„Javist kan det ødelægge Dem set fra et forretningsstandpunkt,“ indrømmet kapteinen. „Men hvad vil De gjøre? Her ligger noget fanteri under, men se, hvis vi traf over truppen, saa vilde de fornemste av artisterne smyge sig væk med pengene i haandkufferten, og De fik bare samlet en flok gamle faarehoderav nogen sjøulker som bare kjendte den ene side av forretningen. Husk, de stakkars djævlene maa gaa dit det blir sagt dem, og hvis De rusker op i denne greien, saa kan De by ti mot en paa at det blir de uskyldige som faar svi for den. Det var en anden sak hvis vi skjønte operationen, men det gjør vi ikke, ser De; der er en god slump rare kroker i livet, og mit raad er at la den forbandede floken begrave sig selv.“
„De taler som om vi hadde det i vor magt,“ indvendte jeg.
„Og det har vi,“ sa han.
„End folkene vore?“ spurte jeg. „De vet altfor meget, og hvem kan holde dem fra at snakke?“
„Det kan en boardingmaster,“ svarte Nares. „De drikker sig fra vettet første kveld de er i land, og om morgenen krydser de med forskjellige skibe ut av den gyldne port. Kan jeg ikke holde dem fra at snakke! De behøver ihvertfald ikke at snakke før om seks maaneder, eller — hvis vi er heldige, og der ligger en hvalfanger færdig — om tre aar. Og til den tid er det en gammel historie.“
„Er det ikke det som heter shanghaiing?“ spurte jeg. „Jeg trodde det hørte til i røverromaner.“
„Aa, røverromanerne er rigtige nok,“ svarte kapteinen, „bare paa det nær at hændelserne kommer tættere end i det virkelige liv.“
„Og vi kan altsaa holde denne historie for os selv,“ sa jeg.
„Der er bare én person som kan sladre,“ sa kapteinen. „Skjønt jeg tror ikke hun har noget igjen at fortælle.“
„Hvem erhun?“ spurte jeg.
„Gamla der,“ svarte han og pekte paa vraket. „Der kunde jo komme nogen til denne gudsforlatte øen, han kunde danse ind i det vraket, hvor vi er blit gamle av at lete, og bukke sig og ta op netop den ting som fortæller hele hemmeligheten. De skurkene har ødelagt Dem og Pinkerton, de har gjort mig graa med sine rebuser, men allikevel, her er mange muligheter som jeg ikke bryr mig om at rote op i, og De maa la mig stelle med gamla paa min egen vis.“
„Værsaagod,“ sa jeg. „Men, kaptein, der er noget De har glemt.“
„Hvad er det?“ spurte han.
„En falsk kaptein Trent, en falsk Goddedaal, et helt falskt mandskap er reist hjem,“ sa jeg. „Hvis vi har ret, saa vil ingen av dem vise sig der. Og tror De at en saadan omstændighet vil gaa stille forbi?“
„Sjømænd,“ sa kapteinen, „bare sjømænd! Reiste de sammen og til samme sted, saa var det noget andet, men en til Hull, en til Sverige, en til Clyden, en til Thames — hvad er det? Ingenting nyt. Bare én sjømand væk — drukken eller druknet — den rette slut for en sjømand!“ Der var en bitter klang i hans stemme.
Vi reiste os. „Har De lyst til at bli her en stund?“ sa kapteinen. „Jeg maa ombord, der er meget at gjøre, før vi gaar tilsjøs. Jeg skal sende baaten efter Dem ved spisetid.“
Jeg tok med glæde mot dette forslag. Som kapteinen hadde forstaat, trængte jeg ensomhet. Jegtænkte paa Jim, paa Mamie, paa vor tapte formue og vore tapte haab, den mørke fremtid, og jeg sank saa dypt i tristhet at jeg knapt merket hvor jeg gik. Tilfældet førte mine skridt til en kant hvor der var litet fugl. Uten at bli forstyrret naadde jeg til det høieste punkt av øen, og her var det at en sidste opdagelse igjen vækket mig til bevissthet.
Fra det flate sted hvor jeg stod, saa jeg ut over lagunen, revet og mot den runde horisont. Nær mig hadde jeg søsterøen, vraket,Norah CreinaogNorahsbaat, som allerede kom indover. For solen stod nu lavt og flammet over havet, og paa skonnerten steg der røk fra kabyssen.
Derfor hadde jeg ikke tid til at undersøke min opdagelse nøiere, skjønt den var baade rørende og fantasivækkende. Det jeg saa, var de svarte kul efter et vrakbaal. Alle tegn tydet paa at det maatte ha flammet høit og brændt i flere dager, og jeg saa straks for mig et billede av en flok skibbrudne som uten hus i denne fortapte avkrok av verden holdt sit signalbaal brændende. I næste øieblik naadde mig et hallo fra baaten, jeg brøt mig frem gjennem krattet og fuglesværmene og sa for altid, haaber jeg, farvel til den øde ø.
Honolulu.
Den sidste nat paa Midway fik jeg litet søvn; om morgenen laa jeg længe og døset, og da jeg tilslut kom paa dæk, gik skonnerten for fulde seil gjennem indløpet og mot det aapne hav. Tæt ved siden rullet et vældig braat sig op langs revet med tordnende larm, og bak os laa vraket og spydde røk i morgenluften. Hvirvlerne drev allerede langt ned i læ, flammerne glitret allerede i kahytsskylightet, og de skræmte sjøfugl hadde spredt sig over hele lagunen. Eftersom vi fjernet os, stod flammerne fraFlying Scudhøiere, og længe efter at vi hadde tapt Midway Island av syne, hang endnu røken i horisonten likesom fra en damper langt borte. Men snart var heller ikke røken at se,Norah Creinavar igjen alene i den tomme verden av skyer og vand, og det første som brøt horisontens linje, var elleve dager efter de tørre fjeld paa Oahu.
Siden har jeg ofte tænkt med glæde paa at vi slik ødela resterne avFlying Scud. Nu var vrakets hemmelighet bjerget.
