The Project Gutenberg eBook ofVrakets hemmelighetThis ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.Title: Vrakets hemmelighetAuthor: Robert Louis StevensonLloyd OsbourneTranslator: Alf HarbitzRelease date: September 21, 2013 [eBook #43788]Most recently updated: October 23, 2024Language: NorwegianCredits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the OnlineDistributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VRAKETS HEMMELIGHET ***
This ebook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this ebook or online atwww.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.
Title: Vrakets hemmelighetAuthor: Robert Louis StevensonLloyd OsbourneTranslator: Alf HarbitzRelease date: September 21, 2013 [eBook #43788]Most recently updated: October 23, 2024Language: NorwegianCredits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the OnlineDistributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
Title: Vrakets hemmelighet
Author: Robert Louis StevensonLloyd OsbourneTranslator: Alf Harbitz
Author: Robert Louis Stevenson
Lloyd Osbourne
Translator: Alf Harbitz
Release date: September 21, 2013 [eBook #43788]Most recently updated: October 23, 2024
Language: Norwegian
Credits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the OnlineDistributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VRAKETS HEMMELIGHET ***
R. L. STEVENSONogLLOYD OSBOURNEVRAKETS HEMMELIGHETFORKORTET NORSK UTGAVE VEDALF HARBITZKRISTIANIAFORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)1914NATIONALTRYKKERIET
R. L. STEVENSONogLLOYD OSBOURNE
VRAKETS HEMMELIGHET
FORKORTET NORSK UTGAVE VEDALF HARBITZ
KRISTIANIAFORLAGT AV H. ASCHEHOUG & CO. (W. NYGAARD)1914
NATIONALTRYKKERIET
Forhistorie.
Min far var en av de gløggeste forretningsmænd i staten Muskegon, og det voldte ham stor sorg at jeg ikke viste nogetsomhelst anlæg for kampen om pengene. Jeg har aldrig i mit liv brydd mig et fnugg om andet end kunst. Da jeg var blit student, satte han mig i Muskegons handelsakademi, et merkelig institut til utdannelse av spekulanter. Og først da jeg i denne farlige skole hadde gjort en dundrende fallit, fik jeg lov til at følge min lyst.
„Loudon,“ sa min far med smilende ansigt, „hvis du reiste til Paris, hvor lang tid vilde du saa bruke til at bli en erfaren billedhugger?“
„Erfaren?“ sa jeg. „Hvad mener du med det?“
„En mand som kan paata sig store opgaver,“ sa han, „baade i nøken og patriotisk og symbolsk stil.“
„Da maatte jeg ha tre aar,“ sa jeg.
„Og er Paris nødvendig?“ spurte han.
„Det er det eneste sted,“ forsikret jeg.
„Ja jeg synes selv det klinger bedst,“ indrømmet han. „En ung mand, hjemmehørende i vor stat, sønav en fremskutt borger, elev av de største mestre i Paris,“ tilføiet han fornøiet.
„Men kjære dig, far, hvad mener du?“ avbrøt jeg ham. „Jeg har aldrig drømt om at bli billedhugger.“
„Jo,“ sa han, „jeg har overtat leveransen av statuer til vort nye kapitol. Hvis du vil, saa kan du reise til Paris og komme tilbake om tre aar for at utføre det arbeidet. Det er en stor chanse for dig, men jo før du reiser og jo flittigere du studerer, des bedre; for hvis det første halve dusin statuer ikke tilfredsstiller publikums smak i Muskegon, saa blir der spektakel.“
Takket være kapitolet i Muskegon blev jeg altsaa billedhugger og kom til Paris.
Paa veien avla jeg et besøk hos min slegt i Edinburgh. Det var min onkel Adam, en meget stiv og ironisk herre, som moret sig med at tiltro amerikanerne alle utiltalende egenskaper. Han blev ikke engang forundret da jeg tilslut fortalte at mine venner gik nøkne om sommeren, og at metodistkirken i Muskegon var dekorert med skalper.
Der var bare én i huset som jeg følte sympati for — min bedstefar, Alexander Loudon. Han hadde i sin tid været murer, og hadde arbeidet sig op. I utseende, tale og væsen var han sterkt merket av sin oprindelse, hvad der var edder og forgift baade for onkel Adam, min tante og mine fættere og kusiner.
Det har sine fordele at være amerikaner. Det faldt mig aldrig ind at skamme mig over min bedstefar, og han la hurtig merke til forskjellen. Hanhadde bevaret min mor i ømt minde, kanske fordi han hadde den vane daglig at sammenligne hende med onkel Adam, som han avskydde. Vi tok lange spaserturer sammen, besøkte et og andet ølhus, hvor min bedstefar med stolthet forestillet mig for sine gamle venner. „Dette er gutten til min Jeannie,“ sa han og kastet et slør over resten av sine efterkommere. Maalet for vore utflugter var en række melankolske utkantgater, hvor min bedstefar hadde været bygmester og desværre altfor ofte ogsaa arkitekt. Jeg har sjelden set forfærdeligere huser, men jeg vogtet mig vel for at si min mening, jeg beundret høflig og spurte om prisen paa hvert ornament. Kapitolet i Muskegon drøftet vi indgaaende. Jeg tegnet alle planerne efter hukommelsen, min bedstefar regnet ut overslag og kritiserte skarpt bygmestrene i Muskegon. Vi blev de bedste venner, og da jeg forlot Edinburgh, hadde jeg uten selv at ane det gjort et storartet kup.
Og saa styrtet Loudon Dodd, søn av James K. Dodd, millionær i Muskegon, sig ut i kunstnerlivet i Paris.
Hvert menneske har sin romantik. Min gyldne drøm var studenterlivet i Quartier Latin. Derfor spiste jeg paa en tarvelig restaurant og bodde paa et tarvelig hotel, skjønt jeg for mine maanedspenger kunde bodd i det bedste strøk og gjerne hver dag kjørt til mine studier. Men da vilde jeg bare været Loudon Dodd, søn av den amerikanske millionær; nu var jeg en Quartier Latin student, og jeg svelget i min gyldne romantik.
Men dette herlige liv hadde en skygge: jeg varfødt med svakhet for god mat og god vin. Nu og da hændte det efter en lang og flittig dag paa atelieret, at en bølge av motbydelighet førte mig langt bort fra den sedvanlige kattestek med rødt blæk. En saadan aften — det var i mit andet aar i Paris — hadde jeg et litet eventyr som jeg maa fortælle, fordi det var indledningen til mit venskap med Jim Pinkerton. Jeg sat ved en ensom middag en oktoberdag, det rustrøde løv faldt og flagret paa boulevarden, og der bølget melankoli i luften. Det var ikke nogen stor restaurant, men den hadde et fristende vinkort. Dette forsket jeg med en iver som kom baade av kjærlighet til vin og kjærlighet til vakre navn. Jeg stanset ved det litet berømte og kjendte merke Roussillon. Jeg husket at det var en vin jeg aldrig hadde smakt, bestilte en flaske, fandt den udmerket, og bad nu efter min vane om en halv flaske til avslutning. Det viste sig at de ikke hadde halvflasker av Roussillon. „Godt, en flaske,“ sa jeg. Bordene i denne restaurant staar tæt sammen, og det næste jeg husker, er at jeg førte en høirøstet samtale med sidebordet. Derefter har jeg et klart minde om at jeg stirret rundt i et stort rum, hvor alle ansigter vendte smilende mot mig. Jeg kan ogsaa huske hvad jeg sa i det øieblik, men efter tyve aars forløp er skammen endnu glødende i mig, og jeg vil bare antyde at jeg spilte paa patriotiske strenger. Det var min hensigt at ta en flok av mine nye venner med til et andet sted for at drikke kaffe, men ute paa fortauget fandt jeg mig pludselig alene. Det overrasket mig litt, jeg begyndte at tænke paa om jeg kanske burde latt være at drikke den sidste flaske,og jeg besluttet at stive mig op med kaffe og kognak. Jeg gik derfor ind i Café de la Source. Der var det overordentlig lyst og varmt; alle ting stod skinnende klart, fra gjesternes ansigter til avisernes overskrifter, og hele rummet svinget frem og tilbake som en kjæmpekøie, fortere og fortere. En stund fornøiet jeg mig storartet over dette sjeldne skue, jeg syntes jeg aldrig kunde bli træt av at se paa det. Saa faldt jeg pludselig ned i bundløs tristhet, naadde i næste minut med samme pludselighet til klarhet over at jeg var fuld, og reiste mig for at gaa hjem og tilsengs.
