-Jo, her gaar de igennem, som skal dø….
-Hvem har set det?
-Vagterne, sagde Ida.
Og lidt efter:
-For her er jo Vejen til Kapellet.
-Er De bange for det? sagde Karl.
-Nej, ikke nu, hviskede Ida og nikkede.
De kom forbi Vaskelængen hen til Lygten over Pavillonens Laage. Derinde laa Huset, lukket og tavst. Rundtom dækkede Sneen alle Havernes Træer. Ida blev staaende med sin Arm i Karls:
-Hvor er her kønt, sagde hun.
Hun saá rundt paa det altsammen:
-Hvis det nu blev stjerneklar!, sagde hun….
-Godnat.
Karl hørte Døren aabnes og lukkes.
* * * * *
Det var et Par Dage efter. Ida kom om Aftenen ind paa Kontoret med en Meldeseddel. Det var sent, og Karl havde allerede Tøjet paa og vilde, ene, til at slukke den sidste Lampe, den over Skranken.
-Hvor det er længe siden, jeg har set Dem, sagde Karl.
-Ja.
-Hvorfor?
-Jeg kan ikke komme altid, sagde Ida, der ikke selv vidste, hvorfor hun næsten hviskede, og hun rakte ham Seddelen, mens hun bøjede Hovedet frem under Lampen.
Karl tog den og berørte hendes Haand.
-Ida, sagde han blot; han havde bøjet sig ned og kysset hendes lysendeHals.
-Ida.
Uden Ord havde hun løsnet sine Hænder fra ham. Langsomt og forsigtigt, næsten som turde hun ikke træde, gik hun frem over den halvdunkle Gaard. Der var saa stille i hendes Hjerte….
Frøken Kjær stod i Døren til Spisestuen, hvor Damernes Stemmer lød højt og imellem hinanden, og hun lagde sin Arm ned om Idas Liv, da hun kom. Men Ida skød den langsomt bort med Haanden.
-Naada, sagde Frøken Kjær, mens Ida satte sig ved Døren: Maa man ikke længer røre ved Jomfruen?
Langs Bordet var alle Damer i snakkende Bevægelse. Frøken Kaas, Frøken Boserup og Frøken Roed havde flyttet deres Stole ud paa Gulvet og talte ivrigt og højt om den nye Forening, Frøken Boserup vilde danne, en Forening af Plejerskerne baade paa Frederiks og paa Kommunen: En Liste var der sendt ud og et Møde skulde der sammenkaldes.
-Forelæsningsstuen vil han vel ikke nægte os, sagde Frøken Kaas. "Han" var Professoren og Ordet kom som med en hidsig Streg under, mens Frøken Boserup begyndte at slaa ud med Hænderne mod Frøken Krohn fra den gode Gang og sagde, at der maatte vel endelig, selv om vi ogsaa er Kvinder (det var en Talemaade hos Frøken Boserup), kunne opdrives saa megen Standsinteresse, at man en Gang kunde faa Rettigheder….
De tre blev ved at tale meget højt, medens Frøken Helgesen sagde fra sin befæstede Plads bag Maskinen:
-Det maatte vel i hvert Fald ske efter Samraad med Lægerne.
Frøken Kaas, der forarget skød Brystet frem i sit Bluseliv, men lod som hun ikke hørte det, sagde:
-Jeg er gerne Sekretær, hvis det da er Meningen, at vi skal være uafhængige. Frøken Kaas var saa at sige ustandselig Sekretær, saa for Indsamlinger og saa for Adresser.
Frøken Roed talte om, at hvad der maatte virkes for—men jeg mener rigtignok, som Frøken Helgesen, i Samraad med Lægerne—var Forkortelse af Vagten og dernæst Understøttelse til Ferieophold….
-Først skulde vi faa forbedret Kosten, sagde Frøken Øverud paa sitFyenske.
Men Frøken Friis, der sad med opskudte Skuldre, tilbagelænet i sin Stol, sagde til Frøken Roed:
-Nej, Tak for mig. Saa skulde man ovenikøbet være sammen med sineKolleger—ogsaa udenfor Tjenesten.
Ida havde ikke talt. Det var, som sad hun, i Skæret af Flammerne, ene, midt blandt de andre, i en lysende Ensomhed.
Saa sagde Frøken Kaas pludselig:
-Men hvad siger Brandt?
-Jeg hører, sagde Ida, bestandig med det samme Udtryk i sit Ansigt.
Men Frøken Boserup sagde:
-Frøken Brandt interesserer det vel ikke. Hun har jo "Bogen" … Og hun slog den højre Haand ned mod sin flade Venstre….
-Ja, den kender Boserup, sagde Frøken Friis til Krohn.
Frøken Kjær, der fandt, at Boserup havde været uforskammet, gik igen over til Ida og førte Haanden hen over hendes Haar:
-Pyh, sagde hun, det visse er, Jomfru, at vi bli'er af med Kontingentet.
Ida havde vist slet intet hørt. Hun saá kun et Øjeblik, smilende, op iKjærs Ansigt.
-Har De set deres Skygger, hviskede hun, mens hendes Øjne lo: hvor de ser sære ud.
Paa Væggen bag de ophidsede Damer flød deres hidsige og store Skygger sprællemandsmæssigt ud og ind.
Og de lo begge to, med en forskellig Latter; Ida saa ganske stille, saa langt borte fra som fra en fjern Verden….
Indtil Frøken Kaas kom derover og talte til hende om Foreningen igen: det gjaldt dog virkelig for Standen om at virke for en vis Uafhængighed.
Men Ida blev ved at le, saa ganske sagte.
Frøken Friis var ogsaa kommen derhen og spurgte i Forbigaaende FrøkenKjær, hvad hun skulde være i til Frøken Helgesens Fødselsdag.
Ida saá pludselig op, og et stort Smil gik hen over hendes Ansigt:
-Jeg skal være i Gult, sagde hun.
Det kom paa én Gang saa lyst og saa højt, at Frøken Kaas holdt inde.
Hun havde netop gentaget, at det var som Stand, man maatte gøre sig gældende.
Ida gik op.
Patienterne var komne til Ro, kun Doktoren paa "A" sad oppe i sin Karm foran det aabnede Vindu og stirrede ud i Aftenen. Ida stod og saá derind, da Nøglerne lød. Det var Qvam, og han satte sig hen paa sin vanlige Plads paa Bordet.
-Tror De, at han er gal, sagde han med en Bevægelse hen imod "A".
Ida rystede paa sit Hoved:
-Nej, jeg tror det ikke, sagde hun.
-Ja, jeg ikke heller, sagde Qvam. Fa'en ta' mig, om jeg vilde sende ham til Skt. Hans….
-Men, sagde Ida, hun talte bestandig med den samme stemme, en Stemme, der ligesom var fra andre Sjælens Egne end Ordene, som hun sagde: hvorfor er han her da egentlig?
-Ja, sagde Qvam, og han førte det ene Ben dovent mod det andet: han er jo Statistiker….
-Ja?….
-Og saa har han forset sig paa det Uundgaaelige—paa det Uundgaaeliges Lov, som "de store Nordmænd" vilde sige (Qvam talte i en Tone, som gjorde han let Nar af sine egne Ord). Han vil, ser De, udregne det Hele … at naar, for Eksempel, faktisk hvert Aar omtrentlig det samme Antal korresponderende Væsener sætter et Syvtal for et Nital i Adresserne paa Konvolutterne, ganske ligesom i hvert Femaar det samme Antal drukner ved at trave ud paa for tynd Is … saa er det fordi de maa gøre det, ligesom de, der hænger sig, maa hænge sig og ikke en Gang kan faa Lov at skyde sig, naar de vil tage Livet af sig….
