The Project Gutenberg eBook ofS/S "Styggen"This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.Title: S/S "Styggen"Author: Burchard JessenRelease date: October 31, 2010 [eBook #34183]Most recently updated: January 7, 2021Language: NorwegianCredits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the OnlineDistributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK S/S "STYGGEN" ***
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.
Title: S/S "Styggen"Author: Burchard JessenRelease date: October 31, 2010 [eBook #34183]Most recently updated: January 7, 2021Language: NorwegianCredits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the OnlineDistributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net
Title: S/S "Styggen"
Author: Burchard Jessen
Author: Burchard Jessen
Release date: October 31, 2010 [eBook #34183]Most recently updated: January 7, 2021
Language: Norwegian
Credits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the OnlineDistributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK S/S "STYGGEN" ***
Avskriverens bemerkningerÅpenbare trykkfeil er rettet i denne e-boka, men forfatterens stavemåte for øvrig er beholdt. Enordliste med rettelserfinnes sist i boka.
Åpenbare trykkfeil er rettet i denne e-boka, men forfatterens stavemåte for øvrig er beholdt. Enordliste med rettelserfinnes sist i boka.
af
4. tusen
Forlagets logo
Forlagt af H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard)Kristiania1917
Copyright 1917H. Aschehoug & Co.Kristiania.
W. C. FABRITIUS & SØNNER A/S.
Side
By og bygd1
Gjennem pumperne14
Nedenom og hjem47
Jesabel63
Syndens sold81
Diplomatiske forhandlinger97
Mamons træller117
Sandheden om briggen131
Der var igrunden altfor meget lys. Paa en skyfri junihimmel stod en blankpoleret sol og sendte digre straalebundter ned over byen og havnen, over fjorden og fjeldene rundt om.
Rundt Vaagen laa husrækkerne og formelig æste varme ut af træværk og murer. Luften var tyk av fiskestank og alskens ubehagelige dunster, for end ikke det mindste vindpust bragte svalning eller frisk luft.
Over paa Tyskebryggen stod kjøbmændene enkeltvis eller et par tre i klynge og svettet under skurene paa bryggekantene; men det var saa varmt at de ikke engang orket at klage over tidernes elendighed, som de ellers pleiet.
I laget udenfor Nykirkealmendingen laa en stor engelsk damper omgivet af skuter og baater. Den fyldte hele havnen med wincherammel og al herlig støi, saa man selv i denne døsige dag fik et indtryk af liv og rørelse paa Vaagen. Over paa den anden side ved Fæstningskaien laa en enkelt rutebaat og forsøgte at se smart ud. Det var jo midt i turistsæsonen. De elektriskefærger vimset frem og tilbage som sædvanlig og ret udfor moloen laa en liden slæbebaad plat stille og drev.
Det var «Styggen», kaptein Jonas Ratje.
Jonas Ratje havde faret tilsjøs siden han slap for presten; og det var længe siden. Han havde pløiet mange have og seet lidt af hvert i verden; men det var gaaet ham som det gaar alle sjøfolk. Han var blevet ludende lei af sjøen endnu før han var femogtyve aar gammel. Saa giftet han sig og sjølivet blev ligetil uudholdelig. Men engang da Ratje alt var lidt oppe i tredveaarene faldt han over gamle maskinist Dick Darling, en underlig skrue, halvt skotte halvt nordmand af herkomst. Den gamle var lige saa lei af sjøen som Ratje og vel saa det. Men nu havde han faaet øie paa et gammelt vrag af en taugbaat som var tilsalgs.
Dette var i South Schields.
Enden paa visen var, at han og Ratje gik i kompani. De fik vraget for spotpris; foretog egenhændig en del høist paakrævede udbedringer, og seilte nøddeskallen over Nordsjøen i oktober maaned, de to alene, eftersom de ikke havde raad til at hyre hjælp, og forresten vist ikke havde kunnet faa nogen til at gaa med, selv om de havde kunnet betale.
Det var det rene galmandsværk; men mærkelig nok kom de ikke alene helskindet over men var ovenikjøbet saa heldig at træffe paaen drivende brig udenfor Marstenen. De tog den paa slæb og tjente en ganske pen skilling paa det, saapas at de fik baade skrog og kjedel i nogenlunde stand paa fillebaaden sin.
Men det var den eneste gang de virkelig kunde siges at have havt lykken med sig. Siden havde de og «Styggen» ført en tilværelse saa at sige fra haand og i mund med slæbning og mere eller mindre legalt sjørøveri. De havde fegtet sig frem fra dag til dag, puffet og ugleseet af konkurenterne. De havde maattet sluge mange bitre skuffelser; men lidt efter hvert havde de lært alle trick i traden, og nu efter nogen lange aars læretid havde de vundet frem til en egen position her nede paa Vaagen.
Ingen kunde sige, at de var elsket, hverken Jonas Ratje, Dick Darling eller «Styggen»; men de var frygtet. Ratje havde nemlig blandt andet en tunge, som ved passende anledning kunde lægge ord til en situation paa en maade, som ikke saa let glemtes. Og Dick kunde paa sin stilfærdige, uudforskelige maade mærke en uven, saa man vogtet sig for at komme ham tvers for baugen mere end høist nødvendig.
Men netop fordi disse to, hver paa sin maade, forstod den kunst at være ubehagelig, hævdet de sin stilling, selv om de uafladelig levet paa krigsfod med hele bugserbaadflaaden. Det var en stille intens undergrundskrig, som aldrig bød et øiebliks vaabenhvile.
Alligevel ligte de sig igrunden fortræffelig, for kampen gav dem stadig mange smaa triumfer. Mangen spænding, som livet op i hverdagslivets einerlei, var deres. Endelig havde de begge evnen til at nyde skadefrydens salighed. Det var ikke ubetinget smukt; men slig som forholdene nu engang laa an, var det sundt.
Saa laa altsaa «Styggen» hin solhede sommerdag med stoppet maskine og drev udenfor moloen. Ratje hang over rattet og Darling stod i lugen til maskinrummet og tørret svetten med en tvistdot.
Desværre var det dødt i businessen for øieblikket. Det sørgelige faktum var, at de havde ikke havt en job hele dagen; for imorges kom «Sabben» og nappet et skudeslæb til Salhus lige for næsen af dem. Begivenheden foranlediget mange unødvendige ord fra Ratje og en stille beslutning om hevn hos Dick.
For at faa en smule afløb for noget af sin galde havde Ratje derpaa sat kursen for Sukkerhusbryggen, hvor han tog ind ti tons vand fra byens vandværk. Samtidig fik han anledning til en særdeles oplivende krangel med vagthavende havnebetjent, som han snød for tre af de nævnte ti tons.
Men det var ogsaa alt «Styggen» og densbesætning havde udrettet hele den udslagne formiddag, og nu gik klokken alt mod tolv.
Ude ved Heggernæsset laa en vedlastet sognejægt med raaseilet hængende slapt langs masten, mens tre mand i en færing sled for haarde livet med at bugsere den indover. Ratje tænkte et øieblik paa at gaa ud og praie den for slæb; men bestemte sig alligevel for at lade være. Der var liden mening i at brænde kul paa slig en uvis forretning. I bedste fald kunde han tage ind to tre kroner for slæbet; men sandsynligheden talte for at jægteskipperen, den gnier, vilde spare sine kroner og lade folkene slave sig ihjel. Det var langt tilkvælds, og naar bare han var inde og vel fortøiet til natten, saa var vel han tilfreds.
Nu var der intet andet tilbage end et lidet forlorent haab om at Trumpen, kulformanden hos Hahn & Hinken, skulde komme og praje dem for et slæb. Slikt hændte iblandt, for Ratje og Trumpen havde sine smaa hemmelige aftaler, ifølge hvilke Trumpen fortrinsvis benyttet «Styggen» naar det var noget. Aftalerne var lige fordelagtige baade for Trumpen og Ratje; men kanske ikke fuldt saa indbringende for Hahn & Hinken. Desværre, man kan nu engang ikke drive sjørøveri uden at det gaar ud over nogen. — Og Ratjes samvittighed var tøielig.
