Det var en ny og slet ikke ubehagelig fornemmelse for Jonas Ratje, dette at føle sig som velhaver.
Nu havde han og Dick Darling slidt ondt ombord i «Styggen», den vesle taug- og vandbaaten deres, i en lang aarrække og aldrig var det lykkedes dem at tjene mere end netop det allernødvendigste fra dag til dag, indtil nu da stor og uanet rigdom var dumpet ned lige i fanget paa dem.
Eller kanske nogen vil bestride at 435 kr. netto kontant er stor og uanet rigdom? Det var netop den sum Jonas Ratje dags dato havde sat ind i Kreditbanken, og Dick Darling havde nøiagtig samme sum i sin indvendige trøielomme igaaraftes da han gik iland.
Da han imidlertid ikke var tørnet til idag, skjønt klokken gik til tolv, saa kunde det formodes at beløbet for Dicks vedkommende allerede var reduceret, og at Dick var fuld eller ialfald ikke vilde vise sig før han var blevet det.
— Jo da, de to gamle pirater var pludselig blevet lykkens kjælebørn.
Først var der nu en vis ekspedition de havde foretaget for de herrer Hahn & Hinken. Den faldt kanske ikke precis saaledes ud som disse høie herrer havde ønsket; men alt i alt havde Jonas Ratje ikke noget at beklage sig over; for da det kom til stykket blev han godt betalt for tort og svie.
Derefter satte det ind med et vældig sildefiske nede paa Haugesundskanten og alt som bare kunde flyde og havde steam tjente penge som græs. «Styggen» havde været i traden nat og dag i ugevis. Ratje og Darling havde ikke havt fire timers søvn i døgnet i al den tid, mens de sled ondt som hunder og tjente penge som grosserere.
Og endelig som de var færdig med hele sildesjauen kom der en tysk havforskningsdoktor med briller og rare instrumenter og leiet «Styggen» for 40 kroner dagen i hele fjorten dage.
— Ak ja, livet var ikke saa værst, og selv om Dick tog sig et par dages gallafyld ovenpaa de gode job, saa fik det taales, naar bare det bagbæstet havde varskuet først, saa Ratje ikke behøvet at sidde her og vente som en anden nar.
Forresten havde han det allright her i styrehuset. Han kunde jo gaa hjem; men siden Dina Ratje født Weidemann igaaraftes havde hørt nævne de mange kontanter, havde derværet saa mange antydninger og hentydninger og vink om alle de ting som hun og barnene absolut maatte have nye, at det kanske ikke var værd at holde for nær opunder der for det første.
Jonas Ratje karvet i piben og belavet sig paa at nyde livet. Han fik fyr i tobaken og tog frem en flunkende ny bankbog med en vis andagt. Jonas Ratje var kapitalist. Jonas Ratje havde bankbog. — Nu kunde de komme og gjøre sig vigtige baade «Dræberen» paa «Liv» og «Smaafanden» paa «Trygg» og alle de andre paverne. Han blæste dem et langt stykke. Ja, om det saa var Jeremiassen paa «Storegut», som havde hus paa Laksevaag og var god for sine tyvetusen mindst, saa kunde han faa lov til at kysse ham baade her og der.
Ratje stak ikke op for nogen.
Vaarsolen spillet i de smaakrusede bølger. Det skinnet af blanke reflekser fra de mange ruder over i de nye murstensgaardene paa Tyskebryggen og hele Vaagen var fuld af yrende liv. Der blæste en liden frisk bris fra øst og inde ved Triangelen stod de kommunale flag ret ud fra de tre flagstænger. Enkelte B.~D.~S.-skibe ved Fæstningskaien var ogsaa flagsmykket i en eller anden anledning. Men inde i styrehuset paa «Styggen» var det ganske stille. Solenbaget saa behagelig gjennem de store vinduer og Jonas Ratje laa paa ryggen paa sofabænken og snorket. Piben var faldt i dækket og bankbogen var blevet liggende paa hans brede bryst.
Pludselig vaagnet han. Døren blev revet op med et kraftig tag, og i aabningen stod Dick Darling.
Dick var ædru. Ratje gned sine øine, han kunde ikke rigtig tro dem. Dick ædru nu middagstider, endda han havde været i land hele formiddagen, det var jo forholdsvis utrolig.
«Naa er du der, du gamle hallunk.»
Dick svarte ikke, han kom helt ind, lukket døren bag sig og satte sig paa bænken ved siden af Ratje. Saa spyttet han langsomt og besindig to gange og endelig kom det: «Det bliver svinagtig dyrt.»
«Dyrt? Hvad bliver dyrt?»
«Svinagtig! Sekshundredeogfemogtredve kroner, det er det allermindste vi kan faa det for.»
«Er du gal, eller er du bare fuld, mand?»
«Ingen af delene. Jeg har været tre forskjellige steder og spurgt; men 635 kroner er allerlaveste pris, det er bandt sikkert det. — Og du ved der kommer altid et eller andet lidet til, saa siger vi 700 kroner rundt.»
«700 djævler. — Hvad er det du sidder og vabber om mand.»
Dick trak betænkt op et papir af lommen sin. Det var krøllet og skiddent; men de storeklodsede bogstaverne var ganske læselige. «Se her, kan du selv se. Nyt vevlager i høitrykken 47 kroner, nye pumpeventiler 15 kroner stykket, og da bruger vi endda de gamle sæderne. Saa maa vi have fem nye stagrør i kjedlen og — —»
«Plager hinmanden dig? Hvad skal dette sige?»
«Skjønner du ikke det, Ratje, at hvis vi skal gaa en dag længer med denne vidunderlige submarine baaden vor, saa maa maskinen og kjedlen repareres. — Og nu har vi lidt penge, altsaa maa det gjøres nu, og vi maa heller begynde idag end imorgen.»