Qvam tav lidt:
-Og det vilde jo være lige drøjt nok, sagde han, om man ikke en Gang havde Lov til at vælge Vaabenet.
-Men er det ikke sandt? sagde Ida.
-Ja, det er Spørgsmaalet, sagde Qvam.
Og lidt efter tilføjede han, idet han forandrede Stilling:
-Det var jo ogsaa rart nok, om man vidste, hvilken Rubrik man var kommen til Verden for at hjælpe at udfylde.
-Hvorfor? sagde Ida kun; men hendes Stemme lød næsten, som følte hun en eller anden hemmelig Glæde.
Qvam saá paa hende.
-Nej, saagu, sagde han saa og satte Benene ned paa Gulvet; det kan jo egentlig ogsaa være det samme.
-Naa, brød han op; jeg skal ind med Sprøjten. Han purrede op i Nakkehaaret med venstre Haand. Det er s'gu alligevel det, jeg helst giver de Patienter.
-Men De giver dem aldrig nok, sagde Ida.
Og lidt efter lagde hun til, for Tankerne kom og gik saa lysende og saa hastigt i hendes Hjerne, som ellers var saa langsom:
-Doktor, egentlig burde alle Mennesker være lykkelige.
Qvam aabnede Døren til Kvinderne, og et Par Skrig slog ud imod dem:
-Saa, nu aabner vi Buret, sagde han.
Men Ida hørte ham ikke.
Herren paa "A" havde skudt sin Dør op, og, rank, stod han paa Tærskelen:
-Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne.
-Tak.
Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang.
-Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han hører Musik, sagde han til sig selv. Han tænkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans Venner.
* * * * *
Det var Lørdag Eftermiddag.
Frøken Krohn fra Kvinderne, der var fritagen fra Tjeneste paa Grund af Forkølelse, sad ovenpaa paa Mandssiden, for Ida var i Køkkenet: hun var den bedste til Madlavning.
I Kælderkøkkenet var der Ild og Varme. Josefine var ifærd med Wienerkransene og smurte Æggehvide over dem med en Fjer, mens Ida piskede Blommerne til Buddingen, saa hun pustede.
Josefine talte om sin Bedstemoder i Holbæk: der havde de hver Søndag bagt Franskbrød.
Henne fra Kældergangen, hvor de fire var til Arbejde, hørte manBertelsens Sav, der gik i Brændet.
-Det blev forresten dejligt, sagde Josefine om det fine Brød i Holbæk.
Ida blev ved at piske, mens Jernet klang i Skaalen.
-De brændes, de brændes, sagde hun, og Josefine fik Ovndøren op og flyttede og skubbede til Kransene.
Ida stod og saá paa dem; der stod saadan en dejlig Damp op fra de brunede Kager.
-Paa "Bakken" lagde vi al Dejgen. Alting, sagde hun og lo: bare Schrøder og jeg….
Det var Sommermorgenerne, de bagte, Schrøder og hun alene; de andre sov, og Vinduerne stod aabne ud til de duggede Marker. Saa kom Folkene ud af Avlsporten i en lang Rad, og Forvalteren kom over og sagde "Godmorgen" og fik Kaffen rakt ud paa Bænken, med det friske Brød.
-Men der var no'et at ta'e af, sagde Ida. Hun kunde ikke faa Poserne store nok og langt nok til Bunden.
-Naa, sagde Josefine: her bli'r de vel ogsaa fodret.
Døren gik. Frøknerne listede fra Vagten og kom for at se til: Fingreneaf Fadet, sagde Ida og slog Frøken Kjær over Haanden. Boserup stod vedKøkkenbordet og tog et Overblik over Produkterne. Hun fik en lilleHaandfuld skoldede Mandler stukket i sin Baglomme, før hun gik.
-Pas paa Døren, sagde Ida: pas paa Døren for Lægerne.
Den varme Damp stod helt op i Gangene.
I Køkkenet blev der stille, mens man paany hørte Bertelsens Sav gennem det store Brænde.
-Josefine, sagde Ida: jeg gi'er dem alligevel nogle Kager derinde. Hun lagde hastig nogle Kranse paa en Tallerken og svippede gennem Gangen, ind i Kælderrummet, hvor de tre Gamle sad over Maatterne og flettede mekanisk, som vidste de ikke selv, hvad de tog sig til, mens Portør Sørensen sad, søvnig, lænet til en Væg, og Bertelsen førte Saven, hidsigt og uens, gennem sit Brænde.
-Værs'go, sagde Ida og lagde tre Kager paa hver af Maatterne, saa rask som havde hun stjaalet dem.
-Værs'go, Bertelsen.
-Det er til Dem, Sørensen, og hun rakte ham Tallerkenen.
Der lød en Stemme bag hende:
-Hvad er det?
Det var Qvam, der stod i Døren.
-Det er Kager, sagde Ida med et Sæt og løb forbi ham.
Men Qvam fulgte med ind i Køkkenet: Naa, her er rigtig Søndag, sagde han og satte sig ved Skorstenen.
-Nej, her er Lørdag, sagde Ida og lo.
Qvam fik sig ogsaa en Krans og sad og saá til.
-Véd De hvad, Frøken Brandt, sagde han: Dem kan jeg s'gu godt li'e….
Ida var færdig i Køkkenet. Men Frøken Krohn maatte alligevel blive heleVagten: for Ida skulde to Ærinder—ud at købe. Det skumrede allerede,da hun kom over den store Gaard i glad Fart. Midt paa Fortovet mødte hunEichbaum, men smilte kun og løb ham forbi:
-Jeg har saa travlt, sagde hun og løb videre.
Karl blev staaende og saá efter hende. Han havde slet ikke talt med hende siden den Aften, og han vidste ikke rigtig, hvordan det stod….
Men nede ved Porten vendte ogsaa Ida sig igen og smilede, mens hun viste ham sin Pengepung, som hun rystede.
Qvam var lige kommen ud af Mellemporten og saá efter Ida med Hænderne iBukselommerne.
-Véd De hva', sagde han til Karl: det var s'gu alligevel en rar Kone at ha'e siddende i en Landlægebolig.
-De kunde jo fri, sagde Karl, der paa én Gang havde givet sig til at lege Jonglør med sit Nøgleknippe.
-Ja, sagde Qvam betænkelig: men jeg vilde nu alligevel aldrig ha'e enKone med Penge.
Karl bare lo og lod Nagleknippet flyve gennem Luften:
-Det maa s'gu vi andre, sagde han og gik ind i Porten.
Han vidste ikke selv, hvordan han var falden ned i Kælderkøkkenet tilJosefine, der gik og ryddede op.
-Her er dejlig varmt, sagde han og sad og strakte Benene, mens han saá rundt paa alle Karrene, hvor Ida havde braset.
Ida havde taget en Droske. Der blev mere og mere, som maatte købes til Frøken Helgesens Fødselsdag: Hun vilde give hende seks Flasker rigtig god Vin—foruden den Visitkortskaal….
Det kunde hun da godt, naar hun pyntede Kurven med Blomster. Og Blomsterne, dem kunde de saa bruge paa Bordet, for der skulde være rigtig med Blomster og rigtig lyst….
* * * * *
Det var Søndagaften, efter Middag, hos Generalinden.
Da Karl kom tilbage efter sin Tur, bragte Julius netop Maskinen ind.
I Dagligstuen gik en stille Whist ved to Borde, mens Frøken Kate saá tilmed lidt tunge Øjenlaag, siddende i en Hjørnesofa ved Siden af FrøkenFanny Schleppegrell, en Dame med Underbid, der forberedte sig tilHofdame.
