Ida smilte pludselig ved Ordet "Skovtur": Jeg har været ude, sagde hun og vilde liste sig videre—hun gik ligesom hun bar noget usynligt Dejligt i Hænderne, som hun vilde bringe i Sikkerhed—:
-Godnat.
Men Frøken Petersen, der var iført graciøse Tøjsko for Natten, havde hørt hende bag Døren og aabnede den paa Klem. Der var intet, der interesserede hende som detailleret Beretning fra den, som havde haft "Udgang".
-Ach, er det Dem, sagde hun. Der kom en ganske egen emsig Klang i hendesStemme, naar hun vejrede Nyheder.
Pludselig drejede Ida Frøken Roed to Gange rundt foran Skabet: Jeg har været i Theatret, sagde hun, saa højt, saa det pludselig klang i Gangene, og hun løb.
-Hys, Patienterne, sagde Frøken Roed. Men de to Frøkner hørte bare, Ida lo deroppe: og de gik ind, hvor deres Middagsmad ventede dem under Gasflammen.
De hørte, mens de spiste, de to Gamles dybe Aandedrag og nogle afbrudteOrd fra Bertelsen, der talte i Søvne, ligesom i en vred Opsætsighed.Inde fra "A" lød Skridtene frem og tilbage.
Frøken Petersen spiste videre, og inde paa Salen blev Bertelsen ved at tale i Søvne. Frøken Roed rejste sig for at se efter ham; men han laa kun og kastede sig, med knyttede Hænder, som han plejede.
Ida var oppe paa sit Kammer. Hun stillede Vækkeuhret og klædte sig af. Hun havde egentlig ingen Tanker; hun bare smaanynnede hele Tiden, til hun kom i Seng.
-Ja, hm, hvis Eichbaum kunde komme til Kaffe—naar han kunde liste sig herop….
Idas Ansigt lyste af Fornøjelse i Mørket:
-Men det maatte være en Tirsdag, naar Frøken Roed havde Udgang … enTirsdag kunde han nu godt liste sig, ganske sagte, herop.
Ida blev ved at tænke paa det, mens hun smilte: Saa skulde de bruge alle de gamle Ting fra "Bakken" og se, om han kendte dem igen … og dække rigtig Bord….
Ida sov ind.
… Det var Middag et Par Dage senere. De fire var komne fra Kælderen og de gik i Forstuen rundt og rundt, langs Væggene, mens de ventede paa Maden (Bertelsen havde faaet en uafladelig Bevægelse med Haanden hen over Øjnene, som vilde han bortviske noget, der hindrede ham i at se) da Nøglerne lød og Josefine kom med Madspandene.
-Goddag i Stuen, sagde hun, her er vi med Foderet.
Hun gik ind i Køkkenet for at hjælpe Ida med Karrene, mens Bertelsen skyllede og skyllede sine Hænder under Vandhanen.
-Det er en stor Skam for Fuldmægtigen, sagde saa Josefine.
-Hvilket?
Ida spurgte hastigt. Josefine kaldte altid Eichbaum for Fuldmægtigen.
-Rykkerne render jo her paa Trapperne, sagde Josefine, saa alle snakker om 'et i Porten.
-Her? Paa Kontoret? Det lød, som Ida havde noget i Halsen.
-Ja, sagde Josefine og satte Karret fra sig: Og Gud bevare ham forInspektøren, hvis det skal vare ved….
Ida nikkede mekanisk.
-Men det er naturligvis de Fruentimmer, som hænger paa, det kender man jo nok, sagde Josefine og blev ved at lægge Kartofler rundt paa de seks Tallerkener.
Ida svarede ikke, hun rettede kun i Tavshed Maden an, mens Josefine, der var færdig, stod med Hænderne i Siden.
-Og saa nydelig han er skabt, sagde hun og saa betænksomt ud for sig.
Josefine havde altid et deltagende Blik for al mandlig Skabning. Ellers forblev hun sin Konduktør fuldkommen tro. Hun gik aldrig fra en "Ven" og naar han gik og hun havde fældet mange Taarer, saa blev hun alligevel ligesom i Etaten: Det var altid en Konduktør ved Sporvognene. Det blev bare en anden.
-Ja, sagde hun: man véd nok om 'et—for Andersen har været slem(Andersen var den nuværende Konduktør) … Men nu har vi klaret det….
Det var bestandig Alimentationsbidrag, som Josefine gik og sled sammen til de skiftende Konduktører.
Man kunde ikke se, om Ida hørte, for hun stod kun og flyttede paa de seks Tallerkener.
-Naa, saa løb vi videre, sagde Josefine.
Der kom altid et Par forbudne Sangtoner, Stumper af en Revue-Vise, som en Fanfare, naar Josefine satte afsted.
Ida satte Tallerkener paa Bordet foran hver af de fire: Nu maa De spise, Holm, sagde hun. Saa Bertelsen, nu skal De blive siddende og spise. Hun hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig og fik ryddet til Side—mens hun kun havde tænkt en eneste Ting:
-Den Stakkel, den Stakkel.
En Begribelse kom aldrig paa én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun den ene Ting.
-Hvad var der dog at gøre! hvad var der dog at gøre … Hvis han nu mistede sin Plads….
-Hvad var der at gøre….
Hun rettede an for Herren paa "A". Han sad bøjet over de evige Papirer, og hun hørte hans "Tak" og "Tak", mens han løftede Hovedet og fulgte hende med Øjnene.
Ida gik ud igen og hun satte sig paa Stolen nedenfor Vinduet:
-Og hun havde været med til at bruge hans Penge.
Hendes Tanker kom ikke længer: hun havde været med til at bruge hans Penge. Hun hørte alle Josefines Ord i sine Øren igen og igen og pludselig blev hun rød som et Blod. Der var noget, som hun først nu havde forstaaet. Hun vidste ikke selv, at hun ikke tænkte paa Pengene mere, men kun paa det, blot paa det … mens hun alligevel hver Gang løb det forbi:
-Hvem der havde brugt hans Penge.
Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang".
Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sinStol, indtil det skumrede.
Frøken Kjær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør:
-Godaften, Jomfru.
Og pludselig sagde Ida:
-Aa, Frøken Kjær, kan De sidde her et Minut … jeg skulde saa gerne op….
-Ja, sagde Frøken Kjær og hun lukkede Døren: et Minut.
Ida gik ud, ned ad Trappen, gennem Haven, hastig over Gaarden, til Kontoret. Karl sad alene ved Pultene under Gasflammen, med Benene trukket op paa Kontorstolen og Hagen ned mod sine Hænder, og fløjtede.
Da han saá hende, løftede han Hovedet og smilte imod hende:
-Godaften.
Hun spurgte om noget, hun vidste ikke hvad, og hun smilte pludselig selv, mens han blev ved at snakke og paa én Gang strakte sig i Stolen med Armene op i Vejret:
-Aa Gud, sikket Hundeliv, sagde han.
Og Ida lo.
Hun gik tilbage over Gaarden. Der var ingen Uro i hende mere, og hun blev ved at gaa og smile. Hun tænkte kun:
-Det er da saa rimeligt, jeg hjælper ham.
Og hun tænkte ikke mer paa noget andet, kun, fordi hun havde set ham.
Da Ida kom op, ventede Frøken Kjær lige indenfor Døren:
-Profossen er her, hviskede hun.
Det gav et forskrækket Ryk i Ida.
-Hvor? hviskede hun.
-Paa "A".