Først ved daggry kom vi nær øen. Vi holdt langs kysten, saa tæt inde som vi vaaget. Det var en frisk bris og skyfri himmel. Under farten saa vi hele tiden de nøkne fjeldsider og de forkrøblede kokospalmer paa den litt melankolske øgruppe.
Vi krydset den dag frem og tilbake, og i mørket krøp vi forsigtig frem mot Pearl Locks, hvor jeg efter avtalen med Jim skulde møte smuglerne. Natten var heldigvis mørk og sjøen smul. Efter vore instruktioner viste vi ikke noget lys paa dæk, bare en rød lanterne hang fra hver av kranbjelkerne et par fot over vandet. Vi satte en utkik paa baugsprydet, en anden i tversalingerne, og alle mand flokket sig forut for at speide efter ven og fiende. Nu var det øieblik kommet da vi satte baade frihet og penger paa spil, og det for en sum som var saa liten for en mand i min fortvilede stilling, at jeg kunde ledd høit av bitterhet.
En stund saa vi ikke andet end fjeldenes mørke omrids, de indfødte fiskeres fakler som glitret her og der utenfor stranden, og midt foran os byen Honolulus lysvrimmel. Om en stund viste en rød stjerne sig indenfor os, og den syntes at glide vuggende nærmere. Dette var det avtalte signal, og vi skyndte os at vise svarsignalet, vi sænket et hvitt lys fra skansen, slukket de to andre, og la skonnerten bi. Stjernen nærmet sig langsomt, lyden av aarer og av menneskestemmer kom til os over vandet, og saa blev vi praiet:
„Er det herr Dodd?“
„Ja,“ svarte jeg. „Er Jim Pinkerton der?“
„Nei,“ svarte stemmen. „Men her er en av hans mænd, en som heter Speedy.“
„Det er mig, herr Dodd,“ tilføiet Speedy selv. „Jeg har breve til Dem.“
„Vel,“ svarte jeg. „Kom ombord og la mig se min post.“
Følgelig gled en hvalbaat op langs siden, og tre mænd entret ombord. Det var min gamle San Francisco ven Speedy, en liten vissen fyr som het Sharpe, og en svær, rødmusset mand som saa frygtelig forranglet ut, hans navn var Fowler.
„Vi har slette nyheter til Dem, herr Dodd,“ sa Fowler. „Deres Firma er gaat fallit.“
„Allerede!“ brøt jeg ut.
„Tja, folk syntes heller det var et under at Pinkerton holdt det gaaende saa længe. Vraket var for meget for deres kredit. En stor forretning var det sikkert, men De hadde for litet kapital, og da saa striden begyndte, saa maatte De gaa. Pinkerton greide sig fint igjennem, syv procent til kreditorerne, litt kritik, men ingenting at ta sig nær av, aviserne tok lemfældig paa ham ogsaa — Jim hadde vel sine forbindelser der. Det eneste gale er at hele denneFlying Scudhistorien kom i bladene med alt det andre; i Honolulu er de blit lysvaakne, og jo før vi faar opiumen ind og dollarerne ut, des bedre for os alle sammen.“
„De maa undskylde mig, mine herrer,“ sa jeg. „Min ven, kapteinen her, vil drikke et glas champagne med Dem, mens De venter; jeg maa læse mine breve først.“
De knurret litt, og unegtelig saa al venting farligut; men de var godmodige noktilat forstaa min uro og lot mig slippe op paa dæk. I lyset av en lanterne som jeg smuglet ind under rælingen, læste jeg saa de motfaldne, ulykkelige og fortvilede breve fra Jim Pinkerton.
I det første brev var han endnu saa modig at han ønsket at slaas med Ægyptens pyramider. Og Mamie holdt likesom Moses og Aron hans armer op, naar han følte sig træt.
Allerede i det andet brev er sammenbruddet kommet. En stakkars regning paa to hundrede dollars har sat en stopper for hans utstrakte operationer, og han er blit krævet til ansvar for opimot to hundrede og femti tusen. Men endnu er han fuld av arbeidslyst og viss paa at der ihvertfald blir et pent utbytte til kreditorerne.
I det tredje brev er der ikke haab igjen. Aviserne har været grusomme mot ham, de har været umenneskelige. Mamie daanet da hun fik rede paa katastrofen.
Og saa det sidste brev. Jim er syk og nedbrutt. Han har tat en post som kontorist, men er ute av stand til at regne tre tal sammen. Mamie er blit maskinskriverske. Det er forbi med ham som forretningsmand, han vil bare hvile ut. Ellers maa han dø av sorg og elendighet. „Hvis du finder noget paa vraket, saa stol paa Speedy, la ikke kreditorerne faa fat i det. Jeg hjalp dig da du hadde det ondt, hjælp nu du mig. Jeg vet at du nødig gjør dette som jeg foreslaar. Men husk at det gjælder liv og død for Jim Pinkerton.“
Desuten var der en lægeattest som lød mistrøstig nok.
Disse sørgelige breve fra min ven, som før hadde været saa frisk og freidig, gjorde naturligvis et dypt indtryk paa mig. Da jeg var færdig med dem, stod jeg længe og stirret ind mot Honolulu, mens jeg grublet over hvad jeg kunde gjøre og ikke gjøre for Jim.
Jeg tænkte længe frem og tilbake, og herrerne nede i kahytten fik tid til at prøve sin taalmodighet, før jeg kom til nogen beslutning. Det var galt nok at jeg hadde været villig til at bli opiumssmugler. Kunde jeg ogsaa bli bedrager? Nei, saa langt kunde jeg ikke gaa, selv for min syke vens skyld. Da vilde jeg heller finde mig en stilling og med min løn hjælpe ham til den ferie han trængte saa haardt. Men nu var ogsaa smuglingen unyttig; hvorfor skulde jeg indlate mig paa den risiko bare for at gavne vore kreditorer? Jeg gik altsaa ned i kahytten for at gi herrerne den besked at de hadde umaket sig ombord uten nytte. Jeg hadde ikke noget opium til dem.