Karl satte sig ved Siden af dem, og Frøken Schleppegrell spurgte, om det sneede endnu. Det var afskyeligt for Ens Fodtøj med det evige Sjap.
Kate sagde pludselig til Karl: Véd De hvad? jeg havde tænkt mig Dem ganske anderledes.
-Saa-aa? sagde Karl ret uberørt.
-Ja, sagde Kate, jeg havde oprigtig talt tænkt mig Dem adskilligt morsommere.
Hun sad lidt og saá ud mod de to arbejdende Whistborde, og saa sagde hun:
-Foregaar dette hver Søndag?
Karl brast i Latter, saa de lo sammen.
Julius meldte, at Theen var inde; men Generalinden sagde:
-Vi venter Admiralen.
Admiral Schleppegrell gik efter Kaffen i "Athenæum", mens han lagde Vejen baade frem og tilbage gennem Østergade et Par Gange, og han kom ikke tilbage indenbords før paa Slaget.
Men Julius sagde:
-Admiralen er i Gangen.
De brød op fra Whistbordene, og midt mellem Diskussionen om Spillene hørte man Fru Schleppegrell, der altid talte lidt i Diskanten, sige til Fru Mourier:
-Gud, Vilhelmine, kalder Du det en Ulejlighed?
Man skriver kort og godt sine Ordrer bag paa et Brevkort….
Admiralinden talte om "Printemps".
Der hørtes et Godaften henne fra Kabinetsdøren, og Admiralen, der stod og gned sig i Hænderne efter Vandringen, sagde:
-Nu skal det være rent galt med Fru Aline….
-Gud, Schleppegrell, hvordanne? Generalinden gik et Par Skridt imod ham.
-Ja, Vedel sagde det, at Fyren er nok rejst fra hende—og der skal hun sidde….
Fru von Eichbaum havde—der var et Øjeblik stille—ført Hænderne op til sine Øjne:
-Aa, den Stakkel, sagde hun sagte.
-Ja, sagde Admiralen, der bød Armen til Fru Mourier: Vedel sagde s'gu det.
De begyndte at gaa ind til Bordet, mens man, midt under Støjen fraStolene, hørte Fru Schleppegrell sige med sin lidt skingrende Stemme:
-Ja, dér har vi Mandfolkene.
Og Karl, der skød Stole frem til Frøken Fanny og Kate, mumlede:
-Saa, skal det nu gaa ud over Mandfolkene.
Kate, der hørte det, gav sig til at le, og Karl sagde:
-Hvad ler De af?
-Hm, sagde Kate og slog ganske lidt med Hovedet: jeg tænkte kun, de har vel været to om Fornøjelsen.
Oppe ved den anden Bordende blev Fru Schleppegrell ved at tale hidsigt og halvsagte, ud over Bordet, indtil Fru Mourier, der drak The af en Kontorkop, sagde:
-Ja, det nytter ikke, Anna, Mourier har Ret: de fleste, de ta'er nu enGang, hvad de kan faa….
Admiralen, der lo, sagde: Der er s'gu no'et i det; og Generalinden, der saá hen over Kate og Frøken Fanny, ved hvis Plads der stod en Flaske Barnemælk, sagde:
-Ja, jeg finder jo, at….
Men Fru von Eichbaum, der stadig var meget bevæget og havde Taarer iØjnene, hørte ikke Søsteren, men sagde med en Stemme, som traf hun enAfgørelse:
-Dernede kan Aline jo ikke blive.
Fru Schleppegrell, i hvem det gav et Sæt, saa hun drejede Hovedet som enVipstjert, sagde:
-Men, maa jeg spørge, hvor skulde hun da ta'e hen? … Herhjem kunde Du vel ikke tænke Dig?
Fru von Eichbaum sagde langsomt:
-Det bliver vel vor Sag, Anna. Vi kender dog alle Aline—naar hun er sig selv.
Der blev en lille Stilhed, og Admiralen sagde:
-Ja, det er s'gu en forbandet Historie; mens Fru Mourier, der nikkede bestemt, to Gange, ned mod sit Silkebryst, sagde over til Fru von Eichbaum som en Tilstaaelse:
-Jeg holder nu af hende.
Og man hørte Fru Schleppegrell, der talte igen, sige, i en langOrdstrøm: Gud, Du véd da, Vilhelmine, at jeg kaster ikke med Sten—
Karl sad og ludede lidt med Hovedet og saá over paa sin Moder; der var ligesom et Glimt i hans Øjne.
Da de havde rejst sig fra Bordet, stod Fru Mourier henne hos Fru vonEichbaum:
-Du er dog altid den gamle, sagde hun og tog hende kraftigt i beggeHænder.
-Kære Vilhelmine, sagde Fru von Eichbaum: man slaar jo dog Kreds om sine. Og rejser ingen anden, rejser jeg.
Karl stod bagved sin Moder og lod sit Overskæg svagt røre ved hendesSkulder, næsten som han kærtegnede den.
-Tak for The, sagde han, halvsagte.
Ogsaa Fru Schleppegrell kom derhen: Emilie, sagde hun, Du misforstaar dog ikke—Du véd jo, at kom hun….
-Anna, al den Slags Ting, sagde Fru von Eichbaum, døer jo ogsaa ud, naar der blot ikke tales om det.
Karl var inde i Spisestuen. Han var paa én Gang blevet saa straalende lystig, at han gjorde Kortkunster for Kate og Frøken Fanny. Saa lod han Kortene som en Dobbeltstraale falde ned paa Bordet.
-Ka' De det? sagde han.
Kate, der tog Kortene, sagde:
-Nu er De lystig nok.
-Ja, sagde Karl og saá hende lige ind i Ansigtet, mens han slog den eneHaand imod den anden: for imorgen skal jeg i Dameselskab.
… Familien Schleppegrell gik hjemad efter at have sat Fru Mourier ogKate af ved deres Port. Admiralinden gik foran med Fanny. De talte omKate:
-Ja, Fanny, sagde Admiralinden: men jeg vilde jo i dit Sted alligevel nytte Lejligheden til at tale Fransk. Pigebarnet har dog været hele to Aar i Lausanne.
-Schleppegrell, sagde hun og tog sammen i sine Skørter, mens hun standsede: Ænderne var fra Malle Bardenfleth paa Vallø.
… Fru von Eichbaum og Karl var kommen over hos sig selv, og Karl stod i Døren til Dagligstuen.
-Véd Du, Karl, sagde Fru von Eichbaum: Kate er jo sød, men, synes jeg, nok lidt urolig.
-Hun er vist meget grinagtig, sagde Karl, der trak i Overskægget.
-Ja, men hun maa dog poleres.
Fru von Eichbaum gjorde en ganske lille afværgende Bevægelse medHaanden:
-Hun har en ganske egen Maade at sætte sig paa i en Stol og saadanne.Men paa det kender jeg jo Mourier—med sine dristige Idéer.
Fru von Eichbaum dækkede sit Kniplebrædt til, mens hun sagde:
-Lille Ida Brandt har vel ikke fri paa Tirsdag?
-Nej, de slipper kun af Buret hver tredje Uge.
-Det var Skade, sagde Fru von Eichbaum.
Karl gik.
Fru von Eichbaum syslede længe endnu, før hun slukkede og gik ind. Døren mellem Dagligstuen og Kabinettet havde hun vist glemt at lukke. Det hændte oftere i den sidste Tid.
… Hjemme havde Fru Mourier og Kate nydt et Eftermaaltid i deresSpisestue.
-Vorherre bevare mig vel, der skal vi vel kun en Gang om Maaneden.
Fru Mourier svarede ikke, men Kate sagde:
-Naa, han er da den bedste … Ham kan man da faa no'et at vide af.