To kjuagutter havde najet en baad fra en sognjægt inde ved Dræggen. Nu satte de kursen freidig mod fjorden, mens sogningen stod igjen og raabte og bandte i solstegen. Imidlertid begav det sig, at de to vikinger røg i totterne paahverandreom suprematiet ombord. Det endte med et gallaslagsmaal, som gav sogningen tid til at forfølge synderne landværts. Følgen var, at da de to i baaden havde fundet ud, hvem som var den stærkeste og havde indrettet sig derefter, saa stod sogningen paa pynten af Fæstningskaien for at standse dem med sin tales velklang eller paa anden maade.
Han opnaaede ogsaa det. For da de to i baaden kom tvers af pynten, lagde de sig tilro paa aarerne og optog ordskiftet paa sin side. Sogningen skjældte, saa godt han havde lært, og selv syntes han det ikke var saa lidet; men han opdaget efterhaanden, at han havde fundet overmænd i den kunst.
Med medfødt veltalenhed udøste gutterne sin kritik over den stakkars bonde. De fortalte ham nøiagtig og uden omsvøb, hvad de syntes om hans personlige udseende. De gav en kort og drastisk oversigt over hans familieforhold og afstamning, saaledes som de opfattet det. De valgte med kyndighed og virtuositet sine udtryk fra det bergenske gadesprogs rige ordforraad. Sogningen havde fuldt ud følelsen af at ordene ikke var smigrende. Derfor svor hanved alle sine hjemlige guder, at fik han saasandt fat i de nederdrægtige byfantene, saa skulde han minsandten rundjule dem slig, at de ikke skulde se ud som folk de første fjorten dagene.
Ratje var blevet opmærksom paa balladen. Han raabte bort til Dick, at maskinen skulde sættes igang, og et par slag af propellen bragte dem over paa den anden side af indseilingen, hvor de havde fuld oversigt over komedien.
Det var fra først af pur nysgjerrighed, som bevæget Ratje til denne manøvre; men pludselig slog det ham, at her var en liden forretning at gjøre. Han studset et øieblik paa, hvorledes han skulde gribe sagen an. I grunden var der nok af kjuagutten i hele hans konstitution til at hans sympatier var helt og holdent paa de to benglers side; men samtidig var han klar over, at det ialfald ikke var dem som kunde betale for assistance. — Og derefter tog han sit parti.
«Sei, du sogning! Eg er enig med gutungerne i, at du ser ud som en abekat; men det er det samme, ka betaler du meg for at sætte deg ombord i baaden din?»
Sogningen bed over agnet. Nu var hævnen indenfor rækkevidde. —«En krone,» bød han flot væk.
«Gaa hem og blaas. Vil du give ti?»
«Nai,» kom det bistert tilbage. Denne verdens nydelser kan kjøbes for dyrt. «Nai,»sagde han endnu engang afgjort. «En krone og femti! Vil du saa kom an.»
«Nai,» hermet Ratje og satte sig tilrette paa hyttetaget. De to unge haabefulde var alt paa vild flugt bortover mod Skudevigen.
«To kroner da, og ikke en øre mere.»
«Hør her, din gamle noksagt. Om fem minutter er gutterne kommet iland, og baaden din er i drift udover fjorden. Vil du saa give fem kroner for at blive sat ombord, eller vil du ikke?»
Sogningen stod ubeslutsom. Synderne var nu næsten helt borte ved Bontelbo; men fem kroner! Nei piskedausen, det var alligevel for mange penge, og atter bed han af: «Nai!»
«Ja ja far, som du vil. Farvel, hils hem. Fuld fart forover Dick!»
Men det blev formeget for sogningen. Et var at sige nei, saalænge der var haab om hjælp; men at se baaden og hævnen glide sig ud af hænderne, det klarte han ikke. Han sukket tungt, tørket sig over ansigtet med hueforet og raabte: «Nei stop nu lidt kar. Du har vel ikke slik braahast. Du skal faa fem kroner da, og gid du maa være fordømt for en dyrkræmmer, din byfant.»
Ratje lod sig ikke sige to gange. Han lagde roret om og klappet langs kaien saa elegant, som om det var en lystyacht han førte. «Jump ombord, din grinebider.»
Sogningen var saa ivrig efter at begynde jagten, at han nær var hoppet paa sjøen. «Driv paa karer, driv paa,» sagde han. Han trampet i dækket af bare utaalmodighed.
Men Ratje tog det med irriterende ro. Han satte sig godt tilrette paa hyttetaget og gjorde ikke den ringeste mine til at ville komme afsted. Sogningen var færdig til at fly i flint.
«Tag det med ro, din hankat. Jeg liger ikke slige gebærder ombord i mit skib. Vi har ingen hast. — Pengene først, før kommer vi ikke af pletten.»
Naaja, der gik et kostbart minut til spilde med yderligere vrøvl; men da sogningen saa at gutterne var naaet helt bort til Gert Meyers boder med al udsigt til at naa land, før de kunde bli indhentet, saa tog han det fornuftige parti. Han halte op en stor hestehandlerportemonæ og talte forsigtig op paa hyttetaget fire kroner og femti øre.
Endnu i dette hellige øieblik maatte han prutte.
«Det er alt jeg har. Du lyt gjøre det for det,» sagde han afgjørende og stak portemonæen i lommen igjen.
Men da vaagnet Ratje.
«Aa du din skidne, stinkende bondeknøl, er det mig du vil holde for nar? Tag dine raadne skillinger og se til at pille dig iland og det lidt fortere end fort. Din udspekulertegorilla. Har jeg sagt fem kroner, eller har jeg sagt fire kroner og femti øre? Kom iland, hører du, straks paa flyvende flekken.»
Sogningen sagde ikke mere. Han halte op pungen igjen og lagde den sidste femtiøringen ved siden af de andre pengene.
«Allright!» sagde Ratje, han strøg pengene til sig i en haug. «Full speed, Dick. Hurry up nu. Har manden betalt, saa skal sandt for dyden «Styggen» gjøre sin pligt.»
Jagten var kort men spændende. Gutterne som syntes det drog i langdrag, havde alt gjort sig op, at der blev ikke noget af det hele, og havde ændret kurs udover fjorden. Men da de saa mærket, at de blev forfulgt, gjorde de et fortvilet forsøg paa at naa ind i baadhavnen ved det militære badehus.
Men «Styggen» var dem for rap i vendingen. Det blev straks indlysende at tilbagetoget var afskaaret.
Da tog pokker ved dem. Al deres medfødte gutteondskab tog fart, og mens bugserbaaden halte ind paa dem, saa det høist kunde vare et minut endnu, brugte de dette minut til at varpe overbord aarer og øskar, tofter og tiljer. Alt som løst var slang de bortover sjøen saalangt de orket.
Sogningen stod og saa paa ødelæggelsens vederstyggelighed og bandte saa blaa luen stodham ud af halsen. Hu! Han skulde lære de banditterne!
Ratje frydet sig, og selv gamle Dick kunde ikke lade være at smile. «Hvad fanken var det som randt i dem?»
Den ene af gutterne rev nyglen af baaden og sendte den samme vei som alt det andet, og da det var gjort, reiste han sig og lo frydefuldt mod solen. Det saa ikke ud til at knegtene var bange for konsekvenserne.
I samme nu som Ratje hukket baadshagen i baaden sprang begge gutterne paa sjøen og lagde paa svøm udover. De havde nok regnet ud paa forhaand at sogningen først og fremst vilde tænke paa baaden; men uden aarer og inventar og uden nygle kunde han i det mindste ikke forfølge dem.
Det gik ogsaa ganske rigtig slig. Sogningen hoppet i baaden sin uden at tænke paa følgerne, og Ratje, som straks var med paa noterne, stødte den fra borde med kraft og eftertryk.
Der sad sogningen.
