„Kjære herr Dodd, — Jeg har faat det triste opdrag at meddele Dem, at Deres udmerkede bedstefar herr Alexander Loudon døde den 17. ds. — — — — —Da døden nærmet sig, talte han endda kjærligere end sedvanlig om Dem — — — — —Jeg vedlægger en avskrift av testamentet, hvorav De vil se at De deler likt med herr Adam. Deres arv beløper sig til henimot sytten tusen pund — — — — —For alle tilfældes skyld vedlægger jeg en anvisning paa seks hundrede pund — — — — —Deres ærbødigeW. Rutherford Gregg.“
„Kjære herr Dodd, — Jeg har faat det triste opdrag at meddele Dem, at Deres udmerkede bedstefar herr Alexander Loudon døde den 17. ds. — — — — —
Da døden nærmet sig, talte han endda kjærligere end sedvanlig om Dem — — — — —
Jeg vedlægger en avskrift av testamentet, hvorav De vil se at De deler likt med herr Adam. Deres arv beløper sig til henimot sytten tusen pund — — — — —
For alle tilfældes skyld vedlægger jeg en anvisning paa seks hundrede pund — — — — —
Deres ærbødigeW. Rutherford Gregg.“
„Gud velsigne den gamle hædersmand!“ tænkte jeg, og jeg sat en stund fordypet i minder.
Og saa kom glæden. Jeg var reddet, jeg var rik, jeg var fri, jeg kunde beskytte Carthew, faa Jim paa fote igjen, selv reise til Paris, alle muligheter aapnet sig for mig, og — — — og — — —
„Kreditorerne!“ sa jeg høit for mig selv og sank bakover i stolen. Altsammen, helt til den sidste skilling, tilhørte dem. Min bedstefar var død for tidlig til at frelse mig.
Da gik der vilde tanker gjennem hodet mit. Jeg kunde flygte med mine penger, mine kreditorer skulde faa lete efter mig i de blodigste avkroker av verden. Eller naar jeg først sat trygt bjerget et sted, saa kunde jeg gjennem en listig agent træffe en billig overenskomst med dem. Dette haab førte mig igjen til fallitten. Det var underlig, tænkte jeg; saa ofte som jeg hadde spurt Jim, hadde han dog aldrig villet gi mig svar. Nu maatte jeg ha fuld besked; jeg maatte gaa hjem til ham straks; tanken bød mig imot, men jeg maatte.
Jeg lot maten staa, betalte for hele middagen, naturligvis, og kastet en guldmynt til opvarteren, jeg var likeglad; jeg visste ikke hvad der var mit, og brydde mig ikke om det; jeg maatte ta det jeg kunde faa, og gi det jeg var istand til; at røve og at sløse, slik blev vel min nye skjæbne. Jeg gik og plystret, jeg strammet mig op til først at møte Mamie, saa den hele verden, og tilslut en fantastisk dommer i retten. Jeg tændte en cigar for at gi mig en kjækkere mine, og dampende skred jeg ind med en sikkert elendig mislykket overlegenhet.
Min ven og hans kone sat ved et fattig maaltid — nogen stekte kjøtbeter, kolde levninger fra frokosten og en sørgelig kaffekande.
„Jeg ber om undskyldning, fru Pinkerton,“ sa jeg, „for at jeg indfinder mig her, hvor jeg vist ikke blir savnet; men der er en forretningssak som jeg nødvendigvis maa tale om.“
„Aa, ta ikke hensyn til mig,“ sa Mamie, reiste sig og seilte ind i soveværelset.
Jim stirret efter hende og rystet paa hodet; han saa elendig gammel og daarlig ut.
„Hvad er det nu?“ sa han.
„Kanske husker du at du ikke gav mig svar paa mine spørsmaal,“ sa jeg.
„Dine spørsmaal?“ stammet Jim.
„Ja, jeg hadde ogsaa mine spørsmaal,“ sa jeg. „Og hvor litet jeg saa kan ha tilfredsstillet Mamie med mine svar, maa jeg allikevel faa minde dig om at du slet ikke gav noget svar.“
„Du mener om fallitten?“ spurte Jim.
Jeg nikket.
Han vred sig i stolen. „Jeg skal si dig den rene sandhet,“ sa han. „Jeg skammer mig. Aa Loudon, jeg har narret dig fra først av, det er skrækkelig at tilstaa. Og her kom du hjem og gjorde mig netop det spørsmaal jeg var ræd for. Hvorfor røk vi saa snart? Dit skarpe forretningsblik har ikke narret dig. Hvorfor ja? Det er pointet, det er min skam. Da Mamie tok saa paa vei i eftermiddag, saa sa min samvittighet hele tiden: Du er manden!“
„Hvad var det, Jim?“ spurte jeg.
„Det som jeg har været borte i hele tiden,Loudon,“ jamret han. „Hvorledes skal jeg kunne se dig i ansigtet og si det!“ Og han hikstet: „Det var aktier.“
„Og det var du ræd for at fortælle mig!“ ropte jeg. „Din stakkars, gamle, triste drømmer! Hvad hadde det at bety? Hvorledes er jeg stillet, det er det jeg maa vite. Jeg har en vigtig grund. Er jeg fri? Har jeg faat raadighet over boet, eller hvad skal jeg gjøre for at faa det ordnet? Og hvilken dato faar bevidnelsen? Du aner ikke hvor meget der avhænger av det!“
„Dette er det værste av alt,“ sa Jim. „Hvorledes skal jeg faa sagt det!“
„Hvad mener du?“ ropte jeg og saa alle slags forfærdelige muligheter for mig.
„Jeg er ræd for at jeg ofret dig, Loudon,“ sa han og saa ynkelig paa mig.
„Ofret mig?“ gjentok jeg. „Hvad mener du?“
„Jeg vet det vil saare din ømtaalige stolthet noget forfærdelig,“ sa han, „men hvad skulde jeg gjøre? Alting saa fortvilet ut. Bobestyreren“ — (navnet blev som vanlig sittende fast i halsen paa ham, og han begyndte paa en frisk). „Der var endel snak, reporterne fløi allerede efter mig, det var noget med den meksikanske forretning, jeg blev vetskræmt, og jeg visste ikke hvad jeg gjorde.“
Jeg vet ikke hvor længe han kunde fortsat med disse pinefulde omsvøp og antydninger; og jeg var allerede fra mig selv av rædsel. Hvad i al verden hadde han gjort?
„Jim,“ sa jeg, „du maa tale ret ut. Jeg orker ikke mer“.
„Ja,“ sa han — „jeg vet det var hensynsløst — jeg forklarte at du ikke var forretningsmand, bare en maler som det var gaat ut for, og at du fra først av ikke skjønte dig paa nogen ting, mindst av alt paa penger og regnskaper. Jeg sa at jeg aldrig fik lært dig de mest elementære ting. Jeg maatte si det paa grund av nogen anførsler i bøkerne —“
„For Guds skyld!“ ropte jeg. „Pin mig ikke længer! Hvad beskyldte du mig for?“
„Beskyldte dig for?“ gjentok Jim. „For det jeg nu fortæller dig. At der ikke var nogen kontrakt om kompaniskap. Jeg forklarte at du bare var en slags kontorist, som jeg kaldte min kompagnon for at gi dig mod. Og saa fik jeg dig opført som kreditor for din løn og de pengene du hadde laant mig. Og —“
Jeg tror at jeg ravet. „Kreditor!“ brølte jeg. „Kreditor! Jeg er slet ikke med i fallitten?“
„Nei,“ sa Jim. „Jeg vet det var hensynsløst —“
„Fanden i den hensynsløsheten! Læs der!“ skrek jeg og dasket brevet ned paa bordet foran ham. „Og rop din kone ind, og spis ikke dette sølet“ — og jeg feiet det kolde kjøt ned i den tomme kamin — „men la os gaa og faa en champagnesouper. Jeg har vist spist, men jeg skal gjerne spise ti ganger en slik kveld. Læs der, dit asen! Jeg er ikke gal. Hør, Mamie,“ fortsatte jeg og aapnet døren til soveværelset, „kom herut og la os være venner igjen, og kys Deres mand, og saa gaar vi ut og fester som vi aldrig har gjort før. De hadde ret, Mamie, jeg var rik hele tiden, men jeg visste det ikke.“
Paa reise med rakkerfanten.
I løpet av den uke som jeg nu sammen med Jim og Mamie tilbragte i Calistoga, var de begge saa venlige at la mig slippe for spørsmaal. Mamie og jeg blev næsten likesaa gode venner som før, og Jim fik hurtig sine klare og energiske øine igjen. Den fjerde dag hadde han fundet ut at egnen hadde store muligheter, og før jeg reiste hadde jeg kjøpt den lokale avis med trykkeri, underskrevet en kontrakt om kompaniskap — for paa anden maate vilde ikke Jim motta mine penger — og saaledes endda engang anbragt mig mellem hjulene i hans maskineri.
Første kveld i San Francisco hadde jeg Nares hos mig til middag. Hans solbrændte ansigt, hans originale væsen og tale gjenkaldte den tid som knapt var omme og dog allerede syntes fjern. Gjennem al musik og snak i spisesalen var det som jeg hørte brændingens brøl og sjøfuglenes skrik rundt Midway. Saarene paa vore hænder var endnu ikke læget, og her sat vi ved et virkelig utsøkt bord og drak isavkjølet champagne.
