For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. FordisseKnapper?
Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så vilde jeg høre ind.
Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?
Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre?
»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har sagt Dem det før.«
»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke, ganske som De selv synes.«
»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med Hånden.
Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre! Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan ikke forstå det!
Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham.
»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort hernede?«
»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«
»Ja. Hvad har du været der med?«
Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med Knapperne.
»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!«
»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet.
»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han.
Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.
»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .«
»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«
Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og svared:
»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og . . . .«
»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder! Jeg får mindst fem Kroner til Dig.«
Og han puffed mig ind.