Der kom et forunderlig træk om Ratjes mund. Han sad endnu med bankbogen i haanden og blev siddende og bladet i den ganske aandsfraværende.
Dick tiet ogsaa stille, spyttet langsomt og betænkt med lange mellemrum. Af og til skottet han bort paa sin kammerat; men fandt det raadeligst ikke at sige noget.
Saa dette var altsaa meningen.
Ikke før var der et par øre tilovers, saa straks var de ude for at plyndre, baade den ene og den anden. Først madamen med jeremiader om klær og sko og guderne maatte vide, hvad andet. — Og saa Dick med denne fillemaskinen sin. Nu havde den alligevel skranglet afgaarde i ti samfulde aar trods der altid havde været den samme klagesang at høre bestandig.Men til dato havde nu «Styggen» hostet sig frem fra job til job — og det klarte sig vel endnu en stund.
Jonas Ratje smeldte bankbogen sammen med et klask. «Nei saa pinedø,» kom det resolut. Det skulde ikke ske hvordan pokker det saa gik. Han puttet iltert bogen ned i den indvendige frakkelommen og knappet tæt til, som om nogen vilde røve den fra ham.
Dick Darling blev siddende som før. Atter blev der en lang og pinlig pause. Saa sagde han langt om længe: «Jamen vi maa. Der er ingen bøn for det.»
«Maa, maa — nei siger jeg,» buste det ud af Ratje.
«Tag det med ro mand. Det vi maa, det maa vi. Vi kommer ikke udenom det. Vi kan ikke holde det gaaende et halvt aar til, og da bliver det endda dyrere. Desuden, nu har vi penge; men om et halvt aar, saa har vi ingen. Ialfald ikke jeg; for da har samlaget faaet dem. Jeg kjender gamle Dick, den fyldehunden, fra før.»
«Ja du om det. Det er dine penge; men før jeg gaar med paa dette, før skal vi sælge hele skrabejernshaugen efter vægt.»
«Sælge «Styggen». Det mener du ikke.»
Nu var Jonas Ratjes taalmodighed slut. Han røg op i et gnistrende sinne, slog i væggen saa det skranglet i hytten og svor og bandte baadepaa det ene og det andet. Det var et stort ordforraad Jonas Ratje havde til raadighed, naar han var i det hjørne.
Dick var heller ikke renonce for trumfer, og i de næste ti minutter skjældte de to mangeaarige kammerater hinanden ud i et sprog, som kunde sat skottene i brand, saa glohede var de gjensidige velsignelser.
Endelig orket de ikke mere. De sank tilbage hver i sit hjørne af sofabænken helt udmattede og kobberrøde i ansigterne. De var begge anpustne som efter det tyngste arbeide, og de var fremdeles olme i øinene. Det var ikke første gang disse to røg i totterne paa hinanden. Tvertimod, gjennemsnitlig havde de et sammenstød en eller to gange pr. uge; men saa voldsomt som denne gang var det yderst sjeldent.
Der sad de nu og skjeglet surt til hverandre en lang stund. Men de havde sagt, hvad der kunde siges. Kort og godt situationen havde naaet det psykologiske moment, hvor den i næste fase maatte slaa om i det tragiske eller i det komiske.
Det var en flue paa Ratjes næse som egentlig afgjorde det hele. Dick Darling saa den og fandt den snodig og følgelig smilte han. — Saa smilte Ratje og Dick lo. — Og da lo Ratje med.
«Naa endelig. Det var forfriskende; men gudbevaremigvel saa sint du blev, Dick.»
«Ja da, og du var ikke det mindste sint, du. Bare sød og elskværdig, ikke sandt?»
«Naa ja ja. Se her har du min haand, grinebider!»
«Tak. — Men skal vi saa beslutte os til at reparere?»
«Nei.» Ratjes mund smækket i som en rævesaks.
«Naa saa, naa!» Dick blev atter stødt og der opstod en fem minutters evighedspause. — — — — —!
«Du Dick. Skal vi sælge hele kassen?»
«Hvem vil kjøbe?»
«Hahn &. Hinken, ved du.»
«Ja for halvandet tusen. Det har vi jo snakket om saa mange gange før.»
«Ja, men om vi sælger saa beholder vi jo jobben for dagløn.»
«Og bliver andenmands slaver for resten af vort liv. Tak, men det bliver der ikke noget af.»
«Hvorlænge kan du holde det gaaende? Et halvt aars tid?»
«Ja til nød.»
Atter pause.
— — — «Om vi assureret «Styggen», Dick. — Ja mod totalforlis selvfølgelig.»
Dick sendte sin kompagnon et blik. Hvad pokker var det nu som stak ham?
«Assurere? Hm, hvorfor det?»
«Joooo! Der hænder saa mangt, sagdekobben. Det kan da være godt for noget at assurere.»
«Hm!»
Atter en lang pause. — Det var karakteristisk for situationen, at de ikke kunde se hverandre i øinene. Deres blik mødtes uvilkaarlig engang; men straks saa de til hver sin side. Netop dette gjorde, at de forstod saa inderlig godt begge to.
«Tager vi takst paa hende, faar vi hende altids op i tre, halvfjerde tusen kroner, og kanske lidt mere.»
«Ja ha, jo det faar vi nok. — Men, puh saa kvalmt her er Jonas.» Dick slog døren op paa vid væg og den kjølige friske vaarluft fyldte hele styrehuset i en gufs.
De aandet begge to ud og suget et par dybe drag, nydelsesfuldt og velbehagelig. — Det var som en opvaagnen.
