Chapter 2

Kan du Græsk?

Sjælen.

Nei, strenge Herre.

Aristophanes.

Men Latin da?

Sjælen.

Knap et Ord.

Aristophanes.

Det er godt.

Sjælen.

Ak nei, desværre!

Aristophanes.

Som jeg siger.

Sjælen.

Hvad? I troer? ...

Aristophanes.

Jeg er meget glad ved Dette,Thi saa veed jeg heraf strax,At der ei paa din SyntaxEr Uendeligt at rette,Ei Udtalen af den Slags,Som vi kalde her den slette.Uden alt grammatisk Spind,Uden Vaner maa du være;Saadan er det godt, min Kjære,Thi naar først du kommer ind,Kan du paa vort Sprog at læreSiden altid lægge Vind.

Sjælen.

Gud skee Lov! det var jo prægtigt!Saa luk op, jeg er parat.

Aristophanes.

Giv lidt Tid, vær moderat!

Sjælen.

Undskyld, men jeg længes mægtigt.

Aristophanes.

Dette Hastværk, Herr Krabat,Forekommer mig fordægtigt.Giv dig Tid, og tal. Velan,Lad mig høre dine Grunde,Hvorfor du til os vil stunde;Thi at ikke Græsk du kan,Er en Grund, som ingenlundeKan forslaae, min gode Mand!

Sjælen.

Ak! I gjør mig heel urolig!Nys I sagde, godt det var.

Aristophanes.

Ja, saafremt du ellers harAnden Adkomst til vor Bolig.Er din Oldtids Tanke klar?Er med Hellas du fortrolig?

Sjælen.

Herre! jeg har ei studeert,Jeg blev, som saa mangen Anden,Strax bestemt for Handelsstanden.

Aristophanes.

Meget pudsigt og forkeertSvarer du.

Sjælen.

Jeg troer, at MandenBlot vil have mig fixeert.

Aristophanes.

Hvorfor troer du her at passe?Classisk Kunst du søger da,Classisk Viisdom?

Sjælen.

Classisk? Ja,Jeg har gaaet i Handelsclasse.

Aristophanes.

Det gjør Intet til og fra.Nævn kun i den hele Masse,Knyttet til Athen og Rom,Eet, som fængsler dine Tanker,Eet, hvorfor dit Hjerte banker,For hvis Skyld du kom til os.

Sjælen.

Atter en Examen vankerHer ved denne Helligdom.

Aristophanes.

Er det maaskee Længsel efterAlle hine store Mænd,Som dig drager til os hen?Siig, hvorved din Tanke hæfter,Om Homer tiltrækker denMed de mageløse Kræfter,Eller Platos Aand dig harDraget efter ham i Døden?

Sjælen.

Saadan er det. UfortrødenI Historien jeg var,Og har altid skummet FlødenAf Begivenhedens Kar.Og endskjøndt jeg lytter hellerTil det Nyt, som min AvisMig fra London og ParisPaa den sidste Postdag melder,Sætter jeg dog ogsaa PriisPaa hvad Oldtid os fortæller.Jeg har Intet imod den,Uden Det, den er saa gammel;Derved blev den mig lidt vammel;Men jeg agter den igjen,Naar jeg husker, den en SkammelVar for os med sine Mænd.Dem at see jeg har isinde;Og især jeg gjerne fikMig af Socrates et Blik.

Aristophanes.

Socrates? Han er herinde.

Sjælen.

Ham jeg kjender paa en Prik!Han gaaer aldrig mig af Minde,Stakkels Mand! Han Giften drak,Som en Flok Athenienser,Skurkepak, som Lov ei ændser,Tylded i ham.

Aristophanes.

Mange Tak,At du ei din Dom begrændser,Kalder mine Landsmænd Pak!

Sjælen.

Nu ... jeg troede ...

Aristophanes.

Hvad?

Sjælen.

Jeg mindes,At der var en Gjøgler med,Som ham gjorde stor Fortræd,Og sig lod af Pøblen vindes;Aristophanes han hed.Men bestukken af en QvindesDeilighed, han snart blev from.