Der lød et Par forsigtige Nøgler, og Frøken Kjær var inde hos Kvinderne.Ida gik rundt og tændte, mens hun hørte Professorens Stemme gennem Dørentil "A", der stod paa Klem. Hun begyndte at gøre alt i Stand tilStuegangen, medens hun hørte Portøren og de fire paa Trappen ogNøglerne, der blev drejede om i Laasen.
-Overlægen er her, sagde hun sagte til Portøren, og de fire Patienter, der havde hørt det, gik sky ind og satte sig paa Taburetterne foran Sengene, mens en Stemme hos Kvinderne pludselig tog paa at jamre.
Ida stod foran Kakkelovnen, da Døren til "A" gik op. Professoren blev staaende paa Tærskelen, smal og rank, i den lange, sorte Frakke:
-Ja, fortsæt saa De, Doktor, sagde han og lukkede Døren til … LadPatienten kun gøre som han vil … Og De kan skrue Gassen ned om Natten.
Hans Stemme var ligesom uden Farve og han aabnede næppe Læberne, naar han talte, som om det gjaldt at holde dem lukkede saa fast som muligt om de hvide Tænder og om mange Hemmeligheder.
-Vel, Hr. Professor.
Han stod et Nu paa Tærskelen til "Salen", mens Bertelsens Øjne med etGlimt flakkede hen over hans Ansigt.
-Intet Nyt, sagde han, og han gled videre, ind ad Døren til Kvinderne. Men den ene Gamle i Sengen blev ved at klynke, som han altid gjorde under Stuegang.
Ida gik hen og bankede paa Frøken Petersens Dør for at faa hende vækket.Hun havde ikke hørt Dr. Qvam, der var kommet ind.
-Hvor er Overlægen, sagde han hurtigt.
-Han gik ind til Kvinderne, svarede Ida, der var ved at gaa ind i Salen.
Qvam stod paa Springet, men han blev alligevel staaende et Øjeblik og saá paa Ida.
-Er det Deres Fødselsdag idag igen? spurgte han.
Ida lo:
-Ne-ej, hvorfor?
-Jo, for jeg synes, De lyser saadan i Ansigtet, sagde han. Han var allerede halvt inde hos Kvinderne. Kvindeskriget fra før slog gennem den aabne Dør.
-Frøken Petersen, Frøken Petersen! raabte Ida.
Hun vendte sig om, Bertelsen var igen ude under Vandhanen med sineHænder.
-Naa, Bertelsen, sagde hun og tog ham om begge Haandled og rystede dem som i et Haandtryk: De er jo renvasket.
Og mens hun et Nu blev ved at ryste den Syges vaade og røde Haandled, tænkte hun og smilte:
-Stakkels Karl, han vilde skjule, at han var bedrøvet.
Der blev uroligere inde hos Kvinderne. Skrig paa Skrig, som om Skrigene kaldte paa hinanden og skyllede frem mod den lukkede Dør.
Frøken Petersen, der var kommet frem af sit Bur, stak Hovedet ud fraKøkkenet:
-Ach, hvor de er urolig, sagde hun. Men vi har ogsaa Omslag i Vejret.
Frøken Petersens Fødder var som et Barometer lige overforVejrforandringer.
Men efter The løb Ida over paa Posten med et Pengebrev til Hr. Karl vonEichbaum.
* * * * *
Det var den sidste Dag, Ida havde Dagvagt.
Frøken Helgesen gik gennem Afdelingen og saá efter, hun havde bestandig noget i Øjnene, som indførte hun et eller andet paa en Liste.
-Vil De saa bringe Meldesedlen over? sagde hun til Ida.
-Ja, svarede Ida. Alt Blodet var gaaet fra hendes Ansigt.
-Jeg skal blive her, sagde Frøken Helgesen og satte sig.
Saa maatte Ida gaa … over paa Kontoret. Det var, som hendes Nøgler kom saa langsomt ind i alle Laase, og hun saá ikke Oldfruen, der nikkede fra sit Vindu. Det var kommet som en Angst over hende straks, hun havde sendt Pengene igaar. Straks, hun kom ud fra Forstuen paa Posthuset, hvor hun havde været saa lykkelig glad, mens Postmanden lakkede Brevet og førte det ind og gav Kvittering og alting, var Angsten kommen: Hvis han blev vred, hvis han nu kun blev vred. Og om Natten havde hun ikke sovet, mens Tanken blev større og større i hendes Hjerne: at han blev vred. Men hun skulde vel ogsaa have skrevet, have sagt ham noget og forklaret. Men hun havde ikke kunnet skrive. Hun havde ikke kunnet gøre det….
Og nu var han maaske vred.
Hun gik gennem Gaarden og ind i Porten og op ad Trappen. Hun saa hans Ansigt straks ved Døren; det var ligesom saa lyst i Huden. Men da han saá hende, blev han blødende rød.
-Det var en Meldeseddel, sagde hun.
Han bøjede sig ned imod hende:
-Det er s'gu utroligt, sagde han sagte med en Stemme, der var lidt grødet.
-Tak.
Ida tog Vejret og vilde gaa, men da de kom udenfor Døren, for han var fulgt efter, sagde hun (for at hjælpe ham over det eller for at trøste ham; et Sekund før havde hun aldrig tænkt paa at sige det):
-Nu skal vi drikke Kaffe paa Tirsdag.
Der gik ligesom en Trækning hen over Eichbaums Ansigt. Han sagde og skødLæberne frem:
-Jeg vil hellere ha'e The.
Ida lo:
-Nej, sagde hun stadig med den samme hastige Stemme: det skal væreKaffe, for vi skal skænke af den gamle Kande….
Saa løb hun:
-Nej, nej, han var ikke vred.
Aa nej, han havde forstaaet hende….
… Karl von Eichbaum gik over til Svendsen for at spise Frokost. Han gik nok og fløjtede hen ad Gaden; men der var alligevel noget, som om han ikke kunde faa sig selv til rigtig at tænke paa de Penge eller paa at han nu kunde fordele dem rundt, i de værste Huller. Og han følte ogsaa noget ubehageligt i Fingrene blot han tænkte paa Konvolutten, hvor de laa.
Men da han skulde betale, tog han hastigt en af de mange store Sedler ud for at faa den vekslet.
Kelner Jensen blev staaende, halvtbukkende foran Konvolutten.
-Ønsker Hr. von Eichbaum at betale det Hele? sagde han halvsagte og ned imod Sofaen.
Men Hr. von Eichbaum svarede ikke. Han havde, ligesom sky, taget et Kort frem mellem Sedlerne. "Ida" stod der kun med saadan smaabitte danske Bogstaver—og saa var der et lille Billede af "Ludvigsbakke" i Hjørnet.
Karl von Eichbaum blev ved at sidde med Kortet i sin Haand.
Da Frokosttiden var omme, hvilede begge Svendsens Højrehænder, d'HrrJensen og Sørensen, ud, lænede hver mod sin Dørstolpe:
-Der kan De se, Sørensen (Hr. Jensen snøvlede, hvad han ansaá for distingueret i Faget), at jeg fik Beløbet. Den Slags Folk finder altid en Udvej … Det véd vi fra d'Angleterre….
Hr. Jensen havde i en smækrere Periode fungeret som à-la-carte-SalsKelner i Hotel d'Angleterre.
-Ja, til den revner, Jensen, sagde Sørensen.
Hr. Jensen svarede ikke. Han stangede Tænder.
