The Project Gutenberg eBook ofVildandenThis ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.Title: VildandenAuthor: Henrik IbsenRelease date: July 28, 2004 [eBook #13041]Most recently updated: December 15, 2020Language: NorwegianCredits: Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.
Title: VildandenAuthor: Henrik IbsenRelease date: July 28, 2004 [eBook #13041]Most recently updated: December 15, 2020Language: NorwegianCredits: Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
Title: Vildanden
Author: Henrik Ibsen
Author: Henrik Ibsen
Release date: July 28, 2004 [eBook #13041]Most recently updated: December 15, 2020
Language: Norwegian
Credits: Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VILDANDEN ***
Produced by Ted Garvin, Jim Wiborg and PG Distributed Proofreaders
1884
* * * * *
Grosserer Werle, værksejer o. s. v.
Gregers Werle, hans søn.
Gamle Ekdal.
Hjalmar Ekdal, den gamles søn, fotograf.
Gina Ekdal, Hjalmars hustru.
Hedvig, deres datter, 14 år.
Fru Sørby, grossererens husbestyrerinde.
Relling, læge.
Molvik, forhenværende teolog.
Bogholder Gråberg.
Pettersen, grossererens tjener.
Lejetjener Jensen.
En blegfed herre.
En tyndhåret herre.
En nærsynt herre.
Sex andre herrer, middagsgæster hos grossereren.
Flere lejetjenere.
(Første akt foregår hos grosserer Werle, de fire følgende akter hos fotograf Ekdal)
* * * * *
(I grosserer Werles Hus. Kostbart og bekvemt indrettet arbejdsværelse; bogskabe og stoppede møbler; skrivebord med papirer og protokoller midt på gulvet; tændte lamper med grønne skærme, således at værelset er dæmpet belyst. Åben fløjdør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses en stor elegant stue, stærkt oplyst af lamper og armstager. Foran til højre i arbejdsværelset fører en liden tapetdør ind til kontorerne. Foran til venstre en kamin med glødende kul i, og længere tilbage en dobbeltdør til spisesalen.)
(Grossererens tjener, Pettersen, i livré, og lejetjener Jensen, i sort, sætter tilrette i arbejdsværelset. I den større stue går to—tre andre lejetjenere omkring, ordner og tænder flere lys. Inde fra spisesalen høres summende samtale og latter af mange stemmer; der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder; en skåltale boldes; bravoråb og så atter summende samtale.)
PETTERSEN (tænder en lampe på kaminen og sætter skærm over). Nej hør bare, De, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proppenerer en lang skål for fru Sørby.
LEJETJENER JENSEN (flytter en lænestol frem). Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem dem?
PETTERSEN.Fan' véd.
JENSEN.For han har nok vær't en svær buk i sine dage.
PETTERSEN.Kanske det.
JENSEN. Det er jo for sønnen, at han holder dette her middagsselskabet, siger de.
PETTERSEN.Ja. Sønnen kom hjem igår.
JENSEN.Aldrig vidste jeg før, at grosserer Werle havde nogen søn.
PETTERSEN. Jo da, han har en søn. Men han holder stødt og stadig til der oppe på Højdalsværket. Han har ikke været i byen i alle de år jeg har tjent her i huset.
EN LEJETJENER (i døren til den anden stue).De, Pettersen, her er en gammel fyr, som—
PETTERSEN (mumler).Hvad fan', kommer her nu nogen!
(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra højre i stuen. Han er klædt i en luvslidt kavaj med høj krave; uldne vanter; i hånden en stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag. Rødbrun, smudsig paryk og en liden grå knebelsbart.)
PETTERSEN (går imod ham).Jøss',—hvad vil De her inde?
EKDAL (i døren).Må så nødvendig ind på kontoret, Pettersen.
PETTERSEN.Kantoret er stængt for en time siden, og—
EKDAL. Hørte det i porten, far. Men Gråberg sidder der endnu. Vær snil, Pettersen, og lad mig få slippe ind den vejen. (peger mod tapetdøren.) Har gå't den vejen før.
PETTERSEN. Ja, De får så gøre da. (åbner døren.) Men sans endelig på, at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har fremmede.
EKDAL. Ved det nok,—hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak. (mumier sagte.) Torsk! (han går ind i kontoret; Pettersen lukker døren efter ham.)
JENSEN.Hører han også til kantorfolkene?
PETTERSEN.Nej, han er bare en, som skriver udenom, når de har detnødig. Men han har såmænd vær't en fin fyr i sin tid, gamleEkdal.
JENSEN.Ja, han så ud som noget af hvert.
PETTERSEN.Ja da; han har vær't løjtnant, kan De tænke.
JENSEN.Å fan',—har han vær't løjtnant!
PETTERSEN. Ja gu' har han så. Men så slog han sig nok paa skoghandel eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort grossereren et fælt stygt puds engang. For de to var sammen om Højdals-værket dengang, skønner De. Å, jeg kender godt gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.
JENSEN.Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han.
PETTERSEN. Jøss', Jensen, De kan da vel skønne, at det er mig, som spanderer. For jeg synes, en skal være sjangtil imod bedre folk, som det er gåt så ilde med.
JENSEN.Har han spillet bankerot da?
PETTERSEN. Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen.
JENSEN.På fæstningen!
PETTERSEN. Eller kanske det var i bodsfængslet—(lytter). Hys, nu går de fra bordet.
(Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra.Fru Sørby, konverseret af et par herrer, kommer ud. Lidtefter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grossererWerle. Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)
FRU SØRBY (i forbigående til tjeneren).Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i musiksalen.
PETTERSEN. Ja vel, fru Sørby. (hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre. Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.)
EN BLEGFED HERRE (til en tyndhåret).Puh,—den dinér—det var et drøjt stykke arbejde!
DEN TYNDHÅREDE. Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre timer.
DEN FEDE HERRE.Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!
EN TREDJE HERRE. Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen.
DEN FEDE HERRE.Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.
DEN TYNDHÅREDE (dæmpet).Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.
DEN FEDE HERRE.Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.
(de ler og går ind i stuen.)
GROSSERER WERLE (dæmpet og forstemt).Jeg tror ikke nogen la' mærke til det, Gregers.
GREGERS (ser på ham).Hvilket?
WERLE.La' ikke du heller mærke til det?
GREGERS.Hvad skulde jeg lægge mærke til?
WERLE.Vi var tretten til bords.
