Da jeg traadte ind i den lille Dagligstue, sad Minna ved det aabne Vindue. Jeg kunde strax se paa det Blik, som hun vendte imod mig, at hun havde grædt meget.
— Har han været hos dig? spurgte jeg strax, mens jeg holdt hendes skjælvende Haand mellem mine.
— Ja.
Hun lod mig beholde sin høire Haand og pressede den anden, der knugede et lille Lommetørklæde, fast under Brystet, som om hun havde Sting.
— Hvad han har sagt dig, kjære Minna, — det kan jeg jo nok vide efter den Samtale, som jeg igaar Aftes havde med ham .... Han — altsaa — du havde Ret igaar, — i alt Fald, hvad Hensigten med hans Komme angik — desværre — skjøndt det er maaske egenkjærligt af mig at sige —
Jeg vidste neppe, hvad jeg sagde, og selv de intetsigende Ord stod ikke længer til min Raadighed — kvaltes i min sammensnørede Strube. Jeg speidede efter Udtrykket i hendes bortvendte Blik, ventede paa et Ord, — da rev hun pludselig — efter et fast Haandtryk — sin Haand ud af mine, sank ned paa Stolen og brast i en voldsom, en frygtelig Hulken, med Ansigtet skjult i Hænderne. Denne hjerteskærende Lyd og det rørende Syn af dette fine Pigelegeme, der rystedes af Graadens elementære Kraft, betog mig saaledes, at jeg glemte alt Andet. Jeg kastede mig paa Knæ ved Siden af hende, omfavnede og trykkede hende fast ind til mig, raabte atter og atter hendes Navn og tiggede hende med taabelige Bønner om at holde op, om blot ikke at græde saaledes, om at fatte Mod og skaane sig selv. Snart strømmede mine Taarer lige saa rigelig som hendes. Lidt efter lidt tog Krisen af, hun smilede mat, tørrede mine Øine med det lille Lommetørklæde, der var vaadt af hendes Taarer, og medens hun ømt trykkede min Haand, hviskede hun flere Gange: —
— Min kjære, gode Ven.
— Det er jeg, Minna, — det er jeg, hvad der saa sker .... Men du maa ikke tage det saaledes, hører du! Du maa ikke føle dig ulykkelig, for du skal ikke blive ulykkelig .... Jeg vil heller taale Alt, end se dig saaledes, heller miste dig, — og det vil han ogsaa, det er jeg vis paa .... Vi maa være fornuftige, og du maa gjøre dig stærk .... du skal slet ikke tænke paa mig .... tænk blot paa dig selv, hvad der er bedst for dig .... ikke sandt! det maa jo ogsaa være bedst for os .... Naar du blot vælger det Rigtigste og gaar efter din egen Natur, det er det, det gjælder om .... Vi vil begge være glade, naar du blot bliver lykkelig.
— Mig selv, — nei, jeg er rigtignok den, som jeg sidst burde tænke paa .... Aa, hvis jeg kunde gjøre jer lykkelige med at give Afkald paa jer begge, saa troer jeg, — ja, jeg er vis paa, at jeg kunde bringe dette Offer — heller end atskuffe Nogen af jer .... Og nu kan jeg ikke give den Ene min Haand, uden at tage den fra den Anden, — hvor skulde jeg saa kunne blive lykkelig! det er der slet ikke Tale om.
— Jo, Kjæreste! det maa der alene være Tale om, og det kan der ogsaa. Ganske vist, det vil gjøre et stort Skaar i din Lykke fra først af at maatte volde saa dyb en Smerte, det veed jeg, men Lykken har Tid, det gjælder jo hele Livet .... Naar du vælger det Bedste, vil du efterhaanden føle dig tilfreds, — og den, der ikke faar Ret til at kalde dig sin, — han vil ogsaa nok med Tiden forsone sig med, hvad der ikke kunde være anderledes. Kun hvis du vælger urigtigt, — hvis du tager feil af dine Følelser, — ja, saa vil du gjøre os Alle ulykkelige.
— Det er frygteligt! At være stillet for et saadant Valg .... Naar dog en Anden kunde vælge for En, — blot der gaves et Pligtbud i dette Tilfælde, som sagde: detbørdu gjøre, ellers synder du! .... Men jeg synder, hvad jeg saa gjør, — for jeg har allerede syndet, og det bliver ved.
— Nei, nei! saadanne Tanker maa du ikke give efter for! Føi dog ikke den Slags Skrupler til alt det —
— Harald! udbrød hun, idet hun reiste sig og saae mig fast ind i Øinene, tør du vælge for mig? Har du Mod — forstaa mig ret — jeg mener: er din Overbevisning saa stærk, at du med roligSamvittighedkan sige: »Din Pligt er at gaa med mig. Du har givet mig dit Ord, og jeg kan ikke give dig det tilbage, fordi jeg er overbevist om, at hvis du handler anderledes, vilde det blive til dit Fordærv« — —? —
Der gik en Gysen af Glæde igjennem mig, da jeg saaledes pludselig saae vor Skjæbne lagt i mine Hænder, og den trygge Bevidsthed, at jeg kun behøvede at gribe til, lod mig for et Øieblik glemme Ansvarets Alvor. Men inden jeg kunde svare, strakte Minna Haanden ud, som om hun vilde lægge den paa min Mund, og med et angst, bønligt Blik fortsatte hun:
— Men husk paa, Harald, at du vel faar en Hustru, der elsker dig, og som du selv elsker langt mer, end hun fortjener, — ak, det veed jeg — men maaske dog aldrig kan gjøre dig lykkelig, En, der har et indre Saar, der aldrig vil læges helt, og som hun maaske forbløder af. Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv, at jeg har forraadt min første Kjærlighed .... Ingen huslig Lykke vil helt kunne bortmane Skræmmebilledet af ham, hvem jeg skylder min første Bevidsthed, mine første Tanker, min Selvstændighed, Vækkelsen af mine bedste ogskjønneste Følelser — et Liv og Følelser, der tilhørte ham med Rette — ak, hvor har hans Billed ikke været mig kjært og dyrebart — og nu maatte det komme som et Spøgelse og anklage mig for at have skjænket alt dette til en Anden, medens han ventede i Tillid til mig — arbeidede for os begge — for vor Fremtid! — Nei, nei — aldrig kan jeg blive virkelig lykkelig eller gjøre dig det, saadan som du fortjente!
