Konferentsraad Hein havde endt sine fortrolige Meddelelser tilCentralbankens Raad og lukkede sin Mappe sammen.
-Iøvrigt, sluttede han, er det naturligvis min Overtydning—som jeg er overbevist om, at Bankraadet tilfulde deler—at denne øjeblikkelige Stilstand, rent forbigaaende Stilstand, ikke for os kan indeholde nogensomhelst Anledning til større Foruroligelse. Banken er Hjærtet i den Række store Foretagender, som i det sidste Tiaar har omskabt hele vort Forretningsliv og—jeg tør sige det—hele vor økonomiske Situation. En række Foretagender, som vi alle véd ikke blot repræsenterer en stor Del af vort Samfunds Kapitaler, men som fremfor alt er udsprungne nødvendige af Udviklingens Trang. Under saadanne Omstændigheder gælder det for os sikkerlig kun om at vise Fasthed og Udholdenhed.
Konferensraaden skubbede den tunge Egestol tilbage og gjorde et let Buk mod Bankraadets Formand, der forstod, at det var sluttet—Hans Excellence Lehnsgreven var meget døv—og rejste sig. Alle de svære Stole (Konferentsraad Hein hadede personlig alt, hvad der hed »Imitation«, og Bankraadssalen var udstyret med Møbler af næsten middelalderlig Soliditet) blev skubbet til Side, og de Herrer konverserede i Vindusfordybningerne. Etatsraad Blom forsøgte at raabe Hans Excellence op—Kolleger som de var, begge kongevalgte Medlemmer af Landstinget:
-Excellencen har naturligvis hørt hende, sagde Hr. Blom.
-Hvem?raabte Excellencen.
-Miss Tea, svarede hr. Blom med Haanden for Munden. Hun spillede jo igaar hos Majestæterne.
-Ja, ja, sagde Excellencen. Jeg gaar nu altid strax til Whistbordet paa Slottet, betroede han, saa lydt, som meddelte han sig i Taagehorn … Hva' si'er De? sagde han.
-At Deres Excellence har ganske Ret, raabte Hr. Blom.
Emnet Miss Tea forplantede sig videre langs Vinduerne. Alle de Herrer talte om Hofsoiréen og »Violin-Feen«, der satte Byen paa den anden Ende af Henrykkelse.
-Men det var ogsaa et overordenligt Talent—et ganske overordenligtTalent….
-Ganske vist: et mærkeligt Talent … Tre og tyve tusind er der taget ind, siger man, af Victoriateatret i tre Koncerter….
Alle diskuterede de tre og tyve tusind. Generalkonsul Brodersen, der altid saa' ud, som holdt han Næsen over en for syrlig Bordeaux, sagde: Æ—æ—Røverhistorier; men Etatsraad Henrik Hansen havde selv set Folk staa i Queue, saa hans Vogn kom ikke frem paa Købmagergade udenfor Kunsthandelen.
Violin-Feen Miss Téa var en »Første-Pris« fra Pariserkonservatoriet, som i ti Aar under Hr. Theodor Franz' Auspicier havde været femten Aar i to Verdensdele. Ved Ankomsten til København fyldte hun sytten.
Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Miss Téa: Min Herre—sagde han—hun har ingen Skrupler. Impressario'en havde ikke Uret. Miss Tea lod gøre med sig, ganske hvad Hr. Theodor Franz vilde, og tilbragte iøvrigt Tiden med at sætte Gevinsten i Sparekassen i Livorno (denne Amerikanerinde var født i Livorno); i store Øjeblikkes Anfald af Rørelse, sagde Hr. Theodor Franz undertiden:
-Min Herre—jeg tør sige, jeg betragter hende som mit eget Barn….
Den store Impressario var ankommen til København tre Dage før Feen: Mine Herrer, sagde han. Jeg véd det, København er et Terræn, hvor der kan arbejdes.
Hans første Arbejde var at lukke Victoriateatrets just aabnede Kontorfor Billetsalget. Det var Hr. Theodor Franz's Princip at sælgeBilletterne i »Byernes Hjerte«.Hanvidste ikke, sagde han, hvadUdbytte man vilde have af en »Tilstrømning« idenneGade….
Billetterne blev solgt paa Købmagergade….
-Ja … vikomikke frem, det var Etatsraad Henrik Hansen, der blev ved at udmale »Queuen« paa Købmagergade—der var sort, siger jeg, sort af Mennesker.
Man talte endnu nogen Tid om Miss Téa.—Ja, sagde Højesteretsadvokat Exner, jeg véd det fra Kabinetssekretæren, Hans Majestæt vil dekorere hende—; og talende om det hele Victoriaetablissement, sagde Konferensraad Hein, afsluttende, og med Øjnene ud paa Pladsen foran dem:
-Ja—et lykkeligt Foretagende—et lykkeligt Foretagende.
Bankraadet opløste sig for at gaa hen at spise Frokost.
Konferentsraad Hein var blevet et Øjeblik tilbage i Bankraads-Salen.Nu gik han ad Vindeltrappen ned i det store Forretningslokale i Stuen.Bankraadsmødet og hans egen Veltalenhed havde spredt hans Ærgrelserfra om Morgenen, hvor et Par Aktieselskaber til Tørlægning af jydskeFjorde havde meldt Fortrædeligheder om nødvendig Forøgelse afAktiekapitalerne, og han blev staaende et Nu paa Trappens nedersteTrin og smilte.
I det store Rum, hvis hvælvede Loft var baaret af Stenpiller som en Kirke, stod og sad Kontoristerne ved deres Pulte, bøjede over det stille Arbejde; og selv foran Skranken, hvor Indgangsdørene faldt sagte til, skærmede af Gummirande, gik Kunderne ligesom varsomt paa Tæpperne og talte kun halvhøjt med Ekspeditørerne, der optalte Sedlerne mumlende—som om der i den store Sal celebreredes en evig stille Messe.
Konferentsraaden blev ved at smile, mens han gik frem gennemSalen—det var ham ogsaa idag en egen Glæde at se dette tavse og højeRum, hvor man som bestandig hørte Millionstrømmens umærkeligeGliden—forbi Pultene, hvor ingen hilste, skønt alle saa' ham: det vari Centralbanken forbudt at spilde Tid med Hilsener.
Han havde endt sin Runde og gik ind i sit private Kontor, hvor storeKort over Danmark og Skandinavien hang paa Væggene. Han var fordybet isit Arbejde, saa han ikke mærkede Banktjeneren, der bragte ham etKort.
Det var Herluf Berg, som ønskede at tale med Konferentsraaden.
Konferentsraaden vendte sig i Stolen, da han kom ind:Dem, sagde han, ja, Dem ser man jo altid gerne … Hr. Adolf, han lo lidt, kan undertiden komme til Ulejlighed….
-Ja … idag, sagde Berg, kommer vi vist saa nogenledes om … det samme … Hr. Konferentsraad.
-Jeg vilde gerne, sagde han og satte sig paa den budte Stol, søge at interessere Konferentsraaden lidt virksomt for os.
-Jeg interesserer mig meget for Dem, sagde Konferentsraaden, som legede med en Lineal og ikke mere saa' paa ham.
-Men denne Interesse, Hr. Konferentsraad, maatte gerne—og HerlufBerg lo lidt—give sig noget tydeligt Udslag.
-Bedste Hr. Berg, sagde Konferentsraaden og slap Linealen, Folk, der tager tyvetusinder ind, kan saa vist leve uden anden Prioriteter….
-Ikke naar Driften fordrer de tyvetusind, sagde Berg.
Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer. Han talte om alt det, der var udrettet i disse halvandet Aar: de tre, fire store skandinaviske Værker, de med Eneret til Opførelse havde ført gennem hele Norden; Gæstespillet af den Stockholmske Opera—de betydningsfulde Fremstillinger af Ibsenske og Bjørnsonske Værker, der nu til Sommer forberedtes af Nordmændene….
Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere materielle Fordele. Han gjorde opmærksom paa alle Besparelserne ved Eneretsopførelserne, der lod den danske Trup høste i hele Norden, mens Overskuddet tilhørte København; og han satte Konferentsraaden ind i visse direktoriale Hemmeligheder, som forøgede Victoria-Scenens Chancer: Disse Stockholmere og Folk fra Kristiania modtog jo i Virkeligheden ikke stort mer end Halvdelen af det Aften-Honorar, om hvilket Bladene skreg (Konferentsraaden smilte muntert ved Ordene om Bladene) Kunstnerne vilde jo fremfor alt »Indvielsen«, Seglet i København; og de spillede derfor billigt, naar kun ingen erfarede det—
Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle Øjeblikke. Og da han atter talte, var det i en anden Tone, pludseligt indtrængende og med en Varme, der vilde overbevise:
-Men alt dette var intet, sagde han, kun de hemmelige smaa Midler til at faa noget stort til at lykkes: En gammel Tanke maatte faa ny Form.