Ratje tog roret igjen og satte efter synderne, som han halte indenbords lidt mere haardhændt end strengt taget nødvendig. Han var halvt om halvt tilsinds at holde en liden ekstradommedag for sin egen fornøielse; men samtidig var han paa det rene med, at sogningen skulde holdes udenfor den affære. Det var ikke nødvendig, at en slig stril lagde haandpaa byens barn. Han skulde selv besørge det fornødne.
Sogningen sad i baaden og raabte og skreg og bar sig. Han havde stukket en finger i nyglehullet og havde det ikke bekvemt.
Ratje gjorde atter en sving bortover til ham. «Halloi, hvad bæljer du efter? Nu har du jo baaden din.» Han stak hænderne i lommen og godtet sig inderlig. De infernalske spillopmagerne havde virkelig gjort sine sager upaaklagelig.
«Aarene og det andet kram? Nei far, jeg har andet at bestille end at fare Byfjorden rundt efter vraggods og drivtømmer. Det bliver din egen sag, som ikke ved, hvad et par ægte bergenske kjuagutter kan finde paa. Desuden det er udenfor kontrakten. — Men det er det samme. Hvad betaler du?»
Sogningen vilde ingenting betale, og han sagde det med mange ekstra sprogblomster.
«Nei nu er du grov,» sagde Ratje. Men ligemeget. Du skal ikke faa sagt, at jeg er vrangvillig mod en god kunde. Vil du give mig to kroner, saa skal jeg fiske op det meste saa du bliver hjulpen.»
Sogningen vilde fremdeles ikke.
«Allright, min mand. Naar du er saa sta, saa faar du have det saa godt. Jeg skal vente i fem minutter, om du vil ombestemme dig.»
Da tre minutter var gaaet havde sogningen udtømt saa meget af sin galde, at han besluttetsig til at akceptere Ratjes tilbud; men da hændte noget.
Ratje skulde netop til at fiske op den første aare, da Dick pludselig afbrød ham: «Lad nu de narrestrekerne fare. Nu er der andet at tænke paa. Ser du derude i Kvarven?»
Ratje lod aaren drive og skygget med haanden over øinene mod solen. «Donnerwetter! Det er «Midnight Sun»! Gudskelov, vi har ti ton ferskvand paa tanken. Først til møllen faar først male. Det blir femogtyve kroner mindst til os det, Dick! Shake her up, old man. Nu gjælder det at være om sig.»
Han blev saa ivrig. Men saa kom det som en eftertanke. «Men vi kan ikke lade den arme tosken ligge her og drive.»
«Vi maa!» sagde Dick tørt. «Kast gutterne overbord og lad dem hjælpe sogningen.»
«Ja du siger noget. — Men nei, det bliver alligevel synd.» Han hukket baadshagen fat i den anden aare, som netop kom drivende forbi og halte den indenbords. «Se her, din vadmelsbrok!» skreg han og kastet aaren over til sogningen. Denne var ikke sen til at gribe den. «Nu klarer han sig altids. Gutterne faar følge med. Vi sætter dem iland paa Sukkerhusbryggen, naar vi gaar ind efter ny vandforsyning.» Han hug næven i rattet. «Dick giv hende alt hun kan taale, om saa kjedlen din gaar tilhimmels.»
Paa hver sin side af den høitidelige kontorpult i det indre kontor sad de herrer Hahn & Hinken.
Nede ved døren i respektfuld afstand stod taugbaadskipper Jonas Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene. Af og til kastet han et bekymret forventningsfuldt blik bort paa Hinken, som pleiet at føre ordet der paa kontoret. Men Hinken sad længe uden at sige noget, han saa ned i nogen papirer i dybe tanker.
Ratje forsøgte et diskret kremt; men det lod ikke til at det hjalp.
Der gik et minut og to og tre. Situationen blev næsten lummer, og Ratje gjennemgik i stilhet sit synderegister. Der var jo desværre et og andet punkt, hvor resterne af hans samvittighed ikke var saa blankpoleret, som den gjerne burde være. Kunde det være mulig, at firmaet havde faaet greie paa de filleprocenterne, som han pleiet at stikke i arbeidsformandenderes, denne Trumpen som han kaldtes; eller var de kommet under veir med, at han pleiet at kulle «Styggen» fra firmaets kulskuder, uden altid at huske det ved opgjørene. Eller — —
Han blev afbrudt i sin tankegang af Hinken: «Ved De hvad, Ratje, 57 kroner for de sidste slæbene, det er blodpenge.»
«Undskyld hr. grosserer, naar grossereren betænker at vi arbeidet i et kjør uden skaffestunder og langt udover natten. Ja De ser, Trumpen har jo kvitteret for timetallet, og — —»
«Ja ja. Lad nu det være godt for denne gang. De kan hæve pengene ude hos kassereren. Men det var nu ikke nærmest det vi skulde tale om idag. Hm, sig mig, kaptein, kan De paatage Dem at forsvinde fra jordens overflade, De og baaden Deres, og han den gamle maskinisten, hvad er det nu han heder?»
«Dick Darling.»
«Javel, det var det han hed. Kan Dere forsvinde totalt i otte dage uden at vække opsigt og uden at nogen kommer med ubekvemme spørgsmaal?»
«Det kommer saamen an paa det,» trak Ratje det tvilende ud.
«Ja, det skal naturligvis ikke gjøres for ingenting. Vi betaler en rimelig dagpenge for baade folk og skib.»
«Kunde ikke grossereren forklare det lidt nærmere?»
«Nei, først maa jeg vide om De kan dette eller ikke?»
«Naar?»
«Aa, der er god tid. Det bliver ialfald ikke før om en fjorten dage.»
«Jo, det kan jeg altids klare. Der er mere end tid nok til at slaa ud nogen skrøner, som nok vil blive troet. Men jobben?»
«Skal vi snakkes om senere. Midlertid faar De holde Dem klar, sørge for at proviantere for en fire fem dage og fremforalt ikke lade nogen vide, hvor De skal hen.»
«Nei, det er vel vanskelig nok det, naar jeg ikke ved det selv engang. Bliver det langt slæb?»
«Nei slet ikke slæb. De skal ud paa andre eventyr og farter dennegangen. Og er De den mand jeg tager Dem for saa kommer De at lige Dem godt. De skal faa bud fra mig, naar saalangt kommer.» Hinken fordybet sig atter i sine papirer for at antyde at audiensen var forbi.
Ratje gik. Det var regnveir, rigtig sipende regn. Folk i Strandgaden pilte afsted i den graakolde eftermiddag for at komme i hus saasnart som mulig. Bare en konstabel vasset afsted med langsomme reglementsskridt midt i gaden. Alle andre havde som sagt hastværk, undtagen Ratje. Han blev gjentagne gange staaende i dybe tanker. Engang var det enda saa paafaldende, at en kjuagut stoppet op ogspurgte om han var ansat som «Christiesstøtte», hvis ikke fik han flytte sig fra fortoget før han groede fast.
Ratje smilte og tog sig sammen. Han gik ret ombord i «Styggen». Den laa som vanlig naar den var ledig ude ved Holbergsbryggen. I «salonen» sad Dick og Trumpen og spyttet skraatobak udover dørken. Trumpen flyttet sig for at give plads for Ratje: «Nu, hvordan gik det. Gjorde han vrøvl,» spurgte han.
«Nei, han betalte allright nok, og du skal faa dine procenter, naar bare du giver tid et øieblik. Men først faar du give mig greie paa, hvad fanden han har i hætten, han chefen din.» Ratje berettet nøiagtig hvad der var gaaet for sig paa kontoret; men Trumpen havde ikke færten af nogen ting, saa det hele løb ud i ørkesløse gisninger.