Jeg stod forfærdet og ligesom bedøvet ved Fortvivlelsen i dette Udbrud; mit Blik søgte bort fra hendes, medens jeg søgte at samle mine Tanker og faa Rede paa mine kjæmpende Følelser. Det var mig fuldt forstaaeligt, at en Pige med hendes rene og tillidsfulde Natur, maatte give Stephensens Handlemaade en saadan Udtydning; allerede i Anledning af hans Brev med den Heineske Elegi havde hun jo fremsat den som en Formodning, og efter min Samtale med ham igaar havde jeg heller ikke været i Tvivl om, at han netop — benyttende sin Kundskab til hendes Hjerte — vilde lade dette høist flatterende, næsten melodramatiske Lys falde paa det dunkle Tidsrum, der skilte dem. Hvad mig angik, saa betragtede jeg dette gjennem meget nøgterne Øienglas, der betog det enhver romantisk Glands, og det forekom mig, at med Tiden maatte dets rigtige Charakter skinne igjennem ogsaa for hende, hvorfor heller ikke Faren med Spøgelset syntes mig slet saa stor, som hun fremstillede den. Men desværre var ikke engang jeg ganske sikker i min Sag, og jeg maatte sige mig selv, at da jeg var opfyldt af en meget naturlig Antipathi mod Stephensen, saa var det ikke saa umuligt, at den forledte mig til at gjøre ham Uret. Og i saa Fald — —
Jeg vaklede endnu — og allerede var det gunstige Øieblik undflyet mig.
— Se, du betænker dig — du tør ikke, udbrød hun. Og dog har du kun os to at tænke paa. Den Tredie, hvem du vil gjøre den største Skade, det er jo for dig kun en Fremmed, ja endogsaa en Mand, hvem du hader .... Døm saa om, hvor frygteligt dette Valg maa være for mig, da jeg veed, at til hvilken Side jeg saa vender mig, gjør jeg een ulykkelig, som jeg elsker.
— Ja, det er dette, som netop gjør det saa vanskeligt for mig at vælge i dit Sted. Jeg forstaar ikke dette .... Du elsker mig, siger du, — jeg føler det, jeg vil ikke tvivle derom, — men saa mener du tillige, at du elsker Stephensen. Det er mig en Gaade; jeg troer, at det ikke er Forelskelse,men Erindringen derom, hvad du føler for Stephensen, og det er for lidt til at binde sig paa for Livet, — især da, naar en ny Lidenskab staar imod den — den levende Følelse maa have sin Ret.
Minna rystede paa Hovedet.
— Du skulde elske — virkelig elske to Mænd? — Umuligt.
— Jeg veed jo ikke, hvad der kaldes muligt og umuligt, min Ven! men overvei Alt, hvad du selv veed, og sig saa, om du ikke kan indse, at jegmaaelske ham. Jeg har jo vist dig, saa godt jeg kunde, hvad han har været for mig, — du veed, at min Kjærlighed holdt sig under den lange Adskillelse, ja tiltrods for, at jeg maatte tro, at hans Følelse havde faaet en anden Charakter — du saae — det var det Første, du saae af mig, — hvorledes selv et stakkels Lexikon kunde give mine sværmeriske Erindringer Næring ved at lære mig Ord af hans Sprog, og sætte mig i den Illusion, at jeg lærte det for at tale det med ham .... Og nogleUgerderefter skulde jeg saa være bleven ligegyldig for ham! Ja, hvis jeg i denne Tid havde erfaret noget Nedsættende om ham eller ogsaa, at han elskede en Anden — men hvad har jeg hørt! at han midt i det virksomme og selskabelige Liv, der bød ham saa meget Andet og Bedre, har bevaret sin Følelse trofastere end jeg, der var henvist til den alene! — O, hvor lavt og ynkværdigt har jeg ikke opført mig! Naar han saa foragtede og forkastede mig — ak, jeg har ikke Hjerte til at ønske det og dog var det maaske det bedste for os Alle! men i Stedet derfor kommer han her, som om hans Livs Lykke afhang af min Kjendelse —min! jeg Elendige! At saa megen Kjærlighed skal kunne blive en Forbandelse for En — det, som ellers er den største Velsignelse!
Hun vendte sig bort. Graaden kjæmpede for at bryde frem.
— Kjæreste Minna, begyndte jeg, idet jeg lagde Haanden paa hendes sitrende Skulder, — du har Ret, jeg kunde have sagt mig Alt dette — og det burde jeg .... Nu troer jeg snarere, at det er din Følelse formig, som mindre er Kjærlighed end sværmerisk Venskab.
— Hvorfor — udbrød hun og vendte sig mod mig med taarefyldt Blik — hvorfor maa jeg da ikke elske jer begge? .... Jeg gjør det vel paa forskjellig Maade — I er jo ikke ens — og Forholdene er ogsaa nu helt anderledes. Maaske jeg i Grunden elsker dig mest —
— Aa — Minna!
— Og er mest forelsket i ham, tilføiede hun sagte, idet hun saae ned.
Mine udbredte Arme faldt ned, og jeg foer sammen, som om jeg havde faaet et Stød. Jeg følte den af min Skinsyge bestandig hemmelig frygtede elementære Magt rette sig imod mit Haab, alle mine næsten kronede Anstrengelser, — denne Elskovs ubekjæmpelige Førstefødselsret. Men allerede var jeg omfavnet med inderlig Ømhed.
— Nei, tag det ikke saaledes, Harald, — o Gud, jeg har saaret dig, og jeg mente det jo ikke paa den Maade. Det faldt mig kun ind, men alle Udtryk siger saa daarlig, hvad vi mener .... Maaske er det slet ikke saaledes, jeg veed ikke, jeg forstaar Intet længer. Jeg føler kun, at I begge hører med til mit Liv, — jeg bliver revet til to Sider o min Gud! hvad skal der blive af mig!
— Et sundt og sandt Menneske, min egen kjære Pige, naar du først kommer igjennem disse Kampe og Brydninger — ved egen Kraft .... Gud veed, jeg stod dig saa gjerne bi, men du ser, jeg kan ikke. Der er slet Ingen, som kan det, — neppe engang Fru Hertz, hvor moderlig hun end føler for dig. Det er fristende for mig at raade dig til at gjøre hende til din Fortrolige, — der er i alt Fald størst Sandsynlighed for, at det vilde blive til Gunst for mig, men det faar ikke hjelpe, — jeg tror ikke, du bør spørge Andre end dig selv, — din egen Natur vil maaske pludselig instinktmæssig vælge, hvad der er til Bedste for den .... Fremfor Alt maa fra nu af hverken Stephensen eller jeg forøge dine Sindsbevægelser og navnlig ikke — som idag — ved vor Nærværelse snart faa den ene, snart den anden Vægtskaal til at synke. Det kan du ikke holde ud, — og sandsynligvis vilde det ende med en hovedkuls Afgjørelse, som det var lige ved før. Vi har nu hver for sig været hos dig og ført vor Sag — fra nu af —
— Ført eders Sag! udbrød Minna og saae troskyldig paa mig; men, kjæreste Harald — det har du jo slet ikke gjort.
