Nu, da snart, paa Floras BudVintren flyer for Vaar og Sommer,Nu, da hver en Trækfugl kommer,Nu, da Zephyrs unge BrudKlækker Martsviolen ud,Nu, da snart en Hær af PsycherHimmel, Jord og Blomster smykker,Flyver du, o min Veninde,Bort paa milde ForaarsvindeTil dit Hjems de kjendte Skygger.Ak! og jeg, der ogsaa skuldeBryde Larvens Baand, som tynge,Og i Solskin munter synge,Glad befriet for Vintrens Kulde,Seer mig selv, den Længselfulde,Staae paa den forladte Strand,Blikket vendt mod fjerne Land,Over Havets sølvblaa Vugge,Sende Vinden mine Sukke,Og min Graad det falske Vand.Thi den sjeldne Trækfugl, somFløi med Vintren hid til Landet,Og som har min Vinter dannetTil et yndigt Foraar om,Hæver nu, da Vaaren kom,Anden Gang en flygtig Vinge,Vil til Hjemmet bort sig svinge;Ak! og naar jeg ene staaer,Veed jeg vist, den unge VaarVil for mig en Vinter bringe.Naar jeg gaaer i Skov og DaleMellem Vaarens Fugles Sang,Hvo vil paa min stille GangVenlig med mit Hjerte tale?Hvo, naar Solen ned mon dale.Og en Stjerne staaer i Nord,Vise mig, hvor Trøsten boer,Læge huldt, hvad Andre saare,Og begribe af min TaareMeer end Andre af mit Ord?Naar min Psyche fri sig svingerOver Bølgen hjem med dig,Hendes Digter, Larven lig,Bliver her, ak! uden Vinger.Ingen Zephyr da ham bringerTil dit Trylleslot med sig.Men lad Digtet bringe mig!I hver Klang af Psyches LængselHør et Suk, som fra mit FængselVestenvinden bringer dig!
Nu, da snart, paa Floras BudVintren flyer for Vaar og Sommer,Nu, da hver en Trækfugl kommer,Nu, da Zephyrs unge BrudKlækker Martsviolen ud,Nu, da snart en Hær af PsycherHimmel, Jord og Blomster smykker,Flyver du, o min Veninde,Bort paa milde ForaarsvindeTil dit Hjems de kjendte Skygger.
Ak! og jeg, der ogsaa skuldeBryde Larvens Baand, som tynge,Og i Solskin munter synge,Glad befriet for Vintrens Kulde,Seer mig selv, den Længselfulde,Staae paa den forladte Strand,Blikket vendt mod fjerne Land,Over Havets sølvblaa Vugge,Sende Vinden mine Sukke,Og min Graad det falske Vand.
Thi den sjeldne Trækfugl, somFløi med Vintren hid til Landet,Og som har min Vinter dannetTil et yndigt Foraar om,Hæver nu, da Vaaren kom,Anden Gang en flygtig Vinge,Vil til Hjemmet bort sig svinge;Ak! og naar jeg ene staaer,Veed jeg vist, den unge VaarVil for mig en Vinter bringe.
Naar jeg gaaer i Skov og DaleMellem Vaarens Fugles Sang,Hvo vil paa min stille GangVenlig med mit Hjerte tale?Hvo, naar Solen ned mon dale.Og en Stjerne staaer i Nord,Vise mig, hvor Trøsten boer,Læge huldt, hvad Andre saare,Og begribe af min TaareMeer end Andre af mit Ord?
Naar min Psyche fri sig svingerOver Bølgen hjem med dig,Hendes Digter, Larven lig,Bliver her, ak! uden Vinger.Ingen Zephyr da ham bringerTil dit Trylleslot med sig.Men lad Digtet bringe mig!I hver Klang af Psyches LængselHør et Suk, som fra mit FængselVestenvinden bringer dig!
Hulde Natur, ved hvis bankende HjerteEngang jeg laae uden Sorg eller Savn!Førend jeg kjendte til Fryd eller Smerte,Gjemtes jeg alt i din kjærlige Favn.Dybt af den evige Kjærlighed runden,Kom du fra Lyset; til Jorden forbunden,Er du en Qvinde, og Moder dit Navn.Vakt af min Slummer, men kold som den Døde,Suged jeg Kjærligheds Ild af dit Bryst.Livets og Ungdommens Roser saa rødeOffred du gjerne den Spæde til Lyst.Mens du ved Tornene selv maatte sukke,Strøede du Bladene mild paa min Vugge,Gjød i mit Hjerte din salige Trøst.Selv i den jordiske Kulde hernedeDræbtes jeg ikke af Stormen saa vild.Dybt i dit Hjerte du bygged en Rede,Varmet af Kjærligheds evige Ild.Ikke den gjemte den Spæde alene,Ogsaa endnu har jeg Plads i dens Grene,Ogsaa endnu er den aaben og mild.Du, som med høiere Væsner fortrolig,Eier et reent og ungdommeligt Sind,Du, som din simple men yndige BoligVier til Tempel for Muserne ind:Enten din Livstraad er stor eller liden,Kan du dog aldrig forkues af Tiden,Hyldet af Musen i Foraarsluft ind.Vel er det dine de blomstrende Dage,Hvorved jeg blomstrer, min Stamme er grøn;Mig er det givet paa Jorden at smageHvad der var dit og din Kjærligheds Løn:Men naar du vinkes til lysere Glæde,Da skal du vinde det høiere Sæde:Gjem saa den ringere Plads til din Søn!
Hulde Natur, ved hvis bankende HjerteEngang jeg laae uden Sorg eller Savn!Førend jeg kjendte til Fryd eller Smerte,Gjemtes jeg alt i din kjærlige Favn.Dybt af den evige Kjærlighed runden,Kom du fra Lyset; til Jorden forbunden,Er du en Qvinde, og Moder dit Navn.
Vakt af min Slummer, men kold som den Døde,Suged jeg Kjærligheds Ild af dit Bryst.Livets og Ungdommens Roser saa rødeOffred du gjerne den Spæde til Lyst.Mens du ved Tornene selv maatte sukke,Strøede du Bladene mild paa min Vugge,Gjød i mit Hjerte din salige Trøst.
Selv i den jordiske Kulde hernedeDræbtes jeg ikke af Stormen saa vild.Dybt i dit Hjerte du bygged en Rede,Varmet af Kjærligheds evige Ild.Ikke den gjemte den Spæde alene,Ogsaa endnu har jeg Plads i dens Grene,Ogsaa endnu er den aaben og mild.
Du, som med høiere Væsner fortrolig,Eier et reent og ungdommeligt Sind,Du, som din simple men yndige BoligVier til Tempel for Muserne ind:Enten din Livstraad er stor eller liden,Kan du dog aldrig forkues af Tiden,Hyldet af Musen i Foraarsluft ind.
