Meget i vor Tid er slappet,Meget i vort Land er smaat,Meget flikket, Meget lappet,Meget, som er ikke godt.Stærkt man trænger til det Store,For at hæves fra det Smaa,Aanden trænger til en Spore,Før den søvnig gaaer istaa.Hæv dig over ProsamurenTil en kæmpekraftig Aand,Som, et Billed af Naturen,Virker med dens sikkre Haand.Som Naturen aldrig feiler,Gaaer sin faste Bane hen:Kunst, hvori Natur sig speiler,Selv ufeilbar er som den.Som Natur, af Roes og DadelUanfægtet, sikker gaaer:Kunsten, sikker paa sin Adel,Uberørt af begge staaer.Thi til Mængden siger Aanden:"Skal vi vandre samme Vei,"Faaer jeg tage dig i Haanden,"Thi du vakler, ikke jeg."Hvis jeg dvæler, hvis jeg haster,"Hold da Skridt; vor Vei er lang."Om du roser, om du laster,"Det forandrer ei min Gang."Om du kan mit Væsen fatte,"Blive maa din egen Sag;"Ere dine Kræfter matte,"Saa forlad mig alt idag."Men min Gang kan paa vor Vandring"Ikke lempes efter din;"Skal der heri skee Forandring,"Din det bliver ikke min." —Saadan Aanden kjæk bebuderHvad den af Naturen fik,Mens den stiller Oldtids GuderFrem for et forbauset Blik.Mængden stirrer paa de storeGjæster fra et fremmed Land,Spørger: Kan mig Dette more?Kan det danne min Forstand?Men af intet Ord bevæget,Som Naturen fast og kjæk,Støtten staaer, i Stenen præget,Og forandrer intet Træk.Snart i disse høie HallerSkal de samles, Rad paa Rad,Deres Røst til Templet kalderAlle fra den store Stad.Lærer her, selvkloge Stakler,Hvad mod Aanden I formaae;Lærer, at den gjør Mirakler,Og at I kun see derpaa.Hver, som Dommerord at tordneRaad at give har for Skik,Lære her at underordneSin unyttige Critik.Stjernerne med faste BlikkeDen bestemte Bane gaae;Ændre den, det kan du ikke,Nu, saa prøv den at forstaae!
Meget i vor Tid er slappet,Meget i vort Land er smaat,Meget flikket, Meget lappet,Meget, som er ikke godt.
Stærkt man trænger til det Store,For at hæves fra det Smaa,Aanden trænger til en Spore,Før den søvnig gaaer istaa.
Hæv dig over ProsamurenTil en kæmpekraftig Aand,Som, et Billed af Naturen,Virker med dens sikkre Haand.
Som Naturen aldrig feiler,Gaaer sin faste Bane hen:Kunst, hvori Natur sig speiler,Selv ufeilbar er som den.
Som Natur, af Roes og DadelUanfægtet, sikker gaaer:Kunsten, sikker paa sin Adel,Uberørt af begge staaer.
Thi til Mængden siger Aanden:"Skal vi vandre samme Vei,"Faaer jeg tage dig i Haanden,"Thi du vakler, ikke jeg.
"Hvis jeg dvæler, hvis jeg haster,"Hold da Skridt; vor Vei er lang."Om du roser, om du laster,"Det forandrer ei min Gang.
"Om du kan mit Væsen fatte,"Blive maa din egen Sag;"Ere dine Kræfter matte,"Saa forlad mig alt idag.
"Men min Gang kan paa vor Vandring"Ikke lempes efter din;"Skal der heri skee Forandring,"Din det bliver ikke min." —
Saadan Aanden kjæk bebuderHvad den af Naturen fik,Mens den stiller Oldtids GuderFrem for et forbauset Blik.
Mængden stirrer paa de storeGjæster fra et fremmed Land,Spørger: Kan mig Dette more?Kan det danne min Forstand?
Men af intet Ord bevæget,Som Naturen fast og kjæk,Støtten staaer, i Stenen præget,Og forandrer intet Træk.
Snart i disse høie HallerSkal de samles, Rad paa Rad,Deres Røst til Templet kalderAlle fra den store Stad.
Lærer her, selvkloge Stakler,Hvad mod Aanden I formaae;Lærer, at den gjør Mirakler,Og at I kun see derpaa.
Hver, som Dommerord at tordneRaad at give har for Skik,Lære her at underordneSin unyttige Critik.
Stjernerne med faste BlikkeDen bestemte Bane gaae;Ændre den, det kan du ikke,Nu, saa prøv den at forstaae!
O! hvem der dog var en Handelsmand!O! hvem der dog var Grosserer!En Anden saa let eihandlekan,I det Samme, hanspeculerer.Hvor er det herligt, paa Børsen gaae,Og Vexel- og Coursberegning forstaaeOg Alt, hvad i Handlen passerer!Men Den, som engang er slaaet til Poet,Blev aldrig i Handlen en Daler;Og blev han imellem paa Børsen seet,Var det aldrig med Capitaler.Idethøieste gik han til Schubothe hen,Og bragte Frugten af Blæk og Pen,Som Hr. Langhoff contant betaler.Poeten derfor, og Hver, som fikLigesaa fattige Frugter,Betragter Børsen med andet Blik,End Han, som Profiten lugter:Han beundrer Bygningens Architectur,De gamle Zirater paa røde MuurOg paa Spiret Slangernes Bugter.Og tænker Kjøbmanden ene paaImorgen og kommende Dage,Saa lader Digteren Blikket gaaeTil de svundne Tider tilbage.Han skuer Christian den Fjerdes Aand,Og kysser i Tanken den Skjoldunghaand,Hvis Værker er uden Mage.Men troer dog ikke, Poeten kanBlot vugge sig i Chimairer;Nei, naar det gjælder, saa kjender hanVel ogsaa til Børs-Affairer;Og om just selv han ikke dem gjør,Han Andres Virksomhed skue tør,Og ved den sig gjerne belærer.Hvad derom jeg melder, er vist og sandt,Skjøndt Sagen synes utrolig:Viid, Amor er selv en Børs-Speculant,Og gjør Kjøbmandsbarmen urolig.Jeg selv har seet ham engang paa min Vei,For mig var han synlig, for Andre dog ei,Thi med Digteren er han fortrolig.Jeg spurgte med Latter: "Men hvad gjør du?" —Han svarte: "Jeg speculerer." —— "Hvori?" — "Jeg veed ei rigtig endnu;"Kun Hjerternes Cours jeg noterer." —— "Men den rige Grosserer har Barmen tom;"Langt før til den fattige Digter kom!"Han gjerne dig inviterer." —— "En Digter," sagde han, "hjelper sig nok,"Jeg altid en Piil ham laaner;"Men en Kjøbmand er saa stiv som en Stok,"Han gjerne min Magt forhaaner."Men pas nu paa! han vogter sig ei,"Jeg skyder ham midt paa hans Handelsvei;"Du veed nok, Ingen jeg skaaner." —Jeg tænkte: Gud veed, hvad nu vil skee,Ei Gudens Forsæt jeg gjætter.En Pige traadte da frem, og see!Hun falbød friske Bouquetter.Hendes Øine var selv Violer blaae,Og af Rosenknopper, voxende, smaa,Paa sit Bryst hun skjuler Doubletter.Hun kunde vel være femten Aar,— En Alder, skjønnest af alle, —Hun bar Kjærminder i flettet Haar, —Contrast man maatte det kalde,Thi Kjolen pjaltet om Skuldren hang,Saa løselig kasted, saa lidet trang,Som om den let kunde falde.Nu skulde man see den KjøbmandsflokOg Mæglernes Hær tillige!Da kjøbtes der af Bouquetter en SkokHos den blomstrende Blomsterpige.Tilsidst paa Bouquetter lens hun var,Da solgte hun den, hun i Haaret bar,Til en Kjøbmand, en af de rige.Men alle de Mange, som ingen fik,Bestormed Pigen om flere;Hun raabte, da gjennem Klyngen hun gik:"Jeg har ikke Blomster mere."— "Jo vist! den sidste du gjemmer endnu;"Jeg skimter, i Kjolen den skjuler du,"O lad den hos mig florere!" —Da svarte hun: "Har jeg en enkelt gjemt,"Min Kjæreste venter den længe;"Og fik han den aldrig, da var det slemt,"Maaskee han vilde sig hænge." —Nu smiilte hun med ironisk Blik,Og triumferende bort hun gik,Thi Lommen var fuld af Penge.Da blev der en støiende Mumlen derom,Et formeligt Charivari,Som Amor, der frem af Krogen kom,Jublende blanded sit Svar i.Og en Piil han greb, og skjøndt han er blind,Paa den sorte Tavle ridsed han ind:"Idag var Coursenal pari."
