V

Auf der Mauerauf der Lauersitz 'ne alte Wanze.Sieh' mir doch die Wanze an,wie die Wanze tanzen kann. —

Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:

Immer langsam voran,immer langsam voran,dass der österreich'sche Landsturm auch nachfolgen kann.

Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:

Du Hannemann,geh du voran,du hast so lange Stiefeln an.

At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« ikke kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage ham det ilde op.

Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt gjerne var af forholdsvis fredelig Art.

— Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han, idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de sidste Aar; — den var ligefrem berømt over hele Tydskland, den Altstädter Ziegel-Tobak. — Altsaa det var den Gang, — jeg har vist fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hunsendte mig jevnlig et og andet, — vi havde jo fri Forsending, — og der var saa altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa Piben tændt, og neppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand, det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, — han var kommen en Bajonet for nær, — han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind. »Det var som Fanden,« siger han saa. »Hvorfor det,« siger jeg, »lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gang,« siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo, den skulde jeg da nok kjende,« svarer han saa, »for jeg har været to Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter den, er det akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet og Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger jeg, og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« svarer han. — »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til, et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var kommen til at give ham en varm Kugle.

Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden — hvis man kunde sige, at der var en saadan — til at udspørge ham om hans Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved, at vi naaede frem til Minna Jagemann, — »hende, den lille kjønne Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« —

I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og nøgtern Karakter.

Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis taget mod denne Gouvernanteplads,som var godt lønnet; ellers boede hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.

Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.

— Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han og stoppede Asken ned i Pibehovedet.

— Saa —? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?

— Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.

— Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?

— Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde hun saa vist ikke fortjent af ham.

— Ja saa! De havde altsaa været forlovede?

— Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa nøie inde i det; — jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke fordi Dresden heller er saadan helt — — ja, det har De Vel nok lagt Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt — Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der, saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, — læste De, hvad Bismarck havde sagt forleden? — — —

Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.

Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere, hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning om, paa hvilken Dag og Time Tydskernevilde rykke ind i Paris. Jeg spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.

Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at der fandtes et, — men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, — ikke det mindste — men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa Spadsereture; jeg anede, at det var enPostillon d'amour, der kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans Modersmaal, — eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det ogsaa skulde blivehendesved Adoption? Maaske vidste hun det ikke selv.

Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig, Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en Fælle.

Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra Hjørnet af Stentrinnet. —

For den, der elsker den tydske Musik — og hvem elsker ikke den! — eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver Rhinegnenes større Sceneri.

Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche, hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«.

Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?

Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end — Frøken Jagemann.

Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge Pige havde foretrukket et solidere Sæde: — en stor Klippeblok, der paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige, sprudlende Bæk.

Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.

Men hun røbede sig selv — om med eller mod sin Villie? — ved at blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød ud i.

— Ligemeget, svarede hun, — i begge Tilfælde fortjener han at blive leet ud!

Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.

Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine, krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa underlig rørende hos en voxen Kvinde.

De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa; Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.

— De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....

— I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man nok ikke synderlig til Wagner, — det har jeg da hørt sige.

Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk.

Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig Misstemning, og jeg tav lige som hun.

Medeet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et forbavset Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?« og i det samme fornam jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukkent i Retning af et ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at kjende.

Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at lade Munden løbe.

Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners senere Værker at kjende, og at de havde særlig Interesse for en Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore egne Oldkvad.

Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun havde læst Noget af vore Digterværker.

— Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt Grammatik.

— Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?

— Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne Driver med alt hans Slumpeheld.

Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den danske og tydske Nationalcharakter, — dels Noget, som jeg for lang Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, — dels ogsaa, hvad der faldt mig ind i Øieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde megen Værdi.

— Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr siger, bemærkede hun.

Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.

— Ja, veed De hvad, begyndte jeg, — oprigtig talt, synes De egentlig, at Faust er saa tiltalende? — jeg mener, naar man ser lidt nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en høist tvivlsom Duel — —

— Det veed jeg nok — men alligevel —. De er jo Protestant? spurgte hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet paa noget rigtig godt.

— Ja — ? —

— Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter deres Gjerninger.

— Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen.

— Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt dette spottende »Herr« i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.

— Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede jeg.

Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv — hvad hun ogsaa syntes at føle — endskjøndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: »Gretchen!« ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med impertinent Mine; bestandig: »voilà Gretchén«, med dette umulige ch!

Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok til at tilbyde mig som Ledsager.

Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.

Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig udbrød:

— Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil snakke med dig?

Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid for mig at komme hjemad.

Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen maatte have ligesaa godt Held med mig.

Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om, stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter til »Wotans Ruhe« — forgjæves.

Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at finde et Paaskud, en Vei, et Middel — ligegyldigt hvad — til at sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! — jeg kunde ligesaa godt have forsøgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. —

Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved eet til Middag i »Erbgericht« paa en smuk Terrasse ved Floden, overskygget af prægtige Ahorntræer; deres forneden fladt klippede Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skjær og lod Solpletter dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.

En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saa mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv, vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.

Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene skyggede de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser; deres Blik var livligt, klart og ganske overordentliggodmodigt. Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede — omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile — havde paa gammeldags Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste, som om de vare af Metalspaaner.

Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem jeg havde sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere Aar ældre end jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst hos den gamle, ved at nære en hyklet Interesse for hans Samlinger. Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af berømte Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther og til vor Tid, — jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort (for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt havde opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s. v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt fra at være en tom Mani hos ham, — hvad den jo ofte udarter til — at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans ordenskjære Forretningsvaner.

I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som har faaet siteiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand, hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer. Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og dette var netop Tilfældet med Hertz. — Den store Philosoph omgikkes gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er Handelsstanden egen, — en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store Bysbarns Navn.

Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr — men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret; mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde kjendt. — — —

Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at være rundhaandet med overfor de Ældre.

Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller lægge for meget Beslag paa Andre.

De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og boede her allerede paa tredie Dag.

Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.

— Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.

— De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.

— Men hvad tænker De dog paa?

— Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.

— Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab — haaber jeg da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik.

— Her fra Stedet? foer det ud af mig.

Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.

— Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.

— Heller ingen Königsbergerinde.

— Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen Vernunft«?

— Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium — — —

Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den gamle Dame havde gjennemskuet mig.

— Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om min Mands Foredrag.

Den Gamle lo.

— Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en Menneskekjender, en ren Lavater.

Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.

— Naa, ja, ja da? er hun kjøn?

— Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil sige — ikke saadan — paa den Maade, — men meget mer. Hun er en Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en Frederikke Brion, — skjøndt heller ikke — ikke Præstedatteren paa Landet — hvor idyllisk det forresten er — en Kätchen, allersnarest en Kätchen!

— Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp, — du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. —

— Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er kun eet, som er bedre end den tydske Poesi —

— Det er Kants Kritik?

— Nei, det er tydske Kvinder — naar de er gode. Men Spøg til Side, det er en fortræffelig Pige.

— Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg er Dresdnerinde.

Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.

Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:

— Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden Gouvernante — — —

Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte være den forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, før det faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde migsaa distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz.

Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr. Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander.

Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed.

Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:

— Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.

— Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke kjender noget til mig — jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.

— Det kan jeg gjerne — men hvorfor egentlig?

Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:

— Er De altid saa distrait?

— Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med.

Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.

— Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og hente Nøglerne, — det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, — — —

Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange smaa Stentrin, som føre derhenfra Bredden, saae jeg det lille Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.

Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand; men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille Fortrolighed imellem os forekom mig — og maaske ogsaa hende — større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde komme til at gjøre det.

— Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve dig, bemærkede Fru Hertz.

Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse, som jeg i en Fart raadede over.

Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.

— Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor Litteratur? spurgte jeg.

Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, — saa at Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: »Som De kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan skaaret for Tungebaandet;« og senerebetroede hun mig, at Fruen havde sagt til hende: »Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan snakke med.«

Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for hinanden. Da de — som Tydskerne sige — havde »sluttet os begge i deres Hjerter«, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab kunde sluttes, — saa meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, — hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf hende.

Hver af disse Aftener forløb — fraseet den voxende Fortrolighed — omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes Kanter traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende Speilstriber i Floden; — nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede frem som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa dens Glands gled lange Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig blinkende. Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, — kullede sorte Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op, som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var usynlig. Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og stønnende, medens den vandt den undersøiske Jernkjede op over sin flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en behagelig Klokkeklang.

Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille Baal: det syntes at flyde paa Vandet, ogbelyste et Par skjæggede Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig Skikkelse, som foroverbøiet stemmede den skraa Stang fast mod Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, som en Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven, anførte af en Rubin og Smaragdstok.

Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten, som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, — og underrettede os om, at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det hedder — mod Sædvane rigtig citeret —: »Die Uhr schlägt keinem Glücklichen«.