Vel er det dine de blomstrende Dage,Hvorved jeg blomstrer, min Stamme er grøn;Mig er det givet paa Jorden at smageHvad der var dit og din Kjærligheds Løn:Men naar du vinkes til lysere Glæde,Da skal du vinde det høiere Sæde:Gjem saa den ringere Plads til din Søn!
Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende,Den er forbi den altfor korte Lyst,Tilbage skal jeg til mit Danmark vende,Jeg ventes der ved mangt et elsket Bryst.Jeg dig, min Sang, vil som mit Forbud sende,At hilse venligt paa den danske Kyst,Og bede Sjølunds vinterlige BølgerAt tage mildt mod ham, som efterfølger.Jeg ligner Vandreren, som har med MøieTil Bjergets skovbegroede Spidse naaet.Der staaer jeg nu, og dvælende mit ØieBetragter Veien, som jeg nys er gaaet.Jeg spørger selv: Hvad kunde mig fornøie,Hvad mægtig Attraa har hos mig formaaetAt fjerne mig fra Fødeland og VennerTil dette Land, hvis blotte Navn jeg kjender?Her er en ny Natur i disse Lande,En ny Natur, og majestætisk stor;Ei Danmarks milde, blomsterklædte Strande,En venlig Bøgeskov, en dyrket Jord;Men frygtelig de steile Klipper stande,Om Toppen sig den ranke Granskov snoer,Hvis tause Mørke høitidsfuld bebuder:End leve her de gamle Valhals Guder.Selv Kunsten med Naturen sig forbinder,Og gjør mig paa forgangne Tider klog.Betydningsfulde staae de gamle Minder,Og tale deres halvforglemte Sprog.I Mark, i Skov, i Dal, paa BjergetinderJeg læse kan som i en gammel Bog,Hvor Saga har for Evigheden skrevetEt Træk af Det, som fordum her har levet.Af dyb Beundring høit mit Hjerte luer;Men ak! jeg er endnu ei rigtig glad.Forgjæves at jeg Hjertets Længsel kuer,Og iler til den store Hovedstad,En fremmed Pragt og Herlighed beskuer,Og selv er fremmed i den stolte Rad.Kan Stadens Larm, kan Menneskenes TrængselDa stille Hjertets ubevidste Længsel?Jeg glædes ei ved disse høie Fjelde,Der stande som en trofast Klippemuur,Ved disse Graner, som ved Væxt og ÆldeForkynde Frihed og en stolt Natur.Thi Ingen jeg min Glæde kan fortælle:Den stolte Frihed er et Fangebuur,Hvori jeg lever ene med mit Hjerte,Og deler med mig selv min Lyst, min Smerte.Nei Glæden er en Fugl, som har den Nykke,Med vild Ustadighed at flagre om;Den ligner heri tidt den blinde Lykke,Den flyver bort, saa hurtig som den kom.Den vil kun stadig boe og stadig byggeI tvende Stammer, hvor den ene fromOmkring den anden Armene mon brede:I slige Træer der bygger den sin Rede.Og Kjærlighed, det er det Navn, som givesDet skjønne Træ, saa sjeldent paa vor Jord.En ukjendt Røst mig hvisked, at det trivesI Kuldens Hjem, det iisbedækte Nord;Det ikke blot af Solens Ild oplives,I Bjergets Kløft, i hviden Snee det groer.Jeg greb min Stav, og iilte for at findeDet sjeldne Træ, og for dets Frugt at vinde;Og troede snart at have Træet fundet,Og var lyksalig for et Øieblik;Og drømte snart at have Frugten vundet,Men ak! den gav mig ingen Lædskedrik.At see mit Haab lidt efter lidt forsvundet,Var al den Løn, jeg for min Stræben fik.Jeg Daare, som saa ganske kunde glemme,At Træet voxer allerfrodigst hjemme!Der er et Væsen i min stille Bolig,Jeg mægtig i dets skjulte Fremtid staaer;Det er med mig som med sig selv fortrolig,Min Magt til Grunden af dets Hjerte naaer;Foruden mig det ei er glad og rolig;Det kjender mig, og venligt mig forstaaer;Det føler med mig, ved min Fryd sig glæder,Og naar jeg sørger, ved min Sorg det græder.Og hvis du troer, det er en elsket Pige,Du tager feil, og dog, ifald jeg veed,Hvad Ordet Kjærlighed vil rigtig sige,Saa kan vel Dette kaldes Kjærlighed.Ja det er Følelsens vidtstrakte Rige,Og Kjernen af dens hele Salighed.Hvem er det da, om ei en Søster, Broder?Du kan ei gjætte det: Det er min Moder.O du, som med en evig Ungdoms VarmeFor mig en trofast Elskerinde var!Modtag din Søn, og tilgiv huldt den Arme,Som søgte fjernt hvad alt i dig han har.Du aabner atter dine milde Arme,Paa hvilke du saa tidt den Spæde bar.Modtag mig da! Lig Cirkelen jeg venderTil Punktet om, hvor jeg mit Udspring kjender.
Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende,Den er forbi den altfor korte Lyst,Tilbage skal jeg til mit Danmark vende,Jeg ventes der ved mangt et elsket Bryst.Jeg dig, min Sang, vil som mit Forbud sende,At hilse venligt paa den danske Kyst,Og bede Sjølunds vinterlige BølgerAt tage mildt mod ham, som efterfølger.
Jeg ligner Vandreren, som har med MøieTil Bjergets skovbegroede Spidse naaet.Der staaer jeg nu, og dvælende mit ØieBetragter Veien, som jeg nys er gaaet.Jeg spørger selv: Hvad kunde mig fornøie,Hvad mægtig Attraa har hos mig formaaetAt fjerne mig fra Fødeland og VennerTil dette Land, hvis blotte Navn jeg kjender?
Her er en ny Natur i disse Lande,En ny Natur, og majestætisk stor;Ei Danmarks milde, blomsterklædte Strande,En venlig Bøgeskov, en dyrket Jord;Men frygtelig de steile Klipper stande,Om Toppen sig den ranke Granskov snoer,Hvis tause Mørke høitidsfuld bebuder:End leve her de gamle Valhals Guder.
Selv Kunsten med Naturen sig forbinder,Og gjør mig paa forgangne Tider klog.Betydningsfulde staae de gamle Minder,Og tale deres halvforglemte Sprog.I Mark, i Skov, i Dal, paa BjergetinderJeg læse kan som i en gammel Bog,Hvor Saga har for Evigheden skrevetEt Træk af Det, som fordum her har levet.