Hun mente Karl.
Kate gav Moderen Godnatkys og trak sig tilbage til Viktoria.
Næste Morgen kom der Telegram fra Mourier, at han havde købt "Ludvigsbakke". Fru von Eichbaum, der skulde i Butikker med Vilhelmine, kom, da Fru Mourier og Kate skulde til Frokostbordet. Hun spiste ellers ikke saa gerne deroppe paa Grund af Hundene.
-Du, sagde hun til Generalinden: de Dyr, man faar ikke sin rette Madro.
Men idag blev hun i Anledning af Nyheden.
-Naa, sagde Kate, saa er det jo gjort. Men Engelholm vilde rigtignok have været stadseligere.
Alligevel syntes Kate, de burde drikke paa Begivenheden, og hun lod Viktoria hente en Flaske Bourgogne af den, der havde ligget i Kælderen hjemme i Aarhus fra hendes Daab.
De tre Damer klinkede.
-Ja, sagde Fru von Eichbaum: til Lykke, Vilhelmine, til Lykke.
Kate skød sit Glas frem:
-Det er vel mig, der skal ha'e Gaarden. Hun tømte Bægret og fortsatte:
-Men saa kan man idetmindste faa et Par Ridehopper herover, forBesætningen følger da med.
-Et Par, Kate?….
-Ja, no'en maa der jo ride med mig, sagde Kate: Karl kan vel gøre det. naar vi har Hestene….
-Ja, hvis han bare havde Tid fra Kontoret, sagde Fru von Eichbaum.
Kate drak et Glas Bourgogne til, paa Ankomsten af Hopperne.
* * * * *
Det blev Mandag Aften.
Frøknerne, der havde haft Dagvagt, havde Festkjolerne liggende udbredte paa Sengene. Men Ida, der havde sat Lys i Stagerne hos Frøken Helgesen, havde travlt og løb op og løb ned. Der var stadig mer, der kunde pynte paa Frøken Helgesens Bord: Asietter og Blomsterglas og tre Glasskaale—og alt kom det ud af Chatollet som af en Tryllekunstners Hat. Der var ogsaa de fem smaa Lamper, dem kunde man tænde mellem Blomsterne. Ida bragte dem ned og stillede dem op.
Frøken Helgesen, der var i graa Kjole med matte Silkelæg, sagde:
-Tak, Brandt, Tak, ja, vi går det jo paa en Maade sammen.
-Det er kun saa dejligt, det kan bruges, sagde Ida, der smilte og ordnede. Blomster maatte der nu, i en Krans, om hvert Buddingefad.
-Men det bli'r kønt. sagde Ida, der selv gik et Skridt tilbage for at se: Hvor alt det gamle Sølvtøj dog skinnede, og hvor længe det var, siden det var blevet brugt.
Frøken Helgesen, der ligesom vilde fæste Øjnene ved noget, der var hendes eget, sagde og trak lidt op i det Krone-forsynede Kort, der var stukket ned i Mosset:
-Hr. von Eichbaums Træ er sjældent.
Karl von Eichbaums "Gloire de Dijon" rankede sig stoltelig midt paa Gulvet. Frøken Helgesen havde allerede værnet hver af de gule Kalke med smaa hvide Papirsgarneringer.
-Ja, sagde Ida og saá ind i en af de gule Knopper: den er saa smuk.
-Men hvad er Klokken, fo'r hun sammen. Alle Frøknernes Blomstergaver skulde flyttes fra Fødselsdagsbordet over paa den ene Ende af Spisebordet. Frøken Helgesen bar og Ida stillede sammen. Det blev til en hel Krans, om Frøken Helgesens Plads, af Urtepotter og Blomsterkoste.
-Hvor Kjærs er nydelig, sagde Ida.
-Alle har været saa venlige, sagde Frøken Helgesen, der begyndte at faaVærtindefeber og ikke rigtig saá noget mere, men sagde:
-Mon der ogsaa bliver Stole nok.
-Dem flytter vi ned fra os, sagde Ida, der blev ved at ordne. Frøken Boserup havde skænket en Hjerteblomst, der lugtede en Smule stygt og som saá ud, som var den om Morgenen kommen i Potte fra et større Bed.
-Den stiller vi paa Sybordet, sagde Ida.
Det bankede, men det var kun Frøken Kjær.
-Nej-ej, saa her er sjov, sagde hun og blev staaende midt for Bordenden:Det var dog storartet.
Alle Lys var tændte og tre Lamper skinnede over Blomsterne.
-Ikke? sagde Ida og virrede glad med Hovedet. Men se saa nu, sagde hun, og hun tændte de smaa Lamper, gule og røde, rundt paa Bordet.
-Nej, det var storartet, sagde Kjær igen og saá ud over Sølvtøj ogBlomster og Buddinger: det var brillant.
-Ja, sagde Frøken Helgesen, her er ganske festligt. Og Stuen er jo heller ikke saa lille.
Ida vilde løbe, da det bankede igen. Det var en Portør, der skulde hilse fra Dr. Qvam. Dr. Qvam havde i sidste Nu ogsaa maattet give noget og havde paa Hjørnet af Frederiksborggade købt en Kasse Konfektblommer med en koloreret Spanierinde paa Laaget.
-Det er Prinsesseblommer, sagde Frøken Kjær, der kendte Emballagen.Frøken Helgesen stillede Frugterne hen:
-Det er saa kønt af Lægerne, at de viser En en Opmærksomhed.
Ida var oppe paa Værelset, hvor den gule Kjole endnu laa i et stortMusselin. Hun havde lige faaet Spritlampen tændt foran Spejlet, da detbankede. Det var Frøken Boserup, der virkelig maatte "laane no'et til omHalsen".
-Flammer De Haaret? sagde hun pludselig til Ida henne midt fra Gulvet.
-Ja, jeg vilde kun forsøge, sagde Ida og blev blodrød.
Boserup havde i en af Idas Skuffer fundet et Tylssjal med lange Ender.
-Bruger De de to Naale, sagde hun pludselig og pegede paa en Solitaire, som hun tog og fæstede i Sjalet, mens hun iøvrigt formente, at "Flammer" bare gjorde Ansigtet gammelt.
-Nej, det er da egentlig kønt i Lyset, sagde Ida.
-Naa, naar man vil ha'e den Ulejlighed. Det skulde ikke være mig. MenLysten er jo forskellig her i Verden. Farvel saalænge.
Ida laasede Døren; nu vilde hun være alene, nu hun skulde ha'e Kjolen paa.
Nede var Frøknerne komne, én efter én, mens hver Nyankommen hilstes med Udbrud over hendes Klæder: Nej, se Friis, nej, se Friis, raabte de, og der blev igen mer stille; ingen vidste rigtig, hvad de skulde sige, fordi hver syntes, de maatte sige noget andet end almindeligt; og de begyndte for sjette Gang at tale om Bordet, der stod midt i Stuen næsten ligesom for fint—medens Frøken Helgesen blev ved at gentage, at de maatte dog sætte sig; og Frøknerne sad langs Væggene, med Skoene frem under Kjolen, som om de aldrig havde været her før.
Kun Frøken Friis tog, fra en Lænestol lidt ude paa Gulvet, med Hænderne over Kors i sit Skød, et Overblik over Tingene og standsede Blikket ved Frilandsplanten paa Sybordet.
-Det er da Boserups, sagde hun til Kjær: Gud, hvor det ligner hende iPrisen. Men Bordet er pænt.
-Det er Ida, der har dækket det, sagde Frøken Kjær, der gik omkring til alle Mennesker og sagde: Det er Ida. Hun kaldte hende altid ved Fornavn, naar hun ikke selv var tilstede.