«Noget raaddent er der et eller andet steds, det kan vi ialfald regne ud. Først al denne forbistrede hemmelighedsfuldheden. Allerede det er mistænkelig. Og saa tænke sig til, at Hinken af egen drift byder 40 kr. døgnet og frie kul. Nei, det hænger aldrig rigtig sammen. Havde han budt 20 og jeg havde forlangt 40, saa havde han maattet betale 30, det vilde været det normale. Men byde 40 og give 40 uden vrøvl! Enten skal vi lastes med nitroglycerineller smuglegods, det kan du tage gift paa, Dick. Og naar vi skal gaa syd til Slotterø, hvorfor pokker skal vi da ud Hjeltefjorden og gaa udenskjærs det stykke nedover, sig mig det om du kan.»
Ratje stod ved roret og Dick Darling sad paa maskinskylightet. Regntunge skyer hang lavt over fjorden og de nakne bjergknauser laa farveløse og glædeløse rundt om. Hist og her kom de forbi en bondehytte eller et baadnøst; men det livet ikke op i landskabet; for der var over det hele noget fattigsligt og fortrykt. Det var som om selve luftens raakolde fugtighed lagde en dæmper over alt som vilde udover hverdagslivets ensformighed.
«Styggen» snøftet og bar sig, som om den slet ikke ligte denne uvante tur, og kulrøgen laa som et uldent baand efter den i kjølvandet.
Rundt om kredset maager lavt over vandet.
«Er det meningen, at vi skal gaa sørover inat, eller tænker du at ankre op i en eller anden vig og afvente dagen?» spurgte Dick.
«Ved ikke. Jeg ved i det hele taget ingenting. Det er det forbistrede ved det. Hinken gav ordre til at gaa denne veien tilhavs og derefter skulde vi gaa sørover, hvis ikke noget hændte i mellemtiden. Men, sagde han, han antog vi vilde faa nærmere ordre. Hvor den skal komme fra maa guderne vide. Men for os kan det jo være lige fedt. Vi har førtikroner døgnet og frie kul, vi, og kan det more ham at vi flyr rundt som et spektakel og en flyvende hollænder for den betaling, saa gjerne for mig. Jeg var bare tilfreds vi kunde farte rundt hele aaret paa tamp for slig fragt.»
Endnu før Ratje fik talt ud, skjød en færing frem bag nærmeste odde. Den var bemandet med en mand og en gut. Den lagde sig lige i «Styggen»s kurs og der blev den liggende og vente til den kunde praie.
«Der har vi bud fra Hinken,» sagde Ratje.
Dick bare brummet noget uforstaaeligt.
«Hvad er der nu iveien?»
«Aa bare det, at hvis Hinken har noget hemmeligt fore, saa er han en tosk til at arrangere.»
«Ja, begribeligvis. Men hvorfor kommer du med det nu?»
«For nu har jeg opdaget den femte, som er mere eller mindre indviet i hemmeligheden og endnu flere bliver det. Det er dumt. En hemmelighed bør kjendes af saa faa som mulig. Men de som kjender den bør kjende den tilbunds.»
«Du er nysgjærrig Dick, og du er ærgerlig fordi du ikke er indviet.»
«Indviet? Det er jeg jo. Strilen der skal lodse os.»
Det stemte. Strilen skulde lodse. Han forlangte, at man skulde gaa videre med det samme,og stak tilhavs nordenom Sartorø. Da var det allerede næsten mørkt. Men ingen lanterner blev sat ud og i mulm og mørke bar det sydover langs kysten.
Under Marstenen oplevet de nogen spændende minutter. Det gjaldt at komme forbi uden at blive opdaget, hvis det var muligt. Ved at holde langs landet paa nordsiden, og derefter snige sig over sundet og stikke forsigtig ud igjen paa den anden side, mente Ratje at de kunde undgaa at blive seet; — — men ikke at blive hørt, for «Styggen» pæset og stønnet, som om den vilde avertere sin nærværelse for hele verden. Følgen var at de blev praiet fra fyret; men uden at svare dampet de videre i natten.
Tager man kartet for sig og sætter det ene passerbenet paa Slotterø fyr og drager en cirkel omkring det med en tre kilometers radius, saa finder man at en stor sektor af denne cirkel paa sydsiden af Sælbøfjorden er opfyldt af smaa øer og holmer med trange sund imellem. Her er et virvar af smaa viger og smuthul, hvor en liden damper kan skjule sig om det kniber. Her er sparsomt bebygget med lange afstande mellem gaard og gaard.
Didind var det «Styggen» satte kursen hen paa morgenkvisten efter sin hemmelighedsfuldenattereise, og netop som daggryet dæmret i øst ramlet ankerkjættingen ud af klydset. Der laa den nu i en lun liden afkrog. Rundt om hævet landet sig, saa at ingen kunde se den paa en kilometers afstand, og knapt nok skulde man blevet var den om man saa strøg lige forbi, for den laa paa indsiden af en holme som skjærmet fortrinligt.
«Ja nu er vi her. Hvad næst?» spurgte Dick Darling. Han stod i lugen sin, søvngrætten og sur og gren i den regntunge morgen.
«Nu skal vi trække kaffe og spise frokost, og naar det er besørget, saa skal vi tørne ind og sove til den store guldmedalje.»
«Vel, det er et program som anstaar mig.»
En halv time senere snorksov alle tre.
Gamle kaptein Brinkstein paa «Ariadne» stod paa broen og speidet forover. Det blaaste en stiv nordvestkuling og gamlingen var krøbet i ly af brotrækket. Sydvesten havde han klemt godt ned over ørene og hænderne var begravet i lommerne paa den store ulster. Styrmanden stod ved siden af ham og borte ved rattet stod baadsmanden tilrors.
«Ser De noget til fyret nu, styrmand? Det er længe siden vi passeret Ryvarden, og det er snart saa mørkt at Slotterø skulde være tændt nu. Dette er den værste svinejob jeg har havtsaalænge jeg har været skipper og jeg var en tosk, som ikke sagde nei. Vi har indenbords 1000 gallons wisky som skal losses, guderne maa vide hvor; men paa Bergens toldbod er det ialfald ikke. Bliver vi knebet saa er jeg en ødelagt mand, og bliver vi ikke knebet, saa ved hver mand ombord at her er ugler i mosen, saa før eller siden maa det lække ud. Gjorde jeg min ret, saa gik vi nu ret ind til Flesland og praiet toldstationen der og overgav det hele. Saa kunde Hahn & Hinken rase saameget de vilde, det fik blive deres sag. Min ryg vilde ialfald være fri; men sparken fik jeg naturligvis.»
«Aa ja, det lægs en slæber til, siger man; men Hahn & Hinken ved ellers, hvad de pleier at indlade sig paa. De maa vel have en mening med, at de har givet ordre til at vi skal have maskinskade saasnart vi er tværs af Slotterø.»
«Er De gal mand? Hahn & Hinken har aldeles ikke givet nogen slig ordre. Har De en anden opfatning bør De ændre den snarest mulig. Hinken har bare skrevet til mig, at hvis vi tilfældigvis skulde faa maskinskade tvers av Slotterø, saa kan vi temmelig sikkert paaregne assistance, saasnart vi heiser tre røde lanterner for at vise at skibet er uden styring. Men De indser vel, at det er noget helt andet end det De vrøvler af Dem.»
Saa underlig kan det gaa for sig. Da«Ariadne» fik Slotterø i sigte kom maskinisten op paa broen og meldte, at ikke mindre end tre rammelagere holdt paa at gaa varme for ham, og hvis han ikke fik stoppe og kjøle dem af saa kunde han ingenting garantere.
Skipper Brinkstein besvor ham ved alt mellem himmel og jord om at holde det gaaende en stund til, saa de kunde komme sig ind i ly af skjærgaarden og dryppe anker, og han sørget for at baadsmanden ved rattet hørte hvert ord han sagde. Det kunde være hændigt at have et vidne, om der siden blev sjøforklaring.
Maskinisten lovet at gjøre sit bedste.
Der gik et kvarters tid endnu; men saa begyndte maskinens fart at aftage mærkbart og ret som det var gjorde den et par dump og stoppet op fuldstændig. Der laa «Ariadne» og drev med hele Nordsjøen tværs paa siden og brændingerne en liden kvartmil nede i læ.
Det saa rigtig hyggelig ud.
