-Ja—#det# er Sagen, sagde Bai, som hele Tiden gik og saa' betænkelig ud … men det taler de s'gu' ikke no'et om i "Tasken". Men Ægtemand og Ægtemand imellem—vi véd, hvor Skoen trykker.
De hørte Katinka raabe bag dem, og Huus svarede med et Halløj, der lød højt hen gennem Skoven.
Katinka var munter igen: De skulde vel nu sove til Middag underTræerne, sagde hun. Hun vidste en Plads, en dejlig Plads under enEg—og hun gik iforvejen for at finde den.
Huus gik efter. Han kukkede som Gøgen hen gennem Træerne. Bai hørte ham le og jodle.
-Ja, sagde han, han ka' sagtens le—han staar udenfor 'et.
Lidt efter sov Bai under den store Eg med Næsen i Vejret og Hatten liggende paa Maven.
-Nu skal De sove, Huus, sagde Katinka.
-Ja-a, sagde Huus. De sad hver paa sin Side af Egestammen.
Katinka havde taget Straahatten af og lænede Hovedet mod Træet. Hun sad og saa' op i Egen. Helt, helt oppe i Kronen faldt Solstraalerne ind som dryppende Gulddraaber i det grønne … og Fuglene sang inde i Underskoven.
-Hvor her er smukt, hviskede hun og bøjede Hovedet frem.
-Ja—her er smukt … hviskede Huus igen. Han sad med Armene om sineKnæ og stirrede op i Kronen.
Det var saa stille. De hørte begge Bais Aandedrag; et summende Insekt, som de fulgte med Blikket op mod Kronens grønne; og Fuglene, der kvidrede, saa nær, saa fjernere.
-Sover De? hviskede Katinka.
-Ja, sagde Huus.
De sad igen. Huus lyttede, rejste sig saa varsomt og gik frem. Ja, hun sov. Hun saa' ud som et Barn med Hovedet paa Siden og Munden lidt aaben til et Smil i Søvne.
Huus stod længe og saa' paa hende. Saa vendte han stille tilbage til sin Plads, og lykkelig, med Øjnene op i Egen, lyttede han til hendes Søvn.
Da Marie-Pige vækkede dem med nogle vældige "Hejda" til Kaffen, havdeBai sovet Ærgrelsen væk med den gamle Portvin.
En Cognac gør godt i det Grønne, sagde han. En lille rar Cognac i detGrønne.
Til den lille Cognac kunde Bai igen et Stykke Pundkage. Bai var en stærkt forbrugende Natur.
-Dejlig Kage, sagde han.
-Det er Huus' Kage, sagde Katinka.
-Naa, ja, sagde Bai. Naar vi andre bare maa fortære den….
Efter Kaffen kørte de. Bai var træt af at have Tømmerne, og han togHuus' Plads paa Bagsædet hos Katinka. De var en Smule døsigeallesammen—den hede Sommersol stod paa, og Støv var der ogsaa paaVejen. Katinka sad og saa' paa Huus' Nakke, bred og dygtig brun afSolen.
I Hotelgaarden var der tæt med fraspændte, forladte Vogne. Koner og Piger, som lige var kommet af Agestolene, rystede Skørterne og fik glattet sig. Til Kælderstuen var alle Vinduerne slaaet op; den kogende Punch gik rigeligt rundt til Kortenspillet. Et fistelstemmet Klaver havde travlt med "min Valdemar" i Salslængen bag de nedrullede Gardiner.
-Det er en af Agnes', sagde Katinka.
-Det er Nattergalene, sagde Bai. Iaften maa vi ind og høre, hvordan de kvidrer.
Katinka holdt sig tæt til Salslængen, da de gik. Men man saa ingenting.
-Inte kikke, sagde Bai, Entré ved Kassen….
Inde bag Gardinerne begyndte en Kvinderøst med Skrig at anraabe "minCharles"….
—Oh min Charles—send mig dog et Brev—
-Aa, sagde Katinka; hun blev staaende ved Vinduet og nikkede. Det er den—
-Agnes kan den….
—Hvorhen du altid skrev….
-Kom nu, Tik, sagde Bai. Gaa du med Huus. jeg baner Vej, naar der bli'r Stimmel.
-Men vi kan altid kun det første Vers, sagde Katina, hun blev ved at lytte, mens hun tog Huus' Arm.
—Hvorhen du altid skrev—
anraabte Skrigepotten.
-Der staar sædvanlig kun det samme i de andre, sagde Huus.
-Kommer I, raabte Bai.
Udenfor Porten sang en ranglet Kælling om Massemorderen Thomas og pryglede hans ophængte Kontrafej med et Spanskrør. Tilskuerne stod og saa' benauede ud og sendte Omkvædet frem, langtrukkent som et Amen i Kirken.
Pigerne gik Arm i Arm, i lange Rader med stive Ansigter, forbiKarlene, som "saa' sig dem ud" staaende i Klump foran Teltene, medPiber, og Hænderne gravet ned i Bukselommerne.
En Karl gik frem.
-Goddag, Mari, sagde han. Og Mari rakte ham Spidsen af Fingrene:Goddag, Søren, sagde hun. Og hele Pigerækken standsede og ventede.
Søren stod lidt foran Mari og saa' først paa sin Pibe og saa paa sineStøvler: Farvel, Mari, sagde han.
-Farvel, Søren.
Og Søren gik tilbage til sin Kreds, og Pigeraden lukkede sig igen, og de gik videre med indsnærpede Munde.
-Satan til Manér, sagde Bai, at spærre Gaden.
Konerne sankede sig i Klumper og stod med bedrøvelige Ansigter, som var de til Lig, og mønstrede hinanden. Naar de talte, hviskede de uhørligt, som om de ikke rigtig kunde aabne Munden, og naar de havde sagt to Ord, stod de igen tavse og saa' stille fornærmede ud.
Man kom ikke frem. Jeg bruger Albuerne, sagde Katinka. Hvert Øjeblik blev hun stødt ind til Huus.
-Hold Dem blot tæt til mig, sagde Huus.
Man hørte ikke Ørenlyd for den ranglede Massemorderske og et ParLirekasser, som blandede General Bertrands Afskedskvad sørgeligt medAjaxernes Duet. Latinerne sked ud og ind og peb i Fingrene, og sløveLandsbyunger pustede Skrigeballoner op og lod Ballonerne skrige ud,mens de gloede ud i Luften med ubevægelige Ansigter.
Solen stod lige ned paa Gaden og bagte baade Folk og Honningkager.
-Pyh, det er varmt, sagde Katinka.
-Her skal vi ha'e Vafler, raabte Bai.
-Vafler, min Dame, Vafler—af Tyrolerferdinands brunøjede Datter….
-Vafler, Huus, Vafler, sagde Katinka, hun skubbede sig ind gennem enPigemur, der spærrede Gaden.
