Til Sandhed du mig hæver,Men vanskeligt er Offret, som du kræver.Ak! skamfuld jeg bekjender:Poeten let mod Hedenskab sig vender;Selv naar for Gud han knæler,Den gamle Adam ikke reent han qvæler.Vel kan man sig husvaleI Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale;Vel er det skjønt at virkeTil fælles Øiemed i Stat og Kirke,Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene,Sin egen Kraft med Manges at forene.O! men et Blik af SolenPaa tidlig Vaardag, Duften af Violen,En sagte kruset Vove,En kjølig Luftning i de tætte Skove,En flygtig Sky, som svæverPaa Himlen og for Maanens Straale bæver,Og dybt i Skov og DaleDen høitidsfulde Sang af Nattergale, —Alt Dette taler med saa stærk en Stemme,At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. —Ak! jeg bør ikke nægte,Min Christendom er vistnok langt fra ægte,Thi Livet, som Naturen mig bebuder,Er helst i Samqvem med de gamle Guder.Jeg taler med DryaderI Træets Løv, i Bækken med Najader;Ved Dagens hede LueJeg seer Apollo med hans gyldne Bue,Og seent i AftenstundenJeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden,I Kreds af hendes Terner,Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner.Mod alle Skikkelser min Tanke haster,Og hvad den nylig greb, den atter kaster,Indtil den Hvile finderHos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder,Ham, som fra SkabningstidenStod det helleniske Parnas ved Siden,En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger,Og som gjør alle Guderne til Skygger,Thi naar de alle drageFra Tanken bort, saa bliver han tilbage,Som den Uendelige,Der bliver, naar de Endelige vige.Jeg fattermeer og mere,At, vil man om sin Gud philosophere,Da kommer man til Pan. Paa Indras HimmelHan skjuler sig imellem Guders Vrimmel,Men kommer til Bramanen, som i Ørken,Paa hede Sand, i Tørken,Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler,I eensom Selvbetragtning Himlen maaler.Som Sphinx for alle Tider,Han slumrer i Egyptens Pyramider.Og i det Skjønheds-Rige,Hvor Hellas satte de Udødelige,Hvor Digteren har hjemme,Som i Naturen hører deres Stemme,Der hvisker han i Løvet,I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet,I Nattevindens Susen,I Kildens Tonefald, i Havets Brusen,I Dyrets qvalte Toner,I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner.Thi naar Naturen nødesTil, skilt fra Guderne, som i den bygge,I eensom Majestæt sig selv at smykke,Med ham tilsidst vi mødes,Der hersker, naar de Andre maae forstødes.For Socrates de mange Guder svinde,Han troer kun paa sin Genius derinde;Og dennes indre SeenHos Plato hæves panisk til Ideen.Endogsaa Mosaismen,Som fra Naturen skillerSin Gud, og fjernt ham stiller,Har jo Spinoza endt i Pantheismen. —Jeg veed, kun Christi LæreKan sikkert Hjem for Tankens Grublen være;Kun den har Skov og HulerOg Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler.Men ogsaa der er GjærdetEi allevegne lukket;Man troer, at protestantisk man har bukketFor Gud, — men det var Pan! man staaer forfærdet.Thi Gud man atter fjernerFra Verden, fra Naturen,Forskandser sig mod ham ved Prosamuren,Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner.Men dog for ham at ære,Man samles, for maaskee ham at behage,Paa visse Timer og paa visse Dage;Hans Tjeneste skal en Forretning være. —Nei! kald ham hid tilbage,Og sæt hans Naades dyrebare MærkerIblandt Naturens ubevidste Værker:Lad Korset plantes mellem vilde Bøge,At Skovens Sanger til dets Green kan søge,Gjør hver en Bakke til et Golgatha;Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden,Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden,Mens Andagt kalder Sjælene herfra;Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter,Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest,Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter,Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst!Da vil og Digteren til Festen komme,Med hellig Andagt og med Tanker fromme.O Alles Gud, i dine Helligdomme,Hvor selv Naturen føresTil dig, og helliggjøres,Og det Profane stolerPaa Stemplet af de hellige Symboler.Men her, hvor ei man vil Catholicisme,Hvor hvert et ydre Holdningspunct kun svigter,Her kan en stakkels DigterEi undgaae Pantheisme.Hos ham ei Feilen stikker,Det Secten er, som skranter;I Himlen er vist alle Catholiker.
Til Sandhed du mig hæver,Men vanskeligt er Offret, som du kræver.Ak! skamfuld jeg bekjender:Poeten let mod Hedenskab sig vender;Selv naar for Gud han knæler,Den gamle Adam ikke reent han qvæler.Vel kan man sig husvaleI Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale;Vel er det skjønt at virkeTil fælles Øiemed i Stat og Kirke,Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene,Sin egen Kraft med Manges at forene.O! men et Blik af SolenPaa tidlig Vaardag, Duften af Violen,En sagte kruset Vove,En kjølig Luftning i de tætte Skove,En flygtig Sky, som svæverPaa Himlen og for Maanens Straale bæver,Og dybt i Skov og DaleDen høitidsfulde Sang af Nattergale, —Alt Dette taler med saa stærk en Stemme,At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. —Ak! jeg bør ikke nægte,Min Christendom er vistnok langt fra ægte,Thi Livet, som Naturen mig bebuder,Er helst i Samqvem med de gamle Guder.Jeg taler med DryaderI Træets Løv, i Bækken med Najader;Ved Dagens hede LueJeg seer Apollo med hans gyldne Bue,Og seent i AftenstundenJeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden,I Kreds af hendes Terner,Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner.Mod alle Skikkelser min Tanke haster,Og hvad den nylig greb, den atter kaster,Indtil den Hvile finderHos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder,Ham, som fra SkabningstidenStod det helleniske Parnas ved Siden,En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger,Og som gjør alle Guderne til Skygger,Thi naar de alle drageFra Tanken bort, saa bliver han tilbage,Som den Uendelige,Der bliver, naar de Endelige vige.Jeg fattermeer og mere,At, vil man om sin Gud philosophere,Da kommer man til Pan. Paa Indras HimmelHan skjuler sig imellem Guders Vrimmel,Men kommer til Bramanen, som i Ørken,Paa hede Sand, i Tørken,Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler,I eensom Selvbetragtning Himlen maaler.Som Sphinx for alle Tider,Han slumrer i Egyptens Pyramider.Og i det Skjønheds-Rige,Hvor Hellas satte de Udødelige,Hvor Digteren har hjemme,Som i Naturen hører deres Stemme,Der hvisker han i Løvet,I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet,I Nattevindens Susen,I Kildens Tonefald, i Havets Brusen,I Dyrets qvalte Toner,I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner.Thi naar Naturen nødesTil, skilt fra Guderne, som i den bygge,I eensom Majestæt sig selv at smykke,Med ham tilsidst vi mødes,Der hersker, naar de Andre maae forstødes.For Socrates de mange Guder svinde,Han troer kun paa sin Genius derinde;Og dennes indre SeenHos Plato hæves panisk til Ideen.Endogsaa Mosaismen,Som fra Naturen skillerSin Gud, og fjernt ham stiller,Har jo Spinoza endt i Pantheismen. —Jeg veed, kun Christi LæreKan sikkert Hjem for Tankens Grublen være;Kun den har Skov og HulerOg Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler.Men ogsaa der er GjærdetEi allevegne lukket;Man troer, at protestantisk man har bukketFor Gud, — men det var Pan! man staaer forfærdet.Thi Gud man atter fjernerFra Verden, fra Naturen,Forskandser sig mod ham ved Prosamuren,Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner.Men dog for ham at ære,Man samles, for maaskee ham at behage,Paa visse Timer og paa visse Dage;Hans Tjeneste skal en Forretning være. —Nei! kald ham hid tilbage,Og sæt hans Naades dyrebare MærkerIblandt Naturens ubevidste Værker:Lad Korset plantes mellem vilde Bøge,At Skovens Sanger til dets Green kan søge,Gjør hver en Bakke til et Golgatha;Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden,Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden,Mens Andagt kalder Sjælene herfra;Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter,Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest,Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter,Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst!Da vil og Digteren til Festen komme,Med hellig Andagt og med Tanker fromme.O Alles Gud, i dine Helligdomme,Hvor selv Naturen føresTil dig, og helliggjøres,Og det Profane stolerPaa Stemplet af de hellige Symboler.Men her, hvor ei man vil Catholicisme,Hvor hvert et ydre Holdningspunct kun svigter,Her kan en stakkels DigterEi undgaae Pantheisme.Hos ham ei Feilen stikker,Det Secten er, som skranter;I Himlen er vist alle Catholiker.