Men da jeg kom ned og saa de utaalmodige ansigter og regnet ut hvor længe de hadde ventet, saa var jeg ikke mand for at la dem gaa skuffet iland. Jeg følte mig langt fra ædel da jeg trods min beslutning indlot mig med smuglerne, men jeg fik ihvertfald en fornøielig time. Fowler og Sharpe var begge umaadelig gløgge; til at begynde med gjorde de mig den ære at tillægge mig sine egne udyder, og før de var færdige, saa de paa mig næsten med ærefrygt. Denne ophøiede stilling vandt jeg ved likefrematfortælle sandheten og ved oprigtig at vise min likegyldighet for utfaldet. Uten at tænke paa det var jeg en stor diplomat. Da jeg for eksempelnævnte at jeg bare hadde to hundrede og firti pund opium, saa vekslet smuglerne megetsigende blikke som betydde: „Det er nok en farlig kar at ha med at gjøre!“ Men da jeg skjødesløst foreslog fem og tredive dollars pundet — som en forbedring av deres tilbud om tyve — og sluttet med disse ord: „Hele saken interesserer mig forresten ikke. Vil De ikke ha det for den pris, saa la være, og fyld glassene“ — da hadde jeg den usigelige glæde at se Sharpe nugge advarende bort i Fowler, og at se Fowler kvæle det gemytlige tak som allerede stod paa hans læber, og istedet stamme: „Nei, ikke mere vin, tak, herr Dodd!“ Og dette var ikke alt, men da handelen var sluttet med tredive dollars pundet — en fin liten forretning for mine kreditorer — og vore venner rodde sin vei i hvalbaaten, saa viste det sig at de undervurderte lydens forplantning i stille vand, og jeg fik ogsaa den glæde at høre følgende vidnesbyrd:
„Det er en fulas, den Dodd,“ sa Sharpe.
Og Fowler svarte i bas: „Fanden om jeg skjønner meningen hans.“
Saa blev vi igjen alene paaNorah Creina, og hele den nat laa jeg og tænkte paa vor ruin, paa min syke ven i San Francisco, paa den mørke fremtid.
Utpaa morgenen sprang der op en frisk bris, som bar os triumferende gjennem det vanskelige indløp til den lille havn. Jeg husker at jeg la merke til et hornet udyr av et moderne krigsskib paa havnen, men jeg var saa dypt nede i melankoli, at jeg ikke saa nærmere paa det.
Jeg hadde ogsaa knap tid. De herrer Sharpe ogFowler var kvelden før blit overtydet om at jeg var en løgner av første rang; denne venlige tro førte dem ombord ved første leilighet for at tilby mig hjælp og gjestfrihet. Jeg hadde forretninger at ordne, jeg trængte baade hjælp og fornøielser, jeg likte Fowler uten at vite hvorfor, og kortsagt, jeg lot dem gjøre med mig som de vilde. Da ingen kreditor blandet sig ind, brukte jeg i fred den første halvpart av dagen til sammen med Sharpe at undersøke te- og silkemarkedet, spiste lunch med ham, og blev ved firetiden overgit i Fowlers hænder. Denne herre eiet en bungalow ute ved Waikikistranden. I selskap med endel ungdom fra Honolulu tok jeg et sjøbad, en række cocktails, en middag, og utover natten poker og forskjellige slags spirituosa. At sitte til den lyse morgen og tape sine penger til blek, beruset ungdom er en fornøielse som efter min mening blir overvurdert. Men i min sindsstemning den nat var det mig en sand glæde at gjøre ende baade paa mine — eller mine kreditorers — penger og paa Fowlers champagne. Om morgenen vaaknet jeg med mild hodepine, og i et gunstig øieblik listet jeg mig uten skrupler bort fra det støiende hus.
Det var søndag, saa jeg behøvde ikke at tænke paa forretninger. Jeg vendte mig mot stranden. En stund gik min vei mellem tykninger av grønne tornetrær med nogen hus her og der. Jeg gik og fornøiet mig over billeder fra de indfødtes liv: nøkne barn og svin om hverandre, en ung fyr som sov under et træ, en gammel herremand med briller som sat og stavet i sin hawaijske bibel, det litt forstyrrende skue av en dame som badet i en kilde, ogglimtet av overdaadig farvede klær i den dype skygge av husene. Saa fandt jeg en vei langs selve stranden; paa den ene side hadde jeg den glitrende, brølende brænding og bugten som skinte av mange seil, paa den andre steile, tørre fjeld som steg op mot krateret og den blaa himmel.
Jeg kom rundt en sving av stranden, og saa med ett signalstationen, som laa paa den ytterste kant av et stup mot havet, utsat for passatvindens hele kraft. Vindens og brændingens støi overdøvet mine skridt, saa jeg kom ind uten at bli hørt.
Det var to mennesker som jeg paa den maate overrasket, utkiksmanden med grissent skjeg, hvasse sjømandsøine og med et tydelig præg av ensomt liv over sig, den andre en gjest, en gammelagtig, prækende fyr i de britiske orlogsmatrosers praktiske tropedragt; han sat paa bordet og røkte. Man bad mig elskværdig komme ind, og snart sat jeg og fornøiet mig over sjømandens snak. Han holdt paa med at sammenligne engelske og amerikanske sjøfolk, og han var alt ialt glad for at han ikke var amerikaner, sa han. Det gjorde jo ikke mig noget, og jeg tror endog at jeg glemte at forsvare mig, for mit blik hadde forvildet sig til hans hat, og paa baandet læste jeg „H. M. S. Tempest“.
„Det var vist Deres skib som fandt mandskapet paaFlying Scud?“ sa jeg.
„Det var det,“ sa han. „Og et svineheld var det for de guttene. Et fordømt utrivelig sted, den Midway Island!“
„Jeg kommer netop derfra,“ sa jeg. „Det var mig som kjøpte vraket.“
„Det er Dem med den hvite skonnert?“ sa han.
