa Fru Reck, som havde hun Lyst til at kvæle Gæsten i al sin Mad.
-Ja, sagde Fru Reck, her er jo gjort saa meget … véd vi….
Fru Brandt svarede:
-Her var Stengulve, da vi kom.
Fru Reck tænkte, der kunde gerne være Stengulve endnu.
Efter Bordet gik de rundt i Huset, Fru Brandt forrest, aabnende, lukkende, visende alt fra Stue til Stue, fra Rum til Rum.
Fru Reck, der frøs i sin tynde Bykjole, sagde:
-Tak, nu har jeg jo set det … men Tak, nu har jeg jo set det, FruBrandt.
Men Fru Brandt gik videre, forevisende alt: Kælder, Mælkekælder, Kartoffelkælder, Lofter, det hele Hus, hele det fejlfri Hus, hun havde grundet, og som hun skulde forlade, hun, Enken.
Hun talte om Sengene, deres egne Senge, Folkesengene, Gæstesengene. FruReck sagde:
-Ja, hvad der maa anskaffes.
-Her er Skabrummene, sagde Fru Brandt, da de endelig kom ned i Gangen.
Hun aabnede sine Skabe, visende Linnedet, Puderne, Vaarene, Omhængene; udkrammende sin Bondevelstand; talende en Kende højere, med smaa Trækninger om sin Mund, i en pludselig enkeagtig Skadefryd.
Fru Reck tænkte ved sig selv:
-Nej, hun skal aldrig over min Dørtærskel; og sagde:
-Ja, Fru Brandt, naar man blot var halvt saa dygtig en Kone som De.
-En maa jo holde sit Hus, sagde Fru Brandt, der lukkede sine Skabe og tog Klodstøfler paa: de skulde se Haven. Da de kom derud, mødte de Ida, der kom med Schrøder, som vilde se den nye Kone.
-Jeg er Husjomfruen paa Gaarden, sagde hun og gav Fru Reck et Haandslag med en rød Haand. Fru Reck følte ligesom en Lettelse og sagde meget venligt bøjet ned over Ida, der stod hos Moderen:
-Det er Deres Datterdatter, Fru Brandt.
-Min Datter, svarte Fru Brandt, og de blev alle røde i Hovederne paa énGang, mens Fru Reck gjorde Stillingen endnu værre ved at sige:
-Her har Du rigtignok haft en dejlig Have.
-Ja, mumlede Ida og trak i sin Haand, som Fru Reck holdt.
Der var ingen, der talte mer, før de igen kom ind i Gangen, hvor de saáApotekerfruen, som var arriveret i Ponyvogn og iført Søløveskindspels.Hun begyndte at kysse løs paa Fru Reck, uden at se til de andre, underen Strøm af Ord:
-Søde Henriette (de var Skoleveninder), sødeste Henriette, hvor har jeg dog glædet mig, kære Du, over dog at faa et Menneske til Egnen, én af sine egne (de havde næppe set hinanden i tolv, femten Aar), det kan saamæn behøves …
Fruen fra Apoteket blev ved:
-Ja, bedste Fru Brandt, jeg ta'er af mig. Henriette, kære Du, her er jo hundrede Ting at tale om.
Hun gik ind i Stuen, forrest, med Fru Reck om Livet, mens hun blev ved at tale om Huset og sin Glæde og hvad der maatte anskaffes.
-Véd Du, kære, her kan blive nydeligt. Ja, Fru Brandt, De véd, jeg har sagt det saa tit, jeg holdt jo ikke ud i disse Stuer en Time, med alle Møbler saadan klistrede op ad Væggene.
-Vi har nu været tarvelige Folk, Fru Mogensen, sagde Fru Brandt og bød til Sæde. Ida og Schrøder holdt sig i en Krog.
Fru Mogensen blev ved at tale: Her var jo egentlig kun tre Stuer. DitKlaver, Henriette, er vel Hornungs? Deres, lille Fru Brandt, er jo tysk… Men der er jo ogsaa blevet spillet saa lidt her i Huset.