Ida syntes næsten hun blev helt rød, mens hun stod udenfor Døren og aabnede den og kom ind og Kjær raabte:
-"Jomfruen" har flammet Haaret.
Alle Damerne rejste sig fra deres Pladser og Frøken Kjær og Frøken Friis klappede i Hænderne, til de alle fulgte efter, mens Ida stod helt rød i Kinderne i Lyset, og der dannede sig en hel Kreds om den gule Kjole.
-Hun er knusende, sagde Frøken Kjær, der brød ud af Kredsen, og tog omIda, som vilde hun mase hende.
Der var blevet lidt livligere, og man hørte Frøken Helgesen sige: Ja, saa kunde vi vel snart begynde, da det bankede igen. Det var Eichbaum og Qvam. der rystede Frøken Helgesens Haand og sagde: Ja, der er s'gu ingen, der har bedt os, men vi gaar ind paa vort Ansigt. Imens gik Karl rundt og bukkede med hængende Skuldre, i en parisisk Redingote, hvis Foer knitrede lidt, naar han rørte sig.
Frøken Helgesen, der var ganske smigret ved hans formelle Væsen, sagde:
-Hr. von Eichbaum, det var en saa smuk Opmærksomhed; og hun tog om hans lange og kølige Haand, før Karl bukkede videre, mens Josefine, højbarmet og med Husarsnore paa Kjolen, bad Saucen om og Damerne begyndte, lidt langsomt og halvt højtideligt, at tage for sig af Buddingen. Men Qvam, der stod og saá rundt paa de mange stramme Frøken-Korsetter, sagde til Frøken Kaas:
-Dette er s'gu for alvorligt.
Og han tog Madeira'en og begyndte at skænke i Glassene for at hæveStemningen. Frøken Brandt, sagde han, De maa hjælpe mig….
Ida kom frem af Krogen ved Hjerteblomsten, hvor Frøken Friis lige til nu havde undersøgt den gule Kjole som en Art Fagmand, og hun tog Bakken med Glassene.
-Er det Dem, der byder, sagde Karl saa underligt sagte og tog et Glas.
Han blev staaende med sit Glas:
-De er saa køn, sagde han med den samme Røst, og hun syntes, hun slet ikke kendte hans Stemme.
Hun saá ikke op, mens hun sagde noget—det var vel noget om hans Blomst.
-Man maatte jo gøre noget for at være velkommen, sagde Karl, men det var, som om han sagde hende en hemmelig Ting.
Saa kom Kjær bagfra og tog om Idas Liv:
-Ja, er hun ikke nydelig, sagde hun og ligesom vuggede hende ind til sig.
-Jo, man kender slet ikke Damerne igen, sagde Karl.
-Nej, sagde Frøken Kjær: vi kommer ogsaa saa sjældent i Klæderne.
Ida gik videre. Det var, som om hun var saa myg i Linjerne og ligesom saa kælen i Figuren, mens hun bøjede sig frem over Frøknerne og bed dem.
-Hvad har Kjolen kostet? sagde Boserup, da Ida kom forbi, og hendes Sidemand lo. Qvam fortalte Historier nede ved Bordenden, og Damerne flyttede Stolene sammen og rejste sig og tog selv. Ida hørte, at nu lo ogsaa Karl, deroppe hos Kjær.
-Det er Frøkenen, der har lavet Buddingen, blev Josefine ved at sige, mens hun bød om.
Der blev en stor Jubel, da Døren gik op for Frøken Koch, og Qvam raabte:Skaal, Frøken Koch; mens de alle klinkede.
-Naa, der er ogsaa Mandfolk, sagde Frøken Koch, der ikke var i andetFestskrud end en ren Krave.
-Ja, to, sagde Karl og bukkede.
-Det ser jeg, sagde Frøken Koch, og de lo igen.
De begyndte at le af ingenting og talte højt, forbi hinanden, mens Frøken Boserup diskuterede om Foreningen og Frøken Kjær og Frøken Krohn lavede sig Brystbuketter af Blomsterne fra Bordet.
-Kjær stjæler, Kjær stjæler, raabte de oppe fra.
-Nu bli'er her livligt, sagde Ida, hun gik Karl forbi med straalendeAnsigt.
Frøken Boserup blev ved med Foreningen: der var naturligvis ingenTilslutning paa Frederiks.
Men Qvam raabte nede fra Bordenden:
-Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre; og slog med sin Ske iTallerkenen.
-Det vil vi ikke høre, det vil vi ikke høre, raabte de alle i Kor.
Alle Skeerne gik pludselig mod Tallerkenerne—undtagen Frøken Helgesens og Frøken Boserups—og alle Damerne lo, mens Boserup sagde og rykkede tilbage paa sin Stol: Jeg vidste ikke, her var Børne-Fremmede.
-Det er her, sagde Qvam, og Skeerne klaprede.
-Hys, sagde Frøken Helgesen.
Der lød to Slag paa Døren.
-Hys, Patienterne kan høre os. Det var Nattevagten.
Pludselig blev de stille allesammen, med samme Udtryk i deres Ansigter; og de hørte Døren gaa, igen, ind til "den urolige Gang".
-Pyt, sagde Qvam: de larmer s'gu saa tit.
Men Frøken Kaas, der benyttede sig af Stilheden, rejste sig, mens FrøkenHelgesen ligesom af sig selv kom op ved Hæderspladsen med Blomsterne, ogFrøken Kaas slog paa sit Glas.
Karl gled hen forbi Ida. De havde kun talt lidt, men han var ligesom altid, hvor hun var.
-Skal De ikke sidde, sagde han.
Hun satte sig paa Stolen, hvor han stod.
-Er her ikke varmt? sagde hun kun og tog sig op til sin Pande.
Frøken Kaas talte, men ligesom med halv Stemme, som om Nattevagtens Slag paa Døren lød i deres Øren endnu, for Frøken Helgesen, der "hørte til dem, der hævede Standens Anseelse".
-Saa bryder vi ud i en stille Jubel, sagde Qvam.
Han slog Takt med Haanden og hviskede ni Hurraer, som de andre stemte i, hviskende ligesom han, med fremskudte Læber, mens de lo sagte.
-Det var det, sagde Qvam: saa højt skriger man Hurra paa sjetteAfdeling.
-Nu klinkes der, sagde han, og listende paa Tæerne, med Glasset iHaanden, gik han forrest, mens de andre listede efter, trædende fint iGulvet, i Gaasegang op til Helgesen:
-Hurra-ra-a, sagde Qvam.
-Og Tak for Madeira'en.
Frøken Koch sagde: Naa, jeg maa vel med, og hun skred bag efter Ida, med et tomt Glas. Men Frøken Boserup sagde nede fra Bordet:
-Undskyld, at jeg klinker fra min Plads.
-Ja, jeg takker først og fremmest Dem, sagde Frøken Helgesen og klinkede med Ida.
-Ja, sagde Ida og hun blev staaende og saá ud over Blomster og Lys og dem alle: her er blevet saa dejligt iaften.
Josefine, der havde hentet Vinforstærkning oppe hos Ida, stod nede vedDøren med Frøken Kjær:
-Hvor er hun køn i Ansigtet, sagde hun.
Frøken Koch vendte sig med sit tomme Glas: Er her no'et til Bægeret?Josefine løb til og fyldte Plejemoderens Glas: Ja, Tak for godtNaboskab, sagde Frøken Koch til Frøken Helgesen.
-Her var Deres Plads, hviskede Karl til Ida.
Og Ida satte sig som før.