Engelen.
Nei, vi er Protestanter.Du, som om Naturen sjungerMed begeistret Røst, og troerAt forstaae dens tusind TungerSom et eneste Guds Ord,Klares lad dit Sind, dit Øie,See den Stræben i hvert BladImod Korset sig at bøie,Sole sig i Naadens Bad.Hvorfor plante Kors i Skoven?Er ei Korset overalt,Her paa Jorden og foroven,I hver levende Gestalt?See det, som sig bør en Sanger,I din stille Tankes LæNeppe du da meer forlangerHer at skue det af Træ.Du, som fører Ord paa Læben,Veed du ei om Det Besked,Hvorom i sin tause StræbenUbevidst Naturen veed?Troer du ei, den dunkelt mærker,Fra den Tid, da Christus herGjorde sine Underværker,Har den faaet et større Værd?Troer du ei, den dunkelt længesEfter den Forløsningsstund,Da, naar Alt for Thronen trænges,Ogsaa den af Herrens MundHøre skal det Ord, som lyder:"Gjør min Villie! følg mit Bud!"Jeg din tunge Lænke bryder,"Løser dig af Fængslet ud." —Digter! see med Digter-Øie,Og med Digter-Øre hør,Og Naturen vil sig bøieMod dit Blik, med kastet Slør,Den vil klinge for dit Øre,Med Sordinen taget bort,Og et Spil dig lade høre,I hvis Klang du kjender vort.See dig om! Naturen sørgerI sin Ro, sin Eensomhed:Aabnes Blomsten, dig den spørger,Om du ei dens Frelse veed;Aftenrøden, naar den skriverSit Godnat i Skyers Lag,Spørger, om ei snart den bliverForbud for en salig Dag.Sine halvt forstaaede Tanker,Dunkel Smerte, dunkel LystVil Naturen for et BrystSkrifte, hvori Hjertet banker;Sine hemmelige SkatteDen med Uskyld peger paa;Kunde Mennesket kun fatte!Kunde Mennesket forstaae!O! da hørte han i LøvetOg paa Lufts og Bølgers VeiKun en Stemme, som bedrøvetKlager, at den høres ei.Hør den, Digter! lyt derefter!Det er dig, den taler til,For at du de dunkle KræfterKlare skal ved Strængespil.Al Naturen dine BlikkeSøger og din Kjærlighed;Elsker du din Broder ikke,O saa fly Naturen med!
Nei, vi er Protestanter.Du, som om Naturen sjungerMed begeistret Røst, og troerAt forstaae dens tusind TungerSom et eneste Guds Ord,Klares lad dit Sind, dit Øie,See den Stræben i hvert BladImod Korset sig at bøie,Sole sig i Naadens Bad.Hvorfor plante Kors i Skoven?Er ei Korset overalt,Her paa Jorden og foroven,I hver levende Gestalt?See det, som sig bør en Sanger,I din stille Tankes LæNeppe du da meer forlangerHer at skue det af Træ.Du, som fører Ord paa Læben,Veed du ei om Det Besked,Hvorom i sin tause StræbenUbevidst Naturen veed?Troer du ei, den dunkelt mærker,Fra den Tid, da Christus herGjorde sine Underværker,Har den faaet et større Værd?Troer du ei, den dunkelt længesEfter den Forløsningsstund,Da, naar Alt for Thronen trænges,Ogsaa den af Herrens MundHøre skal det Ord, som lyder:"Gjør min Villie! følg mit Bud!"Jeg din tunge Lænke bryder,"Løser dig af Fængslet ud." —Digter! see med Digter-Øie,Og med Digter-Øre hør,Og Naturen vil sig bøieMod dit Blik, med kastet Slør,Den vil klinge for dit Øre,Med Sordinen taget bort,Og et Spil dig lade høre,I hvis Klang du kjender vort.See dig om! Naturen sørgerI sin Ro, sin Eensomhed:Aabnes Blomsten, dig den spørger,Om du ei dens Frelse veed;Aftenrøden, naar den skriverSit Godnat i Skyers Lag,Spørger, om ei snart den bliverForbud for en salig Dag.Sine halvt forstaaede Tanker,Dunkel Smerte, dunkel LystVil Naturen for et BrystSkrifte, hvori Hjertet banker;Sine hemmelige SkatteDen med Uskyld peger paa;Kunde Mennesket kun fatte!Kunde Mennesket forstaae!O! da hørte han i LøvetOg paa Lufts og Bølgers VeiKun en Stemme, som bedrøvetKlager, at den høres ei.Hør den, Digter! lyt derefter!Det er dig, den taler til,For at du de dunkle KræfterKlare skal ved Strængespil.Al Naturen dine BlikkeSøger og din Kjærlighed;Elsker du din Broder ikke,O saa fly Naturen med!
Chor fra Skoven.
Hele Naturen har Trang til Forening,Stræber mod Mennesket, før end mod Gud;Digteren fatter dens lønlige Mening,Synger ved Lyren dens Længseler ud.Alt i Naturen vil skues og høresAf det forstaaende, kjærlige Bryst,Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føresFrelsen imøde, til Frihedens Lyst.