O! hvem der dog var en Handelsmand!O! hvem der dog var Grosserer!En Anden saa let eihandlekan,I det Samme, hanspeculerer.Hvor er det herligt, paa Børsen gaae,Og Vexel- og Coursberegning forstaaeOg Alt, hvad i Handlen passerer!
Men Den, som engang er slaaet til Poet,Blev aldrig i Handlen en Daler;Og blev han imellem paa Børsen seet,Var det aldrig med Capitaler.Idethøieste gik han til Schubothe hen,Og bragte Frugten af Blæk og Pen,Som Hr. Langhoff contant betaler.
Poeten derfor, og Hver, som fikLigesaa fattige Frugter,Betragter Børsen med andet Blik,End Han, som Profiten lugter:Han beundrer Bygningens Architectur,De gamle Zirater paa røde MuurOg paa Spiret Slangernes Bugter.
Og tænker Kjøbmanden ene paaImorgen og kommende Dage,Saa lader Digteren Blikket gaaeTil de svundne Tider tilbage.Han skuer Christian den Fjerdes Aand,Og kysser i Tanken den Skjoldunghaand,Hvis Værker er uden Mage.
Men troer dog ikke, Poeten kanBlot vugge sig i Chimairer;Nei, naar det gjælder, saa kjender hanVel ogsaa til Børs-Affairer;Og om just selv han ikke dem gjør,Han Andres Virksomhed skue tør,Og ved den sig gjerne belærer.
Hvad derom jeg melder, er vist og sandt,Skjøndt Sagen synes utrolig:Viid, Amor er selv en Børs-Speculant,Og gjør Kjøbmandsbarmen urolig.Jeg selv har seet ham engang paa min Vei,For mig var han synlig, for Andre dog ei,Thi med Digteren er han fortrolig.
Jeg spurgte med Latter: "Men hvad gjør du?" —Han svarte: "Jeg speculerer." —— "Hvori?" — "Jeg veed ei rigtig endnu;"Kun Hjerternes Cours jeg noterer." —— "Men den rige Grosserer har Barmen tom;"Langt før til den fattige Digter kom!"Han gjerne dig inviterer." —
— "En Digter," sagde han, "hjelper sig nok,"Jeg altid en Piil ham laaner;"Men en Kjøbmand er saa stiv som en Stok,"Han gjerne min Magt forhaaner."Men pas nu paa! han vogter sig ei,"Jeg skyder ham midt paa hans Handelsvei;"Du veed nok, Ingen jeg skaaner." —
Jeg tænkte: Gud veed, hvad nu vil skee,Ei Gudens Forsæt jeg gjætter.En Pige traadte da frem, og see!Hun falbød friske Bouquetter.Hendes Øine var selv Violer blaae,Og af Rosenknopper, voxende, smaa,Paa sit Bryst hun skjuler Doubletter.
Hun kunde vel være femten Aar,— En Alder, skjønnest af alle, —Hun bar Kjærminder i flettet Haar, —Contrast man maatte det kalde,Thi Kjolen pjaltet om Skuldren hang,Saa løselig kasted, saa lidet trang,Som om den let kunde falde.
Nu skulde man see den KjøbmandsflokOg Mæglernes Hær tillige!Da kjøbtes der af Bouquetter en SkokHos den blomstrende Blomsterpige.Tilsidst paa Bouquetter lens hun var,Da solgte hun den, hun i Haaret bar,Til en Kjøbmand, en af de rige.
Men alle de Mange, som ingen fik,Bestormed Pigen om flere;Hun raabte, da gjennem Klyngen hun gik:"Jeg har ikke Blomster mere."— "Jo vist! den sidste du gjemmer endnu;"Jeg skimter, i Kjolen den skjuler du,"O lad den hos mig florere!" —
Da svarte hun: "Har jeg en enkelt gjemt,"Min Kjæreste venter den længe;"Og fik han den aldrig, da var det slemt,"Maaskee han vilde sig hænge." —Nu smiilte hun med ironisk Blik,Og triumferende bort hun gik,Thi Lommen var fuld af Penge.
Da blev der en støiende Mumlen derom,Et formeligt Charivari,Som Amor, der frem af Krogen kom,Jublende blanded sit Svar i.Og en Piil han greb, og skjøndt han er blind,Paa den sorte Tavle ridsed han ind:"Idag var Coursenal pari."
Publicum.
Her driver jeg paa Torvet om,Og føler mig saa tanketom.Jeg Intet seer, som mig fornøier,Intet, som mig oplive kan,Intet Opløb og ingen Løier,Ei saa Meget som en drukken Mand.Der hersker ret en kjedelig Ro,Her er ingen Ting, hvorpaa jeg kan gloe.Det er en Sommer-Helligdag,Færdselen er kun tynd og svag,Theatret selv er lukket i,Har hverken Placat eller Politie.Dog Røg af den ene Skorsteen staaer; —Jeg kan tænke, det er en Røg, som gaaerAf et mageløst Sommer-Skuespil,Som nu man sig bereder til,Og som "Figaro", "Dagen" og andre JournalerBebude med eccentriske Taler,Saa dem Fribilletten af Halsen staaer,Som Røg, der ud af en Skorsteen slaaer. —Ih nu! al Røg er dog Ildens Bud;Og ryger Theatret, saa maa det være,Fordi der er noget Stort igjære,Som ulmer i det og snart slaaer ud, —Med mindre (thi her man vanker i Taager)Det er Portnerkonen, som Theevand koger.Men i Sandhed, hvad der var allerbedst,Det var, om lidt Ild, til en Extrafest,Tog fat i hele den gamle Kasse,Som ei til mit Dannelsestrin vil passe.Saa fik jeg en anden Bygning, maaskeeSaa stor som saadanne Rønner tre;Saa fik jeg Heste ved mangen Handling,Større Balletter og bedre Forvandling,Kanskeevan AmburghsMenagerieOg Stykker med Tigerjagter i,Og slap for det dumme Skuespil,Hvori man maa lægge sit Øre til,Og være stille, for at forstaae. —Ja, denne Bygning er gammel og graa;Der staaer det Skrammel og ryger som et Kul,Gid Fanden ta' ved det gamle Hul!