Aristophanes.

Er det muligt? Hvad er Dette?Hvo har kunnet dig beretteSaadan en løgnagtig Dom?

Sjælen.

Saadan lyder just den retteKundskab, hvortil sidst vi kom.

Aristophanes.

Tal da! Lad mig høre MereOm hvad Gjøgleren har gjort!

Sjælen.

I er altfor god, men stortVil det ei interessere.

Aristophanes.

Jo tilvisse! far kun fort!

Sjælen.

Jeg vil nødig jer genere,Men saafremt I vil ...

Aristophanes.

Velan!

Sjælen.

Nu, saa lyder jeg paa Pletten. —Viid, Begyndelsen til TrættenDenne var: Den onde MandSkrev Artikler i RakettenImod Socrates ...

Aristophanes.

Hvordan?

Sjælen.

Undskyld, om jeg gjør Fadaiser,Men jeg mener kun et Blad,Som er fuldt af Ondt og Had,Og som altid giver Næser;Hvad det kaldes i jer' Stad,Veed jeg ikke, thi jeg læserIkke Græsk. Nu da, som sagt,Denne kaade Ven af LatterSeer just Socratesses Datter,Og forknyt ved Elskovs Magt,Gaaer han til den gamle Fatter,Som han har i Bladet bragt,Og ham siger: "Du betænke,Avind har kun ført min Pen;Men jeg agter dig igjen,Og du Agtelse mig skjænkeJeg forsørge skal som VenDine Børn som og din Enke.Duer stor, ogjeger stor,Vi kan Begge være store,Dukan gavne,jegkan more;Jegerkjenderdig, og troer,At du vil til Gjengjæld spore,At imigGenie der boer."Kort og godt, i et Par TimerVar det Hele bragt i Stand;Til sit Bryst den store MandTrykker kjærligt ham, som rimer,Og som selv er stor som han.

Aristophanes.

Ha ved Styx! jeg troer, du primer!Handled jeg paa saadan Viis?

Sjælen.

Aristophanes.

Just jeg, med hvem du taler,Og hvis Billed saa du maler,At du værdig blev til Riis!

Sjælen.

Herregud! I selv jo halerUd mig paa saa glat en Iis.Men jeg har just eders BilledSaadan seet i KjøbenhavnPaa en Orlogs-Digter-Stavn,Dengang Socrates blev spillet.

Aristophanes.

Tys ... du nævner der et Navn,For min Tanke selsomt stillet.Jeg har hørt om denne By,Hvor en Kunstner har tilbageKaldet Hellas gyldne Dage,For dets Hæder at fornye,Hvor en Digter uden MageSnart i Storm og TordenskyNordens Guders Vogn tør kjøre.Snart, med sagte Vind i SeilGyngende paa Bækkens Speil,Strængelegen blidt kan røre, —Stor i Fortrin, stor i Feil.Siig mig altsaa, lad mig høre,Er du fra hiin Stad i Nord,Hvor Antikens ædle Stamme,Pleiet ved Geniets Flamme,I barbarisk Jordbund groer,Og hvor stolte Værker brammeMed et Navn, som kom fra Thor?

Sjælen.

Jeg din Mening, skjøndt forblummet,Fatter, og har Ja til Svar.

Aristophanes.

Altsaa nu Antiken har,Da den længe var forstummet,Al sin Fylde, dyb og klar,I dit Folks Begeistring rummet,Og du selv nu kommer hen,Greben af det Ord, den taler,For at see dens Idealer?Er det saadan? Siig, min Ven!

Sjælen.

Jeg har givet sex RigsdalerTil Musæet.

Aristophanes.

Hillemænd!

Sjælen.

Det var sagtens ei saa farligt,Mangen En dog Mindre gav.

Aristophanes.

Flyt nu kun din VandringsstavAndre Steder hen, thi klarligtSeer jeg, at du ei har KravPaa vor Bolig.

Sjælen.

UforsvarligtHandles med mig! Siig, hvorhenSkal jeg mig da nu begive?

Aristophanes.

Lad mig høre, hvad ilive,Du har virket ved din PenEller Tunge. Kan du skrive,Kan du tale for os Mænd?

