Engang jeg sad hos ham, og jeg, da Talen var falden paa Missionsvæsnet, havde, som jeg pleier, fremhævet den katholske Missions Fortjenester fremfor Protestantismens kummerlige Resultater, fortalte jeg ham en lille Historie, som jeg havde læst i en ung fransk Naturforskers Reise. Denne Mand var selv en saa god Sjæl, at han paa sin Vandring gjennem aldrig af Europæere besøgte Egne, var bleven de Vilde saa kjær, at da han døde i Urskoven, begravede de ham smukt, og bragte trofast hans Eiendele tilbage til den franske Consul i Siam. Inde mellem Bagindiens Bjerge havde han gjæstet en Missionsstation, hvor en Biskop sad med et Par yngre Medhjælpere. En Forfølgelse var udbrudt, Hedningerne myrdede de Christne, og en af de yngre Præster havde de ikke blot pidsket halvt tilDøde, men lovet ham, at han næste Dag skulde gjennemgaae samme Lidelse. Om Aftenen, da han laa og vaandede sig i sin Smerte, og hans Biskop sad over ham, stønnede han mest over, hvad der ventede ham næste Dag. »Trøst dig, min Søn,« sagde Biskoppen, »jeg skal i Jesu Navn tage den Pine for dig.« Næste Morgen gik Biskoppen Hedningerne imøde, de greb ham og udførte den grulige Straf paa ham, men dermed havde Forfølgelsen Ende, og Christendommen gik end mere seirende frem. Den katholske Biskop havde fortalt det, som noget der faldt af sig selv, siges der.
Saaledes er de Folks Mission, og det den Dag idag, bemærkede jeg. »Hvor var det muligt?« sagde Martensen, og faldt i Tanker, uden at udtale sig videre. Paa samme Maade gik det en anden Gang, da jeg efter Talmud og Josefs jødiske Historie fortalte ham Træk af hvad Farisæerne var istand til at offre og lide for deres Lovsætninger. Intet Under, at disse Folk maatte udrydde Jesus. Han og de kunde ikke være i Landet sammen, sagde jeg. Men det var, som om Biskoppen ikke før havde havt Leilighed til at tænke paa saadanne Ting. Han var heller ikke tilfreds med at jeg ved mine religionshistoriske Studier gik tilbage til Kildeskrifterne, man kom derved ikke til noget Resultat, mente han. Det var nu den filosofiske Tids Orm, at først og fremmest skulde Systemet udformes; om det var bygget paa mer eller mindre grundige Studier, kom det ikke saameget an paa, man kunde jo siden eftergaae det.
Ligefuldt var han mindst af alt den der vilde byde Skin for Virkelighed. Han troede paa sit System, og havde ogsaa god Grund dertil, da der intet overraskende eller urimeligt er deri. Han lærer hverken ny Christendom eller ny Verdensfilosofi, men, som en Cicerone i alle vore aandelige Skattes Musæum, gaaer han omkring i den store Samling og holder sit Lys for enhver Ting, at det maasees, at ret forstaaet, er den rige Arv fra Fortiden god Sandhed[23]. Hans Hovedegenskaber var Fasthed i sin Overbevisning og fuldstændig Oprigtighed, endog vidtdreven Aabenhjærtethed i sine Udtalelser.
Ministrene laa han alle i Strid med, vel med Undtagelse af Ørsted; og den fuldkommen afhængige Stilling, som Biskoppen efter vor Forfatning maa indtage overfor Ministeriet, kunde ikke andet end give Anledning til Krænkelser for en aandeligt saa høitstaaende Mand. Men han tog det med al Overlegenhed. »Disse Mennesker,« sagde han til mig, »de kommer og de gaaer, og man kan sige om dem som om Vinden, at man veed ikke, hvorfra de kommer eller hvor de farer hen. Kun i eet ligne de hinanden, at de alle er lige uvidende i de Sager, de skulle lede,« og saa lo han hjærteligt.
Han var en from Mand, og altid inderlig opfyldt af den hellige Sag han førte. Det var smukt at see ham, naar han ved Talen derom lagde Haanden paa sit græske nye Testamente, som altid laa opslaaet paa hans Bord og var saa opslidt, at det næppe kunde hænge sammen, hvorfor ogsaa hans Hustru, da hun syntes, det blev for galt, listede det fra ham, og lagde et nyt af samme Udgave istedet. Skarp Modstand tog han ganske fromt. Om Kierkegaard talte han mere med Bedrøvelse end med Vrede. »Han kjender mig dog saa godt,« sagde han, »vi har jo været Omgangsvenner, og nu at skulle høre al den Haan, det har jeg dog ikke fortjent af ham.« Da Ploug angreb ham saa fælt, som sædvanligt knaldende løs med alle sine Vittigheder og Ukvemsord, sagde han bekymret: »Jeg er virkelig bange for, at Ploug er et ondt Menneske.« »Nei, det maa De ikke troe, svarede jeg, han er megetmere i private Forhold en rigtig brav Mand og en trofast opoffrende Ven.« — »Ja, jeg vilde gjerne troe det, sagde Biskoppen, men hvad skal man sige, naar man har saadanne Artikler liggende for sig? Er det en Maade at føre Sagen paa, selv om man er overbevist, om at den er god? Saadanne Udtryk, høre de til Sagen?« — »Nei, ganske vist ikke, svarede jeg, men det er jo tidt saa med disse kampfærdige Litterater, at de kan være meget rimelige, naar man taler med dem, men faaer de en Pen i Haanden, farer der strax en Djævel i dem.« Deraf lo han.
Grundtvig, som Mynster havde behandlet saa haanlig, havde Martensen meget Hjærte for. Men som han selv var Ordenens Mand og havde saavel sine aandelige Skatte som sin Stilling i Livet klart opgjorte, kunde han ikke finde sig i Grundtvigs Uregelmæssigheder og Vaklen. »Han er ikke nær saa modig, som han lader,« sagde han. »Naar det kommer til Stykket, er han feig.« Og han fortalte, hvorledes Grundtvig ved forskjellige Leiligheder var gaaet af Veien. Deri troede jeg ham ikke ganske. Jeg mente, at han forvexlede Grundtvigs Eftergivenhed med hans gode gammeldags Tro paa, at man saavidt muligt, endog noget længer, maa bøie sig for sin af Gud beskikkede Biskop, saalænge denne er en Christen.
Med alt dette var Martensen dog sin Tids største geistlige Mand, jeg sætter ham over Mynster. Efter Balthasar Mynster blev Fog vor Provst i Stadens militære Del, og han er jo min Ven, saa jeg kan visselig ikke klage paa min Øvrighed for den Tid, jeg var i Kjøbenhavn. Ogsaa min kjære Biskop beholdt jeg, saalænge jeg var i Sjællands Stift.
Hovedstadsfolk pleie at have deres By meget kjær, saa kjær at de mene, der intet Steds i den hele Verden er til at boe uden der. De ægte Kjøbenhavnere have samme Følelse. Som Hellenerne havde Jordens Navle i deres Delfi, og Israeliterne i deres Tempelbjerg, findes den Helligdom ogsaa paa Hjørnet af Østergade og Kjøbmagergade, hvor man stiller sit Uhr. Jeg har intet imod denne fixe Idee, jeg har selv delt den, men den har dog sine Vanskeligheder. Jo større en By bliver, desto vanskeligere er det i det store Hjem at finde sig en Bolig, man kan føle sig saa vel i, at man fornemmer, man har selv et lille Hjem. Man flytter bestandig og finder det ikke, saa gik det ogsaa os.
Bedst havde vi det, mens vi boede i Kronprindsessegade, hvor vi fra en tredie Sal saae ud over Slotshaven, men der var kun fire Stuer, og da Edle skulde have den ene, blev der ingen Spisestue. Selskabet var omtrent det samme som i tidligere Tider, den ene Dag var vi hos Familie og Venner, den anden havde vi dem hos os. Vort Hjem var forsaavidt lykkeligt, og vort Samliv blev i dette Tidsrum ikke forknyttet af nogen dybere Sorg; kun eet Savn var der nu som før i vort Hus, der var ingen Børn.
Saa skete det en mørk Vinterdag, det var vor Bryllupsdag, den 29. November 1860, at min Cousine Amalie kom ind ad Døren med en lille tre Aars Dreng ved sin Haand. Hans Moder, hendes Søster Anna[24], havde i det Aar mistet sin Mand, Præsten i Landet og Ryde paa Lolland C. A. Gjellerup, og var i det Efteraar kommen tilKjøbenhavn med sine Børn, men svag som hun var og efter Flyttebesværlighederne sengeliggende, skikkede hun nu sin Dreng hen til os med Bøn om at beholde ham saalænge, til hun kunde komme til Kræfter igjen.
Smaafyren blev bænket ved Kaffebordet, og fik efter at have knaset sine Sukkerstykker og Smaakager nok at tage Vare paa med Billeder og andet improviseret Legetøi, men endnu mere med at udbrede sig om sine Livserfaringer. Hans Øine spillede, hans Kinder blussede, og han slog tappert ud med sine buttede Hænder, som altid fuldkommen sikker paa at have Publikum paa sin Side[25]. Saaledes sad han, midt i Sofaen med sit lille lyse Hoved lidt over Bordet og alle sine Sager bredte ud til begge Sider, da min Broder Caspar kom ind. »Det var da en deilig Dreng,« udbrød han, »hvad hedder du?« — »Jeg hedder Karl Adolf Gjellerup, og jeg er født i Roholte den 2. Juni 1857, for det er min egen anden Juni,« lød Svaret øieblikkeligt med klar Røst og fuldstændig udviklet Udtale, ikke at tale om rhetorisk Gesticulation. »Hvor er du kommen fra?« — »Fra Landet By, der er et høit Kirketaarn, Moder har tegnet det, og jeg har sat Kulører paa med min egen Farvelade, som jeg fik af Tante Amalie til min Fødselsdag, og der er to Heste, og de er store, og der er Hans, han tager mig op at ride. Jeg har ogsaa selv en Hest, den har Hans gjort og den gaaer i Gallop. Den slog mig af, men Hans sagde, at jeg fik godt Styr paa den igjen. Moder har den hjemme i Stalden.«
Indtrykket af det ustandselige Foredrag var uimodstaaeligt, og endnu samme Aften blev vi enige om, at man ikke burde udsætte den tappre lille Fyr for, at han ikke skulde have nogen til at hjælpe ham op igjen, naar hans Kjephest slog ham af. Hans Moder fældte en Del Taarer, men efterat det var blevet aabenbart, at vi ikke turde slippe, hvad der af Enkers Værge og FaderløsesFormynder var os tiltænkt og efterat det i Familieraad var besluttet, at staae fast paa den vistnok ingenlunde rigtige, men almindelig antagne Sætning, at en Dreng trænger til en Faders Varetægt, blev hans lille Seng — den 6. Dcbr. — sat ind i Hjørnet af vort Sovekammer, og siden den Tid sov vi roligere og vaagnede gladere. Det var aftalt at han skulde tilbringe hveranden Søndag hos sin Moder, og forøvrigt see hende og sine Søstre, naar de kom til os; og vi kom heller ikke til at fortryde det. Han fandt sig vel hos os, og vendte søvnig, men tilfreds tilbage; havde gjerne sine Arme om Amalies Hals, kaldte hende sin Moder, og talte om Moder paa Nørrebro som en Eiendel mere.
