Jo mere jeg hører, jo mere du snakker,Desmere jeg frygter, at Petrus vilBetragte dig som en daarlig Makker,Og sende dig glat ad Helvede til.
Jo mere jeg hører, jo mere du snakker,Desmere jeg frygter, at Petrus vilBetragte dig som en daarlig Makker,Og sende dig glat ad Helvede til.
Skuespilleren.
Saa er jo den gamle Mening sand,At Skuespilleren ikke kanI Himlen komme, men bliver sendtTil Helvedes Ild og evig brændt?Er det Retfærdighed? svar!
Saa er jo den gamle Mening sand,At Skuespilleren ikke kanI Himlen komme, men bliver sendtTil Helvedes Ild og evig brændt?Er det Retfærdighed? svar!
Døden.
Ih nu!Ifald den hele Stand er som du,Har Sagen jo nogen Rimelighed.Men saadan er det dog ikke. Jeg veed,At Scenens i Sandhed glimrende NavneFaae Tilladelse til i Himlen at havne.Jeg bragte dog Nogle til Himlens Port,Til hvilke Sanct Peder sagde: "Kom ind!"Her samler sig Alt, som er ædelt og stort,"Men ingen Forfængelighed og Vind." —Men som sagt, jeg forstaaer mig kun lidt derpaa;Du vil snart erfare det. Kom, lad os gaae!Bed dit Fadervor, forinden du døer.
Ih nu!Ifald den hele Stand er som du,Har Sagen jo nogen Rimelighed.Men saadan er det dog ikke. Jeg veed,At Scenens i Sandhed glimrende NavneFaae Tilladelse til i Himlen at havne.Jeg bragte dog Nogle til Himlens Port,Til hvilke Sanct Peder sagde: "Kom ind!"Her samler sig Alt, som er ædelt og stort,"Men ingen Forfængelighed og Vind." —Men som sagt, jeg forstaaer mig kun lidt derpaa;Du vil snart erfare det. Kom, lad os gaae!Bed dit Fadervor, forinden du døer.
Skuespilleren.
Det kan jeg ikke, jeg har ingen Souffleur.
Det kan jeg ikke, jeg har ingen Souffleur.
Døden.
Du klingende Bjelde, du lydende Malm,Bered dig paa Helvedes hede Qvalm!
Du klingende Bjelde, du lydende Malm,Bered dig paa Helvedes hede Qvalm!
Mephistopheles.
See saa: Nu er vi her tilbage.Paa min Befordring troer jeg vist,At du vil ikke kunne klage.
See saa: Nu er vi her tilbage.Paa min Befordring troer jeg vist,At du vil ikke kunne klage.
Sjælen.
Men siig mig engang: Jeg hørte histEn Yttring, som gjorde mig angst og bange.
Men siig mig engang: Jeg hørte histEn Yttring, som gjorde mig angst og bange.
Mephistopheles.
Hvad var det for en? Jeg hørte saa mange.
Hvad var det for en? Jeg hørte saa mange.
Sjælen.
Et Skrækkebilled mig Døden malte,Da om Helvedes hede Qvalm han talte.Jeg tænkte som saa: det bliver ei Spøg,Thi hvis der er Ild, hvor der er Røg,Saa findes den og, hvor der er Hede;Saa brænder det i Grunden dernede,Og engang, naar Flammen en Udgang faaer,Fortærer den os med Hud og Haar.
Et Skrækkebilled mig Døden malte,Da om Helvedes hede Qvalm han talte.Jeg tænkte som saa: det bliver ei Spøg,Thi hvis der er Ild, hvor der er Røg,Saa findes den og, hvor der er Hede;Saa brænder det i Grunden dernede,Og engang, naar Flammen en Udgang faaer,Fortærer den os med Hud og Haar.
Mephistopheles.
Hvad er det nu værdt at bryde sig omHvad Døden siger? Han aldrig komHer indenfor Porten, han ikke veedOm vor Indretning mindste Besked;Paa Jorden han lærte den dumme Snak,Som lugter af borgerlig Thee og Tobak.Nei, stol paa mit Ord som paa et Factum,Jeg bryder aldrig det givne Pactum;Vær du kun rolig, det har ingen Nød. —Men da Forord ingen Trætte brød,Lad mig sige dig Eet, som jeg glemte nys:Du faaer nu Kost og Logis og LysOg Brændsel og Vask og alskens JournalerOg Plads i Theatret engang om UgenOg Andet, hvorpaa man er forslugen,Og for det Hele du Intet betaler.Til Erstatning derfor man kun begjærer,At du skal Arbeid gjøre paa Tour.
Hvad er det nu værdt at bryde sig omHvad Døden siger? Han aldrig komHer indenfor Porten, han ikke veedOm vor Indretning mindste Besked;Paa Jorden han lærte den dumme Snak,Som lugter af borgerlig Thee og Tobak.Nei, stol paa mit Ord som paa et Factum,Jeg bryder aldrig det givne Pactum;Vær du kun rolig, det har ingen Nød. —Men da Forord ingen Trætte brød,Lad mig sige dig Eet, som jeg glemte nys:Du faaer nu Kost og Logis og LysOg Brændsel og Vask og alskens JournalerOg Plads i Theatret engang om UgenOg Andet, hvorpaa man er forslugen,Og for det Hele du Intet betaler.Til Erstatning derfor man kun begjærer,At du skal Arbeid gjøre paa Tour.
Sjælen.
Hvordan? Med Arbeid man os besværer?
Hvordan? Med Arbeid man os besværer?
Mephistopheles.
O! Møien skal ei dig blive suur,Den gode Borger desuden tærerEi som en Klinte paa Statens Korn,Han forsmaaer Overflødighedens Horn,Han vil ikke fødes og klædes fritOg gaae gratis paa Comedie tidt,Men han offrer sit Arbeid og sin SvedFor at bøde paa Statens Elendighed.