Sjælen.

Om jeg kan? Ved mangt et Gilde,I en Kreds dog fremfor Alt,Trykkefriheds-Selskab kaldt,Sprudlede min Tales Kilde;Og i Folkebladet altAnonymt jeg skrev; — dog ildeVar, om røbet blev mit Spil;Redacteuren kun og ederHar jeg det betroet. Jeg beder,At I nu mig sige vil,Hvor jeg mig et Sted bereder.

Aristophanes.

Sjæl, gaa du ad Helved til!

Sjælen.

Det er en gammel Sandhed, ofte prøvetI Livets byrdefulde Hurlumhei,At Supplicanten faaer sin Taalmod øvet,Naar han begiver sig paa Naadens Vei.Det hjælper ikke, paa sin Ret han pukker,Nei, trygles maa der, krybes, gjøres Cour,Indtil man Døren for hans Næse lukker,Og siger: "Denne Gang var ei din Tour."Paa Jorden idetmindste dog man skjænker,Naar Afslag gives os, et høfligt Svar;Men her en Grobian endogsaa krænkerAl høflig Form, og holder Folk for Nar.Han simpel er, hans Ord det selv forraade,Han siger, man kan gaae ad Helved til;Hos os er Sligt en Pøbel-Talemaade,Som ingen Dannet sig tillade vil.Jeg mærker nok, Culturen er tilbageHer i den anden Verden fremfor hist;Jeg frygter, at man her om Aar og DageGaaer Krebsgang i sin Dannelse tilsidst.Man hylder her en tom Idealisme,Og det Reale knap man kjender til.Gud veed, om ei tillige NepotismeHos Embedsmanden driver smudsigt Spil,Om ei, for Salighed at faae til Aanden,Man maa bestikke med en god Douceur,Og hvis man Intet give vil paa Haanden,Det nytter ei til Noget at man døer.Men efter de betydelige Summer,Som knap til god Begravelse forslaae,Det dybt maa fylde Borgeren med Kummer,Om han i Himlen Meer betale maa.Dog har jeg læst, dengang jeg var ilive,At, for at naae sin Plads, naar man var død,Man maatte Penge til en Baadsmand giveOg fore et Slags Toldbodhund med Brød.Der gives Misbrug her, som allevegne,Det har jeg lært, og det er mig til Gavn.Men sagtens er her andre Himmelegne,Jeg tænker nok, jeg finde skal min Havn.Seer jeg ret? Nu belønnes jeg stort!Hvilken ganske fortræffelig Port!I dens Form hvilken skjøn Symmetrie!Der er Smag, der er Kunstsands deri!Hvilken Vei! den saa bred er som tre!Ganske vist en mac'adamsk Chaussee!Hvor man mageligt vandrer derpaa! ...Ind ad Porten jeg vover at gaae,—Hvis kun her ingen Portner igjen,Lig en Hund fra sit Huus, farer hen,Viser Tænder og gjøer sit "Gaa væk!" ...— Nei, det gik; uden Grund var min Skræk;Her er Ingen, som spørger om Pas,Udentvivl man til Alle har Plads;Det er smukt! Man er her liberal. —Men endnu jeg den skjønne Portal,Før jeg videre gaaer, maa besee,Thi en Indskrift den bærer maaskee,Som mig nævner det Sted, hvor jeg kom.Nu velan! jeg da blot vender om,I et Spring jeg derudenfor staaer ...

Seer jeg ret? Nu belønnes jeg stort!Hvilken ganske fortræffelig Port!I dens Form hvilken skjøn Symmetrie!Der er Smag, der er Kunstsands deri!Hvilken Vei! den saa bred er som tre!Ganske vist en mac'adamsk Chaussee!Hvor man mageligt vandrer derpaa! ...Ind ad Porten jeg vover at gaae,—Hvis kun her ingen Portner igjen,Lig en Hund fra sit Huus, farer hen,Viser Tænder og gjøer sit "Gaa væk!" ...— Nei, det gik; uden Grund var min Skræk;Her er Ingen, som spørger om Pas,Udentvivl man til Alle har Plads;Det er smukt! Man er her liberal. —Men endnu jeg den skjønne Portal,Før jeg videre gaaer, maa besee,Thi en Indskrift den bærer maaskee,Som mig nævner det Sted, hvor jeg kom.Nu velan! jeg da blot vender om,I et Spring jeg derudenfor staaer ...

