Jeg seer, man kjender ham her; og hvordanMan end bedømmer den sjeldne Mand,Det alt vil glæde ham, kjendt at være.Og sandelig, det er og en Ære,I er saa dannede, litterære.
Jeg seer, man kjender ham her; og hvordanMan end bedømmer den sjeldne Mand,Det alt vil glæde ham, kjendt at være.Og sandelig, det er og en Ære,I er saa dannede, litterære.
Mephistopheles.
Det er intet Under; du vilde røres,Om du vidste, hvad her for Dannelsen gjøres.Her er et stort Universitet,Hvor man bliver til Livet forberedtVed at lære Det, som er bestemtTil just i Livet at vorde glemt,Og hvor der sørges for alle Klasser,Saa Hver kan finde det Sted, han passer,Thi af Hovedløse man gjør Pedeller,Direction af Aandløse.
Det er intet Under; du vilde røres,Om du vidste, hvad her for Dannelsen gjøres.Her er et stort Universitet,Hvor man bliver til Livet forberedtVed at lære Det, som er bestemtTil just i Livet at vorde glemt,Og hvor der sørges for alle Klasser,Saa Hver kan finde det Sted, han passer,Thi af Hovedløse man gjør Pedeller,Direction af Aandløse.
Sjælen.
Fanden heller!
Fanden heller!
Mephistopheles.
Her findes og lærde Societeter,Hvor Jens og Mads og Poul og Peter,Naar han ikke længer kan producere,Sig lader paa Livstid balsamere,Og her er Livstiden evig lang.
Her findes og lærde Societeter,Hvor Jens og Mads og Poul og Peter,Naar han ikke længer kan producere,Sig lader paa Livstid balsamere,Og her er Livstiden evig lang.
Sjælen.
Til Intet af Dette jeg føler Trang;Det interesserer mig mere for Tiden,Hvad der gjøres for den reale Viden.Er her nu for Exempel et Sted,Hvor man kan sætte sin Søn i Skole?
Til Intet af Dette jeg føler Trang;Det interesserer mig mere for Tiden,Hvad der gjøres for den reale Viden.Er her nu for Exempel et Sted,Hvor man kan sætte sin Søn i Skole?
Mephistopheles.
Mangfoldige; derpaa kan du stole.Og Bøger her er i Overflødighed,Vort Bibliothek er uhyre stort,Her kommer fast Alt, som paa Hvidt har Sort;Dog de bedste Bøger, det maa jeg sige,Til Bibliotheket i HimmerigeForsendes og gaae forbi vor Næse;Men ligemeget, vi Mængden faae;Her er ei heller Tid til at læseFor Den, som vil Øieblikket forstaae.De bedste Poeter, for Exempel,De gaae til Himlen og faae et Stempel, —At sige: de Værker, de have skrevet,Thi Poeten selv, som han gik og leved,Han faaer gemeenlig hos os sin Plads.
Mangfoldige; derpaa kan du stole.Og Bøger her er i Overflødighed,Vort Bibliothek er uhyre stort,Her kommer fast Alt, som paa Hvidt har Sort;Dog de bedste Bøger, det maa jeg sige,Til Bibliotheket i HimmerigeForsendes og gaae forbi vor Næse;Men ligemeget, vi Mængden faae;Her er ei heller Tid til at læseFor Den, som vil Øieblikket forstaae.De bedste Poeter, for Exempel,De gaae til Himlen og faae et Stempel, —At sige: de Værker, de have skrevet,Thi Poeten selv, som han gik og leved,Han faaer gemeenlig hos os sin Plads.
Sjælen.
Ih nu! det kommer mig vel tilpas,Thi jeg bekymrer mig ikke stortOm Værket, som en Poet har gjort,Men tidt jeg føler mit Hjerte brændeAf Begjærlighed efter ham selv at kjende,At vide, hvordan han spiser og drikker,Hvordan han nyser, hvordan han hikker,Kort sagt, at kjende ham ret privat.
Ih nu! det kommer mig vel tilpas,Thi jeg bekymrer mig ikke stortOm Værket, som en Poet har gjort,Men tidt jeg føler mit Hjerte brændeAf Begjærlighed efter ham selv at kjende,At vide, hvordan han spiser og drikker,Hvordan han nyser, hvordan han hikker,Kort sagt, at kjende ham ret privat.
Mephistopheles.
Nu vel, den Lykke dig er parat.Og jeg fortænker dig ei deri,At du søger Personen, gaaer Værket forbi,Thi paa de fleste Poeter man mærker,At de er bedre end deres Værker.Men anderledes det sig forholderMed de faa, som spille de store Roller,Som øse dybt af Musernes Elv:Deres Værker er bedre end de selv;De gode Værker tager vor Herre,Personen sender han os desværre.Kun naar Poeten saaledes bliver,At i evige Værker sig selv han giver,Saa Værk og Person i Samklang staae,Han selv i Himmelen ind tør gaae, —Om forresten det hændes nogensinde,Jeg skal ikke det sige, jeg var aldrig derinde.
Nu vel, den Lykke dig er parat.Og jeg fortænker dig ei deri,At du søger Personen, gaaer Værket forbi,Thi paa de fleste Poeter man mærker,At de er bedre end deres Værker.Men anderledes det sig forholderMed de faa, som spille de store Roller,Som øse dybt af Musernes Elv:Deres Værker er bedre end de selv;De gode Værker tager vor Herre,Personen sender han os desværre.Kun naar Poeten saaledes bliver,At i evige Værker sig selv han giver,Saa Værk og Person i Samklang staae,Han selv i Himmelen ind tør gaae, —Om forresten det hændes nogensinde,Jeg skal ikke det sige, jeg var aldrig derinde.
Sjælen.
Men er det billigt? er det retfærdigt?
Men er det billigt? er det retfærdigt?
Mephistopheles.