Hele Naturen har Trang til Forening,Stræber mod Mennesket, før end mod Gud;Digteren fatter dens lønlige Mening,Synger ved Lyren dens Længseler ud.Alt i Naturen vil skues og høresAf det forstaaende, kjærlige Bryst,Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føresFrelsen imøde, til Frihedens Lyst.
Det gjælder Kamp paa Liv og Død,Imod det Ydre ruster sig det Indre,Thi Hiint os længe Trældom bød,Men Dette — Tanken — har begyndt at tindre;Den trodser hvad den forhen lød,Og har den bragt det første Stød,Den lader sig ei meer forhindre,Den vil erobre Verden, ikke Mindre.Den tegner BanenMed stærke Træk,Snart SeiersfanenDen planter kjæk.
Det gjælder Kamp paa Liv og Død,Imod det Ydre ruster sig det Indre,Thi Hiint os længe Trældom bød,Men Dette — Tanken — har begyndt at tindre;Den trodser hvad den forhen lød,Og har den bragt det første Stød,Den lader sig ei meer forhindre,Den vil erobre Verden, ikke Mindre.
Den tegner BanenMed stærke Træk,Snart SeiersfanenDen planter kjæk.
O men fornem de sorrigfulde SukkesKlagende Strøm!See, hvor de skjønne Phantasier vuggesBort, lig en Drøm!Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner,Sandsernes Verdens gyldne TrylleriFlygter og forsvinder;Alt er forbi!Troen ei meer til Syn af Gud sig hæver,Tillidsfuld, stærk;Kun som en Tanke han usynlig svæverBag ved sit Værk.Ak! og Naturen ikke længer smilerHuldt som den Dragt, hvori hans Væsen kom;Skilt fra Gud den hvilerAandløs og tom.Frelseren vil sit Billed ei besjæle,Tegnet er dødt;Fromhed ei længer for ham selv tør knæle,Sværmende sødt.Markernes Krands til Korset ei man bringer,Helgenens Alter kun forladt man seer,Ei til Messe ringerSkovklokken meer.Verden af tusind glade Phantasier!Ak, du forgaaer!Luften forstummer, Kildevældet tier,Eensom jeg staaer.Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel?Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst?Hvor i dette FængselToner min Trøst?
O men fornem de sorrigfulde SukkesKlagende Strøm!See, hvor de skjønne Phantasier vuggesBort, lig en Drøm!Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner,Sandsernes Verdens gyldne TrylleriFlygter og forsvinder;Alt er forbi!
Troen ei meer til Syn af Gud sig hæver,Tillidsfuld, stærk;Kun som en Tanke han usynlig svæverBag ved sit Værk.Ak! og Naturen ikke længer smilerHuldt som den Dragt, hvori hans Væsen kom;Skilt fra Gud den hvilerAandløs og tom.
Frelseren vil sit Billed ei besjæle,Tegnet er dødt;Fromhed ei længer for ham selv tør knæle,Sværmende sødt.Markernes Krands til Korset ei man bringer,Helgenens Alter kun forladt man seer,Ei til Messe ringerSkovklokken meer.
Verden af tusind glade Phantasier!Ak, du forgaaer!Luften forstummer, Kildevældet tier,Eensom jeg staaer.Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel?Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst?Hvor i dette FængselToner min Trøst?
Vend mod dit Indre dit Blik!Hvad i din Verden forgik,Vil i din Tanke du finde.Alt det Forsvundne derindeLiv og Tilværelse fik.
Vend mod dit Indre dit Blik!Hvad i din Verden forgik,Vil i din Tanke du finde.Alt det Forsvundne derindeLiv og Tilværelse fik.
Den Gud, du søger, er din egen Gud;Hvad vil du mere?Han træder ikke som en Gjenstand udBlandt andre, flere.Du føler ham, hvergang dit Hjerte hankerAf hellig Lyst;Du hører ham i dine bedste TankerSom evig Røst.Idet du søger, du ham alt har fundet,Idet du spørger, er alt Svaret vundet.Naturen, smykket i sin hele Pragt,Er altfor ringeTil ved sin stille Flid en værdig DragtFor ham at bringe.Men tom og aandløs er den derfor ikke,Og ei forladt:Den skuer mod hans Sol med tusind BlikkeFra Støvets Nat,Med tusind Tunger tolker den sin Stræben,Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben.
Den Gud, du søger, er din egen Gud;Hvad vil du mere?Han træder ikke som en Gjenstand udBlandt andre, flere.Du føler ham, hvergang dit Hjerte hankerAf hellig Lyst;Du hører ham i dine bedste TankerSom evig Røst.Idet du søger, du ham alt har fundet,Idet du spørger, er alt Svaret vundet.
Naturen, smykket i sin hele Pragt,Er altfor ringeTil ved sin stille Flid en værdig DragtFor ham at bringe.Men tom og aandløs er den derfor ikke,Og ei forladt:Den skuer mod hans Sol med tusind BlikkeFra Støvets Nat,Med tusind Tunger tolker den sin Stræben,Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben.
Aandens Lys i Sjælens KammerGlimter med stærke Lyn,Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer,I det samme Syn.Og ved Lyset, der, lig en Stjerne,Opgik i Menneskets Bryst,Skal Naturen til det yderste FjerneVorde klar og løfte sin Røst,Og skal Mennesket besvare,Som forgjæves spurgte den nys,Og sit Liv aabenbareSom en Stræben mod Frihedens Lys.
Aandens Lys i Sjælens KammerGlimter med stærke Lyn,Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer,I det samme Syn.Og ved Lyset, der, lig en Stjerne,Opgik i Menneskets Bryst,Skal Naturen til det yderste FjerneVorde klar og løfte sin Røst,Og skal Mennesket besvare,Som forgjæves spurgte den nys,Og sit Liv aabenbareSom en Stræben mod Frihedens Lys.
Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen,Og nu straaler idag varm den oplivende Sol,Deilige Foraarsdag! Har Chariten bragt dig fra Syden?Er alt Vinterens Kuld jaget mod Nordpolens Iis?See, hvor Himlen er blaa! Hist svæver en eneste Sky, somGjennemsigtig og klar ligner et løsrevet Slør.Herlige Syn! Du vinker mig ud i den vide Natur, hvorTidt i Sommerens Tid ene jeg vanked omkring.Men hvor Alt er forandret! Det sølvblaa, vuggende Hav erTvunget af Vintrens Magt, jevnt og forvandlet til Land.Langt fra Landet jeg seer det vælte de skummende Bølger;Langs med Kysten det er Vandreren givet til Priis.Jorden er længer ei blød, bekrandset af Græs og af Urter,Nøgen, frossen og stiv trætter den Vandrerens Fod.Rundt Naturen har bredet sit underligt spraglede Teppe,Spættet med Sort og Hvidt, Blanding af Mørkhed og Lys.Liden Snee var kun falden, dog laae den ei glat over Jorden;Vinden, skjøndt rolig nu, før havde splittet den ad.Sneen rugede her, hist tittede længselfuld JordenGjennem det dvælende Slør, Maanen bag Skyerne lig.Saadan Alt er forandret, forandret Havet og Jorden;Himlen med Solskin dog straaler idag som i Vaar.Thi det Jordiske vexler, ustadigt det fødes og svinder,Men den himmelske Gnist qvæger bestandig vor Sjæl.Dog er det Jordiske skjønt, thi derfra skue vi Himlen;Gjennem det jordiske Liv kan vi det evige see.Derfor jeg glædes idag, thi under en vinterlig LarveAner jeg Sommerens Tid, troer jeg, at Vaaren er nær.Spurvenes muntre Qviddren mig spaar alt Lærkernes Komme;Vinterfuglen, som taus sidder og fryser paa Qvist,Lover mig snarlig en Tid, da Marken og Skoven og BuskenLydt gjentager i Chor tusinde Sangeres Røst.Mennesker lokkes nu bort fra Stadens taagede Vrimmel;Hisset en Moder jeg seer gaae med sit pyntede Barn.See, under Linden hun staaer, de nøgne Grene hun bøierNed med forsigtig Haand, viser den Lille en Knop.Hvilken en Glæde! See, Træet har Knopper! En Qvist jeg nu plukker,Bringer til Staden den hjem: "Glæder jer! Nu har vi Vaar!"Men naar Solen nu sænker sig ned bag brunrøde Tage,Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind,Naar i de lange Nætter de dobbelt funklende StjernerNed til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjær,Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner,Om det forenende Bord spøgende sætte sig ned,Ak! da mærker jeg klart, at Vintren dvæler med Afsked;Og dog ønsker jeg da: Vinter, forlad os ei end!
Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen,Og nu straaler idag varm den oplivende Sol,Deilige Foraarsdag! Har Chariten bragt dig fra Syden?Er alt Vinterens Kuld jaget mod Nordpolens Iis?See, hvor Himlen er blaa! Hist svæver en eneste Sky, somGjennemsigtig og klar ligner et løsrevet Slør.Herlige Syn! Du vinker mig ud i den vide Natur, hvorTidt i Sommerens Tid ene jeg vanked omkring.Men hvor Alt er forandret! Det sølvblaa, vuggende Hav erTvunget af Vintrens Magt, jevnt og forvandlet til Land.Langt fra Landet jeg seer det vælte de skummende Bølger;Langs med Kysten det er Vandreren givet til Priis.Jorden er længer ei blød, bekrandset af Græs og af Urter,Nøgen, frossen og stiv trætter den Vandrerens Fod.Rundt Naturen har bredet sit underligt spraglede Teppe,Spættet med Sort og Hvidt, Blanding af Mørkhed og Lys.Liden Snee var kun falden, dog laae den ei glat over Jorden;Vinden, skjøndt rolig nu, før havde splittet den ad.Sneen rugede her, hist tittede længselfuld JordenGjennem det dvælende Slør, Maanen bag Skyerne lig.Saadan Alt er forandret, forandret Havet og Jorden;Himlen med Solskin dog straaler idag som i Vaar.Thi det Jordiske vexler, ustadigt det fødes og svinder,Men den himmelske Gnist qvæger bestandig vor Sjæl.Dog er det Jordiske skjønt, thi derfra skue vi Himlen;Gjennem det jordiske Liv kan vi det evige see.Derfor jeg glædes idag, thi under en vinterlig LarveAner jeg Sommerens Tid, troer jeg, at Vaaren er nær.Spurvenes muntre Qviddren mig spaar alt Lærkernes Komme;Vinterfuglen, som taus sidder og fryser paa Qvist,Lover mig snarlig en Tid, da Marken og Skoven og BuskenLydt gjentager i Chor tusinde Sangeres Røst.Mennesker lokkes nu bort fra Stadens taagede Vrimmel;Hisset en Moder jeg seer gaae med sit pyntede Barn.See, under Linden hun staaer, de nøgne Grene hun bøierNed med forsigtig Haand, viser den Lille en Knop.Hvilken en Glæde! See, Træet har Knopper! En Qvist jeg nu plukker,Bringer til Staden den hjem: "Glæder jer! Nu har vi Vaar!"Men naar Solen nu sænker sig ned bag brunrøde Tage,Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind,Naar i de lange Nætter de dobbelt funklende StjernerNed til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjær,Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner,Om det forenende Bord spøgende sætte sig ned,Ak! da mærker jeg klart, at Vintren dvæler med Afsked;Og dog ønsker jeg da: Vinter, forlad os ei end!
Velkommen igjen,Du Vaarens Prophet!Min sjungende VenPaany jeg har seet!Saa mangen en GangHar du qviddret for mig:Til Gjengjæld min SangSkal tone for dig.Du Vaarens Sanger,Begeistrede Fugl!O siig, hvor du fangerOm Vinteren Skjul?Hvad lykkeligt LandModtager dig, naarTil den blomstrende StrandDu med Vingerne slaaer,Mens i vinterligtVærVi Andre maae herForladte staae?Eller siig, mon du laaeVed den tilfrosne Sø,Mellem vindtørre Siv,Under lunende Hø,Hvor dit elskede Liv,Sødt dysset i Slum,Lig Cicaden i Skum,Skal vækkes paanyMed forynget Lyst,For i Markernes LyAt sjunge din Trøst?Thi Solen har neppeTil Jorden seet,Og over Sneemarkens TeppeSine Straaler spredt,Før din stigende RøstHøit toner i Sky.Med bævende LystDu hæver dit ØieMod Himlenes Ly,Og bringer saa mildTil det straalende HøieDin Foraarssang.I din salige IldHusker du ei,At Marker og Vang,Som du nylig forlod,Ere dækte med Snee,Som en Dødning at see,Dybt under din Fod.Vel smelter du eiMed bævende RøstPaa maanelys VeiDet elskende Bryst,Philomele lig.Thi Amor har eiI sødtsmeltende HonningDyppet din Tunge;Og Kjærligheds DronningHar ei elskovsrigIndblæst i din LungeSin Nectarduft.Men i ForaarsluftHar Ceres mildVed de elskovsfulde,Af GuddomsildSvulmende BrysterFra Vinterens KuldeVarmet dig op.Snart vil hendes Søster,Blomsternes Gudinde,Med Zephyrernes TropKomme ned fra parnassiske Tinde,Og ved Varmen i Solen,Ved din Sang, under flyvende DandsFremkalde Violen,Og flette sin Sanger en Krands.Vel sees du ei eneI dæmrende NatI Poppelens GreneAt klage forladt,Philomele lig.Men glædesrigI Morgenen, den klare,Naar Solen gryer,Vi høre dig fareMod de guldgule Skyer.I et Glædes-ChorOver Marken du svæver,Og begeistret dig hæver,Til Øiet ei meerUnder Himlen dig seer,Men usynlige TonerForkynde, at gladTil den Eviges ThronerDu bringer dit QvadPaa din Himmelgang,Og paa Menneskets ViisI en flammende SangBesynger hans Priis.Vær hilset igjen,Du følende Fugl!Vær hilset igjenI Markernes Skjul!Hver Gang naar jeg vankerVed Naturens Bryst,Naar mit Hjerte bankerAf salig Lyst,Lad mig see dig at bringeTil Himlen dit QvadPaa den udstrakte Vinge,At bævende, glad,Jeg maa føle, hvad nuMin uvingede LæbeForgjæves vil stræbeAt tolke som du!