Hun stod i Døren mellem de to Stuer, stadig talende, pegende og raadende, placerende Møbler, fejende de gamle Sager ud, saa inderlig venlig mod Fru Brandt, venlig, som om hun slog hende:
-Der sætter Du saa det, og der det—søde Henriette … her kan blive nydeligt——
Fru Brandt bød Kaffen om i Sølvkanden, Brandts Hædersgave, den fraJubilæet.
Ogsaa Fru Reck blev ivrig og talte om sine Møbler og Gardiner og Dørene, mens Fru Mogensen Hyttede Sølvkanden for at tegne et Udkast til de Reckske Stuer paa Fru Brandts Dug.
Hun bad om en Alen. For Du maa jo dog ha'e Maalene, sagde hun, og Ida bragte Alenen, mens Fru Reck tog Maal, staaende op paa en Stol, passerende over Gulvene, opmuntret og spørgende Fru Brandt om gode Raad.
-Ikke, lille Fru Brandt, ikke sandt, lille Fru Brandt, sagde hun hvert andet Minut, mens hun ophængte usynlige Gardiner, arrangerede de fremmede Møbler og Stykke for Stykke søndrede det gamle Hus. Fru Brandt svarede stadig i smaa Sætninger, og Schrøder stod og pustede over sin Kop: hun syntes, Kagerne blev til store Klumper i hendes Mund.
-Jo, Du, jeg tror virkelig ogsaa her kan blive ganske net, sluttede FruReck og sprang ned af en Stol.
Lidt efter tog Fru Mogensen Fru Reck med hjem til Apoteket i sinPonyvogn.
Hun stod endnu i Døren—Fru Reck var paa Vognen—og sagde Farvel:
-Ja, kære Fru Brandt, sagde hun og lagde mildt begge sine Hænder om hendes: det maa jo være lidt svært …
Hun blev staaende et Øjeblik, og mens hun saa Fru Brandt lige ind i hendes Ansigt, sagde hun en Gang til og førte sine Hænder hen over hendes Arm:
-Rigtig svært.
Saa var Vognen borte.
Schrøder skyndte sig at komme bort. Hun brød sig ikke om at være der alene:
-Naa, sagde hun: Farvel i Længen. Saa fik Apoteket da endelig en Gang taget Maal af Godsforvaltergaarden.
Schrøder gik.
Fru Brandt vaskede selv Porcelænet af og samlede Stykke for Stykke i brede Stabler. Men saa paa én Gang satte hun sig ned paa Stolen ved Buffet'en. Fru Brandt græd.
Ida blev staaende Foran hende: hun havde aldrig set sin Moder saadan rigtig græde.
Saa rørte hun sagte ved hendes Knæ. Og Fru Brandt tog Barnet op til sig, mens hun blev ved at græde.
Men om Eftermiddagen kom hun ned forbi Apoteket, i Sørgeslør, med enKrans. Hun vilde paa Kirkegaarden … Der var Musik derinde, i Apoteket.
* * * * *
Det begyndte at mørknes, mens Schrøder blev ved at gaa ude i Haven spejdende bøjet over den sidste Sne; der var altid Vintergækker, her paa det Sted, de første.
Men de var jo saa spæde og svære at hitte.
Hun havde fundet ti, tolv, fine og kolde. Dem vilde hun da gi'e FruBrandt, før hun skulde rejse.
Hun kom ind i Stuerne, der var nøgne og bare. Ida gik og tullede, indhyllet i et Sjal, og havde ikke det Sted at være. Mørkt var der og Halm laa der over Gulvene.
-Er det Dig, Tut, sagde Schrøder, forsøgende at anslaa en glad Tone.
-Ja, sagde Ida.
-Herregud, hvor de er kolde, sagde Schrøder, og "krøllede" hendesHænder.
-Mo'r er inde, sagde Ida.