Min gode Ven, det er Forsynet værdigtAt lede det Slette til idel Godt,Og jeg vil sige dig, hvis du blotMig ei beskylder for fræk Cynisme,At det er Forsynets JesuitismeAt bruge det slette Middel til Godt.Hvad skal man forstaae ved den store Mand,Det være Poeter, hvorom man taler,Philosopher, Ministere, Generaler,Etcetera, hvad man nævne kan?Jeg troer, at den store Mand er han,Som blev et Redskab i Herrens Hænder;Men den Ild, som i hans Begeistring brænder,Er ei hans egen; kun inspireertHan lyder en Magt, han ikke kjender;Og derfor, naar han har fremmet MaaletSom Middel, bliver han selv casseert;Men hans Virkning kaster man ei paa Baalet,Den bliver i Himlen registreert.Og heri maa jeg vor Herre berømme,Thi kommer hans Aand i et usselt Kar,Hvi skulde han Karret ikke tømme,Naar til hans Plan det ham nyttet har?Og heri vil Alle som jeg nok dømme:Af Person er Geniet gemeenlig Nar,Forfængeligt, svagt, sig selv en Gud,Til det Gode sædvanlig ei capabelt,Og, sletter man Inspirationen ud,Som Menneske sjelden respectabelt.Og sandelig — dog, det er selsomt, Kjære,At det just er mig, som forkynder den Lære —Kun det Gode skjænker Personlighed,Men Geniets øvrige hele Sphære,Hvad en Kunstner skaber, en Tænker veed,Det Skjønne, det Sande, hvad man det kalder,ErfremmedStræben, hvorved man falderI Pantheisme til Halsen ned.Den eneste Trøst for de arme Stakler,For hvilke man Livet her forqvakler,Idet de skilles fra deres Værker,Deres Hjertes eneste Mindesmærker,Er, som de sige, den visse Haaben,At for dem en Udgang tilsidst er aaben,Naar, efter Personens Luttring i Flammer,Hans Værk sig ei meer ved Mesteren skammer.Jeg tilstaaer, jeg kan ikke forstaae,Hvorledes Nogen kan haabe derpaa;Saameget er vist, det er Hjernespind,Ifald man vil ud, hvor man kom ind,Thi som jeg sagde dig, Porten herEr rigtignok Indgang for Enhver,Men Ud- og Tilbagegang for Ingen.Og gaaer man de Folk med Spørgsmaal paa Klingen,Saa væve de om en anden Vei, —Men hvor? og hvilken? ja, det er Tingen;Jeg troer, selv Fanden kjender den ei. —Der kommer en Digter! ... Han os ikke saae; ...Han gjør Mine til at synge; hør nu efter,Hvad hans Sang bekjender. Jeg tør bande paa,At i Eet og Alt den mit Ord bekræfter.
Min gode Ven, det er Forsynet værdigtAt lede det Slette til idel Godt,Og jeg vil sige dig, hvis du blotMig ei beskylder for fræk Cynisme,At det er Forsynets JesuitismeAt bruge det slette Middel til Godt.Hvad skal man forstaae ved den store Mand,Det være Poeter, hvorom man taler,Philosopher, Ministere, Generaler,Etcetera, hvad man nævne kan?Jeg troer, at den store Mand er han,Som blev et Redskab i Herrens Hænder;Men den Ild, som i hans Begeistring brænder,Er ei hans egen; kun inspireertHan lyder en Magt, han ikke kjender;Og derfor, naar han har fremmet MaaletSom Middel, bliver han selv casseert;Men hans Virkning kaster man ei paa Baalet,Den bliver i Himlen registreert.Og heri maa jeg vor Herre berømme,Thi kommer hans Aand i et usselt Kar,Hvi skulde han Karret ikke tømme,Naar til hans Plan det ham nyttet har?Og heri vil Alle som jeg nok dømme:Af Person er Geniet gemeenlig Nar,Forfængeligt, svagt, sig selv en Gud,Til det Gode sædvanlig ei capabelt,Og, sletter man Inspirationen ud,Som Menneske sjelden respectabelt.Og sandelig — dog, det er selsomt, Kjære,At det just er mig, som forkynder den Lære —Kun det Gode skjænker Personlighed,Men Geniets øvrige hele Sphære,Hvad en Kunstner skaber, en Tænker veed,Det Skjønne, det Sande, hvad man det kalder,ErfremmedStræben, hvorved man falderI Pantheisme til Halsen ned.Den eneste Trøst for de arme Stakler,For hvilke man Livet her forqvakler,Idet de skilles fra deres Værker,Deres Hjertes eneste Mindesmærker,Er, som de sige, den visse Haaben,At for dem en Udgang tilsidst er aaben,Naar, efter Personens Luttring i Flammer,Hans Værk sig ei meer ved Mesteren skammer.Jeg tilstaaer, jeg kan ikke forstaae,Hvorledes Nogen kan haabe derpaa;Saameget er vist, det er Hjernespind,Ifald man vil ud, hvor man kom ind,Thi som jeg sagde dig, Porten herEr rigtignok Indgang for Enhver,Men Ud- og Tilbagegang for Ingen.Og gaaer man de Folk med Spørgsmaal paa Klingen,Saa væve de om en anden Vei, —Men hvor? og hvilken? ja, det er Tingen;Jeg troer, selv Fanden kjender den ei. —Der kommer en Digter! ... Han os ikke saae; ...Han gjør Mine til at synge; hør nu efter,Hvad hans Sang bekjender. Jeg tør bande paa,At i Eet og Alt den mit Ord bekræfter.
Digteren.
Hvis jeg var god, jeg digted slet,Men jeg er slet, og digter godt,Den Lod har mig min Musa givet;Hun vil, at jeg især af DetSkal røres, som i Stort og SmaatMig selv just manglet har i Livet.Om ei mig selv jeg havde luktFra Godhed og fra Fromhed ud,Da toned ei mit Qvad af Længsel,Da sang jeg ikke nær saa smuktOm Sjælens Higen efter Gud,Med Røst som Fuglens i dens Fængsel.Om ei min Vantro var saa stærk,At den mig rev fra Kirkens BrystOg kastede mig ud fra Reden,Da gjenlød ei mit DigterværkAf Længselstonen i min Røst,Af Sukket efter Menigheden.Var ei mit Hjerte koldt og haardt,Saa lukket til, at mangengangJeg dybt bedrøvede de Fromme,Da gav jeg Følelsen jo bort,Som nu, bevaret for min Sang,Skal til forstærket Udbrud komme.Den Mening er vist uden Grund,At hist i Herrens ParadiisEt Chor af Salige man hører;Nei, Saligheden har ei Mund;I Tanken blot, paa stille Viis,Den i sin egen Kreds sig rører.Men han, som udenfor mon staae,Med Anelser om Himlens Fryd,Kun han om Paradiis kan sjunge;Hvad ei han har, men seer kun paa,Det tolker han ved Strængens Lyd,Og Savnet bæver paa hans Tunge.For Engle digtes ikke let,Men for de faldne Slægter blotMed selvforskyldte Savn i Livet;Og var jeg god, jeg digted slet,Men jeg er slet, og digter godt,Den Lod har mig min Musa givet.