Moder Amalie gav ham en mønsterværdig Opdragelse og Moder Anna forkjælede ham. Fader var der kun een af, destomere blev han seet paa som et Vidunder, men havde den Feil, at han fordærvede Drengen ved at lee, naar Moder krævede Alvor. Altsammen ganske naturligt og til Glæde for alle Parter, ikke mindst for den lille, han hang ved os som det kjærligste Barn, og har altid paa godbarnligMaade bevaret dette Forhold. Han gjennemgik hurtig en Drengs sædvanlige Stadier, først at være Hest, saa Kudsk, saa Konge og Keiser Napoleon med alle Stolene efter sig som sin Stab, og endelig at kunne læse saa høit og saa rigtigt, at Fader maatte ind at høre det. Saa fik han Mæslinger, det var en svær Tid. Naar han lod de Billeder falde, som jeg bragte ham, og ikke kunde fortælle mig, hvad de forestilte, blev jeg meget forknyt, men det varede, Gud skee Lov, dog ikke længe.
Jeg pleiede at tage ham med paa mine Morgenvandringer, og skjønt han under sin uafladelige Tale ikke kunde faae seet til sine Ben, men hvert Øieblik faldt over dem og blev hængende i min Haand, var han dog ufortrøden. Om vi ogsaa gik over Isen og han blev rød og blaa af Kulde, gav han dog aldrig tabt, og saa træt han kunde være efter en lang Vandring, skulde Moder doghave alle vore Æventyr, naar vi kom hjem. Han var kun fire Aar, da vi paa en Søreise til Haderslev havde en fæl Storm, og han blev saa søsyg, at jeg havde meget ondt af ham. Men da vi naaede Fjorden og jeg bar ham op paa Dækket indhyllet i et Sjal, begyndte han strax med straalende Ansigt og udstrakte Arme paa sine veltalende Foredrag over alt hvad han saae, og holdt ved lige til Byen.
Da han blev syv Aar, satte jeg ham i Efterslægtskolen og anbefalede ham paa det bedste til min Ven Brix. Men jeg var forfærdelig ængstelig for, hvorledes han uskadt skulde naae til Østergade, og fulgte ham derfor derhen hver Morgen, men kunde ikke længe blive ved at hente ham om Middagen for ikke at forringe ham formeget i de andre Drenges Øine.
Da Tiden kom, at han skulde begynde paa det latinske, satte jeg ham i den saakaldte Haderslev Læreres Skole, fordi den var min Svogers og Lærerne mine Venner.
Han var 17 Aar, da han blev Student, og da vi Aaret efter[26], i 1876, holdt vort Sølvbryllup i Næsby Præstegaard hos Olaf Waage, reiste han sig efter at Høitidstalen var holdt, og henvendte under Taarer en Tale til sine Pleieforældre, takkende os for alt, hvad vi havde været for ham, og dertil havde gjort ham delagtig i saa mange kjære og betydelige Menneskers Omgang. Dermed kan jeg ogsaa omtrent sige, at hans Opdragelse og vor Indvirkning paa ham var afsluttet, nu begyndte han at gaae sine selvstændige Veie. Der kom andre Sorger, usigelig tunge, ligefuldt er han dog intet Øieblik bleven os mindre kjær, og er den Dag idag vor egen elskede Dreng.
Alt som de voxte til, blev ogsaa hans Søstre, Margrete og Elisabeth os kjære, og siden vi ere komne paa Landet, har de altid tilligemed deres Moder tilbragt en Sommermaaned i vor Præstegaard.
Medens vor Familiekreds saaledes blev udvidet, var det mindre Tilfældet med vort Forhold til dens ældre Led, Ilia og Mathilde. At vi var flyttede til Kjøbenhavn, bragte os dem ikke nærmere. Mathilde var fraværende ved sine Telegrafstationer, og Ilia gik afsluttet i sig selv sine egne Veie.
Ilia havde samtidig med at vi forlod Haderslev, opgivet sin Stilling som Overvaagekone ved Frederiks Hospital, og dannet sig en ny Virkekreds. Hun vilde efter sit lidenskabelige Hjærtes inderste Trang have Børn, som hun kunde kalde sine egne, tog derfor Hittebørn til sig. Mente dog ikke dermed at danne et ordentligt Børnehjem, men indrettede sig efter sit verdensforsagende Sind som en fattig Kone, der maa slide for Brødet til sig og sine faderløse Børn. Hun leiede sig en af Smaaleilighederne i Østerfælleds Arbeiderboliger, og sad der med sine Smaa uden Tjenestepige eller anden Hjælp uden hvad hun kunde skaffe sig hos en Nabokone, skjønt hun efterhaanden sankede sig ikke mindre end sex spæde Stakler af den usleste Slags, fundne efter Aviser eller hos Fattigvæsenet og i Pleiestiftelser. Da saae man hende med et mørkt Sjal over Hovedet og en Kurv paa Armen, gaae til Byen for at hente sine Fornødenheder, og hjemme at feie, vaske og koge Mad og sidde og flaske de mindste.
Et af dem kaldte hun sit eget Barn frem for de andre, som nok ogsaa var hendes, men dog mere fra Hjærtets Side; og efter sit mystiske Sværmeri talte hun saaledes derom, at man kunde fristes til at troe, at hun mente det bogstaveligt, eller i alt Fald havde drømt sig saaledes ind i den Forestilling, at hun ikke kunde undvære at leve i den. Det var et Pigebarn med et bredt Ansigt med sorte tjavsede Haar, som var fundet nøgent indsvøbt i Avispapir paa en Trappe, og var blevet afleveret til Politiet. Efter Bekjendtgjørelsen derom ilede hun strax til Fattigvæsenets Contor og fik det udleveret til sig. Da det var hendes eget, skulde det ogsaa bære baade hendesog Drømmebarnets Faders Navn, og da jeg skulde døbe det, kunde jeg ikke undgaae at kalde det Osvalde Fibiger. Med de andre, hvoraf dog nogle havde bekjendte Forældre, havde hun adskillige Bryderier, da Forældrene vilde gjøre sig ublu Fordel af Forretningen, men ved sin store Ihærdighed lykkedes det hende dog ikke blot at faae fuldstændig Ret over dem, men endogsaa at faa dem adopterede.
Hendes Foretagende vakte al den Opsigt og Medfølelse, som hendes rørende Opoffrelse fortjente, saa jeg kan ikke troe, at hun havde behøvet at sukke i Fattigdom, dersom hun havde sat en lignende Kraft paa at samle Penge, som den hun satte paa at samle dem, de skulde forbruges til. I det mindste savnedes der ikke endog en større Sum, naar der var Tale om at kjøbe Barnet. At der ogsaa strømmede rigelig ind med gode Raad, følger af sig selv, men dem tog hun ikke imod, hun vilde kun hvad hun vilde, og desværre kun det, der hørte hjemme i Alfernes Rige. Hendes Mening var, ikke blot at hjælpe Børnene ud af Fattigforsørgelsens Uselhed, men ogsaa ved sin Opdragelse at hæve dem til Kaar, hvori alle Aandens Goder kunde blive deres Rigdom. Dette vilde vist nok ogsaa være gjørligt, hvis hun havde skaffet dem den første Betingelse for en bedre Opdragelse, et godt og hyggeligt Hjem. Men da nu eengang hun alene var Børnenes Moder, og ingen i den hele Verden maatte komme imellem dem og hende, kom der intet andet ud deraf end sørgelig Hjælpeløshed. Hun anstrengte sig til det Yderste, hun sled sig op, men, i hvad man hos Arbeidsfolk kalder 2 Værelser med Kjøkken alene med sex smaa Børn, og uden Kræfter til engang at holde Orden og Renlighed, og Børnene alene hjemme, mens hun gik sine lange Veie forat hente sine Fornødenheder og at besøge de formaaende Veninder, som støttede hende, det maatte nødvendig føre til, at Børnene, trods alt det Vidunderlige hun saae i dem, blev uvorne og snavsede Unger og Huset en sædvanlig Fattigbolig, hvis betegnende Lugt og mistænkeligeStole og Gulv jeg saa vel kjendte. Og saa dertil, at hun som altid, ved Nattetid var, ikke Forfatterinde, men den Digter, hvis Kald det var at lære Verden, hvad Poesi er.
Et forfærdeligt Syn fra den Tid kan jeg aldrig faae ud af Øiet. En af hendes Smaa var død, og jeg maatte besørge Begravelsen paa vor Kirkegaard. Det var en skummel Vinterdag med Snepletter paa den opblødte Jord. Da vi var færdige med den lille Forretning hun og jeg alene, og jeg, mens en snavset Karl kastede Graven til, havde taget Afsked for at unde hende den Ensomhed, hun ikke kunde undvære, saae jeg mig et Stykke derfra om efter hende. Stille sammenbøiet sad hun paa et Gravhegn, Sneflokker faldt paa hendes sorte Kyse, og den tynde Skikkelse saae ud som en forkommen Fugl paa sin Pind. Det var i de Fattiges Gravrække, samme Sted, hvor hun selv kom til hvile.