"Inde" var Sovekamret. Nu var der pakket og ryddet otte Dage, Stue for Stue, som mistede de et Stykke af Huset for hver Dag. I Sovekamret stod der i den bare Vinduskarm et Lys i en Flaske. Ellers var der kun Sengen og Folkenes gamle Klædeskab. Paa Sengekanten sad Christen Nielsens Kone, og Fru Brandt gik rundt i et sort Sjal.
Christen Nielsen kom, talte lavmælt og langsomt, med Hænderne paa sin Mave: Men saa blev 'et ved det, baade med Smørret og Skinkerne—det vild' 'et blive.
Fru Brandt gik og pakkede det sidste sammen, mens han talte: nu havde hun vel sanset alting, faaet gjort alle Aftaler … For fra Godset fik hun det dog billigst, naar hun skulde købe. Det skyldte de hende vel, idetmindste.
-Ja, ja, sagde Christen Nielsens Kone:
-Saa skal 'et vel vær': og hun rejste sig fra Sengen.
-Ja, det maa det vel, sagde Schrøder og lagde Vintergækkene paa Sengekanten. Dem tog Ida, hvem Moderen gav Vanter paa, og holdt dem krampagtigt, mens de tre andre blev staaende stille og saá hen paa Lyset i Flasken.
De hørte Vognen rulle op for Døren, og Sofie kom ind, bunden til, saaman bare saá hendes Næse. Hun tog Lyset, og de gik alle ind gennemStuerne. Fru Brandt havde slaaet sit store Slør ned for Ansigtet. MenIda gik med de tolv Vintergække i Vanten.
Ude i Gaarden stod Lars ved Hestene. Bæsterne var de gamle. Men Vognen, det var Godsherrens Jagtvogn, for Brandts Kaleche var "gaaet underhaands".
Fru Brandt kommanderede, bag sit sorte Slør.
-Jeg kommer straks, sagde Schrøder og løb over mod Hovedbygningen.
Der var mange Sække og Krukker, der skulde staa lige, og Fru Brandt blev ved at kommandere, bag sit Slør. Forvalteren kom til, og de hjalp alle til, mens ingen talte uden Fru Brandt, og Ida kom op i Vognen og saa Fruen.
Schrøder kom løbende tilbage. Hun havde en Pakke, sagde hun: den var til Tut; det var Huset, som Frøken Rosenfeld havde tegnet i Sommer. Og Tut skulde ha'e det til et Minde, sagde hun og stak det op i Vognen, mens hun græd.
Saa var Sofie oppe og Lars sagde langsomt:
-Har Fruen mon mere?
Der var ikke mer. Ida sad saa sært lillebitte, ved Siden af sin bredeModer, og Schrøder blev ved at græde.
Saa kørte de.
De andre blev staaende paa Trappetrinnet og saá efter dem; nu var Vognen væk.
Uden at sige noget gik de ind, og Schrøder tog Lyset, der stod og flakkede i Gangvinduet, og holdt det op i Døren, ind mod de nøgne og øde Stuer. Saa tændte Forvalteren en Lygte, og Schrøder slukkede Lyset mellem sine to Fingre.
-Det er ligegodt smerteligen, sagde Forvalteren.
De traadte ud og laasede Gangdøren. De gik bort.
-Det er ikke saa lig' til, sagde Christen Nielsens Kone, naarForsørgeren falder fra.
Og saa skiltes de….
—Barndomsaarene i Horsens kom. Og saa det første, lyse Ungdomsaar og siden de lange Sygdomstider, de lange Dage:
Huset var ved at vaagne.
Sofie Pige begyndte at rumstere ude ved Skorstenen. Ida hørte det, halvt i Søvne, og helt mekanisk satte hun de bare Fadder ud paa det strikkede Tæppe foran sin Seng.
Nu maatte hun op. Hans Christensen var der med Mælken.