Jeg hadde bare et par skridt til mit hotel. Der fik jeg mit tændte lys hos portneren og steg saa op de fire trapper til mit værelse. Skjønt jeg ikke kunde negte at jeg var fuld, var jeg paa samme tid straalende fornuftig og praktisk. Jeg hadde bare én tanke, at komme tidsnok op til mit arbeide næste morgen, og da jeg saa at klokken paa min kamingesims var stanset, besluttet jeg at gaa ned igjen og gi portneren besked. Jeg lot lyset brænde og døren staa oppe og gav mig paa vei. Huset var ganske mørkt, men da der bare var de tre dører paa hver trappeavsats, kunde jeg umulig gaa feil, jeg hadde ikke andet at passe paa end at gaa ned og ned til jeg saa skinnet av portnerens natlampe. Jeg tællet fire trapper: ingen portner. Det var naturligvis mulig at jeg kunde ha regnet galt, jeg gik derfor endda en trappe ned og endda en og endda en, og hele tiden tællet jeg, og tilslut hadde jeg gaat ni trapper ned. Det var klart at jeg maatte ha gaat forbi portnerstuen uten at lægge merke til den, jeg var naaddmindst fem etager ned under gaten, jeg hadde styrtet mig i jordens indvolder. At mit hotel altsaa var bygget over katakomber, forekom mig at være en overordentlig interessant opdagelse, og hadde jeg ikke hat mit arbeide næste dag at tænke paa, saa vilde jeg hele natten fortsat med at utforske dette underjordiske rike. Men jeg maatte tidlig op, og derfor var det tvingende nødvendig for mig at finde portneren. Jeg gjorde helt om og kløv opfor trapperne. Jeg tællet en, to, tre, fire, fem, seks og syv etager, og endnu var der ingen portner. Nu begyndte jeg at bli træt av leken, og jeg besluttet at gaa tilsengs. Otte, ni, ti, elleve, tolv og tretten etager tællet jeg, og min aapne dør var likesaa haabløst forsvundet som portneren. Jeg husket at huset ikke var mere end seks etager høit; altsaa maatte jeg nu mindst ha naadd tre etager ovenfor taket. Da blev jeg ærgerlig. „Mit værelse maa og skal være her,“ sa jeg, og jeg gik med fremstrakte armer mot døren. Der var ingen dør og ingen væg; i stedet gapte foran mig en sort korridor, som jeg en stund skred frem i uten at møte nogensomhelst motstand. Og dette i et hus hvis hele flate rummet tre smaa værelser, en smal trappeavsats og trappen! Det var simpelthen sludder, og jeg begyndte at bli sint for alvor. Paa dette tidspunkt la jeg merke til en lysstrime bortover gulvet, jeg strakte haanden frem, den grep om en dørvrider, og uten omsvøp gik jeg ind. En ung dame var derinde, hun holdt paa at gaa tilsengs, og hun var paa det nærmeste færdig med sit toilette for natten.
„Jeg haaber at De vil undskylde mig,“ sa jeg,„men mit værelse er nummer tolv, og alting er kommet i uorden i dette forbistrede huset.“
Hun saa paa mig et øieblik. „Hvis De vil vente utenfor et øieblik, saa skal jeg følge Dem dit,“ sier hun.
Saaledes blev saken ordnet med den største ro. Jeg ventet utenfor; om en liten stund kom hun ut i morgenkjole, tok mig i haanden, førte mig op en trappe til, saa jeg kom fire etager ovenfor husets tak, og skjøv mig ind i mit eget værelse. Træt som jeg var efter mine merkelige opdagelsesreiser, sovnet jeg straks.
Morgenen efter hadde jeg ikke lyst til at gaa til atelieret. I stedet spaserte jeg til Luxembourghaven for der mellem spurvene og statuerne og de faldende blade at gruble over nattens hændelser. Hadde jeg drømt, eller hvad var sandhet?
I dagslyset viste huset de samme seks etager som ellers. Med al min viden om arkitektur kunde jeg mellem dets mure ikke finde plads til den lange korridor, likesaa litt som dets høide tillot saa uendelige trapper. Men disse fænomener kunde ikke forvirre en filosof som kjender virkningen av en god middag. Noget andet var det med den unge dame. Jeg kunde huske hvert ord vi hadde sagt; jeg hadde talt, og hun svart paa engelsk. Men ingen levende ung dame kunde optraadt med den klarhet og den fornuft; ihvertfald kunde ikke jeg husket hende saa klart. Altsaa var hele historien indbildning; katakomber, trapper, den barmhjertige unge dame, altsammen var en drøm.
Jeg var netop naadd til dette resultat, da mitblik fæstet sig ved en dame i brun jakke og med et farveskrin i haanden. Ved siden av hende gik en mand — nogen aar ældre end jeg — med et staffeli under armen. De var utvilsomt paa vei til galleriet, hvor damen sagtens holdt paa med kopiering. Man kan tænke sig min forundring, da jeg i hende gjenkjendte heltinden fra natten før. Vore øine møttes, og hun saa straks ned — litt forvirret, tror jeg, fordi hun husket hvilket antræk jeg sidst hadde set hende i.
Om hun var styg eller vakker, det kan jeg den dag idag ikke si. Men hun hadde optraadt saa klokt og venlig, og jeg hadde gjort en saa ynkelig figur, at jeg øieblikkelig følte nødvendigheten av at vise mig i et gunstigere lys. Den unge mand var kanske hendes bror, kanske fandt jeg leilighet til at gjøre en undskyldning gjennem ham; jeg stillet mig altsaa op i nærheten av galleridøren, og da han et øieblik efter kom ut, stanset jeg ham. Saaledes gik det til at jeg møtte min tredje skjæbne; for hele min løpebane er blit formet av disse tre faktorer — min far, kapitolet i Muskegon og min ven Jim Pinkerton. Men den unge dame saa jeg aldrig mere. Saaledes leker skjæbnen med os.
Den fremmede var, som jeg har fortalt, nogen aar ældre end jeg; han var godt bygget, hadde et meget livlig ansigt, et hjertelig, urolig væsen og graa, klare, blinkende øine.
„Maa jeg tale et ord med Dem?“ sa jeg.
„Saa mange De vil,“ sa han.
Saa fulgte min undskyldning for det natlige besøk.
„De er en landsmand av mig,“ brøt han ut, „De maa være det efter Deres ridderlige undskyldning. Desværre kjender jeg knapt selv den unge dame. Jeg blev forestillet for hende her en kveld hos nogen venner, og da jeg møtte hende idag, tilbød jeg naturligvis at bære staffeliet. Vil De si mig Deres navn?“
„Jeg heter Loudon Dodd,“ sa jeg, „jeg er fra Muskegon og skal bli billedhugger.“
„Og mit navn er James Pinkerton. Det glæder mig at gjøre Deres bekjendtskap.“
Vi blev gaaende videre sammen, vi spiste lunch sammen og blev øieblikkelig fortrolige venner, saa vi før kveld denne første dag kjendte hverandres historie.
Pinkerton var blit slængt ut i verden da han var tolv aar gammel. En omvankende fotograf løftet ham en dag op fra en landeveisgrøft i New Jersey og tok ham med sig. Nogen aar flakket de rundt og tok ferrotypier; den gamle døde, og den unge arvet hans forretning. „Det var det liv jeg selv kunde valgt mig, herr Dodd. Jeg har set alle de vidunderligste landskaper i det pragtfulde kontinent som vi skal arve og eie. Jeg skulde ønske jeg hadde min samling av ferrotypier her. Jeg tok dem som et minde og bare for min egen skyld. De viser naturen i dens største og i dens blideste øieblikke.“ Mens gutten drog fra sted til sted i de vestlige stater og territorier, læste han alle de bøker han kunde overkomme, og med klare øine og vaakent sind gjorde han sine iagttagelser av folket, landet, produkterne. Han hadde laget sig sin egen livsanskuelse. At være ædel og patriotisk, at samle kultur og pengermed begge hænder og med samme glød — det var hans trosartikler. Da fotografierne ikke længer tilfredsstillet hans ærgjerrighet, slog han ind paa andre forretninger. Først blev han mægler i jernbanebilletter. „Jeg la hele min sjæl i det,“ sa Pinkerton, „jeg omkalfatret systemet paa mindre end et aar.“ Det lykkedes mig aldrig at forstaa principerne i denne forretning; den dypeste mening var vist at snyte jernbanerne. Men Pinkerton saa fremad. „Jeg visste hvad jeg trængte — en formue, dannelse, et vakkert hjem og en gjennemkultivert dame til hustru; for det er visst, herr Dodd, enhver mand maa gifte sig med en kvinde som staar over ham. Ellers stempler jeg det som bare sanselighet. Og ser De, herr Dodd, saa lukket jeg det bedste agentur i Saint Jo, hvor jeg tællet dollars i pottevis, drog avsted alene, uten en ven, uten at kunne et fransk ord, og slog mig ned her. Jeg har sat min kapital ind paa at bli kunstner.“ Jeg spurte om det var en gammel lyst hos ham eller et pludselig indfald. „Ingen av delene, herr Dodd,“ sa han. „Jeg sa til mig selv: Hvad er det vi trænger mest derhjemme? Mere kultur og mere kunst, sa jeg, og saa valgte jeg det bedste sted, la op penger og reiste hit for at lære.“
Jeg følte mig skamfuld mens jeg hørte paa ham. Han hadde mere ild i sin lille taa end jeg i hele min krop, han var bristefærdig av mod og kraft. Da han foreslog mig at se paa hans arbeide, fulgte jeg ham med interesse og haab.