Hvis jeg var god, jeg digted slet,Men jeg er slet, og digter godt,Den Lod har mig min Musa givet;Hun vil, at jeg især af DetSkal røres, som i Stort og SmaatMig selv just manglet har i Livet.Om ei mig selv jeg havde luktFra Godhed og fra Fromhed ud,Da toned ei mit Qvad af Længsel,Da sang jeg ikke nær saa smuktOm Sjælens Higen efter Gud,Med Røst som Fuglens i dens Fængsel.Om ei min Vantro var saa stærk,At den mig rev fra Kirkens BrystOg kastede mig ud fra Reden,Da gjenlød ei mit DigterværkAf Længselstonen i min Røst,Af Sukket efter Menigheden.Var ei mit Hjerte koldt og haardt,Saa lukket til, at mangengangJeg dybt bedrøvede de Fromme,Da gav jeg Følelsen jo bort,Som nu, bevaret for min Sang,Skal til forstærket Udbrud komme.Den Mening er vist uden Grund,At hist i Herrens ParadiisEt Chor af Salige man hører;Nei, Saligheden har ei Mund;I Tanken blot, paa stille Viis,Den i sin egen Kreds sig rører.Men han, som udenfor mon staae,Med Anelser om Himlens Fryd,Kun han om Paradiis kan sjunge;Hvad ei han har, men seer kun paa,Det tolker han ved Strængens Lyd,Og Savnet bæver paa hans Tunge.For Engle digtes ikke let,Men for de faldne Slægter blotMed selvforskyldte Savn i Livet;Og var jeg god, jeg digted slet,Men jeg er slet, og digter godt,Den Lod har mig min Musa givet.
Mephistopheles.
Nu gik han sin Vei; ja lad ham gaae,Det Vaas er ei værdt at høre paa.At han selv er slet, er det Visse i Sagen,Men om Digtet er godt, kommer an paa Smagen.Nu, troer han, vil Digtet til Paradiis gaae,Uagtet han udenfor selv maa staae.Ja, han selv har Lyst at komme derind,Men han veed det ei i sit dumme Sind;Der gaaer igjennem hans hele SangEfter Saligheden en Længselsklang,Paa samme Tid som han selv bekjender,At kun udenfor den hans Gnist sig tænder.Det kalder jeg mærkelig Inconsequens.
Nu gik han sin Vei; ja lad ham gaae,Det Vaas er ei værdt at høre paa.At han selv er slet, er det Visse i Sagen,Men om Digtet er godt, kommer an paa Smagen.Nu, troer han, vil Digtet til Paradiis gaae,Uagtet han udenfor selv maa staae.Ja, han selv har Lyst at komme derind,Men han veed det ei i sit dumme Sind;Der gaaer igjennem hans hele SangEfter Saligheden en Længselsklang,Paa samme Tid som han selv bekjender,At kun udenfor den hans Gnist sig tænder.Det kalder jeg mærkelig Inconsequens.
Sjælen.
Det taler ei for hans Intelligens.
Det taler ei for hans Intelligens.
Mephistopheles.
Det hører nu med til det Taabelige,Til gammel Fordom, at ville higeSaa ubændig stærkt efter Himmerige;Man har det jo meget bedre her.Jeg priser lykkelig dig og Hver,Som Skjæbnen ikke præget harMed Stemplet af Genie og Nar,Thi om eder man haaber, om ikke veed,At I blive her kan i Evighed;Og her er det bedre, det skal du kjende,End hvor man sidder med blottet EndePaa en Sky, Saa vaad og saa kold som Vand,Og blæser Trompet det bedste man kan.
Det hører nu med til det Taabelige,Til gammel Fordom, at ville higeSaa ubændig stærkt efter Himmerige;Man har det jo meget bedre her.Jeg priser lykkelig dig og Hver,Som Skjæbnen ikke præget harMed Stemplet af Genie og Nar,Thi om eder man haaber, om ikke veed,At I blive her kan i Evighed;Og her er det bedre, det skal du kjende,End hvor man sidder med blottet EndePaa en Sky, Saa vaad og saa kold som Vand,Og blæser Trompet det bedste man kan.
Sjælen.
Jeg finder, at du har ganske Ret,Jeg har store Tanker om denne Plet.Men siig mig, om jeg da her vil mødeMine gamle Venner, som alt er døde.
Jeg finder, at du har ganske Ret,Jeg har store Tanker om denne Plet.Men siig mig, om jeg da her vil mødeMine gamle Venner, som alt er døde.
Mephistopheles.
Ja, det kan du ganske stole paa,Og de levende vil du med Tiden faae.
Ja, det kan du ganske stole paa,Og de levende vil du med Tiden faae.
Sjælen.
Det glæder mig meget! Men troer du, min KoneVil ogsaa komme til denne Zone?Vel skændtes vi tidt og mangengang,Naar vi gjorde hinanden Tiden lang,Dog savner jeg nødig Millemoer, —At sige, naar hendes Tid er omme,Det har ingen Hast. Hvad troer du?
Det glæder mig meget! Men troer du, min KoneVil ogsaa komme til denne Zone?Vel skændtes vi tidt og mangengang,Naar vi gjorde hinanden Tiden lang,Dog savner jeg nødig Millemoer, —At sige, naar hendes Tid er omme,Det har ingen Hast. Hvad troer du?
Mephistopheles.
Jeg troer,At jeg tør love dig, hun skal komme.
Jeg troer,At jeg tør love dig, hun skal komme.
Sjælen.
Og mine Børn da?
Og mine Børn da?
Mephistopheles.