Hun tændte ikke Lys, men listede sagte rundt i Mørket og fik Klæderne paa sig. Hun saa blot Moderen, der sov siddende oprejst i sin Seng, som en bred Skygge, der dækkede Daglysningen bag Gardinerne.
Ude i Køkkenet var Hans Christensen allerede kommen, og han fikMælkepengene, der laa aftalte i Køkkenrækken:
-Ja, kold er hun nu til Morgen, sagde han:
-Nu er Kæret da bundfrosset hjemme ved vores …
Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde hanafsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar vedSkorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stakKaffen til Hans Christensen.
-Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftedeKlinken ligesaa stille.
Ida havde det frosne Smør henne ved Varmen for at linde: nu var det svundet igen. Hun tænkte det nok, for hun havde hørt Hosesokker henover Loftet iaftes.
Hun gik ind i Stuerne og hun begyndte at tage Stykkerne af Stolene og at tørre af, mens hun sagte flyttede den lille lavbenede Lampe fra Møbel til Møbel. Det var egentlig hendes bedste Tid, saadan om Morgenen, medens Moderen sov og hun kunde sysle om, ganske stille, i sine egne Tanker:
-Aa, der var nok at tænke paa … der var jo altid det med Pengene og altid maatte det skjules … Nu var Hans Oles Enke ogsaa død. Saa fik de vel heller ikke den Slagtning til givende længer, der var snart ingen af de Gamle paa "Bakken" mere—og hvor kunde man forlange, at de Unge skulde huske dem …
-Nu var ogsaa Christian fra Møllen ledig igen—saa gik der altid næsten det dobbelte med … men det var jo saa rimeligt, at Sofie stak til ham, naar hun holdt af ham, den Stakkel.
Ida standsede foran Spejlet og strakte sig for at pudse det; hun havde saadan en udpræget ungpigeagtig Bøjning af sit Hoved:
-Saa kom ogsaa Barnedaaben hos Olivia, saa snart det blev mildt i Vejret… Hun maatte da gi'e Ske og Gaffel, naar hun skulde være Gudmoder….
Hun blev staaende foran Spejlet og smilte:
-Aa, saa tæt Haar, han havde, det Puds, og saa lignede han Jørgensen grangivelig i Øjnene.
Ida blev ved at smile, hun tænkte altid saa mange glade Ting, naar hun tænkte paa Teglværket og Olivia Jørgensen.
Hun begyndte at vande Blomsterne og flyttede dem fra Gulvet op i Karmen. Moderens Myrthe var saa tung, den havde snart en Stamme som et Træ. Hvor frisk den stod. Ida afpillede ogsaa altid hvert eneste vissent Blad. Hun vidste ikke hvorfor, men hun syntes den Myrthe var ligesom Mindet om hendes Fader.
-Ida, Ida.
Det var Fru Brandt, der var vaagnet, og Ida slap Planten:
-Ja, Mo'r.
Ida begyndte at sysle om Moderen, sysle og fortælle, binde og løse og fortælle, mens hun klædte hende paa: de kunde vente Lunds idag—for de kom jo fra Brylluppet … og Kæret var bundfrossent nu, sagde Hans Christensen….
Ida blev ved at fortælle; Fru Brandt saá bare ned paa hendes forskræmteHænder:
-Du har din Fa'rs Fingre, sagde hun: de løber rundt.
Da Haaret var sat, kom al Husets Mad ind og skulde synes, paa Dynen.Sofie gik, træg og mut, og bragte den ind, Fad efter Fad, mens FruBrandt sad op i Sengen med de store Valke i Haaret, og tog et langtØjemaal af Levningerne.
Hun sagde ikke noget, men tog kun sit tavse Maal, mens Ida saá ud som enToldbetjent ved Kassesyn og Sofie stod ved Sengen, ret op og ned som enStok.
-Og saa skulde vel den Steg, Mo'r, steges til Lunds, sagde Ida.
-Hvis de kommer, sagde Fru Brandt.