Her driver jeg paa Torvet om,Og føler mig saa tanketom.Jeg Intet seer, som mig fornøier,Intet, som mig oplive kan,Intet Opløb og ingen Løier,Ei saa Meget som en drukken Mand.Der hersker ret en kjedelig Ro,Her er ingen Ting, hvorpaa jeg kan gloe.Det er en Sommer-Helligdag,Færdselen er kun tynd og svag,Theatret selv er lukket i,Har hverken Placat eller Politie.Dog Røg af den ene Skorsteen staaer; —Jeg kan tænke, det er en Røg, som gaaerAf et mageløst Sommer-Skuespil,Som nu man sig bereder til,Og som "Figaro", "Dagen" og andre JournalerBebude med eccentriske Taler,Saa dem Fribilletten af Halsen staaer,Som Røg, der ud af en Skorsteen slaaer. —Ih nu! al Røg er dog Ildens Bud;Og ryger Theatret, saa maa det være,Fordi der er noget Stort igjære,Som ulmer i det og snart slaaer ud, —Med mindre (thi her man vanker i Taager)Det er Portnerkonen, som Theevand koger.
Men i Sandhed, hvad der var allerbedst,Det var, om lidt Ild, til en Extrafest,Tog fat i hele den gamle Kasse,Som ei til mit Dannelsestrin vil passe.Saa fik jeg en anden Bygning, maaskeeSaa stor som saadanne Rønner tre;Saa fik jeg Heste ved mangen Handling,Større Balletter og bedre Forvandling,Kanskeevan AmburghsMenagerieOg Stykker med Tigerjagter i,Og slap for det dumme Skuespil,Hvori man maa lægge sit Øre til,Og være stille, for at forstaae. —Ja, denne Bygning er gammel og graa;Der staaer det Skrammel og ryger som et Kul,Gid Fanden ta' ved det gamle Hul!
Thalia.
Forvorpne! stands din Frækheds Ord!Respect for Templet, hvor jeg boer!
Forvorpne! stands din Frækheds Ord!Respect for Templet, hvor jeg boer!
Publicum.
Nei see! hvad er det for en Dame?I Dragt hun synes udenlandsk ...Nu har jeg det: ja, hun er fransk, ...Velan:Madame, Ihr werther Name?
Nei see! hvad er det for en Dame?I Dragt hun synes udenlandsk ...Nu har jeg det: ja, hun er fransk, ...Velan:Madame, Ihr werther Name?
Thalia.
Hold inde med de dumme Fagter!Jeg Musen er, som dig foragter,Uværdig er du til min Gunst.Du sidder dorsk paa Templets Bænke,Kan ikke høre, ikke tænke,For dig er Aanden kun en Dunst.Du pjatter, dømmer dumt og sikkert,Og seer i alenlange KikkertAlt, ikkun ei den ædle Kunst.
Hold inde med de dumme Fagter!Jeg Musen er, som dig foragter,Uværdig er du til min Gunst.Du sidder dorsk paa Templets Bænke,Kan ikke høre, ikke tænke,For dig er Aanden kun en Dunst.Du pjatter, dømmer dumt og sikkert,Og seer i alenlange KikkertAlt, ikkun ei den ædle Kunst.
Publicum.
Om Forladelse! Har jeg mig forløbet?Det hændes iblandt, at jeg bliver Beet,Naar jeg giver min egen Dom i Kjøbet,Inden jeg har spurgt hos en Autoritet.
Om Forladelse! Har jeg mig forløbet?Det hændes iblandt, at jeg bliver Beet,Naar jeg giver min egen Dom i Kjøbet,Inden jeg har spurgt hos en Autoritet.
Thalia.
Men hvorfor er du slig en Fjante,Som gaaer til Onkel eller TanteMed Spørgsmaal om, hvad selv du vil?Er i dit Bryst ei egen Stemme?Har Brystet kun en Steen i Gjemme,Som, for at flyttes af sin Klemme,Maa løftes ved et Ankerspil?Forsøg, uhildet at fornemme,Og lad Critiken blive hjemme,Den duer du dog ikke til.
Men hvorfor er du slig en Fjante,Som gaaer til Onkel eller TanteMed Spørgsmaal om, hvad selv du vil?Er i dit Bryst ei egen Stemme?Har Brystet kun en Steen i Gjemme,Som, for at flyttes af sin Klemme,Maa løftes ved et Ankerspil?Forsøg, uhildet at fornemme,Og lad Critiken blive hjemme,Den duer du dog ikke til.
Publicum.
Ak nei! desværre! det veed jeg nok;Men derfor er jeg saadan en Blok:Jeg vil mig nødig prostituere,Og derfor taler jeg ikke frit,Før jeg har spurgt mig for hos Flere,Eller læst i Bladene, Sort paa Hvidt,En motiveret, fornuftig Dom,Der siger, hvad jeg skal synes om.
Ak nei! desværre! det veed jeg nok;Men derfor er jeg saadan en Blok:Jeg vil mig nødig prostituere,Og derfor taler jeg ikke frit,Før jeg har spurgt mig for hos Flere,Eller læst i Bladene, Sort paa Hvidt,En motiveret, fornuftig Dom,Der siger, hvad jeg skal synes om.
Thalia.
Hvordan, stoltladende Krabat,Er det nu med din Stolthed fat,Da du vil lade Raad dig giveAf alle Fuskere, som skrive?Du, som har leet saa tidt afTrop,Nu slider du jo selv dig opI Sold hos hans uægte Sønner,Hvoraf en udbredt Flok man skjønner:Som for Exempel "Figaro",Hvem i en Ruus han avlet harMed Madame Voltisubito,Hvorfor og Sønnen blev en Nar; —Saa den saakaldede "Corsar",En Providerings Commissar,Som lægger Magaziner anAf Vittigheder, bitte smaa,Tilbedste for det stakkels Land,Ifald det Dyrtid skulde faae; —Fremdeles "Dagen", blid og tamI Theater-Critik, et uskyldigt Lam,Der sig og Læseren vederqvægerVed Stykkernes Indhold, mens det bræger,At Den og Den hinanden faae,(Det er sandt, de Andre gjør ligesaa); —Videre: den numeriske "Berling",Hvem Qvantitetens CategorieEi blot ved Rigsbankdaler og Sterling,Men og i Æsthetiken staaer bi,Idet dens Criticus, ligesaa klogSom Faderen, fører det ind i sin Bog,Hvor Mange der slide Theatrets Trapper,Og hvor ofte Publicummet klapper; —Saa den agende "Post", som i Kunst-CritikerHar gammelt Ord for at være sikker; —Etcetera, der er endnu Fleer,Som ligne Faderen i Maneer.Men alle Disse, som man siger,Har Trop med diverse Opvartningspiger:Corsaren med den frækkeste Tøs,Som var paa Traaden aldeles løs,Og blev Moder til en lignende Knøs;De Andre med mere skikkelige Tasker,Som vare paa Retour og flaue derved.Nu spørger jeg dig: hvad nytte mine Masker,Naar Verden aldrig kommer i Led?Skal ingen Virkning af Scenen spores,Da er det en skinhellig Røst,Som har sagt: "Castigat ridendo mores",[26]Og siger nu: "Ei blot til Lyst."Din Trop har du længe betragtet nok,Dog troer du nu paa hans Børneflok,Som faldt saa grumme nær ved Stammen.Siig, hvis er Skylden? hvis er Skammen?