Det veed man ikke,Det kommer an paa, hvordan de sig skikke.
Det veed man ikke,Det kommer an paa, hvordan de sig skikke.
Sjælen.
Saa gid de maae sig værdige gjøre,Til det samme lyksalige Liv at føre!
Saa gid de maae sig værdige gjøre,Til det samme lyksalige Liv at føre!
Mephistopheles.
Dit Ønske kan let opfyldes maaskee. —Af hvad jeg har sagt dig, du vil nu see,At du faaer her det samme Liv omtrent,Som det, der fra Jorden dig er bekjendt.Da jeg afskyer at lyve, hader at prale,Saa har du erfaret af min Tale,At du faaer det ei bedre her end hist,Men heller ei værre; det er altid Noget,Ei sandt, min Gode?
Dit Ønske kan let opfyldes maaskee. —Af hvad jeg har sagt dig, du vil nu see,At du faaer her det samme Liv omtrent,Som det, der fra Jorden dig er bekjendt.Da jeg afskyer at lyve, hader at prale,Saa har du erfaret af min Tale,At du faaer det ei bedre her end hist,Men heller ei værre; det er altid Noget,Ei sandt, min Gode?
Sjælen.
Jo, ganske vist?Jeg tidt har tænkt, naar mit Liv blev broget:Hvem veed, hvordan det i Døden gaaer!Man veed hvad man har, men ei hvad man faaer.
Jo, ganske vist?Jeg tidt har tænkt, naar mit Liv blev broget:Hvem veed, hvordan det i Døden gaaer!Man veed hvad man har, men ei hvad man faaer.
Mephistopheles.
Du seer, du vidste dog hvad du fik.
Du seer, du vidste dog hvad du fik.
Sjælen.
Ja, det er mærkeligt! paa en Prik!
Ja, det er mærkeligt! paa en Prik!
Mephistopheles.
Forresten maa jeg endnu dig sige,Hvad af min Beskrivelse kjendes kan,At her er Kjedsommeligheds Rige,Man gaber meget i dette Land.
Forresten maa jeg endnu dig sige,Hvad af min Beskrivelse kjendes kan,At her er Kjedsommeligheds Rige,Man gaber meget i dette Land.
Sjælen.
Saa man kjeder sig her? Men det er slemt!
Saa man kjeder sig her? Men det er slemt!
Mephistopheles.
Nei tvertimod, det er høist beqvemt.I Paradiset, saavidt jeg kan spore,Skal man just heller ikke sig more.Men Rigdom af Morskab have vi,Dog skjuler sig Kjedsomheden deri;Og naar du vil betænke det blot,Saa vil du finde det saare godt.Jeg nægter ikke, hos jer histnedenDen kunde mistes foruden Tab;Men her, hvor man udfylder Evigheden,Hvad kaster man vel i sligt et Gab?Og selv hos jer Enhver jo veed,At Intet er sundt som Kjedsomhed,Den er maaskee den eneste Føde,Hvori Ingen forspiste sig, saa han døde;Det er tvertimod den, som Livet forlænger,Og det er kun Tid, hvortil Livet trænger,Saa, hvis I kun havde Kjedsomhed brav,Paa Jorden den alt jer Evighed gav.
Nei tvertimod, det er høist beqvemt.I Paradiset, saavidt jeg kan spore,Skal man just heller ikke sig more.Men Rigdom af Morskab have vi,Dog skjuler sig Kjedsomheden deri;Og naar du vil betænke det blot,Saa vil du finde det saare godt.Jeg nægter ikke, hos jer histnedenDen kunde mistes foruden Tab;Men her, hvor man udfylder Evigheden,Hvad kaster man vel i sligt et Gab?Og selv hos jer Enhver jo veed,At Intet er sundt som Kjedsomhed,Den er maaskee den eneste Føde,Hvori Ingen forspiste sig, saa han døde;Det er tvertimod den, som Livet forlænger,Og det er kun Tid, hvortil Livet trænger,Saa, hvis I kun havde Kjedsomhed brav,Paa Jorden den alt jer Evighed gav.
Sjælen.
Nu vel, jeg er vant til mig at kjede.
Nu vel, jeg er vant til mig at kjede.
Mephistopheles.
Saa er du som skabt for denne Plads.I det Hele vil Alt, hvad du lærte dernede,Meget komme dig her tilpas.
Saa er du som skabt for denne Plads.I det Hele vil Alt, hvad du lærte dernede,Meget komme dig her tilpas.
Sjælen.
Det tænkte jeg nok; man siger medrette:Det jordiske Liv er en Skole for dette.
Det tænkte jeg nok; man siger medrette:Det jordiske Liv er en Skole for dette.
Mephistopheles.
Forstaaer sig; det er Forberedelsen hist,Som aabner jer Adgang her tilsidst.
Forstaaer sig; det er Forberedelsen hist,Som aabner jer Adgang her tilsidst.
Sjælen.
Men Eet endnu: Maa jeg spørge dig om,Hvad Stedet kaldes, hvortil jeg kom.
Men Eet endnu: Maa jeg spørge dig om,Hvad Stedet kaldes, hvortil jeg kom.
Mephistopheles.
Paa dit Spørgsmaal kan jeg dig lettelig svare,Men hvad nytter det dig et Navn at erfare?Et Navn er en Lyd, paa Mening tom.
Paa dit Spørgsmaal kan jeg dig lettelig svare,Men hvad nytter det dig et Navn at erfare?Et Navn er en Lyd, paa Mening tom.
Sjælen.
Det er dog naturligt, man vide vil,Hvad Stedet hedder, man kommer til.
Det er dog naturligt, man vide vil,Hvad Stedet hedder, man kommer til.
Mephistopheles.
Men jeg frygter, det bliver dig ei til Gavn,Om strax du erfarede Stedets Navn.See først at blive hos os lidt hjemme,Jeg er bange for, Navnet vil dig skræmme.
Men jeg frygter, det bliver dig ei til Gavn,Om strax du erfarede Stedets Navn.See først at blive hos os lidt hjemme,Jeg er bange for, Navnet vil dig skræmme.
Sjælen.
Du skræmmer mig alt! Hvad kan det være?Nu maa du det endelig sige.