«Kom med op paa almendingen og faa et glas øl, Jonas. Jeg er saa tørst, at det er ligesom struben skulde snøre sig sammen paa mig nys, du.»
«Allright, gaa an. Jeg skal bare se efter fortøiningerne først, saa kommer jeg efter.»
Naar en dampkjedel angribes af tæring, gaar det ofte for sig paa den maade, at det begynder som et mikroskopisk lidet knappenaalsstiki en plade; men lidt efter hvert griber tæringen om sig i det sunde jern og der bliver som et saar i det. Man kan gjøre hvad man vil, man kan ikke stoppe det. I slike tilfælde forsøger maskinisten med soda og lignende kemikalier at koge sygen ud; men oftest uden held.
Det var slig tæring som havde angrebet Dick den dag da Jonas Ratje havde talt om at assurere «Styggen». Det hele var jo ingenting og selve bemærkningen var jo uskyldig nok; men den tanke som ikke blev udtalt og som laa bagom, den var giftig. Den aad sig ind i Dicks hele tilværelse og blev som et aabent saar, som laa der og værket og tæret sig dybere og dybere ind i hans bevidsthed. Han var ingen forbrydernatur; men han kunde forsøge hvad han vilde, den giftige tanke havde faaet fæste, og det hjalp ikke at han slog brændevin og andre destilata i sig for at stanse den. Sygen var der og lod sig ikke drive bort igjen.
Anderledes med Jonas Ratje. Han var vistnok den som først havde fostret tanken; men hos ham var den forlængst glemt da Dick en dag en maanedstid senere pludselig spurgte: «Skal vi saa tage og assurere vraget, Ratje?»
Det kom saa uventet, saa absolut apropos slet ingenting, at Ratje uvilkaarlig brast i latter. «Ja hvorfor ikke?»
Mere blev der ikke sagt om tingen netop da; men allerede samme aften, da de laa velfortøiet inde ved Triangelen og skulde gaa hjem, tog Dick temaet op paany: «Du gaar altsaa op og snakker med assurancefolkene imorgen du, Jonas.»
«Det er alvoret dit det da, Dick?»
«Der er ingen anden udvei?»
De saa paa hverandre. Det var som de endnu engang vilde veksle tanker om dette pinlige punkt. Men ingen af dem turde tale ud. De stod slig næsten et halvt minut, saa trak de øinene til sig. «Allright!» sagde Ratje og vendte sig helt rundt paa hælen og gik.
Den næste dag blev «Styggen» assureret for 3800 kroner og Dick Darling gik i en rus de følgende otte dage. Ratje derimod smagte ikke spirituosa; men paa hver side af munden hans grov der sig ind to dybe furer, og det skjælmske gode udtryk i øinene veg plads for et staalgraat kvast blik, som gav ansigtet et barskt og lidet tiltalende præg. Dick lagde ogsaa mærke til at Ratje, som ellers alle dage havde været pratsom nok, nu var blevet en taus og indesluttet mand.
Dagene gik og lykken var fremdeles med. Næsten hver uge kunde Jonas Ratje forøge sin bankbeholdning. Sommetider bare med en femkrone, andre gange med mere. Langsomt men sikkert naaede han de 500 og videre helt op til 600 og forbi, saa han var paa god vei opimod de 700 kroner. Men der foregik samtidig en forandring med manden selv. Han var blevetpengegridsk. Han drev sig selv og Dick og baaden til det yderste, undte sig ikke ro hverken dag eller nat, men var paafærde baade tidlig og sent og pirket op selv den mindste job, paa hvilken der kunde tjenes en krone. Ja han forsmaaede ikke engang at ligge til langt ud paa kvældene og samle op lystseilere, som laa i vindstille bortunder Askølandet og drev. — Det var forresten en specialitet som ikke betalte sig saa daarlig. De unge kjøbmandssønnerne var ikke knebne, især naar der var damer ombord. Men denslags business gik ud over nattesøvnen, og Dick stod mangen en god gang i maskinkappen og gjæspet og smaabandte for sig selv. Men han tiet klogelig stille. Han havde faaet sin vilje med assurancen, og han var klog nok til at indse at til gjengjæld vilde Ratje have sin vilje i alt andet.
Det var en dag ud i august maaned. Der blæste en frisk bris fra nord, og sjøen gik hvidtoppet indover Byfjorden. Ret ud for Dekkeværftet laa en kolosal Hamburg-Amerikabaad og tog ind kul. Passagererne var sendt iland som en anden saueflok for at kjøre til Fløien eller Fantoft. Imidlertid gjaldt det at blive færdig med kulsjauen før passagererne kom tilbage. Oppe paa promenadedækket gik en snorebeslaaet næstkommanderende og var ubehageligmod sine underordnede og andre, som kom i nærheden af ham. Det forbedret ikke mandens humør da han opdaget «Styggen» som kom hostende med en kulskude paa slæb. Han sendte en hagelskur af mindre smigrende hilsener imod den, og Ratje kvitterte promte ved at manøvrere slig, at den skidne kulskuden gnuret sig et langt stykke bortover langs pakketbaadens hvidmalte side.
Tyskeren fræste skjældsord over Ratje, som til gjengjæld paa klingende «hamburgerplatt» lod ham vide, at det ingenlunde passet sig for en stakkars næstkommanderende at tiltale en skipper og selveier saa uhøvisk, og hvis han gjorde mere vrøvl skulde det være Ratje en fornøielse at tage lægteren med sig igjen, saa kunde Hamburg-Amerikalinjens aktionærer spendere en ekstra kjøretur paa sine passagerer mens man ventet paa komplettering af bunkerkullene.
Tyskeren fandt ud, at han havde fundet sin overmand i kunsten at bruge mund, hvorfor han vendte sig og drev agterover.
