Paa et Præstemøde i Aabenraa, St. Hansdag 1855, hvor vor Psalmebog med al ønskelig Nidkjærhed blev forhandlet[16], havde Leth anmodet mig om at prædike ved Gudstjenesten. Da jeg den Tid ikke godt kunde gjøre noget uden at strække mig adskilligt videre, end der behøvedes, skrev jeg tillige en Psalme, som jeg lod omdele i Kirken, for at hædre Festens Herre.
Saa prædikede jeg om Døberen. Dog ikke om Daaben som Indgangen til Guds Rige, men om Forsagelsen som Betingelsen for at være derinde, som den omtalte Psalme sluttede:
Nei, ned i Tvætningsvandet,der Satans Væsen døer,Forsagelse, ei Andet,er Rigets snevre Dør.
Nei, ned i Tvætningsvandet,der Satans Væsen døer,Forsagelse, ei Andet,er Rigets snevre Dør.
Nei, ned i Tvætningsvandet,der Satans Væsen døer,Forsagelse, ei Andet,er Rigets snevre Dør.
Jeg fremstillede Profeten som det levende Billede af denne tunge Betingelse, som den der vel er mindre endden mindste i Guds Rige, men ligefuldt er den Cherub, der vogter Indgangen; Forsagelsen staaer først i vor Bekjendelse, den kommer vi ikke udenom. Mig syntes, det var god kirkelig Orden, men det gik ikke.
Øverst i Kirken sad Grundtvigianernes Førere, og efter dem den Skare af Præster, som var vante til med Bæven see modGrundtvigsOpdagelse. Nu at byde denne Kreds, at Loven skal et christent Menneske igjennem, dens Bud skal holdes, Loven, den man havde saa lidt Brug for, at Grundtvig sagde, Budene skulde ud af Katechismen, dette var jo ligefrem Oprør, og jeg fik visselig ingen Tak for den Dags Tjeneste.
Men for mig havde den desto mere Betydning. Det var første Gang, jeg fik Ordet om denne hellige Skikkelse og hans store Sag, den, der i det Aar mest af alt laa mig paa Hjærte. Jeg var begyndt paa min Johannes den Døber, og fik inden Aarets Udgang skrevet de tre første Handlinger. Dermed havde det endnu en anden Sammenhæng. Det var ikke fra Grundtvigs Leir, men ganske andetsteds fra, at den Aand kom, som for mig igjen løftede paa de Kunstens Vinger, der havde været saa yderlig modfalden siden mit Nederlag med min Jeremias.
Jeg havde i al den Tid,Søren Kierkegaardskrev, søgt min Aands bedste og frommeste Føde hos ham, uden at lade mig anfegte af hans underlig beregnende Fremgangsmaade. Nu var det det Aar, da hans sidste voldsomme Angreb paa alt Kirkevæsen faldt i den Grad forskrækkende over Landet, og først og fremmest over Præstestanden, at Fr. Boisen vel kunde have Ret, naar han kaldte ham den store Præstepiner. Bevægelsen i Haderslev blev saa stærk, at det kunde kaldes en aandelig Revolutionstid. Byens Redaktør forkyndte stadig i sit Blad, at Kirkens sidste Tider var komne; vor Provst pakkede ind for at gaae ud af Kirken, og en ung Skolelærer samlede hveranden Aften en vrimlende Mængde i et meget stort Lokale, ogudmyntedefor Almuen med profetisk TalestrømKierkegaards groveste Varer. De Troende saae forfærdede paa hinanden, de havde dog ment, at de var Christne, og de Vantroe gik i Klubben og gjorde Vittigheder om de Præster, hvis Præk man nu skulde nyde fuld Frihed for, al den Stund det var en Forbrydelse at gaae i Kirke, en Forbrydelse, man iøvrigt vidste sig godt nok fri for.
Redaktøren var Peder Christian Koch, en eiendommelig Datidens Figur; en falleret Kjøbmand, men en Mand med mange Slags Talenter. Han malede, han opfandt et nyt musikalsk System, og fremfor alt redigerede han som politisk Koryfæ og en af Stammerne for den nationale Bevægelse sit Blad Dannevirke saa aandrigt som ingen anden i den ganske Verden, seende ned paa Kjøbenhavnerne, som ikke forstode, hvad Land vi var komne til, nu ogsaa os Præster, som endnu mindre forstode den hellige Sag, som han tilligemed sine øvrige Fortrin, fremfor alle sad inde med. Han var Manden for den ægte gamle Christendom — den sønderjydske Pietisme, som i mange Maader faldt sammen med det Kierkegaardske Oprør — han havde levet med dens folkelige Profeter, og vidste, hvad Kamp mod den officielle Kirke var.
Da han nu en Dag i April 1855 var gaaet noget videre end sædvanligt i sine Angreb, idet han i sit Blad havde sagt, at Præsternehverken kunde eller vilderøgte den Tjeneste, Herren har sat dem til, fandt jeg, at en Mand, der intet andet gjorde end at bruge store Ord, ikke burde gjøre det uimodsagt. Og da jeg just næste Dag prædikede i Provstens Kirke, og saae Koch sidde lige for mig, sluttede jeg min Tale med en ganske kraftig Udtalelse om at et Dagblad ikke burde belære Folket om, hvad det ingen Forstand har paa, og hvad der kunde skade Folket at faae at løbe med. Der var dog de Præster, der baade gjorde, hvad de kunde, og gjerne vilde gjøre mere, om Gud gav dem Naade dertil.
Jeg kunde see paa ham, at det gik ham nær, og gik derfor til ham om Eftermiddagen, og fandt ham ganske rigtig yderst opbragt. Bleg af Harme foer han op og ned ad Gulvet og raabte paa det uforsvarlige i at byde ham Sligt paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. Jeg forklarede ham ret sagtmodig, at i den Henseende var han dog ikke forfordelt, at han i sit Blad havde et langt kraftigere Vaaben end jeg i min Prædikestol. Men forøvrigt var jeg kommen for i al Venlighed at bede ham ikke at gjøre det. Det gjorde mig inderlig Ondt, at han var vred paa mig, hans Fjende vilde jeg for ingen Pris være.
Han var imidlertid ikke let at stille tilfreds, en hidsig og stolt Mand, som han var. Han blev ved sit, at det var skammeligt at angribe ham paa et Sted, hvor han ikke kunde svare. »Nu, saa kan De jo lade mig sige min Mening i Bladet,« sagde jeg, »der har De god Leilighed til at svare.« Da han havde sundet sig noget derpaa, klarede det op for ham. Det var ikke blot det bekvemmeste, men det var ham altid det vigtigste at gjøre sit Blad saa betydningsfuldt som muligt. At faae et saadant Ordskifte ind i det, var altid noget, han havde ogsaa allerede aabnet sine Spalter for Indsigelser fra Grundtvigiansk Side. Boisen og Hagen havde ført deres Sag i hans Blad, og flere den Kierkegaardske.
At føre en Strid med ham, som der intet var kommet ud af, var derimod ikke min Mening. Da fik jeg en Tanke, som jeg har været taknemlig for som en Aandens Indskydelse, Gud gav mig. »Vi er mere enige, end De troer!«sagde jeg, »De seer i mig en af de Præster, der skal føle Svøben, ganske vist kan jeg ogsaa godt behøve den. Men forresten har jeg altid været af dem, der med Bæven sidde ved Kierkegaards Fod.« — Han begyndte at ville omfavne mig. — »Lad mig nu faae Lov til at lægge Folket denne vældige Kjæmpes Sag paa Hjærtet, saaledes som jeg forstaaer den, uden at De slaaer mig ned ellerstopper Munden paa mig. Jeg kan jo fra Tid til anden skrive et Stykke og søge at lægge disse svære Dommedags Slag tilrette, saaledes at christne Mennesker kunne faae besindige Tanker om hvad det er, der skeer med os, at det dog ikke skal forstyrre dem saaledes, at de faae fortvivlede Tanker om sig selv og onde om deres Medmennesker.« Nu omfavnede han mig virkelig, og paa denne Grundvold enedes vi strax i denne Samtale om, at jeg, saavidt muligt skulde hver Uge sende ham et Stykke, der kunde læses som Indgang til Helligdagen.
Imidlertid var det heller ikke min Hensigt at indlade mig paa en saa mislig og af selve den vrede Profet saa forbudt Sag som at være hans Vaabendrager og Udlægger. Jeg har aldrig hverken havt Lyst til eller gjort mig Uleilighed for at efterspore hans mange hemmelighedsfulde Veie og kløgtig anlagte Løbegrave; dette hans Væsen ansaae jeg for at høre til hans verdslige, ikke til hans hellige Menneske. Heller ikke lagde jeg Vægt paa hans Trang til i Stormløb at omstyrte Kirken, og at tage enhver stakkels Sjæl ind i det Kammer, hvor Døren skulde holdes saa vel lukt, at ingen skulde kunne opdage, hvad man der har for med sin Gud. De Ting havde jeg saa tidt udfegtet med Ilia, at jeg vidste, man ingen Vei kommer med denne Slags Finheder. Hvad jeg vilde, var intet andet, end nu, da Sjælene var i Angst, med fornyet Alvor, men ganske ligefrem at fremlægge den gamle Sag, hvad der hører og hvad der ikke hører til et Menneskes Frelse. Om Kirken skulde staa eller falde, indlod jeg mig ikke paa, bestandig forvisset om, at den kan bygges paa mange Maader, men bliver dog ligefuldt aldrig andet end den, der nok staaer, om end Taarnene falde.
Jeg gik derfor udenom de forskjellige Partiers Sikkerhedsbreve paa deres Salighed, og fastholdt i Lighed med Kierkegaard, at der ingen Sikkerhed gives uden den inderste Menings Alvor med at gaae indad den Port, der er snever for Kjød og Blod, men aaben og let for den,der har Guds Aand at glæde sig over. Og kom saaledes igjennem uden anden Modstand end strax efter min første Artikel en hidsig Irettesættelse for at bruge for stærke Ord fra en Præst af den gamle Skole — Johan Buntsen Koch — som jeg i Fred lod være det, det var, og adskillig Larm, som P. Chr. Zahle af og til i forresten meget veltalende Artikler gjorde, om at alt Præsteskab skulde absolut »feies ud som Spindelvæv.« Grundtvigianerne talte dertil uden Hensyn til mig deres egen Sag om deres Daabspagt, og en nidkjær Lægmand, som kom Statskirken for nær, havde Ubehagelighed med Øvrigheden.