Hans kvistværelse var væsentlig møblert med hans egne kufferter og tapetsert med hans egne studier. Nu er der bare ett omraade hvor jeg ikkekan smigre uten at rødme; naar det gjælder kunst har jeg en romersk oprigtighet. Baade én og to ganger gik jeg væggene rundt og speidet efter et glimt av talent, og han fulgte efter og speidet i mit ansigt. Da vi hadde gaat den anden runde, var vi begge like nedslaat.
„Aa, De behøver ikke at si noget,“ sa han tilslut.
„Vil De at jeg skal tale oprigtig? Jeg tror De spilder Deres tid,“ sa jeg.
„Ser De ingenting som lover noget?“ spurte han og saa paa mig med litt nyt haab i sine klare øine. „Er der ingenting ved denne melonen heller? Det var én som syntes den var god.“
Jeg saa nøie paa melonen og rystet paa hodet. „Det gjør mig ondt, Pinkerton,“ sa jeg, „men jeg kan ikke opmuntre Dem til at fortsætte.“
Paa et øieblik var han like tapper igjen. „Jaja,“ sa han kjækt, „igrunden er jeg ikke større overrasket. Men jeg vil ta kurset helt tilslut allikevel, og lægge hele min sjæl i det. Det er ikke bortkastet tid, det er kultur altsammen; det kan hjælpe mig til en stilling ved et illustrert blad hjemme, og jeg kan altid bli kjøbmand igjen,“ og han uttalte med største ro denne forfærdelige tanke som vilde ha rystet hele Quartier Latin. „Jeg skal aldrig glemme Dem at De hadde mod til at si mig det. Her er min haand, herr Dodd. De staar over mig baade i kultur og talent.“
„Det kan De ikke vite,“ sa jeg. „Jeg har set Deres arbeide, men De har ikke set mit.“
„Saa la mig se det straks,“ sa han.
Sandt at si var jeg næsten skamfuld over at ta ham med til mit atelier; mit arbeide, som der ellers var nok at utsætte paa, raget saa altfor høit over hans. Men han hadde faat hele sit humør igjen, og paa veien forbauset han mig med sin muntre snak og sine nye planer. Tilslut skjønte jeg hvorledes saken stod. Dette var ikke en kunstner som hadde mistet alt haab i sin eneste kunst, men en forretningsmand som kanske litt pludselig hadde faat vite at en enkelt av hans tyve spekulationer var mislykket.
I virkeligheten søkte Pinkerton — uten at jeg mistænkte ham for det — allerede trøst hos en anden av muserne. Han hadde faat den idé at han skulde lønne mig for min oprigtighet og grundfæste vort venskap. Han hadde en blok fremme og noterte hvad jeg sa, og da jeg i mit atelier avslørte Muskegons genius for ham, saa holdt han igjen paa med blyanten.
„Tar De en skisse av den?“ spurte jeg.
„Aa, det er min hemmelighet. En mus kan hjælpe en løve,“ sa han.
Og jeg snakket — om mig selv, mine planer, mine teorier. Pinkerton noterte, og jeg talte som en professor til en ivrig lyttende forsamling. Jeg ante ikke at altsammen blev opfattet galt, og endda mindre ante jeg hvad Pinkerton agtet at bruke sine optegnelser til. Vi hadde en lang, hyggelig kveld med megen veltalenhet og vin, vi møttes igjen næste dag, og først flere uker efter fik jeg vite meningen med de lange notater. En vakker dag blev jeg overrasket av et nummer av Saint JosSunday Herald,og der saa jeg til min skræk en skildring — og for en skildring — av mig selv og Muskegons genius.
„Litt fyldig figur“, „lyst, intelligent smil“, „geniets umiddelbarhet“. Og for nogen overskrifter og for nogen misforstaaelser! Du store gud, om mine spotske venner i Paris fik se dette vidunder av kunstkritik!
Det var heldig for venskapet mellem Pinkerton og mig at jeg samme dag fik brev fra min far. „Min kjære gut,“ begyndte det, „jeg sender dig et utklip, som har glædet mig særdeles, av et meget anset Saint Jo-blad. Det er faa unge mænd paa din alder for hvem en avis ofrer to hele spalter. Jeg ønsker bare at din kjære mor hadde staat og læst det over min skulder, men vi maa haabe at hun paa et bedre sted føler med mig. Naturligvis har jeg sendt et eksemplar til din bedstefar og onkel i Edinburgh. Denne Jim Pinkerton synes at være et værdifuldt bekjendtskap, han har vistnok et stort talent, og det er altid fornuftig at holde sig tilvens med pressens mænd.“
Ikke før hadde jeg læst disse ord, saa rørende taapelige som de var, saa slog min harme mot Pinkerton over i taknemmelighet. Ingen hændelse i mit liv — uten kanske min fødsel — hadde git min far saa dyp en glæde som denne artikel iSunday Herald. Hvad skulde jeg saa klage over!
Da jeg traf Pinkerton, tok jeg let paa saken. Min far var fornøiet, sa jeg, han syntes brevet var udmerket skrevet; men selv satte jeg ikke pris paa offentlighet, og jeg vilde derfor be ham la det bli med den ene artikel.
Pinkerton blev høist ulykkelig. „Aa, jeg forstaar Dem,“ sa han, „jeg har saaret Dem. Det er min mangel paa takt nu igjen.“ Saa maatte jeg trøste ham, og løi saa godt jeg kunde.
Men det var dette sørgelige journalistiske indfald som gjorde os til venner for livet.
Vort venskap blev snart sat paa prøve. Næste kvartalsdag kom ikke den sedvanlige remisse fra min far. Jeg skrev og fik ikke svar, telegraferte og fik saa løfte om brev. Jeg var baade urolig og harm, men takket være mit romantiske liv som fattig student hadde jeg lagt endel penger til side, saa jeg ikke kom i nogen virkelig forlegenhet. Min ulykkelige far hjemme i Muskegon hadde al møie og angst. Mot en række av uheld stred han for sit liv og sin formue, og naar han kom hjem efter en fortvilet dag, saa var det for at læse og kanske graate over det sidste haarde brev fra sit eneste barn — det brev han ikke hadde mod til at svare paa.
Næsten tre maaneder efter tiden fik jeg tilslut brev og den vanlige anvisning. Han hadde hat en ond tid, men nu var tordenveiret over, og snart skulde han være rikere end nogensinde, og saa snart han kunde slippe fra, vilde han besøke mig i Paris.
Der gik igjen en tid uten at jeg hørte fra ham. Saa kom hans sidste brev, usammenhængende og vaandefuldt. Boblen var bristet, han var baade ruineret og syk.
Min stilling var vanskelig nok, men jeg hadde dog forstand til at fatte og retskaffenhet til at gjøre min simple pligt. Jeg solgte mine kuriositeter, eller rettere sagt jeg lot Pinkerton sælge dem for mig.Han utførte denne opgave saa fortræffelig at jeg ialt hadde fem tusen francs i lommen, heri medregnet det sidste av mine kvartalspenger. Jeg beholdt fem hundrede og sendte resten til min far i Muskegon. Pengene naadde tidsnok frem til at betale begravelsen.
Budskapet om hans død var neppe nogen sorg for mig. Jeg kunde ikke forestille mig min far som fattig mand, han som altid hadde levet saa høisindet og gavmildt.