GREGERS.Så? Var vi tretten?
WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal).Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de øvrige.)Vær så artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne,undtagen Hjalmar og Gregers, går ud i baggrunden til højre.)
HJALMAR (som har hørt samtalen).Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.
GREGERS. Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be' min eneste og bedste ven—
HJALMAR. Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.
GREGERS. Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser visst snart igen.—Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten—sytten år.
HJALMAR.Er det så længe siden?
GREGERS. Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er næsten ble't fyldig og svær.
HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget mandigere ud end dengang.
GREGERS.Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.
HJALMAR (i dystrere tone). Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.
GREGERS (sagtere).Hvorledes går det din far nu?
HJALMAR. Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er så knusende tungt for mig at tale om, ser du.—Sig mig heller, hvorledes du har havt det der oppe på værket.
GREGERS. Dejlig ensomt har jeg havt det,—havt god anledning til at gruble over mangt og meget.—Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.
(han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af.)
HJALMAR (blødt). Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord; for nu skønner jeg da, at du ikke længer har hoget imod mig.
GREGERS (forundret).Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha' noget imod dig?
HJALMAR.I de første årene havde du det dog.
GREGERS.Hvilke første år?
HJALMAR. Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det var jo på et hængende hår, at din far selv var ble't trukket med ind i disse her—å, disse her skrækkelige historierne!
GREGERS. Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind?
HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.
GREGERS (studser). Far! Ja så. Hm.—Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra dig,—ikke med et eneste ord.
HJALMAR.Ja.
GREGERS.Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?
HJALMAR. Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.
GREGERS (ser hen for sig).Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.—Men sig mig nu,Hjalmar,—finder du dig nu nogenlunde tilfreds i dinstilling?
HJALMAR (sukker let). Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet. I førstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt underligt for mig. Det var jo så rent forandrede forholde, jeg kom ind i. Men alt det andet var jo også så rent forandret. Den store ruinerende ulykke med far,—skammen og skændselen, Gregers—
GREGERS (rystet).Ja vel, ja. Ja vel.
HJALMAR. Jeg kunde jo ikke tænke på at bli' ved med studeringerne; der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gæld; mest til din far, tror jeg—
GREGERS.Hm—
HJALMAR. Nå, så syntes jeg det var bedst—sådan med et ryk, ser du— at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var især din far, som råded mig til det; og da han tog sig så hjælpsomt af mig—
GREGERS.Gjorde far?
HJALMAR. Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at lære fotograferingen og til at indrette et atelier og etablere mig? Det koster, det, kan du tro.
GREGERS.Og alt det har far kostet?
HJALMAR. Ja, kære, ved du ikke det? Jeg forstod ham så, at han havde skrevet det til dig.
GREGERS. Ikke et ord om at det var ham. Han må ha' glemt det. Vi har aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Så det var altså far—!
HJALMAR. Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk skulde få vide det; men ham var det. Og ham var det jo også, som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske—ved du ikke det heller?
GREGERS. Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.—(ryster ham i armen.) Men, kære Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her glæder mig—og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far uret alligevel—i enkelte stykker. Ja, for dette her viser jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-
HJALMAR.Samvittighed—?
GREGERS. Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke ord for, hvor glad jeg er ved at høre dette om far.—Ja, du er gift, du, Hjalmar. Det er længere end jeg nogensinde bringer det til. Nå, jeg håber da, du finder dig lykkelig som gift mand?
HJALMAR. Ja, rigtig gør jeg det. Hun er så flink og så bra' en kone, som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al dannelse.
GREGERS (lidt forundret).Nej, det er hun da vel ikke.
HJALMAR. Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig—; og så kommer der jo jævnlig et par begavede mennesker til os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.
GREGERS.Gina?
HJALMAR.Ja, kære, husker du ikke, at hun hed Gina?
GREGERS.Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke—
HJALMAR. Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en tid?
GREGERS (ser på ham).Er det Gina Hansen—?
HJALMAR.Ja, naturligvis er det Gina Hansen.
GREGERS. —som styred huset for os det sidste år mor lå syg?
HJALMAR. Ja visst er det så. Men, kære ven, jeg ved da bestemt, at din far skrev dig til, at jeg havde giftet mig.
GREGERS (som har rejst sig). Ja, det gjorde han rigtignok; men ikke at—(går om på gulvet.) Jo, bi lidt;—kanske dog alligevel—når jeg tænker mig om. Men far skriver altid så kort til mig. (sætter sig halvt på stolarmen.) Hør, sig mig, du, Hjalmar—; dette her er morsomt—; hvorledes gik det til, at du blev kendt med Gina—med din hustru?
HJALMAR. Jo, det gik ganske ligefrem. Gina blev jo ikke længe her i huset; for her var så megen forstyrrelse den tid; din mors sygdom—; alt det kunde ikke Gina stå i, og så sa' hun op og flytted. Det var året før din mor døde,—eller kanske det var samme år.
GREGERS. Det var samme år. Og jeg var oppe på værket dengang. Men så bagefter?
HJALMAR. Ja, så bodde Gina hjemme hos sin mor, en madam Hansen, en svært flink og strævsom kone, som holdt et lidet spisekvarter. Og så havde hun et værelse at leje ud også; et rigtig pent og hyggeligt værelse.
GREGERS.Og det var du kanske så heldig at komme over?
HJALMAR. Ja, det var såmænd din far, som gav mig anslag på det. Og der,—ser du,—der var det egentlig jeg lærte Gina at kende.
GREGERS.Og så blev det til forlovelse?
HJALMAR. Ja. Unge folk kommer jo så let til at holde af hinanden—; hm—
GREGERS (rejser sig og driver lidt om). Sig mig,—da du var ble't forlovet—var det da, at far lod dig—; jeg mener,—var det da, at du begyndte at lægge dig efter fotografering?
HJALMAR. Ja netop. For jeg vilde jo gjerne komme ivej og sætte bo jo før jo heller. Og så fandt både din far og jeg, at dette med fotografering var det nemmeste. Og det syntes Gina også. Ja, og så var der én grund til, ser du; det traf sig så heldigt, at Gina havde lagt sig efter at retouchere.
GREGERS.Det passed da vidunderlig godt sammen.
HJALMAR (fornøjet, rejser sig). Ja, ikke sandt, du? Synes du ikke, at det passed vidunderlig godt sammen?
GREGERS. Jo, det må jeg tilstå. Far har nok næsten været som et slags forsyn for dig, han.