Mephistopheles.

Man kun ind her, men ud ikke gaaer.

Sjælen.

Serviteur!

Mephistopheles.

Vær saa artig, min Ven,At gaae, hvor det behager dig, henI det hele vidtløftige Land;Du maa tage din Plads, hvor du kan.Denne Port bliver ei lukket til,Her kan komme saa Mange, som vil.

Sjælen.

Nu, saa bliver jeg her ei til Nar;Jeg et Sted dog erhvervet mig har.

Mephistopheles.

Og et Sted, hvor den høflige VertTil at tjene sin Gjæst er alert,Og til Hver, som vil vise sin Hæl,Siger venligt: Bliv her, kjære Sjæl!

Sjælen.

I er gjæstfrie, saa synes det, her?

Mephistopheles.

Vi er rørende stemt mod Enhver.

Sjælen.

Og her spørges om Forkundskab ei?

Mephistopheles.

Nei, Enhver kan betræde vor Vei.

Sjælen.

Ei med Prøver man frister vort Sind?

Mephistopheles.

Nei, Enhver løber lige herind.

Sjælen.

Det er ypperligt, ganske charmant!

Mephistopheles.

Det er mageligt nok, ikke sandt?Vær du glad, om du Intet forstaaerAf hvad Verden har kjendt før igaar,Thi da passer du godt mellem os,Hvor man byder Betingelsen Trods.Her forkaster man Alt, som har Grund,Her er Flader, men aldrig en Bund;Her er Alt selvstændigt og frit,Ingen Forskjel paa Kul eller Kridt,Her er Frihed og Lighed parat,Her er Alt en begyndende Stat,Som, hvor meget den skynder sig fort,Kommer ei fra Begyndelsen bort,Thi det enkelte, korte Moment,For at være tilgavns præsent,Fra det forrige skiller sig brat,Lig den første Lysning fra Nat,Og begynder sit EvighedsA,Som dog ei nogetBkommer fra.

Sjælen.

Jeg forstaaer dig ei ganske.

Mephistopheles.

Lad gaae!Du har godt af at høre derpaa.Her er Alt kun sig selv og discret,Og i Alt dog kun Continuitet;Her er Næring af Ørkenens Brød,Her er Alting saa jevnt som en Grød,Og dog kantet og stivnet dernæst,Som en stakaandet, haard Anapæst.

Sjælen.

Anapæst? hvad er Det?

Mephistopheles.

Kjære Ven,Det er Det, du nu taler igjen.

Sjælen.

Det er stygt ...Jeg ændre vil min Tale.

Mephistopheles.

Ja, gjør det, du har at befale.

Sjælen.

Hvad du har sagt mig, er jo godt;Dog er der Eet, et Eneste blot,Som synes mig underligt at være:Hvorfor er det forbudt at gaae ud?

Mephistopheles.

Det skal jeg sige dig, min Kjære:Det er nu saadant et gammelt Bud,Hvis Nødvendighed er som Dagen klar.Det ligger i, hvad jeg sagt dig har,At her er Begyndelsens evige Land,Som ingen Baggrund fordrage kan.Derfor ei Nogen tilbage skrider.Thi Begyndelsen har jo ingen Bag;Man maa blive her til evige Tider.

Sjælen.

Ja saa! det er en anden Sag.

Mephistopheles.

Ifald du forstod Philosophie,Jeg skulde Sagen dig let forklare:Vort Rige er det Umiddelbare,Som ingen Evighed kan befrie,Fordi der er ingen Grund deri,Fordi, da det intetPriushar,Det evig kun bliver hvad det var ...Med opspiilt Øie du mig betragter,Og gjør til min Tale sære Fagter ...Min Ven, du skal ikke gruble derpaa,Det er Noget, som Ingen dog kan forstaae.Kun lad mig sige dig til din Trøst:Næsten Alle blive her med Lyst,Næsten Ingen, som først har været herinde,At forlade Stedet har faaet isinde.