— Har jeg ikke? spurgte jeg forlegen. — Synes du, at jeg tager det for roligt —
— Nei, nei, min søde Ven! jeg forstaar dig saa godt, du er saa øm og kjærlig, saa omhyggelig for mig, du skaaner mig for Alt, hvad du kunde sige af Bebreidelser, — men vær vis paa, at desto mer siger jeg mig selv dem.
— Ingen Bebreidelser, ikke i mit Navn, Minna, det hardu ingen Ret til .... Hvad skulde jeg ogsaa bebreide dig, — som om jeg vilde ønske denne Tid borte, selv om den ikke fører Fremtid med sig. Jeg er dig dog saa taknemlig for den Kjærlighed, jeg har følt —
— Nei, Harald! sig dog ikke det —
— Smerter det dig? Jeg skal ikke tale mer derom. Endnu mindre kunde det falde mig ind at skræmme dig ved at udmale sørgelige Følger af et saadant Tab for mig .... Hvad der skal bæres, maa bæres, og jeg vil tvertimod love dig, at jeg skal opbyde al min Kraft for at komme sundt over det — og — skjøndt jeg ikke kan forsøge paa at glemme dig — heller ikke vil — — —. Mine Læber skjælvede og Øinene fyldtes med Taarer. — — Nei, nei, afbrød jeg, — det var jo ikke dette jeg vilde tale om, forresten vil dit Hjerte sige dig det Altsammen selv .... Jeg gjorde den Bemærkning, at fra nu af maa Stephensen og jeg blive enige om ikke at se dig mere, indtil Alt er afgjort. Bedst var det, om du selv i den Tid kunde tage bort fra Byen — hvis du havde Slægtninge paa Landet, som du kunde besøge — —
— Jeg har en Cousine i Meissener-Egnen — hendes Mand har en Gaard dèr, — dem kunde jeg godt besøge — de bad mig endnu i Sommer, og jeg behøver ikke engang at skrive først.
— Saa meget bedre. Kan du tage derud imorgen?
— Imorgen? aa ja, det kunde jeg vel nok.
— Saa gjør det, Minna, det er jo ikke Noget at opsætte. Og naar du saa er bleven enig med dig selv, saa skriver du vel din Bestemmelse.
Minna nikkede. Hun havde atter sat sig paa Stolen ved Vinduet og stirrede ud paa Haverne.
Jeg tog min Hat, som laa paa Bordet, dreiede den mellem Hænderne og ventede paa, at hun skulde vende sig om imod mig. Endelig nærmede jeg mig og berørte hendes Skulder. Hun dreiede Hovedet og saae medsineforgrædte Øine forbavset paa min udstrakte Haand og paa den anden, der nerveust krammede Hatten.
— Hvad er det? du vil da ikke gaa?
— Jo, Minna, — jeg skal — det er allerede — jeg mener, naar du skal afsted imorgen, har du vel en Del at ordne og pakke sammen.
— Naa, det er da ikke til Sibirien, jeg reiser.
— Ja men, jeg skulde gaa — hen at tale —
— Det er ikke sandt, Harald! Men maaske har du Reti at gaa og lade mig være noget ene, skjøndt det er jeg netop bange for, men jeg maa jo vænne mig til det .... Naar kommer du igjen?
— Nei, jeg kommer ikke igjen.
Hun sprang op: —
— Ikke igjen? hvad skal det sige? .... Vil du da ikke være denne Aften hos mig?
— Jeg troer ikke, det vilde være rigtigt — vi er jo ikke længer forlovede.
— Ikke? jo, det synes jeg dog, vi maa være, — saa længe — i alt Fald — der er jo endnu ikke sket Noget —
— Endnu — indtil du maaske »slaar op med mig«. Men du skal ikke være nødt dertil, du maa ikke have den Følelse, at du hæver en Forbindelse, — hvilken Bestemmelse du end tager, saa knytter du derved et nyt Forhold. Det er mig, der har hævet vor Forlovelse, — du maa føle dig fri.
— Ak, Harald, hvor det er tungt og bittert! Hvem skulde have tænkt sig det igaar, da vi gav hinanden Ringene! Hun stirrede ned paa sin Ring, der straalede, idet hun knugede Hænderne sammen.
— Det er sandt, Ringen, udbrød jeg, og med Følelsen af en heroisk Anstrengelse begyndte jeg at vrikke min Ring ud over Knoen.
— Nei, ikkedet, raabte hun og lagde sin Haand hindrende paa min, aa, giv mig ikke Ringen tilbage — forlang ikke din! — hvorfor skal vi være saa grusomme mod hinanden?
Jeg sukkede smilende, trykkede ømt hendes Haand og kyssede den — taknemlig, fordi hendes rigtige Instinkt skaanede os for en unødvendig Smerte, maaske den bitreste af dem alle, fordi den vækker alle Forholdets Følelser i een Sum ved at røre ved dets magiske Symbol. Hvor mangen Adelsmand har ikke følt Forkyndelsen af den vanærende Dom mindre frygtelig end Skjoldets Sønderbrydelse i Bødlens Hænder.
— Kommer du saa ikke, Harald! Forlovede eller ikke, vi er jo dog de samme.
— Kjæreste Minna! du kan selv tænke dig, hvor megen Overvindelse det vil koste mig at blive borte, — jeg veed virkelig neppe, hvad jeg skal gjøre af mig selv, naar jeg rigtig tænker paa, at det maaske er den sidste Aften, da jeg kunde være hos dig ....
Min Bevægelse overvældede mig; jeg pressede Læberne sammen, og idet jeg saae til Siden for at undgaa hendes Blik,fæstede mit Øie sig ved en støvleformet Plet paa det tarvelige graa Tapetpapir. Det var Synd at sige, at der var noget særlig Skjønt ved den, og alligevel var der en sand Rædsel i den Tanke: maaske du aldrig mer faar den at se. — Minna saae hjælpeløst paa min Smerte, — jeg mærkede det, skjøndt jeg vedblev at stirre paa Pletten. Der gik vel et Minuts Tid, før jeg kunde fortsætte: —
— Men det er dog bedst saaledes .... Det er sandt, at vi er de samme, men vi vil dog være anderledes mod hinanden, og det maa blive pinligt for os. Desuden er det ogsaa det rigtigste, nu da vi har truffet en saadan Bestemmelse — jeg mener overfor Stephensen ser det korrektest ud. —
— Men hvis nu han kommer til os i Aften!
