En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde.
Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter.
Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem. Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind i Baggården og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen.
Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var både Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded på, føjed til nye Ting, som kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for Sætning med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage.
»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . . og han skrev videre.
Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umådelig Papirkurv, der så ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hår. Jeg følte mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid stod åben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye knuste Håb.
»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandøren« borte ved Bordet.
»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste.
»28de.« Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve, sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og peger på en Stol.
Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.
»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .«
Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender sit Ansigt mod mig.
Således så han da ud på nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse på mig op gennem Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at få Tårer i Øjnene, og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham, hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det slemt nok alligevel . . . .
Han så op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte efter. Forat lette ham i at give mig et afslående Svar, rækker jeg Hånden lidt frem og siger:
»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give Indtryk af at tage det let.
»Det må være så populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller finde på noget andet, som Folk forstår bedre?«
Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstår, at min Artikel er kasseret, og dog kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham længer, svarer jeg:
»Jo, da, det kan jeg nok.«
Jeg går til Døren. Hm. Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren.
»Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De kan jo skrive for det.«
Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged mig derfor lidt, og jeg svared:
»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!«
»Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit Skrivebord.
Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det. Jeg foresatte mig ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen og tog fat på min Skrivning påny.
I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var tændt, hændte der mig regelmæssig følgende:
Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring i Håndtaget.
Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går nedad Gaden, bort fra mig.
Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget, et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der trængte ind til mig udenfra.
Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter henvende mig til »Kommandøren«.
Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet, uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav mig til at gå i Retning af Slottet.
Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen. Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være.
Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage nedad Karl Johan.
Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort, sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra hede Dunster steg op.
Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys, den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft, der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere, Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred, opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.
Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet jeg kom på Siden af hende.
»Godaften!« sagde jeg.
»Godaften!« Hun standsed.
Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med hjem?
Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde:
»Så gik vi da!«
Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:
»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej.
I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og kaldte mig en Tørfisk.
»Godnat!« sagde jeg.
»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?«
»Nej.«
»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!«
Og jeg gik.
Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny.
»De kan være med mig alligevel,« sagde hun.
Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde heller ikke Råd til slige Opofrelser.
»Jo, nuviljeg have Dem med.«
»Men jeg går ikke med på den Måde.«
»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun.
»Nej,« svared jeg.
Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.
»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af? Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt, jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den. Godnat! Gå hen og synd ikke mer!
Dermed gik jeg.
Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet! Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det, når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og retskaffen!
Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden, nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten. Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer.
Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St. Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet, glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast. Punktum.
Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette, kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid, Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig atter Porten og gik op på mit Rum.
Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke. Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.
* * *
Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til Finalen.
Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed, nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten.
Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage, skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren, banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed, jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til at skrive igen.
Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord, som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting.
Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning.
Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med, løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden. Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved, jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen.
Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt, Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv; jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud, som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!
Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt; jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge, når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad Trapperne.
Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig, og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i Butiken.
En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et Brød ind i en Avis og lægger frem til mig.
»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til at få Lyset.
Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.
»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd med Konen.
Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og går.
Nu er Betjenten og jeg alene.
Han siger:
»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et til mig.
Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over Læberne.
»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, — han giver atter tilbage på fem Kroner.
»Værsågod!« siger han.
Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og jeg samler mekanisk Pengene op.
Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager.
Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på Disken:
»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.«
»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.«
Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle det selv.
»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten.
Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg sagde Godnat, og at Betjenten svared.
Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give dem tilbage.
»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten.
»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!«
Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden.
Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik.
Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt, om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind.
»En Bif!« siger jeg.
»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge.
Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med lidt nysgærrige Øjne.
Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald . . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker, det var ingen Aftale . . . .
»Kommer Bifen snart, tror De?«
»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet.
Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke, begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på Skuldrene.
»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.«
»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . .
Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i Kødet som en Menneskeæder.
Jomfruen kom igen hen til mig.
»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned mod mig.
Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene ned.
»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå . . . . dersom De vil . . . .«
»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.«
Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes Hoved. Hvilket underligt Menneske!
Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset, frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.
Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi, stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet, med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte mig igen.
Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter, hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen, virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif.
»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?«
»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk . . . .«
Og jeg går.
Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.
Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig.
Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i Ansigtet og hilser:
»Godaften, Frøken!«
»Godaften!« svarer hun.
Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning forresten.
Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .
Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her.
Da vender hun Ansigtet bort og siger:
»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .«
Hun holdt inde.
Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet, he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun vel ikke?
Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var bleven så sent.
Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig, trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit Hjærte slå.
»Hvor De er rar!« sagde jeg.
Ja, hvordan det, egentlig?
Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det faldt hende ind . . . .
Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om at lægge mig før tolv?
Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før Klokken tolv om Natten.
Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . .
»Ylajali!« råbte jeg.
»Hvadbehager?«
»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!«
Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i, at hun gærne vilde være lidt ude?
Nej, slet ikke! svared jeg.
Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte.
Havde hun ikke en Søster?
Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var rejst til Hamborg.
Nylig?
Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster?
Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte.
Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar.
»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig.
Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en liden Stund; jeg løj, jeg svared:
»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har De set Menageriet på Tivoli?«
»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?«
Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . .
»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr, som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi, ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad?
Ja, det havde jeg vist Ret i.
Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten, Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . . Det ubevidstes Poesi . . . .
Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte idiotisk ad ingen Ting? Havde jeg også nogen rimelig Årsag til at lade mig plage ud af denne fine Silkefugl til så lang en Tur? Kosted det mig kanske ikke Anstrængelse? Følte jeg ikke Dødens Isnen lige ind i mit Hjærte, bare ved det sagteste Vindstød, der blæste mod os? Og støjed ikke allerede Vanviddet i min Hjærne, bare af Mangel på Mad i mange Måneder i Træk? Hun hindred mig endog fra at gå hjem og få mig lidt Mælk på Tungen, en ny Skefuld Mælk, som jeg kanske kunde få beholde. Hvorfor vendte hun mig ikke Ryggen og lod mig gå Pokker ivold? . . . .
Jeg blev fortvivlet; min Håbløshed bragte mig til det yderste, og jeg sagde:
»De burde i Grunden ikke gå sammen med mig. Frøken; jeg prostituerer Dem midt for alle Folks Øjne bare ved min Dragt. Ja, det er virkelig sandt; jeg mener det.«
Hun studser. Hun ser hurtigt op på mig og tier. Derpå siger hun:
»Herregud dog!« Mer siger hun ikke.
»Hvad mener De med det.« spurgte jeg.
»Uf, nej, De gør mig skamfuld . . . . Nu har vi ikke så langt igen.« Og hun gik lidt hurtigere til.
Vi drejed op Universitetsgaden og så allerede Lygterne på St. Olafs Plads. Da gik hun langsommere igen.
»Jeg vil ikke være indiskret« siger jeg, »men vil De ikke sige mig deres Navn, før vi skilles? Og vil De ikke bare for et Øjeblik tage Sløret bort, så jeg får se Dem? Jeg skulde være så taknemmelig.«
Pause. Jeg gik og vented.
»De har set mig før,« svarer hun.
»Ylajali!« siger jeg igen.
»Hvadbehager? De har forfulgt mig en halv Dag, lige hjem. Var De fuld dengang?« Jeg hørte igen, at hun smilte.
»Ja,« sagde jeg, »ja, desværre, jeg var fuld dengang.«
»Det var stygt af Dem!«
Og jeg indrømmed sønderknust, at det var stygt af mig.
Vi var kommet til Fontænen, vi standser og ser opad de mange oplyste Vinduer i Numer 2.
»Nu må De ikke følge med længer,« siger hun; »Tak for iaften!«
Jeg bøjed Hovedet, jeg turde ikke sige nogen Ting. Jeg tog af min Hat og stod barhovedet. Mon hun vilde række mig Hånden?
»Hvorfor beder De mig ikke om at gå med tilbage et Stykke?« siger hun lavt, og hun ser ned på sin Skosnude.
»Herregud,« svarer jeg ude af mig selv, »Herregud, om De vilde gøre det!«
»Ja, men bare et lidet Stykke.«
Og vi vendte om.
Jeg var yderst forvirret, jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulde gå eller stå; dette Menneske vendte fuldstændig op og ned på hele min Tankegang. Jeg var henrykt, vidunderlig glad; jeg syntes, jeg gik dejligt tilgrunde af Lykke. Hun havde udtrykkelig villet gå med tilbage, det var ikke mit Påfund, det var hendes eget Ønske. Jeg går og ser på hende og blir mer og mer modig, hun opmuntrer mig, trækker mig til sig ved hvert Ord. Jeg glemmer for et Øjeblik min Armod, min Ringhed, hele min jammerlige Tilværelse, jeg føler Blodet jage mig varmt gennem Kroppen, som i gamle Dage, før jeg faldt sammen, og jeg beslutted at føle mig frem med et lidet Kneb.
»Forresten var det ikke Dem, jeg forfulgte dengang,« sagde jeg; »det var Deres Søster.«
»Var det min Søster?« siger hun i højeste Grad forbauset. Hun standser, ser på mig, venter virkelig Svar. Hun spurgte for ramme Alvor.
»Ja,« svared jeg. »Hm. Det vil sige, det var altså den yngste af de to Damer, som gik foran mig.«
»Den yngste, ja? Ja? Åhå!« Hun lo med en Gang, højt, inderligt som et Barn. »Nej, hvor De er slu! Det sagde De bare, forat få mig til at tage Sløret af. Ikke? Ja, jeg forstod det. Men det skal De være blå for . . . . til Straf.«
Vi begyndte at le og spase, vi talte ustandseligt hele Tiden, jeg vidste ikke, hvad jeg sagde, jeg var så glad. Hun fortalte, at hun havde set mig engang før, for længe siden, i Teatret. Jeg havde tre Kammerater med, og jeg havde båret mig ad som en gal; jeg havde bestemt været fuld da også, desværre!