„Ja, nu erFlying Scudbegravet med alle sine gaader,“ sa jeg. „Amen, og hvil i fred.“
„Det tror ikke jeg, Dodd,“ sa Nares. „Der er nogen spektakler i ovnen, og bakeren heter Bellairs. Han slog kloen i mig den dag vi kom ind. Jeg kjendte ham efter Deres skildring, og jeg lot ham prøve at pumpe mig. Han vet ikke saa litet og er forresten fuld av mistanke. Det brygger op til ubehageligheter for nogen.“
Det forundret mig at jeg ikke hadde tænkt paa dette før. Bellairs hadde været bak kulisserne, han hadde kjendt Dickson, han visste om mandskapets flugt, det var næsten utænkelig at han ikke skulde ha mistanke, og hadde han det, saa vilde han sikkert prøve at slaa mynt paa saken.
Og ganske rigtig, tidlig næste morgen hadde jeg manden hos mig. Efter endel omsvøp foreslog han mig bent ut at vi skulde gaa sammen og dele utbyttet.
„Gaa sammen om hvad?“ spurte jeg.
„Tør jeg spørre om De reiste til Midway for Deres sundhets skyld?“ sa han.
„Det tror jeg ikke,“ svarte jeg.
„Nei,“ fortsatte han, „og De kan være viss paa at jeg ikke vilde tat dette skridt uten at ha noget at støtte mig til. Paatrængenhet hører ikke med til min karakter. Men De og jeg har den samme plan i tanken. Hvis vi kan arbeide i fællesskap, saa stiller jeg til Deres raadighet mit kjendskap til loven og en betydelig øvelse i vanskelige underhandlinger av lignende art. Skulde De negte at samtykke, saa kan jeg bli Dem en frygtelig og — jeg beklager det selv — kanske en farlig konkurrent.“
„Har De lært dette utenad?“ spurte jeg gemytlig.
Der kom et truende glimt, men i næste øieblik var han igjen like krypende. „Jeg kommer som ven,“ sa han, „og jeg tror De undervurderer de oplysninger jeg sitter inde med. Jeg kan for eksempel si paa dollaren hvor meget De har tjent eller rettere sagt tapt, og jeg vet at De siden har hævet en stor anvisning paa London.“
„Hvad slutter De av det?“ spurte jeg.
„Jeg vet hvor den anvisning kom fra,“ ropte han og fór tilbake som om han hadde vaaget et dristig angrep og straks angret det.
„Saa?“ sa jeg.
„De glemmer at jeg var herr Dicksons fortrolige agent,“ forklarte han. „De hadde hans adresse, herr Dodd. Vi to var de eneste som han stod i forbindelse med her. De slutninger jeg trækker, er ganske indlysende; De ser hvor aapent jeg optræder overfor Dem, De ser hvor meget jeg vet, og De vil sikkert forstaa hvor meget bedre det var, hvis jeg visste alt. I hvor høi grad jeg kan skade Dem, overlater jeg til Dem selv at bedømme.“
„Det skal jeg ogsaa bedømme selv,“ sa jeg. „De kan gjøre hvad De vil for mig. Farvel.“
Han kunde ikke skjule sin rasende skuffelse og forundring, og i gangen fik han uten tvil et anfald av St. Veitsdans.
Jeg bragte paa det rene at sakføreren paa grund av mislig adfærd netop hadde mistet sin bevilling, og denne opdagelse gjorde min uro endda større. Jeg tænkte paa den ukjendte Carthew som hadde været villig til at betale ti tusen pund for et vrakfor at skjule en hemmelighet, og nu hadde han dette rovdyr efter sig, en slyngel uten penger og nu uten arbeide, offentlig stillet i gapestokken og hadefuldt stemt mot hele verden. Disse tanker tynget mig hele dagen; jeg undret mig paa hvor meget sakføreren visste, hvor meget han gjettet sig til, og naar han vilde aapne angrepet.
Nogen av disse gaader har jeg aldrig faat opklaret. Carthews navn lurte han vel ut av en matros paaTempest. Men da han fik adressen, var jeg tilfældigvis i nærheten. Det gik slik til. En kveld spaserte jeg i hotellets gaard, hvor musikken spilte. Et stykke borte opdaget jeg Bellairs i samtale med en mand som jeg syntes jeg kjendte. En portier gav mig det nødvendige vink. Den fremmede var en engelsk marineofficer som var hjemsendt som syk fra Honolulu. Nu kjendte jeg min ven løitnant Sebright.
Imidlertid var Bellairs forsvundet. Jeg gik bort til officeren.
„Vet De hvem det var De talte med, herr Sebright?“ begyndte jeg.
„Nei,“ sa han, „er det noget galt med ham?“
„Det er en berygtet sakfører som nylig er blit fratat sin bevilling,“ sa jeg. „Jeg skulde ønske jeg hadde set Dem tidsnok. Jeg haaber De ikke fortalte ham noget om Carthew.“
Han blev rød op i panden. „Det gjør mig gruelig ondt,“ sa han, „men han var høflig, og jeg ønsket at bli av med ham. Det var bare adressen han bad om.“
„Og De gav ham den?“
„Det gjør mig gruelig ondt, men jeg lot ham nok faa den.“
„Gud tilgi Dem!“ sa jeg bare og gik.
Dagen efter tok jeg mig en tur ut til sakførerens kontor. Jeg fandt bare en gammel kone som laa og skurte trappen.
„Sakfører Bellairs?“ sa hun. „Han reiste østover imorges.“
Nu var saken klar. Bellairs var paa sporet, og jeg kom snart til den beslutning at jeg endda engang vilde blande mig ind i Carthews ogFlying Scudshistorie. Samme kveld skrev jeg til Jim og sa farvel. Derefter skrev jeg et brev til dr. Urquart og bad ham advare Carthew.
Ti dager efter stod jeg ombord iCity of Denver. Mit sind var nu kommet i likevegt igjen. Jeg sa til mig selv at jeg vilde reise til Paris og Fontainebleau for at bli kunstner igjen, og at jeg ikke tænkte mere paa Carthew eller Bellairs, uten kanske med et smil over min taapelighet. Den ene kunde jeg ikke hjælpe selv om jeg vilde, den andre kunde jeg ikke finde og ikke stanse.
Men tilfældet var igjen efter mig, denne gang med et barokt reiseeventyr. Min sidemand ved bordet den kveld var en Friscomægler som jeg kjendte saa løselig. Jeg fandt at han var reist to dager før mig, og at dette var den første baat som efter hans ankomst avgik fra New York for Europa. To dager før mig, det betydde én dag før Bellairs. Saa snart middagen var forbi, fik jeg fat i forvalteren.
„Bellairs?“ sa han. „Nei, ikke paa første, det er jeg viss paa. Han maa være paa anden. Listerne er ikke færdige, men — hallo! Harry D. Bellairs? Er det navnet? Jovist er han med.“
Morgenen efter saa jeg ham paa fordækket. Han sat i en stol og hadde et slitt pumaskind over knærne; han læste i en bok eller stirret ut over havet. Nu og da snakket han med folk rundt sig; engang da et barn faldt, tok han det op og trøstet det. Jeg forbandet ham i mit hjerte; jeg var viss paa at baade boken og barnet og venligheten var hjælpemidler i en teaterforestilling, og at han allerede snuste efter sine reisefællers hemmeligheter. Jeg gad ikke gjøre noget for at holde mig skjult for ham. Men han saa aldrig mot min kant, og først om kvelden fik jeg vite at han hadde lagt merke til mig.
Jeg stod og røkte ved døren til maskinrummet, for luften var litt skarp, da der løftet sig en stemme tæt ved mig i mørket.
„Undskyld, herr Dodd,“ sa den.
„Er det Dem, Bellairs?“ svarte jeg.
„Bare et eneste ord. Deres reise med dette skib staar ikke i forbindelse med vor samtale?“ spurte han.
„Nei,“ sa jeg, og da han saa endnu nølte, var jeg saa høflig at tilføie „God aften“; da sukket han og gik.
Dagen efter var han der igjen med stolen og pumaskindet, han læste og saa ut over havet med samme vedholdenhet; idag var der ikke noget barn at løfte op, men i stedet viste han sig opmerksom overfor en syk kvinde. Der er ingenting som lettere fæstner mistanke end slik stadig at iagtta en mand; tilslut kan han ikke pudse næsen sin uten at man beskylder ham for hemmelige planer; jeg tok mig en tur forut for at se paa kvinden. Det var en stakkarsfattig, gammel, styg kone. Jeg følte at jeg skyldte Bellairs enslags avbigt for mine uretfærdige tanker, og da jeg saa at han stod ved rælingen, gik jeg bort til ham.
„De er vist meget glad i havet,“ sa jeg.
„Jeg blir aldrig træt av at se paa havet, herr Dodd. Dette er min første atlanterhavstur. Jeg synes at det er en straalende oplevelse.“ Og til min store forundring gav han sig til at citere Byron, og det med kraft og følelse.
„De er glad i poesi ogsaa?“ spurte jeg.
„Jeg læser meget,“ svarte han.
Og saa viste det sig at denne mand, som jeg trodde var en listig skurk helt igjennem, eiet baade følsomhet og følelse.