— Har han talt om det?
— Nei, — jeg tænker mig blot, at han muligvis, maaske blot for at du ikke skal være ene med mig, — han troer vel, at du kommer som sædvanlig. —
— Du har Ret — nei, ham vil jeg i alt Fald ikke afstaa Pladsen til .... Hvis han kommer, saa send Bud efter mig, — der er vel nok En eller Anden, som du kan faa til at løbe det lilleStykkeVei .... Bi, — se, her er min Lommebog, den lader jeg blive her. Faar jeg den sendt hen, saa veed jeg, at jeg skal komme. Lad ham kun høre, at du sender den til mig, det er meget godt, at han forstaar, at jeg ikke kommer ukaldet .... Farvel, min Elskede, — det kan da Ingen forbyde mig at kalde dig.
Jeg rakte hende Haanden, som hun trykkede heftig, alt imens hun borede sit ømme Blik ind i mit med et ængsteligt og spørgende Smil, og hendes Hoved nærmede sig ganske lidt — maaske umærkelig for hende selv. Da drog jeg hende ind til mit Bryst og vore Læber mødtes i et langt Kys, som om enhver af os vilde suge den Andens Liv ind i sig for at have det sikkert og uangribeligt. Endelig følte jeg, at hun slappedes i min Favn, og idet jeg traadte lidt tilbage, endnu stedse med Armen om hendes Liv, mærkede jeg, at hun neppe kunde støtte paa Benene, — hendes Hoved sank ned paa Skuldren, hun gispede efter Veiret og rystede. Jeg ledte hende forsigtig de Par Skridt hen til den lille Sopha, hvor jeg lod hende glide ned og skubbede Puden til Rette under hendes Nakke.
Derpaa lukkede jeg Døren op og kaldte paa Moderen, der strax dukkede frem af Kjøkkenets Dunkelhed og atter forsvandt deri for at hente Vand, da hun hørte, at Minna ikkevar vel. Vims og forfjamsket, bestandig sammendukket, lige som en Underjordisk paa Scenen, foer hun ind i Dagligstuen; det forskrækkede Udtryk, der gjorde hendes grove Ansigtstræk endnu groteskere, meddelte dem tillige en vis aandelig Skjønhed ved at vidne om hendes store Ømhed for Datteren.
Da jeg saae hende sysle med den halvt bevidstløse Pige, skyndte jeg mig bort, overbevist om, at min Fjernelse var den vigtigste Forholdsregel, naar det gjaldt om at bringe Minna til Ro.
Paa Bordet i mit lille Værelse laa der to Breve, det ene med engelsk, det andet med tydsk Postmærke. Jeg kjendte begge Haandskrifterne og aabnede hurtig min Onkels Brev.
Han skrev — som sædvanlig kort og forretningsmæssig — at paa Grund af et Personskifte ved Fabrikken var det bedst, at jeg allerede om fire Uger reiste til ham i London. Jeg maatte da opgive at fuldende mine Studier ved Polytechnicum og tage min Examen, men det vilde ikke gjøre min Carriere noget Afbræk, og det var vigtigere ikke at forsømme denne gunstige Leilighed til at indtræde i praktisk Virksomhed. Om et Par Dage vilde der komme en Anvisning paa et Beløb, der vilde være tilstrækkeligt til, at jeg kunde ekvipere mig og bestride Reiseomkostningerne. Han udbad sig omgaaende Svar, for at han kunde se, at jeg rigtig havde modtaget hans Brev.
Denne Meddelelse — rettere Ordre — satte mig i stor Uro.
Det var aabenbart, at dersom det Frygtelige skete, hvis Forholdet mellem mig og Minna skulde blive brudt, da vilde der ikke kunne hændes mig noget Ønskeligere — (saafremt der da overhovedet længer kunde være Tale om Ønsker og Haab!) — end hurtigst muligt at blive flyttet bort fra disse Steder, der vare saa fulde af oprivende Minder — og hvor jeg maaske i nogen Tid vilde være udsat for at møde hende —, for under nye Omgivelser at kastes ind i en Virksomhed, der vilde fordre Anspændelsen af alle mine Kræfter. Men naturligvis dvælede mine Tanker ikke gjerne ved en Ønskelighed, der havde en saa pinlig Forudsætning.
Paa den anden Side: — naar hun valgte mig, vilde det være saa ubeleiligt som vel muligt at skulle forlade hende allerede et Par Uger derefter, medens hun endnu var rystetaf disse Sindsbevægelsers Dønninger og sikkert mer end nogensinde trængte til en trofast Støtte, til en bestandig fornyet og bestyrket levende Følelse af, at den Kjærlighed, som hun har givet sig i Vold, hverken vil eller kan vige fra hende — lade hende alene, maaske paa Aaremaal, atter henvist til Brevvexling og — den danske Ordbog!
Den Sandsynlighed, at jeg hurtigere, end jeg havde ventet, vilde naa frem til en Stilling, hvori jeg kunde gifte mig, syntes mig ikke at opveie det Mislige i en Adskillelse netop paa dette Tidspunkt.
Men Forholdet til min Onkel, hvem jeg nu kjendte — eller ikke kjendte — gjennem Breve, var ikke saaledes, at jeg turde tænke paa at forsøge at faa ham fra sin Bestemmelse, og desuden var jeg netop for Øieblikket, da der skulde svares, ganske afskaaren fra at vise ham Fortrolighed.
Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, — og hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den tilkjæmpede Lykke — det var dette Brevs ikke just henrykkende Forjættelser. — Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg traadte ind i Værelset.
Udenfor regnede det tæt, og den snævre Gade formørkede Kamret saa stærkt, at jeg maatte sætte mig ved Vinduet for at kunne læse det andet Brev — fra min Ven Immanuel Hertz — han var opkaldt efter Kant — i Leipzig.
Efter at have lykønsket mig til min Forlovelse — han undskyldte, at Lykønskningen kom lidt sent — mange Forretninger — skrev han, at han var bleven bekymret ved at høre gjennem Moderen, at hans kjære gamle Fader endnu ikke var bleven af med den Forkjølelse, som han havde paadraget sig i Prag, — han frygtede, at Moderen maaske for ikke at gjøre ham ængstelig, kunde fortie et og andet, og bad mig om uforbeholdent at sige, hvad jeg mente om Faderens Sygdom.
Jeg var naturligvis altfor egoistisk optagen af mine egne Bekymringer, til at den gamle Hertz' Hoste kunde forekomme mig skjæbnesvanger.