-Vi vil fra Scenen give Norden en Kunst ogvænne det til ét Sprog,sagde han.
Og som om han fik en egen Veltalenhed ved Samværet med denne Mand, der fra dette Rum og Hus skabte saa store Ting, gav Berg sig ganske hen: Ja—vi vil lære dem atforstaa, attænkevidere i, atfølei et andet, det beslægtede Sprog, i hvilken vi spiller—virundt i Sverig og Norge—og vore Gæster her … Og Sprogene vil komme til at synesDialekteroverfor Følelsen af den store Enhed … Det er Sagen for hver, der forstaar, hvad Sprogs Enhed betyder.
-Og saa er detDeresTur, sagde han pludseligt, naar Sindene er blevet modtagelige, Deres Tur: Lovgivningens og Kapitalens.
Han havde maaske ventet et Ord, men det kom ikke. Konferensraaden betragtede Klatpapiret i sin Mappe. Og hidsigt, muligvis irriteret ved denne Tavshed, sagde Berg:
-Og detmaalykkes:Ti uden Skandinavien er København en By udenOpland.
Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol:
-Ja—vil De sige mig—hvad er der vel Plads til i dette Land?
Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssigRetningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen.Med Øjnene paa Kortet, hvis hundrede Skibsruter bøjede sig ind modKøbenhavn, sagde Konferentsraaden med sit ejendommelige Smil:
-Jeg har fundet Plads til en Havn.
Og i en anden Tone, bestandig betragtende Kortet, som hans Geni havde aflæst dets Hemmeligheder, sagde han:
-Fire og treds amputerede os for Land ved Hofterne … Nu har vi kunVandene tilbage, delevendeVande, sagde han.
Der var nogle Øjeblikke stille i Kontoret, til Konferentsraaden vendte sig om mod Berg og sagde muntert:
-Naa—og hvad er det saa, De vil?
-Kunne arbejde i Ro, hr. Konferentsraad, sagde Berg i samme Tone.
-Jeg vil være ganske oprigtig, sagde han og saa' paa sine egne Hænder, mens han talte,—der maa arbejdes meget, meget alvorligt: Nye Ideer—nye Foretagender fordrer Tid—og naar den første Nysgerrighed hos Publikum, Nyheds-Rusen har fortaget sig—og den er maaske paa Veje til at foretage sig—maa man støtte sig til—til ordnede Forhold for at komme videre, sagde han.
Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt:
-Ja—jeg har troet at sedet, sagde han, at Publikum er blevet mere »nøgternt«….
Berg gjorde en ivrig Bevægelse som for at falde ham i Talen: Naa, jeg mener kun, sagde Konferentsraaden … Vi mærker alle denne … (det var som om han søgte om et Ord og saa igen tog det alt brugte) Nøgternhed … Og det er netop Grunden, hvorfor jeg virkelig i dette Øjeblik har haft Betænkeligheder ved at engagere Banken i denne Sag….
-Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop—iovermorgen … Man kunde Jo ordne Sagen—en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem … til det hele ordner sig.
-Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde Konferentsraaden. Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo:
-Adieu, sagde han, De—Ridder af det skandinaviske Opland.
Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind i det Indre af Byen paa den Tid.
Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.
-Han giver en Kassekredit, sagde Berg, naar De kommer til ham iovermorgen.
-Hvor stor? sagde Adolf.
-Det sagde han ikke … Han ménte kun, at saadan kunde man, lettest, foreløbig ordne Sagen.
-Hva'—sagde Adolf og slog Berg paa Kinderne med et Par hede Hænder—erdeten Karl—hva? Adolf var altid rede til at beundre de andre, mens han selv i Stilhed trak det værste Læs.
Spenner bare lo og dukkede: Nu skal han ha' Mad—han har fortjent den, sagde Adolf.
Berg fik Frokost, mens Adolf snakkede løs (Berg blev næsten ganske urolig over hans Lystighed) og da de var færdig med Kaffen, gik de ned paa Købmagergade: Hr. Theodor Franz havde Klokken ét aabnet Billetsalget til Miss Teas »første og eneste populære Koncert«. Billettagende Bybude garnerede Trappen og hele Entréen var fuld af Folk. Hr. Theodor Franz havde personlig indrettet Butiken, saa der ikke var Plads til tyve Mennesker ad Gangen.
-Mine Herrer, sagde Hr. Theodor Franz, Klokken elleve saa' jeg mig nødsaget til at rekvirere Politi….
Det rekvirerede Ordenspoliti var en venlig Betjent, der tømte et Bæger inde hos gamle Adolf i Pulterkamret under den aflægse Kineser.
Berg affattede »Tilstrømnings-Notitser« til Aftenbladene.
-Ja, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der læste dem—Reklamer syntes Impressarien at forstaa i alle Sprog ved en Slags sjette Sands—:
-Ja, sagde han: Her bør man skatte Pressen….
-Mine Herrer, sagde han og lagde Haanden med udspilede Fingre ned paaBordet: De har en Presse, der gaar i Spidsen for Bevægelserne.
Klokken halvtre var der udsolgt til Miss Teas eneste populære Koncert.
Féen lod sig bevæge til at give endnu en allersidste Koncert, som sluttede med »egne Kompositioner«. »Vi spiller demkuni sidste Koncert«, sagde Hr. Theodor Franz.
Ingen i Verden havde endnu hittet Rede i dette Kvidder paa en Violin… Jublen var ubeskrivelig.
—Centralbanken aabnede foreløbig »Victoria-Etablissementet« en størreKasse-Kredit.
* * * * *
Det ringede endelig, og Erhard slog Tæppet fra Døren for at lade FruStern svippe ind.
-Pyh, hvor har jeg løbet—Fru Stern rystede sit Fuglehoved og lod Hænderne synke i Skødet, mens hun satte sig—vi kom aldrig fra Bordet idag for den Snak … Nu—Erhard fik et Tjat med den aftrukne Handske, alt var i bestandig Bevægelse hos Mathilde, Hoved og Hænder, mens hun talte: Nu er han rejst, sagde hun og rystede Sølvarmbaandene ned paa sin Arm.
Hanvar Hr. Godsejer Stern, en Ægtemand, som tilbragte meste Delen af sit Liv med at afrejse til Jagter, hvortil der i Stilhed sluttede sig høje L'hombrer. Mathilde kaldte ham aldrig andet end »han«, pludrende om ham, løst og fast, med en egen Skadefryd, som en Skolepige, der endelig en Gang faar udøst sit Hjærte om en Klasselærerinde….
-Mus, sagde Erhard og holdt Munden frem.
-Is, sagde hun og satte Trutmund som et Barn, mens de kyssedes.
-Der,sagde hun og lagde et Par gule Bind, som hun havde gemt under Overstykket paa Bordet, har du dine stygge Bøger.
Det var franske Romaner, Erhard laante hende, og som hun læste hjemme, krøbet sammen paa sin Sofa, med smaa tøsede Udbrud af indvendig Munterhed; noget nær med en Glæde som den, hvormed et Barn genhilser Gaardhanens Kontrafej paa Abc'ens første Blad.
I Marginen skrev hun bemærkninger og Karakterer med Blyant.
Erhard aabnede Bøgerne og begyndte at læse: Fy, fy, fy, sagde hun, og holdt ham med Haanden for Munden, men han blev ved. Saa læste hun selv, i sit Pensionsfransk, med sine smaa Anfald af Fnisen, og de sled i Bogen og holdt hinanden Haanden for Munden, til hun rev sig løs:
-Uh—du, sagde hun og satte sig paa den anden Side af Bordet foranKonfekten: Har du et Par andre, sagde hun og pegede paa Romanerne.
Erhard gemte Bøgerne for at blade i dem hjemme. Intet voldte ham større Glæde end Mathildes Anmærkninger i Roman-Marginerne—med denne lille Krimskrams-Haandskrift, han var uforskammet nok til at sige lignede hendes Næse, der ogsaa havde en saadan kæk lille Drejning opad.