Du skræmmer mig alt! Hvad kan det være?Nu maa du det endelig sige.
Mephistopheles.
Kjære,Jeg skal det sige, men vær nu Mand!Helvede kaldes dette Land.
Kjære,Jeg skal det sige, men vær nu Mand!Helvede kaldes dette Land.
Sjælen.
Helvede!
Helvede!
Mephistopheles.
Sa' jeg det ikke nok?Du staaer jo forvandlet til en Blok!Der seer man, hvad Fordom virke kan,Endog paa en ellers oplyst Mand.
Sa' jeg det ikke nok?Du staaer jo forvandlet til en Blok!Der seer man, hvad Fordom virke kan,Endog paa en ellers oplyst Mand.
Sjælen.
Men Gud bevares! hvordan gaaer det til?I Helved jeg ikke være vil;Jeg vist af Vanvare kom derhen.Jeg har altid været en skikkelig Mand,Og agtet som Borger i mit Land.
Men Gud bevares! hvordan gaaer det til?I Helved jeg ikke være vil;Jeg vist af Vanvare kom derhen.Jeg har altid været en skikkelig Mand,Og agtet som Borger i mit Land.
Mephistopheles.
Just derfor kommer du der, min Ven!
Just derfor kommer du der, min Ven!
Sjælen.
Skal man da straffes for sine Dyder?
Skal man da straffes for sine Dyder?
Mephistopheles.
Du straffes ikke.
Du straffes ikke.
Sjælen.
Det er jo bekjendt,At i Helvede bliver man stegt og brændt.
Det er jo bekjendt,At i Helvede bliver man stegt og brændt.
Mephistopheles.
Det er Kjellingesnak, som Intet betyder;Man vrøvler hos jer om de tusind Ting,Hvoraf Ingen kjender det rette Sving.Vel sandt, her findes adskillige GryderFor Dem, som leved med store Lyder;For Mordere, Tyve, samt andre SkjelmerDer brænder en Ild, som aldrig helmer.Men Pluraliteten er de Honnette,Og de behandles honnet medrette.Saaledes gaaer det nu dig og Dine:For jer beredes der ingen Pine;I finde, som sagt, det samme Liv,Den samme Travlhed og Tidsfordriv,Som forhen i det jordiske Rige;Det kommer deraf, maa jeg dig sige,At du, min Ven, og dine LigeAlt, mens I leved, i Helvede vare;Og deraf kan du dig selv forklare,At eders Tilstand forandres ei,Men er samme Virken ad samme Vei.
Det er Kjellingesnak, som Intet betyder;Man vrøvler hos jer om de tusind Ting,Hvoraf Ingen kjender det rette Sving.Vel sandt, her findes adskillige GryderFor Dem, som leved med store Lyder;For Mordere, Tyve, samt andre SkjelmerDer brænder en Ild, som aldrig helmer.Men Pluraliteten er de Honnette,Og de behandles honnet medrette.Saaledes gaaer det nu dig og Dine:For jer beredes der ingen Pine;I finde, som sagt, det samme Liv,Den samme Travlhed og Tidsfordriv,Som forhen i det jordiske Rige;Det kommer deraf, maa jeg dig sige,At du, min Ven, og dine LigeAlt, mens I leved, i Helvede vare;Og deraf kan du dig selv forklare,At eders Tilstand forandres ei,Men er samme Virken ad samme Vei.
Sjælen.
Varjegi Helved?
Varjegi Helved?
Mephistopheles.
Som næsten Alle;Kun plejer man ei saadan at kaldeDet fede, phlegmatiske Liv paa Jord,Hvori man paa det Reale troer,Og faaer ei det mindste Glimt at seeAf den magre Beenrad, man kalder Idee.Men det er netop det bedste Levnet,Hvori man det Magre stolt foragter,Og spiser sig mæt, som en tyk Forpagter,I Realitet, til man er revnet.Og er man nu let at ærgre tillige,Og Verdens Gang giver vrantne Tanker,Saa man skjændes med Konen og Barnet banker,Og smidsker til sin Tjenestepige,Og tages af hende ved Næsen fat,Mens man skjuler for Konen Dit og Dat,Da er man i Fuldendelsen moden,Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden,Du fatter da nu i din Lykkes Havn,At du ikke bør skræmmes ved et Navn.Du finder jo kun det Gamle, Vante,Og sagtens var du den største Fjante,Om ei du villig gik paa din Sti.
Som næsten Alle;Kun plejer man ei saadan at kaldeDet fede, phlegmatiske Liv paa Jord,Hvori man paa det Reale troer,Og faaer ei det mindste Glimt at seeAf den magre Beenrad, man kalder Idee.Men det er netop det bedste Levnet,Hvori man det Magre stolt foragter,Og spiser sig mæt, som en tyk Forpagter,I Realitet, til man er revnet.Og er man nu let at ærgre tillige,Og Verdens Gang giver vrantne Tanker,Saa man skjændes med Konen og Barnet banker,Og smidsker til sin Tjenestepige,Og tages af hende ved Næsen fat,Mens man skjuler for Konen Dit og Dat,Da er man i Fuldendelsen moden,Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden,Du fatter da nu i din Lykkes Havn,At du ikke bør skræmmes ved et Navn.Du finder jo kun det Gamle, Vante,Og sagtens var du den største Fjante,Om ei du villig gik paa din Sti.
Sjælen.
Nu vel, jeg vil see at finde mig deri.
Nu vel, jeg vil see at finde mig deri.
Mephistopheles.
Og for at bevise til Tydelighed,At Helved sig strækker over Jorden ned,Saa lad os gjøre til Jorden en Tour;Deraf du seer, til vort Rige den hører,Thi udenfor denne Boligs Muur,Har jeg sagt dig alt, at Ingen dig fører.
Og for at bevise til Tydelighed,At Helved sig strækker over Jorden ned,Saa lad os gjøre til Jorden en Tour;Deraf du seer, til vort Rige den hører,Thi udenfor denne Boligs Muur,Har jeg sagt dig alt, at Ingen dig fører.
Sjælen.
Skal jeg nu tilbage til Jorden igjen?
Skal jeg nu tilbage til Jorden igjen?
Mephistopheles.