Pigerne hvinte: Naa da, Latinerne havde syet deres Skørter sammen.
-Det er Latinerknægtene, skreg et Par Lømler fra Borgerskolen. De brugte Knappenaale at hægte med.
Pigerne løb sammen i Klynge for at komme løs: Uh da, hylede de, Uh da.Latinerne passede deres Snit og brød ind som Lyn for at nappe dem iBenene.
-Uh da—Der blev en Hvinen. Katinka skreg med af Kaadhed.
Vafler, min Dame, Vafler—af Tyrolerferdinands brunøjede Datter.
De kom hen til Ovnen: Tre Vafler, min Herre, hollandske, femten Øre.
-Strø Sukker, du brunøjede.
Den brunøjede strøede Sukker med de bare Fingre: Ja min Dame, sagdeManden—hun har kendt bedre Dage.
-Gi'r De en Drikkeskilling; og han hvinede det ud over Gaden: tilTyrolerferdinands brunøjede Datter.
Den brunøjede raslede avtomatisk med en fremstrakt Sparebøsse og saa' ud, som hun hverken hørte eller saa'.
-Sukker, du brunøjede.
Den brunøjedes Fingre greb atter i Sukkeret.
De kom op paa Torvet. Man bli'r døv, sagde Katinka, hun holdt sig for Ørene. Den store Trylleprofessor Le Tort kæmpede paa et højt Stillads med to Pavker mod Musiken fra tre Karusseller. En hvidmalet Pjerrot slæbte en Stortromme op foran Verdens største Arena:
-Den største Arena, mine Damer og Herrer, den verdensberømte Arena….
Han musicerede ved at sætte sig haardt med den bageste Legemsdel paa sin Tromme.
-Miss Flora—Miss Flora i den høje Trapez….
Det var lige foran dem: Miss Flora—Luftens Dronning—mine Herrer—tiØre … Udraaberen svingede en Allarmklokke i sin højre Arm.
-Luftens Dronning—ti Øre….
Professor Le Tort var forbitret. Han skreg om al Verdens Vidundere, saa hans Stemme knækkede, og han besluttede sig til gratis at fabrikere de fem hundrede Alen Silkebaand … Han begyndte at gylpe oppe paa sit Stillads og trække Silkepapirsstrimler ud af sin Hals, mens han blev rød i Hovedet, som han skulde faa et Tilfælde.
-Luftens Dronning—for ti Øre—
I Verdens største Arena stod Pjerrot paa Hovedet over Trommen og dunkede Trommeskindet med sin Hjærneskal….
Karussellerne gik til Horn og Lirekasser….
-Mine Damer, Luftens Dronning … Luftens Dronning—ti Øre.
Der var stegende Sol og Honningkage-Duft og skubbende Stimmel og Støj.
-Hvor det er dejligt, sagde Katinka. Hun saa' op til Huus og skuttede sig ganske lidt, som en Kattekilling i Hede.
-Det er Konen, sagde hun.
-Hvem? sagde Huus.
-Hun, der vaskede.
Det var Luftens Dronning, der entrede op ad Trappen med lyserøde Ben i Snørestøvler og bredt vrikkende Derrière.
-Miss Flora—Luftens Dronning #saa# kaldet—ti Øre.
Luftens Dronning var med Vifte, som hun haandterede som Figenblad; hun gnaskede Blommer, før hun skulde ind og gaa tilvejrs.
-Skal vi derind, sagde Katinka.
-Tik, raabte Bai. Han vilde se "Slangedamen". De arbejdede sig frem gennem Trængselen og kom forbi en Karussel. Marie kørte paa Løve, halvt paa Skødet af en Kavallerist.
Katinka vilde ogsaa op at køre. Bai sagde Tak til at gi'e Penge for at faa Kallunet vendt. Katinka fik en Inderhest ved Siden af Huus. De begyndte at køre, langsomt og hurtigere. Hun nikkede til Bai og lo ad alle de Ansigter, som drejede rundt.
-Sikken Stimmel, sagde hun. Man saa' bort over alle Hovederne.
De kørte anden Gang. Grib Ringen, sagde Katinka og bøjede sig frem over Huus.
-Pas dog paa, sagde han og tog om hende.
Katinka smilede og bøjede sig tilbage. Ansigterne begyndte at svømme ud for hende. Det var blot noget sort noget—sort og hvidt—som blev ved at dreje rundt.
Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Øjnene.
Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede sagte.
Hun aabnede Øjnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem igen.
Det ringede og begyndte at gaa sagtere: Endnu en Gang, sagde hun. De kørte igen. Huus havde rakt sig indad—hun vidste ikke, hun støttede sig til hans Skulder. Grib den, sagde hun, de fløj Ringen forbi, og hun lo ind i hans Ansigt.
Hun sad med halvaabne Øjne og saa' ind i Kredsen.
Det var, som om alle Ansigterne var trukket paa en Snor.
Hun kendte, svimmel, Marie—hun var kommet op igen—i Vogn med sinKavallerist….
Hun sad paa hans Knæ….
Hvor hun saa' ud—saa daanefærdig….
Og alle de andre—saa de laa hen—som halvdøde—ind til Karlene….
Katinka rettede sig pludselig op: alt Blodet var gaaet hende tilHovedet. Karussellen holdt.
-Kom, sagde hun. Hun stod ned af Hesten.
Bai stod ved Ringpælen; Katinka tog hans Haand: Man bliver svimmel, sagde hun og traadte ned paa Jorden. Hun var ganske bleg af den megen Køren.
-Huus, tag Tik, sagde Bai. Jeg er Fyrtaarn. Han kneb Marie i Armen, hun kom ned af Karussellen med sin Kavallerist.
Marie var flov ved at se Herskabet og strittede til den blaa.
-Brillant, saa hun skær 'en, sagde Bai, som satte i Vej.
-Det er lige her, sagde Katinka. Huus bød hende sin Arm.
Slangedamen Frøken Theodora viste sine dorske Dyr frem ved Siden af Karussellen. Det var nogle fede Slimdyr, som hun tog ud af en Kasse med Uldtæpper. Frøken Theodora kildede dem under Halen for at faa dem lidt livligere.
-De fordøjer, Frøken, sagde Bai i Klubtonen.
-Hva' gør de, sagde Frøken Theodora. Tror De ikke, Dyrene er levende?Frøken Theodora tog Fordøjelsen som en fornærmelse.
Hun slog Slangen om Halsen og kradsede den i Hovedet, saa den aabnedeGabet og drev det til en Hvislen.
Frøken Theodora kaldte den sin Kæleunge og gemte den inde paaBrystet. Frøken Theodora var af Kæmpedameomfang og i Pagedragt.
Slangen lod stille sin Hale daske mellem Frøkenens Knæ. Nussedyr, sagde Frøken Theodora.
-Kom, sagde Katinka, det er ækelt. Hun havde taget Huus' Arm iVæmmelsen.