Hvorfor troed hun det?
Jo, jeg havde leet så.
Jaså. Å, ja, jeg lo meget dengang.
Men ikke nu længer?
Å, jo, nu også. Det var herligt at være til!
Vi kom ned mod Karl Johan. Hun sagde: »Nu går vi ikke længer!« Og vi gik atter opad Universitetsgaden. Da vi igen kom op til Fontænen, sagtned jeg lidt mine Skridt, jeg vidste, at jeg ikke fik følge med længer.
»Ja, nu må De altså vende om,« sagde hun og standsed.
»Ja, jeg må vel det,« svared jeg.
Men lidt efter mente hun, at jeg nok kunde være med til Porten. Herregud, der var da ikke noget galt i det. Vel?
»Nej,« sagde jeg.
Men da vi stod ved Porten, trængte al min Elendighed igen ind på mig. Hvor kunde man også holde Modet oppe, når man var så knækket sammen? Her stod jeg foran en ung Dame, smudsig, forreven, vansiret af Sult, uvasket, blot halvt påklædt, — det var til at synke i Jorden af. Jeg gjorde mig liden, dukked mig uvilkårlig ned og sagde:
»Må jeg nu ikke træffe Dem mer?«
Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad.
»Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt.
»Hvornår?«
»Jeg ved ikke.«
Pause.
»Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da se, hvem jeg har talt med.«
Pause.
»De kan møde mig her udenfor Tirsdag Aften,« siger hun. »Vil De det?«
»Ja, kære, får jeg Lov til det!«
»Klokken otte.«
»Godt.«
Jeg strøg med min Hånd nedad hendes Kåbe, børsted Sneen af den, blot forat få et Påskud til at røre ved hende; det var mig en Vellyst at være hende så nær.
»Så får De ikke tro altfor galt om mig da,« sagde hun. Hun smilte igen.
»Nej . . . .«
Pludselig gjorde hun en resolut Bevægelse og trak Sløret op i Panden; vi stod og så på hinanden et Sekund. Ylajali! sagde jeg. Hun hæved sig op, slog Armene om min Hals og kyssed mig midt på Munden. En eneste Gang, hurtigt, forvirrende hurtigt, midt på Munden. Jeg følte, hvor hendes Bryst bølged, hun pusted voldsomt.
Og øjeblikkelig rev hun sig ud af mine Hænder, råbte Godnat, stakåndet, hviskende, vendte sig og løb opad Trappen, uden at sige mer . . . .
Portdøren faldt i.
* * *
Det sneed end mer den næste Dag, en tung, regnblandet Sne, store våde Dotter, som faldt ned og blev til Søle. Vejret var råt og isnende.
Jeg var vågnet noget sent, underlig fortumlet i Hovedet af Aftenens Sindsbevægelser, beruset i Hjærtet af det skønne Møde. I min Henrykkelse havde jeg ligget en Stund vågen og tænkt mig Ylajali ved min Side; jeg bredte Armene ud, omfavned mig selv og kyssed ud i Luften. Så havde jeg endelig stået op og fået mig en ny Kop Mælk og straks derpå en Bif, og jeg var ikke længer sulten; blot mine Nerver var stærkt ophidsede igen.
Jeg begav mig ned til Klædesbasarerne. Det faldt mig ind, at jeg kanske kunde få mig en brugt Vest for en billig Pris, noget at have på under Frakken, lige meget hvad. Jeg gik opad Trappen til Basaren og fik fat på en Vest, som jeg begyndte at undersøge. Mens jeg pusled med dette, kom en Bekendt forbi; han nikked og råbte op til mig, jeg lod Vesten hænge og gik ned til ham. Han var Tekniker og skulde på Kontoret.
»Følg med og tag et Glas Øl,« sagde han. »Men kom fort, jeg har liden Tid . . . . Hvad var det for det for en Dame, De spadsered med igåraftes?«
»Hør nu her,« sagde jeg, skinsyg på hans blotte Tanke, »om det nu var min Kæreste?«
»Død og Pine!« sagde han.
»Ja, det blev afgjort igår.«
Jeg havde slået ham flad, han troed mig ubetinget. Jeg løj ham fuld, forat blive af med ham igen; vi fik Øllet, drak og gik.
»Godmorgen, da! . . . . Hør,« sagde han pludselig, »jeg skylder Dem altså nogle Kroner, og det er Skam, at jeg ikke har betalt dem tilbage for længe siden. Men nu skal De få dem med det første.«
»Ja, Tak,« svared jeg. Men jeg vidste, at han aldrig vilde betale mig tilbage de Kroner.