Ratje fortøiet lægteren og fik to tomme paa slæb tilbage til Laksevaag.
Det var paa denne slæbeturen tilbage over fjorden at det hændte og det gik saa fort for sig, at det var rent forunderligt. Slæberen var kort og det blaaste en frisk liden kuling fra nord. Omtrent midtfjords tog lægterne et forkjert skjær og drev ind paa «Styggen». Denene med stevnen midtskibs og den anden paa laaringen. «Styggen» krænget saa voldsomt over, at Dick ganske enkelt gjorde en kolbøtte udenbords. Ratje selv fik krabbet sig ud af styrehuset og fik saavidt huke sig fast i stevnen paa den ene lægteren i samme nu som «Styggen» sank som en sten. Den gik ret tilbunds, hang et sekund eller to efter slæberen; men saa smaldt tauget af og Ratje saa bare, hvor sjøen ligesom kogte under ham idet baaden for tilbunds.
Han var en kraftig kar Ratje; men jamen havde han job med at faa halet sig ombord i kulskuden. Men op kom han.
— Men Dick! Var Dick gaaet tilbunds? Han speidet ivrig ret ned i sjøen, som om han ventet at Dick skulde komme op der «Styggen» gik ned, og han blev ganske perpleks, da han pludselig hørte fra en ganske anden kant:
«Hiv mig en ende ud, du din trefoldige bavian, eller kanske du vil, at jeg skal gaa samme veien som «Styggen.»»
Saa blev Dick bjerget naturligvis; men han var ikke blid, da han endelig blev halet indenbords. Han havde den opfatning at Ratje idetmindste kunde varskuet før han sendte «Styggen» nedenom og hjem. Han sagde sin kompagnon endel smigrende ord, hvoraf saapekoger og idiot var nogen af de mildeste.
Besynderlig nok svarte ikke Ratje et muk.Han satte sig ret ned paa polleren med hænderne for ansigtet.
Dick satte sig vis à vis. Han blev saa forbauset over, at Ratje tiet, at han uvilkaarlig blev taus selv ogsaa. Men han var vaad efter badet og han frøs i kulingen. Han saa sig om efter hjælp.
Borte paa Hamburg-Amerikabaaden havde den guldbeslaaede næstkommanderende seet, hvad der gik for sig, og da han unægtelig var sjømand selv om han var ubehagelig, saa var han ikke længe om at give sine ordrer, og mindre end tre minutter efter katastrofen pilte en dampchalup udover med næstkommanderende selv i agterskotten.
Da den kom inden praiehold blev Ratje nødt til at tage hænderne fra ansigtet og svare, og Dick saa da til sin usigelige forbauselse at taarerne formelig silte nedover kinderne paa Ratje.
Dick blev saa tankefuld. Han glemte baade at han var vaad og at han frøs.
Der havde været sjøforklaring; men nu var den over og Ratje og Darling stod ude paa gaden igjen. Det var saa forbistret underlig. De følte sig saa hjælpeløse og hjemløse. Hvor skulde de gaa hen, hvor skulde de gjøre af sig? Gaa hjem? nu midt paa blanke arbeidsdagen? Gaa ombord? Der var jo ikke noget at gaa ombord i.
De drev bortover gaden, og helt ubevidst gik de mod havnen.
«Den klarte vi godt,» sagde Dick langt om længe.
Ratje svaret ikke.
Om lidt sagde Dick: «Men du kunde jo gjerne varskuet mig først. Det var ikke din skyld, at jeg slap fra det med livet.»
«Tosk,» sagde Ratje.
«Det kan du selv være.» Dick var stødt. «Farvel,» sagde han og drev en anden vei.
Ratje blev staaende og se efter ham. «Han tror pinedød, at jeg gjorde det med vilje.» Et øieblik spekulerte han paa at løbe efter Dick Darling og forklare ham, at det hele var et virkelig uforfalsket uheld; men saa opgav han det. «Han tror mig saa alligevel ikke, det nautet. Og desuden, naar sandheden skal siges, saa var det bare et tilfælde at det blev et virkelig uheld; for — — —»
Han var stoppet op ret for Holbergstøtten. Han stod rent aandsfraværende og saa paa den og talte med sig selv. En konstabel over paa fortoget fikserte ham skarpt: Var manden fuld? Ordenens haandhæver drev nærmere; men Ratje tog sig sammen og ruslet afgaarde.
Fader Holberg stod tilbage med sit broncesmil. Endnu spilledes der en og anden komedie udi den berømmelige handelsstad Bergen.
Jonas Ratje, føreren af slæbebaaden «Styggen II», laa og strakte sig saa lang han var midt oppe i en taugkveil.
Han var inderlig forarget, og røgen fra den korte, smaa snadden kom i korte hidsige smaa stød, som ekshausten fra en totakts motor.
Jeg sad paa polleren og afventet, hvad der vilde komme. En slig forargelse maatte have afløb, og det kunde være ganske lærerigt iblandt at høre Jonas Ratje udgyde sin bitterheds skaaler.
Men der gik fem minutter og der gik ti uden at den forventede udladning kom. Han bare dampet og dampet paa piben, iltert og uafladelig, og piben snorket af surhed og elendighed. Mig tog han ingen notis af. Lod som jeg var bare luft. Jeg var dog ellers en velseet og æret gjæst ombord i «Styggen II» naar min vei faldt saaledes.
Det hele var ganske merkværdigt.
Langt om længe vovet jeg en liden bemærkning: «Hvor er Dick Darling henne idag?» spurgte jeg.
