KAPITEL IX.En start i den ellevte time.

„Men vil De kunne se at lande?“ spurte Tony. „Det vil være mørkt om en halv time.“„Vi vil faa lys som kan lede os under selve nedstigningen,“ svarte Dale. „Der er en lyskaster paa fabriktaket; jeg har latt den sætte op der til flyvesignal.“Aeroplanet sank nu temmelig hurtig. Da de var henimot 3000 fot fra jorden, kaldte Longley gutterne over til et av sidevinduerne. De saa i den retning han pekte, og fik i det fjerne, dypt nede, øie paa en samling av smaa, blinkende lys, som sendte en fin, hvit dis op i luften.„Fromesgate — jeg saa det netop paa kartet. Og det ligger ikke mere end 45 km. fra vor slette. Vi skal snart være der nu,“ tilføiet Longley.„Du har ret, Longley. Vi gaar like paa stedet,“ ropte Dale straks efter.Gutterne skyndte sig over til det forreste vindu hvor Sir Ralph stod. Midt for aeroplanet, men tilsyneladende endnu langt borte, pekte en tynd stang med et klart, hvitt lys op i luften. Det var lyskasteren paa fabriktaket.„Staa rolige her hos mig nu,“ sa Sir Ralph til gutterne. „Dale og Longley vil ha sin fulde hyre med at faa aeroplanet ned i mørke.“Farten sagtnet. Pludselig saa de lyskasteren forandre plads og bevæge sig til høire for dem. Sir Ralph forklarte at Dale styrte til venstre for at kunne gjøre en halvcirkel og lande paa den aapne slette bak fabrikken.Lyskasteren straalte klarere og klarere. Aeroplanet styrte nu ret imot fabrikken. Pludselig fik Tony øie paa en liten klar, rød flamme i nærheten av lyskasteren, men længer nede. „Hvad er det?“ spurte han hviskende.„Et baal,“ svarte Sir Ralph. „Longley nævnte at arbeiderne i fabrikken vilde tænde et baal midt paa landingspladsen. Dette vil være en god hjælp for Dale, saa hjulene paa understellet kommer paa jorden uten at støte. Hvis det var belgmørkt nede paa marken, vilde det være omtrent umulig at vite akkurat hvor den var.“Nu lød telegrafklokken, og øieblikkelig stanset motorerne. Ned gjennem mørket, og i absolut stilhet gled aeroplanet som en vældig natfugl.„Det er som at synke paa et skib ned gjennem en dyp, sort sjø med det baalet dernede paa bunden,“ syntes Jack.Dale og Longley steg ned fra styreplatformen.„En flot landing, dette ogsaa,“ erklærte den sidste.KAPITEL IX.En start i den ellevte time.Efterat selskapet var kommet ut av aeroplanet, var det at trille det forsigtig ind i maskinhallen, et arbeide som de maatte ha mange til at hjælpe sig med. Saa spaserte de tre herrer over igjen til Sir Ralph og gutterne, som hadde staat og betragtet denne akt med den største interesse.„Hør nu her, mine venner,“ ropte Sir Ralph, „nu vil vi ha os en bedre middag ovenpaa denne anstrengende tur. Dere har uten videre at bile over til Girdlestone Hall med mig — vil ikke høre noget som ligner en indvending. Vi skal ha os en lystig aften, og jeg vil være vert. Dermed basta.“Og dermed blev det. Der blev telefonert til Girdlestone med ordre om middagen, og nogen minutter efter sat Sir Ralph og gutterne i en bil, mens de tre andre fulgte efter i en anden.Turen til Girdlestone Hall tok ikke lang tid, men Jack undlot ikke at bemerke, at det gik ikke videre fort i forhold til flyvningen. Festmiddagen var aldeles improvisert, men just derfor saa meget morsommere, syntes gutterne. Sir Ralph holdt rigtignok en tale, men den var prisværdig kort og fuld av vitser, især var der mange spøkefulde hentydninger til Kerr og hans elskede motorer. Saa foreslog ogsaa Sir Ralph at de skulde drikke en skaal for held og lykke paa deres verdens­omflyvning. Og den blev drukket med begeistring.Men saa kom middagens clou. Saa uventet at det rent tok pusten fra dem, kom nyheten over gutterne.De blev komplet stumme en forholdsvis lang stund, da deres far pludselig fortalte dem at de skulde faa være med paa turen. Men saa sprat Jack op og satte i et hurra, som ingen av hans skolekamerater vilde hat noget at si paa. Mens Tony var saa betat at han ikke kunde foreta sig noget andet end gaa alvorlig rundt det store bord og ta sin far i haanden.„Men hør her, smaa slyngler, dere skal værsaagod gjøre nytte for dere, endda det er ferier,“ sa Sir Ralph. I det samme kom en tjener ind med et telegram paa et bret.„Telegram fra utlandet. En gut kom cyklende over med det fra landsbyen, endda telegraf­kontoret var lukket,“ forklarte tjeneren.Der faldt en forventningsfuld taushet over det lille selskap. Sir Ralph vendte sig til Dale, som sat nærmest. „Meget vigtig efterretning. Min agent i Paris — som er aldeles paalidelig — telegraferer: Stort monoplan med usedvanlig fart bemerket i nærheten av Paris imorges. Taake. Intet mer hørt. Fløi i sydøstlig retning.“„De har ret, detteervigtig,“ var Dale enig i. „Deres ven Schultz og hans hjælpere har øiensynlig været særdeles flittige. Jeg er sikker paa det er aeroplanet som de har bygget efter vore tegninger. Mot sydøst. Det vil si de er alt paa vei til Murkat for at finde den første „nøkkel“.“„Det vil ogsaa si,“ sa Longley rolig, „at vi maa være avsted saa fort dagen gryr imorgen.“„Ved Jupiter!“ sa Dale. „Men vi skal kunne gjøre det ogsaa, det vet vi fra vor flyvning idag.“„Vor stilling forekommer mig at være slik,“ sa Sir Ralph, „at selv om disse kjeltringerne er istand til at være foran os saa længe til de faar opsnappet to, eller endog tre av „nøklerne“, saa maa vi allikevel kunne naa dem igjen før de er ved selve øen. Og det er pointet, ikke sandt, gutter?“Longley nikket.Sir Ralph fortsatte: „Og selv om de som har „nøklerne“, har overlatt sin hemmelighet til disse fyrene før vi naar de forskjellige stoppesteder, saa blir de nødt til ogsaa at gi os dem, naar de hører at vi har baade det rigtige stikord og ringen.“Dale mente ogsaa, at dersom de bare kunde naa de andre igjen paa den sidste flyvning, saa vilde alt klare sig. Han tvilte ogsaa paa at de andre hadde faat tid til at skaffe sig en saa kraftig kanon som de hadde. Skulde det komme til et alvorlig sammenstøt, vilde dette være et vigtig punkt til deres fordel. „Vi kan flyve hurtigere, og vi er bedre væbnet atpaa kjøpet,“ sluttet han.Imidlertid hadde Longley gjort sine beregninger paa baksiden av en konvolut, og kommet til det resultat, at om de startet næste morgen, skulde de være ved første stoppested, altsaa Murkat, allerede dagen efter de andre, og saa litt efter litt hale ind paa dem. Selv om de tok uheld og forsinkelser med i beregningen, trodde han virkelig de vilde kunne naa San Frananco før de andre, og saaledes være førstemand paa øen med den skjulte skat.„Og saa er det nok paa tide at bryte op,“ saDale. „Jeg tænker ikke det blir tale om at faa lægge sig i nat, gutter,“ sa han smilende til Longley og Kerr.„Og jeg kommer øieblikkelig over til fabrikken,“ erklærte Sir Ralph raskt. „Vi maa i hui og hast faa provianten ombord. Jeg overtar omsorgen for alt det, har hat en hel del med denslags at gjøre paa mine store jagtutflugter og reiser, vet dere.“Gutterne forlangte ogsaa at faa være med; de vilde saa allikevel ikke lukke et øie hele natten, erklærte de. Sir Ralph smilte, men gav dem lov til at være med.* * *Tidlig næste morgen, litt trætte at se paa unegtelig, men allikevel saa energiske som vel mulig, sat de alle samlet til frokost i Dales villa. Dale, Longley og Kerr hadde hele natten ved hjælp av en arbeidsstok som de i en fart hadde faat samlet sammen, arbeidet i aeroplanet; og nu var alt gjort undtagen at fylde de store bensinbeholdere under skroget.Sir Ralph hadde telefonert som en rasende og bilet adskillige ganger frem og tilbake mellem fabrikken og Kempston, nærmeste by, for at ordne med en stor vareautomobil som skulde bringe frem alt hvad de trængte av proviant. Den var nu ventende hvert øieblik. Efter frokosten skyndte de sig tilbake til aeroplanet. Jack og Tony moret sig storartet; med undtagelse av et par timers søvn paa Dales kontor, hadde de været i aktivitet hele natten, og været til virkelig nytte med at løpe erender og ta imot telefonbesked.Nu drøftet de med sin far hvad de skulde ta sig til paa den lange reise. Tony hadde sendt bud hjem efter sit fotografi­apparat, som han vilde ha med. Og Jack vilde samle paa alle slags sjeldne ting, faa istand et helt museum av egg, stener, o.s.v.Blandt de ting Sir Ralph hadde anskaffet til reisen, var en hel del besynderlige klæsplag, nærmest et slags brynjer. Smaa metalringer var lænket i hverandre og sammenvævet med klæde og tyndt skind. Han hadde brukt disse paa sine reiser i fremmede verdensdele før, og ingen kunde vite om de ikke kunde faa bruk for dem nu ogsaa.Tiltrods for at alle gjorde vidundere av raskt arbeide, var der uundgaaelige forsinkelser. Provianten kom to timer senere end lovet; og saa var det at forsyne enhver ting paa bedste maate, et ingenlunde let arbeide, da pladsen var meget begrænset.„Mit arbeide er ikke nogen ordentlig job, som f. eks. at fylde bensin­beholderne,“ sa Sir Ralph, „men det er at sørge for alle de tusen smaa filleting som ingen husker før i sidste øieblik.“Det var nu blit lunchtid, og mens første-mekanikeren tok et sidste overblik over aeroplanet, og forvisset sig om at alt var paa sin plads, fik Sir Ralph og de andre tid til at indta et raskt maaltid paa Dales kontor. Under dette kom Dale frem med en række karter, som han hadde latt gjøre specielt for deres reise. Hvert enkelt av dem viste hvor flyvningen maatte gaa for at naa til de fire „nøkler“, og alle var særlig praktisk indrettet, saa at flyverenaltid kunde ha det nødvendige kart for øie under farten.Mens Dale med stolthet fremviste og forklarte sine karter, blev et visitkort bragt ind.Dale saa paa kortet: „Aha, en interviewer! Rygtet om vor færd har spredt sig.“Den unge journalist fik ikke stort ut av dem, men gjorde med en meget vigtig mine sine notater med hurtigskrift. Da han hørte at det gjaldt intet mindre end en verdens­omflyvning, trodde han først det var en spøk; men da han forstod at det virkelig var alvor, skyndte han sig avsted for at telegrafere den sensationelle nyhet til London.Imidlertid gik de seks reisende til aeroplanet, klatret op ad stigen og gik ind. Dale stod i døren og gav sine sidste instruktioner til førstemand ved fabrikken: „Farvel, Taylor. Hold alt gaaende som vi har fastsat. Men vi kan naturligvis ikke sætte nogen bestemt dato for hjemkomsten.“„Farvel, hr. Dale,“ svarte manden, „og lykke paa reisen.“De omkringstaaende arbeidere rev luerne av og ropte et kort hurra.Dale smilte og viftet med haanden, skjøv saa døren til og gik forut til de andre.„La gaa!“ ropte han til Kerr. Og dermed begyndte motorerne at synge. I næste øieblik løp de bortover pladsen, for saa at stige fot for fot op i luften.Longley noterte tiden. „Klokken er 2,30 præcis, og idag har vi onsdag den 27de juli. Det maa selvfølgelig nedskrives i journalen.“„Jeg skulde tro vi er 30 timer efter det andre aeroplan,“ sa Sir Ralph.„Omtrent,“ svarte Longley.Flyvningen var begyndt.* * *For at opnaa de bedst mulige betingelser for flyvningen, hadde Dale drevet aeroplanet op til en høide av 7000 fot. De hadde fløiet gjennem et tæt belte av uldne skyer, og i den første halvtime saa de ingenting hverken over eller under sig.Sir Ralph og gutterne stod hos Dale ved styrehjulet og saa paa kartet, hvor en rød strek viste den linje de skulde følge.„Vi kan ikke se jorden nu, men jeg skal snart dale nedenfor skyerne for at være sikker paa at vi har absolut rigtig kurs. Jeg antar at vi skal kunne se Kanalen naar vi har fløiet i tre kvarter. Og saa skal jeg passe paa at dale i ret tid til at faa et glimt av den engelske kyst før vi forlater den.“Dale holdt sit løfte. Under dem, og ikke mere end 4-5 km. borte, laa kystlinjen ved Dover. De store klipper der saa fra deres høide ut bare som smaa, ubetydelige hauger. Foran dem laa Kanalen, graa og blank, indtil den ogsaa snart blev borte i taaken.Og saa, med en forbausende hurtighet forsvandt landet for dem. De hvite klipper ved Dover blev graa, for saa helt at forsvinde. Under dem, paa alle sider, laa sjøen stille og dorsk. Her og der passerte et skib. De saa bare ut som prikker med en lang hale av røk efter sig.Men neppe var den engelske kystlinje forsvundet og blit borte i taaken, før den franske begyndte at vise sig. Tony, som ivrig holdt utkik hele tiden, fik først øie paa en liten klump, som Longley erklærte var det berømte forbjerg Grisnez. Straks efter gjenkjendte Sir Ralph den klippemur ved Blanc Nez, ca. 5 km. fra Calais, hvorfra den avdøde, ulykkelige flyver Hubert Latham steg op paa sine to skjæbnesvangre flyvninger over Kanalen i juli 1909.Calais laa nu ret foran dem, og pekte med sit høie fyrtaarn som en tynd, hvit stang op i taaken.Nøiagtig en time efter starten fløi de over den franske sjøby, og fik saa i sigte den lange, rette saakaldte „nationalvei“, som mil efter mil strækker sig over landet, og gjør denne del av Frankrike saa gunstig for luftseilas.Sir Ralph mente at der nu paa en stund ikke vilde bli noget merkelig at se ut efter. Han foreslog derfor at de skulde gaa ind i salongen og faa sig en kop te. „Hvad sier dere til det? Gutterne mine vil være kokker.“Jack og Tony var henrykt over dette forslag, og skyndte sig ind i det bakerste rum, hvor de øieblikkelig gav sig ikast med den elektriske kokeovn. Som ekstra­traktement fik de ogsaa istand ristet brød, rikelig forsynt med smør og servert pent paa et litet aluminiumsfat.Klokken var fire, da Sir Ralph inviterte alle ind i salongen til te. De svævet fremdeles over fransk land, og var nu i en høide av næsten 10 000 fot.KAPITEL X.Den lange reise begynder.Det første maaltid ombord i aeroplanet blev en fuldstændig sukces for Sir Ralph og gutterne, som hadde laget den delikateste te. Jacks ristede brød var saa udmerket at han øieblikkelig blev utnævnt til fast „brød-rister“ for resten av turen.De andre løste hverandre av ved styrehjulet, og lovte ogsaa Kerr at ha et øie med motorerne mens han drak sin te; men det var med møie de fik ham til at forlate dem, da han mente at han netop i begyndelsen maatte gi nøie agt paa dem.Dale begyndte nu ogsaa at indvie Sir Ralph i kunsten at styre, saa han ogsaa kunde ta sin tørn der naar det var nødvendig.Mens Sir Ralph fik sin første time, hjalp Longley gutterne med at ta av bordet. Bakefter spilte de domino, mens Longley sat hos dem i salongen og røkte sin pipe.„Jeg maa hvert øieblik klype mig i armen for at forvisse mig om at det virkelig er mig som er i luften,“ sa Jack leende. „Hvis ikke dette rummet var saa litet, kunde vi godt indbilde os at vi var ombord paa en stor damper. Men det ligner igrunden mere en kupé paa et tog hvor de har spisevogner, røke- og læsesalonger.“Longley var enig. Han fik saa frem en bok som skulde brukes som journal paa reisen, og mens Tony saa paa hvorledes Longley begyndte at gjøre sinenotater, fik han en brilliant idé. Han vilde skrive reisens historie, en sandfærdig beretning om hver dags hændelser. Longley mente det var en god plan. Tony lo fornøiet, og gjorde sig store forhaabninger om at hans far muligens vilde la hans optegnelser trykke naar de kom hjem igjen.Mens han var ivrig optat med at begynde paa dette arbeide, kom Dale tilbake efter at ha sat Sir Ralph alene igjen paa sin første tørn ved styrehjulet. Aeroplanet var i den rigtige høide, alt var for øieblikket meget liketil, det var bare at dreie hjulet litt nu og da for at følge retningen som kompasset viste.