Velkommen igjen,Du Vaarens Prophet!Min sjungende VenPaany jeg har seet!Saa mangen en GangHar du qviddret for mig:Til Gjengjæld min SangSkal tone for dig.
Du Vaarens Sanger,Begeistrede Fugl!O siig, hvor du fangerOm Vinteren Skjul?Hvad lykkeligt LandModtager dig, naarTil den blomstrende StrandDu med Vingerne slaaer,Mens i vinterligtVærVi Andre maae herForladte staae?
Eller siig, mon du laaeVed den tilfrosne Sø,Mellem vindtørre Siv,Under lunende Hø,Hvor dit elskede Liv,Sødt dysset i Slum,Lig Cicaden i Skum,Skal vækkes paanyMed forynget Lyst,For i Markernes LyAt sjunge din Trøst?
Thi Solen har neppeTil Jorden seet,Og over Sneemarkens TeppeSine Straaler spredt,Før din stigende RøstHøit toner i Sky.Med bævende LystDu hæver dit ØieMod Himlenes Ly,Og bringer saa mildTil det straalende HøieDin Foraarssang.I din salige IldHusker du ei,At Marker og Vang,Som du nylig forlod,Ere dækte med Snee,Som en Dødning at see,Dybt under din Fod.
Vel smelter du eiMed bævende RøstPaa maanelys VeiDet elskende Bryst,Philomele lig.Thi Amor har eiI sødtsmeltende HonningDyppet din Tunge;Og Kjærligheds DronningHar ei elskovsrigIndblæst i din LungeSin Nectarduft.
Men i ForaarsluftHar Ceres mildVed de elskovsfulde,Af GuddomsildSvulmende BrysterFra Vinterens KuldeVarmet dig op.Snart vil hendes Søster,Blomsternes Gudinde,Med Zephyrernes TropKomme ned fra parnassiske Tinde,Og ved Varmen i Solen,Ved din Sang, under flyvende DandsFremkalde Violen,Og flette sin Sanger en Krands.
Vel sees du ei eneI dæmrende NatI Poppelens GreneAt klage forladt,Philomele lig.
Men glædesrigI Morgenen, den klare,Naar Solen gryer,Vi høre dig fareMod de guldgule Skyer.I et Glædes-ChorOver Marken du svæver,Og begeistret dig hæver,Til Øiet ei meerUnder Himlen dig seer,Men usynlige TonerForkynde, at gladTil den Eviges ThronerDu bringer dit QvadPaa din Himmelgang,Og paa Menneskets ViisI en flammende SangBesynger hans Priis.
Vær hilset igjen,Du følende Fugl!Vær hilset igjenI Markernes Skjul!Hver Gang naar jeg vankerVed Naturens Bryst,Naar mit Hjerte bankerAf salig Lyst,Lad mig see dig at bringeTil Himlen dit QvadPaa den udstrakte Vinge,At bævende, glad,Jeg maa føle, hvad nuMin uvingede LæbeForgjæves vil stræbeAt tolke som du!
Ei den høie HimmelbueStraaler meer ved gyldne Lue,Phøbus alt er dalet ned.Thetis i sin Favn ham dølger,Kjøler ham i Havets Bølger,Skjænker Guddomsflammen Fred.Fulgt af tusind Stjerners Vrimmel,Høit paa Nattens tause HimmelStaaer Selene høitidsfuld.Underlige Skygger maleSig i Bøgeskovens SaleI det lyse Maaneguld.Underligt mit Hjerte flammer,Mens i høie BøgestammerPhilomele herligt slaaer:Ha! hvorfor vil Hjertet grue,Mens den kjælne TurteldueKurrende paa Grenen staaer?Veed du, hvorfor Hjertet banker,Naar alene saa du vankerMellem Træer i Maaneglands?Veed du, hvorfor Sjælen bæver,Hvorfor Frygten sagte svæverOm din neppe vaagne Sands?Dybt i Skovens mørke Indre,Der hvor ingen Stjerner tindre,Pleier Artemis at gaae.Arme! Om du hende møder?Husk, hvordan Actæon bøder,Som den stærke Guddom saae.Mellem Skovens tætte GreneVanker hun i Qveld alene,Jagtens frygtelige Mø,Med sit Kogger og sin Bue,Ved sin Fakkels blege Lue;Hvem hun møder, han maa døe!Mens hun vildt i Skoven iler,Venlig hun fra Himlen smiler,Lad det ei forundre dig!Selv til Underverdnens RigerSom Persephone hun stiger,Viser som treenig sig.Thi det Dybe, Hemmelige,Hvad du ei formaaer at sige,Ingen Læbe nævne kan,Er det ei i Skovens Bue?Er det ei i Maanens Lue?Er det ei bag Gravens Rand?Men i Skoven, naar hun træderHenad dunkle, tause Steder,Frygtelig er Artemis:Paa Kronions TordenkileHar hun hvæsset sine Pile,Hendes Arm er stærk og vis.Og ved Gudens Lynildsflamme,Den som altid veed at ramme,Hun sin Fakkel antændt har:Troer du, Mennesket kan taaleSynet af den stærke Straale,Som Giganters Dødsbud var?Een var kun den fromme Hyrde,Som uagtet Støvets ByrdeBlev berørt af hendes Haand.Men de saliggjorte BlikkeSkued Guddommen dog ikke,Lukkede ved Morpheus Baand.Naar den straalende GudindeSaae ham ligge som iblinde,Dysset ind i Søvnens Blund,Sagte hun til Jorden svæved,Lykkens Yndlings Læber bævedVed Gudindens Purpurmund.Vil du derfor alt hernedenSee et Glimt af Herligheden,Sku mod Nattens Stjernekrands!Drøm i Maanens blege LueHvad du aldrig faaer at skueVaagen under Solens Glands!Men er først din Støvdragt borte,Har til Underverdnens PorteHermes vinket med sin Stav,Da kan du dig nærme roligTil Gudindens mørke BoligUnder Urnen i din Grav.Thi forklaret Psyche svingerTo udødelige Vinger,Som af Larven spire frem.Orcus tør hun frit betræde,Iler fra Gudindens SædeTil sin Eros atter hjem.Dog, mens Livet fyrigt gløder,Lad mig flye, hvis Øiet møderArtemis-Persephone!Kun Selene vil jeg kaareUnder Smiil og under Taare,Til at sees af og at see.Ei i Skovens mørke Indre,Der hvor ingen Stjerner tindre,Men i lysen Maaneguld,Her hvor Skyggerne sig male,I de høie Bøgesale,Vil jeg vandre længselfuld!