Forespørgslen gav mig saaledes ikke meget at tænke over, derimod granskede jeg med en Fortolkers Grundighed hans indledende Lykønskning og mente deri at opdage noget Tvungent.
Den skikkelige Immanuel Hertz begyndte at faa en særlig Interesse for mig; jeg mindedes, hvorledes Minna altid havdeundgaaet at tale om ham, og Stephensens Ytring den foregaaende Aften om Minna og ham syntes, skjøndt fremsat ganske exempelvis, at have Noget bagved sig. Alt dette pegede i samme Retning, og forøvrig var det at lære Minna at kjende og at elske hende for mig saa uadskillelig sammenknyttet, at min Formodning ikke var længe om at blive til Vished.
Altsaa, han havde ogsaa brændt sig! — hvorledes han vel var kommen over det?
Han var sikkert ingen letsindig Karakter, men maaske mere fornuftmæssig end lidenskabelig anlagt, og derfor havde Saaret vel neppe været ulægeligt.
Nye Forhold og anstrengt Virksomhed havde i alt Fald ogsaa sikkert for ham været Midlet.
Hvor forhadt end den Tanke var mig, at ogsaa jeg skulde faa Brug for dette Universal-Arcanum, saa forvildede jeg mig dog efterhaanden ind i forræderiske, engelske Fremtids-Drømme, der rigtignok oversprang den vigtigste Side — Virksomheden — som noget Underforstaaet, men til Gjengjæld viste mig mit eget kjære Jeg, et Par Aar ældre, galopperende med i en prægtig Cavalkade gjennemHyde-Park(hvilken jeg forestillede mig som »Grosser Garten«), dandsende paa Baller, der straalede af alle »high-life«s Diamanter og Stjerner, eller som Gjæst paa et gammelt Herresæde, der laa skjult i uoverskuelige Skove og Dyrehaver, — en feiret Gjæst, første Mand vedLawn-Tennis, ikke sidste i en vild Parforce-Jagt og præcis mødende paa Signalet af Middagsklokken, »Sjælens Stormklokke«, som Byron kalder den; — og naturligvis: baade iHyde-Park, i Balsalen og paa Herregaarden var jeg omringet af disse »Misser« der berømmes som Verdens deiligste Kvinder, Alle Arvinger til Millioner Pund og ikke Alle uimodtagelige for den Hyldest, som en sønderreven Sjæl endnu er Skjønheden og Elskværdigheden skyldig .... Men idet saa Billedet af Minna traadte ret levende frem for mig paa denne Baggrund, der fremhævede dets fordringsløse, borgerlige Ynde, som et dunkelt skimtet Tapet af phantastiske yppige Gobelins, der af den effektsøgende Kunstnerhaand er malet bag ved Portraitstudiet af en mørk og stille Kvindeskikkelse: — saa opløste hine Drømme sig strax i deres Intethed. Ikke fordi jeg betragtede dem som umulige, men fordi selv deres Virkeliggjørelse maatte blive tom og indholdsløs i Forhold til dette milde og klare Ideal, overfor hvilket jeg følte alt det Gode i mig komme frem til Lyset og alle raa og lave Elementer synke og bundfælde sig i Sjælens ubevidste Naturdyb.
Skamfuld over, at jeg i dette Øieblik havde ladet mig troløst forlede til saadanne udsvævende Phantasier, gjorde jeg dem til et Offer paa hendes Alter, og jeg skyndte mig at give Afkald paa disse Herligheder (der naturligvis maatte ligge saadan lige paa en Præsenter-Bakke for en Polytechniker i subaltern Stilling ved en Fajance-Fabrik), — for udelt at give mig hen i Saligheden ved hendes Besiddelse eller Smerten over hendes Tab.
Jeg betoges af en feberagtig Længsel efter at se hende.
Det var mig ubegribeligt, hvorledes jeg skulde holde ud at sidde hele Aftenen alene og vide, at hun var alene faa Minutters Gang derfra.
Det var allerede kjendelig mørkere, og det lod ikke til, at jeg vilde blive hentet.
Nu var det mig klart, at jeg hele Tiden havde holdt mig oppe med det Haab, at hans Nærværelse hos Jagemanns vilde nødvendiggjøre min.
Endelig gav jeg mig til at tænde Lampen, for at skrive til min Onkel.
I det samme ringede det.
Jeg stillede Lampekuplen fra mig paa Bordet — eller snarere udenfor Bordet, og hørte den klingre paa Gulvet, inden jeg naaede Døren, som jeg aabnede paa Klem. Det lod til at være en Kuldrager, som der var bleven lukket op for.
Rasende og fortvivlet vilde jeg allerede smække min Dør i, da jeg hørte en spæd Barnestemme, der vexlede nogle Ord med Tjenestepigen, af hvilke et havde en fjern Lighed med mit Navn.
Aandeløs lyttede jeg. Smaa, trippende Skridt nærmede sig, og der blev pikket ganske sagte paa Døren.
Jeg lukkede den op; foran mig stod en lille Pige paa en syv-otte Aar med et forgrædt Ansigt, som jeg kjendte, — hun boede i samme Hus som Jagemanns, og den gamle Kone gav sig meget af med hende og hendes mindre Søster.
— Vil du mig Noget, min lille Ven?
Barnet saae ned og snøftede.
— Skal du sige mig Noget — eller bringe mig Noget?
Nu hylede hun, og gned sig rundt i Øinene med den ene Haand; den anden holdt hun indsvøbt i et Tørklæde. Jeg trak hende indenfor.
— Men hvad er det da? skulde du maaske give mig en lille Bog?
Men nu brølede hun formelig.
»Herregud, hvad skal det dog sige,« tænkte jeg og trippede om i utaalmodig Fortvivlelse.
— Jeg kan ikke .... gjøre for det, begyndte hun endelig. — Jeg havde — jeg skulde — det var den lille Jagemann — hun gav mig den lille Bog — og den store Jagemann gav mig en Kage — til at spise paa Veien — og saa var det — —
Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ind under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog hen imod mig.
— Jeg kan ikke gjøre for det — det var en ækel Dreng — han skubbede — og saa faldt den lille Bog — i en Pyt — u hu! paaDibbelswalder-Platz— hu! —
Jeg skyndte mig at finde en Sølvgroschen, som jeg stak i hendes lille vaade Næve, og foer ud af Døren forbi Pigen og Kuldrageren, hvis Latter fulgte mig ned ad Trappen.
I faa Minutter — hvor vare de alle kostbare nu! — naaede jeg Röhrhofsgasse.
Minna lukkede mig op. Hun gav mig et fast Haandtryk og hviskede: — Tak, fordi du kom.