Vi kom ofte i snak de følgende dager, og tilslut maatte jeg tilstaa at jeg likte manden, hvor sterkt jeg end avskydde hans profession. Stakkars djævel, der var ikke andet end skjælvende, nervøs svakhet i ham, han var fuld av sentimentalitet, ikke blottet for evner, men eiet ikke det som mod het. Hans kjækhet var fortvilelse, avgrunden bak ham skræmte ham frem, han hørte til de mennesker som før dræper et menneske, end de tilstaar at de har stjaalet en tiøre. Jeg er viss paa at den kommende samtale med Carthew red hans fantasi som en nattemare. Men han tænkte ikke paa at vike. Nødvendigheten skubbet ham i ryggen, sulten, hans gamle fiende, hvisket i øret paa ham, og jeg undret mig paa om jeg mest beundret eller mest avskydde dette dirrende heltemod til ondt.
Hans liv hadde været sørgelig. Han var søn aven farmer i staten New York. Faren blev ruinert og reiste vestover. Den sakfører og pengeutlaaner som hadde ødelagt ham, følte kanske anger; som enslags erstatning tilbød han at forsørge en av hans sønner. Det blev Harry. Han gjorde sig nyttig paa kontoret, han samlet op nogen stumper av fagkundskap, læste likt og ulikt, var et flittig medlem av Unge mænds kristelige forening, og kunde gjerne været helten i en søndagsfortælling. Hans vertindes datter blev hans onde skjæbne. Han viste mig et fotografi av hende; det var en stor, vakker, feiende, vulgær, pyntet pike uten karakter eller ømhet eller sjæl. Den sykelige og beskedne gut bodde der i huset; naar hun ikke var optat med andet, saa lekte hun med ham. Litt efter litt blev hun hans dages lys og hans drømmes glæde. Han slet haardt, likesom Jakob, for en hustru, han overgik sin chef i gløghet og paagaaenhet, han blev forfremmet til førstekontorist, og opmuntret av hundrede friheter, nedtrykt av tanken paa sin ungdom og sine skrøpeligheter, fridde han samme kveld og fik bare latter til svar. Ikke et aar gik før hans aldrende chef tok ham til kompagnon. Han fridde igjen og fik ja, hadde i to aar et bekymringsfuldt egteskap, og fandt en morgen at hans kone var rømt med en feiende handelsreisende og hadde efterlatt til ham en vældig gjæld. Gjælden og ikke den handelsreisende var nok den vigtigste grund til flugten; hun kunde ikke længer skjule sine forpligtelser, hun var træt av Bellairs, saa tok hun den handelsreisende som hun kunde tat en drosche. Dette slag gjorde det av med hendes mand; hans kompagnon var død, han var nualene i forretningen, syk og nedtrykt, og gjælden hang som en klump om foten hans; snart kom konkursen; han flygtet fra by til by og sank stadig til mere lurvet praksis. Man skal huske at han hadde lært den slags forretninger, hvor det bedste og største maal er at holde sig nøiagtig paa lovens yderste grænse. Med denne fortid blev han nu som en lutfattig fremmed drevet ut i storbyens hvirvel. Man kan ikke undre sig over at utfaldet blev som det blev.
„Har De hørt fra Deres kone siden?“ spurte jeg.
„Jeg er ræd De vil tænke daarlig om mig,“ sa han ynkelig.
„Har De tat hende til naade igjen?“ spurte jeg.
„Nei, det har jeg dog for stor selvagtelse til at gjøre,“ svarte han, „og jeg er heller ikke blit fristet til det. Hun synes likefrem at ha faat antipati mot mig, og jeg tror dog at ingen kunde været mere overbærende end jeg.“
„Men De hører endnu fra hende?“ spurte jeg.
„Jeg overgir mig til Dem, herr Dodd,“ svarte han. „Verden er meget haard, og jeg har selv fundet det bitterlig haardt at leve. Hvor meget værre da for en kvinde som, selv om det er hendes egen skyld, er kommet i en saa uheldig stilling!“
„Med andre ord, De underholder hende.“
„Jeg kan ikke negte det,“ indrømmet han. „Det har været en møllesten om min hals. Men jeg tror hun er taknemmelig. De kan se selv.“
Han rakte mig et brev. En klodset, uvidende skrift, men fiolet blæk og fint rosa papir med monogram. Et taapelig, hjerteløst og graadig brev med bøn og smiger.
„Hun er virkelig taknemmelig,“ sa han ivrig.
„Det er hun,“ sa jeg. „Har hun noget krav paa Dem?“
„Nei da, vi blev skilt,“ var svaret. „Jeg lot mig øieblikkelig skille fra hende.“
„Hvad slags liv fører hun nu?“ spurte jeg.
„Det vet jeg ikke, herr Dodd, og jeg sætter min ære i ikke at vite det.“
Man vil se at jeg var glidd ut i en skjendig fortrolighet med den mand som jeg var reist ut for at motarbeide. Min medynk for manden, hans beundring for mig, og den fornøielse han fandt i mit selskap, var de baand som jeg blev lænket med; dertil kom min ukritiske interesse for alle sider av livet og den menneskelige karakter. Visst er det ihvertfald at vi daglig tilbragte flere timer sammen, og at jeg var næsten likesaa meget paa fordækket som i salonen. Denne fortrolighet førte mig til en saa taapelig handlemaate, at jeg blir rød naar jeg tænker paa det.
Vi kom til Liverpool en formiddag i tæt regn. Jeg hadde ingen planer, bare ulyst til at la min skurk slippe bort; det endte med at vi tok ind i samme hotel, spiste middag sammen, spaserte sammen gjennem de vaate gater og gik i teater sammen. Jeg hadde den største moro av hans naive og høitidelige kritik. Av barmhjertighet mot mig selv overdriver jeg kanske den fornøielse hans selskap gav mig. Jeg trænger alle mulige undskyldninger, naar jeg skal tilstaa at jeg gik tilsengs uten at ha nævnt et ord om saken Carthew, men ikke uten at ha avtalt en tur til Chester dagen efter. I Chester besøkte min skurkog jeg alle seværdigheter. Mange dager i træk hadde vi nu følge rundt til en række av Englands byer. Enhver som saa os, maatte faa det indtryk at vi var to sedvanlige amerikanske turister. Hvem skulde tænkt sig at den ene var en skurk som skalv for at nærme sig handlingens sted, og den andre en hjælpeløs amatørdetektiv som ventet paa at noget skulde hænde.
Der hændte ogsaa et par smaating, og de utfyldte min opfatning av sakføreren, men til at beskytte Carthew kunde jeg ikke bruke dem.
I Gloucester tilbragte vi en søndag, og jeg foreslog at vi skulde gaa til gudstjenesten i katedralen. Til min forundring hadde Bellairs sin egen-ismesom han var trofast mot, han lot mig gaa alene til katedralen og stjal sig en øde vei til et eller andet Bethel eller Ebenezer. Da vi møttes til lunch, spøkte jeg litt med ham, og han blev nervøs.
„De behøver ikke at bruke omsvøp overfor mig, herr Dodd,“ sa han med ett. „Si bare at De betragter mig som en hykler.“
Jeg blev litt forvirret. „De vet hvad jeg mener om Deres profession,“ svarte jeg tamt.
„Undskyld at jeg forfølger spørsmaalet videre,“ sa han. „Hvis De finder mit liv brødefuldt, vil De saa ha mig til at forsømme naademidlerne? Fordi De synes at jeg feiler paa ett punkt, saa vil De kanske at jeg skal gaa den onde vei i alle ting? Visselig, kirken er for synderen.“
„Bad De om velsignelse over Deres sidste foretagende?“ snerret jeg.
Han fik et slemt anfald av St. Veitsdans, hansansigt fortrak sig, og øinene glimtet. „Jeg skal si Dem hvad jeg gjorde!“ skrek han. „Jeg bad for en ulykkelig mand og for en elendig kvinde som han prøver at underholde.“
Jeg kan ikke paastaa at jeg fandt noget svar.
Den andre lille hændelse var i Bristol. Jeg hadde mistet min reisefælle av syne nogen timer. Fra denne utflugt kom han tilbake med tykt mæle, slingrende skridt og en hvitkalket ryg. Jeg hadde halvt ventet dette, men da jeg saa det, kunde jeg gjerne graatt. Alle slags skrøpeligheter var stablet op paa den svake ryg — huslig ulykke, nervesygdom, et frastøtende ydre, tomme lommer, en sørgelig last.
Og fremdeles reiste vi sammen. Hver av os var ræd for at forlate den andre, hver av os var ræd for at tale, eller visste ikke hvad han skulde si. Vi drev som et skib uten ror, fra by til by drev vi, og tilslut satte en liten lokalbane os av i Stallbridge-Minster, som var den station som laa vort virkelige bestemmelsessted nærmest.