„Klokken er halv syv nu,“ meldte Dale. „Vi har været fire timer i luften, og ifølge vort kart skal vi netop ha passert grænsen mellem Frankrike og Tyskland.“Longley gik for at løse Kerr av, og Dale satte sig i salongen og pratet litt med gutterne. Litt før det blev aldeles mørkt, gik de forut og saa ned. Dypt nede kunde de saavidt se jorden, taaket og utydelig.Gutterne stod ved taarnvinduerne og saa ut.„Jegser en lang stripe av noget ikke langt foran os,“ meldte Jack. „Det maa vel være en fjeldkjede?“Dale gik bort til Sir Ralph paa styreplatformen og studerte kartet. „Det maa være de bayerske alper,“ mente han.Nu blev det elektriske lys forut skrudd paa; og gutterne, som fremdeles stod og stirret ut, saa jorden begynde at forsvinde i blaasort mørke.Som kontrast til det triste, uendelige øde utenforlyste det hyggelig og hjemlig inde i aeroplanet. Det var lamper med skjermer paa styreplatformen og over motorerne, mens en stor kuppel hang i taket i forkahytten. Fra døren ind til de andre rum kom nu ogsaa et muntert lys, som viste at Dale hadde skrudd lyset paa ogsaa inde i salongen.„Jeg tænker vi nærmer os aftenstid,“ ropte Sir Ralph fra styreplatformen. „Hvad mener De, Longley?“„Jeg tilstaar at jeg er sulten igjen, ialfald,“ svarte Longley leende. „Det er en trøst at vite vort spiskammer saa velforsynt.“Sir Ralph foreslog at gutterne skulde hjælpe Dale med aftensmaten; og under latter og moro kokte de egg, stekte skinke og laget baade kaffe og kakao.Mens de tok hver sit korte skift paa styreplatformen, indtok de et muntert maaltid, mens jorden, 10000 fot under dem, laa taus, indsvøpt i hemmelighets­fulde skygger og stadig økende mørke.Efter en koselig røk ordnet Dale og Longley med inddelingen av nattevakterne. Gutterne blev kommandert tilsengs, og i betragtning av at de faktisk ikke hadde været av klærne forrige nat, for ikke at tale om dagens mange merkelige indtryk, var de ikke uvillige til at lystre. De gik ind i soveværelset og krøp ned i hver sin av de smaa, koselige senger.* * *Hele natten gjennem styrtet aeroplanet ufortrødent frem i mørket uten nogenslags forstyrrelse i maskineriet.Henimot daggry blæste det en sterk vind, somfik aeroplanet til at rulle litt. Men bevægelsen var ikke saa sterk at gutterne vaaknet. De hadde sovet uforstyrret hele tiden uten at høre ombytningen av vakterne.Sir Ralph og Longley saa ved daggry paa kartet, som viste at de var over Bulgarien. Paa grund av skyer fik de dog bare av og til saavidt et glimt av landet.Men klokken halv seks, da gutterne vaaknet av lyset som strømmet ind gjennem skylightet i soveværelset, var der en eiendommelig utsigt fra taarnvinduet. Alt land var forsvundet. Man saa bare ned paa en umaadelig vandflate, som skinnet som glas i morgensolen. Til venstre saa man utydelig en taaket, sort linje som antydet en eller anden kyst.„Det Ægæiske Hav,“ fortalte Sir Ralph gutterne. „Og linjen viser en del av Tyrkiets kyst.“Snart blev kysten tydeligere, og ved hjælp av kikkerter kunde gutterne se klynger av huser paa en bergskraaning. Ved at raadføre sig med kartet, fandt de ut at det var Enos, en liten tyrkisk kystby.Dale og Kerr, som hadde ligget og sovet til nu efter sin nattevakt, kom nu ogsaa frem i forkahytten og begyndte at diskutere det interessante emne frokost.Under tilberedelsen av den fløi de over Dardanellerne, men saa ingenting paa grund av tyk taake. Av og til kom litt land tilsyne. Kartet viste at det var Lille-Asia.Snart saa de tydelig bjergkjeder. Det var Taurus-bergene. Nu og da saa de et fremtrædende landmerke; men for det meste laa jorden nu flat oguinteressant under dem, bare av og til avbrutt av elver og sjøer, som livet litt op i landskapet.Timerne gik hurtig til lunch. De var da over den Syriske Ørken; trist og øde laa den der.Time efter time fløi de fremad. Først henimot aften avløstes det triste, ensformige landskap av et glitrende vand, som viste sig at være den Persiske Bugt.Mørket faldt nu paa. Dale og Longley begyndte at gjøre beregninger efter dagens erfaringer, og fandt ut at om alt fremdeles gik vel, skulde deres første flyvetur være tilende straks efterat det var blit lyst næste morgen.Da gutterne igjen blev sendt tilsengs, erklærte de at ville være oppe saa tidlig næste morgen at de kunde faa se landingsstedet.Ved første stripe av dagslys var selskapet samlet i taarnet; men der var endnu intet at se hverken av land eller hav paa grund av taaken, og det uagtet Dale var dalet ned til en høide av litt over 6000 fot.„Hvad vi nu burde se,“ forklarte Longley, „er fjeldlinjen langs kysten av Onambugten. Den gaar like ved sjøen, og fortsætter ret op til Murkat, hvor vi skal lande. Vi burde være like ved der nu.“Kort efter begyndte solen at feie væk de rullende taakedotter som stængte synet for dem. Og de fik snart øie paa den fjeldkjede som Longley hadde talt om.De fløi nu paralelt med den takkede og litet indbydende arabiske kyst. Fjeldene steg ret op fra vandet, og fortsatte saa langt fremover som de kunde se.Longley tilstod at han var litt ængstelig for ikke at finde et passende landingssted naar de naadde Murkat. Han og Sir Ralph studerte nøie kartet, som viste dem at like ovenfor den lille kystby som var deres bestem­melsessted og laa for sig selv paa den klippefulde strand, var der en dal midt imellem en fjeldgruppe.„Der tænker jeg vi skal kunne komme ned,“ sa Dale. „Det er en trøst at understellet er beregnet paa at kunne taale en ujevn landing.“Just som Dale var begyndt at synke langsomt ned til en høide av 3-4000 fot, fik de ved en pludselig dreining av kystlinjen tydelig se sit bestem­melsessted. Byen laa langs stranden under høie aaser. Og i en fordypning mellem tre høidedrag nogen km. længer ind laa dalen som Sir Ralph og Longley hadde utset sig paa kartet. Med en bevægelse av styrehjulet fik Dale aeroplanet ind mot land, idet han sagtnet farten betydelig. Han lot den gaa to ganger rundt dalen, og sank for hver gang lavere ned. Telegrafklokken ringte, og Kerr stanset sine motorer. Aeroplanet kom hurtig og temmelig brat ned mot jorden. Overflaten var meget ujevn, saa de tiltrods for Dales nydelige manøvrering fik nogen støt saa voldsomme at gutterne holdt paa at stupe overende. Men aeroplanet kom snart til ro.Longley noterte tiden. Kl. 4,45 fm. „Og det vil si at vi har fløiet uavbrutt i 38¼ time paa en strækning av 5600 km. Gjennemsnitlig 150 km. i timen.“„Kan vi holde den fart gaaende, skulde jeg tro vor ven Schultz blir nødt til at skynde sig,“ sa Dale og lo.Dalen var aldeles øde og ubebodd, og fjeldene omkring den skjulte utsigten videre indover landet.„Vi har ikke netop faat nogen entusiastisk mottagelse her,“ bemerket Sir Ralph og smilte.„Ikke netop det, nei,“ sa Longley. „Slik som vi listet os stille ned i taaken, tænker jeg ikke nogen i byen la merke til os.“Efter en liten hastverksfrokost blev der holdt krigsraad. I dette blev det besluttet at bilen skulde tages ut, og at Dale og Sir Ralph saa hurtig som mulig skulde kjøre ned til byen og se at træffe manden som hadde den første „nøkkel“.Gutterne vilde naturligvis være med paa denne utflugt; de lovte at gjøre sig saa tynde at der nok skulde bli plads til dem ogsaa, endda bilen bare var til to. Men her nedla sir Ralph et bestemt veto. Da de ikke hadde set noget til det andet aeroplan paa veien, maatte man tro at det var kommet frem før dem til Murkat og nu var paa veien til næste landingssted. Var det saa, var der ikke et minut at tape, og han og Dale maatte se at faa utført sit erende saa fort som mulig.Den lille bil blev heist ned paa marken. Dale fik motoren igang og kjørte den først langsomt over den ujevne grund, indtil han fandt en slags sti som øiensynlig førte ned til byen. Her steg Sir Ralph, som hittil hadde trasket efter, ogsaa ind, og dermed satte de avsted over stok og sten. Snart kom de til en brat bakke som førte like ned i byen.KAPITEL XI.Hemmeligheten ved ringen.Byens gater var trange og ildelugtende. Solen stekte ogsaa forfærdelig der nede, og de faa europæere og arabere som var at se, gik dovent og drev omkring i gaterne. Ved at faa øie paa bilen viste de bare en mild forundring. Det saa i det hele tat ikke ut til at nogetsomhelst kunde forbause dem.Dale stanset, vinket til en svartsmusket, tarvelig klædt franskmand og spurte om veien til den britiske konsul. Manden pekte paa en hvit bygning med høie mure omkring, like ved havnen. Efter nogen minutters kjørsel var de der og ringte paa. En landsmand som talte engelsk, lukket op. Sir Ralph bad ham hilse konsulen og si at de var engelske reisende som ønsket at tale med ham om en vigtig sak. Mens de ventet paa svar, kom nogen arabere bort til dem og omringet bilen, som allikevel lot til at interessere dem en liten smule. Tjeneren kom om et par minutter tilbake, og meldte at konsulen vilde ta imot dem straks. Han førte dem gjennem en have og til en veranda hvor der var behagelig kjølig, gik saa tilbake til bilen, som han vilde redde for de nysgjerrige lediggjængere paa gaten.Konsulen, som var en ældre, elskværdig utseende engelskmand med briller og i skinnende hvit lerretsdres, kom ut paa verandaen og hilste venlig paa dem.„Mit navn er Clayton, hvad kan jeg gjøre forDem? Men fortæl mig først hvordan i alverden dere pludselig kan dumpe ned her i en automobil?“De fremmede lo, præsenterte sig, og forklarte at de var kommet i aeroplan om morgenen og hadde landet i en dal bak byen.„En høist merkværdig kjendsgjerning, i mer end én henseende,“ sa konsulen, som kjendte begge herrerne av navn. „Og det er ikke længer siden end igaar morges at vi ogsaa hadde besøk av et stort aeroplan. Det landet ogsaa et sted bak byen. Da kom ogsaa et par mænd til mig og hadde en mængde spørsmaal at gjøre mig. Hvad betyr alt dette?“ Han saa aldeles perpleks ut.„Vilde De, før vi beroliger Dem, ha noget imot at gi os en beskrivelse av hvordan disse to mænd saa ut?“ spurte Sir Ralph.„Nei — hvis jeg nu bare husker dem. La mig se. Den fyr som snakket mest, var temmelig før; jeg husker ogsaa at han hadde skjeg, smaa, livlige øine og talte med utpræget tysk akcent.“„Schultz,“ mumlet Sir Ralph og nikket.„Den anden sa litet, men han var høi, husker jeg, og glatraket. Han hadde ogsaa et kast med det ene øie.“Sir Ralph maatte smile og vendte sig til Dale: „Min forhenværende tjener.“Konsulen fortsatte: „Hvad disse fyrene syntes at ha saan pokkers hast med, var at finde en franskmand som bor nede blandt fiskerne, og som heter Laroche. Han er velkjendt her og eier et par smaa skibe. Jeg viste dem hvor de skulde finde ham; men jeg kan ikke tro deres mission kunde lykkes, for jeg fikmeget snart efter se dem gaa tilbake, og da saa de meget misfornøiede ut. De gik vist like op til bjergpasset igjen; i ethvert fald saa jeg straks efter deres aeroplan flyve i fuld fart langs kysten.“„Hvad De har fortalt os, er av overordentlig stor interesse for os, hr. Clayton,“ sa Sir Ralph, „især det om at det ikke saa ut til at de fik den underretning de vilde ha her.“Konsulen lo. „Det er godt mine herrer forstaar dette; for mig er det hele temmelig mystisk.“„Vi skylder Dem at forklare os litt tydeligere,“ sa Sir Ralph, „siden De har kunnet gi os en saa værdifuld oplysning.“Derefter fortalte de i korte træk hele historien.Konsulen hørte med den største interesse paa dem. Og da de var færdige, sa han: „Jeg er meget glad over at ha kunnet hjælpe Dem; og har jeg dermed kunnet gjøre noget som skader disse kjeltringerne litt, saa meget desto bedre. Jeg vil sende en mand med Dem ned til havnen for at finde denne Laroche saa fort som mulig. Det er bedst ikke at bruke bilen derned; veien er saa brat.“Konsulen instruerte sin tjener til at følge dem, og lot en anden ta vare paa bilen. Dale og Sir Ralph fulgte manden gjennem en række trange, daarlig holdte gater, og kom ned til havnen. Her var et par træbrygger og en hel del bygninger som saa ut som skur til bruk for varer.Den indfødte spurte sig for hos folk de kom forbi, og førte saa de reisende til en liten bronsefarvet franskmand med mørk mustache og spidst skjeg. Han stod blandt nogen andre europæere.„Det er hr. Laroche,“ sa tjeneren, som efter endt erende vendte om og gik tilbake.Sir Ralph nærmet sig hurtig manden, tiltalte ham paa fransk og spurte om han kunde avse nogen minutter til dem.Den lille mand vendte sig og saa mistænkelig paa den fremmede. „Jeg taler engelsk,“ sa han. „Hvad er det De vil mig?“„Det kan jeg ikke godt si Dem her. Kan vi ikke gaa et sted hvor vi kan være uforstyrret?“Franskmanden saa fremdeles mistænksom ut, men førte dem ut paa bryggen til et litet træskur, som han øiensynlig brukte som kontor eller butik. Han bad dem følge sig ind, vendte sig saa raskt mot Sir Ralph og bad ham si sit erende.„Jeg tænker De netop har hat besøk av nogen som hadde et lignende erende som vi,“ svarte Sir Ralph.Manden knep øinene sammen og kastet et hurtig, undersøkende blik paa dem begge.„Jeg tror jeg kan gjette hvad De vil nu,“ sa han. „Men jeg tilstaar at hele affæren for mig er et mysterium. Men saa meget synes at være sikkert: Her er noget slags ondt igjære.“„Det har De ret i,“ svarte Sir Ralph. „Men jeg haaber De snart skal komme efter at det ikke er vi som er bedragerne.“Derpaa gav han uten videre parlamentering det nødvendige stikord, og viste Laroche ringen som han hadde i lommen.Franskmanden grep den ivrig, og holdt den op mot lyset for at undersøke den. Saa tok han platenmed skibet paa mellem fingrene og forsøkte at dreie den rundt. Platen var i tidens løp blit stiv, og negtet først at gi efter. Men om et øieblik vandt hans sterke fingre over den, saa den lot sig skrue løs. Hurtig dreiet og dreiet han til den var helt løs og laa inde i hans haand. Saa gik han nærmere bort til vinduet og stirret ængstelig, ikke paa skibet som var indgravert i platen, men paa baksiden av den, hvor der tilsyneladende ikke var noget at se. Dale og Sir Ralph saa forbauset paa ham, men forholdt sig aldeles stille.Pludselig hørte de et utrop som tydelig var diktert av tilfredshet. Manden vendte sig saa mot de fremmede og sa rolig: „Ja, her er tegnet.“Sir Ralph tok raskt den lille guldplate og saa nøie paa baksiden av den, som han hadde set franskmanden gjøre.„Jeg ser ingenting,“ tilstod han, „uten to linjer som synes ridset ind i guldet. Jeg faar ingenting ut av dem.“„For mig er de tydelige nok,“ sa manden. „I de papirer min far overgav mig ved sin død, stod det at jeg maatte se efter dette tegn, om ringen nogengang skulde bli levert mig.“„Men hvad er saa tegnet?“ spurte Sir Ralph.„Et slags rids av øen og fjeldet,“ svarte Laroche. „De som ikke vet hvad de skal se efter, kan vistnok ikke finde ut dette; men for mig er det tydelig nok. Denne ring er den egte; det er der ingen tvil om.