Ida var igen begyndt at sysle om hende: Men de kommer da altid, Mo'r, sagde hun, naar de er i Byen.
-Ja, sagde Fru Brandt: det er jo altid billigere end paaGæstgivergaarden.
Hun var kommen ud af Sengen og skulde ind i Stuen. Ida og Sofie maatte støtte hende, én under hver Arm (Fru Brandt var aldrig saa tung, som naar hun skulde flyttes), og hun kom hen i Stolen ved Vinduet. Der laa Guldtøjet og ventede paa Bordet. Uhrkæden hængte Ida om hende.
-Uhret, sagde Fru Brandt.
-Her, Mo'r.
Hun skulde have Idas Uhr foran sig paa et Stativ, ved Siden af sin Pengepung. Endelig var hun bragt helt til Sæde. Døren til Køkkenet blev lukket op paa Klem, saa hun kunde "høre".
Fru Brandt bøjede Hovedet til en Hilsen. Kæmner Sørensen var naaet op paa sin Genboforhøjning og hilste …: Han faldt af, han faldt meget af iaar, Kæmner Sørensen; han kunde knap faa Aviserne slaaet op, naar han vilde læse.
Fru Brandt blev ved at se over paa Kæmner Sørensen. Hun havde det sammeBlik, naar hun saá paa Idas Hænder …
Saa vendte hun Hovedet:
-Bruger de Cokes hos Jørgensens paa Teglværket? sagde hun.
-Cokes og Kul.
-Hm, sagde Fru Brandt. Ja, Brænde forslaar vel ikke i de Kakkelovne.
Ida svarede ikke, og Fru Brandt sagde:
-Men det er godt, naar det kan vare.
Inde i Sovekamret redte Sofie Senge. Hun slog i alle Dynerne, som vilde hun banke dem. Hun tog altid saa haardt i alting, naar Christian fra Møllen var ledig.
-Klokken er elve, sagde Fru Brandt.
Ida vidste det, Kaffen skulde tragtes.
Der lød en høj Stemme i Køkkenet. Det var Jomfru Thøgersen,"Husholdersken" fra Kobbersmeden, Naboen, Medlem af et tysk, svoret"Pebersvendelag". Hun kom med Aviserne.
-Jøsses, Jøsses, och, sagde hun, idag bider den …
Hun var blaa og rød i Ansigtet af Kulde, og Ærmerne var smøgede op tilAlbuerne:
-Ja, ja, sagde hun: jeg staar midt i den Wäsche, og ingen Hjælp har man….
Hun kom frem i Døren, hun fyldte den helt; de skotske Kappebaand var hæftede op med Knappenaale og slog om Ørene som et Par Skyklapper:
-Ja, ja, sagde hun og der kom en Strøm Ord om Vasken:
-Och De véd, hvad Thønnichsen bruger for Uldtøj.
Jomfru Thøgersen satte sig paa Stolen ved Døren, Maven hvilede mellem de udspilede Underdele:
-Och, nu er det jo galt hos den Julie, sagde hun.
Ida var i Køkkenet, og Fru Brandt sagde:
-At det kunde vel ikke være saa langt henne med Fru Thomsen.
-Ach nein, ach nein—Jomfru Thøgersen flyttede sig til Kurvestolen, hun flyttede sig og faldt hen i ti Stole i Løbet af ti Minutter—: men det er ochsaa den Maren. Hun kan ikke holde sig, og nu maatte der gaa Bud igaar….
Maren var Enepigen hos "Broderdatteren" Fru Julie Thomsen (de tre Frugter af Kobbersmede-samlivet med Jomfru Thøgersen benævnedes alle som tilhørende en Sidelinje) og hun regerede trolig Aaret rundt med det hele Hus undtagen de ti Dage, der var Bud til Madammen. Det indtraf, næsten paa Dagen, omkring ved den første April.