Øllet steg mig desværre straks til Hovedet, jeg blev meget hed. Tanken på Aftenens Æventyr overvælded mig, gjorde mig næsten forstyrret. Hvad om hun nu ikke mødte op Tirsdag! Hvad om hun begyndte at tænke over, fatte Mistanke! . . . . Fatte Mistanke til hvad? . . . . Min Tanke blev med ét spillevende og begyndte at tumle med Pengene. Jeg blev angst, dødelig forfærdet over mig selv. Tyveriet stormed ind på mig med alle dets Detaljer; jeg så den lille Butik, Disken, min magre Hånd, da jeg greb Pengene, og jeg udmaled mig Politiets Fremgangsmåde, når det kom og skulde tage mig. Jærn om Hænder og Fødder, nej, blot om Hænderne, kanske blot på den ene Hånd; Skranken, Vagthavendes Protokol, Lyden af hans Pen, som skrabed, kanske tog han en ny for Anledningen; hans Blik, hans farlige Blik: Nå, Hr. Tangen? Cellen, det evige Mørke . . . .
Hm. Jeg knytted Hænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, gik hurtigere og hurtigere og kom til Stortorvet. Her satte jeg mig.
Ingen Barnestreger! Hvor i alverden kunde man bevise, at jeg havde stjålet? Desuden turde ikke Høkergutten gøre Allarm, selv om han en Dag kom til at huske, hvordan det hele var gået til; han havde nok sin Plads for kær. Ingen Larm, ingen Scener, om jeg måtte bede!
Men disse Penge tynged alligevel syndigt i min Lomme og gav mig ikke Fred. Jeg satte mig til at prøve mig selv og fandt ud på det klareste, at jeg havde været lykkeligere før, dengang, da jeg gik og led i al Ærlighed. Og Ylajali! Havde jeg ikke også gået og trukket hende ned med mine syndige Hænder! Herregud! Herre, min Gud! Ylajali!
Jeg følte mig fuld som en Alke, sprang pludselig op og gik lige hen til Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg kunde endnu rejse mig fra Vanæren, det var langtfra forsent, jeg skulde vise hele Verden, at jeg var istand til det! Undervejs fik jeg Pengene i Beredskab, holdt hver Øre i Hånden; jeg bukked mig ned over Konens Bord, som om jeg vilde købe noget, og slog hende uden videre Pengene i Hånden. Jeg sagde ikke et Ord, jeg gik straks.
Hvor det smagte vidunderligt at være ærligt Menneske igen! Mine tomme Lommer tynged ikke mer, det var mig en Nydelse at være blank påny. Når jeg rigtig tænkte efter, havde disse Penge i Grunden kostet mig megen hemmelig Kummer, jeg havde virkelig tænkt på dem med Gysen Gang på Gang; jeg var ingen forstokket Sjæl, min ærlige Natur havde oprørt sig mod den lave Gærning. Gudskelov, jeg havde hævet mig i min egen Bevidsthed. Gør mig det efter! sagde jeg og så udover det myldrende Torv. Gør mig det bare efter! Jeg havde glædet en gammel, fattig Kagekone, så det havde Skik; hun vidste hverken ud eller ind. Iaften skulde ikke hendes Børn gå sultne tilsengs . . . . Jeg gejled mig op med disse Tanker og syntes, at jeg havde båret mig udmærket ad. Gudskelov, Pengene var nu ude af mine Hænder.
Fuld og nervøs gik jeg henad Gaden og aksled mit Skind. Glæden over at kunne gå Ylajali ren og ærlig imøde og se hende ind i Ansigtet, løb ganske af med mig; jeg havde ingen Smærter mer, mit Hoved var klart og tomt, det var som det skulde være et Hoved af idel Lys, som stod og skinned på mine Skuldre. Jeg fik Lyst til at gøre Skøjerstreger, begå forbausende Ting, sætte Byen på Ende og støje. Opad hele Grændsen opførte jeg mig som en vanvittig Mand; det sused let for mine Øren, og i min Hjærne var Rusen i fuld Gang. Begejstret af Dumdristighed fik jeg i Sinde at gå hen og opgive min Alder for et Bybud, som forresten ikke havde talt et Ord, tage ham i Hånden, se ham indtrængende ind i Ansigtet og forlade ham igen, uden nogen Forklaring. Jeg skælned Nuancerne i de forbigåendes Stemmer og Latter, iagttog nogle Småfugle, som hopped foran mig i Gaden, gav mig til at studere Brostenenes Udtryk og fandt allehånde Tegn og underlige Figurer i dem. Under dette var jeg kommet ned til Stortingsplads.
Jeg står pludselig stille og stirrer ned på Droscherne. Kuskene vandrer samtalende omkring, Hestene står og luder forover mod det stygge Vejr. Kom! sagde jeg og puffed til mig selv med Albuen. Jeg gik hurtigt hen til den første Vogn og steg op. Ullevoldsvejen Numer 37! råbte jeg. Og vi rulled afsted.