-Ja, sagde Ejeren, der tog det for Angst og var smigret: Svære Bæster, lille Dame … Men hun har gjort det med Løver.
Katinka var ude:
-At man kan gøre saadan no'et, sagde hun; det rystede gennem hende.
-Ja, sagde Bai og følte sagkyndig rundt. Ejeren havde opfordret "den Herre" til at overbevise sig om, at Dyrene virkelig bevægede sig "saa godt som paa det blottede Legeme".
-Ja, sagde Bai, Kød er det….
"Slangedamen Frøken Theodora" smilede forsonet, mens hun lagde sine"Nussedyr" i Kasse.
-Ja, sagde Ejeren, hun har gjort det med Løver, min Herre.
-I otte Aar, min Herre, sagde Frøken Theodora.
Huus og Katinka var henne over Torvet. Det begyndte at mørkne saa smaat, og alle Udraaberne hylede med Fortvivlelsens Iver omkap paa Stilladserne.
-Nedsat Pris—nedsat Pris—min Dame, raabte Professoren ned tilKatinka, han tørte Sveden af sig med "det sælsommeLommetørklæde"—tyve Øre med Kæreste….
Katinka gik hurtigere, saa Bai knap kunde indhente dem.
Folk begyndte at blive gladere. Slingrende Karleklynger løb syngende ind paa Pigeraderne, som opløste sig med Hvin; og Parrene begyndte saa smaat at kæres langs ad Teltgaderne.
Der stod en svær Støj ud af Beværtningsteltene og oppe fra den brunøjede, hvor Cognac'en gik til Vaflerne.
De tre Politibetjente haltede af ved Stokke. Det var letsaarede fraKrigene, og de holdt sig sammen for at hævde Ordenen: rundt om bagTeltene og i Klyngerne hørte man Latinernes pludselige Fingerpibenskingre gennem Støjen.
Det mørknedes mer og mer, mens Katinka og Huus gik ned langs Teltene og købte.
I Teltene tændte de allerede Staldlygter, som lyste sparsomt ned overHjerter og Honningkager. Madammerne bag de høje Diske poleredeHonningkagerne med den flade Haand, saa de skinnede, og langede demned til Huus og Katinka paa en lang Skovl.
Bai kom til og købte ogsaa.
Huus havde købt Katinka en lille japanesisk Bakke i Markedsgave. Hun gav ham en Honningkage.
-Hva', sagde Bai. Gi'er du Huus Honningkage … Gi' ham et Hjerte….
-Madam, raabte han op. Et Hjerte her….
-Et Hjerte—min Herre—med Vers….
-Bai, sagde Katinka….
-Vi faar en Byge, sagde Huus bagved dem.
-Satan heller. Bai vendte sig fra Disken.
De første Draaber faldt: Det bli'r en Skylle, sagde Bai.
-Der er Ly i Panoramaet, sagde Huus.
-Ja. Katinka tog Bais Arm. Kom, sagde hun.
Der var en Renden til alle Porte. Koner og Piger slog Skørterne overHovedet og løb af med Lommetørklæderne i Firkant over de nye Hatte.
-Hej, hej, sagde Bai, nu kommer s'gu Klokkerne frem.
Pigerne stod rundt i Portene, blaastrømpede og med de islandskeUldklokker om Stolperne.
De Handlende halede Varer ind og svor og bandede. Latinerne fór skingrende afsted og lod sig gennembløde.
-Her er 'et, sagde Katinka.
-Hele Italien, mit Herskab, for halvtreds—Manden var hæs og pakket iUldtørklæder—tre Gange—værs'agtig—
-Hvor det skyller, sagde Katinka. Hun stod under Teltaabningen og rystede sig og saa' ud.
Vandet kom som fra Sluser. Der var allerede Oversvømmelse over det halve Torv. De letsaarede løb haltende rundt under Paraplyerne og løftede Rendestensbrædder.
Rundt under Telte og i Porte stod det halvvaade Kvindekøn og saa' defekt ud.
Inde i Panoramaet var der tomt og ganske stille. Man hørte Regnens tunge, ensformige Fald mod Taget, og saa var det blevet saa køligt.
Det var, som Katinka aandede op efter al Larmen.
-Hvor det gør godt, sagde hun.
-Det er Landsdele, sagde Bai, som var begyndt at kigge i Gluggerne.
-Det blaa Vand, sagde han og gik videre. Han foretrak at gaa ud iForstuen for at se, hvad der kunde vise sig under de islandskeNederdele.
Katinka blev siddende. Hun følte sig som nyfødt herinde, alene medHuus i Stilheden, under den faldende Regn.
-De spiller ikke, sagde hun.
-Nej—for Regnen….
De hørte begge efter Regnens Fald.
-Den Støj, der dog var, sagde hun.
Katinka vilde helst være blevet siddende der, stille, og have lyttet efter Regnen. Men hun rejste sig dog: Er det Italien, sagde hun.
-Han sagde det.
Hun saa' ind af en Glug: Ja, sagde hun, det er Italien.
Der var kunstigt Lys derinde foran Billederne, der straalede i stærkeFarver.
-Hvor det er smukt….
-Det er Golfen, sagde Huus, ved Neapel.
Billedet var ikke slet. Blinkende Sol laa over Golf og Strand ogStad. Baade fløj hen over Vandets Blaa.
-Neapel, sagde Katinka sagtere.
Hun blev ved at se ind. Huus saa' i Gluggen ved Siden af det sammeBillede.
-Har De været der?
-Ja—to Maaneder.
-At sejle #der#, sagde Katinka.
-Ja—til Sorrento….
-Sorrento. Katinka gentog det fremmede Navn sagte og dvælende.
-Ja, sagde hun—at rejse.
De gik ned langs Gluggerne og saa' ind paa Billederne ved Siden af hinanden. Regnen faldt svagere mod Taget—tilsidst kun dryppende Draaber.
De saa' Rom, Forum og Kolosseum. Huus fortalte derom.
-Det er saa storartet, sagde Katinka, at man bliver bange.
-Jeg holder mest af Neapel….
Udenfor begyndte Lirekasserne at spille, Karussellerne ringede.Katinka havde næsten helt glemt, hvor hun var.
-Det regner vist ikke mer….
-Nej, det er ovre.
Katinka saa' sig om i Rummet: Saa venter Bai, sagde hun.
Hun gik tilbage, og hun saa' endnu en Gang ind over Bugten ved Neapel med de ilende Baade.
Bai kom ind og sagde, at Gaden igen var overgivet til den planmæssigeFærdsel.
-Saa gaar 'et vel til Skovs? sagde han.
De gik. Luften var kølig og renset. Store glade Flokke drev henadVejen mod Skoven.
Træerne og Tjørnehækken duftede, efter Regnen.