-Ach, ja, ach, ja, Jomfru Thøgersen blev ved; hun berettede de nærmereOmstændigheder med Maren og Budsendelsen. Naar hun var kommen til Sæde iKurvestolen, talte hun altid rapt og halvhviskende, mens Fru Brandt blevsiddende, over hende, paa sin Forhøjning, ubevægelig, men med et egetUdtryk i sit Ansigt, som indsugede hun Jomfruens Ord med et Hørerør.
-Ach ja, ach ja, Jomfru Thøgersen sluttede og lagde Hænderne ned paa sine Ben:
-Och ellers er hun jo saa anstændig.
Jomfruen lagde paa sin slesvigsk Betoningen paa første Stavelse og blev siddende stum.
Fru Brandt lod en Tid gaa hen. Saa sagde hun oppefra:
-Hvem er det denne Gang?
-Gott, Gott—ja, hvis hun vidste det …
Jomfru Thøgersen rystede paa Hovedet:
-Men hun er jo saa godmodig, sagde hun forklarende.
Ida kom med Kaffen.
Oppe fra Forhøjningen formanede Moderen:
-Ida, Munden….
Ida holdt tit Munden lidt aaben, naar hun bar noget. Hun bød Sukker og gik tilbage: hun søgte gerne ligesom Udkanten af Stuerne, naar Jomfru Thøgersen var der.
Men Jomfru Thøgersen blev ved. Hun havde saa mange Bekymringer:
-Der var ogsaa den Gustav, som skrev fra Amerika—og han vilde hjem …Men det var ikke saadan, nej, det var ikke saadan med den Thønnichsen….
Jomfru Thøgersen stønnede (Gustav var en af de tre):
-Ach nein, sagde hun og satte Koppen: Ach nein, man har det ikke, som da man har været for den Altar.
Jomfru Thøgersen havde mange Sorger af sin Familie.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe til Begravelse, og Jomfruen kom op afStolen:
-Jøsses, Jøsses … och jeg skal strø Sand.
-Det er Maler Christoffersen, sagde Fru Brandt.
-Ach ja, saa traurig, sagde Jomfru Thøgersen, der fik en hel andenStemme: och med fir' Børn.
-Bli'er Enken ved Huset, spurgte Fru Brandt.
Jomfru Thøgersen vidste det ikke: Men der er jo gode Mennesker, sagde hun, mod en Enke …
Der var noget ved Ordet Enke, som altid rørte Jomfru Thøgersen.
-Ja, sagde Fru Brandt, han var jo Frimurer.
Jomfru Thøgersen var naaet op paa Idas Plads ved Vinduet, da hun pludselig raabte helt forskrækket:
-Gott, Gott, der kommer den Pastor …
Jomfru Thøgersen levede i en evig Skræk for Præster paa Grund af sin illegitime Samfundsstilling.
Præsten gik forbi til Sørgehuset, og Jomfru Thøgersen var afsted, ud gennem alle Døre. Kobbersmed Thønnichsen lod strø Buksbomkviste og Sand for alle større Kunder.
Glemmer Du Kopperne? sagde Fru Brandt, og Ida tog dem.
Fru Brandt fulgte i Spejlet, hvem der gik til Sørgehuset.
Ovre i Kæmner Sørensens Vindu blev der rullet ned for Solen. Den plagede altid Kæmneren i Middagsstunden, naar der kom Ligtog i Gaden.
Drengene, der kom fra Skole, løb forbi paa Fortovet og hvinede. Olivia Jørgensens ældste Dreng var forrest med Resterne af en Snebold over det venstre Øre.
-La'er de ham gaa med bare Ben nu? sagde Fru Brandt: Men det er vel fint.
-Olivia si'er, hun tror, det hærder dem, Mo'r.
-Ach, dér er de, raabte Jomfru Thøgersen, ude fra Fortovet—hun slog den sidste Haandfuld Sand over Rendestensbrædtet og hjalp efter med Buksbom.