Af dyb Beundring høit mit Hjerte luer;Men ak! jeg er endnu ei rigtig glad.Forgjæves at jeg Hjertets Længsel kuer,Og iler til den store Hovedstad,En fremmed Pragt og Herlighed beskuer,Og selv er fremmed i den stolte Rad.Kan Stadens Larm, kan Menneskenes TrængselDa stille Hjertets ubevidste Længsel?
Jeg glædes ei ved disse høie Fjelde,Der stande som en trofast Klippemuur,Ved disse Graner, som ved Væxt og ÆldeForkynde Frihed og en stolt Natur.Thi Ingen jeg min Glæde kan fortælle:Den stolte Frihed er et Fangebuur,Hvori jeg lever ene med mit Hjerte,Og deler med mig selv min Lyst, min Smerte.
Nei Glæden er en Fugl, som har den Nykke,Med vild Ustadighed at flagre om;Den ligner heri tidt den blinde Lykke,Den flyver bort, saa hurtig som den kom.Den vil kun stadig boe og stadig byggeI tvende Stammer, hvor den ene fromOmkring den anden Armene mon brede:I slige Træer der bygger den sin Rede.
Og Kjærlighed, det er det Navn, som givesDet skjønne Træ, saa sjeldent paa vor Jord.En ukjendt Røst mig hvisked, at det trivesI Kuldens Hjem, det iisbedækte Nord;Det ikke blot af Solens Ild oplives,I Bjergets Kløft, i hviden Snee det groer.Jeg greb min Stav, og iilte for at findeDet sjeldne Træ, og for dets Frugt at vinde;
Og troede snart at have Træet fundet,Og var lyksalig for et Øieblik;Og drømte snart at have Frugten vundet,Men ak! den gav mig ingen Lædskedrik.At see mit Haab lidt efter lidt forsvundet,Var al den Løn, jeg for min Stræben fik.Jeg Daare, som saa ganske kunde glemme,At Træet voxer allerfrodigst hjemme!
Der er et Væsen i min stille Bolig,Jeg mægtig i dets skjulte Fremtid staaer;Det er med mig som med sig selv fortrolig,Min Magt til Grunden af dets Hjerte naaer;Foruden mig det ei er glad og rolig;Det kjender mig, og venligt mig forstaaer;Det føler med mig, ved min Fryd sig glæder,Og naar jeg sørger, ved min Sorg det græder.
Og hvis du troer, det er en elsket Pige,Du tager feil, og dog, ifald jeg veed,Hvad Ordet Kjærlighed vil rigtig sige,Saa kan vel Dette kaldes Kjærlighed.Ja det er Følelsens vidtstrakte Rige,Og Kjernen af dens hele Salighed.Hvem er det da, om ei en Søster, Broder?Du kan ei gjætte det: Det er min Moder.
O du, som med en evig Ungdoms VarmeFor mig en trofast Elskerinde var!Modtag din Søn, og tilgiv huldt den Arme,Som søgte fjernt hvad alt i dig han har.Du aabner atter dine milde Arme,Paa hvilke du saa tidt den Spæde bar.Modtag mig da! Lig Cirkelen jeg venderTil Punktet om, hvor jeg mit Udspring kjender.
Jord og Himmel ere skilt som tvende;Lad ei daarligt os forvexle dem!Himlens Lys de gyldne Straaler sendeNed til Jorden, til vort mørke Hjem.O, at Jordens Børn da ogsaa vildeFæste deres Blik paa Lysets Kilde,Ikke stirre blindt i Dybet ned!Kjærlighed! Ved dig jeg klog er vorden!Nu jeg seer at ogsaa du er to.Skjøndt I begge throne her paa Jorden,Ei hos hver de samme Glæder boe.Paa den ene Jordens Mørke ruger,Mens den anden Himlens Klarhed suger,Og om Himlen minder Jordens Børn.Ofte, Amor, har mig Arme saaretSnart din ene, snart din anden Piil,Dog de Piger, som mit Hjerte kaared,Brændte kun ved jordisk Elskovs Smiil.Fast til Jorden var mit Øie bundet,Himmelsk Kjærlighed var aldrig fundetPaa mit Hjertes lange Vandringsvei.Amor! Lad dig takkes af din Slave!Nu jeg stirrer ei til Jorden ned:Du har givet mig din bedste Gave,Du har lært mig himmelsk Kjærlighed!Lad mig Elskovs Taarer her dig yde,Tusind Krandse skal dit Altar pryde,Og forherlige din Festens Dag.Elskte! Det var dig, som Guden kaaredTil at vække mig med Englesmiil!Det var dig, ved hvem saa dybt han saaredMig med aldrig forhen følte Piil.Det var dig, o søde Lærerinde!Som mig himmelsk Elskov først lod finde;Held mig! Thi min Aand er født paany.Hulde! Skulde du formaae at røreMed en jordisk Vellyst vel mit Sind?Paradisets rene Engle sløreDig i Uskylds hvide Lagen ind.Samme Lilier, som paa Kinden boe,De bevare ogsaa Hjertet tro,Virke som en hellig Talisman.Lig en Sommerfugl i Solens Luer,Let du dandser gjennem Livet hen;Dybt og vist din lyse Aand dog skuer,Skjøndt elskværdig Letsind pryder den.Gratien maa friske Blomster vække,Og en nordisk Mø de Krandse række,Som hun fletted af en sydlig Urt.Vee mig, at den korte Tid er svunden,Som ved muntert Spøg blev alt for kort!Livets Timeglas er snart udrunden,Livets Glæde flygter hurtig bort.Maatte jeg den korte Stund da nyde,Søge dig min Kjærlighed at tyde,Og belønnes af et kjærligt Smiil!Thi du Elskte! Hvad er Elskov ene,Naar den mødes ei af Elskovs Fryd?Mon vel Fuglen sang i Træets Grene,Hvis dens Mage svared ei dens Lyd?Kan jeg haabe, at en Gnist du kjendteAf den Ild, du i mit Indre tændte,At du bortgik med et Suk for mig?Søde Haab! O lad min Sjæl dig favne!Lad mig fast dig knytte til mit Bryst;Ei skal jeg min Elskte længer savne,Skjøndt os skiller tvende Rigers Kyst.Phantasiens Vinger skal mig bæreDidhen, hvor min Aand skal evig være,Hvor mit Hjerte har sit rette Hjem!
Jord og Himmel ere skilt som tvende;Lad ei daarligt os forvexle dem!Himlens Lys de gyldne Straaler sendeNed til Jorden, til vort mørke Hjem.O, at Jordens Børn da ogsaa vildeFæste deres Blik paa Lysets Kilde,Ikke stirre blindt i Dybet ned!
Kjærlighed! Ved dig jeg klog er vorden!Nu jeg seer at ogsaa du er to.Skjøndt I begge throne her paa Jorden,Ei hos hver de samme Glæder boe.Paa den ene Jordens Mørke ruger,Mens den anden Himlens Klarhed suger,Og om Himlen minder Jordens Børn.