“„Men hvad var det saa med den ringen som de to andre viste Dem?“ spurte Sir Ralph ivrig.„Forsiden kunde ikke skrues av. Ellers maa jeg tilstaa det var en udmerket efterligning.“Sir Ralph vendte sig fornøiet til Dale. „Nu skjønner jeg det. Den ring som min bedstefar lot gjøre efter denne, kan ikke ha været en saa nøiagtig kopi som jeg trodde.“„Ved Jupiter!“ satte Dale i. „Det undrer mig ikke at vor ven Schultz og hans tjener gik om med sure fjæs!“„Men nu vil de naturligvis se at komme avsted saa fort som mulig til næste sted, og se om de da har lykken bedre med sig. Men det gaar sikkerlig ikke heldigere der.“„Jeg fortalte ikke de andre at deres ring var uegte,“ forklarte Laroche. „Alt jeg sa, var at den ikke opfyldte de betingelser som maatte til for at jeg kunde gi dem ordet. Men De har den rette ring, det er jeg overbevist om. Derfor gir jeg Dem det ord som mine papirer sier at jeg skal si. Ordet er „Giv“.“Hverken Dale eller Sir Ralph sa noget paa en stund. Men saa satte Sir Ralph i at le. „Paa min ære, det ordet sier ikke stort! Men vi maa naturligvis ha de øvrige ord ogsaa for at faa sætningen utfyldt.“„Jeg vet intet mer end hvad jeg har fortalt Dem,“ sa franskmanden. „De har opfyldt betingelserne; derfor gav jeg Dem ordet. Det er det hele. Min far fortalte mig hvad hans far hadde fortalt ham; og vi skulde ingenting spørre om, bare gi ordet.“Da de skjønte her ikke var mere at faa vite, takket de Laroche og sa farvel. Utenfor konsulenshus hadde nu en hel del arabere samlet sig og stod der og glante paa automobilen. De reisende trængte sig gjennem dem og traf igjen konsulen, som de fortalte om sit møte med Laroche, og takket ham varmt for hjælpen. Hvorpaa de igjen steg ind i bilen og skyndte sig tilbake til aeroplanet.Imidlertid hadde de andre fordrevet tiden med forskjellig. Longley og Kerr hadde tat sig til at se over om alt var i orden, mens gutterne tok sig en liten spasertur i dalen, men ikke længer bort end at de hele tiden kunde se aeroplanet. Solen stekte uutholdelig, saa da Tony hadde faat fotografert aeroplanet som det stod der og hvilte, var de glad ved at komme ind igjen. Efter at ha set paa Longley og Kerr arbeide med motorer og propeller, bad Jack Kerr opfylde et løfte han hadde git dem under flyvningen, nemlig at vise dem hvorledes deres traadløse telegraf arbeidet.Kerr var villig, og gutterne var meget optat av hans beskrivelse av apparatet og hvordan det virket. Men det som interesserte dem aller mest, var det sindrige lille apparat som var til at ta med sig ut, og ved hjælp av hvilket hvemsomhelst av dem kunde bli øieblikkelig kaldt tilbake ved et traadløst signal.Kerr viste dem den lille mahogni-æske, som var saa liten at den kunde gjemmes i lommen. Kerr la den ned i sin frakkelomme, og førte saa gutterne bort til en skjult elektrisk knap i salongen, og bad Tony trykke paa den.Øieblikkelig begyndte en vedholdende, surrende lyd inde i Kerrs lomme. I det samme Tony slap knappen, stanset lyden. Tony trykket igjen paaknappen, tre ganger raskt paa hverandre. Og tre korte lyd svarte øieblikkelig fra æsken.Derpaa viste Kerr dem en anden knap, som ogsaa stod i forbindelse med signal-apparatet, og som var trykket ned i gulvet under et av bordbenene.„Vi har anbragt den der,“ forklarte han, „forat man, om man var i fare, kunde signalisere der uten at gaa over gulvet til den anden knap.“Saa fandt Jack frem et spil som de hadde tat med for at fordrive en ledig stund. De tok det med sig ned i forkahytten, hvor der mellem styreplatformen og motorerne var plads til at bruke det.Efter at ha moret sig med dette en times tid, ruslet de om i aeroplanet. Jack gik bort til et av vinduerne og stod og saa ut: „Av alle de kjedsommelige hul jeg har set i mit liv, tror jeg denne dalen vinder prisen,“ gjespet han. „Endnu har vi da ikke set en levende sjæl.“Pludselig satte han i: „Sandelig min hat! Kom hit nogen — fort!“Longley kom bort til vinduet: „Naada?“„Sandelig min hat! Dette var rart. Netop som jeg hadde sagt at vi ikke hadde set et liv siden vi landet her, sprang det pludselig en fyr frem fra den trægruppen der over og viftet med armene over til aeroplanet.“Longley stirret. „Jeg tror du ser syner, gut,“ sa han leende. „Der er jo ingenting at se.“„Men der var en mand der for et øieblik siden,“ paastod Jack. „Jeg er aldeles sikker paa det. Han maa ha gjemt sig igjen da jeg vendte mig om og ropte paa dere.“„Meget mystisk,“ sa Longley og smilte. „Men hvis der virkelig er nogen der, saa haaber jeg han vil være saa venlig at komme over til os.“Han vilde til at gaa bort fra vinduet igjen, da Jack grep ham i armen og ropte: „Se, der er han igjen!“Longley vendte sig raskt og saa i den retning Jack pekte. Og nu var det ingen tvil om at der virkelig var en mand. Han var kommet ut fra træklyngen, de kunde tydelig se ham. Igjen hævet han armen og gjorde en vinkende bevægelse.„Hvad i alverden skal dette bety?“ spekulerte Longley. Han gav nøie agt paa fyren. „Det er klart at han vil se at komme i forbindelse med os. Men hvorfor kommer han ikke nærmere, mon?“Tony og Kerr kom nu ogsaa bort tilvinduetog betragtet fyrens underlige fagter. Nu vinket han som en rasende.„Jeg faar gaa ned til utgangsdøren og be ham komme over til os,“ mente Longley.Som sagt, saa gjort; han gik ned og vinket ivrig til manden igjen som for at invitere ham over.Men virkningen av dette var høist merkelig. Han forstod sikkert hvad Longley mente, men istedenfor at følge opfordringen, stod han et øieblik aldeles stille som for at henlede opmerksomheten endda mere paa sig, og rystet energisk paa hodet. Derpaa begyndte han igjen at vinke, og vilde øiensynlig at nogen fra aeroplanet skulde komme ned til ham.„Godt, naar ikke bjerget vil gaa til Muhammed, saa —“ begyndte Longley, og smilte først, men blev saa litt alvorlig: „Dette kunde jo være et bud til osfra byen fra de andre. Og kanske den fyren der er mistænksom og ikke tør nærme sig aeroplanet. Tror du ikke vi maa undersøke dette, Kerr?“„Jo, det tror jeg virkelig,“ mente ingeniøren. „Jeg vil selv gaa over og se hvorfor han gjør alt dette opstyret.“Han vilde til at gaa ned ad stigen, da Longley raskt ropte ham tilbake: „Hør her, kjære ven. Vi faar ikke glemme at vi har med en forbryderbande at gjøre. Den manden der ute kan være et aldeles uskyldig bud; formodentlig er han det; men vi bør ta alle forsigtighets­regler. Saa du bør ta en revolver i lommen. Jeg vil ogsaa holde ordentlig øie med dig fra taarnvinduet.“Kerr lo litt, og syntes øiensynlig at Longley gjorde for meget ut av dette, men tok allikevel revolveren med. Satte saa tvers over sletten mot den lille træklyngen, hvor de fremdeles kunde se manden staa.Longley lukket døren, og han og gutterne gik op i taarnet, hvorfra de kunde se Kerr traske bortover den ujevne dal. Om nogen minutter saa de ham borte ved manden, som hele tiden hadde staat stille og ventet paa ham. Her saa de Kerr stanse, de to hadde saa tydelig en slags samtale, hvorefter de vendte sig og forsvandt bak trærne.Et minut eller saa hændte der intet. Dalen laa, saa langt de kunde se, øde og forlatt.„Er det bare et bud den fyren bringer, saa haaber jeg Kerr ikke blir længe borte,“ sa Jack forhaabnings­fuldt.„Men hvorfor mon de gik bak de trærne?“ spurte Tony ængstelig.Longley, som selv var litt ræd, sa bare: „Naa ja, det faar vi jo snart vite; vi faar vente litt, og saa —“Han blev pludselig avbrutt. De hørte alle tre en støi som kom fra det indre av aeroplanet. Longley syntes det hørtes som om døren ut var blit heftig skjøvet tilside.Uten et ord vendte han sig om og løp gjennem gangen som førte til salongen. Da han var kommet saa langt, at han kunde se døren, blev han staaende stille, aldeles forvirret ved hvad han fik se. Døren var utenfra blit sprængt tilside med et eller andet instrument, og Longley stirret i høieste forbauselse paa fire mænd som kom stormende ind i aeroplanet, stygge, sortsmuskede fyrer, italienere eller spaniere saa det ut til, med tilsølte, fillete klær og skidne skjerf bundet om halsen.To av dem hadde revolvere i haanden, de andre hadde korte, bredbladede kniver.Overraskelsen var saa voldsom at Longley blev staaende i gangen aldeles lammet. Hvor de indtrængende var kommet fra var umulig at begripe. Men deres truende stillinger var ikke til at ta feil av.Longley tok sig sammen, og kastet sig uten betænkning rasende over den første av de fire mænd. Fyren blev hindret i at bruke revolveren, men svinget sig istedenfor behændig om og undgik det rasende slag som Longley hadde rettet imot ham.Næstemand, som kom like efter, fik saa git Longley et vældig slag i hodet, før han hadde gjenvundet balansen efter sit uheldige utfald.Longley tumlet om i gangen aldeles lammet avdet voldsomme slag. Øieblikkelig blev han trukket ved føtterne ind i salongen og bundet paa hænder og føtter. De andre styrtet saa ind i taarnet hvor gutterne blev staaende likesom Longley, uten med det samme at kunne foreta sig nogen ting, og stirret paa de skulende røvere.KAPITEL XII.Tony gir alarmsignalet.„Ta ikke igjen, og gjør ikke noget spektakel,“ hvisket Jack til Tony da den første av de fire mænd kom styrtende mot dem og mumlet noget paa et aldeles fremmed sprog.De blev øieblikkelig omringet og skubbet ind i salongen, hvor de blev bundet og kneblet og lagt utstrakt paa gulvet.Efter at være kommet paa det rene med at der ikke var flere paa aeroplanet, begyndte de fire at rumstere og lete fra den ene ende av aeroplanet til den anden. Først brøt de op skufferne i salongbordet og undersøkte i en fart indholdet. Efter at ha revet ut dagboken og en mængde løse papirer som Longley hadde gjort en del beregninger paa, puttet anføreren alt dette i lommen. De andre undersøkte Longley, som fremdeles laa bevisstløs, og tok ut av hans lommer nogen breve og en liten notisbok. Saa styrtet de forover til forkahytten, men kom straks tilbake, synlig skuffet over ikke at ha fundet hvad de vilde.Anføreren gjorde nu tegn til de andre, somøieblikkelig reiste gutterne op og tok knebelen ut av munden paa dem. Føreren satte et truende ansigt op og sa paa gebrokkent engelsk: „Papirer! Forstaar? Papirer!“ Saa gjorde han en pause, saa skarpt paa dem og tilføiet: „Skatten! Penge! Forstaar — hvad?“Tony sa ingenting, stod der bare blek og bestemt, mens Jack rystet paa hodet og svarte lavt men tydelig: „Forstaar ikke.“Manden gjentok utaalmodig sine spørsmaal. Jack rystet fremdeles uforstaaende paa hodet.Den samme mand som hadde slaat Longley saa han styrtet om, kom nu bort, saa truende paa gutten og sa: „Faa dig til at snakke! Fort!“ Han hævet armen og saa paa anføreren som for at be om lov til at slaa til Jack. Men han rystet utaalmodig paa hodet. De hadde ikke tid til at bry sig mere med gutterne, som igjen blev kneblet og kastet ned paa gulvet.Derefter fór de fire igjen om og rumsterte overalt. Gutterne kunde høre dem kaste alt om hverandre i oplagsrummet.Netop da var det at Tony, som laa paa ryggen halvt under bordet, følte noget under den ene fot. Som et lyn kom tanken om knappen og det traadløse signal Kerr hadde forklart dem. Kerr hadde jo den lille mahogniæske i lommen! Tony fik saavidt forandret stilling saa han kom med foten like over knappen, og fik trykket tre ganger paa den. Han ventet et par sekunder, gjentok saa signalet.Hvor Kerr er, maa han høre signalet og forstaa her er fare paa færde, tænkte Tony.Føreren kom igjen ind i salongen; men at Tony hadde forandret stilling litt, vakte ingen mistanke.„Ingenting finde,“ sa han og saa ærgerlig paa gutterne. Og saa med en vild bevægelse: „Rive istykker! Bryte op! Ødelægge aeroplanet!“Han ropte til de andre og bad dem skynde sig. Øieblikkelig var de der og hadde med endel brækjern som de hadde fundet i oplagsrummet.Føreren pekte mot forkahytten, og avsted styrtet de.Et øieblikefterhørtes et smeld og klirren av glas. Gutterne forstod altfor godt hvad de gjorde. De brukte brækjernene for at ødelægge aeroplanets styreredskaper.Nok et smeld, sterkere end det første; men guttene laa der hjælpeløse, kunde ingenting gjøre for at hindre ødelæggelsen. Tony fik bare flyttet sig litt igjen, saa han fik sendt endnu et signal.Men da, just som han med hælen skulde gjøre det tredje tryk, blev utgangsdøren sagte aapnet, og Kerrs ansigt, med tusen ængstelige rynker, kikket forsigtig ind i salongen.Først fik han øie paa Longley, som laa bundet, likblek og med lukkede øine. Et øieblik efter tiltrak Tony sig ved en liten bevægelse med føtterne hans opmerksomhet. Kerr fik se ham ligge bundet under bordet. Han listet sig bort og tok knebelen ut av Tonys mund.„Hvad er hændt?“ støtte ham frem, idet han ogsaa løste repene rundt hans armer og ben.Tony forklarte det hviskende. I det samme hørtes et skrik fra forkahytten og lyden av ilsomme skridt; men de saa ingen. Kerr fik ogsaa løst repene omJack. Idet han reiste sig, kom nok et smeld og drøn, og straks efter hørtes fottrin i gangen mellem forkahytten og salongen.Kerr løp over gulvet og klemte sig op mot væggen ved siden av døren. En mand viste sig i døraapningen, anføreren, som ikke saa Kerr klemt op mot væggen, men blev forbauset staaende ved at se begge gutterne staa opreist. Han vilde til at rope paa de andre, men i samme øieblik styrtet Kerr frem og gav ham et voldsomt slag i hodet. Manden stupte fremover uten at faa suk for sig, og blev liggende paa gulvet.Nu hørtes de andre utenfor. Kerr vendte sig om og stod like overfor de tre andre.Den første blev staaende og maape av forbauselse, men da han fik se sin anfører ligge utstrakt paa gulvet, løftet han krigersk brækjernet han hadde i haanden. Kerr løp behændig til siden, undgik slaget, og grep manden om livet. Men i det samme kom de to andre efter, og den ene fyrte av et revolverskud. Frygten for at træffe kameraten gjorde ham usikker, han sigtet feil, kulen gik tversover rummet og støtte mot en av metalvæggene. Men mens Kerr og hans motstander fremdeles kjæmpet med hverandre, kom den anden av de to banditter pludselig springende frem med brækjernet hævet for at slaa Kerr i hodet.Jack saa øieblikkelig den fare Kerr svævet i. Uten at betænke sig et sekund sprang han bort og grep manden i armen, idet han skulde til at slaa.Han vendte sig om med en ed og strævet for at komme løs; men Jack klynget sig desperat fast tilham. Manden fik brækjernet over i den anden haand, og løftet den for at slaa Jack i ansigtet. I samme øieblik gav revolvermanden, som ikke hadde kunnet komme forbi Kerr og hans motstander, et varselsskrik og pekte mot indgangsdøren.Tony saa sig ogsaa om og fik se to skikkelser krype ind gjennem døren. Idet de rettet sig op, satte gutterne i et glædesskrik. Det var Sir Ralph og Dale.Sir Ralph opfattet øieblikkelig situationen, hævet sin revolver og skjøt.Han som var ifærd med at slaa til Jack, slap pludselig sit vaaben og satte i et smerteskrik. Dale vilde støte til den mand som stod med revolveren færdig til at skyte paa Sir Ralph. Men Dale var for sen; skuddet gik av, og Sir Ralph tok sig til ansigtet. Der gik en rød stripe over det ene kind, og der dryppet litt blod. Kulen hadde streifet kindet, idet den fór forbi ham. Dale skjøt et øieblik efter, og manden laa der som en bylt.Kerr, som nu saa at der var hjælp at faa, fik revet sig løs fra sin mand, som øieblikkelig satte paa sprang ut gjennem døren og forsvandt. Kerr vilde forfølge ham, men Sir Ralph, som stod med lommetørklædet for kindet, ropte: „La ham fare!