Skjøn Jomfru, som sidderI Vinduet hist,Og lytter til QvidderAf Fuglen paa Qvist,Eia! Eia!O glem dog din Kulde,Formild dog dit Sind,Og luk mig, du HuldeI Kammeret ind!Eia!Hr. Ridder i Vaaben,Hvi klynker du saa?See, Døren er aaben,Den kjender ei Slaa.Eia! Eia!Men Veien at kjendeFørst lære du maa:Ved Kirken derhenneDer banker du paa.Eia!Den Vei er besværlig,O Jomfru saa prud!En Stige du kjærligKan hænge herud!Eia! Eia!Nei, Ridder, saa MangenFra Stiger faldt ned;Men Kirkedørs-GangenEr sikker og bred.Eia!
Skjøn Jomfru, som sidderI Vinduet hist,Og lytter til QvidderAf Fuglen paa Qvist,Eia! Eia!O glem dog din Kulde,Formild dog dit Sind,Og luk mig, du HuldeI Kammeret ind!Eia!
Hr. Ridder i Vaaben,Hvi klynker du saa?See, Døren er aaben,Den kjender ei Slaa.Eia! Eia!Men Veien at kjendeFørst lære du maa:Ved Kirken derhenneDer banker du paa.Eia!
Den Vei er besværlig,O Jomfru saa prud!En Stige du kjærligKan hænge herud!Eia! Eia!Nei, Ridder, saa MangenFra Stiger faldt ned;Men Kirkedørs-GangenEr sikker og bred.Eia!
Mel.:Reposons nous ici tous deux.
Det, som min Læbe stammer svagt,Har dig forlængst mit Øie sagt.O, hvis du kjender Elskovs Magt,Saa veed du hvad jeg har at sige!Lyt kun til al Naturens Rige!Hør, Fuglen synger det i Qveld,Hør det i Luft, i Kildevæld!Og du vil spørge mig endnu?:,:Du veed det, du veed det!Min Hemmelighed kjender du!:,:Det, som din Læbe stammer svagt,Har mig forlængst dit Øie sagt.O, hvis du kjender Elskovs Magt,Saa veed du hvad jeg har at svare!Hvad kan jeg meer dig aabenbare?Lyt til hver Klang i Skov og Krat,Ved lyse Dag, ved mørke Nat!Og du vil spørge mig endnu?:,:Du veed det, du veed det!Min Hemmelighed kjender du!:,:Hvad du mig sagde huld og øm,Alt længe var mit Hjertes Drøm.Jeg hørte det i Luft, i Strøm;Tidt spurgte jeg derom i Dalen,Og Svaret gav mig Nattergalen.O, men du selv nu svarer mig!Huldt toner det: jeg elsker dig!Jeg vil ei spørge meer — o nei!:,:Jeg veed det, jeg veed det!Din Hemmelighed kjender jeg!:,:
Det, som min Læbe stammer svagt,Har dig forlængst mit Øie sagt.O, hvis du kjender Elskovs Magt,Saa veed du hvad jeg har at sige!Lyt kun til al Naturens Rige!Hør, Fuglen synger det i Qveld,Hør det i Luft, i Kildevæld!Og du vil spørge mig endnu?:,:Du veed det, du veed det!Min Hemmelighed kjender du!:,:
Det, som din Læbe stammer svagt,Har mig forlængst dit Øie sagt.O, hvis du kjender Elskovs Magt,Saa veed du hvad jeg har at svare!Hvad kan jeg meer dig aabenbare?Lyt til hver Klang i Skov og Krat,Ved lyse Dag, ved mørke Nat!Og du vil spørge mig endnu?:,:Du veed det, du veed det!Min Hemmelighed kjender du!:,:
Hvad du mig sagde huld og øm,Alt længe var mit Hjertes Drøm.Jeg hørte det i Luft, i Strøm;Tidt spurgte jeg derom i Dalen,Og Svaret gav mig Nattergalen.O, men du selv nu svarer mig!Huldt toner det: jeg elsker dig!Jeg vil ei spørge meer — o nei!:,:Jeg veed det, jeg veed det!Din Hemmelighed kjender jeg!:,:
Mel.:Ich kenn' ein Mädchen zart und fein.
Der er i Himlen en Dreng saa smuk,Troe du mig!Han hører alle Smaapigers Suk,Troe du mig!Han fører demTil Himlen hjem.Naar Midnat hviler paa Mark og Eng,Troe du mig!Saa staaer han venlig ved Barnets Seng,Troe du mig!I Favn saa tætHan tager det.Og flyver med det til Himlen blaa,Troe du mig!Høit over alle de Stjerner smaa,Troe du mig!Der er en SalSaa høi og sval.Og tænk kun ikke, vi lege der!Troe du mig!Fornuftigt taler han med Enhver,Troe du mig!Hvad her er glemt,Hist læres nemt.Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar,Troe du mig!Fast Intet dog jeg at vide faaer,Troe du mig!Det Lidt jeg kan,Mig lærte han.
Der er i Himlen en Dreng saa smuk,Troe du mig!Han hører alle Smaapigers Suk,Troe du mig!Han fører demTil Himlen hjem.
Naar Midnat hviler paa Mark og Eng,Troe du mig!Saa staaer han venlig ved Barnets Seng,Troe du mig!I Favn saa tætHan tager det.
Og flyver med det til Himlen blaa,Troe du mig!Høit over alle de Stjerner smaa,Troe du mig!Der er en SalSaa høi og sval.
Og tænk kun ikke, vi lege der!Troe du mig!Fornuftigt taler han med Enhver,Troe du mig!Hvad her er glemt,Hist læres nemt.
Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar,Troe du mig!Fast Intet dog jeg at vide faaer,Troe du mig!Det Lidt jeg kan,Mig lærte han.
Melodie afBorchorst.
O fly for Amors Snare,Betragt ei Gudens Glands!Hver Straale bringer Fare,Forvirrer strax din Sands.O vogt dig, vogt dig, Pige,Vær for hans Straaler blind,Thi gjennem Øiet snigeDe sig i Hjertet ind.O flye for Amors Snare,Hør ei hans Smiger-Ord!Hvert af dem bringer Fare,Hvis deres Lyd du troer.O vogt dig, vogt dig, Pige,For dem dit Øre luk,Thi gjennem Øret snigeSig Løfte, Bøn og Suk.
O fly for Amors Snare,Betragt ei Gudens Glands!Hver Straale bringer Fare,Forvirrer strax din Sands.O vogt dig, vogt dig, Pige,Vær for hans Straaler blind,Thi gjennem Øiet snigeDe sig i Hjertet ind.
O flye for Amors Snare,Hør ei hans Smiger-Ord!Hvert af dem bringer Fare,Hvis deres Lyd du troer.O vogt dig, vogt dig, Pige,For dem dit Øre luk,Thi gjennem Øret snigeSig Løfte, Bøn og Suk.
Melodie afWeyse.
Amor gaaer omkring og tigger,Lig en fattig Dreng og blind,Som med simple SvovelstikkerLister sig i Huset ind.Rundt i alle Byens Gader,Over Torve, Promenader,Gaaer han, selv i Østenvind,Rødmende med frossen Kind.Nu gjør han mangt et ydmygt Buk,Og veed saa nette Ting at sige.Han drager dybt et Hjertesuk,Og siger: Hjelp mig, smukke Pige!Og giv saa Lidet som du vil!Jeg siger aldrig Nei dertil."Blinde Dreng!" man hører sige!"Bliv fra mig med Bøn og Suk!"Hvoraf veed du, jeg er Pige?"Hvoraf veed du, jeg er smuk?"Smukke, Stygge, Piger, Koner,"Unge, Gamle, Børn, Matroner,"For dem Alle staaer du frem,"Ramser Lectien op for dem."O kjære Dame! bliv ei vred:Saa svarer han: Du huld tilgive!Nei, hvad du er, jeg ikke veed,Men vel hvad du for mig kan blive.Thi hver som føler ved mit Suk,Enhver som lindrer ømt min Smerte,Er altid ung, er altid smuk,Er altid Pige — for mit Hjerte.Derfor bør man ikke skjændePaa den Bedende med Had,Thi hvor let kan det sig hænde,At det Amor var, som, bad?Siger ei den gyldne Lære,At du skal barmhjertig være?Thi du selv, før du det veed,Trænger til Barmhjertighed.
Amor gaaer omkring og tigger,Lig en fattig Dreng og blind,Som med simple SvovelstikkerLister sig i Huset ind.Rundt i alle Byens Gader,Over Torve, Promenader,Gaaer han, selv i Østenvind,Rødmende med frossen Kind.
Nu gjør han mangt et ydmygt Buk,Og veed saa nette Ting at sige.Han drager dybt et Hjertesuk,Og siger: Hjelp mig, smukke Pige!Og giv saa Lidet som du vil!Jeg siger aldrig Nei dertil.
"Blinde Dreng!" man hører sige!"Bliv fra mig med Bøn og Suk!"Hvoraf veed du, jeg er Pige?"Hvoraf veed du, jeg er smuk?"Smukke, Stygge, Piger, Koner,"Unge, Gamle, Børn, Matroner,"For dem Alle staaer du frem,"Ramser Lectien op for dem."
O kjære Dame! bliv ei vred:Saa svarer han: Du huld tilgive!Nei, hvad du er, jeg ikke veed,Men vel hvad du for mig kan blive.Thi hver som føler ved mit Suk,Enhver som lindrer ømt min Smerte,Er altid ung, er altid smuk,Er altid Pige — for mit Hjerte.
Derfor bør man ikke skjændePaa den Bedende med Had,Thi hvor let kan det sig hænde,At det Amor var, som, bad?Siger ei den gyldne Lære,At du skal barmhjertig være?Thi du selv, før du det veed,Trænger til Barmhjertighed.
Melodie afWeyse.
En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer?Saa stor en Fortræd jeg ikke deri seer.Og selv om man engang sit Hjerte lod fange,Man døer ei strax deraf, ... min Søster, vær ei bange!See Kjærlighedsguden! som Betler han gaaer,Og samler det Lidt, som han af Mildhed faaer.For ham, som for Enhver, er Tiderne trange,Han nøies med en Skjærv, ... min Søster, vær ei bange!Et følende Smiil, et medlidende SvarKan gives af Den, som ellers Intet har;Og hvis alligevel han Meer tør forlange,Viis ham til Andre hen, ... min Søster, vær ei bange!
En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer?Saa stor en Fortræd jeg ikke deri seer.Og selv om man engang sit Hjerte lod fange,Man døer ei strax deraf, ... min Søster, vær ei bange!
See Kjærlighedsguden! som Betler han gaaer,Og samler det Lidt, som han af Mildhed faaer.For ham, som for Enhver, er Tiderne trange,Han nøies med en Skjærv, ... min Søster, vær ei bange!
Et følende Smiil, et medlidende SvarKan gives af Den, som ellers Intet har;Og hvis alligevel han Meer tør forlange,Viis ham til Andre hen, ... min Søster, vær ei bange!
Mel.:N'oubliez pas l'heure du rendez-vous.
Naar Aftenglands og MorgenrødeTil Brudekys ved matte StjerneskjærSamles i korte, fortrolige Møde,Da er det Tid, og da mødes vi her.Naar svage Lys i Sommernatten glimte,Naar Sangerskaren er taus i Mark og Træer,Naar fjerne Seil vi paa Bugten kun skimte,Da er det Tid, og da mødes vi her.Glem Tiden ei! — Hvis det sukker i Lunden,Vanker et Gjenfærd mellem disse Træer,Hæves urolig din Barm i Midnatsstunden,Da er det Tid, thi da spøger jeg her.Elskendes Tanker ved Afsked sig nærme,Nærheden blender, den skiller kun ad.Frastandens Nat! ved din Maane de sværme;Da er det Tid, og da mødes man glad.
Naar Aftenglands og MorgenrødeTil Brudekys ved matte StjerneskjærSamles i korte, fortrolige Møde,Da er det Tid, og da mødes vi her.
Naar svage Lys i Sommernatten glimte,Naar Sangerskaren er taus i Mark og Træer,Naar fjerne Seil vi paa Bugten kun skimte,Da er det Tid, og da mødes vi her.
Glem Tiden ei! — Hvis det sukker i Lunden,Vanker et Gjenfærd mellem disse Træer,Hæves urolig din Barm i Midnatsstunden,Da er det Tid, thi da spøger jeg her.
Elskendes Tanker ved Afsked sig nærme,Nærheden blender, den skiller kun ad.Frastandens Nat! ved din Maane de sværme;Da er det Tid, og da mødes man glad.
Mel.: En spansk Bolero.
I Dandsen du mig møder,Farvel! du flyer igjen.Den Lov, som drog dig hen,Dig nu tilbage støder.I hver en Tone spilles"Farvel" med sagte Klang.Vi samles paa vor Gang,Kun for igjen at skilles.Man mister hvad man finder;Farvel! det er forbi.Paa Livets korte StiMan løser hvad man binder.Vi tabe hvad vi kaare;"Farvel" er Livets Ord;I hvert et flygtigt SporEr lagt en Elskovstaare.Du bort fra mig dig fjerner;Farvel! forlad din Ven!Din Vei dig fører henI Lys af andre Stjerner.
I Dandsen du mig møder,Farvel! du flyer igjen.Den Lov, som drog dig hen,Dig nu tilbage støder.
I hver en Tone spilles"Farvel" med sagte Klang.Vi samles paa vor Gang,Kun for igjen at skilles.
Man mister hvad man finder;Farvel! det er forbi.Paa Livets korte StiMan løser hvad man binder.
Vi tabe hvad vi kaare;"Farvel" er Livets Ord;I hvert et flygtigt SporEr lagt en Elskovstaare.
Du bort fra mig dig fjerner;Farvel! forlad din Ven!Din Vei dig fører henI Lys af andre Stjerner.
Mel.:O pescator dell' onda, fidelin.
Nu Tordenskyen trækkerAd den Kant.Ei meer den os forskrækker;Den forsvandt.Med fjerne Brag og LynHen ad Sverrig til den driver,Himlen aabner sine Bryn,Og opliverSit Syn.O gid jeg flyve kundeSom en Sky,Hen over grønne LundeLangt fra By!Var jeg i slet Humeur,Vilde jeg min Vredes TordenSlynge ned paa Folk og Køer,Gjøre JordenLidt ør.Men nu maa jeg desværreVisselig,See til at blive HerreOver mig.Nu faaer jeg vente her,Hvor en Tordenregn mig dypper,Og endskjøndt den standset er,Det dog drypperFra Træer.Snart Solen Vand vil drikkeUd af Sky.Man snart behøver ikkeParaply.Snart aander Alting frit;Ene jeg staaer som i Fængsel,Lytter efter hvert et Skridt;Ja min LængselGaaer vidt!
Nu Tordenskyen trækkerAd den Kant.Ei meer den os forskrækker;Den forsvandt.Med fjerne Brag og LynHen ad Sverrig til den driver,Himlen aabner sine Bryn,Og opliverSit Syn.
O gid jeg flyve kundeSom en Sky,Hen over grønne LundeLangt fra By!Var jeg i slet Humeur,Vilde jeg min Vredes TordenSlynge ned paa Folk og Køer,Gjøre JordenLidt ør.
Men nu maa jeg desværreVisselig,See til at blive HerreOver mig.Nu faaer jeg vente her,Hvor en Tordenregn mig dypper,Og endskjøndt den standset er,Det dog drypperFra Træer.
Snart Solen Vand vil drikkeUd af Sky.Man snart behøver ikkeParaply.Snart aander Alting frit;Ene jeg staaer som i Fængsel,Lytter efter hvert et Skridt;Ja min LængselGaaer vidt!
Mel.:Auf, es dunkelt. (Spohr.)
Himlen smiler,Solen ilerNed mod Vest bag fjerne Træer,Mens i Øst en Bro er bygget,FarvesmykketI violblaat Aftenskjær.Mildt det lufter,Græsset dufter,Perler dække hvert et Blad,Blomst til Blomst er kjærlig klynget,Frisk, foryngetVed det kolde Styrtebad.Efter VarmenAander BarmenLuften, som er sval og ny.Hjertet haaber paa det Fjerne,Flagrer gjerneMod den lyse Purpursky.Himlen, aabenFor vor Haaben,Er en Udsigt viid og skjøn,Og dens fjerne VioletteSiger dette:Haabet selv er Haabets Løn.
Himlen smiler,Solen ilerNed mod Vest bag fjerne Træer,Mens i Øst en Bro er bygget,FarvesmykketI violblaat Aftenskjær.Mildt det lufter,Græsset dufter,Perler dække hvert et Blad,Blomst til Blomst er kjærlig klynget,Frisk, foryngetVed det kolde Styrtebad.
Efter VarmenAander BarmenLuften, som er sval og ny.Hjertet haaber paa det Fjerne,Flagrer gjerneMod den lyse Purpursky.Himlen, aabenFor vor Haaben,Er en Udsigt viid og skjøn,Og dens fjerne VioletteSiger dette:Haabet selv er Haabets Løn.
Naar Vandringsmanden mellem Mark og EngeAd Landeveien gjennem Sjælland gaaer,Da seer han, naar til Slagelse han naaer,En lille Høi paa blomsterklædte Vænge.Et Kors af Træ har staaet paa Høien længe:Endnu idag paa samme Sted det staaer.Dets Hellighed, saa godt, som jeg formaaer,Jeg eder tolke vil ved Harpens Strænge.Af Troens Kraft besjælet, jeg forsøgerEnfoldeligen at fortælle her,Hvad jeg har læst derom i gamle Bøger.Saa laaner mig da villig eders Øre!Forsamler jer ved disse høie Træer,Og lader Sangen eders Hjerter røre!
Naar Vandringsmanden mellem Mark og EngeAd Landeveien gjennem Sjælland gaaer,Da seer han, naar til Slagelse han naaer,En lille Høi paa blomsterklædte Vænge.Et Kors af Træ har staaet paa Høien længe:Endnu idag paa samme Sted det staaer.Dets Hellighed, saa godt, som jeg formaaer,Jeg eder tolke vil ved Harpens Strænge.Af Troens Kraft besjælet, jeg forsøgerEnfoldeligen at fortælle her,Hvad jeg har læst derom i gamle Bøger.Saa laaner mig da villig eders Øre!Forsamler jer ved disse høie Træer,Og lader Sangen eders Hjerter røre!
Der var engang i længst forsvundne DageI Slagelse en Præst, som Anders hed.I Dyd og Fromhed ei han havde Mage,Han forestod Sanct Petri Menighed.Ham længtes til Jerusalem at drage,Og knæle ved sin Frelsers Gravhøi ned,Thi drog han bort fra Herthas grønne Skove,Selv tolvte Mand, hen over mørken Vove.Den lette Snekke skjød sig hurtigt frem,De seiled dagligen et mægtigt Stykke,Og naaede snarlig til Jerusalem,Og takked Gud for deres gode Lykke,Til Christi Grav de strax begave dem,At løses fra de Synder, som dem trykke.Med fromme Taarer Frelseren de bade,At Synderne han vilde dem forlade.Da nu Husvalelse og Trøst de finge,Gik de fra Graven, og forlode den.Til verdslig Dont de Pillegrimme ginge,Men Anders vendte dagligen igjen.Hvergang som Klokkerne til Messe ringe,Saa vandrer han til Jesus-Graven hen.De Andre tabe sig i jordisk Handel,Han tænker blot paa Jesu Christi Vandel.Sær da Skærtorsdag og Langfredag kom,Da kunde han sig ei fra Graven skille.Da mon han Jesu Lidelser og DomMed fromme Taarer sig for Øie stille:Gethsemane med Petrus, Judas, somForraadte ham; hvordan han bar saa stilleDet bittre Kors, den tunge Martyrkrone,Hvorved han maatte Gud med os forsone.Den næste Dag forsvandt, og Solen stodNu Paaskemorgen over Havets Flade.Da kom de Andre: Vinden er os god,Nu maae vi strax Jerusalem forlade!Saa raabte de med Munterhed og Mod,Og Anders om at skynde sig de bade.Vel, svared Anders, jeg vil ikke dvæle,Dog lad os først engang ved Graven knæle.Nei, raabte de, det blive vil for silde;En Time fast har Solen været oppe;Nu kan vi ei med Knælen Tiden spilde. —Saa vandrer da iforveien til Joppe,Var Anders Ord, om ei I bede ville.Jegventes under hine Palmetoppe,Hvor efter Torsdags- og Langfredags-SorgenJeg Glæden nyde vil paa Paaskemorgen.Saa talt, han vandrede til Graven hen;Der var en Sværm af fromme Mænd tilstede;Den kjendte Anders, og han kjendte den,Thi deelte han med den sit Hjertes Glæde.Han talte for den om Opstandelsen,Og læste Messer og af Fryd mon græde.Da sagde han Farvel, og gik til Joppe,Men Solen høit paa Himmelen var oppe.Da did han kom paa lysen Formiddag,Ak see! da var det danske Skib jo borte!De haarde Hjerter, som en verdslig SagSaa tidlig havde ført fra Jorsals Porte,Forlode ham. Han saae det røde FlagAt vugges fjernt paa Bølgerne de sorte.Alene stod han og forladt tilbage,Betroede Vindene sin bittre Klage.Ei kunde han sin dybe Sorg fordølge,Hans Taarer runde ned i salten Sø.Ak, sukked han, jeg eder ei skal følgeTilbage til min elskte Fædreø,Ei skue meer den danske Skov og Bølge!O hulde Frelser, lad mig heller døe!Lad blidt mig slumre hen i dine Arme! —Saa bad han høit med Taarer og med Varme.Men Vinden spotter ad den Armes Klage,Og fører Skibet bort alt meer og meer.Fuldendt er snart den saligste blandt Dage,Thi Solen alt fra Vesterhimlen leer.Veemodig Anders, vandrende tilbage,Mod Staden gaaer, da pludselig han seer,Mens Noget rasler ved hans høire Side,En venlig Herre paa et Æsel ride.Hans Kjortel simpel var, men lys og reen,Hans Miner saare venlige og milde,Og i sin Haand han holdt en Palmegreen,Og sagde: Kjære Ven, det bliver silde,Og jeg kan mærke, du har trætte Been,Du kunde snart i Skoven dig forvilde.Kom, sæt dig op, om du med mig vil være;Det samme Dyr os begge To kan bære.Forundret stirred Anders længe frem,Og sagde: Siig, hvorhen vil du da ride? —Min Ven, jeg rider til Jerusalem,Gjensvarte han. Da ved den Herres SideSig Anders satte. Æslet gik med demAd Veien hen. Den Herre saae saa blidePaa Anders, at han glemte fast sin Kummer,Og i hans Arme fandt en rolig Slummer.Men da om føie Tid han vaagned op,Da laae han paa en Høi i grønne Dale;Sig friske Blomster hvælved om hans Krop,Udsprungne nys paa Markerne de svale.Han øined Bøgeskovens lyse Top;Hist monne Lærken slaae, her Gjøgen gale:De travle Bier sig omkring ham svinge,Han hører fjernt en Aftenklokke ringe.Han reiste sig, men maatte atter segneTilbage, studsende, jo meer han saae.Thi velbekjendt ham syntes allevegneHver Gjenstand, som hans Øiekast faldt paa,Hvorhen han stirred i de skjønne Egne.Paa Marken monne trende Hyrder gaae:De kom og talte til ham. Da først ganskeForbaustes han; thi deres Ord var danske.Han blev saa underlig, han troer ei hvadHans Øren høre, hvad hans Øine skue.Han reiser sig, han seer forskrækket, gladEn velkjendt By i Aftensolens Lue.O store Gud! Det er hans Fødestad!See Spiret af Sanct Peder og vor Frue,Hans eget og de andre Præsters Sogne!Han ikke kan af sin Forundring vaagne.Han hører end den samme Klokkeklang,Det er Sanct Petri Taarn, hvis Klokker ringe,Og samle Sognets Folk til Aftensang.De kjendte Toner i hans Øre klinge,Han kan ei længer standse nu sin Gang;Til Byen iler han paa Andagts Vinge,Og følger Veien med de mange andreAndægtige, som hen til Kirken vandre.Forundret see paa ham de fromme Sjæle,Og Alle kjende deres Præst igjen,De Gamle bukke sig, de Unge knæle,Og raabe lydt: Velkommen hjem igjen! —Han tale vil, men Glædestaarer qvæleHans Stemme. Taus igjennem Sværmen henTil Kirken gaaer han. Hele Mængden følgerMed Ilen, lig et Havs oprørte Bølger.Og Prækestolen Ingen at bestigeSig vover, siden Anders nu kom hjem,Og alle Folk med Længsel uden LigeForlange høit, at Anders skal staae frem,Og at han atter nu Guds Ord skal sige.Han kan ei dvæle, han maa lyde dem:Han træder frem. I en begeistret TaleHan monne fyrigen sin Andagt male.Paa samme Dag han i JerusalemHoldt Messen, og kom til sit Sogn tilbageI Slagels og holdt Aftensang med dem. —Først efter flere Maaneder og DageDe andre Elleve kom atter hjem,Da først de havde udstaaet mangen PlageAf Storm og Uveir, før den vrede VoveDem vilde bringe hjem til Sjællands Skove.Men da de skued her den fromme Mand,Som i Jerusalem endnu de troede,Især da man fortalte dem, at han,Paa samme Dag, som de ham grumt forlode,Var kommen hjem fra Joppes fjerne Strand,Da bleve de heel underlig tilmode,Da gik af det Mirakel Ord og Rygte,Og tusind Fromme Helgenen besøgte.Og Gud forundte ham at leve længe,Og gav ham Helgenkraft heel meget rar,Paa Solskin kunde han sin Handske hænge;Et nattegammelt Føl ham baaret har,Hvorpaa han indred Byens Mark og EngeTil stor Forundring for Kong Valdemar,Med meget Meer, som min uvante TungeEi værdig er at nævne eller sjunge.Tilsidst han flygted til den dunkle Skov,Og boede der i Klostrets stille Bolig,Indtil han bort fra Verdens Tummel sovHen i en salig Slummer, mild og rolig.Endnu man kalder Slottet Andersskov,Til Minde om den fromme Anders Bolig.I Slagelse, sin Fødeby, med IverSom Helgen og Patron han dyrket bliver.Sanct Anders hviler nu i DødningskriinI Petri Kirke. Men den Høi, hvorpaaHan vaagned trøstet op af Søvnen sin,End kaldes Hvilehøi. Et Kors mon staaeDeroppe med en Indskrift paa Latin,Som halv er slettet ud, men lød som saa:Til Minde om Sanct Anders, som i JoppeIndslumrede, men vaagnede heroppe.
Der var engang i længst forsvundne DageI Slagelse en Præst, som Anders hed.I Dyd og Fromhed ei han havde Mage,Han forestod Sanct Petri Menighed.Ham længtes til Jerusalem at drage,Og knæle ved sin Frelsers Gravhøi ned,Thi drog han bort fra Herthas grønne Skove,Selv tolvte Mand, hen over mørken Vove.
Den lette Snekke skjød sig hurtigt frem,De seiled dagligen et mægtigt Stykke,Og naaede snarlig til Jerusalem,Og takked Gud for deres gode Lykke,Til Christi Grav de strax begave dem,At løses fra de Synder, som dem trykke.Med fromme Taarer Frelseren de bade,At Synderne han vilde dem forlade.
Da nu Husvalelse og Trøst de finge,Gik de fra Graven, og forlode den.Til verdslig Dont de Pillegrimme ginge,Men Anders vendte dagligen igjen.Hvergang som Klokkerne til Messe ringe,Saa vandrer han til Jesus-Graven hen.De Andre tabe sig i jordisk Handel,Han tænker blot paa Jesu Christi Vandel.
Sær da Skærtorsdag og Langfredag kom,Da kunde han sig ei fra Graven skille.Da mon han Jesu Lidelser og DomMed fromme Taarer sig for Øie stille:Gethsemane med Petrus, Judas, somForraadte ham; hvordan han bar saa stilleDet bittre Kors, den tunge Martyrkrone,Hvorved han maatte Gud med os forsone.
Den næste Dag forsvandt, og Solen stodNu Paaskemorgen over Havets Flade.Da kom de Andre: Vinden er os god,Nu maae vi strax Jerusalem forlade!Saa raabte de med Munterhed og Mod,Og Anders om at skynde sig de bade.Vel, svared Anders, jeg vil ikke dvæle,Dog lad os først engang ved Graven knæle.
Nei, raabte de, det blive vil for silde;En Time fast har Solen været oppe;Nu kan vi ei med Knælen Tiden spilde. —Saa vandrer da iforveien til Joppe,Var Anders Ord, om ei I bede ville.Jegventes under hine Palmetoppe,Hvor efter Torsdags- og Langfredags-SorgenJeg Glæden nyde vil paa Paaskemorgen.
Saa talt, han vandrede til Graven hen;Der var en Sværm af fromme Mænd tilstede;Den kjendte Anders, og han kjendte den,Thi deelte han med den sit Hjertes Glæde.Han talte for den om Opstandelsen,Og læste Messer og af Fryd mon græde.Da sagde han Farvel, og gik til Joppe,Men Solen høit paa Himmelen var oppe.
Da did han kom paa lysen Formiddag,Ak see! da var det danske Skib jo borte!De haarde Hjerter, som en verdslig SagSaa tidlig havde ført fra Jorsals Porte,Forlode ham. Han saae det røde FlagAt vugges fjernt paa Bølgerne de sorte.Alene stod han og forladt tilbage,Betroede Vindene sin bittre Klage.
Ei kunde han sin dybe Sorg fordølge,Hans Taarer runde ned i salten Sø.Ak, sukked han, jeg eder ei skal følgeTilbage til min elskte Fædreø,Ei skue meer den danske Skov og Bølge!O hulde Frelser, lad mig heller døe!Lad blidt mig slumre hen i dine Arme! —Saa bad han høit med Taarer og med Varme.
Men Vinden spotter ad den Armes Klage,Og fører Skibet bort alt meer og meer.Fuldendt er snart den saligste blandt Dage,Thi Solen alt fra Vesterhimlen leer.Veemodig Anders, vandrende tilbage,Mod Staden gaaer, da pludselig han seer,Mens Noget rasler ved hans høire Side,En venlig Herre paa et Æsel ride.
Hans Kjortel simpel var, men lys og reen,Hans Miner saare venlige og milde,Og i sin Haand han holdt en Palmegreen,Og sagde: Kjære Ven, det bliver silde,Og jeg kan mærke, du har trætte Been,Du kunde snart i Skoven dig forvilde.Kom, sæt dig op, om du med mig vil være;Det samme Dyr os begge To kan bære.
Forundret stirred Anders længe frem,Og sagde: Siig, hvorhen vil du da ride? —Min Ven, jeg rider til Jerusalem,Gjensvarte han. Da ved den Herres SideSig Anders satte. Æslet gik med demAd Veien hen. Den Herre saae saa blidePaa Anders, at han glemte fast sin Kummer,Og i hans Arme fandt en rolig Slummer.
Men da om føie Tid han vaagned op,Da laae han paa en Høi i grønne Dale;Sig friske Blomster hvælved om hans Krop,Udsprungne nys paa Markerne de svale.Han øined Bøgeskovens lyse Top;Hist monne Lærken slaae, her Gjøgen gale:De travle Bier sig omkring ham svinge,Han hører fjernt en Aftenklokke ringe.
Han reiste sig, men maatte atter segneTilbage, studsende, jo meer han saae.Thi velbekjendt ham syntes allevegneHver Gjenstand, som hans Øiekast faldt paa,Hvorhen han stirred i de skjønne Egne.Paa Marken monne trende Hyrder gaae:De kom og talte til ham. Da først ganskeForbaustes han; thi deres Ord var danske.
Han blev saa underlig, han troer ei hvadHans Øren høre, hvad hans Øine skue.Han reiser sig, han seer forskrækket, gladEn velkjendt By i Aftensolens Lue.O store Gud! Det er hans Fødestad!See Spiret af Sanct Peder og vor Frue,Hans eget og de andre Præsters Sogne!Han ikke kan af sin Forundring vaagne.
Han hører end den samme Klokkeklang,Det er Sanct Petri Taarn, hvis Klokker ringe,Og samle Sognets Folk til Aftensang.De kjendte Toner i hans Øre klinge,Han kan ei længer standse nu sin Gang;Til Byen iler han paa Andagts Vinge,Og følger Veien med de mange andreAndægtige, som hen til Kirken vandre.
Forundret see paa ham de fromme Sjæle,Og Alle kjende deres Præst igjen,De Gamle bukke sig, de Unge knæle,Og raabe lydt: Velkommen hjem igjen! —Han tale vil, men Glædestaarer qvæleHans Stemme. Taus igjennem Sværmen henTil Kirken gaaer han. Hele Mængden følgerMed Ilen, lig et Havs oprørte Bølger.
Og Prækestolen Ingen at bestigeSig vover, siden Anders nu kom hjem,Og alle Folk med Længsel uden LigeForlange høit, at Anders skal staae frem,Og at han atter nu Guds Ord skal sige.Han kan ei dvæle, han maa lyde dem:Han træder frem. I en begeistret TaleHan monne fyrigen sin Andagt male.
Paa samme Dag han i JerusalemHoldt Messen, og kom til sit Sogn tilbageI Slagels og holdt Aftensang med dem. —Først efter flere Maaneder og DageDe andre Elleve kom atter hjem,Da først de havde udstaaet mangen PlageAf Storm og Uveir, før den vrede VoveDem vilde bringe hjem til Sjællands Skove.
Men da de skued her den fromme Mand,Som i Jerusalem endnu de troede,Især da man fortalte dem, at han,Paa samme Dag, som de ham grumt forlode,Var kommen hjem fra Joppes fjerne Strand,Da bleve de heel underlig tilmode,Da gik af det Mirakel Ord og Rygte,Og tusind Fromme Helgenen besøgte.
Og Gud forundte ham at leve længe,Og gav ham Helgenkraft heel meget rar,Paa Solskin kunde han sin Handske hænge;Et nattegammelt Føl ham baaret har,Hvorpaa han indred Byens Mark og EngeTil stor Forundring for Kong Valdemar,Med meget Meer, som min uvante TungeEi værdig er at nævne eller sjunge.
Tilsidst han flygted til den dunkle Skov,Og boede der i Klostrets stille Bolig,Indtil han bort fra Verdens Tummel sovHen i en salig Slummer, mild og rolig.Endnu man kalder Slottet Andersskov,Til Minde om den fromme Anders Bolig.I Slagelse, sin Fødeby, med IverSom Helgen og Patron han dyrket bliver.
Sanct Anders hviler nu i DødningskriinI Petri Kirke. Men den Høi, hvorpaaHan vaagned trøstet op af Søvnen sin,End kaldes Hvilehøi. Et Kors mon staaeDeroppe med en Indskrift paa Latin,Som halv er slettet ud, men lød som saa:Til Minde om Sanct Anders, som i JoppeIndslumrede, men vaagnede heroppe.
Bacchus.
Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmerHid til min Arne? O vær hilset, uventede Gjæst!
Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmerHid til min Arne? O vær hilset, uventede Gjæst!
Amor.
Ikke jeg kommer som Gjæst; jeg har mig i Skoven forvildet,Da jeg til Tartarus nys søgte den eensomme Sti.Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgteHid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Løv;Og jeg hørte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her.Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei!
Ikke jeg kommer som Gjæst; jeg har mig i Skoven forvildet,Da jeg til Tartarus nys søgte den eensomme Sti.Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgteHid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Løv;Og jeg hørte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her.Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei!
Bacchus.
Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton?
Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton?
Amor.
Lethes qvægende Flod søger mit brændende Blik.
Lethes qvægende Flod søger mit brændende Blik.
Bacchus.
Kjære, hvad vil du ved den?
Kjære, hvad vil du ved den?
Amor.
Ak, jeg vil drikke dens Bølge!
Ak, jeg vil drikke dens Bølge!
Bacchus.
Siig mig, spøger du, Barn?
Siig mig, spøger du, Barn?
Amor.
Nei, jeg er tørstig og hed.
Nei, jeg er tørstig og hed.
Bacchus.
Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bæger af Kilden.
Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bæger af Kilden.
Amor.
Nei, det rindende Vand kan ikke lædske min Tørst.Lethes rolige Flod kan ene dæmpe min Flamme.Før mig til Bølgen, thi stærkt trænger min Læbe dertil.
Nei, det rindende Vand kan ikke lædske min Tørst.Lethes rolige Flod kan ene dæmpe min Flamme.Før mig til Bølgen, thi stærkt trænger min Læbe dertil.
Bacchus.
Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien.Men den er lang; du her hvile forinden dig ud,Thi du er træt og mat. Kom! Sæt dig lidt under Ranken,Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft.
Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien.Men den er lang; du her hvile forinden dig ud,Thi du er træt og mat. Kom! Sæt dig lidt under Ranken,Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft.
Amor.
Giv mig Crateren!
Giv mig Crateren!
Bacchus.
Der! — Du Arme, du ryster paa Haanden!
Der! — Du Arme, du ryster paa Haanden!
Amor.
Tak! Det smagte mig godt.
Tak! Det smagte mig godt.
Bacchus.
Drik da lidt mere deraf! —Iler, Mænader, her hid, og dækker Bordet i Skyggen,Krandser Pocalen med Løv, fylder den saa til dens RandMed den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet!Kom, og gjør Løier, Silen! Følger, Satyrer, med ham!Skynd dig, du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Fløite,Kom tilbage med den, blæs os et Stykke derpaa!Alt skal forherlige Festen til Ære for Amor, thi aldrigFør den vingede Gud har Dionysos besøgt. —Men hvor har du din Bue? Hvor er dit Kogger? Du pleierEi dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret.
Drik da lidt mere deraf! —Iler, Mænader, her hid, og dækker Bordet i Skyggen,Krandser Pocalen med Løv, fylder den saa til dens RandMed den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet!Kom, og gjør Løier, Silen! Følger, Satyrer, med ham!Skynd dig, du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Fløite,Kom tilbage med den, blæs os et Stykke derpaa!Alt skal forherlige Festen til Ære for Amor, thi aldrigFør den vingede Gud har Dionysos besøgt. —Men hvor har du din Bue? Hvor er dit Kogger? Du pleierEi dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret.
Amor.
Ak, det er sandt! Jeg glemte dem før hos min Moder i Gnidus;Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig.
Ak, det er sandt! Jeg glemte dem før hos min Moder i Gnidus;Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig.
Bacchus.
Drik, og vær lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe.Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat!
Drik, og vær lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe.Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat!
Amor.
Herlig qvæger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen;Thi Ambrosia kun nød jeg og Nectar tilforn,Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i HavenMangen surrende Bi, røvende Sækken fra den.Men jo sødere Næring, desmeer kun voxte min Flamme.Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til.Nei, den styrker mit Mod, og hæver Kraften, som synker;I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany.Hvor forunderligt! Før, naar i Skovens Mørke jeg lyttedTil de Toner, som Pan lokked af Rørene frem,Blev jeg bedrøvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg følteHjertet at banke, jeg græd, uden at vide, hvorfor;Dog nu hører jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx,Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang,See, hvor Mænaderne dandse dertil, og Satyrerne springe!Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands.Venter! Krandser mig først med Vedbendranker og Viinløv!Ordner jer! Følger mig! Nu Amor skal føre jert Chor.Giv mig Pocalen i Haand! Jeg efter Tacten besprængerJer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang!Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands!Evoë! Evoë! Hil Druernes mægtige Gud!
Herlig qvæger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen;Thi Ambrosia kun nød jeg og Nectar tilforn,Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i HavenMangen surrende Bi, røvende Sækken fra den.Men jo sødere Næring, desmeer kun voxte min Flamme.Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til.Nei, den styrker mit Mod, og hæver Kraften, som synker;I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany.Hvor forunderligt! Før, naar i Skovens Mørke jeg lyttedTil de Toner, som Pan lokked af Rørene frem,Blev jeg bedrøvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg følteHjertet at banke, jeg græd, uden at vide, hvorfor;Dog nu hører jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx,Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang,See, hvor Mænaderne dandse dertil, og Satyrerne springe!Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands.Venter! Krandser mig først med Vedbendranker og Viinløv!Ordner jer! Følger mig! Nu Amor skal føre jert Chor.Giv mig Pocalen i Haand! Jeg efter Tacten besprængerJer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang!Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands!Evoë! Evoë! Hil Druernes mægtige Gud!
Bacchus.
Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus;Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er!See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bægret!Dog nu standser han. Træt har ham Bevægelsen gjort,Thi han sætter sig; alt hans Øienlaage sig lukke;Langsomt synker han ned i det beduggede Græs.Stille! Han sover! Nu, rører jer ei! Tys! Løfter ham sagteOp paa Æslet! — Silen, bliv ikke vred for saa lidt!Selv du efter kan løbe, kan holde dit Æsel i Halen,Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei.Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypperDen i Vinen, og vaad slynger forsigtig den omBegge hans Tindinger og de guldguult bølgende Lokker!Pidsker paa Æslet! Afsted! Ordner jer! følger med mig;Hen til Gnidus vi gaae, og søge Cypressen i Lunden,Hvor han sin Bue har hængt. Sagte vi lægge ham derUnder de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle.Naar han da vaagner, og seer Buen at hænge paa QvistMed det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drømteHele sit Ophold hos mig, eller han tænker maaskee,At ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet,Siger han: "Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig.Drømte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drømmen?Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som eiSlukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten, og giverMod til at taale paany stærkere blussende Glød." —Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukketVed Forglemmelsens Flod, vaagne bedrøvet og tom!Dog nu vil, naar Søvnen er endt, han trøste sig over,At han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjærlighed følt,Vil sin Livstid heller af haabløs Flamme fortæres,End een eneste Dag leve med Sundhed og fri.
Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus;Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er!See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bægret!Dog nu standser han. Træt har ham Bevægelsen gjort,Thi han sætter sig; alt hans Øienlaage sig lukke;Langsomt synker han ned i det beduggede Græs.Stille! Han sover! Nu, rører jer ei! Tys! Løfter ham sagteOp paa Æslet! — Silen, bliv ikke vred for saa lidt!Selv du efter kan løbe, kan holde dit Æsel i Halen,Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei.Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypperDen i Vinen, og vaad slynger forsigtig den omBegge hans Tindinger og de guldguult bølgende Lokker!Pidsker paa Æslet! Afsted! Ordner jer! følger med mig;Hen til Gnidus vi gaae, og søge Cypressen i Lunden,Hvor han sin Bue har hængt. Sagte vi lægge ham derUnder de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle.Naar han da vaagner, og seer Buen at hænge paa QvistMed det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drømteHele sit Ophold hos mig, eller han tænker maaskee,At ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet,Siger han: "Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig.Drømte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drømmen?Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som eiSlukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten, og giverMod til at taale paany stærkere blussende Glød." —Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukketVed Forglemmelsens Flod, vaagne bedrøvet og tom!Dog nu vil, naar Søvnen er endt, han trøste sig over,At han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjærlighed følt,Vil sin Livstid heller af haabløs Flamme fortæres,End een eneste Dag leve med Sundhed og fri.
(Fremsagt af Madame Wexschall den 26. Februar 1826.)
Det var en gammel Skik i disse Lande,Naar Vinterstormen raste, Sneen fyged,At samle sig ved Arnens muntre Lue,Og ved et Eventyr forkorte Tiden.Dog denne Skik forsvandt, som mangen anden.Nu samler man sig før i Kunstens Tempel,Hvor Arnens Lue blev en Alterild,Usynlig vel for Øiet, men dog qvægsomFor Aand og Hjerte, som den ofte varmer,Saa her man og iblandt forglemmer Tiden,Og trodser Stormen, som derude raser.Tør jeg da her den gamle Skik fornye,Og medens Aftnens sidste Timer hælde,Dem end et simpelt Eventyr fortælle?Hvo kjender ei Provences milde Dale,Om ei af Andet, dog af Navn? Provence,Ei ene kjendt af sine skjønne Roser,Men af Clementia Isauras Sange,En Rose selv i Landets Digterkrands!Provence var den Vugge, hvori vaagnedFra Barbariets Nat til gjenfødt LivDe nye Tiders Kunst og Poesie.I Elskovs Ledebaand den spøgte længe,Men snart den Stemme fik og Fuglevinger,Og fløi i Troubadourers spæde SangeDen hele Verden rundt, og glæded Mange.I dette Land, for ikke længe siden,En Yngling leved, som var rigt begavetMed Alt hvad Fødsel og Natur kan skjænke.Men just den store Rigdom i hans AandHam gjorde let med Verden utilfreds.Som Barn alt vandred han i Mark og Skov,Og tabte sig i sværmeriske Drømme.Thi naar han skued op til Himlens Hvælving,Da saae han Purpurskyen aabne sig,Og i dens Midte stod en deilig Dreng,Og smiilte til ham. Paa sit Hoved bar hanEn Krands af Laurbær, i sin Haand en Cithar,Og yndigt sang han til dens klare Toner:"O følg mig! Jeg er Kunstens Genius." —Og vandred Barnet ind i Skovens Dybde,Kom ham igjen det hulde Syn imøde;Og lagde han sig ned ved Kildens Bred,Da skued han det samme Syn fra Vandet;Det hvisked til ham gjennem hver en Bølge:"See, jeg er Kunstens Aand; vil du mig følge?" —Men som han ældre blev, det skjønne SynSig meer og mere sjeldent aabenbarte.Tilsidst forsvandt det ganske. LængselfuldtNu speided han i Skove, Marker, Dale,Paa Bjergetinder, rundt omkring. Forgjæves!Den yndige Gestalt ei meer sig nærmed.Fortvivlet svoer han, Landet at forlade,Og vandre Verden rundt, fra Land til Land,Fra Stad til Stad, og ei paa Veien hvile,Før Kunstens Aand ham atter monne smile.Som sagt, saa gjort. Til Frankrigs Hovedstad,Culturens Centrum, skjønne Kunsters Midtpunkt,Han sig begav, og spurgte, strax han kom der:Er Kunstens Genius ei her tilstede? —Jo, raabte Hver og Een, han derom spurgte:Her er hans Throne, her han boer og hersker. —En sagde: Gaa i Opera iaften;En Anden: Nei, gaa i Tragedien;En Tredie: Nei, til Herr von A, Fru B,Til Frøken C, i Theecirklen hos D,Og saadan Alphabetet heelt igjennem.Han kom, han gik, han kom igjen, gik atter,Men ingensteds han finder hvad han søger,Thi Politiken her er Kunsters Kunst,Og fast den eneste som ret man priser;Hver anden her fortrænges af Aviser.I London samme Spørgsmaal, samme Svar,Men ogsaa samme frugtesløse Søgen.Snart kjed deraf, udraaber han:"Her fødtes Scenens Mesterværker,Og dog i Shakspeares FødelandTil Shakspeares Aand jeg Intet mærker."Men snart i Dresden og BerlinHans Smule Mod end meer sig kjølte,Thi der var Følelsen saa fiin,At man, for lutter Fiinhed, Intet følte.Og da nu endelig han kom til Wien,Og tænkte: her det er, til Punkt og Prikke, —Saa fandt han mindre Kunst, end Mad og Drikke.Italien ham vinkte. Her han fandt —Saa tænkte han — sit Haab med Renters Renter;Men see, paa Tromme slog hver Musikant,Og alle Stemmer sang som Instrumenter.Jeg vil ei trætte Dem med at fortælle,Hvor mange Steder han besaae i Verden.Han var i hvert et Land, i hver en Stad;Ja Krøniken beretter at endogsaaHan ei Constantinopel har forsømt,Ja, hvad som meer er, og utroligt klinger,At han til Hamborg kom, og gjorde selvEn Tour lidt over Grændsen, længer opad,Men vendte strax, paa første Miil, tilbage.Det være som det vil; kort at fortælle,Han fandt paa hvert et Sted sit Haab bedraget,Og vendte seent, med skuffet Exspectance,Mismodig hjem igjen til sit Provence.Det var en deilig Sommeraftenstund,Da han betraadte sine Fædres Jord.Han skued henrykt i det røde SkjærAf Solen som gik ned bag dunkle Myrter;Han lyttede til Nattergalens Triller,Og følte sig saa lykkelig tilmode."O!" raabte han, "jeg vil ei Kunsten søge;Jeg glemme vil min Ungdoms Drømmerier;De skal ei længer sætte Splid i HjertetImellem mig og Verden; jeg vil leveI venlig Harmonie med al Naturen." —Mens saa han talte, saae han en Hyrdinde,Som sad paa Marken mellem hvide Lam,Der græssed yndigt ved den Huldes Fod.Han saae paa hende, Pigen saae paa ham;Han nærmed sig, og begge To de rødmed;Han stammede med Møie frem et Ord,Hun svarte ham med en undseelig Mine;Han sank for hendes Fødder ned, hun bøiedSig venlig over ham, ham kjærlig hørte,Og snart hans Læbe hendes Læbe rørte.Men Skyen aabned sig ved sagte Torden,Og Kunstens Genius, den længe søgte,Sig aabenbarte, med sin LaurbærkrandsOm Tindingen, og Citharen i Haanden,Og talte saa: "Du Daare, som mig søgtePaa fjerne Steder, mig som er dig nær,Og hvem du finder i dit eget Hjerte,Hvergang du seer med Aandens Blik deri!Viid, Kunsten skal ei søges, som man søgerEn sjelden Steen og Plante. Var den ikkeFra Vuggen af bestandig i din Barm,Du fandt den ei, hvor meget du den søgte.Nei, lev med aabent Øie for Naturen,Giv i dit Hjerte Kjærligheden Adgang,Og du besidder ei blot Kunstens Nøgle,Men Kunsten selv. Natur og KjærlighedEr ikke blot et Stof for Sang og Digt;Nei, det er selv Musik og Poesie." —Saa talte han, og monne bort sig vende,Og hermed er mit Eventyr tilende.Dog — det er sandt! jeg havde nær forglemtAt sige Dem, at paa sin lange ReiseKom og den unge Mand til Kjøbenhavn,Og fandt — om ei den Genius han søgteDogKjærlighed, til Kunsten, OverbærenMed mange Feil, Opmuntring til det Gode.Det — siger Krøniken — han fandt; og grundetEr vist dens Ord, thi jeg har og det fundet.
Det var en gammel Skik i disse Lande,Naar Vinterstormen raste, Sneen fyged,At samle sig ved Arnens muntre Lue,Og ved et Eventyr forkorte Tiden.Dog denne Skik forsvandt, som mangen anden.Nu samler man sig før i Kunstens Tempel,Hvor Arnens Lue blev en Alterild,Usynlig vel for Øiet, men dog qvægsomFor Aand og Hjerte, som den ofte varmer,Saa her man og iblandt forglemmer Tiden,Og trodser Stormen, som derude raser.Tør jeg da her den gamle Skik fornye,Og medens Aftnens sidste Timer hælde,Dem end et simpelt Eventyr fortælle?
Hvo kjender ei Provences milde Dale,Om ei af Andet, dog af Navn? Provence,Ei ene kjendt af sine skjønne Roser,Men af Clementia Isauras Sange,En Rose selv i Landets Digterkrands!Provence var den Vugge, hvori vaagnedFra Barbariets Nat til gjenfødt LivDe nye Tiders Kunst og Poesie.I Elskovs Ledebaand den spøgte længe,Men snart den Stemme fik og Fuglevinger,Og fløi i Troubadourers spæde SangeDen hele Verden rundt, og glæded Mange.
I dette Land, for ikke længe siden,En Yngling leved, som var rigt begavetMed Alt hvad Fødsel og Natur kan skjænke.Men just den store Rigdom i hans AandHam gjorde let med Verden utilfreds.Som Barn alt vandred han i Mark og Skov,Og tabte sig i sværmeriske Drømme.Thi naar han skued op til Himlens Hvælving,Da saae han Purpurskyen aabne sig,Og i dens Midte stod en deilig Dreng,Og smiilte til ham. Paa sit Hoved bar hanEn Krands af Laurbær, i sin Haand en Cithar,Og yndigt sang han til dens klare Toner:"O følg mig! Jeg er Kunstens Genius." —Og vandred Barnet ind i Skovens Dybde,Kom ham igjen det hulde Syn imøde;Og lagde han sig ned ved Kildens Bred,Da skued han det samme Syn fra Vandet;Det hvisked til ham gjennem hver en Bølge:"See, jeg er Kunstens Aand; vil du mig følge?" —
Men som han ældre blev, det skjønne SynSig meer og mere sjeldent aabenbarte.Tilsidst forsvandt det ganske. LængselfuldtNu speided han i Skove, Marker, Dale,Paa Bjergetinder, rundt omkring. Forgjæves!Den yndige Gestalt ei meer sig nærmed.Fortvivlet svoer han, Landet at forlade,Og vandre Verden rundt, fra Land til Land,Fra Stad til Stad, og ei paa Veien hvile,Før Kunstens Aand ham atter monne smile.
Som sagt, saa gjort. Til Frankrigs Hovedstad,Culturens Centrum, skjønne Kunsters Midtpunkt,Han sig begav, og spurgte, strax han kom der:Er Kunstens Genius ei her tilstede? —Jo, raabte Hver og Een, han derom spurgte:Her er hans Throne, her han boer og hersker. —En sagde: Gaa i Opera iaften;En Anden: Nei, gaa i Tragedien;En Tredie: Nei, til Herr von A, Fru B,Til Frøken C, i Theecirklen hos D,Og saadan Alphabetet heelt igjennem.Han kom, han gik, han kom igjen, gik atter,Men ingensteds han finder hvad han søger,Thi Politiken her er Kunsters Kunst,Og fast den eneste som ret man priser;Hver anden her fortrænges af Aviser.
I London samme Spørgsmaal, samme Svar,Men ogsaa samme frugtesløse Søgen.Snart kjed deraf, udraaber han:"Her fødtes Scenens Mesterværker,Og dog i Shakspeares FødelandTil Shakspeares Aand jeg Intet mærker."
Men snart i Dresden og BerlinHans Smule Mod end meer sig kjølte,Thi der var Følelsen saa fiin,At man, for lutter Fiinhed, Intet følte.Og da nu endelig han kom til Wien,Og tænkte: her det er, til Punkt og Prikke, —Saa fandt han mindre Kunst, end Mad og Drikke.
Italien ham vinkte. Her han fandt —Saa tænkte han — sit Haab med Renters Renter;Men see, paa Tromme slog hver Musikant,Og alle Stemmer sang som Instrumenter.
Jeg vil ei trætte Dem med at fortælle,Hvor mange Steder han besaae i Verden.Han var i hvert et Land, i hver en Stad;Ja Krøniken beretter at endogsaaHan ei Constantinopel har forsømt,Ja, hvad som meer er, og utroligt klinger,At han til Hamborg kom, og gjorde selvEn Tour lidt over Grændsen, længer opad,Men vendte strax, paa første Miil, tilbage.Det være som det vil; kort at fortælle,Han fandt paa hvert et Sted sit Haab bedraget,Og vendte seent, med skuffet Exspectance,Mismodig hjem igjen til sit Provence.
Det var en deilig Sommeraftenstund,Da han betraadte sine Fædres Jord.Han skued henrykt i det røde SkjærAf Solen som gik ned bag dunkle Myrter;Han lyttede til Nattergalens Triller,Og følte sig saa lykkelig tilmode."O!" raabte han, "jeg vil ei Kunsten søge;Jeg glemme vil min Ungdoms Drømmerier;De skal ei længer sætte Splid i HjertetImellem mig og Verden; jeg vil leveI venlig Harmonie med al Naturen." —Mens saa han talte, saae han en Hyrdinde,Som sad paa Marken mellem hvide Lam,Der græssed yndigt ved den Huldes Fod.Han saae paa hende, Pigen saae paa ham;Han nærmed sig, og begge To de rødmed;Han stammede med Møie frem et Ord,Hun svarte ham med en undseelig Mine;Han sank for hendes Fødder ned, hun bøiedSig venlig over ham, ham kjærlig hørte,Og snart hans Læbe hendes Læbe rørte.
Men Skyen aabned sig ved sagte Torden,Og Kunstens Genius, den længe søgte,Sig aabenbarte, med sin LaurbærkrandsOm Tindingen, og Citharen i Haanden,Og talte saa: "Du Daare, som mig søgtePaa fjerne Steder, mig som er dig nær,Og hvem du finder i dit eget Hjerte,Hvergang du seer med Aandens Blik deri!Viid, Kunsten skal ei søges, som man søgerEn sjelden Steen og Plante. Var den ikkeFra Vuggen af bestandig i din Barm,Du fandt den ei, hvor meget du den søgte.Nei, lev med aabent Øie for Naturen,Giv i dit Hjerte Kjærligheden Adgang,Og du besidder ei blot Kunstens Nøgle,Men Kunsten selv. Natur og KjærlighedEr ikke blot et Stof for Sang og Digt;Nei, det er selv Musik og Poesie." —Saa talte han, og monne bort sig vende,Og hermed er mit Eventyr tilende.
Dog — det er sandt! jeg havde nær forglemtAt sige Dem, at paa sin lange ReiseKom og den unge Mand til Kjøbenhavn,Og fandt — om ei den Genius han søgteDogKjærlighed, til Kunsten, OverbærenMed mange Feil, Opmuntring til det Gode.Det — siger Krøniken — han fandt; og grundetEr vist dens Ord, thi jeg har og det fundet.
(Fremsagt af Jomfru Pätges den 4de Marts 1827.)