«Faa op nødsignal, styrmand. Tre røde lanterner, saa faar vi se om der kommer hjælp. Men for sikkerheds skyld faar De se efter om livbaadene er klar.»
Styrmanden gik om sit arbeide og Brinkstein blev staaende igjen paa broen. Der lagde sig et træt trist drag over hans ansigt.
Men idet de tre røde lys for tilveirs paa formasten, tog han sig sammen. Han trak i fløitesnoren og udover sjøen klang der et langtskjærende ul. Lidt efter ulte det endnu engang og saa endelig for tredie gang.
Næppe var den sidste dybe tone forsvundet i kulingen, saa svaret det ensteds langt nede i læ. Der kunde ingenting sees; men tre lange gjennemtrængende hvin arbeidet sig op mod veiret ganske tydelig.
Brinkstein tog kikkerten og gransket kysten nøie og et par minutter efter saa han en liden svart slæbebaad pile ud fjorden med kursen ret tilhavs.
Styrmanden var færdig med sit og kom atter op paa broen og meldte af. «Se der styrmand,» sagde skipperen og rakte ham kikkerten. «Der hænder mirakler endnu lader det til. Nu faar De purre ud andenstyrmand og folkene forud. Det kan blive heisent nok at faa slæberen ud.»
«Allright, skal blive, kaptein. Vi faar vel tage den nye manillatrossen?»
«Ja, den skal vel holde.»
Samstundes laa en Collin Archer skøite med tre rev i seilet bidevind ud gjennem Korsfjorden med kurs for Marstenen fyr. Den grønne rand om det sortmalede skrog fortalte, at det var en af statens toldkuttere, og den omstændighed, at den stod udover nu mod natten i sligt ruskeveir tydet paa, at den havde et specielt ærinde. Det kunde forsaavidt være rigtignok. Nogen fiskere inde ved Haakelsund havde ladet falde et ord om, at der den foregaaende aften var strøket en liden damper sydover udenfor kysten. Det var jo i og for sig ikke saa underligt; men den havde foretaget nogen høist besynderlige manøvrer og gaaet i en bue indenfor fyret istedetfor at holde kursen ret sydover, og den havde ikke ført lanterner.
Føreren bestemte sig derfor til at løbe ud under fyret for at høre om man havde observeret noget der, endskjønt der var vel liden hjælp i det, for selv om det skulde vise sig at være rigtig, saa var det jo nu et helt døgn siden. Man fik gjøre sin pligt og heller stikke ind til Haakelsund for uveir til natten.
Men under Marstenen fik han høre noget som tog natteroen fra ham. Fyrvogteren kunde meddele, at det var bugserbaaden «Styggen» af Bergen, som havde staaet sydover, og den havde undladt at svare da den blev praiet. Fyrvogteren havde kjendt den paa hosten dens; han kunde ikke sige, hvor den skulde hen; men han var villig til at sætte sin sjæl i pant paa, at den ikke havde rene papirer.
Paa toldkutteren holdt de skibsraad. Den hele historie lugtet raaddent. Dertil kom at Ratje med sædvanlig elskværdighed havde tirret skipperen paa kutteren langt udover al taalmodigheds grænser her engang i sommer, da den laa i vindstille en dag, den skulde indover til byenog hente hyre paa toldboden. Da havde Ratje, det bæst, staaet og viftet med en taugende og slængt mange haanende ord efter sig; men han havde ikke taget tolderen paa slæb.
Nu var der udsigt til at faa betale gammel gjæld, hvis lykken var med; saa fik heller natteroen gaa fløiten. Det var ikke den første nattesøvn man var gaaet glip af. Bare der havde været et lidet fingerpeg om hvad Ratje havde fore; men foreløbig var det hele jevngodt med at søge efter en synaal i et høilæs. Den eneste trøst var, at den gamle skranglemaskinen til Dick Darling pleiet at holde sligt leven, at man kunde høre den halve milen borte i fint veir. Og en tolder maa have øren saavel som næse.
Det blev besluttet at et forsøg skulde der gjøres. Her var intet at tabe og muligens meget at vinde.
«Styggen» fik slæberen stukket ud og skjønt det faldt haardt nok i den høie sjø lykkedes det at bringe «Ariadne» i sikkerhed. Den lagde sig i ly af den første den bedste holme i passende avstand fra fyret. Mandskapet blev sendt tilkøis. Bare skipperen og styrmanden blev igjen paa dækket; men nede i maskinrummet holdt de paa hele natten at udbedre denskade, som maskinmesteren paastod at der fandtes. Andenmaskinisten mente rigtignok, at det hele var noget forbistret tøis; men han var ung og uerfaren.
Saasnart der blev rolig ombord blev der stukket en stor gummislange ud gjennem sideventilen fra salonen. Den anden ende blev anbragt direkte i «Styggen»s vandtanke, og ret som det var begyndte en væske at rinde. Dick lurte lidt paa dette, indtil det gik op for ham hvad det var; men da grebes hans skotske sjæl af en næsten hellig gysen: «Forlade min synd, det er jo den rene uforfalskede Highland wisky vi fylder paa tanken.»
«Ja gamle dreng, det stemmer,» sagde Ratje. «Nu begynder vi at faa sammenhæng i lidt af hvert. Men det er saameget du ved det, at hvis du smager saameget som en eneste draabe, saa hamrer jeg dig slig igjennem, at du aldrig har været saa mørbanket i dit syndige liv. Dette er ikke længer et picnic forstaar du, men den farligste business som du nogengang har været i nærheden af.Save?»
«Oh yes, save.» Dick faldt uvilkaarlig i staver. Om lidt kom det: «Men jagu er det haardt for en gammel synder. Her pumper de forsyne mig best special Highland blend ombord som om det var det klare kildevand;this is the oppertunity of a lifetime, som de siger hjemme i Skotland og saa ikke smage det.Paven og alle hans helgener og engler kan ikke staa for en slig fristelse.»
«Hør nu her Dick. Tænk dig lidt om før du indlader dig paa dumheder. Du maa jo kunne regne ud ligesaagodt som jeg, at denne lasten tager vi ikke ind paa tanken for at beholde den der i al evighed. Den skal altsaa ud igjen en dag, og da kan det vel ikke være saa nøie, om der kommer ud en ti tyve liter mindre end der kommer ind. Du faar altsaa dit gallafyld uforstyrret naar du bare giver tid. Vi faar heller lægge op en dags tid eller to mens det staar paa. Men foreløbig gjælder det: Fingrene af fadet.»
Dick hørte paa og mens han hørte indaandet han med velbehag wiskyduften. Han sukket, som om alverdens synd tynget paa ham: «Aa ja. Du har vel ret; men — —.» Slutningen af sætningen forsvandt i et suk som var endnu tyngre end det første. Han skruet af den døsige lampe under dækket og satte den og sig selv ved siden af slangen. Kunde han ikke faa smage, saa vilde han ialfald fryde sit øie ved synet af denne mængde wisky, hvis mage han aldrig før havde skuet.
Timerne gik og det vokset jevnt i tanken; men først langt over midnat var de fire ton wisky vel forvaret ombord i «Styggen», og da var Dick Darling sovnet ved siden af slangen fuld som en alke. Han havde holdt sit løfteog ikke smagt en draabe; men spiritusdunsterne han havde indaandet i timevis havde alligevel gjort sin virkning.
Ratje bandte, svor og skjældte værre end nogensinde før i sit syndige liv; men da han havde forbrugt hele sit repertoire af eder og skjældsord, og dertil havde udtømt sin opfindelsesevne i retning af at lave nye, tog han det fornuftige parti at overveie, hvad der skulde gjøres.
Og det var snart nok besluttet. Han havde jo ikke valget mellem saa svært mange alternativer.
Han fik se at komme sig ind i ly af holmen i sundet igjen. Uheldigvis havde Dick, det asen, forsømt at passe fyren under kjedlen, saa den var sluknet. Det var en nydelig historie. Ratje alene kunde ikke passe baade fyringen, maskinen og styringen i dette farvand, saa forbistret trangt og vrient som det var indover. Og strilen skulde blive ombord i «Ariadne» som kjendtmand.