“Den mand som Sir Ralph hadde saaret, viste ikke lyst til at opta kampen, men rakte armen i veiret til tegn paa overgivelse. Dales motstander, som bare var midlertidig lammet ved det heftige slag i ansigtet, satte sig op paa gulvet og viste et dypt skaar under øiet. Da Sir Ralph vendte revolveren mot ham, gjorde han ogsaa tegn til at overgi sig, og Dale tokfra ham vaabenet, som laa paa gulvet ved siden av ham. Anføreren, som Kerr hadde slaat overende, laa fremdeles bevisstløs paa samme sted.Dale og Kerr løftet nu Longley forsigtig op og satte ham paa en av bænkene. Han var fremdeles aldeles hvit og sat med lukkede øine.Sir Ralph, som bare var ubetydelig saaret, sa at de maatte la allesammen gaa. „Vi har ikke tid til at besørge dem ned til byen, og vi kan ikke ha fanger med os i aeroplanet. Naturligvis er de leiet av Schultz. Da det ikke lykkedes ham at faa „nøkkelen“, har han betalt disse til at anfalde os, i haab om at de skulde finde noget som kunde vise ham hvad han hadde feilet i.“„Ja, la os bare se at faa dem ut av aeroplanet,“ mente Dale ogsaa, „saa vi kan komme avsted saa fort som mulig.“„Men de har ogsaa ødelagt en hel del nede i forkahytten, fortalte Tony mig,“ sa Kerr.Dale saa forskrækket ut. „Undersøk dette øieblikkelig, Kerr, saa vil Sir Ralph og jeg se til at faa kastet ut dette nye mandskapet vort.“Kerr nikket og skyndte sig avsted.Nu begyndte anføreren at røre paa sig. Sir Ralph kommanderte de andre til at hjælpe ham, pekte betydningsfuldt paa sin revolver og viste mot døren.Mere var ikke nødvendig. Støttende sin vaklende anfører gik de straks, og skulde til at gaa ned ad stigen, da Tony husket de papirer føreren hadde raspet med sig og puttet i lommen. Dale kaldte dem tilbake og fik papirerne. Derpaa saa de dem langsomt forsvinde i retning ned mot byen.Imidlertid fik Dale heldt nogen draaper konjak i Longley, og løste paa snippen, mens gutterne gned hans hænder og føtter. Der kom snart litt farve i kinderne, og han begyndte at puste dypt og regelmæssig. Nu aapnet han øinene og saa sig forvildet om.„Alt i orden nu,“ sa Dale, „lig bare rolig og prøv at sove igjen.“Longley syntes at forstaa, og lukket straks øinene.Sir Ralph hadde forsøkt at lukke utgangsdøren, men patentlaasen var brutt istykker, sa han.Dale mente det gik an, om det var hele skaden. Kerr kom tilbake og saa lettet ut. De hadde nok gjort en hel del skade, men ikke mere end de kunde utbedre paa en time eller to.Kerr fortalte dem saa om manden som hadde viftet til dem, og saa indbildt Kerr at han hadde „et brev fra en ven“ som han skulde hente nede i byen, om han vilde vente litt. Han hadde da ogsaa ventet, indtil signalet fra aeroplanet hadde faat ham til at ile tilbake. Manden som viftet, hadde altsaa gjort det for at holde ham væk fra aeroplanet.„Men hvem signaliserte saa?“ spurte Sir Ralph raskt. Tony blev rød; og da Jack fortalte at det var Tony som hadde gjort det, fik han ros av sin far. Likeledes Jack, som Tony fortalte hadde hængt sig fast i armen paa den manden som vilde slaat Kerr.„Jeg tænker vi var kloke som tok Jack og Tony med os, jeg,“ sa Dale.Sir Ralph sa at han virkelig var stolt av gutterne sine. Men — der var altsaa farer. De fik nok se til at være forsigtigere.Longley laa fremdeles i dyp søvn; men pulsen slog roligere, saa de haabet det bare var et chok som snart vilde gaa over.De andre gav sig saa ifærd med at reparere styrehjulet, kompasset, laasen, og hvad ellers banditterne hadde set sit snit til at faa ødelagt. Litt over to timer gik med, saa var alt i orden igjen. Longley sov fremdeles. De andre tok sig ogsaa en kort hvil, før de igjen fløi videre.I journalen blev notert: Den anden flyvning begyndte kl. 6 em. 29de juli.Snart forsvandt Murkat med sin takkede kystlinje. Under og foran dem laa det Arabiske Hav.Aftensmaaltidet, som blev indtat efterat det var blit mørkt, var ikke egentlig muntert. Alle tanker dreiet sig om Longley som laa der likedan med lukkede øine.Men Dale forsikret at han vilde komme sig snart. Han hadde set et lignende tilfælde med en flyver som hadde faat et voldsomt støt. Da det jo ikke var tale om at faa Longleys hjælp til at styre, skulde de tre andre dele nattevakterne mellem sig.Kl. 10, da Kerr og gutterne kom ind for at lægge sig, laa sjøen speilblank under dem og glitret som sølv i maaneskinnet. Kerr gik bort til Longley, som nu laa vaaken. Han grep Kerrs haand og spurte: „Er vi i flugt?“„Ja, og alt er i orden.“„Men hvad —“„Ingen spørsmaal, kjære ven. Vent til imorgen!“ Og han fik Longley til at drikke et litet glas melk med egg og konjak i.Dermed la Longley sig lydig til at sove igjen, og i de følgende tre timer fløi aeroplanet med en fart av 150 km. i timen med kursen mot den indiske kyst i nærheten av Goa.KAPITEL XIII.150 km. i timen.Præcis kl. 1 var Kerr igjen i forkahytten efter sin tre timers hvile.Havet laa der fremdeles under dem, koldt og uendelig øde. Sir Ralph gik nu ind for at hvile, mens Kerr overtok hjulet, og Dale satte sig ned ved motorerne.Ikke en lyd hørtes uten motorernes „drum-drum-drum“. Dale saa Kerr sitte der og dreie hjulet efter kompasset, indtil han holdt paa at sovne av. Han sprang op og begyndte at drøfte med Kerr spørsmaalet om en luft-passager-rute mellem London og Paris. De tre timer gik igjen. Og Sir Ralph overtok hjulet, mens Kerr igjen fik sine motorer at passe.Endnu var intet andet at se end himmel og hav, og aeroplanet fløi videre i to timer. Litt før kl. 6 kaldte Sir Ralph Kerr over i styrehuset.„Der har vi kysten,“ sa han rolig.Først ganske svakt, men snart med tydelige linjer kom landet tilsyne.„Nu ser vi fjeldlinjen reise sig, en vældig graa mur litt inde i landet,“ pekte Sir Ralph. „Det er de vestlige Ghatsbjerge.“Kort efter passerte de Goa, og ved frokosttid var de paa flugt tversover Indien, en tur som ifølge deres beregninger skulde være tilende ved middagstid.Longley var nu saa meget bedre, at Dale da han stod op kl. 7, kunde fortælle ham de sidste begivenheter. Efter frokost blev patienten hjulpet ind i salongen og lagt paa en av løibænkene. Han saa temmelig blek og daarlig ut endnu. Men selv forsikret han at til middag skulde han være frisk igjen.Nogen minutter før tolv kunde Dale, som da styrte, se den østlige kystlinje; et kvarter senere blev motorerne stoppet efter næsten tyve timers uavladelig arbeide, og aeroplanet landet i utkanten av Redas, den kystby som Dale hadde telegrafert til om at faa fyldt bensin-beholderne.Under det korte ophold der skrev Tony i sin reiseberetning blandt andet følgende: „Dale gjorde en storartet landing midt paa en øde, brændende het slette utenfor byen. Støvskyer blæste hele tiden over den. Agenten som var bestilt til at forsyne os med bensin, gik paa utkik da vi kom, og inden en halv time kom han med kanderne, kjørende i nogen skranglete vogner. Sammen med ham kom en mængde baade indfødte og hvite for at glane paa os.Alt gik i lynende fart, da vi ikke hadde et minut at tape, og i mindre end en time fra det vi landet, hadde vi igjen startet.Dale spurte mange om de hadde set noget til det andet aeroplan. Men alle sa nei.“Da selskapet sat ved lunchen, var Redas alt forsvundet, mens aeroplanet var 9000 fot over denBengalske Bugt, og pekte med sin graa baug i retning mot øen Sukara i det Indiske Hav, hvor de haabet at faa den næste „nøkkel“.Efter lunch vilde ogsaa Longley være i styrehuset, skjønt han endnu saa blek og medtat ut.Dale studerte kartet og maalte avstanden til Sukara. Det var endnu ca. 1500 km. igjen, en strækning som de mente at kunne klare inden midnat.„Men hvordan skal vi kunne lande i mørke paa ukjendt grund, Dale?“ spurte Sir Ralph.Flyveren svarte: „Vi faar bruke lyskasteren, og kredse om til vi finder en aapen plads. Vi kan ikke tape alle de timerne til det blir lyst.“Longley underrettet om at han, før de reiste, hadde søkt at faa indhentet saa mange geografiske oplysninger som mulig om de steder hvor de skulde lande. Og dette sted, Komataja, paa øen de nu reiste til, var en liten landsby 4 à 5 km. ind i landet. Bak byen var fjelde, men han antok at der mellem byen og havet maatte være opdyrket land, nok til at lande paa.Det Indiske Hav laa hele tiden 10000 fot under dem og glitret koldt i det tiltagende mørke. Et par ganger var der falsk alarm om at øen var isigte, men litt over kl. 10½ ropte Jack, som holdt utkik i taarnvinduet:„Jeg har staat her sikkert i fem minutter og stirret paa en liten sort flek paa vandet ret foran os, og den har ikke forandret sig. Jeg skal vedde hvad dere vil paa at det ikke er en sky. Se, far, se, nu blir den mørkere og større!“Dale tok frem en natkikkert og stillet den omhyggelig. „Sandelig, Jack er en veritabel Kolumbus,“ sa han og lo; „det er ganske rigtig øen.“Om landingen paa Komataja har Tony i sin dagbok git en utførlig beretning, hvorav vi tillater os at gjøre et passende utdrag. Den eneste rettelse vi har tillatt os, er at vi har indskutt et og andet komma og semikolon.„Idet vi kom nærmere, saa vi at øen var lang og smal, og at vi nærmet os dens ene ende. Longley, som endnu saa temmelig sjaber ut, men selv forsikret at han var all right, fortalte os at det lille sted Komataja laa i den ene ende av øen ved foten av et bjerg, en 2-3 km. fra stranden. Mens jeg endnu syntes vi var langt fra land, stoppet Dale motorerne og forberedte sig til at lande. Saa viste han os sin elegante „glideflugt“. Satte saa motorerne igang igjen og kredset rundt for at finde et landingssted. Far styrte hele tiden lyskasteren. Det klare lys faldt først paa toppene av vældige trær; saa der var ikke til at lande. Far maatte kaste lyset længere ind paa øen, mens Dale styrte aeroplanet langs stranden.Om et par minutter hadde lyskasteren fundet frem en samling smaa firkanter. De lignet mest dominobrikker med sorte prikker; men vi kom snart efter at det var en klynge enetages huser som laa i den ene ende av en rydning i skogen. De sorte prikker var vinduer og dører.Dale dreiet hjulet rundt og satte kursen mot dem. Da vi kom nærmere, saa vi at et stort stykke and var ryddet der, og at lave, hvite træhuser, smaahytter og lange, skurlignende bygninger laa spredt omkring.Far og Dale var enige om at her maatte de lande. Vi gjorde en rask og brat nedstigning, og dumpet temmelig haardt ned akkurat midt paa rydningen.Hvad der nu hændte, lignet den fornøieligste scene paa et teater. Et øieblik var alt stilt. Ikke en lyd, ikke en bevægelse. Men saa, likesaa pludselig som paa scenen, begyndte hus og hytter at tømmes. Hvite og indfødte om hinanden kom myldrende ind i straalen av vor lyskaster. De fleste hvite hadde kastet frakker over sin natdragt og faat tøfler paa; men de indfødte hadde ikke brydd sig med nogen slike formaliteter, de løp omkring aldeles forstyrrede.Dale og far aapnet døren og ropte av alle kræfter: „Hermann!“Et øieblik efter trængte en mand sig frem, og kom hæseblæsende frem til stigen. Det var en tyk, velstaaende tysker, og viste sig at være netop vor mand, d.v.s. han som hadde „nøkkelen“.„Næsten unaturlig heldig og letvint,“ bemerket Kerr. „Kan ikke tro det er sundt at faa noget i den grad givendes!“Men den tykke tyskeren begyndte, saa snart han hadde faat pusten igjen, at røke gemytlig paa en av fars store cigarer, og gav os med én gang, from som et lam, „nøkkelen“, efter at vi naturligvis først hadde vist ham ringen og latt ham skru platen av.Heller ikke dette ord var meget oplysende. Det lød: „Agt.“ „Ikke stort at reise mange tusen km. for,“ sa Dale tørt.Men far sier vi faar vente til vi faar alle fire ordene, saa forstaar vi vel litt mere.Kerr kunde forresten heller ikke la være at holde moro med de to ordene vi hadde faat. „Giv agt — paa Schultz, blir det vel,“ sa han saa pudsig at vi alle maatte le.Men vi blev snart optat med alvorligere ting. Tyskeren fortalte at det andet aeroplan hadde landet der forrige dag om morgenen. Schultz hadde brisket sig paa alle maater, men til ingen nytte. Ringen hadde for anden gang svigtet ham, og han hadde ikke været istand til at faa „nøkkelen“, hvor meget han baade lokket og truet.„Han var mægtig sint,“ sa Hermann og smilte ved erindringen om hans utseende.Schultz hadde altsaa øieblikkelig sat avsted i sin flyvemaskine igjen. De andre mente vi maatte sætte efter ham straks; men far foreslog at vi først skulde ta os en god søvn, og saa diskutere vore videre planer imorgen, naar vi igjen var i flugt.Forslaget var for fristende for os alle. Vi var dygtig trætte; Jack ogsaa, om end ingen ting i verden skulde faat ham til at være ved det.Tyskeren Hermann fik nok en cigar og tok saa umaadelig høflig avsked med os.Én maatte naturligvis holde nattevakt — vi tænkte paa vore erfaringer fra Murkat. Dale tilbød sig at ta den første. De andre skulde løse av. Longley vilde ogsaa, men blev enstemmig forbudt det.Og dermed godnat!“ ender Tony sin beretning.Kl. 6 næste morgen, efterat tyskeren hadde været der igjen for at si farvel, og rimeligvis for at bli budt endda en av Sir Ralphs cigarer, hævet aeroplanet sig igjen og begyndte sin 9000 km.s flyvning til Rigiøerne i det sydlige Stillehav, hvor den tredje „nøkkel“ var at faa. Ruten lød paa: tvers over Malacca-strædet, over halvøen Malaga, og saa tvers over det sydlige Kinesiske Hav.Efter frokost holdt Sir Ralph krigsraad i forkahytten. Han fremholdt, at da Schultz jo nu maatte ha forstaat at han ingen chance hadde til at faa „nøklerne“, maatte de se at sætte sig i hans sted og finde ut hvad han nu agtet at foreta sig.Longley, som nu var omtrent sig selv igjen, erklærte at hvis han var Schultz, vilde han vente til de andre hadde faat „nøklerne“ og fundet skatten, og saa søke at røve den fra dem.„Ganske rigtig. Netop det tænker jeg de kjeltringerne vil gjøre,“ var Sir Ralph enig i.„Vi maa derfor betale med samme mynt,“ sa Dale. „Jeg vet ikke hvordan de er utstyrt med hensyn til vaaben, men jeg er ialfald sikker paa at de ikke har en bedre kanon end vor.“Tre utdrag av journalen vil vise aeroplanets reise de næste tyve timer.„I mørkningen 31te juli — passerer Borneo.“„Kl. 8 efterm. 1ste august — kysten av Ny-Guinea i sigte.“Efter frokost stod gutterne sammen med sin far og saa ut paa de vilde, øde og ubebodde trakter under dem. „Her er endnu uopdagede regioner,“forklarte Sir Ralph. „Nogen av indbyggerne her er berygtede menneskeætere.“„Faar haabe ikke Kerr stopper motorerne sine netop her, da,“ sa Jack tørt.Efter lunch stod Sir Ralph igjen i taarnvinduet med sin kikkert.Han hadde en tid holdt øie med en høide som han nu tydelig kunde se.Han vendte sig braat: „Dale, kom hit litt, er De snild.“Sir Ralph gav ham kikkerten.