Jeg var begyndt med dette Arbeide den 11. April (1855) og fortsatte det til Advent. Mit første Stykke, det jeg blev saa haardt angreben for af en Embedsbroder, lød saaledes:
»Det er nutildags ved adskillige Herrens Tilskikkelser bleven en Anfegtelsens Tid for christne Folk. Det skal nu prøves, om vi ere sikkre paa vor Tro. Jeg for min Del haaber vistnok paa, at vi gjennem Prøvelserne skulle renses til nye Mennesker, men ligesaa vist anseer jeg det dog for, at vi ikke blive det, om vi ikke gjøre dobbelt Alvor af at bekjende vor Tro for hverandre. Jeg har derfor tænkt under ovenstaaende Titel[17]hver Uge at byde Dannevirkes Læsere et Par christelige Ord som Indgang til Helligdagen.
»Vor Tro »er en fast Overbevisning om det, som ikke sees;« det Usynlige, som er evigt, skulde have meget mere Magt over os end det Synlige, som er timeligt. Men enhver af os veed ret vel, at vi agte langt mere paa vore daglige Forretninger og Fornøielser end paa vor Synd og Frelse, og det bliver til vor Fordærvelse. Var blot Straffen for vore Synder en borgerlig Straf, skulde vi nok ræddes for den.
»Tænke vi os for Ex., at en af os var greben paa fersk Gjerning, og blev nu hentet af Retstjeneren og ført langs ad Gaden, ligbleg af Angst og skjælvende som et Espeløv baade af Angst og Skam, dertil hulkende som et Barn, fordi vi ikke engang havde den Opreisning, at vi led uskyldig; og Gangen nu gik til Raadstuen, hvor Vand og Brød, Pidsk eller andet deslige ventede os, medens vor Ære, og med den vor borgerlige Næring eller Embedsstilling for bestandig gik i Løbet. — Ja, det er et meget stygt Billede, men ikke styggere, langt fra saa stygt, som naar en Sjæl i den evige Verden bliver slæbt bort af onde Aander. Dog vil ogsaa dette skee, som Herren siger det i Matth. 5, 25—26 og 18, 34—35. Tænke vi os altsaa, at dette skete, og skete med rette for det onde og bedrageriske Sind, der er i vore Tanker, og alle de onde og løgnagtige Ord, der er i vor Mund, og alt det Syndeskarn, enhver af os daglig vælter sig i, og vi nu bleve førte langs ad Gaden, medens Vinduerne vare fyldte af medlidende eller spottende Ansigter, da skulde vi vel ræddes for vor Synd og for hvad den fører til, mener jeg. Men tænke vi os dernæst, at en medlidende Sjæl traadte frem, og sagde: Nei, stands! tag mig istedetfor dette stakkels Menneske. Han har vistnok fortjent den Straf, men jeg kan ikke udholde at see det, jeg vil lide for ham. Og nu tog Rettens Tjenere denne opoffrende Mand istedetfor mig, og nu blev han slæbt afsted til samme Straf, og fik næppe Tid til at raabe tilbage til mig: Glem mig dog ikke, elsk mig blot lidt for hvad jeg gjør for dig! Da vilde dog vel mit stridige Hjærte blive rørt for Alvor engang, mener jeg. Men dette er jo dog ganske det samme, som vor Frelser har gjort for os, nøiagtig det samme; blot paa det nær, at han endnu har gjort langt mere, som han selv siger iMatth.20, 28.
»Dette er vor Tro; men nu vore Gjerninger? Kunne vi, fordi vi ere frelste af Troen, tage os det let meddem? Vi behøve blot at tænke os, at om vi ved den opoffrende Mands Hjælp vare blevne frigivne paa Veien til Raadstuen, gik hen og begik den samme Forbrydelse igjen. Var dette da hans Mening? Var det derfor, han havde skaffet os løsgivne? Derom taler han for Ex. i Matth. 18, 32 fl.
»Maaskee nu En og Anden kunde finde, at dette er en haard Tale, der ikke stemmer med Evangeliets kjærlige Aand. Jeg mener dog, at det netop er Evangeliets ligefremme Mening. Derfor gjør vi bedst i at tage det alvorligt med vor Synd og Frelse.«
Jeg har anført dette Stykke som en Prøve paa, i hvad Stil jeg mente helst at kunne virke i den Retning, jeg havde foresat mig. Da nu S. Kierkegaard døde den 11. November 1855, fandt jeg det var nok, og sluttede med en Oversigt og Forklaring af hvad jeg havde ment, og med et Fred over den døde Profet. (24. November).
Det er nu saa, at Evangeliets dybestgaaende Ord er det ikke let at tage imod selv for de frommeste Christne, selvfølgelig ogsaa for mig selv. Mine hellige Venner af jævne Lægfolk vare i det Hele bedst tilfredse med mig, skjønt ogsaa de kunde yttre deres Misfornøielse over, at jeg ikke talte i deres Tone. Men de stærke Ord var dem dog til Behag. I det Hele lod man mig med Fred gjøre min lille Gjerning. De der var forfærdede over Kierkegaard, læste sig til bedre Klarhed, og det var jo dem, jeg nærmest skrev for; og de der lige til Kirkens Omvæltning fulgte ham, lod mig være den lille Mand, der ikke mægtede mere end han gjorde. Jeg fik mange af de mest modsatte Yttringer om Stemningen, baade mundtlige og skriftlige — en af dem sluttede med: »Luk De Deres Kirkedør og skriv udenpaa: Her vrøvles ikke mere af J. Fibiger, Sjælemyrder.« — men jeg havde foresat mig intet Hensyn at tage dertil. Embedsbrødrene af den gamle Skole vare vistnok meget misfornøiede, da de ikke kunde see det anderledes end en Fordømmelse af deres Færd.Endogsaa en af mine kjæreste Venner, Præsten i Moltrup, Hertel, den fromme redelige og kjærlige Sjæl, varm Fædrelandsven og slesvigsk Fører, gik saa vidt, at han sagde, hvad jeg skrev, var ikke af Gud, men af Djævelen og gjorde Mennesker fortvivlede. Men det var heldigvis til Redactøren, han havde sagt det, ikke til mig, saa jeg behøvede ikke at høre det.
Hvad der derimod var mig det sværeste, var hvorledes det ville blive optaget af dem, jeg mindst af alle vilde fjernes fra, de Elskede derhjemme. Min tro Hustru behøvede jeg nu ikke at frygte for. Med sin rige Aand og sit store Hjærte har hun altid fulgt mig, naar det kunde lykkes mig at gjøre noget, der duer. Er hun ikke med, maa jeg sande, at det ikke duer. Saaledes ogsaa med dette. Ogsaa Søster Edle var altid hjemme i alt, hvad christeligt er; og de andre gjemte helst paa deres Følelser. Men der var endnu een, hende det allermest kom mig an paa, min Moder. Hun vilde altid det inderligste og høieste med mig, men nu fik hun en svær Strid i sin Sjæl. Hun tilhørte en anden Tid, og havde havt sit Livs Støtte i andre christelige Toner, dem hun da endelig ogsaa kunde finde i Evangeliet, det er rigt nok dertil. Nu skete det, hvad hun tidtnok havde frygtet, at jeg fjernede mig fra hende, dette kunde hun ikke udholde.
»Ak, Johannes! skriver hun: Du har kastet et Bjerg imellem os, men vi maa see at nærme os hinanden. Vore Veie maa ikke være adskilte. Kjærlighedens Gud vil bære over med os begge, hvor vi ere faret vild.«
Det var iøvrig, som Moder sagde, at de rigtige Hellige var ikke meget at stole paa, de var og blev aandløse. De kunde ikke paa nogen Maade finde sig i, at jeg ikke fordømte Dands, Skuespil osv., og ikke mere indskjærpede Sabbathen. Og jeg kunde ikke finde mig i den usande Lovtjeneste. Jeg vidste saa klart som noget, at jeg tilhørte den modsatte Leir. Det vilde være ligesaadumt for mig at forsøge paa at blive Pietist, som det nu vilde være at give mig til at være Venstre-Bonde. —
Ogsaa med Kirkens synlige Smykke havde jeg i disse Aaringer en Del at skaffe. Det var den Side af mit Væsen, som efter mine hellige Venners Mening var af den syndige Verden, og efter Kierkegaards Mening hørte til Forbrydelserne, mit æsthetiske Selv, som skaffede mig den Ære og det Besvær at blive benyttet dertil.
Paa Kunstvenners Anmodning havde jeg allerede ved den altid over al Maade velvillige Conferentsraad Holms Hjælp skaffet Byen en smuk Udstilling af en vigtig Samling Gibsafstøbninger fra Thorvaldsens Musæum i fuld Størrelse og ellers meget vanskelige at faae.
Min anden Deltagelse i disse Sager var at skaffe Alterbilleder til de nye Kirker. Det blev en lang Historie. Jeg havde imidlertid i min Ven Roed baade en paalidelig Kunstner, en praktisk og en kirkelig Mand at henvende mig til, hvorfor Sagen mærkværdig nok virkelig kom til en god Ende, idet jeg allerede 1855 fik Lov til at bestille tre store Alterbilleder hos Roed til god anstændig Pris, som han endog paa sin sindige Maade efterhaanden fik betydelig forhøiet. Kunstneren var tilfreds, han fik lang Tids Arbeide, og jeg havde den Glæde i den Anledning at see den kjære Ven flere Gange hos os, naar han skulde tage Pladsen til sine Billeder i Øiesyn. Saaledes blev efterhaanden Øddis, Thyrstrup og Stenderup Kirker forsynede med virkelig betydelige Kunstværker, og da det af dem, der gjorde mest Lykke, Ecce homo, blev malet to Gange, tillige Sommersted Kirke.
For mig var det skjønne Aar, jeg fik saa meget udrettet. Men ogsaa overordentlig svære. Foruden mit Skolearbeide og mine stærke Anstrengelser til Bedste for min Døber, som jeg ikke gjerne forsømte nogen Dag, havde jeg et mangengang overvældende Besvær med Sjælesorg. Jeg var saa anstrengt, at jeg virkelig var meget nær ved at segne under Byrden. Mit Helbred var yderstsvækket, ofte ligesaa meget som før jeg blev gift; og ingen maatte vide det. Det klæder en Præst ilde at tale om selv at være syg, det er jo de andre, der er det. Jeg fik da heller ikke Lov til at være det. Engang jeg meldte mig syg ved et Convent, fik jeg mange Skjænd, og man vedtog i den Anledning, at den der udeblev blev mulkteret.