HJALMAR (bevæget). Han svigted ikke sin gamle vens søn i trængselens dage. For han har hjertelag, ser du.
FRU SØRBY (kommer ind med grosserer Werle under armen). Ikke nogen snak, snille grosserer; De skal ikke gå længer derinde og stirre på alle lysene; De har ikke godt af det.
WERLE (slipper hendes arm og fører hånden over øjnene).Jeg tror næsten, De har ret i det.
(Pettersen og lejetjener Jensen kommer med præsesenterbrætter.)
FRU SØRBY (til gæsterne i den anden stue). Vær så god, mine herrer; hvis nogen vil ha' et glas punsch, så må han umage sig her ind.
DEN FEDE HERRE (kommer hen til fru Sørby). Men herre gud, er det sandt, at De har ophævet den velsignede røgefrihed?
FRU SØRBY. Ja, her, på grossererens enemærker, er den forbudt, herr kammerherre.
DEN TYNDHÅREDE HERRE. Når har De indført disse skærpede bestemmelser i cigarloven, fru Sørby?
FRU SØRBY. Efter forrige dinér, herr kammerherre; for da var her visse personer, som tillod sig at gå over stregen.
DEN TYNDHÅREDE.Og det tillades ikke at gå en liden smule over stregen, fruBerta? Virkelig aldeles ikke?
FRU SØRBY.Ikke i nogen henseende, kammerherre Balle.
(De fleste af gæsterne har samlet sig i grossererens værelse; tjenerne byder punschglassene om.)
WERLE (til Hjalmar, henne ved et bord).Hvad er det, De står og studerer på, Ekdal?
HJALMAR.Det er bare et album, herr grosserer.
DEN TYNDHÅREDE (som driver omkring).Aha, fotografier! Ja, det er sagtens noget for Dem.
DEN FEDE HERRE (i en lænestol).Har De ikke taget nogen med af Deres egne?
HJALMAR.Nej, jeg har ikke.
DEN FEDE HERRE. Det skulde De ha' gjort; det er så godt for fordøjelsen således at sidde og se på billeder.
DEN TYNDHÅREDE.Og så gir det jo altid en skærv til underholdningen, ser De.
EN NÆRSYNT HERRE.Og alle bidrag modtages med taknemmelighed.
FRU SØRBY. Kammerherrerne mener, at bedes man til middag, så skal man også arbejde for føden, herr Ekdal.
DEN FEDE HERRE.I et godt madhus er det en ren fornøjelse.
DEN TYNDHÅREDE.Herre gud, når det gælder kampen for tilværelsen, så—
FRU SØRBY.Det har De ret i!
(de fortsætter under latter og spøg.)
GREGERS (sagte).Du må snakke med, Hjalmar.
HJALMAR (med en vridning).Hvad skal jeg snakke om.
DEN FEDE HERRE. Tror ikke De, herr grosserer, at Tokayer må ansés som en forholdsvis sund drik for maven?
WERLE (ved kaminen). Den Tokayer, De fik idag, tør jeg i al fald trygt indestå for; den er fra en af de aller-aller fineste årgange. Ja, det forstod De da vel også.
DEN FEDE HERRE.Ja, den smagte mærkværdig delikat.
HJALMAR (usikker).Er der nogen forskel på årgangene?
DEN FEDE HERRE (ler).Nej, De er god!
WERLE (smiler).Dem lønner det sig virkelig ikke at sætte ædel vin for.
DEN TYNDHÅREDE HERRE.Det er med Tokayeren som med fotografier, herr Ekdal.Solskin må der til. Eller er det kanske ikke så?
HJALMAR.Jo, lyset gør visst sit.
FRU SØRBY. Men så er det jo akkurat som med kammerherrerne da; for de trænger også svært til solskin, som der siges.
DEN TYNDHÅREDE.Uf, uf; der begik De en udslidt spydighed!
Den nærsynte herre.Fruen producerer sig—
DEN FEDE HERRE. —og det på vor bekostning. (truer.) Fru Berta, fru Berta!
FRU SØRBY. Ja, men det er nu visst og sandt, at årgangene kan være højst forskellige. De gamle årgange er de fineste.
DEN NÆRSYNTE HERRE.Regner De mig til de gamle!
FRU SØRBY.Å, langt ifra.
DEN TYNDHÅREDE.Ser man det! Men jeg da, søde fru Sørby—?
DEN FEDE HERRE.Ja, og jeg! Hvad årgange regner de os til?
FRU SØRBY.Dem regner jeg til de søde årgange, mine herrer.
(hun nipper til et glas punsch; kammerherrerne ler og fjaser med hende.)
WERLE. Fru Sørby finder altid en udvej—når hun vil. Stik dog på glassene, mine herrer!—Pettersen, å, sørg for—! Gregers, jeg tænker vi drikker et glas sammen. (Gregers rører sig ikke.) Vil ikke De være med, Ekdal? Jeg fik ikke anledning til at erindre Dem ved bordet.
(Bogholder Gråberg ser ind gennem tapetdøren.)
GRÅBERG.Om forladelse, herr grosserer, men jeg kan ikke slippe ud.
WERLE.Nå, er De nu ble't låset inde igen?
GRÅBERG.Ja, og Flakstad er gåt med nøglerne—
WERLE.Nå, så gå De bare her igennem.
GRÅBERG.Men der er én til—
WERLE.Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.
(Gråberg og gamle Ekdal kommer ud fra kontoret.)
WERLE (uvilkaarligt).Uf da!
(Latter og passiar forstummer mellem gæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far, sætter sit glas fra sig og vender sig mod kaminen.)
EKDAL (ser ikke op, men gør korte huk til siderne i det hangår og mumler):Ber om forladelse. Er kommen den gale vejen. Porten lukket;--porten lukket. Ber om forladelse.
(han og Gråberg går ud i baggrunden til højre.)
WERLE (mellem tænderne).Den forbistrede Gråberg!
GREGERS (med åben mund og stirrende øjne, til Hjalmar).Men det var da vel aldrig—!
DEN FEDE HERRE.Hvad er det for noget? Hvem var det?
GREGERS.Å, det var ingen; bare bogholderen og én til.
Den nærsynte herre (til Hjalmar).Kendte De den manden?
HJALMAR.Jeg ved ikke—; jeg la' ikke mærke til—
DEN FEDE HERRE (rejser sig).Hvad pokker er der dog i vejen?