Ja, vi vare lykkelige, — ikke jeg alene. Det Skjær af Tungsind, der fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen, kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse, hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis Hygge derved.

Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel glide forbi os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe, at det skal føre En videre eller bringe En Noget.

Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagværk er en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylderdet lille Stenland. Det var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser til Landets uhyre Sletter og tunge, terrassebyggede Bjergmasser. Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.

En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende høist mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant, bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en ængstelig Tegning af det samme.

— Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. — De ler mig kun ud! Jeg skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.

Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke længe, før jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver, Triglypher og Metoper vil sige, — naar man for første Gang skal anskueliggjøre det sort paa hvidt, reiser der sig mange Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at bære Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øieblik tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig syntes hun et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke kunde komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængsteligeBlik tydelig nok om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«, — og jeg beroligede hende med et Smil.

Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne. Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde mistænkt for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min Villie opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min Nysgjerrighed.

Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:

»Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet, kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og ligesaa megen Lykke som Ulykke.«

Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa blive lukket og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastigt om og tegnederesoluten eendelt Architrav med Triglypherne over: Regulae glemte jeg rigtignok, og Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand rystede. Men om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst, eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjøre.

Minna satte sig med et Sytøi hos mig og lod meget tilfreds ved at se mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde hele Dagen været trykkende Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven færdig med de to Skitser, før det begyndteat tordne ikke saa langt borte, og snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne. Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod Syd og Vest med et Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille haardt og høitstoppet Sofa, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over det hang tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under dem havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat: det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Königsberger-Træsnit med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur, staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk op over den høie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af Rummet.

Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste Flodens rødbrune Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor blændende om hende eller naar Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende Ruder, foer hun sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig, skjøndt hun øiensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig. Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt. Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i.

Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede udelukkende med, hvad jeg havde læst i »Poesiebogen«. Jeg kjendte ikke Stedet, skjøndt jeg nok syntes, det lignede Goethes Udtryksmaade; da jeg senere — for ikke saa længe siden — læste »Aus meinem Leben« og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte paa dissevelkjendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke med dem ind over min Sjæl! I »Wahrheit und Dichtung« kom jeg ikke videre, men forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør ved at begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gjøre Fordring paa første Led af hin betydningsfulde Titel.

Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemærket, at Minna i vore Samtaler undertiden røbede kunstneriske Kundskaber, som hun neppe havde fra Skole og Institut og heller ikke let direkte kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke Forestillinger jeg skulde gjøre mig om Kilden. Var hin Betragtning afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en temmelig stor Lakune var den skilt fra det Blad, som jeg maatte tegne paa, men det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at dette Prosastykke stod langt friskere i Blækket end de foregaaende Digte, som vare daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig — og det kunde være en Feiltydning.

Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den forsvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. — Vandforsyningen paa dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brønd eller Post, men alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor Huset; lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den rindende Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene og fra en Sandplet, der rørte sig, som om den var fuld af smaa levende Væsner. Vi kaldte den spøgende for Ungdomskilden, efter et Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt.

Luften, der slog os imøde, var frisk og gjennemrenset, med en sund Lugt af Engmuld, syret af det vaade Løvs og Græssets Dunster og krydret af forstærket Blomsterduft, især af Kaprifolier — en Luft, der af Lungerne inddrikkes i dybe Drag, ligesom man nyder en ædel Vin. Skydækket var splittet; her rullede det sig bort som massive sodmørke Røgmasser, hist opløste det sig som lysere Damp eller flød ud i tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igjennem, længer nede vare Lufthullerne sart grønne, og der aabnede sig gyldne Striber langs Horisonten i Vest. Mellem delavere Skylag med deres stærkt blaanende eller rødlig graa Stenfarver, saaes overalt høiere Skyer, der lyste med kjødfarvede Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af Lilienstein viste sig en bred Regnbuestøtte, der bestandig blev mere straalende. Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjerg laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, ganske som naar man for Spøg puster Tobaksrøg øverst oppe i Hovedet paa en krølhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt; over alle de steile Klippekegler rundt om var der et kjøligt blaanende Skjær. Floden var endnu uigjennemsigtig rødbrun inde i Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. Af og til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige Ekko.

— Se! udbrød Minna, — hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin!

Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet. Du gode Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige har ham paa rede Haand til at citere. Forresten var det ganske træffende. Nuvel, naar hun da havde sagt: »Det ligner et Billede af Poussin oppe paa Galleriet«. Men dette: »Det er en ren Poussin«, det var til at blive rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber Roller, og raabe: »Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus einer Menschenseele hervorgeholt! — — — sondern aus einer Maler-do.«

Men hun løb allerede i Forveien ned ad den lange Række blankvaade Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg følte, eller om hun af sig selv var bleven flov over at have smykket sig med en Andens Frase, det veed jeg ikke, men det var aabenbart, at hun løb fra sin Poussin.

Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede Stenkrukken paa det underste Trin ved Kilden og vendte sig til en kjøn lille tolvaars Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Eier. Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Række begynder under Basteiklipperne, der groede op af deres Flader; det fjerneste og største tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjerg, kløvet op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste Fyrrer syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig Rand. Som det næstnæste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Eiendom.

Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmølle, som han havde lavet ved Afløbet fra Kilden. Gjennem et lille umodent Æble havde han stukket en Pind som en Axe; og derpaa havde han i en Kreds af smaa Indsnit befæstet store Vinger, som han havde skaaret ud af Træ. Løbet havde han dæmmet op, saa der blev en lille Mølledam, hvorfra der var tilstrækkeligt Fald; og dèr snurrede saa Hjulet rundt, som rigtignok intet Værk drev. Fra Lysthuset og oppe fra Vinduet havde jeg set den snurrige Tingest dreie sig uafbrudt. Nu havde det voldsomme Regnskyl gjennembrudt Opdæmningen; det var Istandsættelsen, der optog ham, og det mislykkedes endnu at faa Axen til at hvile saaledes, at den ikke bragtes i Klemme.

— Jeg vilde saa gjerne have det rigtig i Stand, til naar Fader kommer fra Arbeide, sagde han og saae troskyldig op paa Minna. For det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil saa gjerne have, at han skal være i godt Humeur i Aften, for saa vil jeg bede ham om at maatte være med ved Sprængningen imorgen.

— Skal de sprænge oppe i Stenbruddet?

— Ej ja! en hel lille Væg.

— Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna.

— Du kan jo spørge Fader derom.

— Det vil passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal besøge en Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke ogsaa Lyst til at overvære det Skuespil?

Man kan vel tænke sig, at jeg ikke havde Noget imod dette Forslag.

Et langt »Aa«, som den lille Dreng brød ud i, fik os til at se bort fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuestøtten var voxet til en fuldstændig Bue, og udenom denne dannede der sig just en Speilbue, der endnu kun stod klart ved Støttepunkterne men dæmrede oppe i Hvælvingen og havde Brist hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt, og de to Buer dannede den indre og den ydre Straalebræm af et bredt violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mørkere end oppe over den, hvor det Blaa snartskinnedeigjennem; paa denne dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af Solstraalerne, der trængte frem under Skyerne og gjennemstrømmede hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende paa sin Overflade, som et rygende Stenalter.

Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille DrengsPhantasi, for han sagde, ganske tabt i Beskuelsen: — »Det er ligesom i Lærerens Billedbibel, dèr hvor Noah ofrer.«

I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen gammel-tydsk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede høit op med den anden Haand, nok kunde have været Gjenstand for Indvendinger, skjøndt den hverken havde Opheftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig ned over Kilden og vilde trykke den noget gjenstridige Krukke ned i Vandet, gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl paa den vaade Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken, der svømmede paa Vandet; Speilet viste mig et Smil i hendes Ansigt, der syntes mere skjælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende — som om det lille Væld var en Afgrund — til at skynde mig at slippe hende, ja, jeg havde endogsaa en Følelse af, at jeg i dette gunstige Øieblik kunde have tilladt mig mere end denne Tøven og et let Tryk, der kunde bortforklares, — havde Omgivelserne været heldigere. Men et Par Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager, og Vinduerne vare ikke saa langt borte.

Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og sprang op paa Stien. — Det er sandt, Vandet!

Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende.

Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at forespørge om Sprængningen. Den skulde ganske rigtig finde Sted næste Dag, og vi vilde være velkomne som Tilskuere. Det blev aftalt, at den lille Hans, der lykkelig havde faaet sin Ansøgning igjennem, skulde føre os til Bruddet.