O! Møien skal ei dig blive suur,Den gode Borger desuden tærerEi som en Klinte paa Statens Korn,Han forsmaaer Overflødighedens Horn,Han vil ikke fødes og klædes fritOg gaae gratis paa Comedie tidt,Men han offrer sit Arbeid og sin SvedFor at bøde paa Statens Elendighed.
Sjælen.
Jeg giver dig Ret, thi som jeg troer,Det stod i Kjøbenhavnsposten for ifjor.
Jeg giver dig Ret, thi som jeg troer,Det stod i Kjøbenhavnsposten for ifjor.
Mephistopheles.
Det gjorde det vistnok, og det staaerEndog i den for næste Aar.
Det gjorde det vistnok, og det staaerEndog i den for næste Aar.
Sjælen.
Nu vel, jeg er villig; saa lad mig høre,Hvad det er for Arbeid, som jeg skal gjøre.Her er vel almindelig VærnepligtOg nogen Brandskat?
Nu vel, jeg er villig; saa lad mig høre,Hvad det er for Arbeid, som jeg skal gjøre.Her er vel almindelig VærnepligtOg nogen Brandskat?
Mephistopheles.
Nei, intet Sligt;Men vor Stat har et eneste fælles Med,Som skal naaes ved Alles Arbeidsomhed;Jeg tvivler ei paa, at hørt du harOm Danaidernes store Kar;Det er et Vaskerkar, frygtelig stort,Som i Verdens første Tider blev gjort;Men den Bødker har været en rigtig Hund,Thi han maged, at Karret blev uden Bund.Nu er vor hele Stræben, med VandAt fylde det til den øverste Rand;Men engang har et kløgtigt Hoved beregnet,At kun ved uendelig Manges FlidKan det fyldes i en uendelig Tid.Dermed er vort hele Formaal betegnet,Og derfor maa hver Qvind eller MandPaa Omgang helde deri sin Spand.
Nei, intet Sligt;Men vor Stat har et eneste fælles Med,Som skal naaes ved Alles Arbeidsomhed;Jeg tvivler ei paa, at hørt du harOm Danaidernes store Kar;Det er et Vaskerkar, frygtelig stort,Som i Verdens første Tider blev gjort;Men den Bødker har været en rigtig Hund,Thi han maged, at Karret blev uden Bund.Nu er vor hele Stræben, med VandAt fylde det til den øverste Rand;Men engang har et kløgtigt Hoved beregnet,At kun ved uendelig Manges FlidKan det fyldes i en uendelig Tid.Dermed er vort hele Formaal betegnet,Og derfor maa hver Qvind eller MandPaa Omgang helde deri sin Spand.
Sjælen.
Det er Sjouer-Arbeid.
Det er Sjouer-Arbeid.
Mephistopheles.
Hvor vil du hen!Jeg vil slet ikke tale, min kjære Ven,Om de halvhundred Prindsessehænder(Endog multipliceerte med To,For at tale correct), som vort Arbeid hylde,Og i Aartusinder Karret fylde;Men du vil finde her Professores,Magistre, Licentiater, Doctores,I hvert et Fag de fleste Skribenter,Poeter i Tusindtal, RecensenterOg Belletrister, en Masse Studenter,Som endog har ført op ved fine BallerOg spilt Comedie taalelig godt,Kort sagt, Personer af hver en Alder,Hver Stand, hvert Kjøn, og dertil blotHvad pene Folk man sædvanlig kalder.Det er et Selskab, der sandelig ham,Der slutter sig til det, ei gjør Skam.Og tys! ... hør efter! ... Du hører en Sang,Som lyder høit over Stad og Vang.Det er fra Stedet hvor Karret staaer,At Lyden hen til dit Øre naaer;Danaider det er, som hisset synge,Til dem sig slutter den øvrige Klynge.Du mærker, dem Arbeidet ei gjør ondt,Da ved Sang de forrette deres Dont.
Hvor vil du hen!Jeg vil slet ikke tale, min kjære Ven,Om de halvhundred Prindsessehænder(Endog multipliceerte med To,For at tale correct), som vort Arbeid hylde,Og i Aartusinder Karret fylde;Men du vil finde her Professores,Magistre, Licentiater, Doctores,I hvert et Fag de fleste Skribenter,Poeter i Tusindtal, RecensenterOg Belletrister, en Masse Studenter,Som endog har ført op ved fine BallerOg spilt Comedie taalelig godt,Kort sagt, Personer af hver en Alder,Hver Stand, hvert Kjøn, og dertil blotHvad pene Folk man sædvanlig kalder.Det er et Selskab, der sandelig ham,Der slutter sig til det, ei gjør Skam.Og tys! ... hør efter! ... Du hører en Sang,Som lyder høit over Stad og Vang.Det er fra Stedet hvor Karret staaer,At Lyden hen til dit Øre naaer;Danaider det er, som hisset synge,Til dem sig slutter den øvrige Klynge.Du mærker, dem Arbeidet ei gjør ondt,Da ved Sang de forrette deres Dont.
Chor af Danaider.
Evig Hast!Ingen Rast!Hurtig, hurtig, Møer og Svende!Aldrig faaer vort Arbeid Ende,Tidens Hjul staaer aldrig fast.Timen gaaer,Tusind AarUd i bundløs Afgrund ile,Her er ingen Ro og Hvile,Mens den store Klokke slaaer.Stræb og Taal!Intet MaalOpnaaes kan i Evigheden.Vent ei Nydelsen og Freden,Vent ei Lønnens fyldte Skaal.Haab ei Sligt!Stolt og rigtEr mit Værk fra Formens Side,Naar du kun til evig TideUden Nytte gjør din Pligt.Ingen Grund!Ingen Bund!Hid med Spanden, hid med Øsen!Travlhed, Travlhed er vort LøsenIndtil Verdens sidste Stund.