* * * * *
Ida lod som hun sov, mens hun saá, fra Frøken Roed foran Spejlet, hen til Vækkeuhret foran sin Seng gennem de kvart aabnede Øjenlaag. Fødderne skubbede hun sagte op og ned under Tæpperne, hun kunde ikke ligge stille.
Men endelig var Frøken Roed i Overtøjet, og Ida lod, som hun vaagnede:
-Skal De til Deres Søster, sagde hun.
-Ja, Frøken Roed skulde det—Hun skulde altid til sin Søster, der var gift med en Assistent Hansen ved Jernbanen. Det var de eneste, hun kendte i Byen, og der var desuden nok at hjælpe med, om de tre Børn.
Ida saá dem pludselig for sig, Frøken Roed og Fru Hansen, som de sad og syede derhjemme paa fjerde Sal i Rømersgade under Lampen i Dagligstuen, hvor Lænestolene, der begyndte at blive slidte i Ryggen, var dækkede med saa mange smaa broderede Stykker—og paa én Gang lo hun.
-Men hvad ler De af? spurgte Frøken Roed.
-Aa, det var noget jeg tænkte paa.
Men pludselig slog Ida Tæpperne til Side og satte de bare Fødder ud paaGulvet.
-Aa, sagde hun, vent lidt: og hun løb i Natkjolen hen til Chiffonnièren:
-Jeg har noget til Børnene; og, mens hun dækkede for den aabne Chiffonière, for at Frøken Roed ikke skulde se Pakkerne og Blomsterne derinde, hældte hun nogle franske Kager ud af en Pose.
-De er saa dejlige, sagde hun glad og hun puttede en i Munden paa FrøkenRoed, før hun sprang op i sin Seng.
-De tænker ogsaa altid paa andre, sagde Frøken Roed.
Ida bare lo:
-Nej, jeg tænker paa mig selv, sagde hun og laa og saá op i Loftet.
Hun hørte Frøken Roed gaa ned ad Trappen, og hun stod op igen og drejede Nøglen to Gange om saa sagte, som var hun angst, nogen kunde høre hende. Hun begyndte at klæde sig paa saa hurtig hun kunde, mens der var noget over hendes Bevægelser som over en Skolepige, der er ifærd med at gøre en gal Streg: Aa, der var nok at gøre … der var meget at gøre….
Hun trak Chiffonière-Skufferne ud og hun tog Damaskes-Dugen frem og de gamle Kopper, og Sølvkaffekanden, der var omviklet med Papir, tog hun ud af Midterrummet. Der var ogsaa de gamle Asietter og Armstagen, som hun satte Lys i: her skulde han sidde med Cigaretterne ved sin Kuvert.
-Hm, sidst hun lagde Blomster paa Bordet, var det for Olivia og Drengene … Ja, det var i Maj—aa, at det ikke var længere siden … end den to og tyvende Maj.
Hun tændte Lysene og saá efter, om Vandet kogte … der skulde da enRose i hans Glas….
Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet:
Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen.
Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tæpper over Sengene. Hun saá paa Vækkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen, for Døren dernede gik: men det var kun en Portør.
Maaske var han forhindret, maaske kom han ikke. Det blev saa sikkert for hende, at han kom vel ikke, mens hun sad og saa fra Ting til Ting, som vilde hun idetmindste prente sig ind, hvor pænt det var:
Og Lysene, dem vilde hun alligevel lade brænde, brænde helt ned, til de slukkedes.
Men Rosen, den tog hun stille bort fra hans Glas.
Hun havde ingen hørt paa Trappen, da det bankede sagte paa Døren, to Slag, som de unge Mænd banker, der har været i Tjenesten, og hun fik lukket op.
-Aa, det er Dem, sagde hun.
Karl Eichbaum havde listet sig ind: Der var ikke en Mo'rs Sjæl der saa mig, sagde han.
-Men Frøken Helgesen sidder altid lige ved Døren, sagde Ida.
-Hun fik laaset—de havde uvilkaarlig halvhvisket begge to—og Karl togTøjet af.
-Ja, saa var vi her, sagde han og rystede hendes Haand.
-Ja, sagde Ida og lo: Her skal De sidde. Hun pegede paa den brede Stol.
-Det var Satan til Juleaften, sagde Karl og strakte Benene fra sig, mens han saá paa det hvide Bord.
-Ikke, sagde Ida, hun syntes, hun havde følt just det samme.
-Og her er s'gu ogsaa Drikkevarer, sagde Karl.
Ida hældte Kaffen i de gamle Kopper, mens Karl blev ved at sidde og se tilfreds paa Sagerne og de talte om de gamle Ting, Kagekurven og Armstagerne: de holdt Vagt ved Konkylierne derhjemme, sagde han.
-Ja, de stod paa Fløjen, sagde Ida. Hun saá igen for sine Øjne det gamleMarmorbord paa "Bakken" med Konkylierne og Frugtskaalen fra Auktionenefter Hoffet i Horsens og de to Sølvbægre, der var Præmier fra et ParLandbrugsforeninger.
-Men vi har nu alligevel ingen hjemmebagte Kager, sagde hun.
Karl tog godt til sig af de Kager, der var, og ogsaa af Likøren. Ja, sagde han, vi holede no'en fra Schrøder—han tænkte paa den bulede Kagekasse paa "Bakken": det er s'gu grinagtigt at stjæle….
-Ja, det er spændende, sagde Ida og virrede med Hovedet, for Karl sad og saá paa hende, han syntes altid det saá saa morsomt ud, naar hun gjorde det.
-Har De ogsaa stjaalet hjemme, spurgte Karl.
-Ja, tit, sagde Ida hastigt, men pludselig blev hun bleg.
-Hvordan det? spurgte Karl.
Ida saá ud i Luften og sagde langsomt og sagte:
-For det maatte jeg.
Der var stille lidt.
Saa tog hun sig sammen og løftede sit Glas, og de klinkede.
-Skaal, sagde Karl. Han blev ved at sidde og se paa hende.
Men paa en Gang blev Ida genert eller hvad det var, og hun fandt ikke noget at sige, mens Karl, der maaske ogsaa var en Smule benovet, sad tavs og røg og læste Indskriften paa Kaffekanden, Hædersgaven, til han pludselig sagde, det kom saadan plumpende:
-Ja, gamle Brandt holdt s'gu meget af Kaffe.
De lo begge to, og Ida hentede de gamle Billeder. Karl tog dem og Isen var pludselig brudt. Han flyttede med sit Glas over i Sofaen og de pegede paa Vinduerne, hvem der havde boet, og paa Vejene, hvor de førte hen, og paa Menneskene—der var den og der var den.
-Der er De, Ida, sagde Karl og blev ved at holde paa Billedet.
-Ja.
-Og dér staar Forvalteren, sagde Karl.
-Ja, han er død.
Ida sad og saá paa Forvalteren, med sit Hoved ved Siden af Karls.
-Saa pludselig han døde, sagde hun langsomt.
-Han skød sig, sagde Karl.
-Nej.
-Jo, sagde Karl, som ogsaa blev ved at se paa Forvalterens lille Ansigt: véd De ikke det? Det var jo Caroline Begtrup, hende den blegsottige, som ikke vilde ha'e ham. Saa gik han op paa Kornloftet og skød sig—det var lige efter han havde sat Folkene i Arbejde….
-Men hvor er hun da?
-Hun er gift i Næstved, sagde Karl og slap Billedet.
Han lænede sig tilbage og rynkede sin Næse.
-Det var forresten meget fornuftigt, sagde han: for der er Gud straffe mig ikke stort ved at leve….