Ofte, Amor, har mig Arme saaretSnart din ene, snart din anden Piil,Dog de Piger, som mit Hjerte kaared,Brændte kun ved jordisk Elskovs Smiil.Fast til Jorden var mit Øie bundet,Himmelsk Kjærlighed var aldrig fundetPaa mit Hjertes lange Vandringsvei.
Amor! Lad dig takkes af din Slave!Nu jeg stirrer ei til Jorden ned:Du har givet mig din bedste Gave,Du har lært mig himmelsk Kjærlighed!Lad mig Elskovs Taarer her dig yde,Tusind Krandse skal dit Altar pryde,Og forherlige din Festens Dag.
Elskte! Det var dig, som Guden kaaredTil at vække mig med Englesmiil!Det var dig, ved hvem saa dybt han saaredMig med aldrig forhen følte Piil.Det var dig, o søde Lærerinde!Som mig himmelsk Elskov først lod finde;Held mig! Thi min Aand er født paany.
Hulde! Skulde du formaae at røreMed en jordisk Vellyst vel mit Sind?Paradisets rene Engle sløreDig i Uskylds hvide Lagen ind.Samme Lilier, som paa Kinden boe,De bevare ogsaa Hjertet tro,Virke som en hellig Talisman.
Lig en Sommerfugl i Solens Luer,Let du dandser gjennem Livet hen;Dybt og vist din lyse Aand dog skuer,Skjøndt elskværdig Letsind pryder den.Gratien maa friske Blomster vække,Og en nordisk Mø de Krandse række,Som hun fletted af en sydlig Urt.
Vee mig, at den korte Tid er svunden,Som ved muntert Spøg blev alt for kort!Livets Timeglas er snart udrunden,Livets Glæde flygter hurtig bort.Maatte jeg den korte Stund da nyde,Søge dig min Kjærlighed at tyde,Og belønnes af et kjærligt Smiil!
Thi du Elskte! Hvad er Elskov ene,Naar den mødes ei af Elskovs Fryd?Mon vel Fuglen sang i Træets Grene,Hvis dens Mage svared ei dens Lyd?Kan jeg haabe, at en Gnist du kjendteAf den Ild, du i mit Indre tændte,At du bortgik med et Suk for mig?
Søde Haab! O lad min Sjæl dig favne!Lad mig fast dig knytte til mit Bryst;Ei skal jeg min Elskte længer savne,Skjøndt os skiller tvende Rigers Kyst.Phantasiens Vinger skal mig bæreDidhen, hvor min Aand skal evig være,Hvor mit Hjerte har sit rette Hjem!
Det Billed af din Skjønheds hulde Glands,Som dette Hjerte dybt og trofast gjemmer,Som er mit Liv, min Følelse, min Sands,Som hver en Nat befaler mig at vaage,Og hver en Dag at gaae i Drømmes Taage —Det Billed troer du, at engang jeg glemmer!Saa skrøbelig du troer din egen Lænke!Dit Billed da saa flygtigt synes dig!Hvor lidet kjender du dig selv! — og mig!Troer du, min Aand forglemme kan at tænke?Troer du, min Puls at banke glemme vil?Min Barm at aande? føle Lyst og Smerte?Troer du, jeg glemme kan, jeg har et Hjerte?Siig, troer du, jeg kan glemme, jeg er til?Hvis det er Elskov, kun i din IdeeAt leve, men med ingen anden Tanke:Naar dig jeg seer, at føle Hjertet banke:At græde helst, og tvungen kun at lee:At rødme, naar man nævner mig dit Navn;Og naar man ikke nævner mig det, bliveMismodig ved det alt for lange Savn:Naar Solens Straaler første Lysning give,At længes efter Nattens mørke Favn,Og naar knap Mørket er begyndt at falde,Med Utaalmodighed paa Dagen kalde:At vandre natlig, skjult af Mørkets Vinger,Igjennem Storm og Regn og Iis og Snee,For kun den lykkelige Vogn at see,Som til dit Hjem om Aftenen dig bringer;Og siden, naar i Søvnen Alle hvile,Hen til dit Huus, til dine Vindver ile,Og stirre længselfuld til sorten Rude,Hvis Lys er slukt, hvor du ei sidder meer,Men slumrer indenfor i bløde Fjer,Og drømmer ei om ham, som staaer derude:En Alpejæger lig paa steile Fjelde,At søge ængstelig hvert lille Spor,Hvorved jeg muligviis at ledes troerTil den kun alt for flygtige Gazelle:At have modigt Forsæt, dristig TankeOg kjække Planer — naar jeg ei dig seer;Men sees du fjernt, ei være Helten meer,Og nærmes du, alt føle Hjertet banke:En evig Længsel i min Barm at bære,Som Intet stille kan, men Alt maa nære,Som aldrig slumrer noget Øieblik,Men voxer selv ved mindste Lædskedrik,Som jeg af Lykken og din Villie fik —Hvis Dette man med Ret bør Elskov kalde,Da elsker jeg — og ene dig blandt Alle!Bebreid mig ei, min Elskte, nogen Brøde!Viid, Troskab adler Kjærlighed til Dyd.Derfor fat Mod, og Øieblikket nyd,Thi jeg er tro blandt Levende, som Døde.
Det Billed af din Skjønheds hulde Glands,Som dette Hjerte dybt og trofast gjemmer,Som er mit Liv, min Følelse, min Sands,Som hver en Nat befaler mig at vaage,Og hver en Dag at gaae i Drømmes Taage —Det Billed troer du, at engang jeg glemmer!
Saa skrøbelig du troer din egen Lænke!Dit Billed da saa flygtigt synes dig!Hvor lidet kjender du dig selv! — og mig!Troer du, min Aand forglemme kan at tænke?Troer du, min Puls at banke glemme vil?Min Barm at aande? føle Lyst og Smerte?Troer du, jeg glemme kan, jeg har et Hjerte?Siig, troer du, jeg kan glemme, jeg er til?
Hvis det er Elskov, kun i din IdeeAt leve, men med ingen anden Tanke:Naar dig jeg seer, at føle Hjertet banke:At græde helst, og tvungen kun at lee:At rødme, naar man nævner mig dit Navn;Og naar man ikke nævner mig det, bliveMismodig ved det alt for lange Savn:Naar Solens Straaler første Lysning give,At længes efter Nattens mørke Favn,Og naar knap Mørket er begyndt at falde,Med Utaalmodighed paa Dagen kalde:At vandre natlig, skjult af Mørkets Vinger,Igjennem Storm og Regn og Iis og Snee,For kun den lykkelige Vogn at see,Som til dit Hjem om Aftenen dig bringer;Og siden, naar i Søvnen Alle hvile,Hen til dit Huus, til dine Vindver ile,Og stirre længselfuld til sorten Rude,Hvis Lys er slukt, hvor du ei sidder meer,Men slumrer indenfor i bløde Fjer,Og drømmer ei om ham, som staaer derude:En Alpejæger lig paa steile Fjelde,At søge ængstelig hvert lille Spor,Hvorved jeg muligviis at ledes troerTil den kun alt for flygtige Gazelle:At have modigt Forsæt, dristig TankeOg kjække Planer — naar jeg ei dig seer;Men sees du fjernt, ei være Helten meer,Og nærmes du, alt føle Hjertet banke:En evig Længsel i min Barm at bære,Som Intet stille kan, men Alt maa nære,Som aldrig slumrer noget Øieblik,Men voxer selv ved mindste Lædskedrik,Som jeg af Lykken og din Villie fik —Hvis Dette man med Ret bør Elskov kalde,Da elsker jeg — og ene dig blandt Alle!
Bebreid mig ei, min Elskte, nogen Brøde!Viid, Troskab adler Kjærlighed til Dyd.Derfor fat Mod, og Øieblikket nyd,Thi jeg er tro blandt Levende, som Døde.
Du Vandringsmand ved Søen,O stands din raske Gang!Vend hisset dig mod Øen,Og hør min Mindesang!Vend derhen dine Tanker,Din Længsel og din Sorg!Paa hine gule BankerStod før en Ridderborg.I længst forsvundne DageVar den i Glands og Magt,Nu er der knap tilbageRuiner af dens Pragt.Men i de gamle TiderDa var den høi og stor,Og saaes til alle Sider,Og kneisede fra Jord.Den ikke monne væreFor nogen Viking bygt.Urania til ÆreDen reiste sig saa trygt.Fra Menneskenes VrimlenVed Havet skilt den laae,Og hæved sig mod Himlen,Og mod de Stjerner smaa.I Volden var befæstetMod Øst en Port saa stor,En anden imod Vester,Og Spiir i Syd og Nord.Høit kneiste Borgetinden,Dens ranke Spiir derhos;Der dreied sig for VindenEn gylden Pegasus.Forunderlige TaarneI Nord og Syd man saae,Af stærke Piller baarneOg med Altaner paa.Der man til alle Kanter,Ihvor man og mon gaae,De mægtige QvadranterOg store Sphærer saae.Fra Borgen see man kundeSaa vide over Ø,Saa mange grønne Lunde,Den store salte Sø.De Sale monne prangeMed skjønne Farveskjær;Af Haver var der mangeMed Blomster og med Træer.Men sluktes Dagens Lue,Og Nattetid faldt paa,Man Stjerner fik at skuePaa hele Himlens Blaae.Alt fjernt man høre kunde,Naar derpaa man gav Agt,De fire store Hunde,Som holdt om Natten Vagt.Den fromme Ridder trængteSig ei i Ledingsfærd,Paa Væggen bort han hængteSit Harnisk og sit Sværd.Fra Jorden og dens JammerHan gjerne flygte gad,Naar i sit stille KammerVed Midnatstund han sad.Da hæved han sit Øie,Alt i den Nat saa lang,Og spored i det HøieDe lyse Stjerners Gang.Og Stjernerne hans RygteBar over Land og Sø,Saa Konger selv besøgteHam paa den lille Ø.Men Stjernerne de blinkedTil andre Lande hen.Hans Skjæbne bort ham vinked,Han kom ei meer igjen.Alt længst de stolte MureEr sjunkne hen i Gruus,Og Ploven monne fure,Urania! dit Huus.Men hvergang Solen daler,Seer den til Hveen huld,Hvor Aftenrøden malerSig end erindringsfuld.Veemodig Maanen ilerForbi sin elskte Kyst,Og Freyas Stjerne smilerMed hellig Elskovs Lyst.Da røres det og tindrerI Borgens dybe Grund:Den troer, at den erindrerEn gammel Aftenstund:For nogle ØieblikkeDen gjerne frem sig skjød,Men ak! det kan den ikke,Den synker i sin Død!
Du Vandringsmand ved Søen,O stands din raske Gang!Vend hisset dig mod Øen,Og hør min Mindesang!Vend derhen dine Tanker,Din Længsel og din Sorg!Paa hine gule BankerStod før en Ridderborg.
I længst forsvundne DageVar den i Glands og Magt,Nu er der knap tilbageRuiner af dens Pragt.Men i de gamle TiderDa var den høi og stor,Og saaes til alle Sider,Og kneisede fra Jord.
Den ikke monne væreFor nogen Viking bygt.Urania til ÆreDen reiste sig saa trygt.Fra Menneskenes VrimlenVed Havet skilt den laae,Og hæved sig mod Himlen,Og mod de Stjerner smaa.
I Volden var befæstetMod Øst en Port saa stor,En anden imod Vester,Og Spiir i Syd og Nord.Høit kneiste Borgetinden,Dens ranke Spiir derhos;Der dreied sig for VindenEn gylden Pegasus.
Forunderlige TaarneI Nord og Syd man saae,Af stærke Piller baarneOg med Altaner paa.Der man til alle Kanter,Ihvor man og mon gaae,De mægtige QvadranterOg store Sphærer saae.
Fra Borgen see man kundeSaa vide over Ø,Saa mange grønne Lunde,Den store salte Sø.De Sale monne prangeMed skjønne Farveskjær;Af Haver var der mangeMed Blomster og med Træer.
Men sluktes Dagens Lue,Og Nattetid faldt paa,Man Stjerner fik at skuePaa hele Himlens Blaae.Alt fjernt man høre kunde,Naar derpaa man gav Agt,De fire store Hunde,Som holdt om Natten Vagt.
Den fromme Ridder trængteSig ei i Ledingsfærd,Paa Væggen bort han hængteSit Harnisk og sit Sværd.Fra Jorden og dens JammerHan gjerne flygte gad,Naar i sit stille KammerVed Midnatstund han sad.
Da hæved han sit Øie,Alt i den Nat saa lang,Og spored i det HøieDe lyse Stjerners Gang.Og Stjernerne hans RygteBar over Land og Sø,Saa Konger selv besøgteHam paa den lille Ø.
Men Stjernerne de blinkedTil andre Lande hen.Hans Skjæbne bort ham vinked,Han kom ei meer igjen.Alt længst de stolte MureEr sjunkne hen i Gruus,Og Ploven monne fure,Urania! dit Huus.
Men hvergang Solen daler,Seer den til Hveen huld,Hvor Aftenrøden malerSig end erindringsfuld.Veemodig Maanen ilerForbi sin elskte Kyst,Og Freyas Stjerne smilerMed hellig Elskovs Lyst.
Da røres det og tindrerI Borgens dybe Grund:Den troer, at den erindrerEn gammel Aftenstund:For nogle ØieblikkeDen gjerne frem sig skjød,Men ak! det kan den ikke,Den synker i sin Død!
Solen sank bag grønne Lund,Og den lyse, fulde MaaneMellem Sjølunds Kyst og SkaaneStraaled over Øresund.Hvælved om UranienborgSig den lyse Stjernebue.Tycho stod i Maanens Lue,Monne Landet rundt beskue,Tankefuld med dæmpet Sorg.Og han sagde: Fædreland!Siig mig dog, hvad var min Brøde,Da din Søn du bort at stødeFra dit Hjerte nænne kan?Har du glemt min Kjærlighed?Det var mig, som monne bæreOp til Stjernerne din Ære;Hele Himlen kan jo væreVidne til min Sønlighed.Mit Chaldæa her jeg fandt.Ak! I elskte danske SletterVise jo i lange NætterHimmelen til hver en Kant.Derfor, elskte Fædrejord,Fremfor alle Verdens LandeHar jeg elsket dine Strande,Og paa dem bør Templet standeFor det lyse Stjernechor.Men Urania sin VenVil et andet Hjem berede,Hvorved hendes Kunst kan bredeSig til andre Lande hen.Dunkelt jeg kun Veien seer,Stjernerne maae den betegne,Ligemeget, hvad for Egne!Er ei Himlen allevegne?Hvad behøver jeg saa meer?
Solen sank bag grønne Lund,Og den lyse, fulde MaaneMellem Sjølunds Kyst og SkaaneStraaled over Øresund.Hvælved om UranienborgSig den lyse Stjernebue.Tycho stod i Maanens Lue,Monne Landet rundt beskue,Tankefuld med dæmpet Sorg.
Og han sagde: Fædreland!Siig mig dog, hvad var min Brøde,Da din Søn du bort at stødeFra dit Hjerte nænne kan?Har du glemt min Kjærlighed?Det var mig, som monne bæreOp til Stjernerne din Ære;Hele Himlen kan jo væreVidne til min Sønlighed.
Mit Chaldæa her jeg fandt.Ak! I elskte danske SletterVise jo i lange NætterHimmelen til hver en Kant.Derfor, elskte Fædrejord,Fremfor alle Verdens LandeHar jeg elsket dine Strande,Og paa dem bør Templet standeFor det lyse Stjernechor.
Men Urania sin VenVil et andet Hjem berede,Hvorved hendes Kunst kan bredeSig til andre Lande hen.Dunkelt jeg kun Veien seer,Stjernerne maae den betegne,Ligemeget, hvad for Egne!Er ei Himlen allevegne?Hvad behøver jeg saa meer?
Nattens Dunkelhed er svundet,Morgensolen alt oprundetHerlig over Østerhav.Glade vi fra Søen drageTil vort stille Hjem tilbage,Med den Fangst, os Lykken gav.Hav, som rigelig belønnerAlle dine kjære Sønner,Og dem skjænker Liv og Lyst!Rige Hav! Vor fælles Moder!Lad bestandig dine GoderStrømme til den danske Kyst.
Nattens Dunkelhed er svundet,Morgensolen alt oprundetHerlig over Østerhav.Glade vi fra Søen drageTil vort stille Hjem tilbage,Med den Fangst, os Lykken gav.
Hav, som rigelig belønnerAlle dine kjære Sønner,Og dem skjænker Liv og Lyst!Rige Hav! Vor fælles Moder!Lad bestandig dine GoderStrømme til den danske Kyst.
De Bølger rulle saa tungt afsted,Liden Kirsten stander ved Havets Bred.Hun stirrer saa dybt i Bølgen blaa,For at see hvad aldrig hun forhen saaeAlt i de kjølige Bølger.Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt!Der lever i Havet en ukjendt Magt.De bygge og boe i den dybe Grund,De leve saa trygt paa Havets BundAlt i de kjølige Bølger.Der stander en Borg saa vid, saa stor,Og Himlen er som et Sølverflor,Og Sol og Maane af røden Guld,Og Marken af tusinde Perler fuldAlt i de kjølige Bølger.Et Væsen boer i den dybe Borg,Det kjender, som jeg, til Fryd og Sorg;Et Menneskehjerte slaaer i dets Bryst,Det føler en evigt vexlende LystAlt i de kjølige Bølger.Og om den Havmand saa Meget veed,Saa kjender han ogsaa til Kjærlighed;Da har han sagtens elsket engang,Og stiller sin Længsel ved Harpens KlangAlt i de kjølige Bølger.Du Havmand! Vær mig da god og huld,Jeg bliver, jeg bliver saa længselfuld;Mit Hjerte føler en ukjendt Ild,Den brænder saa stærkt, jeg slukke den vilAlt i de kjølige Bølger.Liden Kirsten synker paa Havets Bund,Men Havmanden kysser den Rosenmund;Han aabner hende sin vaade Favn,Hun nævner sagte sin Frelsers NavnAlt i de kjølige Bølger.
De Bølger rulle saa tungt afsted,Liden Kirsten stander ved Havets Bred.Hun stirrer saa dybt i Bølgen blaa,For at see hvad aldrig hun forhen saaeAlt i de kjølige Bølger.
Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt!Der lever i Havet en ukjendt Magt.De bygge og boe i den dybe Grund,De leve saa trygt paa Havets BundAlt i de kjølige Bølger.
Der stander en Borg saa vid, saa stor,Og Himlen er som et Sølverflor,Og Sol og Maane af røden Guld,Og Marken af tusinde Perler fuldAlt i de kjølige Bølger.
Et Væsen boer i den dybe Borg,Det kjender, som jeg, til Fryd og Sorg;Et Menneskehjerte slaaer i dets Bryst,Det føler en evigt vexlende LystAlt i de kjølige Bølger.
Og om den Havmand saa Meget veed,Saa kjender han ogsaa til Kjærlighed;Da har han sagtens elsket engang,Og stiller sin Længsel ved Harpens KlangAlt i de kjølige Bølger.
Du Havmand! Vær mig da god og huld,Jeg bliver, jeg bliver saa længselfuld;Mit Hjerte føler en ukjendt Ild,Den brænder saa stærkt, jeg slukke den vilAlt i de kjølige Bølger.
Liden Kirsten synker paa Havets Bund,Men Havmanden kysser den Rosenmund;Han aabner hende sin vaade Favn,Hun nævner sagte sin Frelsers NavnAlt i de kjølige Bølger.
Den Fisker han monne ved Strandbredden gaae,De Bølger saa sagtelig rinde.En Havfrue dandser paa Bølgen blaa,Der kruses af Sommervinde.Hvi ganger du der,Min Ungersvend kjær?O siig, hvad du haver isinde!Jeg fæste mig vil saa deilig en Brud,Dog ikke jeg beiler alene,Thi om at elske en Mø saa prudSig tusinde Svende forene,Og bringe i MagHver evige DagHende Smykker og Ædelstene.Jeg fattige Fisker har intet GuldAt byde min elskede Pige;O Havfru! Din prægtige Borg er jo fuldAf Perler, som groe i dit Rige.Mit Liv er tilfals,Om den deilige HalsDu skjænker et Halsbaand af slige.Nei, Perler vil sandelig ikke forslaaeAt binde din Kjærligheds Lænke;Til Fæstensgave du give maaDet Bedste, som du kan tænke:Det himmelblaa Hav,Din Vugge, din Grav,Det maa du din Elskede skjænke.Og kunde du fange ved snedig ListFreyas funklende Stjerne,Da vilde din Mø sig glæde forvist,Thi Elskende skue den gjerne.Er Havet din Lyst,Er Stjernen din Trøst,Da vinker dit Haab i det Fjerne.Men Fiskeren mærker den Havfrues Ord;Flux iler han hjem i sin Have;Der voxer en Aster, Stjerne paa JordBlandt ringere Blomster og lave.Hans trofaste HaandMed et himmelblaat BaandDen giver i Fæstensgave.Nu bringe de Andre Klenodier frem,Hun tager dem, neier og smiler,Dog knap med et Blik betragter hun dem,Paa Blomsten Øiet kun hviler.Dig Freya har sendt,Jeg Stjernen har kjendt!Og flux i hans Arme hun iler.I Vuggen af Havet vaagnede opKjærligheds hulde Gudinde;Fra Havet steg hun til Himlens Top,Hvor hun som Stjerne mon skinne.O Beiler, din HaandMed Blomst og med BaandEnd Kjærligheds Rige kan vinde.
Den Fisker han monne ved Strandbredden gaae,De Bølger saa sagtelig rinde.En Havfrue dandser paa Bølgen blaa,Der kruses af Sommervinde.Hvi ganger du der,Min Ungersvend kjær?O siig, hvad du haver isinde!
Jeg fæste mig vil saa deilig en Brud,Dog ikke jeg beiler alene,Thi om at elske en Mø saa prudSig tusinde Svende forene,Og bringe i MagHver evige DagHende Smykker og Ædelstene.
Jeg fattige Fisker har intet GuldAt byde min elskede Pige;O Havfru! Din prægtige Borg er jo fuldAf Perler, som groe i dit Rige.Mit Liv er tilfals,Om den deilige HalsDu skjænker et Halsbaand af slige.
Nei, Perler vil sandelig ikke forslaaeAt binde din Kjærligheds Lænke;Til Fæstensgave du give maaDet Bedste, som du kan tænke:Det himmelblaa Hav,Din Vugge, din Grav,Det maa du din Elskede skjænke.
Og kunde du fange ved snedig ListFreyas funklende Stjerne,Da vilde din Mø sig glæde forvist,Thi Elskende skue den gjerne.Er Havet din Lyst,Er Stjernen din Trøst,Da vinker dit Haab i det Fjerne.
Men Fiskeren mærker den Havfrues Ord;Flux iler han hjem i sin Have;Der voxer en Aster, Stjerne paa JordBlandt ringere Blomster og lave.Hans trofaste HaandMed et himmelblaat BaandDen giver i Fæstensgave.
Nu bringe de Andre Klenodier frem,Hun tager dem, neier og smiler,Dog knap med et Blik betragter hun dem,Paa Blomsten Øiet kun hviler.Dig Freya har sendt,Jeg Stjernen har kjendt!Og flux i hans Arme hun iler.
I Vuggen af Havet vaagnede opKjærligheds hulde Gudinde;Fra Havet steg hun til Himlens Top,Hvor hun som Stjerne mon skinne.O Beiler, din HaandMed Blomst og med BaandEnd Kjærligheds Rige kan vinde.
(EfterTiecki Genoveva. Til Musik af Weyse.)
Hist i Kreds af nøgne Fjelde,Hvor de dunkle Pile staae,Hvor de stille Kilder vælde,Ønsker jeg min Grav at faae.Hist i Eensomhedens tause DalRo jeg søger for mit Hjertes Qval.Grumt forskjød hun en Bedrøvet,Og hun var saa sød, saa smuk.Tusind Taarer randt i Støvet,Hun foragted Bøn og Suk.Søg da Ro for dette Hjertes Qval,Søg en Grav i denne stille Dal!Ak! jeg haabed! Nu mig slipperHaabet selv, jeg stoled paa.Hist i Kreds af nøgne Klipper,Hvor de dunkle Pile staae,I den kjølige, den fjerne DalFind en Grav, og end dit Hjertes Qval!
Hist i Kreds af nøgne Fjelde,Hvor de dunkle Pile staae,Hvor de stille Kilder vælde,Ønsker jeg min Grav at faae.Hist i Eensomhedens tause DalRo jeg søger for mit Hjertes Qval.
Grumt forskjød hun en Bedrøvet,Og hun var saa sød, saa smuk.Tusind Taarer randt i Støvet,Hun foragted Bøn og Suk.Søg da Ro for dette Hjertes Qval,Søg en Grav i denne stille Dal!
Ak! jeg haabed! Nu mig slipperHaabet selv, jeg stoled paa.Hist i Kreds af nøgne Klipper,Hvor de dunkle Pile staae,I den kjølige, den fjerne DalFind en Grav, og end dit Hjertes Qval!
Vaagn, du Søde!Over Dalen tindrer Nattens Stjerne,Smiler til det hulde Stævnemøde,Hvor de To forenes gjerne.Bag ved hine dugbesprængte HøieVinker Elskovs Rige.Følg mig did, o Elskte! Lad dit ØieAabnes huldt, og lad dets Blik mig sige:"Jeg vil ei for dine kjælne SukkeHjertet lukke."Kom, o Søde!See paa Blomsterne ved Elskovs Stjerne!Deres lukte Bægere sig mødeTil et Brudekys, som Amor gjerneSkuer fra Olympens gyldne Høie.Al Naturens RigeSværmer, ene seet af Himlens Øie.O, vaagn op! Hvad kan en Drøm dig sige?Vil du, medens Skovens Duer sukke,Øiet lukke?Hviil kun, Søde,Paa dit dunkle Bolster, lig en Stjerne!Drøm om mig! Mit Suk skal Drømmen møde,Begge To skal favnes ømt og gjerne,Og min Sang skal Drømmens Lyst forhøie.Digtekunstens RigeAabner helst sig for et lukket Øie.Hvad du end imorgen monne sige,Ingen, Ingen kan for Sang og SukkeHjertet lukke.
Vaagn, du Søde!Over Dalen tindrer Nattens Stjerne,Smiler til det hulde Stævnemøde,Hvor de To forenes gjerne.Bag ved hine dugbesprængte HøieVinker Elskovs Rige.Følg mig did, o Elskte! Lad dit ØieAabnes huldt, og lad dets Blik mig sige:"Jeg vil ei for dine kjælne SukkeHjertet lukke."
Kom, o Søde!See paa Blomsterne ved Elskovs Stjerne!Deres lukte Bægere sig mødeTil et Brudekys, som Amor gjerneSkuer fra Olympens gyldne Høie.Al Naturens RigeSværmer, ene seet af Himlens Øie.O, vaagn op! Hvad kan en Drøm dig sige?Vil du, medens Skovens Duer sukke,Øiet lukke?
Hviil kun, Søde,Paa dit dunkle Bolster, lig en Stjerne!Drøm om mig! Mit Suk skal Drømmen møde,Begge To skal favnes ømt og gjerne,Og min Sang skal Drømmens Lyst forhøie.Digtekunstens RigeAabner helst sig for et lukket Øie.Hvad du end imorgen monne sige,Ingen, Ingen kan for Sang og SukkeHjertet lukke.
Lette Bølge! naar du blaaner,Gjennemsigtig, lys og klar,Himlens Farveskjær du laaner,Selv du ingen Farve har.Himlen ei, kun Himlens BilledHviler i din dybe Favn;Aldrig er din Længsel stillet,Den er evig, som dit Savn.Bølge! hvor du klarest rinder,Speiles Himlen i dit Bad;Ak! din Længsel Hjertet minderOm hvad Skjæbnen skiller ad.Hjerte! du bør ikke klage!Selv Naturen føler Savn;Trøst dig, hvis du har tilbageKun et Billed og et Navn.
Lette Bølge! naar du blaaner,Gjennemsigtig, lys og klar,Himlens Farveskjær du laaner,Selv du ingen Farve har.Himlen ei, kun Himlens BilledHviler i din dybe Favn;Aldrig er din Længsel stillet,Den er evig, som dit Savn.
Bølge! hvor du klarest rinder,Speiles Himlen i dit Bad;Ak! din Længsel Hjertet minderOm hvad Skjæbnen skiller ad.Hjerte! du bør ikke klage!Selv Naturen føler Savn;Trøst dig, hvis du har tilbageKun et Billed og et Navn.
Hvad toner gjennem SkovenI Nattens Vind?Hvad risler gjennem VovenI Maaneskin?Om Elskov Fuglen syngerMed smeltet Røst,Den hvide Bølge gyngerMed Elskovs Lyst.Hvorfor mon Skyen svæverHen over Jord?Hvad mægtig Længsel hæverDens lette Flor?Naar taarefuld den svømmerPaa Himlens Vei,Om Kjærlighed den drømmer,Men veed det ei.Søvngjængere paa HimlenI natlig Dands,Ved Lys af StjernevrimlenOg Maanens Glands!Min Længsel Eder kaarer,Den er Jer lig:Den drømmer, og i TaarerUdgyder sig.
Hvad toner gjennem SkovenI Nattens Vind?Hvad risler gjennem VovenI Maaneskin?Om Elskov Fuglen syngerMed smeltet Røst,Den hvide Bølge gyngerMed Elskovs Lyst.
Hvorfor mon Skyen svæverHen over Jord?Hvad mægtig Længsel hæverDens lette Flor?Naar taarefuld den svømmerPaa Himlens Vei,Om Kjærlighed den drømmer,Men veed det ei.
Søvngjængere paa HimlenI natlig Dands,Ved Lys af StjernevrimlenOg Maanens Glands!Min Længsel Eder kaarer,Den er Jer lig:Den drømmer, og i TaarerUdgyder sig.
Konning Volmer drager afsted paa Jagt,Hannem følge hundrede Svende;Duggen har sig paa Marken lagt,Skoven lufter sin grønne Pragt,For kjølig Hilsen at sende.Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.Konning Volmer drager ad lønlig StiUnder Løvet, som skygger foroven.Tyst ham svæver en Skygge forbi,Følge han vil, han naaer det Fri, —Men Skyggen svinder i Skoven.Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.Konning Volmer vanker ved Søens Bred,Hvor i Sivene Skummet bruser,Nærved hører han kjendte Fjed,Vender sig snelt, — kun et øde StedHan øined, hvor Vinden suser.Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.Kong Volmer vanker i RosenslundUnder Aftnens Rose paa Himlen,Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund;Kommer han atter ved natlig Stund,Da lyser ham Stjernevrimlen.Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad,Som da Volmer skiltes fra Tove!Trøst ei findes i Rosens Blad,Stjernernes Glimten, Duggens Bad;Hvad hjelpe de grønne Skove?Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer drager afsted paa Jagt,Hannem følge hundrede Svende;Duggen har sig paa Marken lagt,Skoven lufter sin grønne Pragt,For kjølig Hilsen at sende.Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer drager ad lønlig StiUnder Løvet, som skygger foroven.Tyst ham svæver en Skygge forbi,Følge han vil, han naaer det Fri, —Men Skyggen svinder i Skoven.Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer vanker ved Søens Bred,Hvor i Sivene Skummet bruser,Nærved hører han kjendte Fjed,Vender sig snelt, — kun et øde StedHan øined, hvor Vinden suser.Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Kong Volmer vanker i RosenslundUnder Aftnens Rose paa Himlen,Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund;Kommer han atter ved natlig Stund,Da lyser ham Stjernevrimlen.Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad,Som da Volmer skiltes fra Tove!Trøst ei findes i Rosens Blad,Stjernernes Glimten, Duggens Bad;Hvad hjelpe de grønne Skove?Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Ved Qveld, ved Nat,I Skov, i KratJægerne fare.Hornene klinge, Hundene gjøe,Hør Echo svareFra Gurre-Sø!Afsted! uforsagt!Her er Kong Valdemars vilde Jagt!I Bøg, i Eg,Til Hornets LegUglerne tude.Sæden paa Marken trampe vi ned,Lad Alt bebudeVort tunge Fjed!Afsted! uforsagt!Her er Kong Valdemars vilde Jagt!Vi storme vildt,Vi fange snildtDyret i Hule.Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,Lad Barnet skjuleSig ræd i Seng!Af sted! uforsagt!Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
Ved Qveld, ved Nat,I Skov, i KratJægerne fare.Hornene klinge, Hundene gjøe,Hør Echo svareFra Gurre-Sø!Afsted! uforsagt!Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
I Bøg, i Eg,Til Hornets LegUglerne tude.Sæden paa Marken trampe vi ned,Lad Alt bebudeVort tunge Fjed!Afsted! uforsagt!Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
Vi storme vildt,Vi fange snildtDyret i Hule.Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,Lad Barnet skjuleSig ræd i Seng!Af sted! uforsagt!Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
Mel.: Tyrolervise:Vom Wald bin i füra.