Ak ja, usigelig rørende saae hun altid ud, men ogsaa usigelig bedrøvelig. Det var, som man bestandig saae skrevet over hende: Dette kan ikke gaae. Jeg tænkte saa tidt derpaa, naar jeg saae hende med sin Torvekurv paa Armen og Lorgnettendinglendeuden paa det tarvelige Sjal med matte Skridt komme vandrende gjennem Kronprindsessegade, hvor vi dengang boede. Mager og sygelig, kun holdt oppe af den mægtige Aand, og dog ikke holdt saameget oppe, at det var til at komme frem. Saaledes gik hun i syv Aar, da blev hun i Foraaret 1867 heftig angreben af en Brystbetændelse, laa længe, og led meget. Det kunde lidet hjælpe, at Veninder og Venner flokkedes om hende. At Stuen var fuld af Mennesker gjorde den ikke mindre uhyggelig, og en sørgelig ensom Fugl var hun dog i Virkeligheden. Ingen forstod hende.
Ikke før end i den sidste Samtale, jeghavdemed hende, fik hun Mod til at tale til mig om hvad der dog altid havde været vitterligt imellem os, den dybeste Smerte i hendes Liv. Hun nævnte Osvald Marstrand, og sagde med faa Ord, hvad det havde været for en Lidelse, menogsaa en Støtte for hendes Hjærte alt Livet igjennem at leve i denne ene trofaste Kjærlighed. Mere fik hun ikke sagt, og jeg havde intet at sige dertil, kun at tænke, hvad dog Menneskesjælen er for et ubegribeligt Væsen. Denne Mand havde hun ikke siden hun var 16 Aar seet synderlig til, havde kun i Forbigaaende talt med ham, og upaatvivlelig aldrig om hvad der havde noget Sammenhæng med det dybe Hjærtesaar, og havde i al den Tid vidst, at han ikke brød sig om hende, og dog havde denne Hemmelighed hele Livet igjennem, jeg vil ikke sige fyldt hendes Sjæl, der var overmaade meget andet i den, som vistnok ligefuldt var kommet til Frembrud, men dog, da den nu eengang var der, været den lønlige Drivfjeder til hendes mærkelige Gjerninger. Den Maade, hvorpaa hun selv forklarede disse, havde vel tillige en anden Grund, hendes inderlige Sympathi med Kierkegaards Aand, men at hun blev saa greben af den, kan jeg dog heller ikke andet end henføre til, at hun i sin hemmelige Lidenskab følte sig, ligesom han, som en ensom Fugl, som »en Undtagelse.«
Da jeg kom igjen, havde hun allerede Natten igjennem ligget i urolig Dødskamp, levende endnu, men død for Verden, og ikke længe efter at jeg var gaaet, drog hun sit sidste Suk, den 10. Juni 1867, anden Pinsedag, i sit 49. Aar.
Begravelsen var en vanskelig Sag. Hun havde levet og var død som S. Kierkegaards aller trofasteste, maaskee eneste Discipel, og havde, medens han laa paa sit sidste Leie, søgt til ham, men var ikke bleven modtaget. Hun havde efter hans Bud holdt sig aldeles borte fra Kirken, og havde kun modstræbende og af udenoms Grunde besluttet sig til at benytte dens Hjælp ved Børnenes Daab eller Begravelse; det var da ogsaa kun mig, hvis Tjeneste hun vilde tage imod. Saa gik det da hende ligesom det var gaaet hendes Mester, at tiltrods for hendes Indsigelse derimod i Live kom hun dog efter sin Død til at lideden Tort at komme anstændig i Jorden. Hendes Søskende indrettede Begravelsen i Nørrebros Kirke, og jeg fandt mig ikke beføiet til i hendes Navn at gjøre Indsigelse, hvad jo ogsaa vilde have været ubegribeligt, da hun af alle blev anseet for en ualmindelig from Christen. Det var hun ogsaa paa kierkegaardsk Vis, men hvad det vil sige, vilde det have været spildt Umage at forsøge paa at forklare Folk.
Saa holdt jeg for en overmaade stor især kvindelig Forsamling min Tale, hvori jeg skildrede hendes ligesaa betydningsfulde som rørende Korsgang, og fortav, hvad baade hun og jeg pleiede at fortie. Men underligt nok, af hendes Nærmeste fik jeg ingen stor Tak. Hendes Søstre vilde intet høre om Korsgangen, de saae den som en lykkelig og festlig Gang gjennem Livet, baaren af Glædens og Skjønhedens Engle. Og Mathilde skildrede dette i et smukt lille Skrift, som hun tillige med en Samling af hendes Digte udgav til hele Kvindekredsens Beundring og Opbyggelse. Til den Ende havde hun samlet den Afdødes Papirer, som var testamenterede til mig, og hvoraf især Dagbogen vidnede for min og ikke hendes Opfattelse. Hun beholdt dem, og jeg veed ikke, hvor hun har gjort af dem, jeg saae dem aldrig mere. Imidlertid kunde hun forsaavidt have Ret, som Ilia altid havde havt Styrke nok til for sine Nærmeste at holde det høie og glade Sind oppe, og dybere gjorde de sig ingen Uleilighed med at forstaa hende.
En mere besværlig Arv efter hende fik jeg i hendes Børn. Dem havde hun med al Høitidelighed overdraget til mig, og der stod jeg med sex meget lidt lovende og daarligt nok udseende Pigebørn, hvoraf den ældste var ni Aar. Imidlertid var Gud baade Daarens og de Umyndiges Formynder. Efter en Del Forhandlinger blev de alle anbragte i gode Familier, dels hos velhavende Folk, der tog dem af Godhed, dels for Penge, der af sammeGodhed indkom. Saaledes blev dog min mærkværdige Venindes store og fromme Haab ikke just til Skamme, men rigtignok, efter mit Syn, mere ved andres end hendes egen Hjælp.
Man pleier at klage over at Kjøbenhavns Præster ere saa overbebyrdede, at det er umuligt for dem at besørge deres Gjerning forsvarligt. Imidlertid, naar jeg daglig anvendte et Par Timer til christelige Besøg, beholdt jeg fordetmeste Eftermiddagen og idetmindste Aftenerne til mit eget Brug, og dertil endnu nogle Formiddagstimer de fire Dage, jeg ikke havde Confirmandundervisning. Naar jeg sammenligner dette med det Arbeide, jeg havde i Haderslev, hvor jeg foruden min daglige Skolegang havde to Gudstjenester hver Søndag og ikke stort mindre af Sjælesorg, fordi jeg forholdsmæssig var langt mere søgt, havde min Forflyttelse snarere medført en Lettelse end yderligere Bebyrdelse.
Hovedsagelig kommer det altid an paa, hvad man vil bruge sin Tid til. Tid er, om ikke just Penge, saa dog for den der forstaaer at bruge den, det Mammon, som ingen kan stjæle fra mig. Jeg har derfor altid samlet stærkt paa Tid, og saasom jeg er meget gjerrig, havt alle Timer tæt besatte, alt for tæt, til min Hustrus Kjedsommelighed. Poesien var jeg bleven noget kjed af, siden der var kommet meget Kors og saa lidt Kjærlighed ud af min Kors og Kjærlighed, eller rettere, jeg var bleven saa usaattes med dens Muse, at jeg helst vilde lade være atlukke op, naar det var hende der ringede. Jeg tog derfor fat paa mit Studium af de gamle Religioner.
Jeg hartidligerudtalt mig om, hvorledes jeg i vor Asa-Tro og dens Nabo, den finske, havde fundet Anledning nok til at søge den rette Sammenhæng i Asien, jeg vendte mig derfor til Østerland. Ifølge de gjængse Forestillinger maatte Veda først og fremmest lokke som det rette Grundlag. Den skulde dog ikke blive det for mig.
Derimod fandt jeg hvad jeg søgte, i Zend-Avesta. Her er en Tro, som i Sandhed har kunnet gjøre et Oldtidsfolk godt, fordi den i Virkeligheden er den Hængsel, hvorom al Religion, der har noget Værd, maa dreie sig, det Renes Seier over det Urene. Det var et Udgangspunkt, der var værd at begynde med, og et Spor, der var værd at træde. Jeg tog da Texten for mig, og den er idetmindste bragt i Orden, takket være Westergaard. Jeg gjennemgik den Ord for Ord, og helmede ikke, før jeg havde hver Stavelse tydet.
Det havde været det naturligste, om jeg fra først af havde henvendt mig til Westergaard. Det havde jeg ogsaa forsøgt, men fandt ham dengang ikke meget oplagt til at staae mig bi. Han havde dengang allerede lagt dette Studium paa Hyllen, og holdt ingen Forelæsninger over disse Sprog; havde vel heller ingen Tillid til en Theolog, der vilde forsøge sig deri. Men da L. Ussing en Gang ønskede nogen Oplysning fra den Side, kom jeg til at sende ham det. Han undrede sig over, at jeg havde faaet saa meget gjort, og fandt, som rimeligt var, at Westergaard var den rette Dommer over sligt; bad ham derfor om at læse det.
Nu viste den lærde Mand sig fra en anden Side for mig. Han gjennemgik samtlige fire tykke Bind saa nøiagtig, at ethvert Sted, hvor han fandt noget at udsætte eller tilføie, noterede han det i Randen med Blyant. Hvad han fandt Anledning til at bemærke, var dog kun Smaating,som ingen Indflydelse har paa Indholdet. I dets Helhed var han godt fornøiet med mit Arbeide, det havde aabenbart interesseret ham. Han indrømmede endog, at hvad der endnu stod tilbage i fuld nøiagtig Oversættelse — noget der da ikke var min Feil, men Videnskabens — i Virkeligheden havde meget lidt at sige med Hensyn til den religionshistoriske Behandling.
De Frugter, som mit Liv med de persiske Lysdyrkere siden har baaret, ere ikke komne andre tilgode end mig selv. En Afhandling, jeg paa Søren Thriges Opfordring havde skrevet til hans historiske Aarbog, syntes mig selv en smuk og klar Udsigt over det jeg udførligt havde behandlet i mit store Værk, dog blev kun Halvdelen af den trykt, det øvrige vilde Forlæggeren ikke have. Og mit Digt Panthea, hvori jeg i hele 16 lange Sange i forskjelligartede Vers skildrede Kyros' Kamp mod Babylon, er blevet staaende roligt paa min Hylle mellem alt det øvrige. For mig selv er disse Studier blevne et stille Liv i det fjerne Østen, og en Beskjæftigelse, som har været mig Hvile for Sjælen i mange tunge Tider. Jeg tilbragte al min kjøbenhavnske Tid dermed, og endnu en Del Aar paa Landet, saa jeg med Goethe kan sige:
Zwanzig Jahre liess ich gehn,und genoss was mir beschieden,eine Reihe völlig schönwie die Zeit der Barmakiden.