Ida saá op i Lysene:
-Jo, sagde hun langt og stille.
Karl, der sad med Hænderne i Lommen, nikkede efter en Stund ind modArmstagen:
-Ja, hvis man endda var Landmand.
-Det kan De blive, sagde Ida og slog igen med
Hovedet.
-Jo Tak—Karl snøftede paa Ordene—og hvordan….
Men pludselig slog han om, og mens han fik Hænderne op af Lommen og gned dem, sagde han:
-Her er nu ligegodt meget hyggeligt.
Ida sad stadig med Øjnene ind i Lysene:
-Han var dog saadan et stille Menneske.
-Hvem?
-Forvalter Krog.
-Ja, sagde Karl og nikkede: men det er vel osse mest paa de Stille, det bider.
Han rejste sig fra Sofaen for at strække Benene og han saá sig rundt fraMøbel til Møbel.
-Det er det gamle Chatol, sagde han, det er utroligt.
Ida fik Taarer i Øjnene, hun vidste ikke hvorfor; maaske var det Tonen i hans Ord.
-Ja se, sagde hun.
Og hun aabnede Midtrummet og hun trak de gamle Skuffer ud, mens hanholdt Stagen og hun viste ham alting: hun viste ham Olivias Børn ogLyngblomster fra Ferien og Faders gamle Regnskabsbøger med en blegSkrift og saa mange Ting, mens de blev ved at huske og ved at tale.
-Nej, nej, sagde hun og tog hurtig en Bog fra ham; han havde stilletArmstagen paa Klappen. Nej, nej, det er min Poesibog.
-Vor Herre hjælp os, sagde Karl.
Men Bogen vilde han se.
-Nej, sagde Ida og holdt paa den: det maa De ikke. Man skriver saa meget dumt ind.
-Men De kan da sige mig, hvad for et Vers De holder mest af, sagde han.Det var mest det, at hun blev saa kønt rød i Kinderne, der morede ham.
-Ja … jeg holder mest af det.
Og hun viste ham en Side, mens hun holdt med Hænderne om de andre Blade: det var Solvejgs Sang. Karl stod ved Armstagen og læste det.
-Det er saadan et Damedigt, sagde han, men saa kom det lidt blødt iTonen:
-Hvorfor holder De mest af det?
-Jo … for det er det kønneste. Men, tilføjede hun, nu er det længe siden … jeg skrev det af efter et Nodehefte.
Hun lagde Poesibogen ned og der faldt et lille Fotografi ud af den. Det var Konferensraadens gamle "Hvide". Og de stod og lo ad den Gang, den dansede midt paa Gaden i Horsens, fordi en Lirekasse spillede en Melodi, som den gamle Cirkushest kendte; og Konferensraaden kunde ikke sidde fast, og Lirekassen, den blev ved at spille, og Hesten, den blev ved at danse, midt paa Gaden.
-Men det havde nu været et dejligt Dyr, sagde Karl.
-Nu har "Smørstikkeren" set paa Stadsen, sagde han lidt efter og lagde den Hvide væk.
-Vil de da købe det? spurgte Ida.
-Det gør de s'gu nok, sagde Karl, der saá ind i Lysene.
-Naar de saa blot vilde holde det kønt, sagde Ida og nikkede.
-Ja men nej, ja men nej …
Hun greb om Karls Hænder. Han rodede i alt … Det var Mo'rs Ringe og Brocherne og Guldkæden og Fa'rs Signet, og han rodede rundt i det altsammen.
-Lysene, Lysene, sagde hun.
Stagen raslede paa Klappen, mens hun vilde holde paa hans Hænder.
-Det er s'gu Værdigenstande, lo Karl.
-Og det er min Sparekassebog, sagde Ida glad; hun holdt den graagule Bog i den venstre Haand og gav den et Slag med den højre. Men pludselig blev hun ganske bleg, og stille lagde hun Bogen ned—
Karl stod ogsaa lidt tavs.
-Maa jeg da aldrig takke Dem, Ida? sagde han saa ganske stille.
-Nej, sagde hun blot; det hørtes knap.
Et Nu havde Karl lagt begge sine Hænder ned om hendes Liv. Saa tog han dem bort. Ida rørte sig ikke.
-Hys, hys….
De hørte Nogen paa Trappen.
-Det er Frøken Petersen….
-Sluk, sluk….
Karl fik slukket Lysene.
-Brandt, Brandt, kaldte Frøken Petersen og slog paa Døren.
Og Ida svarede henne ved sin Seng, fra Mørket:
-Ja, ja, jeg er vaagen.
De hørte hende gaa igen, før Karl hviskede, i saadan en halvt drengeagtig Tone:
-Men jeg kan da blive lidt endnu … vi kan sidde foran Kakkelovnen.
Ida svarede ham ikke; men hun satte sig foran Kakkelovnsdøren, som Karl havde aabnet. De hørte ingen Lyd uden Lyden af Kullene, naar de sagte smuldrede, mens Skæret kom og veg hen over deres Ansigter.
-Saa stille her er, sagde Karl.
-Ja, sagde Ida: de er saa rolige idag.
De talte kun halvhøjt og sad tyste igen. Karl betragtede Ilden.
-Men De er altfor taalmodig, Ida, sagde han og saá paa Gløderne.
-Hvordan….
-Jo, De kunde godt forlange meget mer.
-Hvordan forlange mer….
De holdt Hovederne halvt fremstrakte, just paa samme Maade, og de langsomme Ord kom i samme Tone.
-Jo, jeg mener, saadan af Livet, sagde Karl.
De tav paany og hørte kun Kullenes Fald.
-Eichbaum—nu maa De gaa.
-Ja, sagde Karl: om to Minutter. Egentlig elskede han jo aldrig at rejse sig fra et Sted, hvor han sad.
-Véd De hva', Ida, sagde han og blev ved at se paa Kullene:
-Jeg er egentlig en Hjemmemand.
-Ja. Ordet kom saa ganske sagte.
Karl strakte sin Haand ud i Mørket og tog hendes.
-Tak for idag.
-Tak, hviskede hun.
Hun stod op og tændte Lysene. Hun var saa bleg, mens hun gjorde det, enBleghed, der ligesom lyste.
Karl fik Tøjet paa og ganske lydløst aabnede hun Døren.
-Godnat, hviskede Karl og han sneg sig ud.
Bag Døren lyttede Ida efter hans Trin: nej, der kom ingen … og nu var han nede.
Hun laasede Døren igen. Det samme Smil blev ved at ligge over hendes Ansigt, mens hun aabnede og lukkede og gemte alting. Men Lysene vilde hun ikke slukke. De kunde brænde, de skulde brænde endnu—til efter The.
Saa gik hun ned.
… Karl var nede paa Gaden. Hans Øjne var ligesom underligt større, mens han gik og tyggede paa sin Cigar.
-Ja, hun er s'gu honnet, sagde han og nikkede hen for sig.
Han vidste knap selv, at han blev ved at gaa i den Stump Gade, hvor det lyse Gavlvindu vendte hen.
… Fru Von Eichbaum, der sad over Sengeomhænget, rejste sig rask og kaldte:
-Julius, Herren kom hjem.
Karl blev inde hos sig selv indtil Thetid. Efter The spurgte han, om de ikke skulde spille et Parti Besique. De sad og spillede endnu—og der var ikke saa lidt Cigarrøg i Stuen—da Generalinden kom over for at sige "Godnat".
-Gud, Du, sagde Fru von Eichbaum: Du sætter Dig da og faar et GlasMadeira.