Og nu kom min onde tid i Paris. Pinkerton vilde ha mig til straks at opgi min kunst. „Følg mig,“ sa han, „og la os kaste os med hele vor sjæl i det praktiske forretningsliv. Jeg har kapital, du kultur.Dodd & Pinkerton, aldrig har jeg set et bedre navn i en annonse, og du aner ikke, Loudon, hvad navnet betyr.“
Jeg hadde sagt op mit værelse og sov i en krok av mit atelier. Naar jeg vaaknet om morgenen, faldt mit blik paa Muskegons genius. „Hvad skal det nu bli av dig, stakkars unyttige stendame?“ tænkte jeg. „Og hvad skal det bli av kunstneren?“
„Nei,“ sa jeg til Pinkerton. „Det er sandt at en billedhugger maa ha enten penger eller indflydelse eller en djævelsk energi for at komme nogen vei. Ingen av delene har jeg, men jeg er ikke saa feig — eller saa modig — at jeg gir op uten kamp.“ Mine chancer var noksaa ynkelige, sa jeg, men som forretningsmand hadde jeg slet ingen muligheter. Jeg eide hverken lyst eller evne.
„Du gjør mig snart rasende,“ sa Pinkerton. „Du vil ha en til at gaa fra vettet for en vakker solnedgangs skyld, men det liv hvor der blir kjæmpetom formuer, det skal en ikke bry sig det duft om. Nei da, det er ingenting værd at staa midt i hvirvelen, med sin ene fot paa bankerotten og den andre paa en laant dollar, mens hele strømmen svirrer rundt en som en mølle — og saa kare i mynten paa trods av skjæbne og lykke.“
Jeg svarte med en præken om kunstens romantik. Jeg mindet ham om vore venner som hadde valgt denne vakre fjeldsti gjennem livet, og som nu klatret kjækt opover, fattige og fulde av haab. „Du vil aldrig forstaa det, Pinkerton,“ sa jeg. „Du kikker efter utbyttet; det er derfor du aldrig kunde lære at male, om du saa blev likesaa gammel som Methusalem. Utbyttet betyr ingenting; kunstnerens øine er vendt indad, han lever for en stemning.“
Pinkerton rev sig i haaret. „Nei, jeg skjønner det ikke,“ sa han, „ulykken er at jeg ikke har det mindste bruk for stemninger uten solide maaltider til, og du kan ikke faa ut av hodet paa mig at det er en mands pligt at bli rik, saasandt han kan.“
Enten han nu skjønte mig eller ei, saa opdaget han snart at han ikke kunde rokke mig; ti-tolv dager holdt vi paa med snak, saa lot han emnet falde; han maatte reise hjem straks, fortalte han mig, nu kastet han bare sine penger bort. Uten tvil skulde han ha reist for længe siden, og det var sikkert for min skyld han hadde ventet.
Den sidste dag bad han mig til middag paa en restaurant, hvor jeg før i mine rike dager hadde pleiet at gaa. Jeg saa der var noget som tynget ham, og selv var jeg nedtrykt, saa middagen blev litet munter.
Ved kaffen fik han sagt det han vilde. Han talte saa varmt om sit venskap og sin taknemmelighet for mig at jeg blev baade rørt og skamfuld. „La mig faa tale ut!“ fortsatte han. „Jeg ærer dig fordi du av hele dit hjerte ofrer dig for kunsten; jeg kan ikke løfte mig til dit syn, men jeg har saa meget poesi i min natur at jeg kan føle med dig. Jeg vil at du skal føre det igjennem, og jeg mener at hjælpe dig.“
„Hvad er det for noget sludder, Pinkerton?“ sa jeg.
„Det er ikke andet end hvad en ser hver dag,“ svarte han. „En ung mand som er sprettende fuld av talent, og saa en forretningsmand som ikke vet hvad han skal gjøre med pengene sine.“
„Din nar, du er jo saa fattig som en kirkerotte.“
„Vent bare til jeg faar mine jern i ilden!“ svarte Pinkerton. „Jeg er bestemt til at bli rik. Her er mit første bidrag. Ta det fra en vens haand. Det er bare hundrede francs, du skal faa det samme hver maaned, og naar min forretning begynder at vokse, skal vi lægge paa saa det blir noget.“
Det tok mig lang tid at faa avslaat hans tilbud. Og da han tilslut gav sig, var vi begge like taknemmelige og forlegne. Om kvelden reiste han, og paa veien hjem fra stationen følte jeg mig for første gang fremmed i den store lyse by.
I de dager som nu kom, fik jeg føle hvad det vil si at være fattig i Paris. Mit atelier maatte jeg snart opgi, og Muskegons genius forlot mine veier. For at kunne eie en statue i legemsstørrelse, maa man ha et atelier, et galleri, eller i det mindste enhavestump til sin raadighet. Jeg tænkte derfor at la geniusen bli staaende i mit atelier; kanske kunde den gi min efterfølger en inspiration. Men desværre var jeg blit uenig med verten, og for at være ubehagelig paala han mig at fjerne min eiendom. Jeg lo hysterisk da jeg forestillet mig statuen, mig selv og en kusk paa fart gjennem Paris’ gater uten skyggen av noget maal. Et kjærkomment tilbud reddet mig fra disse pinlige muligheter, og jeg avhændet Muskegons genius for tredive francs.
I et spisekvarter paa den ytre boulevard fik jeg kredit paa middag. Aftensmat blev det forutsat at jeg ikke trængte, fordi jeg spiste hos rike venner. Denne ordning var yderst uoverveiet. Min historie kunde ta sig troværdig ut saa længe som mine klær var i god stand, men den var mere end tvilsom efterat min frakke var blit frynset om kantene og mine støvler hadde begyndt at sikle og pipe paa kafégulvene. Det ene maaltid om dagen, som stemte godt med mine finansers tilstand, gjorde ikke min mave fornøiet. Denne restaurant hadde jeg før ofte besøkt for at smake hvorledes de studenter levet som var uheldigere stillet end jeg. Da var jeg kommet ind med væmmelse og var gaat med kvalme. Underlig fandt jeg det nu at jeg satte mig graadig, at jeg reiste mig tilfreds og tællet timerne til min gjenkomst. Men sult er en stor trollmand, og saa snart som jeg hadde brukt op mine penger og ikke længer kunde mætte mig med chokolade og tykke brødskiver, saa var jeg helt henvist til dette spisekvarter og til sjeldne, lykkelige hændelser. Min ven Dijon kunde faa solgt nogen av sine hastverksbilleder,eller en gammel ven kunde dra gjennem Paris; da spiste jeg en middag efter min smak og avsluttet et rente- og avdragsfrit Quartier Latin-laan som holdt mig med tobak og morgenkaffe et par uker. En stor del av mine ensomme timer brukte jeg til at utmale mig alle enkeltheter i indbildte fester.
Det blev værre. En dag merket jeg paa spisekvarteret en viss kjølighet i vertens hilsen. Dagen efter var kulden aabenbar, den tredje dag holdt jeg mig borte i min skræk og gik altsaa fastende i otte og firti timer, og da jeg den fjerde dag kom tilbake, saa fik jeg den likefremme besked at der ikke var mere mat for mig. Nu var der bare én planke som skilte mig fra den nøkne sult, og jeg følte at den skalv under mig. Jeg hadde en søvnløs nat, og om morgenen gik jeg bent til maleren Myners atelier. Det var et skridt jeg længe hadde tænkt paa og ikke vaaget. Jeg var ikke synderlig fortrolig med denne engelskmand, og skjønt han hadde nok av penger, viste han sig paa ingen maate opmuntrende mot tiggere.
Jeg fandt ham i arbeide med et billede som jeg med god samvittighet kunde rose. Han malte væk mens jeg pratet, og jeg prøvde forgjæves at komme til saken. Tilslut fik modellen lov til at hvile, og han snudde sig mot mig.
„De kom ikke hit for at snakke alt dette tøvet,“ sa han.
„Nei,“ svarte jeg mat, „jeg kom for at laane penger.“
„Vi har aldrig været fortrolige venner,“ sa han.
„Tak,“ sa jeg, „jeg kan ta mit svar,“ og jeg reiste mig med raseri i hjertet.