Zwanzig Jahre liess ich gehn,und genoss was mir beschieden,eine Reihe völlig schönwie die Zeit der Barmakiden.
Zwanzig Jahre liess ich gehn,und genoss was mir beschieden,eine Reihe völlig schönwie die Zeit der Barmakiden.
Selvfølgelig maatte dette vidtløftige Studium føre meget mere med sig. Det nærmest Fornødne var samtidigt at sætte mig dybest muligt ind i den hinduiske Litteratur, da denne baade i Aanden er saa beslægtet med den persiske, som to Broderfolk kunne være det med hinanden, og dog er, hvad det hovedsagelig kom mig an paa at eftervise, Zoroasters Religion et Brud med det oprindelig Ariske, foretaget for paa en ny Maade at fremhæveForskjellen paa det Gode, Velsignelsesrige, og det Onde, det Ødelæggende, paa Livets og Dødens Rige saavel i kosmisk som ethisk Henseende.Zoroasterer den, der har opdaget denne dybeste Kløft i den menneskelige Bevidsthed, den, der har indført Djævelen og hans Rige i Aandens Historie.
Da jeg, som sagt, ikke kunde overkomme indiske Sprog, maatte jeg herved holde mig til Oversættelser. Jeg gjennemgik Veda, Brahmanam, Purana, Manus Lovbog og hvad jeg ellers i vore Bibliotheker kunde forskaffe mig, mest i engelske eller tydske Oversættelser, Ramagana i Gorresio's 5 italienske Bind, og Mahabharata i Fouchés 9 franske, og sammensøgte alle de Afhandlinger i Tidsskrifterne, som jeg fandt tjenlige til at oplyse det store Virvar af religiøse Forgreninger. Jeg kom derfra tilBuddhismens, baade i de indiske og chinesiske Lande; og føiede dertil nogen Kundskab til de chinesiske Oldskrifter efter Jesuiternes latinske Oversættelser, tillige med hvad jeg kunde opdrive af nyere chinesisk Litteratur.
Af alt dette gjorde jeg mig Uddrag og systematiske Registre, og vedblev at skride fra den ene Religion til den anden. Jeg gik over til Amerika og levede med Inkaer, Azteker, Rødhuder og Eskimoer, og jeg behandlede efter Schoolcrafts Anvisning Indianerne og efter Rinks Grønlænderne ligesaa grundigt som Asiaterne.
Min Plan antog efterhaanden overvættes Omfang. Min Mening var intet mindre end at danne et omfattende System af alle Hedenskabets, eller »den naturlige Religions« Former; at undersøge fra Grunden Religionens Væsen og Ophav, at forklare alle dens Forestillingers og dens Billedverdens naturlige Fremkomst og give en Udsigt over Forgreningernes eller de enkelte Religioners Eiendommeligheder hver i sin Retning, og stille dem overfor den sande Religion som den, der i Guds egen Aand har ladet alle menneskelige Ideer komme til deres Ret og endelige Forklaring.
Jeg fortsatte dette Studium lige til min Alderdom, men jeg har derved fordybet mig i Kildeskrifter, som ene er nok til et Livs Arbeide. Jeg har i mine Landsbypræste-Aar baade i Sjælland og her arbeidet i Hieroglyferne, og kom virkelig deri saavidt, at jeg ikke blot fortolkede alle de Texter, der ere at faae her i Landet, men ogsaa for at tage det samvittighedsfuldt med Sproget, forfattede mig et Lexikon saa udførligt, at der i alle de Texter, der ere komne mig i Hænde ikke findes noget Ord, der ikke deri er forklaret i alle sine Betydninger. Denne ægyptiske Lærdom har jeg benyttet til et System af Nillandets Religion, som jeg efter min Maade har udført i 3 svære Bind. Den eneste, jeg har meddelt det, er M. Goldschmidt, som ønskede at benytte det til sin Religion. Men han fik ikke gjort synderlig Brug af det, da han ikke var istand til at læse Hieroglyferne. Da han havde forsømt Sproget, kom Nemesis over ham. Hun tillod ham end ikke at tolke hendes Navne.
Derefter gik jeg tilbage til mine gamle Venner Israeliterne, og arbeidede mig igjennem deres Talmud. Jeg har oversat Mishnahs sex Dele og kortelig fortolket dem efter Gemarah-Glosserne.
Den helleniske Litteratur havde jeg altid for Haanden. Platon og Digterne seer jeg af mine Papirer, at jeg i de Aaringer har taget det saa grundigt med, at jeg har skrevet fuldstændige Gjengivelser af Gangen i Platons Dialoger, og udførlige Bedømmelser af hvert enkelt Drama saavel Tragikernes som Aristofanes, og har endog taget de latinske Tragedier med, som gaae under Senecas Navn. Ogsaa Historikerne gjennemgik jeg, især Herodot og Plutarch, idet det kom mig an paa at eftervise, hvor paalidelige deres Efterretninger om Asien og Ægypten ere.
Allermest tiltrak mig Pausanias' Reisebog. Jeg føiede Strabons Efterretninger til, og skaffede mig derved i Forening med Nutidens Haandbøger en ret grundig Kundskabtil hellenisk Cultur og Folketro. Det var igjen et stort Studium, som tillige førte mig videre.
Den stadige Paavirkning af mærkelige Sagn og klassisk Kunst, æggede saa stærkt til at forsøge mine egne Kræfter, at jeg ikke længere kunde holde den forstyrrende Muse fraDøren. Pennen havde jeg altid i Haanden forat ophobe mine Samlinger, og hvad var der at gjøre, naar den snart af sig selv skrev Vers istedetfor tøre Notitser? Der opstod Sagn efter Sagn. Det bedste er vel det Stykke om Sokrates og Aristides' Datterdatter, Myrto, som er trykt i »Ude og Hjemme«.
Alt dette ligger nu hen mellem glemte Sager, men adskilligt har dog seet Lyset. I 1865 fik jeg udgivet et lille Bind af syv saadanne Stykker, som jeg kaldte »Nogle Sagn.« Bogen blev saa lidt paaagtet, at jeg ikke hørte andet om den, end at en Recensent, efter i Hast at have affærdiget en Række Smaabøger, sluttede med, at »endelig havde ogsaa Forfatterinden Ilia Fibiger udgivet nogle Sagn.«
Saalidt Lykke end Familienavnet har gjort, har det dog havt den Egenskab, at der bagved det laa saa store Forestillinger om sit eget Værd, at det ikke har kunnet bringes til Taushed. Endnu førend jeg var færdig med Sagnene, havde jeg i 1863 skrevet et længere Digt i Hexametre, kaldet Sisyfos. Det har en religionshistorisk Mening, jeg vilde vise den helleniske Aands Storhed og Skjønhed, men ogsaa hvorledes den ikke kan faae Stenen over Bjerget, men stolt af sin verdslige Herlighed maa i al Evighed fortsætte sin titaniske Kamp. Jeg turde derfor ikke vise Høyen det, jeg var bange for, han skulde udstøde mig af Synagogen, og tiltrods for min Opsætsighed havde jeg dog Synagogen saa kjær, at jeg ikke kunde undvære den. Derimod viste jeg Broder Caspar det, men han dømte, at det i sig selv kunde være godt nok, kun var Verscæsuren ikke altid rigtig holdt efter klassisk Regel, og udgives kunde det ikke, da Publikum umuligt vildekunne finde Smag deri. Saa rettede jeg Cæsuren og lod Digtet ligge.
I 1866 føiede jeg et andet Epos til af lignende Omfang, ogsaa 12 Sange. Det var det nordiske Sagn om Høgne og Hedin. Jeg vilde nu vise, at den nordiske Aand med alt sit vilde Vaabenbrag, ikke kom videre end den helleniske med sin Culturkamp, den aad sig selv op. Men det gik ikke. Hellenerne kunde man sagtens slaa sig til Ridder paa, de var jo nu eengang gaaede ud af Sagaen, men det frie, det mægtige Norden, Forjættelsens Land, der fører til Seier Folkenes Sag, det er Helligbrøde. Man tænke sig Freja afklædt de sentimentale Dyder, Dannekvindens Hjærte tilgav det ikke.
Endelig skrev jeg næste Aar (1867) en Tragedie i Trimetre med Chorsange efter Sagnet om Helenas Død hos Pausanias. Naar undtages de Erinyesange, der medens Udaaden fuldføres paa den ulykkelige Skjønne, trække sig for længe ud, og efter deres Indhold er ubehagelige at følge, synes jeg meget godt om dette Stykke. Handlingen er stærk og spændende, og saavel ordnet og sammensluttet som i en fransk Tragedie fra den klassiske Tid; Indholdet er sværmerisk Erotik, og Versene have et frit let Sving, med velklingende og dog maadeholden Billedrigdom; lige til sidste Linie har jeg, klog af Skade, lagt den største Vægt paa den fine Smag. Men galt gik det mig ligefuldt. Fjenden kom dennegang fra min egen Leir, nu var det igjen ikke strengt nok i Stilen. Jeg havde ment saa overmaade fint psychologisk at forene de forskjellige Sagn, om at Helena til sin Skam havde været i Troia, og til sin Ære dog ikke været der, men Høyen — for denne Gang havde jeg været saa uheldig at vise ham det — fældede den Høiesteretsdom, at jeg paa egen Haand havde lavet en ny og falsk Helena. Desaarsag blev stakkels Helena ikke vel seet i det fine Selskab. Det har nu altid været hendes Skjebne. Jeg har jo selv beskrevet,hvorledes hun af den Grund blev skjændeligt aflivet; men ligefuldt dog ikke kan aflives, hun gaaer igjen.