Jeg svarte ja. „Og naturligvis,“ fortsatte jeg, „er jeg noksaa optat av hele historien, saa jeg skulde ønske De vilde fortælle mig noget om de mænd som blev reddet.“
„Det gik slik til,“ sa han. „Vi hadde ordre til at gaa indom Midway for at se efter skibbrudne, og vi hadde løpet distancen omtrent ut dagen før. Vi gik for halv fart hele natten og mente at være fremme ved middagstid, for gamle Tooths — omforladelse, kapteinen — likte ikke det stedet om natten. Naa, der er en ekkel strøm rundt Midway; det vet De som har været der, og den maa ha sat os nedover. Ved seks slag, da vi skulde været mange mil borte, saa var det en som saa et seil, og hei og hallo, det var masterne paa en fuldrigget brig! Det varte ikke længe før vi saa at den stod paa grund og hadde flagget flyvende med unionen ned. Det brøt stygt over revet, og vi la os godt utenfor og sendte en baat ind. Jeg gik ikke med, stod bare og saa paa, men det later til at de allesammen var saa medtat at de ikke visste om de stod paa hodet eller paa benene. En av dem holdt paa med at tute og med at vri hænderne sine. Trent kom først, han hadde en blodig klut om haanden. Jeg var saa nær ham som jeg nu er Dem, og det skjønte jeg at der var ikke fillen igjen av ham — pusten hans skranglet i lungerne da han kom ned leideren. Og efter Trent kom styrmanden.“
„Goddedaal!“ utbrøt jeg.
„Det kaldte han sig ja, men ikke var det hans rigtige navn. Han var en gentleman som hadde gaatpaa maskerade. En av officererne vore kjendte ham hjemmefra, han gaar bort til ham og strækker haanden frem, og saa sier han: „Hallo, Norrie, gamle ven!“ sier han. Den andre kom kjæk og stram — slik viser blodet sig. Men ikke før hørte han navnet sit, saa blev han saa hvit som dommedagen, han glor paa Sebright som om han var et spøkelse, og saa rullet han rent overende. „Bær ham ned i min lugar,“ sier Sebright. „Det er stakkars Norrie Carthew,“ sier han.“
„Og hvordan — hvordan var denne Carthew?“ gispet jeg.
„Stuerten i officersmessen fortalte han hørte til en av de bedste familier i England. Han kunde været baronet.“
„Men at se til?“ rettet jeg ham.
„Omtrent som De eller jeg,“ var det umedgjørlige svar. „Ikke større at se til. Jeg visste ikke han var en gentleman, men jeg har jo ikke set ham pudset op.“
„Hvorledes det!“ ropte jeg. „Aa ja, nu husker jeg; han var jo syk hele veien til Frisco, ikke sandt?“
„Syk eller nedfor eller noget saant. Jeg tror nu han ikke hadde lyst til at vise sig. Han holdt sig nede, og stuerten, som bar maten ind til ham, fortalte at han spiste omtrent ingenting. I San Francisco blev han hentet i land om natten. Men nu skal De høre. Hans bror var nok død, han som hadde godset. Denne hadde turet, saa han tilslut la sig rent ut med forældrene. Ingen visste hvor han var drat hen. Og her gik han og slet paa en handelsbrig, forliste paa Midway, og hadde ikke andet forsig end en lang reise i aapen baat. Han kommer ombord paa vort skib, og ved gud saa er han en stor godseier og kan sitte i parlamentet imorgen om han vil! Det er bare naturlig at han holdt sig gjemt, det vilde baade De og jeg gjort i hans sted.“
„Kanske,“ sa jeg. „Men de andre saa De vel mere av?“
„Javist,“ sier han, „og ikke var der noget ondt i dem. Der var en Hardy, en australier. Der var ingenting sludder med Hardy. Han hadde eiet mange penger, og han var nu fant, og han tok det som det var. Han hadde hjertet paa rette sted, og god skolegang hadde han faat, han kunde baade fransk og latin som en indfødt.“
„Fortalte de meget om vraket?“ spurte jeg.
„Der var ikke stort at si,“ svarte han.
„Er herr Sebright ombord?“
„Han er iland idag,“ svarte matrosen. „Jeg bar en kuffert op til hotellet for ham.“
Jeg maatte tænke over alt dette som jeg ved et saa pudsig tilfælde hadde faat vite. Jeg sa derfor farvel og gik indover. Det hvirvlet i hodet paa mig. Nu syntes jeg at jeg stod paa terskelen til hele mysteriet. Jeg kjendte Dicksons virkelige navn — det var Carthew; og jeg visste hvor de penger kom fra som vi hadde kjæmpet mot paa auktionen — de var en del av Carthews arv. I mit galleri av illustrationer til vrakets historie hang der nu et nyt billede, kanske det mest dramatiske av alle. Det viste mig dækket paa et krigsskib i hin fjerne del av det vældige hav, officerer og matroser stod som nysgjerrige tilskuere, og en mand av fornem slegt, en mand somunder falskt navn hadde seilet paa en handelsbrig, og nu var reddet fra den yderste fare, faldt om som en okse ved den blotte lyd av sit eget navn. Jeg tænkte paa min egen oplevelse i telefonen. Denne Dickson, Goddedaal, Carthew maatte ha en meget følsom — eller en meget betynget samvittighet. Saa husket jeg det fotografi jeg hadde fundet paaFlying Scud. Netop en saadan mand kunde være istand til saadanne svakheter og kriser. Kanske stod denne Goddedaal (eller Carthew) bak hele mysteriet.
Én ting var selvsagt; jeg maatte tale med Sebright og doktoren. Jeg gik tilbake og sa farvel til herr Fowler, gav mig paa vei til byen og tilbragte resten av den dag med at slænge rundt paa hotellets kjølige verandaer. Først ved nitiden om kvelden blev min taalmodighet belønnet.