Det var gnisten i krudttønden. — Ratje sprang op og formelig fræste:
«Ja kan du sige mig det, du, saa er du klogere end de ti vise fra Østerland. — Væk er han, væk som et telegram fra Rundemanden, den forbandede abekatten. Først lægger han baaden op en hel dag midt i travleste sæsonen; fordi han maa have kjedelsjau. — Kje-del-sjau, naar det er travelt. Har du nogensinde i dit syndige liv hørt magen. Men lad nu det gaa; men mens vi saa ligger bommende stille og alle de andre bavianerne tager fra os det ene jobbet efter det andet, saa triner min godeste Dick op efter middag med snip og manschetter og bonjour og stiv hat, som en anden udenrigsminister og meddeler mig ganske rolig, at han skal have fri, for han skal paa byen.
Nu har jeg faret paa salt vand siden jeg blev en næve stor; men jamen er det det stiveste nogen har budt mig til denne dag.»
Jeg smilte sympatisk og lidt uforstaaende. Dick iland midt paa dagen, det kunde sagtens forklares; men maskinist Darling i bonjour og manschetter en hverdagseftermiddag, det hørtes utrolig og jeg rystet tvilende paa hovedet.
«Hvad pokker griner du efter? Din udslidte kuglespidspen! Tror du mig kanskeikke?» fræste Ratje. —«Jo far. Det er desværre altfor sandt, og handsker havde han ogsaa, den kænguruen! Men hvis ikke den forbaskede nordlandsdukken er «la femme» i den historien, saa skal du faa kalde mig gryde saalænge jeg lever.»
«Nordlandsdukken?» Sandelig dette var en dag fuld af uanede nyheder. «Gik Dick paa frierfødder?»
«Næ, hvis han endda det gjorde, saa skulde jeg tilgive ham hans daarskab, saa gammel han er; men vil du tænke dig, den gamle han-idioten har lagt sig til en guddatter. Han som aldrig har havt nogen ting at bestille hverken med gud eller døttre. Og en tilkommen og fornuftig mand skulde man tro. Men «no fool like an old one» siger engelskmanden og han har dyre død ret.»
Themaet begyndte at interessere mig. Ratje var nu kommet i farten, saa nu behøvet jeg bare at pirke lidt i ham en gang imellem med et lidet spørsmaal for at holde ham gaaende.
«Naar begyndte komedien?»
«Aa Dick har altid havt stormandsgalskab, det er min mening; men siden vi gik i kompani med Hahn & Hinken og begyndte at tjene lidt penge har han været uudgrundelig hoven.»
«Dere tjener penger nu da?»
«Aa jo saamen, det kunde gaa værre, men saa ved du det trænges ogsaa, for vor halvdeli «Styggen II» fik vi ikke for ingenting, saa der er baade renter og afdrag at skulle klare. — Men nok om det. Dick som jo er ungkar har et par ganger maattet klare afdragene alene. Men det siger jeg dig, det er det dummeste jeg har indladt mig paa i mine dage. Den gangen Dick og jeg eiet gamle «Styggen», den som forliste, husker du, da eiet vi halvt om halvt, og da var Dick et skabeligt menneske at arbeide sammen med; men siden han nu er kommet til at eie to kroner og femti eller vel saa det mere end mig i denne fillekassen, saa er der forsyne mig faret en hovmodighedens djævel i ham, saa det snart ikke er mulig at være indenbords med ham.
Stiveskjorte og glacehandsker paa en yrkedag, saa skjønner du selv.
Men det er denne fankens jentungen som er skyld i hele uleiligheden.»
«Ja, jentungen, hvor kom hun fra?»
«Fra himmerige eller Nordland eller et varmere sted, hvad ved jeg. Hun kom dumpende ned paa Holbergsalmendingen en dag med parasol og kruset pandehaar og trange skjørter og det hele, da mindst jeg anet det. Dick, det asen, blev rød og bleg, og før jeg fik snu mig, saa var det: Kjære søde onkel Dick og gamle hyggelige onkel Dick, aanei saa morsomt at træffe dig, og jeg skal hilse saameget fra mama. — Du kunde faa kvalme af at høre paa det. — Ogidioten presenterede mig for ladyen. Mig! Hvad byder du? Og frøken Jensen fra Harstad bød mig tre fingre og tørket dem bagefter af paa lommekluden sin! — Æsch!»
«Spørger du om hun var pen? En lang spæd tingest med svai i ryggen og to kulstykker i øienhullerne og vældig kruset haar. Pen? Ja det var hun vist, slig som saanne kvindfolkjægere som du kalder pen. Men hvad business har hun med at være pen, naar hun bruger penheden sin til at dreie hovedet rundt paa en slik skikkelig gammel hankat som Dick Darling. Havde det været dig hun slog fekten paa, saa skulde jeg ikke sagt et muk; men stakkels gamle Dick! Og hvad skal enden blive? Nu kommer hun her næsten hvereneste middagsstund, og onkel Dick her og onkel Dick der og baade fem og ti kroner i pompaduren sin, naar hun gaar. Hun ruinerer ham. Det er hvad hun gjør med penheden sin. Han, tosken, er stok sten blind og smisker og ler og gererer sig som en nybagt dæksgut i Schiedamsche Dyik.»
«Jamen hvorfor taler du ikke til ham og faar ham fornuftig? Du har jo ellers talegaver nok.»
«Sagde du, faa ham fornuftig? Gaa ud paa Nevengaarden du og snak fornuft til patienterne og se om du faar dem fornuftige. Har jeg ikke snakket, tror du? Jeg har bedt og bandet,truet, snakket resonerlig og skjældt ham ud. Alt har jeg gjort; men tror du det hjælper. —
Aanei far. Bare du nævner tøsungen er han færdig til at fly i synet paa dig.