-Tak, Du, sagde Generalinden og tog Plads: mon det er godt modNatten….
Julius kom ind med Madeira og franske Biskuits, og de nød det sammen under Hjørnelampen.
Efter at Karl og Generalinden var gaaede, gik Fru von Eichbaum rundt og aabnede Vinduerne: for natgammel Røg var ubehagelig.
… Da Ida næste Morgen kom hjem fra Tur, stod Karl paa Trappen op tilKontoret. Ida havde næsten tænkt det. Hun gik de Par Trin op og tog enRose ud af sit Kaabeknaphul:
-De skulde have haft den igaar, sagde hun.
* * * * *
Fru von Eichbaum og Generalinden kastede et sidste Blik paa denLindholmske Lejlighed. Familien Mourier skulde ankomme medFormiddagstoget.
Søstrene gik gennem Værelserne og var tilfredse.
-Og, kære, sagde Fru von Eichbaum, godt er det, at vi har gemt lidt hen af det Overflødige.
Det "Overflødige" var visse ret tvivlsomme Silketæpper af den Slags, som "draperede" hos Lindholms og som Fru von Eichbaum afskyede: Gud, Du, man anvender det kun for at skjule en Plet, sagde hun til Søsteren: Og saa bare hænger det og samler gammelt Støv.
Generalinden nikkede:
-Desuden, sagde hun: at ha'e alt det i et Hus med den syge Mary.
Fru von Eichbaum gik ind i den næste Stue, før hun sagde:
-Dampet er her.
-Og, tilføjede hun: saa taler vi forresten naturligvis ikke om det. Fru von Eichbaum tænkte stadig paa det med Mary.
-Gud, Mille, sagde Generalinden: man véd dog, hvad en Indbildning gør.Og i vore Dage, hvor Folk vil være sy'e….
Bag Kabinettet laa Kates Værelse. Det var tomt. Frøken Kate vilde have sine egne Møbler med. Fru von Eichbaum stod paa Dørtærskelen og betragtede de nøgne Vægge.
-Ja, sagde hun: det maa jo Kate selv vide at indrette.
Julius kom og meldte, at Drosken var der.
-Tak, Julius. Og saa dækker Ane vel Thebordet, med blødkogte Æg.
Søstrene gik ned i Porten og steg op i Drosken, hvor Julius sad paaBukken i Silkehat med Roset og privat Vinterfrakke.
Da Toget kom ind foran Perronen, stak der et ret fyldigt og blondtAnsigt ud af en første Klasses Kupé. Det var Frøken Kate.
-Der er de, sagde hun. Hun havde set de to Søstre, der viftede medLommetørklæder, akkurat i Højde med deres Ansigter.
Fru Mourier og Frøken Kate kom ud af Kupéen og der blev trykket Hænder og de tre Ungdomsveninder kyssedes, mens de alle tre havde Taarer i Øjnene.
-Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: at vi nu har Dig her.
Hendes Stemme rent skælvede. Fru von Eichbaum blev altid saa let bevæget, naar hun igen mødte "dem fra hendes Ungdom".
-Og roligt Vejr har I haft over Bælterne, sagde hun.
-Dejligt, Du, dejligt … Jeg sad paa Dækket med min Kaffe, mens Kate fodrede Maagerne.
Fru Mourier, der gjorde Indtryk af at være ligesaa bred som beggeSøstrene tilsammen, havde en lidt kraftigere Diktion, paavirket af jyskeHerregaarde.
Julius tømte Rejsetøjet ud paa Perronen, tilsidst en stor Flettekurv med en vældig Hank.
-Søde Børn, sagde Fru Mourier: det er til Jer fra Mourier. Han fulgte os til Frederits … hans Orchidéer er hans Stolthed.
-Saa ta'er De det, Julius, sagde Fru von Eichbaum.
Men hvor er Kate?
-Aa, hun henter Hundene, sagde Fru Mourier.
-Hundene, sagde Fru von Eichbaum: Gud, Mine, har I de Dyr med? Fru vonEichbaum havde en nervøs Forskrækkelse for alle Hunde.
-Kære, ellers havde jeg aldrig faaet Kate til at rejse.
Generalinden saá nu Kate, der kom dragende med to jublende Mynder i enDobbeltlænke.
-Naa, sagde Kate, der var i en sort Rejsedragt, som lignede enRidekjole, og med en Mængde Sølvringe op ad Armen: hils saa paaTanterne.
De to Mynder begyndte paa Opfordringen at springe op og ned adGeneralinden og Fru von Eichbaum, der værgede for sig med Hænderne:
-Kære Kate, de er jo lidt voldsomme.
De kom alle ud paa Banegaardspladsen og Fru Mourier og Søstrene gik op iDrosken, mens Frøkenen blev staaende udenfor.
-Saa kører jeg med Viktoria og Hundene, sagde hun.
Viktoria, en Dame i graa Spadseredragt, som stod ved Siden af Vognen, var "Jomfruen".
Generalinden nikkede med et "Goddag, Jomfru", og Fru von Eichbaum sagde:
-Dyrene bringer da Julius.
Men Frøken Kate var allerede henne ved en anden Vogn, hvor hun kom op med Viktoria ved sin Side og begge Hundene paa Bagsædet.
Fru von Eichbaum saá lidt nervøs paa Installeringen og sagde:
-Gud, Vilhelmine, hvad Besvær I vil ha' af de Dyr her i en Bylejlighed.
-Men, sagde Generalinden, det er et Par dejlige Dyr.
De to Drosker rullede afsted, Kates bagest. Hun sad og saá frem imod det forreste Køretøj med Julius' lige Ryg paa Bukken.
-Saa, sagde hun, nu er vi i 'et.
Da de var komne op i Lejligheden, gik de om i Værelserne, mens Søstrene forklarede og viste. Fru Mourier sagde: Her er jo rigtig rart, og satte sig straks ned i Sofaen med Generalinden; medens Kate, der først fra Spisestuetærskelen havde taget et Overblik, blev ved at gaa omkring med Fru von Eichbaum.
-Her er akkurat Plads til min Servante, sagde hun, da de stod i hendes egen Stue. Og hvor skal Viktoria ligge?
-Til Jomfruen, sagde Fru von Eichbaum, er der et Kvistværelse.
Kate trak Armene og Skuldrene op, saa alle Sølvringene raslede: Naa, ja ja, det kan vi jo altid ordne.
Fru von Eichbaum, der holdt sig lidt rankt, vendte sig til Jomfruen og sagde:
-Vil Jomfru Thora saa foreløbig lægge Tøjet herind.
Fru von Eichbaum havde, uvist af hvilken Grund, under Køreturen besluttet at benævne Jomfru Viktoria Thora.
Inde i Dagligstuesofaen var Generalinden og Fru Mourier allerede dybt inde i alle Vinterplaner, og man hørte Generalinden, ligesom afsluttende, sige:
-Og Vilhelmine, saa har vi om Søndagene Petri.
Julius meldte, at Theen var paa Bordet, og de rejste sig for at gaa ind, men Kate maatte virkelig først vaskes. Hvor er der et Badeværelse? sagde hun. Hun havde en vis selvfølgelig Maade at spørge paa. Men der var ikke noget Badeværelse.
-I det hele taget, Kate, sagde Fru von Eichbaum: det er jo et Lejehus, men man har da sine Gummibadekar….