Evig Hast!Ingen Rast!Hurtig, hurtig, Møer og Svende!Aldrig faaer vort Arbeid Ende,Tidens Hjul staaer aldrig fast.Timen gaaer,Tusind AarUd i bundløs Afgrund ile,Her er ingen Ro og Hvile,Mens den store Klokke slaaer.Stræb og Taal!Intet MaalOpnaaes kan i Evigheden.Vent ei Nydelsen og Freden,Vent ei Lønnens fyldte Skaal.Haab ei Sligt!Stolt og rigtEr mit Værk fra Formens Side,Naar du kun til evig TideUden Nytte gjør din Pligt.Ingen Grund!Ingen Bund!Hid med Spanden, hid med Øsen!Travlhed, Travlhed er vort LøsenIndtil Verdens sidste Stund.
Sjælen.
Hvad jeg hørte, har alt forandret min Tanke,Jeg føler mit Hjerte høiere banke;Det vil mig meget interessere,Til det fælles Maal at concurrere.Jeg agter desuden Foreningsaanden,Ved den, saa troer jeg, er Staten stærk,Og det er herligt at række HaandenTil sligt uendeligt Kæmpeværk.
Hvad jeg hørte, har alt forandret min Tanke,Jeg føler mit Hjerte høiere banke;Det vil mig meget interessere,Til det fælles Maal at concurrere.Jeg agter desuden Foreningsaanden,Ved den, saa troer jeg, er Staten stærk,Og det er herligt at række HaandenTil sligt uendeligt Kæmpeværk.
Mephistopheles.
Velan min Ven, saa siger jeg Top.Og gaa nu kun ad Gaden op,Saa vil sig de mange Gjenstande vise,Som nylig du hørte mig at prise.En liden Stund maa du ene dvæle,Jeg kan ikke saa godt blive her længer,Jeg maa hen og hilse paa andre Sjæle.Hvis tætte Flok sig mod Porten trænger.Jeg har saa travlt med saa mange Ting.Farvel! nu gaa kun og see dig omkring;Jeg haaber, dig Alt skal være tilpas.
Velan min Ven, saa siger jeg Top.Og gaa nu kun ad Gaden op,Saa vil sig de mange Gjenstande vise,Som nylig du hørte mig at prise.En liden Stund maa du ene dvæle,Jeg kan ikke saa godt blive her længer,Jeg maa hen og hilse paa andre Sjæle.Hvis tætte Flok sig mod Porten trænger.Jeg har saa travlt med saa mange Ting.Farvel! nu gaa kun og see dig omkring;Jeg haaber, dig Alt skal være tilpas.
Sjælen.
Hvor heldigt, at jeg endelig fandt min Plads!
Hvor heldigt, at jeg endelig fandt min Plads!
Chor af de Efterlevende.
Ved denne Borgerfest, hvorved saa mangenHøithædret Mand blev omtalt ved en Skaal,Ei glemme vi den Ven, som forudgangenOs vinker til sig fra sin Banes Maal.Nu er han salig i sin Himmels Glæde,Han skuer ned fra Frihedslandet hist,Og skjænker os, som her ved Glasset græde,Den blide Trøst: vi samles nok tilsidst.
Ved denne Borgerfest, hvorved saa mangenHøithædret Mand blev omtalt ved en Skaal,Ei glemme vi den Ven, som forudgangenOs vinker til sig fra sin Banes Maal.Nu er han salig i sin Himmels Glæde,Han skuer ned fra Frihedslandet hist,Og skjænker os, som her ved Glasset græde,Den blide Trøst: vi samles nok tilsidst.
Vilhelm.
Vær uden Frygt, min unge Viv!Paa Hjulet din Fod du sætte!Jeg holder Armen om dit Liv,Skal ned fra Vognen dig lette.See saa! nu hurtigt i Huset ind,Som med gjæstfrit Herberg os trøster!Lad saa kun Regnen og Nattens VindRase saa meget dem lyster!
Vær uden Frygt, min unge Viv!Paa Hjulet din Fod du sætte!Jeg holder Armen om dit Liv,Skal ned fra Vognen dig lette.
See saa! nu hurtigt i Huset ind,Som med gjæstfrit Herberg os trøster!Lad saa kun Regnen og Nattens VindRase saa meget dem lyster!
Marie.
Men tør vi og mod NattetidFremmede Folk besvære,Med vaade Kapper komme hid,Og maaskee til Byrde være?
Men tør vi og mod NattetidFremmede Folk besvære,Med vaade Kapper komme hid,Og maaskee til Byrde være?
Gertrud.
Tag her tiltakke, jeg kjender Dem ei,De mit Navn ei heller kan vide,Men gjennem Skoven den mørke VeiEr farlig ved Nattetide.Naar ude buldrer en Tordensky,Har man det bedre herinde;I det fattige Huus dog finder LyVeifarende Mand og Qvinde.Her er et Gjæstekammer, træd ind,Min Leilighed er kun ringe,Dog kan De her med nøisomt SindNatten tilendebringe.Jeg henter Qviste, jeg henter Ved,I Ovnen et Baal jeg tænder;Saa kan De varmes og tørres derved,Mens Ilden gnistrende brænder.Imidlertid et tarveligt BordJeg i Stuen herude bereder,Og kalder saa paa Dem, ifald De troer,At kun ei vort Selskab Demkjeder.Jeg venter min Søn hvert Øieblik,Han agter ei Nattens Fare,Han jager i Skoven, og vist han fikTil Kjøknet en Fugl eller Hare.Nu gaaer jeg og passer mit Arbeid snildt,Og skal ikke forstyrre Dem, førendMit Bord er dækket og stegt mit Vildt,Saa banker jeg sagte paa Døren.
Tag her tiltakke, jeg kjender Dem ei,De mit Navn ei heller kan vide,Men gjennem Skoven den mørke VeiEr farlig ved Nattetide.