Hvordan, stoltladende Krabat,Er det nu med din Stolthed fat,Da du vil lade Raad dig giveAf alle Fuskere, som skrive?Du, som har leet saa tidt afTrop,Nu slider du jo selv dig opI Sold hos hans uægte Sønner,Hvoraf en udbredt Flok man skjønner:Som for Exempel "Figaro",Hvem i en Ruus han avlet harMed Madame Voltisubito,Hvorfor og Sønnen blev en Nar; —Saa den saakaldede "Corsar",En Providerings Commissar,Som lægger Magaziner anAf Vittigheder, bitte smaa,Tilbedste for det stakkels Land,Ifald det Dyrtid skulde faae; —Fremdeles "Dagen", blid og tamI Theater-Critik, et uskyldigt Lam,Der sig og Læseren vederqvægerVed Stykkernes Indhold, mens det bræger,At Den og Den hinanden faae,(Det er sandt, de Andre gjør ligesaa); —Videre: den numeriske "Berling",Hvem Qvantitetens CategorieEi blot ved Rigsbankdaler og Sterling,Men og i Æsthetiken staaer bi,Idet dens Criticus, ligesaa klogSom Faderen, fører det ind i sin Bog,Hvor Mange der slide Theatrets Trapper,Og hvor ofte Publicummet klapper; —Saa den agende "Post", som i Kunst-CritikerHar gammelt Ord for at være sikker; —Etcetera, der er endnu Fleer,Som ligne Faderen i Maneer.Men alle Disse, som man siger,Har Trop med diverse Opvartningspiger:Corsaren med den frækkeste Tøs,Som var paa Traaden aldeles løs,Og blev Moder til en lignende Knøs;De Andre med mere skikkelige Tasker,Som vare paa Retour og flaue derved.Nu spørger jeg dig: hvad nytte mine Masker,Naar Verden aldrig kommer i Led?Skal ingen Virkning af Scenen spores,Da er det en skinhellig Røst,Som har sagt: "Castigat ridendo mores",[26]Og siger nu: "Ei blot til Lyst."Din Trop har du længe betragtet nok,Dog troer du nu paa hans Børneflok,Som faldt saa grumme nær ved Stammen.Siig, hvis er Skylden? hvis er Skammen?
Publicum.
Men er jeg vaagen i denne Stund?Jeg taber Næse saavelsom Mund!Er det en Muse, der saadan snakker?En pæn Gudinde! jo, jeg takker!Til mig du taler som til en Skrælling,Og bruger Ord som en Fiskerkjelling.
Men er jeg vaagen i denne Stund?Jeg taber Næse saavelsom Mund!Er det en Muse, der saadan snakker?En pæn Gudinde! jo, jeg takker!Til mig du taler som til en Skrælling,Og bruger Ord som en Fiskerkjelling.
Thalia.
Jeg kjender dig paa dit Skaberi,Din Affectation, dit Coquetterie.Af Snørliv og snevre Skoe forpiint,Du fordrer, at Alt skal være saa fiint.Men hermed kommer du ingen Vei,Thi er det fiint, saa forstaaer du det ei,Og hvad du tager for Fiint, er en StumpAf fiint Papiir om den værste Klump,Der smager dig som den bedste Ret,Naar bare Kræmmerhuset er net.Comediens Muse — det maa du vide —Taler med Fynd og et Ord itide;Hun hilser dig i et andet Sprog,End det, som vanker i en Epilog,Hvori man smigrer dig arme Skrog,Og bilder dig ind, du er superklog.Det er kun en Formel, aldeles tom,Der er Ingen, som stoler paa din Dom;Dine Penge det er, man fange vil,Din Berømmelse lidet man beiler til,Thi saadan som du nu er skabt,Har man Respecten for dig tabt;Og intet Under: Selv du joHar tabt Respecten for det Skjønne,Har til Ideer ingen Tro,Og agter Kunsten lig en Bønne.Respect er hvad det skorter paa,Indprentes maa den i din Hu,Og du dig underordne maaFor Det, som er lidt Meer end du.Respect for Kunstens ædle Hal!Thi den er ingen SnakkebørsOg ingen Ænders, Faars og KøersUrene Sti og lumre Stald.Et Tempel er den og en Skole,Hvori ei blot med Søndagskjole,Men ogsaa med et SøndagssindDu træde skal ærbødig ind,I glad Forventning af den Gave,Som dølges bag et Forhængs Fold,Og som du heel og holden skal have,Naar du giver dig Nydelsen i Vold.Erhverv dig lidt Beskedenhed;Tro ikke, man fra Scenen nedMed Bæven seer til din dovne Krop;Nei,duskal se til Scenenop,Som til et bedre, høiere Stade,End det, du kommer fra paa din Gade.Paa din Dom ei altid du pukke med TrodsHusk paa, du skal opdrages hos os,Og lære Meget, som ei du kjender,Men troer at holde med begge Hænder."Sicut infantes audi nos",Paa Dansk: Tag din Critik tilfange,Den er dog ikke stort bevendt,Og lyt som et Barn til vore Sange,Det kan du være godt bekjendt.Respect, som sagt! thi nu har du ingen;Respect for Stedet, Respect for Tingen!Ogà propos, da jeg gjør dig den Ære,Her midt paa Torvet dig at belære,Saa begynd paa Respecten i denne Stund,Og tag Cigaren af din Mund.
Jeg kjender dig paa dit Skaberi,Din Affectation, dit Coquetterie.Af Snørliv og snevre Skoe forpiint,Du fordrer, at Alt skal være saa fiint.Men hermed kommer du ingen Vei,Thi er det fiint, saa forstaaer du det ei,Og hvad du tager for Fiint, er en StumpAf fiint Papiir om den værste Klump,Der smager dig som den bedste Ret,Naar bare Kræmmerhuset er net.Comediens Muse — det maa du vide —Taler med Fynd og et Ord itide;Hun hilser dig i et andet Sprog,End det, som vanker i en Epilog,Hvori man smigrer dig arme Skrog,Og bilder dig ind, du er superklog.Det er kun en Formel, aldeles tom,Der er Ingen, som stoler paa din Dom;Dine Penge det er, man fange vil,Din Berømmelse lidet man beiler til,Thi saadan som du nu er skabt,Har man Respecten for dig tabt;Og intet Under: Selv du joHar tabt Respecten for det Skjønne,Har til Ideer ingen Tro,Og agter Kunsten lig en Bønne.Respect er hvad det skorter paa,Indprentes maa den i din Hu,Og du dig underordne maaFor Det, som er lidt Meer end du.Respect for Kunstens ædle Hal!Thi den er ingen SnakkebørsOg ingen Ænders, Faars og KøersUrene Sti og lumre Stald.Et Tempel er den og en Skole,Hvori ei blot med Søndagskjole,Men ogsaa med et SøndagssindDu træde skal ærbødig ind,I glad Forventning af den Gave,Som dølges bag et Forhængs Fold,Og som du heel og holden skal have,Naar du giver dig Nydelsen i Vold.Erhverv dig lidt Beskedenhed;Tro ikke, man fra Scenen nedMed Bæven seer til din dovne Krop;Nei,duskal se til Scenenop,Som til et bedre, høiere Stade,End det, du kommer fra paa din Gade.Paa din Dom ei altid du pukke med TrodsHusk paa, du skal opdrages hos os,Og lære Meget, som ei du kjender,Men troer at holde med begge Hænder."Sicut infantes audi nos",Paa Dansk: Tag din Critik tilfange,Den er dog ikke stort bevendt,Og lyt som et Barn til vore Sange,Det kan du være godt bekjendt.Respect, som sagt! thi nu har du ingen;Respect for Stedet, Respect for Tingen!Ogà propos, da jeg gjør dig den Ære,Her midt paa Torvet dig at belære,Saa begynd paa Respecten i denne Stund,Og tag Cigaren af din Mund.
Publicum.
Cigaren? Nu har jeg hørt saa galt!Nei, den har jeg kjøbt og ærligt betalt.Cigaren mig Ingen forbyde kan,Thi jeg er ingen ufri Mand;Ved den jeg viser, jeg er StudentOg paa "Corsaren" Abonnent.Jeg haaber, man kommer snart saa vidt,At i Theatret man røger frit.
Cigaren? Nu har jeg hørt saa galt!Nei, den har jeg kjøbt og ærligt betalt.Cigaren mig Ingen forbyde kan,Thi jeg er ingen ufri Mand;Ved den jeg viser, jeg er StudentOg paa "Corsaren" Abonnent.Jeg haaber, man kommer snart saa vidt,At i Theatret man røger frit.
Thalia.
Ja hvorfor ikke? Saadanne ModerPasse godt til de andre Noder,Hvormed du belemrer mit arme Huus!Og du, som ønsker, det laae i Gruus,For at et større du kunde faae!Kortsynede! kan du dig selv ei spaae,At jo større Huus dig Thalia giver,Desmeer forstokket og slet du bliver?Sex Aar dog kunde du ventet end,Før du slynged Forbandelsen hen:Aar atten hundred og fyrgetyveSamt otte til, er det hundred Aar,Siden jeg grunded det Huus, her staaer.
Ja hvorfor ikke? Saadanne ModerPasse godt til de andre Noder,Hvormed du belemrer mit arme Huus!Og du, som ønsker, det laae i Gruus,For at et større du kunde faae!Kortsynede! kan du dig selv ei spaae,At jo større Huus dig Thalia giver,Desmeer forstokket og slet du bliver?Sex Aar dog kunde du ventet end,Før du slynged Forbandelsen hen:Aar atten hundred og fyrgetyveSamt otte til, er det hundred Aar,Siden jeg grunded det Huus, her staaer.
Publicum.
Tillad, jeg beskylder dig for at lyve,Eller og, at Historien du glemte,Thi Huset er bygget af Fredrik den Femte,Og følgelig kan du ikke sige ...
Tillad, jeg beskylder dig for at lyve,Eller og, at Historien du glemte,Thi Huset er bygget af Fredrik den Femte,Og følgelig kan du ikke sige ...
Thalia.
Men hvad en Konge virker til GavnFor Kunstens, kort sagt, for Ideens Rige,Den ædle Tanke, den udødelige,Den præger Musen i hans Favn.
Men hvad en Konge virker til GavnFor Kunstens, kort sagt, for Ideens Rige,Den ædle Tanke, den udødelige,Den præger Musen i hans Favn.
Publicum.
Ifald du her har Sandhed sagt,Ifald du besidder en saadan Magt,Saa gaa til Theaterdirectionen,Og inspireer den med nye Tanker;Maaskee du saa forandrer Tonen,Saa at mindre Grovhed til mig der vanker;Thi viid, at naar jeg bliver slet,Naar jeg vanslægter fra Nationen,— Kloge Folk forsikkre mig det —Saa ligger Skylden hos Directionen.
Ifald du her har Sandhed sagt,Ifald du besidder en saadan Magt,Saa gaa til Theaterdirectionen,Og inspireer den med nye Tanker;Maaskee du saa forandrer Tonen,Saa at mindre Grovhed til mig der vanker;Thi viid, at naar jeg bliver slet,Naar jeg vanslægter fra Nationen,— Kloge Folk forsikkre mig det —Saa ligger Skylden hos Directionen.
Thalia.
Ja vistnok er det beqvemt og letAt skyde Skylden over paa NæstenFor Det, man selv har forskyldt. Forresten,Jeg kjender Directionen ei,Og var desuden altid bangeFor administrerende Autoriteter,De høre nødigt Musernes Sange.
Ja vistnok er det beqvemt og letAt skyde Skylden over paa NæstenFor Det, man selv har forskyldt. Forresten,Jeg kjender Directionen ei,Og var desuden altid bangeFor administrerende Autoriteter,De høre nødigt Musernes Sange.
Publicum.
Nu vel, der gives en anden Vei;Henvend dig da til vore Poeter.Jeg har ofte hørt — dog troer jeg det ei —At kun en Poet kan Miraklet gjøre,Det Hele fra Ruin at føre.
Nu vel, der gives en anden Vei;Henvend dig da til vore Poeter.Jeg har ofte hørt — dog troer jeg det ei —At kun en Poet kan Miraklet gjøre,Det Hele fra Ruin at føre.
Thalia.
Tilvisse, herlige Raad du giver!Jeg skulde takke dig for din Iver,Om kun ei den manglede sund Fornuft.Du maler dig et Billed i taaget Luft,Og at virkeligt det er, du bilder dig ind.Hvor findes Poeter med saa fromt et Sind,At offre de vil InspirationenTil Ære for dig og Directionen?Jeg taler ei om et enkelt Stykke,Selv om det gjør, hvad man kalder Lykke;En enkelt Svale gjør ingen Sommer;Men Den, som vil rense mit Tempel, kommerTil at offre sin Tanke, sit Liv derpaa;Men saalunde som nu Sagerne staae,Maatte Den, der satte sin CapitalI slig en Handel, være bindegal;Thi hvo vil stille sine Værker frem,For at Sjouere skal bedømme dem?Nei, Poeten, naar han sin Fordeel kjender,Da skriver han langt heller en Bog;Vel falder den i mangen smudsig Krog,Men den kommer og i de rette Hænder,Hvor den erholder sit rette Stempel.I Litteraturens store TempelHersker Forvirring kun en stakket Frist,Thi Ordet beholde de Bedste tilsidst.Men viid, i Theatret gjælder Momentet,Kun af Øieblikket blev Lønnen hentet,Men der har ikke de Bedste Magt,Nei, de Sletteste just: du selv, kort sagt. —Naar jeg tænker paa, hvad det blive kunde,Mit kjære Tempel, som her staaer,Ved de Midler, hvorover det formaaer,Mens nu det langsomt gaaer tilgrundePaa Veien til sit Jubel-Aar:Da fyldes Hjertet af en Harm,Som rummes kun i Musers Barm,Og i vred Begeistring Gudinden spaaerDen Skjæbne, som dig forestaaer:Om føie Tid har du ingen Scene,At sige, som fortjener dette Navn;I en Ruus vil du tumle dig om, og mene,At Alt, som kun er nyt, stiller dit Savn.Det Eneste, som du forud harFor næsten hele Verdens Nationer,Det Eneste, som ditegetvar,Din comiske Muses kjække Skud,Som trivedes i de kolde ZonerSaa godt, at gjennem den gamle HudSprang nye Knopper og Blomster ud,Vil regnes til Fabelens Traditioner.I Lunet din egen Aand du fandt,Men du offrer den op for fremmed Tant,For svulstigt Præk, for grov FinesseFra den udenlandske Theaterpresse,For Alt, som besidder et hyklet Skin,Og er, lig en Blære, fyldt med Vind.Da staaer du snart, i Nationers Ring,I Kunsten saa graa som i andre Ting;Og mener du end, du er Karl for din Hat,Som alt det Fremmedes Abekat,Saa vil det dog svie til din Hud,Naar dit eneste Præg skal slettes ud.Gid Himlen en Vækker dig sende vilde!Jeg kan det ikke, det er for silde.Jeg flyer til mine Søstres Chor;Farvel, du Sløve! betænk mit Ord!
Tilvisse, herlige Raad du giver!Jeg skulde takke dig for din Iver,Om kun ei den manglede sund Fornuft.Du maler dig et Billed i taaget Luft,Og at virkeligt det er, du bilder dig ind.Hvor findes Poeter med saa fromt et Sind,At offre de vil InspirationenTil Ære for dig og Directionen?Jeg taler ei om et enkelt Stykke,Selv om det gjør, hvad man kalder Lykke;En enkelt Svale gjør ingen Sommer;Men Den, som vil rense mit Tempel, kommerTil at offre sin Tanke, sit Liv derpaa;Men saalunde som nu Sagerne staae,Maatte Den, der satte sin CapitalI slig en Handel, være bindegal;Thi hvo vil stille sine Værker frem,For at Sjouere skal bedømme dem?Nei, Poeten, naar han sin Fordeel kjender,Da skriver han langt heller en Bog;Vel falder den i mangen smudsig Krog,Men den kommer og i de rette Hænder,Hvor den erholder sit rette Stempel.I Litteraturens store TempelHersker Forvirring kun en stakket Frist,Thi Ordet beholde de Bedste tilsidst.Men viid, i Theatret gjælder Momentet,Kun af Øieblikket blev Lønnen hentet,Men der har ikke de Bedste Magt,Nei, de Sletteste just: du selv, kort sagt. —
Naar jeg tænker paa, hvad det blive kunde,Mit kjære Tempel, som her staaer,Ved de Midler, hvorover det formaaer,Mens nu det langsomt gaaer tilgrundePaa Veien til sit Jubel-Aar:Da fyldes Hjertet af en Harm,Som rummes kun i Musers Barm,Og i vred Begeistring Gudinden spaaerDen Skjæbne, som dig forestaaer:Om føie Tid har du ingen Scene,At sige, som fortjener dette Navn;I en Ruus vil du tumle dig om, og mene,At Alt, som kun er nyt, stiller dit Savn.Det Eneste, som du forud harFor næsten hele Verdens Nationer,Det Eneste, som ditegetvar,Din comiske Muses kjække Skud,Som trivedes i de kolde ZonerSaa godt, at gjennem den gamle HudSprang nye Knopper og Blomster ud,Vil regnes til Fabelens Traditioner.I Lunet din egen Aand du fandt,Men du offrer den op for fremmed Tant,For svulstigt Præk, for grov FinesseFra den udenlandske Theaterpresse,For Alt, som besidder et hyklet Skin,Og er, lig en Blære, fyldt med Vind.Da staaer du snart, i Nationers Ring,I Kunsten saa graa som i andre Ting;Og mener du end, du er Karl for din Hat,Som alt det Fremmedes Abekat,Saa vil det dog svie til din Hud,Naar dit eneste Præg skal slettes ud.Gid Himlen en Vækker dig sende vilde!Jeg kan det ikke, det er for silde.Jeg flyer til mine Søstres Chor;Farvel, du Sløve! betænk mit Ord!
Som tabte Herligheders Rest,Som Affald af en prægtig Fest,Som en ærværdig MindestøtteFornedret til at gjøre Nytte,Man daglig skuer paa sin VeiSanct Nicolai.Ak! Ingen veed i Livets AarDen Skjæbne, som ham forestaaer,Men først i Døden vil sig vise,Om han sig lykkelig tør prise!Og herfra selv undtages eiSanct Nicolai.Hans Bygning saae sin Grundsteen lagtTil den catholske Kirkes Pragt,Men før den var til Ende kommenBestemtes den til Lutherdommen;For Kjætteri sig hytted eiSanct Nicolai.Her første Gang i Kirkens SkjødEn evangelisk Præken lød,Til Orglet sang den hele Klynge,Og selv du maatte til at synge,Om det dig lysted eller ei,Sanct Nicolai!Dog af og til han lidt forsagtEnd skottede til Pavens Magt:En Time daglig Orglet rørtes,Uagtet ingen Præken hørtes,Og denne Skik afskaffed eiSanct Nicolai.Det var et modsat Kjætteri.Tænk, hvilken farlig Liturgie,Naar Andagt midt i TonestrømmeSelv raader for, hvor den vil svømme!Der var du paa den gale Vei,Sanct Nicolai!Dog i den første store BrandHans Gudsfrygt holdt mod Luen Stand,Men i den næstes Skjærsilds-PinerHans Legem brændtes til Ruiner,Og Glemsel greb dit Conterfei,Sanct Nicolai!Nu staaer du paa din Plads igjen,Men degradeert, min arme Ven!Dit Hoved, før Ideens Moder,Nu kneiser mellem Slagterboder;Du staaer paa Realismens Vei,Sanct Nicolai!Som Zions Vægter ikke meer,Som Gadevægter man dig seer,Som Oldermand i Vægtergilde;Du speider aarle, speider sildePaa Land og Hav, paa Himlen ei,Sanct Nicolai!Du minder strax om Ildebrand,Din Lygte skaffer Sprøitevand;Dit Blik mod Horizonten sværmer,Og naar sig fjerne Dampskib nærmer,Dit røde Flag du glemmer ei,Sanct Nicolai!Du staaer som Midtpunkt i vor Stad;Og er den traurig eller glad,Beruset, ædru, sindig, galen,Paa Hov'det falden, traadt paa Halen,Du seer dens Gang paa hver en Vei,Sanct Nicolai!Og ved den Daarskab, som du seer,Du slipper for at græde meer;Nu har du Lov at lee og smile,Thi nu din Stand er den civile,Og Geistlig er du længer ei,Sanct Nicolai!Men bliv dog paa din Post ei ør!Du er ei Stadens Gouverneur,Dens Argus ei, men kun hans Øie.Saa gid dit Syn sig da fornøieSaa vide paa sin Vægtervei,Sanct Nicolai!
Som tabte Herligheders Rest,Som Affald af en prægtig Fest,Som en ærværdig MindestøtteFornedret til at gjøre Nytte,Man daglig skuer paa sin VeiSanct Nicolai.
Ak! Ingen veed i Livets AarDen Skjæbne, som ham forestaaer,Men først i Døden vil sig vise,Om han sig lykkelig tør prise!Og herfra selv undtages eiSanct Nicolai.
Hans Bygning saae sin Grundsteen lagtTil den catholske Kirkes Pragt,Men før den var til Ende kommenBestemtes den til Lutherdommen;For Kjætteri sig hytted eiSanct Nicolai.
Her første Gang i Kirkens SkjødEn evangelisk Præken lød,Til Orglet sang den hele Klynge,Og selv du maatte til at synge,Om det dig lysted eller ei,Sanct Nicolai!
Dog af og til han lidt forsagtEnd skottede til Pavens Magt:En Time daglig Orglet rørtes,Uagtet ingen Præken hørtes,Og denne Skik afskaffed eiSanct Nicolai.
Det var et modsat Kjætteri.Tænk, hvilken farlig Liturgie,Naar Andagt midt i TonestrømmeSelv raader for, hvor den vil svømme!Der var du paa den gale Vei,Sanct Nicolai!
Dog i den første store BrandHans Gudsfrygt holdt mod Luen Stand,Men i den næstes Skjærsilds-PinerHans Legem brændtes til Ruiner,Og Glemsel greb dit Conterfei,Sanct Nicolai!
Nu staaer du paa din Plads igjen,Men degradeert, min arme Ven!Dit Hoved, før Ideens Moder,Nu kneiser mellem Slagterboder;Du staaer paa Realismens Vei,Sanct Nicolai!
Som Zions Vægter ikke meer,Som Gadevægter man dig seer,Som Oldermand i Vægtergilde;Du speider aarle, speider sildePaa Land og Hav, paa Himlen ei,Sanct Nicolai!
Du minder strax om Ildebrand,Din Lygte skaffer Sprøitevand;Dit Blik mod Horizonten sværmer,Og naar sig fjerne Dampskib nærmer,Dit røde Flag du glemmer ei,Sanct Nicolai!
Du staaer som Midtpunkt i vor Stad;Og er den traurig eller glad,Beruset, ædru, sindig, galen,Paa Hov'det falden, traadt paa Halen,Du seer dens Gang paa hver en Vei,Sanct Nicolai!
Og ved den Daarskab, som du seer,Du slipper for at græde meer;Nu har du Lov at lee og smile,Thi nu din Stand er den civile,Og Geistlig er du længer ei,Sanct Nicolai!
Men bliv dog paa din Post ei ør!Du er ei Stadens Gouverneur,Dens Argus ei, men kun hans Øie.Saa gid dit Syn sig da fornøieSaa vide paa sin Vægtervei,Sanct Nicolai!
Det mylrer i NorgesgadeMed pyntede Damer og Mænd;"Gentilernes Promenade",Saaledes døbte man den.Herrer i Snørliv, pudsige nok,I Munden Cigar, i Lommen en Stok,Her offre hele PersonenTil Modens Afgud paa Thronen.Har Hankjønnet vakt din LatterVed mangen Caricatur,Forlyster Øiet sig atterVed Damernes nette Figur,Thi lydende Modens Herskerbud,De see dog alle som Mennesker ud,Og baade ved Drift og VaneMan drages mod det Humane.Før Sværmen har naaet det Grønne,Spadserer den her forbiSaa mange Bygninger skjønne:Chirurgisk Academie,Det catholske Capel, som nybygt staaer,Hospitalet og Søcadetternes Gaard;Saa er man ved Enden af Gaden,Og vanker i Esplanaden.Til Langelinie vendeSig nu de hurtige Skridt,Hvor Bølgerne Kjøling sende,Hvor Brystet kan aande frit.Her standser man lidt sin HverdagsgangVed det skummende Sunds melodiske Sang,Ved Horizonten den vide,Hvor som Skygger Seilerne glide.Saa høi og blendende skinnerHveen, vor Stolthed og Sorg;Paa Klinten Sanct Ib du finder,Men ei Uranienborg.Malmøes Fæstning saa skummel staaer,Den sees over Saltholms Holmegaard,Men let mod Skyerne baarneSees Lunds de luftige Taarne.Og see det lyse Landskrone,Saa tæt under Hveen lagt;Det smiler i rødlig ToneTil Sjællands grønnende Pragt.Og følger Øiet det skaanske Land,Da møder det langs den krumme Strand,Hvor hvide Bølger sig kruse,Bakker, Møller og Huse.Saa nær for Øiet de ligge,Og dog saa fjernt for din Fod,Thi, ak! den bærer dig ikkeHen over salten Flod.Tag Kikkerten frem og stir dig blind,Du seer i en fremmed Verden ind,Saa nær og saa fjern tillige,Et synligt, unaaeligt Rige.Bemærk hist Huset det lave,Det hvide, tækket med Straa;Maaskee det gjemmer en Gave,Men som du aldrig skal faae;Maaskee du fandt under simple TagHvad der stod for din Længsel Nat og Dag,Men aldrig skal du betrædeDet Sted, som gjemmer din Glæde.I Huset boer vel en Jæger,Hvis Datter, den Lilievand,Modtager med VelkomstbægerIndtrædende Vandringsmand.En huuslig Moder med trippende SkridtGaaer ud og ind; den Unge saa blidtNu breder Dugen, mens bøietOver Bordet, hun nedslaaer Øiet.Da høres Gjøen af Hunde,Og Faderen kommer hjemFra Jagt i de grønne Lunde,Og tager sit Bytte frem.Han hilser Gjæsten med Venlighed,Om Bordet sætte sig Alle ned,Den Fremmedes Øine spille,Og Pigen rødmer saa stille.Du vilde vel gjerne væreBlandt saadanne Vandringsmænd?Du Stederne seer saa nære,Men kommer dog ei derhen.Snart kommer en Anden langveisfra,Og Pigen giver ham da sit Ja,Thi nær er fjerneste Frier,Men fjern den Nære, som bier.Den Lov har Skjæbnen os givet,Og alt paa Vuggen den skrev:Hvad nærmest os er i Livet,Meest uopnaaeligt blev.Saa nyd da Synets Rose, min Ven,Trods Afstandens Torn, som vogter den;Nedsænk i Stranden din Klage,Vend resigneret tilbage.
Det mylrer i NorgesgadeMed pyntede Damer og Mænd;"Gentilernes Promenade",Saaledes døbte man den.Herrer i Snørliv, pudsige nok,I Munden Cigar, i Lommen en Stok,Her offre hele PersonenTil Modens Afgud paa Thronen.
Har Hankjønnet vakt din LatterVed mangen Caricatur,Forlyster Øiet sig atterVed Damernes nette Figur,Thi lydende Modens Herskerbud,De see dog alle som Mennesker ud,Og baade ved Drift og VaneMan drages mod det Humane.
Før Sværmen har naaet det Grønne,Spadserer den her forbiSaa mange Bygninger skjønne:Chirurgisk Academie,Det catholske Capel, som nybygt staaer,Hospitalet og Søcadetternes Gaard;Saa er man ved Enden af Gaden,Og vanker i Esplanaden.
Til Langelinie vendeSig nu de hurtige Skridt,Hvor Bølgerne Kjøling sende,Hvor Brystet kan aande frit.Her standser man lidt sin HverdagsgangVed det skummende Sunds melodiske Sang,Ved Horizonten den vide,Hvor som Skygger Seilerne glide.
Saa høi og blendende skinnerHveen, vor Stolthed og Sorg;Paa Klinten Sanct Ib du finder,Men ei Uranienborg.Malmøes Fæstning saa skummel staaer,Den sees over Saltholms Holmegaard,Men let mod Skyerne baarneSees Lunds de luftige Taarne.
Og see det lyse Landskrone,Saa tæt under Hveen lagt;Det smiler i rødlig ToneTil Sjællands grønnende Pragt.Og følger Øiet det skaanske Land,Da møder det langs den krumme Strand,Hvor hvide Bølger sig kruse,Bakker, Møller og Huse.
Saa nær for Øiet de ligge,Og dog saa fjernt for din Fod,Thi, ak! den bærer dig ikkeHen over salten Flod.Tag Kikkerten frem og stir dig blind,Du seer i en fremmed Verden ind,Saa nær og saa fjern tillige,Et synligt, unaaeligt Rige.
Bemærk hist Huset det lave,Det hvide, tækket med Straa;Maaskee det gjemmer en Gave,Men som du aldrig skal faae;Maaskee du fandt under simple TagHvad der stod for din Længsel Nat og Dag,Men aldrig skal du betrædeDet Sted, som gjemmer din Glæde.
I Huset boer vel en Jæger,Hvis Datter, den Lilievand,Modtager med VelkomstbægerIndtrædende Vandringsmand.En huuslig Moder med trippende SkridtGaaer ud og ind; den Unge saa blidtNu breder Dugen, mens bøietOver Bordet, hun nedslaaer Øiet.
Da høres Gjøen af Hunde,Og Faderen kommer hjemFra Jagt i de grønne Lunde,Og tager sit Bytte frem.Han hilser Gjæsten med Venlighed,Om Bordet sætte sig Alle ned,Den Fremmedes Øine spille,Og Pigen rødmer saa stille.
Du vilde vel gjerne væreBlandt saadanne Vandringsmænd?Du Stederne seer saa nære,Men kommer dog ei derhen.Snart kommer en Anden langveisfra,Og Pigen giver ham da sit Ja,Thi nær er fjerneste Frier,Men fjern den Nære, som bier.
Den Lov har Skjæbnen os givet,Og alt paa Vuggen den skrev:Hvad nærmest os er i Livet,Meest uopnaaeligt blev.Saa nyd da Synets Rose, min Ven,Trods Afstandens Torn, som vogter den;Nedsænk i Stranden din Klage,Vend resigneret tilbage.
Himlen er mild, nu har vi Mai,Bølgen er svagt af Vinden kruset,Folk nu vandre til BadehusetHen ad den smukke Fæstningsvei.Langs med Vandet paa Voldens BankePiger og Drenge Violer sanke,Mens de dem binde.Fast paa lange, kløvede Pinde.Alt nu smiler med ForaarslystVed Floras duftende Bryst.Bort nu med din trykkende Dragt!Heden er tung ved Middagstide;Lad den smidige NereideKryste dig i sin Favn med Magt.Smukke Piger og smukke Koner!Eder belurer en Sværm af Tritoner,Ak! men forgjævesVente de paa, naar Gittret hæves,Som jer fjerner i lukket BuurFra Søens vilde Natur.O! men Bølgen er som CrystalGjennemsigtig for Vandets Guder;Let ved Gittret som gjennem RuderSee de Skuldrenes runde Fald,Barmen, som sig vuggende hæver,Naar den, baaren af Bølgen, svæver ...Muse, ti stille!Havets Væsner ei røbe villeHvad de skued i Dybets Rum, —Saa vær da lige saa stum!Bort herfra! thi Vandet er IldNær ved de flydende Jomfrubure.Følg med Svømmerne hist, som fureKoldere Bølge paa Strømmen vild!Der er Kjøling for Hjertets Qvaler,Bølgen i vældige Toner taler,Bruser og rinder,Tonende stolte Fortidsminder,Syder og skummer i mægtig FlugtFra Stevns og fra Kjøgebugt.Dukker jer dybt i salten Bad,Alle, som Livets Qvalmer trænge,Alle, som mat med Hovedet hænge,Alle, hvis Sjæl er splittet ad,Alle, hvis Forhold er trykkende Smaahed,Alle, som haardt berøres af Raahed!Havet kun kjenderStorhed, og klapper med bløde Hænder,Havet styrker det matte SindOg gyder sin Kraft derind.Du som trættes paa Vei til dit Maal,Eller omsonst om Elskov sukker!Bølgen, der om din Isse sig lukker,Skjænker fornyet Mod og Taal.Selv I Stakler, som bankede bleve,Mens om Theatret paa Torvet I dreve,Hidtil I kundeRyste jer blot som Pudelhunde;Badet nu lindrer Svien, imensI vaske jer' Intelligens.Søen er just et Middel mod Alt,Hvoraf Smagen er fersk og vammel;Giver man Intelligensen "en Gammel",Dukker den op med bedre Salt.Naar da truende den sig løfter,Skræmmes en Aal, en Sælhund snøfter;Selv den sig speilerNæsten gigantisk for Hundesteiler;Vandet har alle Farver som Graat,Og lange Skygger af Smaat.Ligheds-Principet har Søen havtStedse: den hæver Alle som Helte,Enten de løftes af Svømmebælte,Eller de bæres af egen Kraft.Lige fornøiet paa Nakken den bærerOrlogsfregatten og Skuden med Pærer.Ei DifferenserKjender dens Magt eller indre Grændser.Gjæstfri har den til Alle Rum,Og krandser dem Alle med Skum.Kommer da hid, Store og Smaa,Glade, Bedrøvede, Fattige, Rige!Her er den Ene den Andens Lige,Alle jer favner Søen den blaa.Perler jer bydes i skummende Skaaler,Guld er paa Randen, som Solen bestraaler,Skyerne svømmeHøit over Svømmernes Isser, og drømmeLettere Drøm, end den higende Lyst,Som drømmer i Menneskets Bryst.
Himlen er mild, nu har vi Mai,Bølgen er svagt af Vinden kruset,Folk nu vandre til BadehusetHen ad den smukke Fæstningsvei.Langs med Vandet paa Voldens BankePiger og Drenge Violer sanke,Mens de dem binde.Fast paa lange, kløvede Pinde.Alt nu smiler med ForaarslystVed Floras duftende Bryst.
Bort nu med din trykkende Dragt!Heden er tung ved Middagstide;Lad den smidige NereideKryste dig i sin Favn med Magt.Smukke Piger og smukke Koner!Eder belurer en Sværm af Tritoner,Ak! men forgjævesVente de paa, naar Gittret hæves,Som jer fjerner i lukket BuurFra Søens vilde Natur.
O! men Bølgen er som CrystalGjennemsigtig for Vandets Guder;Let ved Gittret som gjennem RuderSee de Skuldrenes runde Fald,Barmen, som sig vuggende hæver,Naar den, baaren af Bølgen, svæver ...Muse, ti stille!Havets Væsner ei røbe villeHvad de skued i Dybets Rum, —Saa vær da lige saa stum!
Bort herfra! thi Vandet er IldNær ved de flydende Jomfrubure.Følg med Svømmerne hist, som fureKoldere Bølge paa Strømmen vild!Der er Kjøling for Hjertets Qvaler,Bølgen i vældige Toner taler,Bruser og rinder,Tonende stolte Fortidsminder,Syder og skummer i mægtig FlugtFra Stevns og fra Kjøgebugt.
Dukker jer dybt i salten Bad,Alle, som Livets Qvalmer trænge,Alle, som mat med Hovedet hænge,Alle, hvis Sjæl er splittet ad,Alle, hvis Forhold er trykkende Smaahed,Alle, som haardt berøres af Raahed!Havet kun kjenderStorhed, og klapper med bløde Hænder,Havet styrker det matte SindOg gyder sin Kraft derind.
Du som trættes paa Vei til dit Maal,Eller omsonst om Elskov sukker!Bølgen, der om din Isse sig lukker,Skjænker fornyet Mod og Taal.Selv I Stakler, som bankede bleve,Mens om Theatret paa Torvet I dreve,Hidtil I kundeRyste jer blot som Pudelhunde;Badet nu lindrer Svien, imensI vaske jer' Intelligens.
Søen er just et Middel mod Alt,Hvoraf Smagen er fersk og vammel;Giver man Intelligensen "en Gammel",Dukker den op med bedre Salt.Naar da truende den sig løfter,Skræmmes en Aal, en Sælhund snøfter;Selv den sig speilerNæsten gigantisk for Hundesteiler;Vandet har alle Farver som Graat,Og lange Skygger af Smaat.
Ligheds-Principet har Søen havtStedse: den hæver Alle som Helte,Enten de løftes af Svømmebælte,Eller de bæres af egen Kraft.Lige fornøiet paa Nakken den bærerOrlogsfregatten og Skuden med Pærer.Ei DifferenserKjender dens Magt eller indre Grændser.Gjæstfri har den til Alle Rum,Og krandser dem Alle med Skum.
Kommer da hid, Store og Smaa,Glade, Bedrøvede, Fattige, Rige!Her er den Ene den Andens Lige,Alle jer favner Søen den blaa.Perler jer bydes i skummende Skaaler,Guld er paa Randen, som Solen bestraaler,Skyerne svømmeHøit over Svømmernes Isser, og drømmeLettere Drøm, end den higende Lyst,Som drømmer i Menneskets Bryst.