Solen gik ned, og henne ved Skovindgangen tændte man de kulørte Lamper paa Æreporten. Karlene drev af med Pigerne om Livet. Alle Bænkene langs Vejen var fulde. I ømme Stillinger sad de og kæredes forborgent.
De begyndte at høre Musiken fra Dansepladsen og den summende Lyd af de mange Stemmer.
-Nu skal vi træde Dansen, sagde Bai.
Udenfor Danseestraden var der fuldt af halvvoksne Knøse og Piger, som saa' til ind over Rækværket. Inde paa Gulvet stampede de Trippevals, saa det drønede.
-Kom, Tik, sagde Bai, vi aabner Ballet.
Bai dansede voldsomt og blev ved ud og ind mellem Parrene.
-Bai dog, sagde Katinka, hun var aandeløs.
-Man kan svinge den endnu, sagde Bai. Han dansede forkert iVrikketakt.
-Bai dog….
-Man ka' faa hende varm endnu, sagde Bai. De kom hen til Huus.
-Nu maa man holde sig i Øvelsen, sagde han og Slog Hælene sammen som paa Klubballerne, og røre Damerne.
Katinka følte sig saa trykket ved Bai.
-Bai er saa kaad, sagde hun, da han var gaaet.
-Vil De danse engang med mig, sagde Huus.
-Ja—om lidt—lad os vente lidt….
De saa' Bai vrikke løs med en fyldig Bondepige i Fløjelsliv.
-Lad os gaa lidt, sagde Katinka.
De gik ud af Estraden, et Stykke henad Vejen, hvor Musiken var døet hen.
Katinka satte sig: Sæt Dem, sagde hun. Man bli'r saa træt.
Der var saa stille i Skoven. Kun et Par løsrevne Toner kom nu og da henimod dem. De sad tavse. Huus rodede med en Pind i Jorden.
-Hvor er hun nu? spurgte Katinka med ét. Hun sad og saa' ned for sig.
-Hun?
-Ja—Deres—Forlovede….
-Hun er gift—Gud ske Lov….
-Gud ske Lov?
-Ja—man synes dog altid, man havde et Ansvar—naar hun nu, #der#, sad hen….
-Det kunde De da ikke gøre for….
Katinka tav lidt: Om hun holdt af Dem.
-Hun #holdt# af mig, sagde Huus, det véd jeg nu.
Katinka rejste sig. Har hun Børn? sagde hun, de var atter et Stykke henad Vejen.
-Ja—en lille Dreng.
De talte ikke mer, før de kom til Estraden. Skal vi saa danse, sagdeKatinka.
De smaa Lygter var tændt rundtom og gav kun sparsomt Lys ned overBænkene langs Siden. Parrene svingede ud i Lyset og igen tilbage iMørket; inde paa Gulvet var det hele noget uroligt sort noget, dergled ud og ind.
Huus og Katinka begyndte at danse. Huus dansede roligt, førte sikkert.Det var Katinka, som kom hun til Hvile her i hans Arm.
Hun hørte det altsammen—Musik og Stemmer og Trampen—som noget ganske fjernt, og følte kun, at han førte hende saa sikkert, ud og ind.
Huus blev ved at danse paa den samme stille Maade. Katinka mærkede sit Hjerte banke, og at hendes Kinder brændte. Men hun bad ham ikke holde op og talte ikke.
De blev ved at danse.
-Ser man Himlen, sagde Katinka pludseligt.
-Nej, sagde Huus, Træerne skygger.
-Saa Træerne skygger, hviskede Katinka.
De dansede.
-Huus, sagde hun; hun saa' op paa ham, og vidste ikke, hvorfor hendesØjne blev fulde af Taarer, jeg er træt.
Huus stansede og værnede om hende med Armen gennem Trængselen.
-Vi morer os, sagde Bai. Han snurrede forbi dem ved Indgangen.
De traadte ned ad Trinet og gik henad en Sti.
Det var ganske mørkt mellem Træerne; det var, som det var blevet hedere igen efter Regnen, og de blomstrende Tjørne sendte en gennemtrængende Duft imod dem.
Rundt mellem Træer og Underskov hviskede og rørte det sig, og omslyngede Par gemte sig paa Bænkene i Mørket.
-Huus, Bai venter os vist, sagde Katinka—kom.
De vendte om.
-Ja, sagde Bai, saa gaar vi hen til Skrigepotterne. Der er nogle"Sangerinder" herhenne i Pavillonen—nette Piger, siger de….
-Jeg skal bare først trippe Afsked med den lille Landdame derhenne….
-Sving De Katinka en Gang, Huus. At hun ikke sidder stille.
Huus lagde Armen om Katinka, og de dansede igen.
Katinka vidste ikke, om de havde danset et Minut eller en Time, da de gik gennem Skoven henimod Pavillonen.
Fem Damer sang imod dem fra Døren. De slog med Kvastestøvlerne og holdt to Fingre ind mod Hjertet:
—Her komme vi det glade Kompagni mod Mandens Tyranni….
-Her er en hyggelig Krog, sagde Bai. Her ka' vi se Damerne….
De satte sig. Man saa' knap Ansigterne rundtom for Røg og Dunst. De fem Damer sang om Bajonetter og Uforfærdethed. Da de var færdige, drak de Punch og koketterede ved at putte Rosenblade ind under Brystudskæringen og fnise bag nogle sjadskede Vifter.
-Nette Piger, sagde Bai.
Katinka hørte knap; Huus sad med Hovedet i Hænderne og stirrede paa det snavsede Gulv.
En lille Pianist, der lignede en Græshoppe, sprang over et Klaver, som om han vilde spille med sin tynde Næse.
Damerne skændtes om, "hvem der skulde"….
-Det er dig, Julie, blev der hvisket arrigt bag Vifterne. Det véd#Gud#—det er Julie.
-Skorstensfejeren, sagde Julie højt ud over Folk.
-Den er #forbudt#—skreg et Par Damer bag Vifterne ned tilPianisten—Sørensen, hun synger, hvad der er forbudt.
Nede i Salen slog de med Glassene.
-Pyh, fordi Josefine ikke ka' synge den.
Damen Julie sang "Skorstensfejeren":
Skorstensfejeren August— har til Vaabenskjold en Kost….
Bai dundrede, saa han var nær ved at slaa Toddyglassene sønder:
-Hva' si'er du, Tik, sagde han.
Katinka fór sammen, hun havde slet ikke hørt efter. Jo, sagde hun.
-Kvik, sagde Bai, kvik. Han klappede igen.
-Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen, raabte Frøken Julie.
Romancesangerinden Frøken Mathilde Nielsen var langskørtet og højtidelig. De andre Damer sagde: Mathilde har Stemme. Mathilde var faldet som Barn og havde flækket Næsen.
Hun lagde straks under Forspillet Haanden paa Hjertet:
Det var Sangen om Sorrent.