Det eneste var om kaptein Brinkstein vilde laane ham et par mand i travaljebaaden og bugsere ham ind paa ankerpladsen. Det blev ogsaa enden paa historien.
Og vel var det, for det viste sig, at her havde lykken været bedre end forstanden; for næppe var baaden vendt tilbage lige med det samme det saavidt lysnet af daggry i øst før«Ariadne» blev praiet af en skøite som dukket frem af mulmet. Det var toldskøiten og tolderen gik ombord.
Hvad han sagde da han fandt salonen fuld af tomme wiskyfustager skal være usagt; men kaptein Brinkstein havde en hel møie med at faa fyren til at forstaa, at tomme wiskyfader ikke er toldpligtige, og at han havde en speciel fornøielse af at have sligt skrammel i salonen. Det var kanske en noget besynderlig smag; men Brinkstein pleiet aldrig at tage andre hensyn ombord i sit eget skib end de loven tilsagde ham. Hvad angik den infame wiskystanken, saa vilde han bemærke at den i og for sig var mindst lige saa toldfri som fustagerne.
Jamen hvorfor var han ankret her midt i leden, istedetfor at fortsætte til Bergen?
For maskinskade. Ene og alene for maskinskade. Uheldet var passeret ret udfor fyret, og var der ikke tilfældigvis kommet en slæbebaad og hjulpet ham ind her i læ, saa var skuden sikkert gaaet i stenene.
Slæbebaad? Hvilken slæbebaad? Hvor var den nu?
Det kunde kaptein Brinkstein desværre ikke sige. Det hele var hændt om natten og han havde rent glemt at spørge om slæbebaadens navn. Den havde hjulpet ham ind her og var blevet liggende til man ikke længer havde brug for den, hvorefter den var forsvundet, sandsynligvissydover. — Jo det var mulig, at det var «Styggen» af Bergen; men det var ogsaa mulig, at det var en anden.
Og mere var der ikke at faa ud af Brinkstein.
Men tolderen gik fraborde med den moralske overbevisning at hvis han bare kunde skaffe beviserne, saa var han sikker paa at kunne afdække en af de frækkeste smuglerhistorier som nogengang var passeret paa disse kanter af landet.
I tre døgn laa «Styggen» med samt dens to eiere fanget som mus i en fælde. For nat og dag laa toldskøiten og krydset i Sælbøfjorden. Ombord i bugserbaaden turde de ikke engang stikke fyr under kjedlen for at røgen ikke skulde forraade dem. Det eneste de havde opnaaet i al denne tid var at Dick var bleven ædru igjen; men endnu klaget han over hovedpine.
Ratje tilbragte dagene med at ligge paa maven oppe paa toppen af holmen, hvorfra han gjennem kikkerten kunde følge alle skøitens bevægelser. Naar han var kjed af denne ensformige beskjæftigelse, satte han sig til at forbande toldere og alt deres væsen og alle deres gjerninger systematisk og vældig; men naar han saa sluttet og atter greb kikkerten, saa laa denforbistrede skøiten fremdeles derude i fjorden med tre rev i seilet og tog det saa rolig at det kunde ærgre en sten.
Men den fjerde dags morgen fandtes der ikke længer den mindste smule proviant ombord. Ja ikke drikkevand engang. Desuden var Ratjes taalmodighed absolut og uigjenkaldelig tilende, saa nu stod det klart baade for ham og Dick Darling, at store begivenheder var uundgaaelige. Nu fik man vove noget, og saa fik det briste eller bære. For sidste gang tog Ratje kikkerten og begav sig op paa sin udkigspost. Skulde den infame skøiten være der fremdeles?
Vinden var lidt efter lidt gaaet om paa sydvest og var tillige løiet betydelig. Regnet gjorde det heller ikke netop nu, saa at veiret var usædvanlig sigtbart.
Ratje laa paa maven som almindelig. Han turde ikke staa opreist, for tænk om skøiten var i nærheden, saa vilde han blive seet. Men han for hele synskredsen rundt med kikkerten uden at se det spor. Han reiste sig paa knæerne og lidt efter stod han opreist. Da var det saavidt han langt nord kunde øine skøiten som stod rumskjødes opover mod Bjørnefjorden.
Han raabte ombord: «Dick, hvorlang tid trænger du for at faa dampen op?»
«Tre timer. Vandet er iskoldt paa kjedlen.»
«Allright, du skal faa to. Stik fyr straks. Vi faar forsøge at lure os øst til Brandesund,der er landhandler, saa der kan vi altids faa kjøbt lidt kaffe og mad. Hurry up mand. Foreløbig er snushanen blevet lei; men det er ikke godt at vide naar vi har ham tilbage.
Dick fyrte op. Han stelte med ilden, raget og skuflet kul paa med kyndighed og mange aars erfaring; for der var ingen som Dick, naar først han lagde sig i sælen. Det var ikke længe før raadampen begyndte at komme, og da to timer var gaaet kunde han begynde at lunke maskinen. Han mumlet misfornøiet iblandt. Det var jo det rene barbari at forcere fyringen slig paa en gammel raadden kjedel. Det kunde jo ende med, at man sendte baade den og hele greien til himmels; men Ratje trøstet ham med, at en vis mand havde hjulpet ham hidtil og nok vilde gjøre det fremdeles. Selv stod Ratje og halte ind ankeret. Tiden var kostbar. De havde ligget her paa fjerde døgnet nu til ingen nytte. Hinken vilde nok læse dem en lekse, naar han fik regningen.
Endelig slog befrielsens time. Rokken skranglet rundt og Ratje satte kursen ud mellem holmerne, gjennem trange sund og smyghuller ret ud i fjorden.
Men da han fik fri horizont, kvak han til og blev ganske bleg om næbbet. En liden kvartmil oppe i fjorden kom toldskøiten skjærende med baugen ret mod dem og frit farvand helt frem. Et øieblik stod han som fjetret,raadvild. Det bæst av en tolder! Saa havde det hele bare været en krigslist, og han, dumme naut, havde været saa sikker paa sin sag, at han rent havde glemt at se sig for, før han stak næsen ud fra sit smuthul. — — — Men saa skaket han sig sammen, slog kloen i rattet og brølte til Dick som forskrækket stak hovedet op af lugen sin: «Shake her up, old man! Giv hende hver smit og smule hun kan taale og lidt til, for ret nu er gamle Erik løs i alle papirer, og nu faar vi en dans som vi mindst havde tænkt os.»
Dick fanget situationen i et eneste øiekast, saa forsvandt han som en bussemand i en æske. Han forstod hvad det gjaldt, og at nu var spillet hans saavel som Ratjes.
Her var bare et at gjøre. Ratje svinget rattet saa spagerne næppe kunde sees. Det fik staa til ud forbi Stolmen og nordover eller udover eller pokker i vold. Det fik blive et kapløb paa haarde livet. Her var alt at tabe og svært lidet at vinde.
Dick stak hovedet op af lugen: «Nu har hun fuld aabning og høieste damptryk. Nu faar vi prøve hvad «Styggen» taaler.»
«Allright!» sagde Ratje. Hans ansigt lukket sig i haarde bestemte linjer. Han bed tænderne sammen saa det knaget i kjakerne.
Ombord i skøiten var de heller ikke søvnige. Der for en streng af signaler tilveirs; men Ratjebare keg over skulderen: «Giv fanden i de glorede tøilapperne,» mumlet han og fortsatte ufortrødent sin kurs. Hver kabellængdes forsprang han kunde vinde nu var guld værd. Damp mod seil, det skulde igrunden ikke være tvilsomt.
Men skøiten stak ud rev efter rev, til storseilet stod i top. Og saa begyndte dansen.