„Naturligvis kan De gaa hvis De vil,“ sa Myner, „men jeg raader Dem til at bli og høre paa mig.“
„Hvad mere er der at si?“ ropte jeg. „Ønsker De at ydmyge mig endda mer?“
„De maa prøve at beherske Dem, Dodd,“ sa han. „Det er Dem som har søkt denne samtale, og hvis De tror at den ikke er ubehagelig for mig, saa tar De feil. De maa gi mig ordentlig greie paa Deres utsigter før jeg kan avgjøre om jeg vil hjælpe Dem.“
Paa denne maate „opmuntret“ snublet jeg gjennem min historie. Jeg fortalte at jeg hadde hat kredit paa et spisekvarter, men at det nu var slut; at Dijon laante mig en krok av sit atelier, hvor jeg modellerte alslags smaating som jeg endnu ikke hadde solgt noget av, og at min fremtid var yderst usikker.
„Og Deres værelse?“ spurte Myner.
„Aa, mit værelse er det ikke farlig med,“ sa jeg. „Min vertinde er venligheten selv, hun har ikke engang nævnt sin regning.“
„Det er vel ingen grund til at narre hende,“ sa Myner. „Nei, Dodd, jeg synes ikke at det er hæderlig av os fremmede at dra fordel av franskmændenes letvindte kredit, og saa rømme over kanalen eller Atlanteren.“
„Jeg tænker ikke paa at rømme,“ sa jeg.
„Hm,“ sa Myner. „Jo længer De blir, des større tap er det for Deres venlige gamle vertinde. Nu skal jeg si Dem hvad jeg vil gjøre. Hvis De samtykker i at reise, saa skal jeg betale Deres reise helt til Muskegon, hvor Deres far bodde, og hvor hans venner uten tvil vil hjælpe Dem til en stilling. Mere vil jeg ikke gjøre for Dem. Hvis jeg troddeDe hadde et stort talent, saa var det noget andet, men det tror jeg ikke, og jeg raader Dem til at reise.“
„Det sidste var ihvertfald ikke nødvendig,“ sa jeg.
„Det mener jeg at det var,“ svarte han fast. „Vil De saa ta mot mit tilbud?“
„Nei tak,“ sa jeg.
Fra dette pinlige møte gik jeg bent til min gamle mesters atelier.
„Mester,“ sa jeg, „vil De ta mig i Deres atelier igjen — men denne gang som arbeider?“
„Jeg trodde Deres far var umaadelig rik,“ sa han.
Jeg forklarte at jeg nu var forældreløs og fattig.
Han rystet paa hodet. „Jeg har bedre arbeidere som gaar og venter,“ sa han.
„De pleide at si at mit arbeide var ganske godt.“
„Ganske godt. Ja. Godt nok for en rikmands søn. Forresten trodde jeg De vilde bli kunstner, ikke arbeider.“
Paa en bænk paa den ytre boulevard, ikke langt fra Napoleons grav, satte jeg mig for at ruge over min ulykke. Det var mørkt, trist veir, og jeg hadde spist bare én gang paa tre dager. Jeg hadde ikke tobak, mine klær og støvler var fillete og tilsølet. Og disse to mænd, tænkte jeg, de hadde rost mit arbeide dengang jeg var rik, men nu da jeg var fattig og trængte alt, saa hadde jeg ikke talent, saa var mit arbeide ikke godt nok.
Skulde jeg indrømme at jeg var slaat, skulde jeg gi op? Jeg tænkte paa de mange kunstnere som var blit frakjendt alle muligheter, og som trods latter og ringeagt var naadd frem. Jeg tænkte paa ham som hvilte under Invalidebygningens gyldne kuppel.Fra artilleriløitnant til verdenshersker. Ved Napoleon, jeg skulde holde ut, og de to som idag hadde haanet mig, skulde engang faa misunde mig min sukces.
Det var blit næsten mørkt da jeg vaaknet til min sult igjen. Skjælvende sprang jeg op, og rystende av kulde gik jeg gjennem de regnfulde gater, forbi de glitrende kafévinduer.
„Aa, herr Dodd,“ sa portneren, „her har været et rekommandert brev til Dem. Budet kommer igjen med det imorgen.“
Et rekommandert brev til mig! Hvad det kunde indeholde, ante jeg ikke. Men løgnen fløt uvilkaarlig fra min mund.
„Endelig mine penger!“ sa jeg. „Pokker saa ærgerlig at jeg ikke var hjemme. Kan De laane mig hundrede francs til imorgen?“
Jeg hadde aldrig før prøvet at laane av portneren. Det rekommanderte brev gav desuten en viss sikkerhet; han lot mig faa det han hadde, omtrent seksti francs. Saa fort som mine skjælvende ben kunde bære mig, sprang jeg rundt hjørnet til Café de Cluny. Jeg husker det første glas pomard og den første vidunderlige oliven; saa længe jeg lever vil jeg huske det. Over resten av maaltidet ligger en tyk sky av burgunder eller kanske rettere av sult og tung mæthet.
Klart husker jeg min skam og fortvilelse da jeg morgenen efter vaaknet og gjenkaldte mig hvad jeg hadde gjort, og hvorledes jeg hadde bedraget den stakkars ærlige portner. Nu var skandalen over mig! Jeg hadde solgt min selvagtelse og taket over mit hode for en middag paa Café Cluny!
Mens jeg sat slik og angret, kom postbudet meddet rekommanderte brev. Det var stemplet San Francisco, hvor Pinkerton allerede sat til halsen i mangfoldige forretninger. Det indeholdt et nyt tilbud om hjælp, denne gang to hundrede francs om maaneden, og for det tilfælde at jeg skulde være i øieblikkelig forlegenhet vedla han en anvisning paa firti dollars. Jeg sa til mig selv at nød bryter alle love, og bankene hadde saavidt aapnet da jeg kom med min anvisning.
Det var i begyndelsen av december at jeg solgte mig til slaveri. Det lykkedes mig at overgaa mig selv og overskygge Muskegons genius med en liten, men høist patriotisk „fanebærer“; jeg fik ham antat paa salonen, og der stod han under hele utstillingen fuldstændig ubemerket, og derfra kom han tilbake til mig likesaa patriotisk som før. Jeg la hele min sjæl — som Pinkerton vilde sagt — i endel pillerier, som kom tilbake fra kunsthandlerne like saa trofast som fanebæreren. Og da jeg hadde holdt paa slik et halvt aars tid, og allerede skyldte to hundrede dollars til Pinkerton og omtrent et hundrede her og der i Paris, saa vaaknet jeg en morgen med en frygtelig følelse av ensomhet; den nat hadde min forfængelighet drat sit sidste suk. Jeg øinet ikke haab længer, jeg tilstod for mig selv at jeg var slaat, og der jeg sat i min natskjorte ved vinduet og stirret paa trætoppene ved hjørnet av boulevarden og fanget ind musikken av den travle morgenfærdsel, skrev jeg mit farvel til Paris, til kunsten, til hele mit tidligere liv og hele mit tidligere jeg. „Jeg gir mig,“ skrev jeg; „naar dit næste bidrag kommer, skal jeg reise bent til Vesten, og der kan du gjøre med mig som du vil.“
Oplevelser med Pinkerton i San Francisco.
Paa min vei vestover tok jeg en sving indom mine slegtninger i Edinburgh. Jeg forela onkel Adam min stilling, og bad ham om hjælp fil at betale den gjæld jeg hadde. Onkel Adam svarte med at tilby mig en post som kontorist i sin forretning, begynderløn atten shillings om uken. Da blev min bedstefar, som hørte paa vor samtale, meget fortørnet, og der utviklet sig en pinlig scene mellem ham og onkel Adam. Utfaldet kom høist uventet for mig. Min bedstefar lot tilkalde sin sakfører, og kastet baade onkel og mig paa dør. En time efter stod jeg med en anvisning paa to tusen pund i haanden, og hadde desuten en behagelig visshet om at den gamle bygmester ikke hadde glemt mig i sit testamente. Bedstefar og jeg tok en lang spasertur, denne gang ikke til nogen av hans forfærdelige huser, men efter en naturlig og vakker impuls til det hvilested han hadde bygget sig. „Jeg vilde du skulde se dette stedet,“ sa han. „Der er stenen.Mary Murray, Født 1819, Død 1850— det er din bedstemor, pen og god ogsnild var hun.Alexander Loudon, Født Sytten Hundrede To Og Nitti, Død— og saa et hul; det er mig. Alexander er mit navn. De kaldte mig Ecky da jeg var gut. Aa, Ecky, du er en gruelig gammel mand!“
Nogen dager efter stod jeg paa en anden kirkegaard — i byen Muskegon. Hele det ensformige, moderne Babel med de vældige, stirrende husrækker hadde vokset, eller rettere sagt svulmet slik siden min bortreise at jeg maatte spørre mig frem. Selve kirkegaarden var flunkende ny. Men døden hadde været virksom; jeg maatte lete længe mellem millionærernes pralende gravmæler og ungarske arbeideres sorte kors, før tilfældet eller mit instinkt førte mig til min fars grav. Stenen var reist — det visste jeg allerede — „i beundring, av hans venner“. Navnet stod med store bokstaver og stirret paa mig —James K. Dodd. Det fór gjennem mig med bitter klage og anger at jeg aldrig hadde visst hvad K’et betydde. Like sørgelig var resten av mit ophold i Muskegon. Jeg blev der nogen dager for at besøke min fars venner. Den pine kunde jeg spart mig, hans minde var allerede bleknet. For hans skyld bød de mig velkommen, og for min skyld holdt de med møie en samtale gaaende om hans forretningsdygtighet og hans gavmildhet overfor almene formaal. Og saasnart jeg var gaat, husket de ham ikke længer. Min far hadde elsket mig; jeg hadde latt ham leve og dø ensom; da jeg kom tilbake var han død og begravet og glemt. Der var en sjæl til som holdt av mig — Pinkerton. Jeg maatte ikke to ganger gjøre mig skyldig i den samme feil.