Mens vi som vanlig gjorde en runde i byen, tok regnet til at øse ned. Vi vadet hjem til hotellet og sat resten av den eftermiddag og lyttet til den piskende og hujende musik. To timer snakket jeg om likegyldige ting og holdt samtalen møisommelig vedlike; to timer sat jeg med en fast beslutning om straks at gjøre min pligt — og jeg utsatte det fra det ene øieblik til det næste. For at stramme mit mod op bestilte jeg ved middagen noget mousserende vin. Den viste sig at være gyselig, og jeg kunde ikke faa den ned; Bellairs, som hadde omtrent saa meget smak som en kaalorm, tømte flasken. Vinenhar sikkert gjort ham het i hodet; sikkert har han ogsaa forstaat at vi nu nærmet os en krise, og at jeg endnu samme kveld maatte ta aapent standpunkt som hans fiende. Tilslut flygtet han. Middagen var forbi, nu kom det øieblik da jeg hadde forpligtet mig selv til at bryte tausheten. Ingen undskyldninger gjaldt nu længer. Jeg gik op efter tobak, som jeg følte var ret og slet nødvendig i den foreliggende situation, og da jeg kom ned igjen, var manden borte. Opvarteren sa mig at han var gaat ut.
Hvad jeg saa ellers er, hidsig er jeg ikke. Jeg forfulgte ikke Bellairs. Jeg tænkte at han var kjørt til Stallbridge-le-Carthew, men jeg kjørte ikke efter. Jeg hadde ikke lyst til saa lang en tur paa det uvisse i øsende regn. Efter at ha kjedet mig usigelig utover kvelden og haanet mig selv for mit slette spil i hele denne taapelige farce, fandt jeg ut at det var klokest at gaa tilsengs. Paa veien op til mit værelse saa jeg i et glimt hvad jeg burde og skulde ha gjort for længe siden — nemlig skrevet til Carthew, fortalt hvad jeg visste, git en skildring av Bellairs, og saa latt ham forsvare sig eller flygte. Men nu var det for sent, og med den største selvforagt kastet jeg mig i min seng.
Jeg aner ikke hvad klokken var, da jeg blev vækket av Bellairs, som kom ind med et lys i haanden. Han hadde været fuld, for han var tilsølet fra top til taa, men nu var han ædru. Han skalv av et heftig sindsoprør, og flere ganger under den samtale som nu kom, brast han pludselig ut i taarer.
„Jeg maa be Dem ikke harmes fordi jeg forstyrrer Dem paa denne tid av natten,“ sa han. „Jegforsvarer mig ikke, jeg har ingen undskyldning, jeg har vanæret mig selv, jeg er blit retfærdig straffet; jeg viser mig for Dem for at bønfalde Dem om at staa mig bi, eller, Gud hjælpe mig, saa tror jeg at jeg mister min forstand.“
„Hvad i alverden er nu galt?“ spurte jeg.
„Jeg er blit røvet,“ sa han. „Jeg har ingenting at si til mit forsvar, det var min egen feil, jeg er blit retfærdig straffet.“
„Bevare mig,“ sa jeg, „hvem kan finde paa at røve nogen et slikt sted som her.“
„Det har jeg ingen mening om,“ svarte han. „Jeg aner det ikke. Jeg laa fra mig selv i en grøft. Dette er nedværdigende for mig at maatte bekjende; i selvforsvar kan jeg bare si at De kanske selv av bare venlighet har nogen skyld for min skam. Jeg er ikke vant til saadanne fyldige vine.“
„Hvad slags penger var det?“ spurte jeg. „Kanske kan vi komme paa spor efter dem.“
„Det var engelske sovereigns. Jeg vekslet i New York. Gud i himmelen, hvor jeg hadde slitt for de pengene!“
„Det lyder ikke opmuntrende,“ sa jeg. „De kan jo gaa til politiet, men det ser noksaa haabløst ut.“
„Jeg haaber ingenting av politiet,“ sa Bellairs. „Mine haab, herr Dodd, gjælder ene og alene Dem. Jeg kunde let overbevise Dem om at et litet laan vilde være en udmerket pengeanbringelse, men jeg sætter heller min lid til Deres gode hjerte. Vort bekjendtskap begyndte paa en usedvanlig maate, men nu har De kjendt mig en tid, og vi har været — jeg kan næsten si fortrolige. Jeg har aapnet migoverfor Dem som jeg har gjort overfor faa, og De har hørt venlig paa mig. Det er grunden til at jeg tør vække Dem paa denne tid av natten. Men tænk Dem i mit sted — hvorledes kunde jeg sove — hvorledes kunde jeg faa drømme om at faa sove, i dette mørke av anger og fortvilelse! Jeg hadde en ven i nærheten — ja, det vovet jeg at tænke om Dem, og jeg flygtet hit uvilkaarlig, likesom en druknende mand klynger sig til et halmstraa. Disse uttryk er ikke overdrevne, de er matte mot hvad jeg føler. Og husk hvor let De kan gi mig haab igjen, ja, min fornuft igjen. Et litet laan som skal bli betalt tilbake efter Deres ønske. Fem hundrede dollars vilde være rundelig.“ Han iagttok mig med brændende øine. „Fire hundrede var nok. Jeg tror, herr Dodd, at jeg med sparsomhet kunde greie mig med to.“
„Og saa vil De betale mig tilbake av Carthews pung?“ sa jeg. „De maa ha mig undskyldt. Men jeg skal si Dem hvad jeg vil gjøre, jeg skal følge Dem ombord paa en dampbaat, betale Deres reise helt til San Francisco, og gi forvalteren femti dollars, som han skal la Dem faa i New York.“
Han slukte mine ord, hans ansigt var en brand av listig eftertanke. Jeg kunde læse der, saa klart som i en bok, at han bare tænkte paa at narre mig.
„Og hvad skal jeg gjøre i San Francisco?“ spurte han. „Jeg har mistet min bevilling, jeg har ikke arbeide, skal jeg tigge? Og De vet at jeg ikke staar alene,“ tilføiet han; „andre er avhængige av mig.“
„Jeg skal skrive til Pinkerton,“ svarte jeg. „Jeg er viss paa at han kan hjælpe Dem til en post, ogi mellemtiden, indtil tre maaneder efter Deres ankomst, skal han hver første og femtende utbetale til Dem personlig femogtyve dollars.“
„Herr Dodd, jeg kan neppe tro at De mener dette tilbud alvorlig,“ svarte han. „Har De glemt sakens omstændigheter? Vet De at disse mennesker er de rikeste i denne del av landet? Jeg hørte nogen snakke om dem i saloonen inat. Deres formue maa beløpe sig til mange millioner dollars bare i faste eiendomme, og De tilbyr mig nogen faa hundrede dollars i stikpenger.“
„Det er ikke stikpenger, det er en almisse, herr Bellairs,“ svarte jeg. „Jeg gjør ingenting for at hjælpe Dem i Deres motbydelige plan, men jeg ønsker ikke at De skal sulte.“
„Gi mig da bare et hundrede dollars, og la gaa med det,“ ropte han.
„Jeg skal gjøre det jeg har sagt, hverken mere eller mindre.“
„Vogt Dem!“ skrek han. „De handler som en taape, De vinder en fiende og ingenting andet, det advarer jeg Dem om.“ Og igjen slog han over. „Sytti dollars, bare sytti dollars, i naade og barmhjertighet. De har et godt hjerte. Tænk paa min stilling, husk min ulykkelige kone.“
„De skulde tænkt paa hende før,“ sa jeg. „Jeg har sagt mit sidste ord, og jeg ønsker at sove.“
„Er det Deres sidste ord? Jeg ber Dem overveie begge sider, min ulykke, Deres egen fare. Jeg advarer Dem, jeg bønfalder Dem, overvei det grundig før De svarer,“ slik halvt bad og halvt truet han med foldede hænder.
„Mit sidste ord,“ sa jeg.
Da foregik der en skrækkelig forandring med ham. I den storm av sinne som nu rystet ham, kom bundfaldet av hans rus igjen til overflaten; hans ansigt blev forvridd, hans ord vanvittige av raseri, og et anfald av St. Veitsdans vrængte hans bevægelser.
„De vil kanske tillate mig at si Dem min likefremme mening,“ begyndte han, tilsynelatende rolig, i virkeligheten glødende av raseri. „Naar jeg er en forklaret helgen, saa skal jeg se Dem hyle efter en draape vand og juble over at se Dem. Deres sidste ord! Jeg slænger det i ansigtet paa dig, din spion, din falske ven, fete hykler som du er! Jeg avskyr dig, jeg avskyr dig, jeg spytter paa dig! Jeg er paa sporet, hans spor, dit spor, jeg lugter blod, jeg skal krype efter det, jeg skal sulte for at følge det! Jeg skal jage dig tildøde, jage dig, jage dig tildøde! Hvis jeg var sterk, saa skulde jeg rive dine indvolde ut, her i dette værelse — rive dem ut — jeg skulde rive dem ut! Fanden, fanden, fanden! Du tror jeg er svak! Jeg kan bite, bite dig tilblods, bite dig, ødelægge dig — — — —“
Slik raste han uten vet, da scenen blev avbrutt av verten og nogen tjenere som kom ind i natlige kostymer. Til dem overgav jeg den vanvittige.
„Faa ham ind paa sit værelse,“ sa jeg, „han er bare fuld.“
Det sa jeg, men jeg visste bedre. Efter hele mit studium av herr Bellairs var der dog blit en opdagelse igjen til det sidste øieblik — hans latente og uhelbredelige galskap.
Stallbridge-le-Carthew.
Længe før jeg vaaknet var sakføreren forsvundet, og hadde efterlatt sig sin ubetalte regning. Jeg visste hvor han var gaat hen, jeg maatte følge, og ved titiden kjørte jeg avsted til Stallbridge-le-Carthew.