Hvor den høje og dunkle PinieLaaner Skygge til Bondens Vigne,Hvor ved Golfen OrangelundenDufter liflig i Aftenstunden;Hvor ved Stranden Baaden gynger,
Hvor i Byen glade KlyngerGaar i Dansen, mens de synger,Synger højt Madonnas Pris.Aldrig, aldrig, jeg forgjetterDisse Dale, disse Sletter,Disse maaneklare Nætter,Napoli—dit Paradis.
Frøken Mathilde Nielsen sang sentimentalt med lange, tremolerendeToner.
Da Sangen var endt, applavderede "Damerne" ved at slaa med Viften i de flade Hænder.
Romancesangerinden "Frøken" Nielsen takkede bukkende.
-Tror jeg ikke, Tik vander Høns over "Foredraget", sagde Bai. Katinka sad virkelig med Taarer i Øjnene.
De kom udenfor: Nu gaar vi hjem over Kirkegaarden, sagde Bai.
-Over Kirkegaarden, sagde Katinka.
-Ja—det er den nemmeste Vej—og der er #kønt#.
Katinka og Huus gik sammen, og de fulgte efter Bai. De kom ud afSkoven og gik gennem en Allé. Støj og Musik svandt bort bag dem.
-Ja, sagde Bai, en bevæget Dag—en godt anvendt Dag. Han blev ved at snakke op: om Dansen—saa det skær', de Landsbybørn—og "Damerne"—"Frøken Julie", frisk Pige i Støvlerne, kæk Pige—og Marie—naa—vi vil faa at se, hva' den har staaet paa … jeg kender hende….
De to andre talte ikke. Ingen af dem hørte efter heller. Der var saa tyst, at de hørte deres egne Skridt paa Jorden. For Enden af Alléen ragede Kirkegaardens Jernport op med sit store Kors.
-Men Bai, sagde Katinka.
-Tror du, her er Spøgelser, sagde Bai. Han aabnede Sidelaagen.
De gik ind. Katinka tog Huus' Arm i Laagen. Kirkegaarden laa iDæmringen som en stor Have. Roser og Buksbomhække og Jasminer ogLinde duftede tungt, og graa og hvide Sten ragede op mellem Hækkene.
Katinka tog saa fast om Huus' Arm, mens de gik.
Bai gik i Forvejen. Han travede langs Busketterne og slog ud medArmene, som om han vilde jage Høns op.
Katinka stansede: Se dog.
Der var hugget ud gennem Træerne, saa man saa' ned over Markerne tilFjorden. Dæmringen svævede som et Slør over det dunkelblankeVandspejl, stille og drømmende.
Det var tyst, som om Livet var døet ud under den duftfyldte Luft …Ubevægelige stod de tæt ind til hinanden.
Langsomt gik de videre. Katinka stansede af og til og læsteIndskrifterne paa Stenene, der lyste frem i Dæmringen. Hun læste dem,Navne og Aar, med sagte og skælvende Stemme.
-Elsket og savnet.
-Elsket ud over Graven.
-Kærlighed er Lovens Fylde.
Hun traadte nærmere og løftede Hængepilens Grene: Hun vilde læseNavnet paa Stenen.
Saa raslede det bag Pilen.
-Huus, sagde hun og tog krampagtigtom hans Arm.
Noget satte flygtende ud over Gærdet.
-Det var et Par Mennesker, sagde Huus.
-Hvor jeg blev bange, sagde Katinka, hun holdt Hænderne for Brystet.
Hun blev ved at gaa tæt ind til ham, mens hendes Hjerte bankede.
De talte ikke mer. Det raslede i Busketterne nu og da, og Katinka fór sammen.
-Min lille Ven, min lille Ven, hviskede Huus som til et Barn. KatinkasHaand skælvede under hans.
Bai stod ved Enden af Gangen.
-Er I der, sagde han.
Han aabnede Laagen. Den klappede til i Jernhængslet efter dem.
Ude i Alléen tog Bai Huus til Side:
-Det er s'gu dog en Skandale, sagde han … at det skal #eksistere#—en Vanhelligelse af det hellige Sted … Kiær havde jo sagt mig det … hvordan det var—med de Røvere….
-Men jeg troede s'gu ikke, at det var muligt….
-Ikke en Gang at ha'e Følelse for Døden—Dødens Have—føj forSatan….
-Man ka', Fanden ta'e mig, ikke en Gang være i Fred paa Bænkene….
Huus kunde have slaaet ham.
* * * * *
De kom ned gennem Gaderne. Teltene stod lukkede og øde. Hist og her sankede en Handlende sine Varer sammen ved en ensom Lygte.
Værtshuslarm trængte ud i Gaden. Søvnige og duknakkede drev man parvis hjem.
I Hotelporten kom Marie til Syne. Hun var søvndrukken og mat.
Katinka ventede ved Vognen. Rundtom blev der spændt for og kørt afsted. "Nattergalene" sang højt ud i Gaarden,
De kom til Sæde. Bai vilde køre og sad med Marie.
Oh du—min Valdemar!Jeg elsker dig….
-De holder ud, sagde Bai.
De kørte gennem Natten; forbi Skoven; frem over de flade Marker.
Marie hang, sovende, krumbøjet over Kurven i sit Skød. Huus og Katinka sad tavse, stirrende ud i Egnen. Nu og da talte Bai.
-Hoho—mine Dyr—
-Naa—saa langsomt—
Og der blev stille som før.
Bai vilde ha'e "en Opmuntring" og fik purret til Marie, til hun fandt en Portvinsflaske.
-Vil I ha'e? sagde han.
-Nej—Tak, sagde Huus.
-Det er s'gu Uret, Bai tog Flasken fra Munden. En Mave maa ha'e no'et mod Nattekulden.
Bai tog en Slurk til. Det lærer man i Felten, sagde han.
Han begyndte at tale om Preusserne og Krigen.
-Godmodige Folk, sagde han, ta'et én for én—svære Ædere—sværeÆdedolke—men gode Hjerter—rigtig gode Hjerter—én for én—men i#Korpset#—Satan staa i dem….
Ingen svarede. Marie nikkede igen.
Katinka ønskede blot, at han dog vilde tie.
-Men svære Ædere, sagde Bai igen.
Han begyndte at blive patriotisk og talte om gamle Danmark og et blodigt Banner. Saa faldt han hen i tavse Betragtninger, da ingen svarede.
Man hørte kun Hestenes Larm i Seletøjet. Nu og da galede en Hane overMarkerne.
-Tag Sjalet paa, sagde Huus, det er koldt.
Varsomt lagde han det blaa Sjal om Katinkas Skulder.
Lidt efter lidt gryede Dagen over Markerne.
* * * * *
-Der gi'es vel Frokost, sagde Bai. De var hjemme og stod utidige paaTrappen i den graa Morgen.
-Ja, hvis du vil, sagde Katinka.
Men Huus maatte hjem. Det var den høje Tid.
