Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol vedSkrivebordet. Rygstykket faldt af.
-At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han.
-Ja—Dahl….
-Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han bukkede let henimod hende. Det er saadan #Skik# her i Huset.
Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt.
-Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa det støttede mod Væggen.
-Hvor har I været? sagde Kaptejnen.
-Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time paa enGrøftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad.
-Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng og tre vandkæmmede Smaapiger.
Kaptejnen spiste Natron til Maden og tørrede efter hver MundfuldNapoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte Ansigt.
Kaptejnen talte om Lønningsforholdene ved Jærnbanen.
Drengene var fem Godsejerlømler, der sad i Realklasser. De kaldte "mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmæssigt den niaars Buksevand. Forresten var de ret godmodige.
De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme paaGaarden".
Den niaars sad med store, gammelkloge Øjne og saa' fra Drengene tilThora.
-Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede, sagdeKaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad.
-Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka.
Den ene af Drengene blev ved halvhøjt at bede om flere Kartofler; han havde set, der ikke var fler paa Fadet.
-Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha'e mer….
-Du faar jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo—kære….
-Kære Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornøjelse. Her i Huset kender vi ikke til den Ting, som hedder Ro.
Thora skar Kødet for den mindste af de Vandkæmmede:
-Hr. Kaptejnen er i saa godt Humør idag—ka' du høre, sagde hun og lo.Hva' Kaptejn?
Kaptejnen var altid i det Humør.
-Hvad fik Gustav i Geografi?
-Godtspørgs, kom det med Bas fra en Tallerken.
-Tror Gustav, at hans Fa'er vil være tilfreds med det?
-Fa'er er lige glad, sagde Bassen.
De rejste sig fra Bordet. Alle Døre i hele Huset klaprede efterDrengene.
-Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. #Det# er Thoras Invasion.
-Hun er bange for, vi en Gang kunde faa Fred i Huset.
Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange SlagsKaffeblandinger bag Selvkogeren.
-Kan jeg dog ikke hjælpe dig? sagde Katinka.
-Tak, min Pige.
Thora havde faaet røde Pletter paa Kinderne og holdt sig iTindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun.
-Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var ganske hed.
-Naar man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora.
Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Døren gik uafladelig. Drengene havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e"—og de rutschede hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at spørge om Gloser.
Thora holdt Haanden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk.
Den niaars "øvede" i Spisestuen.
-Nikolaj—altid skal du øve, naar jeg har Hovedpine … Hold dog op!
Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skændte altid paa sine "egne", naar hun var ble ven pint af "Fødepumperne".
Thora satte sig hen i Sofahjørnet og trak Benene op under sig, som hun saa ofte gjorde som ung Pige.
De talte om Folk i Byen.
-Ja, det er lutter ny Familjer—de gamle er borte.
-Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet ind, hendes Øjne.
-Jeg véd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora.
-Aa, jo, dog….
Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved det igen?
-Ja, Stakkel.
De sad lidt. Saa sagde Thora og aabnede Øjnene:
-Ak, du—vi er her jo alle for Forplantningen.
Thora lukkede Øjnene, og de to Veninder sad tavse.
-Ja—du, sagde Thora saa: Livet er underligt.
Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem. Hun trængte til at komme ud i frisk Luft og være ene. Da hun kom ned paa Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gaa lidt hen til "Frøkenen". Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bøjede om i Frøkenens Gade. Hun fik Taarer i Øjnene ved at se de tre grønne Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen hos Thora—hele Tiden.
Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og bankede paa. Lugt af Roser og Sommeræbler slog hende imøde, da hun lukkede op.
Frøkenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paaSovekammersengen, til Potpourri.
-Og de fra Holmstrup havde været der—alle de unge Piger….
-De vil jo ha'e deres Bær af Træet, siger hun—nu er det paa Slut….
Katinka maatte ud at se Træet og "mine Roser"….
-Der havde just lige været tre Roser til Madam Bustrøms Krans—ja—der havde været det….
-Tre Roser havde der saamæn været….
De gik ind igen. Frøkenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte sig mellem Dørene. Katinka sad paa Forhøjningen; hun sagde kun nu og da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Køkkendør saa' man ud i den grønne Have, Fuglene kvidrede, saa det hørtes herind.
Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var.
Katinka saa' paa de gamle Billeder, gulnede i deres skæve Rammer, hun genkendte hvert et. Sølvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de tre Par ægte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder.
Hun kendte det alt.
Frøkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hørte ikke mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de gamle Kroge laa i Halvmørke.
Det var anden Gang Frøkenen nævnte Huus' Navn ude fra Køkkenet.Katinka fór sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det højt, iTanker.