Jeg traadte straks ind i Dagligstuen, med min Hat i Haanden. Der var tændt Lampe. Stephensen sad og konverserede Fru Jagemann, der havde sin Kattunskjole og den agtbare Kappe paa. Det var aabenbart, at den illegitime Frier foer under Familiebesøgets neutrale Flag. Hun underholdt ham om deres Logerende: »Slette Mennesker, Hr. Stephensen! Ja, vi har saamænd mange Gange ønsket os Dem igjen. Men, Gud bevares, ham nu er der ikke Noget at sige paa, — han er ogsaa Maler, det vil sige, paa en anden Maade — Dekorationsfaget.«
Stephensen havde reist sig. Vi hilste meget høflig paa hinanden, og jeg overvandt mig endogsaa til at give ham Haanden, — Minna havde ham jo dog saa kjær, og hendes Følelser maatte beskytte ham mod min Uvillie. Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske — ifølge det gamle Mundheld — desto varmere.
Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og efter at have ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, henvendte jeg mig til Minna: —
— Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog — det var derfor —
— Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tænkte nok, De vilde savne den.
— Saa? — ja, saa tager min Værtinde nok imod den.
Stephensen smilede lidt ironisk, som om han vilde sige: er det for min Skyld, I gjør jer al den Uleilighed?
— Men nu bliver du her da i Aften, sagde Minna og bøiede Hovedet ned over nogle Noder, som hun bladede igjennem.
— Ja, naturligvis bliver Harald her, vi skal have det rigtig gemytligt, sagde Moderen.
Jeg takkede og satte mig ved Vinduet.
Paa Vindues-Brættet var den lange Urtepotte med Bregnerne stillet ud. Midt i sin Hjertekval havde Minna dog haft Omsorg for, at de skulde nyde godt af Regnen. De enkeltbladede Bregner, som vi havde fundet sammen, stod i Midten og bevægede nikkende deres slanke Plante-Legemer. — Nogle Akacieblade og et Stykke kroget Kirsebær-Gren glinsede i det udstrømmende Lys. Den tætte, fine Regn lød som en sagte Hvisken, — en Vandrende blandede sin Pludren deri. Fra den dunkle Baggrund lyste uregelmæssig spredte Ruder, mellem hvilke enkelte Trappegange byggede sig op som brudte Lyskolonner. — Jeg stirrede nedslaaet ud og fik pludselig en underlig knugende Følelse af Menneskelivets Tristhed og Kjedsommelighed; det var mig en høist besynderlig Tanke, at disse Lys vare Tegn paa lige saa mange Existenser i hvilke der maaske ikke fandtes andet Fælles end Smaakaar, Skuffelser og Tomhed, en kummerlig og glandsløs Skjæbne, lig denne ensformige Dunkelhed, der paa een Gang isolerede og samlede Lysene. — »Men« — tænkte jeg — »mon der i nogen af disse Stuer findes et saa underligt Selskab samlet som dette!«
»Gemytlig« kunde ikke egentlig være den træffende Betegnelse for Stemningen. Minna anslog adspredt nogle Akkorder, som om hun ikke havde megen Lyst til at spille, men dog vilde bidrage sit til at sprede Stilheden. Moderen, der var gaaet istaa, sukkede dybt — det var hendes Bidrag. Jeg følte trykkende Nødvendigheden af at sige Noget, men Stephensen kom mig i Forkjøbet.
Er der smukt dèr i Meissener-Egnen? spurgte han — aabenbart for at lade mig vide, at han kjendte Bestemmelsen.
— Aa nei, det kan jeg ikke sige, — det er det modsatte af sydpaa, hvor Sachsen bliver smukkere, jo længere man kommer ned. Kjender du ikke vort smukke Rim:
Denn gleich hinter Meissen —Pfui Spinne! — kommt Breissen.[2]
Denn gleich hinter Meissen —Pfui Spinne! — kommt Breissen.[2]
[2]»Breissen« ɔ: Preussen.
[2]»Breissen« ɔ: Preussen.
Hun sagde dette — trods en vis nerveus Anstrengthed — saa pudsigt, at vi Alle brast i Latter, og ikke mindst Moderen.
— Ak ja, klynkede hun, mens hun tørrede Taarerne af sin store Kindflade, hvorfor skulde du nu ogsaa faa den Flyve-Idé at besøge Wilhelmine, — nu har du været borte hele Sommeren — du maa dog have faaet Landluft nok! Jeg troer nu, at man ogsaa gjør for meget Væsen af dette med den friske Luft.
Denne naive Opfattelse af Minnas Udflugt virkede velgjørende, — skjøndt jeg har en Anelse om, at den ikke var ganske ægte. Dersom Ingen af os havde staaet udenfor Situationen, var den bleven altfor pinlig, og vi havde haft en Følelse af, at vi ligesaa godt kunde tale rent ud om, hvad vi Alle vidste. Den skikkelige Kones Nærværelse satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til at skjule de virkelige Bevægelser.
— Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske, Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og min salig Mand endnu levede? .... Ak Gud, ja! Det var lykkelige Timer — saadan en Familiekreds, — hm! — saa at sige .... Jeg blev rigtignok altid skjældt ud af min Makker.
— Dog vel ikke af mig, haaber jeg, afbrød Stephensen hende med sit elskværdigste Smil.
— Gud, nei, Hr. Stephensen! De, som er saa hensynsfuld og fintfølende .... Men min salig Mand var tidt slem, han blev ogsaa vred, naar Spillet gik ham imod, — ja, det veed Gud han gjorde, ak ja! Modgang — det var ikke for salig Jagemann.
— Han var en dygtig Spiller, husker jeg. —
— Dygtig, ja, det maa De nok sige, — han var saamænd dygtig til Alt, hvad han foretog sig, var salig Jagemann .... Men det er ligesom i Spil — hvad hjælper det, naar man ingen gode Kort faar? — —
»Eller har en enfoldig Makker,« tænkte jeg.
— Ak Gud, ja, min salig Mand kunde nok være bleven Andet end en fattig Gymnasiallærer — hvad skal man sige —slette Mennesker, Hr. Stephensen — ak ja — og saa Skjæbnen, veed De nok, Modgang. —
Stephensen forsøgte paa at se deltagende ud. Jeg havde ikke vendt Blikket fra Minna: hun sad endnu henne ved Claveret, men halvt vendt imod os. Det var aabenbart, at denne Snak irriterede hende; Smilet om hendes Læber blev mer og mer spottende, og hun trak et Par Gange paa Skuldren: — og den »var ikke for ham«, det var virkelig Skade! udbrød hun. — Forresten har jeg aldrig hørt, hvori den bestod.