-Naa—sagde Bai—som De vil, han gabede og gik ind. Marie var slæbt af med Kurvene.
Huus og Katinka blev alene. Hun lænede sig til Dørstolpen. De tav lidt.
-Saa Tak for idag, sagde hun. Det kom sagte og usikkert.
-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre Gange med hede Læber.
Og var tilvogns og borte.
-Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk?
Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørte.
Hun støttede sig til Døren og gik stille ind.
* * * * *
Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem. Lærker og alleFugle jublede over den vide Eng. Der var fuldt af Sang og Sol ogKvidren over de sommerlige Marker.
Lænkehunden sov i den hede Gaard og lod sig ikke vække. Et Par skuredeBøtter var stillet til Tørring i Solen.
Katinka aabnede Gangdøren; man hørte kun Fluernes Summen gennem de lyse, kølige Stuer.
Hun gik ind gennem Havestuen ud i Haven. Der var ikke et Menneske og ganske tyst. Paa Krocketplænen laa Kugler og Køller forladte. Rosenbuskene hang i Heden.
-Er det Dem, lille Fru Bai. Det kom halvsagte fra Lysthuset og FruLinde nikkede: Ja, Linde læser jo Præken.
-De er ude i Baghaven allesammen—Kiærs kom jo, et helt Læs med deresFremmede … Og det er jo ubelejligt, naar Linde læser Præken….
-Er Kiærs her? sagde Katinka.
-Ja … de kom her til Kaffe—de er i Baghaven—og den nye Doktor ogsaa … Og De, som har været til Marked … Huus fortalte om det.
-Ja—det var en dejlig Dag, sagde Katinka. Hun havde ondt ved at faaOrdene frem, saadan bankede hendes Hjerte.
Gamle Pastor Linde kom frem i Havedøren. Han havde Lommetørklæde omHovedet. Lommetørklæderne kom frem hver Fredag Aften, naar PastorLinde begyndte at læse paa sin Præken.
-Er det lille Fru Katinka, sagde han. Og De har det godt?
Gamle Pastor kom hen i Lysthusdøren. Han vilde høre om Markedet.
Katinka vidste knap hvad hun selv sagde. Mens hun talte, følte hun blot en pludselig ubeskrivelig Længsel efter Huus.
-Ja—han er rigtig et godt Menneske, sagde Fru Linde, da Katinka havde talt noget; og Katinka blev blussende rød.
-Ja, sagde gamle Pastor, et rart Menneske.
Han tog Lommetørklædet af og lagde det paa Lysthusbordet foran sig. Han blev ved at spørge om Markedet: Vore Folk kom hjem henad Morgen, sagde han.
-En Gang ska' de jo more sig … Gamle Pastor smaasnakker, og Katinka svarer uden at have forstaaet et Ord.
-Lille Linde—din Præken….
-Ja, Lille Mo'er. Ja, lille Frue, siger han, det er allerede blevetLørdag idag.
Gamle Pastor sjokker af med Lommetørklædet i Haanden.
-Vil De ikke ned til de andre, lille Fru Bai, siger Fru Linde….
-Hvis jeg ikke kan hjælpe … med noget….
-Ellers Tak … jeg gi'r dem jo bare, hvad jeg har … lidt Ærter ogSkinke….
Katinka rejste sig.
-Gaa gennem Gaarden, sagde Fru Linde.
Katinka havde ikke set Huus i tre Dage siden Markedet; hvor hun dog havde ventet og haabet, og frygtet hvad hun haabede. Nu skulde hun se ham.
Latter og Støj slog fra Baghaven langt ud over Marken. Katinka aabnedeLaagen og gik ind.
-Den dejlige Kone kommer, raabte Agnes. De legede Enke paa den storePlæne.
Katinka havde kun set Huus, han stod der midt i Klyngen. Hvor han var bleg og saa' sørgmodig ud.
Katinka tænkte: han har været søvnløs ligesom jeg. Og hun smilede til ham frygtsomt, med let bøjet Hoved som en ung Pige.
Hun fik Agnes og de kom til at staa foran Huus.
-Aa, pyt, sagde Agnes til Huus, man kender det: De har naturligvis haft Tømmermænd … Derfor har De været usynlig i tre Dage….
-Og vi har ventet Dem….
-Igaar vilde Fru Bai slet ikke lade os faa Kaffen, fordi vi skulde vente paa Dem.
Katinka saa' ned i Jorden, men hun stansede ikke Agnes. Det var hende, som hun selv fik ham sagt, hvorledes hun havde ventet ham.
-Og er det saa en Opførsel, naar man skal staa Fadder til et Par ægteKropduer, sagde Agnes.
De to andre fik ikke sagt et Ord. Men Katinka følte Huus' Blik paa sig, og hun blev staaende med bøjet Hoved foran ham.
De blev ved at lege Trold og Enke. Hun saa' kun ham. De vekslede kun Legens Ord med halvsagte Stemme. Ingen af dem vilde have kunnet tale helt højt.
Katinka vidste ikke, at hendes Hænder i Legen dvælede i hans og slap dem tøvende.
Der skulde dækkes til Aften i Lysthuset. Gamle Pastor og PastorAndersen kom med Louise-Ældst og Lille-Jensen.
-Naa, sagde Agnes, saa fik vi da endelig Lugt paa Skinken.
Før de kom tilbords, havde Louise-Ældst allerede sjippet foran den nyeDoktor og vist sin "Skønhed".
Da alle var kommet til Sæde i Lysthuset, raabte Gamle Linde ud afDøren: Om der ikke var glemt et Par paa Kærlighedsbænken.
"Kærlighedsbænken" var en gammel mør Bænk mellem to Træer nede vedDammen.
-Der er saa rart mørkt, sagde Fru Linde.
-I gamle Dage, sagde Fru Linde, da Sønnerne sværmede, da kom der altid et Par dernede fra—det vil sige, hver sin Vej her om Lysthuset … ja—de Dage….
"Kærlighedsbænken" var Fru Lindes bedste Tema.
-Ja, ja, Linde, #der# er nogle blevne lykkelige, sagde hun.
Hun begyndte at tælle op alle dem, som var blevet forlovede iPræstegaarden. #Den# og #den# og #den# … Det blev en almindelig gladSnakken over hele Bordet om al den Forelskelse og Forlovelse.
-Ja—den Sommer, da baade Rikard og Hans Beck blev forlovede.
-Agnes vidste da, hun havde altid rusket med Laasene, før hun aabnedeDørene….
-Og Nøddegangen da—
-#Naa#, ja man #kunde# komme til Forstyrrelse….
-Der raslede altid noget afsted mellem Grenene….
-Frøken Horten havde et #slemt#, gult Skørt … det #skinnede#….
-Ja, siger Gamle Pastor, man maa jo vogte sig for de stærke Farver….
-Men der er dejligt i Nøddegangen, plumper det ud af en ung Pige.