Og denne tanke var det kanske som mest hadde drevet mig vestover — trods de to tusen skinnende pund som vilde gjort mig til en greve i det nøisomme Quartier Latin. Et par dager efter var jeg midt i hvirvelen av Pinkertons forretninger.
I samme aand som en skolegut gjør sig selv til helten i sine røverromaner og oplever de utroligste eventyr, fløi Pinkerton gjennem Kearney street i sit daglige stræv. Virkeligheten var hans romantik. Hver dollar han tjente, hadde han likesom bragt iland fra et mystisk dyp. Naar han slog med sin kjække haand ind i pengemarkedets net, saa hadde han en glædelig følelse av at ryste tilværelsens grundpiller, og likesom med et kamprop sætte folk til arbeide i fjerne land; han følte at han fik guldet til at skjælve i millionærernes skap.
Jeg fik aldrig fuld oversigt over hans spekulationer; men der var fem forskjellige forretninger som han vedkjendte sig og bar som et banner.Thirteen Star Golden State Brandy— et meget usmakelig produkt — fyldte en stor del av hans tanker, og blev anbefalt til publikum i en veltalende men vildledende avhandling, „Hvorfor drikke fransk brændevin? Et ord til den vise.“ Han holdt et kontor for annonserende, han gav raad og utkast og forhandlet som mellemmand med trykkere og plakatklistrere; kjøbmanden spurte om idéer, teateragenten hadde bruk for lokalkjendskap, og alle og enhver fik med sig et eksemplar av hans brochure, „Hvorledes, Naar, Hvor, en haandbok for annonserende“. Hver lørdag leiet han en liten dampbaat som tok folk ut paa en fisketur for en pris av fem dollars pro persona,snører og agn medregnet i billetten. Jeg har hørt at der var dem — utvilsomt gamle fiskere — som tjente paa turen. Leilighetsvis kjøpte han vrak og kondemnerte skibe; de sidste fandt, uten at jeg kan si hvorledes, veien tilsjøs igjen under nye navn, og pløide bølgerne i triumf under Bolivias eller Nicaraguas farver. Tilslut var der en landbruksmaskin som straalte av rød og blaa maling, og som utfyldte et „længe følt savn“.
Men foruten i disse aapne foretagender spekulerte han paa mangfoldige mystiske maater. Aldrig sov nogen dollar i hans eie; han holdt dem alle flyvende likesom en jonglør med appelsiner. Da jeg begyndte at faa en andel, lot han mig skimte min fortjeneste bare et øieblik; saa forsvandt den igjen. Han kom straalende fra et ukeopgjør, klappet mig paa skulderen og fortalte at han hadde tjent fabelagtige summer, og saa bad han om at faa laane en kvart dollar til et glas.
„Hvad i al verden har du gjort av det?“ kunde jeg spørre.
„Ind i møllen igjen. Altsammen anbragt igjen!“ svarte han usigelig fornøiet. „Anbringelse“ var hans staaende uttryk. Han taalte ikke det han kaldte spil. „Rør aldrig aktier, Loudon,“ sa han, „ingenting andet end skikkelige forretninger.“ Men himmelen vet at mangen forhærdet spiller vilde ha gyst tilbake for nogen av Pinkertons anbringelser. En saadan forretning fik jeg tæften av. Det gjaldt befragtningen av en ulykkelig skonnert bestemt til Mexico — for at smugle vaaben den ene vei og cigarer den anden. Dette foretagende endte medforlis, konfiskation og en retssak med assurandørerne. Pinkerton, som var interessert for en syvendedel, vilde aldrig gaa nærmere ind paa denne sørgelige spekulation. „Det blev en skuffelse,“ var alt han sa; men jeg skjønte at hele hans forretning skalv i sine grundvolde. Forresten varte det ikke længe før Pinkerton begyndte at skjule for mig sine vildeste „anbringelser“.
Vi hadde vort kontor midt i byen. Det var et høit og rummelig værelse med mange og store speilglasvinduer. Et glasskap indeholdt omtrent to hundrede flasker av Pinkertons Thirteen Star. Etiketten var meget pragtfuld. Skapets dører svinget ustanselig paa hængslerne; hver fremmed som kom ind paa kontoret, fik med sig en flaske. Jeg protesterte litt mot denne ødselhet. „Kjære Loudon,“ sa Pinkerton, „vil du da aldrig bli forretningsmand? Det er jo den billigste annonse jeg har. Brændevinen koster mig næsten ingenting.“
Paa den ene kant av det store bord midt i værelset sat to maskinskriversker som ikke hvilte mellem klokken ni og fire, og den andre ende var optat av en model av landbruksmaskinen. Paa væggene hang nogen fotografier, blandt andet av skibetJames L. Moody, strandet paa en nøken og vild kyst, og dernæst endel oljemalerier i guldrammer. Disse billeder var for det meste relikvier fra Quartier Latin, og jeg skal vise Pinkerton den retfærdighet at si at intet av dem var daarlig, og at nogen var meget talentfulde. Efterhvert som de blev avhændet, og det for pene priser, blev deres plads indtat av lokale kunstneres arbeider. Disse fik jeg det hvervat kritisere. Nogen av dem var fæle, men alle sælgelige. Det sa jeg, og jeg saa mig selv som desertør, jeg bar vaaben i den gale leir. Fra nu av skulde jeg se paa malerier ikke med en kunstners, men med en kunsthandlers øine; strømmen som skilte mig fra alt det jeg elsket, blev bredere og bredere.
„Nu, Loudon,“ hadde Pinkerton sagt den første morgen, — „nu, Loudon, skal vi gaa løs skulder mot skulder. Det er det jeg har længtet efter, to hoder og fire armer. Du vil snart finde at det er akkurat likedan som kunst — altsammen iagttagelse og fantasi, men større fart. Bare vent til du begynder at føle glæden i det.“
Jeg kunde ha ventet længe. Det som Pinkerton kaldte arbeide, var og blev for mig bare tom staahei.
Jeg sov i et litet rum indenfor kontoret, Pinkerton paa en patentsofa i kontoret selv. Vi stod tidlig op, gik tidlig til frokost, og begyndte klokken ni paa forvirringen, som for mig var og blev babylonisk.
Nogen dager hadde Jim et usedvanlig energisk og tappert ansigt, han snakket kortfattet, likesom han hadde frygtelig travelt, og der faldt fra ham slike ytringer som „Longhurst fortalte mig det imorges“ eller „Jeg har det direkte fra Longhurst“. Det var ikke rart, tænkte jeg, at Pinkerton blev tilkaldt for at raadslaa sammen med slike titaner; for hans raphet og opfindsomhet var hævet over al ros. I den første tid, da han endnu talte aapent med mig om alle sine planer og projekter, saa visste jeg aldrig om jeg mest beundret ham eller mest moret mig over ham. Men de gode dager fik snart ende.
„Ja, det er nok utspekulert,“ sa jeg engang. „Men, Pinkerton, synes du det er hæderlig?“
„Du synes ikke det er hæderlig?“ klaget han. „Aa gud, at jeg skulde faa høre slike ord fra din mund!“
„Det gjør mig ondt,“ sa jeg bare.