For et Øieblik vil vi gaae derhen,At sige, hvis du har Lyst, min Ven.En Skuespiller idag vi vente,Som Døden just er ifærd med at hente.Ved vort Theater han savnedes længe;De sige, de høilig til ham trænge,Og at mangt et Stykke kan ikke gaae,Førend de ham engageret faae.Da nu selv du nylig døde derhjemme,Saa tænker jeg, det dig muntre kanAt see en Anden i samme Klemme.
For et Øieblik vil vi gaae derhen,At sige, hvis du har Lyst, min Ven.En Skuespiller idag vi vente,Som Døden just er ifærd med at hente.Ved vort Theater han savnedes længe;De sige, de høilig til ham trænge,Og at mangt et Stykke kan ikke gaae,Førend de ham engageret faae.Da nu selv du nylig døde derhjemme,Saa tænker jeg, det dig muntre kanAt see en Anden i samme Klemme.
Sjælen.
Ja, mange Tak skal du have.
Ja, mange Tak skal du have.
Mephistopheles.
Velan,Jeg breder ud min sorte Kappe,Som Doctor Faust har seilet paa;Igjennem Luften gaae vi rappe,Og flux vi skal paa Jorden staae.
Velan,Jeg breder ud min sorte Kappe,Som Doctor Faust har seilet paa;Igjennem Luften gaae vi rappe,Og flux vi skal paa Jorden staae.
Skuespilleren.
Det banker paa Døren. Kom ind!
Det banker paa Døren. Kom ind!
Døden.
God Dag!
God Dag!
Skuespilleren.
Hvem er De? Hvad vil De? Hvad er til Behag? ...Ih fy for Pokker! den stygge Maske!
Hvem er De? Hvad vil De? Hvad er til Behag? ...Ih fy for Pokker! den stygge Maske!
Døden.
Du tager feil, du stakkels Aske!Jeg har saamænd ikke Costume paa.
Du tager feil, du stakkels Aske!Jeg har saamænd ikke Costume paa.
Skuespilleren.
Hvad vil du da?
Hvad vil du da?
Døden.
Det er let at forstaae,Jeg kommer herind for dig at hente.
Det er let at forstaae,Jeg kommer herind for dig at hente.
Skuespilleren.
Saa beklager jeg dig, thi du kommer til at vente,Du maa vide, min Sygdom er ikke sand;Du kjender vel ikke til vort Theater,Du blev nok narret af de røde Placater.
Saa beklager jeg dig, thi du kommer til at vente,Du maa vide, min Sygdom er ikke sand;Du kjender vel ikke til vort Theater,Du blev nok narret af de røde Placater.
Døden.
Det faaer ikke hjelpe, min gode Mand!Selv de Sunde jo Døden hente kan,Og dig har den just idag fundet værdig,Derfor maa jeg bede dig: gjør dig færdig.
Det faaer ikke hjelpe, min gode Mand!Selv de Sunde jo Døden hente kan,Og dig har den just idag fundet værdig,Derfor maa jeg bede dig: gjør dig færdig.
Skuespilleren.
Ih nu! jeg har ikke saa Meget derimod;Jeg haaber, Directionen vil være saa god,Med en Sørgefest at hædre mit Minde,Og om min Buste lade Krandse vinde,Og at Mange vil ærgre sig, naar de seeMit Portrait ophænges i vor Foyer.Tro ikke, dit Aasyn mig Skræk forvolder;Jeg er vant til at døe: I HelterollerOver hundrede Gange døde jeg alt;Men det forstaaer sig, naar Teppet faldt,Jeg reiste mig atter, og Haandtryk og TakBelønned mig for den Hals jeg brak.Jeg rigtignok gjerne vide vil,Om det her paa samme Maade gaaer til,Om samme Belønning os bliver givet,Naar Teppet falder for Jordelivet.
Ih nu! jeg har ikke saa Meget derimod;Jeg haaber, Directionen vil være saa god,Med en Sørgefest at hædre mit Minde,Og om min Buste lade Krandse vinde,Og at Mange vil ærgre sig, naar de seeMit Portrait ophænges i vor Foyer.Tro ikke, dit Aasyn mig Skræk forvolder;Jeg er vant til at døe: I HelterollerOver hundrede Gange døde jeg alt;Men det forstaaer sig, naar Teppet faldt,Jeg reiste mig atter, og Haandtryk og TakBelønned mig for den Hals jeg brak.Jeg rigtignok gjerne vide vil,Om det her paa samme Maade gaaer til,Om samme Belønning os bliver givet,Naar Teppet falder for Jordelivet.
Døden.
Derom jeg ikke kan sige Stort;Med Dommen jeg Intet har at bestille,Jeg bringer de Døde til Himlens Port,Der pleier man Buk fra Faar at skille,Og de, som ikke for gode tages,Maae drage til Helved, hvor aldrig de vrages.Du maa vide, jeg er kun et simpelt BudI det store Collegium hos Gud;Men tidt kan et Bud, som tjente med Iver,Vide, hvad Resolutionen bliver.Maaskee jeg kan sige dig, hvor du skal boe;Det kommer jo meget an paa din Tro.
Derom jeg ikke kan sige Stort;Med Dommen jeg Intet har at bestille,Jeg bringer de Døde til Himlens Port,Der pleier man Buk fra Faar at skille,Og de, som ikke for gode tages,Maae drage til Helved, hvor aldrig de vrages.Du maa vide, jeg er kun et simpelt BudI det store Collegium hos Gud;Men tidt kan et Bud, som tjente med Iver,Vide, hvad Resolutionen bliver.Maaskee jeg kan sige dig, hvor du skal boe;Det kommer jo meget an paa din Tro.
Skuespilleren.
Min Tro er af høist forskjellig Art:Snart paa Christus jeg troede, paa Jupiter snart,Og snart ved Mahomeds Maane jeg svoer,Snart dyrked jeg Brama, snart Odin og Thor.Men derfor vil Fanden mig ikke spise,Thi jeg har lært af Nathan den Vise,At man kan i hver en ReligionDannes til en agtværdig Person.
Min Tro er af høist forskjellig Art:Snart paa Christus jeg troede, paa Jupiter snart,Og snart ved Mahomeds Maane jeg svoer,Snart dyrked jeg Brama, snart Odin og Thor.Men derfor vil Fanden mig ikke spise,Thi jeg har lært af Nathan den Vise,At man kan i hver en ReligionDannes til en agtværdig Person.
Døden.
O ja! jeg tænker, hvis du er god,Kan du gjerne være ved freidigt Mod.
O ja! jeg tænker, hvis du er god,Kan du gjerne være ved freidigt Mod.
Skuespilleren.
Men det er Knuden! Jeg veed ikke ret,Om jeg bør kaldes god eller slet.Det gjør mig lidt underlig tilmode,At, skjøndt jeg begeistres for det Gode,Er min Begeistring, saavidt jeg troer,For det Onde dog ikke mindre stor.Paa den ene Aften jeg lover forvist,At Dyden skal evig seire tilsidst,Jeg tordner med min brølende StemmeMod Verdens Tyranner, som Pligten glemme,Mod lumske Munke, mod Præsidenter,Som snyde den Fattige for hans Renter,Jeg falder paa Knæ med en Bøn til Gud,Og seer imidlertid saa rørende ud, —Men den næste Aften jeg gaaer omkringMed skulende Blik og gjør fæle Ting,Jeg piner og plager skikkelige Folk,Jeg myrder dem baade med Gift og Dolk,Jeg maner Helvedes Aander frem,Og glæder mig ret til at omgaaes dem,Og føler mig stolt og en rigtig Ka'l,Idet jeg trodser den evige Qval.
Men det er Knuden! Jeg veed ikke ret,Om jeg bør kaldes god eller slet.Det gjør mig lidt underlig tilmode,At, skjøndt jeg begeistres for det Gode,Er min Begeistring, saavidt jeg troer,For det Onde dog ikke mindre stor.Paa den ene Aften jeg lover forvist,At Dyden skal evig seire tilsidst,Jeg tordner med min brølende StemmeMod Verdens Tyranner, som Pligten glemme,Mod lumske Munke, mod Præsidenter,Som snyde den Fattige for hans Renter,Jeg falder paa Knæ med en Bøn til Gud,Og seer imidlertid saa rørende ud, —Men den næste Aften jeg gaaer omkringMed skulende Blik og gjør fæle Ting,Jeg piner og plager skikkelige Folk,Jeg myrder dem baade med Gift og Dolk,Jeg maner Helvedes Aander frem,Og glæder mig ret til at omgaaes dem,Og føler mig stolt og en rigtig Ka'l,Idet jeg trodser den evige Qval.
Døden.
Jeg kan tænke, du taler om dine Roller,Men derpaa kommer det her ei an;Kun Det, som du selv for Sandhed holder,Til Gud eller Djævlen dig føre kan.
Jeg kan tænke, du taler om dine Roller,Men derpaa kommer det her ei an;Kun Det, som du selv for Sandhed holder,Til Gud eller Djævlen dig føre kan.
Skuespilleren.
Min bedste Død! hvor kan du troe,At man ved Theatret har Tid og RoTil selv at tænke, til selv at mene?Man siger, hvad Digteren har befalt,(Hvis man lærer sin Rolle, notabene),Men veed ei, om det er sandt eller galt.
Min bedste Død! hvor kan du troe,At man ved Theatret har Tid og RoTil selv at tænke, til selv at mene?Man siger, hvad Digteren har befalt,(Hvis man lærer sin Rolle, notabene),Men veed ei, om det er sandt eller galt.
Døden.
Men hvad ei man seer af de enkelte Dele,Det seer man lettelig af det Hele.En Digter lader til Orde kommeGode som Onde, Frække som Fromme;Men den Mening, han selv om Begge har,Af hele Værket maa blive klar.
Men hvad ei man seer af de enkelte Dele,Det seer man lettelig af det Hele.En Digter lader til Orde kommeGode som Onde, Frække som Fromme;Men den Mening, han selv om Begge har,Af hele Værket maa blive klar.
Skuespilleren.
Min bedste Død! hvor kan du dog troe,At man ved Theatret har Tid og RoTil at sætte sig ind i det hele Værk?Den Fordring er sandelig altfor stærk.Det er sjeldent, man rigtig kjender sit Eget;At kjende de Andres er altfor Meget.Desuden vil du fordetmeste see,At Poeten har ingen bestemt Idee;De fleste veed ikke selv hvad de vil;De erfare det først, naar de see vort Spil.
Min bedste Død! hvor kan du dog troe,At man ved Theatret har Tid og RoTil at sætte sig ind i det hele Værk?Den Fordring er sandelig altfor stærk.Det er sjeldent, man rigtig kjender sit Eget;At kjende de Andres er altfor Meget.Desuden vil du fordetmeste see,At Poeten har ingen bestemt Idee;De fleste veed ikke selv hvad de vil;De erfare det først, naar de see vort Spil.
Døden.
Det gjælder vel om de slette, men ei om de gode?
Det gjælder vel om de slette, men ei om de gode?
Skuespilleren.
Men det er de slette, jeg holder mig til;Ved de andre føler jeg mig fremmed tilmode,Men af de daarlige just jeg holder,Thi af dem faaer man netop de bedste Roller.
Men det er de slette, jeg holder mig til;Ved de andre føler jeg mig fremmed tilmode,Men af de daarlige just jeg holder,Thi af dem faaer man netop de bedste Roller.
Døden.
Ja, naar man er daarlig Skuespiller.
Ja, naar man er daarlig Skuespiller.
Skuespilleren.
Jeg beder dig, skaan mig for alle Piller!Min Kunst har for længe siden mig adlet,Jeg har Hævd paa, aldrig at blive dadlet.For de Andre kan en Visker være fornøden,Men jeg er uforbederlig, det er bekjendt.Jeg hader Recensenter som Døden,Og hader ogsaa Døden som Recensent.
Jeg beder dig, skaan mig for alle Piller!Min Kunst har for længe siden mig adlet,Jeg har Hævd paa, aldrig at blive dadlet.For de Andre kan en Visker være fornøden,Men jeg er uforbederlig, det er bekjendt.Jeg hader Recensenter som Døden,Og hader ogsaa Døden som Recensent.
Døden.
Jeg recenserer dig ikke, min Bro'er,Jeg fik kun en Skrupel ved dine Ord.
Jeg recenserer dig ikke, min Bro'er,Jeg fik kun en Skrupel ved dine Ord.
Skuespilleren.
Og hvilken Skrupel?
Og hvilken Skrupel?
Døden.
Jeg tænkte paa,Du vil sagtens nødig til Helvede gaae;Men efter hvad du har yttret her,Ligger den Tanke mig temmelig nær,At du er som Kunstner et daarligt Subject,Men i saa Fald gaaer du i Himlen reject,Thi Enhver, som røgter sit jordiske KaldPaa daarlig Maade, staaer hist for Fald.Jeg selv har ofte Sanct Peder hørt,Naar de Døde jeg har til Himmerig ført,At sige til En og Anden: "Gaa bort!"Du gjorde dit Fag, dit Embede Tort,"Var daarlig Poet, var daarlig Dreier,"Var daarlig Minister eller Skorsteensfeier,"Eller hvad det nu var. Og gav han til Svar:"Jeg veed, at min Villie dog ærlig var,"Og at Feilen kun i min Evne stak,"Gjensvarede Petrus: "Det er tosset Snak!"Med den gode Villie man finder en Plads,"Hvor man Gud, sig selv og Verden er tilpas,"Men Forfængeligheden maa tidt forskylde,"At man ikke kommer paa sin rette Hylde."Saaledes talte han, den Guds Mand.
Jeg tænkte paa,Du vil sagtens nødig til Helvede gaae;Men efter hvad du har yttret her,Ligger den Tanke mig temmelig nær,At du er som Kunstner et daarligt Subject,Men i saa Fald gaaer du i Himlen reject,Thi Enhver, som røgter sit jordiske KaldPaa daarlig Maade, staaer hist for Fald.Jeg selv har ofte Sanct Peder hørt,Naar de Døde jeg har til Himmerig ført,At sige til En og Anden: "Gaa bort!"Du gjorde dit Fag, dit Embede Tort,"Var daarlig Poet, var daarlig Dreier,"Var daarlig Minister eller Skorsteensfeier,"Eller hvad det nu var. Og gav han til Svar:"Jeg veed, at min Villie dog ærlig var,"Og at Feilen kun i min Evne stak,"Gjensvarede Petrus: "Det er tosset Snak!"Med den gode Villie man finder en Plads,"Hvor man Gud, sig selv og Verden er tilpas,"Men Forfængeligheden maa tidt forskylde,"At man ikke kommer paa sin rette Hylde."Saaledes talte han, den Guds Mand.
Skuespilleren.
Men det er jo forskrækkeligt! Siig, hvordanSkal jeg da gjøre, for mig at frie?Vel tvivler jeg ikke paa mit Genie,Thi jeg bliver beklappet hver evige Dag, ...Men sæt, man i Himlen har en anden Smag?
Men det er jo forskrækkeligt! Siig, hvordanSkal jeg da gjøre, for mig at frie?Vel tvivler jeg ikke paa mit Genie,Thi jeg bliver beklappet hver evige Dag, ...Men sæt, man i Himlen har en anden Smag?
Døden.
Derfor jeg netop spurgte dig om,Til hvad Mening du selv i Livet kom,Thi hvis du blot er et Instrument,Hvorpaa snart en Fusker og snart en MesterSin Vise spiller ved alskens Fester,Da er det med din Salighed slet bevendt.
Derfor jeg netop spurgte dig om,Til hvad Mening du selv i Livet kom,Thi hvis du blot er et Instrument,Hvorpaa snart en Fusker og snart en MesterSin Vise spiller ved alskens Fester,Da er det med din Salighed slet bevendt.
Skuespilleren.
Nei, hvad det betræffer, har det ingen Nød.Jeg var ei som et Instrument passiv,Jeg gav min Spiller active Stød.Jeg kan sværge dig til: i mit hele LivBlev aldrig noget Skuespil prøvet,Hvorpaa jeg som Criticus ei mig øved,Og viste de Andre paa en Prik,At det var usselt, at det var daarligt,Og især den Rolle, som selv jeg fik,Jeg gjennemheglede ret alvorligt.Men Stridighed var dog ei min Sag,Thi naar Stykket vandt Publicums Behag,Og jeg selv til Applaus i Rollen kom,Forandrede jeg ret gjerne min Dom.
Nei, hvad det betræffer, har det ingen Nød.Jeg var ei som et Instrument passiv,Jeg gav min Spiller active Stød.Jeg kan sværge dig til: i mit hele LivBlev aldrig noget Skuespil prøvet,Hvorpaa jeg som Criticus ei mig øved,Og viste de Andre paa en Prik,At det var usselt, at det var daarligt,Og især den Rolle, som selv jeg fik,Jeg gjennemheglede ret alvorligt.Men Stridighed var dog ei min Sag,Thi naar Stykket vandt Publicums Behag,Og jeg selv til Applaus i Rollen kom,Forandrede jeg ret gjerne min Dom.
Døden.
Jeg er bange for, det vil ikke forslaaeTil at lade dig ind i Himlen gaae;Jeg vil derfor bede dig tænke paa,Om du ei foruden din Kunstnersphære,I en anden Kreds har virket med Ære.Var der Intet, som lokkede dig til Hæder,Undtagen at staae paa de vante Bræder?
Jeg er bange for, det vil ikke forslaaeTil at lade dig ind i Himlen gaae;Jeg vil derfor bede dig tænke paa,Om du ei foruden din Kunstnersphære,I en anden Kreds har virket med Ære.Var der Intet, som lokkede dig til Hæder,Undtagen at staae paa de vante Bræder?
Skuespilleren.
Jeg har Færdighed i at cabalere,Jeg føler Evne til at regjere,Jeg finder Lydighed triviel;Jeg offrede gjerne Kunstnerkronen,Ifald jeg som Medlem af DirectionenKunde raade for Kunstens Vee og Vel.
Jeg har Færdighed i at cabalere,Jeg føler Evne til at regjere,Jeg finder Lydighed triviel;Jeg offrede gjerne Kunstnerkronen,Ifald jeg som Medlem af DirectionenKunde raade for Kunstens Vee og Vel.
Døden.