Brevene, som hun skrev til ham—hun skrev otte Sider fulde for at sige ham, naar »han« var hjemme eller hun ikke kunde komme—lignede saa ganske Noterne. De var saa fulde af gesvindte Parentheser, den ene i den anden; og Linjerne gik over i hinanden (hun skrev uden Øjemaal og begyndte midt paa Papiret Ordene med nogle store Drabantbogstaver, der saa blev ganske smaa og »sammenknirkede« mod Enden af Linjen og slog en lille Hale op- eller nedefter)—saa han hittede næppe Rede i dem. Alt blev kaldt med Øgenavne, saa det var som ét hebraisk af »deres Ord«, det hele. Erhard kom lidt efter lidt til at skrive næsten ligedan.
-Mus, sagde han.
-Hm, hun pustede blot frem over Bordet imod ham….
Det var en Aften i det kongelige Teater, han havde bemærket hende første Gang. Og siden havde han set hende en tre, fire Tirsdage paa den samme Plads, hvor hun sad som en lille sammenkrøben Fugleunge mellem Damerne. Hun havde ogsaa set ham, fin og køn, nede i Parkettet. Efter Forestillingen blev hun hentet af en Pige og gik forresten gennem Forsalen uden at skænke ham saameget som et Blik. Med Pigen pludrede hun over Torvet.
Saa en Aften kom det tjenende Væsen ikke, og Fru Stern blev staaendei Forsalen, ganske forskrækket, til der blev næsten helt tomt.Sporvogne var der nu ingen af mere, og hun løb over Torvet ned adBredgade, trykket helt ind mod Husene, i sin Kaabe.
-Véd du, hvad jeg tænkte? sagde hun til Erhard. Han følger nok efter, tænkte jeg, sagde hun siden.
Han var gaaet hen til hende og havde tilbudt hende en Droske—og var ogsaa steget ind. Hun sagde nogle ligegyldige Ord og morede sig, morede sig inderligt over den hele Situation med Drosken oghami Drosken—og saa sagde han:
-At nu havde Pigen naturligvis heller ingen The derhjemme.
-Jo, sagde hun blot i sin Krog og lo.
-Hun skulde meget hellere spise ude, sagde han.
Hun svarede ikke.
-Intet menneske saa' dem—ikke et Menneske—og saa kørte Drosken hende hjem….
Det blev til, at de holdt foran en Restauration nede i Nærheden af Østergade, og hun kom op og sad med Kaaben paa i Kabinettet paa den røde Plyds-Stol, som en lille Pige paa Kanten af et Badekar og saa' paa alting—Bordet og Servicet og Gardinerne og Spejlet med sine Tøjplanter paa Jardinièren—med et Par nysgerrige og skræmte Øjne, mens Opvarteren svansede rundt med Bagdelen for stadig diskret at vende Agterspejl mod »Damen«.
Men lidt efter lidt, ved Bordet, begyndte hun at gotte sig, da hun saa, der var ingen Fare; Erhard behandlede hende ganske som Dame, og de morede sig kun som et muntert Kotillons-Par, der har det rart med hinanden i Krogen af en Balsal.
Lige med ét sagde hun rask og tømte sit Glas:
-Aa—jeg si'er, jeg tog hjem at drikke The med Owans; og hun lyttede efter Stemmerne i Nabokabinettet. hvor der nu blev livligt, og hun listede paa Tæerne—Hys, sagde hun og slog med Haanden hen imod ham; hvad hun havde for smaa geskæftige Hænder—hen til Døren og lagde Øret til: Hys; hun holdt Fingeren op.
Hun morede sig over alting, over alle de fyldte Fade paa Bordet, overKellneren og over dem i SideKabinettet … Erhard aabnede Døren tilBalkonen, og hun sneg sig med derud, stadig tyssende. De stod og saa'ned i den stille mørke Gade:
-Der boer min Svoger, sagde hun og pegede over paa Hotel d'Angleterres lange Vinduesrække—hun havde en egen Maade at skyde de smaa Skuldre op, Erhard vidste ikke, om han nogen Tid havde set noget saa sødt:
-Han sover nu, sagde han.
-Ja, nikkede hun og lo sagte.
Og saa var hun kørt hjem, havde ikke sovet hele Natten af Fornøjelse.
Mathilde Stern var saamæn ellers kommen til den fulde Erkendelse, at der ikke var det allermindste morsomme ved Livet.
Først havde hun gaaet i Skole hos Frøken Ricard, og saa havde hun gaaet i Skole hos »Søstrene« nede i Genf; og saa var hun kommet hjem, hvor hendes Moder altid havde et Øje paa hver Finger og et Par i Nakken: Det var bare alt det gamle—stadig, skønt hun nu var fulde nitten Aar: Ikke at sidde med Fødderne over hinanden under Stolen; og rette Ryggen, og ligge lige ud i Sengen; og »holde sit Fransk godt vedlige«….
Om Sommeren, naar de laa paa Landet, gik Generalinden selv—lige som et Lys i Ryggen—med sine to Døtre, én paa hver Side, til Bad. Hun stod med Uhret paa Badebroen for at tælle Minuterne, mens Døtrene var i Vandet. Mathilde, der elskede at pladske i Bassinet, naar Solen skinnede, blev raabt an de Snese Gange:
-Din Teint, raabte Generalinden, om du vilde tænke lidt paa din Teint.
… Og det blev saamæn heller ikke anderledes, da hun blev gift … Bare, at hun havde »ham« over sig ogsaa—naar han var hjemme da—og forresten som sædvanlig Generalinden, der spiste hos dem hver Søndag, og Marie Kokkepige, Moderen havde givet hende med hjemmefra, da hun blev gift….
Marie Kokkepige havde været hendes Barnepige, fra hun ikke var mere end seks, syv Aar: Mathilde blev fint klædt paa i broderet hvid Kjole til Middag og bagefter spadserede de paa »Anstalten« med Marie Pige, der altid skændte med sit: Naa—Mathilde—det skal jeg sige til Oberstinden.
Mathilde havde én Fornøjelse: at løbe hen til Skovkilden—bag MariesRyg—og sætte sig i det vaade Bassin og lade sig gennembløde, den fineKjole og Mamelukkerne, saa hun blevgennemvaadlige ind tilPopoen….
Der sad hun saa, med sammenknebne Læber, og strittede, til Pigen kom og rev hende væk….
Hjemme betog siden Generalinden hende den Slags abnorme Lyster….
-Gud være lovet, sagde Generalinden om Søndagen ved Kaffen: vi er ennormalFamilie—
… Dagen efter Restaurationbesøget kom der et lille Brev fra Erhard, den næste Dag endnu et; og et Par Uger efter svippede hun for første Gang herind ad Døren til de to Stuer ved Volden—halvt forskræmt og halvt nysgerrig som en Kanariefugl, der har faaet et nyt Bur.
Lidt efter lidt kom han ogsaa hjemme—i Begyndelsen, naar »han« var forrejst, og begge Piger var sendt ud:
-Marie Pige, sagde hun, stiv af Skræk, ved hver Lyd af en Dør. MariePige var hendes evige Angst—Provsten, som de kaldte hende.
Det var fra en Aften hjemme hos Mathilde, da Pigerne var sendt bort,og Mathilde krøb sammen i sit Hjørne med det lille Hviletæppe overFødderne, mens Erhard fortalte Skolehistorier—Skolehistorier varMathildes største Fornøjelse, og selv var hun evig fuld afFortællinger om Skolen og »Søstrene«—:
Det var en Sommer i Jylland, hvor Erhard havde bygget Løvhytte i Byskoven (det havde iøvrig været hans eneste og sære Anfald af saadanne umiddelbare og naive Drengepassioner) med Stedets Højærværdigheds to Sønner, hvor de saa havde røget og brygget Punsch for Indtægten af solgte Ordbøger, saa de kom snurrende hjem, indtil de en Dag blev opdagede af den forfærdede Provst….
Erhard skildrede Provstens Forfærdelse, og Mathilde lo, saa det klukkede—da de med ét hørte Marie Piges Trin i Spisestuen, og Mathilde fo'r op:
-Hys—Provsten, sagde hun.
Og Erhard maatte listes ud—Mathilde gik i Forvejen—gennem den mørkeGang, han kneb hende i Armene, mens hun blev ved at hviske: MenProvsten—men Provsten, til han var vel ude.
Saa løb Mathilde lige paa Marie Pige i Gangen:
-Men er Fru Mathilde her? Marie Pige kaldte aldrig sit Herskab andet end Fru Mathilde.
-Ja-a, sagde Mathilde, der saa, naar hun blev greben, strax blev aldeles forfjamsket—jeg vilde kun føle, om min Kaabe … var vaad endnu efter Regnen.