Af disse tre Stykker havde jeg tænkt at danne et Bind, som jeg kaldte »den evige Strid«. Men Tanken er eet, Handling er noget andet. Mine skjønne Vers blev hjemme i 13 Aar, og jeg var alt bleven en gammel verdensforsagende Landsbypræst. Saa traf det sig, at jeg engang (i 1878) kom til at rode op i en temmelig stor Dynge af begravede Aandsbørn, og standsede ved dette Stridens Barn. Det klyngede sig atter til mit Hjærte, jeg kunde ikke slippe det, og jeg pakkede det ind og sendte det til Edvard Lembcke, i det Haab at da Høiesteretsdommen ikke var proklameret, kunde den maaskee endnu underkjendes. Det blev den, han svarede kort og godt, at Bogen fandtes værdig til at udgives[27]. Meget behageligt, men hvorledes skulde jeg faae den udgivet? Jeg var for fattig til at betale Trykningen, og mit Navn var forlængst blevet saa ilde medhandlet, at en Forlægger vilde byde sin Dreng at lukke Skodderne. Jeg vidste derfor ikke bedre Raad end først at forklæde Navnet, og kalde det Diodoros, som skulde være en Oversættelse af mit Fornavns hebraiske Form, og dernæst ydmygeligst at bede min høit ansete Ven at tale min Sag for en ligesaa høit anseet Forlægger. Det var det snildeste, jeg nogensinde har udtænkt, hans Anbefaling virkede det utrolige. »Hegel sagde ingen Ting, men var glad og fornøiet,« skrev han, og Bogen kom ud. Endnu mere, under sin Forklædning gjorde den saamegen Lykke, at jeg i et stort Blad fik at læse en lang og grundig og overmaade rosende Anmeldelse, og den var til min Forbauselse af — Erik Bøgh. Dog blev Bogen ikke bedre solgt, end at da jeg siden kom igjen, tog Hegel trævent imod mig, tog velimod Bogen, men Lykken blev derefter. Forsaavidt fik Caspar Ret.
Det jeg kom igjen med (i 1880) var en virkelig god Bog, efter mit Sind da. Jeg havde kaldt denGraabroderenefter Hovedfiguren, der paa det nærmeste er mig selv. Ved en anden, en sværmerisk og halvt forrykt Klosterjomfru har jeg benyttet Ilia som Model, men har dog i høi Grad overdrevet hendes Eiendommeligheder.
I den Tid, det var det sidste Aar, jeg var i Vallensved, var jeg en flittig Digter, og lod desaarsag Hieroglyferne saa temmelig hvile i et Par Aar. Foruden mit allerede omtalte DigtPanthea, som ikke er udgivet, men blev færdig paa Sjællands Grund, kunde jeg til Falster medbringe en hel Roman i fuld Nutidsstil, mit første Arbeide paa det Omraade. Da jeg korrigerede det i min nuværende Stue, medens jeg var til Huse hos min Formands Enke, morede det mig at mærke, hvor hendes Døttre var pinte af Nysgjerrighed forat faae at vide, hvad der var i de Ark, Posten bragte mig. Den nye Præst var i mange Maader ubegribelig, men dette var endnu det mærkeligste. Bogen er kaldetmine Søstre, og hel Fantasi, som den er, indeholder den intet andet end et Par unge Pigers Hjærtens Oplevelser i deres Moders, en tarvelig Enkes Hjem, i en lille By i Løbet af et Aarstid. Det er saa lidt som muligt, dog løb den op til 400 Sider, og skaffede mig den Glæde ret af Hjærtet at fortælle om mit Ungdomshjem, Roskilde.
Siden har jeg, foruden tre Nutids Komedier, som ikke er kommen længer end til min Hylle, ikke skrevet, eller rettere samlet, for skrevet var det til meget forskjellige Tider, andet end et lille Bind Smaadigte, 100 i Tallet (1884). Jeg kaldte demSorgens Genier, thi de indeholde de mørke og pinlige Betragtninger, som have fulgt mig Livet igjennem.
Saamegen Lyst jeg end jævnlig har havt til at slippe ogsaa de glade Fugle løs, lige fra mine første Sværmerierfor min Brud til den gamle Mands Frydesang over sin hjemlige Lykke, saa er alt dette saa eget for mit indre Liv, det er saadanne Hjærtens Hemmeligheder og saa underlige Stemninger, at det vel endog ikke engang vilde kunde forstaaes selv af mine Venner, end mindre af det læsende Folk, med mindre jeg havde været en Mand af den Betydning, at man blot for at lære ham at kjende, havde villet lytte til hans Ord. Men en saadan Mand er jeg jo ikke.[28]
Præstehistorier er der nok af i Verden, og jeg kunde gjerne fortælle omtrent saalænge som det skulde være. Jeg vil imidlertid kun berette en, som hørte til det offentlige Liv, og som fik adskillig Indflydelse paa min Skjebne.
Jeg har aldrig beskjæftiget mig med Politik paa anden Maade end at jeg som Tilskuer har fulgt Begivenhedernes Gang. Desuagtet blev jeg i 1872 indviklet i en Slags politisk Sag, som vakte en Del Opsigt. Ved Rigsdagens Aabning paaligger det som bekjendt Kjøbenhavns Præsterpaa Omgang at prædike ved Høitideligheden i Slotskirken. Den Præst, hvis Tur det var, Harald Ipsen i Citadellet, var en saa afgjort Modstander af al Folkefrihed, af Grundlov, Rigsdag og alt hvad dertil hører, at han ikke paa nogen Maade vilde forrette den Tjeneste. Han kom til mig i en vildt ophidset Stemning, og sagde mig, at han vilde ikke, han kunde ikke tale de hellige Ord til disse Mennesker, han vilde ikke kaste Perler for Svin eller det Hellige for Hunde, han var mere tilsinds at jage alt det Pak fra hinanden med en Kjep. Jeg maatte prædike for ham. Det var nu ingen ringe Ting at forlange, da denne Høitidelighed falder den første Mandag i October, altsaa i Reglen Morgenen efter Confirmationsdagen, og jeg havde at confirmere henved 100 Confirmander og vidste, hvor træt jeg efter min daværende Helbredstilstand vilde være. Jeg sagde derfor Nei, men Ipsen var ikke til at stille tilfreds. »De kan afsætte mig, men jeg gjør det ikke!« Han foer til Stiftsprovsten og opførte samme Scene, men havde der bedre Lykke. Jeg modtog skriftlig Tilhold om, at da jeg var den næste paa Listen, maatte jeg i Ipsens Forfald overtage Tjenesten. Nu, Øvrighedens Bud maa lydes, tænkte jeg, og satte mig i en temmelig daarlig Stemning Søndag Aften til at forfatte denne vanskelige Prædiken.
Jeg havde valgt en Text, som gjerne kunde kaldes dristig, men jeg anseer nu aldrig Guds Ord for at være for dristige: »Jeg beder til Gud, at I intet Ondt maa gjøre. Ikke at vi skulle synes dygtige, men at I skulle gjøre det Gode, om end vi skulde være som udygtige. Thi vi formaae intet mod Sandhed men for Sandhed.« 2. Kor. 13, 7. Jeg havde taget dette Ord, fordi der det Aar var en almindelig Frygt for, at Venstrepartiet, der første Gang var kommen i Flertal i Folkethinget, vilde bruge sin Magt til at tvinge sit Program igjennem og helst styrte Ministeriet. Min Mening var ikke just at kalde dette ligefrem ondt, jeg vilde i det Hele ikke gjøre nogen egen Mening gjældende, men kun minde om, udenat sige det, at det selv i en god Mening muligvis kunde blive Folk til Skade, man kunde komme til at fortryde det.
Lige foran den lave Prædikestol sad Partiets Førere med den dengang almægtige J. A. Hansen i Spidsen, og jeg havde let ved at see, at allerede Texten, som jeg læste med Eftertryk, begyndte at vække Uro. Anføreren fixerede mig med sine skarpe Øine, og hele Talen igjennem kunde jeg see hans Ansigt blive mere og mere ophidset. Min Tale var dog ikke til det. Tiltrods for min Ærgrelse over at være bleven paabyrdet denne ubehagelige Forretning var den holdt i min sædvanlige Stil. Vel med nogen kraftig Skildring af hvad alt Partivæsen fører til, men uden at paabyrde noget af Partierne det mere end dets Modstandere. Hovedindholdet var Opfordring til Fordragelighed og Fred i den christne Kjærligheds Navn. Men det hjalp ikke.
J. A. Hansen sendte strax Ministeren en skarp Klage over Prædikanten, forlangte mig tilrettevist, og da dette ikke lykkedes, formulerede han siden sit Forlangende derhen, at det i Fremtiden ikke maatte tillades Prædikanten selv at vælge sin Text. Det var vel ogsaa den, der blev anseet for det egentlig fornærmelige, ligesom i Haderslev Hospital, hvor den fornærmede klagede over ikke just hvad de andre havde sagt, men at de »havde slaaet de skrappeste Psalmer op imod hende.« HoltvarCultusminister, og han holdt ikke af stærke Rivninger. Han vilde helst stille de mægtige Modstandere noget tilfreds og havde intet imod, om jeg fik en liden Rivaf for min Vigtighed. Ogsaa de øvrige Regjeringsherrer var ilde ved Sagen, man holder allermindst af at foruleiliges af Præsterne. Venstre var rasende og raabte paa, at jeg med mine Ord om det menige Folk havde angrebet Grundloven. Forsaavidt sandt, jeg havde ikke anseetvox populiforvox Dei.
Ogsaa Kirkens fine Mænd var betænkelige. Fog tog den Prædiken frem, han selv havde holdt for Rigsdagen,og læste den for mig som en Anvisning om, hvorledes sligt skulde gjøres. Den handlede om Alverden og dens Historie og om Fædrelandskjærlighed i Særdeleshed. Paa den Maade kan man unegtelig komme passende, og naar man er en stor Taler, meget smukt fra enhver Ting. De mere ængstelige gik videre. Stiftsprovst Rothe kom med sin vanlige Hast farende op til mig, og fortalte, hvad der var hændet ham. Han havde selv været i Løvens Hule, uforvarende havde han forvildet sig derind. Han havde confirmeret en Dreng, som Kirkebogen viste, var Jens Andersen Hansens Søn, men der var ved dette Navn ikke faldet ham noget mistænkeligt ind, før han paa sin Visitrunde stod udenfor en Dør ude paa Vesterbro, hvorpaa var at læse: J. A. Hansen, Rigsdagsmand. Da løb det ham koldt ned ad Ryggen, men i Guds Navn, en Christen maa frem, om Foden end skal brænde. Det var en haard Dyst, Uhyret var farligt, det forkyndte ham snerrende, at det ikke lod sig afspise med mindre, end at Ministeren ufortøvet gjorde sin Pligt og Synderen fik sin Tugt. Det var nu den gode Provsts Ærinde til mig, at jeg dog endelig maatte ydmygeligst gjøre den farlige Afbigt, vi gik mørke Tider imøde.