(han går hen til nogle andre, som taler dæmpet.)
FRU SØRBY (hvisker til tjeneren).Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.
PETTERSEN (nikker).Skal så gøre.
(går ud.)
GREGERS (sagte og rystet, til Hjalmar).Det var altså virkelig ham!
HJALMAR.Ja.
GREGERS.Og endda så stod du her og nægted, at du kendte ham!
HJALMAR (hvisker hæftigt).Men kunde jeg da—!
GREGERS. —kendes ved din far?
HJALMAR (smerteligt).Å, hvis du var i mit sted, så—
(Samtalerne mellem gæsterne, som har været ført med lavt mæle, slår nu over i en tvungen højrøstethed.)
DEN TYNDHÅREDE (nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og Gregers). Aha, står man her og frisker op gamle minder fra studenterårene? Hvad? Røger De ikke, herr Ekdal? Vil De ha' ild? Nå, det er sandt, vi må jo ikke—
HJALMAR.Tak, jeg skal ikke ha'—
DEN FEDE HERRE.Har De ikke et lidet net digt at deklamere for os, herrEkdal? Før i tiden gjorde De det så nydeligt.
HJALMAR.Jeg kan desværre ikke huske noget.
DEN FEDE HERRE.Å, det var skade. Ja, hvad skal vi så finde på, Balle?
(begge herrerne går hen over gulvet og ud i den anden stue.)
HJALMAR (dystert). Gregers,—jeg vil gå! Når en mand har følt skæbnens knusende slag på sit hoved, ser du—. Sig din far farvel fra mig.
GREGERS.Ja, ja. Går du lige hjem?
HJALMAR.Ja. Hvorfor det?
GREGERS.Jo, for så kommer jeg kanske hen til dig siden.
HJALMAR. Nej, det skal du ikke. Ikke hjem til mig. Min bolig er trist, Gregers,—især ovenpå et strålende gilde, som dette her. Vi kan altid træffes et steds ude i byen.
FRU SØRBY (har nærmet sig, dæmpet).Går De, Ekdal?
HJALMAR.Ja.
FRU SØRBY.Hils Gina.
HJALMAR.Tak.
FRU SØRBY.Og sig, at jeg ser op til hende en af dagene.
HJALMAR. Jo, tak. (til Gregers.) Bliv her. Jeg vil forsvinde ubemærket.
(han driver hen over gulvet, derefter ind i den anden stue og ud til højre.)
FRU SØRBY (sagte til tjeneren, som er kommen tilbage).Nå, fik så den gamle noget med?
PETTERSEN.Ja da; jeg ståk til ham en flaske konjak.
FRU SØRBY.Å, De kunde da fundet på noget bedre.
PETTERSEN.Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste, han ved.
DEN FEDE HERRE (i døren med et notehæfte i hånden).Skal vi kanske spille lidt sammen, fru Sørby?
FRU SØRBY.Ja nok; lad os det.
GÆSTERNE.Bravo, bravo!
(Hun og alle de fremmede går gennem stuen ud til højre. Gregers blir stående ved kaminen. Grosserer Werle søger noget på skrivebordet og synes at ønske, at Gregers skal gå; da denne ikke rører sig, går grossereren mod udgangsdøren.)
GREGERS.Far, vil du ikke vente lidt?
WERLE (standser).Hvad er det?
GREGERS.Jeg må tale et ord med dig.
WERLE.Kan ikke det vente til vi blir alene?
GREGERS. Nej, det kan ikke; for det turde kanske hænde, at vi slet ikke blir alene.
WERLE (kommer nærmere).Hvad skal det sige.
(Under det følgende høres fjernt pianofortespil fra musiksalen.)
GREGERS. Hvorledes har man her kunnet la' den familje så ynkeligt forkomme.
WERLE.Du mener formodentlig Ekdals, kan jeg tænke.
GREGERS. Ja, jeg mener Ekdals. Løjtnant Ekdal stod dig dog engang så nær.
WERLE. Ja, desværre, han stod mig nok altfor nær. Det fik jeg føle og svie for i mange år. Det er ham, jeg kan takke for, at jeg fik en slags klik på mit gode navn og rygte, jeg også.
GREGERS (sagte).Var han virkelig den eneste skyldige.
WERLE.Hvem ellers, mener du!
GREGERS.Han og du var dog begge sammen om det store skogkøb—
WERLE. Men var det ikke Ekdal, som optog kortet over strækningerne, —dette uefterrettelige kort? Ham var det, som drev al den ulovlige hugst på statens grund. Det var jo ham, som stod for hele driften deroppe. Jeg havde ikke rede på, hvad løjtnant Ekdal foretog sig.
GREGERS. Løjtnant Ekdal havde nok ikke selv rede på, hvad han foretog sig.
WERLE. Kan gerne være. Men kendsgerningen er nu den, at han blev dømt og jeg frifunden.
GREGERS.Ja, jeg ved nok, at der ingen beviser var.
WERLE. Frifindelse er frifindelse. Hvorfor ripper du op i disse gamle uhyggelige sager, som gav mig grå hår før tiden? Er det sligt noget, du har gåt og grublet på i alle disse år der oppe? Jeg kan forsikkre dig, Gregers,—her i byen er de historier glemt for længe siden—for mit vedkommende.
GREGERS.Men den ulykkelige ekdalske familje da!
WERLE. Hvad vilde du da egentlig, jeg skulde gøre for de folk? Da Ekdal kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand, rent uhjelpelig. Der gives mennesker her i verden, som dukker til bunds, bare de får et par hagel i kroppen, og så kommer de aldrig op igen mere. Du kan tro mig på mit ord, Gregers; jeg har strakt mig så langt, som jeg kunde, når jeg ikke lige frem skulde blotstille mig og gi næring til alskens mistanke og folkesnak—
GREGERS.Mistanke—? Nå så, ja.
WERLE. Jeg har skaffet Ekdal arkskrift fra kontoret, og jeg betaler ham langt, langt mere for det, end hans arbejde er værd—
GREGERS (uden at se på ham).Hm; tviler ikke på det.
WERLE. Ler du? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfører jeg aldrig.
GREGERS (smiler koldt). Nej, der gives vel visse udgifter, som det er bedst ikke at bogføre.
WERLE (studser).Hvad mener du med det?
GREGERS (med tilkæmpet mod). Har du bogført, hvad det kosted dig at la' Hjalmar Ekdal lære fotografering?