Erhard paastod »Fru Mathilde«, var aldrig saa sød, som naar hun løj: hun saa' først saa ganske hjælpeløs ud, til hun gjorde en lille resolut Grimasse og fik Usandheden sagt. Erhard sagde, hun var hver Gang saa stolt over Bedriften som en Kylling ved et Vindæg:
-Pyh, sagde hun og slog henimod ham med Findrene i Luften: det er vel det første, man faar lært….
Efterhaanden blev de kækkere, og der var en sand Legen Skjul i heleHuset, hvor Erhard var gemt i alle Kroge. Da Mathilde fik en daarligFod og ikke kunde gaa ud, kom Erhard hver Formiddag. De havdeHovedkvarter i Badekamret med Bord af et Brædt over Karret.
En Gang imellem spillede de Kort, ved højlys Dag. Det var en afMathildes Glæder:
-Du, sagde hun og spillede ud paa Brædtet: Stik. »Hjemme« havde hun ogSøster Berta i Ferierne haft Kortene gemt under Hovedpuden:
-Saa spillede vi i Sengene, sagde hun og lo, skønt Døren stod paa Klem til Mo'r.
Hvert tiende Minut humpede hun geskæftig ud paa den syge Fod og gik nynnende frem og tilbage mellem Spisestuen og Køkkenet, tjattende paa den laasede Badekammerdør.
Stern kom hjem, mens hun endnu havde den daarlige Fod, og hun kvidrede om ham og passede hans Vaner og gjorde Fagter som den, der i »Tampen brænder« har gemt Tampen.
-Han, sagde hun og lo, mens hun humpede om med hans Middagskaffe, paa sin syge Fod. Stern »begreb s'gu ikke, hvad der var kommet for en Støj over Konen«.
Men nu var Foden rask, og »han« rejst igen over til Gaarden iBlekingen.
… De sad og gyngede hver i sin Stol, og Erhard saa' paa MathildesFødder, som hun strakte som en Danserinde, naar hun stødte fra Gulvet.Han maatte ned paa Gulvet og kæle for Fødderne—»de smaa Kid«,som han kaldte dem. Men hun rev sig løs og flygtede op paa sinYndlingsplads—i Vindueskarmen, med Benene op og Hagen støttet modKnæene. Der sad hun saa og kiggede ind i »Hytten«—som de kaldteStuen—:
-Ja, sagde hun til Erhard, som vilde sidde paa en Stol ved Siden af hende, naar du sidder pænt….
Erhard sad saa nogenlunde »pænt«, og de saa' begge, ved Siden af hinanden, ind paa »Hytten«.
-Du, sagde hun pludselig og saa' ned paa ham næsten som et Barn, der første Gang siger noget som Severostotchnij i Geografien:
-Elsker du mig? sagde hun og lo ham halvt ind i Ansigtet.
Det gav næsten som et Ryk i Erhard, og Blodet skød ham som en Strøm op i Ansigtet—de plejede ikke at benytte det Verbum at elske—:
-Ja, sagde han; og begyndte at kysse hendes Hænder….
—Det maa være en sen Labansalder, der er kommet over Erhard, sagde Professorinden ved Frokostbordet, hvor Herluf Berg drak en Kop Kaffe og blev bombarderet med Brødkugler af Lille-Gerster.
-Du ser s'gu ud som en Palmesøndags-Konfirmand, sagde Lange, der mødteGerster ved Volden.
-Saa? sagde Gerster og svippede ham med sin Stok mellem de stærkt hjulede Ben.
-Det manglede sgu blot, du skulde faa røde Kinder, sagde Lange. Dem fik Lille-Gerster dog ikke.
* * * * *
Det var en Formiddag hen paa Vinteren. Frøknerne i Forretningen støvede af i Mangel af andet at tage Vare. Der vilde ikke komme rigtig Vind i Sejlene iaar, skønt det var midt i Sæsonen.
-Billighed vil de ha' … Billighed raaber de paa … Forretning er der nok af, sagde Adolf, der havde en vidunderlig Evne til at fylde det hele Lokale med Støj, naar der var blot saa meget som to enlige Kunder i Butiken:
-Men bare billigt, billigt, billigt, sagde han og søgte hidsigt paaPulten.
-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden iForretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede etMinut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saadistræt, at han aldrig fandt det ene for det andet.
Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«:Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.
-Hvad menerdu, Adolf? spurgte hun Manden.
-Ja, ja, min Pige, man maa lade dem skalte, sagde gamle Adolf. Han blev mest inde i sit Rum hos Kineseren og talte Mærker. Og naar Konstantin ikke var der—for han holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting—listede han Journalen ind i sit Hul og gik den igennem:denstemte. Og de andre Bøger førte jo nu allesammen Spenner.
-Ja, ja—sagde gamle Fru Adolf. Der er kun saa mange Slags Mennesker, Adolf … Gamle Fru Adolf gav ingen nærmere Oplysninger om, hvad hun mente, og de drak Kaffen i Tavshed. De drak nu tidt Eftermiddagskaffen alene; Konstantin spiste ude i »Victoria« for Nemheds Skyld.
Fru Adolf gik sjældent op i Butiken mere undtagen om Aftenen eller straks om Formiddagen, naar hun vidste, Konstantin var ude paa Teatret.
Hun sad paa en Stol ved Disken hos Frøken Hansen—de to var blevet gode Venner—og sagde med sin Lille-Pige-Stemme: Jeg synes ikke, her er saa godt »besøgt« mere, sagde hun og saa' ængsteligt op paa hende.
-Naar Sæsonen først kommer rigtig i Flor, sagde Frøken Hansen.
-Ja—naar den bare kommer i Flor, sagde den gamle Frue, og der blevTavshed, til hun gik.
Lidt efter kom Berg for at spørge efter Adolf. Han var allerede gaaet ud paa Victoria, sagde Frøken Hansen; straks imorges gik han.
Hun gik med Herluf op i Kontoret—Dørene blev altid trukket til i den sidste Tid ude paa »Victoria« og i Forretningen—: Han er der ikke, sagde hun om gamle Adolf, da Berg saa' hen mod Tapetdøren.
-Hr. Spenner fik saa Bøgerne ud igaar, sagde hun.
-Hm, ja, naardethjalp, sagde Berg og kradsede paa Klatpapiret med en tør Pen. Konsortiet adresserede i Krogene rigeligt smaa tvivlrige Venligheder til hinanden—Adolf undtagen, som fo'r op mod hvert Ord, man vovede mod »Kompagnonerne«.
-Og hvad nyt ellers? sagde Berg.
-Penge blev her hentet igen igaar, sagde Frøken Hansen.
-Hm—og vi havde selv en god Kasse, sagde Berg, der blev ved at kradse med Pennen.
Der blev ringet paa Telefonen, om Berg var der. Han maatte komme strax, blev der sagt. Theodor Franz var paa »Victoria«.
-Naa, sagde Berg, frisk Mod. Det var, som om de alle var blevet ligesom tungere i Benene, naar de skulde rejse sig.
-Farvel, Frøken, sagde han.
-Farvel, Frøkenen fulgte ham til Dørs. Man vekslede med Frøken Hansen—og i det hele i Victoria-Kredsen—ejendommelige forstaaelsesfulde Haandtryk i den sidste Tid.
Berg hørte Hr. Theodor Franz's Røst helt ud paa Trappen, og da han aabnede Døren, saa' han Impressarioen, der under afgørende Forhandlinger fik nogle pludselige og højst besynderlige Ghetto-bevægelser, der lod Hatten ryge bagaf og lod Næsen blive betænkelig som til Opbrud:
-Mine Herrer, sagde han med genvunden Værdighed, en Patti synger ikke paa Kredit.
Hr. Theodor Franz knappede sin Pels: Ja, mine Herrer, sagde han krænket: Koncertsalenes Patti….
»Koncerttribunernes Patti« var en halt »belgisk Nattergal«, Hr.Theodor Franz vilde føre til Skandinavien. Men Hr. Franz vilde haveGarantier: det var hans Princip, at Honoraret forlods deponeredes iBanken.
Og Adolf mente, at han kunde dele Risikoen….
Hr. Theodor Franz havde knappet sin Pels og givet Opbruds-Signal til sin Ledsager, en langhalset Pianist af et særdeles »polsk« Ydre, som Berg først nu blev vaer i en Krog.
Berg spurgte beroligende om Tidspunkt og Repertoire, da Martens rev Døren op og sagde helt forpustet af Alteration: At »Hein« ventede dernede. Og Adolf og Berg sagde paa én Gang:
-Hvad?—Hvor? og var ude, før man fik set sig om, mens Adolf hastig havde raabt noget til Spenner, der blev ene med Hr. Theodor Franz og Pianisten.