„Der er den herre De har spurt efter,“ sa kelneren.
Jeg saa en mand som bevæget sig overordentlig slapt og bar en spaserstok med elegant møie.
„Jeg tror at jeg har den fornøielse at tale med løitnant Sebright,“ sa jeg.
„Æh, ja,“ svarte helten, „men æh, jeg kjender Dem ikke, hvad?“
„Det var min hensigt at gjøre Deres bekjendtskap,“ sa jeg meget rolig; for uforskammethet kan jeg betale med samme mynt — kanske min eneste krigerske dyd. „Jeg er tilfældigvis i den stilling at jeg kan gjøre en av Deres venner en tjeneste eller ihvertfald gi ham en kjærkommen underretning.“
Det sidste var en tribut til min samvittighet. Jeg kunde ikke indbilde mig selv at jeg hadde evne eller lysttil at gjøre herr Carthew nogen tjeneste, men jeg følte mig viss paa at det vilde glæde ham at høre atFlying Scudvar brændt.
„Jeg vet ikke — jeg — jeg — forstaar Dem ikke,“ stammet mit offer. „Jeg har ingen venner i Honolulu, hvad?“
„Den ven jeg mener, er en engelskmand,“ svarte jeg. „Det er herr Carthew, som De tok op paa Midway. Mit firma kjøpte vraket, jeg kommer netop tilbake efter at ha brutt det op, og der er noget som jeg nødvendigvis maa underrette herr Carthew om. Jeg maa derfor be Dem om hans adresse.“
Man vil se hvor hurtig jeg hadde opgit alt haab om at interessere den engelske bjørn. Han for sin part stod som paa glør, han skalv av rædsel for at bli hængende i et tvilsomt bekjendtskap; jeg saa det, og anslog ham til at være et sky, sløvt, forfængelig, uelskværdig dyr uten tilsvarende evne til at verge sig — omtrent som en snegl som har mistet sit hus, og jeg sluttet at han var villig til hvadsomhelst for at slippe bort. Og ganske rigtig, et øieblik efter var han flygtet og hadde efterlatt et ark papir med denne paaskrift:
Norris Carthew,Stallbridge-le-Carthew,Dorset.
Norris Carthew,Stallbridge-le-Carthew,Dorset.
Senere hadde jeg den fornøielse at møte min motstander da han skulde ned til sit skib, han gjorde mig den ære saavidt at kjende mig igjen, og hans hilsen var saa motbydelig tør at jeg ikke fik overtalt mig selv til at se den eller svare paa den.
Men kan tænke sig hvor forundret jeg blev, da jeg en halv time efter fik indbydelse fraTempest.
„Dear Sir,“ lød det, „vi interesserer os naturligvis alle forFlying Scudsvrak, og da jeg nævnte at jeg hadde hat den fornøielse at gjøre Deres bekjendtskap, blev der uttrykt et almindelig ønske om at De vilde komme og spise middag ombord. Det vil være os alle en stor glæde“ osv. osv., og billetten sluttet med en forsikring om at „J. Lascelles Sebright“ var min ærbødige.
„Nei, herr Lascelles Sebright,“ tænkte jeg, „det er De ikke. De har nævnt Deres eventyr, min ven, De har faat en liten tilrettevisning; denne billet er blit diktert, og jeg blir indbudt (trods Deres melankolske protest) ikke for at tale omFlying Scud, men for at la mig utspeide av nogen som har interesse for Carthew — jeg vedder det er doktoren. Og alt dette kommer av at De gav mig adressen.“ Jeg svarte straks ja og tak, og til den fastsatte tid førteNorah Creinasbaat mig underTempestskanoner.
I motsætning til Sebright selv viste hans officerskamerater en gutagtig interesse for min tur. Der blev talt meget omFlying Scud, hvorledes den var forlist, hvorledes jeg hadde fundet den, og om veiret, ankerpladsen og strømmen rundt Midway Island. Carthew blev flere ganger nævnt uten forlegenhet. Naar de fortalte mig litet om manden, saa var det fordi de ikke hadde meget at fortælle. Hans merkelige tilsynekomst hadde interessert dem, og de syntes synd i ham fordi han var saa længe syk. Jeg fik slet ikke det indtryk at officererne prøvde at undgaadette emne; det var klart at de simpelthen ikke hadde noget at skjule.
Alt saa naturlig ut; det var bare doktoren som jeg ikke var saa sikker paa. Det var en høi, kantet, likefrem mand paa den gale side av de femti, allerede graa. Han hadde en hvileløs mund og buskede øienbryn, talte sjelden, men da muntert, og hans store, tause latter var smittende. Hvis Carthew hadde foregit sygdom — og alt syntes at peke i den retning — saa var her den mand som visste alt — eller ihvertfald meget. Hans sterke, faste ansigt fortalte om en mand som ikke vilde handle i uvidenhet og ikke lot sig føre bak lyset. Dette ansigt rummet heller ikke bløt medynk overfor forbryderen. Kortsagt, han passet meget slet til den rolle jeg hadde git ham i mine teorier, og forundring og nysgjerrighet kjæmpet i mit sind.
Efter en pludselig impuls foregav jeg at være uvel og bad doktoren om at faa tale med ham.
„Der er ingenting i veien med mig, dr. Urquart,“ sa jeg da vi var blit alene.
Han saa fast paa mig med sine graa øine, men han sa ingenting, bare mumlet for sig selv og trak paa munden.
„Jeg ønsker at tale med Dem omFlying Scudog Carthew,“ fortsatte jeg. „De maa ha ventet det. Jeg er viss paa De vet alt, og De forstaar jeg vet meget. Hvorledes skal vi stille os til hverandre, og hvorledes skal jeg forholde mig overfor Carthew?“
„Jeg forstaar Dem ikke helt,“ svarte han efter enpause, tidde saa litt igjen, „det er aanden jeg hentyder til, herr Dodd.“
„Aanden i mine spørsmaal?“ spurte jeg.