WERLE.Jeg? Hvorledes bogført?
GREGERS. Jeg ved nu, at det var dig, som bekosted det. Og nu ved jeg også, at det var dig, som satte ham så rundelig istand til at etablere sig.
WERLE.Nå, og så heder det endda, at jeg ingen ting har gjort forEkdals! Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har sandeligvoldt mig udgifter nok.
GREGERS.Har du bogført nogen af de udgifter?
WERLE.Hvorfor spør' du om det?
GREGERS. Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig,—den tid, da du tog dig så varmt af din gamle vens søn,—var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig!
WERLE. Ja, hvor pokker,—hvor kan jeg efter så mange års forløb- -?
GREGERS.Du skrev mig den gang et brev til,—et forretningsbrevnaturligvis; og i en efterskrift stod der, ganske kort, atHjalmar Ekdal havde giftet sig med en frøken Hansen.
WERLE.Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.
GREGERS.Men du skrev ikke noget om, at den frøken Hansen var GinaHansen,—vor forhenværende husjomfru.
WERLE (ler spotsk, men tvungent). Nej, for jeg tænkte såmænd ikke, at du interesserte dig så særligt for vor forhenværende husjomfru.
GREGERS. Det gjorde jeg heller ikke. Men—(sænker stemmen.) her var nok andre her i huset, som interesserte sig særligt for hende.
WERLE. Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel aldrig til mig!
GREGERS (sagte, men fast).Jo, jeg sigter til dig.
WERLE. Og det vover du—! Det understar du dig—! Hvor kan han, den utaknemmelige, han, fotografen—; hvor tør han driste sig til at komme med slige sigtelser!
GREGERS. Hjalmar har ikke med et ord rørt ved dette her. Jeg tror ikke, han har så meget som en anelse om noget sligt.
WERLE. Men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sådant?
GREGERS. Det har min stakkers ulykkelige mor sagt. Og det var sidste gang jeg så hende.
WERLE.Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du,—I holdt altid sammen. Det var hende, som fra først af fikdit sind vendt bort ifra mig.
GREGERS. Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje, til hun bukked under og gik så ynkelig til grunde.
WERLE. Å, hun måtte slet ingen ting lide og døje; ikke mere, end så mange andre, i al fald! Men sygelige, overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Det har nok jeg fåt føle.— Og så går du og bærer paa en slig mistanke,—går og roder dig ned i alskens gamle rygter og bagvaskelser imod din egen far. Hør nu, Gregers, jeg synes sandelig, du i din alder kunde ta' dig noget nyttigere til.
GREGERS.Ja, det turde nok være på tiden.
WERLE. Så vilde kanske også dit sind bli' lettere, end det nu lader til at være. Hvad skal det føre til, at du går år ud og år ind der oppe på værket, sidder og træller som en simpel kontorbetjent, ikke vil oppebære en skilling over den almindelige månedsløn? Det er jo ren dårskab af dig.
GREGERS.Ja, dersom jeg var så ganske viss på det.
WERLE. Jeg forstår dig jo nok. Du vil være uafhængig, vil ikke skylde mig noget. Men nu er der netop anledning for dig til at bli' uafhængig, din egen herre i et og alt.
GREGERS.Så? Og på hvad måde—?
WERLE. Da jeg skrev dig til, at du så nødvendig måtte komme ind til byen nu straks—hm—
GREGERS. Ja, hvad er det egentlig, du vil mig? Jeg har hele dagen gåt og ventet på at få vide det.
WERLE.Jeg vil foreslå dig, at du går ind som deltager i firmaet.
GREGERS.Jeg! I dit firma? Som kompagnon?
WERLE. Ja. Vi behøvte jo ikke stadig at være sammen for det. Du kunde jo overtage forretningerne her i byen, og så flytted jeg op til værket.
GREGERS.Vilde du?
WERLE. Ja, ser du, jeg er ikke længere så arbejdsfør, som jeg tidligere var. Jeg blir nødt til at skåne øjnene, Gregers; for de er begyndt at bli' noget svage.
GREGERS.Det har de jo altid været.
WERLE. Ikke som nu. Og så desuden,—omstændighederne kunde kanske gøre det ønskeligt for mig at bo der oppe—i al fald for en tid.
GREGERS.Noget sligt havde jeg aldrig tænkt mig.
WERLE. Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os. Men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg synes, vi måtte kunne komme til en slags forståelse med hinanden.
GREGERS.Sådan i det ydre, mener du vel?
WERLE.Nå, det var jo i al fald noget. Tænk over det, Gregers.Synes du ikke, det måtte kunne la' sig gøre? Hvad?
GREGERS (ser på ham med kolde øjne).Her stikker noget under.
WERLE.Hvorledes det?
GREGERS.Der må være noget, som du har brug for mig til.
WERLE. I så nært et forhold som vort har den ene vel altid brug for den anden.
GREGERS.Ja, man siger jo så.
WERLE. Jeg vilde gerne ha' dig hjemme hos mig nu en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom,—hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha' nogen om mig.—
GREGERS.Du har jo fru Sørby.
WERLE. Ja, det har jeg; og hun er, så at sige, ble't mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset;—og det kan jeg så sårt trænge til.
GREGERS.Nå ja; men så har du det jo altså, som du ønsker det.
WERLE. Ja, men jeg er bange, det kan ikke bli' ved. En kvinde i slige forhold kommer let i en skæv stilling lige over for verden. Ja, jeg havde nær sagt, at en mand er heller ikke tjent med det.
GREGERS. Å, når en mand pir slige middagsselskaber som du, så kan han visst vove adskilligt.
WERLE. Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange for, at hun ikke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det,—selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og bagvaskelse og sligt noget—? Synes da du, Gregers, du med din stærkt udprægede retfærdighedsfølelse—
GREGERS (afbryder ham). Sig mig kort og godt én ting. Tænker du på at gifte dig med hende?
WERLE.Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så?
GREGERS.Ja, det spør' jeg også. Hvad så?
WERLE.Vilde det være dig så aldeles uovervindelig imod?
GREGERS.Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde.
WERLE. Ja, for jeg kunde jo ikke vide, om det kanske af hensyn til din afdøde mors minde—
GREGERS.Jeg er ikke overspændt.
WERLE. Nå, hvad du end er eller ikke er, så har du i al fald lettet en tung sten fra mit bryst. Det er mig overmåde kært, at jeg tør gøre regning på din tilslutning i denne sag.