-Der er jo en Hr. Huus paa Jeres Egn, sagde Frøkenen igen.
-Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham?
Frøkenen kom frem i Døren. Men om hun kendte ham! Han var jo kødeligtNæstsøskendebarn til Fætter Karls paa Kærsholm.
-Dem fra Kærsholm, der var gift med Lundgaarder i to Led.
Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans Moder, der var enLundgaard—af de Lundgaarder paa Falster—og om deres Gaard og om hansSlægt og om Fætter Karl paa Kærsholm og om den ganske Familje, menshun gik frem og tilbage.
Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der bestandig vendte tilbage.
Første Gang, at hun hørte hans Navn i alle de Uger.
-Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten, der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor Forhøjningen med Hænderne foldede over Katten i sit Skød.
Katinka begyndte at tale—nogle almindelige Ord, tøvende, og som om hun tænkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at nævne hans Navn, at kunne nævne hans Navn.
Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han kom i Slæden, og Vinternætterne, naar de fulgte ham paa Vej under de mange Stjerner….
-Ja, sagde Frøkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker … deHuus'er.
Katinka blev ved at tale med dæmpet Stemme gennem Halvmørket, fra sinKrog.
-Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde plantet Roserne ud; han kunde alting….
-Ja, sagde Frøkenen, det er en rar Familje.
-Og Sommerdagene der kom—og Markedet … alt fortalte hun om—
Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol—Frøkenen blev let søvnig, naar hun skulde høre—og snart sov hun med Hænderne foldede over sin Kat.
Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste Stuen op: Billederne paa Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov med sin Kat paa Skødet og Hovedet ned paa Brystet.
Frøkenen vaagnede og løftede Hovedet:
-Ja, sagde hun, han er et rart Menneske.
Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste Skridt.
* * * * *
Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mærkeligste her er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til København i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa til Kiær, kan du tænke dig, at han bad ham løse ham fra hans Plads. Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev han—paa et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igaar. Kiær bander og jeg var ogsaa ked af det, nu, vi havde vænnet os saa godt til den Tørvetriller.
Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde læst det igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun #havde# troet, det var altsammen kun en Drøm: et #Under# maatte ske. Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse.
Og nu #var# han dog rejst. Rejst og borte.
Broderbørnene snadrede om hende ved deres Mælkebrødskopper:
-Tante, Tante Tik!
Den næstmindste faldt ned af Stolen og brølede.
-Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.
Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide det, vendte hun tilbage til sit Brev.
Rejst og borte.
Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse #fremmede# Mennesker.
Idetmindste vilde hun hjem.
* * * * *
Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget iPlantagen med Flokken.
Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sitBørnetøj.
Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og hulkede.
-Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog….
Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie, sagde hun.
Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske.
Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie dog—Marie dog.
Den lille Kone løftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du….
-Og du var saa god ved mig … Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned over Syæsken. Saa god ved mig … Jeg som altid gaar i #dette# her….
-Altid….
Katinka var rørt; hun knælede ned paa Gulvet foran den lille Kone og tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes.
-Ja—og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til hende—naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man døer….
Katinka løsnede hendes Hænder fra Ansigtet og vilde tale.
Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne, og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde.
Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel tilForældrenes Grav.
Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det var hendes Fødselsdag.
De to Veninder stod sammen foran Graven.
-Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Næsen i Vejret.
De skiltes ved Katinkas Gravsted.
-Man træffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.
Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen. Hun saa' paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun havde tabt alt i Verden—ogsaa sin Ungdoms Hjem.
Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa elendigt—alting.
Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørteKaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede …Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt.
-Og her—denne Plet med den døde Sten og de to Navne—det var nu heleMindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.
Hun sad længe. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre, og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste utænkelig, fremskyllende Haabløshed.
* * * * *
Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. ogMarie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind iStuerne—ind.
Det var hende, som Huus maatte være derinde og vente.
Og hun gik i Forvejen og aabnede Døren til Stuen, der ventede ren og fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og—tomt.
-Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbteSagerne.
Og saa gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen paa enStol—om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket.Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og dethele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget….
-Og Huus, der var rejst … paa en Studs….
-Ja, jeg tænkte det … For han var hernede den sidste Aften … ogmig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele—inde iStuen sad han alene—og ude i Haven … og herude paa Trappen hosDuerne.
-Naar rejste han, sagde Katinka.
-Nu er 'et vel to Uger siden….
-To Uger….
Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen; hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige hende Farvel—paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer. Hun følte næsten som en stille Højtidelighed….
Der lød et glad Halløj henne paa Vejen. Hun hørte Agnes' Stemme i et stort Kor. Hun næsten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks.
Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nær var faldet over Ende; og hele Præstegaardsselskabet kom ind til Chokolade og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til Otte-Toget.
Toget bruste afsted, og de var atter borte,—man hørte dem støje henad Vejen—; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad alene paa Perronen.
-Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse….
Tak.
-Hm, hvor Dagene bliver korte … Og Satan til kold Vind….
-Du skulde dog komme ind….
-Ja, jeg kommer.
Bai lukkede Vinduet.
Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort. Alt var stille og øde.
Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde hun nu leve.
* * * * *
Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned.Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.
Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den vaade Karklud og skraalte.
Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol og rokkede.
-Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa' saa underlig ud.
-Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.
-Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus som Heltemødrene i Tragedien.
Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun … for hende.
-Hun har jo haft en hel Sommer.
Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad, brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.
-Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.
-Hva' si'er du?
-Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne.Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation.
-Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.
-Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden … Du til Jensen og Møllerens … Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun forstod, hun var ialfald Svigerinden.
Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fraStationen—og svingede med sin Parasol.
Han var ved Postvæsenet.
Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun skulde miste sin Due:
-Joakim Barner—af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er beskæftiget ved Postvæsenet.
I Præstegaarden mødtes Enkefruen med sin Ældste.
-Ja, jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger.Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorligeØjeblikke, sagde hun.
Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom paa Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus … ved Stranden….
Gamle Pastor drak med Louise-Ældst.
-Naa, naa, man véd, hvordan det gaar, naar der først er gaaet Hul …Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor.
-Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge—min sidste …Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste.
Den sidste var saa kælen som et lille Føl i Anledning af Dagen.
-Saa kan hun saamæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog god Bund i dem, Linde.
-Himlen véd, hvad Agnes vil sige….
Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.
-Naa, saa Gud være lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hørte det.
-Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet Svigersøn.
Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjælpeløs som en Bønne i en Kværn.
-Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.
Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.
-Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de "løkkelige".
De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:
-Nu rejser jeg … I næste Uge. Jeg har sagt det hjemme.
-Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende.
Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort fra sine Sorger, sagde hun stille.
-Man faar jo ogsaa Arbejde … Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet … For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for morsomt … og til noget alvorligt er det for sent.
Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#.
-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa at blive gift—og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at blive begravet….
Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne.
-Dejligt, sagde hun ud i Luften.
Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad.
-Og som man saa vil længes, sagde hun.
Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med Hænderne i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder.
-Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende … DejligeKone….
I den Uge, som kom, rejste Agnes Linde.
* * * * *
Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kælneS-Lyde og Smaahvin.
-Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, #han# gi'er osNavne.
Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Dørene.
-Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt vanskeligt for fremmede.
Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bøsse" et halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt grønt.
Naar Basse og Bøsse kom frem, saa' de højrøde og fortumlede ud.
Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag.Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene.
I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde Enkefruen smaa sødladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke selv, hvad det betød.
Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tændt Lys.
-Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.
Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmørket. Henne fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.
Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa den kolde Snude.
Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De gik op og ned langs Perronen og saa' hinanden ind i Øjnene; naar de drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa paa Øret.
Katinka sad paa Perronbænken med Huus' blaa Sjal om sig; naar Toget var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.
Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede have Lys til The.
-Lampen, Marie, sagde hun.
Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der blev liggende paa de sidste Taster.
-Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i hendes Ben.
De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.
Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bøger: Agnes og Andersen havde altid skændtes om dem.
Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde tage Tankerne væk.
Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med enDatum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foranSkuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind idet gullige Brudeslør.
Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paaHuggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lodMunden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed.
Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet.
Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.
Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det ensomme Lys.
-Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Døren.
-Ja, Bai….
-Godnat, Marie.
* * * * *
Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat.
-De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa mande Dem op.
-Ja, Doktor.
-Og gaa. De maa ha'e Bevægelse. Det er Kræfterne, som er rent borte.
-Ja, Doktor, jeg skal nok gaa.
-Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fraFrøken Agnes?
-Ja—forleden.
-De taler om at Andersen søger bort….
-Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra….
-Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver….
-Ja, vi bliver, Doktor.
-Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret, hvor han tænder Cigar.
-Nej, Satan til Historie, siger Bai.
-Der er ingen Kræfter … Naa, god Morgen, Forstander.
-Ja, Satans … Naa, Morgen, Doktor.
-Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget.Du gør heller ikke no'et for det.
Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.
Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterløs bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med deres Navne.
Hun gik atter hjem—over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en lille Stund, og løste sig saa.
Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i langeFurer bag den sindige Plov.
Katinka kom hjem.
Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs.
-Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i alting, rar Fyr, du.