Mens jeg kjørte tænkte jeg paa den voldsomme scene om natten. Jeg hadde faat en anden opfatning av den mand jeg forfulgte. Jeg tænkte om ham som nu var ute i sit farlige erende, at han ikke vilde la sig stanse, hverken av frygt eller fornuft. En sjakal hadde jeg kaldt ham, men han var heller en gal hund. Formodentlig vilde han springe, ikke gaa, og mens han sprang, saa kanske hylte og fraadet han; om den store kinesiske mur reiste sig tvers over hans vei, saa gik han løs paa den med neglene.
Veien hadde ført over en bakke, og gik nu steilt nedover til bunden av dalen. Saa løp den mellem indgjærdede marker og hele tiden i skygge av trær. Langt om længe fik jeg det første glimt av herresætet inde i en tæt park. Der var vand med mange svaner, der var pragtfulde, gammeldagse blomsterhaver,høie parkmure, en fornem allé frem til huset. Dette laa paa en terrasse; façaden hadde over seksti vinduer. Det var umulig ikke at se med forundring paa et sted som var blit til gjennem saa mange generationer, hadde kostet saa mange tons myntet guld, og blev holdt istand av saa stor en tjenerflok. Men overalt var det stille, jeg saa forgjæves efter nogen gartner, jeg lyttet forgjæves efter lyd av arbeide. Selv det lille vertshus som klynget sig op til porten, holdt likesom pusten i ærefrygt for sin store nabo.
„Carthews vaaben,“ det lille, meget hyggelige vertshus, var bare et appendiks til den familie hvis navn det bar. Portrætter i kobberstik av hedengangne Carthew’er prydet væggene, og saa vidt jeg husker, var der ikke andre billeder i dette fornemme vertshus. Det forundret mig ikke at høre at verten var en exkjeldermester, vertinden en exkammerpike fra det store hus.
Jeg fandt ut at det var uhøflig at komme til vertshuset og la være at se hallen. Det var ogsaa min pligt at fodre svanerne, hilse paa paafuglene, og beundre de to verker av Rafael. Denne slegt som aldrig hadde udmerket sig, og som efter portrætterne at dømme var slap og sløv, den eiet virkelig to malerier av Rafael. Jeg var ikke saa dum at gjøre motstand, for jeg kunde ha bruk for velvilje før jeg var færdig, og jeg fik straks min løn i to vigtige nyheter. Den første var at Norris Carthew var ute og reiste, den anden at der hadde været en fremmed før mig den dag, og at han allerede hadde set de forskjellige kuriositeter.
„Ja,“ sa undergartneren, som var min fører, „enamerikansk gentleman var det. Det vil si, jeg vet ikke rigtig om det var netop en gentleman, men meget høflig det var han.“
Det lot til at han hadde været saa høflig at vise sin beundring med mange superlativer. „Men det var naturlig at han interesserte sig for stedet,“ sa min fører, „for herr Carthew hadde været venlig mot ham over i Amerika. Han var svært taknemmelig og ualmindelig glad i blomster.“
Dette hørte jeg med stor forundring. For nogen faa timer siden hadde jeg set manden som en ren galehuskandidat; han var pengelæns i et fremmed land, sandsynligvis var han gaat uten frokost. Norris’ fravær hadde været et knusende slag for ham; manden skulde altsaa ha været sort fortvilet. Og nu hørte jeg at han var i sit bedste humør, hadde smigret og beundret, lugtet paa blomster og talt som en bok. Denne karakterstyrke forbløffet mig.
„Dette er underlig,“ sa jeg til undergartneren, „jeg har selv den fornøielse at kjende herr Carthew, og jeg tror ikke nogen av vore venner der vestfra har været i England. Hvem kan denne mand være? Det kunde ikke — nei det er umulig at han har vovet. Han het vel ikke Bellairs?“
„Jeg hørte ikke navnet hans. Vet De noget mot ham?“ brøt min fører ut.
„Ja,“ sa jeg, „Carthew vilde sikkert ikke ha sluppet ham ind.“
„Gud trøste mig,“ sa gartneren. „Han talte saa vakkert ogsaa, jeg trodde det var enslags skolelærer. Kanske det var bedst om De gik straks til herr Denman? Jeg viste ham til Denman da vi haddeset alt hernede. Denman er vor kjeldermester,“ tilføiet han.
Dette forslag var velkomment. Vi avbrøt rundturen og gik en benvei til baksiden av huset.
Med ett stanset min fører mig.
„Den høivelbaarne lady Ann Carthew,“ hvisket han. Jeg saa over hans skulder og fik øie paa en gammel dame som med en stok humpet bortover havestien. Hun maatte ha været overordentlig vakker i sin ungdom, og trods sin haltende gang hadde hun en usedvanlig og næsten truende værdighet. Tungsind var præget i hvert træk, og hendes øine likesom stirret ind i ulykke.
„Hun saa trist ut,“ sa jeg, da hun var humpet forbi.
„Det er heller ikke rart,“ sa gartneren. „Den gamle herr Carthew døde for knapt et aar siden, lord Tillibody, hendes naades bror, to maaneder efter; saa kom det sørgelige ulykkestilfælde med den unge herr Carthew, han kom avdage paa jagten, og han var hendes naades yndling. Herr Norris har aldrig staat høit i gunst hos hende.“
„Det har jeg hørt,“ sa jeg deltagende. „Du store verden, saa trist! Men er det ikke anderledes nu, efterat Carthew er kommet hjem?“
„Aa nei, det er heller værre end nogensinde. Da herr Norris kom, saa lot det til at hun blev glad ved at se ham, og vi var alle fornøiet, for alle som kjender den unge herre, kan ikke andet end like ham. Men det varte ikke længe. Samme kveld hadde de en samtale, og de blev vist uvenner. Hendes naade tok svært paa vei, det var som i gamle dager, menendda værre. Og morgenen efter saa reiste herr Norris igjen. „Denman, jeg kommer aldrig igjen,“ sa han og tok ham i haanden.Men jeg skulde ikke sagt alt dette til en fremmed,“ sa han med en pludselig frygt for at han var gaat for vidt.
Han hadde ogsaa fortalt mig meget, og meget som han ikke forstod selv. Den kveld Carthew var kommet hjem, hadde han fortalt sin historie; den gamle dame hadde noget mere end dødsfald at sørge over: blandt de billeder hun saa, naar hun gik slik stirrende bortover stien, var et av Midway Island ogFlying Scud.
Denman blev litt forvirret da han hørte mine spørsmaal. Han underrettet mig om at Bellairs allerede var gaat.
„Jeg skal si Dem at det ikke var for at se huset han kom,“ sa jeg. „Og hvad det saa var, saa har han opnaadd det han vilde. Det var uheldig at jeg ikke skulde finde herr Carthew hjemme. Hvad er hans adresse for øieblikket?“
„Herr Carthew er paa reise,“ svarte Denman tørt.
„Bravo!“ ropte jeg. „Jeg la en fælde for Dem der, herr Denman. Nu behøver jeg ikke at spørre; jeg vet at De ikke gav den fremmede adressen.“
„Nei, det gjorde jeg ikke,“ sa kjeldermesteren.
Men jeg følte mig viss paa at Bellairs hadde hat større held med sig end jeg; ellers vilde han endnu været her og dyrket herr Denman.
Jeg slap ikke for at bli ført gjennem hele det vældige hus, og mens jeg saa paa de pragtfulde værelser, tænkte jeg hele tiden paa Bellairs. Vedhvilket lykkelig tilfælde hadde han opsnappet adressen? At han ikke hadde kunnet spørre sig til den, var jeg overbevist om. Jeg trængte et lignende held. Ellers — ellers fik han fat i sit bytte, og da maatte de store eker falde, malerierne av Rafael bli spredt, huset leiet ut til en eller anden opkomling, og det gamle navn, som hadde en saa sterk klang i fem-seks prestegjeld, svinde bort til bare et minde. Alt dette avhang nu av mig. Hvad Bellairs hadde gjort, maatte jeg ogsaa gjøre. Tilfælde eller list, list eller tilfælde — jeg tænkte og tænkte.
Og med de samme tanker kom jeg tilbake til vertshuset. Ifølge min beslutning om at holde mig tilvens med alle mennesker glattet jeg øieblikkelig ansigtet og sa tak til en indbydelse om at spise middag med familien. Jeg satte mig altsaa tilbords med herr Higgs, exkjeldermesteren, fru Higgs, exkammerpiken, og frøken Agnes Higgs, en syvaaring med viltert haar. Samtalen fløt i det uendelige rundt det store hus og den høie familie. Steken, puddingen og sheddarosten kom og gik, og endnu flommet strømmen som før. Fire generationer av Carthew-slegten var blit drøftet, og vi hadde latt herr Henry omkomme paa jagten og begravet ham i midten av et helt sørgende grevskap, før det lykkedes mig at bringe min fortrolige ven herr Norris paa bane. Straks blev exkjeldermesteren diplomatisk og exkammerpiken følsom. Norris lot til at ha været den eneste i familien som overhodet hadde vist nogen egenskaper, og hans maal, stakkars fyr, hadde nærmest været at gaa fanden i vold. Han var ikke stor gutten, før hestefoten stak frem. Han var ikke nogenrigtig Carthew, han viste smak for slette fornøielser og slet selskap, røvet fuglereder sammen med en staldgut før han var elleve aar, og da han var tyve og burde ha tat litt hensyn til sin familie, saa drev han med en ransel paa ryggen hele grevskapet rundt, tok skisser og slog sig ned paa simple vertshuse. Han eiet ikke stolthet, hørte jeg, han blev venner med hvemsomhelst, og jeg fik en litt saarende hentydning til at det kanske var dette karaktertræk hos helten som jeg skyldte mit eget bekjendtskap med ham. Desværre var herr Norris ikke bare en underlig skrue, han var desuten en ranglefant. Ved universitetet husket man endnu hans gjæld, og endda bedre husket man de høist humoristiske omstændigheter da han blev relegeret. „Han var spøkefuld av sig,“ forklarte fru Higgs.