Mine Embedsbrødre forlangte bestandig min Hjælp i deres Kirker, og det var mig en christelig Æressag aldrig at sige Nei. I Vintren til 1855 maatte jeg under Vacancen i Gammel Haderslev besørge Confirmandundervisningen med tilhørende Confirmation. En Del af Sommeren 1856 og hele 1858 maatte jeg alene bestyre dette Embede, medens Kofoed-Hansen sad i Sjælland og betænkte sig paa, om han under sine Kierkegaardske Anfegtelser turde vende tilbage til sit Præstedømme. Saa var der Forfald paa Landet. Tre Præster, Ludvig Møller i Starup, og efter hans Død hans Efterfølger Tolderlund og Egede Glahn i Sommersted havde efter hinanden længere Sygdomme, og hvem skulde gjøre deres Arbeide uden jeg? Eller der var intet Forfald, blot de ønskede en Fridag eller en Høitidsdag, jeg var ogsaa deres Skriftefader.
Ogsaa i Byen var der kun altfor meget at gjøre. Den Sommerske[18]Bevægelse vilde ikke lette sig, og alle de stakkels Almuesfolk, som han havde skræmmet fra Kirken, men dog ikke kunde undvære den, søgte til mig. I langsommelige Samtaler maatte jeg Dag ud og Dag ind gjennemgaa deres sværmeriske og dybt rystede Tanker med dem, og jeg behøvede i Sandhed al den Sagtmodighed og Besindighed, jeg kunde opdrive, for ikke at skaie ud hverken af Utaalmodighed eller Fortvivlelse over dendaarlige Hjælp vore kolde Kirker i Virkeligheden bød dem, hvorover jeg da selv var mismodig nok. Man kunde let nok sige: hold en rigtig bevæget Gudstjeneste! Men naar der ingen kom i Kirke?
Da der saaledes var rigelig Anledning til at erfare, at det oversteg mine Kræfter paa eengang at være Præst og Overlærer i den høie Lærdom, henrykt Digter og flittig Videnskabsmand, aandrig Selskabsmand og kjærlig Ægtemand, og at det navnlig truede stærkt med at gaae ud over det sidste, som dog var den første Pligt, gav jeg efter for Hustrus og Families Raad, og søgte af og til Præsteembeder baade i Slesvig og Kongeriget. Men jeg var kommen frem i en Tid, da der var stort Overflod paa geistlige Ansøgere, og da mine Indtægter allerede var ganske gode, henved 2000 Rdl., var en rigeligere Stilling endnu ikke at opnaae, og en ringere vilde jeg ikke have, ihukommende, hvad Kierkegaard saa smukt havde indskjærpet, da han kaldte Præsterne de jævnt avancerende. Hvilket jeg udlagde derhen, at en Præst skylder sin Hustru og sin Familie at have et smukt og gjæstfrit Hjem, og naar han tillige er benaadet med at være Æsthetiker, skal han ikke kaste Skylden paa sin Hustru; han skylder, efter selve Kierkegaards Exempel, ogsaa sig selv det. Alt naturligvis efter at »Indrømmelsen« er gjort. Eller om man vil have en bedre christelig Grund: jeg har en ganske god Erfaring i, hvor kvalfuldt det er, ikke at have noget at tage til, naar Næsten trænger. Jeg selv har været fattig nok i mine Dage, men jeg duer ikke til at forlange det af andre. Jeg seer af Breve, at jeg i den Tid maatte forstrække Broder Caspar med 600 Rdl. — Vi blev altsaa endnu nogle Aar, hvor vi var, indtil jeg blev sat ind i en Stilling, jeg mindst duede til, en Guds Prøvelse, som jeg ikke bestod.
Under alle disse aandelige Brydninger glædede jeg mig dobbelt over at have Freden inden Døre. Som jeg havde vidst fra den første Dag jeg kom ind i deres Kreds, havde jeg foruden min mærkelige Hustru faaet en rig Medgift i hendes Søskene. Søstrene var nu hos os, og udfyldte saa skjønt som dette kan gjøres den Tomhed, et barnløst Hjem ellers maa friste. De gjorde det som gode Engle efter det kjærlige og trofaste Sind, som er dem eget. Aldrig mindes jeg at have hørt et haardt Ord af dem, aldrig seet saameget som en uvenlig Mine, saa meget end mit ustyrlige Væsen kunde opfordre dertil. Jeg begriber ikke, hvorledes det er muligt at forene en saa uafbrudt Venlighed med en saa fuldkommen Troskab mod Sandheden. Af Brødrene har Vilhelm samme fredelige Væsen, men Olaf ligner mere Amalie.
Edle havde sin indre Historie. Men hvor stærk en Lidenskab hun end havde at brydes med, naar hun sad taus, og hvor bittre Taarer hun end kan have fældet, naar hun var ene, har jeg dog aldrig seet den Styrke svigte hende, hvormed hun i Stilhed bar sin egen Byrde, og i det aabenbare bar andres; og det aabenbare var den Fred, som Kjærlighed i Gud breder over et Ansigt.
Frederikke var under Lykkens Blomsterregn. Var hun i Kjøbenhavn, blev hun forkjælet af sin Svigerfader (Conferentsraad Holm). Var hun hjemme, hvilket mest kun var om Sommeren, var der sørget for, at Elskeren saameget som muligt kunde være tilstede, og ved sit friske, veltalende og aandfulde Væsen var han Glandsen i vor Kreds.
Kun 1856 var en Fastetid. Ensomhed i Hjemmet, Edvard Holm var paa sin store Udenlandsfærd, og Breveneudsatte forSkjæbnensLuner, hvad punktlig Ankomsttid angaaer. Det var ogsaa en kold og mørk Sommer, hvor Hjærtevarmen nok kunde behøves. Høyen besøgte os i Juni Maaned, og da vi vilde vise ham den skjønne Egn ved Thorning Mølle, sneede det. I den Sommer giftede min Broder Christian sig. Han havde efter Krigen flakket om i forskjellige militære Stillinger, medens hans Hjærte altid var bundet til vor Tante Møllers Adoptivdatter, en livlig blond jydsk Pige, vi var voxede op med som vor Cousine. Det var et haardt Slag for ham, da hun forsmaaede hans redelige Hjærte og tog den cavallermæssige Officier. Ogsaa den kjære Tante bedrøvede det, da hun i ham mindedes sin Ungdoms Elsker, vor Fader. Sorgen blev endnu større, da hendes Datter døde Aaret efter iBarselseng. Christian var dengang i Aarhus som Læge ved Dragonregimentet, og kjed af Mangel paa hjemligt Tilhold, søgte han sig noget hidsig en Brud. Den han fandt, var den nu som Forfatterinde bekjendte Fru Elfride.
Vi drog da til Aarhus for at feire hans Bryllup, og forefandt hos Elfrides Forældre, Justitsraad Møller, et lidet hyggeligt Hus, men blev ellers modtagne venligt og festligt nok. Jeg viede dem i Domkirken, og Gildet stod med behørig Pomp, forhøiet ved, at jeg fik min gamle Ven og i høi Grad samstemmende Aandsfælle, Troels Smith, ved min Side.
Vi fulgte de Nygifte til Silkeborg, hvor Christian var bleven Districtslæge. Veiret var hundsk, saa Naturnydelse var der ikke stort af. Jeg fornyede Bekjendtskabet med Hostrup, vi var jo Studenter fra samme Aar, og havde ligget paa Regentsen sammen. Men han var tilbageholdende og ordknap. Jeg syntes dog, jeg var aaben og hjærtelig nok. Chr. Richardt, som jeg forefandt hos ham, var ligedan. Jeg maa ikke have været efter deres Smag, og det er da deres Maade intet at sige, hvad vel ogsaa kan være det rigtigste, men morsomt er det ikke. Jeg synes dog, jeg forstaaer mig paa alle Retninger, men jeghar maattet gjøre den Erfaring, at andre Retninger ikke synes om mig.
Det var et byrdefuldt Aar ogsaa i det huslige. Vor smukke Bolig i Gammel Haderslev med Have ned til Søen var bleven os opsagt, og da den nye, jeg havde leiet ved Siden af Skolen, endnu ikke var færdig, maatte vi for Vinterhalvaaret foreløbig flytte til et iøvrigt ogsaa kjønt Hus paa Naffet. Det var dobbelt Flytning, Vintren blev som de to foregaaende meget streng, jeg var vexelvis ophidset af Hede og knuget af Kulde, og Legemet havde ondt ved at holde ud. Dog foer jeg afsted i en tynd Mandarin, og jeg husker, hvor glad jeg saae mig om, da alt var stillet tilrette i den nye Bolig.
Langt værre var det, at Amalies Helbred ogsaa var meget svagt, og medførte til Tider Tungsind, det var svært for os begge at arbeide os igjennem. Jeg finder fra det Aar adskilligt i mine Optegnelser, som levende minder mig om vort dybeste Samliv. Saaledes:
»Netop som jeg havde skrevet den sidste Linie af fjerde Handling i min Døber, kom Amalie ind, og som hun desværre oftere gjør, udtalte hun sin dybe Melankoli over som barnløs intet at have at leve for, og som en aandsfraværende Mands Hustru heller ikke meget at støtte sig til. Da hun ikke følte Lindring ved min sædvanlige Trøst, blev jeg desværre heftig og skjærpede den til en Tale om afgjort at leve for Evigheden. Hun svarede mig, som Hiob kunde svare, med at afdække Sorgens umaadelige Dyb og at gaae i Rette med Gud, som var saa streng mod hende. Jeg maatte betvinge mit utidige Døber-Mod, og med Kjærlighed drage hende til det christelige Haab. Og saa velsignet en gudhengiven Kjærlighed hun har, at jeg aldrig har havt større Glæde end af den Inderlighed, hvormed hun tolkede sin Bedrøvelse over sig selv, og sin Længsel efter Frelsen. Vor Aftenbøn fik meget at betyde.«
Det sidste angaaer den Skik, jeg fra vort Ægteskabs Begyndelse havde indført, at hver Aften, naar vi var komne i Seng, bad jeg med hende foruden Fadervor en Bøn for os selv, vore Kjæreste, Menighed, Fædreland og Hus og Hjem. Ogsaa ved Middagsbordet havde jeg indført Bøn.