Kate forsvandt med Viktoria ind i Moderens Sovekammer, mens de andre gik til Bords og Hundene lidt efter begyndte at hyle og skrabe paa Sovekammerdøren, til Kate lukkede dem ind. Ja, sagde Fru v. Eichbaum inde ved Bordet: det vil jo i Længden, Vilhelmine, blive lidt generende for Lindholms ferniserede Døre….
De tre Damer talte om Aline Feddersen. Generalinden troede nok, at hun havde været i Génève….
-Og hun var der vist endnu….
-Ja, Du, sagde Fru von Eichbaum: det er jo no'et, vi med den bedsteVillie ikke forstaar.
Fru Mourier, der var færdig med det andet Æg, sagde:
-Ja—men Feddersen har nu heller aldrig været andet end enFamilieforsørger….
-Andet? kære Mine….
-Ja, og Mourier har Ret: det er nu en Gang ikke nok bare med disse daglige Ægtemands-Rationer.
Der blev en ganske lille Pause, til Fru von Eichbaum sagde—der var ingen, der kunde sige, om Søstrene egentlig havde forstaaet—:
-Jo, Du, men hvor tror Du, man træffer mange som Mourier?
Da Kate kom ind og satte sig, talte Fru Mourier om "Ludvigsbakke". De havde jo set paa den og Mourier mente, at Prisen var passelig.
-Og hvad si'er Du, Kate, sagde Generalinden.
Kate, der puttede Franskbrød i Munden paa Mynderne, mente, der kunde jo blive ganske udholdeligt, naar der blev bygget om, og Fru Mourier spurgte efter Karl.
-Gud Du, sagde Fru von Eichbaum: han passer sit Kontor.
Og Generalinden tillagde:
-Han gaar til og fra som et Uhr.
Men Kate, der var færdig med at fodre Hundene, spurgte og var for førsteGang interesseret:
-Hvor rider man her i Byen?
… Efter Frokosten gik Søstrene de Par Huse hjem. De talte ikke meget, før de kom op i Fru von Eichbaums Entré og tog Tøjet af.
-Kære Lotte, sagde Fru von Eichbaum: lad dem nu først komme i Orden.
-Det er da saa rimeligt, Generalinden glattede ligesom noget ud medHaanden: Den første Dag—det bli'er jo altid let lidt støjende.
Søstrene gik ind og satte sig, og Fru von Eichbaum, der alligevel ligesom pustede ud her i sin egen gode Sofa, sagde:
-Og Klæderne, Du, det er jo kun, at man gaar lidt med dem, naar de skal i Butikker….
Generalinden nikkede, og Fru von Eichbaum saá et Øjeblik frem for sig, før hun sagde:
-Nu er hun jo klædt som en ung Kone.
-Hundene, Du, sagde Generalinden, var jo næsten som et helt lilleOptog….
Og som om det havde synderligt at gøre med de to Mynder, sagdeGeneralinden efter en lille Pause:
-Men Du, det bli'er ikke let for en Mand….
Fru von Eichbaum, der overtænkte Detaillerne, sagde, inde i sinTankerække:
-Og Jomfruen, der var lidt Nervøsitet i Fru von Eichbaums Røst: hende skal Ane jo nok vise tilrette … Og saa er det vel bedst at la'e dem ha'e deres Ro idag.
-Kære, sagde Generalinden, der rejste sig: at de kan sunde sig og saadanne….
I Døren spurgte hun: Drikker Du iaften Theen ovre?
-Tak, Du, sagde Fru von Eichbaum: jeg har iaften den lille Brandt, Du véd … hun har nok kun fri om Tirsdagen.
-Aa, henner … Ja, saa Farvel, Mille.
Generalinden skulde lige til at gaa, da det ringede. Det var Portneren iLindholms Sted, der bragte Kurven med Orchidéerne. I Bunden var der blaaDruer.
-Mille, sagde Generalinden: véd Du, det er, som man ser dem i Vinbjergene. Jeg tror, de kan holde sig til Søndag, Du—og jeg havde alligevel tænkt at ta'e Schleppegrells osse, nu, hvor vi havde faaet de fire Ænder fra Vallø.
Fru von Eichbaum ordnede Orchidéerne i to Glasskaale. Da hun var færdig, stod hun og betragtede dem.
-Ja, sagde hun: smukt er det … men jeg finder jo, at de Blomster er ængstende.
-De har dem jo nu, sagde Generalinden, rundt om paa Herregaardene.
Hun gik med sin Halvpart af baade Blomster og Druer.
… Karl stod om Aftenen og ventede paa Ida udenfor Hospitalets Port, mens den bløde Sne faldt ned over hans kønne Frakke.
-Hvor De er kold om Hænderne, sagde han, da hun kom.
De gik ved Siden af hinanden, mens han snakkede paa sin halvdrævendeManér og Ida kun svarede lidt, ligesom hun var aandsfraværende.
-Jeg tror s'gu, De er bange, sagde Karl og lo. Men jeg kan forresten godt forstaa'et … Og han stak sin Arm ind under Idas, ligesom de skulde staa Last og Brast.
Da de kom ind oppe i Mellembygningen, rejste Fru von Eichbaum sig fraSofaen og tog imod Ida paa Dørtærskelen i Kabinettet:
-Det var da pænt, De vilde komme.
De satte sig alle tre og Fru von Eichbaum konverserede; hun talte omHospitalet, med meget udprægede A'er, og sagde: den hele Virksomhed erjo en Velsignelse, medens Karl sad med en Ræv i Øjnene og skottede tilIda, der efterhaanden blev ligesom mindre og mindre i sit Sofahjørne.
-Og det er jo saa betryggende at vide, at det er unge Piger fra godeHjem. Nu, Karl, har jo osse Adelaide begyndt at lære paa Frederiks.
Adelaide var en Oberstdatter af Bekendtskabet.
-Naa, sagde Karl: det var vist ogsaa det klogeste, hun kunde gøre.
-Gud, Karl, sagde Fru von Eichbaum: jeg finder det jo kun umaadelig respektabelt.
Der blev en lille Pause. Men saa tænkte Karl, at nu maatte der lægges ud, og han begyndte at fortælle en Historie fra Kontoret (det er s'gu et utroligt Menageri, sagde han) om en gal Fader, der vilde indlægge en klog Søn. Faderen kom kørende med Sokker udenpaa Støvlerne og vilde ha' Sønnen i Pavillonen.
-Sønnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie, mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: aa, hun var ham saa taknemmelig, saa taknemmelig, at han talte. Og Karl blev ved at fortælle Historier (han kunde formelig se, hvordan Ida blev større i Sædet) til de tilsidst lo alle tre højt og muntert. Fru von Eichbaum var altid saa glad, naar Karl talte: "Og han har saa megen Humor", sagde hun altid til Søsteren. Nu sagde hun:
-Men egentlig, Karl, er det ikke no'et at le af—
Ida spurgte om Filérarbejdet til Sengeomhænget:
-Om det var vanskeligt at lære.
Fru von Eichbaum viste hende det og forklarede:
-De kan jo prøve, sagde hun.
Og hun blev ved at undervise Ida, der førte de smaa Pinde, medens Karl spurgte:
-Tillader Mo'r, jeg ryger? og med Cigaretten mellem Fingrene sad han og saa paa Idas bøjede Hoved ved Siden af Moderens.
Ida blev ved at filere, og man hørte de smaa Pinde falde rask og raslende mod hverandre, mens Fru von Eichbaum saa til og Karl sagde:
-Det gaar jo som Kæp i et Hjul. Og Fru von Eichbaum lagde til i et venligt Tonefald:
-Ja, Ungdommen har adrætte Fingre.