— Det er vist en god Lighed, De har faaet frem i deres Billede dèr af Jagemann, bemærkede jeg.
— Aa ja, der er kommet noget af den gamle »Biedermann« deri, skjøndt han nok kunde se venligere ud.
— Mig minder det meget levende om Fader, sagde Minna.
— Ak Gud, ja, ak ja!
— Jeg har undertiden Held med saadanne lette Blyantstegninger, men Pastellen af Minna, der kostede mig saa meget Bryderi, er rigtignok et slemt Billede — jeg burde egentlig ikke tillade, at det hang paa en Væg.
— Gud, Hr. Stephensen — hvor kan De sige — det nydelige Maleri — vi havde den Gang slet ikke noget andet med Farver — det vil sige, her var nok et med to smaa Børn i en Baad — og jeg syntes saamænd, det var rigtig kjønt, — men Minna vilde ikke tillade, at det var her, saa jeg maatte tage det ind i Sovekamret .... Naa, senere var De jo saa god at sende det deilige Billede her over Sophaen .... Men Minnas Billede, nei, det maa De ikke sige — man kan da ogsaa tydelig se, hvem det skal være —
— Men kun høist utydelig, hvem det er, sagde Minna.
— Aa, du er rigtig et stygt Barn!
Stephensen lo.
— Der kan De se, Frue! det nytter ikke, at De er saa godmodig — Billedet kan ikke reddes — men man kunde gjøre et nyt — f. Ex. netop saadan en Blyantsskitse.
— Har De faaet malet noget idag, Hr. Stephensen? spurgte jeg.
— Nei, det var altfor elendigt Lys .... Jeg kunde kun grise Lærredet lidt til, saa jeg i alt Fald ikke imorgen skal se paa det hvide Tøi.
— Bruger alle Malere altid saadanne nedsættende Udtryk om deres Kunst? spurgte Minna. Jeg synes, at man hører aldrig andet af jer, end at I »griser«, »klatter« eller, naar det kommer høit, »smører«.
— Ganske sandt, svarede Stephensen smilende, — det er en temmelig udbredt artistiskfaçon de parler; — der ligger lidt Selvkritik deri — og endnu mere Affektation og maaske omvendt Forfængelighed. Jeg skal se at lægge den Vane af. Forresten har I Damer noget Lignende, naar I taler om eders Klimpren — hvad du før gjorde. —
— Aa — det kan man virkelig ikke sammenligne! udbrød Minna, fornærmet paa hansKunstsVegne. — Det er jo at gjøre Nar af mig.
Vi bad hende begge om nu dog at lade det blive til Alvor med Spillet. Hun vendte sig strax om til Claveret, slog et Nodehefte op og begyndte paa et Præludium af Chopin. Stephensen gik ud i Forstuen og kom tilbage med sin Skitsebog i Haanden. Jeg tænkte, at han vilde tegne Minna ved Claveret — rigtignok saae han hende temmelig meget bag fra — men snart mærkede jeg, at det var mig selv, der var Gjenstanden. Denne Portraiteren uden Tilladelse ærgrede mig lidt, men Stephensen smilede — der kunde unægtelig være noget Indtagende i hans Smil — og pegede med Blyanten hen paa Minna. »Er det virkelig til hende, han vil tegne mig,« tænkte jeg, — »det var et underligt Indfald, men i Grunden ganske kjønt.« Og jeg sad saa stille som en Mus, lyttende til Tonerne.
Det ene Præludium fulgte efter det andet. Hun spillede adspredt og langtfra saa udtryksfuldt, som hun kunde. Man kunde neppe have ventet Andet, men jeg var kjed derover; for jeg var saa forfængelig paa hendes Vegne, at jeg gjerne havde seet, at hun havde glimret — selv overfor Stephensen. Forøvrig var han neppe en synderlig opmærksom Tilhører, da han tegnede ivrig, idet han af og til bøjede sig frem for at se bedre eller maalte med Blyanten i Luften.
Da Minna havde spillet en halv Times Tid, vendte hun sig imod os:
— Maa det nu være nok? — Uden at vente paa Svar, sprang hun op og udbrød: »Hvad er det I dèr har for?«
— Ja-a, det er slet ikke ilde, sagde hun, idet hun kiggede Stephensen over Skuldren, — det ligner nok. —
— Saamænd — hm.
— Ih, nei — se! Allerkjæreste! udbrød Moderen —
— Naar blot — jeg troer —
— Hvilket? spurgte Stephensen og saae op.
— Nei, maaske er det feil — og det er saa anmassende.
— Vist ikke! et frisk Øie opdager let Noget — og du kjender jo Ansigtet bedre end jeg.
— Jeg troer, at Hagen skal være større.
— Virkelig! — Stephensen maalte, viskede ud og rettede, bøiede sig frem for at se, rettede igjen. — Ja vist blev det bedre, jeg troer endogsaa, at det kan taale lidt mer endnu. Du har et godt Blik, Minna! —
— Maaske skulde du ogsaa lade Adams-Æblet træde lidt stærkere frem, det er saa karakteristisk for ham. — Se nu, hvor det har hjulpet!
Jeg reiste mig, nysgjerrig efter at se mit Contrefei. Tegningen var kun flygtig gjennemført, men sikker og let i Linierne. Da man ikke kjender sig selv i Profil, kunde jeg ikke have nogen synderlig Mening om Ligheden. Men Minna var tilfreds, og det glædede mig hemmelig, at hun havde haft en lille Del i Fuldendelsen. Stephensens Smil røbede den barnlige Glæde, som en Kunstner altid føler, naar Noget er lykkedes for ham. Han skrev Signatur og Dato paa, løsnede Bladet med sin Pennekniv og gav det til Minna.
— Tak! sagde hun hjertelig, men uden at vise nogen Overraskelse. — Det er jeg uhyre glad over! Der er dog noget mere Tilfredsstillende ved saadan en Tegning end ved et Photographi, — mere Stemning, jeg veed ikke ret, hvori det bestaar, men jeg troer, det bringer mig til at tænke paa ældre Tid, da ikke ethvert Menneske havde Photographier af sig i Dusinvis til at sprede ud blandt Venner og Bekjendte, og da Folk har været saa lykkelige, naar de opnaaede at faa saadan en Afbildning af en Person, som de havde kjær.
— Det er ikke før faldet mig ind, sagde Stephensen, — for mig ligger det nærmere at tænke paa Kunstværdien, men der er Meget i, hvad du dèr siger.