Men først da han kom ind i diplomatiet, begyndte kjedeligheterne for alvor. „Det var saan en skrækkelig gjæld,“ sa exkammerpiken. „Og tænk, hele tiden var han den peneste og snildeste unge herre som De kunde se for Deres øine.“
„Da herr Carthew fik høre om gjælden, saa blev der et fælt opstyr,“ fortalte Higgs. „Det ringte, og jeg gik ind selv, for jeg trodde det var kaffen. Der stod herr Carthew. „Higgs,“ sier han og peker med stokken, for han hadde en tur av gigten sin, „gi besked om jagtvognen øieblikkelig til denne min søn som har bragt vanære over sig.“ Herr Norris sa ingenting, han sat bare og lutet med hodet og rørte ikke paa sig. De kunde puffet mig overende med et halmstraa,“ sa Higgs.
„Hadde han gjort noget rent galt?“ spurte jeg.
„Nei da, herr Dodsley!“ sa fruen — hun hadde opfattet mit navn slik. „Han har aldrig gjort noget rigtig galt i hele sit syndige liv. Det var stor skam det hele. Ikke det mindste andet end partiskhet.“
„Naa, naa!“ sa kjeldermesteren advarende.
„Aa, jeg bryr mig ikke om dig,“ svarte fruen. „Du vet selv det er sandt, Higgs, og det vet allesammen.“
Mens jeg fik disse oplysninger og meninger, forsømte jeg ingenlunde barnet. Hun var ikke meget tiltalende, men heldigvis hadde hun naadd en bestikkelig alder. For en shilling i haanden, sixpence i sparebøssen, og en amerikansk gulddollar som jeg fandt i lommen, kjøpte jeg hende med hud og haar. Hun erklærte at hun vilde følge mig til verdens ende, og saa snart middagen var forbi, kløv hun op paa mit fang for at vise mig sin store skat, et frimerkealbum som hun hadde faat av onkel William.
Det er faa ting som jeg avskyr hjerteligere end gamle frimerker. Men det lot til at jeg skulde tilbringe den dag med at se paa kuriositeter, og jeg fandt mig ydmygt i min skjæbne. Til min forundring var boken ikke daarlig fyldt, saa onkel William maa sagtens ha begyndt paa samlingen selv. Der var de forskjellige engelske pennymerker, russiske med det farvede hjerte, ganske ulæselige Thurn-und-Taxis, de trekantede fra Kap, vestaustralske med svanen, det seilende skib fra Guiana. Paa alle disse saa jeg med døsige øine, somme tider sovnet jeg vist ogsaa, og formodentlig var det i et saadant øieblik at jeg mistet albumet, og at der faldt ut en mængde „dubletter“, som de vist heter.
Og her var mot al sandsynlighet det lykkelige tilfælde kommet, for da jeg galant plukket dem op, saa studset jeg over det uforholdsmæssig store antal av franske 25 centimes merker. Der maatte være nogen som skrev hyppig fra Frankrike hit til Stallbridge-le-Carthew. Kunde det være Norris? Paa et merke fandt jeg bokstavet C, paa et andet kom jeg til C H; men ellers var stemplet ikke til at læse paa noget merke. Og da fjerdeparten av Frankrikes byer begynder med „chateau“, saa var C H en meget utilstrækkelig ledetraad.
Her kom fru Higgs mig uventet til hjælp. Hvis den fremmede var saa interessert for frimerker, sa hun, og betragtet mig vist som en monoman i dette stykke, saa burde han se herr Denmans album. Herr Denman hadde samlet i firti aar, og hans samling var værd mange penger. „Agnes,“ sa hun, „spring over til herr Denman og si at her er en fremmed som gjerne vilde se frimerkerne hans.“
„Gjerne dubletterne ogsaa,“ ropte jeg, „saa kunde vi bytte.“
En halv time efter kom herr Denman selv anstigende med et uhyre av et album under armen.
„Ja, herr Dodsley,“ sa han, „da jeg hørte at De selv var samler, saa gik jeg fra alt. For det sier jeg at alle frimerkesamlere er likesom frimurere.“
Om dette er sandt, vet jeg ikke; men der er ikke tvil om at man sætter sig selv i en vanskelig stilling naar man falskelig gir sig ut for samler.
„Ah, her er den andre serien!“ kunde jeg si efter at ha raadført mig med teksten ved siden av. „Det røde — nei det lilla mener jeg — ja det erpragtstykket. Skjønt naturligvis, det er som De sier,“ skyndte jeg mig, „dette gule paa det tynde papir er det sjeldneste.“
Jeg vilde snart blit avsløret, hvis jeg ikke i selvforsvar hadde traktert herr Denman med hans yndlingsdrik — en saa fortræffelig portvin at den aldrig kunde være modnet i vertshusets kjelder, men sikkert en mørk nat var bortført dit fra hvælvingerne i det store hus. Hver gang herr Denman spurte mig om min mening, saa skyndte jeg mig at fylde hans glas, og da vi kom til dubletterne, var han ikke længer farlig. Gud forbyde at jeg skulde si han var beruset; men hans øine var stive, og han snakket uten stans.
Ogsaa blandt herr Denmans dubletter var der mange av de franske 25 centimes merker. Jeg stjal mig til at undersøke dem. Jeg fandt igjen C og C H i stemplet; derefter fulgte et A, og i slutten av ordet et Y. Navnet forekom mig kjendt, men jeg kunde ikke gjette mig til de manglende bokstaver. Endelig kom jeg over et merke med et tydelig L foran Y, og paa et øieblik hadde jeg hele ordet. Chailly, det var navnet, Chailly-en-Bière, byen i selve Barbizon — ah, det var det rette sted at gjemme sig — det var det rette sted for Norris, som hadde trasket gjennem England for at ta skisser — det rette sted for Goddedaal som hadde efterlatt en paletkniv paaFlying Scud. Bare merkelig, at mens jeg drev England rundt sammen med Bellairs, saa ventet Norris mig paa selve det sted som var mit egentlige maal.
Om herr Denman har vist sit album til Bellairs,og om Bellairs likesom jeg fandt adressen ved hjælp av et frimerke, detfaarjeg aldrig vite, og det var ogsaa likegyldig. Vi stod likt nu; mit hverv her var fuldbragt, min interesse for frimerker døde skamløst hurtig, den forbausede Denman blev bukket ut, jeg bestilte min vogn og fordypet mig i togtabellen.
Ansigt til ansigt.
Jeg faldt ned i Barbizon ved totiden en dag i september. Det er den døde tid paa dagen; alle de flittige er ute og maler, og de dovne driver omkring i skogen eller paa sletten, den bugtede landevei er tom og øde og vertshuset forlatt. Des mere glædet det mig at finde en av mine gamle kamerater i spiseværelset; hans byklær avmerket at han skulde reise, og haandkufferten laa ved siden av ham paa gulvet.
„Hvad, Stennis,“ ropte jeg, „du er den sidste jeg ventet at finde her.“
„Du vil ikke finde mig her længe. For slike antikviteter som os duer ikke denne kroken længer.“
„Er her ingen gjenlevende?“ spurte jeg.
„Fra vor geologiske periode? Ingen.“
Saa faldt vi i snak om gamle dager. Vi var begge litt rørt over saa uventet at møtes her, hvor vi før hadde hatt saa mange lystige ture — og nu begge allerede saa forandret.
„Hvad slags beduiner er det som har leiret sig mellem ruinerne?“ spurte jeg.
„Ungdom, Dodd, bare fordømt, genert ungdom. For nogen krybdyr! At tænke sig at vi har været slik.“
„Kanske var vi ikke saa gale,“ sa jeg.
„Bli ikke trist,“ sa han. „Vi var da ihvertfald angelsaksere begge to, og det eneste undskyldende træk nu er det samme.“
Tanken paa den mand jeg søkte, vaaknet igjen. „Fortæl mig om ham!“ ropte jeg.
„Hvem? det undskyldende træk? Aa, det er en meget tiltalende fyr, litt slap i fisken og fin, men virkelig tiltalende. Han er britisk helt gjennem, den naive britte. Kanske er han det altfor meget for dine transatlantiske nerver. Men forresten burde du komme godt ut av det med ham, for han beundrer det allerfæleste av alt fælt i den store republik; han læser store dynger av amerikanske aviser. Jeg sa han var naiv.“
„Hvad er det for nogen aviser?“ spurte jeg.