Men Frøken Koch mente nok, at nu var det Kaffetid, hvis de skulde have Kaffe. Qvam bød hende en Cigar, og Karl lod Cigaretter gaa omkring, mens de alle, hemmeligt, saá paa hans fine Cigaretetui af Sølv: Maa vi? sagde Frøken Kjær op mod Frøken Helgesen. Men Frøken Friis var umaadelig dygtig i Rygekunsten og kunde blæse blaa Røgringe ned omkring de hvide Lys, før de løstes op.
-Se, sagde Ida. Hun fulgte den fine Røg.
-Nu skal vi synge, sagde Frøken Krohn.
Frøken Helgesen vilde gøre Indvendinger, men Frøken Krohn sagde: Vi nynner naturligvis bare—det gør vi tit paa Værelserne.
-Ida, sagde hun, syng for. Vi ta'er "Flyv, Fugl, flyv"….
De flyttede Stolene lidt ud, og halvt nynnende, mens de saá ind iLysene, sang de sagte:
Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Vove,Snart kommer Natten saa sort.Alt ligger Sol bag de dæmrende Skove,Dagen har listet sig bort.Flyv du kun hjem til din elskede Mage,Til de gulnæbbede Smaa;Og naar imorgen du kommer Tilbage,Sig mig saa alt, hvad du saá.
De blev ved at synge, halv højt, som sang de langt borte, bag en lukket Dør. Frøken Kjær vuggede sig sagte frem og tilbage, og Frøken Helgesen sang med, med sin Alt. Josefine, der stod ved Døren som paa Vagt, nynnede ogsaa, med Hænderne paa sine Hofter:
Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Bølge,Stræk dine Vinger nu vel.Ser Du to Elskende, dem skal Du følge,Dybt skal Du spejde deres Fjed.Er jeg en Sanger, saa maa jeg og videKærligheds jublende Lyst.Alt, hvad et Hjerte kan føle og lide,Burde jo tolke min Røst.
De holdt op at synge, men ingen rørte sig.
-Nu har de købt "Bakken", sagde Karl.
-Har de? hun vendte sig halvt imod ham. Taarerne stod hende i Øjnene.
-Ja.
De begyndte at synge igen.
-Vil de rive Hovedbygningen ned? spurgte Ida langsomt og ganske sagte.
-Ja, sagde Karl.
De andre blev ved at synge, men Karl sagde, og Ida hørte knapt Ordene:
-Vi skulde haft den.
Ida rørte sig ikke.
Men pludselig afbrød Qvam Sangen:
-Skal her synges, skal her ogsaa være Mørkning. Og han gav sig til at puste Lysene ud i Armstagerne, mens Frøken Friis lo og hjalp ham.
-Saa, sagde Qvam: nu ogsaa de store Lamper. Men Stjernerne skal skinne.Og Idas smaa Lamper lod han brænde.
-Men saa maa vi ogsaa aabne Kakkelovnsdøren, sagde Frøken Kjær. Hun kunde ikke faa Døren lukket op og hun sagde: Ida, hjælp mig. Ida rejste sig og lukkede Døren op. Sid her, sagde Frøken Kjær og trak hende ned paa den lille Puf.
-Saa, sagde Qvam, nu er Belysningen gunstig.
De begyndte at synge igen, maaske lidt langsommere—med Ansigterne vendte mod de glødende Kul. Ida havde lukket sine Øjne:
Flyv, Fugl, flyv over Furesøens Brusen,Dybt drager Natten sit Suk,Træerne hviske med ængstelig Susen,Hilse: God Nat—med et Buk.Har Du ej lyttet til mangefold Smerte,Selv hos den vingede Flok?Sig et: God Nat, til mit bævende Hjerte,Sig det, Du véd det jo nok.
Sangen hørte op. Rundtom i Mørket saá man Cigaretternes smaa Lys ogFrøken Kochs store Cigar ligesom et Fyr.
-Kan De ingen Sang om Jylland? sagde Karl halvhøjt, henne fra Mørket.
-Jo, det kan Ida, sagde Frøken Krohn.
-Aa, ja, syng en, sagde Frøken Berg. Ida havde ikke svaret.
-Syng, hviskede Frøken Kjær.
Med Øjnene op i Mørket, klart men meget sagte, mens det saá ud, som aabnede hun blot Læberne halvt, sang Ida Sangen til Jylland:
Jylland mellem tvende HaveSom en Runesten er lagt.Runerne er Kæmpegrave,Inde midt i Skovens Pragt,Og paa Heden alvorstor,Her, hvor Ørkenens Luftsyn bor.
Hun standsede næppe efter det første Vers, men blev kun ved at synge.Frøken Kjær havde støttet sit Hoved til hendes Skulder:
Jylland! Du er Hovedlandet,Højland med Skov-Ensomhed!Vildt i Vest med Klittag SandetLøfter sig i Bjerges Sted.Østersø og Nordhavs VandFavnes over Skagens Strand.
-Den er s'gu køn, sagde Qvam, da Ida holdt op; men Karl talte ikke, han stirrede bare paa hendes Ansigt.
-Kom nu, Eichbaum, sagde Qvam: nu skal der, Herren hjælpe mig, danses.
De raabte og lo halvhøjt, i Mørket: Men er De gal, Hr. Doktor, sagdeFrøken Helgesen, der elskede at danse.
Men Qvam havde tændt en Vokstændstik. Pas paa alle Tingene, pas paa Tingene, raabte Frøken Kjær, der havde rejst sig, som vilde hun selv holde paa dem. Og i et Sekund var Bordet flyttet til Side og Stolene væk.
Frøken Kjær og Frøken Krohn sang, stadig halvhøjt, henne fraKakkelovnen, mens Qvam svang Frøken Helgesen, saa Trinnene lød i Mørket:
Smukke Pige med det sorte HaarSe lidt paa mig!Føl, hvor stormende mit Hjerte slaar;Jeg elsker Dig.Nej, Hr. Jæger, nej, lad mig gaa min Vej,Hvis Mama det saá, vil jeg Utak faa …Paperla, paperla, paperla, paperla, perlapap.Det tror jeg knap.
-Skal vi, sagde Karl og bukkede. Han tog Frøken Friis.
Ida sang med. Det var som hendes Stemme førte de andres, i en størreGlæde, og hun vidste det ikke selv.
-Det er godt, sagde Qvam. Han og Frøken Helgesen svang sig forbi iHalvmørket som et Par store Skygger. Der gled Karl forbi, saa rank, medFrøken Friis.
-Lad os, sagde Frøken Kaas til Frøken Boserup, og de begyndte at danse, mens Frøken Boserup var Herre.
Pige med den skære Liljehud,Skæmt ikke nu.Ræk mig din Haand og bliv min hulde Brud!Hvad svarer Du?
Naar De lover mig, fast ubrødeligAt til sidste Stund mig De elsker kun—Paperla, paperla, paperla, perlapap.Det sker vel knap.
Qvam skubbede til Josefine, der var kommen lidt frem for at sePlejemoderen svinge sig.
-Det er nu dejligt, sagde Frøken Helgesen, da de havde standset.
Der var ingen, der sang, uden Frøken Kjær og nu Frøken Friis, daEichbaum havde sluppet hende.
-Kom, sagde Karl, og Ida fulgte ham.
De talte ikke, mens de dansede langsomt, inde i Mørket. Frøken Kjær, der stadig sad paa Puffen, sang sagtere. I de smaa Lamper blussede Vægerne som hastigt flammende Blus, indtil de slukkedes.
-De har holdt op at synge, hviskede Ida.
Der var stille lidt, som var de alle trætte, og rundt om varCigaretternes Smaalys gaaet ud.
-Saa var det vel bedst, vi fik illumineret Ansigterne, sagde Frøken Koch og hun begyndte at tænde Lysene igen. Rundt om saá Frøknerne, der missede med Øjnene i Skæret, ud som de vaagnede.