Det fandt jeg nu ingen Grund til, men, føielig som jeg er, skrev jeg dog et Brev til Fjenden, om at der var ingen Grund til at tage saadan paa Veie, det havde ikke været min Mening at fornærme nogen, hvad der var sagt om Folket og dets Førere, var sagt for alle Tider og alle Sager, ligemeget til Høire som til Venstre, hvorfor jeg paa min Maade forklarede ham ganske venligt og christeligt, at han fik at tage sig til Hjærte, at vi alle ere Syndere, end ogsaa han. Men dermed kom jeg ikke videre. Som jeg ikke gjerne sender noget Brev bort uden at have forelagt det for min kjære Hustru, saa søgte jeg ogsaa hendes Bifald for dette. Men hun sagde: Nei, det maa du ikke; det vil dog blive opfattet, som du er bleven bange og gjør Afbigt. Heller ikke er det helt sandt, du har dogtænkt paa Venstre ved hvad du sagde, og dette er en Udflugt bag efter. Den ærlige Kvinde havde Ret, og Brevet kom ikke videre. Da saa Prædikenen skulde trykkes, vilde jeg igjen i et ganske kort Forord gjøre opmærksom paa, at min Tale lige saavel kunde gjælde Høire som Venstre, men heller ikke dette tillod min Censor, og reddede saaledes den Ære, som jeg selv sætter for lidt Pris paa.
Dette kom mig i saa høi Grad tilgode, at det forskaffede mig den eneste Ære, der nogensinde er bleven gjort af mig. Da Prædikenen udkom, jublede Høirepressen for de Skrub, Venstre formentlig havde faaet. Poeten og Godsforvalteren F. L. Mynster skrev endog et helt Skrift om den Sag, hædrede mig som en Kjæmpe for den gode Sag, lignede mig ved Mester Ole Vind, og hvad veed jeg? og lod Piecen colportere over hele Landet til Agitation. Og der sad jeg, som ikke havde ment noget med det.
Det morsomste var, at heller ikke min ærede Modstander havde ment noget med det. Aaret efter holdt Johannes Kok den Prædiken, som Ipsen havde været for rasende til at holde, og jeg ikke havde forstaaet at gjøre skrap nok. Han forstod det bedre. Han gik ligefrem løs paa Venstres Synder, og inddelte sin Tale efter de forskjellige Sager, de vilde sætte igjennem, belæggende enhver af Delene med de behørige Grovheder, smukt ordnede. Det varengangen Forargelse, men der blev intet talt derom. Det Hele havde været en Komedie, der skulde ærgre Ministeriet, og da den nu engang var opført, var der ingen Grund til at give den igjen.
Min Sag havde imidlertid faaet det Endeligt, at den var bleven sendt Biskoppen til Erklæring, og det var ret noget for Martensen. Den brave Hyrde tog fast om Værget, naar Kirkens Ret skulde hævdes, og hans lange Udtalelse træffer nøiagtig min egen Mening ved hvad jeghavde sagt, uden at jeg i nogen Maade havde gjort ham opmærksom derpaa.
Biskoppen skrev saaledes:
Efter at Pastor Fibiger har talet om dem, der paa Thinge eller i Folkemøder føre deres egen eller deres Meningsfællers Sag, siger han: »Selv den der kløgtigst og kunstigst beregner sine Midler, slaaer dog som Grundfarven ind i sin kløgtige Væv den Tro, at hans Sag dog tilsidst er Sandhedens Sag; det er kun Midlerne, der kunne falde noget kunstige; og det menige Folk, som kun lidet er istand til at see, hvad Vaaben der bruges, kun at de føre til Seir, troer ligefrem paa, at Sagen der strides for, er intet andet end Sandhed og Ret.« Og paa et andet Sted siger han: »Hvad ere Mennesker, naar Gud fanger de Kloge i deres egen Kløgt, og de maa selv see, at det var Blendværk; naar han lader det menige Folk fare hen paa meningsløse Veie, og de maa selv erfare, det varDaarskab?« Af disse Steder har Hr. J. A. Hansen taget en Forargelse, der er blottet for enhver objectiv og almengyldig Grund, og kun kan betragtes som en Følelsessag for ham selv.
Thi ingenlunde har Pastor Fibiger, som det forekommer Hr. J. A. Hansen, udtalt noget politisk Partistandpunkt. Han har udelukkende holdt sig til religiøse og moralske Synspunkter, har helt igjennem talt om det sandhedskjærlige Sindelag og den moralske Selvstændighed, der er Betingelsen for den politiske Virksomhed, naar denne skal blive til Gavn, uden at indlade sig paa selve det politiske Stof som saadant, eller paa nogen Maade at ville give politiske Raad, hvad der ikke hører til det kirkelige Embede, der bør begrændse sig til det Religiøse og Ethiske som Grundlag for det Politiske. Det vil ikke være muligt for nogen af denne Tale at kunne kjende, til hvilket politisk Parti Pastor Fibiger selv hører, eller om han overhovedet hører til noget politisk Parti.
Jeg havde levet den længste Tid af mit Liv i Kjøbenhavn, 13 Aar som Student og Candidat, og 15 Aar som Præst, og Staden var bleven mit egentlige Hjem. Udenfra seet var der intet Hus, der var mig fremmedt, og især i den nordlige Del, hvor jeg mest havde min præstelige Virksomhed, kunde jeg ogsaa ved de fleste af Husene tænke paa, hvilke kjære Mennesker der boede bag Vinduerne. Alle de, hvis Sorger og Ulykker jeg havde delt, og hvis Festdage jeg havde været med til, vare mig kjære. Jeg gik i Gaderne som i en Selskabssal, hvor jeg vel ikke kjendte alle, men jeg kunde dog ikke komme gjennem nogen Gade uden at møde Venner, og de pjaltede kunde ligesaa vel opholde mig med en Samtale som de fine. Dog som det gaaer i en god Omgangskreds, at i Aarenes Løb, falder snart den ene, snart den anden fra, og før man faaer seet sig om, bliver der tomt i Rækkerne. Præsten føler det mest, han maa begrave dem, han maa ligesom offre det ene Liv efter det andet, og gaae ene hjem. Saaledes gik det ogsaa i vor nærmeste Kreds. Hvert Aar maatte jeg ved Graven udgyde mit Hjærtes Klage over de kjære Slægtninge og Venner, og var der end altid nok af Bekjendte, var dog de Gamle, de egentlige borte.
Den første, vi mistede, mens vi boede i Kjøbenhavn, var ogsaa den bedste, Familiens Sol, Farbroder Scavenius. Han var med sine 70 Aar endnu ganske vel tilpas, ved vanligt Humør og saae sund og rødmusset ud. Faa Dagefør havde han besøgt os, og gjort Løier med, at han kunde stjæle, hvad vi havde, for vore Døre stode aabne, da han kom. Men en Morgen, da han vilde staae op, blev han pludselig ramt af et saa forfærdeligt Slag, at han ikke mere kunde give noget Livstegn fra sig. Kun naar hans Hustru lagde sin Haand i hans, rørte han svagt sin for at kjærtegne hende, som den gamle Elsker, han var. Saaledes laa han ubevægelig og med lukkede Øine en Uges Tid, da sov han stille hen, den 11. October 1861.
Ved Begravelsen gjorde jeg min første Erfaring i at stede en Hærens Øverste tiljorde, en Tjeneste jeg fik Øvelse nok i under den kommende Krig. Hele Krigsstanden var samlet,Garnisonspladsenfyldt med Soldater og Kanonerne opkjørte, Kongen tilstede, i alle Maader fuld Generalshonnør. Han havde jo ogsaa været Minister, og Kongen havde ham kjær fra den Tid, han havde været hans Discipel. Men i min Tale fandt jeg mig ikke forpligtet til at tage særdeles Hensyn til den glimrende Forsamling. Jeg skildrede ham i jævn Stil, som han var imellem os og jeg bedst kjendte ham, fortalte om hans Liv i Hjemmet, tog endog de pudsige Træk med, og lod saa de høie Herrer om det, de vidste bedre end jeg.
Det var yndigt at se den søde Tante i hendes Sorg. Hun græd bitterlig, og der var intet Haab om, at hendes Savn kunde lindres i denne Verden. Det var jo hendes Livs eneste og altid lige inderlig Elskede, der var borte; og i sin Kjærlighed var den gamle Moder med de mange Børn ganske som en nygift. Men overvældes af Sorgen kunde hun dog ikke, dertil var hun for gudhengiven. Hun sad syv Aar Enke med sine ugifte Døttre, de to Tvillinger, og kunde endnu gjøre Sommerreiser til sine Børn i Fyen og paa Langeland, saa overvældede en Hjærtesygdom hende, og hun sov hen den 28. Januar 1868. Det var streng Vinter og jeg laa i min Seng af Feber. Jeg var fortvivlet, men jeg sagde til Lægen: Jeg bryder mig ikke om hvadDesiger, jeg skal og vil iKirken. Jeg stod op, naaede derhen, og det gik, som jeg oftere har erfaret, at naar jeg først er indenfor Kirkens Døre, er Sygdommen udenfor. Jeg fik af mit fulde Hjærte og under mange Taarer talt over den, der i Sandhed har været mig en anden Moder.
Endnu en tredie Moder havde jeg, for de kjære Kvinder har altid været mig gode. Det var gamle Tante Christine Møller. Hun havde nu siddet Enke i 26 Aar, men ført det samme gjæstfrie Hus, altid med sine ældre og yngre Venner omkring sig, og altid den samme statelige Dame, som ønskede at gjøre et godt Indtryk. Ogsaa lykkedes det hende ganske godt at bevare sin Aands og sitHjærtesEvner til sine 87 Aar, den sværmeriske Følelse, den romantiske Tankegang forenet med blid rolig Holdning. Ligesom Moder saae hun mig ogsaa gjerne som sin Sjælesørger. Hendes Religion var en naturlig ren Kjærlighed, hun troede paa Evigheden, men hun vilde gjerne leve, hun fandt endnu dette Liv skjønt. Den sidste Dag, da jeg sad hos hende og talte mildt christeligt, mens hun laa afmægtig hen, slog hun sine Øine op imod mig og sagde sukkende: Ja, det er sandt, men du kan troe, det er tungt at døe. En Times Tid efter, sov hun hen, den 12. Februar 1867. Saaledes var der nu af den ældre Slægt ingen andre end Moder alene tilbage.