Han nikket.
„Jeg tror vi endnu misforstaar hverandre,“ sa jeg. „Det er netop aanden som jeg spør om. Jeg har kjøptFlying Scudfor en ruinerende sum, det var Carthew som gjennem en agent bød mig op, og som følge derav er jeg bankerot. Men selv om jeg ikke har fundet nogen formue paa vraket, saa har jeg fundet umiskjendelige vidnesbyrd om uærlig færd. Husk min stilling, jeg er blit ruinert gjennem denne mand som jeg aldrig har set, jeg kunde med rette ønske hevn eller erstatning, og De vil vel indrømme at jeg har midler til at tiltvinge mig begge dele.“
Han gjorde ikke tegn til at svare paa denne utfordring.
„Kan De da ikke forstaa,“ fortsatte jeg, „i hvilken aand jeg kommer til en mand som ganske vist er inde i hemmeligheten, og spør ham ærlig og likefrem: Hvorledes skal jeg forholde mig overfor Carthew?“
„Jeg maa be Dem tale tydeligere,“ sa han.
„De hjælper mig ikke meget,“ svarte jeg. „Men prøv om De kan forstaa mig. Min samvittighet er ikke saa svært fin, men jeg har dog samvittighet. Carthew kan jeg faa tak paa, og jeg har paa ingen maate lyst til at opgi en fordel, jeg er meget nysgjerrig efter at faa vite alt. Men paa den anden side ynder jeg ikke forfølgelser; De maa tro at jeg ikke er den mand som vil gjøre galt værre eller velte nye byrder paa den ulykkelige.“
„Ja, jeg tror jeg forstaar Dem,“ sa han. „Sæt at jeg gir Dem mit ord paa at hvad der saa er hændt, saa var der undskyldninger — sterke undskyldninger, ja meget sterke?“
„Det vilde ha stor vegt for mig, doktor,“ svarte jeg.
„Jeg kan gaa videre,“ svarte han. „Sæt at jeg eller De hadde været der. Efterat en viss begivenhet hadde fundet sted, saa er det et stort spørsmaal hvad vi selv vilde gjort — det er endog et spørsmaal hvad vi kunde ha gjort. Eller ta mig. Jeg skal være aapen mot Dem og tilstaa at jeg kjender sammenhængen. De har kunnet gjette Dem til hvorledes jeg med min kundskap har handlet. Efter min handlemaate maa De prøve at dømme om selve arten av den kundskap som jeg hverken har lyst eller ret til at dele med Dem.“
Jeg kan ikke gjengi den stride overbevisning og den sikre dommerfasthet i dr. Urquarts tale. For den som ikke hørte ham, kan det ta sig ut som han fodret mig med gaader, men jeg som hørte, syntes at jeg hadde faat en lære og en kompliment.
„Jeg takker Dem,“ sa jeg, „jeg indser at De har sagt saa meget som De kan, mere end jeg hadde ret til at vente. Jeg opfatter det som et bevis paa tillid, og jeg skal gjøre mig fortjent til den.“
Jeg har aldrig siden møtt dr. Urquart; men han præget sig saa dypt i mit minde at jeg synes jeg endnu ser ham. Og jeg hadde sandelig grund til at huske manden, om saa bare for det han hadde fortalt mig nu. Det var vanskelig at lage en teori somstemte med det jeg visste omFlying Scud, men en teori, hvor helten kunde fortjene agtelse eller ihvertfald medynk fra en mand som dr. Urquart, var det mig aldeles umulig at sætte sammen. Her sluttet da mine opdagelser. Jeg fik ikke vite mere før jeg fik vite alt.
Krydsforhør og vrange svar.
Jeg har sagt meget ondt om San Francisco, men byen hevnet sig ædelt da jeg kom tilbake. Aldrig har den hat en festligere maske; solen skinte, luften var frisk og gylden, alle mennesker hadde blomster i knaphullet og smil i ansigtet.
Mit maal var en styg og forfalden bygning i en sidegate. „Franklin H. Dodge. Damptrykkeri“ stod der paa façaden. I et støvet indelukke paa kontoret sat Jim alene foran et bord. Han var sørgelig forandret, han saa baade syk og lurvet ut. Før hadde han styrtet sig over dagens arbeide som en hest over havren, og nu sat han her og stirret sløvt paa et regnskap, tygget paa sin pen og sukket tungt. Han var saa fordypet i pinefulde tanker at han hverken hørte eller saa mig.
„Jim!“ sa jeg tilslut.
„Loudon!“ gispet han, hoppet op fra stolen og stod og skalv.
I næste øieblik var jeg over skranken, og vi gav hverandre haanden.
„Stakkars gamle ven!“ utbrøt jeg.
„Gudskelov at du er hjemme igjen!“ hikstet han og klappet mig paa skulderen.
„Jeg har ikke gode nyheter, Jim,“ sa jeg.
„Du er kommet — det er den gode nyhet jeg trænger,“ svarte han. „Aa som jeg har længtet efter dig, Loudon!“
„Jeg kunde ikke gjøre det du skrev om,“ sa jeg lavt. „Kreditorerne har faat altsammen. Jeg kunde ikke gjøre det.“
„Hysj!“ svarte Jim. „Jeg var gal da jeg skrev. Jeg kunde aldrig set Mamie i ansigtet hvis vi hadde gjort det. Aa Loudon, du vet ingenting om livet før du kjender en saadan kvindes hjertensgodhet. Det er en aabenbaring.“
„Det var det jeg haabet at høre, Jim,“ sa jeg.