GREGERS (ser ufravendt på ham).Nu skønner jeg, hvad det er, du vil brage mig til.
WERLE.Bruge dig til? Hvad er dog det for et udtryk!
GREGERS. Å, lad os ikke være kræsne i valg af ord;—ikke på to mands hånd i al fald. (ler kort.) Ja så da! Derfor var det altså, at jeg, død og plage, måtte indfinde mig i byen i egen person. I anledning af fru Sørby skal der arrangeres familjeliv her i huset. Tablå mellem far og søn! Det blir noget nyt, det!
WERLE.Hvor tør du tale i den tone!
GREGERS. Når har her været familjeliv? Aldrig så længe jeg kan mindes. Men nu har man sagtens behov for en smule af den slags. For det vil jo unægtelig ta' sig godt ud, når det kan fortælles, at sønnen—på pietetens vinger—er ilet hjem til den aldrende faders brudgomsfest. Hvad blir der så igen af alle rygterne om, hvad den stakkers afdøde måtte lide og døje? Ikke et fnug. Hendes søn slår dem jo til jorden.
WERLE. Gregers,—jeg tror ikke, der findes den mand i verden, der er dig så meget imod som jeg.
GREGERS (sagte).Jeg har set dig på for nært hold.
WERLE. Du har set mig med din mors øjne. (sænker stemmen lidt.) Men du skulde huske på, at de øjne var—omtåget en gang iblandt.
GREGERS (bævende). Jeg forstår, hvad du sigter til. Men hvem bær' skylden for mors ulykkelige svaghed? Det gør du og alle disse—! Den sidste af dem var dette fruentimmer, som Hjalmar Ekdal blev makket sammen med, da du ikke længer—å!
WERLE (trækker på skuldrene).Ord til andet, som om jeg hørte din mor.
GREGERS (uden at agte på ham). —og der sidder han nu, han med sit store troskyldige barnesind midt i bedraget,—lever under tag sammen med en slig en, og ved ikke, at det, han kalder sit hjem, er bygget på en løgn! (et skridt nærmere.) Når jeg ser tilbage på al din færd, da er det, som om jeg så ud over en slagmark med knuste menneskeskæbner langs alle vejene.
WERLE.Jeg tror næsten, at kløften er for bred imellem os to.
GREGERS (bukker behersket). Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går.
WERLE.Går du! Ud af huset?
GREGERS.Ja. For nu øjner jeg endelig én gang en opgave at leve for.
WERLE.Hvad er det for en opgave?
GREGERS.Du vilde bare le, ifald du hørte det.
WERLE.En ensom mand ler ikke så let, Gregers.
GREGERS (peger ud mod baggrunden).Se, far,—der leger kammerherrerne blindebuk med fruSørby.—God nat og far vel.
(Han går ud i baggrunden til højre. Latter og løjer høres fra selskabet, der kommer til syne i den ydre stue.)
WERLE (mumler hånligt efter Gregers). He—! Stakker,—og så siger han, at han ikke er overspændt!
* * * * *
(Hjalmar Ekdals atelier. Rummet, der er temmelig stort, ses at være et loftværelse. Til højre er der-skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt forhæng. Oppe i hjørnet til højre er indgangsdøren; foran på samme side en dør til dagligstuen. På væggen til venstre er ligeledes to døre og mellem disse en jernovn. På bagvæggen er en bred dobbeltdør, indrettet til at skyde til siderne. Atelieret er tarveligt men hyggeligt indrettet og udstyret. Mellem dørene til højre, lidt fra væggen, står en sofa med et bord og nogle stole; på bordet en tændt lampe med skærm; i ovnskrogen en gammel lænestol. Forskellige fotografiske apparater og instrumenter står opstillet hist og her i rummet. Ved bagvæggen, til venstre for dobbeltdøren, står en reol, hvori nogle bøger, æsker og flasker med kemiske stoffer, forskellige slags redskaber, værktøj og andre genstande. Fotografier og småting, som pensler, papir og lignende, ligger på bordet.)
(Gina Ekdal sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen med hænderne foran øjnene og tommelfingrene i ørerne og læser i en bog.)
GINA (skotter et par gange, ligesom med dulgt bekymring, hen til hende; derpå siger hun): Hedvig!
HEDVIG (hører det ikke).
GINA (højere).Hedvig!
HEDVIG (tar hænderne fra og ser op).Ja, mor?
GINA.Snille Hedvig, nu må du ikke sidde og læse længer.
HEDVIG.Å men, mor, kan jeg da ikke få læse lidt til? Bare lidt!
GINA. Nej, nej, nu skal du lægge den bogen ifra dig. Din far liker det ikke; han selv læser aldrig om kvellerne.
HEDVIG (lukker bogen).Nej, far bryr sig nu ikke så stort om at læse, han.
GINA (lægger sytøjet til side og tar en blyant og et lidethæfte på bordet).Kan du huske, hvor meget vi gav ud for smørret idag?
HEDVIG.Det var 1 krone og 65 øre.
GINA. Det er rigtig. (noterer.) Det er svært, hvad her bruges af smør her i huset. Og så var det til spegepølse og til ost,- -lad mig se—(noterer.)—og så var det til skinke—hm —(summerer.) Ja, der har vi straks—
HEDVIG.Og så kommer øllet til.
GINA. Ja, det forstår sig. (noterer.) Det løber op; men det må jo til.
HEDVIG. Og så behøvte jo ikke du og jeg noget varmt til middag, siden far var ude.
GINA. Nej; og det var jo bra'. Nå, og så tog jeg jo også ind otte kroner og femti for fotografierne.
HEDVIG.Tænk,—blev det så meget!
GINA.Akkurat otte kroner og femti.
(Taushed. Gina tar atter sit sytøj. Hedvig tar papir og blyant og gir sig til at tegne noget, med den venstre hånd skyggende for øjnene.)
HEDVIG. Er det ikke morsomt at tænke sig, at far er i stort middagsselskab hos grosserer Werle?
GINA. Du kan da ikke sige, at det er hos grossereren, han er. Det var jo sønnen, som sendte bud efter ham. (lidt efter.) Vi har jo ikke noget med den grossereren at gøre.
HEDVIG. Jeg glæder mig så umådelig til, at far skal komme hjem. For han lovte, at han skulde be' fru Sørby om noget godt til mig.