„Men vil De kunne se at lande?“ spurte Tony. „Det vil være mørkt om en halv time.“

„Vi vil faa lys som kan lede os under selve nedstigningen,“ svarte Dale. „Der er en lyskaster paa fabriktaket; jeg har latt den sætte op der til flyvesignal.“

Aeroplanet sank nu temmelig hurtig. Da de var henimot 3000 fot fra jorden, kaldte Longley gutterne over til et av sidevinduerne. De saa i den retning han pekte, og fik i det fjerne, dypt nede, øie paa en samling av smaa, blinkende lys, som sendte en fin, hvit dis op i luften.

„Fromesgate — jeg saa det netop paa kartet. Og det ligger ikke mere end 45 km. fra vor slette. Vi skal snart være der nu,“ tilføiet Longley.

„Du har ret, Longley. Vi gaar like paa stedet,“ ropte Dale straks efter.

Gutterne skyndte sig over til det forreste vindu hvor Sir Ralph stod. Midt for aeroplanet, men tilsyneladende endnu langt borte, pekte en tynd stang med et klart, hvitt lys op i luften. Det var lyskasteren paa fabriktaket.

„Staa rolige her hos mig nu,“ sa Sir Ralph til gutterne. „Dale og Longley vil ha sin fulde hyre med at faa aeroplanet ned i mørke.“

Farten sagtnet. Pludselig saa de lyskasteren forandre plads og bevæge sig til høire for dem. Sir Ralph forklarte at Dale styrte til venstre for at kunne gjøre en halvcirkel og lande paa den aapne slette bak fabrikken.

Lyskasteren straalte klarere og klarere. Aeroplanet styrte nu ret imot fabrikken. Pludselig fik Tony øie paa en liten klar, rød flamme i nærheten av lyskasteren, men længer nede. „Hvad er det?“ spurte han hviskende.

„Et baal,“ svarte Sir Ralph. „Longley nævnte at arbeiderne i fabrikken vilde tænde et baal midt paa landingspladsen. Dette vil være en god hjælp for Dale, saa hjulene paa understellet kommer paa jorden uten at støte. Hvis det var belgmørkt nede paa marken, vilde det være omtrent umulig at vite akkurat hvor den var.“

Nu lød telegrafklokken, og øieblikkelig stanset motorerne. Ned gjennem mørket, og i absolut stilhet gled aeroplanet som en vældig natfugl.

„Det er som at synke paa et skib ned gjennem en dyp, sort sjø med det baalet dernede paa bunden,“ syntes Jack.

Dale og Longley steg ned fra styreplatformen.

„En flot landing, dette ogsaa,“ erklærte den sidste.

Efterat selskapet var kommet ut av aeroplanet, var det at trille det forsigtig ind i maskinhallen, et arbeide som de maatte ha mange til at hjælpe sig med. Saa spaserte de tre herrer over igjen til Sir Ralph og gutterne, som hadde staat og betragtet denne akt med den største interesse.

„Hør nu her, mine venner,“ ropte Sir Ralph, „nu vil vi ha os en bedre middag ovenpaa denne anstrengende tur. Dere har uten videre at bile over til Girdlestone Hall med mig — vil ikke høre noget som ligner en indvending. Vi skal ha os en lystig aften, og jeg vil være vert. Dermed basta.“

Og dermed blev det. Der blev telefonert til Girdlestone med ordre om middagen, og nogen minutter efter sat Sir Ralph og gutterne i en bil, mens de tre andre fulgte efter i en anden.

Turen til Girdlestone Hall tok ikke lang tid, men Jack undlot ikke at bemerke, at det gik ikke videre fort i forhold til flyvningen. Festmiddagen var aldeles improvisert, men just derfor saa meget morsommere, syntes gutterne. Sir Ralph holdt rigtignok en tale, men den var prisværdig kort og fuld av vitser, især var der mange spøkefulde hentydninger til Kerr og hans elskede motorer. Saa foreslog ogsaa Sir Ralph at de skulde drikke en skaal for held og lykke paa deres verdens­omflyvning. Og den blev drukket med begeistring.

Men saa kom middagens clou. Saa uventet at det rent tok pusten fra dem, kom nyheten over gutterne.

De blev komplet stumme en forholdsvis lang stund, da deres far pludselig fortalte dem at de skulde faa være med paa turen. Men saa sprat Jack op og satte i et hurra, som ingen av hans skolekamerater vilde hat noget at si paa. Mens Tony var saa betat at han ikke kunde foreta sig noget andet end gaa alvorlig rundt det store bord og ta sin far i haanden.

„Men hør her, smaa slyngler, dere skal værsaagod gjøre nytte for dere, endda det er ferier,“ sa Sir Ralph. I det samme kom en tjener ind med et telegram paa et bret.

„Telegram fra utlandet. En gut kom cyklende over med det fra landsbyen, endda telegraf­kontoret var lukket,“ forklarte tjeneren.

Der faldt en forventningsfuld taushet over det lille selskap. Sir Ralph vendte sig til Dale, som sat nærmest. „Meget vigtig efterretning. Min agent i Paris — som er aldeles paalidelig — telegraferer: Stort monoplan med usedvanlig fart bemerket i nærheten av Paris imorges. Taake. Intet mer hørt. Fløi i sydøstlig retning.“

„De har ret, detteervigtig,“ var Dale enig i. „Deres ven Schultz og hans hjælpere har øiensynlig været særdeles flittige. Jeg er sikker paa det er aeroplanet som de har bygget efter vore tegninger. Mot sydøst. Det vil si de er alt paa vei til Murkat for at finde den første „nøkkel“.“

„Det vil ogsaa si,“ sa Longley rolig, „at vi maa være avsted saa fort dagen gryr imorgen.“

„Ved Jupiter!“ sa Dale. „Men vi skal kunne gjøre det ogsaa, det vet vi fra vor flyvning idag.“

„Vor stilling forekommer mig at være slik,“ sa Sir Ralph, „at selv om disse kjeltringerne er istand til at være foran os saa længe til de faar opsnappet to, eller endog tre av „nøklerne“, saa maa vi allikevel kunne naa dem igjen før de er ved selve øen. Og det er pointet, ikke sandt, gutter?“

Longley nikket.

Sir Ralph fortsatte: „Og selv om de som har „nøklerne“, har overlatt sin hemmelighet til disse fyrene før vi naar de forskjellige stoppesteder, saa blir de nødt til ogsaa at gi os dem, naar de hører at vi har baade det rigtige stikord og ringen.“

Dale mente ogsaa, at dersom de bare kunde naa de andre igjen paa den sidste flyvning, saa vilde alt klare sig. Han tvilte ogsaa paa at de andre hadde faat tid til at skaffe sig en saa kraftig kanon som de hadde. Skulde det komme til et alvorlig sammenstøt, vilde dette være et vigtig punkt til deres fordel. „Vi kan flyve hurtigere, og vi er bedre væbnet atpaa kjøpet,“ sluttet han.

Imidlertid hadde Longley gjort sine beregninger paa baksiden av en konvolut, og kommet til det resultat, at om de startet næste morgen, skulde de være ved første stoppested, altsaa Murkat, allerede dagen efter de andre, og saa litt efter litt hale ind paa dem. Selv om de tok uheld og forsinkelser med i beregningen, trodde han virkelig de vilde kunne naa San Frananco før de andre, og saaledes være førstemand paa øen med den skjulte skat.

„Og saa er det nok paa tide at bryte op,“ saDale. „Jeg tænker ikke det blir tale om at faa lægge sig i nat, gutter,“ sa han smilende til Longley og Kerr.

„Og jeg kommer øieblikkelig over til fabrikken,“ erklærte Sir Ralph raskt. „Vi maa i hui og hast faa provianten ombord. Jeg overtar omsorgen for alt det, har hat en hel del med denslags at gjøre paa mine store jagtutflugter og reiser, vet dere.“

Gutterne forlangte ogsaa at faa være med; de vilde saa allikevel ikke lukke et øie hele natten, erklærte de. Sir Ralph smilte, men gav dem lov til at være med.

* * *

Tidlig næste morgen, litt trætte at se paa unegtelig, men allikevel saa energiske som vel mulig, sat de alle samlet til frokost i Dales villa. Dale, Longley og Kerr hadde hele natten ved hjælp av en arbeidsstok som de i en fart hadde faat samlet sammen, arbeidet i aeroplanet; og nu var alt gjort undtagen at fylde de store bensinbeholdere under skroget.

Sir Ralph hadde telefonert som en rasende og bilet adskillige ganger frem og tilbake mellem fabrikken og Kempston, nærmeste by, for at ordne med en stor vareautomobil som skulde bringe frem alt hvad de trængte av proviant. Den var nu ventende hvert øieblik. Efter frokosten skyndte de sig tilbake til aeroplanet. Jack og Tony moret sig storartet; med undtagelse av et par timers søvn paa Dales kontor, hadde de været i aktivitet hele natten, og været til virkelig nytte med at løpe erender og ta imot telefonbesked.Nu drøftet de med sin far hvad de skulde ta sig til paa den lange reise. Tony hadde sendt bud hjem efter sit fotografi­apparat, som han vilde ha med. Og Jack vilde samle paa alle slags sjeldne ting, faa istand et helt museum av egg, stener, o.s.v.

Blandt de ting Sir Ralph hadde anskaffet til reisen, var en hel del besynderlige klæsplag, nærmest et slags brynjer. Smaa metalringer var lænket i hverandre og sammenvævet med klæde og tyndt skind. Han hadde brukt disse paa sine reiser i fremmede verdensdele før, og ingen kunde vite om de ikke kunde faa bruk for dem nu ogsaa.

Tiltrods for at alle gjorde vidundere av raskt arbeide, var der uundgaaelige forsinkelser. Provianten kom to timer senere end lovet; og saa var det at forsyne enhver ting paa bedste maate, et ingenlunde let arbeide, da pladsen var meget begrænset.

„Mit arbeide er ikke nogen ordentlig job, som f. eks. at fylde bensin­beholderne,“ sa Sir Ralph, „men det er at sørge for alle de tusen smaa filleting som ingen husker før i sidste øieblik.“

Det var nu blit lunchtid, og mens første-mekanikeren tok et sidste overblik over aeroplanet, og forvisset sig om at alt var paa sin plads, fik Sir Ralph og de andre tid til at indta et raskt maaltid paa Dales kontor. Under dette kom Dale frem med en række karter, som han hadde latt gjøre specielt for deres reise. Hvert enkelt av dem viste hvor flyvningen maatte gaa for at naa til de fire „nøkler“, og alle var særlig praktisk indrettet, saa at flyverenaltid kunde ha det nødvendige kart for øie under farten.

Mens Dale med stolthet fremviste og forklarte sine karter, blev et visitkort bragt ind.

Dale saa paa kortet: „Aha, en interviewer! Rygtet om vor færd har spredt sig.“

Den unge journalist fik ikke stort ut av dem, men gjorde med en meget vigtig mine sine notater med hurtigskrift. Da han hørte at det gjaldt intet mindre end en verdens­omflyvning, trodde han først det var en spøk; men da han forstod at det virkelig var alvor, skyndte han sig avsted for at telegrafere den sensationelle nyhet til London.

Imidlertid gik de seks reisende til aeroplanet, klatret op ad stigen og gik ind. Dale stod i døren og gav sine sidste instruktioner til førstemand ved fabrikken: „Farvel, Taylor. Hold alt gaaende som vi har fastsat. Men vi kan naturligvis ikke sætte nogen bestemt dato for hjemkomsten.“

„Farvel, hr. Dale,“ svarte manden, „og lykke paa reisen.“

De omkringstaaende arbeidere rev luerne av og ropte et kort hurra.

Dale smilte og viftet med haanden, skjøv saa døren til og gik forut til de andre.

„La gaa!“ ropte han til Kerr. Og dermed begyndte motorerne at synge. I næste øieblik løp de bortover pladsen, for saa at stige fot for fot op i luften.

Longley noterte tiden. „Klokken er 2,30 præcis, og idag har vi onsdag den 27de juli. Det maa selvfølgelig nedskrives i journalen.“

„Jeg skulde tro vi er 30 timer efter det andre aeroplan,“ sa Sir Ralph.

„Omtrent,“ svarte Longley.

Flyvningen var begyndt.

* * *

For at opnaa de bedst mulige betingelser for flyvningen, hadde Dale drevet aeroplanet op til en høide av 7000 fot. De hadde fløiet gjennem et tæt belte av uldne skyer, og i den første halvtime saa de ingenting hverken over eller under sig.

Sir Ralph og gutterne stod hos Dale ved styrehjulet og saa paa kartet, hvor en rød strek viste den linje de skulde følge.

„Vi kan ikke se jorden nu, men jeg skal snart dale nedenfor skyerne for at være sikker paa at vi har absolut rigtig kurs. Jeg antar at vi skal kunne se Kanalen naar vi har fløiet i tre kvarter. Og saa skal jeg passe paa at dale i ret tid til at faa et glimt av den engelske kyst før vi forlater den.“

Dale holdt sit løfte. Under dem, og ikke mere end 4-5 km. borte, laa kystlinjen ved Dover. De store klipper der saa fra deres høide ut bare som smaa, ubetydelige hauger. Foran dem laa Kanalen, graa og blank, indtil den ogsaa snart blev borte i taaken.

Og saa, med en forbausende hurtighet forsvandt landet for dem. De hvite klipper ved Dover blev graa, for saa helt at forsvinde. Under dem, paa alle sider, laa sjøen stille og dorsk. Her og der passerte et skib. De saa bare ut som prikker med en lang hale av røk efter sig.

Men neppe var den engelske kystlinje forsvundet og blit borte i taaken, før den franske begyndte at vise sig. Tony, som ivrig holdt utkik hele tiden, fik først øie paa en liten klump, som Longley erklærte var det berømte forbjerg Grisnez. Straks efter gjenkjendte Sir Ralph den klippemur ved Blanc Nez, ca. 5 km. fra Calais, hvorfra den avdøde, ulykkelige flyver Hubert Latham steg op paa sine to skjæbnesvangre flyvninger over Kanalen i juli 1909.

Calais laa nu ret foran dem, og pekte med sit høie fyrtaarn som en tynd, hvit stang op i taaken.

Nøiagtig en time efter starten fløi de over den franske sjøby, og fik saa i sigte den lange, rette saakaldte „nationalvei“, som mil efter mil strækker sig over landet, og gjør denne del av Frankrike saa gunstig for luftseilas.

Sir Ralph mente at der nu paa en stund ikke vilde bli noget merkelig at se ut efter. Han foreslog derfor at de skulde gaa ind i salongen og faa sig en kop te. „Hvad sier dere til det? Gutterne mine vil være kokker.“

Jack og Tony var henrykt over dette forslag, og skyndte sig ind i det bakerste rum, hvor de øieblikkelig gav sig ikast med den elektriske kokeovn. Som ekstra­traktement fik de ogsaa istand ristet brød, rikelig forsynt med smør og servert pent paa et litet aluminiumsfat.

Klokken var fire, da Sir Ralph inviterte alle ind i salongen til te. De svævet fremdeles over fransk land, og var nu i en høide av næsten 10 000 fot.

Det første maaltid ombord i aeroplanet blev en fuldstændig sukces for Sir Ralph og gutterne, som hadde laget den delikateste te. Jacks ristede brød var saa udmerket at han øieblikkelig blev utnævnt til fast „brød-rister“ for resten av turen.

De andre løste hverandre av ved styrehjulet, og lovte ogsaa Kerr at ha et øie med motorerne mens han drak sin te; men det var med møie de fik ham til at forlate dem, da han mente at han netop i begyndelsen maatte gi nøie agt paa dem.

Dale begyndte nu ogsaa at indvie Sir Ralph i kunsten at styre, saa han ogsaa kunde ta sin tørn der naar det var nødvendig.

Mens Sir Ralph fik sin første time, hjalp Longley gutterne med at ta av bordet. Bakefter spilte de domino, mens Longley sat hos dem i salongen og røkte sin pipe.

„Jeg maa hvert øieblik klype mig i armen for at forvisse mig om at det virkelig er mig som er i luften,“ sa Jack leende. „Hvis ikke dette rummet var saa litet, kunde vi godt indbilde os at vi var ombord paa en stor damper. Men det ligner igrunden mere en kupé paa et tog hvor de har spisevogner, røke- og læsesalonger.“

Longley var enig. Han fik saa frem en bok som skulde brukes som journal paa reisen, og mens Tony saa paa hvorledes Longley begyndte at gjøre sinenotater, fik han en brilliant idé. Han vilde skrive reisens historie, en sandfærdig beretning om hver dags hændelser. Longley mente det var en god plan. Tony lo fornøiet, og gjorde sig store forhaabninger om at hans far muligens vilde la hans optegnelser trykke naar de kom hjem igjen.

Mens han var ivrig optat med at begynde paa dette arbeide, kom Dale tilbake efter at ha sat Sir Ralph alene igjen paa sin første tørn ved styrehjulet. Aeroplanet var i den rigtige høide, alt var for øieblikket meget liketil, det var bare at dreie hjulet litt nu og da for at følge retningen som kompasset viste.