Undervejs begyndte Kusken at se sig tilbage, lægge sig ned og kige ind i Vognen, hvor jeg sad under Kaleschen. Var han bleven mistænksom? Der var ingen Tvivl om, at min usle Påklædning havde gjort ham opmærksom.
»Det er en Mand, jeg skal træffe!« råbte jeg til ham, forat komme ham i Forkøbet, og jeg forklared ham indstændigt, at jeg absolut måtte træffe denne Mand.
Vi standser udenfor 37, jeg hopper ud, springer opad Trapperne, helt op til tredje Etage, griber en Klokkestræng og rykker til; Bjælden gjorde seks, syv forfærdelige Slag indenfor.
En Pige kommer og lukker op; jeg lægger Mærke til, at hun har Gulddobber i Ørene og sorte Lastingsknapper i det grå Kjoleliv. Hun ser forfærdet på mig.
Jeg spørger efter Kierulf, Joachim Kierulf, om jeg så måtte sige, en Uldhandler, kortsagt, han var ikke til at tage fejl af . . . .
Pigen ryster på Hovedet.
»Bor ingen Kierulf her,« siger hun.
Hun stirrer på mig, tager i Døren, færdig til at trække sig tilbage. Hun gjorde sig ingen Anstrængelse for at finde Manden; hun så virkelig ud til at kende den Person, jeg spurgte efter, når hun bare vilde tænke sig om, den lade Skabning. Jeg blev vred, vendte hende Ryggen og løb nedad Trapperne igen.
»Han var ikke der!« råbte jeg til Kusken.
»Var han ikke der?«
»Nej. Kør til Tomtegaden Numer 11.«
Jeg var i det heftigste Sindsoprør og meddelte Kusken noget deraf; han troed ganske vist, at det galdt Livet, og han kørte uden videre afsted. Han slog stærkt på.
»Hvad hedder Manden?« spurgte han og vendte sig på Bukken.
»Kierulf, Uldhandler Kierulf.«
Og Kusken syntes nok også, at den Mand ikke var til at tage fejl af. Om han ikke plejed at gå med en lys Frakke?
»Hvadfor noget?« råbte jeg, »lys Frakke? Er De gal? Tror De, det er en Tékop, jeg spørger efter?« Denne lyse Frakke kom mig meget ubelejligt, spolered hele Manden for mig, således, som jeg havde tænkt mig ham.
»Hvad var det, De sagde, han hedte? Kierulf?«
»Javist,« svared jeg, »er der noget underligt i det? Navnet skæmmer ingen.«
»Har han ikke rødt Hår?«
Nu kunde det gærne være, at han havde rødt Hår, og da Kusken nævnte den Ting, var jeg med engang sikker på, at han havde Ret. Jeg følte mig taknemmelig mod den stakkels Vognmand og sagde ham, at han havde taget Manden ganske på Spiddet; det forholdt sig virkelig, som han sagde; det vilde være et Særsyn, sagde jeg, at se en sådan Mand uden rødt Hår.
»Det må være ham, som jeg har kørt et Par Gange,« sagde Kusken. »Han havde en Knortekæp?«
Dette gjorde Manden lys levende for mig, og jeg sagde:
»He-he, der har vel endnu ingen set den Mand uden med en Knortekæp i Hånden Forsåvidt så kan De være tryg, ganske tryg.«
Ja, det var klart, at det var samme Mand, som han havde kørt. Han kendte ham igen . . . .
Og vi kørte på, så det gnistred af Hesteskoene.
Midt i denne ophidsede Tilstand havde jeg ikke et eneste Øjeblik tabt Åndsnærværelsen. Vi kommer forbi en Politibetjent, og jeg lægger Mærke til, at han har Numret 69. Dette Tal træffer mig så grusomt nøje, står med en Gang som en Splint i min Hjærne. 69, nøjagtigt 69, jeg skulde ikke glemme det!
Jeg læned mig tilbage i Vognen, et Bytte for de galeste Indfald, krøb sammen derinde under Kaleschen, så ingen skulde se, at jeg rørte Munden, og gav mig til at passiare idiotisk med mig selv. Vanviddet raser mig gennem Hjærnen, og jeg lader det rase, jeg er fuldt bevidst, at jeg ligger under for Indflydelser, som jeg ikke er Herre over. Jeg begyndte at le, tyst og lidenskabeligt, uden Spor af Grund, endnu lystig og fuld af det Par Glas Øl, jeg havde drukket. Lidt efterhvert tager min Ophidselse af, min Ro vender mer og mer tilbage. Jeg følte Kulde i min såre Finger, og jeg stak den ned mellem Halselinningen, forat varme den lidt. Således kom vi ned til Tomtegaden. Kusken holder an.