Det var atter et Dødsens Aar, dette 1857, Pest og Elendighed, og for os mærket ved, at vi begge kom i Livsfare. Med mig dog for intet at regne, kun en Smule Forskrækkelse[19], men Amalie maatte lide blandt Aarets Offre.
Den stærke og tørre Hede havde gjort sin Gjerning. Blodgangssoten var udbrudt med en Styrke, som endnu overgik Jammeren i 1853. Jeg fik i Sandhed baade Hjærte og Hænder fulde af bedrøvelig Gjerning, alle de samme Scener foregik som i det tidligere Aar, og det var forsaavidt sværere som Folks Mod var meget sunket. Sygdommen var i hvert Hus, ogsaa i vort, underneden hos Værtens, og min Søsters Børn i Skolebygningen ved Siden af kom meget nær til Døden. Men jeg selv holdt mig ligesaa godt som forrige Gang, mit eget Besvær var for intet at regne. Nei, det Forfærdelige, som hang mig over Hovedet, var at Amalie, som allerede havde lidt af Overanstrængelse paa Reisen, blev svagere og svagere, og maatte sidst i October gaae til Sengs, dog ikke af Blodgangen, men af den endnu værre Tyfus, som fulgte i dens Spor.
Vor Bolig laa paa Solsiden med høie Vinduer, men snævre Stuer. Der var hedt og trangt, og eftersom Sygdommenskred frem og blev farlig, blev det os tungt at skaffe den rette Pleie. Jeg havde kun Frederikke til Hjælp, Edle var i Kjøbenhavn. Vi delte Arbeidet, saagodt vi kunde, jeg vaagede den halve Nat, og hun den halve, men ingen af os var rigtig kyndige i Sygepleie. Der var svære Tanker at bære, naar jeg i Nattens Ensomhed sad i den anden Stue bag den aabne Dør og lyttede til den Syges Aandedræt. Som jeg altid er forud med mine Tanker, udmalede jeg mig til den mindste Omstændighed, hvad der vilde blive af mig, om jeg mistede min Elskede, og den Fremtid, jeg saae ind i, blev saa elendig som muligt. En skrækkelig Nat staaer uforglemmelig for mig. Det var meget varmt, og overtræt havde jeg lagt mig paa min Seng i Sygestuen, men uden at sove. Hun begyndte at stønne stærkere og raabte: »Jeg vil op! Lad mig komme ud!« Det kolde Omslag om hendes Hoved var gledet bort, og Heden var stegen. Jeg foer ned i Gaarden efter frisk koldt Vand, men da jeg kom med Spanden, sad hun henne i en Krog paa Gulvet, sammenkrøben og forvildet. Aldrig har jeg fundet mig saa hjælpeløs. Dog hjalp det kjølende noget, og jeg fik hende til lidt Ro igjen.
Jeg finder optegnet fra 10. November:
»Daglig at være omgiven af Lidende, Døende og Døde kan tilsidst forvandle den hele Jord for Ens Øine til et Lig, der fortæres. Paa mig har det dog ikke gjort den Virkning. Det bæres med høit Mod i Gud, han maa have Æren. Nei, med mig er det ingen Ting, men min Hustru, min Elskede! Hun har nu ligget i fjorten Dage, ingen Hvile Nat eller Dag, lige forpint i Hoved som i Lemmer, og frister kun Livet ved koldt Vand og Medicin. Dog bærer hun det fromt og stille, og styrker sig indenfra ved høie Syner. Naar jeg sidder over hende Natten igjennem, har jeg for at holde mig vaagen ved en let Beskjæftigelse taget Kuglers Arkitektur-Værk frem. Det erikke noget betydeligt, hvad deri findes, men naar jeg drømmer mig ind i alle disse Underværker af Kirkebygninger, bliver Verden lys for mig som saadant et himmelstræbende Chor. Hun veed det ikke, men har dog lignende Syner. Forleden blev hun ført gjennem lysskinnende Hvælvinger og ledet op til Altret ved Præstens Haand. En anden Gang steg Englen med Døbefonten fra Fruekirke i Kjøbenhavn frem ved Siden af hendes Seng, og det tyktes hende, at der var slet intet andet at tænke derved end: »Alle skulle de toes i Lammets Blod.« Idag bad hun mig dog at love hende snart at søge Forflyttelse herfra, hun kunde ikke trives i denne pestbefængte By. Det har ganske oprevet hende at være Vidne til disse Scener.«
Saaledes gik det hen indtil Jul, altid mellem Angst og Haab. Imidlertid var Edle, som var bleven opholdt hos sin Bedstemoder, der den Vinter laa paa det sidste Leie, endelig kommen, og det var os en væsentlig Støtte.
Endelig Juleaften, da vi i al Tarvelighed havde pyntet et lille Julebord, og jeg havde telegraferet efter det glædeligste af alle Mennesker, Broder Olaf, havde jeg den usigelige Trøst at kunne tage min Elskede som et Barn paa mine Arme, og bære hende ind paa Sofaen i Dagligstuen. Vemodigt nok, hun var saa let. Saaledes gik det endnu en Maanedstid, hver Dag maatte jeg lægge mine Arme ind under hende, løfte hende varsomt, og bære hende ind og lægge hende forsigtig paa Sofaen, for atter paa samme Maade at bringe hende tilbage, naar hun begyndte at blive træt. Dog saa underligt kjært at have hende paa mine Arme, og at mærke, at hun efterhaanden blev tungere. Mod Foraaret begyndte det endelig at blive ordentlig bedre. Hun kunde nu gaae, og i Sommerens Løb kom vi saa vidt, at vi igjen turde vove os paa Reise; skjøndt hendes Ben vedbleve at være svage, og som det gjerne gaaer efter saadan svær Sygdom, aldrig gjenvandt Ungdommens Lethed.
Imidlertid havde jeg fuldført mit store Værk, Johannes den Døber, og havde under Amalies Sygdom faaet det trykt. Forhandlingerne derom, Arbeidet derved, endelig endog den for mig saa afgjørende Begivenhed, at det nu traadte frem til al Verdens Bedømmelse, hvad jeg saa længe havde taust baaret hos mig selv, berørte mig langt fra saa stærkt, som naturligt var, at det maatte gjøre. Jeg vilde ikke engang kunne erindre noget af de Ting, hvis jeg ikke endnu havde de skriftlige Mindesmærker derom.
Hvad Virkning eller ikke Virkning, Bogen har gjort, har jeg, ligesom ved mine andre Bøger, ikke faaet synderligt at vide om. Hvad der har været skrevet derom, fik jeg kun flygtigt læst noget af og har forlængst glemt. Om hvorledes det gaaer mig dermed har jeg allerede talt ved Jeremias (3. B. S. 233). Jeg kan da kun afskrive, hvad jeg forefinder i mine Gjemmer fra den Tid.
Bladet »Fædrelandet« var dengang den øverste Autoritet, idetmindste for den Kreds, hvortil jeg hørte. Deri stod der en længere Recension, jeg troer af den Tids Storliterat, Clemens Petersen, som siden forsvandt og gik til Udlandet. Den var ganske anerkjendende, men forøvrigt dog saa overfladisk, at han ikke havde lagt Mærke til det tragiske Moment i Slutningen, Profetens Kamp med Døden.
Med den theologiske Verden var jeg ikke saa heldig. I evangelisk Ugeskrift stod der en ganske kort Anmeldelse, som forraadte, at Anmelderen kun havde læst Begyndelsen af Bogen. Han forkastede den aldeles, navnlig fordi Profeten var opfattet som en reflecteret, ikke som en umiddelbar Charakter. Det var nu Tidens Kunstudtryk, hvad man mente dermed var ikke tydeligt.
Theologerne toge i det Hele intet Hensyn til min Skildring, eller om de læste den, fandt de den urigtig opfattet eller anstødelig med Hensyn til Helligdommen. Detsidste blev især gjort gjældende af stærke Christne, for hvem det altid er en Brøde at gjøre en Helligdom forstaaelig. Min kjære Cousine Ilia var den, det laa nærmest at føre deres Sag, og hun lagde ikke Fingrene imellem. Jeg har maaske allerede anført formeget af hendes Breve, men dette er saa eiendommeligt, at jeg dog finder det værdt at tilføie.
»St. Anna Hospital 21. November 1857.
Kjæreste Johannes! Skjønt jeg maa skamme mig ved at skrive dig til, saa søvnig som jeg er, vil jeg dog hellere lade staae til og gjøre det, mens jeg har Lyst. Desuden er jeg en saa daarlig Raisonneur, at jeg vist ligesaa godt kan udtrykke mig sovende som vaagende — ja, hvem veed? kanskee bedre. Lykken er Daarens Formynder, og min Skjebne har jo i visse Maader været at komme sovende til alt. Og i værste Tilfælde har jeg da noget at skyde Skylden paa. Men du maa ikke tage det for nøie med store og smaae Bogstaver og andre slige Bagateller, thi det gaar altsammen paa Slump, naar jeg er som iaften[20].