GINA. Ja, der vanker såmænd nok af gode ting i det huset, kan du tro.
HEDVIG (tegner fremdeles).Lidt sulten er jeg næsten også.
(Gamle Ekdal, med papirpakken under armen og en anden pakke i frakkelommen, kommer ind gennem gangdøren.)
GINA.Hvor sent bedstefar kommer hjem idag.
EKDAL. De havde stængt kontoret. Måtte vente hos Gråberg. Og så fik jeg gå igennem—hm.
HEDVIG.Gav de dig noget nyt at skrive af, bedstefar?
EKDAL.Hele pakken her. Vil du bare se.
GINA.Det var jo bra'.
HEDVIG.Og i lommen har du også en pakke.
EKDAL Så? Snak; det er ikke noget. (sætter stokken fra sig i krogen.) Det blir arbejde for lang tid, dette her, Gina. (trækker den ene halvdør på bagvæggen lidt tilside.) Hys! (kikker en stund ind i rummet og skyder atter døren forsigtigt for.)
He—he! De sover såmænd alle i hob. Og hunSelv har lagt sig i kurven. He—he!
HEDVIG.Er du viss på, at hun ikke fryser i den kurven, bedstefar?
EKDAL. Kan du tænke sligt! Fryser? I alt det strå? (går mod den øverste dør til venstre). Jeg finder Vel fyrstikker?
GINA.Fyrstikkerne står på kommoden.
(Ekdal går ind i sit værelse.)
HEDVIG. Det var rigtig godt, at bedstefar fik alt det at skrive igen.
GINA. Ja, stakkers gamle far; så tjener han sig da en liden lommeskilling.
HEDVIG. Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens restauration.
GINA.Det også, ja.
(kort taushed.)
HEDVIG.Tror du, de sidder ved middagsbordet endnu?
GINA.Vor herre ved; det kan såmænd gerne hænde, det.
HEDVIG. Tænk, al den dejlige mad, som far får at spise! Jeg er viss på, at han er glad og fornøjet, når han kommer. Tror du ikke det, mor?
GINA. Jo; men tænk, om vi nu kunde fortælle ham, at vi havde fåt værelset lejet bort.
HEDVIG.Men det behøves ikke ikveld.
GINA. Å, det kunde nok komme godt med, du. Og det står jo der til ingen nytte.
HEDVIG. Nej, jeg mener, det behøves ikke, for ikveld er far godt oplagt alligevel. Det er bedre, at vi har det med værelset til en anden gang.
GINA (ser over til hende). Er du glad, når du har noget godt at fortælle far, når han kommer hjem om kvellerne?
HEDVIG.Ja, for så blir her mere fornøjeligt.
GINA (tænker hen for sig).Å ja, der er noget i det.
(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre.)
GINA (vender sig halvt på stolen).Skal bedstefar ha' noget i køkkenet?
EKDAL.Skulde så, ja. Bliv bare siddende.
(går ud.)
GINA. Han roder da vel ikke med gløderne derude? (venter en stund.) Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til.
(Ekdal kommer ind igen med en liden mugge med dampende vand.)
HEDVIG.Henter du varmt vand, bedstefar?
EKDAL. Ja, jeg gør. Skal bruge det til noget. Jeg må skrive; og så er blækket ble't jørmet som en grød,—hm.
GINA. Men bedstefar skulde da spise kveldsmaden først. Den er jo sat ind.
EKDAL. Det får være det samme med kveldsmaden, Gina. Har svært travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha' nogen ind på kammerset til mig. Ikke nogen,—hm.
(Han går ind i sit værelse, Gina og Hedvig ser på hinanden.)
GINA (sagte).Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra?
HEDVIG.Han har visst fåt af Gråberg.
GINA.Å langt ifra. Gråberg sender jo altid pengene til mig.
HEDVIG.Så må han ha' fåt sig en flaske på borg et steds.
GINA.Stakkers gamlefar, de borger nok ikke ham noget.
(Hjalmar Ekdal, i overfrakke og med en grå filthat, kommer ind frå højre.)
GINA (kaster sytøjet og rejser sig).Nej men, Ekdal, er du alt der igen!
HEDVIG (samtidigt, springer op).Tænk, at du kommer nu, far!
HJALMAR (sætter hatten fra sig).Ja, nu gik nok de fleste.
HEDVIG.Så tidlig?
HJALMAR.Ja, det var jo et middagsselskab.
(vil trække yderfrakken af.)
GINA.Lad mig hjælpe dig.
HEDVIG.Jeg også.
(De trækker frakken af ham; Gina hænger den op på bagvæggen.)
HEDVIG.Var der mange der, far?
HJALMAR.Å nej, ikke mange. Vi var så en 12—14 personer til bords.
GINA.Og du fik vel snakke med dem alle sammen?
HJALMAR. Å ja, lidt; men det var nu især Gregers, som la' beslag på mig.
GINA.Er Gregers lige styg endnu?
HJALMAR. Nå, han ser jo ikke videre godt ud.—Er ikke den gamle kommet hjem?
HEDVIG.Jo, bedstefar sidder inde og skriver.
HJALMAR.Sa' han noget?
GINA.Nej, hvad skulde han sige?
HJALMAR. Nævnte han ikke noget om—? Jeg synes, jeg hørte, at han havde været hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham.
GINA.Nej, nej, det er ikke værdt—
HJALMAR.Hvorfor ikke det? Sa' han, at han ikke vilde ha' mig ind?
GINA.Han vil nok ikke ha' nogen ind i kveld—
HEDVIG (gør tegn).Hm—hm!
GINA (mærker det ikke). —han har været her og hentet sig varmt vand—
HJALMAR.Aha, sidder han og—?
GINA.Ja, han gør nok det.
HJALMAR. Herre gud,—min stakkers gamle hvidhårede far—! Ja, lad ham saa bare sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode.
(Gamle Ekdal, i husfrakke og med tændt tobakspibe, kommer fra sit værelse.)
EKDAL.Kommen hjem? Syntes nok, jeg hørte, det var dig, somSnakked.
HJALMAR.Jeg kom nu netop.
EKDAL.Du så mig nok ikke, du?
HJALMAR. Nej; men de sa', du var gåt igennem—; og så vilde jeg følge dig.
EKDAL. Hm, snilt af dig, Hjalmar.—Hvad var det for nogen, alle de folk?