Maanen var imidlertid kommen op over Skovhøiderne hinsides Floden. Den blinkede i en Hvirvel midtveis og mellem Stenene helt inde ved Bredden. Himlen var næsten klar, kun bag Lilienstein, som skimtedes dunkelt, holdt der sig en mørk Dis. Til den anden Side stod Klippernes Konturer klart mod den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa deres Masser at faa Liv, Blokkene sprang frem, Kløfterne skyggede sig ind, ogBruddenes Flader lyste mat. — Paa »Erbgerichts« Terrasse straalede mange Lamper under Løvet; høit oppe paa Bastei skinnede et bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en Wiener-Vals lød deroppe fra.

Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt det var for vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk. Den smukke, lidt firskaarne Kone gyngede en Lille paa Armen; Hans sad paa et af Trinene og snittede nye Vinger til sin Vandmølle; Manden red paa Rækværket og dampede af sin Pibe, himmelglad over Uveiret og den Afkjøling, som det havde bragt: de kunde vel trænge dertil, oppe i Stenbruddene var Solen ved Middagstid steget til fireogfyrretyve Grader Reaumur — og saa dertil haardt Arbeide! Den gamle Hertz udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Værtinden fortalte om Vanskelighederne under Foraarshøivandet og om en enkelt Aargang, da Floden var steget næsten til Foden af Trappen.

En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en forbijagende Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, gav det sædvanlige Tegn til Opbrud. Jeg fulgte — som altid — Minna hjem.

Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igjennem med en vis urolig Forventning imødeseet denne lille Maaneskinsvandring. Det forekom mig, at jeg havde Noget tilgode — fra hint Øieblik ved Kilden; men i saa Tilfælde var Forfalds-Tiden aabenbart ikke kommen. Til Trods for Maane, Bæk med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed »zu zweien« — lutter uforkastelige sentimentale Ingredienser — vilde hun ikke komme i den sværmeriske Stemning. Naar hun endda havde været tavs! men hun pludrede paa en allerkjæreste Maade om lutter Ting, der ikke stod i fjerneste Forbindelse med Forelskelse. Hun kunde pludselig Intet forstaa: jeg gjorde en fin Hentydning til Kilden, og hun fandt deri kun Stof til at overveie, hvor vanskeligt det maatte være for Beboerne, naar Floden oversvømmede den ved Foraarstid, og til grundig at undersøge, hvilket der da var det nærmeste Sted, som de kunde hente Vand fra; sandsynligvis »Erbgericht«; men maaske der ogsaa var en høiere liggende Brønd i det gamle Værtshus »Zum Rosengarten«, — det var der ganske vist!

Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuld, som om der hverken var Ungdomskilder eller Feiltrin til.

Et Par Timer efter Middag begav vi os paa Vei, anførte af den sjæleglade Hans, som bar en Madkurv, og ledsagede af en Mængde Formaninger til Forsigtighed.

Veien førte langs Elben, og snart havde vi paa høire Haand den lange Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der jevnt som en Bastion fører en halvhundrede Fod eller mer op til Bruddenes Plateau og nedadtil begrændses ved en Mur i noget over Mands Høide. Hist og her — en Gang for hvert Brud — giver denne Plads for en Træbane, der fra den høitliggende Arbeidsplads fører ned til Bredden, og ad hvilken de tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slæder; ved en af disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt fyldt med sin tunge Last; nogle sværlemmede Karle aflæssede en Slæde, hvis Efterfølger stod rede til sin Fart øverst paa Banen, tæt ved Gangspillet.

Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille ved en Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende Blik den Sti, der skulde hjelpe os op, og neppe kunde skimtes som en lysere Zigzag-Streg paa den steile, smudsig-graa Flade. Ved nærmere Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten, eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saae ud, som om de var rede til at skride bort under En. — Hans, der allerede var kommen et Stykke tilveirs, saae sig forundret om efter os. —

— Men De maa gaa først, sagde Minna og blev rød.

— Nei, Frøken, det gaar ikke an. Glider De ud her, saa er der slet ikke Noget at faa fat i. Men jeg skal nok holde mig fast og kan støtte Dem, saa snart De vakler, — De behøver ikke at være bange for at rive mig med og i alt Fald —

— Aa, naar De nu blot vilde gaa! —

— Herregud, lad os dog sætte os ud over saadanne Taabeligheder! Skal De for den Sags Skyld udsætte Dem for at knække Halsen? For Pokker, der maatte da ogsaa gives en anden Vei, de dumme Folk! Forresten, det har ingen Fare, naar De nu blot vilde gjøre, som jeg siger. Naa, lad saa det Snerperi fare!

Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og ærgerlig, end jeg i Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst. Det voldte mig et kildrende Behag at tilrettevise hende somden Overlegne og navnlig at lade haant om et af Jomfruelighedens Yderværker og saa overhovedet at tyrannisere hende i Velfærdets Navn.

— Jeg veed, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem heller ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og saae alvorlig paa mig. — Paa en Maade har De Ret, og De vilde have det helt, hvis det var Skaberi og Affektation fra min Side. Men nu har jeg uheldigvis den Følelse, og det i en saadan Grad, at jeg veed, den vilde genere hver Bevægelse ligesaa meget som de Kjeder, Modedukkerne i sin Tid havde mellem Støvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til at slaa Kolbøtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmærket egnet til. Hvis De derimod gaar foran, og lader mig skjøtte mig selv og klatre op saa ugraciøst, som det netop kan falde sig, saa lover jeg Dem, at den værste Ulykke skal være, at jeg skraber mine Knæ lidt — og finder De, at jeg er en Stivnakke, saa trøst Dem med, at jeg skal naa ligesaadan derop.

Ved den Bestemthed, blandet med elskværdigt Lune, hvormed hun afgav denne Erklæring, rev hun mig hovedkulds ned fra min Overlegenheds Piedestal og gjorde mig, sandt at sige, saa lille, at jeg gjerne kunde være krøbet i et Musehul. Da der intet saadant fandtes, krøb jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, og tog den dødelige Angst for, at der skulde tilstøde min Ledsagerinde Noget, som en retfærdig Straf.

Vi naaede begge i god Behold op til Randen.

Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den søndersprængte Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet Tempelplads. Som mægtige Tromler af faldne Søiler laa Møllestene dèr i lange Rækker, og regelmæssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskjærver havde hist og her dannet Bakker, som gjennemskar Terrainet; nogle bar hele Smaaskove, mest af amerikansk Hyld, hvis skarlagenrøde Bærklaser glødede mellem de brændende hvide Stenmasser. Til den ene Side saae man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hører til ethvert af disse Brud.

Efter at være steget over et saadant Høidedrag, befandt vi os i den bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her stod Eieren og et Par Arbeidere. Vor Vært tog sin Træpibe ud af Munden, lettede paa sin Kasket og sagde, at vi kom i rette Tid; de vare lige blevne færdige. En stor Mandi næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren Skjorte stod med Ryggen mod os bøiet frem mod Stenfladen, hvor han syntes at undersøge Noget; han dreiede et Øieblik sit rødskjæggede Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et gnomeagtigt Ydre og dækket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til os, idet han fjernede noget Værktøi. En halv Snes Skridt derfra slog et Par Arbeidere smaa Jernkiler paalangs ind i en stor Sten, der skulde flækkes. Længere borte fra hørtes Lyd af Hakker og Stemmer.

Manden i de tærnede Benklæder traadte tilbage fra Stenen; der viste sig en tyk, nedhængende Snor ligesom Halen af et Dyr, som var krøbet ind i et Hul. Den hang knap et Par Alen fra Jorden paa en fremspringende Del af Sprængningsfladen, en Snes Fod i Høiden, der allerede ved en smal Revne havde løsnet sig fra den øvrige Mur. Denne steg i sin hvidgule Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs, hvor saa de mørke, ru Klippeformer med Krat og Naaletræer paa alle Afsatser og i alle Furer groer ud af den — som om Bjerget var et uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket forneden.

Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, der laa til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hænderne for Munden og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet, dampede stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede saa rolig hen til os, bestandig rygende og med Hænderne stukne ind under det store Skjødeskind. Gløden forsvandt, en tynd Røg piblede ud af Stenen. Minna og jeg saae paa hinanden med det underlige Smil af nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille Støv- og Røgsky spredte sig — og Stenblokken blev staaende, skjøndt stærkt undergravet. Eieren bandede; Manden med de tærnede Benklæder ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen.

— Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imøde.

Medens vi betragtede Stedet paa nærmere Hold, og de undersøgte, hvor det var hensigtsmæssigst at bore, havde jeg taget en Hakke og huggede paa et af de afsprængte Stykker,der løsnede sig let og i lige Flager under mine Hug. Pludselig følte jeg mig greben og bunden med et Stykke af den Bast, som de brugte til Forladning, medens en mægtig Latter rungede i mine Øren, og et rødskjægget Ansigt bøjede sig frem over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; rigtignok gav den lystige Røver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og sandsynligvis i den Forudsætning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev ikke klogere derved.