„Klokken er halv syv nu,“ meldte Dale. „Vi har været fire timer i luften, og ifølge vort kart skal vi netop ha passert grænsen mellem Frankrike og Tyskland.“

Longley gik for at løse Kerr av, og Dale satte sig i salongen og pratet litt med gutterne. Litt før det blev aldeles mørkt, gik de forut og saa ned. Dypt nede kunde de saavidt se jorden, taaket og utydelig.

Gutterne stod ved taarnvinduerne og saa ut.

„Jegser en lang stripe av noget ikke langt foran os,“ meldte Jack. „Det maa vel være en fjeldkjede?“

Dale gik bort til Sir Ralph paa styreplatformen og studerte kartet. „Det maa være de bayerske alper,“ mente han.

Nu blev det elektriske lys forut skrudd paa; og gutterne, som fremdeles stod og stirret ut, saa jorden begynde at forsvinde i blaasort mørke.

Som kontrast til det triste, uendelige øde utenforlyste det hyggelig og hjemlig inde i aeroplanet. Det var lamper med skjermer paa styreplatformen og over motorerne, mens en stor kuppel hang i taket i forkahytten. Fra døren ind til de andre rum kom nu ogsaa et muntert lys, som viste at Dale hadde skrudd lyset paa ogsaa inde i salongen.

„Jeg tænker vi nærmer os aftenstid,“ ropte Sir Ralph fra styreplatformen. „Hvad mener De, Longley?“

„Jeg tilstaar at jeg er sulten igjen, ialfald,“ svarte Longley leende. „Det er en trøst at vite vort spiskammer saa velforsynt.“

Sir Ralph foreslog at gutterne skulde hjælpe Dale med aftensmaten; og under latter og moro kokte de egg, stekte skinke og laget baade kaffe og kakao.

Mens de tok hver sit korte skift paa styreplatformen, indtok de et muntert maaltid, mens jorden, 10000 fot under dem, laa taus, indsvøpt i hemmelighets­fulde skygger og stadig økende mørke.

Efter en koselig røk ordnet Dale og Longley med inddelingen av nattevakterne. Gutterne blev kommandert tilsengs, og i betragtning av at de faktisk ikke hadde været av klærne forrige nat, for ikke at tale om dagens mange merkelige indtryk, var de ikke uvillige til at lystre. De gik ind i soveværelset og krøp ned i hver sin av de smaa, koselige senger.

* * *

Hele natten gjennem styrtet aeroplanet ufortrødent frem i mørket uten nogenslags forstyrrelse i maskineriet.

Henimot daggry blæste det en sterk vind, somfik aeroplanet til at rulle litt. Men bevægelsen var ikke saa sterk at gutterne vaaknet. De hadde sovet uforstyrret hele tiden uten at høre ombytningen av vakterne.

Sir Ralph og Longley saa ved daggry paa kartet, som viste at de var over Bulgarien. Paa grund av skyer fik de dog bare av og til saavidt et glimt av landet.

Men klokken halv seks, da gutterne vaaknet av lyset som strømmet ind gjennem skylightet i soveværelset, var der en eiendommelig utsigt fra taarnvinduet. Alt land var forsvundet. Man saa bare ned paa en umaadelig vandflate, som skinnet som glas i morgensolen. Til venstre saa man utydelig en taaket, sort linje som antydet en eller anden kyst.

„Det Ægæiske Hav,“ fortalte Sir Ralph gutterne. „Og linjen viser en del av Tyrkiets kyst.“

Snart blev kysten tydeligere, og ved hjælp av kikkerter kunde gutterne se klynger av huser paa en bergskraaning. Ved at raadføre sig med kartet, fandt de ut at det var Enos, en liten tyrkisk kystby.

Dale og Kerr, som hadde ligget og sovet til nu efter sin nattevakt, kom nu ogsaa frem i forkahytten og begyndte at diskutere det interessante emne frokost.

Under tilberedelsen av den fløi de over Dardanellerne, men saa ingenting paa grund av tyk taake. Av og til kom litt land tilsyne. Kartet viste at det var Lille-Asia.

Snart saa de tydelig bjergkjeder. Det var Taurus-bergene. Nu og da saa de et fremtrædende landmerke; men for det meste laa jorden nu flat oguinteressant under dem, bare av og til avbrutt av elver og sjøer, som livet litt op i landskapet.

Timerne gik hurtig til lunch. De var da over den Syriske Ørken; trist og øde laa den der.

Time efter time fløi de fremad. Først henimot aften avløstes det triste, ensformige landskap av et glitrende vand, som viste sig at være den Persiske Bugt.

Mørket faldt nu paa. Dale og Longley begyndte at gjøre beregninger efter dagens erfaringer, og fandt ut at om alt fremdeles gik vel, skulde deres første flyvetur være tilende straks efterat det var blit lyst næste morgen.

Da gutterne igjen blev sendt tilsengs, erklærte de at ville være oppe saa tidlig næste morgen at de kunde faa se landingsstedet.

Ved første stripe av dagslys var selskapet samlet i taarnet; men der var endnu intet at se hverken av land eller hav paa grund av taaken, og det uagtet Dale var dalet ned til en høide av litt over 6000 fot.

„Hvad vi nu burde se,“ forklarte Longley, „er fjeldlinjen langs kysten av Onambugten. Den gaar like ved sjøen, og fortsætter ret op til Murkat, hvor vi skal lande. Vi burde være like ved der nu.“

Kort efter begyndte solen at feie væk de rullende taakedotter som stængte synet for dem. Og de fik snart øie paa den fjeldkjede som Longley hadde talt om.

De fløi nu paralelt med den takkede og litet indbydende arabiske kyst. Fjeldene steg ret op fra vandet, og fortsatte saa langt fremover som de kunde se.

Longley tilstod at han var litt ængstelig for ikke at finde et passende landingssted naar de naadde Murkat. Han og Sir Ralph studerte nøie kartet, som viste dem at like ovenfor den lille kystby som var deres bestem­melsessted og laa for sig selv paa den klippefulde strand, var der en dal midt imellem en fjeldgruppe.

„Der tænker jeg vi skal kunne komme ned,“ sa Dale. „Det er en trøst at understellet er beregnet paa at kunne taale en ujevn landing.“

Just som Dale var begyndt at synke langsomt ned til en høide av 3-4000 fot, fik de ved en pludselig dreining av kystlinjen tydelig se sit bestem­melsessted. Byen laa langs stranden under høie aaser. Og i en fordypning mellem tre høidedrag nogen km. længer ind laa dalen som Sir Ralph og Longley hadde utset sig paa kartet. Med en bevægelse av styrehjulet fik Dale aeroplanet ind mot land, idet han sagtnet farten betydelig. Han lot den gaa to ganger rundt dalen, og sank for hver gang lavere ned. Telegrafklokken ringte, og Kerr stanset sine motorer. Aeroplanet kom hurtig og temmelig brat ned mot jorden. Overflaten var meget ujevn, saa de tiltrods for Dales nydelige manøvrering fik nogen støt saa voldsomme at gutterne holdt paa at stupe overende. Men aeroplanet kom snart til ro.

Longley noterte tiden. Kl. 4,45 fm. „Og det vil si at vi har fløiet uavbrutt i 38¼ time paa en strækning av 5600 km. Gjennemsnitlig 150 km. i timen.“

„Kan vi holde den fart gaaende, skulde jeg tro vor ven Schultz blir nødt til at skynde sig,“ sa Dale og lo.

Dalen var aldeles øde og ubebodd, og fjeldene omkring den skjulte utsigten videre indover landet.

„Vi har ikke netop faat nogen entusiastisk mottagelse her,“ bemerket Sir Ralph og smilte.

„Ikke netop det, nei,“ sa Longley. „Slik som vi listet os stille ned i taaken, tænker jeg ikke nogen i byen la merke til os.“

Efter en liten hastverksfrokost blev der holdt krigsraad. I dette blev det besluttet at bilen skulde tages ut, og at Dale og Sir Ralph saa hurtig som mulig skulde kjøre ned til byen og se at træffe manden som hadde den første „nøkkel“.

Gutterne vilde naturligvis være med paa denne utflugt; de lovte at gjøre sig saa tynde at der nok skulde bli plads til dem ogsaa, endda bilen bare var til to. Men her nedla sir Ralph et bestemt veto. Da de ikke hadde set noget til det andet aeroplan paa veien, maatte man tro at det var kommet frem før dem til Murkat og nu var paa veien til næste landingssted. Var det saa, var der ikke et minut at tape, og han og Dale maatte se at faa utført sit erende saa fort som mulig.

Den lille bil blev heist ned paa marken. Dale fik motoren igang og kjørte den først langsomt over den ujevne grund, indtil han fandt en slags sti som øiensynlig førte ned til byen. Her steg Sir Ralph, som hittil hadde trasket efter, ogsaa ind, og dermed satte de avsted over stok og sten. Snart kom de til en brat bakke som førte like ned i byen.

Byens gater var trange og ildelugtende. Solen stekte ogsaa forfærdelig der nede, og de faa europæere og arabere som var at se, gik dovent og drev omkring i gaterne. Ved at faa øie paa bilen viste de bare en mild forundring. Det saa i det hele tat ikke ut til at nogetsomhelst kunde forbause dem.

Dale stanset, vinket til en svartsmusket, tarvelig klædt franskmand og spurte om veien til den britiske konsul. Manden pekte paa en hvit bygning med høie mure omkring, like ved havnen. Efter nogen minutters kjørsel var de der og ringte paa. En landsmand som talte engelsk, lukket op. Sir Ralph bad ham hilse konsulen og si at de var engelske reisende som ønsket at tale med ham om en vigtig sak. Mens de ventet paa svar, kom nogen arabere bort til dem og omringet bilen, som allikevel lot til at interessere dem en liten smule. Tjeneren kom om et par minutter tilbake, og meldte at konsulen vilde ta imot dem straks. Han førte dem gjennem en have og til en veranda hvor der var behagelig kjølig, gik saa tilbake til bilen, som han vilde redde for de nysgjerrige lediggjængere paa gaten.

Konsulen, som var en ældre, elskværdig utseende engelskmand med briller og i skinnende hvit lerretsdres, kom ut paa verandaen og hilste venlig paa dem.

„Mit navn er Clayton, hvad kan jeg gjøre forDem? Men fortæl mig først hvordan i alverden dere pludselig kan dumpe ned her i en automobil?“

De fremmede lo, præsenterte sig, og forklarte at de var kommet i aeroplan om morgenen og hadde landet i en dal bak byen.

„En høist merkværdig kjendsgjerning, i mer end én henseende,“ sa konsulen, som kjendte begge herrerne av navn. „Og det er ikke længer siden end igaar morges at vi ogsaa hadde besøk av et stort aeroplan. Det landet ogsaa et sted bak byen. Da kom ogsaa et par mænd til mig og hadde en mængde spørsmaal at gjøre mig. Hvad betyr alt dette?“ Han saa aldeles perpleks ut.

„Vilde De, før vi beroliger Dem, ha noget imot at gi os en beskrivelse av hvordan disse to mænd saa ut?“ spurte Sir Ralph.

„Nei — hvis jeg nu bare husker dem. La mig se. Den fyr som snakket mest, var temmelig før; jeg husker ogsaa at han hadde skjeg, smaa, livlige øine og talte med utpræget tysk akcent.“

„Schultz,“ mumlet Sir Ralph og nikket.

„Den anden sa litet, men han var høi, husker jeg, og glatraket. Han hadde ogsaa et kast med det ene øie.“

Sir Ralph maatte smile og vendte sig til Dale: „Min forhenværende tjener.“

Konsulen fortsatte: „Hvad disse fyrene syntes at ha saan pokkers hast med, var at finde en franskmand som bor nede blandt fiskerne, og som heter Laroche. Han er velkjendt her og eier et par smaa skibe. Jeg viste dem hvor de skulde finde ham; men jeg kan ikke tro deres mission kunde lykkes, for jeg fikmeget snart efter se dem gaa tilbake, og da saa de meget misfornøiede ut. De gik vist like op til bjergpasset igjen; i ethvert fald saa jeg straks efter deres aeroplan flyve i fuld fart langs kysten.“

„Hvad De har fortalt os, er av overordentlig stor interesse for os, hr. Clayton,“ sa Sir Ralph, „især det om at det ikke saa ut til at de fik den underretning de vilde ha her.“

Konsulen lo. „Det er godt mine herrer forstaar dette; for mig er det hele temmelig mystisk.“

„Vi skylder Dem at forklare os litt tydeligere,“ sa Sir Ralph, „siden De har kunnet gi os en saa værdifuld oplysning.“

Derefter fortalte de i korte træk hele historien.

Konsulen hørte med den største interesse paa dem. Og da de var færdige, sa han: „Jeg er meget glad over at ha kunnet hjælpe Dem; og har jeg dermed kunnet gjøre noget som skader disse kjeltringerne litt, saa meget desto bedre. Jeg vil sende en mand med Dem ned til havnen for at finde denne Laroche saa fort som mulig. Det er bedst ikke at bruke bilen derned; veien er saa brat.“

Konsulen instruerte sin tjener til at følge dem, og lot en anden ta vare paa bilen. Dale og Sir Ralph fulgte manden gjennem en række trange, daarlig holdte gater, og kom ned til havnen. Her var et par træbrygger og en hel del bygninger som saa ut som skur til bruk for varer.

Den indfødte spurte sig for hos folk de kom forbi, og førte saa de reisende til en liten bronsefarvet franskmand med mørk mustache og spidst skjeg. Han stod blandt nogen andre europæere.

„Det er hr. Laroche,“ sa tjeneren, som efter endt erende vendte om og gik tilbake.

Sir Ralph nærmet sig hurtig manden, tiltalte ham paa fransk og spurte om han kunde avse nogen minutter til dem.

Den lille mand vendte sig og saa mistænkelig paa den fremmede. „Jeg taler engelsk,“ sa han. „Hvad er det De vil mig?“

„Det kan jeg ikke godt si Dem her. Kan vi ikke gaa et sted hvor vi kan være uforstyrret?“

Franskmanden saa fremdeles mistænksom ut, men førte dem ut paa bryggen til et litet træskur, som han øiensynlig brukte som kontor eller butik. Han bad dem følge sig ind, vendte sig saa raskt mot Sir Ralph og bad ham si sit erende.

„Jeg tænker De netop har hat besøk av nogen som hadde et lignende erende som vi,“ svarte Sir Ralph.

Manden knep øinene sammen og kastet et hurtig, undersøkende blik paa dem begge.

„Jeg tror jeg kan gjette hvad De vil nu,“ sa han. „Men jeg tilstaar at hele affæren for mig er et mysterium. Men saa meget synes at være sikkert: Her er noget slags ondt igjære.“

„Det har De ret i,“ svarte Sir Ralph. „Men jeg haaber De snart skal komme efter at det ikke er vi som er bedragerne.“

Derpaa gav han uten videre parlamentering det nødvendige stikord, og viste Laroche ringen som han hadde i lommen.

Franskmanden grep den ivrig, og holdt den op mot lyset for at undersøke den. Saa tok han platenmed skibet paa mellem fingrene og forsøkte at dreie den rundt. Platen var i tidens løp blit stiv, og negtet først at gi efter. Men om et øieblik vandt hans sterke fingre over den, saa den lot sig skrue løs. Hurtig dreiet og dreiet han til den var helt løs og laa inde i hans haand. Saa gik han nærmere bort til vinduet og stirret ængstelig, ikke paa skibet som var indgravert i platen, men paa baksiden av den, hvor der tilsyneladende ikke var noget at se. Dale og Sir Ralph saa forbauset paa ham, men forholdt sig aldeles stille.

Pludselig hørte de et utrop som tydelig var diktert av tilfredshet. Manden vendte sig saa mot de fremmede og sa rolig: „Ja, her er tegnet.“

Sir Ralph tok raskt den lille guldplate og saa nøie paa baksiden av den, som han hadde set franskmanden gjøre.

„Jeg ser ingenting,“ tilstod han, „uten to linjer som synes ridset ind i guldet. Jeg faar ingenting ut av dem.“

„For mig er de tydelige nok,“ sa manden. „I de papirer min far overgav mig ved sin død, stod det at jeg maatte se efter dette tegn, om ringen nogengang skulde bli levert mig.“

„Men hvad er saa tegnet?“ spurte Sir Ralph.

„Et slags rids av øen og fjeldet,“ svarte Laroche. „De som ikke vet hvad de skal se efter, kan vistnok ikke finde ut dette; men for mig er det tydelig nok. Denne ring er den egte; det er der ingen tvil om.“

„Men hvad var det saa med den ringen som de to andre viste Dem?“ spurte Sir Ralph ivrig.