Fru Brandt havde allerede set Ligvognen i Spejlet: Det var den dyre medGardinerne.
Drengene blev ved at ryge forbi paa Fortovet, mens Toget kom.
-Aa, se Børnene, sagde Ida:
Christoffersens to Ældste gik stive og forbavsede, i deres nye Klæder, bag Ligvognen foran Præsten, der holdt sit hvide Lommetørklæde op for Næsen. Pastor Robert taalte ikke Lugten af Jod.
Ligtoget blev ved at gaa forbi, mens Klokkerne ringede. Nu kom de sidste. Det var to skrutryggede gamle Mænd i graa Vanter.
Fru Brandt tog sine Øjne fra Spejlet:
-Det er vel Frimurerne, som betaler, sagde hun.
Jomfru Thøgersen stod endnu ude paa Stentrappen hos Kobbersmeden. JomfruThøgersen græd sine salte Taarer, hver Gang hun saá en Ligkiste.
-Klokken er ét, sagde Fru Brandt. Ida var allerede begyndt at dække tilMiddag, paa Mahognibordet, under Taffeluhret.
… Det dundrede i Huset, saa Fru Brandt vaagnede af sitEftermiddagsblund. Det var Skovrideren, der i Gangen slog Sne af sineStøvler.
-Hej, Folkens, raabte han og slog Mellemdøren til Køkkenet op: her er berejste Personer …
-Goddag, Ida-Tut … Goddag, Sofie.
-Goddag, Goddag … Ida kom ud, hendes Stemme fik en hel anden Klang.Saa aabnede hun Døren til Stuen.
-Goddag, Fru Brandt, sagde Skovrideren, mere mut, mens Fru Brandt rejste sig lidt op i Stolen.
-Aa ja, aa ja, sagde Fru Lund, der blev viklet ud af en Masse Tøj, inderst havde hun to rødstribede Modest'er: det har været en dejlig Tid. Men man bli'er jo ør, sagde hun: og saa er jeg dog altid saa underlig ved at køre paa Jernbane …
Fru Lund fik sig sat, og Fru Brandt sagde:
-De skulde da ha'e Hatten af?
-Aa Tak, en lille Stund, svarede Fru Lund og fik Hatten af, det graa Haar strittede, saa hun lignede en ukæmmet Pudel. Alt imens begyndte hun at fortælle om Sønnens Bryllup:
-Ja, Brylluppet stod jo paa Hotellet. Det er rigtig et nydeligt Hotel i Kolding—og saa propert. Og tres var vi, ka' De tænke Dem … alle de glade Mennesker … ja, dejligt var'et at se saa megen Glæde.
-Var hun i Silke? spurgte Fru Brandt.
-Ja, ja, det bruger de jo nu, og Herregud, man kan jo si'e som saa, at den kan farves …
Fru Lund blev ved at fortælle, lidt hurtigt i Sætningerne, for hun blev altid ligesom en Kende stakaandet i Kurvestolen foran Fru Brandt: om Middagen og Gæsterne og Talen …
-Den var ja'gu køn, sagde Lund, der trampede op og ned rundt omKakkelovnen.
-Og Gaverne? spurgte Fru Brandt.
-Ja, Folk de har saamæn husket os—om det saa er Husmændene, saa har de telegraferet. Aa, saa sæt Dig, lille Lund….
-Jeg maa s'gu røre mig, sagde Lund, men satte sig alligevel ved Døren:
-Ja, sagde han, Folk har været rigtig stadselige, det ved Gud, de har.
-Ja, indskød Fru Brandt: Folk husker nok dem, der har noget at raade med.
Ida, der gik og dækkede igen, sagde:
-Og saa var der jo Brudepiger.
-Syv, sagde Skovrideren og slog begge Hænderne mod Laarene.
-Og saa saá man jo alle Drengene, sagde Fru Lund og smilte: Det er saa dejligt at se, naar Børnene bli'er store.