Først takker jeg dig saameget for din Bog og dine venlige Breve. Bogen har jeg læst ud i Aften. Hvad jeg synes om den, veed ingen bedre end jeg, jeg veed det med den yderste Vished af Verden. Hvad jeg veed, det veed jeg, hvad jeg synes, det synes jeg, og hvad jeg gjør, det gjør jeg, og det — jeg tør nok sige det, med en Sikkerhed som faa. Men har kun to Grunde, som ret beset er een: fordi det er saadan, fordi det skal være saadan. Derfor synes jeg det, derfor gjør jeg det, det Æsthetiske. I den virkelige Verden er jeg saa stor en Stakkel som nogen. Jeg veed nok, det har forarget digfør og vil sagtens ogsaa forarge dig nu. Men hvad jeg gjør i den Retning, gjør jeg i Kraft af en guddommelig Magtfuldkommenhed. En guddommelig Magtfuldkommenhed i Løierpoesien, ikke andet. Og deri har du min Hovedindvending mod din Bog. Du har taget feil, du vil tage Poesien for mere. Du feiler — Jeg, Ilia Fibiger, en af disse Løiers større Profeter, siger dig, du feiler. Poesiens Løier — deri bestaaer dens Uskyldighed. Den har ikke det mindste med Christendommen at bestille. Den er Hedenskab, skyldig eller uskyldig, alt efter som den giver sig for hvad den er, eller for hvad den skaffer af Veien. Jeg kan tale derom. Jeg har selv engang skrevet noget religiøst, ogsaa en Tragedie »ikke bestemt til Opførelse.« Netop, det var Hemmeligheden. Ikke bestemt til Opførelse, derfor skriver man det. O Søren! Søren! Søren! Du har sagt det. Det Christelige skal gjøres, det poetiske ɔ: hedensk skjønne — skrives. O, Søren! Søren! Søren! Du har sagt det. Forskjellen paa Helten og Digteren er den, at Helten er Bedriftens lykkelige Elsker, Digteren den ulykkelige. Lad gaae med Elskov, Storhed, Verdens Lykke! Hvor let fanger man ikke den som ulykkelig Elsker? Hvor gjerne var man nu ikke den lykkelige? — Men i det Religiøse har man Valget — og atvælgeat være ulykkelig Elsker — o Johannes! Dog gjorde jeg det ikke dengang. Ikke af Eftertanke, men af Instinct. Det var mit Middel, det ufeilbarste af alle Midler til at skyde mig det paatrængende Christelige fra Livet. Det var 1852. Derfor er jeg heller aldrig bleven mere end jeg er. Men at jeg er dette med en vis Uskyldighed, skylder jeg det, at jeg saa fuldkommen forstaaer det selv. Jeg veed, jeg er Digter, jeg veed, jeg er kun Digter. Jeg veed, at den ringeste Vaagekone, der sover om Natten, fordi hun om Dagen ikke har havt Ro for sin husvilde Nabokone med Børn, dem hun har givet Ly af Barmhjærtighed, er mere end jeg.
Seer du, Johannes! Det er min Indvending mod din Bog.Min bestemte absolute Indvending, der rammer saa vel mit syvende som dit tredie Stykke. Mit dog mindre, forsaavidt det ikke har — tilgiv, kjæreste Johannes! — forgrebet sig paa nogen hellig Skikkelse eller noget helligt Navn. Efter min Samvittighed er dette ikke tilladt. — Dog, jeg feilede: mit Stykke rammer[21]haardere, netop af denne Grund. Det ligger det almindelige, det personlige nærmest; thi det der har frembragt det, var en langt stærkere og inderligere Opfordring tilmig. En Profet er en Profet, ikke directe mig eller dig.
Og veed du vel saa, at i den Grad er det æsthetisk-kritiske Element overveiende i min Natur, at hvad mit eget angaaer, da ligger det mig nærmest paa Hjærte, ikke at det er, christeligt, Synd, men at det er, æsthetisk,galt: uskjønt. Det er kun psykologisk rigtigt. Men ak, jo rigtigere, desto uskjønnere. Og Skjønheden er den ikke den skyldige Digtekunsts høieste Lov?
Jeg er kun et Fruentimmer, jeg er kun en Digter. Endnu aldrig, sagde den gamle Kritiker (Heiberg) aldrig siden Verdens Skabelse havde et Fruentimmer formaaet at være Digter i den Retning. Og han læste videre og tilføiede: Jeg maa tage mine Ord tilbage. Hvorfor er nu denne Magt mig given? Er det kun fordi jeg fuldkommen, fuldkommen fattede, at den vargiven; at jeg selv er intet? Nei, fordi jeg tillige fattede, atdenvar intet — en broget Sæbeboble, som seiler glædeligt hen gjennem Luften. Mænd! Hvor ere I Børn! Skal en Kvinde lære Eder? Ja, det skal hun. Selv uden at sige et Ord, skal hun det. Derved at denne Magt lagdes i Kvindens Haand, fremstilledes det tydeligt, hvordan den er kun Løier. See, det forstod jeg fra først af, og kun saaledes forstod jeg det som Mulighed, at jeg kunde gjøre det, de andre havde stræbt efter, det jeg aldrig havde tænkt paa.
Og saaledes haaber jegpaa Tilgivelsefor at jeg gik den lette og grønnende Vei, ikke den trange og besværlige Sti. I Sandhed, den har været ensom og vildsom nok, hverken himmelsk eller jordisk, næsten lige langt fra Engle og Mennesker.
Gute Nacht! Gute Nacht! Schlafe wohl!
Du maa aldrig tiere skrive til mig, som om jeg var aparte christelig. I Livet og i Gjerningen har jeg ikke mere end til yderste Nødsbehov.
Din trofaste Veninde Ilia.«
Skade, at dette ikke blev bekjendtgjort til Bedste for Kvindesagen. Jeg tvivler ikke paa, at alle de, der skrive Noveller, ville flokkes om min Veninde, jublende over »den Magt, der lagdes i Kvindens Haand.«
Men atter Skade, at vistnok ogsaa de allerfleste Mænd ville give hende Ret. Jeg burde derfor helst intet have svaret, men smukt have taget mig denne Prædiken til Hjærte, og baaret min Skam i Taushed. Men da jeg er af en meddelsom Natur, kunde jeg det ikke. Jeg svarede da med den sædvanlige Undskyldning, at større Digtere end jeg havde valgt sig christne Emner, og at jeg ikke havde ment andet dermed end saa godt jeg kunde at forherlige vor Helligdom. Men denne Tale indbragte kun mig og de større Digtere yderligere Irettesættelser.
Da jeg saaledes var paa det nærmeste sat ud baade af den synlige og usynlige Synagoge, maatte jeg søge min Trøst i hvad jeg af Behageligheder kunde høre fra mindre kirkelige Venner. Vilh. Marstrand skriver i Julen:
»Kjære Johannes! Jeg vil haabe, at dette Brev med min Lykønskning til det nye Aar maa træffe dig i en god Stund, hvori Sindet er roligt og gladt, saa at du gider slaa en lille Passiar af med os herovre, thi jeg veed jo, at din kjære Kone har været og maaskee endnu er meget syg, hvad der jo har bedrøvet os meget. Eders By har i det Hele været vel betænkt med slige Gjenvordigheder.Men saa udstraaler der jo ogsaa af dens Mørke saa funklende Glædesblus, at man maa undre sig — ja, din Bog har interesseret mig meget, den har grebet mig med sin mægtige Alvor og dybe Poesi. For os Lægfolk har den oplyst os om den mærkelige historiske Tid, hvori Forjættelsen skulde opfyldes. Hvilken uhyre Opgave at fremstille den, og saa Johannes, som man almindelig kun tænker paa som døbende Christus, stiller du op for os som den mest storartede tragiske Heros, og som dog tilsidst selv fortvivler og tvivler om Christus er den rette. — Jeg kunde nok lide den Anmeldelse, der stod i Fædrelandet, og kan slet ikke samstemme med dem, der mene, at man ikke skal bruge Biblen til poetisk Stof; thi det veed du nok, er en yndet Sætning. Men hvordan skulde det saa gaae med alt det fortræffelige, der er malet af Bibelen. Jeg har taget fat paa din Jeremias, og læser den med megen Interesse efter at jeg har læst Johannes — og før havde jeg dog ikke Øie for den, saa at jeg aldrig havde læst ud. Prof. Høyen har talt med megen Roes om din Døber, og har forelæst en Del af den i hans Fredagsmøder, men jeg var ikke tilstede.«
Derefter taler han om Dagens Kunst; jeg tager det med, da dette Brev ikke er kommen med i Raffenbergs Samling:
»Jeg maler forskjellige Sager, hellige og profane, nordiske og italienske, ligesom Lunet byder det. Jeg har flere Holbergiana for, især et større, 5.Act af det lykkelige Skibbrud, hvor Philemon er stævnet forRettenaf Magisteren, og alle Vidnerne træde op. Det er et godt Emne, da alle Holbergs Hovedfigurer der paa eengang samvirke. Caspar var her nylig og fortalte, at han ogsaa sysler med Holberg, og hans Bog skal tillige indeholde hans Levnet. Jeg har tænkt paa at tegne ham et lille Vignet til Titelbladet. Det skal forestille hvor Holberg i Rom laver sin Mad, hvad han selv morsomt fortæller. Nu er jeg tillige ifærd med at male et Portræt af Trydetil Frue Kirke, og Fru Heiberg skal ogsaa paa Tapetet. Roed er snart færdig med sin Ecce homo, og der er meget smukt i. En Kjærlighed i Gjennemførelsen, som bøder meget paa hans sædvanlige Mangel paa Livlighed i Opfatningen. Men han maler sig altid fattig paa sine Billeder. Det er ellers magert nok, hvad dette Nordens Athen producerer af Kunst — du skulde see et Musernes Tempel, der reiser sig paa Kongens Nytorv, det er en Skandale. Og saa har den gode Cultusminister saa lidt Agtelse for Kunsten, at han gjør en Mand til Overhoved, der ikke har Anelse om Kunst. Jeg venter en skjøn Dag, at han ogsaa sættes over os. Men den værste Brøst er dog mellem Kunstens egne Dyrkere. Det maa vel ogsaa engang komme til en Krise iblandt dem, hvor alt det raadne kunde blive skaaret bort — dog, et forgjæves Ønske, thi Bunden, hvori Træetvoxer, er sur.«
Efter adskillig Tale om Familien, byder han mig saa en god Tegning til Tak: »Den er af min Phantasikreds, der er af en lavere Natur, men du stiger ogsaa gjerne ned til den, ikke sandt?«
Fra Roed fik jeg et lignende Brev, tilligemed Efterretninger om de omtalte Malerier. Saadanne Udtalelser sætter jeg Pris paa. Kunstnere give sig ikke ud for at være særdeles Kjendere hverken i Poesi eller Religion eller Oldtid, men som jeg altid har fundet, at de i Virkeligheden fatte Oldtidens Digtere nok saa godt som Filologerne, og gaae til det Religiøse med en ren Følelse uhildet af Theologiens Betænkeligheder og Fordringer, saa takker jeg dem for at have gjort det samme ved min Bog.