Hun var nu over 80 Aar og sad med Fred hos min Søster i Thriges Skolebygning. Hendes Helbred var som i alle de sidste tyve Aar hun levede, meget svagt, men hun holdt sin Aandsfriskhed oppe. Mine Prædikener, som hun i mine første Præsteaar havde havt noget vanskeligt ved at finde sig i, havde hun dog, da jeg forlod Haderslev, i den Grad savnet, at jeg regelmæssigt maatte sende hende dem, og hun fik dem saa kjære, at hun med egen Haand afskrev hele Bunker af dem, inden hun sendte mig dem tilbage.
Da jeg i 1874 blev Landsbypræst, var hun 85 Aar, og jeg kunde ikke længer tjene hende med mine Prædikener,da jeg ingen længer skrev. Men jeg sørgede dog for, at min Søster hver Søndag Morgen kunde lægge et godt langt Brev foran hende paa hendes Seng; og saa læse det for hende hver Dag, til det næste kom.
I Januar 1879 fyldte hun sit 90. Aar, men spandt dog endnu den Vinter paa sin Rok. Det duer rigtignok ikke til noget, hvad Moder spinder, sagde min Søster, men hun har dog alle de gode Tanker derved, som hun altid har rost Rokken for at sætte i Gang. Vintren gik hen som sædvanligt, men efter Paaske var hendes Kræfter udtømte, hun vilde mod hendes Sædvane i de sidste Dage i Paaskeugen ikke op af sin Seng. Søster Christine der vidste, at jeg skulde holde Confirmation om Søndagen, vilde ikke sende Bud efter mig. Saaledes skete det, at jeg ikke var tilstede, da Moder Søndag Morgen umærkeligt ikke mere aabnede sine Øine. Gud være takket for rolig Hengang hun fik. Hun havde i Sorg og Smerte lukket saamange af sine Elskedes Øine, nu blev det hende forundt ikke selv at føle Dødens Smerte.
Hendes Forældre saavelsom hele hendes Slægt hviler paa Roskilde gamle Graabrødre Kirkegaard. Derhen førte vi hendes Legem og samledes til Sørgefest i Kapellet. Jeg talte som jeg efter mit Hjerte maatte tale over min Moder, men jeg maa ikke have været heldig med at udtrykke min Stemning. Caspar bebreidede mig temmelig stærkt, at det var for ringe, hvad jeg havde sagt. Du har dog kunnet tale over andre sagde han, skulde du da ikke kunne vise os et bedre Billede af en saadan Moder, som vi har havt? — Ja, det er netop Sagen. Andre kan man løfte saa høit som Kjærligheden og Beundringen er til, men jeg idet mindste kan det ikke ved hvad der i den Grad er mit eget.
Caspar kom selv ikke længe til at savne den Moder, han satte høiest af alt. Hans forskjellige Svageligheder samlede sig efterhaanden til Sukkersyge, og hans før saa bevægelige Skikkelse blev stiv og bøiet. Han arbeidedemed sin vanlige Flid, følte vel, det gik mod Enden, men haabede dog, han skulde naae det Maal, han havde sat sig, at faae sit sidste Arbeide, den russiske Litteraturs Historie færdig. Det lykkedes ogsaa saa vidt, at en afsluttet temmelig stor Del af den, til Begyndelsen af dette Aarhundrede, kunde udgives efter hans Død. Men da kunde han ikke mere. Hans Læge skikkede ham til Carlsbad, men denne Kur viste sig saa forfeilet, at den tog hans sidste Kræfter fra ham. Dog skaffede den ham den Glæde, at han fik Leilighed til at gjensee sit kjære Prag, og hvorledes han der blev modtaget, har jeg allerede fortalt[30]. Efter sin Hjemkomst forsøgte han at ligge paa Landet i Torbæk, men blev bragt døende hjem og sov hen med Fred den 4. September 1881.
Saa maatte jeg nu ogsaa begrave ham, og nu sparede jeg i Sandhed ikke paa den Ros, som han havde fundet, jeg havde holdt igjen paa ved Moders Jordefærd. Jeg gjennemgik grundigt alt hans Væsen, og skildrede udførligt det samme som hans bøhmiske Ven, Kheil har sammenfattet i Slutningen af sit allerede omtalte Mindeskrift over ham.
Amalies Familie har jeg altid regnet for min egen, men jeg kan dog ikke negte, nu da jeg er ved at overveie den Sag, at Blodets Baand dog gjør en betydelig Forskjel. Naturgrunden er en anden. I Kjøbenhavn findes den nu i Huset Holm, som dengang endnu sad i sit smukke Hjem, Vesterbro 125. Men deri foregik ogsaa en Forandring. Den gamle Frue døde i Januar 1865, og da Edvard boede i Husets Kvistetage, maatte Frederikke overtage Husholdningen for begge Familier.
Conferentsraad Holm havde i sin lange Virksomhed tiltrods for sin Beskedenhed efterhaanden erhvervet sig en stor Anseelse. Som en alvorlig, from og mild Christen var han høit agtet i kirkelige Kredse, og Medlem af Kirkecommissionen.Og som Mæsenas i Kunstens Verden var han Stifter af Musikforeningen og dens bestandige Direktør, og i Kunstakademiet var han Æresmedlem og sad i Commissionen for dets Reform; da nogle Kunstnere stiftede en Radereforening, toge de ham til Formand og fandt sig vel derved, og, som jeg alt har fortalt, naar vi vilde have Kunstsager til Provindsen, havde vi kun at henvende os til ham. Han selv havde en smuk Samling i sit Hus, og havde han faaet noget nyt, var det hans Glæde at samle de Kyndige med Høyen i Spidsen for at nyde det med dem. Musikere havde han regelmæssig hos sig i gode Aftenselskaber, og de maatte yde deres Bedste. Weyse og Hartmann vare hans Venner, Gade strøg sin Violin ved Kvartetten, Heyse var Familiens Troubadur, ved Indvielsen af Villaen paa Vesterbro satte han en henrivende Musik til den skjønne fantastiske Cantate, Molbech havde skrevet.
Fader Holm blev gammel og var meget lykkelig i sin Familie. Han døde samme Foraar som min Moder i en Alder af 85 Aar. Det var haardt for hans Børn, men da han var hensovet den 28. Mai 1879, samledes vi til en meget opbyggelig Sørgefest. Olaf Waage holdt en fortræffelig Tale.
Høyenvar tidligere gaaet bort (April 1870) og havde efterladt et smerteligt Skaar i vor Kreds. Hans Endeligt er saa smukt og sandt beskrevet af L. Ussing, at jeg intet har at tilføie. Hans Enke talte fortrolig med mig, om hvorledes Begravelsen kunde ordnes, og det havde sine Vanskeligheder. Han selv havde udtalt det Ønske, at der ingen offentlig Ære skulde vises ham, ingen Tale holdes over ham, som det hed. Jeg forestillede hende, at det ikke lod sig gjøre. Det kunde ikke hindres, at en betydelig Forsamling af Byens bedste Folk vilde indfinde sig, og jeg vidste af Erfaring, hvilket fattigt ja pinligt Indtryk det gjør, at lade et saadant Møde hengaae i Taushed, man fortryder det, hvilket jeg navnlig fik Bekræftelse paaved Tschernings Begravelse, som jeg i 1874 fik den Ære at forrette Tjeneste ved. Jeg omstemte hende og hun besluttede sig til Begravelse fra Frue Kirke i sædvanlig Form.
Høyen havde ingen Familie. Men baade han og hans Hustru vare saaledes, at deres Venners Børn var som deres egne. Jeg har allerede fortalt Exempler derpaa i den Skildring, jeg har givet af ham i2. Bog. H. E. Freund, død 1840, havde vel været hans nærmeste og kjæreste Ven, og han værnede trolig om hans Familie, den stille fromme Frue og hendes Børn, Victor og Olympia, hele Vennekredsen dyrkede dem. Det var yderst svagelige Mennesker, men af en høi Aand og høist elskværdige. Moderen og Datteren døde 1869, medens jeg var deres Sjælesørger. Victor saae ud som en Kjæmpe og tog Mad til sig derefter, men han var saa skrøbelig, at han ikke kunde komme en Gade til Ende, og ikke tale uden hvert Øieblik at puste for at faa Veiret. Han kom jævnlig til os, og jeg fik ham meget kjær for hans Liv og Munterhed og store Lærdom navnlig i Kunsthistorie, hvorom hans udmærkede Bog om hans Fader vidner. Efter hans Bortreise fik jeg jævnlig lange Breve fra ham, fulde af de skjønneste Betragtninger i en egen rhetorisk Stil. Han døde i Sabinerbjergene i September 1881. Hans Fætter, den brave og dygtige Billedhugger, Christian Freund, var derimod kjernesund og er det endnu. En glad Sjæl og god Ægtemand, jeg har selv viet ham.
Den mærkelige Bolig, som Freund havde faaet malet af Hilker i den fineste pompeianske Stil og som i sig selv var en meget anselig Leilighed, gik over til H. V.Bissen. Han var jævnaldrende med Høyen og saae ud til at være en meget kraftig Mand, men under det stærkt formede og skjæggede Hoved var der en spinkel nervesvag Krop. Han brugte altid Koldvandskur, og gik uden Hat og Halstørklæde, helst i Bluse, og levede strengt tarveligt. Naar han beskrev, hvilke Mirakler det gjorde, naar hanskjældte paa Theevandsfolk og uldne Klæder og slog kraftig ud dertil, fornam man en Sundhedsaande udgaae fra ham, men det var kun Blendværk. Da han modellerede mig i 1863, kunde han kun arbeide en Timestid ad Gangen, hans Arme var for matte til at løftes længere Tid. Aaben og hjærtelig som han var, uegenyttig og uden Forfængelighed var det en Glæde at omgaaes ham. Han var et af de fortræffelige Mennesker, der har Hjærte for alt hvad der duer, og alt hvad der fører et naturligt Liv saa smaat det end kan være. Han havde sine Værksteder fulde af Træer og Dyr, Katte, Kaniner, Skildpadder og Firben, Slanger i Træernes Grene og Fugle i Toppen og han kjælede for dem alle. Og fik hans Barnebarn fat i ham, kunde han gaae timevis med det paa Armen og lade det nappe ham i Skjægget. Man sagde, han forkjælede og fordærvede Barnet, det gjorde han dog ikke, hans egne Børn blev særdeles dygtige Mennesker. Den ældste, Vilhelm er nu ligesom Faderen.