HJALMAR. Å det var forskellige. Der var kammerherre Flor og kammerherre Balle og kammerherre Kaspersen og kammerherre— så og så; jeg ved ikke—
EKDAL (nikker). Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer.
GINA.Ja, det er nok svært fint i det huset nu.
HEDVIG.Sang de kammerherrerne, far? Eller læste de noget op?
HJALMAR. Nej, de bare vrøvled. Så vilde de ha' mig til at deklamere for sig; men det fik de mig ikke til.
EKDAL.Fik de dig ikke til det, du?
GINA.Det kunde du da gerne ha' gjort.
HJALMAR. Nej; en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver, (spadserer om på gulvet.) Jeg gør det i al fald ikke.
EKDAL.Nej, nej; Hjalmar er ikke så lige til, han.
HJALMAR. Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for underholdningen, når jeg er ude engang iblandt. Lad de andre anstrænge sig. Der går de fyrene fra det ene madhus til det andet og æder og drikker dag ud og dag ind. Lad dem saa værs'go' gøre nytte for al den gode mad, de får.
GINA.Men det sa' du da vel ikke?
HJALMAR (nynner). Hå—hå—hå—; de fik såmænd høre noget af hvert.
EKDAL.Og det var til kammerherrerne selv!
HJALMAR. Det er ikke frit for det. (henkastende.) Siden kom vi i en liden dispyt om Tokayervin.
EKDAL.Tokayervin, du? Det er en fin vin, det.
HJALMAR (standser). Den kan være fin. Men jeg skal sige dig, ikke alle årgangene er lige fine; det kommer alt an på, hvor meget solskin druerne har fåt.
GINA.Nej, du ved da også al tingen, du, Ekdal.
EKDAL.Og det gav de sig til at disputere om?
HJALMAR. De vilde prøve på det; men så fik de den besked, at det var ligedan med kammerherrer. Af dem var heller ikke alle årgange lige fine—blev der sagt.
GINA.Nej, hvad du kan finde på!
EKDAL.He—he! Og det fik de på sin tallerken?
HJALMAR.Lige op i øjnene fik de det.
EKDAL.Du, Gina, han sa' det lige op i øjnene på kammerherrerne.
GINA.Nej, tænk, lige op i øjnene.
HJALMAR. Ja, men jeg vil ikke ha', at der skal tales om det. Sligt fortæller man ikke. Det hele gik jo også af i al venskabelighed, naturligvis. Det var jo hyggelige, gemytlige mennesker; hvorfor skulde jeg så såre dem? Nej!
EKDAL.Men lige op i øjnene—
Hedvig (indsmigrende). Hvor morsomt det er at se dig i kjole. Du tar dig godt ud i kjole, far!
HJALMAR. Ja, synes du ikke det? Og denne her sidder virkelig meget upåklageligt. Den passer næsten som om den var sydd til mig; —lidt trang i armhullerne kanske—; hjælp mig, Hedvig, (trækker kjolen af.) Jeg tar heller jakken på. Hvor har du jakken, Gina?
GINA.Her er den.
(bringer jakken og hjælper ham.)
HJALMAR. Se så! Husk endelig på, at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.
GINA (lægger den hen).Det skal nok bli' besørget.
HJALMAR (atrækker sig).Ah, det kendes dog ligesom mere hjemligt. Og en sådan løs ogledig husdragt passer også bedre til min hele skikkelse.Synes ikke du det, Hedvig?
HEDVIG.Jo, far!
HJALMAR. Når jeg således slår halstørklædet ud i et par flagrende ender—; se her! Hvad?
HEDVIG. Ja, det tar sig så godt ud til knebelsbarten og til det store krøllede håret.
HJALMAR. Krøllet vil jeg ikke egentlig kalde det; jeg vil snarere sige lokket.
HEDVIG.Ja, for det er så storkrøllet.
HJALMAR.Egentlig lokket.
Hedvig (lidt efter, trækker ham i jakken).Far!
HJALMAR.Nå, hvad er det?
HEDVIG.Å, du ved godt, hvad det er.
HJALMAR.Nej visst ved jeg ikke, nej.
Hedvig (ler og klynker).Å jo, far: nu skal du ikke pine mig længer!
HJALMAR.Men hvad er det da?
Hedvig (rusker i ham). Å snak; kom nu med det, far! Du ved jo alt det gode, du lovte mig.
HJALMAR.Å—nej tænk, at jeg skulde glemme det!
HEDVIG. Nej, du vil bare narre mig, far! Å, det er skam af dig! Hvor har du det henne?
HJALMAR. Jo så sandelig glemte jeg det ikke. Men bi lidt! Jeg har noget andet til dig, Hedvig.
(går hen og søger i kjolelommerne.)
Hedvig (hopper og klapper i hænderne).Å mor, mor!
GINA.Ser du; når du bare gir tid, så—
HJALMAR. (med et papir)-Se, her har vi den.
HEDVIG.Det der? Det er jo bare et papir.
HJALMAR.Det er spiseseddelen, du; hele spiseseddelen. Her står«Menu»; det betyder spiseseddel.
HEDVIG.Har du ikke noget andet?
HJALMAR. Jeg har jo glemt det andet, hører du. Men du kan tro mig på mit ord: det er en dårlig fornøjelse med det slikkeri. Sæt dig nu bort til bordet og læs på den seddelen, så skal jeg siden beskrive dig, hvorledes retterne smager. Se der, HEDVIG.
Hedvig (svælger gråden).Tak.
(Hun sætter sig, men uden at læse; Gina gør tegn til hende; Hjalmar mærker det.)
HJALMAR (driver om på gulvet). Det er da også de utroligste ting, en familjeforsørger har at tænke på; og glemmer en bare det aller ringeste,— straks skal en se sure miner. Nå, en vænner Sig til det Også. (standser ved ovnen hos den gamle.) Har du kikket der ind i aften, far?
EKDAL.Ja, du kan vel tænke dig det. Hun er gåt i kurven.
HJALMAR. Nej, er hun gåt i kurven! Hun begynder altså at vænne sig til den.
EKDAL. Ja, du; det var jo det, jeg spåde. Men nu, ser du, nu er der nogen smaa grejer til—
HJALMAR.Nogen forbedringer, ja.
EKDAL.Men de må gøres, du.
HJALMAR. Ja, lad os snakke lidt om de forbedringerne, far. Kom her, så sætter vi os i sofaen.