-Ka' jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiær.
Kiær brummede noget.
-Men en rask Fyr er han, en "Ligesindet," du gamle Kiær.
Svendsen samlede paa græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen.
-For min Skyld gerne. Bai var altid villig.
Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav.
-Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de "var ved Arkivet", skønt Døren var lukket.
-Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op forLampen.
De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knæene.
-Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.
Svendsen gned sig under Næsen og snøftede.
-Steg, sagde han, Steg er 'et.
De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene.Det var ligesom Bai faldt sammen.
-Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.
-Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?
Svendsen svarede ikke.
Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig….
-Ja, Gamle, sagde han. Ja—vist er det. Svendsen havde siddet filosofisk tavs. Nu stod han op:
-Nej, man véd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.
Bai rejste sig og aabnede Døren til Dagligstuen.
-Hva', sagde han, sidder Du i Mørke.
-Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke….
-Ønsker du noget, Bai?
-Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai.
Katinka kom ind for at sige Farvel.
-Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte paaLommerne, om han havde sine Samlinger.
Bai var færdig og der blev sagt Farvel.
-Gud bevar'es—Fruen maa blive inde—det er meget for køligt.
-Jeg følger kun til Laagen, sagde hun.
De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.
-Det melder Kulde. Godnat, Frue.
Laagen slog i.
-Godnat.
Katinka stod lænet til Laagen. Stemmerne døde bort. Katinka løftedeHovedet: Ja—Himlen var klar og alle Stjerner oppe….
Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned og slog Armene om den fugtige Stolpe.
* * * * *
Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.
Og Andersen skulde ogsaa rejse.
-Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at sidde her og faa en af "det levende Ord"….
Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten.
Fru Linde græd i Krogene
-Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa' det godt. Men de véd ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven….
-Det er Ungdommen—en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige for Livstid—
-Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et det onde med det gode i tredive Aar….
-Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle enGang lukker vore Øjne.
Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.
Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom saadan Ro med ham.
Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med det glade, gamle Ansigt:
-Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem.
De to Gamle smaaskændtes.
-Det er, som jeg siger dig, Linde….
-Om du vil tro mig, min Pige … og han bredte Stikkene ud.
-Dem, lille Frue, det er Dem.
Katinka faldt hen. Hun sad og saa' paa de to Gamle.
-En Karo-Dame … der ser De, min Fa'er….
Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede tilBordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mangeLivretter, som Katinka lavede.
Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svære Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles.
-Træt satte Katinka sig ned paa Kødblokken og hostede.
-Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe iMunden-det blir Enden, sagde Marie.
-Vil du ha'e Genever, siger Katinka.
-Hvis du har—
Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og Smilehuller for Knoer.
-Saa er der færdigt, siger Katinka.
-Tak, min Pige, siger Bai.
Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmæssigt over Bai.Det kom maaske med Korpulencen.
-Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.
Katinka sætter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka støtter Hovedet i sin Haand.
-De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.
Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet … Døren lukker sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:
-Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i DeresHus.
Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Smaakagerne: Det er de godeÆgtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flereVanilliekranse frem af Kassen.
Og de gnasker videre rundtom Lampen.
-Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde.
-Eller synge os én—én af Agnes', siger gamle Pastor.
Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svageStemme Sangen om Marianna.
Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde laderStrikketøjet synke.
Under Gravens Græstørv soverStakkels Marianna—Kommer Piger, græder overStakkels Marianna.
-Tak, sagde gamle Pastor.
-Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde.
Hun saa' ikke rigtig Maskerne, før hun havde faaet Øjnene tørret.
Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne fra hendes Kinder ned paa Tangenterne.
-Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han saa' hen for sig og tænkte paa Agnes.
De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tøj paa i Sovekamret. De to Lys for Spejlet var tændte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det hvide om Sengen og Toiletspejlet.
-Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand.
-Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha'e lidt Motion….
-Ja, sagde Pastoren. Man maa røre sig efter den Aal i Gelée.
-Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte minFod her om Lørdagen.
-Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren.Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste.
-Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid.
-Godnat, Godnat.
-Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og forlæst, og hun lagde det under Lampen:
… Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os, skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i og sidder over … saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl.
Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler.
Bai kom hjem.
-Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber … Jeg faldt ind etSted med Kiær….
-Det var Kiær, som vilde bede … Jeg mødte ham … her paa Hjemturen.
-Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot.
-Ja—den er over ét … Bai begyndte at klæde sig af: Pokker tilFølgen hjem, sagde han.
Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med Gæsterne.
Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to mens han "vogtede" det.
-Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe iKulden.
-Jeg vidste ikke, det var saa sent….
Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig.
Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun bøjede sig.
-Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den værker.
-Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.
Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med enMirakelsalve mod Gigt.
-Aa, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.
Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind medKlapren—nu var det sust bort.
Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sinHoste.—
* * * * *
Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom omJuleaften til Abels.
Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami baaret aldeles officielt.
-Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det ikke gad aabne Øjnene.
Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paaKatinkas Bord.
Depeschen var fra Huus….
Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad iStuen, hvor Træet brændte ned.
Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret….
Katinka saa' paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen overHuus' Depesche, som laa i hendes Skød.
Vinteren gik og Vaaren og Somren, der smilte over Markerne.
-Traurighed, gamle Ven, sagde Bai til Kiær, igaar flyttede jeg op paaLoftskamret. En Mand maa jo ha'e sin Nattero, naar han skal passe sineTing om Dagen.
Katinkas Hoste lød gennem Huset.
Marie Pige bragte hende Vin og Vand og blev staaende ved Fruens Seng.Det var, som Hosten vilde slide hende sønder.
-Tak, Tak, sagde hun. Gaa nu ind og sov, sagde hun. Hun aandede tungt.
-Hvad er Klokken blevet?…
-Halv fire….
-Naa—Katinka lagde sig tilbage i Sengen. Ikke mere.
Marie Pige listede af paa de bare Ben til sin Sofa og lidt efter hørtes hendes dybe Aandedræt. Den lyse Plet fra Natlampen bagved Sengen tegnede sig paa det stille Loft: Katinka laa med lukkede Øjne.
Om Formiddagen var hun oppe. Hun sad i Tæpper ude paa Perronbænken iSolen.
Den slanke Fører med de indiskrete førte Middagstoget. Han sprang af og spurgte til Befindendet.
-De skal se, sagde han, den klare Efteraarsluft….
-Maaske, sagde Katinka og rakte ham sin fugtige, matte Haand.
Bai og Føreren gik hen ad Perronen.
-Begge Lunger, sagde Bai. Han havde faaet en Vane med at tørre sig hen over Øjnene med to Fingre….
-Guds Vilje, sagde han og sukkede.
Toget begyndte at gaa. "Den indiskrete" sprang op. Han blev ved at se tilbage mod Katinka, som sad der saa lille og bleg i Solen.
-Det gjorde ham sg'u ondt, rigtig ondt….
-Ja—det var s'gu bedrøveligt.
Der havde skam sidste Vinter været et Øjeblik, hvor han havde tænkt allehaande … Hun sad tidt og saa' saa "langeligt" der paa Perronbænken….
-Han havde drukket et Par Toddyer hos Bai nogle Aftener, men han var faldet a' paa 'en….
-Det havde bare været Sygdommen, der var i Anmarsch.
Toget gyngede bon over Engene. Himmel og Slette skinnede i Efteraarets lyse Luft.
Stærene larmede langs Telegraftraaden og samlede sig i Flok.
-Nu rejser de, sagde Katinka. Hun fulgte med Øjnene de dragende Skarer under den klare Himmel.
Doktoren kom og satte sig hos hende: Naa, hvordan gaar det?
-Jeg sidder og samler Kræfter, sagde hun: til imorgen.
-Til imorgen?—ja, rigtig, det er jo Fødselsdagen.
-Men De holder Aftalen, lille Frue.
-Ja—saa snart de har spist, gaar jeg i Seng….
Det var Bais Fødselsdag. Katinka vilde, han skulde have sit Parti. Hun havde talt om det længe: hun vilde blive oppe til Bordet, bagefter gik de jo alligevel ind til Bai og spillede—saa vilde de slet ikke mærke, at hun var syg….
-Den ene Dag i det mindste, sagde hun.
-Nu skulde De gaa ind, sagde Doktoren.
-Ja, Katinka rejste sig….
-Lad mig hjælpe Dem….
-Tak, det er Trappen, sagde hun. Det er altid svært med Trappen.
Hendes stakkels tunge Fødder kunde ikke komme op ad de tre smaa Trin.
-Tak Doktor. Men mit Sjal….
Doktoren tager det blaa Sjal paa Bænken: Deres Yndlingsstykke, siger han.
Katinka vender sig i Døren og ser ud over Markerne: I disse Dage er her smukt, siger hun.
Om Eftermiddagen fik hun alle Sagerne til Salaterne ind paaStuebordet. Hun skar Rødbeder og Kartofler i Smaastykker paa et lilleBrædt.
Frøken Jensen kom i Visit. Katinka nikkede.
-Ja, det kan jeg dog endnu, sagde hun.