Og der bliver en Latter, saa de kaster sig frem over Bordet.
-Linde, Linde, raaber Fru Linde, husk, det er Lørdag. Gamle Pastor lér, saa han faar Hoste.
-Men det #havde# virkelig været, som hørte man en evig Kyssen i alleKroge….
-Ja, ja, siger Fru Linde, som tager det praktisk, de er kommet meget godt an….
-Skaal, lille Fru Katinka, ska' vi drikke, vi gamle, siger Pastoren.
Katinka fór sammen: Tak….
Der blev talt om et ungt Par, det sidste fra Kærlighedsbænken. De havde allerede faaet en Dreng.
-Var det en Dreng, de havde faaet?
-Ja, en dejlig Dreng.
-Han vejede otte Pund, sagde Fru Linde.
-Og et Hjem har de.
-Som det var #blæst#….
-Og en Kurren—det var saamæn Hvedebrødsdagene endnu.
De var færdige med at spise, og Fru Linde gjorde Tegn til Pastoren.
-Ja, ja, siger Gamle Pastor, siger vi saa Skaal til Mo'er.
-Tak for Mad.
Alle rejste sig, og der blev en Summen ud i Haven. Katinka lænede sig mod Væggen. Det var som Støj og Tale derude var saa langt borte, og hun saa' kun Huus' blege, bevægede Ansigt, hans elskede Ansigt.
Et Par Piger kom for at tage af Bordet, og Katinka gik ud i Haven. De skulde lege Skjul. Agnes var i Gang med "Elle—tælle … Ni—ti"….
Gamle Pastor sagde Godnat. Det er jo Lørdag, sagde han. Han mødte Bai oppe ved Laagen: Godaften, Stationsforstander … ja, jeg maa til min Præken….
Louise-Ældst stod ved den store Jasminbusk. Der blev en Flyven og enGemmen bag alle Buske.
-Hun sér, hun sér, raabte én, som fór forbi Jasminbusken.
Og saa blev der stille.
-Jeg #kommer#.
Katinka gik ind i Lysthuset. Hun lukkede Døren efter sig: hun var saa træt. Og alle Ordene fra Bordet havde ligesom lagt sig om hende som en stor og hjælpeløs Smerte.
Hun sad saadan stille, da Døren blev aabnet og lukket:
-Huus….
-Katinka—Katinka dog … Det lød fortvivlet og i Graad; og han #rev# hendes Hænder til sig og kyssede dem og kyssede, mens han laa ned for hendes Fødder.
-Ja, min Ven—ja, min Ven.
Katinka løsnede sine Hænder og støttede sig et Nu til hans Skulder, mens han knælede: Ja, Huus, ja.
Taarerne løb ned over hendes Kinder. Saa ubeskrivelig ømt lod hunHaanden glide gennem den hulkendes Haar:
-Aa—kære Huus—Tiden vil mildne dette her … De …
-Naar De—hun tog Hænderne bort fra hans Haar og støttede sig tilBordet—nu rejser … og vi ikke ses mere….
-Ja—Huus—saadan som det jo #maa# være….
-Men jeg vil altid huske Dem—bestandig og altid….
Hun talte saa mildt med tusind sorgfulde Kærtegn i sin Stemme:Katinka, sagde Huus, han løftede Ansigtet, der var badet i Graad.
Katinka saa' ned paa hans Ansigt, hvor hun elskede hvert Træk. Øjnene, Munden, hans Pande—som hun aldrig mere skulde se; aldrig mere være ham nær.
Hun gik et Skridt som for at gaa. Saa vendte hun om mod Huus, der stod ved Bordet.
-Kys mig, sagde hun og lagde Hovedet ind til hans Bryst.
Han tog hendes Hoved mellem sine Hænder og hviskede under Kys bestandig hendes Navn.
-Ude i Haven fløj og fór de. Louise-Ældst styrtede gennem Nøddegangen efter den nye Doktor, saa hun nær havde revet Bai og Kiær over Ende i Gangen.
-Ja—vi var til Marked, sagde Bai, gemytlig Dag … Saa' et Par kvikkePi'er i Skoven—flinke Pi'er i Støvlerne….
-Formelig #Pust#, gamle Kiær.
-Huus sagde det, siger Kiær.
-Huus, Bai stanser og taler halvdæmpet, Huus—hvad sagde jeg? Aa, detMenneske forstaar sig s'gu ikke no'et paa Fruentimmer….
-Han sad saa genert som en pillet Kylling og saa' paa "Nattergalene" … en ren Ynk, gamle Kiær, at se paa—den rene Ynk for et proportioneret Mand-folk.—
Louise-Ældst faldt om i den nye Doktors Arme oppe foran Jasminbusken.
Det begyndte at skumre. Rundtom i Haven drev Par og Par. Et Navn blev raabt højt ned gennem Gangen: Ja—a, lød det saa fra Egnen om Dammen.
Og saa, mens Helligaftenklokkerne klang, blev alt mere stille. Tavse drev man sammen til den store Græs-bænk, og der taltes kort og dæmpet.
Katinka sad ved Siden af Agnes. Præstefrøkenen kælede altid for "den dejlige Kone".
-Syng lidt, Frøken Emma, sagde Agnes.
En lille Dame begyndte at synge, mens de sad rundtom paa Græsbænken. Det var Sangen om Hr. Peder, der kasted Runer over Spange. Alle de unge Piger faldt ind i Omkvædet.
Agnes vuggede den dejlige Kone sagte frem og tilbage, mens hun sang:
Fagre OrdSkaber kort min Glæde.Fagre OrdVolde tit vi græde,Fagre Ord.
Og der blev stille igen.
De sang Sang efter Sang, #saa# én Stemme, #saa# faldt flere ind.
Katinka blev siddende hos Agnes, tavs ind til hende.
-Syng med, dejlige Kone, sagde Agnes og bøjede Ansigtet ned modKatinka.
Det var blevet helt Aften. Buskene rundtom stod som store Skygger. Og efter den hede Dag var Luften dugfrisk og fuld af Duft.
En Herre talte til Huus, og han svarede. Katinka hørte hans Stemme.
-"Marianna" er saa køn, sagde Frøken Emma.
-Ja, syng "Marianna".
Bliv dog siddende, sagde Agnes til Katinka, hvorpaa hun og Frøken Emma sang:
Under Gravens Græstørv soverStakkels Marianna—Kommer Piger: græder overStakkels Marianna.— — —Slangen sig om Hjertet snoede,Fred ej mer paa Jorden boede,Stakkels Marianna….
-Fryser den dejlige Kone?
-Vi skal vel hjem, sagde Katinka.
Hun rejste sig: Det er vist sent, sagde hun.
* * * * *
De var ude af Haven. Hun havde sagt ham Farvel.