Impressarioen saa´sig indigneret om: Ja—saa gaar vi vel, sagde han med Værdighed.
Hr. Spenner forklarede ham, at en nødvendig Samtale—at en meget afgørende Samtale havde bortkaldt de Herrer, og Hr. Theodor Franz rejste dog sikkert ikke idag….
-Iaften, min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der i de sidste to treMinuter lidt efter lidt blev mer og mer aandeligt borte, som enSkildpadde, der trækker sig i Skal.
Han gik med Pianisten.
Udenfor Facaden blev han staaende foran de store Plakattavler, hvorder var mange brogede Underlags-Rester af Programmer—Hr. TheodorFranz var ikke ulig en Hund, der orienterer sig angaaende etPlankeværk, mens han betragtede disse mange Rester af kønnePlakater—:
-Min bedste, sagde Impressarioen og vendte sig til sin langhalsede Pylades: Her gives for mange »populære Koncerter«, sagde han og vendte sig.
Portier'en havde vist Konferensraaden ind i Konversationssalen, hvor han havde glemt ham for et saare muntert Selskab—med Brodersen og Blom i Spidsen—der havde spist en god Frokost, og som nu her vilde spise godt til Middag.
Konferensraaden var kommen saa halvt om halvt for Prioriteten, den anden Prioritet i »Victoria« og alt dets Iventarium. Hein undte gerne Konsortiet Hjælpen: det var og blev dog noget som en Benjamin blandt Centralbankens Foretagender, Victoriaetablissementet. Men paa den anden Side tøvede han dog og kunde ikke beslutte sig: Foreløbig vilde han nu lade Filialdirektørerne fra Provinserne, som kom sammen til Halvaarsmøde her i næste Uge, spise til Middag herude.
Saa kunde man altid sé, hvordan det videre vilde udvikle sig.
Han gik frem og tilbage, til han standsede ved Glasdøren og saa' over Gangen ind gennem Restaurationssalene. De var tomme endnu, og de opdækkede Borde ventede pretentiøse og stive med de vifteformede Servietter i Glassene og de pletterede Opsatser fyldte med Tøjroser. De to fede Kellnere stod ved Midtdøren, ørkesløse og ubevægelige, hver paa sin Side, som et Par moderniserede Satyrer, med Benene over Kors i deres Brunelsstøvler. Portièren over Døren hang allerede slatten i Folderne, og Guldet i Brokaden var blevet mat af Røgen af Allemands-Tobak. Martssolen var slem: allevegne saa' man var der slidt paa Møbler og Inventar et Par Kanter hist og her og et Par Kanter her.
Konferensraaden maatte undre sig—saa hurtigt det gik. Men Publikum sled.
Der blev kun spist ved et enkelt Bord, bag en Halvvæg. Nu stak der et Ansigt frem bag Skillerummet: Det var Martens. Han spiste ene, tagende godt til sig—Kellneren bragte Vin og lukkede Fade.
Konferensraaden maatte finde det underholdende, for han blev ved at staa ved Glasdøren og se ind, hvor »Bygmesteren« sad og gjorde sig til gode alene midt i sin tomme Sal. Først en Hilsen af Brodersen udenfor vækkede ham, og han begyndte at maale Gulvet igen.
Herinde havde alting holdt sig bedre; kun paa Sofaerne og Lænestolene saa' man forvitrede Pletter paa Betrækket dér, hvor Folk havde siddet. Konferensraaden var saa interesseret, at han begyndte at føle rundt paa det Brokadestof. Det var en Imitation med Guldtraade, som flossede. Men i Portièrerne havde Stoffet holdt sig—de var foret med dobbelt Shirting, for Foldernes Skyld.
Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens opadvendte Bagside graahvid—det upolerede Fyr.
Konferensraaden blev staaende, perplex, foran de to Borde med de opadvendte lakerte Ben: Alle Bordene var saadan. Konferensraaden gik fra det ene til det andet og løftede de kønne—shirtingforede—Bordtæpper og slog paa de smukke sorte Plader med Knoen, heftigt og heftigere:
-Dette varforusolidt gjort.
Pludselig havde Martens set ham gennem Glasdørene og var løbet op iKontoret. Da Berg og Adolf kom ned, sad Konferensraaden paa den rundeMidtsofa, med Hat og Stok ved Siden af sig: de følte strax, der varnoget ramt i Luften.
-Det gjorde intet, at han havde ventet, aldeles intet, sagdeKonferensraaden.
-Han var blot kommet for at tale om en lille Middag—for deBank-Delegerede—man agtede at spise herude….
Martens kom ind, forvirret og lidt blussende; men der vilde ingen retSamtale komme i Gang, mens Konferensraaden blev ved kun at tale omMiddagen: I al Tarvelighed—i al Tarvelighed, sagde han, Tiderne ersaavidt ikke til andet, og Adolf var lidt for urolig-underdanig.
Indtil Konferentsraaden rejste sig—han havde nu anslaaet en helt spøgende Tone og talte om Martens's Frokost—:
-Jeg saa' til, sagde han og lo. Og helt i forbigaaende, mens han kom hen foran de to glemte Borde, sagde han i en leende Tone, idet han berørte Fyrrepladen med Knappen af sin Stok:
-Deder, bedste Bygmester, er forhaabenlig ikke mellem de»Ibentræsborde«, der repræsenterer 43 Kroner pr. Styk paa vorInventarieliste….
De tre havde alle i samme Nu, endnu før han talte, set den ulykkeligeBagside—Adolf kunde have knust samtlige de forbandede Ben; Martenstalte først, forvirret som en Dreng, der er grebet i at snyde iLektien:
-Jo—jo, sagde han … De er betalt med 43, sagde han.
-Ja, Leverandører benytter sig af Omstændighederne, sagdeKonferensraaden. Og idet han gav sig til at halvlé igen, sagde han:Det er kun et Gode, at saadanne Folk har godt af at vente en Tid paaderes Penge….
Konferensraaden traadte gennem Glasdøren ud paa Gangen. Inde bag de modsatte Spejlruder saa' de Restavrationssalen: der var blevet fuldt ved Bordene; Fade, Glas og Kølere blinkede allevegne—og Solen stod ikke paa mere. De graa Stuk-Søjler løftede sig stilfuldt og fornemt, bærende Loftets pompøse Ornamentur.
Og med et virkeligt Smil—i en Følelse af Beroligelse—sagdeKonferensraaden:
-Dog et smukt Billede.
Han blev staaende lidt, og i den samme Følelse, paa samme Tid af Beroligelse og Samhørighed, vekslede de alle Haandtryk her foran Salen og skiltes.
Om Aftenen sad Adolf og Spenner hver paa sin Side af Pulten, efter atDagskassen var gjort op.
-Men nogetmaader gøres, sagde Adolf Men hvad? … Satan, han holder Øje med hele Driften … Ja, naar vi kunde spille et Par Maaneder med fuldt Hus, saa fik vi vel Prioriteten….
-Vi maa … lade, som vi havde fuldt, sagde Spenner.
-Ja, sagde Adolf utaalmodigt, Fribilletter feder s'gu ikkeFattiglisten.
-Nej, sagde Spenner: ikke—saa længe vistemplerdem.
Adolf saa' op: Det vilde komme ud, Spenner, sagde han hurtigt.
Spenner svarede ikke, og Adolf saa' igen ned i Hovedbogen: han stirrede, uden at tænke paa det, paa Spenners mange Navne-Efterskrivninger paa Klatpapiret.
… Et Par Dage efter lod Adolf Billetkasserer Jespersen kalde op paaKontoret.
Han sad genért og kradsede med Pennen paa sit Klatpapir, mens han talte med Kassereren. Det var ikke nødvendigt, sagde han, at stemple alle Fribilletterne—foreløbig.
-Vi maa s'gu ha'e »ægte« Hus, Jespersen, sluttede Adolf og lo.
Berg mødte Billetkassereren i Døren: Hvad gaar her for sig? sagde han.
-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel,Jespersen.
Berg var gaaet hen til Pulten:
-Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer.
Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrendeNavnetræk….
Fra den Dag blev det store Gros af Fribilletter ikke længer stemplet med det lejdegivende »Fri«. Victoriateatret betalte i Stilhed Fattigskat af sine Fribilletter.
Familien Gravesen skulde have Bal. Der var Oprør i Familien.