-Er der noget nyt? sagde hun. Hun lænede sig tilbage. Hendes Hænder var saa trætte, og det gjorde ondt i hendes Bryst at holde Armene oppe.
-Jeg har ikke set Abels saa længe….
-De haaber jo nu paa Barners Ansættelse, siger Lille-Jensen.
-Ja, han søger jo….
Lille-Jensen faar sin Kop Kaffe. Giv mig saa Olien, Marie, sigerKatinka.
Hun faar et Batteri af Flasker og store Skaale. Hvor den er tung, siger hun, hun kan næppe løfte den store Eddikeflaske. Hun smager og rører i Skaalene.
-Nej, siger hun med ét og skyder dem fra sig.
-Nej, jeg har ingen Smag mer.
Hun sidder træt, med lukkede Øjne. Røde Pletter har bredt sig helt ud over hendes Kinder.
-Men jeg kunde jo hjælpe, siger Lille-Jensen.
-Aa, Marie kan det. Jeg maa kun i Seng.
Men hele Eftermiddagen maa Marie bringe alting til og fra, at hun kan se det, mens hun ligger. Hun løfter sig op i Sengen, mens det brænder i hendes Bryst: Ja, siger hun, Bai er vant til det saadan.
Marie maa tage det fine Porcellæn og Glassene og de fine Sæt Knive og Gafler ind i Sovekamret og pudse og gnide dem og stille dem op i Rader paa Bordet.
Katinka ligger og tæller og regner, hendes Øjne skinner af Feber.
-Mon det er der alt, siger hun.
Hun ligger lidt mat og gnider sit tørre, hede Feberansigt ned modPuden.
-Toddyskeer, Marie, siger hun saa. Vi har glemt Toddyskeer.
-Vi kan vel lægge dem paa Huus' Bakke, siger Marie. Hun kommer ind medSkeerne paa den lille, japanesiske Bakke.
-Nej, ikke paa den. Katinka rejser sig halvt i Sengen.
-Giv mig den, siger hun. Hun tager Bakken og holder sine brændendeHaandflader hen over den kølige Lak. Stille bliver hun liggende medHuus' Bakke i Hænderne.
Bai kommer ind og ser alt Porcellænet og Glassene, som pudset og blankt er stillet op paa Bordet.
-Dumheder, min Pige, siger han. Dumheder—jeg har jo sagt det….
-Du ligger bare der og bliver daarligere—Tik; han tager hendes Haand:Ja—hvor du brænder….
-Aa, det er ingenting, siger Katinka og løsner stille sin Haand fra hans:
-Naar der blot intet mangler….
Bai begynder at tælle.
-Kompot skal der vel paa Bordet, siger han.
-Ja.
-Naa, ja, Skaale er der jo ingen af….
-Saa er de glemt….
-Ja, naar man ikke selv kan være ved det, Bai, siger Katinka, hun synker tilbage i Puderne.
* * * * *
Selskabet var "den gamle Sæbekælder", som Bai kaldte det.
-Man er sig selv, sagde han, i Sæbekælderen, de Ligesindede.
De Ligesindede var tre Proprietærer, Kiær i Spidsen og Bai somFjerdemand.
Svendsen sluttede til som Ekstra.
-Han er oplivende, sagde Bai til Katinka. Katinka havde aldrig hørt Hr. Svendsen være oplivende. Naar hun var tilstede, nøjedes han med at soignere Negle eller tygge Overskæg.
-Ta' ham med, Kiær, sagde Bai. Han sidder saa rart og river den a' somFemtemand.
-Katinka aabnede selv Døren til Kontoret: Der er færdigt, Bai, sagde hun.
Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt paa, med en høj Pibe i Halsen op til det lille magre Ansigt.
Hun havde Kiær tilbords.
De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den bedste Tid … Den stille, klare Kulde—det gav Kræfter.
-Ja, den stille, klare Kulde.
-Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud, sagde Bai.
De Ligesindede spiste med Servietten fæstet med en Naal ved Halsen. De lugtede til hver enkelt Mayonnaisemundfuld før de nød den.
-Olje, sagde Proprietær Mortensen og snøftede.
Katinka sad med nogle smaa Bidder paa sin Tallerken. Hun sad ganske rank for Smerterne i sit Bryst. Gaffelen rystede i Haanden, naar hun forsøgte at spise. Tag det bort, Marie, sagde hun.
Ænderne kom ind, og Kiær drak for Bai: Der vidste man, "hvor Hjertet" og den "Fjerdemand" sad. En Skaal for ham.
De blev livligere og drak tæt privat. De talte om Centrifuger og en nyKreaturtarif.
-Du, Gamle—paa et godt Aar!