Skovrideren sad lidt og nikkede. Saa begyndte han at le og sagde:
-Og Svigerdatter gik sgu rundt og sloges med alle Svogrene efter Bordet, mellem Dørene—ligesom var'et hjemme, skønt hun var i Sløret.
-Ja, ja, Lund, det er jo nu deres Manér, sagde Fru Lund: de er jo saa kendte, lagde hun til, og hun vendte sig ligesom forklarende til Fru Brandt.
-Ja, sagde Lund: og det var s'gu det eneste, jeg ku' ha' vandet en Høne over. For det var nydeligt, tilføjede han, ganske sagte.
Ida lo stille, ligesom ømt:
-Hvor det ligner Henriette.
Hun blev ved at staa bag Bordet og smile, som saá hun Henriette for sineØjne gaa dér i Sløret og slaas med alle Svogrene af bare Glæde.
-Ja, det var nydeligt, sagde Skovrideren igen.
-Tænker Du paa Bordet? spurgte Moderen.
-Jo, Mo'r.
Bordet var færdigt, og Fru Brandt sagde—hun holdt sig ved Stolene for at komme over Gulvet, men brugte ikke Stok—:
-Ja, jeg vidste jo ikke, om vi turde vente Dem.
Skovrideren satte sig haardt i sin Stol og saá glad ud over den megenMad.
-Gud ske Lov, sagde han: her er da Fo'er i Krybberne.
Fru Brandt sad i den store Stol, midt for Fadene:
-Man har jo da endnu Brødet, sagde hun.
-Det minder om "Længen", sagde lille Fru Lund, der altid, naar hun var hos Fru Brandt, tog en Masse paa sin Tallerken og aldrig fik det spist.
-Ja, sagde Skovrideren: der var hyggeligt hos gamle Brandt.
-Byder Du? Fru Brandts Læber dirrede lidt over Tænderne:
-Vi havde det kun efter Forholdene, sagde hun.
Fru Lund tog endnu mer paa sin mægtig fyldte Tallerken.
-Aa, sagde hun: saa tit jeg har skammet mig over mit Hus, Fru Brandt, naar jeg var hos Dem.
Fru Brandt svarede ikke, men Skovrideren begyndte at tale omChristoffersens Begravelse.
Fru Lund blev ved at fortælle Ida om Brylluppet, mens Ida sad og smilte: det var jo alle dem derhjemmefra. Skovriderens Drenge.
-Der var nok et vældigt Følge, si'er de, sagde Lund: ja, Christoffersen var jo godt lidt.
-Christoffersens har jo altid været et Sted, sagde Fru Brandt, hvor det ikke gik saa nøje.
Lund tog noget fast om Kniven i Skinken, og man hørte kun Uhrene dikke.
-Naa ja, sagde Skovrideren: Skaal, Ida-Tut. For din Tur, min Pige …Han løftede Glasset: En ung Pige maa s'gu til Altret og befolke Jorden.
-Ja, for din Tur, Ida, sagde Fru Lund. Hun havde løsnet den sidsteModest.
-Det haster vel ikke, sagde Fru Brandt: Ida hører da, Gud ske Lov, ikke til dem, der behøver at forsørges.
-Aa nej, aa nej, sagde Fru Lund, det var ikke saadan ment. Men vi tænker jo dog altid fremad, Fru Brandt, for Børnene.
Hun gav sig til at klappe Idas ene Haand, der var ganske kold.
-Ja, sagde Skovrideren, det er s'gu det, vi er sat her for.
-Ja, ja, Lund, vi har nu tit maattet la'e vores gaa baade for Lud og koldt Vand.
-Det har Du da aldrig gjort, Mo'r.
-Jo, Lund, det véd jeg godt, for der var jo saa mange, og de smaa maa passes og saa løber de større … Men det er alligevel saa underligt, naar de blot ser, at man gør, hvad man kan, og man saa li'esom altid har lidt Glæde at dele med dem i det daglige.
-Ja, sagde Lund.