„San Francisco aviser,“ svarte han. „Han faar en haug av dem to ganger om uken og studerer dem som bibelen. Det er en av hans svakheter, men han har ogsaa én til, han er vældig rik. Han har tat Massons gamle atelier — husker du det? Og det har han møblert uten tanke paa pengene. Der bor han omgit av dyre vine og kunst. Naar denne Madden følger ungdommen paa utflugter, har han en kurv champagne med. Han er meget snild og meget melankolsk og noksaa hjælpeløs. Ja, og saa har han endda en svakhet. Han maler. Han har aldrig lært noget, og han er over tredive, og han maler.“
„Hvorledes?“ spurte jeg.
„Ikke daarlig,“ var svaret. „Det er det rareste. Her kan du forresten se selv.“
Jeg gik hen og saa paa billederne rundt væggen. Der var alle de gamle og nogen nye som var kommet efter min tid. Jeg stanset ved et av dem, et billede som var plumpt gjort, mest med paletkniven, farven nogen steder udmerket, andre steder bare som lere. Men det var selve scenen og ikke kunsten eller mangelen paa kunst som jeg saa paa. Forgrunden var sand og krat og vrakstumper, mellemgrunden en lagune, lukket inde av en mur av brændinger, bak den en blaa strime av havet. Himmelen var skyfri, og jeg kunde høre braattenes torden. For stedet var Midway Island.
„Ja,“ sa jeg, „der er noget godt ved det. Hvad er det?“
„Et fantasistykke,“ svarte han. „Derfor liker jeg det. I vor tid er der faa som har saa pas fantasi som en havesnegl.“
„Madden sa du jo han het.“
„Madden,“ gjentok han.
„Har han reist meget?“
„Det aner jeg ikke. Han er yderst litet autobiografisk. Han sitter og røker og smaaler, og somme tider spøker han litt. Men mest tiltaler han mig, fordi han ser ut som og er en gentleman.“
„Har han store, blonde bakkenbarter likesom hugtænder?“ spurte jeg og tænkte paa fotografiet av Goddedaal.
„Slet ikke. Hvorfor da?“
„Skriver han mange breve?“ fortsatte jeg.
„Gud vet. Men hvorfor tar du saa paa vei?“
„Jeg tror jeg kjender manden,“ sa jeg. „Jeg har lett og spurt efter ham. Jeg tror det er min bror som er blit borte for længe siden.“
„Ikke tvillinger, i hvertfald,“ svarte Stennis.
Og saa kom en vogn kjørende frem utenfor vertshuset, og han sa farvel.
Helt til middag spaserte jeg om paa markerne, fyldt av uro og utaalmodighet. Det mørknet da jeg gik tilbake, og da jeg kom ind, var lamperne tændt, suppen blev servert, og værelset summet av latter og snak. Jeg tok plads og fandt at jeg sat tvers overfor Madden. Han var over seks fot høi og velbygget, haaret var mørkt med sølvstænk, øinene mørke og venlige, munden meget elskværdig; tænderne skinnende, linned og hænder udadlelige; engelske klær, engelsk stemme og engelsk væsen — manden skilte sig sterkt ut fra selskapet. Allikevel følte han sig hjemme her, og det saa ut som han nød en viss rolig popularitet blandt de støiende gutter. Han hadde en underlig fnisende latter som lød nervøs selv naar han virkelig moret sig, og som stemte daarlig med hans høie skikkelse og mandig melankolske ansigt.
Jeg var ræd for at se paa ham, jeg tænkte at mit blik vilde røbe min ophidselse, og tilfældet var mig saa gunstig at vi snart blev forestillet paa en naturlig maate. Mit første nip av Château Siron, en portvin som jeg længe hadde staat i kjølig forhold til, drev mig til et utrop.
„Nei den gaar ikke an!“ ropte jeg paa engelsk.
„Noget græsselig søl, hvad?“ sa Madden paa samme sprog. „Tør jeg be Dem prøve min. Dekalder den chambertin, og det er det ikke, men den smaker ganske godt, og her i huset findes ingenting som er til at drikke.“
Jeg takket; altsammen gik an, naar det bare banet vei til at lære manden at kjende.
„Deres navn er Madden,“ sa jeg. „Min gamle ven Stennis fortalte mig om Dem da jeg kom.“
„Ja. Det var kjedelig han reiste. Jeg føler mig som en bedstefar blandt disse guttene,“ svarte han.
„Mit navn er Dodd,“ fortsatte jeg.
„Det har jeg hørt av madame Siron,“ sa han.
„Dodd, fra San Francisco. Tidligere av Pinkerton og Dodd.“
„Montana Block?“ sa han.
„Netop,“ sa jeg.
Ingen av os saa paa hinanden.
„Det er et pent billede De har der,“ fortsatte jeg. „Forgrunden er kanske lit leret, men lagunen er udmerket.“
„De burde jo vite det,“ sa han, og der kom en ny pause.
„De kjender vist en mand som heter Bellairs?“ begyndte han igjen.
„Aa!“ brøt jeg ut. „Deharhørt fra doktor Urquart?“
„Netop idag,“ svarte han.
„Naa ja, det haster ikke med Bellairs,“ sa jeg. „Det er en lang og noksaa taapelig historie. Men jeg tror vi har en god delatfortælle hverandre, og kanske var det bedst at vente til vi blev mere for os selv.“
„Det mener jeg ogsaa,“ sa han. „Disse fyreneskjønner nok ikke engelsk, men vi vil ha det hyggeligere hos mig.“
„Bare et spørsmaal,“ sa jeg. „Kjender De min stemme igjen?“
„Deres stemme?“ gjentok han. „Hvorledes da? Jeg har aldrig hørt den før.“
„Vi har allikevel talt med hverandre en gang før,“ sa jeg, „og jeg gjorde Dem et spørsmaal som De ikke svarte paa, og som jeg siden med tusen ganger større grund har kunnet rette til mig selv.“
Han bleknet pludselig. „Du store Gud!“ sa han, „er De den mand i telefonen?“
Jeg nikket.
„Ja ja,“ sa han, „det vil holde haardt at tilgi Dem det spørsmaal. For nogen nætter jeg har hat! Den lille hvisken har plystret i øret mit hver dag siden. Hvem kunde det være? Hvad kunde det bety? Jeg tror detharpint mig værre end — end det andre.“ Han tidde og drak sit glas langsomt ut.
„Vi kunde gjerne drevet hverandre til galskap med disse gaaderne,“ sa jeg. „Jeg har ofte tænkt at hodet mit maatte ryke.“
Carthew lo sin fnisende latter. „Og endda var det hverken Dem eller mig som fik den værste gaaden,“ sa han.
„Hvem da?“ spurte jeg.
„Assurandørerne,“ sa han. „De skjønte ingenting av det. At ikke de mistet forstanden, det er den største gaade for mig.“
Middagen var ikke før forbi, saa tok han mig med til sit atelier. Han hadde nogen forbløffende billeder — en Rousseau, en Corot, en Whistler ogandre. Værelset var hyggelig og vakkert møblert; slik luksus var et særsyn i Barbizon.
„Her kan vi være i fred,“ sa han. „Sæt Dem og fortæl mig hele Deres historie.“
Jeg gjorde det, begyndte med den dag da Jim viste mig notisen iDaily Occidental, og sluttet med frimerkealbumet og Chaillymerket. Det tok lang tid, for Carthew var umættelig efter enkeltheter, og den gamle ottedagsklokken i hjørnet hadde slaat tolv slag, før jeg var færdig.
„Og nu er det min tur,“ sa han. „Jeg har en fæl historie at fortælle. De vil undre Dem over at jeg kan sove. Jeg har fortalt den en gang før, herr Dodd.“
„Til lady Ann?“ spurte jeg.
„Ja,“ sa han, „og sandt at si saa hadde jeg svoret aldrig at fortælle den igjen. Men De har jo enslags ret, De har betalt dyrt for den, det vet gud.“
Med det begyndte han. En ny dag hadde dæmret og hanerne gol i landsbyen da han sluttet.
Den forstøtte søn.
Singleton Carthew, Norris’ far, var svært bygget og svakt utstyrt med livskraft, ømfindtlig som en musiker, træg som et faar og samvittighetsfuld som en hund. Han opfattet sin stilling alvorlig, ja høitidelig; de lange saler, de tause tjenere var i hans blaa øine likesom ceremonier i en religion, hvor han var den menneskelige gud. Han hadde den dumme mands utaalsomhet for dumhet hos andre, den forfængelige mands skræk for at hans egen svakhet skulde bli avsløret. Og paa begge maater ærgret og fornærmet Norris ham. Han trodde at hans søn var en dumrian, og han mistænkte sin søn for at gjengjælde denne kompliment med renter. Deres samvær hadde en meget enkel historie; de møttes sjelden, de trættet ofte. For sin mor, en heftig, haard, praktisk kvinde, som allerede følte sig skuffet av sin mand og sin ældste søn, var Norris bare en ny skuffelse.