Broder Caspar tog Sagen med sin vante Ro og sit Holbergske Humør. Da han sendte mig sin Holbergs Levned, udkommen i Foraaret 1858, skrev han en lille komisk Dialog mellem Poeten i Haderslev og Skolemesteren i Roskilde om nogle Sprogunøiagtigheder, men henholdt sig iøvrigt til en Recension i Dansk Maanedsskrift, som var tilstrækkelig anerkjendende. Tillige fik jegfra ham at vide, hvad jeg aldeles ikke havde tænkt paa, at blandt Kjøbenhavns Geistlighed blev min Bog opfattet som et Angreb paa Statskirken i Kierkegaardsk Aand. Fog var navnlig ilde berørt deraf, og havde vel derfor ikke takket mig for Bogen, jeg havde sendt ham. Mundtlig udtalte han sig siden derom. Nu, selvfølgelig kan Døberens Prædiken altid opfattes som et Angreb paa enhver Statskirke, ligesom vor Herre Jesu egen. Dog kan ingen Christen afvise dem. Ogsaa kan det, som jeg selv har forklaret min daværende Synsmaade, meget godt siges, at den kierkegaardske Strid havde havt nogen Indflydelse paa min Fremstilling af Profeten, og at jeg ogsaa i mit stille Sind har leet af den Tanke, at i saa Fald maatte Gamaliel være Biskop Mynster, skjønt jeg aldrig har tilladt mig at yttre det. Men ligefuldt behøvedes der hele Fogs urokkelige Tro paa det Bistaaendes Eneret til at være, forat see Digtet i det Lys. Planen til det var ældre end denne Periode, og de faae Yttringer, der haves af Profeten kunne dog ikke godt udlægges paa anden Maade end jeg — kun altfor vidtløftigt — har gjort det. Det gaaer altid saa, at om end en Tidsstemning kan give Stød til Farten, faaer dog Æmnets Mægtighed under Udførelsen en saadan Myndighed over en Forfatter, at han vel kan have Grund til at blive ærgerlig over, at et smaaligt Partistandpunkt skal gjøres gjældende mod hans Syn paa den store Sag.
Jeg havde altsaa været ret heldig med dette betydelige Foretagende. Jeg forlangte ikke bedre, og hvad Mangler der kunde være, tilskrev jeg mig selv. Det faldt mig ikke ind, at jeg skulde have overvundet alleVanskeligheder, der er dog det i Bogen, der er godt, og dette var i Grunden ogsaa indrømmet fra alle Sider. Dette gav mig Mod til strax at sætte det næste Værk paa Stabelen. Jeg vilde nu frem i en anden Retning.
Jeg længtes efter den hjemlige Romantik, og da jeg, saa at sige paa Embeds Vegne, var godt hjemme baade ivore Kjæmpeviser og i hele Middelalderens kirkelige og sædelige Splid, valgte jeg mig et dertil svarende Æmne, og skrev i Løbet af næste Sommer (1858) min »Kors og Kjærlighed«. Skjønt jeg kun havde et Par Timer til min Raadighed de fem Dage om Ugen, var jeg dog færdig til September. Og saa godt var jeg fornøiet med mit Værk, at jeg uden videre Omstændigheder, uden engang at lade det gjennemgaae den sædvanlige Censur hos Lembcke, lod det trykke.
Jeg havde ment, at nu var jeg kommen saa vidt, at jeg vel turde være Forfatter paa egen Haand. Men jeg fik andet at vide. De offentlige Bedømmelser, forsaavidt der fremkom nogen, vare saa mistrøstige som muligt. I »Dagbladet«, som nu var blevet det dominerende Organ, og som var antichristeligt og præstehadende i en lignende Form som nu »Politiken«, forkyndte en Recensent under mange aandrige Vendinger, at han ikke havde forstaaet et eneste Ord af det Hele, hvilket vel var det sandeste af det, han sagde. Og i Byens Avis »Dannevirke«, som efterat min christelige Kampfælle, P. Chr. Koch havde solgt den, var bleven en Aflægger af Dagbladet, blev det samme gjentaget og forøget med, at jeg tituleredes »Jephta Fibiger« og »Sognepave«.
Med mine Nærmeste gik det mig ikke bedre. At Ilia vilde føle sig ligesaa mimosa-agtig krænket ved Berøringen af hendes elskede gamle Viser, hendes Monopol, som hun før havde gjort paa sin elskede »Sørens« Vegne, kunde jeg vide i Forveien. Mere undrede det mig, at Broder Caspar var ligesaa misfornøiet — »Middelalderen er jævn og simpel, dens poetiske Efterladenskaber er ganske uromantisk osv.« — Forunderligt, hvad Mennesker kunne finde paa. Men gamle Danmarks egne Kjæmpeviser har nu eengang enhver sat sig fast i og troer alene at forstaae. Jeg maatte da høre, at jeg nu havde forgrebet mig paa denne nationale Helligdom ligesom før paa Bibelen. At de i Virkeligheden ikke synderlig er Danmarksegne men mest indførte Varer, og at Middelalderen er det den er, hvad saa end disse Viser sige, vilde man ikke høre, og havde dengang endnu temmelig lidt hørt.
Ussing talte i en anden Tone: »Din»Kors og Kjærlighed« har glædet mig overordentlig, ikke blot ved den deilige Udmaling især af de kristelige Personer, men ogsaa ved det rige Billede, den giver af hele Tiden og dens Aand. For mig er den en Berigelse, en Opfattelse af det skjulte, jeg kan ikke see, at der er kommet det mindste Fremmede ind i din Behandling. Fra den historiske Side forekommer den mig mesterlig. Men — gid alle dog vilde være saa ærlige som Fog, og sige, det er din Form, der piner dem. De ville ikke have Besvær med at læse et Digterværk, de ville ikke knække Skallen paa Nødden, derfor faae de ikke Kjærnen at smage. Du veed, at jeg ogsaa selv har lidt af den Mening, og jeg vilde give meget til, at din Form ikke var saa haard, for at alle kunde føle den Fylde af Poesi og see de rige Billeder af Fortidens Historie, dine Digte gjemme.« — Dette er nu den Charakter, jeg har maattet beholde.
Jeg havde tilegnet Høyen Bogen, og deri tog jeg ikke feil. Foruden Lembcke, der til min Overraskelse virkelig denne Gang var helt tilfreds med mig, og min tro Ven Vilh. Marstrand, var Høyen den eneste, der ordentlig gik ind paa Sagen. Han takkede mig med de to smukke Breve, som er trykte i Ussings Bog om hans Levned. Hvad jeg dengang svarede ham, veed jeg ikke, men hvad jeg nu vilde svare, er dette: Naar han siger: »Den forfærdelige Kamp mellem det Kirkelige og Verdslige, den urolige Gjæring i Aanden og i Kjødet, dette Naboskab mellem Himmel og Helvede, dette Liv som en Drøm, hvori de besynderligste Syner aabenbare sig, vexle og smelte over i hinanden, alt dette var for mig nyt, endnu har ingen af vore Digtere følt saaledes, anet saaledes« — saa var det netop dette, jeg havde haabet at frembringe. Men naar han tilføier: »Den usædvanlige Rigdom afLyrik, der vælder ud af Deres Pen som en krystalklar Kilde gjennemsigtig, ren kvægende, ja undertiden næsten berusende, skulde den ikke af og til ligesom overvælde og rive Skikkelserne med sig, der dog skulde vandre sikkert langs dens skjønne Bredder.« — Forunderligt, lige det modsatte af de andres Tale om min strenge Form og haarde Vers og han oplyser dette ved at Hovedfiguren, Skjalm, som har et aabent Øie for al Usandheden i Kirkens saavel som i Kongens Færd, er bleven mere blød og drømmende end man maatte vente, at man føler formeget, at »Gammen har udhugget hans høire Øie, og drukket Hælvten af hans Hjærteblod« — saa vilde jeg for det første sige, at det netop er dette, man ogsaa i ham, den ypperste, skulde føle. Men dernæst vilde jeg til min Undskyldning bemærke, at ogsaa de store Digtere, som er vore Forbilleder, have havt en Tilbøielighed til at forme deres Hovedfigur, den, hvori de mest selv taler, af et blødere Stof.
Nu, de Store tilgiver man alt, men en Smaamand som jeg kunde ikke faae Lyd. Nei, jeg kunde ikke faae Lyd. En og anden havde sagt mig noget godt i Stilhed, men ingen vilde sige det offentlig, og naar jeg opgjorde alle Papirerne, blev dog Udfaldet, at jeg var sat udenfor. Jeg blev, som det kaldes, tiet ihjel.
Da jeg havde sundet mig noget paa dette, fandt jeg, at jeg ogsaa helst burde blive udenfor, idetmindste for det første: Jeg holdt derfor Møde med min Muse for at takke hende for hendeshidtidigeOmfavnelser, men at frabede mig videre Besøg af hende. Hvorledes hun saa igjen fik fat i mig, hører til næste Periode af mit Liv. Ogsaa var baade min Forlægger kjed af mig, og jeg havde i andre Retninger rigeligt nok at tage Vare paa, kun altfor meget. Jeg havde da endelig ogsaa nu skrevet fire Bøger, alle meget indholdsrige, og i hver af dem udtømmende nok, synes mig, behandlet en høist betydningsfuld Vending af Menneskelivet; og til at brede mig merei Efterslæt havde jeg ingen Drivt. Endnu havde jeg Hellas og det gamle Norden og Reformationen ikke at tale om Nutiden tilbage, men der skulde Tid til. Den Tugt, jeg havde faaet, maatte sætte sig og gjøre sin Virkning.
Jeg havde imidlertid søgt adskillige Embeder paa Landet, men det var ikke saa bestemt, at jeg endnu skulde være Landsbypræst. I Foraaret 1859 blev Kapellaniet ved Garnisonskirken i Kjøbenhavn ledigt. Det var Familiens Ønske at faae mig til Kjøbenhavn, og jeg gav efter og søgte Embedet, men uden Haab om at faae det. Monrad vilde have enten Brandt ved Vartov Kirke eller Fenger, begge ældre og mere anselige end jeg, men Kongen vilde ikke høre noget om disse Grundtvigianere; han holdt stivt paa en Præst i Kjøge, der var Frimurer. Saa blev der omsider sluttet Compromis, man søgte længere ned i Rækken og traf paa mig, uværdig, idetmindste i den Henseende, at jeg i ingen Maade havde holdt mig til.
Jeg vidste ikke om det var et Ønske, jeg havde faaet opfyldt, eller om det var en Besværlighed, jeg gik imøde efter høiere Ordre eller efter Guds Tilskikkelse. Jeg vidste i det Hele ikke andet end at det var svært at flytte.