Hun havde set hans Ansigt, sørgmodigt og blegt, mens han bøjede sig hastigt ned over hende. Hun havde følt hans Haandtryk, krampagtigt, saa det smertede, og hørt Bais:
-Djø's, Huus, vi ses.
Og hastigt, mens hun tvang sig til at le ad noget, hun ikke havde hørt, gav hun Haanden rundt til alle; og Agnes tog hende om Livet og løb med hende op til Havelaagen—
Den klappede to Gange og faldt i….
Og bag dem sang de derinde.
Lad os gaa denne Vej, sagde hun. Det var en Sti over Markerne, langsPræstegaardens Have; man maatte gaa en for en.
Katinka gik langsomt bag efter Bai.
-Godnat, lød det over til dem. Gamle Linde var kommet op paa sin Høj.Han var med Lommetørklæde.
-Godnat, Hr. Pastor.
-Godnat.
De gik videre over Marken. Ved Præstens "Godnat" var Taarerne pludselig sprunget frem af Katinkas Øjne, og hun blev ved at græde stille. Hun vendte sig om to Gange og saa' tilbage mod Linde paa hans Høj.
-Kommer du? sagte Bai.
De kom hjem.
Og Bai saa' til Sporet og puslede snakkende rundt og kom til Ro; og hun gik og gjorde alt det daglige, dækkede Møblerne til og vandede Blomsterne og lukkede.
Det var altsammen som gennem et Slør, i Drømme.
Hun stod op den næste Dag og hun tog fat paa alt det vante; Ti-Toget kom og gik og hun sad ved Vinduet foran Markerne, der laa som igaar.
Hun talte, blev dagligdags spurgt og gav dagligdags Svar. Hun var ude i Køkkenet for at hjælpe Marie Pige.
Vinduer og Døre stod aabne. Ovre fra Annekset begyndte Klokkerne at ringe.
Marie Pige var midt i en lang Snak, da Fruen sagde:
-Jeg gaar i Kirke.
Og borte var hun, før Marie fik svaret.
Næsten som Fruen #løb# henover de solhede Marker.
Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem".
Hendes ene Broder havde en Købmandsforretning i hendes Fødeby; hos ham boede hun; de andre Brødre havde alle Vinde spredt.
Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvertAar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab.Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke tilstort mer end til at føde og amme.
I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig færdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man endelig kom tilbords.
-Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone.
Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.
-Naa, sagde Broderen. Nu igen—
-Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer, sagde den lille Kone.
Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer; og saa' hjælpeløs ud.
Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trængte til at have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa lydløst om, mens alt blev gjort.
Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol i en Krog—hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af Sofaen—med sit forknytte Smil.
Katinka blev helst derhjemme inden Døre. Her var de gamle Møbler hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetræskabet med de udskaarne Figurer paa Dørene—hjemme stod det i Stadsstuen, midt imellem Vinduerne.
-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "deMænd" var det forunderligste af alt i Verden.
Og Marmorbordet, som var blevet købt paa en Auktion, og hvor de "fineTing" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskaalen med Kanden ogSølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget.
Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre, fire Tallerkener….
De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Træer og den lille Bro over Bækken … Hvor de dog havde fortalt hinanden mange Historier om de Kinesere, hjemme om Søndagen, naar de brugte det fine Stel.
Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tal-lerkener.
-Om Du #maa#? sagde den lille Kone … Aa, Gud—det er jo kun Skaar (#alt# var Skaar der i Huset)—her bliver alt skamferet … men hvad skal jeg gøre?
Katinka blev, som sagt, helst inden Døre, eller hun gik op paa Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var som en Enke, der sad dér ved sin Mands Grav.
Han var død saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun alene, helt alene.
Bedst som hun sad, læste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens ogModerens Navne.
Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og blev vartet op—og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da han var død, som om hun blomstrede op igen med ét….
Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Forældre.
Ja, saa lidt de kendte til hinanden—alle Mennesker, som levede og gik rundt ved Siden af hinanden….
Katinka lænede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun følte en bitterSørgmodighed, hun aldrig før havde kendt.
Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var saa meget nyt allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og nye Navne, Folk, hun ikke kendte.
Hun havde været henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i deres gamle Værksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Døre; og der var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.
Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gaard.
Thora Berg havde hun mødt paa Gaden.
-Men, det,—jo, det var den gamle Stemme—det er jo Katinka….
-Ja.
-Men Pigebarn—hvor kommer du her? … Og ligner ganske dig selv….
-Og du, sagde Katinka, hun havde Taarer i Øjnene.
-Jeg—forbarme sig—jeg er jo bosiddende her—siden i Foraaret—vi blev forflyttet.
-Ja—min Pige—der er løbet noget Vand i Stranden … Du har vel ingenBørn?
-Nej.—
-Tænkte det nok. Tak du din Gud—min Pige—jeg har fire … og femPensionærer … Ja—man skal ikke række langt med næstældsteKaptejnslønning….
-Men du … Hvor boer I, Børn—stadig paa det gamle Sted … AaGud—vi ved Militæret har jo ikke blivende Arne….
Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa' paa hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen.
-Du sér paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke barKlubballer at leve….
Hun sagde, hun vilde besøge hende og tage hende med hjem i Reden.
-Men det er Repetitionstid, du—og vi sidder til Halsen i franskeGloser….
De skiltes. Katinka blev staaende og saa' efter hende. Hun havde en kort, stumpet Fløjelstrøje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen taget paa skraa, og saa' ud, som det var lidt for snævert.
De saas først igen omtrent en Uge efter i Kirken.
-Om man kommer udenfor sine Døre? Ja—har jeg ikke villet være hen hos dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du … Onsdag Klokken tre … Onsdag har man mest Fred, sagde hun.
Katinka var der om Onsdagen.
Thora var i Køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen. Stuen var for stor til Møblerne, Thoras gamle Udstyrsmøbler, der var blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa hinanden langs Væggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder med en Gummiplante og en Rørflugtstol med et broderet Tæppe. Det var Pragtmøblerne.
Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et ParRhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.
Paa høje gultapetserede Vægge hang der nogle Blomsterstykker i smalle forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store Dugdraaber, der saa' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.
-Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom ind, mens Katinka saa' paa Rosene med Glasperlerne.
Kaptejnen aabnede Døren i Lærredsfrakke og Fliptøj: #Skal# der spises? spurgte han.
-Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Døren blev lukket. Dahl tegner Kort du, sagde hun.
Kaptejnen kom til Syne igen i Løbefrakke. Meget kært, meget kært, sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Løjtnantsdagene og Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.
Thora sad og snakkede en hel Mængde. Katinka tænkte paa, hvor hun dog havde faaet nogle urolige Øjne, som saa gik til Døren, og saa til Dahl, mens hun blev ved at pludre.
-Den er et Kvartér, sagde Kaptejnen.
-Drengene er ikke kommet, sagde Thora.
-Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De maa vide, Fru Bai, det er Drengene, som er Herrer i Huset.