— Ganske vist, bemærkede jeg, det er den Afbildningsmaade, som altid har existeret, og den har ikke blot de mange Aners Aristokrati, men er ogsaa fri for den kjedelige demokratiske Egenskab, at Creti og Pleti har det samme Billede, der er os dyrebart.
— Ak ja! udbrød Fru Jagemann, — Verden er rigtignok gaaet frem, siden jeg var ung! Photographien er en mageløs Opfindelse, og den ligner jo ogsaa allerbedst.
Minna trak paa Smilebaandet ved dette Apropos, der ikke anede, at det stod saa lidt i Harmoni med de Betragtninger, som det mente at slutte sig til.
— Ja, det har De fuldkommen Ret i, indrømmede Stephensen med sin smidige Villighed til at opløse Dissonanser, — kun er der Noget i Photographkunsten, der hedder Retouchering, og som rigtignok kan frembringe mærkelige Resultater.
— Har du aldrig forsøgt paa at tegne dig selv? spurgte Minna.
— Endnu ikke. Der er — mærkværdigt nok — ikke kommet nogen Opfordring fra Uffici-Galleriet i Florents om at forøge dets enestaaende Samling af Selvportraiter.
— Og naar jeg nu beder dig derom?
— Saa skal jeg gjøre Forsøget — i disse ensomme Aftener, hvis da ikke Hotelspeilet gjør mig altfor skjæv .... Men nu maa jeg tage Tiden i Agt og tegne dig.
— Skal jeg virkeligsidde? det er Noget af det Værste for mig.
— I alt Fald er det længe siden, jeg har plaget dig, svarede Stephensen sagtmodig og med en sælsom vemodig Stemmeklang, der var ganske ny for mig, og som tydelig nok sagde: »og hvem veed, om jeg nogensinde mer kommer til det!«
Minna satte sig uden flere Indvendinger og ændrede et Par Gange Stillingen efter hans Anmodning. Han gav sig ivrig til at tegne. Snart holdt han inde, misfornøiet med Lyset; jeg flyttede Lampen til Rette for ham. Derved bemærkede jeg, at den gamle Kuppel med Skaaret var bleven erstattet med en ny — til Ære for Stephensen, som det syntes, men om det var Minna eller Moderen, der havde været saa øm over hans Skønhedssans, kunde der være Tvivl om. Det var sandsynligt, at Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis moderlig Ømhed fra den Tid, da han var deres Logerende. Hun tilkastede ham af og til kjærlige Sideblikke, medens hun rokkede det store Hoved over Strikkestrømpen, som om hun sagde ved sig selv: »Ak Gud, ja! sidder du nu her igjen! ja, Herregud! hvorfor kom du ikke før?« —
Jeg nærede ingen Tvivl om, at hvis Valget havde afhængt af hende, kunde jeg ligesaa godt være gaaet strax. Og skjøndt jeg vel vidste, hvor langt Minna var fra at ville raadføre sig med hende, og at hun imorgen helt kom bort fra hendes Paavirkning, saa havde jeg dog hele Tiden en pinlig Fornemmelse af denne Mangel paa Gunst.
Minna derimod fordelte sin Venlighed lige imellem os begge paa en naturlig og sikker Maade, der forbavsede mig, — somom det slet ikke voldte hende nogen Vanskelighed at færdes imellem sine to Beilere, af hvilke enhver syntes at have det samme Krav paa hendes Fremtid. Ligesom hun neppe havde ytret sin Glæde over at have en Tegning af mig, før hun bad Stephensen om at tegne en af sig selv til hende, saaledes lod hun ikke en eneste Gang den Ene faa Noget paa den Andens Bekostning, og om der end var lidt Kunst og Beregning i denne Upartiskhed, saa var der dog endnu mere naturlig Følelse og instinktiv Takt. Hun snakkede med os begge — Samtalen dreiede sig om tydsk Theater og Skuespilkunst, — men da hun blev tegnet i halv Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.
Kun da han tegnede det vigtige Parti om Munden, maatte hun sidde tavs, og hun fik saa Moderen til at lovprise den gamle Tid ved Theatret. Ganske vist lod det ikke til, at hun nogensinde havde været nogen synderlig Theatergængerske, men hun havde sværmet for Devrient, som hun havde seet mere i Faderens Restauration end paa Brædderne, og hvad hun havde hørt af Andre, der havde mere Sands for Kunst, blandede sig i hendes lidt plumrede Hjerne saaledes sammen med det Lidt, hun selv erindrede, at hun blev lige saa sentimental, som om hun havde levet og aandet i Thalias og Melpomenes Tempel.
— Ak Gud, ja! Den Gang havde vi Skuespillere! Da skulde De have seet vores Theater, Hr. Stephensen! Davison — ja, ham har De da hørt om? De veed nok, den smukke Villa, som han byggede — lige overfor den bøhmiske Banegaard — den Gang var det noget Nyt — nu er der jo saa mange. Ja, han tjente styrtende, men det var ogsaa Pengene værd. Som Mephistopheles — rystende — nu turde jeg ikke se det for aldrig det — han blev for Resten ogsaa vanvittig, veed De nok. Og saa Emil Devrient — aa! det var nu paa en hel anden Maade — ophøiet, idealsk — Max i Wallenstein — man blev løftet — det kan Nutiden slet ingen Forestilling gjøre sig om — det sagde ogsaa salig Jagemann — han vilde slet ikke meer gaa i Theatret — De husker nok, naar De roste Noget, som De havde seet her, saa sagde han altid: nei, da skulde De have seetdenogden.HansSværmeri var nu Madam Schrøder-Devrient, — ja, hende husker jeg da ogsaa — storslaaet tragisk — Plastik — klassisk Plastik, sagde saligJagemann, han forsømte aldrig en Aften, naar hun spillede — det var før vi blev gift — hun kom fra Theatret før halvtreds — ak Gud, ja — saadanne Kunstnere — det var rigtignok en Glandsperiode.
— Ja, det gaar overalt saadan, Fru Jagemann; i Danmark siger ogsaa den ældre Generation, at den ikke længer kan holde ud at gaa i Theatret, og at vi Stakler aldrig faa rigtigt Komediespil at se.
— Nu ja, der seer De, — daarlige Tider, Hr. Stephensen! .... Nei, det var noget Andet den Gang — da var der godt her i Dresden — da saae man ikke alt dette stive preussiske Militair — der var ikke al den Told og de mange Skatter — ak, hvad kunde man ikke faa for Pengene — Kjødet er nu blevet over en Trediedel dyrere — ej, ja, ja!
Og hun reiste sig hovedrystende, med et dybt Suk, — og gik henimod Døren.
Minna lo og reciterede: —