-Naa, sagde Qvam: skal vi saa klinke med Frøken Brandt. Det er s'gu dog hende, der har lavet Buddingen.
Han klinkede med Ida, og Frøken Kjær løb til, mens de alle fik Glas iHænderne.
-Ja, det har hun fortjent, sagde Frøken Kjær.
Josefine, der stod ved Bordet og satte Tallerkener sammen, prikkede bagfra Ida paa Ryggen og vilde ogsaa klinke, i Smug:
-Det er nu det første Glas, jeg drikker, sagde hun og hun havde Taarer iØjnene.
Karl kom hen til Ida og stødte sit Glas mod hendes:
-Tak, sagde han.
Lidt efter brød de op, men Ida vilde blive og hjælpe
Frøken Helgesen til Natten. Hun sagde Farvel til Qvam, der allerede stod i Døren, og til Karl.
-Godnat, sagde hun og tog hans Haand.
-Godaften, sagde Karl og bestandig med den samme Stemme.
Ida blev hos Frøken Helgesen. De satte Blomsterne i Vand og de dækkede af Bordet. Ida slog Sofaen ned og redte Frøken Helgesens Seng. Saa gik hun.
Der var stille paa de Uroliges Gang og lyst i Frøken Petersens Vagt. Ida gik langsomt op med sit Lys.
-Det er mig, sagde Karl pludselig oppe fra Trappens Mørke.
Ida fo'r ikke sammen og svarede ikke; hendes Ansigt var kun blegt bag det løftede Lys, mens hun aabnede sin Dør og lukkede den bag dem.
-Turde jeg komme? hviskede Karl.
Ida smilte op i hans Ansigt:
-Ja, sagde hun.
* * * * *
Det var ud paa Morgenen.
Karl sad paa Kanten af Idas Seng.
-Ida, sagde han, er Du vred paa mig?
Ida laa med lukkede Øjne.
-Hvorfor? sagde hun kun.
Og lidt efter sagde hun og slog Øjnene op:
-Jeg vidste det jo.
Karl blev siddende paa Sengen—og maaske troede han virkelig, at han elskede, at det var første Gang i sit Liv, han elskede.
-Godnat Pus, hviskede han.
Ida førte langsomt Haanden hen over sin Pande:
-Kys mig der, sagde hun.
Hun laa igen med lukkede Øjne:
-Tak. Og vil Du love mig én Ting—hun aabnede Øjnene, men lukkede dem igen, som om det at se ham pludselig voldte hende Smerte—: at sige mig, naar Du en Gang gaar fra mig.
Karl svarede ikke. Men alligevel tog Ida hans Haand og førte den op mod sin Kind som til tusind Kærtegn.
-Tak, sagde hun igen.
* * * * *
Sneen knirkede under Karls Fødder.
-Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os? blev han ved at sige til sig selv.
* * * * *
Den rigtige Frost var kommen.
Det var klare og høje Morgener med Sne over Vejen og Sne vidt ud over den frosne Sø. Ida traadte saa rank i Gangstien, medens Rytterne kom to og tre, i hastigt Trav, fra Østerbro, paa dampende Heste.
-Halløj, sagde Ida til en Dreng, der faldt paa en Glidebane.
-Halløj, raabte han igen og var oppe og fløj videre.
To gamle Herrer havde ogsaa set til.
-Op igen, sagde den ene, og han lo til Ida: det er Ungdommen.
Alle de gamle Morgenherrer skulde snakke med Ida, naar der var blot etOrd at lægge ind; og Ida nikkede:
-Ja, Hr. Herredsfoged, sagde hun; hun kendte dem alle, de gamle Herrer.
De to Gamle gik videre, og den ene sagde—han havde Øreklapper—langsomt og tydeligt:
-Det er dejligt, De, at se paa et sundt Ansigt.
Den anden blev staaende lidt og saá efter Ida—der var ogsaa noget ligesom en egen Rejsning over hende, over Hofterne—:
-Ja, Ungdommen bli'er køn i Solen.
Henne ved Arbejderboligerne kom Boserup og Kaas skridtende frem mod Ida i store Galocher.
-Det er noget sent, De gaar hjemmefra, sagde Frøken Kaas, idet hun gik forbi.
-Ja, sagde Ida og blev ved at gaa: jeg vil helst gaa i Solens Skin.
-Men sikken dejlig Morgen, sagde hun; hun var allerede nogle Skridt fra dem.
-Ja, det fryser otte Grader, halvraabte Kaas, der var i sorte Vanter.
-Aa, Kulden varmer, raabte Ida tilbage.
-Ikke at tale om Skindkaaben, sagde Boserup, der slet ikke var standset og allerede var en halv Snes Træer fremme. Hun talte om, at man vel ogsaa burde klæde sig en Smule efter Stillingen.
-Ja, sagde Kaas, der gik og tænkte paa Ida (det var, ligesom Ida aldrig havde nogenting at sige sine Kolleger mer, hvad der krænkede dem):
-Hun er nu blevet svært højhælet i den sidste Tid.
Ida vendte, næsten helt henne ved Østerbro, og løftede sit Slør: Jo, nu var Farvandet frit; og hun gik tilbage, med Solen i sin Ryg, og smuttede ind om Hjørnet ved Rørholm. Den gamle Tandløse lukkede Døren op til et Kabinet, som havde han ventet hende.
-Der er varmt, sagde han.
-Ja, Tak….
-De gi'er os nok som sædvanlig. Ida fik Kaaben af og Bordet rykket frem i Stuen og Magasinovnsdøren op, hvor alle Kullene brasede.
Den Tandløse nikkede og havde lukket Døren, hvor han stille slog Klappenned (der var noget over Kelner Ellingsen, naar han opfyldte sinePligter, der mindede lidt om en underordnet Kirkebetjent, som aabnerStolestaderne for Lejere under en Højmesse) før han gik for at bestilleFrokosten.
Ida dækkede selv og hun lagde Violer hen til Karl og hun fik Smørkagen ud af sit Papir: saa dejlig frisk den var. Det slog et Slag paa Døren med en Stok:
-Godmorgen, sagde Karl: Du har s'gu ogsaa altid noget at pakke ud….
-Godmorgen.
Han kyssede hende paa Kinden og fik sin Overfrakke hængt hen.
-Her er da varmt, sagde Ida og strøg sin Kind mod hans, mens hun saá op paa ham, ufravendt. Hun vilde saa gerne blive staaende saadan, et Øjeblik, og se ham lige ind i hans Øjne.
-Her er s'gu dejligt, sagde Karl, der kom til Sæde og huggede iFrokosten, mens Ilden bagte hans Ben.
Ida sad og lo:
-Nu har Du det godt, sagde hun.
-Ja, sagde Karl, der dyppede ristet Brød i sit Æg og saá ud over Bordet og over mod hende:
-Dette er det bedste Maaltid paa Dagen.
Ida skar Smørkagen for—hun havde lidt mange Smaabevægelser, naar hun var saa glad—:
-Den er fra Vimmelskaftet, sagde hun og gjorde et Kast med sit Hoved med en Bevægelse, der egentlig var Olivias.
-Gud bevar's; Karl tog et Stykke: Ja, Du stryger s'gu rundt, sagde han med lidt blød Stemme.
-Ja, lo Ida og nikkede. Hun havde faaet den Vane at gøre saadan mærkelig runde Øjne, naar hun var glad.
Karl blev ved at spise, med sine Jockeyben strakt frem foran Ilden, langsomt, det ene Stykke efter det andet. Men Ida skubbede til sin Kop og til sin Tallerken for at faa Plads og fortælle:
-Nej, for nu maa Du høre—det er utroligt….