Kun Christendom kunde han ikke med. Udviklet i en vantro Tid og paa Kant med den Tids smægtende Romantik, havde han faaet et skarpt Syn paa Religionen. Han levede og døde uden Kirke eller Præst, hvorfor skal da en saadan Mand begraves fra Kirken, hvor kun Præsten kan tale til hans Ære, og hvor det ikke er sømmeligt at tale uden paa christelig Viis? Men deri er nu vi Danske uforbederlige. Tankeløs Skik er det eneste, vi kunne tænke os, og at dybere Spørgsmaal reises, have vi Skræk for. Jeg holdt altsaa min Tale over ham i Frue Kirke (17. Marts 1868) og mit Sind staaer mindst af alt til at udelukke nogen af Synagogen. Der var jo nok at sige til den store Mands Ære, og det Christelige havde jeg frit Lov til at forbeholde mine tause Betragtninger. Om Høyens Tale over ham ved Festen paa Akademiet har jeg allerede talt paa sit Sted.
En anden Sag var det medVilh. Marstrand, som Aaret i Forveien havde mistet sin Hustru (26. Januar 1867).Han var ikke den, der med Forstands-Ræsonnement og bar Naturtilbedelse vilde sætte Christendommen Stolen for Døren, han havde intet høiere Ønske, end at faae Guds Rige klart udfoldet for Øine og Hjærte. Kunde han det ikke, anklagede han ingenandensig selv, sin flygtige Natur og sin Syndeskyld. Ogsaa i hans Kunst fordybede han sig med Alvor i de hellige Emner, og naar han fremstillede dem, havde han dybe Tanker derved og vidste at afvinde de noksom behandlede bibelske Scener ny Interesse. Den gribende Fremstilling af Thomas, som han vilde have skjænket til Nørrebros Kirke, for, som han sagde: Jeg maa dog ogsaa give mit Bidrag til Kirken, fik han desværre ikke malet, men den legemstore Carton, som er bleven ødelagt, synes mig det skjønneste, han nogensinde har gjort. Derved gjorde han sig mange Betragtninger over, hvorfor Thomas maatte sees staaende, ikke knælende foran Jesus. Han er jo gaaet hen for at røre ved ham, og nu tør han ikke, sagde han. Naar vi talte om saadanne Ting, og jeg baade villig gik ind paa hans Tanker og søgte at føre dem videre, havde han sin Glæde deraf. Ogsaa Bloch har jeg talt med om hans hellige Billeder, men ham kunde jeg mindre stemme med. Han tog det ogsaa fromt christeligt, men han havde ikke Marstrands sunde Sands for det naturlige, og dermed bibelske. At Djævelen for Ex. svæver om Bjerget, og ikke tør komme derop, er ikke bibelsk.
Endnu mere kom dette frem ved hans Hovedværk, den store Nadvere, som han arbeidede længe paa, og ikke forgjæves. Det er vel omtrent det ypperste, der er malet her i Landet. Endelig hans sidste Arbeide, de betroede Pengesummer, som var bestemt til Bankbygningen, men til hans store Bedrøvelse blev afbrudt ved hans Sygdom, heldigvis dog ikke førend han havde faaet malet flere forskjellige Billeder af Scenen. I Anledning af dette Emne, som han selv havde valgt, havde han en Strid med Bankbestyrelsen. Han holdt stivt paa sit, og gjorde Paastandpaa, at hvad man end vilde lægge deri, saa skulde Pengemændene finde sig i at ogsaa deres Institut paa sin Hovedvæg fik en staaende Paamindelse om at tone christeligt Flag.
Ja, han var vistnok ingen skoleret Christen, det er i det Hele ikke let nogen selvstændig Lægmand, men han var en alvorlig og tænksom Bibellæser, og saae op til Helligdommen som det Høieste. Nu døde hans gode Hustru, det var et forfærdeligt Slag for ham. Det kom ham uforberedt, hun havde et kraftigt Helbred, men en pludselig tyføs Feber rev hende bort. Og som han altid havde været plaget af Tvivl om sit Livs og sin Kunsts Værd, var Ægteskabet blevet ham en Støtte. Hjemmet var blevet hans Livs Lysside, og al dets Befolkning en altid glædelig Gjenstand for hans Kunst.
Da jeg saa Morgenen efter hendes Død fandt ham siddende i hans Malerstue sammenkrympet, rystet og grædende, blev jeg virkelig forfærdet, jeg havde ikke ventet det. Men det gaaer jo i Almindelighed gode Mennesker saaledes, at naar man maa skilles, hører det med til Smerten, at man ikke har været nok for hinanden. Hvorledes skulde vel ogsaa et saa kjæmpende, grublende og af Naturen omskifteligt Menneske kunne dele alt med sin Hustru. Ogsaa hun var heller ikke meget meddelsom. Men dyb Trang havde han dog dertil som til alt godt.
Alt dette betroede han mig med sin sædvanlige Oprigtighed, men som alle oprigtig Sørgende trykkede ham Tanken om at skulle udholde alt hvad der følger med en høitidelig Jordefærd. Jeg troede derimod, at det vilde gjøre ham godt og sagde ham det. Det viste sig ogsaa, at jeg ikke tog feil deri. Vi havde i vor Kirke et Chor af gode klare Drengestemmer, og den uskyldige Maade hvorpaa de foredrog Psalmen rørte ham dybt. Og da efter den Skik, som ellers for de Sørgende er den sværeste, hele Forsamlingen gik forbi ham for at trykke hans Haand,rørte de ham saa stærkt, at han gjentagne Gange udtalte sig om, hvor det havde været ham kjært at trykke alle de deltagende Venners Hænder, og Kirken var dog overfyldt. Han var som forvandlet, han henfaldt i længere Tid i et formeligt Sværmeri for alle de gode Mennesker, han var omgiven af, og han skjulte det saa lidt, at mange undrede sig over hans stærke Stemning. For mig var det en Glæde at være Vidne dertil. Det blev et virkeligt og blivende Fremskridt i hans Charakter, og siden den Tid var det en dobbelt Hjærtens Nydelse at see ham i hans Familiekreds, naar han sad med sine Børn og Søskenebørn i sine Arme, og hvor de elskede ham. Det er ogsaa tydeligt nok at see i hans Breve fra disse Aar[31].
Der gik fire Aar, og hans Helbred blev efterhaanden svagere, medens hans Aand dog endnu holdt sig i sin Styrke. Det er de Aar, hvorfra Mesterværkerne, den store Nadvere og det store Billede i Universitetets Festsal stamme.
Han havde oftere lidt af Svækkelse i Ryg eller Underliv, men hans muskelstærke Legeme havde kunnet bære det. Han var saa stærk, at naar han, for at prøve den Kur, gik hen i et Gymnastiklokale, sagde han leende: Det kan kun lidt hjælpe der at trækkes med en Karl. Naar jeg tager fat, trækker jeg ham strax overende. Nu skete det for ham ligesom for hans Fætter, min Broder Caspar, at hans Svækkelse viste sig at være Sukkersyge, og hans Kræfter tog stærkt af. Han holdt sig endnu til Efteraaret 1871, skjønt han gik svagt; da sank han pludselig uden Smerte ned af sin Malerstol, og hans venstre Side var lammet. Da jeg kom til ham, laa han i sin Seng, og beskrev mig Tilfældet, men haabede endnu at kunne reise sig. Det saae mig dog betænkeligt ud, da det var at vente, at Slaget vilde komme igjen.
Jeg talte da til ham om Døden paa samme Maade, som vi tidt nok havde talt derom. Men han kunde ikke forsone sig med Døden. Jeg er saa rastløs, sagde han, jeg higer altid efter de store Opgaver, der foreligge. For at mildne Tanken havde jeg ogsaa oftere udtalt den Tanke, at i Evigheden vilde der vistnok blive endnu mere Skjønhed for en Kunstnersjæl at nyde end her; men derom vilde han intet høre, kun Sjæleangst og uopnaaelig Hellighed brød ind paa ham. Ogsaa havde han, som de fleste da have, sine lønlige Tvivl om det evige Livs Virkelighed.
Saa var det den 15. Marts 1873, at vi stod om hans Seng og stirrede paa de kjære afsjælede Træk. Et Lig er en ubegribelig Ting. Man see kun noget paa det, saa synes man at Aasynet bevæger sig, og man ryster desmere, for man atter seer, det er Blendværk, kun en minderig Bygning, men Beboeren er borte. Hvor ofte har jeg ikke seet det? Det er baade til at gaae fra Forstanden af, og at miste sin Tro ved.
Sørgefesten var glimrende, men ikke kirkelig.Det var i Akademiets Festsal, omringet af alle de stille antike Kjæmper, at jeg kom til at holde min Tale over ham, og en egen Sag for mig der at staae paa Høyens Plads. Dog er det endnu en Trøst, at det lykkedes mig at faae sagt saameget, at jeg ikke har mere at tilføie. Om hans Kunst fandt jeg mig ikke beføiet til at tale, kun om det Sind, hvoraf den fremkom, i det jeg skildrede hans Charakter og Væsen paa samme Maade som jeg har gjort det i denne Bog[32].
Endnuefter 20 Aar er det mig en stadig Sorg, at han er borte. Naar jeg sidder her i min Ensomhed og tænker paa, hvordan de nu alle er borte, er der ingen, jeg mere ønsker, vilde træde ind igjen, end den kjære Vilhelm. Ja, naar jeg i mystiske Timer drømmer om, hvad jeg kundefaae at vide, om en af de elskede Afdøde kom til mig, er der ingen, jeg hellere gad udspørge om Evighedens Hemmelighed end ham. Dog skal man ikke vente at faa Livets og Dødens Gaader løste paa den Maade. Man maa betænke, at om man kom til Tale med de Afdøde, vilde man erfare, at heller ikke de ere i Besiddelse af den Visdom, vi drømme om. De have ikke seet mere og forstaaet mere end de er istand til at fatte, og enhver fatter kun, hvad Gud giver. Enhver fatter sit, og jeg mit.