Sjælen.

Til Gunst for Stedet det taler meget,Min Forventning er alt betydelig steget.Behag at sige mig, kjære Mand,Paa hvad Maade man lever i dette Land.Hvad har man egenlig at bestille?Kan man paa Børsen og i Klubben gaae,Kan man spise, drikke, sin L'Hombre spille,Og kan man Aviser at læse faae?Har Stedet ingen Mærkværdigheder,Som af den Reisende bør besees?Er her ogsaa Theater? ... Undskyld, jeg beder,Mine mange Spørgsmaal!

Mephistopheles.

Og var det en Snees,Jeg skulde besvare dem accurat.Man lever egenlig i vor StatPaa samme Viis som hos jer dernede;Man finder igjen sin gamle Rede,Og var man med Hverdagslivet tilfreds,Man bliver det atter i denne Kreds,Thi her er som hos jer.

Sjælen.

Min bedste Herre,Vel glæder det mig, her er ikke værre,Men egenlig havde jeg Næsen spidsetPaa at faae det lidt bedre her end hisset.Man siger hos os, at til bedre KaarVi skal forfremmes, naar Livet ender.

Mephistopheles.

Man siger saa Meget! Du selv nu staaerVed det Maal, hvor man Sandhed tilsidst erkjender;Du dømme nu selv, men rimelig vær.Du bør ikke vente for Meget her,Thi kommer du med for stor Forventning,Saa bringer dit Haab kun slet Forrentning,Men stemmer du lidt din Fordring ned,Saa vil du finde dig vel derved.Du her kan spise din bedste Ret,Og spise dig i den ganske mæt,Men at her den just er bedre lavet,End du fik den, inden du blev begravet,Jeg ikke bestemt dig love kan.Det er ogsaa for Meget forlangt, kjære Mand!Du faaer den Viin, som du gjerne drak,Du faaer din forrige Røgtobak,Men at Varen er bedre her end paa Jord,Det maa jeg sige, jeg ikke troer. —Vistnok er her Børs og Klubber i Mængde,Og Aviser af hver en Brede og Længde;Kjøbenhavnsposten ligger og paa vort Bord,Men du feiler, om her du den bedre troer,Det er ganske den samme som hist paa Jord,Den taler ganske paa samme Viis.Du her og finder din Adresavis,Dog først for nylig man her den fik;Tilforn, jeg veed ei, hvordan det gik,Men paa Veien hertil den blev til Intet,Og dens Indholds Flesk, behørigen tintetMed AsylprospecterOg VandprojecterI Bedemandsstiil af Contorets Vægter,Underveis var slettet aldeles ud,Og den kom som en reent ulæselig Klud.Men nu, da Papiret er mere fast,Og Trykkersværten er uden Last,Og især da Sibbern skriver deri,Er der god Forslag i dens Maskepi.Desuden holde vi Sibbern her,Vi besidde hans Bøger, een og hver,Hans Kjærlighed mellem Mand og Qvinde,Hans Værker om Hegels Philosophie,Hans Contemplation og Ironie;Kort sagt, det Hele fandtes herinde,Ved Adresavisen det blev complet.

Sjælen.

Det kalder jeg Orden, det er net.Men "Dagen" mangler vel?

Mephistopheles.

Ingenlunde;Den holde vi med, og af trende Grunde:For det Første som Mønster paa slet Redaction,For det Andet af Godhed for Rostocks Person,Som den nidske Skjæbne, kun lidet blid,Nu har i syv Redacteurers TidForfulgt som et mærkeligt ExemplarAf Syndebuk, der ei Mage har.Og endelig for det Tredie, min Ven,Til Ære for Sibbern holdes den,Fordi den har Bidrag af hans Elev,Som af Mesteren overhalet blevI Philosophie og Politik,I Theologie og Æsthetik,Og dyppet i selvbehagelig Salvelse,Som smøres tykt over Tankernes Halvelse.