„OgFlying Scudvar altsaa svindel. Jeg forstod ikke rigtig dit brev, men det fandt jeg ut.“
„Svindel er et mildt uttryk,“ sa jeg. „Kreditorerne vil aldrig tro at vi har været saa dumme. Og det minder mig om,“ sa jeg for at slippe bort fra det emne, „hvorledes gik det med fallitten?“
„Du kan være glad du var borte,“ svarte Jim og rystet paa hodet. „Du kan være glad du ikke saa aviserne.Occidentalkaldte mig en femterangs dumme-petter med vand i hodet. Og de andre, huf, Loudon. Det var stygt mot en nygift mand. Men jeg strammet mig op medFlying Scud. Hvad fik du ialt ut av den? Jeg skjønner ikke rigtig den historien.“
„Dævelen om du gjør!“ tænkte jeg for mig selv og sa høit: „Vi hadde ikke held nogen av os. Jeg fik ikke mere end til at dække de løpende utgifter,og du røk overende straks. Hvorledes kom vi til at gaa saa snart?“
„Aa, det skal vi snakke om siden,“ sa Jim og kastet sig. „Nu maa jeg ta fat paa bøkerne igjen. Du gjorde bedst i at gaa hjem til Mamie. Hun venter dig utaalmodig. Hun betragter dig som en bror, Loudon.“
Enhver plan var velkommen, bare den lot mig utsætte min fortælling. Jeg skyndte mig til Bush Street. Jeg fandt Mamie ved skrivemaskinen. Paa den nydeligste maate rakte hun mig begge hænder, rullet frem en stol til mig og bød mig en æske av mine yndlingscigaretter.
Jeg tror nok at hun altid hadde ment at ta elskværdig mot mig, men den store hjertelighet som jeg fandt, fløt fra en uventet kilde. Kaptein Nares hadde med en venlighet som jeg aldrig kan glemme ham, stjaalet en time fra sine forretninger, gjort en visit hos Mamie og skildret mit arbeide med vraket. Det sa ikke Mamie noget om, hun fik mig til at fortælle mine eventyr selv.
„Aa, kaptein Nares var bedre!“ sa hun saa. „Av Dem har jeg bare faat vite at De er likesaa beskeden som kjæk. Aa, det nytter ikke om De negter. Da jeg hørte hvorledes De hadde slitt hele dagen som en almindelig arbeider, med blødende hænder og brukne negler — og hvorledes De bad kapteinen bare gaa paa i stormen, dengang han selv var ræd — og om det frygtelige mytteri“ — (Nares hadde ikke spart paa farverne) — „og hvorledes De strævet slik for vor skyld, saa følte jeg at vi aldrig kunde fuldtakke Dem.“
„Mamie,“ sa jeg, „tal ikke om tak; det ordet er ikke paa sin plads mellem venner. Jim og jeg har været rike sammen, nu skal vi være fattige sammen. Det første jeg har at gjøre, er at finde en stilling, saa jeg kan sende Dem og Jim ut paa landet for at ta en god lang ferie — det trænger Jim.“
„Jim kan ikke ta Deres penger.“
„Det blir han nødt til,“ ropte jeg. „Tok ikke jeg hans?“
Litt efter kom Jim selv, og straks slog han ind paa det forbandede emne. „Nu, Loudon,“ sa han, „har vi aftenen for os. Ta saa fat paa historien.“
„Men først,“ sa jeg og talte bare med læberne, mens mine tanker for tusende gang strævet med at arrangere historien paa bedste maate, „vil jeg gjerne faa vite noget om fallitten.“
„Aa, la os være fri for den nu!“ brøt Jim ut. „Vi betalte syv procent, og et under var det at vi klarte det saapas. Bobestyreren —“ (her fik han en kvælning og brøt av). „Kom saa med vraket. Jeg skjønner ikke rigtig sammenhængen; for mig ser det ut som der ligger noget under.“
„Ihvertfald var der ingentingidet,“ sa jeg og lo tvungent.
„Det ønsker jeg at dømme om,“ svarte Jim.
„Det er merkelig saa litet lyst du har til at snakke om fallitten,“ sa jeg — utilgivelig dumt for en mand i min stilling.
„Og jeg synes du har merkelig litet lyst til at komme ind paa vraket,“ sa Jim.
Nu kunde jeg ikke længer vike unda, og jeg kastet mig med tilgjort munterhet ut i min historie.Jeg fortalte den med fart og liv, skildret øen og vraket, gjengav folkenes væsen og tale, holdt spændingen vedlike — — — nei, jeg strammet den altfor sterkt; da jeg stanset — jeg kan ikke si sluttet hvor der ikke var nogen slutning — da saa Jim og Mamie forbauset paa mig.
„Og saa?“ sa Jim.
„Det er alt,“ sa jeg.
„Men hvorledes forklarer du det,“ sa han.
„Jeg kan ikke forklare det,“ sa jeg.
Mamie virret ulykkespaaende med hodet.
„Men ved den store Cæsars aand, pengene blev jo budt!“ skrek Jim. „Dette er tøv og sludder, Loudon. Jeg tror gjerne at du og Nares gjorde deres bedste, men saa er dere blit narret. Jeg sier at opiumen er i skibet den dag idag, og jeg sier at jeg skal faa tak i den.“
„Der er ikke andet end gammelt træ og jern i skibet, har jeg sagt!“ svarte jeg.
„Du skal faa se!“ sa Jim. „Næste gang reiser jeg selv, og jeg tar Mamie med. Longhurst vil ikke negte mig en skonnert. Bare vent til jeg faar lett gjennem vraket.“
„Men det kan du ikke!“ ropte jeg. „Vraket er brændt.“
„Brændt!“ brøt Mamie ut og reiste litt paa sig.
Der kom en lang pause.
„Undskyld, Loudon,“ begyndte Jim tilslut, „men hvorfor i hete noksagt brændte du det?“
„Det var et indfald av Nares,“ sa jeg.
„Dette er virkelig yderst merkelig,“ indskjøt Mamie.
„Ja, jeg maa si at det var uventet at høre,“ tilføiet Jim. „Hvad mente Nares at vinde ved at brænde det?“
„Det betydde jo ingenting; vi hadde fundet alt som var at finde,“ sa jeg.
„Saa De er sikker paa det?“ spurte Mamie.