Grædende tog jeg Afsked med mine fattige Venner i Byen, og ikke mindre tungt var det sidste Gang at gaae Stuerne igjennem i mit Hospital. Fra hver Seng stønnede de: saadan en Præst faae vi aldrig mere. Og jeg kunde med Sandhed svare: Saadan en Menighed faaer jeg heller aldrig mere. Ikke fordi nogen af os havde særlig Fortjeneste, men fordi vi passede saa velsignet til hinanden. Min enfoldige Christendom havde slaaet an hos disse enfoldige Mennesker, medens den af større Aander altid har været befundet utilstrækkelig.
Mine Medlærere tog den bedst mulige Afsked med mig. Ved et smukt Gilde holdt Lembcke Festtalen til mig, saa smigrende, at jeg kunde begynde mit Svar medden Bemærkning, at jeg var tilmode derved, som om han havde staaet og prædiket over en Afdød, dem roser man jo altid. Disciplene bragte mig en Foræring, som jeg siden har havt megen Glæde af, Statuetter af BissensApolleog Athene, som endnu staae paa mine Reoler. Men Usikkerhed var der over det Hele. Ingen, heller ikke jeg selv, vidste, om Forandringen var til mit Bedste.
Kun fra en Side var det en Lettelse for mig at vende Slesvig Ryggen. Jeg havde altid været misfornøiet med de politiske og administrative Tilstande der, og den hele dertil hørende Tænke- og Udtryksmaade; nu blev jeg befriet idetmindste for at være et nærværende Vidne dertil. Jeg havde ogsaa længe været bekymret for, hvorledes dette skulde ende, og det var ikke at kalde nogen stor Lettelse ikke selv at være med i den forfærdelige Krise, dog var det altid en Bekvemlighed, hvad Hus og Hjem angaaer. Der kan heller ikke tænkes nogen sørgeligere Tilfredsstillelse end den at jeg saa snart fik Ret i min bekymrede Forudfølelse.
Vor sønderjydske Tid var til Ende, vi havde kun at sætte vort Gods i en Jagt for siden selv at følge efter i en Diligence. Forinden dog sidste Gang at gaae henover de skjønne Skovbakker langs den kjære Sø, Skuepladsen for saamange Glæder i vort Livs lykkeligste Aar. Aar, hvori vi vel havde været prøvede haardt nok, men ogsaa havde lært, hvad der skulde være den faste Grundvold, som kunde bære, hvad der siden ydermere skulde gives den at bære — bære, maatte jeg dog ikke sige Ruinerne af et Liv, som nu begyndte at gaae ned ad Bakke. Livet begynder tidlig nok derpaa, i alt Fald paa ikke at have den Fremgang, som man eengang havde et saa lyst Haab om. Det gaaer dermed som med Verdensperioderne, man veed ikke, at man er i Nedgang,før man er saa langt henne, at man ikke mere er til at hjælpe op. Ligefuldt har man jo frit Lov til at mene eller haabe, at man bestandig er i Opgang, og kan fra en anden Side seet ogsaa have Ret deri. Alt dette med Livets Frugt og Udbytte maa nu henstilles til Guds Naade.
Vi kom til Kjøbenhavn i den mørke Novembertid. Vort Gods var endnu paa Havet, og vi maatte indkvartere os hos Edvard og Frederikke, i en lille tredie Sals Leilighed i St. Pederstræde. Edvard var dengang Adjunct ved Metropolitanskolen. Der sad jeg i et Kvistværelse og skrev min Tiltrædelsesprædiken uden stort Mod. Jeg havde en Anelse om, at jeg gik lignende Novemberstorme imøde som dem, min Ven Skipper Bonde havde kjæmpet med den Jagt, som førte vort Huses ubevidste Indhold rundt om Fyen og Sjælland.
Næste Søndag gik jeg hen i min Kirke — eller rettere i min Menighed, da den paa Grund af Garnisonskirkens Restauration sad i Slotskirken — og stod og lyttede til Blædels Prædiken. Kirken var stormende fuld, og fuld af det bedste, rørte Aasyn og taarefyldte Øien, et skjønt Syn, men trykkende for mig. Hvor skulde min Røst kunne gjøre sig gjældende ved Siden af den beundrede Sogneherres? Jeg gik ud til Fader Holm, hvor Familien var samlet til Middag, og efter den Stemning jeg var i, udlod jeg mig med, at den Salighedernes Prædiken,jeg kom fra — det var Allehelgensdag — var den skjønneste, jeg nogensinde havde hørt. Pauline[22], som sværmede for Blædel, sendte mig et ømt Taksigelsens Blik, men de andre trak paa Skuldrene.
Næste Søndag, den 13. November, indsatte Provst Balthasar Münter mig. Han havde været min Svigerfader Waages Ven, og min Hustru til Hjælp i hendes Sorgens Dage, for hendes Skyld modtog han mig med faderlig Venlighed.
I det store Øieblik manglede jeg som sædvanligt ikke Mod. Jeg holdt min Prædiken om Troen — den kongelige Mand i Kapernaum — med fuld Kraft, og jeg tilfredsstillede min Familie og mine Venner, i Særdeleshed den jeg helst vilde, min Hustru. Jeg har ikke siden tænkt paa den Prædiken, men nu tog jeg den frem og læste den, og jeg kan ikke negte, at efter de 33 Aar finder jeg den endnu saa god, at jeg, efter mine Evner og min Maade at tage Helligdommen paa, ikke kan tænke mig den bedre. Men ak! min Maade er ikke andres Maade.
Jeg holdt endnu to lignende Prædikener til Aftensang, om det gamle og nye Menneske (1. Advent) og om de hellige Skrifter (2. Advent); da kom Blædel en Eftermiddag til mig, og fortalte mig i en lang Tale, at han havde været saa dybt bekymret for mig, at han for min Skyld havde tilbragt vaagne Nætter. Det Ord, han havde hørt af mig, var ikke det, der iJesuChristi Navn skulde forkyndes. Jeg hørte saa rolig som muligt paa ham, og forstod kun altfor vel, at jeg, som talte ud af mit eget Indre efter hvad Gud havde givet mig, ikke kunde blive den Kirkens Mand som han. Men det var for vidtløftig en Sag til paa Stedet at forklare; jeg følte mig ogsaa mere beskjæmmet end jeg havde Lyst til at forsvare mig, og han var mere kommen for selv at tale end at høre paamig. Jeg fik ham derfor ikke svaret stort andet, end at jeg følte, vi var saa forskjellige, at vi vistnok kom til at følge hver sin Aandsretning. Det var i al Venskabelighed, men det foruroligede mig dog, at jeg siden hørte, at han ikke blot havde omtalt dette vort Mellemværende for andre, men ogsaa omsat mine Yttringer i den Form, at jeg skulde have frabedt mig enhver Kritik fra hans Side.
HansIdeal var i fuldkommen Rettroenhed og i alle sine Handeler at staae paa Kirkens Grund, hvordan det saa end gik i Livet, og han mistænkte mig for at være af for frie Tanker og et for æsthetisk Sving. I det Hele var han ilde berørt ved at skulle have mig ved sin Side, og hans Ord havde meget at sige i Menigheden, jeg hørte snart, at der blev advaret imod mig.
Vi havde kjendt hinanden fra Studentertiden, og jeg havde ikke forsømt ham; jeg havde besøgt ham, naar jeg kom til Kjøbenhavn, med al Agtelse for den allerede udmærkede Præst, og med Tak for den Prædiken, jeg hørte af ham. Ligefuldt modtog han mig temmelig stramt, da jeg kom. Først bebreidede han mig, at det havde varet saa længe efter min Ansættelse, inden jeg havde skrevet til ham, forklarede mig saa tørt, hvorledes Kirkens Forretningssager var ordnede, og udviklede endelig med den ham egne Overlegenhed og veltalende Form, hvad Opgaven i den hellige Tjeneste er, i det han sammenfattede sin Maade i det følelsesfulde Udtryk:»Jeg elsker vor Herre Jesu Christi Kirke høiest af Alt.« Hvorved jeg tænkte, men sagde det dog ikke, at man dog gjerne kunde elske Herren selv endnu mere end hans Kirke.
Jeg kan dog ikke troe, at Grunden til hans stive Modtagelse blot var det, at jeg beskjæftiget med at opsætte velstilede Skrivelser til Biskop og Provst var kommen sidst til ham. Snarere det, at han havde ønsket og haabet, at jeg greben af hvad han allerede havde udrettet, skulde have ilet til ham glad over at have faaet en saadan aandelig Broder og kirkelig Fører. Han var jo Forkjæmperenfor den Retning, der nu kaldes den indre Mission, og Frimodt sluttede sig næste Aar til ham. Vi tilhørte grundforskjellige Aandsretninger, og satte begge vort Liv paa vort eget. Og vort eget mener jeg i sin Kjerne bedst kan betegnes ved den Sætning, der kom frem i vor første Samtale, den om hvad vi hver for sig elskede høiest.
Til Tjenestebrug og Selskabsbrug var der imidlertid altid et godt Forhold mellem os. Jeg forstod strax min Stilling, han var Sogneherren, jeg den Underordnede, han var Manden med den store ham inderlig hengivne Menighed, jeg fandt kun liden Indgang, han var den fuldfærdige Dogmatiker og Kirkens rettroende Støtte, jeg maatte hjælpe mig med hvad Gud havde forundt mig, og det naaede ikke længer end til Enfoldighed i Theologien og hjærtelig Tro paa hvad jeg havde følt og oplevet. Jeg troer ogsaa han efterhaanden blev ret tilfreds med denne min Maade at tage Forholdet paa.
Jeg vandt kun liden Indgang, det var det aabenbare. Der kom ikke mange til min Gudstjeneste. Hvorfor jeg ikke opnaaede mere, er ikke bleven mig klart. Man kjender saa lidt sig selv. Mine Prædikener blev dog altid til under from Bevægelse og Aandens Flamme, og Talent til Fremstilling tør jeg heller ikke just frakjende mig selv. Men der maa være noget ved min Person, som ikke tiltaler Mængden.