Hr. Gravesen var blevet overrumplet efter Studenterforeningsballet, hvor han havde holdt fem og trediveaarigt Jubilæum som Vicedigter, og ved Souperen var blevet baaret i Guldstol Salen rundt, mens Damerne applauderede og viftede. Efter Bordet havde han danset Tyrolervals med Fru Gravesen, der saa' ud som en tyndslidt Degnekone ved en landlig Barsel.
-Tak, sagde Frøken Frederikke Gravesen—der var tre Frøkener Gravesen tilstede; i blaa Atlaskesliv og hvide Tarlatansnederdele—: nu blir det mig dog for hedt med de gamle. Frøken Frederikke trak sin teologiske Student ud paa Trappen til Afkøling….
Da Familien kom hjem, vilde Hr. Gravesen endnu have Toddy. De tre hjemmeblevne Frøkener kom tilsyne i Natnet og Sengetæpper for at høre Beretning og faa et Glas med. Hr. Gravesen var saa bevæget, at han kaldte sin Kone for »Lise-Mo'r«, og Fru Gravesen havde Taarer i Øjnene. Hun sad og saa' paa sine seks:
Ved saadanne højtidelige Lejligheder kælede Fru Gravesen jo dog for det stille Haab, om »en brav Mand« ikke alligevel skulde finde et af hendes Pigebørn.
»Pigebørnene« satte »den gamle« Studenterhuen paa, og Frøken Amalie sad paa Skødet hos »Støderen«:
Det blev til »en lille Dans«, før Hr. Gravesen vidste af det.
De næste Dage skulde Indbydelserne bestemmes; hver af Frøknerne havdesinListe i Notebøger og paa Nodehefter; op og ned ad Trappen gik det, mens Dørene smækkede. Der var aldrig Fred ved Gelænderne.
-Gud, naar Amalie bare faar alle sine med, skingrede det fra andenSal.
-Hm, vi skal maaske ha' alle dine »Kirkesangere«, sekunderede FrøkenFrederikke.
-Dumaatte vist være glad til, Frederikke, haanede Frøken Amalie fra Stuen.
Dørene smækkede. Fru Gravesen sad i Spisestuen i Stue-Etagen. Hun vidste allerede hverken ud eller ind:
-Det værste bli'r Opvartningen, sagde hun.
-Theodora bli'r i Køkkenet, afgjorde Frederikke Spørgsmaalet om Serveringen. Fru Canth kan vel nok laane os sin Stuepige—som hun bli'r fodret med Billetter paa »Bladet« … Og saa ta'er vi forresten en Lejetjener, sluttede Frøken Frederikke.
-Ja, ja, sukkede Fru Gravesen. Hun tænkte kun paa »alle de fremmedeØjne« paa sine Ting. Der bliver noget ruineret i et Hus i otte og tyveAar, og svært er det at faa fornyet: Ja, ja, sagde hun. Fru Canth védvel ogsaa, hvad det vil sige—og hvad der gaar i Løbet i Aarene …
Hvad Theodora angik, indsaa' Fru Gravesen nok, at hunvarikke rigtig egnet til Festiviteter.
Familien Gravesen skiftede gennemsnitlig Pige fire Gange om Aaret. Men det var og blev trods al Skiften den samme Race af smaa pandekrøllede og uvaskede »Underjordiske«, som de stadig fik i Huset og hvortil ogsaa Theodora hørte.
Theodora, der altid var i Slæber, glemte en Spildevandsspand paa hverTrappe og havde altid ubeskrivelige Privatejendele til Tørring paaKøkkentrappegelænderet i Gaarden, hvor hun holdt Stævnemøder medvandkæmmede Kærester, der snedigt fralokkede hende hendes otte KronersLøn om Maaneden.
Theodora var den eneste i Huset, der var fuldstændig uberørt af »Ballet«, og ubekymret sang videre i sin Kælder, saa hun undertiden overdøvede alle Frøknerne.
Indbydelserne var sendt ud, og Frøken Frederikke skulde indretteVærelserne.
-Dagligstuen bliver som den er, sagde hun, mens hun begyndte at inspicere Huset. Dagligstuen var allerede et modent Værk af Frøknernes Arrangementstalent: med Sofaen ud paa Gulvet foran en fantastisk Dekoration af hjemmegjorte Makartbuketter og tre Skillings-Kineserparasoller—omslynget af to kække Chenilletørklæder, der en Sommersæson havde draperet Frøknerne, naar de gik til Bad. Iøvrigt var der mange trebenede Smaaborde i Krogene med Genstande, indleverede »Bladet« til Anmeldelse, som Hr. Gravesen havde for Skik at »reservere sig« og samle. Paa Væggene strakte sig »Vifter« af rammeløse Fotografier; og det Hele henlaa i en klædelig Dunkelhed, da de to Lag Gardiner var trukket for, saa man knap kendte hinanden for Mørke.
-Dagligstuen bli'r, som den er, sagde Frederikke ret fornøjet. Men værre var det i Stueetagen, hvor der skulde danses: De grønne Gardiner er umulige, naar Møblerne bliver flyttede ud sagde Frøkenen.
-Ja, sagde Fru Gravesen—de synede begge de grønne Gardiner, der havde holdt ud fra hendes Bryllup—: de er jo slemme.
-Umulige, sagde Frøken Frederikke afgørende.
Der maatte købes Sækkelærred og broderes en Kant med Uldgarn, raadede Vilhelmine,—det saa' udmærket ud til Gardiner. To Symaskiner klaprede allerede i Huset med Balstadsen. Fru Gravesen gik uafladelig til og fra Kontoret med Posen:
-Jeg spørger dig, sagde hun mat: tror du, det er for min Fornøjelse, Gravesen? (man saa' det paa Fru Gravesen, at det vel strengt taget ikke var »til hendes Fornøjelse«).
To Dage før Ballet begyndte Frederikke at omkalfatre hele Huset. AlleStuer—undtagen Balsalen—skulde indrettes i Dagligstuens Billede medMøblementet ud over Gulvene. Det var ikke saa let, for de GravesenskeMøbler trængte nok til lidt Støtte af Væggene, man turde hellersjældent se dem fra alle Sider:
-Jeg tror ikke, her er et helt Stykke i Huset, sagde Frøken Frederikke rasende; Bagfyldingen faldt af en Sofa, hun og Vilhelmine slæbte.
-Ja, ja—Børn, sagde Fru Gravesen tyssende, hun saa' hjælpeløs til. Frederikke dækkede opfindsomt Smaaskaderne med smaa, let henkastede Kretonnestumper—Rester, hun havde tilhandlet sig pundevis—og hun var ret tilfreds med sit Arrangement. Gud du—hvad sér man ved Lys, sagde hun til Vilhelmine, der assisterede.
-Kandelabrer laaner vi hos Fru Dunker, siden hun skal med for at træffe sin Scheele, sagde Frøken Vilhelmine, som i det hele taget laante rundt i Gaden, som om hele Kvarteret ikke havde større Fornøjelse end at udlaane deres Indbo til Gravesens Bal. Om Formiddagen paa selve Baldagen maatte Theodora hente Urtepotter hos alle Naboer til en Blomsteropstilling paa Trappen:
-Bevar' os vel for Riskoste, sagde Frøken Amalie, der kom hjem fraSang ved en Begravelse.
-Saa—mener du? vrissede Vilhelmine.
-Gud fri os for Stank—det var Amalie, der var gaaet videre og havde aabnet Døren til Balsalen, hvor Frøken Frederikke og Frøken Sofie draperede de Sækkelærreds; selv Frøken Frederikke kunde ikke paastaa, at de just duftede—: Naa—saa vi skal forgives, skingrede Frøken Amalie og pustede.
Der blev et Spektakel, hvor Frederikke hylede af fuld Hals, og alle seks kom til og skændtes. Man tog Parti for Frederikke:
-Hm, det var nemt nok for Amalie, sagde Frøken Ida….
-Amalie har ikke syet et Sting, hvinede Vilhelmine.
-Hun har ikke rørt en Finger….
-Jeg har bare betalt Kotillonen, sagde Amalie og svajede op ad trappen. Amalie havde hos Adolf bestilt Kotillonsarrangementet: TilRedaktionssekretærGravesen, ved »Bladet«, havde hun sagt.
-Børn dog, Børn, sagde Fru Gravesen beroligende op fra Køkkentrappen. Hun havde Kogekone og gik og skammede sig nede i Køkkenet for hvert nyt »Kar«, der manglede.
Striden hørte pludselig op, da det ringede. Det var Frøken Michelsen, Damefrisørinde, der skulde tage Frøknerne i Arbejde og som blev installeret i Kælderen i en Slags Strygestue, hvor alle Balkjolerne laa udbredte paa Sengene. Det gik efter Alder og begyndte med Frøken Ida, den yngste.