Æsch. Jeg er saa lei hele filleriet at jeg kunde gaa bort og hænge mig. Kom med op til madam Olsen i Kortpilsmuget og faa en dram og et glas øl. Hun pleier at have sager i bagværelset.»
Det begav sig, at jeg kom ud paa andre eventyr og farter, saa der gik maaneder før jeg saa mine venner Ratje og Darling igjen.
Men saa en dag ud paa vaarparten fandt jeg «Styggen II» fortøiet langs Tyskebryggekaien og jumpet ombord. Dick Darling stod i maskinkappen og Jonas Ratje støttet sig mod styrehusdøren.
Dick var bleg, og saa svært daarlig ud. Han var blevet saa underlig gammel og var ligesom mindre end før. Jeg skulde netop gjøre en bemærkning i den anledning, da jeg blev opmærksom paa Ratje. Han gjorde de besynderligste ansigtstrækninger, blinket med øinene, kort sagt, han bar sig som han havde voldsom tandpine. Samtidig hyttet han til mig bag Dicks ryg, og jeg skjønte, at han ønsket at telegrafere et eller andet til mig; men i farten var det mig ikke mulig at forstaa, hvad det var.
Imidlertid var jeg paa min post og intet usædvanlig hændte; men da Jonas og jeg var kommet tilsæde i styrehuset, og Dick var krøbet ned igjen i maskinrummet forlangte jeg energisk en forklaring paa de underlige fagter.
«Ok,» sagde Ratje. «Jeg blev saa bange for, at du skulde sige noget til Dick om Jesabel.»
«Aa, om den unge damen, som du var saa forarget paa sidst?»
«Sagde du damen? Ja det var en nydelig dame det. Du ser, hvad hun har faaet ud af Dick stakkar. Han er blevet en olding, gammel og indskrumpet og skjælvhændt og syg og elendig, og humøret hans er gaaet i hundene, saa han kan ikke prestere et smil, om han saa haler det op med en trosse. Men havde jeg hende her saa skulde jeg forsyne mig tampe hende paa bare enden med mine egne hænder.»
Jonas spyttet inderlig forarget. Jeg vilde gjerne høre mere om dette og holdt følgelig fred. Det kunde være ubekvemt at komme med formange spørgsmaal til Jonas Ratje; men tog man ham paa rette maaden, fik man i regelen vide hvad man vilde.
Han stopped piben sin og dampet en stund i taushed før han atter klemte paa.
«Ja, du husker sidst du var ombord. Det var endda den dagen han havde rigget sig til i stiveskjorte og hansker. Efterat du var gaaet, kom han ombord ud paa eftermiddagen ogjenten var med ham. — Men det var et syn. Ny hat og ny kaabe, kjole fra Sundt & Co. og lysegule støvler og slør og langsjal, som hun kunde være en konsulfrue fra Kalfaret, og ikke som en anstændig skomagerdatter fra Harstad.
Men Dick, det asen var glad. Han smilte saa kjæften gik helt op til ørene, saa lykkelig som om han havde arvet, og ikke som om han havde lagt ud hundredeogfemogseksti blanke kroner paa det værste hunafskum som nogensinde har traadt Bergens gader.
Og jentungen smøg sig omkring ham som en slange og onkeldicket ham til han blev skrubtosket. — Aa det var værre end en filmens dronning i et appachedrama.
Men ret som det var, fik hun det saa travelt med at komme afgaarde, at det var fælt. Hun skulde absolut møde en veninde klokken syv precis. Onkel Dick maatte endelig undskylde hende. Hun vilde meget heller have blevet hos sin snilde gamle onkel; men som sagt hun maatte afsted.
Dick stakkar, syntes han maatte trøste hende, fordi hun maatte gaa fra ham, og saa stak han til hende en tikrone og sagde, at det var rigtig bra hun maatte gaa, for nu maate han alligevel i kjedlen og gjøre den ren.
Men da tøsen var gaaet sin vei, kunde jeg ikke dy mig længere, og saa læste jeg op for Dick hvad jeg syntes om baade ham og hende.Det endte med at vi havde os et regulært lidet slagsmaal, og da vi var færdig med det, var stiveskjorten ikke længer presentabel. Det var i det heletaget en forholdsvis kostbar dag for Dick den dag.
Da vi havde havt vort opvask, blev han mere manerlig, og næste morgen var kjedlen ren og alt klappet og klart til at go ahead. Sit arbeide kan han jo. Og enten det nu var julingen han havde faaet, eller det var fordi han syntes han maatte gjøre op igjen for de mange penge han havde lagt ud, nok er de følgende dage hang han i som en smed.
Men Jesabel saa vi ikke noget til. Til at begynde med tog Dick det rolig. Ja han trallet og sang saalang dagen var og var bare solskin. Han gik omkring og fortalte mig baade det ene og det andet for at vise mig for en framifraa jente hun var, denne frøken Jensen. Hun var datter til gamlekjæresten hans, og hun lignet sin mor op ad dage. Og hun var saa gjild, at der var ikke maade paa det. Jeg ved ikke alt det sludder han vræket af sig.
Der gik to og der gik tre dage og hele ugen. Jentungen saa vi ingenting til. Dick blev mere og mere lang i ansigtet; men han sagde ikke noget, og ikke jeg heller. Jeg var bare glad vi var kvit hende.
Saa lørdag eftermiddag kom der en spirrevip af en kontorist ombord. Han vilde fragte«Styggen II» til en tur rundt Askøen om søndagen. De var nogen damer og herrer som skulde paa plassertur.
Ja vi blev enige om prisen og fyren betalte kontant det jeg forlangte. Udover natten gik Dick og jeg og skrubbet og pudset messing og gjorde alting shipshape saa godt vi kunde.