Men denne konflikt kom igjen, og litt efter litt blev Pinkerton ræd for at betro sig til mig. Hvis der var noget som han gjorde sig til av, saa var det sin ærlighet, og hvis der var noget som han satte pris paa, saa var det min gode mening. Min egen stilling var slet ikke let. Jeg skyldte ham jo saa meget, og da er det ikke behagelig at optræde som kritiker; men tanken paa at jeg levet av disse tvilsomme foretagender, var heller ikke behagelig. Jeg valgte i min svakhet et mellemstandpunkt. De forretninger som Pinkerton ikke likefrem fortalte mig om, foretrak ogsaa jeg at tie om heller end at fremkalde nye scener. Dette var Pinkerton gløgg nok til at benytte sig av, og det var en lettelse for os begge da han begyndte at hylle sine planer i et mystisk slør.
Vor sidste disput gjaldt et kondemnert skib, som Pinkerton hadde kjøpt for at reparere og sende tilsjøs igjen under et nyt navn. Han gned sig i hænderne mens han fortalte mig det.
„Dette kan jeg ikke være med paa, Pinkerton,“ sa jeg.
Han hoppet høit. „Hvad er det nu for sludder!“ skrek han. „Ingenting som der er noget at tjene paa, finder naade for dine øine.“
„Skibet er blit kondemnert av Lloyds agent,“ sa jeg.
„Lloyd, Lloyd! Jeg har sagt dig at Lloyd bare er en ring som alt andet. Skibet er i fortræffelig stand, der er næsten ingenting i veien med det.“
„Jeg vil ikke tjene penger ved at vaage menneskeliv,“ var mit ultimatum.
„Du store kineser, likesom ikke alle spekulationer var vaagespil! Jeg skal si dig noget, Loudon, du er altfor fin for denne verden.“
„Og du glemmer dine gamle idealer og din kultur bare for denne evindelige pengejagtens skyld,“ sa jeg. „Du drømmer jo ikke om andet end dollars.“
Dette skud traf. „Det er sandt, Loudon,“ ropte han og rev sig i haaret. „Du har aldeles ret. Jeg holder paa at bli materialist. Aa tænk, at jeg maa si det om mig selv! Du er en trofast ven, Loudon, nu har du reddet mig igjen. Hvad skal jeg gjøre for at vække den aandelige side av mig? Jeg maa studere noget, noget rigtig tørt og kjedsommelig. Hvad skal det være? Teologi? Algebra? Hvad er algebra?“
„Det er tørt og kjedsommelig nok,a² + 2ab + b².“
„Men det virker stimulerende, hvad?“
Det svarte jeg ja til.
„Ja, saa vil jeg studere algebra,“ sa han. Og dagen efter fik han opsporet en ung dame, en frøken Mamie McBride, som hadde baade evne og vilje til at veilede ham paa disse blomsterløse vidder. De blev enige om to timer hver uke, og han gik igang med flammende energi. Timerne strakte sig snart ut til en hel aften, og de to ukentlige timer blev øket til fire og derefter til fem. „Pas dig, du blir snart dødelig forelsket i algebraisten,“ sa jeg.
„Det maa du ikke si, selv for spøk!“ ropte han. „Jeg har altfor stor ærefrygt for hende. Aa Loudon, jeg har aldrig set en kvinde med saa fint og rent sind.“
Dette lød svært inderlig i mine ører. En stund efter hadde jeg den fornøielse at tilbringe en aften sammen med de to. Frøken Mamie viste sig at være en pyntelig liten en med store, vandklare øine, meget vakkert væsen og en strøm av de mest korrekte uttryk som jeg nogensinde har hørt fra menneskelige læber. Jeg trak mine slutninger av de øine som hun gav min ven, og da han dagen efter plumpet ut med sine følelser for hende, opmuntret jeg ham til at gaa paa. Samme kveld forlovet han sig.
I de dager gjorde vi op regnskapet for det første aar. Det viste at jeg medregnet de to tusen pund som jeg hadde faat av min bedstefar, var den stolte eier av 14.400 dollars. Men jeg maa tilføie at jeg hadde tjent hele otte tusen dollars utenfor vor forretning. Dengang jeg blev altfor træt av at sitte som blindemand paa Pinkertons kontor, hadde han git mig den idé at arrangere endel søndagsutflugter for det store publikum. Det gjorde jeg, og disse utflugter indbragte mig baade popularitet i de brede lag og tre tusen dollars netto. Endvidere hadde jeg engang hat det indfald at kjøpe endel værdiløse grubeaktier. Straks efter blev der gjort et stort sølvfund i gruben, aktierne fløi tilveirs, og jeg skilte mig av med mine i det rette øieblik. Det var fem tusen dollars. Paa den anden side hadde jeg i aarets løp brukt fire tusen dollars.
Jeg var altsaa rik. Hvorfor skulde jeg ikke vendetilbake til Paris? Nogen glæde av forretningslivet fik jeg aldrig, og nu skulde Jim gifte sig og trængte ikke mit selskap. Jeg snakket med Jim om det en kveld.
„Ja, jeg har ventet dette, Loudon,“ sa han. „Det piner mig, men naturligvis bør du reise. Du kan gjøre regning paa firti dollars om uken, og tænk, for to aar siden var du næsten tigger.“
„Jegvartigger,“ sa jeg.
„De slynglerne gav dig ingenting, og det er jeg glad for nu,“ sa Jim. „Det blir en triumf for dig at komme tilbake, og om to aar skal Mamie og jeg besøke dig.“
Vi sat og pratet til sent paa nat. Jeg selv var saa glad over min nyvundne frihet, og Jim var saa lykkelig over min lykke og saa stolt av sin kjække Mamie, og værelset var blit saa fyldt med luftslotte at vi slet ikke tænkte paa at sove. Kontorklokken hadde slaat baade to og tre før Pinkerton strakte sig ut paa sin patentsofa.
Med min hjemreise til Paris i tankerne fortsatte jeg mit gamle liv i San Francisco. Jeg hadde alle eftermiddager og to eller tre aftener om uken til min raadighet, og dem brukte jeg til at studere den merkelig maleriske by. Fra en „amatørpariser“, som jeg før hadde kaldt mig, blev jeg en omstreifer paa kaier og verfter og i skumle gater, og jeg søkte bekjendtskap med alslags underlige typer. Kinesiske og meksikanske spillehelveder, tyske hemmelige samfund, logishus for sjøfolk og mange berygtede og farlige steder besøkte jeg.
En dag stod jeg nede ved en baatbrygge under Telegraph Hill. En stor bark, kanske paa en attenhundrede tons, kom indover tæt rundt pynten. Med ett saa jeg at to mænd ombord kastet sig over rælingen og ned i en baat, de rev aarerne fra baatmanden og rodde som for livet mot den bryggen hvor jeg stod. Paa forbausende kort tid naadde de ind, og jeg saa at de begge var altfor godt klædt til at være matroser.
„Nærmeste politistation!“ skrek den første.
„Denne vei,“ sa jeg og sprang avsted med dem. „Hvad er paafærde? Hvad er det for et skib?“
„Det erGleaner,“ svarte han. „Jeg er førstestyrmand, denne mand tredjestyrmand, vi maa forklare os før mandskapet. Ser De, de kunde slaa os sammen med kapteinen, og det har jeg ikke stor lyst paa. Jeg har oplevet noget av hvert i mit liv, jeg har set koffernagler fly som sand i storm — men aldrig maken til skipperen vor. Der var ikke stop med det fra Hook til Farallonerne, og den sidste blev skutt for ikke seksten timer siden. Det var et saa fordømt mandskap som nogen gang har gjort kvalm ombord, men folkene saa likevel bleke ut da kapteinen begyndte med præmieskytningen sin.“
„Aa, han er færdig nu,“ sa den anden. „Han kommer ikke til at gaa tilsjøs igjen.“
„Sludder,“ svarte hans overordnede. „Rækker han bare helskindet iland og slipper at bli lynchet i de første ti minutter, saa greier han sig endda. Rederne vil holde paa ham, de finder ikke en saa dygtig kaptein hver dag i aaret.“
„Ja, en skal lete efter hans like,“ sa den anden hjertelig. „Jeg tror ikke der er betalt hyre ombord paaGleanerde tre sidste turene.“
„Ikke betalt hyre?“ brøt jeg ut, for jeg var endnu ny i maritime saker.