„Forsiden kunde ikke skrues av. Ellers maa jeg tilstaa det var en udmerket efterligning.“

Sir Ralph vendte sig fornøiet til Dale. „Nu skjønner jeg det. Den ring som min bedstefar lot gjøre efter denne, kan ikke ha været en saa nøiagtig kopi som jeg trodde.“

„Ved Jupiter!“ satte Dale i. „Det undrer mig ikke at vor ven Schultz og hans tjener gik om med sure fjæs!“

„Men nu vil de naturligvis se at komme avsted saa fort som mulig til næste sted, og se om de da har lykken bedre med sig. Men det gaar sikkerlig ikke heldigere der.“

„Jeg fortalte ikke de andre at deres ring var uegte,“ forklarte Laroche. „Alt jeg sa, var at den ikke opfyldte de betingelser som maatte til for at jeg kunde gi dem ordet. Men De har den rette ring, det er jeg overbevist om. Derfor gir jeg Dem det ord som mine papirer sier at jeg skal si. Ordet er „Giv“.“

Hverken Dale eller Sir Ralph sa noget paa en stund. Men saa satte Sir Ralph i at le. „Paa min ære, det ordet sier ikke stort! Men vi maa naturligvis ha de øvrige ord ogsaa for at faa sætningen utfyldt.“

„Jeg vet intet mer end hvad jeg har fortalt Dem,“ sa franskmanden. „De har opfyldt betingelserne; derfor gav jeg Dem ordet. Det er det hele. Min far fortalte mig hvad hans far hadde fortalt ham; og vi skulde ingenting spørre om, bare gi ordet.“

Da de skjønte her ikke var mere at faa vite, takket de Laroche og sa farvel. Utenfor konsulenshus hadde nu en hel del arabere samlet sig og stod der og glante paa automobilen. De reisende trængte sig gjennem dem og traf igjen konsulen, som de fortalte om sit møte med Laroche, og takket ham varmt for hjælpen. Hvorpaa de igjen steg ind i bilen og skyndte sig tilbake til aeroplanet.

Imidlertid hadde de andre fordrevet tiden med forskjellig. Longley og Kerr hadde tat sig til at se over om alt var i orden, mens gutterne tok sig en liten spasertur i dalen, men ikke længer bort end at de hele tiden kunde se aeroplanet. Solen stekte uutholdelig, saa da Tony hadde faat fotografert aeroplanet som det stod der og hvilte, var de glad ved at komme ind igjen. Efter at ha set paa Longley og Kerr arbeide med motorer og propeller, bad Jack Kerr opfylde et løfte han hadde git dem under flyvningen, nemlig at vise dem hvorledes deres traadløse telegraf arbeidet.

Kerr var villig, og gutterne var meget optat av hans beskrivelse av apparatet og hvordan det virket. Men det som interesserte dem aller mest, var det sindrige lille apparat som var til at ta med sig ut, og ved hjælp av hvilket hvemsomhelst av dem kunde bli øieblikkelig kaldt tilbake ved et traadløst signal.

Kerr viste dem den lille mahogni-æske, som var saa liten at den kunde gjemmes i lommen. Kerr la den ned i sin frakkelomme, og førte saa gutterne bort til en skjult elektrisk knap i salongen, og bad Tony trykke paa den.

Øieblikkelig begyndte en vedholdende, surrende lyd inde i Kerrs lomme. I det samme Tony slap knappen, stanset lyden. Tony trykket igjen paaknappen, tre ganger raskt paa hverandre. Og tre korte lyd svarte øieblikkelig fra æsken.

Derpaa viste Kerr dem en anden knap, som ogsaa stod i forbindelse med signal-apparatet, og som var trykket ned i gulvet under et av bordbenene.

„Vi har anbragt den der,“ forklarte han, „forat man, om man var i fare, kunde signalisere der uten at gaa over gulvet til den anden knap.“

Saa fandt Jack frem et spil som de hadde tat med for at fordrive en ledig stund. De tok det med sig ned i forkahytten, hvor der mellem styreplatformen og motorerne var plads til at bruke det.

Efter at ha moret sig med dette en times tid, ruslet de om i aeroplanet. Jack gik bort til et av vinduerne og stod og saa ut: „Av alle de kjedsommelige hul jeg har set i mit liv, tror jeg denne dalen vinder prisen,“ gjespet han. „Endnu har vi da ikke set en levende sjæl.“

Pludselig satte han i: „Sandelig min hat! Kom hit nogen — fort!“

Longley kom bort til vinduet: „Naada?“

„Sandelig min hat! Dette var rart. Netop som jeg hadde sagt at vi ikke hadde set et liv siden vi landet her, sprang det pludselig en fyr frem fra den trægruppen der over og viftet med armene over til aeroplanet.“

Longley stirret. „Jeg tror du ser syner, gut,“ sa han leende. „Der er jo ingenting at se.“

„Men der var en mand der for et øieblik siden,“ paastod Jack. „Jeg er aldeles sikker paa det. Han maa ha gjemt sig igjen da jeg vendte mig om og ropte paa dere.“

„Meget mystisk,“ sa Longley og smilte. „Men hvis der virkelig er nogen der, saa haaber jeg han vil være saa venlig at komme over til os.“

Han vilde til at gaa bort fra vinduet igjen, da Jack grep ham i armen og ropte: „Se, der er han igjen!“

Longley vendte sig raskt og saa i den retning Jack pekte. Og nu var det ingen tvil om at der virkelig var en mand. Han var kommet ut fra træklyngen, de kunde tydelig se ham. Igjen hævet han armen og gjorde en vinkende bevægelse.

„Hvad i alverden skal dette bety?“ spekulerte Longley. Han gav nøie agt paa fyren. „Det er klart at han vil se at komme i forbindelse med os. Men hvorfor kommer han ikke nærmere, mon?“

Tony og Kerr kom nu ogsaa bort tilvinduetog betragtet fyrens underlige fagter. Nu vinket han som en rasende.

„Jeg faar gaa ned til utgangsdøren og be ham komme over til os,“ mente Longley.

Som sagt, saa gjort; han gik ned og vinket ivrig til manden igjen som for at invitere ham over.

Men virkningen av dette var høist merkelig. Han forstod sikkert hvad Longley mente, men istedenfor at følge opfordringen, stod han et øieblik aldeles stille som for at henlede opmerksomheten endda mere paa sig, og rystet energisk paa hodet. Derpaa begyndte han igjen at vinke, og vilde øiensynlig at nogen fra aeroplanet skulde komme ned til ham.

„Godt, naar ikke bjerget vil gaa til Muhammed, saa —“ begyndte Longley, og smilte først, men blev saa litt alvorlig: „Dette kunde jo være et bud til osfra byen fra de andre. Og kanske den fyren der er mistænksom og ikke tør nærme sig aeroplanet. Tror du ikke vi maa undersøke dette, Kerr?“

„Jo, det tror jeg virkelig,“ mente ingeniøren. „Jeg vil selv gaa over og se hvorfor han gjør alt dette opstyret.“

Han vilde til at gaa ned ad stigen, da Longley raskt ropte ham tilbake: „Hør her, kjære ven. Vi faar ikke glemme at vi har med en forbryderbande at gjøre. Den manden der ute kan være et aldeles uskyldig bud; formodentlig er han det; men vi bør ta alle forsigtighets­regler. Saa du bør ta en revolver i lommen. Jeg vil ogsaa holde ordentlig øie med dig fra taarnvinduet.“

Kerr lo litt, og syntes øiensynlig at Longley gjorde for meget ut av dette, men tok allikevel revolveren med. Satte saa tvers over sletten mot den lille træklyngen, hvor de fremdeles kunde se manden staa.

Longley lukket døren, og han og gutterne gik op i taarnet, hvorfra de kunde se Kerr traske bortover den ujevne dal. Om nogen minutter saa de ham borte ved manden, som hele tiden hadde staat stille og ventet paa ham. Her saa de Kerr stanse, de to hadde saa tydelig en slags samtale, hvorefter de vendte sig og forsvandt bak trærne.

Et minut eller saa hændte der intet. Dalen laa, saa langt de kunde se, øde og forlatt.

„Er det bare et bud den fyren bringer, saa haaber jeg Kerr ikke blir længe borte,“ sa Jack forhaabnings­fuldt.

„Men hvorfor mon de gik bak de trærne?“ spurte Tony ængstelig.

Longley, som selv var litt ræd, sa bare: „Naa ja, det faar vi jo snart vite; vi faar vente litt, og saa —“

Han blev pludselig avbrutt. De hørte alle tre en støi som kom fra det indre av aeroplanet. Longley syntes det hørtes som om døren ut var blit heftig skjøvet tilside.

Uten et ord vendte han sig om og løp gjennem gangen som førte til salongen. Da han var kommet saa langt, at han kunde se døren, blev han staaende stille, aldeles forvirret ved hvad han fik se. Døren var utenfra blit sprængt tilside med et eller andet instrument, og Longley stirret i høieste forbauselse paa fire mænd som kom stormende ind i aeroplanet, stygge, sortsmuskede fyrer, italienere eller spaniere saa det ut til, med tilsølte, fillete klær og skidne skjerf bundet om halsen.

To av dem hadde revolvere i haanden, de andre hadde korte, bredbladede kniver.

Overraskelsen var saa voldsom at Longley blev staaende i gangen aldeles lammet. Hvor de indtrængende var kommet fra var umulig at begripe. Men deres truende stillinger var ikke til at ta feil av.

Longley tok sig sammen, og kastet sig uten betænkning rasende over den første av de fire mænd. Fyren blev hindret i at bruke revolveren, men svinget sig istedenfor behændig om og undgik det rasende slag som Longley hadde rettet imot ham.

Næstemand, som kom like efter, fik saa git Longley et vældig slag i hodet, før han hadde gjenvundet balansen efter sit uheldige utfald.

Longley tumlet om i gangen aldeles lammet avdet voldsomme slag. Øieblikkelig blev han trukket ved føtterne ind i salongen og bundet paa hænder og føtter. De andre styrtet saa ind i taarnet hvor gutterne blev staaende likesom Longley, uten med det samme at kunne foreta sig nogen ting, og stirret paa de skulende røvere.

„Ta ikke igjen, og gjør ikke noget spektakel,“ hvisket Jack til Tony da den første av de fire mænd kom styrtende mot dem og mumlet noget paa et aldeles fremmed sprog.

De blev øieblikkelig omringet og skubbet ind i salongen, hvor de blev bundet og kneblet og lagt utstrakt paa gulvet.

Efter at være kommet paa det rene med at der ikke var flere paa aeroplanet, begyndte de fire at rumstere og lete fra den ene ende av aeroplanet til den anden. Først brøt de op skufferne i salongbordet og undersøkte i en fart indholdet. Efter at ha revet ut dagboken og en mængde løse papirer som Longley hadde gjort en del beregninger paa, puttet anføreren alt dette i lommen. De andre undersøkte Longley, som fremdeles laa bevisstløs, og tok ut av hans lommer nogen breve og en liten notisbok. Saa styrtet de forover til forkahytten, men kom straks tilbake, synlig skuffet over ikke at ha fundet hvad de vilde.

Anføreren gjorde nu tegn til de andre, somøieblikkelig reiste gutterne op og tok knebelen ut av munden paa dem. Føreren satte et truende ansigt op og sa paa gebrokkent engelsk: „Papirer! Forstaar? Papirer!“ Saa gjorde han en pause, saa skarpt paa dem og tilføiet: „Skatten! Penge! Forstaar — hvad?“

Tony sa ingenting, stod der bare blek og bestemt, mens Jack rystet paa hodet og svarte lavt men tydelig: „Forstaar ikke.“

Manden gjentok utaalmodig sine spørsmaal. Jack rystet fremdeles uforstaaende paa hodet.

Den samme mand som hadde slaat Longley saa han styrtet om, kom nu bort, saa truende paa gutten og sa: „Faa dig til at snakke! Fort!“ Han hævet armen og saa paa anføreren som for at be om lov til at slaa til Jack. Men han rystet utaalmodig paa hodet. De hadde ikke tid til at bry sig mere med gutterne, som igjen blev kneblet og kastet ned paa gulvet.

Derefter fór de fire igjen om og rumsterte overalt. Gutterne kunde høre dem kaste alt om hverandre i oplagsrummet.

Netop da var det at Tony, som laa paa ryggen halvt under bordet, følte noget under den ene fot. Som et lyn kom tanken om knappen og det traadløse signal Kerr hadde forklart dem. Kerr hadde jo den lille mahogniæske i lommen! Tony fik saavidt forandret stilling saa han kom med foten like over knappen, og fik trykket tre ganger paa den. Han ventet et par sekunder, gjentok saa signalet.

Hvor Kerr er, maa han høre signalet og forstaa her er fare paa færde, tænkte Tony.

Føreren kom igjen ind i salongen; men at Tony hadde forandret stilling litt, vakte ingen mistanke.

„Ingenting finde,“ sa han og saa ærgerlig paa gutterne. Og saa med en vild bevægelse: „Rive istykker! Bryte op! Ødelægge aeroplanet!“

Han ropte til de andre og bad dem skynde sig. Øieblikkelig var de der og hadde med endel brækjern som de hadde fundet i oplagsrummet.

Føreren pekte mot forkahytten, og avsted styrtet de.

Et øieblikefterhørtes et smeld og klirren av glas. Gutterne forstod altfor godt hvad de gjorde. De brukte brækjernene for at ødelægge aeroplanets styreredskaper.

Nok et smeld, sterkere end det første; men guttene laa der hjælpeløse, kunde ingenting gjøre for at hindre ødelæggelsen. Tony fik bare flyttet sig litt igjen, saa han fik sendt endnu et signal.

Men da, just som han med hælen skulde gjøre det tredje tryk, blev utgangsdøren sagte aapnet, og Kerrs ansigt, med tusen ængstelige rynker, kikket forsigtig ind i salongen.

Først fik han øie paa Longley, som laa bundet, likblek og med lukkede øine. Et øieblik efter tiltrak Tony sig ved en liten bevægelse med føtterne hans opmerksomhet. Kerr fik se ham ligge bundet under bordet. Han listet sig bort og tok knebelen ut av Tonys mund.

„Hvad er hændt?“ støtte ham frem, idet han ogsaa løste repene rundt hans armer og ben.

Tony forklarte det hviskende. I det samme hørtes et skrik fra forkahytten og lyden av ilsomme skridt; men de saa ingen. Kerr fik ogsaa løst repene omJack. Idet han reiste sig, kom nok et smeld og drøn, og straks efter hørtes fottrin i gangen mellem forkahytten og salongen.

Kerr løp over gulvet og klemte sig op mot væggen ved siden av døren. En mand viste sig i døraapningen, anføreren, som ikke saa Kerr klemt op mot væggen, men blev forbauset staaende ved at se begge gutterne staa opreist. Han vilde til at rope paa de andre, men i samme øieblik styrtet Kerr frem og gav ham et voldsomt slag i hodet. Manden stupte fremover uten at faa suk for sig, og blev liggende paa gulvet.

Nu hørtes de andre utenfor. Kerr vendte sig om og stod like overfor de tre andre.

Den første blev staaende og maape av forbauselse, men da han fik se sin anfører ligge utstrakt paa gulvet, løftet han krigersk brækjernet han hadde i haanden. Kerr løp behændig til siden, undgik slaget, og grep manden om livet. Men i det samme kom de to andre efter, og den ene fyrte av et revolverskud. Frygten for at træffe kameraten gjorde ham usikker, han sigtet feil, kulen gik tversover rummet og støtte mot en av metalvæggene. Men mens Kerr og hans motstander fremdeles kjæmpet med hverandre, kom den anden av de to banditter pludselig springende frem med brækjernet hævet for at slaa Kerr i hodet.

Jack saa øieblikkelig den fare Kerr svævet i. Uten at betænke sig et sekund sprang han bort og grep manden i armen, idet han skulde til at slaa.

Han vendte sig om med en ed og strævet for at komme løs; men Jack klynget sig desperat fast tilham. Manden fik brækjernet over i den anden haand, og løftet den for at slaa Jack i ansigtet. I samme øieblik gav revolvermanden, som ikke hadde kunnet komme forbi Kerr og hans motstander, et varselsskrik og pekte mot indgangsdøren.

Tony saa sig ogsaa om og fik se to skikkelser krype ind gjennem døren. Idet de rettet sig op, satte gutterne i et glædesskrik. Det var Sir Ralph og Dale.

Sir Ralph opfattet øieblikkelig situationen, hævet sin revolver og skjøt.

Han som var ifærd med at slaa til Jack, slap pludselig sit vaaben og satte i et smerteskrik. Dale vilde støte til den mand som stod med revolveren færdig til at skyte paa Sir Ralph. Men Dale var for sen; skuddet gik av, og Sir Ralph tok sig til ansigtet. Der gik en rød stripe over det ene kind, og der dryppet litt blod. Kulen hadde streifet kindet, idet den fór forbi ham. Dale skjøt et øieblik efter, og manden laa der som en bylt.