Nei, «Styggen» har ikke noget passagercertifikat; men vi har jo salon ombord og det er ikke første gangen vi har havt passagerer. Vi har endogsaa været paa havforskning.
Naaja. Nok om det. Søndag morgen laa vi nede ved Møhlenpriskaien saa pudset og fin som en lystyacht, og da vi hørte passagererne komme borte i bakken, stak Dick nedenunder for at gjøre maskinen klar. Selv gik jeg til landgangen for at hjælpe dem ombord.
Det var et følge, vist en fem seks par med rygsækker og nistekurver og flasker som sig hør og bør til en rigtig plassertur.
Men hvem tror du var med i følget? — Jesabel alias frøken Jensen iført al den dyre stasen, den hun havde faaet af Dick.
Da hun opdaget at det var «Styggen II» hun skulde ombord i blev hun pludselig benauet. Hun stoppet op, pegte paa baaden og spurgte kavalorten om det virkelig var meningen hans at byde en dame som hende en slig sjofel baad som den der. Aldrig i livet vilde hun sætte sin fod ombord i den.
Saa blev der opstandelse. — Arrangementsspirevippen blev evig ulykkelig og alle de andre samlet sig om hende og tigget og bad hende om at tage tiltakke. Det var ganske som et cirkus med pantomime.
Det kunde varet længe, hvis ikke pokker var faret i mig.
«Bare træd ombord I, jomfru Jensen. I har jo været her før, saa I kan vise de andre herskaberne veien,» sagde jeg og lettet paa huen.
Hun maalte mig med et blik, som hvis blikke kunde tilintetgjøre o.s.v. — som der staar i romanerne. Men Ratje er ikke saa let at knuse, ved du. Med min sødeste stemme fortsatte jeg: «Og onkel Dick vil blive saa henrykt over at se Jer.»
Hun stod som om hun ikke vidste enten hun skulde løbe sin vei eller ikke, og for at hjælpe hende over en pinlig situation brølte jeg ligegodt ned gjennem skylightet til Dick, at han maatte komme op, for her var en dame som vilde hilse paa ham.
Dick kom og var først bare solskin. Men da han saa hvor flau og genert hun var og merket Jesabels onde hjerte, saa blev han saa underlig lang i fjæset og blev staaende og trippe, som han slet ikke vidste, hvor han skulde gjøre af sig selv. Saa snudde han helt rundt paa hælen og gik ned i maskinrummet igjen. Der blev han forsyne mig hele dagenuden at vise sig i maskinkappen engang, enda det blev saa stegende varmt, at det var rent et syn. Hvis ikke jeg havde sørget for at sende drikkevarer ned til ham i passende hyppige portioner saa tror jeg han havde kreperet. — Men det bedrøver mig at maatte tilstaa at Dick, det naut, blev mildest talt usømmelig synlig beruset.
Jomfru Jesabel havde det storartet. Jeg sørget for hende paa alle maader, bad hende være forsigtig med den pene kjolen, som hun havde faaet hos onkel Dick. — Og undskyld frøken, skal vi ikke lægge den hatten forsigtig ned i salonen. Onkel Dick vil ikke lige, at den dyre presenten hans bliver ødelagt; og gid frøken, der har De faaet en flæk paa det sjalet som onkel Dick betalte tyve kroner for. — Kort sagt, jeg kunde ikke været mere omhyggelig for hende, om hun havde været min egen datter. —
Men tror du bæstet satte pris paa det. — Nei far, hun saa ud som hun vilde æde mig hvergang og hun fik spirrevippen til at se næsten lige saa morsk ud.
Ok ja! Utak er verdens løn. Men jeg tænkte hun kunde have godt av det; for naar hun skjønte, hvor varmt jeg tog mig af hende, saa kanske hun ikke vilde tørke hænderne sine i lommedugen næste gang, hun tog en ærlig mand i haanden.
Naaja, den dagen fik ogsaa en ende og vi kom omsider ind til byen igjen. Der vilde Jesabel liste sig iland uden at sige farvel til sin kjære onkel. Men se det blev der ikke noget af. Jeg sørget personlig for at Dick kom paa dæk i sidste øieblik og rakte hende haanden til afsked. Men saa skammelig utaknemmelig var den svinemær at hun ikke engang vilde tage ham i haanden, endda Dick slet ikke var værre end at han kunde staa paa sine ben.
Spirrevippen vilde lægge sig imellem for at skaane hendes finere følelser. Men det skulde han ikke have gjort ligevel, for det kom han til at angre paa. Dick blev olm og langet spradebassen en i synet, saa han for trekantet bort over dækket. — Og saa blev der halloi. — Damerne skreg i vilden sky, og herrerne morsket sig, og Dick gik bersærkergang, hvad jeg ikke kunde fortænke ham i.
For ikke at faa «Styggen»s renomé ødelagt blev jeg omsider nødt til at stifte fred. Derfor kastet jeg hele selskabet iland og slog to pøser vand paa Dick, hvilket kjølet ham af saa passelig, saa han atter trak sig tilbage til maskinrummet. Dernede satte han sig til at tude som en unge og vrøvlet en hel del om en slange ved sin barm. Sommetider var det mig han mente og sommetider Jesabel. Men han var jo fuld, saa jeg tænkte det gik nok over.
Mandag morgen havde han hovedpine ogbondeanger, som sig hør og bør dagen derpaa. Han vrøvlet noget om at han var et elendig og foragtelig menneske, og at det var rimelig en dame som frøken Jensen ikke vilde have noget at gjøre med ham.
Jeg trøstet ham og sagde, at det kunde han være glad for. — Men glad var han ikke.