Sjælen.

Men siig mig, er ei Den Frisindede her?Thi fremfor Alle var den mig kjær.Den gaaer saa fortrinligt i det Smaa,Og holder saa godt sig fra det Store,Fra Det, som ei Alle strax kan forstaae.

Mephistopheles.

Ja, i hver en Lyd, som den lader gaae,Er slet ingen Reflexion at spore:Saa er den tillige saa deilig barPaa Kundskab om Alt, hvad som er og var.

Sjælen.

Jeg sætter den høit over Fædrelandet,Som ofte bliver mig saa forbandetAristocratisk i lærd Forstand,At ingen Djævel det læse kan.Jeg Sandheden den Erklæring skylder,At Rosenhoff jeg for Alle hylder.Thi ved ham jeg blev hvad jeg blive kan,Og dernæst ved Siesby, den brave Mand.

Mephistopheles.

Min gode Ven, du kan være rolig,Thi du finder her i din nye Bolig,Saavist som jeg staaer her hos dig og taler,Fleertalet af de danske Journaler,Fast hver Avis, hvert politisk Blad,Lærde Tidsskrifter, MorskabslectureEnten med frisk eller opkogt Mad,Enten af originale FyreEller af et Oversætter-Uhyre.Men hør nu noget Interessant,Et Punct, hvori du ved Flytning vandt:Du veed jo nok, at i mangen Gade,Som ligger paa Strøget, man faar sine BladeVel hele Timer før andre Steder;Nu vel, paa det Sted, du idag betræder,Man skyder en saa mærkelig Fart,For at fange det Nye ret hurtigt og snart,At man anticiperer det kommende Bud,Og faaer sine Blade længe forud,Saa man her dem læser en Tidlang førManuscriptet er færdigt og Skriften tør.

Sjælen.

Det gefaller mig godt.

Mephistopheles.

Jeg selv det lider,Det er ei uvigtigt i vore Tider.Hvad Nyhedsposten derved maa vinde,Du selv ved Eftertanke vil finde,Som og, at vi her os tage det letMed Bladenes Postforsendelses-Ret. —Men vi tale formeget om Journaler,Og mod min Villie jeg forhalerSvarene, som jeg give kanPaa hvad du forresten spurgte. Velan,Her er ogsaa Theater; og Det er det Bedste,Man slipper for at høre, man seer sig mæt:Der spille kun Dandserinder og Heste,Det kommer af Det, der er Hofparket.Man viser ogsaa dresseerte Lopper,Men uden Lænke, som Dyret stopper.

Sjælen.

Saa man giver ei rigtige Skuespil?

Mephistopheles.

Jo, engang imellem, naar Folk det vil.Men det samme Princip dog stedse gjælder:I Skuespillet man hører ei heller,Thi uagtet der tales af alle Kræfter,Saa er der dog Intet at høre efter.

Sjælen.

Hvad spilles iaften?

Mephistopheles.

Det er MulattenOg Maurerpigen.

Sjælen.

Hvordan? dem begge?

Mephistopheles.

Ja, sagtens gaaer det lidt ud paa Natten,Men siden kan man sig ogsaa læggeMed desto bedre Samvittighed.

Sjælen.

I Sandhed, jeg glædes ved den Besked,Thi heraf slutte jeg tør omtrent,At Andersen her nu bliver erkjendt.

Mephistopheles.

Hvorfor ikke her som andre Steder?Alt længe skinner hans Berømmelses MaaneOver hele det store Kongerige Skaane,Og i Tydskland nyder han alt en Hæder,Som nedenfor Hundsrück mon begynde,Og ender ovenfor Swinemünde.I Constantinopel han snart vil trykkeMidt i Seraillet et Mesterstykke;Da staaer han i Litteraturens HegnSom det orientalske Spørgsmaals Tegn,Og mens Stor-Eunuchen hans Isse kroner,Og dybt af Inferieurerne knæles,Læser han Mulatten for Sultans Koner,Og Maurerpigen for Dem, som skal qvæles.

Sjælen.

Back to Index Next