Jeg stiger ud af Vognen, uden Hast, tankeløst, slapt, tung i Hovedet, Jeg går indad Porten, kommer ind i en Baggård, som jeg går tvers over, støder mod en Dør, som jeg åbner og går indad, og jeg befinder mig i en Gang, et Slags Forværelse med to Vinduer. Der står to Kufferter, den ene ovenpå den anden, i den ene Krog, og på Langvæggen en gammel, umalet Sofabænk, hvori der ligger et Tæppe. Tilhøjre, i næste Værelse, hører jeg Stemmer og Barneskrig, og ovenover mig, i anden Etage, Lyden af en Jærnplade, som der hamres på. Alt dette mærker jeg, såsnart jeg er kommet ind.
Jeg går roligt tvers over Værelset, hen til den modsatte Dør, uden at skynde mig, uden Tanke på Flugt, åbner også den og kommer ud i Vognmandsgaden. Jeg ser opad Huset, som jeg just har passeret igennem: Beværtning & Logi for Rejsende.
Det falder mig ikke ind at søge at komme væk, stjæle mig bort fra Kusken, som venter på mig; jeg går meget sindigt udefter Vognmandsgaden, uden Frygt og uden at være mig noget galt bevidst. Kierulf, denne Uldhandler, som havde spøgt så længe i min Hjærne, dette Menneske, som jeg mente var til, og som jeg nødvendigvis måtte træffe, var bleven borte for min Tanke, visket ud sammen med andre gale Påfund, som kom og gik efter Tur; jeg husked ham ikke mer uden som en Anelse, et Minde.
Jeg blev mer og mer ædru, efterhvert som jeg vandred frem, følte mig tung og mat og slæbte Benene efter mig. Sneen faldt fremdeles ned i store, våde Filler. Tilsidst kom jeg ud på Grønland, lige ud til Kirken, hvor jeg satte mig til at hvile på en Bænk. Alle, som gik forbi, betragted mig meget forundret. Jeg faldt i Tanker.
Du gode Gud, hvor det var dårligt fat med mig nu! Jeg var så inderlig ked og træt af hele mit elendige Liv, at jeg fandt det ikke Møjen værd at kæmpe længer, forat beholde det. Modgangen havde taget Overhånd, den havde været for grov; jeg var så mærkelig ødelagt, ganske som en Skygge af, hvad jeg engang var. Mine Skuldre var sunkne ned, helt til den ene Side, og jeg var kommet i Vane med at lude meget forover, når jeg gik, forat spare mit Bryst det lille, jeg kunde. Jeg havde undersøgt min Krop for et Par Dage siden, en Middagstid oppe på mit Rum, og jeg havde stået og grædt hele Tiden over den. Jeg havde gået i den samme Skjorte i mange Uger, den var ganske stiv af gammel Sved og havde gnavet min Navle itu; der kom lidt blodigt Vand ud af Såret, men det smærted ikke meget, kun var det så sørgeligt at have dette Sår midt på Maven. Jeg havde ingen Råd med det, og det vilde ikke gro igen af sig selv; jeg vasked det, tørred det omhyggeligt af og trak den samme Skjorte atter på. Der var intet at gøre ved det . . . .
Jeg sidder der på Bænken og tænker over alt dette og er temmelig trist. Jeg væmmedes ved mig selv; endog mine Hænder forekommer mig modbydelige. Dette slattede, næsten ublufærdige Udtryk i mine Håndbage piner mig, volder mig Ubehag; jeg føler mig ved Synet af mine magre Fingre råt påvirket, jeg hader hele mit slunkne Legeme og gyser ved at bære på det, føle det om mig. Herregud, om der bare blev en Ende på det nu! Jeg vilde inderlig gærne dø.
Aldeles overvunden, besudlet og nedværdiget i min egen Bevidsthed, rejste jeg mig mekanisk op og begyndte at gå hjemad. Undervejs kom jeg forbi en Port, hvor der stod følgende at læse: »Ligsvøb hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten.« — Gamle Minder! sagde jeg, og jeg husked mit forrige Rum på Hammersborg, den lille Gyngestol, Avisbetrækket nede ved Døren, Fyrdirektørens Avertissement og Bager Fabian Olsens nybagte Brød. Å, ja, jeg havde jo havt det meget bedre dengang end nu; en Nat havde jeg skrevet en Føljeton til ti Kroner, nu kunde jeg ikke skrive noget mer, jeg kunde aldeles ikke skrive noget mer, mit Hoved blev straks tomt, såsnart jeg forsøgte. Ja, jeg vilde have en Ende på det nu! Og jeg gik og gik.
Efterhvert som jeg kom nærmere og nærmere Husholdningshandelen, havde jeg halvt ubevidst Følelsen af, at jeg nærmed mig en Fare; men jeg holdt fast ved mit Forsæt, jeg vilde udlevere mig. Jeg gik roligt opad Trappen, jeg møder i Døren en liden Pige, som bærer en Kop i Hånden, og jeg slipper hende forbi og lukker Døren. Betjenten og jeg står for anden Gang overfor hinanden, alene.