Kerr, som nu saa at der var hjælp at faa, fik revet sig løs fra sin mand, som øieblikkelig satte paa sprang ut gjennem døren og forsvandt. Kerr vilde forfølge ham, men Sir Ralph, som stod med lommetørklædet for kindet, ropte: „La ham fare!“

Den mand som Sir Ralph hadde saaret, viste ikke lyst til at opta kampen, men rakte armen i veiret til tegn paa overgivelse. Dales motstander, som bare var midlertidig lammet ved det heftige slag i ansigtet, satte sig op paa gulvet og viste et dypt skaar under øiet. Da Sir Ralph vendte revolveren mot ham, gjorde han ogsaa tegn til at overgi sig, og Dale tokfra ham vaabenet, som laa paa gulvet ved siden av ham. Anføreren, som Kerr hadde slaat overende, laa fremdeles bevisstløs paa samme sted.

Dale og Kerr løftet nu Longley forsigtig op og satte ham paa en av bænkene. Han var fremdeles aldeles hvit og sat med lukkede øine.

Sir Ralph, som bare var ubetydelig saaret, sa at de maatte la allesammen gaa. „Vi har ikke tid til at besørge dem ned til byen, og vi kan ikke ha fanger med os i aeroplanet. Naturligvis er de leiet av Schultz. Da det ikke lykkedes ham at faa „nøkkelen“, har han betalt disse til at anfalde os, i haab om at de skulde finde noget som kunde vise ham hvad han hadde feilet i.“

„Ja, la os bare se at faa dem ut av aeroplanet,“ mente Dale ogsaa, „saa vi kan komme avsted saa fort som mulig.“

„Men de har ogsaa ødelagt en hel del nede i forkahytten, fortalte Tony mig,“ sa Kerr.

Dale saa forskrækket ut. „Undersøk dette øieblikkelig, Kerr, saa vil Sir Ralph og jeg se til at faa kastet ut dette nye mandskapet vort.“

Kerr nikket og skyndte sig avsted.

Nu begyndte anføreren at røre paa sig. Sir Ralph kommanderte de andre til at hjælpe ham, pekte betydningsfuldt paa sin revolver og viste mot døren.

Mere var ikke nødvendig. Støttende sin vaklende anfører gik de straks, og skulde til at gaa ned ad stigen, da Tony husket de papirer føreren hadde raspet med sig og puttet i lommen. Dale kaldte dem tilbake og fik papirerne. Derpaa saa de dem langsomt forsvinde i retning ned mot byen.

Imidlertid fik Dale heldt nogen draaper konjak i Longley, og løste paa snippen, mens gutterne gned hans hænder og føtter. Der kom snart litt farve i kinderne, og han begyndte at puste dypt og regelmæssig. Nu aapnet han øinene og saa sig forvildet om.

„Alt i orden nu,“ sa Dale, „lig bare rolig og prøv at sove igjen.“

Longley syntes at forstaa, og lukket straks øinene.

Sir Ralph hadde forsøkt at lukke utgangsdøren, men patentlaasen var brutt istykker, sa han.

Dale mente det gik an, om det var hele skaden. Kerr kom tilbake og saa lettet ut. De hadde nok gjort en hel del skade, men ikke mere end de kunde utbedre paa en time eller to.

Kerr fortalte dem saa om manden som hadde viftet til dem, og saa indbildt Kerr at han hadde „et brev fra en ven“ som han skulde hente nede i byen, om han vilde vente litt. Han hadde da ogsaa ventet, indtil signalet fra aeroplanet hadde faat ham til at ile tilbake. Manden som viftet, hadde altsaa gjort det for at holde ham væk fra aeroplanet.

„Men hvem signaliserte saa?“ spurte Sir Ralph raskt. Tony blev rød; og da Jack fortalte at det var Tony som hadde gjort det, fik han ros av sin far. Likeledes Jack, som Tony fortalte hadde hængt sig fast i armen paa den manden som vilde slaat Kerr.

„Jeg tænker vi var kloke som tok Jack og Tony med os, jeg,“ sa Dale.

Sir Ralph sa at han virkelig var stolt av gutterne sine. Men — der var altsaa farer. De fik nok se til at være forsigtigere.

Longley laa fremdeles i dyp søvn; men pulsen slog roligere, saa de haabet det bare var et chok som snart vilde gaa over.

De andre gav sig saa ifærd med at reparere styrehjulet, kompasset, laasen, og hvad ellers banditterne hadde set sit snit til at faa ødelagt. Litt over to timer gik med, saa var alt i orden igjen. Longley sov fremdeles. De andre tok sig ogsaa en kort hvil, før de igjen fløi videre.

I journalen blev notert: Den anden flyvning begyndte kl. 6 em. 29de juli.

Snart forsvandt Murkat med sin takkede kystlinje. Under og foran dem laa det Arabiske Hav.

Aftensmaaltidet, som blev indtat efterat det var blit mørkt, var ikke egentlig muntert. Alle tanker dreiet sig om Longley som laa der likedan med lukkede øine.

Men Dale forsikret at han vilde komme sig snart. Han hadde set et lignende tilfælde med en flyver som hadde faat et voldsomt støt. Da det jo ikke var tale om at faa Longleys hjælp til at styre, skulde de tre andre dele nattevakterne mellem sig.

Kl. 10, da Kerr og gutterne kom ind for at lægge sig, laa sjøen speilblank under dem og glitret som sølv i maaneskinnet. Kerr gik bort til Longley, som nu laa vaaken. Han grep Kerrs haand og spurte: „Er vi i flugt?“

„Ja, og alt er i orden.“

„Men hvad —“

„Ingen spørsmaal, kjære ven. Vent til imorgen!“ Og han fik Longley til at drikke et litet glas melk med egg og konjak i.

Dermed la Longley sig lydig til at sove igjen, og i de følgende tre timer fløi aeroplanet med en fart av 150 km. i timen med kursen mot den indiske kyst i nærheten av Goa.

Præcis kl. 1 var Kerr igjen i forkahytten efter sin tre timers hvile.

Havet laa der fremdeles under dem, koldt og uendelig øde. Sir Ralph gik nu ind for at hvile, mens Kerr overtok hjulet, og Dale satte sig ned ved motorerne.

Ikke en lyd hørtes uten motorernes „drum-drum-drum“. Dale saa Kerr sitte der og dreie hjulet efter kompasset, indtil han holdt paa at sovne av. Han sprang op og begyndte at drøfte med Kerr spørsmaalet om en luft-passager-rute mellem London og Paris. De tre timer gik igjen. Og Sir Ralph overtok hjulet, mens Kerr igjen fik sine motorer at passe.

Endnu var intet andet at se end himmel og hav, og aeroplanet fløi videre i to timer. Litt før kl. 6 kaldte Sir Ralph Kerr over i styrehuset.

„Der har vi kysten,“ sa han rolig.

Først ganske svakt, men snart med tydelige linjer kom landet tilsyne.

„Nu ser vi fjeldlinjen reise sig, en vældig graa mur litt inde i landet,“ pekte Sir Ralph. „Det er de vestlige Ghatsbjerge.“

Kort efter passerte de Goa, og ved frokosttid var de paa flugt tversover Indien, en tur som ifølge deres beregninger skulde være tilende ved middagstid.

Longley var nu saa meget bedre, at Dale da han stod op kl. 7, kunde fortælle ham de sidste begivenheter. Efter frokost blev patienten hjulpet ind i salongen og lagt paa en av løibænkene. Han saa temmelig blek og daarlig ut endnu. Men selv forsikret han at til middag skulde han være frisk igjen.

Nogen minutter før tolv kunde Dale, som da styrte, se den østlige kystlinje; et kvarter senere blev motorerne stoppet efter næsten tyve timers uavladelig arbeide, og aeroplanet landet i utkanten av Redas, den kystby som Dale hadde telegrafert til om at faa fyldt bensin-beholderne.

Under det korte ophold der skrev Tony i sin reiseberetning blandt andet følgende: „Dale gjorde en storartet landing midt paa en øde, brændende het slette utenfor byen. Støvskyer blæste hele tiden over den. Agenten som var bestilt til at forsyne os med bensin, gik paa utkik da vi kom, og inden en halv time kom han med kanderne, kjørende i nogen skranglete vogner. Sammen med ham kom en mængde baade indfødte og hvite for at glane paa os.

Alt gik i lynende fart, da vi ikke hadde et minut at tape, og i mindre end en time fra det vi landet, hadde vi igjen startet.

Dale spurte mange om de hadde set noget til det andet aeroplan. Men alle sa nei.“

Da selskapet sat ved lunchen, var Redas alt forsvundet, mens aeroplanet var 9000 fot over denBengalske Bugt, og pekte med sin graa baug i retning mot øen Sukara i det Indiske Hav, hvor de haabet at faa den næste „nøkkel“.

Efter lunch vilde ogsaa Longley være i styrehuset, skjønt han endnu saa blek og medtat ut.

Dale studerte kartet og maalte avstanden til Sukara. Det var endnu ca. 1500 km. igjen, en strækning som de mente at kunne klare inden midnat.

„Men hvordan skal vi kunne lande i mørke paa ukjendt grund, Dale?“ spurte Sir Ralph.

Flyveren svarte: „Vi faar bruke lyskasteren, og kredse om til vi finder en aapen plads. Vi kan ikke tape alle de timerne til det blir lyst.“

Longley underrettet om at han, før de reiste, hadde søkt at faa indhentet saa mange geografiske oplysninger som mulig om de steder hvor de skulde lande. Og dette sted, Komataja, paa øen de nu reiste til, var en liten landsby 4 à 5 km. ind i landet. Bak byen var fjelde, men han antok at der mellem byen og havet maatte være opdyrket land, nok til at lande paa.

Det Indiske Hav laa hele tiden 10000 fot under dem og glitret koldt i det tiltagende mørke. Et par ganger var der falsk alarm om at øen var isigte, men litt over kl. 10½ ropte Jack, som holdt utkik i taarnvinduet:

„Jeg har staat her sikkert i fem minutter og stirret paa en liten sort flek paa vandet ret foran os, og den har ikke forandret sig. Jeg skal vedde hvad dere vil paa at det ikke er en sky. Se, far, se, nu blir den mørkere og større!“

Dale tok frem en natkikkert og stillet den omhyggelig. „Sandelig, Jack er en veritabel Kolumbus,“ sa han og lo; „det er ganske rigtig øen.“

Om landingen paa Komataja har Tony i sin dagbok git en utførlig beretning, hvorav vi tillater os at gjøre et passende utdrag. Den eneste rettelse vi har tillatt os, er at vi har indskutt et og andet komma og semikolon.

„Idet vi kom nærmere, saa vi at øen var lang og smal, og at vi nærmet os dens ene ende. Longley, som endnu saa temmelig sjaber ut, men selv forsikret at han var all right, fortalte os at det lille sted Komataja laa i den ene ende av øen ved foten av et bjerg, en 2-3 km. fra stranden. Mens jeg endnu syntes vi var langt fra land, stoppet Dale motorerne og forberedte sig til at lande. Saa viste han os sin elegante „glideflugt“. Satte saa motorerne igang igjen og kredset rundt for at finde et landingssted. Far styrte hele tiden lyskasteren. Det klare lys faldt først paa toppene av vældige trær; saa der var ikke til at lande. Far maatte kaste lyset længere ind paa øen, mens Dale styrte aeroplanet langs stranden.

Om et par minutter hadde lyskasteren fundet frem en samling smaa firkanter. De lignet mest dominobrikker med sorte prikker; men vi kom snart efter at det var en klynge enetages huser som laa i den ene ende av en rydning i skogen. De sorte prikker var vinduer og dører.

Dale dreiet hjulet rundt og satte kursen mot dem. Da vi kom nærmere, saa vi at et stort stykke and var ryddet der, og at lave, hvite træhuser, smaahytter og lange, skurlignende bygninger laa spredt omkring.

Far og Dale var enige om at her maatte de lande. Vi gjorde en rask og brat nedstigning, og dumpet temmelig haardt ned akkurat midt paa rydningen.

Hvad der nu hændte, lignet den fornøieligste scene paa et teater. Et øieblik var alt stilt. Ikke en lyd, ikke en bevægelse. Men saa, likesaa pludselig som paa scenen, begyndte hus og hytter at tømmes. Hvite og indfødte om hinanden kom myldrende ind i straalen av vor lyskaster. De fleste hvite hadde kastet frakker over sin natdragt og faat tøfler paa; men de indfødte hadde ikke brydd sig med nogen slike formaliteter, de løp omkring aldeles forstyrrede.

Dale og far aapnet døren og ropte av alle kræfter: „Hermann!“

Et øieblik efter trængte en mand sig frem, og kom hæseblæsende frem til stigen. Det var en tyk, velstaaende tysker, og viste sig at være netop vor mand, d.v.s. han som hadde „nøkkelen“.

„Næsten unaturlig heldig og letvint,“ bemerket Kerr. „Kan ikke tro det er sundt at faa noget i den grad givendes!“

Men den tykke tyskeren begyndte, saa snart han hadde faat pusten igjen, at røke gemytlig paa en av fars store cigarer, og gav os med én gang, from som et lam, „nøkkelen“, efter at vi naturligvis først hadde vist ham ringen og latt ham skru platen av.

Heller ikke dette ord var meget oplysende. Det lød: „Agt.“ „Ikke stort at reise mange tusen km. for,“ sa Dale tørt.

Men far sier vi faar vente til vi faar alle fire ordene, saa forstaar vi vel litt mere.

Kerr kunde forresten heller ikke la være at holde moro med de to ordene vi hadde faat. „Giv agt — paa Schultz, blir det vel,“ sa han saa pudsig at vi alle maatte le.

Men vi blev snart optat med alvorligere ting. Tyskeren fortalte at det andet aeroplan hadde landet der forrige dag om morgenen. Schultz hadde brisket sig paa alle maater, men til ingen nytte. Ringen hadde for anden gang svigtet ham, og han hadde ikke været istand til at faa „nøkkelen“, hvor meget han baade lokket og truet.

„Han var mægtig sint,“ sa Hermann og smilte ved erindringen om hans utseende.

Schultz hadde altsaa øieblikkelig sat avsted i sin flyvemaskine igjen. De andre mente vi maatte sætte efter ham straks; men far foreslog at vi først skulde ta os en god søvn, og saa diskutere vore videre planer imorgen, naar vi igjen var i flugt.

Forslaget var for fristende for os alle. Vi var dygtig trætte; Jack ogsaa, om end ingen ting i verden skulde faat ham til at være ved det.

Tyskeren Hermann fik nok en cigar og tok saa umaadelig høflig avsked med os.

Én maatte naturligvis holde nattevakt — vi tænkte paa vore erfaringer fra Murkat. Dale tilbød sig at ta den første. De andre skulde løse av. Longley vilde ogsaa, men blev enstemmig forbudt det.

Og dermed godnat!“ ender Tony sin beretning.

Kl. 6 næste morgen, efterat tyskeren hadde været der igjen for at si farvel, og rimeligvis for at bli budt endda en av Sir Ralphs cigarer, hævet aeroplanet sig igjen og begyndte sin 9000 km.s flyvning til Rigiøerne i det sydlige Stillehav, hvor den tredje „nøkkel“ var at faa. Ruten lød paa: tvers over Malacca-strædet, over halvøen Malaga, og saa tvers over det sydlige Kinesiske Hav.

Efter frokost holdt Sir Ralph krigsraad i forkahytten. Han fremholdt, at da Schultz jo nu maatte ha forstaat at han ingen chance hadde til at faa „nøklerne“, maatte de se at sætte sig i hans sted og finde ut hvad han nu agtet at foreta sig.

Longley, som nu var omtrent sig selv igjen, erklærte at hvis han var Schultz, vilde han vente til de andre hadde faat „nøklerne“ og fundet skatten, og saa søke at røve den fra dem.

„Ganske rigtig. Netop det tænker jeg de kjeltringerne vil gjøre,“ var Sir Ralph enig i.

„Vi maa derfor betale med samme mynt,“ sa Dale. „Jeg vet ikke hvordan de er utstyrt med hensyn til vaaben, men jeg er ialfald sikker paa at de ikke har en bedre kanon end vor.“

Tre utdrag av journalen vil vise aeroplanets reise de næste tyve timer.

„I mørkningen 31te juli — passerer Borneo.“

„Kl. 8 efterm. 1ste august — kysten av Ny-Guinea i sigte.“

Efter frokost stod gutterne sammen med sin far og saa ut paa de vilde, øde og ubebodde trakter under dem. „Her er endnu uopdagede regioner,“forklarte Sir Ralph. „Nogen av indbyggerne her er berygtede menneskeætere.“

„Faar haabe ikke Kerr stopper motorerne sine netop her, da,“ sa Jack tørt.

Efter lunch stod Sir Ralph igjen i taarnvinduet med sin kikkert.

Han hadde en tid holdt øie med en høide som han nu tydelig kunde se.

Han vendte sig braat: „Dale, kom hit litt, er De snild.“

Sir Ralph gav ham kikkerten.

Back to IndexNext