De færdige Frøkener gik hvileløse rundt i Huset i Frisérkaaber, stivho'dede for ikke at skade Frisurerne.
-Den evige Ringning her er, sagde Frøken Amalie, som stadig flygtede fra Gangen ind i Balsalen.
Det var et Bybud. Theodora havde hentet til Fru Gravesen, som ringede.
-Tak, sagde Fru Gravesen: Vil De gaa herind? hun aabnede Døren tilVærelset bag Balsalen og lukkede den efter dem igen.
-Det var, sagde hun—det var (og hun tog hastig et Etui op afKjolelommen), om De maaske vilde være saa god … at bringe denne hen—et Sted (hun aabnede Etuiet og viste en mat Guldbroche med en hvidPerle) … Men, sagde hun, etsikkertSted …
-Strax, hviskede Bybudet forstaaelsesfuld: i Løbet af et lilleKvarter, Frue.
-Hvormeget? sagde han og blinkede diskret, idet han stak Etuiet til sig.
-Ja … jeg véd ikke, sagde Fru Gravesen helt ulykkelig.
-Ta'r saa meget, vi kan faa…. Er besørget Frue,erbesørget, opmuntrede Bybudet. Han havde saadan en egen Maade at gøre sig halvt usynlig paa—henad Gangen; og Forstuedøren lukkede han sagte med et nyt Nik.
Det var Fru Gravesens »Hædersgave«, Brochen med Perlen; hun havde faaet den til Sølvbryllupet af Redaktionspersonalet Men det var det eneste, hun kunde tænke sig at skaffe Penge paa:
Og der forslog jo ingenting til den Kogekone; det var, som Tikrone-Sedlerne rentud kunde smelte i hendes Fingre. Ja, ja, det er ingen Sag, naar man kan ta' til fremmedes Ting, tænkte Fru Gravesen.
-Nu kommer jeg, nu kommer jeg, raabte hun ind i Strygestuen, hvorDøtrene allerede begyndte at klæde sig paa.
-Og der var ogsaa Lejetjeneren at betale endnu, og Drikkepenge tilStuepige og Frisørinden … Fru Gravesen regnede, mens hun gik.
-Hvad fik De? sagde hun til Bybudet, da han kom tilbage (hun var faret sammen, hver Gang det ringede): Tre Tiere, hviskede han fortroligt med Haanden op for Munden.
Fru Gravesen sukkede lettet, hun var i det mindste glad, at hun ikke behøvede strax imorgen at gaa til Gravesen: Naar det blot er et sikkert Sted, sagde hun igen og betalte Budet. Hun gik op og gemte Laaneseddelen i sin hemmeligste Chiffonière-Skuffe under Gravesens Breve fra Forlovelsestiden, som laa dèr i Bunker, omvundne med blaa Baand.
Klokken halvsyv kom Hr. Gravesen hjem, han havde i tre Døgn holdt sig udenfor Skudvidde og kun været hjemme om Nætterne.
-Maa jeg spørge, sagde han til Fru Gravesen, hvor der er et Sted, hvor man kan tage en Kjole paa?
-Ovenpaa, Gravesen, sagde Fru Gravesen. Ovepaa betød et lidet Hul tæt under Taget, hvor Theodora plejede at opbevare skident Vasketøj, men hvor idag de ægteskabelige Senge var opstillet for Natten.
Hr. Gravesen brummede.Der, sagde han i en meget fornærmet Tone og rakte barsk en Pakke til Fruen, idet han gik op ad Trappen. Det var den humoristiske Vise til Bordet.
-Den gamle! raabte Frøken Ida, og to paaklædte Frøkener Gravesen, der hørte Faderens Trin paa Trappen, retirerede hastigt tilbage til Dagligstuen. De ønskede helst ikke, at Hr. Gravesen saa dem i den megen ødsle Stads, for der var kommet et Par Gæster.
Hr. Gravesen kom atter ned i Kjole, da det ringede. Det var et Bud med Vin: Ja, ja—det er rigtigt, raabte han fra Trappen: Ja, ja, ja … det er seks Flasker bedre Vin (Hr. Gravesen var saa nervøs som de andre) … Redaktøren sagde, han saa' herud en Timestid, sagde han.
-Duskulde vel ha' din Broche paa, sagde han og mønstrede sin Kone.
-Gud, Gravesen, hvem véd, hvor den er gemt ned sagde Fruen, der forskrækket løb ind til Døtrene og sagde:
-Redaktøren, Børn … Redaktøren kommer herud. Fru Gravesen maatte sætte sig ned, ved Tanken, inde i »Balsalen«.
-Naa—vrippede Frøken Amalie—gør han os denÆre? Det var svært! hun drejede paa Hælen og forsøgte at fløjte.
Fru Gravesen var allerede paa Vejen til Kælderen igen for at sørge for, at detstoreFad med Mayonaise blev sat til en Side.
De øvrige Familiemedlemmer blev ved at trippe rundt i de to Værelser paa første Sal med forskellige mærkelige Underlivssymptomer, ikke ulige Begyndelsen til Søsyge—til det ringede.
Gæsterne begyndte at arrivere, og man kom hverken frem eller tilbage i den smalle Gang, hvor Herrerne skulde tage Tøjet af og spærrede for Damerne, der hang fast med Kjolerne i Vilhelmines Blomsterarrangement, naar de gik op ad Trappen. Inde i Stuerne var der en jævn Højtidelighed til Klirren af Thekopper (Fru Canths Stuepige bød Sukker og Fløde rundt saa stram, som om hvert Knips med Sukkertangen betød en Krænkelse af hendes Værdighed) mens Frøkenerne Gravesen standsede al Passage ved stadig alle seks at slaa ned om samme Indtrædende for at overøse ham med en indholdsløs Henrykkelse—højlydt som Skader for at hæve Stemningen.
Herrerne havde allerede maattet rømme Stuerne og rykke ud paa Gangen for at give Plads for Damerne, der ikke vilde sætte sig før Dansen, men stod op rundt om Møblerne, lidt generte af de moderne Silkekjoler, der var syede hjemme med Dessiner erobrede i Butiks-Udstillingerne, og som ubekvemt stramte og pinte baade hist og her som alt hjemmegjort. Og der blev stadig ved at komme fler Gæster, mens Døtrene trak i Fru Gravesen for at præsentere:
-Ja, her er saa snævert, sagde hun undskyldende, saa meget snævert.
Hun tænkte stadig paa Maden, regnende med Fadene, angst for at der ikke skulde være nok, og to Gange kaldte hun Amalie ud paa Gangen:
-Men, hvor mange er der nu? sagde hun ængstelig. Er de ikke snart kommen alle?
-Du véd jo, der kommer atten Par, Mo'er….
-Ja, ja—atten Par—og saa dem, din Fa'er har bedt, sagde Fru Gravesen resigneret og nikkede halvforstyrret til Herrerne, som garnerede Vilhelmines Blomsterpotter, mens hun gentog sit:
-Ja—her er saa snævert, mine Herrer, sagde hun.
-Hed bli'r den, tilstod en af Herrerne halvhøjt; Kavalererne, der mestvar yngre Fordansere fra Foreningen, pustede allerede i den stærkeVarme, der var gennemtrukket af en let Duft af Benzin fra de mangeHandsker.
Nede i Stueetagen gik Hr. Gravesen og drejede uroligt foranBalsalsdøren ventende paa Pianisten.
* * * * *
Da Herluf ringede paa Klokken henimod elleve, blev der lukket op af en hed Danser. Nedenunder blev der polkeret i begge Stuer; det var Amalie, der »snart havde faaet de Genstande ryddet til Side« i Kabinettet, og de dansede i begge Rum, saa hele »Æsken« rystede. Alle Kakkelovnene flyttede Fødderne helt op paa anden Sal, hvor Herrerne drak Toddyer, opvartede af Theodora, som dog i sidste Øjeblik havde maattet rykke ud af Kælderen til Undsætning, og som viste sig med Barmen fuld af mystiske Kniplinger og krøllede Baandsløjfer, der syntes at have oplevet adskillige bevægede Øjeblikke.
De Herrer politiserede.
Hr. Gravesen selv sagde kun en Gang imellem nogle fraværende Ord:Ganske vist, ganske vist, og nikkede, mens han stadig lyttede efterDørklokken, om Redaktøren ikke kom. Men Kaptajn Petersen, der medKjolesnipperne over Armen varmede sin Bagdel foran Kakkelovnen (detvar en Yndlingsbeskæftigelse hos Kaptajnen og hensatte ham i denIllusion, at han varmede sig ved en Vagtild) udviklede hidsigt, at detvar en Levebrødsinstitution—én eneste Levebrødsinstitution heleVenstre….