»Nå,« siger han, »det er et skrækkeligt Vejr.«
Hvad skulde denne Omvej til? Hvorfor tog han mig ikke med en Gang? Jeg blev rasende og sagde:
»Jeg kommer altså ikke, forat prate om Vejret.«
Denne Heftighed forbløffer ham, hans lille Høkerhjærne slår Klik; det havde slet ikke faldt ham ind, at jeg havde bedraget ham for fem Kroner.
»Ved De da ikke, at jeg har snydt Dem?« siger jeg utålmodig, og jeg puster heftigt, skælver, er færdig til at bruge Magt, hvis han ikke straks kommer til Sagen.
Men den stakkels Mand aner ingen Ting.
Nej, du store Verden, hvilke dumme Mennesker, man var nødt til at leve iblandt! Jeg skælder ham ud, forklarer ham Punkt for Punkt, hvorledes det hele var gået til, viser ham, hvor jeg stod og hvor han stod, da Gærningen skete, hvor Pengene havde ligget, hvorledes jeg havde samlet dem ned i min Hånd og lukket Hånden sammen om dem, — og han forstår altsammen, men gør alligevel intet ved mig. Han vender sig hid og did, lytter efter Fodtrinnene i Sideværelset, tysser på mig, forat få mig til at tale lavere, og siger tilslut:
»Det var nokså sjofelt gjort af Dem!«
»Nej, vent lidt!« råbte jeg i min Trang til at modsige ham, ægge ham op; det var ikke så lavt og nedrigt, som han med sit elendige Husholdningshoved forestilled sig. Jeg beholdt naturligvis ikke Pengene, det kunde aldrig falde mig ind; jeg for min Part vilde ikke drage nogen Nytte af dem, det bød min bundærlige Natur imod . . . .
»Hvor gjorde De af dem da?«
Jeg gav dem bort til en gammel, fattig Kone, hver Øre, måtte han vide; den Slags Person var jeg, jeg glemte ikke de fattige så aldeles . . . .
Han står og tænker en liden Stund på dette, blir åbenbart meget tvivlrådig om, hvorvidt jeg er en ærlig Mand eller ikke. Endelig siger han:
»Burde De ikke heller have leveret Pengene tilbage?«
»Nej, hør her,« svarer jeg, »jeg vilde ikke bringe Dem i Ulejlighed, jeg vilde spare Dem. Men det er Takken, man har, forat man er ædelmodig. Nu står jeg her og forklarer Dem det hele, og De skammer Dem ikke som en Hund, gør simpelthen ingen Anstalter til at få Striden udjævnet med mig. Derfor vasker jeg mine Hænder. Forresten giver jeg Dem Fan. Farvel!«
Jeg gik og slog Døren hårdt i efter mig.
Men da jeg kom hjem på mit Værelse, ind i dette bedrøvelige Hul, gennemvåd af den bløde Sne, skælvende i Knæerne af Dagens Vandringer, tabte jeg øjeblikkelig min Kæphøjhed og faldt sammen påny. Jeg angred mit Overfald på den arme Butiksmand, græd, greb mig i Struben, forat straffe mig for min usle Streg, og holdt et syndigt Hus. Han havde naturligvis været i den dødeligste Angst for sin Post, havde ikke vovet at gøre nogen Kvalm for disse fem Kroner, som Forretningen havde tabt. Og jeg havde benyttet mig af hans Frygt, havde pint ham med min højrøstede Tale, spiddet ham med hvert Ord, som jeg råbte ud. Og Høkerchefen selv havde måske siddet indenfor i Værelset ved Siden af og følt sig på et hængende Hår opfordret til at gå ud til os og se, hvad det var, som foregik. Nej, der var ingen Grændse længer for, hvad jeg kunde gøre af nederdrægtige Ting!
Nå, men hvorfor var jeg ikke bleven sat fast? Så var det kommet til en Afslutning. Jeg havde jo sågodtsom rakt Hænderne frem til Jærnene. Jeg vilde aldeles ikke have gjort nogen Modstand, jeg vilde tvertimod have hjulpet til. Himlens og Jordens Herre, en Dag af mit Liv for et lykkeligt Sekund igen! Mit hele Liv for en Ret Linser! Hør mig bare denne Gang! . . . .
Jeg lagde mig i de våde Klæder; jeg havde en uklar Tanke om, at jeg kanske vilde dø om Natten, og jeg brugte min sidste Kraft til at ordne op en Smule i min Seng, så det kunde se lidt ordentlig ud omkring mig om Morgenen. Jeg folded Hænderne og valgte min Stilling.
Så med engang husker jeg Ylajali. At jeg havde glemt hende så ganske hele Aftenen udover! Og Lyset trænger ganske svagt ind i mit Sind igen, en liden Stråle Sol, der gør mig så velsignet varm. Og der blir mere Sol, et mildt, fint Silkelys, der strejfer mig så bedøvende dejligt. Og Solen blir stærkere og stærkere, brænder skarpt mod mine Tindinger, koger tung og glødende i min udmagrede Hjærne. Og der flammer tilsidst for mine Øjne et vanvittigt Bål af Stråler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af Ild, Bjærge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i Brand, en rygende yderste Dag.