Julius kom allerede og meldte Thetid, da Karl sagde, for han kunde ja gu' heller ikke blive ved at snakke hele Tiden:
-Tante Charlotte kunde komme herover til Whist, Mo'r.
-Ja, det har Du Ret i, vi er jo et helt Parti. Jeg kan spørge hende førThe.
Da Fru von Eichbaum var gaaet, rejste Karl sig fra sin Stol og gik hen til Idas Sofahjørne:
-Naa, hvad saa, sagde han og smilte ned imod hende.
-Naa—
Ida saá op i hans Ansigt og smilte, hun ogsaa:
-De er saa god, sagde hun. De havde halvhvisket begge to som Børn bag enLærers Ryg.
-Ja, det vil jeg nok si'e, sagde Karl og lo.
Inde i Spisestuen fik han Klaveret op og begyndte at spille paa en Vals, saa Strengene føg.—
Fru von Eichbaum var ovre hos Søsteren. Hun indbød til Whisten og sagde:
-Kære Du, det er virkelig en nydelig Pige—velopdragen og nydelig….
Det glædede jo kun Generalinden.
-Og egentlig har hun jo osse altid hørt til Kredsen.
Fru von Eichbaum gik over, og da hun saá Karl ved Klaveret, sagde hun:
-Karl, det var da ret. Det er saamæn længe siden, Du har spillet.
-Ja, sagde Karl: det er saamæn godt for Naboerne.
Men spille blev han ved med.
Det var ligesom Valsen blev i Luften, mens de spiste, og Ida rejste sig og bad, om hun maatte skænke Fru von Eichbaums anden Kop The, og Julius maatte lade Brødbakken fylde igen, fordi Karl havde saa vældig en Appetit.
-Tak, sagde Fru von Eichbaum, der fik sin The: ja, for mig er der jo intet Maaltid som min go'e The.
De blev ved at tale, til Fru von Eichbaum sagde:
-De véd vel, at Grosserer Mouriers tænker stærkt paa at købe gamle"Ludvigsbakke"—rigtig vore gode Venner….
-Jo. Hr. von Eichbaum havde fortalt det.
-Men, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate synes jo ikke omHovedbygningen.
-Aa, sagde Ida, jeg synes nu, der var saa dejligt.
-Hm, mumlede Karl, der stadig spiste: hun vil vel ha'e et ParSmørstikkere til Vaaben over Døren.
Fru von Eichbaum vidste ikke selv, hvorfor hun ikke viste Karl tilrette; men hun sagde kun:
-Ja, Fordringerne er jo forskellige.
Generalinden kom, mens de sad ved Thebordet endnu.
-Men lad Jer ikke forstyrre….
-Ja, sagde hun til Ida, man har allerede hørt saa meget godt om Dem.
Da de havde rejst sig, hjalp Ida Karl med at slaa Spillebordet ud.
-Nej, nej, ikke saadan, sagde Karl og slog hende over Hænderne.
-Vil Julius bringe Stagerne, sagde Fru von Eichbaum.
-Men jeg spiller saa daarligt, sagde Ida, da de satte sig. Hun fik Karl til Makker.
-Karl, sagde Generalinden, der var i Forhaanden og gav Kort: naar man spiller, saa tales der ikke.
Søstrene spillede langsomt og med kloge Blik over Kortene. Man fik det Indtryk, at de spillede Skak. Ida, der sad og bed sig i Læben, blev rød i Hovedet for hver Gang, hun lagde et Kort paa Bordet, mens Karl uafladelig pludrede med Tanten.
-Karl, sagde Fru von Eichbaum: naar man spiller, saa spiller man.
Karl blev tavs og sad og saá over paa Ida, der blev sikrere og sad og tog sine gode Kort frem til Stik med smaa ivrige Ryk ligesom et Barn.
-Det er Dig, Emilie, sagde Generalinden.
Fru von Eichbaum svarede kun ved at nikke; det var som begge Søstrene fik Antydning af Dobbelthager, mens de spillede.
-Det blev vores, sagde Ida og pustede uvilkaarligt ud, men hendes Øjne lyste.
-Frøken Ida ser ud, som slap hun ud af et Dampbad, sagde Karl.
-Frøken Brandt spiller bedre end Du, sagde Fru von Eichbaum.
-Ja-a. Naa, til Lykke, sagde han og stak, mens han plirrede med Øjnene, sin Haand med en oprakt Tommelfinger over mod Ida, som stødte sin Tommel imod hans: Til Lykke, sagde hun, og de lo begge to.
Fru von Eichbaum og Generalinden talte om Spillet og bredte Stikkene ud over Bordet.
-Men jeg, Du, sagde Fru von Eichbaum: som sidder dér med min enesteà-tout.
De spillede videre, og ogsaa Karl blev ivrig, mens Ida og han blev ved at vinde.
-Men Ida spiller skam en fin Whist, sagde han og glemte at sige Frøken.
-Ja, sagde Generalinden: dette er rigtig et hyggeligt Parti.
Julius kom ind med Druerne og Madeiraen, som de nød mellem to Rubberter, mens de talte om gamle Dage, om "Ludvigsbakke" og om gamle Brandt: Han var en fortræffelig Mand, sagde Fru von Eichbaum.
Karl løftede sit Glas.
-Ja, sagde han: byder vi saa Frøken Brandt Velkommen….
-Det maa vi, sagde Fru von Eichbaum: det var rigtig rart at se Dem.
De drak alle fire og saa skulde de skifte Plads, da Karl, der var saa kaad og glad, begyndte at snuse op og ned ad Ryggen paa Tanten.
-Naar er Tante begyndt at bruge Patchouli?
-Ja, sagde Generalinden, der ogsaa begyndte at lugte urolig til sine egne Ærmer: jeg begriber ikke, Du, men der hænger no'et ved mig den hele Dag….
-Kære, sagde Fru von Eichbaum, ogsaa ved mig. Det maa være fra Kate. Jeg mærkede det jo straks, Du, paa Perronen i den frie Luft—og jeg, som har en Rædsel for alt, hvad der er gennemtrængende:
Karl, der satte sig sagde:
-Det er Ess-Bouquet. Det er en Herre-Parfume, men det er forresten meget behageligt.
-Gud, Karl, sagde Generalinden: det mener Du vel aldrig … en Herre i det mindste lugter da kun af sit rene Linned.
-Ida giver, sagde Fru von Eichbaum. Det var første Gang, hun kaldte hende ved Fornavn.
De spillede igen. Karl blev helt ivrig og tavs med Fru von Eichbaum tilMakker.
-Det er Dem, Frøken Brandt, sagde han.
Ida sad og tænkte paa, hvor Karl alligevel lignede sin Moder. Det var dog det samme Ansigt.
Da de to Rubberter var ude, rejste de sig fra Spillebordet og Karl ogIda sad henne i Hjørnesofaen, hvor Ida saá i et Stereoskop.
-Naa, sagde Karl og tog et Nu hendes Haand, der laa paa Sofaen: De er jo en fin Spiller.
-Her har været saa dejligt, sagde Ida sagte.
-Ja, sagde Karl trevent: iaften har vi haft'et rart.
De blev siddende ved Siden af hinanden, uden at tale meget, mens Lampen over dem kogte sagte, og Ida, i Stereoskopet, saá paa Schweiz' skønne og skummende Vandfald.
Fru von Eichbaum og Generalinden sad i Sofaen.