Bai drak igen.
Katinkas Kinder brændte og hun saa' Ansigterne som gennem et graat Slør. Hun trykkede sig fast ind mod Stoleryggen og saa' paa Bai, der blev ved at spise.
-Den ligger paa Tungen—ligger paa Tungen, forsikrede Kiær og skænkede i hendes Glas af en gammel Burgunder.
-Tak, Tak.
Proprietær Mortensen vilde tillade sig at tømme et Glas … Han rejste sig og løste Servietten fra Halsen: Han vilde kort og godt tømme dette Glas….
Naar Proprietær Mortensen tømte Glas var han religiøs … I den femte Sætning talte han ufravigeligt om "dem, der var gaaet forud" og som saa' ned fra deres Himmel….
Der var altid noget, der saa' ned paa Proprietær Mortensen fra sinHimmel.
De Ligesindede sad med hængende Næb og saa' ned i deres Tallerkener.
Katinka hørte knap. Hun holdt sig med Hænderne fast ved Stolesædet og blev bleg og rød.
Da Hr. Mortensen var færdig, kunde han nyde endnu et Stykke And.
-Lille Frue, Deres Ænder, det er Stegning.
Katinka herte kun Stemmerne utydeligt, og hun støttede sig til Bordet, da hun skulde rejse sig.
Herrerne gik ind, Katinka faldt tilbage paa Stolen. Bai aabnede Døren og kom ind igen:
-Det gik jo rigtig godt, Tik, brillant….
-Og du holdt dig jo brav….
Katinka rettede sig op og smilte: Ja,—sagde hun:
-Nu ska! I faa Toddyerne….
Bai gik ind. Katinka blev siddende foran det forladte Bord medFlaskerne o^ Glassene, der stod halvtømte.
Inde i Kontoret lo og snakkede de højrøstet op i Munden paa hinanden—man hørte Kiær….
-Bring Lamperne derind, sagde Katinka. Lattersalverne slog ind til hende, hver Gang Marie gik med Døren.
-Fruen skulde gaa i Seng, sagde Marie.
-Det kan vente….
-For de Æderes Skyld. Marie slog med Køkkendøren, saa det fór iKatinka.
Der blev kun et enligt Lys midt paa Spisebordet … Det saa' trist ud i Halvmørket, det store uryddelige Bord.
Katinka var saa træt; hun maatte sidde her lidt i en Krog, til hun samlede Kræfter.
Marie gik fra Køkkenet til Kontoret og slog med Dørene….
Hvor de muntrede sig derinde … Det maatte være Svendsen, der sang….
Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa' efter Marie, der gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker….
Saadan vilde det ogsaa være, naar hun en Gang var borte og glemt….
-Marie, sagde hun.
Hun forsøgte at rejse sig og gaa men hun greb til Væggen og kunde ikke. Marie støttede hende ind i Sovekamret:
-Det har man af den Spillen Theater, sagde Marie.
Katinka fik et langt Hosteanfald, mens hun sad paa Sengekanten.
-Luk Dørene, sagde hun.
Hun blev ved at hoste: Og Bentzen skal ind til Bordet, sagde hun.
-Naa, han kar vel faa ædt tidsnok, sagde Marie. Hun fik Klæderne afKatinka og gik og bandte.
Svendsen sang igen derinde med en tyk Stemme:
Oh, min Charles, send mig dog et Brev—Hvorhen du altid skrev—
Og der blev klirret med Glas: Stille, raabte Kiær … Stille—IGamlinger—Katinka havde ligget noget i Blund og vaagnede op. Det varBai.
-Det var den Højtidelighed, sagde han. Han var højmælt af mangeToddyer.
-Er de taget bort? sagde Katinka. Hvad er Klokken?
-Halvtre saamæn … Den bli'r sen, naar man sidder saadan sammen i enKlynge….
Han satte sig ned ved Sengen og snakkede vidt og bredt.
-Satan til Historier, han kunde, Svendsen—Fa'en til Geschichter …Han fortalte et Par og slog sig paa Laarene af Latter.
Katinka laa og brændte i Feber.
-Men Løgn er 'et s'gu, sagde Bai til Slut.
Han fik et Anfald af Rørelse til Godnat og fortalte i Døren en sidsteHistorie om Mortensens Mejerske….
-Ja, ja, du kan trænge til Ro, sagde han.
-Godnat.
-Godnat.
De næste Dage blev det værre med Katinka. Doktoren kom et Par Gange omDagen.
-Satan til Historie, sagde Bai. Og hun holdt sig saa brav, Doktor, til Fødselsdagen….