Jeg klagede min Nød for min kjære Biskop, og han svarede mig paa sin Maade ved strax med et Slagord at bestemme Sagen: »Det skal De ikke tage Dem nær, sagde han. Den store Mængde er ikke det samme som en stor Menighed. De mange er kun mange Muligheder, ikke mange Virkeligheder.« Det kunde han sagtens sige, han som havde begge Dele. Men jeg gik skamfuld og sukkende fra min Kirke og tænkte, at naar jeg ikke engang havde Mulighederne, kunde jeg endnu mindre haabe paa Virkelighederne.
I Sognet laa Fattigvæsenets store Drengeskole. Den afgav en 30—40 Confirmander hvert Halvaar, et Arbeide, som ikke kunde overkommes eller forlanges af Sognepræsten. Det var ulønnet, og havde desuden den Besværlighed, at en Del af Flokken var saa frisk indfanget fra Gaden, at de ikke engang kunde læse. Heller ikke kunde de rummes i min Stue, jeg maatte gaae hen i deres Skole og yde dem mine Formaninger i særskilte Timer, mens mine andre Confirmander skulde have deres hjemme. Imidlertid var dog det meget Besvær lønnende for Hjærtet. Disse Fyre, der lige let gik paa Hænderne som paa Benene, var forvildede nok, men i det Hele dog troskyldige og godmodige. Havde jeg Penge at uddele til dem, og det ikke var muligt at udfinde, hvem der mest trængte, da de alle syntes lige fattige, kunde jeg trøstig spørge dem selv. De var strax ivrige til at forklare i hvis Hjem det saa værst ud med Sygdom og Næringsløshed, og halede med rørte Miner de værste Stakler frem. Alt som jeg saa besøgte deres Familier rundt om i de skumle Gyder og oppe paa Tagkamrene, blev jeg de Fattiges Præst. Det var jeg da godt nok vant til fra Haderslev.
Fra de Fattige med Tilbehør af »Halte, Blinde og Krøblinger,« kom jeg til dem »der ligge ved Veie og Gjærder.« Til vor Kirke hørte efter god gammel militær Skik Stokhuset, hvor man skyldigst bar Kongens Bolt og Jærn, men forresten nød en rundelig Frihed. Nogle sløsede af med Arbeide paa Fæstningsværkerne og i Haverne, andre arbeidede for sig selv i Værkstederne, men alle sonede de i Anstaltens Marketenderi, for Fyraften var der ikke knapt med. Røverreden var dengang sin Opløsning nær, da det til April skulde have Ende med det Væsen, og Fangerne allerede for en Del havde udtjent eller var blevne benaadede. En 80 Stykker var der dog endnu tilbage, en Elite, som havde gjort sig fortjent til at holdes paa Livstid, og nu skulde afgaae til Tugthusene. Jeg gikder ud hver anden Søndag, blev sluppen ind i den skumle Gaard mellem Skildvagter og opplantede Kanoner, hvoraf dog ingen vilde gjøre Mennesker noget ondt, og steg op under Taget, hvor et Loft var indrettet til en Slags Kirke. Der prædikede jeg — efter en kort og lempelig Indgang om Straffens Nødvendighed og Retfærdighedens Velsignelse — med god Fred Naadens og Kjærlighedens Evangelium, medens mine 80 andægtige Tilhørere saae uhyre tungsindige ud.
Mod Foraaret tog jeg dem til Alters, og baade derved og da jeg sidste Søndag i Marts holdt en Afskedsprædiken for dem, forsømte jeg ikke, ihukommende vor fælles Frelser, at give enhver af dem Haanden, hvilket øiensynligt var det, jeg mest opbyggede dem med. En høi sorthaaret ret smuk Karl med et grulig sorgfuldt Udtryk takkede mig underlig tilbageholdende med den Bemærkning, at han aldrig havde troet, at Præsten kunde give saadan En sin Haand. Han havde været med, da der blev skaaret Halsen over paa nogle Uskyldige. En anden, en svær firkantet Mand, med en ferm Forretningsmine, blev tilbage for at tale i Enrum med mig. Han forklarede mig med stor Selvsikkerhed, at det var en Feiltagelse, at han ikke var bleven benaadet, men naar jeg nu vilde anbefale ham, vilde han sikkert nok blive det. Han saae ud, saa jeg nødig vilde have mødt ham paa en Vei. Og da jeg forespurgte mig om ham hos Husets Commandant, fik jeg at vide, at han havde været Anfører for en Røverbande i Vendsyssel, og var den værste af dem alle. Saaledes gaae de to Røvere paa Korset igjen til enhver Tid.
Vor Kirke blev endelig færdig efter Restauration, og indviet i Efteraaret 1860. Som sædvanlig havde der været megen Snak og Strid om hvad der var foretaget, og Menigheden, det vil sige Blædels, var misfornøiet. Kirkeværgen, Hofvinhandler Lorenz Petersen, var temmelig egenraadig. Som en rig Handelsmand var han i Forretninger vant til at byde, mente ogsaa at forstaae at bygge, menvar ikke nogen kirkelig Mand, og hørte ikke til »Menigheden.« For Indtægtens Skyld holdt han paa, at enhver Siddeplads skulde betales, havde derfor forbeholdt Sidedøre og Sidegange for dem, der havde kjøbt Nøgler, og holdt kun Porten aaben for de Staaende. Derover var Blædel dybt krænket paa Menighedens Vegne, og som Herre i Kirken bød han Betjentene at lukke op, Dørene fra først af, og Stolene ved Begyndelsen af Gudstjenesten. Saa mødte Kirkeværgen ved Døren, og med løftet Stok, blev der sagt, befalede han Betjentene at holde sig til hans Ordre.
Det kom til hidsige Scener, thi Blædel var ingenlunde sagtmodig, naar han mødte Modstand. Han forlangte af os andre Kirkens Præster, at vi i Samling skulde gaae med ham til Kirkens Patron, Stadens Commandant, for i Menighedens Navn at fordre Frihed i Guds Hus. De to Katecheter var villige, men at fire Præster skulde træde an foran Generalen forat forlange noget, han ikke forstod sig paa, syntes mig dog en altfor snurrig Demonstration. Jeg sagde derfor Nei, og mente, at vilde Sognepræsten have sit Forlangende sat igjennem, kunde han mere passende bede General Schepelern, der vel var en Formens, men ogsaa en imødekommende Mand, at holde et Møde af de stridige Parter for at forliges om et anstændigt Forhold. Generalen fandtes villig dertil, og vi kom alle til at sidde om et stort Bord i hans Sal under hans Præsidium.
Blædel førte sin Sag paa sin veltalende Maade, men ogsaa, hvad han altid havde Vane til, i overdrevne Udtryk. Hofvinhandleren blev mere og mere rød i Kammen, og da det kom til Scenen med Stokken, protesterede han heftig og fremstillede dette Optrin helt anderledes. Da reiste Blædel sig i hele sin Værdighed og sagde høit og skarpt: Hvad Hr. Petersen der siger, er Løgn! Generalen kaldte til Orden for et saa uparlamentarisk Udtryk, men Kirkeværgen var allerede faren op som en rasende, kunde ikke faae et Ord frem, og syntes med voldsommeFagter at ville gaae løs paa Blædel, men betænkte sig dog saameget, at han styrtede hen i en Vinduesfordybning, og stod med bortvendt Ansigt og hulkede. Generalen var meget ilde stedt. Han var mindst af alt vant til den Slags Optræden, og det var tydeligt, at det gjorde ham ondt baade for den ene og den anden Part. Han betænkte sig lidt, da han ikke ret vidste, hvorledes han skulde tage det Væsen, hans Myndighed i denne Kreds var ham heller ikke klar. Saa formanede han i en lille Tale Kirkens Folk til Forsonlighed, og lod os gaae, anbefalede os nærmere at betænke os, og forøvrigt henvisende til Ministeriet.
Saa skete der intet videre. Vinhandleren vilde intet mere have med Kirken at skaffe, og vi fik til Kirkeværge en Oberst, som var af Menigheden, og Blædel kunde siden gjøre, hvad han vilde. Jeg var lige saa ilde berørt af denne Scene som Schepelern, og vi afhandlede den jævnlig, naar jeg gjorde ham min Opvartning eller han gjengjældte mit Besøg. Jeg gik ogsaa til Petersen, og sagde ham, at hvorvel jeg nok kunde ønske noget mere Frihed i Kirken, fandt jeg dog, at han istedetfor Anerkjendelse af den Uleilighed, han havde havt, var bleven uforsvarlig behandlet; thi han havde virkelig med Opoffrelse af Tid og Kræfter gjort sig sin bedste Flid med Bygningsarbeidet. Han tog høflig mod mig, men vilde dog helst ikke see os mere.
Vor egen Biskop stod jeg i al min sjællandske Tid i det bedste Forhold til. Han betragtede mig, noget mere end jeg fortjente, som sin Discipel, og behandlede mig saa venligt, at naar jeg kom til ham, holdt han paa mig, saa vi kunde sidde flere Timer i fornøielig Samtale.
Han var ganske ligefrem og kunstløs i sit Væsen, og gjorde sig selv ingen Uleilighed med at finde paa noget at tale om. Men naar man bragte ham ind i noget, der interesserede ham, holdt han af at udtømme Æmnet og ikke som en Verdensmand at gaae fra det ene til detandet. Han kunde da blive saa livfuld og fordringsløs, at man kunde disputere med ham som en Student.
Han var ingen primitiv Filosof, han begyndte ikke med Tankens Tvivl om alt og Naturens Atomstrømning fra Evighed til Evighed, men med Tro paa Sandheden af Menneskenes almindelige Syner, paa en guddommelig Mening med al Skabningen. At Verden er skabt i Tiden og til ved Tidernes Fuldendelse gjennem Synd, Frelse og Opstandelse at komme til evig og salig Fred var ham en afgjort Sag, som der ikke skal spildes Ord paa at bevise. Hans Opgave var at forme Troen for Tanken, og deri var han en Mester. Med overlegen Klarsyn havde han strax sit System færdigt, og fremlagde det med blændende Veltalenhed; men han tog ikke altfor meget med af Livets Mangfoldighed. Hverken historisk eller psychologisk trængte han dybt ind i Begivenhedernes Forviklinger eller Menneskelivets Dybder. I det Store havde han tænkt over alle Livets Former og satte dem med største Sikkerhed ind hver paa sin Plads, hvor de hørte hen; men det var, som han ikke ret havde naaet til at anskueliggjøre sig deres virkelige Udseende.