Til en begyndelse gik det herlig; for saalænge skøiten endnu maatte krydse havde «Styggen» alle fordele. Stolmen laa allerede langt agterud før skøiten fik svinget om næsset; men da fik den først vind i seilene for alvor. Hu, hei, saa den seilet. Det velbyggede fartøi formelig danset fremover fra sjø til sjø; medens «Styggen», som egentlig var alt andet end skikket for færden, laa og hugget i sjøerne som et traug.
Men nordover bar det. Forbi Møgster og Marsteinen, og endnu var det uafgjort om afstanden mellem de to vokset eller minket. Det strøg Ratje som en tanke, at egentlig burde han stikke ind Korsfjorden for siden at forsøge paa at gaa sydover igjen indenskjærs, hvor seiladsen vilde blive saa meget vanskeligere for skøiten. Men enten det nu var, at han ikke fik tid til at overveie denne planen ordentlig, eller det var det at alle piratens vovehalslyster var vaagnet hos ham, det er ikke godt at sige; men nok er det, han lod staa til nordover paa udsiden af Sartorøen.
Men saa til al ulykke frisket vinden. Fra frisk bris steg den til passelig kuling. Skøitens fører vidste at udnytte denne chanse til det yderste. I løbet af næste kvarter blev det klart, at den halte ind paa sit bytte.
«Dick, vi maa have mere fart. Dette ender med fiasko. Giv hende alt, mand, som kan trække.»
«Hun har alt. Det er fuld aabning og største tilladte damptryk.»
«Saa giv hende alt, hvad du kan af det som ikke er tilladt da vel.»
«Der er straf for at fingre med sikkerhedsventilen.»
«Hu, dit bagbæst! Skammer du dig ikke. Der er straf for at seile med fire ton wisky i lasten ogsaa. Har du endnu ikke begrebet det, du. Spild ikke flere ord, mand. Shake her up!»
«Det er farlig. Det gjælder livet, saa gammel og skjør som kjedlen er.»
«Blaas i livet! Det gjælder tugthuset, hvis vi bliver knebet. Det er værre det.»
«Vel, som du vil. Jeg har varskuet. Du skal faa din vilje; men du faar ogsaa tage følgerne.»
«Aa skidt! Eksploderer den gamle thekanden din, saa faar vi nok begge tage følgerne, tænker jeg. Men klem paa. Her er ingen tid at tabe.»
Dick dukket ned i sit rige, hvor han stængte sikkerhedsventilen og øget trykket til den gamleskranglekjedlen formelig ristet paa puderne, og dampen piblet ud af lække pakninger og utætte naglehuller. Han stod med øinene stivt fæstet paa manometer og vandstandsglas. Det dirret nervøst om mundvigene hans, og trods kulstøv og smuds lyste ansigtet næsten graahvidt dernede i halvskumringen. Han vidste jo, hvad dette havde at betyde selv om Jonas Ratje i sin uforstand var uberørt af hele vovestykket.
«Nu gaar det bedre,» sang Ratje ud efter en stunds forløb. «Vi haler fra hende. Endnu kan tolderen komme til at faa en lang næse. Giv hende et par pund til om du kan.»
Men Dick svaret ikke. Der fik være grænser.
Der gik en time. Fremdeles drev Dick kjedel og maskine til det aller yderste, og fremdeles syntes avstanden mellem «Styggen» og skøiten at holde sig uforandret.
Saa sprang hoveddamprøret. Ikke voldsomt. Men just i bændet ved paaslipningsventilen piblet der ud en fin kvas glohed dampstraale. Det kvak ordentlig i Dick med det samme. Ved et rent tilfælde havde han flyttet sig lidt, saa han undgik at blive skoldet, hvad han uvægerlig vilde blevet, hvis straalen havde truffet ham.
Han greb skruenøglen og aabnet sikkerhedsventilen; men han skjalv saa paa haanden, at der gik næsten et minut, før dampen buldret ud gjennem spildrøret. Men da seg han sammenpaa bænken og hele hans krop rystet som et aspeløv.
Da Ratje hørte dampen rutsje ud gjennem røret, svor han en vældig ed, slap rattet og løb til lugen: «I svingende svarte Jerusalem, hvad er det som plager dig mand?»
Dick saa op, og han hakket tænder, saa han næsten ikke kunde tale; men endelig fik han da frem: «Ikke andet end at spillet er tabt. Vi kan ligegodt give os med det samme. Hoveddamprøret er sprunget læk.»
«Du kan selv være læk. Stæng ventilen og det straks. Forstaar du da ikke, hvad det har paa sig at vi lægger os til her nu?»
Men Dick bare rystet paa hovedet. Han orket ikke eller vørret ikke at svare.
Da blev Ratje rasende. I et eneste hop var han nede paa dørken. Han stak sin knyttede næve opunder næsen paa gamlingen og brølte ildrød i ansigtet: «Vil du lystre, din forbandede saapekoger, eller saa forsyne mig driver jeg til dig, saa du aldrig ser dagens lys mere. Det er mig som er skipper her. Forstaar du det?»
Dick Darling reiste sig bare ganske rolig: «Bare driv til, du Jonas. Du er jo gal mand. Du ved slet ikke, hvad du taler om.»
Det virket. Ratjes haand faldt slapt ned. —«Men er der da slet ingen raad?»
«Ikke som jeg ser. Jeg kan i det høiesteholde det gaaende for halv eller trekvart fart. En times tid kanske, knapt det og.»
«Hm!» Ratje sagde ikke et ord mere. Han bare krøb op igjen paa dækket. Skøiten var halt stygt indpaa dem nu, og rent mekanisk gik han til rattet igjen og lagde baaden paa ret kurs. Han strøg sig over panden. Hvad skulde han nu gribe til?
Pludselig holdt dampen op at buldre. Trykket var gaaet ned og sikkerhedsventilen lukket sig med et lidet smeld. Ratje mærket instinktmæssig at maskinen gik fremdeles, og at «Styggen» lystret roret. Da var det ligesom han vaagnet igjen. I et nu havde han klart for sig, hvad han skulde gjøre. Kanske tolderne endnu skulde faa næsen i en klud.
«Kom hid Dick!» bed han i.
Dick kom, muggen nok og spurgte: «Hvad nu?» De to mønstret hinanden et sekund.
«Du faar glemme at jeg forløb mig; men du kan vide jeg blev hidsig. Omforladelse gamle ven.»
«Aa, det er allright,» sagde Dick. Han tog den fremstrakte haand og knuget den som var det et hammerskaft han tog i.
«Men nu faar du holde det gaaende saa godt du kan i længste laget, og saa faar du sætte pumpen igang fra tanken. Der er fire ton, det hiver vi ud paa en times tid og saa længe maa vi klare os.»
Dick stod et øieblik ganske uforstaaende; men saa gik det op for ham, hvad det var Ratje vilde. Det var som om man havde forlangt hans hjerteblod. Hele hans skotske natur gjorde oprør mod denne formidable tanke: «Pumpe? — — — pumpe klare wiskyen ud i Nordsjøen? Aa gudfaderbevaremigvel. Tusen gallon wisky ud gjennem pumperne. — — — End Hahn & Hinken?»
«Til Bloksbjerg med dem. Det er vort eget skind det nu gjælder, og dette er den sidste mulighed. Men tiden er kostbar, klem paa.»
De kjendte hinanden altfor godt disse to hædersmænd til at imponere hinanden synderlig i hverdagslaget; men nu var Dick imponeret. Dette var en stor mands hensynsløse greb i farens stund. Tusen gallons wisky i sjøen! Du store alverden. Havde det været blanke kronestykker Ratje havde foreslaaet ham at kaste overbord, det havde ikke anfægtet ham synderlig, saalænge det ikke var hans egne; men wisky. Han gik agterover og rystet paa hovedet hele tiden. Men han var kuet og han lystret ordre. Det daget for ham at paa en maade var dette det største han havde oplevet. Men da pumpen var kommet igang, og han saa den dyre drik staa som en armtyk straale ud gjennem afløbsrøret i skibssiden, da kunde han ikke længere, og han krøb ned i sit hul, hvor han satte sig ned og graad af ærgrelse, som et barn man harskjændt uretfærdig paa. Spændingen havde været for stor, nu kom reaktionen. Dick Darling seg sammen som en vaad klud, slap og ødelagt.