Men jamen kom den frække tøsungen ombord udpaa eftermiddagen. Og enten du vil tro mig eller ikke, saa blev der stor forsoningsfest; hun graad og Dick snøftet og det hele var saa yndigt, at jeg maatte op til madam Olsen og tage mig en toddy til at svælge det hele ned med. Da jeg kom ombord igjen fik jeg vide at hun og Dick hadde bestemt at gaa i Nygaardsparken om kvelden og høre paa koncert. Dick var saa idiotisk lykkelig at han spurgte om ikke jeg vilde gaa med dem. Jeg indrømmer at jeg kunde sagt nei paa en pynteligere maade end jeg gjorde. Han mente det vist godt, tosken.
Dagen efter var hans humør sort som sod, og da jeg spurgte om han havde moret sig, saa bad han mig ryge og rende og fare — naaja, du forstaar hvorhen. Men det var nu lidt uhøfligt af ham; for det var virkelig ikke min skyld, at Jesabel fandt kontorspirrevippen i parken og stak af med ham, saa Dick blev staaende igjen som en anden Per Snott.
Jeg synes han burde være evig taknemligfor at han endelig havde faaet øinene aabne. Men langtifra! Allerede to dage derefter kom tøsungen og gav ekstragallaforestilling her paa agterdækket paa «Styggen II» igjen, og Dick danset efter hendes pibe paany som en gammel dansebjørn. Det var sandelig baade sørgeligt og usømmeligt. Men jeg havde faaet nok af at blande mig op i hans affærer, saa jeg tiede bom stille og sagde ingenting, selv da hun gik sin vei med to gule sedler i pompaduren. Hvis Dick havde besluttet at gaa i hundene, saa gjerne for mig. — Men slig gaar det, naar folk ikke faar raset ud i ungdommen, saa maa de rase naar de bliver gamle, og da bliver de titusen gange værre.
Naa ja. Der gik nogen dage, hvor Dick skinnet lidt op igjen, og hun kom hver middag og onkeldicket ham. — Men saa blev hun pludselig borte igjen, og vi hørte ikke mere til hende, før en dag der kom en detektiv ombord og spurgte efter Dick Darling. Jentungen var mistænkt for at have stjaalet et gulduhr fra kontoristen sin. Nu mente politiet, at hun havde stampet det eller solgt det; men selv sagde hun, at hun havde faaet penge hos Dick og at det var de hun havde flottet sig med.
Dick gik iland paa flækken, og «Styggen II» lagde op hele eftermiddagen. Du kan vel tænke dig, hvor forarget jeg var.
Men neimen om jeg orket at sige noget tilDick, da han kom ombord igjen om kvelden. Han var askegraa i ansigtet, og han kunde ikke samle sine tanker saameget at han kunde sige to ord i sammenhæng. Jeg troede sandelig at han var blevet gal.
Af detektiven fik jeg siden vide, at Dick kom til hende i varetægts-arresten. Da havde hun først spillet fornærmet og nægtet alt; men om lidt var hun stukket i at jamre og græde, og saa havde hun erkjendt tyveriet og en hel del andet, som ikke var pent og passende for en ung pige. Dick, stakkar, havde staaet saa hjælpeløs som et lidet barn, for hvem hele verden er gaaet istykker, og havde bare dreiet huen rundt og rundt i hænderne ustanselig, mens taarerne silte ned over kinderne hans. Det var meget værre end om Jesabel var hans egen datter.
Siden gik han ud og løste ind uhret hos pantelaaneren og bragte det tilbage til kontoristen samme aften.
Men jenten blev alligevel dømt for tyveri og løsgjængeri; for hun havde nok været et vidtløftig pigebarn paa mange maader.
Da hun kom ud igjen var Dick selv inde paa politikammeret og hentet hende, og samme kvelden blev hun skibet nordover til Harstad med hurtigruten. Dick betalte selv billetten og fulgte hende ombord.
Dermed skulde den historie have været slut.Da «Mercur» kom sydover igjen var Dick ombord for at spørge styrmanden om hun var kommet vel frem. Men der fik han vide, at hun var stukket af i Trondhjem. Simpelthen sporløst forduftet.
Ok ja far! Det er altsammen saa sørgeligt, at du kunde le dig kvæk ihjel af det.
Dick stakkar er bare et vrag og gaar omkring om dagene som en Jeremiæ begrædelsesbog i pragtbind. Du ved jeg bander nødig; men pinedø kan man fristes. Jeg synes, at du gamle fyldepen skulde skrive i aviserne at slige forbistrede pigebørn burde sættes under laas og lukke i al evighed, amen!
Hjælpe! Nei naturligvis kan det ikke hjælpe, saalænge slige halvgamle idioter som Dick gaar omkring med en voksklump til hjerte; men er det ikke fanken, at slig en krøltop af et fruentimmer skal kunne ødelægge en mand slig da. Kvindfolk skulde afskaffes. Det er min mening. Et enkelt eksemplar skulde sættes paa spiritus og sendes paa musæet til skræk og advarsel. Det vilde være mere end tilstrækkeligt.»
«Jamen du er jo selv gift, Jonas Ratje!»
Han glæfset i saa gnisten sprutet af ham: «Der er vel forskjel paa kvindfolk og kvindfolk. Dina Ratje født Weidemann er et anstændig menneske, det skal jeg lade dig vide. Hun er ikke nogen jomfru Jesabel,anddon'tyou forget, eller saa forsyne mig skal du faa svælge tænder som grynvælling.»
Jeg havde et svare stræv med at stille ham tilfreds og da jeg nogenlunde havde beroliget ham piltet jeg iland. Luften ombord i «Styggen II» var ikke rigtig klar den dag.
Men for min ven Dick Darling var jeg dybt bedrøvet.