Minna lo hjertelig ved at se mig saaledes i Armene paa Kjæmpen og vel endnu mer over dette komiske Udtryk i mit Ansigt af gjerne at ville »være med«, men ikke kunne det; — endelig betvang hun sin Munterhed, som mod min Villie ærgrede mig ikke saa lidt: —

— Han forlanger, at De skal kjøbe Dem fri, og han har Ret, sagde hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar Nogen fusker en Haandværker i Arbeidet, saa har denne Lov til at tage ham fangen, saadan som De nu er bleven.

Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en ubehjælpsom Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tydsk Udtryk. Det var første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget paa mit Modersmaal, og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gjøre sig forstaaelig i et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed mistænkt for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste Tid, skjøndt hun ikke havde talt derom.

Jeg betalte med Fornøielse min Bøde saa rigelig, at der foruden »Prisepenge« til den Rødskjæggede ogsaa blev en Drikkeskilling for de Andre, — men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nærværelse havde nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Røver befriede mig, stak med et høfligt Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede for at se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans Jernstang ind i Stenen.

Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa rundt i Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprængninger og glædede os over, hvor let behandlelig den skjøre, kornede Stenmasse var for de dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt om mellem Blokkene; menda Minna fandt et Par farvede, næsten gjennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at være kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske.

— Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende Øine, blændet af alt det hvide Lys.

— Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?

— Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skjøndt, ærlig talt, jeg vil nok beholde dem selv .... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det er netop, fordi jeg mindes om min Barndom — som om der var noget Synderligtdèrat mindes! Og dog gjør jeg det gjerne. Det er underligt, hvor det kan være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt, hvad der blot ligger lidt tilbage i den, — det er altid en Trøst: een Gang bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa.

— Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag — maaske vil man en Gang finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende.

Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i Lommetørklædet til det øvrige Fund.

— Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte Ædelstene for at raade Bod derpaa.

— Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde for saadanne forkjælede Børn .... De selv har nok faaet en fornuftigere Opdragelse.

— Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede det nedfaldne Haar bort fra Øinene. Fornuften, — den var nok ikke synderlig med i Spillet.

— Deres Hjem var meget tarveligt?

— Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt og glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før jeg nogensinde havde været saa megetsom ude i Loschwitz. Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. En stor Fest for mig og min Broder var det, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han undertiden drak sit Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at kunne klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han ogsaa undertiden Moder med hen paa en Ølstue; det var en Rest fra deres Ægteskabs første Tid, da hun hver Aften havde ledsaget ham. Og hvis De nu, naar De kommer ind til Byen, gaar hen i »Zur Katze« i Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De i den inderste Stue se en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dèr med sit Glas Øl, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok tilsidst udbrede sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun har haft dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets Hyggeligheds-Erindringer logere »Zur Katze«, saa kan De omtrent regne ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav sig slet ikke af med os, — og det var stor Skade, for han var ikke blot en dannet Mand — han underviste i Latin —, men han var ogsaa veltænkende og strengt retskaffen, det har jeg først lært at indse, da jeg blev ældre, og overhovedet har jeg kun af spredte Træk faaet Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet; med Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Veir, og undertiden efter Læsningen af Avisen skjændtes de lidt om Politik. Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne; hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og paastod, at vi kun kunde takke den for tungere Skattebyrde. Ellers havde de, som sagt, ikke Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader, og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling. Sær var han rigtignok over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende var hans — man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naardet kom indenfor Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var min Fødselsdag, — jeg blev elleve Aar — havde Moder givet mig Lov til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, foer ud til os med Rædsel malet i alle sine Træk, og hele det lille Selskab maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. De kan nok tænke Dem, at han paa den Maade blev en ren Bussemand for os, og at vi sluttede os sammen imod ham med Moder, der virkelig ogsaa havde mere Hjerte for os. Desværre førte dette Forhold til, at alt hans blev os forhadt eller mistænkeligt, og at vi skjulte meget for ham med Moders Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse ellers vilde have lært os at sky, — medens den nu overalt kun syntes os et ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige sig udenom .... Men hvorfor trætter jeg Dem egentlig ved at fortælle Dem alt dette?

Back to Index Next