Naar ude buldrer en Tordensky,Har man det bedre herinde;I det fattige Huus dog finder LyVeifarende Mand og Qvinde.
Her er et Gjæstekammer, træd ind,Min Leilighed er kun ringe,Dog kan De her med nøisomt SindNatten tilendebringe.
Jeg henter Qviste, jeg henter Ved,I Ovnen et Baal jeg tænder;Saa kan De varmes og tørres derved,Mens Ilden gnistrende brænder.
Imidlertid et tarveligt BordJeg i Stuen herude bereder,Og kalder saa paa Dem, ifald De troer,At kun ei vort Selskab Demkjeder.
Jeg venter min Søn hvert Øieblik,Han agter ei Nattens Fare,Han jager i Skoven, og vist han fikTil Kjøknet en Fugl eller Hare.
Nu gaaer jeg og passer mit Arbeid snildt,Og skal ikke forstyrre Dem, førendMit Bord er dækket og stegt mit Vildt,Saa banker jeg sagte paa Døren.
Marie.
Hvor er hun alt mit Hjerte kjær,Den gamle venlige Qvinde!Saa mildt hun pusler om os her,Saa hyggeligt er herinde.Naar Livets Olie brænder saa klar,Er Aarenes Tal et Gode,Og Alderdommen en Skjønhed har,Som ei man skulde formode.O maatte jeg selv i sildig Tid,Ifald jeg lever saa længe,Naar Panden fures, naar Lokken er hvid,Og jeg slaaer paa de sidste Strænge, —O maatte jeg da med rystende HaandSaa milde Toner bevæge!O maatte jeg med saa venlig AandUngdommen vederqvæge!
Hvor er hun alt mit Hjerte kjær,Den gamle venlige Qvinde!Saa mildt hun pusler om os her,Saa hyggeligt er herinde.
Naar Livets Olie brænder saa klar,Er Aarenes Tal et Gode,Og Alderdommen en Skjønhed har,Som ei man skulde formode.
O maatte jeg selv i sildig Tid,Ifald jeg lever saa længe,Naar Panden fures, naar Lokken er hvid,Og jeg slaaer paa de sidste Strænge, —
O maatte jeg da med rystende HaandSaa milde Toner bevæge!O maatte jeg med saa venlig AandUngdommen vederqvæge!
Vilhelm.
Min unge Hustru, min Rosenbrud!Jeg kan ei gammel dig tænke;Jeg seer dig i Ungdoms friske SkrudUtvungen af Tidens Lænke.Hvor selsomt! gjennem et TordenbragVor Fremtid sig forkynder,Og vort Samliv paa sin første DagMed et Eventyr begynder.Fra Landsbykirken, hvor Brylluppet stod,Vi reiste, mens Himlen smiilte,Men iaften blev den en Styrteflod,Og i natligt Mørke den hviilte.Og mellem de røde, knittrende Lyn,Som skræmmede Kudsk og Heste,Jeg skimted et Lys, et oplivende Syn,Fra Huset, som nu vi gjæste.Jeg banked paa Ruden, jeg bad om Ly,Da kom den venlige Qvinde,Saa mildt hun bød os hid at tye;Saa hyggeligt er herinde.
Min unge Hustru, min Rosenbrud!Jeg kan ei gammel dig tænke;Jeg seer dig i Ungdoms friske SkrudUtvungen af Tidens Lænke.
Hvor selsomt! gjennem et TordenbragVor Fremtid sig forkynder,Og vort Samliv paa sin første DagMed et Eventyr begynder.
Fra Landsbykirken, hvor Brylluppet stod,Vi reiste, mens Himlen smiilte,Men iaften blev den en Styrteflod,Og i natligt Mørke den hviilte.
Og mellem de røde, knittrende Lyn,Som skræmmede Kudsk og Heste,Jeg skimted et Lys, et oplivende Syn,Fra Huset, som nu vi gjæste.
Jeg banked paa Ruden, jeg bad om Ly,Da kom den venlige Qvinde,Saa mildt hun bød os hid at tye;Saa hyggeligt er herinde.
Marie.
Men Vilhelm! siig ei de fremmede Folk,At idag vort Bryllup mon stande.
Men Vilhelm! siig ei de fremmede Folk,At idag vort Bryllup mon stande.
Vilhelm.
Vist ikke! Jeg fatter dit Ord og dets TolkPaa din rødmende Kind og Pande.Jeg vil sige, det alt iforgaars var,At vi tændte Hymens Flammer;Vist Ingen da gjætter, at her man harBeredet vort Brudekammer.
Vist ikke! Jeg fatter dit Ord og dets TolkPaa din rødmende Kind og Pande.
Jeg vil sige, det alt iforgaars var,At vi tændte Hymens Flammer;Vist Ingen da gjætter, at her man harBeredet vort Brudekammer.
Marie.
Ti stille! ... Din Randsel er lukket til,Jeg en anden Krave maa søge.
Ti stille! ... Din Randsel er lukket til,Jeg en anden Krave maa søge.
Vilhelm.
Der har du Kraverne; jeg dem vilMed Strømper og Skoe forøge.
Der har du Kraverne; jeg dem vilMed Strømper og Skoe forøge.
Marie.
Men Vilhelm! see dog ei paa mig nu!Dit Blik mig ganske forvirrer,Jeg kan ei klæde mig om, naar duHer staaer ved Siden og stirrer.
Men Vilhelm! see dog ei paa mig nu!Dit Blik mig ganske forvirrer,Jeg kan ei klæde mig om, naar duHer staaer ved Siden og stirrer.
Vilhelm.
Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm,Med mit Hoved over dig bøiet!Kun et bævende Kys paa din blottede Barm!See saa! nu lukker jeg Øiet.
Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm,Med mit Hoved over dig bøiet!Kun et bævende Kys paa din blottede Barm!See saa! nu lukker jeg Øiet.
Marie.
Men Vilhelm! nu har du mig dog fixeert,I Speilet du seer!
Men Vilhelm! nu har du mig dog fixeert,I Speilet du seer!
Vilhelm.
Paa min Ære,Nu vender jeg Ryggen til.
Paa min Ære,Nu vender jeg Ryggen til.
Marie.
Hvor geneert,I et fælles Kammer at være!
Hvor geneert,I et fælles Kammer at være!
Vilhelm.
Jeg seer ikke meer.
Jeg seer ikke meer.
Marie.
Det er ret en Skam!Jeg havde saa fast besluttet ...Det banker paa Døren!
Det er ret en Skam!Jeg havde saa fast besluttet ...Det banker paa Døren!
Vilhelm.
Tak, Madam!Nu komme vi paa Minutet.
Tak, Madam!Nu komme vi paa Minutet.
Vilhelm.
Ved dette muntre, gjæstfrie BordEr Kredsen saa fortrolig;En venlig Skov-Alf har, jeg troer,Lokket os til sin Bolig.Jeg tømmer Glasset med en BønFor vor gamle, brave Vertinde,Og for vor Vert, hendes unge Søn,Saa alvorsfuld i Sinde.En Vildbrad har han fra Skoven bragt,Saa kostelig har han os madet,Men selv han sidder som halv forsagt,Og langer neppe til Fadet.Skjænk i, tøm Glasset, min unge Ven!I Vinen drukner man Griller;Hvo veed, om atter vi sees igjen,Naar imorgen Skjæbnen os skiller?
Ved dette muntre, gjæstfrie BordEr Kredsen saa fortrolig;En venlig Skov-Alf har, jeg troer,Lokket os til sin Bolig.
Jeg tømmer Glasset med en BønFor vor gamle, brave Vertinde,Og for vor Vert, hendes unge Søn,Saa alvorsfuld i Sinde.
En Vildbrad har han fra Skoven bragt,Saa kostelig har han os madet,Men selv han sidder som halv forsagt,Og langer neppe til Fadet.
Skjænk i, tøm Glasset, min unge Ven!I Vinen drukner man Griller;Hvo veed, om atter vi sees igjen,Naar imorgen Skjæbnen os skiller?
Fredrik.
Vel sandt, jeg tier den hele Tid,Mig nægtedes Talens Gaver.
Vel sandt, jeg tier den hele Tid,Mig nægtedes Talens Gaver.
Gertrud.
Her komme saa sjældent fremmede hid,Af Undren han falder i Staver.
Her komme saa sjældent fremmede hid,Af Undren han falder i Staver.
Fredrik.
Af Undren? O ja! den qvæler min Røst,Men af Øiet den levner mig Brugen.
Af Undren? O ja! den qvæler min Røst,Men af Øiet den levner mig Brugen.
Marie.
Vil De klinke med mig?
Vil De klinke med mig?
Fredrik.
Med største Lyst!
Med største Lyst!
Gertrud.
Min Søn, du spildte paa Dugen.Jeg kalder min Fredrik Søn, thi jeg veed,Som en Søn jeg den Kjære betragter;Dog er han det ei, og sand BeskedTil Dem at sige jeg agter.De ere saa venlige begge To,Saa mildt De tage tiltakke;Hvi skulde jeg gode Folk ei troe,Og af Hjertet med Dem snakke?Desuden har De vel Krav, jeg troer,Paa at kjende Vert og Vertinde;Nu vel, om os selv et lidet OrdAt sige Dem, har jeg isinde.Paa Jyllands Heder min Mand var Præst,Ved Døden jeg tidligt ham tabte;En eneste Søn var min Lykkes Rest,Men ak! kun Sorg han mig skabte.Hans vilde, hans uregjerlige SindForvoldte mig stadig Kummer;O Gud! naar hans Skjæbne falder mig ind,Mit Hjerte sin Sorg ei rummer.Da han fyldte sit tre og tyvende Aar,Da misted jeg ham, — han døde! ...O Gud! jeg føler det gamle SaarVed Mindet derom at bløde.Jeg begriber ei, hvordan det gaaer til,At ikke man døer af Sorgen,At Hjertet ikke briste vil,Men haaber end paa imorgen.Og dog, til at haabe havde jeg Grund,Thi blev mit Haab ikke lønnet?En anden Søn har min AftenstundMed sønlig Ømhed forskjønnet.Han bragtes mig som forældreløs,Da hiin jeg nys havde mistet;Jeg veed ei, hvordan den liden KnøsBlev ind i min Stue listet.Han laae i et Svøb, men intet SporMig Kundskab gav om den Spæde.Nu er han voxen, nu er han stor,Nu er han min sidste Glæde.Han skikker sig vel, han er Forst-Elev,Snart tager han Forst-Examen;Af Jægermesteren rost han blev, ...Men jeg kjeder vist Herren og Damen.
Min Søn, du spildte paa Dugen.
Jeg kalder min Fredrik Søn, thi jeg veed,Som en Søn jeg den Kjære betragter;Dog er han det ei, og sand BeskedTil Dem at sige jeg agter.
De ere saa venlige begge To,Saa mildt De tage tiltakke;Hvi skulde jeg gode Folk ei troe,Og af Hjertet med Dem snakke?
Desuden har De vel Krav, jeg troer,Paa at kjende Vert og Vertinde;Nu vel, om os selv et lidet OrdAt sige Dem, har jeg isinde.
Paa Jyllands Heder min Mand var Præst,Ved Døden jeg tidligt ham tabte;En eneste Søn var min Lykkes Rest,Men ak! kun Sorg han mig skabte.
Hans vilde, hans uregjerlige SindForvoldte mig stadig Kummer;O Gud! naar hans Skjæbne falder mig ind,Mit Hjerte sin Sorg ei rummer.
Da han fyldte sit tre og tyvende Aar,Da misted jeg ham, — han døde! ...O Gud! jeg føler det gamle SaarVed Mindet derom at bløde.
Jeg begriber ei, hvordan det gaaer til,At ikke man døer af Sorgen,At Hjertet ikke briste vil,Men haaber end paa imorgen.
Og dog, til at haabe havde jeg Grund,Thi blev mit Haab ikke lønnet?En anden Søn har min AftenstundMed sønlig Ømhed forskjønnet.
Han bragtes mig som forældreløs,Da hiin jeg nys havde mistet;Jeg veed ei, hvordan den liden KnøsBlev ind i min Stue listet.
Han laae i et Svøb, men intet SporMig Kundskab gav om den Spæde.Nu er han voxen, nu er han stor,Nu er han min sidste Glæde.
Han skikker sig vel, han er Forst-Elev,Snart tager han Forst-Examen;Af Jægermesteren rost han blev, ...Men jeg kjeder vist Herren og Damen.
Vilhelm.
Nei ingenlunde!
Nei ingenlunde!
Marie.
Hvor kan De troe ...
Hvor kan De troe ...
Vilhelm.
Endnu maa De berette,Hvorlunde De her kom til at boePaa Sjællands blomstrende Slette.
Endnu maa De berette,Hvorlunde De her kom til at boePaa Sjællands blomstrende Slette.
Gertrud.
Hvad skulde jeg meer paa Heden hist,Da min Mand og min Søn vare døde?Erindring gjorde mit Hjerte trist,Og Egnen var mørk og øde.Et Huus jeg havde, det solgte jeg daFor otte hundrede Daler,Og drog med lettet Sind derfra,Som fra Mindet om fordums Qvaler.Jeg drog til Sjælland, her op mod Nord,Thi jeg er født her paa Øen;Saa kjøbte jeg Huset, hvor nu jeg boerI Skoven herinde ved Søen.
Hvad skulde jeg meer paa Heden hist,Da min Mand og min Søn vare døde?Erindring gjorde mit Hjerte trist,Og Egnen var mørk og øde.
Et Huus jeg havde, det solgte jeg daFor otte hundrede Daler,Og drog med lettet Sind derfra,Som fra Mindet om fordums Qvaler.
Jeg drog til Sjælland, her op mod Nord,Thi jeg er født her paa Øen;Saa kjøbte jeg Huset, hvor nu jeg boerI Skoven herinde ved Søen.
Vilhelm.
I Deres Fortælling tage vi Deel,Og Gjengjæld vil vi gjøre;Fortroligheden skal vorde heel,Naar De min Beretning vil høre.De sagde nylig, vi havde KravPaa at kjende Vert og Vertinde;Saa bør og Disse, som Huus os gavTil Oprigtighed os forbinde.Thi lad mig sige Dem, hvad jeg harEi hidtil villet fortælle:At det er et lykkeligt Brudepar,Som sidder hos Dem i Qvelde.Iforgaars var det, vort Bryllup stodI Sognekirken derhenne;Os Brudeskaren i Hast forlod,Da Vielsen var til Ende.Med Glæde vi saae, at Papa og MamaOg Slægt og Venner saa kjæreSagde Farvel og kjørte derfra,Og lod ene sammen os være.For Kirkeporten en Vogn der holdt,Den monne vi To bestige;Al Verden vendte vi Ryggen koldt,Kun fremad monne vi hige.Thi rundt om Søens fortryllende BredLangsomt vilde vi drage,For at nyde landlig EensomhedI de første Hvedebrødsdage.Saa sparer man sig Trossets Morgenbesøg,Naar det stolper omkring og tramper,Nysgjerrige Blikke, upassende SpøgOg Chocolade-Slampamper.Saa har man dog Fred, saa har man RoFor de Paatrængendes Miner,Som vil see, hvordan de Nygifte boe,Og hvad de har for Gardiner.I det skjønneste Veir omkring vi drogOg beundred saa Meget i Egnen,Indtil iaften vor Skræk os jogI Ly for Tordenregnen.Imorgen tidlig vi drage bort,Thi lad os da nu forføieTil vort Kammer os hen; Natten er kort,Og Søvn behøver vort Øie.
I Deres Fortælling tage vi Deel,Og Gjengjæld vil vi gjøre;Fortroligheden skal vorde heel,Naar De min Beretning vil høre.
De sagde nylig, vi havde KravPaa at kjende Vert og Vertinde;Saa bør og Disse, som Huus os gavTil Oprigtighed os forbinde.
Thi lad mig sige Dem, hvad jeg harEi hidtil villet fortælle:At det er et lykkeligt Brudepar,Som sidder hos Dem i Qvelde.
Iforgaars var det, vort Bryllup stodI Sognekirken derhenne;Os Brudeskaren i Hast forlod,Da Vielsen var til Ende.
Med Glæde vi saae, at Papa og MamaOg Slægt og Venner saa kjæreSagde Farvel og kjørte derfra,Og lod ene sammen os være.
For Kirkeporten en Vogn der holdt,Den monne vi To bestige;Al Verden vendte vi Ryggen koldt,Kun fremad monne vi hige.
Thi rundt om Søens fortryllende BredLangsomt vilde vi drage,For at nyde landlig EensomhedI de første Hvedebrødsdage.
Saa sparer man sig Trossets Morgenbesøg,Naar det stolper omkring og tramper,Nysgjerrige Blikke, upassende SpøgOg Chocolade-Slampamper.
Saa har man dog Fred, saa har man RoFor de Paatrængendes Miner,Som vil see, hvordan de Nygifte boe,Og hvad de har for Gardiner.
I det skjønneste Veir omkring vi drogOg beundred saa Meget i Egnen,Indtil iaften vor Skræk os jogI Ly for Tordenregnen.
Imorgen tidlig vi drage bort,Thi lad os da nu forføieTil vort Kammer os hen; Natten er kort,Og Søvn behøver vort Øie.
Marie.
Jeg er ikke søvnig, det har ingen Hast.
Jeg er ikke søvnig, det har ingen Hast.
Vilhelm.
Men Hvilen kan ikke skade.
Men Hvilen kan ikke skade.
Fredrik.
Er den Beslutning da saa fast,Os imorgen at forlade?Egnen er skjøn, det siger De jo,Saa skulde De blive her længer;Naar jeg er Fører, det kan De troe,Til ingen anden De trænger.Saa let det hændes, De gaaer forbiAlle de smukkeste Steder,Men jeg skal vise den skjulte Sti,Som kun sjelden en Fod betræder.I Haven voxe de Blomster smaa,Som min Moder pleier dernede;Naar den unge Frue til dem vil gaae,Da skal hun neppe sig kjede.Og De, min Herre, paa Jagt maaskeeHar De Lyst en Riffel at prøve;Saa følges vi ad, saa skal De see,Jeg skal i Kunsten Dem øve.Vi finde jo nok paa TidsfordrivFor en Dag, for to, for trende.De vil ikke fortryde det; derfor bliv,Bliv kun imorgen til Ende!
Er den Beslutning da saa fast,Os imorgen at forlade?
Egnen er skjøn, det siger De jo,Saa skulde De blive her længer;Naar jeg er Fører, det kan De troe,Til ingen anden De trænger.
Saa let det hændes, De gaaer forbiAlle de smukkeste Steder,Men jeg skal vise den skjulte Sti,Som kun sjelden en Fod betræder.
I Haven voxe de Blomster smaa,Som min Moder pleier dernede;Naar den unge Frue til dem vil gaae,Da skal hun neppe sig kjede.
Og De, min Herre, paa Jagt maaskeeHar De Lyst en Riffel at prøve;Saa følges vi ad, saa skal De see,Jeg skal i Kunsten Dem øve.
Vi finde jo nok paa TidsfordrivFor en Dag, for to, for trende.De vil ikke fortryde det; derfor bliv,Bliv kun imorgen til Ende!
Gertrud.
See saa! nu fik du Tungen paa Gang,Min Søn, det godt mig hover.Men Tiden vil falde de Fremmede lang,Tiltrods for Alt, hvad du lover.Et eensomt Levnet fører jeg,Vort Tilbud er overflødigt,Fremmede Folk blive her eiLænger, end de har nødigt.
See saa! nu fik du Tungen paa Gang,Min Søn, det godt mig hover.Men Tiden vil falde de Fremmede lang,Tiltrods for Alt, hvad du lover.
Et eensomt Levnet fører jeg,Vort Tilbud er overflødigt,Fremmede Folk blive her eiLænger, end de har nødigt.
Marie.
Saa beskeden Venlighed røre maa;Hvordan skal vi takke Dem Begge?
Saa beskeden Venlighed røre maa;Hvordan skal vi takke Dem Begge?
Vilhelm.
Nu vel, saa lad os sove derpaa,Og imorgen det overlægge.Vi vil ei reise saa tidligt bort,Saa faae vi Tid til at tale.Men nu lad os gaae; Natten er kort,Og Øiet trænger til Dvale.
Nu vel, saa lad os sove derpaa,Og imorgen det overlægge.
Vi vil ei reise saa tidligt bort,Saa faae vi Tid til at tale.Men nu lad os gaae; Natten er kort,Og Øiet trænger til Dvale.
Gertrud.
God Nat! Gid Søvnen maa være blid!
God Nat! Gid Søvnen maa være blid!
Marie.
Men skal vi dog lidt ei bie?
Men skal vi dog lidt ei bie?
Vilhelm.
God Nat! Jeg troer, det er Sengetid.Nu kom, min elskte Marie!
God Nat! Jeg troer, det er Sengetid.Nu kom, min elskte Marie!
Fredrik.
Nu hviler den tause, dæmrende NatOver de sorte Skove;Hvi flyer da Søvnen mit Øie brat?Hvorfor kan jeg ikke sove?Hvi drages min Tanke stedse henTil den unge deilige Qvinde?Nu hviler hun hos en lyksalig VenI Gjæstekamret derinde.Mon engang den Lykke vil vorde min,En elsket Viv at eie,At vugges i Søvn paa en Arm saa fiin,Og ei paa et eenligt Leie?Men hende, hende bliver det ei,Som staaer for de drømmende Blikke;Og hvor jeg søger paa Livets Vei,Hendes Lige finder jeg ikke.Der ulmer i hendes Blik en Glød,Som til Flamme sig let forstærker;Men Undseelse farver Kinden rød,Naar sit Øies Virkning hun mærker.Der gynger paa Barmens TvillingeparEn Amor, som saligt bæver;Men hun rødmer bly, naar hun mærket har,At et Suk ham høiere hæver.Snart seer hun forelsket og snart igjenMed Frygt paa sin Ægtemage;Snart lader det til, at hun drages hen,Snart, at hun stødes tilbage.Men han? Ja, hans Attraa er ligesaa hedSom min egen ... Hvad er det, jeg siger? ...Plagende Tanker! lader mig i Fred,Fra mit natlige Leie viger!—Vide jeg gad, om Andre det gaaerSom mig, og paa samme Maade:Saa Meget skeer, som for Tanken staaerLig en mørk, uløselig Gaade.Meget, som hændes mig første Gang,Synes mig et dunkelt Minde,Det klinger for Øret som en gammel Sang,Hvis Ord man ikke kan finde.Hvor ofte, naar jeg i Skoven kom,Og en Lysning faldt gjennem Løvet,Var det, som jeg maatte huske mig om!Og altid blev jeg bedrøvet.Og traf min Kugle den flygtende Raa,Min Samvittighed følte sig bebyrdet,Jeg græd over Dyret, jeg tænkte paa,Ifald jeg en Ven havde myrdet.Aldrig tilforn jeg sværmet harSom idag, for en deilig Qvinde;Og dog, dog er det, som Hjertet varFuldt af et gammelt Minde.Jeg er vaagen, dog stige Syner hernedFra Drømmenes hemmelige Riger ...Plagende Tanker! lader mig i Fred,Fra mit natlige Leie viger! —Bestandig mit Øie stirre maaPaa den Lysning paa Bøgen derude.Skjøndt langt fra Vinduet mit Leie mon staae,Seer jeg den gjennem min Rude.Det er Lyset hos det reisende Par; et SkinFalder paa de mørke Skove.Nu blev det slukket! ... Lettet er mit Sind,Maaskee jeg nu kan sove.
Nu hviler den tause, dæmrende NatOver de sorte Skove;Hvi flyer da Søvnen mit Øie brat?Hvorfor kan jeg ikke sove?
Hvi drages min Tanke stedse henTil den unge deilige Qvinde?Nu hviler hun hos en lyksalig VenI Gjæstekamret derinde.
Mon engang den Lykke vil vorde min,En elsket Viv at eie,At vugges i Søvn paa en Arm saa fiin,Og ei paa et eenligt Leie?
Men hende, hende bliver det ei,Som staaer for de drømmende Blikke;Og hvor jeg søger paa Livets Vei,Hendes Lige finder jeg ikke.
Der ulmer i hendes Blik en Glød,Som til Flamme sig let forstærker;Men Undseelse farver Kinden rød,Naar sit Øies Virkning hun mærker.
Der gynger paa Barmens TvillingeparEn Amor, som saligt bæver;Men hun rødmer bly, naar hun mærket har,At et Suk ham høiere hæver.
Snart seer hun forelsket og snart igjenMed Frygt paa sin Ægtemage;Snart lader det til, at hun drages hen,Snart, at hun stødes tilbage.
Men han? Ja, hans Attraa er ligesaa hedSom min egen ... Hvad er det, jeg siger? ...Plagende Tanker! lader mig i Fred,Fra mit natlige Leie viger!—
Vide jeg gad, om Andre det gaaerSom mig, og paa samme Maade:Saa Meget skeer, som for Tanken staaerLig en mørk, uløselig Gaade.
Meget, som hændes mig første Gang,Synes mig et dunkelt Minde,Det klinger for Øret som en gammel Sang,Hvis Ord man ikke kan finde.
Hvor ofte, naar jeg i Skoven kom,Og en Lysning faldt gjennem Løvet,Var det, som jeg maatte huske mig om!Og altid blev jeg bedrøvet.
Og traf min Kugle den flygtende Raa,Min Samvittighed følte sig bebyrdet,Jeg græd over Dyret, jeg tænkte paa,Ifald jeg en Ven havde myrdet.
Aldrig tilforn jeg sværmet harSom idag, for en deilig Qvinde;Og dog, dog er det, som Hjertet varFuldt af et gammelt Minde.
Jeg er vaagen, dog stige Syner hernedFra Drømmenes hemmelige Riger ...Plagende Tanker! lader mig i Fred,Fra mit natlige Leie viger! —
Bestandig mit Øie stirre maaPaa den Lysning paa Bøgen derude.Skjøndt langt fra Vinduet mit Leie mon staae,Seer jeg den gjennem min Rude.
Det er Lyset hos det reisende Par; et SkinFalder paa de mørke Skove.Nu blev det slukket! ... Lettet er mit Sind,Maaskee jeg nu kan sove.
Vilhelm.
Seer De nu? De har vundet Deres Sag:De fik os til at blive;Vi er her alt paa tredie Dag,Og kan neppe løs os rive.
Seer De nu? De har vundet Deres Sag:De fik os til at blive;Vi er her alt paa tredie Dag,Og kan neppe løs os rive.
Fredrik.
Men den unge Frue kjeder sig vist,Desværre, det seer jeg af Minen.
Men den unge Frue kjeder sig vist,Desværre, det seer jeg af Minen.
Marie.
Det er Træthed kun, og Deres Moder histVenter os ved Theemaskinen.
Det er Træthed kun, og Deres Moder histVenter os ved Theemaskinen.
Vilhelm.
Det er intet Under, om hun er træt,Kun sjeldent hun Foden rører.Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet,Tak være vor gode Fører.
Det er intet Under, om hun er træt,Kun sjeldent hun Foden rører.Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet,Tak være vor gode Fører.
Fredrik.
Imorgen Fruen sig hvile maa,Mens vi Andre paa Jagten drage.
Imorgen Fruen sig hvile maa,Mens vi Andre paa Jagten drage.
Marie.
Men vil De paa Jagt virkelig gaae?
Men vil De paa Jagt virkelig gaae?
Vilhelm.
Er det nu Grund til Klage?En Mand har en Attraa i sit BrystTil tusinde Ting at prøve,Og Jagten er just en mandig Lyst,Som det sømmer sig ham at øve.
Er det nu Grund til Klage?
En Mand har en Attraa i sit BrystTil tusinde Ting at prøve,Og Jagten er just en mandig Lyst,Som det sømmer sig ham at øve.
Fredrik.
Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae,Jeg skyder en Gjenvei herneden;I aften jeg Kugler støbe maa,Thi jeg brugte den sidste forleden.Men De maae vandre her ligefremMellem de tvende Høie;Stien fører til min Moders Hjem.
Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae,Jeg skyder en Gjenvei herneden;I aften jeg Kugler støbe maa,Thi jeg brugte den sidste forleden.
Men De maae vandre her ligefremMellem de tvende Høie;Stien fører til min Moders Hjem.
Marie.
O ja! vi kjende den nøie.
O ja! vi kjende den nøie.
Fredrik.
Farvel! Vi mødes om en liden Stund.
Farvel! Vi mødes om en liden Stund.
Marie.
O Vilhelm! nu er vi alene,Skrækken binder ei meer min Mund.
O Vilhelm! nu er vi alene,Skrækken binder ei meer min Mund.
Vilhelm.