Det var en Historie, en lang Historie om en Flaske "Drikke"….
-Naa, saaledes, sagde Karl: Ja, I tømmer s'gu Smaabægrene derovre.
-Jeg da ikke, sagde Ida og tog hans Haand over Bordet.
-Nej—Du behøver det vel ikke … Man skal vel ikke have baade i Pose og i Sæk.
-Karl….
Men "Drikken" var en Flaske Dôm, og Frøken Friis havde sat Flasken lige ind i Gangskabet, midt for—det er osse utroligt—og saa kom Profossen, da Petersen stod der … med det aabne Skab—og han saá den—ligestraks—naa, aa, som han blev, Du véd det ikke….
Karl var færdig med at spise og sad og skød store Ringe ud i Luften fra sin Cigaret.
-Og nu tror jeg ikke, at Friis bli'r Assistent, sluttede Ida, med forskrækkede Øjne.
-Det var da Skade, sagde Karl. Men Friis hører vistnok til dem, der hytter sig.
-Men, og Ida gjorde to Nik: hun har kun fem og tyve Kroner om Maaneden.
Hun havde rejst sig og stod bag Karl og gned sin Hage hen over hansHaar, mens Karl sad og ligesom sagte brummede:
-Men Profossen skulde s'gu være ansat i Rom, sagde han.
Ida lagde begge sine Hænder om hans Kinder:
-Hvorfor?
-Jo, for de, der løber rundt om Paven, ser s'gu saadan ud i Ansigtet.
Ida blev ved at le, mens hun lagde sig ned paa Gulvet og støttede Albuen mod hans Knæ. Saadan tav de lidt, til Karl sagde:
-Véd Du, nu rejser Moderen—sikkert.
-Rejser? hvorhen? det gav et lille Sæt i Ida.
-Til Genève. Han slog et Smæld med Læberne.
-Bedstemoder Aline skal s'gu drives hjem….
-Fru Feddersen? Og din Moder henter hende—Ida saá op og igen ned—:Hvor det er kønt af hende.
Det var, ligesom Ida pludselig havde rystet lidt i Mælet, og Karl nikkede eftertænksomt, mens han blev ved at se ind i Ilden:
-Ja, saadan er hun.
Kullene i Ovnen faldt sammen:
-Du, saa dømmer (det kom sagte og der var en særlig ligesom udenadlærtKlang paa "dømmer") saa dømmer hun hende da ikke … saa haardt.
Karl blev ved at se paa Kullene:
-Det véd jeg s'gu ikke … hun dømmer hende vel som de andre—men hun henter hende.
Ida rørte sig ikke, man kunde næsten tro, hun pludselig havde faaet Vand i Øjnene.
Karl nikkede igen til Ilden:
-Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Værdigheder, sagde han.
Ida svarede ikke, og hun havde taget Hænderne bort fra hans Knæ.
-Hvad tænker Du paa? spurgte han.
-Paa din Mo'r.
Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl førte Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt efter lidt.
-Du er saa behagelig, naar Du tier stille, sagde han og blev ved at føre Haanden over hendes Haar—helt blødt, men der var alligevel altid noget ved det, naar han kærtegnede hende, ligesom han kærtegnede en Jagthund.
-Og jeg vilde netop en Gang gerne sige saa meget.
-Hvad vilde Du saa sige? sagde han og tog ikke Haanden fra hendes Haar.
Der gik et Øjeblik:
-Tak, hviskede hun ganske sagte.
Der kom en Trækning ved hans Mundvige, og Haanden søgte ind mod hendesNakkehaar:
-Og jeg faar aldrig Lov til at takke Dig.
-Jo, sagde hun og saá ikke Ilden mere—hvis Du—en Gang vilde takke … for Dig selv.
Karl bøjede sig ned over hende; der var det i hans Øjne, som fik dem til at ligne Fløjl.
-Du, Pus, sagde han.
Ida besvarede ikke hans Kærtegn, og hun saá ikke op, mens hun sagde—han hørte det knap—:
-For jeg tænker jo altid paa din Mo'r, hvad hun vilde tænke.
Der forløb et Sekund.
-Det er s'gu ikke Umagen værd, sagde saa Karl og slog over i Tonen.
Men Ida havde rejst sig og hentet hans Frakke (hun fik Øjnene tørrede lidt derhenne imens) og bredte den ud for Varmen med Foeret ind mod Ilden. Hun sad og glattede med Hænderne paa den bløde Silke. Hun holdt saa meget af den Overfrakke:
-Foeret holder da endnu.
-Ja.
-Hm, og Ida smilte: hvor Du var glad, da Du fik den.
Karl rejste sig og rystede sine lange Ben.
-Det var da osse blevet paa Tiden, sagde han og trak Frakken paa sig, mens Ida hjalp ham: at faa no'et paa sig, der kunde gi'e Varme, paa de Morgenture.
Ogsaa Ida fik Tøjet paa: Farvel saa, sagde hun og lagde Armene om hansHals, før hun ringede, og Ellingsen kom ind. Hr. Ellingsen havde enMaade at komme ind ad Døre paa, som kom han ind gennem en Sprække.Portemonnæen laa allerede fremme henne bag Karls Tallerken (det var enRuslæders Herre-Portemonnæ, Ida havde faaet sig) og Karl betalte, mensIda slog sin Skindkrave op, og Hr. Ellingsen gik for at bytte den storeSeddel, medens Ida snappede Portemonnæen til sig.
-Farvel, Pus, sagde Karl igen og gyngede hende lidt frem og tilbage, medHænderne om hendes Liv, medens Ida smilte:
-Farvel.
Hun blev staaende lidt:
-Véd Du, jeg er altid saa glad, naar jeg gaar.
-Saa-aa, lo Karl og slap hende.
-Jo, sagde Ida, og hun blev staaende tæt ved hans Skulder: for saa véd jeg igen—alting.
-Farvel.
Gangdøren slog i. Ida gik altid først, og Karl ventede, til hun var kommen et Stykke. Hr. Ellingsen gav Karl Pengene tilbage, som Eichbaum stak i sin Lomme, og den Tandløse begyndte at servere af, med Hovedet bøjet paa Skraa: der var bestilt to Kuverter til ti tre Kvart.
-Her er s'gu Søgning, sagde Karl, der ventede endnu.
-Ja—her er virkelig blevet—Hr. Ellingsen udtalte V'et i "blevet"—ikke saa lidt om Formiddagen … i Forretningstiden.
-Godmorgen.
Ida gik Damer og Herrer forbi og de lysende Træer; hun vidste, at nu var Karl drejet om Hjørnet og gik bagved hende paa Gangstien—slængende behageligt, med Stokken i sin Arm og Idas Ryg foran sig, saadan i køn Afstand: dette var s'gu den bedste Cigar, han fik hele Dagen, sagde han hver Morgen til sig selv.
Der kom Ryttere forbi, og der kom Damer forbi: Havannarøg var skam nydelig i saadan stille Luft.
Et Par Løjtnanter red op paa Siden af Karl og holdt Hestene an med et"Morgen".
-Morgen, mumlede Karl.
-De gaar s'gu og ser ud som en Grundejer, sagde den ene, en Knuth.
-Ja, man gør sine Overslag, sagde Karl.
Løjtnanterne lo og blev holdende. De talte om Krydset paa Dyrene, mensde to blev ved at holde, til der lød nye Hovslag bag dem, og de toUniformerede hilste. Det var Kate med Tjeneren, som ogsaa halvt holdtHesten an:
-Godmorgen … ta'er Deres Mo'r saa Billetten imorgen? spurgte hun ned til Karl.