Ei den høie HimmelbueStraaler meer ved gyldne Lue,Phøbus alt er dalet ned.Thetis i sin Favn ham dølger,Kjøler ham i Havets Bølger,Skjænker Guddomsflammen Fred.
Fulgt af tusind Stjerners Vrimmel,Høit paa Nattens tause HimmelStaaer Selene høitidsfuld.Underlige Skygger maleSig i Bøgeskovens SaleI det lyse Maaneguld.
Underligt mit Hjerte flammer,Mens i høie BøgestammerPhilomele herligt slaaer:Ha! hvorfor vil Hjertet grue,Mens den kjælne TurteldueKurrende paa Grenen staaer?
Veed du, hvorfor Hjertet banker,Naar alene saa du vankerMellem Træer i Maaneglands?Veed du, hvorfor Sjælen bæver,Hvorfor Frygten sagte svæverOm din neppe vaagne Sands?
Dybt i Skovens mørke Indre,Der hvor ingen Stjerner tindre,Pleier Artemis at gaae.Arme! Om du hende møder?Husk, hvordan Actæon bøder,Som den stærke Guddom saae.
Mellem Skovens tætte GreneVanker hun i Qveld alene,Jagtens frygtelige Mø,Med sit Kogger og sin Bue,Ved sin Fakkels blege Lue;Hvem hun møder, han maa døe!
Mens hun vildt i Skoven iler,Venlig hun fra Himlen smiler,Lad det ei forundre dig!Selv til Underverdnens RigerSom Persephone hun stiger,Viser som treenig sig.
Thi det Dybe, Hemmelige,Hvad du ei formaaer at sige,Ingen Læbe nævne kan,Er det ei i Skovens Bue?Er det ei i Maanens Lue?Er det ei bag Gravens Rand?
Men i Skoven, naar hun træderHenad dunkle, tause Steder,Frygtelig er Artemis:Paa Kronions TordenkileHar hun hvæsset sine Pile,Hendes Arm er stærk og vis.
Og ved Gudens Lynildsflamme,Den som altid veed at ramme,Hun sin Fakkel antændt har:Troer du, Mennesket kan taaleSynet af den stærke Straale,Som Giganters Dødsbud var?
Een var kun den fromme Hyrde,Som uagtet Støvets ByrdeBlev berørt af hendes Haand.Men de saliggjorte BlikkeSkued Guddommen dog ikke,Lukkede ved Morpheus Baand.
Naar den straalende GudindeSaae ham ligge som iblinde,Dysset ind i Søvnens Blund,Sagte hun til Jorden svæved,Lykkens Yndlings Læber bævedVed Gudindens Purpurmund.
Vil du derfor alt hernedenSee et Glimt af Herligheden,Sku mod Nattens Stjernekrands!Drøm i Maanens blege LueHvad du aldrig faaer at skueVaagen under Solens Glands!
Men er først din Støvdragt borte,Har til Underverdnens PorteHermes vinket med sin Stav,Da kan du dig nærme roligTil Gudindens mørke BoligUnder Urnen i din Grav.
Thi forklaret Psyche svingerTo udødelige Vinger,Som af Larven spire frem.Orcus tør hun frit betræde,Iler fra Gudindens SædeTil sin Eros atter hjem.
Dog, mens Livet fyrigt gløder,Lad mig flye, hvis Øiet møderArtemis-Persephone!Kun Selene vil jeg kaareUnder Smiil og under Taare,Til at sees af og at see.
Ei i Skovens mørke Indre,Der hvor ingen Stjerner tindre,Men i lysen Maaneguld,Her hvor Skyggerne sig male,I de høie Bøgesale,Vil jeg vandre længselfuld!
Høit alt monne Solen staae,Fast til Halm den Græsset brænder:Skyggerne blir ganske smaa,Hede Pile Phøbus sender.Til sit venlige PaulunHuldt mig Bøgeskoven vinker.Gjennem Toppen sval og luunKun en enkelt Straale blinker.Dobbelt frit jeg aander her.Under disse hvalte ToppeSees kun blide FarveskjærAf det stærke Lys deroppe.Muntre Fugle kan jeg ei,Ingen Qviddren her fornemme,Men alvorlig hører jegHist en enkelt Fuglestemme.I det tæt begroede KratSjunger den med sig alene,Sidder der i Skovens NatPaa de skyggefulde Grene.Her, hvor Solens stærke MagtIkke svier Alt tildøde,Lever Blomsters Farvepragt,Hvide, gule, blaae og røde.Dybt og dybere jeg gaaer,(Hvo kan Middagsheden taale?)Snart jeg Skovens Indre naaer,Skjermet for den hede Straale.Ingen Vei med Sand og StøvI den dybe Skov jeg følger,Mange Aars affaldne LøvSom et Teppe Jorden dølger.Medens jeg i Ro og MagRundt omkring i Løvet vanker,Pludselig med stærke SlagSkjælver jeg, og Hjertet banker.Sveden sprækker iiskold ud,Ikke veed jeg, hvi jeg frygter;Jeg befaler mig til Gud,Og tilbage hurtig flygter.Og jeg ikke seer mig om,Flyer, som truet af en Drage ...Først da jeg paa Marken kom,Standsed jeg og saae tilbage.Mon en Snog sin lumske MundUnder Løvet monne skjule?Nei det var jo Blomster kun,Røde, hvide, blaae og gule.Har en Morder paa min GangLuret bag de tætte Grene?Nei der var jo FuglesangOg Uskyldighed alene.Store Pan! Maaskee jeg kom,Da jeg dybt i Skoven vanked,Altfor nær din Helligdom,Derfor saa mit Hjerte banked.Thi jeg veed, at uden RastDu omkring i Skoven vandrer,Aldrig staaer din Bolig fast,Du den idelig forandrer.Med din krumme HyrdestavHvert et Blad du frem jo bringer,Derpaa til den mørke GravSom et visnet Løv det tvinger.Paa den sørgelige RestAf din Elskede du spiller,Lokker, som du kan det bedst,Af din Syrinx søde Triller.Og hvergang du i dit SindTænker paa den skjønne Pige,Suser sagte Nattens Vind,Tunge Suk fra Hjertet stige.Og dit Bukkeskind saa vredKaster du omkring din Skulder,Sætter dig ved Søen ned,Hører paa, hvor Bølgen ruller;Lytter til de grønne Siv,Naar de hvislende forklareSagn fra deres fordums LivFor den travle Bølgeskare.I den tause Nat man kanHøre tidt et sagte Bulder:Det er Pan; fra fjerne StrandBølgen hid hans Klage ruller.Mangengang i tause NatKan man høre fjerne Stemmer:Det er Pan; de vidne, atAldrig han sin Syrinx glemmer.Hvo, som seer ham paa hans Vei,For sin Dristighed maa bøde.Stærke Guddom! Lad mig eiPaa min Vandring her dig møde!Men min Bøn du høre mild:Hyrdeliv som du jeg fører,Gaaer i Skoven taus og vild,Og paa Kildens Rislen hører.Lad dit grønne Tempel staaeAabent for mig dybt og længe!Lad mig under Bøgen slaaeGlædesrig min Lyras Strænge!See, jeg lover: Hver en GangI din Skov at Strængen toner,Lyde skal for dig min Sang,Hvirvlet under Skovens Kroner.Den skal hvirvles hen til dig;Phøbus vil den Vinger laane:Eensomhed du skjænke mig,For dit Syn du mig forskaane!Sangen vil sig bedre tee,Naar i Anelser den svømmer:Lad mit ydre Blik ei seeDet hvorom min Tanke drømmer.