„Vivarsikre!“ utbrøt jeg. „Vi hadde gravet os gjennem hele skibet.“
„Ja, jeg begynder at tro at De var sikre,“ svarte hun med betydningsfuldt eftertryk.
Jim kastet sig hastig imellem. „Jeg skjønner ikke, Loudon, at du lægger saa liten vegt paa alle de underligheter som der er med dette vraket.“
„Aa pyt, hvorfor holde paa med dette længer?“ ropte Mamie og reiste sig med et sæt. „Herr Dodd fortæller os hverken hvad han tænker eller hvad han vet.“
„Mamie!“ sa Jim.
„Aa, du behøver ikke være saa bekymret for hans følelser, James; han bekymrer sig ikke om dine. Og dette er heller ikke første gang han har været hemmelighetsfuld. Har du glemt at han kjendte adressen, og ikke fortalte dig den før manden var sluppet bort?“
Jim vendte sig bønlig mot mig — nu stod vi alle. „Loudon,“ sa han, „det er sandt, det er til at bli forstyrret av. For guds skyld, du maa opklare det for os.“
„Ja, Jim,“ sa jeg, „der er mere end det jeg har fortalt, og jeg skulde ikke prøvet at holde det skjult for dig. Jeg skulde sagt straks at jeg har forpligtet mig til at tie. Du maa stole paa mig. Det jeg ikkehar fortalt — og forresten er det litet jeg vet selv — det vedkommer ikke os, det kan hverken gjøre os fattigere eller rikere, og jeg har git mit æresord paa at tie. Du maa stole paa mig og prøve at tilgi mig.“
„Kanske er jeg svært dum, herr Dodd,“ tok Mamie fat med skræmmende blidhet, „men jeg trodde at De foretok denne reise som repræsentant for min mand og med hans penger. Nu sier De at De har forpligtet Dem, men jeg trodde at De først og fremst hadde pligter overfor James. De sier at det ikke vedkommer os, men vi er fattige, og min mand er syk, og det vedkommer os svært meget at faa vite hvorledes vi har tapt vore penger, og hvorfor vor repræsentant kommer tilbake med ingenting. De ber os stole paa Dem, og vi spør os selv om vi ikke har stolt altfor meget paa Dem.“
„Jim kjender mig,“ sa jeg.
„Ja, De tror De kan gjøre med James hvad De vil. Men desværre var det nok en uheldig dag for Dem da vi blev gift, for jeg er ikke blind. Mandskapet forsvinder, skibet blir solgt for en stor sum penger, De kjender den mands adresse og sier den ikke, De finder ikke det De skulde finde, og allikevel brænder De skibet. Og da vi saa ber Dem om forklaring, saa har De forpligtet Dem til at tie. Men det har ikke jeg forpligtet mig til, jeg vil ikke staa taus og se paa at min stakkars mand blir bedraget av sin naadige ven. Jeg skal gi Dem hele sandheten. Herr Dodd, De er blit kjøpt og solgt.“
„Mamie,“ ropte Jim, „ikke mere av dette! Det er bare mig du saarer. Hadde ikke Loudon været,saa kunde jeg ikke set dig i ansigtet. Han har reddet min ærlighet.“
„Aa du,“ sa hun, „du er en godhjertet nar, og det elsker jeg dig for. Men jeg er en klarhodet kvinde, og jeg kan se at denne mand er en hykler. Kom han ikke her idag og paastod at han vilde ta en post og dele sin surt fortjente løn med dig til du var frisk igjen! Det vilde han. Aa, jeg kan bli rasende. Hans løn! En del av hans løn! Det vilde været din usle del avFlying Scud. Men vi trænger ikke Deres barmhjertighet. Jeg kan gudskelov arbeide for min mand! De kan gaa med Deres penger. For De er rik, De tør ikke negte det, De tør ikke se mig i ansigtet og prøve at negte det, De er rik — rik med vore penger — min mands penger —“
Himmelen maa vite til hvilken høide hun vilde løftet sig, slik som hun blev hvirvlet med av sine egne ord. Jeg vinket et farvel til Jim og flygtet fra den ulike kamp, hjertesyk og fortvilet.
Jeg var ikke naadd langt ned i gaten, da jeg hørte nogen komme springende efter mig. Det var Jim. Han var fulgt efter for at gi mig et brev som længe hadde ventet paa min hjemkomst.
Jeg tok det som i drømme. „Dette var en forbandet historie,“ sa jeg.
„Tænk ikke haardt om Mamie,“ bad han. „Hun er slik, det er altsammen bare høistemt trofasthet. Og naturligvis vet jeg at der ikke er noget galt. Men du ser, Loudon, du var ikke rigtig likefrem. Enhver kunde ha — jeg mener — jeg mener —“
„Ikke bry dig om det, stakkars Jim. Hun er en kjæk liten en og en trofast kone, og jeg syntes hun var pragtfuld.“
„Det maa bli godt igjen,“ sa han.
"Det kan det aldrig," sa jeg og sukket, "og prøv bare ikke at rette paa det. Du skal ikke nævne mig uten med en ed. Og gaa nu hjem til hende. Farvel, du min bedste ven. Farvel, og gud velsigne dig. Vi møtes aldrig mere."
"Aa Loudon, at vi skulde opleve at si saadant til hverandre!" brøt han ut.
I en underlig sorgfuld likegladhet drev jeg gjennem gaterne, og da jeg kom forbi Poodle Dog, drev jeg derind og tok et bord. En opvarter kom hen, og jeg maa sagtens ha gjort en bestilling, for litt efter fandt jeg mig selv ifærd med at spise middag. Paa den hvite duk foran mig laa brevet; adressen var skrevet av en kontoristhaand, brevet hadde engelsk frimerke og var stemplet Edinburgh. Da jeg hadde faat suppen og et glas vin ned, vaaknet et sted i min hjerne en svak nysgjerrighet, og mens jeg ventet paa den næste ret og undret mig over hvad jeg vel hadde bestilt, aapnet jeg konvolutten og begyndte at læse det epokegjørende dokument.