Og jeg så og hørte intet mer . . . .
* * *
Jeg vågned i Sved den næste Dag, fugtig over hele Legemet, meget fugtig; Feberen havde presset mig ganske voldsomt. I Førstningen havde jeg ingen klar Bevidsthed om, hvad der var foregået med mig, jeg så mig omkring med Forundring, følte mig totalt forbyttet i mit Væsen, kendte mig slet ikke igen. Jeg følte mig efter opad Armene og nedad Benene, faldt i Forbauselse over, at Vinduet stod på den Væg og ikke på den stik modsatte Væg, og jeg hørte Hestenes Trampen nede i Gården, som om den kom ovenfra. Jeg var også temmelig kvalm.
Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive.
Da det led ud på Eftermiddagen, og det allerede var begyndt at skumre lidt, stod jeg op af Sengen og begyndte at pusle omkring i Værelset. Jeg prøved mig frem med små, forsigtige Skridt, passed på at holde Ligevægten og spared så meget som muligt mine Fødder. Jeg led ikke meget, og jeg græd ikke; jeg var i det hele taget ikke trist, jeg var tvertimod velsignet tilfreds; det faldt mig ikke ind netop da, at nogen Ting kunde være anderledes end den var.
Så gik jeg ud.
Det eneste, som plaged mig en Smule, var trods min Kvalme for Mad alligevel Sulten. Jeg begyndte at føle en skammelig Appetit igen, en indre glubende Madlyst, som det stadig blev værre og værre med. Det gnaved ubarmhjærtigt i mit Bryst, bedreves et tyst, underligt Arbejde derinde. Det kunde være et Snes bitte små, fine Dyr, som lagde Hovedet på den ene Side og gnaved lidt, lagde derpå Hovedet på den anden Side og gnaved lidt, lå et Øjeblik aldeles stille, begyndte igen, bored sig ind uden Støj og uden Hast og efterlod tomme Strækninger overalt, hvor de for frem . . . .
Jeg var ikke syg, men mat, jeg begyndte at svede. Jeg tænkte mig hen på Stortorvet, forat hvile lidt; men Vejen var lang og besværlig; endelig var jeg dog næsten fremme, jeg stod på Hjørnet af Torvet og Torvegaden. Sveden randt ned i mine Øjne, dugged mine Briller og gjorde mig blind, og jeg var netop standset, forat tørre mig af en Smule. Jeg mærked ikke, hvor jeg stod, jeg tænkte ikke over det; Larmen omkring mig var frygtelig.
Pludselig lyder et Råb, et koldt, skarpt Varsko. Jeg hører dette Råb, hører det meget godt, og jeg rykker nervøst til Siden, gor et Skridt så hurtigt, mine dårlige Ben kan bevæge sig. Et Uhyre af en Brødvogn stryger mig forbi og strejfer min Frakke med Hjulet; havde jeg været lidt hurtigere, vilde jeg gået aldeles fri. Jeg kunde kanske været lidt hurtigere, ganske lidt hurtigere, hvis jeg havde anstrængt mig; der var ingen Råd med det, det gjorde ondt i min ene Fod, et Par Tæer blev maset; jeg følte, at de ligesom krølled sig sammen inde i Skoen.
Brødkøreren holder Hestene an af alle Kræfter; han vender sig om på Vognen og spørger forfærdet, hvordan det gik. Jo, det kunde gået langt værre . . . . det var vel kanske ikke så farligt . . . . jeg troed ikke, at der var nogen Ting knust . . . . Å, jeg be’r . . . .
Jeg drev hen til en Bænk det forteste, jeg kunde; disse mange Mennesker, som standsed op og gloed på mig, havde gjort mig flau. Egentlig var det ikke noget Dødsstød, det var gået forholdsvis heldigt, når Ulykken endelig skulde være ude. Det værste var, at min Sko var trykket istykker, Sålen revet løs på Snuden. Jeg holdt Poden op og så Blod inde i Gabet. Nå, det var ikke med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt at gøre det værre for mig end det var; han så meget bedrøvet ud. Kanske hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg fået det. Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han er! . . . .
Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort til Rådstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig på Kanten af Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig forbi; ellers iagttog jeg intet.
Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden, hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til den første Slagter, jeg traf.
»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at bære i Munden.«
Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage, og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så forbauset på mig.
»Ingenting at takke for,« sagde han.
»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.«
Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig.
Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt ind, som jeg kunde komme, og standsed udenfor en forfalden Port til en Baggård. Der var ikke et Lys at se på nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at gnave i mig af Benet.
Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg måtte ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at få det til at bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet, sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer, kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen.