Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne,Skjøndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun.Vist ei vredes du vil, at et prosaisk StofRhythmisk hæve sig tør, flagre fra Strængene;Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det.Dog du, Gode, min Haand øver i Citherspil,Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok,Siger: Husk, at jeg selv hører til Guderne.Saadan hver en forsøgt Mester i Toneleg,Hvilket Thema man vil, frit varierer det;"Petersilie grün" eller et VægterversFormes under hans Haand villigt som Arien.Skjalden prøver sig, og skaber som VirtuosSelv det flygtige Stof, hvilket man giver ham.Her besynger han ei Det, som vel Mængdens BlikFørst sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra,Hvergang Eskildsens Baad tvinger en PassageerTil et "Gid jeg var Hest" skinsyg at ønske sig.Ei besynger han her Plagen med Pas-Control,Ei tilreisende Møes Gysen for Tolderen.Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal.Men hiin selsomme Tact, Bølgen sig vugger i,Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig,Laaner selv af et kort asclepiadisk VersFørst begyndende Kraft, siden Afmægtighed.Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste?Her sig strækker en Bro længer og længere,Til Brasiliens Kyst eller til Indiens.Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere,Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund.Vel! saa følger jeg dig gjerne paa Lystighed,Indtil Tummel og Støv gjøre dig kjed deraf.Da først søges det blidt hvilende Sorgenfri,Hvor melodisk i Qveld fløiter en Nattergal.
Kald, o Musa, herned, kald Choriamberne,Skjøndt nu Digterens Flugt gaaer til vor Toldbod kun.Vist ei vredes du vil, at et prosaisk StofRhythmisk hæve sig tør, flagre fra Strængene;Selv jeg valgte det ei, Penselen gav mig det.Dog du, Gode, min Haand øver i Citherspil,Hvergang Hun, som sit Haar fletter til enkelt Lok,Siger: Husk, at jeg selv hører til Guderne.Saadan hver en forsøgt Mester i Toneleg,Hvilket Thema man vil, frit varierer det;"Petersilie grün" eller et VægterversFormes under hans Haand villigt som Arien.Skjalden prøver sig, og skaber som VirtuosSelv det flygtige Stof, hvilket man giver ham.Her besynger han ei Det, som vel Mængdens BlikFørst sig mærker: den Bro, Skibene holdes fra,Hvergang Eskildsens Baad tvinger en PassageerTil et "Gid jeg var Hest" skinsyg at ønske sig.Ei besynger han her Plagen med Pas-Control,Ei tilreisende Møes Gysen for Tolderen.Ei til saadanne Ting kræves mit Versemaal.Men hiin selsomme Tact, Bølgen sig vugger i,Naar den, kraftigen brudt, svækket fordeler sig,Laaner selv af et kort asclepiadisk VersFørst begyndende Kraft, siden Afmægtighed.Lokker Klangen dig ei ud paa det Dybeste?Her sig strækker en Bro længer og længere,Til Brasiliens Kyst eller til Indiens.Dog, dit Maal er maaskee sat noget nærmere,Muligt vil du med Damp gaae til Charlottenlund.Vel! saa følger jeg dig gjerne paa Lystighed,Indtil Tummel og Støv gjøre dig kjed deraf.Da først søges det blidt hvilende Sorgenfri,Hvor melodisk i Qveld fløiter en Nattergal.
Digteren.
Saa Dette kaldes i Skoven gaae?Er slig en Promenade,Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa,Vel Andet end Østergade?Østergade nok saa nemtBliver paa Landet flyttet,Intet af Inventariet glemt,Alene Localet byttet.Hver en Driver, som pleier histDaglig at paradere,Sees igjen under grønne QvistMed Stokken at manoeuvrere.Hver en Dame, saa dukketam,Som sees paa Gaden at trine,Møder i Skoven dobbelt stram,Og sukker sin Snørlivspine.For en enkelt Time, maaskee for to,Lad os betragte det sammen.Det former sig dog til et smukt TableauFor Enhver, som er udenfor Rammen.Du siger, i Vrimlen man blande sig bør,For at skue dens enkelte Dele;Jegtroer, man bliver i Hovedet ør,Naar man ei staaer over det Hele.I Afstand bør Betragteren staae,Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen;Da vil han først Effecten forstaaeAf et Publicum, Skoven og Himlen.Men siden du vil, lad os nærmere gaae;Den store Masse da sikkertLøser sig op i Atomer smaa,Som en Taageplet i en Kikkert,Smaa Fragmenter af den store SumVil Synet forbi os føre,Og enkelteLydeaf Massens BrumDrage forbi vort Øre,Med det Samme synger dog Finken glad,Lærken qviddrer foroven,Luften suser i Bøgens Blad,Gjøgen kukker i Skoven.Det Hele danner en broget Contrast,Danner det Pittoreske ...Min Ven! du lægge mig ikke til Last,At jeg taler for min Æske.En Digter vænner sig gjerne tilÆsthetiske Categorier.Vær rolig! jeg veed det, du nyde vil,Jeg Reflexionen fortier.
Saa Dette kaldes i Skoven gaae?Er slig en Promenade,Skjøndt favnet af Grønt og under det Blaa,Vel Andet end Østergade?
Østergade nok saa nemtBliver paa Landet flyttet,Intet af Inventariet glemt,Alene Localet byttet.
Hver en Driver, som pleier histDaglig at paradere,Sees igjen under grønne QvistMed Stokken at manoeuvrere.
Hver en Dame, saa dukketam,Som sees paa Gaden at trine,Møder i Skoven dobbelt stram,Og sukker sin Snørlivspine.
For en enkelt Time, maaskee for to,Lad os betragte det sammen.Det former sig dog til et smukt TableauFor Enhver, som er udenfor Rammen.
Du siger, i Vrimlen man blande sig bør,For at skue dens enkelte Dele;Jegtroer, man bliver i Hovedet ør,Naar man ei staaer over det Hele.
I Afstand bør Betragteren staae,Paa et Standpunkt udenfor Vrimlen;Da vil han først Effecten forstaaeAf et Publicum, Skoven og Himlen.
Men siden du vil, lad os nærmere gaae;Den store Masse da sikkertLøser sig op i Atomer smaa,Som en Taageplet i en Kikkert,
Smaa Fragmenter af den store SumVil Synet forbi os føre,Og enkelteLydeaf Massens BrumDrage forbi vort Øre,
Med det Samme synger dog Finken glad,Lærken qviddrer foroven,Luften suser i Bøgens Blad,Gjøgen kukker i Skoven.
Det Hele danner en broget Contrast,Danner det Pittoreske ...Min Ven! du lægge mig ikke til Last,At jeg taler for min Æske.
En Digter vænner sig gjerne tilÆsthetiske Categorier.Vær rolig! jeg veed det, du nyde vil,Jeg Reflexionen fortier.
En Herre.
Deres Dom jeg gjerne vide vilOm det sidste nye Stykke.
Deres Dom jeg gjerne vide vilOm det sidste nye Stykke.
En anden Herre.
Jeg suspenderer min Dom, indtilForfatteren lader det trykke.
Jeg suspenderer min Dom, indtilForfatteren lader det trykke.
Den første.
Saa siig om Tragedien Deres Dom,Om den, som i Trykken er kommen.
Saa siig om Tragedien Deres Dom,Om den, som i Trykken er kommen.
Den anden.
Saalænge den ei paa Scenen kom,Suspenderer jeg Dommen.
Saalænge den ei paa Scenen kom,Suspenderer jeg Dommen.
En Dame.
Der gaaer den velsignede stærke Mand,Hver Slagters piinlige Smerte!O hvilken Nød, at det ikke gaaer anAt trykke ham til mit Hjerte!
Der gaaer den velsignede stærke Mand,Hver Slagters piinlige Smerte!O hvilken Nød, at det ikke gaaer anAt trykke ham til mit Hjerte!
En anden Dame.
Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae,Kan høre, hvad du taler.
Forsigtig Jette! De Folk, som der gaae,Kan høre, hvad du taler.
Den første.
Vi stakkels Piger skjule maaeVor Sværmen for Idealer.
Vi stakkels Piger skjule maaeVor Sværmen for Idealer.
En Herre.
Ei sandt? jeg er klædt som den fineste Mand?
Ei sandt? jeg er klædt som den fineste Mand?
En anden Herre.
Fortræffeligt sidder din Kjole.
Fortræffeligt sidder din Kjole.
Den første.
Ja vist, paa min Skrædder jeg stole kan.
Ja vist, paa min Skrædder jeg stole kan.
Den anden.
Og din Skrædder paa dig kan stole.
Og din Skrædder paa dig kan stole.
En Dame.
Som sagt, jeg finder det Stykke for frit.
Som sagt, jeg finder det Stykke for frit.
En Herre.
Men De saae jo kun det danske.Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit,Hvis De saae det hos de Franske.
Men De saae jo kun det danske.Jeg vædder, De blev Deres Mening qvit,Hvis De saae det hos de Franske.
Damen.
Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt,Det Sprog er glat som en Salve,
Ja, paa Fransk vel glider det meer beqvemt,Det Sprog er glat som en Salve,
Herren.
Og det Værste selv er neppe slemt,Naar man kun forstaaer det Halve.
Og det Værste selv er neppe slemt,Naar man kun forstaaer det Halve.
Vaffelbageren.
Kommer ind til mig! I min BoutikServeres varme Vafler;Man dem spiser af Haanden, det er Skik,Man sparer Kniv og Gafler.
Kommer ind til mig! I min BoutikServeres varme Vafler;Man dem spiser af Haanden, det er Skik,Man sparer Kniv og Gafler.
Trop.
Saa giv mig nogle til mine Smaa,Men varme maae de være.
Saa giv mig nogle til mine Smaa,Men varme maae de være.
Vaffelbageren.
O store Mand! nu skal De faae;O hvilken udsøgt Ære!
O store Mand! nu skal De faae;O hvilken udsøgt Ære!
Trop.
Mine Børn ei finde dem fede nok,De behøve desuden flere.
Mine Børn ei finde dem fede nok,De behøve desuden flere.
Vaffelbageren.
Hvad de Smaa behøve, for enkelt KokUmuligt er at præstere.
Hvad de Smaa behøve, for enkelt KokUmuligt er at præstere.
Gjøgen.
Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal!Er her Ingen, som vil erfare,Hvor lang Tid end han leve skal?Sandfærdigt vil jeg svare.
Kukkuk! Kukkuk under Skovens Hal!Er her Ingen, som vil erfare,Hvor lang Tid end han leve skal?Sandfærdigt vil jeg svare.
En Litteratus.
Nu vel, jeg Længden spørger dig omAf mit Liv i Litteraturen.
Nu vel, jeg Længden spørger dig omAf mit Liv i Litteraturen.
Gjøgen.
Du dødfødt jo til Verden kom,Dit Spørgsmaal er mod Naturen.
Du dødfødt jo til Verden kom,Dit Spørgsmaal er mod Naturen.
En Flok Skoledrenge.
Vi kom herud i Omnibus,Mens vi fik Cigarernes Patte.Afveien, Folk, for den vordende Rus!I maae lære hans Værd at skatte.Vi danne den Stamme, som evig skal staae,Besjælet af Guddomsflammen.En Stamme kan ei afveien gaae,Derfor afveien for Stammen!Er Artium endt, saa bliver et BladAf Stammen produceret.Det er det Samme som Doctorgrad,Saa er man habiliteret.
Vi kom herud i Omnibus,Mens vi fik Cigarernes Patte.Afveien, Folk, for den vordende Rus!I maae lære hans Værd at skatte.
Vi danne den Stamme, som evig skal staae,Besjælet af Guddomsflammen.En Stamme kan ei afveien gaae,Derfor afveien for Stammen!
Er Artium endt, saa bliver et BladAf Stammen produceret.Det er det Samme som Doctorgrad,Saa er man habiliteret.
En Journalist.
O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab!Hører du Klokkernes Klemten?Fornemmer du hele Nationens RaabI mit Nummer To hundred og femten?Lehmann har svigtet den gode Sag,Og hjelper ei du til Seier,Da kommer det snarlig for en Dag,At jeg er den sidste Plebeier.Betragt vort Land, det er fladt som faa,Det mangler aldeles Bjerge;Vor Natur ikke vil, her være maaForskjel paa Kjæmper og Dværge.Hver høiere Væxt til vanligt MaalAt forkortes vi strengt befale;Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal,Det gjælder for det Normale.I Krogen bort dine Bøger kast!
O Danmarks Ungdom! mit sidste Haab!Hører du Klokkernes Klemten?Fornemmer du hele Nationens RaabI mit Nummer To hundred og femten?
Lehmann har svigtet den gode Sag,Og hjelper ei du til Seier,Da kommer det snarlig for en Dag,At jeg er den sidste Plebeier.
Betragt vort Land, det er fladt som faa,Det mangler aldeles Bjerge;Vor Natur ikke vil, her være maaForskjel paa Kjæmper og Dværge.
Hver høiere Væxt til vanligt MaalAt forkortes vi strengt befale;Hvert Hoved saa høit som et Hoved af Kaal,Det gjælder for det Normale.
I Krogen bort dine Bøger kast!
Flokken.
O ja! det længes jeg efter.
O ja! det længes jeg efter.
Journalisten.
Saa nivellere vi Løst og Fast.
Saa nivellere vi Løst og Fast.
Flokken.
O ja! med forenede Kræfter.
O ja! med forenede Kræfter.
Industrielle.
For Pokker! Jeg hører, AutoritetEr Lehmann ikke mere.Nu frygter jeg for, vi blive BeetMed de Varer, vi fabrikere.Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til?Hvordan med Lehmanns Kanaster?Snart Kunden, som jeg dem byde vil,Mig dem i Hovedet kaster.Saa nylig man spændte hans Heste fra,Og lod ham paa Skilter male;Hvor kunde jeg troe, der var Fare daFor det fuselfri Nationale?Velan, fra Varerne tage jeg maaHans Billed bort, for at sætteBalthazar Christensens Ansigt paa;Jeg veed nok, han er den Rette.
For Pokker! Jeg hører, AutoritetEr Lehmann ikke mere.Nu frygter jeg for, vi blive BeetMed de Varer, vi fabrikere.
Med Lehmanns Kager hvordan staaer det til?Hvordan med Lehmanns Kanaster?Snart Kunden, som jeg dem byde vil,Mig dem i Hovedet kaster.
Saa nylig man spændte hans Heste fra,Og lod ham paa Skilter male;Hvor kunde jeg troe, der var Fare daFor det fuselfri Nationale?
Velan, fra Varerne tage jeg maaHans Billed bort, for at sætteBalthazar Christensens Ansigt paa;Jeg veed nok, han er den Rette.
En Bonde.
Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei!Kommer hid og hører min Bue!Politik i Skoven det passer ei,Saa lidet monne det due.Jeg spiller kun for den nærværende Stund,Og vil man om Fremtiden spørge,Kun det eneste Svar giver min Mund:Jeg lader Fiolen sørge.See, det er min Politik, saa sandtSom Solen og Maanen vandre;Og spiller jeg og lidt falsk iblandt,Saa gjør jeg kun som de Andre.
Hop heisa! hop heisa! Dudeldumdei!Kommer hid og hører min Bue!Politik i Skoven det passer ei,Saa lidet monne det due.
Jeg spiller kun for den nærværende Stund,Og vil man om Fremtiden spørge,Kun det eneste Svar giver min Mund:Jeg lader Fiolen sørge.
See, det er min Politik, saa sandtSom Solen og Maanen vandre;Og spiller jeg og lidt falsk iblandt,Saa gjør jeg kun som de Andre.
Fuglenes Chor.
Vi synge, tiltrods for Mængdens Pjat;Og vil den for meget støie,Da flygte vi til det stille Krat,Og den stille Vandrer fornøie.Og finder Hoben, vor Sang er slet,Da synge vi den kun atter;Tilsidst man finder den ganske net,Naar man lytter og ikke pjatter.
Vi synge, tiltrods for Mængdens Pjat;Og vil den for meget støie,Da flygte vi til det stille Krat,Og den stille Vandrer fornøie.
Og finder Hoben, vor Sang er slet,Da synge vi den kun atter;Tilsidst man finder den ganske net,Naar man lytter og ikke pjatter.
En Oxe.
Nei hør til den uforskammede Flok,Som pukker paa sine Sange!Jeg staaer her tøiret, det veed den nok,Ellers jeg vilde den stange.I sin Flugt den seer paa mig som en Visk,Hvem ei Vingen af Skuldren voxer;Men gives der ikke flyvende Fisk?Hvorfor ei da flyvende Oxer?
Nei hør til den uforskammede Flok,Som pukker paa sine Sange!Jeg staaer her tøiret, det veed den nok,Ellers jeg vilde den stange.
I sin Flugt den seer paa mig som en Visk,Hvem ei Vingen af Skuldren voxer;Men gives der ikke flyvende Fisk?Hvorfor ei da flyvende Oxer?
En Landskabsmaler.
Hør, Oxen brøler! Slig landlig LydTil Taarer Mangen rører;Dog er det maaskee Maleriets Dyd,At man seer den, men ikke den hører.
Hør, Oxen brøler! Slig landlig LydTil Taarer Mangen rører;Dog er det maaskee Maleriets Dyd,At man seer den, men ikke den hører.
En Herre.
Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa.
Siig, Hulde, hvad jeg Dem byde maa.
En Dame.
Min Herre! læs i mit Øie!
Min Herre! læs i mit Øie!
Herren.
I det ene jeg seer Chocolade staae,I det andet ... jeg veed ikke nøie ...Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer,At min Stræben sig tør tillade ...
I det ene jeg seer Chocolade staae,I det andet ... jeg veed ikke nøie ...
Dog jo! et Smiil, som skjelmsk mig spaaer,At min Stræben sig tør tillade ...
Damen.
Nei, Gud bevar os! I det andet staaerEn anden Kop Chocolade.
Nei, Gud bevar os! I det andet staaerEn anden Kop Chocolade.
En Sangerinde.
Enhver, som finder min Stemme raa,Kan ved min Skjønhed fornøies,Og finder han Skjønheden ligesaa,Vil Stemmens Værdi forhøies.I pene Herrer! paa flygtig GangI bør ikke forbi mig ile.Kommer hid, kommer hid for at see min Sang,Kommer hid for at høre mig smile!Jeg finder mig i, hvordan det gaaer,Og siger man, at jeg hverkenHar Skjønhed eller Talent, saa faaerJeg dog Noget paa min Tallerken.
Enhver, som finder min Stemme raa,Kan ved min Skjønhed fornøies,Og finder han Skjønheden ligesaa,Vil Stemmens Værdi forhøies.
I pene Herrer! paa flygtig GangI bør ikke forbi mig ile.Kommer hid, kommer hid for at see min Sang,Kommer hid for at høre mig smile!
Jeg finder mig i, hvordan det gaaer,Og siger man, at jeg hverkenHar Skjønhed eller Talent, saa faaerJeg dog Noget paa min Tallerken.
En Herre.
Musiken toner! Du Søde, kom,O kom til Skovløberhuset!Saa svinger jeg dig i Dandsen om,Af min Kjærlighed vildt beruset.
Musiken toner! Du Søde, kom,O kom til Skovløberhuset!Saa svinger jeg dig i Dandsen om,Af min Kjærlighed vildt beruset.
Hans Kjæreste.
En Beruset falder i Dandsen omkuld,Og strax en Klods man ham kalder.Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld,Og med dig jeg staaer eller falder.
En Beruset falder i Dandsen omkuld,Og strax en Klods man ham kalder.Men lad gaae! jeg svoer at være dig huld,Og med dig jeg staaer eller falder.
Chor af Publicum.
O hvilken Nydelse! hvilken Dag!Det kalder man sig fornøie!Som reen Profit for mit Syn og min Smag,Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie.
O hvilken Nydelse! hvilken Dag!Det kalder man sig fornøie!Som reen Profit for mit Syn og min Smag,Har jeg Snavs i min Mund og mit Øie.
Digteren.
Endnu er Tummelen ei forbi,Der er længe, til Mængden sig fjerner.Saa vandre vi nu til SorgenfriVed Glimt af tidlige Stjerner.
Endnu er Tummelen ei forbi,Der er længe, til Mængden sig fjerner.Saa vandre vi nu til SorgenfriVed Glimt af tidlige Stjerner.
Stjernehimlen.
Jeg ruller mig om min faste Pol,Og bliver stedse den samme.I Vest nu synker den matte Sol,Saa begynder i Øst min Flamme.Endnu jeg selv kun glimter svagt,Mine første Lys kun tindreSom Forbud om den kommende Pragt,Naar jeg tænder de talløse mindre.Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa,Der er Ingen, som mig betragter;Alt Andet gaaer man og gaber paa,Men paa mig saa lidet man agter.Paa Maaneskinnet man giver Agt,For Karretens Lygter at spare,Men paa Stjernehimlens unyttige PragtLidet man tager vare.Naar Sværmen er draget i Staden ind,Sit forskende Blik den senderTil Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,Hvor en Lampe bag Skiven brænder.Paa det evige Uhr den aldrig seer,Som den evige Tid os tyder,Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer,Men Aartusinders Klokke lyder.Mængden kravler i Blindhed omMellem lave, smaalige Sysler;Min ustandsede Gang er Tidens DomOver Hver, som pusler og nysler.Men du, som ønsker i Fred at boe,Uforstyrret af planløs Iver,Hæv dig til mig, og prøv den Ro,Som min rolige Rhythmus giver.Og er du døvet af Mængdens Raab,Af de Stemmer, som huje, som skrige,Saa bad dig og styrk dig ved kjølig DaabI det stille Hav i mit Rige.Mine Stjerner tie paa deres Gang,Ei høres Lyd eller Stemmer;Kun Tanken sporer en stille Sang,Som Øret ikke fornemmer.Hos mig du lever et Liv, som svandt,Du lever med Guder og Helte,Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandtTil mit brede, funklende Belte.Her Fablens Konger og Dronninger staae,Med dens Udyr, Drager og Slanger,Hvis Navne lød fra den oldtidsgraaTotusindaarige Sanger.O Menneskebørn, som foragte min Skat!Eders Amme jeg er, tør jeg mene:Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,Og I sove derved som Stene.
Jeg ruller mig om min faste Pol,Og bliver stedse den samme.I Vest nu synker den matte Sol,Saa begynder i Øst min Flamme.
Endnu jeg selv kun glimter svagt,Mine første Lys kun tindreSom Forbud om den kommende Pragt,Naar jeg tænder de talløse mindre.
Gud veed, for hvem jeg smykker mig saa,Der er Ingen, som mig betragter;Alt Andet gaaer man og gaber paa,Men paa mig saa lidet man agter.
Paa Maaneskinnet man giver Agt,For Karretens Lygter at spare,Men paa Stjernehimlens unyttige PragtLidet man tager vare.
Naar Sværmen er draget i Staden ind,Sit forskende Blik den senderTil Hovedvagts-Uhrets rødlige Skin,Hvor en Lampe bag Skiven brænder.
Paa det evige Uhr den aldrig seer,Som den evige Tid os tyder,Fra hvis Røst ei Time blot og Qvarteer,Men Aartusinders Klokke lyder.
Mængden kravler i Blindhed omMellem lave, smaalige Sysler;Min ustandsede Gang er Tidens DomOver Hver, som pusler og nysler.
Men du, som ønsker i Fred at boe,Uforstyrret af planløs Iver,Hæv dig til mig, og prøv den Ro,Som min rolige Rhythmus giver.
Og er du døvet af Mængdens Raab,Af de Stemmer, som huje, som skrige,Saa bad dig og styrk dig ved kjølig DaabI det stille Hav i mit Rige.
Mine Stjerner tie paa deres Gang,Ei høres Lyd eller Stemmer;Kun Tanken sporer en stille Sang,Som Øret ikke fornemmer.
Hos mig du lever et Liv, som svandt,Du lever med Guder og Helte,Hvis forklarede Skikkelser Sagnet bandtTil mit brede, funklende Belte.
Her Fablens Konger og Dronninger staae,Med dens Udyr, Drager og Slanger,Hvis Navne lød fra den oldtidsgraaTotusindaarige Sanger.
O Menneskebørn, som foragte min Skat!Eders Amme jeg er, tør jeg mene:Jeg fortæller jer Eventyr hver Nat,Og I sove derved som Stene.
Ogsaa her et Selskab promenerer,Men med mindre Støi;Hist ved Slottet Vagten musicererVed dets ene Fløi.O! men Skoven har og stille Skygger,Hvor en taus Betragtning gjerne boer,Hvor en blomstrende Natur betryggerMangt et eensomt Spor.Ubemærkt af Mængdens Forskerøie,I sin UngdomslundOver disse Dale, disse HøieVandrer ofte Hun,Som om Issen Dronningkronen bærer,Men i Hjertet barnlig Ydmyghed;Her sin fromme Kjærlighed hun nærerI Naturens Fred.Ja, hvad denne Skov i Løndom taler:Aftenvindens Vift,Nattergalens Slag, naar Solen daler,Skyens Purpurskrift,Ordet, som i Aftenklokken lyder,Mens en eenlig Stjerne staaer i Øst, —Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyderHver en dunkel Røst.Her hun vedNaturenhar erfaret,I den stille Qveld,KunstensIdeal, som aabenbaretBlev for Rafael:Tidt i Aftenrøden stod en Engel,Barnlig skjøn, med Smiil af salig Aand,Og med Fredens Bud, en Liljestengel,I sin Liljehaand.Og den Samme skuer hun herefterI de mange Smaa,Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter,Som forladte gaae;Og mod Klyngen Armene hun breder,Dem, som skabtes til en Konges Favn:"Kommer hid! En Moder jeg for ederEr i Herrens Navn."Lykkelige Smaa, som hun beskjærmer!Eders BarnlighedAner ei Velsignelsen, der nærmerSig i hendes Fjed.Først med Tiden, naar I blive store,Vil I tænke: Gid vi vare smaa!Gid os end den Stjerne kunde spore,Som vor Barndom saae!Men da staaer den, ak! saa høit paa Himlen;Tiden er forbi,Dengang ned den steg til jer i Vrimlen,Og nu længes I.Fjern og pragtfuld Øiet nu den blender,Mens den vandrer ad sin Bane hen,Og forgjæves rækkes eders HænderAtter efter den.Ja, hvis end som Børn I kunde blive,Skulde Stjernen staaeJer saa nær som før, og atter giveLys i eders Vraa.Men hiin Salige, fra Fabeltiden,Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord,Fandt sig fra sin Himmel udstødt sidenPaa den mørke Jord.Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen,Som om Issen staaer,Seer kun Skjønhed bære HerskerkrandsenPaa sit gyldne Haar.Dog, hvad ei den Spæde kunde sande,Fattes vil af Den, som bliver stor:At en Krone hørte til den Pande,Hvorpaa Høihed boer.Stille Lund med dine dunkle Skygger!Vindens Pust i Qveld!Lille Sangfugl, som i Busken bygger!Klare Kildevæld!Vækker ofte med de milde StemmerGjenklangstonen i et ædelt Bryst,Naar Amalia hos jer fornemmerKjærlighedens Røst!
Ogsaa her et Selskab promenerer,Men med mindre Støi;Hist ved Slottet Vagten musicererVed dets ene Fløi.O! men Skoven har og stille Skygger,Hvor en taus Betragtning gjerne boer,Hvor en blomstrende Natur betryggerMangt et eensomt Spor.
Ubemærkt af Mængdens Forskerøie,I sin UngdomslundOver disse Dale, disse HøieVandrer ofte Hun,Som om Issen Dronningkronen bærer,Men i Hjertet barnlig Ydmyghed;Her sin fromme Kjærlighed hun nærerI Naturens Fred.
Ja, hvad denne Skov i Løndom taler:Aftenvindens Vift,Nattergalens Slag, naar Solen daler,Skyens Purpurskrift,Ordet, som i Aftenklokken lyder,Mens en eenlig Stjerne staaer i Øst, —Hun forstaaer det rige Sprog, hun tyderHver en dunkel Røst.
Her hun vedNaturenhar erfaret,I den stille Qveld,KunstensIdeal, som aabenbaretBlev for Rafael:Tidt i Aftenrøden stod en Engel,Barnlig skjøn, med Smiil af salig Aand,Og med Fredens Bud, en Liljestengel,I sin Liljehaand.
Og den Samme skuer hun herefterI de mange Smaa,Ved hvis Vugge Fattigdommen hæfter,Som forladte gaae;Og mod Klyngen Armene hun breder,Dem, som skabtes til en Konges Favn:"Kommer hid! En Moder jeg for ederEr i Herrens Navn."
Lykkelige Smaa, som hun beskjærmer!Eders BarnlighedAner ei Velsignelsen, der nærmerSig i hendes Fjed.Først med Tiden, naar I blive store,Vil I tænke: Gid vi vare smaa!Gid os end den Stjerne kunde spore,Som vor Barndom saae!
Men da staaer den, ak! saa høit paa Himlen;Tiden er forbi,Dengang ned den steg til jer i Vrimlen,Og nu længes I.Fjern og pragtfuld Øiet nu den blender,Mens den vandrer ad sin Bane hen,Og forgjæves rækkes eders HænderAtter efter den.
Ja, hvis end som Børn I kunde blive,Skulde Stjernen staaeJer saa nær som før, og atter giveLys i eders Vraa.Men hiin Salige, fra Fabeltiden,Han, som sad til Gjæst ved Guders Bord,Fandt sig fra sin Himmel udstødt sidenPaa den mørke Jord.
Barnet seer ei Kronens Ring i Glandsen,Som om Issen staaer,Seer kun Skjønhed bære HerskerkrandsenPaa sit gyldne Haar.Dog, hvad ei den Spæde kunde sande,Fattes vil af Den, som bliver stor:At en Krone hørte til den Pande,Hvorpaa Høihed boer.
Stille Lund med dine dunkle Skygger!Vindens Pust i Qveld!Lille Sangfugl, som i Busken bygger!Klare Kildevæld!Vækker ofte med de milde StemmerGjenklangstonen i et ædelt Bryst,Naar Amalia hos jer fornemmerKjærlighedens Røst!
Kjøbenhavner! reis dig opAf din Morgensøvn, den tunge,Mens de første Svaler sjungeVækkersang fra Redens Top.Gnid dit Øie, ryst din Krop,Kast din Hue hen i Krogen,For at vise, du er vaagen.Speid igjennem klare Ruder,Hvilket Veirlig dig bebuderSolen under Morgentaagen.Tag saa Hat og Støvler paa,Tag i Haanden Vandringsstaven.Ikke dog til Dyrehaven,Som sædvanlig, skal du gaae;Hvad du forhen ikke saae,Kun fordi din Tanke blunder,Mangen Skjønhed, lig et UnderVoxet op af Øen her,Vinker dig og er dig nær,Mens dig Verden det misunder.Muligt er du slig en Nar,At, hvad Andersen fortællerOm de skjønne DardanellerI sin tyrkiske Bazar,Du med Undren grebet har,Mens du, tung af Inertie,Gik vort eget Sund forbi,Som ei mindre Blikket fryder,Og hvor ingen Klage lyderFra det miskjendte Genie.Gak til Nordens Dardaneller,Bedste Pryd for Herthas Ø!Kattegat med ØstersøHer i samlet Bølge vælder.Vidtbereiste Mand fortællerOm det Syn, som her han saae:Ei ved Mälarns Bølger smaa,Lissabon, den wienske Prater,Napolis AmphitheaterHan et bedre kunde faae.See den stærke NordenvindTusind Master frem at fyge;See dem alle Flaget strygeFor den høie Borgetind,Som med stolt, alvorligt SindKneiser fra sin tunge Skandse,Hvorom lette Bølger dandse;Det er Sundets Dronning stor,Om hvis Throne Nymphers ChorSlynger hvide Blomsterkrandse.Herfra seer duHveensLand,Af en trofast Himmel favnet,Som endnu bevarer NavnetAf den vidtberømte Mand,Jaget fra sin Fødestrand.Hist fraRungstedHilsen bringerAftnens Vind paa sagte Vinger,Hvisker dig en Gjenlyd afSangen om sortladne Hav,Som fra brustne Harpe klinger.Ewalds Høier sat i Syd,Og mod Nord erOdins Høi;Bragi mellem begge fløi,Balder kom ved Strængens Lyd,Hother fulgte med sit Spyd,Græd med Nanna Jordens FangersBittre Taare, Sorgs og Angers.End i Qveld bestandig vankerBalder mellem begge Banker,Fra sin Faders til sin Sangers.Har i Vest sig Solen lagt,Hør i Luften Stemmer surre,Hør, i selsom Klang fraGurre,Valdemars den vilde Jagt.Men om Dagen hvilken Pragt!Helsingborgsaa nær du skuer,Kullenstaaer saa mørk og truerAd vor Kyst, som ad en Dværg,Men forKronborg, Kunstens Bjerg,Selv den ikke mindre gruer.Dog, med slige Tanker væk!Over Øresundet gliderVenligt Blik fra begge Sider,Lyner ei med Død og Skræk.Det er Nutids bedste Træk:Sundet blev en Flydebro,Ved hvis Ender Brødre boe;Snart, i Forbund mellem Riger,Op af Bølgen Kronborg stigerSom et Værn for begge to.Kjøbenhavner! tro dog ikke,Jeg har glemt din Heltestamme,Men jeg mindes med det Samme,At foruden Mad og DrikkeKan en Helt sig aldrig skikke.Gak tilHelsingøri Qveld,Lad hosBriggsdig styrkes velVed hans Bord, hans Viin den blanke,Og vær smigret ved den Tanke:Danmark har et godt Hotel.
Kjøbenhavner! reis dig opAf din Morgensøvn, den tunge,Mens de første Svaler sjungeVækkersang fra Redens Top.Gnid dit Øie, ryst din Krop,Kast din Hue hen i Krogen,For at vise, du er vaagen.Speid igjennem klare Ruder,Hvilket Veirlig dig bebuderSolen under Morgentaagen.
Tag saa Hat og Støvler paa,Tag i Haanden Vandringsstaven.Ikke dog til Dyrehaven,Som sædvanlig, skal du gaae;Hvad du forhen ikke saae,Kun fordi din Tanke blunder,Mangen Skjønhed, lig et UnderVoxet op af Øen her,Vinker dig og er dig nær,Mens dig Verden det misunder.
Muligt er du slig en Nar,At, hvad Andersen fortællerOm de skjønne DardanellerI sin tyrkiske Bazar,Du med Undren grebet har,Mens du, tung af Inertie,Gik vort eget Sund forbi,Som ei mindre Blikket fryder,Og hvor ingen Klage lyderFra det miskjendte Genie.
Gak til Nordens Dardaneller,Bedste Pryd for Herthas Ø!Kattegat med ØstersøHer i samlet Bølge vælder.Vidtbereiste Mand fortællerOm det Syn, som her han saae:Ei ved Mälarns Bølger smaa,Lissabon, den wienske Prater,Napolis AmphitheaterHan et bedre kunde faae.
See den stærke NordenvindTusind Master frem at fyge;See dem alle Flaget strygeFor den høie Borgetind,Som med stolt, alvorligt SindKneiser fra sin tunge Skandse,Hvorom lette Bølger dandse;Det er Sundets Dronning stor,Om hvis Throne Nymphers ChorSlynger hvide Blomsterkrandse.
Herfra seer duHveensLand,Af en trofast Himmel favnet,Som endnu bevarer NavnetAf den vidtberømte Mand,Jaget fra sin Fødestrand.Hist fraRungstedHilsen bringerAftnens Vind paa sagte Vinger,Hvisker dig en Gjenlyd afSangen om sortladne Hav,Som fra brustne Harpe klinger.
Ewalds Høier sat i Syd,Og mod Nord erOdins Høi;Bragi mellem begge fløi,Balder kom ved Strængens Lyd,Hother fulgte med sit Spyd,Græd med Nanna Jordens FangersBittre Taare, Sorgs og Angers.End i Qveld bestandig vankerBalder mellem begge Banker,Fra sin Faders til sin Sangers.
Har i Vest sig Solen lagt,Hør i Luften Stemmer surre,Hør, i selsom Klang fraGurre,Valdemars den vilde Jagt.Men om Dagen hvilken Pragt!Helsingborgsaa nær du skuer,Kullenstaaer saa mørk og truerAd vor Kyst, som ad en Dværg,Men forKronborg, Kunstens Bjerg,Selv den ikke mindre gruer.
Dog, med slige Tanker væk!Over Øresundet gliderVenligt Blik fra begge Sider,Lyner ei med Død og Skræk.Det er Nutids bedste Træk:Sundet blev en Flydebro,Ved hvis Ender Brødre boe;Snart, i Forbund mellem Riger,Op af Bølgen Kronborg stigerSom et Værn for begge to.
Kjøbenhavner! tro dog ikke,Jeg har glemt din Heltestamme,Men jeg mindes med det Samme,At foruden Mad og DrikkeKan en Helt sig aldrig skikke.Gak tilHelsingøri Qveld,Lad hosBriggsdig styrkes velVed hans Bord, hans Viin den blanke,Og vær smigret ved den Tanke:Danmark har et godt Hotel.
"Det er dog grumme smukt, ved Gud!"At du vil os befordre"Paa denne lille Lysttour ud"I Sjælland, i det nordre."Det er en Ynk, det er en Sorg,"Saa Lidt af Verden seer man!"Vi aldrig var paa Fredriksborg,"Og derfor os beleer man."—Saa talte hun, den vakkre Glut,Som mig paa Gaden mødte,Hvor med sin Moder hun lidt mutSaaes Foden langsomt at flytte.Jeg med en Ven i sagte SkridtJust drev og promeneerte,Men ønsked her, jeg var ham qvit,Thi her han mig geneerte.Med stort Spectakel paa vor VeiEn Vogn forbi nu kjørte;Da til den Smukke talte jeg,I Haab, at Ingen hørte:"Charlotte! du er ret en Strik!"Som om du ikke vidste,"Hvor kjært mig er hvert Øieblik,"Som jeg hos dig tør friste."Gid jeg imorgen faae det Held"At sidde ved din Side!" ...Hun afbrød mig: "O! derom vel"Er ikke værdt at stride!"Du bryder dig" ... Hun taug, — og jegMit Svar ei kunde bringe,Thi Vognen var et Stykke VeiForbi, og Larmen ringe.Men uden Ophold til MamaJeg dristig vendte Talen:"Imorgen tidlig henter da"Jeg Dem og Hr. Gemalen."Jeg kun en Jagtvogn byder Dem,"De tage maae tiltakke,"Men let den ruller lige frem"Og op og ned ad Bakke."Der er kun tvende Stole paa:"Den bageste den bedste;"Den foran, hvor jeg sidde maa,"Som Kudsk for mine Heste,"Den støder, den er ikke rar,"Jeg tidt den bande maatte;"Det gjør mig ondt, jeg ikke har"En bedre til Charlotte." —— "Det gjør aldeles ingen Ting!"Udbrød med Smiil den Lille,Idet en Rødme foer omkringDe fine Træk, de milde."Nei, ganske vist!" gjentog Mama:"Er man i hendes Alder,"Gjør Sligt ei til, ei heller fra,"Man ta'er det, som det falder." —Vi skiltes ad; dog før vi gik,For Hver til Sit at drage,Forsømtes ei den danske Skik,Hinandens Haand at tage.Den unge Piges Haand jeg tog,Som just var uden Handske,Og tænkte: Der er Meget dogAt rose ved det Danske.Og mens den hvide Haand jeg greb,Og fast i min den klemte,Jeg lod, som om — det var et Kneb —Jeg nylig Noget glemte,Og talte nu, jeg veed ei hvad,Erindred om Adskilligt,Mens Haandens fine LiliebladI min sig hviilte villigt.Nu stod jeg ene med min Ven,Som, mens han Øiet sendteMod Damerne, der vandred hen,Idet Charlotte vendteSit Hoved om i flygtigt Nik,Som jeg til Indtægt førte,Mig sagde med ironisk Blik:"Jeg saae, skjøndt just ei hørte!"Jo jo, min Ven! den Sag er klar,"Jeg gjætter dine Tanker,"Og hos den unge Pige har"Dit Hjerte kastet Anker."Jeg dig fortænker ei deri,"Jeg siger intet Mere;"Naar Sjællandsreisen er forbi,"Jeg vist kan gratulere." —— "Du tager feil," ham svarte jeg:"Jeg kan mig ikke tænke,"At jeg paa Ægtestandens Vei"Saa snart mig lader lænke."Desuden er hun sexten Aar"Og nylig confirmeret;"Jeg hendes første Frier spaaer,"Han bliver rejiceret."Hun er — jeg veed ei ret, hvordan —"I Slægt med mig og Mine;"Hun er — jeg ikke huske kan —"Hun er et Slags Cousine."Men hun er et velsignet Barn,"Der har Forstand som Store;"Hun har mig fanget i sit Garn,"Det synes hende more."Hvor er det sødt at gjøre Cour"Til En, hvis unge Vinge"Forsøger fra sin Barndoms Buur"Sig første Gang at svinge!"Den Tanke tryller hvert et Sind,"At her man er den Første,"Som plante tør den Lærdom ind,"Hvorefter Alle tørste."Og sligt et Barn har tidt Forstand,"Der Voxnes gjør til Skamme;"Ja, mangen Gang forbauses man"Ved denne spæde Flamme."Hun Altinga prioriveed,"Og trænger ei til Andet"End Stemplet af Erfarenhed"Paa Det, hun alt har sandet."Hun lærer ikke noget Nyt,"Men vil bekræftet høre"Den Aabenbaring, som har lydt"I hendes Jomfru-Øre."Hun fatter overmaade godt"Enhver forelsket Retning,"Og naar et Ord man nævner blot,"Begriber hun en Sætning."Men Eet, hvorpaa det kommer an,"Maa man i Anslag bringe:"Vist aldrig lykkes vil den Mand,"Som ikke kan sig tvinge."Forsigtighed man øve maa,"Maa Skaansomhed bebude,"Thi ellers vil det ilde gaae,"Og snart er Spillet ude."Den unge Pige har en Tact,"Hvorved hun Meget gjætter:"Hun af en Scene snart en Act"I Tanken sammensætter;"Og dertil er hun fiin og bly,"Og ei saa let at gjække:"Et Ord kan gjøre hende sky,"En Mine hende skrække."Det gjælder da hvert Øieblik,"At ikke Meer man prøver,"End Det, man seer med Kjenderblik,"At Hjertet just behøver."Ved hver en nok saa ringe Gunst,"Om givet eller fundet,"Man lade maa — det er en Kunst —"Som var nu Maalet vundet."Det gjælder just i dette Spil,"At ingen Yttring dølger"En anden, som den fører til,"Som til de næste Følger."Det synes maa ved dette Spil,"At Hjertets bly Veninde"Kan ende Legen, naar hun vil,"Som dens Beherskerinde."Men ogsaa dristig, ogsaa fri"Man være tør. Alene"Maa sig et ømt Galanterie"Med Dristighed forene."Tag hendes Haand og kys paa den,"Maaskee hun saa vil skrige,"Thi slig en Hyldest aldrig end"Var budt den unge Pige."Men snart, med Purpur paa sin Kind,"Hun tænker: ""Hvad saa Mere?""Det viser et ærbødigt Sind,""Og det maa jo flattere.""Ifald det Nogen havde seet,""Da blev jeg vel til Latter,""Men det er heldigviis ei skeet."" —"Saaledes hun sig fatter."Men tro nu ei, at strax du kan"Et Kys paa Munden trykke;"Nei, saadan gaaer det ikke an,"Det spilder dig din Lykke."Den unge Pige fatter let,"Et Kys betyder Mere,"Og derfor vil hun ei ved det"Saa rask sig engagere."Det gjælder om, at Hjertets Leg"Maa hende selv behage,"Saa hver en Frygt af Barmen veg"For Tanker, som kan plage."Du maa en god Samvittighed"Til hendes Trøst bevare:"I Følelsen af den hun veed,"At det har ingen Fare."Derfor Uskyldigheden maa"Med hver en Stræben parres,"Og Intet maa forsøges paa,"Hvorved Forældre narres."Correspondance duer ei,"Et Rendezvous maa frygtes,"Men søg blot Leilighedens Vei,"Som om den aldrig søgtes."Aftaler dog man gjerne gjør,"Men kun utydelige,"Saa hun sig altid sige tør,"At ei hun veed af slige,"Men at kun sympathetisk Tro"Samt Hjertets Forsyn lader"Dem ofte mødesà propos"I Selskab og paa Gader."Naar fri hun føler sig og let"I dette Forholds Lænker,"Da kan hun ei undvære det,"Ihvad hun vil og tænker."Naar let hun føler sig og fri,"Som i en Livs-Forklaring,"Da snart hun vælger Slaveri,"Til Frihedens Bevaring." —Her slog min Ven en Latter op,Da just jeg endte Talen;Han saae paa mig, og sagde: "Stop!"Det kneb nok med Moralen?"En heelArs amatoria"Du dundrer i mit Øre."Og Resultatet bliver da:"Du Pigen vil forføre." —— "Forføre! Skam dig! hvilket Ord!"Nei, hun er altfor yndig"Til blot at nære mindste Spor"Af Hensigt, som var syndig." —— "Nu vel," han svarte, "men dog ei"Herved stor Trøst erhverves,"Thi hun kan let paa denne Vei"I Bund og Grund fordærves." —— "Vist ei! Galanterie, min Ven,"Er just en Pigeskole,"Og Aanden dannes først i den,"Derpaa du trygt kan stole."Du glemmer nok, jeg er Poet,"Og trænger til at sværme?"Nu er Charlotte den Magnet,"Sig mine Tanker nærme."O! hvis jeg ikke sværme maa,"Da kan jeg ikke digte,"Da vil Apollo mig forsmaae,"Og Muserne mig svigte."Jeg aander kun ved denne Trang,"Den i min Lyre klinger,"Den bæver i min Digtersang,"Den giver Verset Vinger."Thi der er Intet dog saa sødt,"Som med en saadan Pige,"Der end har Hjertet ungt og blødt,"At gjæste Drømmes Rige!"En Dødelig fordybes ei"I Sværmeriets Grotter,"Undtagen en Poet, som jeg,"Med saadanne Charlotter."Forelsket Stræben Lønnens Fryd"Her øieblikligt finder:"Erkjendtlighed er just en Dyd"Hos disse smaa Veninder."Sin første Lærer altid man"Hans Møie prompt erstatter; ..."Men ikke meer jeg tøve kan —"Farvel! vi sees vel atter."
"Det er dog grumme smukt, ved Gud!"At du vil os befordre"Paa denne lille Lysttour ud"I Sjælland, i det nordre."Det er en Ynk, det er en Sorg,"Saa Lidt af Verden seer man!"Vi aldrig var paa Fredriksborg,"Og derfor os beleer man."—
Saa talte hun, den vakkre Glut,Som mig paa Gaden mødte,Hvor med sin Moder hun lidt mutSaaes Foden langsomt at flytte.Jeg med en Ven i sagte SkridtJust drev og promeneerte,Men ønsked her, jeg var ham qvit,Thi her han mig geneerte.
Med stort Spectakel paa vor VeiEn Vogn forbi nu kjørte;Da til den Smukke talte jeg,I Haab, at Ingen hørte:"Charlotte! du er ret en Strik!"Som om du ikke vidste,"Hvor kjært mig er hvert Øieblik,"Som jeg hos dig tør friste.
"Gid jeg imorgen faae det Held"At sidde ved din Side!" ...Hun afbrød mig: "O! derom vel"Er ikke værdt at stride!"Du bryder dig" ... Hun taug, — og jegMit Svar ei kunde bringe,Thi Vognen var et Stykke VeiForbi, og Larmen ringe.
Men uden Ophold til MamaJeg dristig vendte Talen:"Imorgen tidlig henter da"Jeg Dem og Hr. Gemalen."Jeg kun en Jagtvogn byder Dem,"De tage maae tiltakke,"Men let den ruller lige frem"Og op og ned ad Bakke.
"Der er kun tvende Stole paa:"Den bageste den bedste;"Den foran, hvor jeg sidde maa,"Som Kudsk for mine Heste,"Den støder, den er ikke rar,"Jeg tidt den bande maatte;"Det gjør mig ondt, jeg ikke har"En bedre til Charlotte." —
— "Det gjør aldeles ingen Ting!"Udbrød med Smiil den Lille,Idet en Rødme foer omkringDe fine Træk, de milde."Nei, ganske vist!" gjentog Mama:"Er man i hendes Alder,"Gjør Sligt ei til, ei heller fra,"Man ta'er det, som det falder." —
Vi skiltes ad; dog før vi gik,For Hver til Sit at drage,Forsømtes ei den danske Skik,Hinandens Haand at tage.Den unge Piges Haand jeg tog,Som just var uden Handske,Og tænkte: Der er Meget dogAt rose ved det Danske.
Og mens den hvide Haand jeg greb,Og fast i min den klemte,Jeg lod, som om — det var et Kneb —Jeg nylig Noget glemte,Og talte nu, jeg veed ei hvad,Erindred om Adskilligt,Mens Haandens fine LiliebladI min sig hviilte villigt.
Nu stod jeg ene med min Ven,Som, mens han Øiet sendteMod Damerne, der vandred hen,Idet Charlotte vendteSit Hoved om i flygtigt Nik,Som jeg til Indtægt førte,Mig sagde med ironisk Blik:"Jeg saae, skjøndt just ei hørte!
"Jo jo, min Ven! den Sag er klar,"Jeg gjætter dine Tanker,"Og hos den unge Pige har"Dit Hjerte kastet Anker."Jeg dig fortænker ei deri,"Jeg siger intet Mere;"Naar Sjællandsreisen er forbi,"Jeg vist kan gratulere." —
— "Du tager feil," ham svarte jeg:"Jeg kan mig ikke tænke,"At jeg paa Ægtestandens Vei"Saa snart mig lader lænke."Desuden er hun sexten Aar"Og nylig confirmeret;"Jeg hendes første Frier spaaer,"Han bliver rejiceret.
"Hun er — jeg veed ei ret, hvordan —"I Slægt med mig og Mine;"Hun er — jeg ikke huske kan —"Hun er et Slags Cousine."Men hun er et velsignet Barn,"Der har Forstand som Store;"Hun har mig fanget i sit Garn,"Det synes hende more.
"Hvor er det sødt at gjøre Cour"Til En, hvis unge Vinge"Forsøger fra sin Barndoms Buur"Sig første Gang at svinge!"Den Tanke tryller hvert et Sind,"At her man er den Første,"Som plante tør den Lærdom ind,"Hvorefter Alle tørste.
"Og sligt et Barn har tidt Forstand,"Der Voxnes gjør til Skamme;"Ja, mangen Gang forbauses man"Ved denne spæde Flamme."Hun Altinga prioriveed,"Og trænger ei til Andet"End Stemplet af Erfarenhed"Paa Det, hun alt har sandet.
"Hun lærer ikke noget Nyt,"Men vil bekræftet høre"Den Aabenbaring, som har lydt"I hendes Jomfru-Øre."Hun fatter overmaade godt"Enhver forelsket Retning,"Og naar et Ord man nævner blot,"Begriber hun en Sætning.
"Men Eet, hvorpaa det kommer an,"Maa man i Anslag bringe:"Vist aldrig lykkes vil den Mand,"Som ikke kan sig tvinge."Forsigtighed man øve maa,"Maa Skaansomhed bebude,"Thi ellers vil det ilde gaae,"Og snart er Spillet ude.
"Den unge Pige har en Tact,"Hvorved hun Meget gjætter:"Hun af en Scene snart en Act"I Tanken sammensætter;"Og dertil er hun fiin og bly,"Og ei saa let at gjække:"Et Ord kan gjøre hende sky,"En Mine hende skrække.
"Det gjælder da hvert Øieblik,"At ikke Meer man prøver,"End Det, man seer med Kjenderblik,"At Hjertet just behøver."Ved hver en nok saa ringe Gunst,"Om givet eller fundet,"Man lade maa — det er en Kunst —"Som var nu Maalet vundet.
"Det gjælder just i dette Spil,"At ingen Yttring dølger"En anden, som den fører til,"Som til de næste Følger."Det synes maa ved dette Spil,"At Hjertets bly Veninde"Kan ende Legen, naar hun vil,"Som dens Beherskerinde.
"Men ogsaa dristig, ogsaa fri"Man være tør. Alene"Maa sig et ømt Galanterie"Med Dristighed forene."Tag hendes Haand og kys paa den,"Maaskee hun saa vil skrige,"Thi slig en Hyldest aldrig end"Var budt den unge Pige.
"Men snart, med Purpur paa sin Kind,"Hun tænker: ""Hvad saa Mere?""Det viser et ærbødigt Sind,""Og det maa jo flattere.""Ifald det Nogen havde seet,""Da blev jeg vel til Latter,""Men det er heldigviis ei skeet."" —"Saaledes hun sig fatter.
"Men tro nu ei, at strax du kan"Et Kys paa Munden trykke;"Nei, saadan gaaer det ikke an,"Det spilder dig din Lykke."Den unge Pige fatter let,"Et Kys betyder Mere,"Og derfor vil hun ei ved det"Saa rask sig engagere.
"Det gjælder om, at Hjertets Leg"Maa hende selv behage,"Saa hver en Frygt af Barmen veg"For Tanker, som kan plage."Du maa en god Samvittighed"Til hendes Trøst bevare:"I Følelsen af den hun veed,"At det har ingen Fare.
"Derfor Uskyldigheden maa"Med hver en Stræben parres,"Og Intet maa forsøges paa,"Hvorved Forældre narres."Correspondance duer ei,"Et Rendezvous maa frygtes,"Men søg blot Leilighedens Vei,"Som om den aldrig søgtes.
"Aftaler dog man gjerne gjør,"Men kun utydelige,"Saa hun sig altid sige tør,"At ei hun veed af slige,"Men at kun sympathetisk Tro"Samt Hjertets Forsyn lader"Dem ofte mødesà propos"I Selskab og paa Gader.
"Naar fri hun føler sig og let"I dette Forholds Lænker,"Da kan hun ei undvære det,"Ihvad hun vil og tænker."Naar let hun føler sig og fri,"Som i en Livs-Forklaring,"Da snart hun vælger Slaveri,"Til Frihedens Bevaring." —
Her slog min Ven en Latter op,Da just jeg endte Talen;Han saae paa mig, og sagde: "Stop!"Det kneb nok med Moralen?"En heelArs amatoria"Du dundrer i mit Øre."Og Resultatet bliver da:"Du Pigen vil forføre." —
— "Forføre! Skam dig! hvilket Ord!"Nei, hun er altfor yndig"Til blot at nære mindste Spor"Af Hensigt, som var syndig." —— "Nu vel," han svarte, "men dog ei"Herved stor Trøst erhverves,"Thi hun kan let paa denne Vei"I Bund og Grund fordærves." —
— "Vist ei! Galanterie, min Ven,"Er just en Pigeskole,"Og Aanden dannes først i den,"Derpaa du trygt kan stole."Du glemmer nok, jeg er Poet,"Og trænger til at sværme?"Nu er Charlotte den Magnet,"Sig mine Tanker nærme.
"O! hvis jeg ikke sværme maa,"Da kan jeg ikke digte,"Da vil Apollo mig forsmaae,"Og Muserne mig svigte."Jeg aander kun ved denne Trang,"Den i min Lyre klinger,"Den bæver i min Digtersang,"Den giver Verset Vinger.
"Thi der er Intet dog saa sødt,"Som med en saadan Pige,"Der end har Hjertet ungt og blødt,"At gjæste Drømmes Rige!"En Dødelig fordybes ei"I Sværmeriets Grotter,"Undtagen en Poet, som jeg,"Med saadanne Charlotter.
"Forelsket Stræben Lønnens Fryd"Her øieblikligt finder:"Erkjendtlighed er just en Dyd"Hos disse smaa Veninder."Sin første Lærer altid man"Hans Møie prompt erstatter; ..."Men ikke meer jeg tøve kan —"Farvel! vi sees vel atter."