-Aa, Du, sagde Generalinden: det gør godt at sidde. Det har været en bevæget Dag.
Fru von Eichbaum nikkede, og, mens de to Søstre tænkte paa de sammeTing, sagde hun efter en lille Stilhed:
-Gud, Du, da jeg saá Hundene, blev jeg jo unægtelig forfærdet….
De to Søstre sad lidt tavse, mens Fru von Eichbaum saá venligt over mod de to Unge:
-Rigtig et Par Kammerater, sagde hun og nikkede smilende derover.
Ida flyttede hen til Bordet, hvor Søstrene sad.
Lidt efter, mens Karl hjalp Ida Tøjet paa ude i Gangen, lukkede hanDøren op til sin egen Stue.
-Her bor jeg, sagde han og gik et Par Skridt derind; Lampen stod og brændte.
-Her er ogsaa et Par af Hestene, sagde han og gik endnu nogle Skridt, mens Ida fulgte.
-Ja, sagde hun.
Og begge tav, mens de blev staaende, kun et lille Nu, foran de toBilleder, som vist ingen af dem saá, indtil Karl sagde:
-Ja, saa kom vi afsted.
Og han lukkede Døren bag dem.
Søstrene var blevet staaende i den halvmørke Spisestue. Fru von Eichbaum havde usædvanlig mange Ord for at rose Ida og hele den Brandtske Familie.
-Ja, sagde Generalinden: hun er rigtig sød og taknemmelig.
-Kære Charlotte, sagde Fru von Eichbaum, der havde været noget iGeneralindens Tone, som Fru von Eichbaum ved sit Tonefald næstenirettesatte: Hun kommer jo fra et udmærket Hjem. Hendes Fader varKonferensraadens højre Haand og saa godt som en Ligestillet.
Generalinden stod lidt og sagde saa:
-Ja, rigtig sød og fordringsløs er hun trods det, at hun er saa velhavende.
Fru von Eichbaum svarede ikke; hun var blevet ligesom lidt adspredt, efter at Karl og Ida var gaaet; og pludselig sagde Søsteren:
-Tror Du, Emilie, jeg skulde lægge mine Druer i Savspaaner?
Fru von Eichbaum var vist inde i en anden Tankegang, men hun sagde: Mon det ikke ta'r noget af Smagen?
Generalinden tænkte ogsaa det. Hun vilde kun, forsigtigt, lægge hverKlase i lidt Silkepapir.
* * * * *
Porten hos Fru von Eichbaum havde just lukket sig efter Karl og Ida.
-Aa, jeg var saa bange, sagde Ida og hun slog op og ned med sine Arme som en Fugl med Vingerne.
-Ja, det kunde man se … Karl stak sin Arm ind under hendes, men Ida sagde rask, som vilde hun undskylde sig:
-Ja, for jeg kendte hende jo kun fra Ludvigsbakke, naar hun sad øverst ved Bordet og naar hun gik Tur—forbi Fadebursvinduet.
-Jo, sagde Karl og lo, jeg kender Moderen, naar hun er i Overtøjet.
-Og i den store Kniplingshat, sagde Ida.
-Den har hun endnu.
Og de blev ved at le, ikke af det, men det var ligesom de maatte le—nu, herude, under Himlen.
-Men iaften var der saa dejligt, sagde Ida.
De kom ind i Grønningen, og Sneen, der var ophørt at falde, laa mellem de stille Træer som et blødt Tæppe. Karl og Ida blev tavse, som vandrede de igennem en Skov.
-Hvor hun dog holder af Dem, sagde Ida sagte; hendes Stemme lød saa blødt.
-Ja, sagde Karl sagte, ligesom hun; og de gik et Stykke, før han sagde langsomt og ligesom grundende:
-Men det er nu skidt alligevel.
-Hvordan?
-Det Hele.
-Nej, sagde Ida højere og dog ikke højt, og hun rystede paa sit Hoved.
De gik igen, mens der var lige stille.
-Se, sagde Ida og smilede: Vi er de første, der gaar paa Sneen.
-Ja, svarede Karl.
Og de saá begge ned paa det bløde Hvide, hvor deres Fødder satte Mærker ved Siden af hinanden.
-Det er saa kønt, sagde Ida og blev ved at smile. Men da de kom til det smalle Hjørne ved Sporvejen, løsnede hun sin Arm fra hans og gik i Forvejen—hun næsten løb. Karl gik bagved og saá efter hendes fine, slanke Ryg. Saa suste der en Snebold lige mod hendes Nakke:
-Tag den.
-Karl, raabte hun. Men han blev ved og hun fik en til og en til, en ved Øret og en til ved Kinden, indtil hun vægrede sig: Værsgo', sagde hun og hun dængede ham med Sne, løs Sne, en Masse Sne, i Ansigtet, forfra, foran, bagfra og ned ad hans Frakke over Skuldrene.
-Nej, vi gør Kvalm i Gaden.
Hun rystede sig lige med ét og holdt op: der stod en Betjent midt i den hvide Allé, rank og ret op og ned. Men Karl han blev ved, overstadig, og omme bag Hjørnet galede han som en Hane:
-Saa tror de deroppe, den er fem, sagde han og lo op til de borgerligeHuses Ruder. Pludseligt satte han i Trav, stampende med Fødderne, medIda ved Siden, der trampede som han, som maatte de røre sig, mens Karlfløjtede.
-Paa Mandag er det Frøken Helgesens Fødselsdag, sagde Ida.
-Skal der være Gilde? spurgte Karl; de blev ved at trampe.
-Ja, vi laver Budding i Køkkenet.
-Hva' for en Budding?
Ida lo; det skulde være Rombudding, sagde hun og hun stampede.
-Kan Mandfolk sneje sig med?
-Hvis De gik med Qvam, sagde Ida.
Karl nikkede, mens de stadig stampede videre, der ved Siden af hinanden, og Karl sagde:
-Han gaar med Jægersk Undertøj.
Ida lo: Hvor véd De det?
-Det har jeg set.
-Nu er vi hjemme, sagde Ida. De var ved Porten.
-Men jeg følger Dem til Plankeværket, sagde Karl.
Og de gik, adstadigt, ind forbi Vagten, frem i den store og tavse Gaard, hvor Gangene halvt oplyste laa som i et halvvaagent Blund.
-Hør vore Skridt, sagde Ida sagte: her er Ekko i Gaarden.
-Ja, sagde Karl.
De gik forbi Lægernes Gang.
-Hys, hvad er det? hun greb Karl om hans Arm; men saa lo hun, stille, mens hun blev ved at lytte. Oppe i Lægegangen lød der Latter og Trin: Det er Kandidaterne, hviskede hun. Der lød et Rabalder, mens alle derinde raabte og lo, og Karl sprang op ad den lille Trappe og smækkede Døren op:
-Hvad er dette? raabte han med en skarp Stemme.
-Overlægen, var der En, som skreg. Det var Qvam; og Dørene slog op og slog i, medens Karl begyndte at le, saa det klang i Gaarden. Ida lo med og Lægerne inde i Mørket, alle lo de—til de pludselig alle blev stille.
-Vagten, sagde Ida og gav sig til at gaa.
Natvagten kom frem imod dem, langsomt med sin store Lygte.
-Godaften, sagde han.
-Godaften.
-Det var gamle Jensen, hviskede Ida halvt forskrækket, og Karl havde taget hendes Arm.
De bøjede ind i Mellemporten, hvor der var ganske mørkt.
-Her spøger det, hviskede Ida.
-Hvad vil det sige?