Men Ratje havde endnu sin hellige stund i behold. Det kriblet ham i alle nerver. Vilde han kunne holde det gaaende til tanken var tom? Det var det store spørgsmaal. Hvert halve minut saa han agterover, og hvergang syntes han skøiten var kommet utrolig meget nærmere.
Men det tog sin tid alligevel før han blev indhentet, og da skøiten endelig var naaet frem paa praiehold havde Ratje den tilfredsstillelse at se at pumperne ikke længere tog. Tanken var altsaa tom. Det gav ligsom rygrad. Han slap rattet og gik agter i lugen til Dick.
«Aabne bundventilen og slip ind saa meget sjøvand i tanken, som der er tid til,» sagde han. Og da han saa Dick straks reiste sig for at efterkomme ordren, satte han hænderne for munden som raabert og brølte over til skøiten en hel skylle af udsøgte uforskammetheder.
Hans samvittighed var nu snehvid og selv ikke en kongelig norsk tolder havde noget at sige ombord i hans skib, de kunde være saa beslaaet de vilde baade med blanke knapper og guldtresser baade her og der. Men da han havde revet af sig det værste, faldt det ham ind at paa denne maade kunde han gaa glip af halve komedien. Saa tilbød han generøst atsteame ind til Mjøvik, om kanske hans høihed vilde gjøre ham den fornøielse at følge efter og aflægge ham en visit. Han, Ratje, vilde føle sig smigret og hædret ved saa megen ære. — Og tolderen bed over agnet.
Naa ja. I Mjøvik fik Ratje sig en koselig stund. Men jamen var det paa nippet, at Dick, det bagbæst, havde ødelagt det hele. Han havde ikke kunnet modstaa fristelsen. Da han havde grædt ud, havde han i al stilhed fyldt en pøs med wisky og stillet den tilside til senere brug. I sidste øieblik opdaget imidlertid Ratje det, og endnu medens tolderen stod ved siden af ham, slog han med aandsnærværelse hele pøsens indhold overbord.
«Den pøsen skal bare bruges til drikkevand, Dick. Det ved du, saa du kunde gjerne finde noget andet til alskens suttel og søl, naar du endelig skal bale med det. — Men undskyld, jeg glemmer nok min pligt som vært,» vendte han sig forekommende mod toldbetjenten. «Hvormed kan jeg være til tjeneste, min herre. Jeg kan ikke tænke mig, at dette skal være et toldeftersyn, saasom vi aldrig gaar i udenrigs fart. Men forøvrigt er der intet som er mig kjærere end om det høie toldvæsen vil benytte mit ringe skib som øvelsesfeldt. Det kunde jo muligens være nyttig.»
Tolderen bare skulet bort paa ham. «Vil De aabne vandtanken for mig?»
«Med fornøielse,» han viste veien ind i «salonen» og aabnet en luge i dørken. Hele rummet fyldtes øieblikkelig med den lifligste spiritusduft. Tolderens ansigt opklaredes i et bredt veltilfreds smil.
«Kan De laane mig et glas?» spurgte han.
«Nei desværre, det findes ikke her ombord; men kanske en vandøse kan klare det?»
Tolderen nikket bifaldende. Øsen kom og tolderen fyldte den til randen i tankens dunkle dyb. Han satte den for munden og drak en vældig slurk. — — — Derpaa spyttet han: «Aa fy for al landsens ulykke. Det er jo sjøvand!»
«Ja naturligvis er det sjøvand. Kjære hvorfor spurgte De mig ikke først, saa skulde jeg have sagt Dem det straks. Kanske De troede det var brændevin, De? — Nei desværre, saa heldig er vi ikke herombord, at vi kan have hele tanken fuld af slige sager at traktere vore gjæster med, selvom de er saa høitæret som Dem min herre.»
Toldbetjenten vendte ret om paa hælen og gik fraborde uden saameget som at sige farvel.
Men da han var vel afgaarde gik Dick bort til værktøiskabet sit, det han meget omstændelig lukket op. Han tog kaffespandet sit ud, tog laaget af og holdt spandet bort under næsen paa Ratje: «Det var meningen min at dele med dig, Jonas; men naar du har raad til at slaa væk en hel pøs wisky, saa fortjener dusandelig ikke at faa noget. Nu vil jeg drikke, og du kan nøie dig med at se paa.»
Ratje bare lo. «Drik du. Du kan trænge det efter dagens sindsbevægelser. Imens gaar jeg iland og ser om vi kan opdrive lidt mad; for jeg er sandelig mere sulten end tørst.»
Paa matten nede ved døren i det indre kontor hos Hahn &. Hinken stod Ratje og dreiet skyggehuen mellem fingrene.
Ved den ene side af den høitidelige kontorpult sad Hahn, taus og alvorlig, som altid.
Men frem og tilbage paa gulvet mellem vinduet og pengeskabet løb Hinken skummende af raseri. Ratje havde netop aflagt en fuldstændig beretning om turens begivenheder og Hinken var misfornøiet med resultatet som rimelig kunde være. Af og til stoppet han op og kastet nogen iltre spørgsmaal til Ratje, som besvaret dem med knusende ro.
«Men gubevaremigvel mand, forstod De ikke, at det var penge De paa den maaden pumpet overbord? Blanke penge. Fire femtusen kroner kastet paa sjøen.»
«Ja er det noget at snakke om.» Ratjes beskedne ydmyghed var med engang som strøget af ham. Stemmen blev hidsig og agressiv. «Det var vel billig nok sluppet det. Eller kanske De synes, det vilde lønnet sig bedre attage et par aars tugthus for at redde de lumpne kronerne for toldvæsenet. For det maa De da begribe, at hvis jeg ikke havde gjort hvad jeg gjorde, saa var Deres fordømte smuglehistorie blevet røbet. Det kunde blevet noget andet det end at sidde lunt paa kontoret, medens andre risikerer baade liv og ære for Deres skyld. Havde De sagt fra paa forhaand hvad hele affæren gjaldt saa skulde pokker havt noget med Deres skidne smuglegods at gjøre.»
Attaken kom saa uventet. Hinken var ikke vant med at blive overhæklet paa sit eget kontor. Han tabte ganske fatningen: «Uforskammet! Der er døren! Hvad er det De vover, er det mig De skjælder ud?»
«Take it cooly, old man! Her er en regning som skal betales først før jeg gaar. Syv døgn à 40 kroner pr. døgn er 280 kroner, tak. Ogsaa er der en liden reparation paa et damprør som kommer paa 50 kroner. Det er 330 alt i alt.»
«Ikke en øre betaler jeg. Gaa Deres vei. Jeg vil ikke se Dem for mine øine.»
«Jovist betaler De. Hvis ikke er historien udover hele byen imorgen. Og Jonas Ratje aflægger ed paa at den er sand. Save?»
Da forglemte Hinken sig til den grad, at han hug haanden i brystet paa Ratje for egenhændig at kaste ham paa dør. Men det skulde han ikke have gjort. I næste sekund laa denvesle tyksakken paa sin bag og sprællet med benene borte i krogen ved pengeskabet.
Der gled et blegt smil over Hahns strenge ansigt: «Kom her med regningen, De kaptein Ratje. Jeg skal skrive paa den, saa kan De hæve pengene ude ved kassen. Og saa kan De hilse Trumpen fra mig, at De skal have slæbningen for den kullasten som kommer i næste uge. Godmorgen Ratje, tak for umagen.»
Ratje blev lidt forbauset. «Tak selv hr. grosserer, godmorgen.»
Men da han vel var ude af døren og Hinken havde faaet samlet sig lidt sammen borte i krogen, sagde Hahn: «Ratje havde fuldstændig ret. Der var intet andet at gjøre, og vi skal være hamtaknemligfor hans konduite. Det hele var en skidt historie, og nu taler vi ikke mere om den.»