Høit alt monne Solen staae,Fast til Halm den Græsset brænder:Skyggerne blir ganske smaa,Hede Pile Phøbus sender.
Til sit venlige PaulunHuldt mig Bøgeskoven vinker.Gjennem Toppen sval og luunKun en enkelt Straale blinker.
Dobbelt frit jeg aander her.Under disse hvalte ToppeSees kun blide FarveskjærAf det stærke Lys deroppe.
Muntre Fugle kan jeg ei,Ingen Qviddren her fornemme,Men alvorlig hører jegHist en enkelt Fuglestemme.
I det tæt begroede KratSjunger den med sig alene,Sidder der i Skovens NatPaa de skyggefulde Grene.
Her, hvor Solens stærke MagtIkke svier Alt tildøde,Lever Blomsters Farvepragt,Hvide, gule, blaae og røde.
Dybt og dybere jeg gaaer,(Hvo kan Middagsheden taale?)Snart jeg Skovens Indre naaer,Skjermet for den hede Straale.
Ingen Vei med Sand og StøvI den dybe Skov jeg følger,Mange Aars affaldne LøvSom et Teppe Jorden dølger.
Medens jeg i Ro og MagRundt omkring i Løvet vanker,Pludselig med stærke SlagSkjælver jeg, og Hjertet banker.
Sveden sprækker iiskold ud,Ikke veed jeg, hvi jeg frygter;Jeg befaler mig til Gud,Og tilbage hurtig flygter.
Og jeg ikke seer mig om,Flyer, som truet af en Drage ...Først da jeg paa Marken kom,Standsed jeg og saae tilbage.
Mon en Snog sin lumske MundUnder Løvet monne skjule?Nei det var jo Blomster kun,Røde, hvide, blaae og gule.
Har en Morder paa min GangLuret bag de tætte Grene?Nei der var jo FuglesangOg Uskyldighed alene.
Store Pan! Maaskee jeg kom,Da jeg dybt i Skoven vanked,Altfor nær din Helligdom,Derfor saa mit Hjerte banked.
Thi jeg veed, at uden RastDu omkring i Skoven vandrer,Aldrig staaer din Bolig fast,Du den idelig forandrer.
Med din krumme HyrdestavHvert et Blad du frem jo bringer,Derpaa til den mørke GravSom et visnet Løv det tvinger.
Paa den sørgelige RestAf din Elskede du spiller,Lokker, som du kan det bedst,Af din Syrinx søde Triller.
Og hvergang du i dit SindTænker paa den skjønne Pige,Suser sagte Nattens Vind,Tunge Suk fra Hjertet stige.
Og dit Bukkeskind saa vredKaster du omkring din Skulder,Sætter dig ved Søen ned,Hører paa, hvor Bølgen ruller;
Lytter til de grønne Siv,Naar de hvislende forklareSagn fra deres fordums LivFor den travle Bølgeskare.
I den tause Nat man kanHøre tidt et sagte Bulder:Det er Pan; fra fjerne StrandBølgen hid hans Klage ruller.
Mangengang i tause NatKan man høre fjerne Stemmer:Det er Pan; de vidne, atAldrig han sin Syrinx glemmer.
Hvo, som seer ham paa hans Vei,For sin Dristighed maa bøde.Stærke Guddom! Lad mig eiPaa min Vandring her dig møde!
Men min Bøn du høre mild:Hyrdeliv som du jeg fører,Gaaer i Skoven taus og vild,Og paa Kildens Rislen hører.
Lad dit grønne Tempel staaeAabent for mig dybt og længe!Lad mig under Bøgen slaaeGlædesrig min Lyras Strænge!
See, jeg lover: Hver en GangI din Skov at Strængen toner,Lyde skal for dig min Sang,Hvirvlet under Skovens Kroner.
Den skal hvirvles hen til dig;Phøbus vil den Vinger laane:Eensomhed du skjænke mig,For dit Syn du mig forskaane!
Sangen vil sig bedre tee,Naar i Anelser den svømmer:Lad mit ydre Blik ei seeDet hvorom min Tanke drømmer.
Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker,Vinteren, flyer:Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker,Livet fornyer.Kampen var haard, men den Freden mon bringe;Seiren skal klinge,Løftet paa Tonernes mægtige VingeHøit mod de purpurne Skyer.Digteren, vakt af de første ViolersYndige Blad,Aabner sin Barm for de himmelske StraalersQvægende Bad,Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,Flagrer mod HimlenOver Convallernes hilsende Stimlen,Vinget, forynget og glad.Ind under Bøgenes grønnende Kroner,Salig i Aand,Vandrer han hen over Skov-Anemoner,Lyren i Haand.Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier;Og naar den tier,Hilser han Vaaren med Vaarmelodier,Løsnet af Vinterens Baand.Vinterens Sorger og Glæder nu dølgerGlemselens Flor.Flora kun vinker ham nu, og han følgerGlad hendes Spor.Vintren er flygtet og Striden hernedenBort fra det Eden,Hvor hendes Smaa om et Alter for FredenSamles i duftende Chor.Derfor om Vaaren og Freden hans SangeGjenlyde nu.Fiendskab, hiin sorte, kun fostret i langeNætter med Gru,Flye med den flygtende Vinter mod Polen!Varmen af SolenUdklækker Hjerternes Blomst med Violen,Fred i vor Sang og vor Hu.Nympher og Fauner ved Lyren han atterSamler om den;Hellige Taarer, begeistrede LatterVækker han end.Satyren bringer ham vingede Pile,Gyldne, der smile;See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile,Himlen og Jorden igjen!Saares der Nogen, da huske han, StridenBlot er en Fest,Smile ved Saaret, og drage fra Siden,Sadle sin Hest!Thi har vi Fred, kun i krigerske LeireBør vi den feire:Stedse Turnering og festlige SeireFreden forherliged bedst.Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale,Høit paa din Gang,Hersker af Solen, og Drot af Castale,Smiil til min Sang!Nær i mit Hjerte den Flamme, du tænder!Lær mine HænderDobbelte Greb i din Stræng, naar den senderPilens og Tonernes Klang!
Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker,Vinteren, flyer:Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker,Livet fornyer.Kampen var haard, men den Freden mon bringe;Seiren skal klinge,Løftet paa Tonernes mægtige VingeHøit mod de purpurne Skyer.
Digteren, vakt af de første ViolersYndige Blad,Aabner sin Barm for de himmelske StraalersQvægende Bad,Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,Flagrer mod HimlenOver Convallernes hilsende Stimlen,Vinget, forynget og glad.
Ind under Bøgenes grønnende Kroner,Salig i Aand,Vandrer han hen over Skov-Anemoner,Lyren i Haand.Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier;Og naar den tier,Hilser han Vaaren med Vaarmelodier,Løsnet af Vinterens Baand.
Vinterens Sorger og Glæder nu dølgerGlemselens Flor.Flora kun vinker ham nu, og han følgerGlad hendes Spor.Vintren er flygtet og Striden hernedenBort fra det Eden,Hvor hendes Smaa om et Alter for FredenSamles i duftende Chor.
Derfor om Vaaren og Freden hans SangeGjenlyde nu.Fiendskab, hiin sorte, kun fostret i langeNætter med Gru,Flye med den flygtende Vinter mod Polen!Varmen af SolenUdklækker Hjerternes Blomst med Violen,Fred i vor Sang og vor Hu.
Nympher og Fauner ved Lyren han atterSamler om den;Hellige Taarer, begeistrede LatterVækker han end.Satyren bringer ham vingede Pile,Gyldne, der smile;See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile,Himlen og Jorden igjen!
Saares der Nogen, da huske han, StridenBlot er en Fest,Smile ved Saaret, og drage fra Siden,Sadle sin Hest!Thi har vi Fred, kun i krigerske LeireBør vi den feire:Stedse Turnering og festlige SeireFreden forherliged bedst.
Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale,Høit paa din Gang,Hersker af Solen, og Drot af Castale,Smiil til min Sang!Nær i mit Hjerte den Flamme, du tænder!Lær mine HænderDobbelte Greb i din Stræng, naar den senderPilens og Tonernes Klang!
Hvor sørgelig dog Skoven bliver!Dens nylig rige Krone nøgen staaer;Man træder nu og gaaerPaa al den forhen grønne Pragt,Som død og gusten driverOmkring for alle Vindes Magt.Jeg paa de kjendte Steder vandrer,Og seer, hvorledes Alting sig forandrer.Ved Søens klare Bred deroppe,Hvor tidt jeg i det lille Lysthuus sad,Imellem Blomster glad,Jeg kun de grønne FyrretræerOg røde BøgetoppeKan øine blandt hverandre der;Og fra den sjeldne Gruppe stigeHalvdunkle, svage Skygger, underlige.Det er, som om de tyde vildePaa den almindelige, store Død,Hvis Lov nu Alting lød.Saadan vil og de kjære BaandEngang maaskee sig skille,Som bandt til Andre her min Aand;Maaskee vil efter samme LoveMit Venskab falme, som de grønne Skove.Maaskee det sig engang vil hænde,Naar hid jeg kommer, at da Meget sigForandret har om mig;At Kulde jeg og Alvor seer,At neppe jeg kan kjendeDe aabne, muntre Hjerter meer.Da vil tilgavns de før saa kjæreBekjendte Steder sørgelige være!Og Ingen vide kan tilfulde,Om ikke Sligt engang vil hænde sig;Thi skjøndt de elske mig,Er dog kun fremmed al min Lyst;Og ak! med fremmed KuldeGjengjælder Verden tidt det varme Bryst.Kun der, hvor man har rigtig hjemme,Gjentoner Kjærlighedens vante Stemme.Held Den, som har et Hjem tilbage,En venlig Havn, hvorhen han tryg kan flye,Som aabner ham sit Ly,Naar han fra fjerne Kyster, kjedAf Stormene, vil drageTil Moderhjemmets kjære Fred,Hvor intet fremmed Sprog man taler,Men ham hans Barndoms kjendte Lyd husvaler.Held mig! Om og Naturen falmer,Groe stedse Foraars-Urter i mit Hjem;Ei Høsten kuer dem:En elsket Moder aabner der,Bag Hjemmets brede Palmer,For Sønnen, som hun har saa kjær,Den blide, fredelige Skygge,Hvori alene han kan boe og bygge.
Hvor sørgelig dog Skoven bliver!Dens nylig rige Krone nøgen staaer;Man træder nu og gaaerPaa al den forhen grønne Pragt,Som død og gusten driverOmkring for alle Vindes Magt.Jeg paa de kjendte Steder vandrer,Og seer, hvorledes Alting sig forandrer.
Ved Søens klare Bred deroppe,Hvor tidt jeg i det lille Lysthuus sad,Imellem Blomster glad,Jeg kun de grønne FyrretræerOg røde BøgetoppeKan øine blandt hverandre der;Og fra den sjeldne Gruppe stigeHalvdunkle, svage Skygger, underlige.
Det er, som om de tyde vildePaa den almindelige, store Død,Hvis Lov nu Alting lød.Saadan vil og de kjære BaandEngang maaskee sig skille,Som bandt til Andre her min Aand;Maaskee vil efter samme LoveMit Venskab falme, som de grønne Skove.
Maaskee det sig engang vil hænde,Naar hid jeg kommer, at da Meget sigForandret har om mig;At Kulde jeg og Alvor seer,At neppe jeg kan kjendeDe aabne, muntre Hjerter meer.Da vil tilgavns de før saa kjæreBekjendte Steder sørgelige være!
Og Ingen vide kan tilfulde,Om ikke Sligt engang vil hænde sig;Thi skjøndt de elske mig,Er dog kun fremmed al min Lyst;Og ak! med fremmed KuldeGjengjælder Verden tidt det varme Bryst.Kun der, hvor man har rigtig hjemme,Gjentoner Kjærlighedens vante Stemme.
Held Den, som har et Hjem tilbage,En venlig Havn, hvorhen han tryg kan flye,Som aabner ham sit Ly,Naar han fra fjerne Kyster, kjedAf Stormene, vil drageTil Moderhjemmets kjære Fred,Hvor intet fremmed Sprog man taler,Men ham hans Barndoms kjendte Lyd husvaler.
Held mig! Om og Naturen falmer,Groe stedse Foraars-Urter i mit Hjem;Ei Høsten kuer dem:En elsket Moder aabner der,Bag Hjemmets brede Palmer,For Sønnen, som hun har saa kjær,Den blide, fredelige Skygge,Hvori alene han kan boe og bygge.