-Ja—nu holder hun sig ikke brav, Hr. Bai, sagde Doktoren.
Der maatte ingen komme ind til Katinka. Han skulde have fuldstændigRo.
Madam Madsen fra Kroen kendte den Historie. Men man ku' vel muntre hende, sku' hun tro, saa hun ikke laa der og gned Øjnene i Mørke.
Madam Madsen kom ind til Sengen.
Der var mørkt med nedrullede Gardiner. Hvem er det, sagde Katinka fraPuderne.
-Det er mig, sagde Madam Madsen.
-Madam Kromadsen.
-Goddag, sagde Katinka og rakte hende sin Haand, der brændte.
-Naa—saa den er saa klejn, sagde Madam Madsen.
-Ja, Katinka vendte Hovedet lidt paa Puden: Jeg har det ikke saa godt.
-Nej-j … det ku' man ikke kalde det, sagde Madam Madsen vredt. Hun sad og saa' paa Katinkas magre Ansigt i Mørke.
-Og det skriver sig fra Smausen, sagde hun.
-Det var vel lidt for meget….
-Ja, det var vist for meget, sagde Madam Madsen
Det kogte mer og mer op i hende, mens hun sad i det triste Mørke foran det stakkels blege Ansigt i sine Puder.
-Ja, det ku' man vel kalde det, sagde hun igen.
-Han havde ogsaa ligegodt fortjent det.
Og hidsigt fortalte hun det hele: om Bai og om sin Gæstestuepige og hvorlænge det havde varet….
-Men fra 'et kom Gusta da heller ikke med helt Skind….
Først havde Katinka slet ikke forstaaet … hun var saa tung og mat.
Saa begreb hun som et Lyn—og slog Øjnene op et Nu paa Madam MadsensAnsigt.
-Og for saadan En slider en anden sig ihjel, sagde Madam Madsen.
Hun tav og ventede, Katinka skulde sige noget.
Men Katinka laa ubevægelig. Et Par Taarer gled kun frem paa hendesKinder.
-Ja, ja, sagde Madam Madsen i en anden Tone, en anden var vel ikke stort klogere.
Madam Madsen var gaaet.
-Marie, sagde Katinka: Tag fra, at her kan blive lyst.
Marie tog Gardinerne bort, saa Dagslyset faldt ind over Sengen.
-Hvorfor græder Fruen? sagde hun.
Katinka laa vendt mod Lyset.
-Er det Brystet, sagde Marie.
-Nej, nej, sagde Katinka. Jeg har det godt.
Hun blev ved at græde, lydløst og lykkeligt.
Graaden stilnede og hun laa hen i den samme Stilling, mat, i en ubeskrivelig Fred.
* * * * *
Det blev Efteraarets sidste Solskinsdage. De lyse Formiddage laa Katinka derinde med den fulde Sol over sin Seng. Hun digtede saa mange lykkelige Drømme, mens hendes Hænder sagte gled frem og tilbage over det solvarme Tæppe.
-Fruen ser saa godt ud, sagde Marie.
-Ja, jeg har det ogsaa godt. Hun nikkede uden at aabne Øjnene og laa stille igen, i Solen.
-Imorgen vil jeg op igen, sagde hun.
-Det kan jo Fruen….
Katinka vendte sig om mod Vinduet: Det er som om det var Sommer, sagde hun.
-Hvis jeg maatte komme ud imorgen….
Hun blev ved at tale om det: Om hun kunde komme ud. Ned i Lysthuset til Hylden.
-Havde den Blade endnu, Hylden—og Roserne—og Kirsebærtræet….
-I fjor stod de i Blomst … et Blomsterflor.
-Hele Byen fik til Syltning, mens Fruen var væk, sagde Marie.
-Det hvide Flor….
Katinka blev ved at tale om Haven. Hvert Øjeblik sagde hun: Tror De, han gi'er mig Lov—at jeg faar Lov….
-Maaske—naar Solen skinner.
Doktoren kom ikke, og om Eftermiddagen maatte Marie gaa ned for at spørge.
Det blev mørkt før Marie kom tilbage. Katinka laa uden Lys. Hun ringede med den lille Klokke ved Sengen:
-Er hun ikke kommet? sagde hun.
Hun maa dog gaa Vejen, sagde Bai.
-Hvor det varer længe, sagde Katinka. Feberen hedede hendes Kinder.
Hun laa og hørte efter hver Dør der gik.
-Nu gik Køkkendøren, sagde hun.
-Det var en Mand med Koste.
-Hun kommer aldrig, sagde Katinka.
-Vi faar dig syg igen, sagde Bai.