„Ikke til folkene forut,“ sa styrmanden. „Folkene rømte; de fik det ikke saa hyggelig som de kanske hadde ventet. Det er ikke det første skib som aldrig har betalt hyre.“
Jeg kunde ikke la være at lægge merke til at vor fart avtok mer og mer, og jeg undredes paa om ikke den store hastighet vi begyndte med, var beregnet bare for galleriet. Visst er det ihvertfald, at da vi hadde naadd politistationen, og styrmanden hadde fortalt sin gruelige historie om fem mænd som var blit myrdet mellem Sandy Hook og San Francisco, saa blev politiet sendt avsted akkurat fem minutter for sent. Før vi kom ned, var skurken sluppet bort i folkemassen og hadde fundet et tilflugtssted i en vens hus. Godt var det for ham at han hadde skyndt sig; for da den frygtelige nyhet bredte sig, da det sidste offer blev kjørt til hospitalet, og da de gjenlevende fra myrderiet gik rundt og viste sine saar, saa skalv og glødet hele den bydelen av raseri. Hvis kapteinen paaGleanervar blit fundet, saa hadde hans liv været litet værd.
Som jeg har sagt hadde jeg en mistanke om at Nares (saa het styrmanden) vilde gi sin kaptein leilighet til at slippe bort. Da jeg senere lærte ham godt at kjende, vilde han aldrig uttale sig omGleanersreise. Uten tvil hadde han grund til at være taus. Paa veien til politistationen drøftet han flere ganger med Johnson, tredjestyrmanden, om han ikke burde overgi sig selv likesaa vel som at melde kapteinen. Han bestemte sig til ikke at gjøre det,da det „sandsynligvis løp ut i ingenting, og selv om der blev mudder, saa hadde han en mængde gode venner i San Francisco“. Og det løp ut i ingenting, men det maa ha været meget nær ved at bli noget, for Nares forsvandt øieblikkelig ut av syne og holdt sig næsten likesaa godt gjemt som sin kaptein.
Johnson møtte jeg derimot ofte. Jeg fik aldrig vite hvor manden var fra. Selv kaldte han sig amerikaner, men baade hans væsen og hans engelsk vidnet mot ham. Jeg tror at han var skandinav, og at han længe hadde faret med engelske og amerikanske skibe. Det er mulig at han som saa mange av sine landsmænd i lignende stilling allerede hadde tapt sit morsmaal. Skjønt han oprindelig var mild, venlig og pudsig spøkefuld av sind, hadde han saa længe været vant til den grusomme disciplin tilsjøs, at hans historier — som han fortalte med en klukkende latter — ofte fik mig til at gyse. Han var høi og slank, hadde mørkt haar, kjække og renlinjede træk og et veirbrunet ansigt. Naar han sat i en stol, saa kunde man ta ham for en baronet eller en militærofficer, men bare han reiste sig, saa var det matrosen som kom ruggende mot en, og bare han aapnet munden, saa var det matrosen som pep og drævet paa sit ugrammatikalske kraakemaal. Jeg trodde jeg snart skulde tapt ham av syne, men ifølge sjøfolkenes uskrevne livsregler maatte han først sætte sin hyre overstyr. Han sløste den stilfærdig bort i den lille gjestestue bak kaféen hos „Black Tom“; der sat han med et utvalgt selskap av gamle venner, alle fra Sydhavet, allesammen glad i en lang skrøne en kort pipe og glasser bordet rundt.
Black Toms kafé var en fjerdeklasses saloon for kanaka-sjømænd, sterk tobak, fæle cigarer, endda værre brændevin, brøstfældige guitarer og banjoer. Der var vildskap nok i denne saloonen, og den hadde ord for ikke altid at være farefri.
Men i gjestestuen bak sat den lille hyggelige sydhavsklub og pratet om en helt anden verden. Gamle skonnertkapteiner var det, gamle sydhavshandlere, kokker, styrmænd, folk som var mildnet under sit ophold hos en bløtere race, folk som hadde faat sine tanker og sanser aapnet av merkelige oplevelser. Dag efter dag kunde jeg med frisk glæde høre paa deres fortællinger. Der formet sig i min fantasi et billede av øerne og ølivet, steile strandbredder, spidse fjeldtopper, den dype skygge av hængende skoger, den ustanselige brænding mot revet og den usigelige fred i lagunen, sol, maane og stjerner av vidunderlig klarhet; troskyldige mennesker i disse landskaper, kvinder som var elskeligere end Eva; her var forbandelsen hævet, her var der musik over livet, gjesten var velkommen, baaten gled frem, og den lange nat gik med digte og korsang. For at fatte den længsel som undertiden grep mig, maa man selv ha været en uheldig kunstner, selv ha sultet paa Paris’ gater, selv ha været spændt i aag sammen med en forretningskraft som Pinkerton. Den grovkornede by San Francisco, det travle kontor, hvor min ven Jim hver dag fra ti til fire gik op og ned som en fanget løve, ja, nu og da bleknet selv mindet om Paris for mig. Mangen mand som blev mindre fristet, vilde git op alt for at gjøre sine syner til virkelighet, men jeg var for doven og forlitet eventyrlig av sind. Der maatte gjøre sig gjældende en magt utenfra, og skjønt jeg ikke ante det, var skjæbnen allerede i arbeide med min fremtid.
En eftermiddag sat jeg i en krok paa en stor saloon som skinnet av speilglasruter og forsølvning. Med fottramp og pludselig larm av mange stemmer blev døren svunget til side og stedet likesom indtat med storm. Flokken som slik brøt ind — det var mest sjømænd, og alle var sterkt ophidset — førte med sig i sin midte nogen mænd som hele optrinnet dreiet sig om. Rundt hele baren fløi som ild i tørt græs den nyhet at det var kaptein Trent og de overlevende fra en britisk brigFlying Scud. Et britisk orlogsskib hadde tat dem op paa Midway Island; netop den dag var de kommet til San Francisco. Litt efter fik jeg godt sigte paa dem. Fire brune karer; de stod ved disken med glas i haanden, mens en flok av nysgjerrige trængte sig om dem. En av dem var en kanaka — kokken, hørte jeg; en anden hadde et bur med en kanarifugl som nu og da kvidret; én bar sin venstre arm i bind, han saa sykelig ut, som om det hadde været en styg skade og han endnu ikke var rigtig bra; og kapteinen selv — en rødmusset, blaaøiet, tykfalden mand paa fem og firti — hadde bandage om sin høire haand. Hele optrinnet fandt jeg merkelig; især var det paafaldende at se kaptein, kok og matroser spasere sammen gjennem gaterne og gaa paa salooner i selskap, og som altid naar noget gjorde indtryk paa mig, drog jeg min skissebok frem og stjal mig til at ta en skisse av de fire skibbrudne. Dette interesserte detnysgjerrige publikum, det aapnet en vei tvers gjennem rummet, og jeg fik saaledes anledning til skarpt at iagtta kaptein Trents ansigt og optræden.
Opvarmet av whisky og opmuntret av tilhørernes ivrige spørsmaal gav kapteinen sig nu til at fortælle historien om sit vanheld. Det var bare nogen stumper som naadde mig, hvorledes han „braste fuldt paa styrbords baug“, hvorledes det „kom et kast fra nordnordvest“, og „der stod hun høit og tørt“. Somme tider henvendte han sig til en av mændene — „Det var jo slik det gik til, Jack?“ — og manden svarte: „Ja, slik var det, kaptein.“ Tilslut reiste han en ny bølge av sympati med dette utbrud: „Fanden ta alle de admiralitetskarterne, det sier jeg!“ At dømme efter de nikkende hoder og det mumlende bifald stod kapteinen i sit publikums opfatning som en gentleman og en førsterangs navigatør. Nu var min skisse av de fire mænd og kanarifuglen færdig; jeg spændte boken sammen og gik.
Litet drømte jeg om at dette var første scene i første akt av mit livs drama, og dog sat denne scene — eller rettere kapteinens ansigt — en stund igjen i mit minde. Nogen profet var jeg ikke, men jeg var noget andet, en iagttager, og én ting visste jeg, jeg visste naar en mand var ræd. Kaptein Trent paa den britiske brigFlying Scudhadde været rap i munden, han hadde snakket høit og djervt; men i hans blaa øine saa jeg angstgyset, og bak linjerne i hans ansigt skimtet jeg en hvileløs frygt. Skalv han for sit certifikat? Efter min mening var det en værre frygt som dirret gjennem ham da han snudde sig bort for at drikke. Var det en følge avrystelsen da han mistet sin brig? Jeg husket en ven av mig som hadde været med i en jernbaneulykke; en hel maaned efter skalv han og fór sammen for ingenting. Skjønt kaptein Trent ellers ikke gjorde indtryk av at være nervøs, saa sa jeg til mig selv, dog uten at føle mig viss paa det, at der var noget lignende i veien med ham.