Guttens feil betydde dog ikke stort; han var bare forknyt, fredsommelig, passiv, blottet for ærgjerrighetog energi. Livet hadde ikke megen tiltrækning for ham, han saa paa det som en underlig og langtækkelig forestilling, den moret ham ikke, og han følte sig ikke fristet til at overta nogen rolle. Det undret ham at se paa sine forældre og sin bror, han syntes de gjorde sig overflødig møie for saa mange ting; for ham var ikke en eneste ting nødvendig. Han var født desillusionert, verdens løfter vækket ikke ekko i hans bryst, arbeide og ry var for ham tomme ord. Han var glad i friluftsliv og i kameratskap, men var like godt kamerat med den ene som med den andre, de tjente bare som botemiddel mot ensomheten. Og han hadde sans for billedkunst. En rad av vakre malerier saa paa hans barndom, hans slegt hadde paa sin vis været kunstelskere, Norris blev den første som selv holdt blyanten. Denne lyst hos ham blev sterkere og sterkere, og dog lot han sig tvinge næsten uten kamp. Den tid kom da han skulde reise til Oxford, og han gjorde bare svak motstand. Han var dum, sa han, det nyttet ikke at presse ham gjennem trædemøllen, han ønsket at bli maler. Disse ord rammet hans far som et lyn, og Norris skyndte sig at gi efter.
Til Oxford gik han, lydig og haabløs, og i Oxford blev han helten i sin egen kreds. Han var rap og behændig, flink i mange slags sport, naar han bare gad, og hans merkelige melankolske ensomhet gav ham en plads for sig. Han bestemte moden i sin klik. Misundelige venner prøvde at parodiere hans uskrømtede mangel paa livslyst og frygt; det var en slags ny-byronisme, men roligere og værdigere. „Ingenting betydde noget,“ det var hovedformelen.Skjønt han altid mente at være høflig, kunde han virke yderst utfordrende paa college-autoriteterne. Hans likegladhet skar som uforskammethet, og i et utbrud av sit letsind (motvegten til hans melankoli) blev han midt i det andet aar relegeret.
Dette var noget nyt i Carthews annaler, og Singleton utnyttet leiligheten. Han hadde længe hat for skik at profetere vanære og ruin for sin yngste søn. Kanske smertet det ham at det gik sønnen saa galt, men saa var det jo en trøst at faa ret i sine spaadomme. Gamle Carthew varierte „det var det jeg sa dig“ paa mange nye maater, han nævnte galgen sammen med sin søns navn, og talte om hans lille studentergjæld som om han maatte pantsætte sit gods for at dække den.
„Jeg synes ikke det er pent,“ sa Norris, „jeg levet paa colleget akkurat som du sa jeg skulde. Jeg er lei for jeg blev relegeret, og det har du ret til at skjende for, men du har ikke ret til at gaa løs paa mig for den gjældens skyld.“
Virkningen paa en dum mand som hadde grund til at være sint, er det overflødig at skildre. Singleton raste.
„Jeg skal si dig noget, far,“ sa Norris tilslut, „jeg tror ikke det nytter. Du skulde heller la mig bli maler. Det er det eneste jeg har et fnugg av interesse for.“
„Naar du staar slik til halsen i skam,“ sa faren, „saa burde du ihvertfald vise dig saa velopdragen at du ikke kom igjen med en slik letsindighet.“
Vinket blev fulgt, og Norris plaget aldrig mere sin far med den letsindighet. Han blev sendt utenlandsfor at studere fremmede sprog, hvad han lærte paa en meget dyr maate. Der kom en ny høst av gjæld, nye veklager, denne gang med fuld ret, uten at de gjorde noget indtryk paa Norris. I Oxfordhistorien var han blit ubillig behandlet, og med en ondskap og et stivsind som undret hos en saa fredsommelig og svak fyr, negtet han fra den dag at ta det mindste hensyn til penger. Han sløste bort det han vilde, han lot sig bli utplyndret av sine tjenere, han saadde insolvens, og da høsten var moden, forkyndte han det for sin far med utaalelig ro. Han fik stillet sin egen kapital til raadighet, og blev puttet ind i diplomatiet med den besked at han nu maatte greie sig selv.
Det gjorde han til han var femogtyve aar. Da hadde han brukt op sine penger, lagt sig til en pen ny gjæld og — som saa mange andre melankolske og likeglade mennesker — faat den kjedelige vane at spille hasard. Gamle Singleton reddet endda engang sit navns ære, denne gang for en eventyrlig pris, og Norris blev igjen bragt flot, men paa strenge betingelser. En sum av tre hundrede pund om aaret skulde kvartalsvis bli ham utbetalt av en sakfører i Sydney, Ny Syd Wales. Han maatte ikke skrive. Hvis han nogen kvartalsdag ikke indfandt sig hos sakføreren, vilde han bli betragtet som død og tilskuddet inddrat. Kom han hjem til Europa, vilde det i alle de større blade bli bekjendtgjort at hans slegt fornegtet ham.
Det var et meget tirrende træk hos ham som søn at han altid var høflig, altid retfærdig, og i hver huslig storm altid rolig. Da disse sidste lyn slogned, opførte han sig som om han bare var fjernt interessert, han stak penger og skjend i lommen, lystret ordre, gik ombord og kom til Sydney. Nogen mænd er med fyldte femogtyve aar endnu gutter; slik var det med Norris. Atten dager efterat han var steget iland, hadde han brukt sine penger for et kvartal. Han blev bukket ut av alle de kontorer hvor han nu søkte alle slags urimelige poster. Tilslut blev han ogsaa bukket ut av sit logis, og fandt sig henvist til i en meget elegant sommerdress at leire sig sammen med byens utskud.
Han gik til sakføreren.
„Min tid er kostbar, herr Carthew,“ sa sakføreren.„De behøver ikke at tale om Deres særegne stilling. De er ikke den første mand som er blit sendt hitned av sin familie. I slike tilfælder handler jeg efter et system. Jeg forærer Dem en sovereign, værsaagod. Hver dag vil min kontorist utbetale Dem en shilling, hver lørdag to. Godmorgen.“
„Jeg faar vel takke Dem,“ sa Carthew. „Jeg er saa ynkelig stillet at jeg ikke engang kan avslaa et bidrag som bare er til at sulte ihjel av.“
„Sulte ihjel!“ sa sakføreren og smilte. „Ingen sulter ihjel her med en shilling om dagen. Jeg har engang hat gaaende en ung gentleman som seks aar i træk gik i en evig rus paa det bidrag.“
Siden glemte Carthew aldrig billedet av den smilende sakfører. „De tre minutters samtale var det eneste jeg hadde faat av ordentlig opdragelse,“ sier han. „Det var hele livet i et nøtteskal.“
I to-tre uker kom nu Norris hver morgen paa slaget ti lurvet og huløiet til sakførerens dør. Denlange dag og den endda længere nat tilbragte han i parken i selskap med kanske den laveste klasse paa jorden, slusken i Sydney.
Den tid glemte han aldrig.
En morgen kom han i prat med en diskemand som hadde tilbragt natten paa bænken nærmest hans. Det var en liten munter, rødhaaret fyr som het Hemstead.
„Jeg er uten plads for tiden,“ fortalte Hemstead.
„Og jeg har aldrig hat nogen,“ sa Norris.
„Jeg kjender en gentleman naar jeg ser ham,“ klukket Hemstead.
„Jeg kan bruke penger,“ sa Norris, „og kjender litt til hester og til sjøen. Men det er ikke til at leve av her.“
„End om De prøvde det ridende politi!“ foreslog hans nye kamerat.
„Har gjort det og blev sparket ut,“ var svaret. „Blev ikke tat for god av lægerne.“
„Hvad sier De da om jernbanerne?“ spurte Hemstead.
„Hvad sierDe?“
„Aa, jeg er ikke nogen kropsarbeider,“ sa den lille mand stolt. „Men der kan De være viss paa arbeide.“
„Si mig hvor jeg skal gaa!“ ropte Norris.
Det hadde øsregnet i dager og uker, landet var mange steder oversvømmet, jernbanerne krævde stadig flere folk, og daglig averterte direktøren, men de „arbeidsløse“ foretrak plyndring og offentlig barmhjertighet, og selv en amatør av en jernbanearbeider stod i høi pris. Om kvelden den dag han haddetruffet Hemstead, fandt Norris sig — efter en langvarig reise og et togskifte for at passere et jordskred — i en lerskjæring bak Syd Clifton, og tok fat paa de første timers kropsarbeide i sit liv.
Uker i træk strømmet regnet ned. Hele fjeldets skraaning gled mot sjøen, skred av lere, sten og oprotet skog styrtet ned paa stranden eller ut i brændingen. Huser blev baaret avsted og knust som nøtter; andre blev truet og forlatt, døren var laast, skorstenen kold, folkene flygtet. Nat og dag flammet leirbaalet; nat og dag blev der skjænket gloende kaffe for de slitne arbeidere; nat og dag gjorde avdelingsingeniøren sin runde og opmuntret sine mænd med de rette grove og hjertelige ord. Nat og dag klikket telegrafen med sørgelige nyheter og angstfulde spørsmaal. Paa linjen kom bare faa tog, de krøp sig frem og signaliserte og stanset ved det truede hjørne, likesom de var levende og lugtet faren. Kommandanten paa denne post trak saa i hast sine arbeidere tilbake, gav (med tør strupe) signal til at avancere, og hele laget stillet sig ved linjen i skjælvende taushet, og saa brøt de ut i et kort hurra naar toget klarte det farlige punkt og fór videre, kanske gjennem det bleke solskin mellem to byger, kanske med blinkende lamper i det tætte, regnfulde tusmørke.