Stæhr, der hidtil intet havde sagt, men ligget som en brudt Mand i sinLænestol, sagde nu:
-Og jeg skal sige Dem, Kaptajn—det er netopdet, der mangleros… Højre mangler Mænd, der lever af det.
-Hvad siger De, Mand? raabte Kaptajnen. Hvad siger De?
-Jeg siger, Højre mangler Mænd, der lever af det, sagde Stæhr. Politiken er os en Biting: vi skulde ha' ti-tolv Stykker, der levede af den….
Kaptajnen fo'r indigneret frem fra Kakkelovnen og lod Kjoleskøderne falde tilbage paa deres Plads, mens Stæhr arrigt sagde:
-Ja—før er Partiet ikke lige. Han tav igen og lod Kaptajnen raabe.
Krans, der havde undersøgt Aftennumret, sagde: Ja—hvad er vi Mennesker? Deharskaaret sig nogle nette Levebrød; og Gravesen gentog sig: Ganske vist, mens han saa' paa sit Uhr under Bordkanten.
Der blev nogle Øjeblikke stille, og Kaptajnen, der fra Toddyglasset vendte tilbage til Kakkelovnen, sagde:
-Nej—vor Svaghed erden, at vi stoler for meget paa vor retfærdigeSag.
Berg havde kun kigget ind ad Døren til Herrerne og gik ned ad Trappen igen, da han mødte Fru Gravesen, der smilte over hele Ansigtet, saa inderlig lettet ved: at det nu »gik«:
-De vil nok sætte lidt Humør derinde, sagde hun fortroligt og pegede paa Døren til Daglistuen; selv gik hun videre.
Berg gik ind og saa' seks-syv Medarbejder-Fruer, der sad i en noget trykkende Luft, tavse og som levende Billeder paa Folks stille Krænkelse, der har taget deres bedste Tøj frem for at sidde i Krogene.
Fru Kaptajn Petersen havde talt om Indtægter og om to Veninder, gifte i Handelsstanden, som for anden Gang i fire Aar skiftede Møblement og »tog nyt«—og hun sluttede med sin forbitrede Stemme:
-Ja—der er Folk, der tjener Penge. Og alle Damerne sad nu tavse, i Lyset fra Lamperne, med det samme stramme og anstrengte Udtryk i Ansigterne. Fru Petersen bar med Ostentation bestandig samme ubeskrivelige skotske Silkekjole med sorte Kniplingsgarninger: Vi, sagde hun med et Blik paa de andre, saa Berg undertiden tænkte, den Kone river dem en Gang Silken fra Livet: Vi, som er faldne for Aldersgrænsen, maa klæde os derefter, sagde Fru Petersen.
De andre var ungdommeligt paaklædte, halvt som Teaterdamer, i farvede Silkekjoler, men syede af underlig tyndtraadede, strammede Stoffer, der uvilkaarligt mindede om Linjebetalingen. Fru Arnesen fra Landbrugstidende havde Ansigtet fuldt af blaa-hvidt Rispudder, der lugtede som Kongerøgelse.
De havde alle tiet, og Fru Petersen gentog: Ja—de tjener deres Penge let … Men ingen véd vel endnu, hvordan det ender, sagde hun.
-Min Broder Etatsraaden, siger,hanskulde ikke sætte sine Penge iCentralbanken.
Konversationen blussede lidt op, da de begyndte at tale om Konferentsraad Hein: Han havde jo i Sommer paa Journalisternes Tur bedt dem alle ind paa sit Landsted i Rungsted:
-Ja, sagde Fru Petersen stramt: vi var ikke med.
De andre talte om Landstedet, Haven og Pragten i Værelserne: der var en Stue for hver Tidsalder … Og Fru Petersen sagde:
-Ja,hanbegyndte—i Nibe—bag en Disk.
Det var Fru Kaptajn Petersens Specialitet at vide, hvor hver réusseretMand havde begyndt.
Nu tav alle igen, da Herluf Berg kom ind og hilste og gav et Par Kulissehistorier tilbedste for at opmuntre Selskabet. Nedenunder blev der valset, saa Frøken Frederikkes Makartbuketter gyngede, og gennem Dansetrinene og Musiken—Pianisten slog i Klaveret, saa det hvæsede—hørte man den opfarende Herres Skratten:
-Damen—fem Damer, Damen—fem Damer.
Frøken Vilhelmine med fire Damer i Hælene kiggede ind ad Døren og fikFru Arnesen af Landbruget til »den femte Finger«:
-Fru Arnesen, Fru Arnesen, raabte hun, og hele Flokken fo'r afsted.
Det var Hr. Andersen, som førte op. Hr. Andersen var en lille sortsmudset Herre, hvis Specialitet det var som opførende Kavalér rundt paa Familieballerne at jage Livet af Folk til tvetydige Melodier, indtil de faldt som matte Fluer langs Væggene.
Herluf blev ved at fortælle, mens Damerne lo.
-Ja, sagde Fru Petersen, da han havde rejst sig og var gaaet ind i den anden Stue, de Mennesker lever lystigt….
Herluf fo'r sammen, da han hørte en Stemme bag sig, han troede ikke, der var nogen i Kabinettet.
-Jo, det er mig, sagde Fru Duncker.
-Er De her? sagde Herluf forbavset.
-Ja, jeg kommer her i Huset, sagde hun, ved højtidelige Lejligheder. Herluf satte sig, og hun sagde: Hvor det ogsaa er længe siden, vi har set hinanden; og hun begyndte at tale og spørge og le ad en hel Del Ting, hun slet ikke tænkte paa, med en stakaandet Stemme næsten som en brystsyg, til hun tav med ét. De sad noget tavse ligeoverfor hinanden, mens Herluf tænkte: Hvor hun dog har tabt sig. Det var, som om Øjnene havde brændt sig dybere ind i Hulerne, og hendes Kinder var faldet sammen, saa Kindbenene stod frem.
Pludselig sagde hun: Mon alle er kommet? og uden at vente paa nogetSvar tilføjede hun:
-De véd vel, at Scheele ikke kommer mere hos os?
Herluf vidste det. Hele Kredsen havde ikke talt om andet den ganskeVinter end om Rivningerne hos Dunckers: saa kom Scheele der, og saakom han der ikke. Saadan er det, naar det bliver for hedt, lilleHerluf, tilføjede Fru Canth.
Berg nikkede kun, og Fru Duncker sagde sagte: Nej—vi har ikke set hinanden i to Maaneder.
Berg svarede intet og de tav igen. Neden under hørte man Hr. Andersenskommanderende Røst; han var naaet til sit store Numer, Kæde gennemHuset, og man hørte allerede Parrene som et vildt galopperendeDragonregiment trampe op ad Trapperne. Damerne hvinte, mens Hr.Andersen fo'r forrest hen forbi Førstesalsdørene, videre, opadTrappen, med den hele Række.
Toddyherrerne kom ud for at se til—Damerne gispede, og Herrerne sled—Rækken fløj videre:
-Nej—ikke dér, skreg Frøken Frederikke; Andersen havde aabnet Døren til det lille Rum med de ægteskabelige Senge, der blev belyst af en enlig Løbelampe, som stod ved Siden af de seks Flasker bedre Vin, hvilke Hr. Gravesen havde bragt i Sikkerhed herop.
Døren blev staaende aaben, mens de suste videre ned igen.
De kom just i Gangen paa første Sal, da det ringede. Hr. Gravesen, der havde holdt sig i Stueetagen i det sidste Kvarter, lukkede op. Og da »Redaktøren« kom ind med Redaktør Scheele fra »Dagen«, saa' han den hele Kæde, Damer og Herrer, med strakte Arme, aandeløse, flyve nedad Trappen; inde i Salen begyndte Valsen:
-Naa, sagde Redaktøren, det er det glade København.
Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv gennem Larmen:
-Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de hørte Stemmerne paa Trappen.
-Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet ikke forsøgte at skjule.
-Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer.
Han var kommet frem midt i Stuen, da Scheele stod i Døren; og før han naaede ud, hørte han Fru Duncker, der havde rejst sig, da hun saa' Scheele, sige med en ubeskrivelig Stemme, ubeskrivelig ydmyg og mild, saa Herluf vilde have givet meget til, han havde turdet vende sig og se hendes Ansigt: