GUDSTJENESTEEN FORAARS-PHANTASIE

Hvad er det? hvad kan du mene?

Marie.

O tjen mig deri! gaae ikke paa Jagt!Lad os reise herfra itide!

Vilhelm.

Men siig mig, hvad gjør dig saa forsagt?

Marie.

O Gud! ... man kan ikke vide ...Man hører om uforsigtige Skud, ...Hvor let kan et Uheld sig føie! ...Og den unge Mand ... o! han seer ud ...Saa forvildet er hans Øie!

O Gud! ... man kan ikke vide ...

Man hører om uforsigtige Skud, ...Hvor let kan et Uheld sig føie! ...Og den unge Mand ... o! han seer ud ...Saa forvildet er hans Øie!

Vilhelm.

Min bedste Marie! jeg troer, du seerSpøgelser midt om Dagen.

Marie.

O Vilhelm! skal jeg bede dig meer?

Vilhelm.

Du bliver saa hvid som et Lagen!Hvad er det? hvad feiler dig? Sæt dig ned,Her en Træstub Rødderne strækker;Og siig mig nu i Fortrolighed:Hvad er der skeet, som dig skrækker?

Du bliver saa hvid som et Lagen!

Hvad er det? hvad feiler dig? Sæt dig ned,Her en Træstub Rødderne strækker;Og siig mig nu i Fortrolighed:Hvad er der skeet, som dig skrækker?

Marie.

O spørg mig ikke! der er Intet skeet,Du maa ingen Forklaring forlange,Jeg har Intet hørt, jeg har Intet seet,Kun en Anelse gjør mig bange.Den Tordenluft, hvori vi kom,Er endnu bestandig den samme.Der drager et Uveir paa Himlen om,Og jeg frygter, et Lyn vil ramme.Maaskee det kun er Indbildningens Spil,Maaskee kun Frygt mig forleder,Men den første Bøn ei nægte du vil,Hvorom din Hustru dig beder.

O spørg mig ikke! der er Intet skeet,Du maa ingen Forklaring forlange,Jeg har Intet hørt, jeg har Intet seet,Kun en Anelse gjør mig bange.

Den Tordenluft, hvori vi kom,Er endnu bestandig den samme.Der drager et Uveir paa Himlen om,Og jeg frygter, et Lyn vil ramme.

Maaskee det kun er Indbildningens Spil,Maaskee kun Frygt mig forleder,Men den første Bøn ei nægte du vil,Hvorom din Hustru dig beder.

Vilhelm.

Min elskte Marie, nei visselig, nei!Mod dit Ønske jeg ikke strider,Endskjøndt jeg troer — jeg det nægter ei —At af sygelig Frygt du lider.Men ligemeget! For at lette dit Sind,Lad os reise tidligt imorgen.Nu vender Rødmen tilbage til din Kind;Ja, min Elskede, glem nu Sorgen.Saa vil vi til Staden, til vort HjemRundt om Søen drage.Men de Andre? ... Intet vi sige dem,Naar nu vi vende tilbage.Der vanker ellers saa mangen BønOm imorgen over at tøve,Og baade Konen og hendes SønVort Afslag vil bedrøve.Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt— Og det lover os Aftenrøden —Saa lade vi Vognen komme blot,Og Undskyldning er ei fornøden.Men nu lad os gaae, thi du er varmOg Aftenens Taager begynde.Støt dig paa mig, giv mig din Arm,Nu vil vi os hjemad skynde.

Min elskte Marie, nei visselig, nei!Mod dit Ønske jeg ikke strider,Endskjøndt jeg troer — jeg det nægter ei —At af sygelig Frygt du lider.

Men ligemeget! For at lette dit Sind,Lad os reise tidligt imorgen.Nu vender Rødmen tilbage til din Kind;Ja, min Elskede, glem nu Sorgen.

Saa vil vi til Staden, til vort HjemRundt om Søen drage.Men de Andre? ... Intet vi sige dem,Naar nu vi vende tilbage.

Der vanker ellers saa mangen BønOm imorgen over at tøve,Og baade Konen og hendes SønVort Afslag vil bedrøve.

Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt— Og det lover os Aftenrøden —Saa lade vi Vognen komme blot,Og Undskyldning er ei fornøden.

Men nu lad os gaae, thi du er varmOg Aftenens Taager begynde.Støt dig paa mig, giv mig din Arm,Nu vil vi os hjemad skynde.

Fredrik.

For silde jeg seer det, jeg kom tilkort,Jeg føler, hun mig foragter;Hun vender med Afsky Hovedet bort,Hvergang jeg hende betragter.Alt er stille, det er atter Nat,I Huset slumre nu Alle,Jeg vaager atter, eensom, forladt,Og lader Modet falde.Dog nei! I Mismods dunkle SkyJeg vil mig inat ei svøbe.Nu brænd, min Lampe! nu smelt, mit Bly!Kuglerne vil jeg støbe.Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud!Hvor synes den ussel og ringe!Og dog hvor findes Mage til Bud,Naar det gjælder Budskab at bringe?Og lige villig og med samme LystDen lader sig lydig sendeTil ham, som hviler ved et deiligt Bryst,Og til mig, som spottes af hende.Til mig? ... O ja! det var besørget snart,Og maaskee det just var paa Tide,Maaskee der blev for os alle spartMegen kommende Qvide.Men tys! ... det pusler jo ved min Dør;Jeg skimter et Lys, der flammer ...Min Moder? ... Hvordan? Du sagde jo førGodnat og gik til dit Kammer.

For silde jeg seer det, jeg kom tilkort,Jeg føler, hun mig foragter;Hun vender med Afsky Hovedet bort,Hvergang jeg hende betragter.

Alt er stille, det er atter Nat,I Huset slumre nu Alle,Jeg vaager atter, eensom, forladt,Og lader Modet falde.

Dog nei! I Mismods dunkle SkyJeg vil mig inat ei svøbe.Nu brænd, min Lampe! nu smelt, mit Bly!Kuglerne vil jeg støbe.

Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud!Hvor synes den ussel og ringe!Og dog hvor findes Mage til Bud,Naar det gjælder Budskab at bringe?

Og lige villig og med samme LystDen lader sig lydig sendeTil ham, som hviler ved et deiligt Bryst,Og til mig, som spottes af hende.

Til mig? ... O ja! det var besørget snart,Og maaskee det just var paa Tide,Maaskee der blev for os alle spartMegen kommende Qvide.

Men tys! ... det pusler jo ved min Dør;Jeg skimter et Lys, der flammer ...Min Moder? ... Hvordan? Du sagde jo førGodnat og gik til dit Kammer.

Gertrud.

Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt,Det var som om Luften brændte,Og jeg følte mig saa ængstelig stemt,Som om en Ulykke hændte.Med stærke Skridt jeg hørte dig gaaeHer i Natten, den stille,Og ei Ro jeg havde, før jeg saae,Hvad du monne bestille.

Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt,Det var som om Luften brændte,Og jeg følte mig saa ængstelig stemt,Som om en Ulykke hændte.

Med stærke Skridt jeg hørte dig gaaeHer i Natten, den stille,Og ei Ro jeg havde, før jeg saae,Hvad du monne bestille.

Fredrik.

Kjær Moder min, vær uden Frygt!Imorgen skal jeg jage,Et Par Kugler at støbe har jeg forsøgt,Da jeg fleer ei havde tilbage.

Gertrud.

Lad imorgen fare den vilde Færd,Den bliver os ei til Baade.Saa længe de fremmede Folk er her,Lad mildere Glæder raade.

Fredrik.

Men lovet jeg har den fremmede MandAt jage med ham i Skove.

Gertrud.

Saa siig, at uvant med Jagten er han,Og Du tør ikke det vove.

Fredrik.

Men hvad er det, Moder? hvad er det, du troer?Troer du, jeg vil ham skyde?

Gertrud.

O ti dog! Hvilket afskyeligt Ord!Nei, det vil Gud forbyde.

Fredrik.

Nu vel, til hvad Frygt har du da Grund,Naar for hans Liv jeg vil svare?

Gertrud.

O jeg veed ikke selv! men denne StundLigesom truer med Fare.O Fredrik! lad ei min Bøn være spildt!Du er saa selsomt forvirret,Aldrig dit Øie har seet saa vildt,Aldrig det saa har stirret.

O jeg veed ikke selv! men denne StundLigesom truer med Fare.

O Fredrik! lad ei min Bøn være spildt!Du er saa selsomt forvirret,Aldrig dit Øie har seet saa vildt,Aldrig det saa har stirret.

Fredrik.

Indbildning, Moder!

Gertrud.

Nei, altfor klarEr Aarsagen til min Smerte:Et Tidsrum af trende Dage harForvandlet dit Sind og dit Hjerte.Du tier, du fælder Taarer i Løn,Jeg seer dem paa Kinden trille.Min stakkels Fredrik, min gode Søn,Lad kun Graad din Smerte formilde!Kom, sæt dig hos mig ved dette Bord,Hvor den natlige Lampe brænder,Lad os tale sammen et fortroligt Ord,Som gamle, prøvede Venner.O Gud! jeg trænger jo selv til Trøst,Og inat er mit Sind ei modigt;Til mit Øre sig nærmed en rædsom Røst,Til mit Blik et Syn, som var blodigt.Saa tidt, naar jeg lægger mit Hoved ned,Mens de natlige Timer ile,Forstyrrer den rædsomme Røst min Fred,Det blodige Syn min Hvile.Og inat, tiltrods for min Aftenbøn,Plaged de mit Blik og mit Øre.Jeg har aldrig fortalt dig det før, min Søn,Men nu, nu skal du det høre.Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro,Naar til dig om min Skjæbne jeg taler;Maaskee det lettes, naar vi er ToOm at bære de hemmelige Qvaler.Den Søn, som mit Ægteskab mig gav, —O, du veed ei, hvordan han døde! ...Bødlen hugged hans Hoved af,Paa Skafottet maatte han bløde.Forskudt af en ung og deilig Mø,Som var døv for hans Beilen og Tragten,Lod han en lykkelig Elsker døeFor en Morderkugle paa Jagten.Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom —Endnu var det neppe daget, —Traadte Slutteren ind, og sagde: "Kom!"Klokken er nu paa Slaget."Da sank han for sidste Gang til mit Bryst,Og udbrød: "Et Ord du mig give,"Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst"Paa min sidste Gang ilive!"Og jeg sagde ... Men Fredrik! du skræmmer mig! Siig ...Du reiser dig ... hvad har du isinde?Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ...

Nei, altfor klarEr Aarsagen til min Smerte:Et Tidsrum af trende Dage harForvandlet dit Sind og dit Hjerte.

Du tier, du fælder Taarer i Løn,Jeg seer dem paa Kinden trille.Min stakkels Fredrik, min gode Søn,Lad kun Graad din Smerte formilde!

Kom, sæt dig hos mig ved dette Bord,Hvor den natlige Lampe brænder,Lad os tale sammen et fortroligt Ord,Som gamle, prøvede Venner.

O Gud! jeg trænger jo selv til Trøst,Og inat er mit Sind ei modigt;Til mit Øre sig nærmed en rædsom Røst,Til mit Blik et Syn, som var blodigt.

Saa tidt, naar jeg lægger mit Hoved ned,Mens de natlige Timer ile,Forstyrrer den rædsomme Røst min Fred,Det blodige Syn min Hvile.

Og inat, tiltrods for min Aftenbøn,Plaged de mit Blik og mit Øre.Jeg har aldrig fortalt dig det før, min Søn,Men nu, nu skal du det høre.

Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro,Naar til dig om min Skjæbne jeg taler;Maaskee det lettes, naar vi er ToOm at bære de hemmelige Qvaler.

Den Søn, som mit Ægteskab mig gav, —O, du veed ei, hvordan han døde! ...Bødlen hugged hans Hoved af,Paa Skafottet maatte han bløde.

Forskudt af en ung og deilig Mø,Som var døv for hans Beilen og Tragten,Lod han en lykkelig Elsker døeFor en Morderkugle paa Jagten.

Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom —Endnu var det neppe daget, —Traadte Slutteren ind, og sagde: "Kom!"Klokken er nu paa Slaget."

Da sank han for sidste Gang til mit Bryst,Og udbrød: "Et Ord du mig give,"Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst"Paa min sidste Gang ilive!"

Og jeg sagde ... Men Fredrik! du skræmmer mig! Siig ...Du reiser dig ... hvad har du isinde?Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ...

Fredrik.

O Moder! Moder! hold inde!Du sagde: "Naar du for din Frelser staaer,"Da siig: Min Gud og min Broder!"Tilgiv mig for dine Martyrsaar,"For min Anger og for min Moder!"

O Moder! Moder! hold inde!

Du sagde: "Naar du for din Frelser staaer,"Da siig: Min Gud og min Broder!"Tilgiv mig for dine Martyrsaar,"For min Anger og for min Moder!"

Gertrud.

Ha! hvoraf veed du det?

Fredrik.

Mig det var!Først nu mig selv jeg fatter:Det er din virkelige Søn, du har,Og nu lever han Livet atter.

Gertrud.

O Fredrik! har Vanvid grebet dit Sind?

Fredrik.

Nei Moder vær ikke bange!Men hidtil gik jeg som en BlindIgjennem Aarene lange.Min Bevidsthed vaktes i denne Stund,Nu mig selv jeg gjennemskuer,Nu seer jeg mit Liv i dets første Grund,Og paa eengang haaber og gruer.Ha! jeg føler igjen min dybe Skræk,Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde,Men af min Tanke dog ei gik vækDet Trøstens Ord, du sagde.Ved Øxens Fald min Bevidsthed forgik,Men jeg vaagned paa fremmede Steder,Og paa min Vandring Øie jeg fikPaa en Mand i hvide Klæder.Jeg veed ei ... maaskee det min Frelser var,Men ak! jeg kjendte ham ikke,Og min Bøn for ham ei frem jeg bar,Skjøndt Mildhed var i hans Blikke.Han langsomt mig imøde kom,Og nu saae jeg hans Haar at skinne;Han strakte sin Haand og sagde: "Vend om!"Din Plads er ikke herinde."Paa Jorden Forbryderens Død du led,"Her ingen Straf er tilbage,"Saa gak da til Jorden atter ned,"Lev om igjen dine Dage."Da vendte jeg om paa frygtsom Fod,Da vandrede jeg saa længe;Min Kraft var mattet, tabt mit Mod,Til Hvile monne jeg trænge.Da sov jeg en Søvn saa dyb, saa haard,Og Intet veed jeg, som hændte,Men da jeg vaagned i Barndoms Aar,Jeg som en Anden mig kjendte. —Og Moder! skjænk mig et Øiekast!Din Trøst kan jeg nu behøve;Ei anden Gang, det lover jeg fast,Skal din Søn dit Hjerte bedrøve.Hun svarer mig ei! Hendes Stemme lødDog tilforn, for Sønnen at raade ...Hun drager saa tungt et Suk ... Hun er død!Nu see Gud til mig i Naade!

Nei Moder vær ikke bange!Men hidtil gik jeg som en BlindIgjennem Aarene lange.

Min Bevidsthed vaktes i denne Stund,Nu mig selv jeg gjennemskuer,Nu seer jeg mit Liv i dets første Grund,Og paa eengang haaber og gruer.

Ha! jeg føler igjen min dybe Skræk,Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde,Men af min Tanke dog ei gik vækDet Trøstens Ord, du sagde.

Ved Øxens Fald min Bevidsthed forgik,Men jeg vaagned paa fremmede Steder,Og paa min Vandring Øie jeg fikPaa en Mand i hvide Klæder.

Jeg veed ei ... maaskee det min Frelser var,Men ak! jeg kjendte ham ikke,Og min Bøn for ham ei frem jeg bar,Skjøndt Mildhed var i hans Blikke.

Han langsomt mig imøde kom,Og nu saae jeg hans Haar at skinne;Han strakte sin Haand og sagde: "Vend om!"Din Plads er ikke herinde.

"Paa Jorden Forbryderens Død du led,"Her ingen Straf er tilbage,"Saa gak da til Jorden atter ned,"Lev om igjen dine Dage."

Da vendte jeg om paa frygtsom Fod,Da vandrede jeg saa længe;Min Kraft var mattet, tabt mit Mod,Til Hvile monne jeg trænge.

Da sov jeg en Søvn saa dyb, saa haard,Og Intet veed jeg, som hændte,Men da jeg vaagned i Barndoms Aar,Jeg som en Anden mig kjendte. —

Og Moder! skjænk mig et Øiekast!Din Trøst kan jeg nu behøve;Ei anden Gang, det lover jeg fast,Skal din Søn dit Hjerte bedrøve.

Hun svarer mig ei! Hendes Stemme lødDog tilforn, for Sønnen at raade ...Hun drager saa tungt et Suk ... Hun er død!Nu see Gud til mig i Naade!

Fredrik.

Undskyld, om jeg Dem vækker for brat,Om for tidligt min Røst De fornemmer,Men min gamle Moder er død inat,Og Fogden skal forsegle hendes Gjemmer.

Vilhelm.

Hvad siger De! Død!

Marie.

Forbarmende Gud!

Byfogden.

Ak ja! det er Verdensløbet.

Fredrik.

Hendes Hjerte brast, hendes Lys gik ud.

Byfogden.

Og her er Fattigdom ovenikjøbet.

Vilhelm.

O hvilket Budskab!

Marie.

Jeg skjælver af Skræk!

Byfogden.

De er Slægtninge, kan jeg formode;Jeg troer at bemærke Familietræk.

Vilhelm.

O nei!

Byfogden.

Ikke det? Jeg troede.Men Grunden til Sorg er jo ligesaa god,Naar man kjendte den Afdøde nøie.

Ikke det? Jeg troede.

Men Grunden til Sorg er jo ligesaa god,Naar man kjendte den Afdøde nøie.

Vilhelm.

For fire Dage siden hun stodDen første Gang for vort Øie.

Byfogden.

Men saa skal De ikke tage Dem det nær,Saa behøves ikke den Jammer.Undskyld forresten, om jeg gjør Dem BesværMed at undersøge Deres Kammer.Det er ei stort Andet end en Formalitet,Thi her er kun Lidt at skrive.Af Testamentet har jeg seet,At Sønnen skal Arving blive.Men sin Myndigheds Tid maa han vente dog,Før han Alt i Besiddelse tager,Og derfor man forsegler eller fører til BogHvad her findes af rørlige Sager.Min Dame! min Herre! bryd Dem ikke derom;Jeg er færdig strax paa Minutet ...I Skabet er kun Lidt, Commoden er tom.Her er nu Forretningen sluttet.Skyldige Tjener! Paa Loftet nu jeg gaaer.

Men saa skal De ikke tage Dem det nær,Saa behøves ikke den Jammer.Undskyld forresten, om jeg gjør Dem BesværMed at undersøge Deres Kammer.

Det er ei stort Andet end en Formalitet,Thi her er kun Lidt at skrive.Af Testamentet har jeg seet,At Sønnen skal Arving blive.

Men sin Myndigheds Tid maa han vente dog,Før han Alt i Besiddelse tager,Og derfor man forsegler eller fører til BogHvad her findes af rørlige Sager.

Min Dame! min Herre! bryd Dem ikke derom;Jeg er færdig strax paa Minutet ...I Skabet er kun Lidt, Commoden er tom.Her er nu Forretningen sluttet.

Skyldige Tjener! Paa Loftet nu jeg gaaer.

Marie.

Jeg staaer, som af Skrækken knuset!Husker du, jeg sporede Tordenen igaar?Nu har Lynet slaaet ned her i Huset!

Vilhelm.

Ja, dobbelt forfærder et Slag, som saa bratKommer, for uventet at dræbe.Jeg favnede min Hustru i en lykkelig Nat,Min Læbe søgte hendes Læbe;Saa lyksalig var mig hos min HjertenskjærNatten i den fredelige Hytte;Men imidlertid kom os Døden saa nær,Og greb sit uventede Bytte.

Ja, dobbelt forfærder et Slag, som saa bratKommer, for uventet at dræbe.Jeg favnede min Hustru i en lykkelig Nat,Min Læbe søgte hendes Læbe;

Saa lyksalig var mig hos min HjertenskjærNatten i den fredelige Hytte;Men imidlertid kom os Døden saa nær,Og greb sit uventede Bytte.

Fredrik.

Jeg kommer igjen, for et Ord endnuAt sige mine Gjæstevenner:Ifald til at reise staaer Deres Hu,Jeg strax Deres Vogn Dem sender.Men vil De tøve hos mig herI de første sørgelige Dage,Da begriber De vel, Deeltagelsen er kjærFor ham, som er ene tilbage.

Jeg kommer igjen, for et Ord endnuAt sige mine Gjæstevenner:Ifald til at reise staaer Deres Hu,Jeg strax Deres Vogn Dem sender.

Men vil De tøve hos mig herI de første sørgelige Dage,Da begriber De vel, Deeltagelsen er kjærFor ham, som er ene tilbage.

Vilhelm.

Jeg nødigt forlader en bedrøvet Ven;Hvad er din Mening, Marie?

Marie.

Uden Spørgsmaal derom, vi blive her end,Og Begravelsen oppebie.Mildt hun qvæged os paa vor Vei,Den gamle venlige Qvinde;Saa forlade vi Huset heller ei,Saalænge hun er herinde.Før mig til det kolde Leie, hvorpaaDen Døde nu slumrer rolig;Hendes venlige Træk, hendes Smiil mig maaeGjøre med Døden fortrolig.

Uden Spørgsmaal derom, vi blive her end,Og Begravelsen oppebie.

Mildt hun qvæged os paa vor Vei,Den gamle venlige Qvinde;Saa forlade vi Huset heller ei,Saalænge hun er herinde.

Før mig til det kolde Leie, hvorpaaDen Døde nu slumrer rolig;Hendes venlige Træk, hendes Smiil mig maaeGjøre med Døden fortrolig.

Fredrik.

Ja kom! jeg fører Dem Begge derhen,Og lover ved min Moders Minde:At betragte Dem som en broderlig Ven,Og Dem ... som en søsterlig Veninde.

I STORSTUEN

Vilhelm.

Marie, nu kom! hvad venter du paa?Alt Uhret Midnat viste.

Marie.

Men gjennem Storstuen skal vi gaae,Og der staaer den sorte Kiste.

Vilhelm.

Gjennem Mørket skal jeg lede dit Fjed ...Træd ikke paa Buxbom-Planten ...Nu er vi ved Kisten, lige derved,Stød dig ikke paa Kanten.Fat Mod! Her er vor Kammerdør,Du Lyset derinde kan skue.Med andre Følelser gik vi førDertil gjennem denne Stue.See, her er vor første, fortrolige Bo,Vor Omfavnelses hellige Vugge;Men udenfor har en dybere RoLønnet dybere Sukke.

Gjennem Mørket skal jeg lede dit Fjed ...Træd ikke paa Buxbom-Planten ...Nu er vi ved Kisten, lige derved,Stød dig ikke paa Kanten.

Fat Mod! Her er vor Kammerdør,Du Lyset derinde kan skue.Med andre Følelser gik vi førDertil gjennem denne Stue.

See, her er vor første, fortrolige Bo,Vor Omfavnelses hellige Vugge;Men udenfor har en dybere RoLønnet dybere Sukke.

Vilhelm.

I denne Kirke din Haand du mig gav,Vort Baand vi her monne knytte.

Marie.

Vi staae her igjen, men en aaben GravGaber efter sit Bytte.

Vilhelm.

I Alt, som forkynder vor Sjæletrang,Til den mægtige Kirke vi træde.Klokkerne ringe med samme KlangTil Ligfærd og Bryllupsglæde.

Marie.

Som Klokkernes Klang er Blomsternes PragtDe smykke Liget som Bruden.Her lægger jeg Krandsen, min Haand har bragt,Hos den Døde paa Hovedpuden.

Fredrik.

Før Laaget mig røver dit sidste Spor,Et Kys paa din fromme Pande!

Præsten.

Af Jord er du kommen, du bliver til Jord,Men af Jorden op skal du stande.

Chordrengene.

See, Tiden saa meget hastigt gaaer;Hvo veed, hvor nær er min Ende?At bort herfra jeg at vandre faaer,Hvor let, hvor snart kan det hænde!

Fredrik.

Vort Hverv er endt, nu drage vi hjem,Og Deres Vogn bestilles.Et Øieblik jeg da taler med Dem,Og saa for stedse vi skilles.

Fredrik.

Sadl op min Hest og træk den frem!Jeg vil ud i Verden ride;Ei meer jeg bliver i mit Hjem,For at savne, længes og lide.Afsted! afsted! Min Hu staaer tilDe vilde, fremmede Lande;Ved høie Bjerge skilles jeg vilFra mit Hjem og ved dybe Vande.Du Stork, som gjennem Luften gaaer,Laan mig din brede Vinge!Du Lærke, som under Skyen slaaer,Lad din Sang i mit Hjerte klinge!Marie! Vilhelm! Jeg skilles fra Dem,Nu rider jeg bort, naar De kjører;Øde bliver mit Ungdomshjem,Og fra mig vist aldrig De hører.Men naar Jorden er kastet over os tilsidst,Som idag over min stakkels Moder,Da skal vi hos Ham mødes forvist,Som er vor Gud og vor Broder.Et Haandtryk, Vilhelm! Det er Afskedsbud ...Marie! Deres Haand De mig række!Jeg trykker et Kys paa dens Liliehud ...Lad Kysset Dem ei forskrække!O lad mig holde den en liden Stund!Tilgiv mig denne Dvælen!Lad mig fæste den til min brændende Mund!O kunde jeg udaande Sjælen!Nu slipper jeg den strax; und mig min Lod;Betragt mig ikke saa bange!O var der dog en dræbende BraadHos denne skinnende Slange!Marie! see, jeg giver Dem denTilbage, med Taarer vædet! —Og nu afsted! i det Fjerne hen!Lad mig flye fra Dem og fra Stedet!Der kommer Deres Vogn, nu stiger De derop,Og jeg til Hest for at ride.Farvel, farvel! — Galop, Galop!Ud i Verden den vide!

Sadl op min Hest og træk den frem!Jeg vil ud i Verden ride;Ei meer jeg bliver i mit Hjem,For at savne, længes og lide.

Afsted! afsted! Min Hu staaer tilDe vilde, fremmede Lande;Ved høie Bjerge skilles jeg vilFra mit Hjem og ved dybe Vande.

Du Stork, som gjennem Luften gaaer,Laan mig din brede Vinge!Du Lærke, som under Skyen slaaer,Lad din Sang i mit Hjerte klinge!

Marie! Vilhelm! Jeg skilles fra Dem,Nu rider jeg bort, naar De kjører;Øde bliver mit Ungdomshjem,Og fra mig vist aldrig De hører.

Men naar Jorden er kastet over os tilsidst,Som idag over min stakkels Moder,Da skal vi hos Ham mødes forvist,Som er vor Gud og vor Broder.

Et Haandtryk, Vilhelm! Det er Afskedsbud ...Marie! Deres Haand De mig række!Jeg trykker et Kys paa dens Liliehud ...Lad Kysset Dem ei forskrække!

O lad mig holde den en liden Stund!Tilgiv mig denne Dvælen!Lad mig fæste den til min brændende Mund!O kunde jeg udaande Sjælen!

Nu slipper jeg den strax; und mig min Lod;Betragt mig ikke saa bange!O var der dog en dræbende BraadHos denne skinnende Slange!

Marie! see, jeg giver Dem denTilbage, med Taarer vædet! —Og nu afsted! i det Fjerne hen!Lad mig flye fra Dem og fra Stedet!

Der kommer Deres Vogn, nu stiger De derop,Og jeg til Hest for at ride.Farvel, farvel! — Galop, Galop!Ud i Verden den vide!

Vilhelm.

Beklag, Marie, den unge Mand!Til dig har han sat sit Hjerte.Jeg længe mærket har, at hanLed af forelsket Smerte.Men hidtil har jeg det ikke sagt,Du skulde det først erfare,Naar Veien var tilbagelagt,Naar i vort Hjem vi vare.

Beklag, Marie, den unge Mand!Til dig har han sat sit Hjerte.Jeg længe mærket har, at hanLed af forelsket Smerte.

Men hidtil har jeg det ikke sagt,Du skulde det først erfare,Naar Veien var tilbagelagt,Naar i vort Hjem vi vare.

Marie.

Saa du troer, du lærer mig noget Nyt?Jeg selv ei skulde det mærke?Har du glemt forleden vor DispytOg mine Anelser stærke?

Vilhelm.

Hvordan? du meente? ...

Marie.

Tal ei derom!Jeg drømmer endnu, skjøndt vaagen;Jeg har drømt fra den Stund, jeg hertil kom,Og nu først spreder sig Taagen.

Vilhelm.

Drømmen er glemt, Solen hernedSkinner gjennem Bøgetoppen.

Marie.

End seer jeg Støvet i Rytterens Fjed,End hører jeg fjernt Galoppen.

Vilhelm.

Vær uden Frygt, min unge Viv!Paa Hjulet din Fod du sætte!Jeg holder Armen om dit Liv,Skal op i Vognen dig lette.Nu sidde vi sammen, vi er ene, vi er frie;Vil du taale min Arm under Kaaben? —Kjør, Postillon! blæs din Melodie!Fremad! Verden er os aaben.

Vær uden Frygt, min unge Viv!Paa Hjulet din Fod du sætte!Jeg holder Armen om dit Liv,Skal op i Vognen dig lette.

Nu sidde vi sammen, vi er ene, vi er frie;Vil du taale min Arm under Kaaben? —Kjør, Postillon! blæs din Melodie!Fremad! Verden er os aaben.

Digteren.

Pindsemorgen! o hvor skjøn!Skoven vinker lysegrønBort fra Staden, i hvis GaderPene Folk af begge KjønVandre stadseligt i Rader.Stadens Kirkeklokkers KlangEnd mig følger paa min Gang;Men til Skoven gaaer min Vei,Der jeg meer dem hører ei;Der mit Blik kun hviler paaTusind stumme Klokker smaa,Nogle hvide, andre blaae,Som i Ly for Solens FlammerI det friske Skovgræs staaeHos de mosbegroede Stammer.Hist, hvor Skoven breder udMajestætisk sine Kroner,Der er Templet for min Gud,Der har Fuglen OrgeltonerPaa Naturens Pindsefest,Og der præker bedre PræstEnd i hine skumle Haller,Hvor prosaisk Dagslys falderGjennem matte Ruder ind,Medens her ved sagte VindUnder Løvet Lyset spillerI et gjennemsigtigt Grønt,Tusind Gange mere skjøntEnd blandt hvide Kirkepiller.Her, Natur, er Tabernaklet,Hvor din Helligaand jo boer,Som gjør Pindsedags-Miraklet,Hvorom hist kun føres Ord;Thi det Sprog, som dine TungerTale med en evig Røst,Over hele Verden runger,Og forstaaes af hvert et Bryst.

Pan.

Vær velkommen tilminBo,Til min tause, dybe Ro!Her er tyst og her er stille;Vil du dig fra Mængden skille,Kom, o Digter, da herud!

Digteren.

Ha! hvo taler her?

Pan.

Din Gud.

Digteren.

Min?

Pan.

Ja, din.

Digteren.

Jeg seer ham ikke.

Pan.

Nei, thi selv om du er kjæk,Du betoges dog af Skræk,Hvis han stod for dine Blikke.Men min hemmelige StemmeTil dit Digter-Øre naaer,Og mit Ord skal du fornemme,Mens du for mit Alter staaer.

Digteren.

Mere jeg forlanger ikke;Det er Nok, naar kun jeg veed,At jeg i min EensomhedSees af dine Guddomsblikke;Det er Nok, naar paa min Gang,Hvergang jeg til dig tør tale,Du med Svar mig vil husvaleOg begeistre mig til Sang.

Pan.

Husk dog: kun paa eensom VeiKan og vil din Bøn jeg høre;Har du Selskab, da mit ØreLukkes, og jeg svarer ei.

Digteren.

Just saaledes er det Ret:Vil jeg mig med Gud forene,Søger jeg en eensom Plet,Hvor med Gud jeg er alene.Der min Andagt ei forhindresAf en dum og døsig Flok;Der jeg i mit eget IndresTanker finder Selskab nok;Der min Gang til Gud er lettet,Ikke mig besværlig gjort;Uden Agt paa KlokkeslettetGaaer jeg ind ad Templets Port;Disse hvalte Søilegange,Mere dybe, mere lange,Aabne staae ved Nat og Dag.Ja, hvis i vor Stad derhenneKirken aaben stod, som denne,O, det var en anden Sag!Ofte snart ved Dagens Lue,Snart ved Nattens laante Skin,Gik jeg da med Lyst derind,For til Alteret at skue,For, med Blik til Kupplens Bue,Fromt at hæve der mit Sind.Helst jeg valgte da den Stund,Naar ei Sværmen var derinde,Og naar ikke Præstens MundFik min Andagt til at svinde;Kun hvor eensom Taushed boer,Kan min Barm af Fromhed gløde.

Pan.

Ogsaa der jeg skulde møde,For at svare paa dit Ord.

Digteren.

Du i Kirken?

Pan.

Selv i den,Naar den kun er tom og øde,Er jeg villig til at mødeDen, som drages til mig hen.Overalt, hvor Een tør bygge,Skjult af Dunkelhed og Skygge,Uden Selskab af en Ven,I det Eenlige, det Tomme,I det Tause vil jeg komme.Hvor kun paa den fælles VeiEen sig skiller fra de AndreI mit Navn, for taus at vandre,Er tilstede hos ham jeg.

En Stemme fra Skoven.

Din Hu du bort fra Eensomheden vende!Thi hvor To eller TrendeI Navn af mig foreente sammentræde,Der er jeg selv imellem dem tilstede.

Digteren.

Ha! hvilken Stemme tonerFra Bøgeskovens Kroner,Og taler modsat Mening,Og raader eenlig Vandrer til Forening?

Samme Stemme.

En Engels Røst du høre!Din Frelsers Ord han bringer til dit Øre.

Digteren.

O Fugl med stærke Vinger,Som nu fra Træet dig til Jorden svinger,Imens din hulde Sang i Luften klinger!Jeg under Løvets BuerFra Fugl til Engel dig forvandlet skuer.

Engelen.

Digter! hvorfor vil du søgePaa en eensom Vei din Gud?Kun i Skoven, mellem BøgeVil du lytte til hans Bud?Du vil stedes for ham ene,Da først hører du hans Ord,Og dig nærmere tør mene,End i samlet Broderchor.Troer du da, Gud i sin HimmelFører Liv som Eremit,Siden du i Brødres VrimmelEi kan tale til ham frit?Troer du, han sig aabenbarerHeller for en eenlig Aand,End han sine Sønner svarer,Samlede ved fælles Baand?Altsaa kalder du din egenFrelser til dig i din Bøn,Ikke ham, som ned er stegenTil det hele faldne Kjøn,Ham, som vilde jordisk fødes,For, som Menneske, skjøndt reen,Med den hele Slægt at mødes,Og ei skille sig fra Een? —Gjør som han, udøv hernedenKjærlighed som første Bud,Slut dig selv til Menigheden,Og igjennem den til Gud.

Digteren.

Back to Index Next